mandag den 28. juli 2014

Om min hverdag

Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.

I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.

Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?

Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.

Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.

Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.

vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.

lørdag den 26. juli 2014

Betænksom eller hensynsfuld

Jeg har en veninde der er ved at blive udredt for aspergers syndrom. Udredt betyder mentalt undersøgt, men det lyder pænere at sige udredt. Det er altid en lille smule skræmmende at få en ny diagnose, for selvom det kan være en lettelse at få sat ord på sine problematikker, så kan det også have vidtrækkende konsekvenser. Ordlyden på en papirer kan betyde knald eller fald i behandlingssystemet. Det er om man bliver erklæret egnet eller uegnet til behandling, det kan betyde at man mister en behandler eller vinder en ny. En ny ordlyd betyder at man står over for det uvisse.

I min venindes tilfælde giver det vist heldigvis ikke for mange konsekvenser, men hendes psykiater var ikke opmærksom og kom til at sige noget der gjorde hende ked af det og måske en lille smule bange. Han sagde, at aspergers betyder, at hun kan være betænksom, men ikke hensynsfuld, hvilket på samme tid er rigtig nok og noget totalt sludder.

Ifølge ordbogen betyder de to ord det samme, at man tænker på andres situation og tager hensyn til dem. Det der gør forskellen er, at ordet omsorg knytter sig til hensynsfuld. Lad os nu dele det sort hvidt op og sige at aspergere er betænksomme og 'normale' er hensynsfulde, så lad os sætte dem ind i en fiktiv hændelse
'Normal': Ser Peter slå sig, føler Peters smerte og spørger om han er okay.
Asperger: Ser Peter slå sig, dengang jeg slog mig gjorde det ondt, det gør måske ondt på Peter, spørger om han er okay.
Samme situation samme resultat, så betyder det virkelig så meget hvordan man er noget frem til det? Men der er forskel. Der er en gruppe mennesker som er meget stolte af deres egen empati, de er en lille gruppe men meget højlydte, og det er derfor deres forståelse der præger værdidebatten. De mener at fordi de selv er så gode og empatiske, så er andres måde at føle på forkert. De vil tit beskrive deprimerede som stakler, aspergere som kolde, borderlinere som egoistiske og alle som de ikke kan lide er gerne psykopater. Deres form for empati er at have enormt ondt af folk, men der er andre former for empati og derved også andre former for omsorg.

Hvis jeg skal beskrive min egen empati og omsorg, på en god dag, så vil jeg faktisk sige, at det er en fordel ikke at være så følelsesmæssigt forbundet, for så kan jeg forholde mig logisk til situationen At være logisk i situationen er ikke altid godt, engang imellem ser min søster på mig med et lidt forvirret blik og siger "hvordan kan du dog sige sådan noget", men andre gange er det godt, når man siger hvad man synes er sandheden og ikke henfalder til klichéer, for når man er logisk kan man have et helt fantastisk overblik. Jeg har engang imellem oplevet folk i min behandling der var det modsatte af mig, og hvor jeg nogle gange er så egocentreret, at jeg slet ikke opdager hvis en person har det skidt, så var de så egocentrerede, at de kun havde øje får hvor hårdt det var for dem at høre om mine problemer fordi de var så empatiske.

Jeg siger ikke at aspergermåden er verdens bedste, jeg siger ikke engang, at jeg selv er aspergeragtig hele tiden. De fleste af os svinger lidt frem eller tilbage alt efter hvordan man lige har det i det givne øjeblik. Hvad jeg siger er, at det er svært at lave en afgrænset beskrivelse for hvad god empati og omsorg er, og at man skal passe på med at dømme folk bare fordi de gør tingene anderledes. Omsorg og empati er ikke bare ord, det er værdidomme helt essentielle for det at være menneske, så hvis man beskylder nogen for ikke at have det, siger de i virkeligheden, du er ikke et menneske, du er et dyr. Jeg tror ikke, at min venindes psykiater havde nogen intentioner om at sammenligne min veninde med et dyr, men hvis man ser på nogen og tænker at de ikke føler empati, så tænker man nok heller ikke over, at de har følelser der kan blive såret. Jeg tror ikke at det var ment som en ondskabsfuld kommenter, men det endte med at være en dum og uforstående kommentar.

torsdag den 24. juli 2014

Det tryggeste sted i verden?

