søndag den 30. september 2012

Om brunch

Jeg er i Odense i et par dage for at slappe af, men jeg er blevet så vant til, at der skal ske noget hele tiden, så jeg kunne ikke bare sætte mig i sofaen og lave ingenting hele tiden, så jeg skrev til en veninde, om hun ville med ud til brunch. Jeg sad lidt og grublede, og så sendte jeg et PS, om vi ikke skulle tage toget til Nyborg, og så gå en tur rundt om spidsen langs vandet. Hun skrev tilbage, om vi ikke kunne tage til Svendborg i stedet, der havde hun aldrig været, og hun havde hørt, at der skulle være så smukt. Det lød godt, for jeg er i gang med en børnebogsserie om Svendborg op igennem fra 1000-tallet og frem, Danerriget serien af Josefine Ottesen (anmeldelser HER og HER). Bøgerne er enormt spændende, så det kunne være super fedt at tage dertil, men desværre blev vores planer ødelagt af vejret.

Vejrudsigten sagde øsende regn, så vi valgte brunch i stedet, hvilket jeg både var glad for, og lidt skuffet over, for jeg kunne egentlig godt trænge til et eventyr, men på den anden side, så ved jeg også godt hvor udmattet det ville efterlade mig, og det var jo lige nettop meningen, at jeg skulle slappe af i denne weekend.

Min far var endnu ikke stået op, da jeg skulle af sted, men vejret var endnu ikke blevet dårligt, så det gjorde ikke noget. Turen ind til byen tager ca 30 min, og når vejret er fint, er det en hyggelig lille tur. Vi skulle mødes på café Kræz, men da min veninde var lidt forsinket, sad jeg alene ved et bord og gloede. Vi havde ikke bestilt bord, det troede vi ikke var nødvendigt, så vi var heldige overhovedet at få et. Jeg er ikke god til at sidde alene på en café, jeg føler at alle kigger på mig og tænker at jeg er en taber, og at jeg er blevet brændt af. Jeg var ikke blevet brændt af, og jeg skulle kun vendte i 10 min, men det føltes som en evighed. Tjenerne var søde og var henne og spørge, om der var noget de kunne byde mig mens jeg ventede, en stor Pepsi max tak.

Det var rigtig hyggeligt at spise brunch med min veninde, og maden var god, bortset fra røræggene der ikke smagte af noget. Det var rart at være ude i den virkelige verden og tale om andre ting end sygdom og elendighed. Det var rart bare at være to veninder der sad på en café og var helt normale, snakke om normale ting og føle sig helt normal, men samtidig fik det mig til at føle, at jeg lever et dobbeltliv, for i dag tager jeg hjem til mit bosted, hvor der er døgnbemanding, medicinskab og ugesamtaler. Misforstå mig ikke, jeg kan godt lide at bo der, og jeg er taknemmelig for den hjælp jeg får og som jeg har så hårdt brug for, men helt ærligt, så er det ikke nogen helt normal måde at leve på.

Jeg spiste tre små portioner, og jeg følte mig proppet, men der var ikke den fuldstændigt paniske følelse jeg nogle gange godt kan få, når jeg er ude og spise. Når man er spiseforstyrret, kan det godt være virkelig svært at spise ude. Det er som om maden tæller for meget mere, både fordi folk ser én spise den og kan se hvor grådig og klam man er, men også fordi at spise ude er at forkæle sig selv, og man har en fornemmelse af, at det fortjener man ikke. Jeg var ikke engang stolt over at klare det med maden, jeg trak bare på skuldrende og sagde 'selvfølgelig', selvom jeg ved, at det er alt andet end en selvfølge.

Der var mange mennesker, og derfor også meget larm på caféen, så derfor blev jeg efterhånden meget træt. Jeg var ikke træt af min veninde, bare træt af situationen. Mens vi havde siddet derinde var det begyndt at regne, ikke bare en stille og rolig regn, men en silende, øsende og plaskende regn, så jeg skrev til min far, om han kunne hente mig. Han var tilfældigvis lige blevet færdig med nogle indkøb inde i byen, så jeg betalte, gav min veninde et stort knus, og skyndte mig over til parkeringspladsen, hvor jeg kunne stå under halvtaget henne ved cyklerne til han kom.

lørdag den 29. september 2012

På facebook

Det er ikke tit, at jeg poster to indlæg på samme dag, but here we go. Jeg fik jo så forfærdeligt meget ros af min skrivelærer, så min selvtillid er helt i top, og jeg føler, at jeg kan klare ALT. Tankerne begyndte derfor at spinde inde i mit hoved, hvilket enten runder ud i en fantastisk idé, eller til en fantastisk idé som alle andre ryster på hovedet. Nå, men i hvert fald fik jeg i går, lige før sengetid, så jeg ikke kunne falde i søvn af ren begejstring. Jeg tænkte, jeg skal da på Facebook, og hvorfor egentlig ikke, jeg har eksisteret i et år, og folk har trykket sig ind på siden 18,000 gange, mellem 50 og 100 gange om dagen.

Jeg faldt meget sent i søvn, så jeg kom sent op, og jeg skulle til brunch med en veninde, men nu er den klar, og jeg håber, at I vil "like", så jeg ikke står tilbage og føler mig lidt som et æsel med en lang næse.

Om ros

Nogle gange tror folk fejlagtigt, at bare fordi jeg ikke er god til at tage imod ros, st så er jeg heller ikke interesseret i at høre det. Okay, helt forkert er det ikke, for jeg gider ikke den ubegrundede ros, jeg gider ikke høre, at selvfølgelig er jeg dygtig til at skrive, fra en der læst ikke har læst nogle af de ting jeg har skrevet. Den slags ros virker bare tåbelig, men når jeg har skrevet noget, eller malet et billede, eller har taget mig lidt af en af pigerne når hun har haft det svært, SÅ vil jeg gerne have ros, og jeg vokser en lille smule hver gang.

Jeg er vokset op med aldrig at kunne gøre noget ordentligt, på nær lige når jeg tegnede og malede. Det skyldtes dels, at jeg var en aspergerautist i en neurotypisk (ikke autistisk) verden, og jeg skulle klare mig på lige vilkår med alle andre. Buhu, det var vel nok synd for mig, men det skyldtes altså også, at jeg endnu ikke havde lært en ordentlig arbejdsdisciplin. Hvornår den begyndte at komme er svært at sige, nok først, da jeg blev voksen. Hvad der virkelig satte gang i tingene, var da jeg begyndte på ritalin og senere concerta for min ADD.

Nu om dage, gør jeg de ting jeg skal, og mere til, og jeg gør dem ganske udmærket. Hen over sommeren tog jeg et forfatterkursus, og selvom det sådan mest var for sjov, så var det også lidt for alvor, for når jeg lige har sagt, at jeg gør tingene ordentligt, så skal det også gøres, og det gjorde jeg så, og det har båret frugt, for her er lærerens evaluering af mit arbejde.

"Allerede fra første opgave, har Linda vist, at hun besidder et stort intellektuelt potentiale og – ikke mindst – et stort gå-på-mod. Uanset opgavens art, har Linda ufortøvet kastet sig ud i den. Mange gange har Linda selv ment, at hun ikke havde klaret opgaven særlig godt – men det viste sig stort set hver gang, at Linda havde lavet en særdeles interessant og velskrevet opgave. Kun en enkelt gang diskuterede vi om opgaveformuleringen skulle fravige den fra kurset stipulerede, da vi nåede til disciplinen: Skriv til musik. Men igen viste Linda stort mod og hun og jeg blev enige om, at hun ville gøre et forsøg. Det er heller ikke uvæsentligt at nævne, at Linda, som den eneste af de mange elever jeg hidtil har haft, besvarede og sendte alle opgaver retur til aftalt tid. Så hun har også en rigtig god arbejdsdisciplin.

Jeg var tilbøjelig til at glemme, at Linda har en diagnose. Det betød, at vi på et tidspunkt sidst i forløbet gik skævt af hinanden – men igen var Linda modig, og storsindet, og vi fik afsluttet på en for mig at se ordentlig måde.

Linda har givet kursus god respons. Det er min opfattelse, at hun har haft fornøjelse af det. Det samme har jeg. Linda er en drøm af en elev: disciplineret, begavet, kreativ og nysgerrig. Den værste hurdle for Linda er nok, at hun stiller så sindssygt høje krav til sig selv".
Og ja, jeg stiller høje krav til mig selv, men hvor går det fra at være en god ting, som man skal være stolt af, til et problem. Jeg kan jo godt lide at gøre tingene ordentligt, og for at gøre det, så er man nødt til at have høje krav til sig selv, eller bare være særdeles talentfuld. Det kan så være svært at sig, hvor meget af det gode resultat der skyldes talent, og hvor meget der skyldes hårdt arbejde.

Da jeg gik på universitetet, var der en pige der fik rigtig gode karakterer uden at kæmpe sindssygt hårdt for det. Vi andre syntes, at det var virkelig flot, men hendes mor sagde, at hun havde mere respekt for en af de andre piger, som klarede sig mindre godt, men som virkelig kæmpede hårdt for det.

Hvis man har et talent, er man så ikke på en eller anden måde forpligtet til at arbejde hårdt for at forbedre sig, både over for sig selv, for verden og for Gud, for Gud konge og fædreland?

fredag den 28. september 2012

Om min gode ven DSB

Ak ja, det er jo altid en fornøjelse at tage sine pakke nelliker og sætte sig ind i et DSB tog, læne sig tilbage med en god bog, og lade dem om at fragte dig sikkert fra punkt A til punkt B.

Jeg kom sædvanligt for tidligt til toget, da jeg ikke kunne finde ud af at fordrive tiden derhjemme. Jeg spiste min frokost tidligt, fordi mine hænder rystede som espeløv, så jeg ikke engang kunne holde på en blyant. Jeg huggede maden i mig, og til min store ærgrelse kommenterede pædagogen jeg spiste med, at det var godt nok hurtigt. Der er ikke noget som en god, lille, uskyldig kommentar, der kan få en til at føle sig fed og grådig. Så gik jeg op i min lejlighed hvor alt var pakket inklusiv min computer, og selvom der var en time til at mit tog gik, så tog jeg tasken på ryggen og drog af sted. Først satte jeg mig og læste på en bænk på banegården i min egen lille by, men det var en kold fornøjelse, så det næste tog mod Aarhus, det sprang jeg på.

I Aarhus, skulle jeg så have 45 min til at gå. Først købte jeg mig en Pepsi max og en smoothie med appelsin og mango, noget klægt stads som jeg kun fik drukket, fordi tiden nærmede sig min eftermiddagsmad, og jeg orkede ikke at være henvist til DSBs salgsvogn, som desuden ikke tager MasterCard, og jeg gad ikke gå på jagt efter kontanter (det viste sig siden, at der slet ikke var en salgsvogn med mit tog, så hvor klamt smoothien end smagte, så var jeg egentlig glad for at have drukket den). Derpå satte jeg mig i DSBs ventesal, hvor nogle teenagere var travlt optaget af at proppe mønter i det lille modeltog og se det kære rundt i en lille meget idyllisk landsby. Hvis I nogensinde kommer forbi Aarhus, så er den egentlig værd at se, eller hvis ikke man er til modeltog, så er det værd at iagttage børnenes benovede ansigter, det er bestemt to kr værd. Hvis man kigger nøje på den lille landsby, vil man se, at der på et af tårnene er et billede af Skt Kristoffer, den katolske helgen for vejfarene.

Skt Kristoffer var af statur en stor mand. Han ønskede at tjene den største herre, så først tjente han en stor konge, men da denne en dag blev bange for Satan, skiftede han side. En dag da han og Satan kom ridende ned af en vej, kom de forbi et landevejskors, og Satan red i en stor bue uden om. 'Hvem er det, siden du rider i en stor bue udenom? Er du da ikke den største herre?' spurgte Kristoffer. ' Jeg er stor, men ham der er større, det er Jesus Kristus,' svarede Satan. 'Så er det ham jeg vil følge'. Kristoffer red længe rundt i verden for at finde Jesus Kristus, men da han ikke fandt ham, slog han sig ned ved et vadested, hvor han med sine bare ben og med en stav i hånden fragtede folk over. En dag kom der et meget lille barn til Kristoffers vadested. Dengang gik man vist ikke så meget op i hvad forældrene måtte tænke, så Kristoffer tog barnet på skuldrende og begyndte at gå, men barnet blev tungere og tungere indtil Kristoffer næsten ikke kunne klare mere. På den anden side af vandet afslørede barnet, at han var Jesus Kristus, og at Kristoffer herved havde båret hele verden på sine skuldre, moralen værende, at den der ydmygt tjener menneskene, tjener Kristus.

Da kl tilnærmelsesvis nærmede sig et tidspunkt hvor jeg uden at virke alt for idiotisk kunne stille mig ned og vente på toget, tog jeg mine ting og konsulterede skærmene. Jeg skulle ud i den fjerne ende af perronen, der hvor der ikke længere er tag over, hvilket gjorde mig lidt nervøs, for vejret havde ikke just vist sig fra sin bedste side i løbet af morgenen, men vejret viste sig at være skønt, og jeg stod og lappede sol i mig. Jeg kunne have stået der længe, men på grund af det sene afrejsetidspunkt, kunne jeg ikke få min middagslur, så jeg var træt  og trængte egentlig mest bare til at sætte mig ned og lade DSB tage styringen, så jeg var taknemmelig, da toget endelig kørte ind på perronen. Men vent, det var jo slet ikke det sædvanlige IC-3 tog, men et ME 1524 dobbeltdækkertog (og nej, jeg kunne ikke navnet, jeg var nødt til at slå det op).

