Post-cystitis

Efter fire uger med blærebetændelse håber jeg, at det virkelig er overstået. Efter fire ugers sygdom er jeg træt. Det er ikke længere fordi sygdommen raser rundt i kroppen på mig, hektisk jagtet af mit immunsystem. På nuværende tidspunkt skyldes min træthed mest, at jeg har tilbragt fire uger indendøre, uden frisk luft, lys og motion. Jeg har ikke trænet, gået ture eller så meget som taget cyklen ned på universitetet i fire uger.

Da det gode vejr begyndte at komme og jeg igen fandt cyklen frem, opdagede jeg hvor slappe, ømme og ubrugelige alle mine muskler er blevet. Efter en gåtur på 7 km faldt jeg om på sengen og sov i fem timer. Efter et par enkelte dage, hvor jeg tog cyklen ned på universitetet var mine balder så ømme, at jeg næsten troede, at jeg var kommet til skade.

Jeg har selvfølgelig enormt dårlig samvittighed over de sidste ugers dovenskab, og jeg har lyst til at løbe en tur og bare blive ved med at løbe ligegyldigt hvor meget min krop skriger til mig, at det er vanvittigt. Det er ikke noget jeg reelt kommer til at gøre, det er bare en lille nagende fornemmelse i baghovedet der siger, at jeg skal kompensere for fire ugers dovenskab.

Jeg ved dog udmærket godt, at jeg skal starte langsomt ud. I dag gik jeg en tur med Kæresten, og jeg er træt, men ikke synderlig øm, så jeg krydser fingre for, at jeg er i løbet af ugen igen er helt frisk og klar til at håndtere alle de lektier, som jeg var for træt til at håndtere mens jeg var syg. Desværre er stakke af ventende lektier ikke den bedste motivationsfaktor, og det er da også derfor jeg i dette blogindlæg har forsøgt at fokusere lidt mere på gå- løbe- og cykelture, som jeg kan se frem til med lidt større glæde.

Glædelig jul, før og nu

Tidligere, da jeg virkelig havde det svært, kunne jul tilbragt sammen med familien være svær. Det kommer til at lyde som om jeg ikke holder af min familie, eller at de ikke holder af mig, men sådan er det slet ikke. Hvis vi ikke holdt af hinanden, kunne jeg jo bare helt eller delvist have holdt mig væk, men jeg holder af dem og de holder af mig, og vi ville gerne være sammen, men det var så forbandet svært at få det hele til at passe sammen. Det var en balancegang uden rigtige svar. Hvis vi vi ikke holdt af hinanden, kunne der være fundet en pragmatisk læsning, det kunne være et skuespil, hvor hver person spillede sin rolle, kom ind på scene, sagde sin replik og gik igen, nemt og sikkert, uden følelser, håb og forventninger.

Når det alligevel ikke kunne være så nemt, så var det fordi følelserne skabte så mange indviklede spørgsmål, i hvert fald for mig, men sikkert for os alle sammen. Når det var svært fysisk at være til stede sammen med familien, var det så fordi jeg ikke elskede dem nok til at overkomme min sygdom for deres skyld? Når nu de ikke altid husker eller instinktivt fornemmer mine behov, er det så fordi de ikke elsker mig? Fortjener jeg ikke en eller anden form for særbehandling i forbindelse med min sygdom/mit handikap? Anerkender de ikke min sygdom/mit handikap? Eller endnu værre, gør de i virkeligheden en million små venlige og kærlige ting for mig, som jeg enten i min egoisme ikke opdager, eller som jeg modtager med irritation eller vrede, fordi de havde misforstået hvad mit behov var? Gør jeg nok for at vise dem min kærlighed?

Med tiden har jeg fået det bedre, og samtidig er det blevet nemmere at samles i julen. Det er ikke fordi vi kun elsker hinanden, når vi har det godt, langt fra, men fordi spørgsmålene er blevet mindre komplicerede. Nu om dage handler det mest om: Hvordan viser man på en synlig måde sin glæde og taknemmelighed over gaver? Hvem har styr på maden? Har jeg nu husket alle gaverne? Fakta lukker om et kvarter, er der noget vi mangler? Sådan heltalmindelige problemer.

Jeg er selvfølgelig udmattet, og jeg går ud fra, at mange har det sådan juledag. Jeg ville gerne have været henne og træne, jeg kan mærke, hvordan alle mine muskler skriger efter at røre sig og blive brugt, men jeg kan ikke tage derhen. Jeg er træt, og mit hoved er tungt. Jeg har ikke drukket alkohol, men jeg har været sammen med familie og venner i tre dage i træk, og jeg skal af sted igen senere. Det er hyggeligt, og jeg elsker det, men min hjerne er efterhånden sønderbombet af indtryk, smage, lyde, lugte, varme, følelser og overraskelser. Jeg glæder mig til hver eneste lille del af det, det er sådan julen skal være, jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst, men jeg glæder mig også til at det er overstået, og at jeg kan komme hjem til en triviel og ret begivenhedsløs hverdag...