Forleden dag sad jeg og havde en ganske hyggelig snak med min nye psykiater som også er min gamle. Hun var den psykiater jeg havde, når jeg var indlagt på min yndlingsafdeling på psykiatrisk hospital for seks år siden. Nu har jeg så fået hende igen efter, jeg er flyttet tilbage til byen og efter, at jeg skiftede fra den psykiater jeg ikke kunne særlig godt sammen med.

Vi sad lidt og snakkede om 'gamle dage', og jeg spurgte hende om, hvor syg jeg egentlig var dengang. Først sagde hun noget med, at jeg reagerede så kraftigt som jeg gjorde, fordi jeg var placeret under fysiske og psykiske rammer der ikke var optimale for mig, hvilket er rigtigt nok, men så sagde hun noget der var så overraskende, at det gav mig en mindre hjerneblødning.Hun sagde at de ikke havde ment at afdelingen hvor hun var læge, var noget godt sted for mig. Dette var så overraskende en nyhed, at jeg aldrig helt kom frem til at fortælle hvad jeg mente. Jeg sad bare med åben mund og så en lille smule dum ud. Hva'???

Jeg er ked af, at jeg aldrig kom frem til at fortælle min side af historien, at den afdeling hvor hun var var det tryggeste sted på jorden. Når jeg var der, var der masser af gange hvor jeg blev vred, ked af det og bange, der var masser af gange hvor jeg reagerede voldsomt på noget personalet gjorde eller sagde, men de gange var ingenting i forhold til at være hjemme hos mig selv, alene med den person jeg hadede mest, mig selv. At sidde derhjemme var at stirre ind i mig selv, ind i et stort tomt hul, hvor ekkoerne af tavse skrig rungede. Når jeg var på afdelingen, var jeg bare en patient, en patient som en hvilken som helst anden, men derhjemme var jeg et spøgelse, hvileløst vandrende rundt i gaderne på jagt efter den ene sjældne ting der ville gøre det hele bare lidt lettere. På afdelingen var der et rum så anonymt, at jeg kunne føle mig fri. Derhjemme derimod var der rod, rod på gulvet, på bordet, på reolen og i sengen, men mest af alt var der rod inde i mit hoved, et larmende rod der føltes undertrykkende og aggressivt.

Men hvad mente min psykiater med ikke godt for mig? Oplagt vil jo være at tro, at de havde erfaring nok til at vide, at min situation ikke var holdbar, ligegyldigt hvor meget godt de end gjorde for mig. Åh Gud, lad det være det de mente, for alternativet gør så ondt at tænke på, for hvad nu hvis de ikke forstod hvor taknemmelig jeg i virkeligheden var for deres indsats? Jeg var så tit vred på dem, men det var sygdommen der talte, for omme bag alle tårerne elskede jeg dem for at være til, for at være der for mig. Da de først mødte mig, måtte de lærer mig at tale om alle de negative følelser, for jeg havde ikke andet ordforråd til at udtrykke dem end "jeg har det vist ikke så godt lige nu". Vi brugte lang tid på at lære at have disse samtaler, men ligeledes havde jeg ikke ord for at fortælle dem når jeg var glad for det det gjorde. Jeg håbede, at de bare kunne mærke det, men måske kunne de ikke, hvilket er en tanke der gør virkelig ondt at tænke på.

mandag den 21. juli 2014

Min scenepersonlighed

Nu hvor jeg er blevet bedt om at holde oplæg ved en konference i Skørping 1 oktober og autisme, ADHD og spiseproblematikker, så er der mange der skal ordnes. Selvfølgelig er det aller vigtigste spørgsmål, vil min hofte være stærk nok til at jeg kan have højhælede sko på? men det er et spørgsmål kun tiden kan svare på. I mellemtiden, står jeg over for en lang række andre spørgsmål, der skal blandt andet skrives en tale, men før jeg kan gøre det, skal jeg finde min scenepersonlighed. Hvem jeg er, når jeg står på en scene foran 100-200 mennesker, har stor betydning for hvad jeg kan skrive i min tale. Bare vær dig selv lyder det gode råd, men når hele min personlighed er SÅ MEGET, så vil jeg på 45 min kun kunne vise så lidt, så der skal prioriteres. Jeg ville sådan ønske, at min psykolog snart kom hjem fra ferie.