Før jeg satte mig ind var jeg lige nødt til at spørge om det der, og følte mig nødsaget til at pege på det eneste tog i nærheden, om det nu også var toget til København. Manden bag ved mig spurgte også om det der, pege, nu også var toget mod København, og manden efter ham spurgte også, selvom vi ikke kunne have undgået at høre hinandens svar. Personligt synes jeg at vi mennesker er nogle helt fantastiske væsner, og jeg tager hatten af for DSB damens tålmodighed, tank at hun ikke én gang for alle fik lyst til at tage gevaldigt pis på os.

Ændringen med toget havde ikke gjort mig så meget, havde ME-togene ikke været så helt usandsynligt upraktiske. Der var så godt som ingen plads til bagage i hvad der med rette må kaldes hattehylden, for det er da det eneste der var plads til deroppe. Jeg var jo heldigvis kommet tidligt, så jeg kunne kapre en af de få pladser mellem stolene, men andre var mindre heldige og måtte sidde med deres bagage mellem benene. Og da jeg senere skulle på toilettet, måtte jeg klemme mig ind i et rum kun en anelse større end mit kosteskab derhjemme, og det er altså ikke ret stort.

På vej tilbage på min plads, lagde jeg mærke til alle de interessante bøger folk sad og læste i, og det gik op for mig, at alle de mennesker det ville være interessant at snakke med sidder i stillekupéen, hvilket dette var. I bøger, på film, og i min mosters fortællinger, får folk sig altid en god snak med yderst interessante mennesker, men det er altså aldrig rigtig sket for mig, og da jeg havde levet med håbet længe nok, og var blevet skuffet tilstrækkeligt af larmende og alt andet end interessante mennesker, så gav jeg op og begyndte at bestille plads i stillekupéen, og straks bliver jeg mødt af den ene potentielt interessante person efter den anden, og uden mulighed for at falde i snak med dem. Spørgsmålet er så om jeg selv er en potentielt interessant person, eller om jeg er et af de larmende individer, som disse mennesker prøver at flygte fra.

Når jeg så endelig er begyndt at sidde i stillekupé, så vil jeg egentlig gerne have fred, men lidt efter vejle tog min nabo sin mobiltelefon frem og begyndte højlydt at snakke i den. Jeg mistænkte ham lidt for at snyde og bare tale med sig selv, for mage til meningsløs samtale skal man lede længe efter.

Men på trods af visse irritationsmomenter kom jeg da til Odense i ét stykke, og håber at kunne få en fredelig weekend, så jeg er klar til skolen igen på mandag.

torsdag den 27. september 2012

Om at lære at føle

"Kære [en god veninde]

Jeg synes at folk taler alt for lidt om alle de 'grimme' følelser vi går rundt med. Vi taler så meget om de gode, som om det er alt hvad vi består af, fordi vi tror det får os til at se bedre ud, men Gud skabte os som hele mennesker, gode som dårlige, og det er vores opgave at bruge også det dårlige til noget godt, men hvordan kan vi det, når vi hele tiden fortier hvad der virkelig sker med os? Jeg er meget åben om mine følelser, men de aller værste tanker, deler jeg ikke med hvem som helst, jeg vil jo gerne virke som hende den store fornuftige pige, men følelserne er der, og de fylder, så heldigvis har jeg en kontaktpædagog X, som virkelig kan 'tåle' også at høre det grimme, det er faktisk som om hun bedre kan lide én jo flere af de grimme ting man fortæller. Jeg fortalte hende om skænderiet, jeg fortalte, hvordan jeg følte mig ydmyget af pædagog Y, og at jeg derfor under skænderiet også havde en stor trang til også at ydmyge hende. Det er ikke en pæn ting at ønske at ydmyge nogen, så jeg følte mig som jordens dårligste menneske, og jeg skammede mig helt ind i sjælen. Pædagogen X fortalte mig så, at det er en helt normal følelse, at det er en af de mange følelser der kommer op i en når man skændes, og det snakkede vi så lidt om. Jeg var så lettet, at jeg havde lyst til at give hende en kæmpe krammer. Måske er jeg alligevel ikke helt så slem som jeg nogle gange slår mig selv i hovedet over, men den grimme følelse kan jeg kun slippe af med, hvis jeg snakker med nogen om den, derfor snakker jeg, og jeg snakker meget."
 Jeg kommer fra en familie, hvor følelser ikke er noget man taler om, og derfor lærte jeg aldrig hvordan man føler på den 'rigtige' måde, og derfor er jeg bange for følelser. I psykiatrien skulle jeg så begynde at lære at tale om følelser, og nu snakker jeg om dem hele tiden, og jeg føler at det er logisk, at jeg taler om dem på en meget lidt følelsesladet måde. Følelser er noget der skal dissekeres, undersøges og analyseres. Jeg kan godt lide at være god til det jeg gør, og når jeg ikke kan lade være med at føle, så vil jeg være god til det, men det er svært at blive god til det, når folk ikke vil tale om de mere avancerede ting.

Det kom lidt bag på mig, at det faktisk var min mor af alle mennesker der først begyndte at tale om det på samme analytiske måde som mig selv.  Det kom ikke bag på mig, at hun var analytisk, men at hun snakkede om det. Dengang snakkede vi om rejsefeber, og for første gang var der nogen der fortalte mig, at jeg ikke er den eneste der synes det er helt forfærdeligt at skulle ud og rejse, selve rejsen er fin nok, men der er bare så mange ting der skal falde i hak først.

 Nu er jeg begyndt at kunne tale om det med flere, og jeg begynder mere at lægge mærke til det i TV. I går så vi "Bypiger søger bonderøve*", og det irriterede mig hvor meget de piger følte hele tiden, og det så ikke engang ud som om det generede dem. Jeg nævnte det for den pædagog der så TV med os. Hun sagde, at følelser for normale mennesker er der hele tiden, men at det ikke føles nær så voldsomt for dem, som det gør for os med Aspergers (spørg mig ikke lige hvorfor). Det meste af tiden føler jeg ikke rigtigt noget. Det er ikke fordi jeg føler mig tom, jeg føler bare ikke noget, men når der så sker noget, godt som skidt, så rammer det mig hårdt, og jeg føler, at jeg kvæles.

Det kunne være rart, hvis følelser var en integreret del af den jeg er, men det føles som noget uvelkomment, som et fremmedlegeme, men det er altså bare en ukendt del af mig selv, som jeg skal lære at styre og leve sammen med, men for at lære, er jeg også nødt til at tale om de grimme ting, og andre skal også tale om dem, ellers føler jeg i endnu højere grad, at jeg er en freak.

* Okay, lige en kommentar til denne uge, hvor pigerne er på Bornholm, og hvor jeg ikke kan lade være med at holde af Sebastian, og jeg bliver voldsomt irriteret på Gabbi. Til dem der ikke har set programmet. Sebastian er 26 og er aldrig blevet kysset. En af pigerne giver ham et kys, og det er lidt sjovt, men så vil Gabbi også have et, og hun leger med ham fordi det er sjovt, og sender blandede signaler, og det virker som om hun bare gerne vil vinde, men ikke vinde ham, bare vinde legen, problemet er, at han ikke ved at det er en leg, og hun ikke tænker over at han ikke ved det, og jeg får kvalme af ren og skær irritation.

onsdag den 26. september 2012

Om at lære at håbe

Jeg har igennem nogle måneder skrevet lidt frem og tilbage med løberen Rikke Rønholt, som jeg er stor fan af, ikke kun fordi hun har en killer krop, som er den første ikke-afmagrede krop jeg har kunnet beundre siden min spiseforstyrrelse begyndte at konsumere hele mit jeg, men også fordi hun har en passion for løb, som hun, bedre end nogen anden jeg har stødt på, formår at give videre til andre. Jeg kan stærkt anbefale hendes bog "Bliv løber for livet", den har i hvert fald givet mig rigtig meget.

Jeg skrev til hende og fortalte om den skade jeg nu har døjet med i en måneds tid, og som er ved at drive mig ud af mit gode skind. Jeg skrev og spurgte hvordan man kan holde motivationen, når universitetet stresser, mit privatliv er noget rod, og når man bare ser lidt for åndssvag ud på en cross trainer.
"Jeg er rigtig ked af at høre du er blevet skadet. Det er altid ret deprimerende. I min bog var jeg så fræk at sammenligne processen med de 5 stadier i sorg: Fornægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept. Men ved et foredrag jeg holdt kom der en klog deltager op til mig og sagde, at jeg havde glemt det aller vigtigste i den proces, nemlig Håb! -og hun havde ret.
Tag det fra en der næsten har været mere skadet end 100% intakt i det meste af karrieren. Kombinationen af hurtig accept og håb er nøglen til at komme igennem et skadesforløb. Håbet hjælper til at holde fast i det konstruktive, og aldrig glemme, at uanset hvor lang tid det tager, så kommer du til at løbe igen".
 Håb er noget mærkelig noget. Er det overhovedet muligt at håbe, når man ikke har den forestillingsevne der skal til for at kunne se, at det engang bliver bedre? Jeg kan godt finde ud af at håbe, men jeg kan kun håbe på ting som jeg allerede har prøvet, og som jeg derfor kan forestille mig, men jeg har aldrig prøvet at være skadet, så jeg har svært ved at se, at det nogensinde holder op igen. Eller, det er den simplificerede måde at se det på, for jeg er lige så stille ved at få det bedre, jeg kan nu løbe 500 m meget meget langsomt for hver træningstime jeg har. Det er svært at forestille sig, at 500 m kan blive til 6.3 km  (der er et løb om et års tid jeg gerne vil deltage i), men jeg ved lige akkurat nok om matematik til at kunne forestille mig en opadgående kurve, men ikke nok til, at jeg gider sætte mig ned og lave diagrammer. Først var det 0.0 m, så 50, så 100, men kun en gang imellem, og nu kan jeg så klare 500 m næsten fast.
"Og det arbejde du gør nu vil afgøre hvor hårdt det er at starte forfra. Hvis du giver slip på din konditionstræning, så bliver det en lang sej genoptræning. Men hvis du får holdt fast, vil det kun være et spørgsmål om at genfinde løbeøkonomien og den specifikke styrke igen".
Så jeg springer op på de andre maskiner i fitness centret og okser derud ad. Cross traineren, den hvor man også bruger armene, den skulle være så god, og jeg bruger den fra tid til anden, men jeg føler mig noget så usigeligt dum. Dem der nogensinde har haft aerobic til idræt i folkeskolen eller gymnasiet husker måske de der teenagedrenge med de alt for lange arme og ben, som de slet ikke kunne finde ud af at koordinere, det så ynkeligt, sjovt og lidt sørgeligt ud, og det er sådan jeg føler mig når jeg stiller mig op på en cross trainer. Der er en enkelt mand derovre der for det til at se bare lidt værdigt ud, og han er major (eller hvilken grad han nu lige har) i hæren.

Jeg har til gengæld fundet mig en maskine som jeg næsten godt kan lide. Jeg har ingen anelse om hvad den hedder, men jeg kalder den for 'høje knæløft maskinen', og det gode ved den, ud over at man forbrænder en hulens masse kalorier og får pulsen op på uanede højder, er at man går i pasgang, det vil sige, at man lige som en kamel løfter arm og ben i samme side samtidig, hvilket for mennesker, når de går ude på vejene, ser enormt unaturligt og dumt ud, men på en maskine i fitness centret virker det mindre ucoordineret. Ulempen er, at man så ikke i samme grad får trænet sine skrå mavemuskler, men dem findes der så heldigvis også en maskine til. Føler mig som en anden Terminater, mere maskine en mand (kvinde).

tirsdag den 25. september 2012

Om at blive afbrudt i sin middagslur

Jeg var noget så forfærdelig træt i går. Okay, jeg er altid træt, men jeg var så træt at jeg stod med et brev i hånden foran en postkasse og skulle til at putte det i, da jeg opdagede, at der på postkassen stod, at A post leveres inden for et døgn efter tømningstidspunktet, men det brev jeg stod med i hånden var B post. Jeg ved jo et eller andet sted godt, at en postkasse er en postkasse, men jeg var gået helt i stå, og jeg lagde flovt brevet tilbage i tasken og gik videre til næste postkasse, men der stod der det samme, og det samme med den næste, så jeg fik slet ikke sendt mit brev i går, og jeg skammede mig over min egen stupiditet. Jeg skrev en sms til pædagogerne, men de forstod ikke helt problematikken, og så skammede jeg mig lidt mere.

Det er meningen, at jeg skal i teateret med nogle af mine 'klassekammerater' her i begyndelsen af oktober, og sådan noget ligger selvfølgelig om aftenen, og det vil jeg slet ikke kunne klare som landet ligger nu, så jeg prøver jeg at lære mig selv at sove middagslur. Det går ikke helt efter planen, jeg falder i hvert fald ikke i søvn, men jeg ligger da med lukkede øjne i en times tid. I går gik det bare overhovedet ikke. Jeg kom hjem, tog make-up af, tog nattøj på og gik i seng. Der gik ca 10 min, så kom der en sms, om jeg ikke skulle have noget at spise. Jeg svarede mere irriteret end godt er, at jeg sov, men så kom der gud hjælpe mig en sms til, at jeg bare skulle sige til når jeg var klar. Bande, svovle. Jeg vendte mig om på den anden side og prøvede at falde til ro, men så kom der endnu en sms om at vores pedel kunne komme og ordne nogle ting hos mig. Fint nok. Lagde mig igen, men så kom jeg til at tænke, at det nok var en god idé lige at få noget tøj på inden han kom, og således fik jeg slet ikke hvilet mig i går.