Prinsessens juveler

En overskrift på facebook lød "Rigtige piger har muskler", og det kan skam godt være, men når jeg tænker på mig selv som barn så kunne jeg ikke klatre i træer fordi jeg var bange for at falde ned, jeg hadede fodbold, rundbold og andre holdsport fordi jeg blev forvirret over de andre børns hektiske og ulogiske bevægen sig rundt på og udenfor banen, jeg kunne sjældent fange nogen i tagfat, fordi jeg løb så langsomt og hurtigt blev forpustet, jeg blev arrig når de andre børn ikke fulgte spillets regler, og det skete tit og jeg blev ked af det fordi der egentlig var andre ting jeg hellere ville lege.

Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.

Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.

Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.

Jeg tegner mit liv #4

I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion  god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.

Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.

I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.

Eksamenshår

Torsdag:
Jeg læser til eksamen, eller rettere det siges, at jeg læser til eksamen, men det reelle arbejde løber ikke op i sååååå forfærdelig meget. Alligevel er det lykkedes mig og få et karakteristisk eksamenshår, som er sådan en  lille smule uglet og fedtet.

Til daglig har jeg en helt fast rutine, hvor jeg vasker håret to gange om ugen, hvoraf den ene af gangene er efter, at jeg har været nede og træne. Hvilket jo så fortæller jer noget om hvor meget, eller rettere hvor lidt jeg får trænet. Efter at mine daglige rutiner er sat på stand by, så er det som om den der ene dag, hvor jeg faktisk kommer af sted til træning, at den bliver skubbet en dag (fordi jeg sover over mig), og en til (fordi der lige er noget jeg troede, at jeg skulle orde, men det skulle jeg så ikke alligevel), og en til (fordi jeg i går cyklede 15 km hjem til Kæresten i modvind, og så syntes jeg at det var synd for mig i dag og kom derfor ikke af sted).

At cykle 15 km, og så endda i modvind, det er da også meget godt, er det ikke? Jo, det er såmænd udmærket hvad angår frisk luft og motion, men efter som jeg troede, at jeg alligevel ville træne i dag og havde taget træningstøj med, så vaskede jeg ikke hår i går, og selvom jeg i dag var ude i regnvejr, og mit hår derfor ser endnu værre ud, så har jeg et optimistisk håb om, at jeg faktisk kommer af sted i morgen, så har jeg heller ikke vasket det i dag.

Fredag:
Jeg havde sat vækkeuret, så jeg kunne komme ned og træne og derefter få vasket hår, men jeg var sådan lidt, om det virkelig kunne betale sig at bruge så meget af min kastbare tid. Hvis jeg nu blev hjemme kunne det jo være, at jeg ville få læst rigtig meget til eksamen og fylde mig selv op med viden og selvtillid. Måske ville det nettop være i dag omkring kl 9, at jeg ville få den helt store åbenbaring og pludselig forstå det hele... Den slags sker... Gør de ikke???

Med tanke på hvor lidt jeg har udrettet de sidste sidste mange dage, så måtte jeg erkende, at sandsynligheden var meget lille, og jeg derfor lige så godt kunne tage af sted. Og jeg kom faktisk af sted, og jeg fik vasket mit hår og jeg fik endda lige lavet et par sætninger.

Det var jo ikke fordi jeg har rendt rundt og været decideret klam, men måske har jeg været lige lidt for afslappet.

Der er ikke nok timer på en dag, dage i en uge

Engang væltede jeg mig i tid, jeg havde så meget tid, at jeg hver aften græd, fordi jeg ikke kunne holde ud, at der i morgen er atter en dag, og en dag efter den, og en dag efter den. Dagene var så lange og indholdsløse, at jeg følte, at jeg blev kvalt. Nu om dage er tingene anderledes. Jeg har min kæreste, universitetet og alle de der små hverdagsagtige ting man bliver nødt til at have styr på i løbet af en dag, såsom rengøring og indkøb.

Pludselig bliver mine dage fyldt ud, og jeg står op om morgenen, og må med en lille gispen anerkende, at jeg heller ikke i dag kommer ned og træner. Den spiseforstyrrede del af min hjerne, som måske i dag er svag, men som stadig er der, den går lidt i panik og overvejer, om jeg så ender som et stort fedt ubegribeligt monster, men på den anden side, så skulle jeg skynde mig ned og fange viceværten før kontortiden slutter, og om lidt skal jeg i Silvan efter en ny pære til badeværelset, for en ting er at tisse i bulderragende mørke, noget helt andet er at gå i bad i det, og jeg trænger til at komme i bad, for mit hår er så fedtet, at det klør, som havde jeg lus.

Senere skal jeg så lave mine lektier, og når de (forhåbentligt) er færdige, så er jeg det også, og jeg har mest af alt bare lyst til at kaste mig på sofaen med en god serie på dvd. Alle bøgerne om sundhed siger, at så er det tid til at hoppe i løbetøjet og så af sted, men jeg er alt fo meget et morgenmenneske til den slags. Så burde jeg i stedet komme af sted om morgenen, men mine morgener er blevet markant kortere efter, at jeg er begyndt at stå senere op. Så kunne jeg selvfølgelig begynde at stå tidligt op igen, men så skulle jeg samtidig begynde at gå tidligere i seng, hvilket ville give mig kortere tid sammen med Kæresten.