Indtil nu har jeg kun prøvet at tale afslappet i en lille forsamling, eller at stå på scenen som en fiktiv karakter, men hvem er min scenemigselv? Som teenager gik jeg til teater og cirkus, ikke som tilskuer men som deltager. Min ultimative optræden, ville være en teatralsk Shakespearesk monolog værdig til Ghita Nørby. Jeg er godt klar over at mine teaterevner ikke rækker til det, men jeg fantaserer om at stå på scenen og græde og skrige og slå mig selv, for det er jo sådan en spiseforstyrrelse føles nogle gange En veninde foreslog slides, og det er godt hvis man kommer som ekspertvidne, men jeg er ikke ekspertvidne, jeg er bare en heldig overleven. Jeg er der for at vække folks følelser, og hvad er bedre til at vække folks følelser end teater.

Når jeg siger teater, så mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg skal opfinde en ikke ægte mig. Der findes ikke noget mere falsk end en dårlig skuespiller, men på den anden side, hvordan kan man så virkelig gengive følelsen af en spiseforstyrrelse uden at spille teater, jeg har jo ikke de følelser mere i samme grad, og selvom jeg bare kan stå og fortælle om dem, så har jeg også lyst til at vise det, for mange mennesker forstår ting bedre gennem følelser.

Problemet med teater er, at der er meget der skal læres udenad. 45 minutter, det er meget lang tid, den længste ubrudte tale i mit liv. Jeg er hamrende nervøs. Nogle gange har jeg lyst til at melde fra, for det er se meget lettere bare at gemme mig herhjemme bag min skærm, men jeg har haft min blog i snart tre år, måske er det på tide, at jeg udvikler mine talenter. Sandt nok, så blev der skrevet en bog om mig og ti andre aspergerkvinder, men det var jo ikke mit talent men Camillas (forfatteren). Jeg fylder snart 30, hvilket er en stor ændring, om jeg vil det eller ej. Måske ville det ikke være nogen dårlig idé hvis jeg selv tog styringen over ændringerne i mit liv, i stedet for at lade min underbevidsthed gå i 30-årskrisechok.

lørdag den 19. juli 2014

Noget om døgnrytme

Jeg har en skæv døgnrytme. Jeg står gerne op kl 3 eller 4 om natten og går i seng kl 5 om eftermiddagen. Det er en dejlig døgnrytme, hvis man godt kan lide at stå op med fuglene og gå en tur i skoven længe før hundefolket dukker op. Det er dog også en meget upraktisk døgnrytme, hvis man gerne vil have et socialt liv, se en film eller tage ud og spise.

Jeg har sagt ja til at tale ved en konference til oktober... en aftenkonference... i Skørping. Det vil sige, at jeg nok først kan være hjemme ved midnat. Det betyder at jeg er nødt til at vænne mig til at være længere oppe om aftenen, medmindre jeg altså gerne vil stå oppe på scenen og tude fordi jeg er så træt. Det hele ville selvfølgelig være meget nemmere, hvis jeg bare havde sagt nej, men sagen er, at jeg faktisk rigtig gerne vil have lov til at fortælle min historie, som i rigtigt at fortælle frem for at skrive. Det er en helt anden form for udfordring.

Nå, der er endnu ikke nogen der er døde af, at sidde oppe et par timer ekstra om aftenen, så på med en CSI dvd som jeg har set 100 gange før, og så vente til det bliver tid at gå i seng. Indtil videre går det fint, men jeg er lidt bekymret for når studiet starter igen, for det plejer at betyde, at jeg er så smadret om aftenen, at jeg vælter omkuld på sengen, på et tidspunkt så tidligt, at mange mennesker endnu ikke er kommet hjem fra arbejde.

Da kl blev 4 (om eftermiddagen) bagte solen ind af mit vindue, lige der hvor fjernsynet står. Jeg har ikke noget gardin, så jeg gjorde den næstbedste ting, jeg satte potteplanten om min Jomfru Maria statue ned på gulvet, åbnede vinduet helt op, smed shorts og t-shirt og lagde mig foran fjernsynet og tog solbad. Det blev en ganske hyggelig aften. Det gjorde ikke noget, at jeg havde set alle afsnittene af CSI før, faktisk foretrak jeg det på den måde, for så behøvede jeg ikke at tænke

torsdag den 17. juli 2014

Om menstruationsblod

I går skulle jeg snakke menstruation med en fremmed fysioterapeut, hende der har sommerferievagten.