Jeg overvejede kort, om jeg skulle gå i seng efterfølgende, men så kom en af pædagogerne op og ville tale med mig. Det var godt, for jeg havde egentlig selv bedt om det, men jeg var så træt at jeg bare sad og græd og græd og ville ikke spise min eftermiddagsmad, og jeg orkede ikke at kæmpe mere i den sag hvor jeg blev så vred forleden dag, og hvor meget forlangte de at jeg kæmpede for at få det til at fungere, for nu var det nemlig kommet til det punkt, hvor det er begyndt at gå ud over mine studier. De sagde, at de ikke forlanger mere af mig end jeg allerede gør, men så tudede jeg endnu mere, for det er ikke rigtigt, for som reglerne er nu, så SKAL det fungere, der er ikke nogen plan B, og jeg ikke vidste om jeg kunne blive ved med at leve på den måde. Det sidste var måske set i bakspejlet lidt melodramatisk, men sådan føltes det lige der. Vent et øjeblik sagde hun, gå op og se lidt TV, så kommer jeg om lidt, og jeg gjorde det og tårerne tørrede lige så stille, og da hun kom op til mig, var jeg mig selv igen.

Det hun skulle var, at hun ville konferere med en af de andre, og det blev besluttet at give os en besked et par dage før tiltænkt, fordi så kunne de nemlig fortælle mig, at pga nogle regelændringer, så vil det ikke fremover være så livsnødvendigt at jeg klarer problemet, og så snart jeg følte presset lette fra mine skuldre, så virkede det ikke længere som et så uoverskueligt problem, og jeg tænkte, at det skulle vi nok finde en helt fornuftig løsning på.

Jeg har hjemmedag i dag, dvs der egentlig er undervisning, men jeg er nødt til at blive hjemme fordi min psykolog kommer, og fordi, jeg endnu ikke er stærk nok til at klare fire dage om ugen. Det var min plan at sove længe, men det kunne jeg godt glemme alt om, jeg vågnede præcis når jeg altid vågner, men fordi jeg var så træt i går, havde jeg ikke købt Pepsi max. Jeg drikker Pepsi max om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg det kun sjældent senere på dagen. En morgen uden kunne jeg slet ikke overskue, så jeg valgte at gå en tur, hvor jeg lige kunne smutte inden om kiosken på stationen, som åbner allerede kl 6, og så kunne jeg få mit fix, om end til overpris.

Jeg havde overhovedet og helt og aldeles ikke lyst til at gå en tur, og jeg var træt og gnaven, hvilket bare gjorde, at jeg tvang mig selv til at gå en lidt længere tur. Da jeg så var ude, var det lige så modbydeligt som jeg havde forestillet mig. Det var for varmt med jakke og for koldt uden og luften var klam og jeg følte mig ligeså, så jeg valgte at gøre turen endnu længere. Min logik vil måske for nogen virke mindre logisk, men pointen er, at jeg frygter at blive et dovent svin, og hvis man først slækker lidt på kontrollen, så risikerer man en lavine. Folk siger, at sådan behøves det ikke at være, men jeg ved ikke om jeg tør stole på dem.

mandag den 24. september 2012

Om forsteninger

Her den anden dag fortalte jeg lidt om, hvordan min mor og jeg fandt forsteninger på Fur, og jeg viste et billede af noget forstenet bark. I går sad jeg og havde en god men svær samtale om den dag jeg blev vred. Jeg har svært ved at tilgive mig selv, selvom min kontaktpædagog forsikrede mig om, at de ting jeg følte var helt normale. Hele tiden sad jeg og aede min forstening. Den var så fløjlsblød, og der er noget beroligende ved at sidde og holde noget, som man ved er flere millioner år gammelt, det er noget fast i en ellers flydende verden.

Mange forsteninger er skrammede eller delvise, men der er noget perfekt ved dem i kraft af deres alder. Jeg ser på dyr og plantedele og tænker, at selvfølgelig skabte Gud forsteningerne, hvorfor ville han ikke gøre det, de er jo billeder på små stykker perfektion, som de var engang, og som de nu stadig er. Jeg kan ikke stirre mig mæt på forsteninger, og jeg ærgrer mig over, at jeg bor hvor jeg bor, så jeg ikke oftere kan gå på jagt. Og dog, disse to skønheder er fundet i byen, den mørke midt i Randers, og den lyse ved Brabrand sø, så man kan godt være heldig.

Jeg har altid (næsten da) været stolt at at være en nørd, men min mor har gjort det endnu værre. Jeg er vokset op i en naturvidenskabelig familie, så jeg er vant til at vide ting, og hvis jeg ikke selv ved det, så må man finde en man kan spørge. Da jeg sad og fumlede med mine sten i går, kom jeg til at tænke. Jeg kan godt sådan nogenlunde begribe hvordan en forstening bliver til, men hvordan går det til, at store sten bliver brudt så små forsteninger ligger blottede på stranden? Eller måske er det bare tilfældigt, måske er der tusindvis af sten der bliver brudt på den gale led for hver 'rigtig', så man aldrig nogensinde opdager, at der er en forstening indeni? Kan det have noget at gøre med at forsteningen, eller aftrykket er henholdsvis stærkere og svagere end stenen udenom, og at bruddet derfor kommer helt naturligt. Jeg skrev til amatørgeologisk forening i Midtjylland og spurgte, for hvis man ikke spørger får man ikke svar.

Jeg kan ikke lade være med på rigtig uvidenskabelig vis, at tænke, at det er Guds vilje at jeg finder dem jeg gør, ikke fordi det vil redde universets balance eller bare mit liv, men fordi det giver en varm fornemmelse indeni at finde en skat af den slags man godt må beholde selv, men jeg beholder dem ikke altid selv. For nyligt sendte jeg 1/8 af et forstenet søpindsvin (en pæn ottende del) til en veninde som er meget syg. For at være ærlig, så suger hendes liv som en overdimensioneret Nilfisk, og der er ikke meget jeg kan stille op, men jeg kan da gøre lidt, og for en nørd som mig, er det en meget fin gave. Der er et afsnit af CSI, hvor Grissom sender Sara en sommerfuglepuppe der hænger mellem to grene. Jeg så afsnittet sammen med C, og hun forstod det ikke, men jeg gjorde, og jeg syntes, at det var det mest romantiske øjeblik i hele den serie. Så jeg sendte min veninde 1/8 af en sten. Måske forstod hun, måske gjorde hun ikke, men hun blev glad fordi den var fra mig.

søndag den 23. september 2012

Lidt om romaer

Der er gået mode i at vise romaer (sigøjnere) på TV, og både kanal 4, TLC og DR 2 er hoppet med på bølgen. DR 2 havde et program om nogle stamme krige, men ellers skal det helst handle om tøser der opfører sig fjollet og vil have kæmpe store prinsesse- brudekjoler og programmet skal helst hedde et eller andet med 'gypsy wedding'. I enkelte scener forstår man lidt om den alvorlige virkelighed bag programmet, når snakken falder på diskrimination, men ellers går det meste op i hat og briller, eller rettere flæser og diademer.

Ret skal være ret. I går sendte TLC faktisk et program der prøvede at beskrive en rydning af et roma beboelsesområde, og det er et reelt problem, for romaer er ikke velkommen nogen steder. Programmet blev dog domineret at en lettere komisk roma tallentkonkurrence. Tanken var god nok, at vise romaerne fra en anden vinkel end de stereotyper som man ellers bliver fodret med, hvis der overhovedet siges noget, men det blev vist på en måde så det var temmelig pinligt. Jeg er ikke god til pinligt, så jeg slukkede fjernsynet og så derfor ikke slutningen. Men måske er det heller ikke fra TLC man skal forvente den største journalistiske kvalitet.

Diskrimination mod romaer hedder antiziganisme, et ord jeg først selv har lært i dag, for hvor tit er det egentlig at man hører om det, selvom amnesti international regner med at omkring 10 millioner romaer bliver systematisk diskrimineret rundt omkring Europa. Ifølge Wikipedia (jordens mest sikre kilde) lader problemet til at være større i andre lande end Danmark, men jeg har faktisk ikke nogen anelse om hvordan det står til her i landet.

Min egen interesse for romaer startede for nogle år siden, da der i Italien blev fundet et par druknede romabørn på en strand, og badegæsterne var ligeglade. Myndighederne erklærede det en ulykke selvom alle romaeksperter var enige om, at romabørn ALDRIG bare ville gå i vandet, at der måtte ligge en forbrydelse bag. Episoden gjorde indtryk på mig, men i sommers, da jeg var i Paris, opdagede jeg, at jeg ikke er spor bedre end alle mulige andre. To af deltagerne havde en meget offentlig diskussion om hvorvidt vi skulle lade være med at give penge til romatiggere, fordi de er organiserede, eller om vi lige nettop skulle give dem fordi de bliver diskrimineret. Det bragte virkelig sindene i kog, og jeg fik ondt i maven, ikke kun fordi vi skændtes (jeg kan ikke lide skænderier), men fordi det gik op for mig hvor legalt det er at sige grimme ting om lige nettop romaer. hvis man siger de selv samme ting om muslimer, sorte eller tyskere, så er det enormt politisk ukorrekt, men ikke med romaer, der ser vi det endda gjort i medierne.

Alligevel, trods de ikke så pæne ting jeg sagde i begyndelsen af indlægget, så er jeg glad ved tanken om, at romaer i det mindste er begyndt at få en lille bitte plads i medierne, hvor lille og ubetydelig den end er, men man kan håbe, at det er et springbræt videre til noget mere seriøst.

lørdag den 22. september 2012

Om en gåtur i natten

Jeg har det ikke godt med mit vredesudbrud den anden dag, rent faktisk kan jeg ikke lade være med at hade mig, ikke sådan vildt og voldsomt, bare en lille smule. For dem der her fulgt med længe, kan det ikke komme som et chok, at jeg efter det skete endte på skadestuen, men jeg tror alligevel, at jeg vil forbløffe jer, når jeg fortæller historien.

Den bøde side af mine underarme er efterhånden så dækket af ar, at jeg ikke kunne finde et nyt sted at skære. Enten skulle jeg så finde et nyt sted på kroppen at skære, hvilket var alt for overvældende en beslutning for sådan et vanedyr som mig, eller også måtte jeg skære hen over allerede eksisterende ar. Jeg valgte det sidste. Problemet ved at skære i gamle ar er, at huden er meget sej, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det er helt vanvittigt dette her. For mig har selvskade været så normalt for så længe, at selvom folk siger at det er helt forkert at gøre sådan noget, så kan jeg ikke se det, for det er jo bare sådan jeg gør, men nu er frøet til tvivl altså langt om længe blevet plantet i mig.

Mere er der egentlig ikke til den del af historien, men nu begynder weekenden, og allerede i går kunne jeg mærke, hvordan uroen er begyndt at tage over, og jeg ved bare, at det bliver nogle frygtelige dage at komme igennem. Jeg ville ønske at jeg gjorde dette her automatisk, men jeg planlagde det allerede i går. Da jeg stod op, tog jeg tøj på, spiste morgenmad og gik en tur. Jeg gik bare rundt i gaderne kl 5 en lørdag morgen. Jeg bor inde midt i byen, så det er begrænset hvor meget af stjernehimlen man kan se, men jeg fandt et sted, hvor en gadelygte var gået ud, og hvor jeg kunne stå og se op og lade mig betage. Stjernerne stod stille, men alligevel var det som om det hele snurrede rundt, hvilket det jo nok i princippet gør, men lige i dette tilfælde var det nok nærmere et psykologisk spil der gav effekten.

Det var mørkt og koldt at gå rundt udenfor, men det var også friskt og beroligende. Tanken strejfede mig da, at hvis jeg var ude for en ulykke med eller uden menneskelig indvirken, så var jeg meget alene og sårbar, men det var også det at være alene og sårbar der gjorde det så rart og hyggeligt, og jeg ønskede, at jeg bare kunne gå og gå i det uendelige, men det kunne jeg ikke, for jeg har fået nye sko, og de er endnu ikke gået til. Jeg har ikke fået vabler, hvilket jeg ellers let får, så jeg kunne muligvis være gået meget længere, men så kom jeg ind i en del af byen, hvor jeg ellers kun kommer når jeg er på vej hjem fra den gåtur jeg oftest går, og så virkede det på en eller anden måde så kunstigt at vende om for at gå længere. Jeg kunne også være gået igennem kvarteret og ud på den anden side, men det virkede også forkert, så jeg gik bare hjem.

Dengang jeg boede i Randers havde jeg en periode hvor jeg havde det rigtig skidt. Min psykiater på Risskov (psykiatrisk hospital) havde 'for sjov' taget mig af al min antidepressive og angstdæmpende medicin, og jeg havde endnu ikke fået en ny psykiater i Randers. Morgen efter morgen vågnede jeg før visse andre gik i seng, og angsten hamrede igennem kroppen, og jeg kunne ikke trække vejret. Så tog jeg vinterstøvler på og en lydbog i ørerne, og så gik jeg. Jeg gik i en time, to timer, tre. Jeg gik til jeg tidligt om morgenen vaklede ind i min lejlighed, bleg, men med røde kinder, og smed mig på sengen, og hvis jeg var heldig, sove et par timer.