Måske skal jeg bare anerkende, at jeg ikke kan nå alt. Det er noget jeg tit må anerkende, men som regel har det været pga min aspergers. Denne gang er jeg bare helt almindelig menneskelig, og jeg går ud fra, at det er en god ting. Hele min barndom og ungdom drømte jeg om at være normal, og dette må siges at være meget normalt, men jeg må indrømme, at jeg havde forestillet mig noget anderledes, måske en fanfare eller balloner og konfetti. Hvad jeg i stedet får er en hverdag hvor dagen bare følger hinanden uden de store udsving. Timerne går, og jeg lægger kun mærke til det, når jeg ser ned på uret og opdager, at jeg har travlt.

Om at løbe bort fra en eventuel skurk

I går var jeg ved fysioterapeuten, og efter et halvt års løbestop, så er det nu på tide at begynde på at løbe igen. Min fysioterapeut havde ellers sat mig til at ro. Jeg kan godt lide og ro, og roning er en glimrende form for motion, men roning har bare ikke den samme nytteværdi som løb.

Flere gange i løbet af mit liv har jeg tænkt over, at jeg besidder meget få af de kvaliteter som De 5 og de andre bøger jeg elskede da jeg var barn. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, og det også er helt nødvendigt med den slags, men De 5 besad mange gode kvaliteter. De kunne binde deres tøj sammen til et reb og kravle ud af meget høje vinduer, de kunne besnære skurkene, men en kvalitet som man generelt finder i bøger af alle slags samt film er, at folk kan løbe når de skal stikke af fra en skurk. Ofte blev De 5 faktisk fanget, men det var kun så de ved list kunne få lov til at stikke af igen.

Jeg er ikke nogen særlig listig person. Hvis jeg bliver antastet af en ubehagelig person er min eneste taktik at nedstirre ham (det virker bedre end det lyder). Løbe fra ham kan jeg ikke, ikke ret langt i hvert fald. Jeg ved ikke hvad en skurks radius er, men lad os sige, at jeg i hvert fald ønsker at kunne løbe 3 km uden at kny. Hvis folk ikke synes at 3 km lyder af meget, så må de huske, at jeg har en dårlig hofte, og at jeg generelt er en lidt doven person.

Før der er nogen der går hen og bliver bekymrede for mig, det kunne jo være, at jeg skriver dette, fordi jeg har en klam stalker, så vil jeg sige, at dette indlæg handler mere om min smag i bøger en om nogen reel trussel. Ved nærmere eftertanke så handler det KUN om min smag i bøger.

Nå, men i hvert fald glæder jeg mig til at komme i gang med at løbe igen, om ikke andet så fordi det er godt at kunne løbe efter bussen hvis man er lidt sent på den.

Min gang er helt forkert

Jeg har haft to uger i smertehelvede, men nu begynder det at gå bedre. Nede hos min nye fysioterapeut arbejder vi en del med styrkeøvelser for, at smerterne forhåbentlig, 7-9-13, ikke kommer igen, men vi ser også på den måde jeg går på, hvilket viser sig at være helt forkert. Jeg går pænt men jeg går forkert. Jeg går sådan som man nu engang går når man går i stramme jeans, med knæene indad. Når jeg går inde i byen kan jeg se dusinvis af piger (i stramme jeans) der går på præcis samme måde.

Nå. men jeg er i hvert fald blevet givet en masse øvelser for at vende mine knæ lidt mere udad. For at være ærlig så føles det noget kejtet. Jeg føler mig hjulbenet og ucharmerende, men når jeg så i spejlet, min fysioterapeut har et kæmpe stort spejl, så så det ret godt ud. Mine lår, i stedet for at virke store og blævrende, så faste og muskuløse ud, hvilket i stor stil motiverer mig til rent faktisk at få lavet mine øvelser. Det motiverer mig langt mere end tanken om et liv uden smerter, hvilket nu også er godt. Jeg tror vist jeg skal arbejde lidt på mine prioriteringer her i livet

En af de øvelser min fysioterapeut prøvede at give mig var squats, men mine ben er muskuløse de forkerte steder til, at jeg overhovedet kunne holde balancen. Jeg så ind i spejlet, og det jeg så var meget ynkeligt. Næste øvelse kræver en trappe, hvilket er fint, da jeg bor på 1 sal. Desværre er det en udvendig trappe, og tanken om, at folk kom forbi og så mig stavre op og ned af trappen i sneglefart, er lidt overvældende, så kl 5 stod jeg klar derude og lavede mine øvelser, og heldigvis for mig var der ikke en sjæl der kom forbi.

Vil disse ting så rent faktisk hjælpe på mine smerter? Jeg ved det ikke, men jeg håber, for efter et år med næsten konstant at have ondt, så føler jeg mig godt slidt. Jeg trænger så meget til bare at smide mig i en sofa med en bog, til at sove uden sovepiller, til at gå på café uden at måtte bryde op i utide, til at tage høje hæle på til særlige lejligheder, og mest af alt trænger jeg bare til ikke at have ondt.