Jeg har ikke helt afgjort med mig selv, hvordan jeg har det med at tale om min menstruation. Nogle dage har jeg det fint med det, "whaa feminisme". Jeg kan fyre de første 50 vittigheder og anekdoter af og grine højt af mig selv bagefter, men det er som regel når jeg er sammen med kvinder jeg kender. Fysioterapeuten var derimod en vildt fremmed kvinde.

En feminist burde kunne tale åbent om menstruation, og når jeg ikke kan så svigter jeg hele kvindekønnet, men så tænkte jeg, at jeg nok ville vånde mig mindst lige så meget, hvis samtalen handlede om afføring eller urin. Feminister lader til at være meget glade for menstruationsblod, fordi det er en væsentlig del af det at være kvinde, og det har de i og for sig ret i, men nu skal vi heller ikke gøre det mere interessant end det er. Det er et helt almindeligt, fredeligt affaldsprodukt af, at man som kvinde er i stand til at føre arten videre, på samme måde som afføring kan være et tegn på at kroppen er sund.

En af grundene til at feminister taler meget om menstruationsblod er fordi Hollywood ikke gør det. I film ser man, mænd der onanerer, mænd der skider og mænd der pisser, og en sjælden gang ser man kvinder gøre de samme tre ting, men man ser ikke kvinder der menstruerer. Hollywood er ikke bange for blod, og de viser gerne store mængder af blod efter ulykker, drab, massakrer og tortur, men ikke det her helt almindelige hverdagsagtige blod.

Men det er Hollywood, og vi ved jo godt alle sammen at Hollywood er et mere eller mindre korrupt regime, men hvad med ude i hverdagen. Herude hvor de fleste kvinder bare prøver at komme igennem dagen på bedst mulig vis, så er menstruation bare en faktor ligesom søvn, kost, motion, stresniveau, omgivelser og vejret. disse faktorer bestemmer i svingende grad hvordan man håndtere de problemer som man støder på. Hver kvinde påvirkes forskelligt af de forskellige faktorer. Nogle gange gør faktorerne at verden er imod én og man bliver arrig og umedgørlig, men andre gange gør faktorerne, at man bliver superwoman og alting kører som en leg.

PMS er en af de ting der oftest bliver lavet vittigheder om, og det er noget af det der oftest bliver brugt imod kvinder når de gerne vil frem i verden. Jeg elsker en god PMS joke. Hvorfor hedder det PMS? Fordi kogalskab allerede var taget! Men PMS er ikke farligt. I tre år menstruerede jeg ikke fordi jeg var for tynd og stresset, men da den så kom igen, kom den igen med fuld styrke. Jeg sad med en pædagog og skældte hende ud, og jeg græd i stride strømme, samtidig med at jeg hulkende undskyldte "at det bare er fordi jeg har fået menstruation...". I et kort tidsrum var jeg 14 år igen, men når den første tumulte periode har lagt sig, så vænner de fleste kvinder sig ret hurtigt til deres egen krop, og de ved godt hvordan de skal håndtere den. Er der kvinder der bliver urimelige på grund af deres hormoner? Selvfølgelig er der det, der er sikkert massere, på samme måde som jeg selv bliver ret irritabel, hvis jeg i en periode sover eller spiser dårligt, for PMS er jo bare en af de der mange faktorer som ens liv består af.

Til dem der, til mine argumenter vil sige, at menstruation ikke kan sammenlignes med afføring, vil jeg sige:
- Til dem der mener, at afføring bliver man jo ikke mentalt forstyrret af. Så har de ikke prøvet at have forstoppelse eller diarré, for jeg har prøvet begge dele, og jeg kan godt love jer, at jeg var et mareridt at være sammen med.
- Til dem der mener, at menstruation er noget storslået. Det er afføring vel også. En sygeplejerske kan tage et enkelt blik eller snif af patientens afføring og stille en ret præcis diagnose. Afføring er et væsentligt produkt af hele den menneskelige organisme.

tirsdag den 15. juli 2014

Kaffehovedpine

Jeg drikker ikke voldsomt meget kaffe, måske en eller to små kopper om dagen, så i går, da jeg havde mere lyst til te til min morgenmad, tænkte jeg ikke nærmere over det. Det kan da umuligt betyde det store, kan det vel? Det kunne det så.