Jeg husker ikke hvor længe disse nattevandringer stod på, men jeg husker den gang jeg for vild i et øde industrikvarter kl halv fem om morgenen. På et tidspunkt kom jeg til en vej, og jeg vidste at den med 100% sikkerhed gik ind til Randers, jeg vidste bare ikke om jeg skulle gå til højre eller venstre. Folk spørger om jeg ikke var bange, men det var faktisk rart at være væk. Desuden, folk begyndte jo efterhånden at komme ud med deres hunde, og jeg kunne have spurgt dem, hvis jeg ikke lige havde fundet en busrute jeg kunne følge, og til sidst kom jeg til en vej jeg kendte og gik hjem. Egentlig havde jeg det godt efter lige nøjagtig den tur. Jeg havde fået en udfordring og jeg overkom den, og jeg følte mig super sej.

fredag den 21. september 2012

Om et skænderi

Nej, I får ikke nogle saftige historier om hvem der sagde hvad, og hvis skyld det var, jeg kan kun sige, at det handlede om min stres og om mad. Jeg vil til gengæld skrive lidt om hvor forfærdeligt jeg synes at skændes er.

Jeg har aldrig rigtigt lært skænderiets spilleregler, for vi skændtes ikke rigtigt derhjemme. Vi kunne selvfølgelig godt blive sure på hinanden, men vi var ret gode til at bide det i os. Min søster og jeg skændtes, da vi var børn, og lidt som teenagere, men så gik vi i stedet over til at ignorere hinanden. Det er ikke muligt at ignorere hinanden et sted som her, og det er heller ikke spor meget bedre end at skændes, men jeg ved i hvert fald hvordan man gør det. Jeg ved til gengæld ikke hvordan man bliver vred på den rigtige måde.

Onsdag aften var jeg træt, og der skete noget med min mad. Jeg ved ikke om jeg råbte men jeg talte højt og forlod spisestuen og gik ned i min lejlighed. Senere på aftenen skulle vi så tale om det, men jeg var stadig vred, og jeg talte vist endda endnu højere. Det var flot at jeg kunne blive vred, jeg fik ros. Jeg var forvirret, for for mig er vrede noget af det værste, det er sådan en følelse man (især jeg) ikke kan tillade sig at have.

Torsdag var jeg stadig vred, men stemningen var egentlig god, indtil der igen skulle tales mad. Desværre var vi ikke alene da det skete, hvis vi var, var det nok ikke gået så galt. Denne gang råbte jeg ikke op, jeg var næsvis og hoven, og jeg ved godt, at det var forkert, og jeg ved at jeg fortjente at få skæld ud, men for mig var begge reaktioner fra min side forkerte, så jeg kan ikke begribe hvorfor den ene var 'flot' og den anden 'overhovedet ikke acceptabel'.

Da jeg fik skæld ud var jeg forvirret over pædagogens reaktioner, forvirret over mine egne alt for stærke følelser, og jeg var bange for både de følelsesmæssige og de praktiske konsekvenser, så jeg gik i forsvarsposition, og hun gik i forsvarsposition, og således gravede vi os hver en skyttegrav og sad og nedstirrede hinanden.

Vi afsluttede samtalen med smil og forsikringer om at vi ikke var sure på hinanden, hvilket for mit vedkommende var en stor fed løgn. Eller nej, jeg er egentlig ikke sur på hende, og vi kan tale hyggeligt om alt andet end mad.

Her kommer der lige et par passende citater fra min yndlings Muminovelle om den usynlige pige Ninni. Mumifamiliens godhed gør hende synlig, på nær hovedet.
""Hun kan ikke lege," mumlede Mumitrolden ganske forbløffet. "Hun kan ikke blive vred," sagde Lille My. "Det er det, der er i vejen med hende." "Hør nu her," fortsatte hund og gik helt hen til Ninni og så truende på hende "du får aldrig dit eget ansigt, før du får lært at slås. Stol kun på det." "Javel", sagde Ninni bare og trak sig forsigtigt tilbage".  (Jansson, Tove "De tre sidste romaner", s. 86)
SPOILER ALLERT!!!
"Det var naturligvis ikke hans [Mumifars red] mening at smide hende [Mumimor red] i vandet, sådan som han plejede at gøre, da hun var ung. Måske ikke engang gøre hende bange, men bare more ungerne lidt. Men inden han nåede frem, lød der et hyl, et rødt lyn fløj over broen, Mumifar skreg i vilden sky og tabte hatten i vandet. Ninni havde hugget sine små usynlige tænder i Mumifars hale, og de var skarpe. "Bravo, bravo!" råbte Lille My. "Det kunne selv jeg ikke have gjort bedre!"Ninni stod på broen med en lille opstoppernæse i et vredt ansigt under en rød pandedusk. Hun hvæsede af Mimmifar som en kat. "Du kan bare prøve på at smide hende i det store, skrækkelige hav!" råbte hun. "Hun kan ses, hun kan ses!" råbte Mumitrolden. "Hun er jo sød!" "Å ja, ganske sød," sagde Mumifar og synede sin forbidte hale "Hun er det dummeste, mest fjollede og mest forkert opdragede barn, jeg nogensinde har set, med eller uden hoved." [...] "Jeg har aldrig hørt hende le før," sagde Tootikki. "Jeg synes, I har fået lavet hende endnu værre end Lille My. Men hovedsagen er jo, at hun kan ses."" (s. 88)

torsdag den 20. september 2012

Hvad vil du være når du bliver stor?

Hvad vil du være når du bliver stor? Sådan spurgte vi grinende hinanden, da jeg gik i gymnasiet, men latteren dækkede over en voksende angst, for det der med at vælge uddannelse var sådan et vigtigt og uoverskueligt valg, og det var som om der var nogle hemmelige og fatale konsekvenser ved at vælge forkert. Min egen historie kommer senere, men jeg vil lige fortælle, hvorfor jeg lige kom til at tænke på det nu.

I går da jeg kom til Aarhus og stillede mig hen til bussen for at komme op på universitetet, hang der en stor orange seddel om, at ingen af mine mulige busser holdt der længere. Jeg blev helt paf og lettere panisk. En anden desperat men noget yngre pige henvendte sig til mig, om jeg ikke nok ville være sød at sige hvad hun skulle gøre. Jeg vidste det jo knap nok selv, men jeg fik da læst lidt grundigere på seddelen, og fik os gelejdet hen til næste stoppested. Vi faldt i snak, og hun fortalte at hun gik i 3.g på et ikke Aarhusiansk gymnasium, og at hun skulle med klassen til noget introduktion på universitetet (fysik). Jeg spurgte om hun da gerne ville læse fysik. Det vidste hun ikke rigtigt, det var så stort det der med at vælge.

Jeg rodede ikke i det, for jeg husker den kvalmende angst der vældede op i mig hver gang nogen spurgte hvad jeg ville. Jeg husker hvordan jeg havde lyst til at skrige af dem, om de da for helvede ikke bare kunne lade mig være i fred. Det var deromkring, at min spiseforstyrrelse og selvskade rigtigt gik i gang, fordi jeg var så bange for det der med fremtiden. Som jeg sidder her, så mange år senere, så føler jeg stadig et vist ubehag bare ved tanken, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal skrive det ned, så man virkelig kan mærke desperationen. For mig var det at blive 'voksen' noget af det mest skræmmende jeg i mit liv har været udsat for. Jeg snakkede ikke rigtigt med nogen, så jeg ved ikke om andre også havde det sådan, eller om de havde det i en mindre grad.

Selvom pigen og jeg snakkede lidt om det der med universitetet, så spurgte jeg ikke ind til noget, og måske var det godt, men måske var det hun virkelig havde brug for at betro sig til en fremmed pige i bussen, som hun aldrig ville komme til at se igen.

Nu hvor jeg igen så småt er begyndt på universitetet, spørger folk om jeg har tænkt mig at fortsætte på teologi efter hebraisk. Jeg ved det ikke, men spørgsmålet slår mig ikke længere ud. Jeg kan blive på teologi, eller jeg kan lade være, det betyder ikke længere så meget. For det første er jeg pensionist, så bare det at tage en uddannelse er stort, og for det andet, så hviler jeg mere i mig selv, som det så flot hedder, hvilket bare betyder, at jeg tager tingene lidt mere som de kommer. Men jeg kender ikke svaret. Det ville være praktisk, nu er jeg jo ligesom i gang, men der er bare så mange andre fag der også er spændende.

onsdag den 19. september 2012

Om en god dag

I går var en rigtig dum dag fuld af dumme ændringer og dumme fejl og dumme tanker, så den gider jeg overhovedet ikke at skrive mere om. Til gengæld vil jeg skrive lidt mere om i mandags. Jeg nævnte i går, at det var en god dag, og sådan en udtalelse, kan man da ikke bare lade hængende i luften. Det var to separate hændelser der gjorde min dag så god.

Har jeg venner nu?
Jeg kom ind på uni i god tid som sædvanligt, så jeg stak lige næsen ind i kantinen. Nede i det fjerneste hjørne sad en pige jeg syntes at jeg genkendte. Var de hende jeg snakkede med i fredags? Måske, jeg ved ikke, tør jeg gå derhen? Jeg prøvede lige aulaen, men der var slet ingen jeg kendte, så jeg gik tilbage til kantinen, stod lidt og stirrede på hende, og gik så derhen, bestemt ikke med faste skridt, for jeg var hverken sikker på, at det var hende, eller hvis det var, om hun var interesseret i at sidde sammen med mig. Hun var begge dele.

Der sad også andre, som jeg ikke kendte, og jeg følte mig akavet og udenfor, og jeg havde mest lyst til at gå igen, men jeg bed tænderne sammen og holdt ud. Langsomt, meget langsomt, begyndte jeg at komme med ind i samtalen, og da deres tale faldt på noget comedy om Kirkegaard, så blev jeg også inviteret med, uden overhovedet at behøves fiske efter det. Jeg svarede først 'nej', for det er i Aarhus om aftenen, og derefter skal jeg også lige hjem, og det virkede alt for uoverskueligt, men på den anden side vil jeg jo også gerne have venner, og dette var så indlysende en mulighed, så jeg rettede det til at jeg gerne lige ville tænke over det, og hende der ville købe billetter fik mit nummer.

Hvis de ikke virkelig var interesserede i at have mig med, så kunne hun uden videre have 'glemt' at skrive til mig, og jeg ville have fanget signalet, men hun skrev, og så sagde jeg selvfølgelig 'ja'. Hvordan jeg så får det til at hænge sammen er en helt anden sag, men den tid den smerte. Jeg er bare glad for at tænke, at de muligvis kunne tænkes med tiden at kunne lide mig. Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er nogen helt kedelig person, men jeg ved også, at folk nogle gange skal lære mig ret godt at kende før de finder ud af det, men nu har jeg min chance, og jeg har ikke til hensigt at lade den gå min næse forbi.

Endelig lidt anerkendelse
Jeg har taget dette her fag før, godt nok er det 5 år siden, men dengang var jeg ret god til det. I alle de år, hvor jeg har været så syg, har jeg glemt meget, men det ligger deromme i baghovedet et sted, og jeg finder det forbløffende hurtigt frem. Jeg tror at min lærer er lidt forvirret over min tilstedeværelse. Han er vandt til omgængere, men det er vel mest dem som er dumpet og som bare vil bestå. Jeg elsker det her fag og ønsker ikke bare at være god, jeg ønsker at være rigtig god, så jeg stiller spørgsmål, både gode og dårlige. Hele tiden har han verfet mig af med "Det kommer vi MÅSKE tilbage til når I bliver gamle nok", men jeg har haft dette her fag før, så jeg føler mig gammel nok.

I mandags kom triumfen så. Jeg stillede et spørgsmål om hvorledes en paronomessi negeres. En paronomessi er en gramattisk form vor en infinitiv og et finit verbum af samme rod står ved siden af hinanden, og det kan enten have en emfatisk betydning (visseligt/sgu) eller en durativ betydning (vedvarende). Spørgsmålet var så, om negationen skulle stå sammen med infinitiven eller med verbet. Først fik jeg et hurtigt svar, men så lidt senere, da de andre skulle notere noget, så han på mig ag sagde, at han forresten havde en artikel om (hele) infinitivens negation som måske ville interessere mig, og mit hjerte sprang et slag over af glæde, for selvfølgelig vil den det.

Artiklen er sikkert på tysk, et sprog som jeg aldrig har været gode venner med, og det er ikke sikkert at infinitivens negation er det emne jeg interesserer mig aller mest for, men jeg er interesseret i tanken om, at han tænker at det ville interessere mig. Jeg ser det som det første rigtige tegn på anerkendelse fra hans side, og jeg er pave stolt. Jeg overvejer allerede hvilken pædagog jeg vil kede ihjel ved at få dem til at hjælpe mig med det tyske i en artikel om grammatik. Jeg har på fornemmelsen, at det kun er mig der finder det så voldsomt interessant.

tirsdag den 18. september 2012

Om en flot krop

Jeg havde en god dag i går, både på universitetet og herhjemme, og når jeg har haft det, så er selvtilliden lidt mere i top end den ellers er, og derfor kan jeg sige dette; jeg har egentlig en ret flot krop.