Bistroen i Bilka

Min mor og jeg var ude og købe stole til min altan, hvilket krævede at vi måtte i fire butikker på tre timer.

Jeg havde været ned og træne om morgenen, og ulidelige stemmer pumper os ørerne fulde med, at vi skal undgå kulhydraterne. Normalt lytter jeg ikke til dem, men nogle gange er det svært at lade være, så da jeg kom hjem fik jeg et proteinrigt måltid med fisk og æg og humus, men intet brød. Det gik godt til at starte med, men som vi kørte rundt i Aarhus' gader, blev jeg virkelig køresyg. Det skete tit for mig da jeg var barn, men det stoppede da jeg blev ældre, men det kommer igen når jeg ikke spiser ordentligt. På et tidspunkt hvor vi var faret vild og stoppede for at sætte gps'en til, fandt min mor nogle gajoler, hvilket kun sporadisk virkede. Til sidst valgte vi at spise en hurtig frokost, og da vi tilfældigvis var ude ved Bilka, blev det der vi spiste.

Som barn boede vi lige ved Bilka, så var det bare en nærbutik, et sted som alle andre, bare lidt større. Jeg husker overraskelsen en dag hvor jeg havde besøg af en veninde, hvor hun var oprevet over ikke at få lov at komme med i Bilka, for hvem i alverden havde LYST til at gå i Bilka, men det er der altså nogle mennesker der har.

Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod stedet, men jeg har ikke en umådelig LYST til at komme der. For mig at se er det et umanerlig trist sted, omgivelserne er triste, maden er trist, menneskene er triste, og når jeg siger at menneskene var triste så mener jeg selvfølgelig ikke hver og én, men bare et usædvanligt højt antal. Selvom jeg er autist ved jeg godt at jeg ikke må stirre på folk, men det var svært at lade være, det sad der med deres farveløse ansigter og tyggede deres farveløse mad. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule bange. Folks skævheder er ofte det der gør tilværelsen interessant, og i mine år i psykiatrien har jeg set og oplevet mange skævhede, og det var fint, men her virkede det skæve nærmest som en optisk forvridning. Måske var det bare lyset, som når man altid har flere bumser i H&M's prøverum end alle andre steder, men måske er det mit syn på tilværelsen der har ændret sig, for jeg havde mere ondt af disse mennesker end jeg normalt havde af dem på psyk.

Om telefoner

Oh sweet Lord, Halleluja, så er jeg langt om længe tilbage på nettet og tilbage på bloggen. Jeg har været i gang med at forberede et indlæg om alle de genvordigheder jeg har haft med TDC i mit forsøg på at få internet, men det blev en meget læng og snørklet tekst, som jeg slet ikke kunne blive færdig med, så i stedet har jeg valgt et underemne af dette, nemlig telefonopkald.

Igennem de sidste fem år, har jeg været skånet for al kontakt med de verse instanser. Hvis der skulle foretages et telefonopkald, var der altid en pædagog der kunne tage det for mig. Jeg er lidt utryg ved telefoner, for jeg har ikke meget erfaring i at tale i dem, og når jeg står over for det ukendte, så har jeg kun meget ringe realitetssans for hvad jeg kan forvente mig. Selvfølgelig kan det godt være, at de i den anden side af linien er søde og hjælpsomme, som folk er flest, men det kan også være at de er sure og skræmmende, og jeg kommer til at sige noget der i sidste ende kommer til at koste mig en masse penge fordi jeg i virkeligheden ikke havde nogen idé om hvad jeg snakkede om.

Der er stadig pædagoger i mit liv, men deres arbejdsopgaver er nogle andre end jeg har været vant til, så jeg opfordres til mere selvstændighed, så jeg har taget alle mine opkald med TDC selv, hvilket kan være en af årsagerne til at det gik så relativt galt som det gik, eller i hvert fald kaotisk, og så alligevel. Måske er det ikke min skyld,.

Nå men nu har jeg i hvert fald internet og det skal nydes, for hver gang jeg skulle ringe, eller der igen gik et eller andet galt, så kostede det mig megen svie og smerte og  uro, og jeg har følt mig helt syg. I søndags hentede jeg en pakke og fik en sms, der sagde at jeg på mystisk vis havde fået oprettet to simultane abonnementer, og eftersom det var søndag var der intet jeg kunne stille op, andet end at vandre hvileløst rundt i min lejlighed i fem timer og vente på, at min kontaktpædagog kom og talte mig til ro. Dagen efter kunne jeg så ringe til TDC kl 8, men det giver en meget lang og urolig morgen, når jeg allerede vågnede kl 3. Heldigvis kunne jeg tage ned og træne og prøve at løbe al uroen ud af kroppen på et løbebånd.

Med tiden skal jeg nok lære det der med at tale i telefon, men det var altså også noget af en ilddåb jeg her fik.

Med små bevægelser

Først en lille update om min veninde. Jeg tog over og besøgte hende. Hun er i live og ved, om ikke godt mod, så i hvert fald ved mod. Det var godt at se hende, for der er så mange subtile informationer om et menneskes ve og vel som man bare ikke kan få over telefonen.