Jeg begyndte at føle mig lidt sløj, men pyt, jeg smed mig i en bunke tæpper og gik i gang med at læse en mytologisk analyse af de græske myter. Til at begynde med gik det fint, men på et tidspunkt havde jeg læst to hele kapitler, og jeg har kun knivspidsen af en anelse om hvad de handlede om. Vist nok nok et eller andet med nogle mænd der gik i krig pga et eller andet med deres fædre, hvilket er en ret klar beskrivelse af 80 % af alt der har med menneskene at gøre i de græske myter.

Derpå lagde jeg bogen fra mig og tænkte, at jeg nok måtte læse det igen en anden gang. Inde bag mine øjne var to vejarbejdere med trykluftsbor i gang med en konkurrence om hvem der kunne forvolde mest skade. Med et dybt suk gik jeg ud i køkkenet og lavede mig en kop kaffe. Jeg stod ved vinduet og så nogle unge mennesker i gang med at flytte, og tænkte, at GODT det ikke er mig. Kaffen hjalp lidt, men jeg var lidt sløj resten af dagen, eller også var jeg bare lidt doven, en af de to i hvert fald.

søndag den 13. juli 2014

Lyve og manipulere

Som verden ser ud for mig i dag, så lyver jeg meget sjældent, og når jeg gør så får jeg altid meget dårlig samvittighed. Min psykolog spurgte forundret om jeg overhovedet kan finde ud af at lyve. Det kan jeg nu godt, men det er svært, for jeg kan ikke koncentrere mig om løgnen, alt hvad jeg tænker er "jeg lyver lige nu, jeg lyver, fuck hvor er det forfærdeligt. Så når jeg lyver, er det som regel ved at undlade at sige den ting der virkelig gælder, hvorefter min indre monolog går "du må ikke sige DET, du må ikke sige DET". Er det hvad man kan kalde en undladelsessynd :)

Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.

Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.

Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser

Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".

Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.

I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.

fredag den 11. juli 2014

En slags læseferie

Jeg skal ikke ud og rejse i år, ikke andet end et par dage til Vestjylland med min mor, så jeg har rig mulighed for at læse. Jeg læser meget, men jeg læser ikke særlig hurtigt, hvilket er noget der altid har pint mig lidt. For en rigtig læsehest læser vel hurtigt, gør hun ikke? Det gør dem i bøgerne i hvert fald. Det er ikke fordi jeg læser langsomt heller. Min læsehastighed ligger vel lidt over middel. Den eneste grund til at jeg får læst mange bøger er fordi jeg bruger mange timer på det. En ting er, at jeg selv sidder her og fortæller at jeg ikke læser særlig hurtigt, noget andet er, når en anden kommenterer det. Det er sket en gang, og det var slemt.

Min psykolog prøvede at finde mig et sommerferiejob, hvilket ville have været fedt, men det er også rart bare at kunne smide sig i skyggen med en bog i strakt arm oppe over hovedet, eller rettere det var det indtil jeg begyndte på Helen Mirrens selvbiografi. Misforstå mig ikke, det er en fantastisk bog, men vi har i dag teknologien til at få "Harry Potter and the Deathly Hallows" til at veje det samme som en stang vanilje, så hvorfor, hvorfor, HVORFOR skal en bog på 270 sider veje det samme som en vandmelon, så jeg i stedet må SIDDE i skyggen, så længe som min hofte nu engang kan holde det ud, hvorefter jeg må skifte til en anden bog. Nå ja, det dør jeg vel ikke af, jeg har jo alligevel altid gang i 2, 3 eller 4 bøger af gangen. Problemet er bare, at jeg lige nu ikke har nogle nye bøger jeg kan læse, hvilket egentlig ikke er noget problem, da jeg elsker at genlæse bøger, bortset fra at jeg er i humør til noget nyt lige nu. Jeg overvejer at købe et af de stativer man kan sætte på maven for at holde bogen, men så får jeg det alligevel ikke gjort.

Imens jeg brugte alle mine kræfter på at læse latin, brugte jeg kun meget få kræfter på at læse bøger efter eget valg, for god skønlitteratur er krævende, for hvis en bog er skrevet ordentligt og pirrer din nysgerrighed, så starter den en eksplosion af fantasi inde i din hjerne. Her kan jeg godt blive lidt misundelig på andre ikke autistiske mennesker (og måske nogle autister?) for jeg har en meget dårlig forestillingsevne. Når en forfatter skriver ordet drage, så ser jeg ikke fluks en drage for mit indre blik. Hvad jeg har er en diffus fornemmelse af en drage, men mit indre blik er tåget. Jeg skal klemme øjnene godt i og koncentrere mig for at mane en drage frem. Og alligevel elsker jeg at læse, for en bog tilbyder en lind strøm af fornemmelser om mennesker, dyr, landskaber, huse, lyde, lugte, lys, luft, jord, vand, æter, tid rum og et lille hint af noget ingen helt ved hvad er, så lad os kalde det x-factor.