Grunden til at jeg kom til at tænke på det var, at jeg på vej hjem fra uni var ude og handle. Jeg skulle skynde mig at få fat i min uundværlige pepsi max inden myldretiden satte ind. Derfor storkede jeg lidt for hurtigt af sted i mine, til det, lidt for høje hæle og mine lidt for stramme bukser. Ved slik afdelingen sad en mand i kørestol og så på mig. Han så umanerlig trist ud. Jeg overvejede at spørge om han havde brug for hjælp, men det var ikke mine øjne han forsøgte at se på. Han stirrede på mine hofter, og da jeg gik forbi, gik han over til at stirre på min numse. Først var det en lidt mærkelig fornemmelse, men så tænkte jeg, hvad skidt, hvis det kan gøre hans dag en lille smule bedre, så fint med mig, og så satte jeg hånden i siden og skød lidt med hoften og så mig tilbage over skulderen, før jeg drejede om et hjørne.

Måske burde jeg ikke gøre sådan noget som en god katolik, men jeg undskyldte mig med, at det nærmere var et spørgsmål om æstetik, end om seksualitet. Mine hæle var høje, men det var det jeg kalder for danselæresko og ikke stiletter, mine bukser var stramme, men stoffet tykt og taljen høj og t-shirten lang. At klæde sig anstændigt kommer til at lyde som om man skal iføre sig noget grimt og løsthængende, men Gud gjorde forskel på mand og kvinde, og der er ikke nogen skam i det kvindelige og i at klæde sig efter det. Jeg har lært at sætte pris på min femininitet, det har taget mig mange år, og jeg har endnu ikke helt lært at udleve den, blandt andet går jeg med shorts under kjoler, for når jeg sætter mig glemmer jeg tit alt om det feminine og glemmer at krydse benene.

Hvis det nu passer hvad pædagogerne prøver at fortælle mig, at jeg ikke er helt så  grim som jeg altid har troet, så vil jeg være nødt til at ændre hele min tilgang til verden. Måske ser folk ikke på mig fordi jeg ligner en klovn med alt for fede lår. Måske fortjener jeg alligevel de lidt dyrere bukser der både er i bedre kvalitet og sidder pænere. Hvem ved, måske er der endda nogen der ville tale med mig, hvis jeg turde løfte blikket fra gulvet foran mine fødder og se dem i øjnene.

Universitetet har lært mig at se op, for jeg vil gerne have venner, men for at få kontakt med folk, er man nødt til at se op og se dem i øjnene. De hjælper, de er begyndt at tale med mig, og jeg er begyndt at se, at de måske ikke er så skræmmende perfekte alligevel, hvilket beroliger mig. Jeg er dog også blevet opmærksom på, at det med at se op ikke kun handler om generthed, jeg gør det også for at skærme mine øjne og ikke mindst min hjerne fra alt for mange indtryk. De fleste mennesker oplever verden igennem et filter der filtrere al uvæsentlig information fra, på grund af min aspergers, har jeg måske nok dette filter, det virker bare ikke særlig godt, så jeg ser så forfærdeligt mange ting hele tiden, som jeg skal forholde mig til om jeg vil huske eller ej, og det gør mig tung og træt i hovedet, og det er blevet værre nu hvor jeg prøver at se op og derfor ser mere.

Men tilbage til min krop. Jeg er endnu ikke overbevidst om, at jeg har et pænt ansigt, min købe er for bred, min hud for uren, og jeg render rundt med et fåret udtryk i ansigtet, men jeg har en flot krop. Jeg er slank og veltrænet, og jeg kan egentlig godt se det, selvom min spiseforstyrrelse samtidig i spejlet viser mig, at jeg er fed og klam og burde gemme mig væk under tykke løse trøjer. Det er mærkeligt at se to spejlbilleder på en gang, eller helt på en gang er det ikke, men jeg ser i spejlet og ser den krop som andre ser, og jeg smiler og lægger min hånd på maven, og jeg mærker musklerne spændes, men så blinker jeg, og så er billedet forandret. Pludselig står jeg og ser på en krop jeg kun kender alt for godt. Jeg ser hvordan trussernes elastik giver mig muffin top. Jeg niver mig i siden så det efterlader et rødt mærke, jeg niver mig i overarmen på lårene og på balderne, og jeg er ikke længere i så godt humør, og skamfuld tager jeg mit tøj på. På sådanne dage, de fleste dage, er jeg ked af det og hader min krop og har lyst til at græde og kaste op, men jeg er nået langt, for jeg gør det ikke længere så tit, jeg tager bare tøj på og går ud, ikke med en kunstig facade, men med et smil der hører til et andet sted inde i mig, det er både ægte og falsk på en gang.

Og så en dag kommer der en mand i en kørestol der glor på min krop, og det gør mig både flov og varm, for ser han efter mig fordi jeg ser godt ud, eller fordi han synes jeg er alt for fed til de bukser? Men denne gang blev jeg mest varm. Jeg iagttager selv kvinder mere eller mindre i smug. Jeg gør det ikke fordi jeg er lesbisk, jeg tænder ikke på dem, men jeg har hele tiden brug for at sammenligne mig med andre, og det beroliger mig og det forvirre mig. Hører jeg til blandt de tykke eller tynde? De pæne eller grimme? Er jeg for kikset eller helt okay?

mandag den 17. september 2012

Fur under dynen

Nej, der står ikke forkert, jeg har ikke haft herrebesøg under dynen. I stedet var jeg med min mor på weekendtur på den lille ø Fur, som ligger i limfjorden. Jeg skrev i fredags, at jeg skulle af sted der, men det var altså først lørdag, jeg stod ellers klar med alle mine pakkenelliker. Til mit held skulle min mor hente mig her, det ville ellers have været yndigt, hvis jeg var taget hele vejen derop, bare for at kunne tage hjem igen. Måske jeg dag ville have haft mere styr på mine ting, hvis det var tilfældet.

Det blæste meget mens vi var der, men ellers var vejret godt, og vi fik gået nogle dejlige tur. Det hænder at turister siger, at vi i Danmark ikke har nogen 'rigtig' natur, men det er fordi de ikke kommer steder som furfor der var stejle glatte skranter, selv på den afmærkede sti. Det var måske ikke ligefrem alperne, men Danmark kan skam også være smukt.

Fur er kendt for sine forsteninger, og begge dage rendte vi da også rundt nede på stranden med numsen i vejret og fingrene begravet i sand og ler. Min mor roser mig altid for mine fosilfinderevner, og jeg vil da medgive, at jeg har et vist held (jeg har fundet forstenede søpindsvin både ved Brabrand sø og lige midt i Randers). Da vi kom ned på stranden havde jeg dog præstationsangst, for hvad nu hvis jeg ikke fandt noget? Min mor ville ikke blive skuffet over mig, men jeg ville blive skuffet over mig selv. Heldigvis fandt jeg da et par ting, både på dag 1 og 2, men det var vist også mere held end forstand, men jeg var godt tilfreds. Til at starte med var jeg skuffet over at det alt sammen var planter, for planter er ikke nær så 'fine' som dyr, men da jeg fik set lidt mere på dem derhjemme, så var jeg nu egentlig meget godt tilfreds.

Vi boede på et bed&breakfast, hverken særlig fint eller specielt dårligt. Der var pænt og rent, men der var hunde hamrende koldt. Jeg er vandt til kulde, fra den tid hvor jeg boede i Randes i en lejlighed der ikke kunne varmes op, og min mor er heller ikke pjevset (hvilket dog ikke forhindrede os i at brokke os), så vi sprang bare under dynen med et krus Knorr cup a soup, special, hvilket ikke smagte ret meget mere interessant end de almindelige, selvom de var dyrere, men de varmede godt, og det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg læste matematikfilosofi, og min mor, som er matematiklærer, måtte engang imellem lægge sin sodukko fra sig for enten at hjælpe mig eller lægge øre til sjove eller knudrede formuleringer.

Vi var ikke de eneste mennesker i huset, der var også en flok damer på tur. De larmede ikke specielt meget, men væggene var tynde, så man kunne høre ALT. Min mor var bange for, at jeg ikke ville kunne falde i søvn, men det havde hun ikke behøvet, for jeg kan sove fra alt. Engang sov jeg fra en brandalarm, ikke en af de almindelige, men en fuldstændig hysterisk en, der var så høj, at man ikke kunne føre en samtale. Jeg sov som en sten, og jeg havde ikke en gang taget beroligende medicin.

fredag den 14. september 2012

Om en miniferie

I går var jeg så umanerlig heldig at skulle køre med DSB og ikke Arriva, det ville sige at jeg kunne sætte mig ind i en dejlig stillekupé helt uden fnisende teenagere. Helt heldig var jeg dog ikke, for jeg kom til at sidde overfor et nyforelsket par der skulle på deres første weekendophold sammen. De stod desuden på i hver deres lille by, så de sås nok ikke så tit som de gerne ville, ergo kunne de ikke holde fingrene fra hinanden og de prøvede at holde deres samtaler til en hvisken, men de kunne sikkert ikke høre så godt, for de var begge over 70, så det blev en meget høj hvisken. Et eller andet sted var det da meget sødt, men det var også lidt irriterende.

I dag tager jeg så selv af sted på et weekend ophold, dog ikke sammen med mit livs store kærlighed, men bare sammen med min mor, men det skal nu nok blive hyggeligt alligevel. Det er efterhånden noget vi har gjort i en del år nu, så bor vi i sommerhus eller på bed & breakfast et eller andet sted i Jylland og går ture, snakker og laver mad. Det er ikke fordi der sker det helt vilde, men nogle gange er det også bare dejligt med lidt fred og ro.

Vi indledte traditionen i sommeren 2009. Jeg var midt i en 8 måneder lang indlæggelse på psykiatrisk, hvor jeg ikke var i behandling, men kun til opbevaring, indtil der blev fundet en plads til mig på et bosted. Jeg kunne gøre hvad det passede mig, jeg havde fri udgang og alligevel følte jeg mig mere fanget end nogensinde før, så min mor lånte et sommerhus ved vandet af nogle bekendte, og så drog vi af sted. Nogle år har vi gjort det én gang, nogle to, men det er en fast tradition at vi kommer af sted, selvom det var lige ved, at det ikke blev til noget i år.

Jeg er dog glad for, at vi kommer af sted alligevel, for selvom jeg nu lige så stille er begyndt at snakke med nogen af dem fra holdet, eller måske lige nettop derfor, tærer det på mine kræfter, og jeg har brug for at komme ud, udenfor, ud i den vilde natur, så vild som man nu engang kan finde den i Danmark, og der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning, så selvom vejrudsigten ser lidt trist ud, så er jeg det ikke.

Men denne tur handler ikke kun om at gå ture, den handler også om, at jeg kan tilbringe lidt tid sammen med min mor. Normalt når vi ses, så kommer hun hos mig, er der et par timer, og går så igen, og det passer os begge fint, men hun er jo trods alt min mor, og selvom jeg er i den sidste halvdel af tyverne og bor på et bosted omgivet af plejepersonale, så er det nu alligevel nogle gange Mor man har mest brug for.

Jeg har især brug for at tale om universitetet. Pædagogerne lytter gerne, men for de fleste af dem er det en fremmed verden, og der er så mange ting jeg bliver nødt til at forklare, hvor jeg mere har brug for bare at blive forstået.

På grund af min lille tur her, vil der ikke være nogen indlæg før på mandag, hav en hyggelig weekend.

torsdag den 13. september 2012

Om en sygedag

Stakkels, stakkels mig, det var bare sååå synd for mig i går.

Jeg vågnede kl 1.20 om natten, og så var jeg bare vågen, kunne ikke sove så meget som et minut mere, men det var køligt i værelset, så jeg trak dynen helt op til næsen og lå og puttede mig. Jeg er ellers normalt ikke en der ligger og gasser mig i sengen, jeg vågner og så står jeg op, færdig arbejde, men når nu det var så synd for mig, så kunne jeg godt lige blive liggende lidt længere. At stå op lidt over 2 virker desuden lidt mere humant end at stå op lidt over 1, måske er det bare fordi jeg er mere vant til at vågne lidt over 2, men 2 er da trods alt større end 1. Eller også håbede jeg bare på et mirakel der ville få mig til at falde i søvn igen, men det skete ikke.

Jeg fik fordrevet tiden indtil jeg kunne tage over og træne lidt i 6. Lægen sagde at jeg bare skulle begynde at løbe lige så stille, og det gjorde jeg selvom min fornuft sagde mig at jeg skulle vente på min pædagog/løbetræners godkendelse, men jeg savnede at løbe, for cross traineren er bare ikke skide fed, jeg ligner en komplet idiot med motoriske vanskeligheder. Av av av jeg skulle aldrig have gjort det, nu er jeg i smerter, og det er min egen skyld.

Min psykolog og jeg havde besluttet, at det er for meget for mig at tage til Aarhus fire gange om ugen, så jeg havde planlagt en studiedag hjemme, så kl 9.30 tog jeg mine ting og gik ned i caféen (den ene af vores spisestuer) og satte mig med mit hebraiske. Heldigvis er det begyndt at blive lidt sværere, hvilket er hårdt for de andre, men sjovere for mig. Jeg kunne godt mærke at mit hoved ikke var på toppen, det tog mig længere tid end nødvendigt at lave, og jeg var forvirret og klodset, men jeg blev da færdigt og fik da læst lidt i min yndlingsbog, "Opmålingen af verden" af Daniel Kehlmann, før jeg satte mig til at spise en skodfrokost der ikke smagte mig, og selvom jeg rystede på hænderne orkede jeg ikke at spise mere.