For at komme hjem til hende, skulle jeg fire timer med tog og en halv time med bil, og det var noget der satte sig i hoften, hold op hvor gjorde det ondt. Som en af årsagerne har jeg listet min alder, men der er noget andet jeg har tænkt på. Gennem det sidste år har jeg sluppet min spiseforstyrrelse mere og mere, og på nogle punkter har jeg måske sluppet den for meget.

I mine spiseforstyrrede dage, brugte jeg meget energi på hverdagens små bevægelser, så som lige at hente, lige at vippe lidt med foden, lige at vrikke lidt med hofterne. I takt med at jeg er blevet rask, er jeg også blevet doven, og i stedet sidder jeg bare fuldstændig stille på min dertil indrettede. Eller måske bør den ikke være dertil indrettet, måske jeg skulle tage og lette den.

Jeg er for magelig eller for doven til at gå en tur efter kl 1 om eftermiddagen, og det er måske det jeg kan mærke. Jeg har en veninde der er i behandling for anoreksi. En del af hendes behandling er at hun ikke må tage trappen i stedet for rulletrappen. Det er ikke fordi hun er mega tynd og ikke må forbrænde kalorierne, men fordi det er 'et sygt tankemønster'. Så ifølge det system er det GODT det jeg gør, men min hofte fortæller mig noget andet.

For andre mennesker der aldrig har været grebet af en spiseforstyrrelse, kan man måske let få bevægelse ind i sit liv uden at man overhovedet tænker på at tale om sygdom. Det er sikkert rart og hyggeligt og alt muligt, men engang syg altid syg, og mine tanker drejer sig helt automatisk om kalorier når jeg tænker på bevægelse, så jeg begynder at overveje om mit mål ikke skal være at være RASK men derimod bare finde et naturligt leje.

Jeg ønsker ikke igen at ende i et rigidt system af skiftende regler som efterlader mig udmattet og ulykkelig. Jeg vil have lov til at spise en indisk curry med min familie eller spise min frokost kl 11 i stedet for kl 12, hvis det nu er der jeg er sulten.

Jeg ville sådan ønske, at disse ting kunne være noget selvfølgeligt som jeg ikke behøvede at skrive et helt blogindlæg om, men maden er det kors jeg må bære her i tilværelsen, og det accepterer jeg, men nogle gange bliver jeg bare overvældet af hvor svært det kan være. Jeg tænker især på det, når jeg ser på min veninde fordi hun er så meget sygere end mig og fordi hun legemliggører min frygt.

Om en skæv døgnrytme

Nogle dage, eller rettere nætter, vågner jeg absurd tidligt og kan ikke sove mere.  Normalt når jeg siger sådan vågner jeg klokken 2 eller 3 om natten, men i går vågnede jeg ekstremt absurd tidligt. Jeg vågnede ved midnat, og jeg kunne bare ikke sove et minut mere. Jeg prøvede virkelig at blive liggende, men jeg blev rastløs, og måtte simpelthen bare stå op. Og hvad får man dagen til at gå med når man allerede er oppe så tidligt.

Allerede kl 4 var jeg færdig med at lave latin til i dag.
Kl 6 gik jeg hen og styrketrænede.
Kl 8 købte jeg to sæsoner af den almindelige CSI.
Kl 10 spillede jeg badminton.

Kl 12 var jeg fuldkommen banket, og der var mange mange timer til jeg kunne tillade mig selv at gå i seng igen, so thank you God for CSI som kørte på fjernsynet, mens jeg sad i sofaen og prøvede at rette ryggen. Og så skete der egentlig ikke så meget mere den dag, jeg sad bare og prøvede at holde mig vågen. Det er første sæson jeg ser. Der er et eller andet ved første sæsoner, hvor budgettet er og hvor der bliver eksperimenteret mere, og personenerne er mindre stylede, det hele er lidt mere råt, og jeg kan godt lide et sådan. Desuden er CSI fra 2000/01 og computergrafikken er elendig, og det er virkelig sjovt at se.

Jeg har bestilt tre bøger hos Amazon, selvom arbejdsforholdende hos dem skulle være så forfærdelige at det er moralsk uforsvarligt at købe hos dem, men min kærlighed til bøger overtrumfer min moral. De har mit stuff og jeg er en ussel junkie på jagt efter mit næste fix. Jeg fik den første af bøgerne i går, men desværre ikke den af dem som jeg havde mest lyst til at læse, en bog om Alice Roosevelt, datter af en amerikansk præsident. Hun skulle være ret vild har jeg hørt, red rundt på ponyer i det hvide hus og giftede sig med en af faderens politiske modstandere. Paris Hilton anno 1900. Jeg var desuden for træt til at læse, så jeg smed den fra mig et tilfældigt sted hvor den ikke var i vejen og satte mig igen foran fjernsynet.

Der er vejarbejde på min vej for tiden og det larmer forfærdeligt, men vi er på den tid af året nu, hvor vinduerne kan lukkes, så det går, jeg er alligevel oppe for længst, når de går i gang 7.30. Det værste er, at de lukker for vandet så jeg hamstrer vand i store mængder, langt mere end jeg egentlig har behov for, men bare i tilfælde af at jeg starter en lille brand eller får lyst til at vaske gulv, man kan jo aldrig vide.