Film gør lidt de samme ting, men udvalget virker mindre, måske endda lidt dovent? Jeg ved ikke rigtigt. Som en der ikke ser ret mange film, så føles det lidt som, at jeg er forpligtet til at sige noget dårligt om film, men egentlig synes jeg at mange film er glimrende Der er ikke nær så mange virkelig fantastiske film som der er fantastiske bøger, men det er kun fordi filmmediet har eksisteret i meget kortere tid end bøgerne. Filmverdenen har haft og har stadig mange problemer med ensretning, historisk ukorrekthed, dårlig fokus på stærke kvindelige helte og racisme, men præcis de samme problemer har store dele af bogindustrien. At problemerne findes begge steder er dog ikke en undskyldning for at det skal forblive sådan. For pokker, vi skriver i dag 2014, disse er problemer som vi burde have taklet for længst begge steder. To fordele med bøger er 1) det tager kun én person at skrive en bog hvor en film tager et helt studie, og 2) En bog kan skrives i et hvilket som helst land og blive oversat til en række sprog, hvor udenlandske (ikke-amerikanske) film har langt større problemer. Film har den fordel, at de ikke er lavet af en enkelt person, der er manuskript forfatteren, instruktøren, skuespillerne og teknikerne og de har alle sammen deres egen fortolkning der spiller ind på det endelige resultat. Personligt kan jeg godt lide fornemmelsen af en bog mellem hænderne, mere end skærmens flimren, men det er mig, et enkelt individ ud af klodens 6 milliarder indbyggere.

onsdag den 9. juli 2014

Min gang er helt forkert

Jeg har haft to uger i smertehelvede, men nu begynder det at gå bedre. Nede hos min nye fysioterapeut arbejder vi en del med styrkeøvelser for, at smerterne forhåbentlig, 7-9-13, ikke kommer igen, men vi ser også på den måde jeg går på, hvilket viser sig at være helt forkert. Jeg går pænt men jeg går forkert. Jeg går sådan som man nu engang går når man går i stramme jeans, med knæene indad. Når jeg går inde i byen kan jeg se dusinvis af piger (i stramme jeans) der går på præcis samme måde.

Nå. men jeg er i hvert fald blevet givet en masse øvelser for at vende mine knæ lidt mere udad. For at være ærlig så føles det noget kejtet. Jeg føler mig hjulbenet og ucharmerende, men når jeg så i spejlet, min fysioterapeut har et kæmpe stort spejl, så så det ret godt ud. Mine lår, i stedet for at virke store og blævrende, så faste og muskuløse ud, hvilket i stor stil motiverer mig til rent faktisk at få lavet mine øvelser. Det motiverer mig langt mere end tanken om et liv uden smerter, hvilket nu også er godt. Jeg tror vist jeg skal arbejde lidt på mine prioriteringer her i livet

En af de øvelser min fysioterapeut prøvede at give mig var squats, men mine ben er muskuløse de forkerte steder til, at jeg overhovedet kunne holde balancen. Jeg så ind i spejlet, og det jeg så var meget ynkeligt. Næste øvelse kræver en trappe, hvilket er fint, da jeg bor på 1 sal. Desværre er det en udvendig trappe, og tanken om, at folk kom forbi og så mig stavre op og ned af trappen i sneglefart, er lidt overvældende, så kl 5 stod jeg klar derude og lavede mine øvelser, og heldigvis for mig var der ikke en sjæl der kom forbi.