Der var nogle ting jeg skulle have ordnet, og jeg tænkte at jeg måske lige ville smutte forbi en bager efter noget ordentlig mad, men min seng, som jeg i dagens forvirring ikke havde fået redt, virkede så indbydende, så jeg sprang fuldt påklædt under dynen med min bog. Efter godt 100 sider blev jeg lidt mat og ville lige lukke øjnene lidt, og jeg tror nok at jeg for en sjælden gangs skyld fik sovet lidt, men det var en urolig og forvirrende søvn, og jeg var ikke spor udhvilet da jeg vågnede.

På grund af den mangelfulde frokost gik jeg ned og tog min eftermiddagsmad tidligt, og jeg skammede mig over at vise pædagogerne og verden at jeg spiste fordi jeg virkelig havde brug for det, og ikke bare fordi jeg skulle. Så lagde jeg mig foran fjernsynet med et tæppe. Min krop føltes 1.5 gange tungere end normalt og CSI virkede mindre underholdende og mere tåbeligt (især Mimi), men så var det jo godt at man havde sin bog, om end jeg på dette tidspunkt var kommet over det mest spændende.

Grays skulle jeg se på andensalen sammen med den ene af mine kontaktpædagoger. Jeg ville gerne have talt med hende om den frygt der boblede i mit bryst og som en anden nattemare red mig og hviskede i mit øre, at jeg aldrig vil kunne klare universitetet. Se bare på i går, hvor jeg var nødt til at tage en fridag. Men jeg var så udmattet, havde ondt i halsen og i hovedet og faktisk i hele kroppen (for ikke at glemme hoften) og jeg var træt og ynkelig og lå bare.

Aftensmaden kom og gik uden at jeg rigtigt orkede at snakke, og så gik jeg i seng, og det syntes pædagogerne var en god idé, for jeg så altså temmelig syg ud. I dag sov jeg længe og er lidt ør i hovedet, men ellers har jeg det ganske udmærket, i hvert fald godt nok til at tage på uni.

onsdag den 12. september 2012

Det var der ikke lige nogen der havde fortalt mig

Der er en pædagog, som jeg har svært ved at kommunikere med. Hun er både sød og dygtig, men vi taler meget tit forbi hinanden. En dag prøvede vi at have en indgående samtale om vores vanskeligheder. En af de vanskeligheder hun havde ved mig var, at hun synes jeg stirrede, og det gjorde hende utryg. Jeg derimod blev ked af det fordi jeg synes at hun vender sig bort fra mig.

Jeg husker ikke hvordan min psykolog og jeg kom til at snakke om det, men i hvert fald kunne hun give mig en forklaring, som måske virker åbenlys for enhver der ikke lige har Aspergers syndrom. Når vi sidder sammen, sidder jeg for bordenden og hun ved siden af mig lige rundt om hjørnet. Vi kan have nogle hyggelige samtaler, men nogle gange bliver der stille (både på den gode og den akavede måde), og når vi ikke lige taler sammen kigger hun væk, og hun er ikke den eneste der gør, og det har altid gjort mig enormt ked af det, for jeg føler, at hun ikke ønsker at være der, at hun bare sidder og venter på at få lov til at gå. Er jeg virkelig så kedelig at være sammen med, tænker jeg, og derfor ser jeg på hende, fordi jeg ønsker, at hun ser på mig.

I går fortæller min psykolog så, at det er det folk normalt går, ser diskret bort, når man ikke lige snakker sammen, at det kan blive set som uhøfligt at sidde og se på folk. Jeg er slut 20'erne ny, hvorfor er der ikke nogen der har sagt det til mig noget før, jeg ønsker ikke at være uhøflig, nærmest tværtimod. Det er problemet ved at være asperger, vi ved rigtig mange sjove og mærkelige ting ting, men de ting folk tror at vi ved, dem ved vi ikke, og derfor kommer vi tit galt af sted.

Den sad min psykolog og jeg så lidt og grinede af, og det var sjovt så længe jeg sad sammen med hende, men egentlig kan jeg godt blive lidt flov i sådanne situationer, for det burde ikke være nødvendigt, at folk skal fortælle mig disse ting, der burde være sådan noget jeg opsnappede af mig selv i løbet af min barndom.

Jeg spurgte, hvorfor folk ikke havde fortalt mig det, men det har de jo nok, både i virkeligheden og i bøgerne, de siger jo altid at man ikke må stirre, men det er først nu, at det helt går op for mig hvad det betyder. Jeg vidste jo godt at man ikke må gå og kigge på folk på gaden, men at man heller ikke må så på dem man er sammen med (på den her måde), den var ny. Og igen, jeg er efter at jeg er genbegyndt på universitetet begyndt at lære, at man gerne må, ja man skal faktisk helst, se en lille smule på folk, også selvom man ikke er sammen med dem eller kender dem, for ellers lærer man dem ikke at kende, når man nu er den eneste der ikke kender nogen.

Jeg er derfor begyndt at løfte blikket fra jorden foran mig, hvilket er hårdt. For det første fordi det er hårdt at bryde en gammel vane, men også fordi det er en vane der har skånet mig for en masse sanseindtryk. Nu da jeg lige så stille er begyndt at se op, ser jeg en million ting, som jeg tager ind uden filter, og det gør mig træt og giver mig hovedpine, men det er det værd, for i går da jeg var på vej hjem, ser jeg uden foran bygningen to piger som jeg har timer med, og jeg så dem i øjnene og nikkede farvel. Det er selvfølgelig ikke alverden, men for en enspænder som mig er det noget stort.

tirsdag den 11. september 2012

Om et år der er gået

Er der virkelig gået et år siden jeg oprettede denne blog? Dengang troede jeg slet ikke, at jeg ville kunne klare det, det havde ikke noget specielt med bloggen at gøre, jeg forventer bare altid en fiasko, når jeg går i gang med et nyt projekt. Jeg er sådan en, jeg får en, synes jeg selv, super god idé, og så fortæller jeg straks en hel masse mennesker om den, således at jeg altid har vidner til min undergang. Et eller andet sted er det enormt pinligt, men på den anden side er jeg også ved at være vant til det, men mest af alt er det nok pinligt. Det behøves jeg dog ikke at tænke på, for det LYKKEDES, og dog, det var meningen, at det skulle være en blog om min vej tilbage til den katolske kirke, men den er mere kommet til at handle om min asperger og andre af mine mere jordnære problematikker, både fordi det er det der har fyldt mest i mit liv, og fordi det er det folk vil have, jeg kan nemlig se hvad folk har googlet for at finde min blog, og her kommer der nogle af de mere interessante.
- Frække damer nylonstrømper billeder
                Sorry, det kan jeg ikke hjælpe dig med.
- Moster niece sex
                Nej tak.
- Hvad betyder forfængelighe
                Enormt mange mennesker søgte, så det skrev jeg lige om en ekstra gang.
- Allevo (og andre slankeprodukter)
                Jeg skrev ét indlæg om idiotiske reklamer for slankeprodukter, og det er uden sammenligning
                det mest læste indlæg, men jeg tvivler på at folk fik det de gerne ville have.
- Pige + asperger (i en eller anden kombination)
                Jepsi pepsi, det er mig.

Men ud over hvad folk søger på, så ved jeg utrolig lidt om hvem der læser med. Jeg har hørt fra en lille håndfuld, men der er 50-70 personer der kommer herind om dagen. Jeg synes at det kunne være spændende her i anledningen af bloggens 1 års fødselsdag at høre lidt fra folk. hvem er I, hvad synes I og hvad vil i gerne have ect ect. Hvis i vil gøre mig den tjeneste, så kan I enten skrive en kommentar, eller I kan skrive til mummimor@live.dk og ja, jeg sidder lidt og trænger til opmuntring, for transporten til mit studie er ved at vokse mig over hovedet, og jeg føler mig ensom på studiet, hvor jeg er hende den fremmede.

På studiet kommer min introverte og generte personlighed for alvor frem. Jeg føler ikke noget behov for hele tiden at være sammen med folk og snakke og sludre, jeg vil egentlig bare gerne have en enkelt eller to, som jeg nyder at snakke med engang imellem, men for at finde sådan en, skal man være om sig og tale og være interessant og finde andre interessante, men jeg er skræmt fra vid og sans af pludselig at være omringet af så mange mennesker, som alle taler om ting jeg ikke kan tale med om. Jeg aner ikke hvad jeg skal snakke med folk om. Jeg er asperger, og ét af vores helt store problemer er vores manglende evne til at small talke. Jeg føler mig så forfærdeligt dum ved tanken om at sidde og snakke om noget der ikke betyder noget, men jeg føler mig jo alligevel dum, så lidt fra eller til burde ikke gøre nogen forskel, men det gør det, for jeg bøjer min ryg yderligere og trækker mig ind i mig selv.

Dilemma dilemma, men hvorfor er det også, at jeg par tout skal have venner på studiet? Det er fordi, man på et bosted som her godt kan føle sig meget isoleret. Alting foregår her, og man møder ikke andre mennesker end dem der bor her. Lige så stille føles det som om, at man mister kontakten til den virkelige verden og de venner man ved et mirakel stadig har derude. Så når der sker et eller andet her, som for eksempel den store omstrukturering, så er der intet sted der kan fungere som en ventil, hvor man kan lukke lidt damp ud, for hele ens liv er her, hvor alle tingene sker. Derfor har jeg brug for et parallelt liv, et sted væk fra dette, hvor jeg kan leve (mere eller mindre) uafhængigt af dette. Derfor føler jeg også et ret stort pres for, at dette skal lykkes.

Derfor vil i gøre mig en kæmpe stor tjeneste ved at skrive en lille opmuntrende bemærkning eller en mail, og så vil jeg slutte her, det kan være selvynk nok for denne gang.

Tak for et godt år, hvor der er sket meget, og jeg håber på mange gode år fremover.

mandag den 10. september 2012

Om en ændring på skadestuen

Jeg har haft en hård uge i sidste uge, og så havde Anders Lund Madsen skrevet et forord til min Mumibog, hvor han gjorde Mumitrolden til sin egen, og det blev jeg rigtig ked af, for så kunne han ikke være min (altså Mumitrolden, ikke Anders Lund Madsen). Hele weekenden rendte jeg rundt og var rastløs og jaloux, og da vejret var varmt og trykkende, så kunne min sløvede hjerne ikke komme på nogen bedre idé end at skære mig. Det blev kun lidt dybt, til gengæld blev det længere end normalt, så jeg behøvede ikke at skamme mig, da jeg gik ned til pædagogerne, for ja, jeg kan godt skamme mig over et 'dårligt' sår.

Den mandlige pædagog ringede ud på skadestuen som de plejer, men han blev sendt videre til vagtlægen, ny procedure åbenbart. Jeg hader ændringer, men jeg tog det nu meget pænt til at begynde med, men så kom vi derud og jeg sad mellem larmende småbørn og deres snadrende mødre der alle sad og gloede på min blodige forbinding, så jeg stak fingrene i ørerne og rokkede frem og tilbage mens jeg forsøgte at tænke på rare ting, som for eksempel hvordan jeg kunne øge min selvskade mens jeg var der.

Der er ikke mange let tilgængelige skarpe genstande i og omkring en skadestue/vagtlæge (skal øve mig i at sige vagtlæge), så jeg undskyldte mig et øjeblik og gik udenfor. Jeg havde lidt håbet at kunne finde et glasskår, men sådan noget var der selvfølgelig ikke, så da kysten var klar, bøjede jeg mig lynhurtigt ned, bandt min forbinding op, og hældte sort sand i såret. Det sved noget så dejligt, og så kunne jeg lidt bedre udholde tanken om at komme ind til vagtlægen. Jeg fortalte pædagogen om det før vi blev kaldt ind, for ud over at det er umuligt for mig at holde min kæft, så fortjente han bedre end at blive overrasket med det foran lægen. Han godtog ikke mit argument med, at hvis sygehuset skal gøre det besværligt for mig, så skal jeg også nok gøre det besværligt for dem, for så er det meget mere logisk at gøre noget slemt mod mig selv fordi jeg bliver overvældet af en forandring. Det er da vist kun fordi han er vant til min og andre selvskaderes måde at tænke på, for det giver da vist ikke mening for menig mand.

Jeg ved ikke om det er vagtlægen jeg har noget imod, eller om det bare var ændringen, men det blev en meget akavet samtale. Jeg blev kaldt ind i et alt for trangt og uindbydende lokale, og i stedet for at bede mig sætte mig ned, stod vi alle fire (lægen, sygeplejersken, pædagogen og jeg) midt på gulvet i et stort virvar. Lægen så på såret og spurgte hvad det sorte var, jo, det var sand, og så blev jeg alligevel sendt ind på skadestuen for at en sygeplejerske kunne vaske og sy det, og så var jeg tilfreds. Jeg tænkte en masse ikke så pæne ting om vagtlægen, men det havde han egentlig ikke fortjent, for han var en sød lidt ældre herre der meget gerne ville spørge ind til hvordan jeg havde det, men det tillod jeg ham ikke, fordi jeg var i en tilstand af lettere panik.