To tosser på banen

Der er en af pædagogerne der er i gang med at lære mig at spille badminton. Det går godt, og han roser mig meget, men i går skulle vi tage den lidt med ro på grund af min hofte, hvilket resulterede i, at vi spillede som to komplette idioter. En gang imellem fik vi gejlet hinanden lidt op, og så gik spillet egentlig udmærket, men så snart vi gik langsommere, blev vi også dårligere, ikke nok med, at vi ikke for af sted efter bolden, vi kunne ikke engang ramme den, når den kom flyvende lige imod os. Ramte vi den endelig røg den for det meste i nettet eller ud af banen. I det mindste var det os begge to der opførte sig som spader. Havde det kun været mig havde det været pinligt.

Det går ellers meget bedre med min hofte, men i weekenden var jeg hjemme ved min far, og jeg sad krøllet sammen i sofaen alle dagene, og jeg kom kun ud for at gå ud til bilen, hen til en ny sofa hos min farmor og tilbage igen. Det var et energiniveau som mit hoved trængte til, men mine balder var umanerligt ømme, da jeg kom på universitetet om mandagen og jeg klarede mig næsten ikke igennem to timer på en dårlig plasticstol.

Fodcreme mod bumser?

Jeg har lige været i svømmehallen for første gang siden før sommerferien. Det var rart, som det altid er, men det var også hårdt, for jeg er ude af træning.

Hvad der derimod ikke er så rart er alle de bumser jeg altid får af at være i svømmehallen fordi huden tørrer ud på grund af alt det vand, ironisk nok. Det hele ville nok hjælpe gevaldigt, hvis jeg havde en ordentlig ansigtscreme, men jeg har endnu ikke fundet en jeg er glad for.

Lidt i et desperat forsøg fandt jeg en fodcreme, som jeg smurte et tykt lag af i ansigtet før jeg tog af sted. Det var en ret underlig følelse, mine ansigtstræk virkede stive, og vandet prellede af på en uvant måde, men jeg tror at det hjalp, for jeg sidder nu og føler ikke nogen ubændig trang til at kradse mit ansigt af fordi det klør.

Studiestartssyg

Jeg har lige været nede i kælderen for at hente mit vasketøj. Jeg bor på første sal, så det burde være en overkommelig tur, men jeg pustede og stønnede og svedte som en bryggerhest, så enten er jeg i ekstremt dårlig form, eller også er jeg bare mere småsyg end jeg troede.

At mit helbred skrænter her ovenpå semesterstart er der ikke noget usædvanligt ved, og mange fra mit hold går også og snøvler lidt. Hvis man så bare kunne blive ordentligt syg og sengeliggende et par dage til en uge, men det gør man ikke, man kan lige akkurat udføre sine vanlige pligter på nedsat styrke, og bagefter er man træt og føler sig en lille smule død indeni. Jeg har nu haft det sådan i to uger, og der er ingen tegn på bedring, tværtimod har jeg fået det dårligere, men det er hvad man må tage med.

Jeg møder ikke op til timen i dag, men det er ikke fordi jeg er syg. Jeg skal mødes med min tutor , så vi kan finde ud af præcis hvad det er jeg ikke ved om græsk/latinsk grammatik, hvilket nok viser sig at være en hulens masse, men nok stadig mindre end jeg regner med.

I løbet af den tid på gymnasiet hvor jeg havde tysk og mine tre semestres græsk, gik det op for mig, at jeg ikke forstod grammatikken, og det blev en del af min selvforståelse at jeg ikke forstod grammatik, og det blev denne store uhyggelige sky der hang over hovedet på mig. Hver gang nogle forklarede mig noget, og jeg forstod, tænkte jeg, at jeg måtte misforstå et eller andet, for hvis det var så let, så burde jeg  kunne finde ud af det. Så var det nemmere at tro at det var så vanvittigt svært, at jeg ALDRIG ville kunne finde ud af det, for så 'slap' jeg for at prøve. Nu skal jeg så alligevel prøve, for jeg kan såmænd nok fake det godt nok til at bestå, men hvis jeg vil have en god karakter, så bliver jeg nødt til at arbejde for det.

Det er måske også derfor jeg alligevel lavede lektier til i dag, selvom jeg slet ikke kommer til timen, eller det er det faktisk ikke, jeg ville bare ønske at det var grunden, for det lyder godt at sige. Sandheden er nok nærmere, at det er bare hvad jeg gør. Læreren siger at jeg/vi har det og det for og jeg laver det uden at tænke nøjer over det. Er det en god grund eller en tåbelig én? Jeg er jo ikke i folkeskolen længere. I hvert fald lavede jeg mine lektier.

Skolestart

Det er skolestart, og jeg er kommet for sent op. Jeg stod op kl 5, men jeg kan mærke at jeg burde være stået op kl 4, for det hele er sådan lidt forjaget, men sådan skal det vel være en dag som i dag, der ville være noget helt galt, hvis jeg kunne læne mig tilbage med en kop kaffe og med et lyst og åbent sind tage imod dagen, det ville som at skulle til eksamen uden at være nervøs.