Men måske skyldtes min aversion mod vagtlægen, at jeg engang på skadestuen blev syet af en læge, som var lidt sød, og det var ikke lige fordi jeg troede, at jeg ville møde ham igen, men jeg kom da til at tænke på ham og blev en lille smule trist. Når jeg tænker over det, er der så ikke en psykopat test der handler om noget i den stil? Jeg turde næsten ikke fortælle historien af frygt for at folk ville komme til at misforstå, men som sagt, så har jeg uhyre svært ved bare at holde min kæft.

Da jeg kom hjem ville jeg slappe af med lidt TV, men så er det dumt når der er to programmer jeg gerne ville se. Det er en krise de fleste mennesker kommer ud for på et eller andet tidspunkt, og ofte sker det ofte, men når man lige kommer hjem fra skadestuen, så har man ikke overskud til at skulle træffe valg. Skulle man se et super spændende program om videnskabsnørder på Galthea ekspeditionen? Eller et fantastisk fordummende program om amerikanske småbørn der bliver mejet ud til skønhedskonkurrencer? Jeg valgte det sidste og morede mig kosteligt, men jeg kan godt nu fortryde det lidt.

Om en overnatning på psykiatrisk

Jeg havde et mindre nervesammenbrud, der er vist ingen anden måde at udtrykke det på. Jeg er led og ked af nye personaler, nye beboere, nye rutiner, jeg vil bare have FRED!

Jeg blev kørt på skadestuen med endnu en flænge i armen. Normalt når jeg har skåret mig er jeg cool nok og sidder og hyggesnakker med lægen og sygeplejersken, men denne gang sad jeg bare og tudede fordi jeg ikke ville hjem, for derhjemme var alting jo stadig kaos. Lægen spurgte bekymret om jeg var suicidal, for det skal man helst være, hvis man skal have hjælp, men nej, jeg vil ikke tage mit eget liv, dertil sker der for mange gode ting i mit liv, både lige nu og sådan generelt, men jeg var selvskadende, og jeg ønskede at være mere selvskadende. Den lille bitte flænge (7 sting) i min arm var slet ikke nok, jeg måtte have blod, ydmygelse og smerte.

Lægen var enormt sød ved mig og ringede over på psyk, hvor hun talte med en lige så sød psykiater, og så lod jeg mig frivilligt indlægge på psykiatrisk modtagelse intensiv afdeling.

Jeg lå hele dagen på min seng og stirrede ud i luften. Jeg ville gerne tale med sygeplejerskerne, men de ville have at jeg tog initiativet til en samtale, men det kunne jeg ikke, for i princippet kunne de jo ikke hjælpe mig med det der var mit problem, jeg var der jo ikke fordi jeg var dybt deprimeret, men fordi der sad en fremmed dreng på min sædvanlige plads i sofaen, fordi en af de nye pædagoger brugte 50 g margarine til stegning, og fordi der bare ikke var plads til mere nyt inde i mit hoved.

Jeg blev medicineret, jeg fik sovet, og jeg opholdte mig i et et værelse så tilpas anonymt at man føler sig fri*. Så til lægesamtalen i går, blev vi enige om, at det var bedst for mig at komme hjem. Jeg græd jo ikke så meget mere, og jeg skulle hjem og have redt trådene ud, jeg skulle hjem og lave aftaler med pædagogerne, hjem så jeg ikke for alvor ville begynde at hade ham den nye dreng bare fordi han er der.

Hjemme igen var jeg bare så enormt overskudsagtig, og der var ikke den ting jeg ikke kunne klare, men om aftenen vendte sorgen tilbage, og jeg bare græd og græd. Nu er spørgsmålet så, om jeg er frisk nok til at tage til Paris. Skal jeg sige at 'mine dage jo er gode, så selvfølgelig kan jeg klare det' eller 'er mine aftener så dårlige, at jeg ikke skal udsætte mig selv og de andre for mine sammenbrud'? Jeg vil så gerne til Paris, men jeg er også bange, for Paris og alt hvad det indebærer vil vær flere nye ting oven på alt det nye der er sket.

Kære Gud.
Hjælp mig med at træffe det rigtige valg.

*Naja Marie Aidt "Poesibogen"

søndag den 9. september 2012

Om en husflidsmesse

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg fik idéen, jeg var på vej hjem fra træning, da jeg ikke engang for første gang læste det store skilt der var blevet hængt op over indgangen til sports hallen, 'Husflids messe'. Jeg lagde mærke til skiltet, så selvfølgelig skulle jeg med, for det ville være en fantastisk mulighed for at samle visitkort til min veninde, og en mulighed for at iagttage mennesker med ironisk distance, for for at være helt ærlig, så kunne jeg ikke tage det helt seriøst.

Det var ikke håndarbejdet jeg ikke kunne tage seriøst, for det var i mange tilfælde virkelig godt lavet (i nogle tilfælde var det knap så godt, og jeg krummede tæer og syntes at det var enormt piiinligt. Det var ikke de små boder jeg ikke kunne tage seriøst, for for dem der bor ude i de små landsbyer, kan det være svært at komme til en butik der sælger de rette materialer, og når man er over 75, så er internethandel måske ikke en mulighed. Det jeg til gengæld ikke forstod var, hvor alvorligt alle mennesker virkede til at tage det.

Folk stod i lange køer foran indgangen, ranke i ryggen og med blikket stift rettet mod ryggen foran. Mange var i deres stiveste puds, eventuelt kombineret med en grim hjemmestrikket vest for ligesom at vise, at man er down with the crew. Dørene blev åbnet, og folk væltede ind og betalte gladelig 80 kr i entre. Folk stimlede sammen om de små boder, og fordybede sig i samtale om håndarbejdets kvalitet og udførsel. Der var ingen der råbte eller lo højt, og det burde være skønt, at lydniveauet var relativt lavt, men det var på sin vis også lidt uhyggeligt og gav det hele en lidt trygget stemning.

Måske er det fordi jeg er fra en helt anden generation end den typiske messe deltager. Jer er fra en generation, hvor håndarbejde er en fritidsinteresse for de få, men lige nøjagtigt noget man gør i sin fritid. Vi er ikke hjemmegående husmødre, det er ikke vores professionelle stolthed der står på spil. Men måske er det også fordi jeg er fra en mindre alvorlig tid, hvor der ikke i samme grad er plads til fordybelse, en generation der lider af ADHD og ikke kan sætte sig ned med et håndarbejde uden straks igen at fare op og gå i gang med noget nyt.

Tingene var da for det meste ganske fine, men de lignede også hinanden, så det lykkedes mig endda at fare vild. Jeg kunne ikke længere finde ud af hvilke gange jeg havde været nede af, og i hvilken retning udgangen lå, og det fik mit ironiske humør til at bevæge sig over i sydende sarkasme. Hvad ville alle de mennesker her, for der var virkelig mange? Vidste de ikke, at håndarbejde ikke længere, hvis nogensinde, er omgivet med respekt? Ved i ikke, at i er en uddøende race? Hvem interessere sig i dag for små kniplede underlagsservietter til nipsgenstande? Ja, de er fine, men hvem vil bruge dem?

Jeg blev vred og trist af at gå rundt derinde, og til sidst måtte jeg bare ud derfra. Da jeg kom hjem derfra havde jeg slet ikke lyst til at tale med pædagogerne om det, jeg blev nærmest vred, når de spurgte ind til det. Min vrede var over mig selv og min generation, at jeg gerne vil holde af alle disse ting, men at jeg, når det kommer til stykket, ikke rigtigt gider, for det er så meget lettere bare at købe noget fabrikslavet.

Turens højdepunkt var dog de malede porcelænsnisser, der var så modbydeligt grimme, at jeg fik tårer i øjnene.

lørdag den 8. september 2012

Om en manglende psykiater

Hvorfor ser du ikke en psykiater? Det spørgsmål stillede min læge mig i går, da jeg egentlig kom for at få undersøgt min løbeskade. Hen kunne ikke hjælpe mig med skaden, den må jeg bare lige så stille træne op, men han blev virkelig harm, da han fandt ud af, at psykiatrien har syltet min sag i otte måneder (jeg kom til at sige ni til ham, og nu har jeg en lille smule ondt i maven fordi jeg løj). Jeg kunne ikke rigtigt fortælle ham noget om det, ud over, at min tidligere psykiater sendte en henvisning da jeg flyttede, men at jeg ikke havde hørt noget.  Han blev forvirret, for han kunne da se, at jeg havde nogle papirer fra psyk siden da, men jeg måtte fortælle, at det var fra da jeg for et par måneder siden måtte tilbringe en nat på den psykiatriske modtagelse. Havde jeg da ikke hørt fra psykiatrien siden? Havde jeg virkelig ikke hørt noget? Nej, ikke et ord.

Lige da jeg flyttede ind var jeg utålmodig efter at høre fra dem, ikke fordi jeg dengang havde noget særligt jeg ville snakke med dem om, men bare fordi. Pædagogerne sagde dog, at det kunne godt tage sin tid, og så har jeg faktisk ikke tænkt synderligt meget over det siden. Jeg har dog nogle ting jeg gerne ville snakke med dem om nu. For det første har jeg nogle symptomer der muligvis er bivirkninger, muligvis noget andet, men mest af alt er jeg ikke dikker på min dosis af Concerta (for min ADD). Concerta er ikke på samme måde som Ritalin noget der kun virker lige nu og her, men nu da jeg går på universitetet flere eftermiddage om ugen, og skal læse lektier bagefter, så ville det være en fordel ikke at have en koncentrationsevne som en guldfisk.

Den type medicin kan min læge ikke hjælpe mig med. Der er faktisk mange af mine problematikker han ikke kan hjælpe mig med. Det er ikke fordi han ikke er dygtig til sit arbejde, det er mere det, at de falder ind under et andet kompetenceområde. Min læge er en flink midaldrende mand, måske en lille smule forvirret og vi snakker tit forbi hinanden (jeg er til lagen mere end gennemsnittet), men han ønsker virkelig, at jeg får hjælp, så han blev temmelig vred, da han fandt ud af, at jeg ikke får det. Ældre læger slår tit lidt hårdere i tasterne når de skriver journal end deres yngre kolleger, men i går fik tasterne en ordentlig omgang, så vred var han. Jeg blev lidt smigret over, at han blev så vred på mine vegne.

Vi fik næsten ikke snakket om den skade jeg kom med, for den fandt han ikke særlig alvorlig (tror jeg nok), eller også blev han bare distraheret af alt det andet, hvem ved. Han siger, at jeg bare kan begynde at løbe igen, men jeg tror  nu nok lige at jeg venter og ser, hvad min løbetræner/pædagog siger.

fredag den 7. september 2012

Den første uge

Nu har jeg overlevet min første uge på universitetet, og her kommer der nogle små beretninger om de ting jeg har oplevet, men som ikke er markante nok til at få hver deres indlæg-

- Fra jeg tager hjemmefra til jeg kommer hjem, går der som minimum 5.5 timer. For mig er det en lang dag, men at jeg bliver træt er næsten mit mindste problem, for det er ingenting sammenlignet med de smerter jeg har i fødderne om aftenen. Det er ikke engang fordi jeg går i små bitte sko på med høje hæle, jeg går aller helst i joggingsko, men mine fødder er bare ikke vant til at være spærret inde så mange timer om dagen. Mine tæer føler sig fanget og hele togturen hjem, længes jeg bare efter at komme af med skoene, men det hjælper kun lidt, for hele aftenen er de kolde og livløse, og det føles næsten som en forløsning når de flere gange i løbet af aftenen går i kramper, det gør ondt men på en mere håndterlig måde. Jeg ved ikke om jeg er ved at få gigt, eller om jeg bare skal vænne mig til skoene (eller have nogle nye).

- I går, da jeg sad i toget, var der en ung mand der spurgte om jeg havde været ude for 'en helt forfærdelig ulykke'. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at han hentydede til mine ar på armene. Jeg måtte svare benægtende, at det var noget jeg gjorde mod mig selv. 'Nå men det gør du vel ikke mere'. Jo, det gør jeg jo desværre, men jeg fik ikke fortalt ham om hvorfor jeg gør det, så måske tror han, at det er for sjov eller en modeting, hvilket ville virke endnu mere sindssygt end det i forvejen er.

- Det er efterhånden sjældent at jeg bare vælger en bog mere eller mindre tilfældigt. Normalt er det blevet sådan, at jeg får en bog fra forlaget, tager en fra min bogudfordring, eller også går jeg specifikt efter et bestemt emne eller en forfatter, men i går var jeg for træt til at medbringe min bog om matematikfilosofi til toget, og den næste jeg gerne vil i gang med er alt for stor til tasken, så jeg kom i tanke om en lille uanseelig bog jeg havde stående på min reol. Det var en bog jeg havde fået i forbindelse med en anden bog som jeg havde ønsket mig. Det er 'Vindrosen' af Tom Kristensen. Jeg havde ingen forventninger og sad egentlig bare og småhyggede mig med den. Det burde jeg gøre lidt oftere. Jeg bør ikke være så snobbet med bøger som jeg nogle gange er. nogle gange er det de små bøger der overrasker mest.

- Da jeg i sin tid tog hebraisk første gang, blev jeg først for syg til at fortsætte en uge før eksamenen, så jeg har egentlig haft alt det jeg skulle for at bestå min eksamen nu, hvis det ikke lige var fordi man glemmer en hulens masse på fem år, så derfor tager jeg det hele forfra. Det hold jeg er på nu er derfor et begynderhold, så alt det vi lærer er derfor noget jeg godt kan, og så tidligt på forløbet er det jo endda det lette af alt det jeg kan, så jeg har mulighed for at stille nogle mere indgående spørgsmål. Det er bare et problem at stille de spørgsmål jeg har, for de andre studerende er jo forvirrede nok i forvejen. Når jeg så endelig tager mod til at stille mine spørgsmål, så får jeg at vide, at det kommer vi MÅSKE til senere, når vi bliver gamle nok, men jeg føler, at jeg er gammel nok, i hvert fald i den henseende. Nogle ting kan jeg læse mig til i min hebraiske grammatik, men nogle gange ville jeg ønske, at han bare ville svare mig, for det er ikke alt der står.

- Når nu jeg er i Aarhus så mange timer om dagen, fire dage om ugen, så er det fristende at snyde med maden, og jeg gør det, jeg snyder. Okay, måske snød jeg allerede lidt i forvejen, men nu snyder jeg endnu mere. Jeg kan godt lide at snyde med min madplan, for jeg føler, at det ikke er mig, men pædagogerne jeg snyder. Det er ikke fordi jeg er helt vild efter at snyde pædagogerne, det er bare lidt rart, at det er mig og kun mig der har kontrol over min krop. Det er især vigtigt at have kontrol nu, hvor alt er så kaotisk oven på studiestart. Jeg er mig, mig, mig, og jeg er et individ, en unik person, ikke bare en eller anden i denne grå hob af studerende der bevæger sig rundt på universitetet. Jeg vil gerne være tynd, det vil jeg virkelig gerne, men jeg vil langt hellere have styr på det hele, og det hjælper den manglende mad mig med.

- I går til aftensmad sad C og jeg og var ikke helt så meget oppe på dupperne som vi plejer. Jeg var træt, udmattet og helt til rotterne, og jeg ved ikke hvad der var med C. Vores kontaktpædagog sad og var helt vild entusiastisk over et eller andet, og hun ville også gerne have os med på idéen. Vi sagde flere gange, at det ikke var det rigtige tidspunkt, men for en sjælden gangs skyld lyttede hun ikke til os, så entusiastisk var hun. Til sidst blev jeg vred/panisk/ked af det og bad hende direkte om at stoppe. Bag efter havde jeg brug for at blive trøstet, så jeg krummede mig sammen, lagde hovedet på hendes skulder og lod mig klappe på ryggen. Det er sejt, at jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg kan være den store voksne pige der jonglerer motion, studie, rengøring ect og som samtidig har overskud til at tage mig lidt af nogle af de mere sårbare piger her på stedet, men i går havde jeg brug for at være hende den lille, hende der skulle trøstes og tages af, og det fik jeg så lov til. i dag er jeg så igen stor og fornuftig.

- I dag da jeg ville i svømmehallen var der lukket fordi jeg igen igen havde glemt at tjekke åbningstiderne på nettet, så i stedet måtte jeg cykle lidt på min egen lille kondicykel. Nu har jeg jo betalt for den, så skal den jo også bruges.

Det var så lidt om hvad der er sket i mit liv af småting, for livet består ikke kun af de store tilsyneladende vigtige ting, men i langt højere grad af disse helt små ting, der som farvestrålende legoklodser bygger en mosaik af koncentreret væren.

torsdag den 6. september 2012

Om al den hjælp jeg kan få

Jeg er handicappet, og med de besværligheder jeg har, har jeg brug for støtte for at kunne klare de grav det stiller at tage en uddannelse. I går var jeg så i Aarhus på Rådgivnings- og Støttecentret for at fortælle lidt om mig selv, og for at høre hvilken hjælp jeg ville være berettiget til. Det var mærkeligt at snakke om. Et eller andet sted føltes det som om at det er noget jeg bør kunne klare selv, jeg har jo kunnet før, eller det kunne jeg egentlig ikke helt, men jeg kæmpede, og jeg klarede det da sådan lige akkurat, indtil jeg lige pludselig ikke kunne klare det mere, men alligevel, er jeg virkelig udfordret nok til at kunne få hjælp? Ja, det er jeg åbenbart.

Det var underligt at side og snakke med damen fra RSC om hvilke ting der er svære for mig ved at gå på universitetet efter kun at have gået der i to dage. Jeg kunne meget let fortælle, hvad det var der var svært for fem år siden, men jeg ved jo rent faktisk ikke, om det er de samme ting der er svære. Jeg kan dog allerede sige, at det bliver svært med de andre på holdet, de er så mange og så støjende, at jeg lige nu sidder og ikke har lyst til at tage derind i dag, men jeg skal, ellers bliver jeg bare angst for det, desuden har jeg en læsegruppeaftale med en af de lidt ældre studerende, hvilket jeg heller ikke har lyst til, men det vil være godt for mig på sigt, og hun er da sikkert flink nok, når jeg lærer hende at kende, men lige nu er hun altså lidt skræmmende.

Damen på RSC var enormt sød ved mig, og vi sakkede blandt andet om hvordan holdundervisning får det værste frem i mig. Når jeg sidder sammen med folk på tomandshånd, eller i mindre grupper, så er jeg velartikuleret og selvsikker (eller lader i det mindste som om jeg er det), men når jeg sidder inde i klassen, bliver jeg genert, og stammer, og jeg taler så lavt, at læreren slet ikke kan høre hvad jeg prøver på at sige. Det er ikke fordi jeg er bange for at sige noget dumt, ikke kun i hvert fald, men det er også den generelle uro i klassen der generer mig. Folk larmer ikke, men de er heller ikke stille, der er en konstant summen moslen med papirer og lignende. Alle de lyde gør mig usikker, og en lille smule angst.

Der er så mange ting jeg gerne vil spørge læreren om, mange nørdede ting, men jeg bliver usikker på mig selv, for det er ting de andre endnu ikke ville kunne forstå, så jeg føler mig pinligt berørt ved at spørge, men nu er jeg blevet godkendt til 30 timers hjælp per semester fra en ældre studerende, som sagtens kan være yngre end mig, og som højst sandsynligt er det, men det gør nu ikke noget, når bare de kan hjælpe mig med at blive bedre til hebraisk.

onsdag den 5. september 2012

Om at vælge sine kampe

Jeg elsker cola, og det skal aller helst være Pepsi Max. Jeg elsker det så højt, at jeg en gang skrev til dem, og spurgte om de kunne være interesserede i at sponsorere denne blog. Jeg fik et høfligt brev, hvor de ønskede mig held og lykke med mit projekt, men at de desværre ikke sponsorerede privatpersoner. Det var ikke nogen afvisning der gjorde ondt, det var jo sådan set også mest gjort for sjov. Jeg havde sport til om det ville sponsorere noget af mit forbrug i cola, for det udgør en betydelig bid af mit budget.

For nyligt, mange måneder senere og helt uafhængigt deraf, besluttede jeg mig at skære drastisk ned i mit forbrug. Jeg burde sige, at jeg gjorde det for pengenes skyld, eller fordi det ville være godt for mig, men det var nærmere en øvelse i selvdisciplin. Al den cola er det rene frås og selvforkælelse. Frås er en synd, og selvforkælelse er fint nok, det behøves bare ikke at være hver eneste dag. Det lykkedes mig at halvere mit forbrug, men jeg var ikke engang stolt, jeg tog det nærmest som en selvfølge. Stolthed kan også være en synd, hvis det får en til at føle sig højt hævet over andre, men der kan også være en gudgiven glæde over at have gjort noget der er godt. Begge følelser er nogle jeg kender ganske godt.

Søndag begyndte det så at gå op for mig, hvor stor en ændring universitetet bliver i mit liv, mandag startede jeg så, og jeg havde en forfærdelig dag og i går vågnede jeg kl 2 og faldt ikke i søvn igen, og jeg glemte desuden at tage min medicin før jeg tog af sted, og jeg synes selv, at jeg har haft det meget hårdt, og jeg har ligesom trængt til noget som kunne kvikke mig op og holde humøret fra at dykke for meget, så hen i Fakta, pengene på kassen og så hjem og vride halsen om på en dejlig kold cola. Når jeg er træt og lidt nede, findes der ingen bedre lyd, skønt den mest af alt lyder som en lydeffekt fra "Røde oktober", hvilket forøvrigt var en ganske udmærket film.

Jeg ved ikke om jeg burde føle, at det er et nederlag, nu klarede jeg det jo lige så godt, men jeg gjorde det måske mest for at få ros af pædagogerne, og selvom det er rart, så vil jeg hellere klare mig godt i skolen, for det får jeg jo også ros for. Man må vælge sine kampe med omhu, og hvis cola er det der skal til for at klare dette her, så er det det der skal til, så må jeg bare prøve at skære ned igen på et senere tidspunkt.

tirsdag den 4. september 2012

Den første dag, en rigtig Tycho Brahes dag

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle jer, at min første dag på universitetet gik over al forventning, at jeg bare er så glad for det, at mine medstuderende er super søde, og at det hele nok skal gå, men det kan jeg ikke. Alt gik galt, og da jeg kom hjem, sad jeg bare og græd og græd og måtte have noget beroligende. Det var heller ikke en helt forfærdelig dag. Mine studiekammerater var ikke forfærdelige, de var bare helt normale, hvilket skræmte mig fra vid og sans. De snakkede og morede sig og havde helt normale samtaler om fester, hår og lektier, og jeg så på dem, og det gik op for mig, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til dem, så jeg krøb sammen i et hjørne og prøvede at være i alt det uden at bryde sammen.

Det var nok de andres normalthed der tog hårdest på mig, men det var bare en dag, hvor alting gik galt. Jeg ikke helt korrekt, min morgen gik fint, det var først efter at jeg tog af sted, at tingene begyndte at gå galt.
- Sur Arriva dame  og et alt for dyrt pendlerkort.
- Toget var fyldt med larmende teenagere.
- Jeg havde glemt sedlen med de busser jeg kunne tage, så jeg måtte spørge et hav af mennesker, inden jeg steg om bord på en bus der næsten kørte til universitetet, men også kun næsten.
- Kom for tidligt og sat og følte mig kejtet og malplaceret.
- Havde en diskussion med vores ernærings ekspert over sms fordi min aftensmad gik i ged (nej, ikke gedekød, men i uorden)
- Fik en besked om, at jeg ikke kan få tilskud til transport.
- Der var fejl i mit skema, så jeg brugte lang tid på at finde det rigtige lokale.
- Undervisningen var sjov nok, men de andre skal lige lærer alfabetet, mens jeg sidder og venter på bare at kunne få genopfrisket min grammatik.
- Talte efterfølgende med læreren, men sagde alle de forkerte ting.
- Måtte løbe efter bussen, hvilket min skadede hofte ikke var helt glad for (men det gjorde ikke nær så ondt, som sidst jeg prøvede at løbe et par skridt).
- Jeg kommer ind ad døren og begynder at snøfte, og mine øjne bliver blanke, men flere af pædagogerne, blandt andet en af mine kontakt pædagoger, så på mig og sagde at det var fantastisk at det gik så godt, nogle af pædagogerne så mig dog.
- Den pædagog der skulle spise med mig brugte alt for meget tid på at tale med en af de andre piger, end på at trøste mig, så da hun endelig prøvede, så ville jeg ikke lade hende.
- Græd snot i over en time indtil min PN virkede og min gamle kontaktpædagog kom og satte det hele i system for mig

Resten af dagen var egentlig udmærket. Jeg spiste aftensmad med en vikar der lige var begyndt på pædagogseminariet, og hun kunne tale med om mange af de ting jeg havde oplevet, hvilket fik mig til at føle mig lidt mindre forkert. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, hvad jeg har givet mig i kast med. Er det, som folk siger, fedt, at jeg gør det, eller er jeg i gang med mit livs største fejltagelse? Vil det opbygge mig, eller knække mig? I går da jeg sad og græd, kunne jeg ikke se nogen vej ud, men nu er jeg i det mindste villig til at give det et forsøg, men jeg er bange. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle jer, at jeg fortsætter kampen med oprejst pande, men min ryg er bøjet, alligevel prøver jeg.

Det er hårdt at starte et nyt sted, men det jeg nok mest reagerer på er den kæmpestore ændring dette ved gøre mit liv. Intet vil være helt det samme, jeg vil ikke være den samme, og så alligevel, så vil jeg måske en dag vågne op og se, at intet i virkeligheden har ændret sig, jeg er stadig selvskadende, spiseforstyrret og med tendens til depressioner.

Vil lige slutte denne klagesang af med en hjertevarm, men irrelevant historie. Da jeg stod nede på stationen og skulle til Aarhus, lød der en høj og hjerteskærende mjaven. Det var en lille skravlet kattekilling der gik nede på sporene og var blevet forladt af sin mor. Den sure Arriva dame var måske alligevel ikke så kold, for hun prøvede at lokke den hen til perronen, men den så bare på hende med store øjne og gemte sig i krattet. Der var 5 min til at toget kom, men en mand sprang ned på sporrene, og satte sig på hug og strakte forsigtigt en hånd hen imod den. Da den kom hen og snusede til ham, så haps tog han den og kom op på perronen med den. Den alligevel ikke så sure Arriva dame fik den i en papkasse. Historien ender ikke der, men resten kender jeg ikke.