Jeg valgte at skære halvdelen af mit træningsprogram her til morgen, både fordi jeg ikke ved hvor meget energi dagen kommer til at kræve, og for at have tid til at skrive dette, men også en lille bitte smule fordi jeg er både fed og doven. Ellers ville jeg ikke have tid til at skrive, for jeg skal både i bad og ud og handle før jeg skal med toget.

Jeg har dog min kaffe, men den er stadig for varm, og jeg brænder fingrene hver gang jeg prøver at tage om kruset. Det er et møgkrus, men mit yndlingskrus er gået en lille smule i stykker. Det burde kunne repareres, men jeg har ikke forstand på den slags, det er den slags mødre er gode til.

Jeg skal også vælge en bog til togturen. Den jeg fik med posten i lørdags, "Kunsten at være kvinde" af Caitin Moran er jeg for længst færdig med, men jeg må først anmelde den den 13. september (glæd jer), og den biografi jeg har lånt af min elskede farmor om prins Henrik er lidt for stor til håndtasken, og da jeg endnu ikke har nogen skolebøger, gider jeg ikke tage en rygsæk med. Nu har jeg læst to feministiske bøger i træk, så jeg overvejer enten chick-lit eller noget med krig og menneskeligt forfald for at få lidt modvægt.

Om at træne med tømmermænd

Er det to år siden jeg stoppede med at sukker? Nej jeg tror efterhånden, at det må være tre. Det er underligt, at man kan glemme sådan noget set i forhold til hvor afhængig jeg var. I begyndelsen var det usigeligt hård, men på et eller andet tidspunkt satte hverdagen ind, og så var det bare sådan at tingene var, at jeg ikke spiser sukker.

I går skulle jeg lige have en af de der proteinbars der reklameres så meget for. Den hed noget med diet, så jeg tænkte, at det kunne nok gå, men den var sødet med honning, meget honning, og jeg er ligeglad med hvor naturligt honning er, det er stadigvæk sukker. Jeg burde ikke have spist den, men jeg var virkelig træt, så jeg tænkte, at det ville nok kunne gå an. Det gjorde det også til at begynde med. Jeg havde været bange for at jeg straks ville gå ned og tømme den nærmeste slikbutik, men det gjorde jeg ikke.

Da jeg vågnede i morges var tingene dog knap så sjove, for jeg vågnede med en dundrende hovedpine. Jeg slæbte mig ud i køkkenet og tog nogle ordentlige slurke af en flaske saft der lå i køleskabet, og så slæbte jeg mig tilbage i seng, hvor jeg lå og blundede i en 20 minutters tid. Det hjalp ikke meget, men nok til, at jeg da kunne stå op i oprejst stilling og komme igennem morgenens program.

Hovedpine eller ej, jeg har ikke trænet siden sidste mandag, så jeg pakkede mine ting og tog hen i fitnesscentret. Helt kvik har jeg dog ikke været, for mens jeg stod på en af maskinerne med kvalme og ondt i knolden og trampede løs, kom jeg i tanke om, at jeg da vist ikke havde fået noget kaffe. Kaffe er et vidundermiddel mod hovedpine, eller rettere koffein er. Jeg plejer at få dækket mit behov med pepsi max, men for at stille min tandlæge og min pengepung tilfreds, er jeg stoppet med det også.

Træning med tømmermænd, for det er i grunden det det er, er ikke nogen fornøjelse, og jeg kom da heller ikke hele vejen gennem mit program, før jeg opgav og vaklede ind i omklædningsrummet. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen og skyndte mig hjem, for jeg troede, nærmest at jeg skulle besvime.

Nu har jeg fået min kaffe og er ved at have det helt menneskeligt igen.

Om at finde de pæne trusser frem

Min hofte har drillet mig hele sommeren fordi jeg har siddet alt for meget foran fjernsynet i stedet for at komme ud og røre mig. Sidste år fik jeg en løbeskade, og i år fik jeg så en siddeskade, hvor det eneste tidspunkt hvor den ikke gør ondt er når jeg løber. Sidste uge til badminton lavede jeg en forkert bevægelse, og siden har det gjort rigtig ondt.Det er ikke fordi smerten er sådan helt vildt kraftig, det er bare, at den er der hele tiden, så jeg hverken kan sidde eller ligge ordentligt, så jeg finder ikke hvile jeg får ikke søvn, og mentalt bliver jeg presset til det yderste. Nogle gange hader jeg bare min krop, hvilket jeg normalt kun siger når jeg taler om vægt og lignende.

Min læge siger normalt, at jeg er lidt for god til at udholde smerte, hvilket man er nødt til at være, hvis man vil være selvskader, for ellers kan man jo ikke sikke kniven ned i sit eget kød, men da pædagogerne i sidste uge ringede til ham for at se om jeg kunne få noget smertestillende, så sagde han at jeg nok bare var i dårlig form, hvilket jeg blev lidt tøsefornærmet over.

Jeg havde også bestilt en tid ved fysioterapeuten. Jeg troede ikke at der for alvor var noget galt, men jeg ville bare gerne være helt sikker. Når man kommer ind til fysioterapeuten, bliver man som det første bedt om at smide bukserne, hvilket i denne ferietid kræver lidt forberedelse. Der skulle fjernes uønsket hårvækst, og jeg skulle finde nogle trusser der ikke var alt for forvaskede. Jeg gjorde mig ikke i stand for hende, jeg gjorde det for mig selv, for hvis man vil forsøge at have en bare nogenlunde dannet samtale med en person mens man ligger på en briks uden bukser på, så gælder det om at have selvtilliden bare sådan nogenlunde i orden.

Alt var sådan nogenlunde i orden, og jeg har fået nogle øvelser at lave, men det er ikke noget der går over fra den ene dag til den anden, så efter endnu en opringning til lægen har jeg fået lidt ekstra smertestillende, ikke noget vildt kraftigt, bare lidt mere end jeg havde i forvejen, og det gjorde underværker, for jeg har faktisk sovet helt godt i nat, og jeg stod op som et helt nyt menneske.

Av av av

Som i ved, så fik jeg en løbeskade sidste år som plagede mig i rigtig lang tid, men det gik efterhånden godt, men så blev det ferie. Efterfølgende ville jeg starte lige så stille op, men så startede badminton igen, og det var egentlig meningen, at vi bare lige skulle komme i gang igen. "Vi tager den bare stille og roligt", men det gjorde vi så ikke helt alligevel, og i et af springene, hvor jeg rigtigt skulle ud i yderpositionerne kunne jeg godt mærke et lille klik, men det tænkte jeg ikke videre over, og vi spillede bare videre.

Dagen efter, i går gjorde det så bare vildt ondt, og det blev bare ved og ved ligegyldigt om jeg satte mig anderledes, strakte ud eller ligegyldigt hvilke piller jeg tog. Jeg klynkede lidt til pædagogerne på den der lidt selvironiske måde. Jeg fik dem til at skaffe mig en tid ved fysioterapeuten på mandag, men i løbet af aftenen fik jeg så ondt, at vi snakkede om lige at kontakte lagen, bare sådan for en sikkerheds skyld, om ikke andet, så for at få nogle lidt stærkere smertestillende end almindelig håndkøbsmedicin.

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg havde været en idiot. I går var en kølig dag i forhold til de sidste mange dage, men jeg havde siddet i den samme stol henne ved den åbne altandør, så jeg havde siddet i træk hele dagen. Jeg tog derefter et dejlig varmt tæppe og slog det rundt om hofterne, og det hjalp bedre end pillerne.

Jeg kan godt nogle dage ryge ned i et sort hul og tænke at min krop måske bare ikke er skabt til det der med sport, og det går mig på, for jeg har lært at elske sport (hemmeligheden er at lære at det er helt i orden at svede og pruste som en hval). Jeg tænker dog, at jeg nok skal kunne dyrke i hvert fald noget sport, ellers bliver livet altså lidt for kedeligt.

Ikke nogen god ven af solen

Dagens overskrift har ikke noget at gøre med at jeg nemt bliver solskoldet, for det gør jeg ikke, faktisk får jeg hurtigt en flot brun kulør. Dagens overskrift har at gøre med, at jeg ikke er den store fan af at sidde i en stol og lade mig bage igennem, for jeg bryder mig ikke om at have det for varmt faktisk frygter jeg en lille smule at svede.

Når jeg træner om morgenen er det helt fint at sveden hagler af mig, selvom det tog mig lidt tid at lære, for i folkeskolen var det altid usejt at svede, selv til idræt, så pigerne gjorde hvad de kunne for ikke at lave noget, og så er idræt jo bare ikke sjovt. Da jeg her sidste år lærte at svede, så blev det pludselig sjovt at dyrke sport, men til gengæld ved jeg jo så også ganske udmærket hvor klamt sportstøj lugter, så når jeg har været i bad, så er det bare på med en masse deodorant og så er sved bare et absolut no go.

Det har måske noget at gøre med, at jeg i begyndelsen af puberteten ikke var så hurtig til at lære det med personlig hygiejne, og jeg havde nogle år hvor jeg nok lugtede lidt rigeligt meget. Det var sådan, at min klasselærer i sjette klasse tog en snak med mig om, at det måske ville være godt at købe en deodorant. Det var enormt pinligt, men jeg var ham egentlig taknemmelig, for han satte ord på noget jeg ikke selv kunne.

Jeg frygter altså at svede, og det er ikke godt hvis man skal ud i solen. Det betyder at jeg holder mig meget inde hele sommeren. Jeg har derfor tilbragt lidt for mange dage med at sidde i min stol foran fjernsynet, så jeg trængte til at komme lidt UD, så da min lillesøster gav sig til at vaske havemøblerne af, så hjalp jeg hende og så satte vi os ud. Sammenlagt blev det til mange timer, og der blev svedt meget, og det var hyggeligt, for jeg har ikke ret tit mulighed for at være sammen med min søster.

Jeg havde desværre glemt min bog hjemme ved mig selv, så jeg sad og skrev breve, men jeg måtte hele tiden skifte kuglepen fordi de ikke virkede, så brevet ligner a pro pos folkeskolen en kladde i dansk stil.