Vil disse ting så rent faktisk hjælpe på mine smerter? Jeg ved det ikke, men jeg håber, for efter et år med næsten konstant at have ondt, så føler jeg mig godt slidt. Jeg trænger så meget til bare at smide mig i en sofa med en bog, til at sove uden sovepiller, til at gå på café uden at måtte bryde op i utide, til at tage høje hæle på til særlige lejligheder, og mest af alt trænger jeg bare til ikke at have ondt.

søndag den 6. juli 2014

Nyt vaskesystem

Ovre i vaskehuset er der blevet installeret nye vaskemaskiner og et nyt vaskesystem, hvilket har gjort mig lidt nervøs, jeg havde det fint med det gamle. I en uge nu, har jeg gået og tænkt, at jeg i det mindste burde gå derover og kigge, men det hele virkede på en eller anden måde bare lidt for skræmmende. I går tog jeg dog mod til mig og gik derover, hvilket bare gjorde mig endnu mere nervøs, for det var godt nok nogle mærkelige maskiner, som slet ikke lignede noget jeg før har set. Jeg gik derfra med en stram knude i brystet. Jeg ved ikke hvordan ikke-autistiske mennesker har det med nye vaskemaskiner. Jeg håber at de også bliver lidt irritable, for så føler jeg mig lidt mindre dum, for det er jo ikke bare vaskemaskiner, det er rutiner.

Tøjvask er dog ikke noget man sådan kan komme udenom, for man har brug for undertøj, og lige nu har jeg rigtig meget brug for undertøj. Jeg har gået med de samme trusser i flere dage i træk, for at beholdningen kunne vare længere, men nu var det tid, jeg kan ikke trække den længere.

Jeg tog min nye vaskedims og pakkede en ikeapose og gik derover. Jeg læste selvfølgelig ikke manualen før jeg gik i gang, så jeg kom til at hælde flydende vaskepulver ned i rummet til pulver vaskepulver, men jeg kan vel gå ud fra at det nogenlunde ryger det samme sted hen, eller hvad?

Booking systemet var det næste store spørgsmål. Jeg er, min alder taget i betragtning, virkelig dårlig til teknologi, så jeg stod nok og moslede med det i 5 minutters tid før jeg fik lortet til at virke. Jeg sender dog en medlidende tanke til alle de ældre borgere der bor her, for de har nok endnu sværere ved det.

Alting lykkedes dog i sidste ende, og tøjet hænger til tørre ude på altanen, og alting er godt, omend kl nu er 5 om morgenen og jeg nu har brugt hele dagens kvote af mentalt overskud, men det går nok, for jeg er aspergers, og jeg er vant til det.

torsdag den 3. juli 2014

Elevatorblikket

I går morges var jeg ude og gå en lang tur, så da jeg var ved at være hjemme begyndte det at blive varmt, så jeg gik med frakken knappet op.På et tidspunkt kom en ca 75 år gammel mand imod mig, gav mig et hurtigt elevatorblik og brummede tilfreds. Det gjorde mig lidt glad, for jeg bruger en del kræfter på at holde min krop nydelig og sund, og det ville da være trist, hvis jeg slet aldrig nogensinde fik anerkendelse for det.

Det der med mænds blikke er der mange feminister der er lodret imod, og jeg forstår dem virkelig godt, for alle kvinder har vel på et eller andet tidspunkt oplevet at blive begloet af en mand, hvor man begynder at blive bange eller usikker og hastigt trækker skuldrende op til ørerne og ser ned i jorden, men dette var bare et kort venligt blik. Men hvor går grænsen mellem et venligt blik og et skummelt blik? Så er det nemmere at være lodret imod i det hele taget, for der er jo også nogen der er nød til at tale for de usikre piger, for hvem selv et venligt blik kan føles som dolke.

Jeg kendte engang en håndværkertype som godt kunne lide at pifte efter de usikre piger, og en af de usikre piger var altså mig. Jeg blev altid super flov når han gjorde det, men hans hensigter var egentlig reelle nok, hans filosofi var, at alle piger er flotte, selv de grimme, de tykke og de usikre, og han ville gerne indgyde dem selvtillid ved at vise sin beundring. Hans opførelse ville sikkert få nogle feminister op i det røde felt, men egentlig synes jeg, at det var en enormt venlig tanke.

Verden er et enormt kompliceret sted, hvor mennesker skal forsøge at kommunikere med hinanden. Lige meget hvor mange regler og forholdsregler der bliver stillet op, så er der ingen garantier for at hensigt og virkning stemmer overens. For eksempel kan det jo være at den gamle mand jeg mødte slet ikke brummede anerkendende, det kan også være at han syntes jeg havde noget mærkeligt tøj på, eller at han gik og tænkte på noget helt andet. Den lille historie jeg fortalte, var min fortolkning af et forløb der foregik på under 5 sekunder.

Jeg ønsker ikke på nogen måde at negligere at der findes skumle mænd med urene hensigter, og dem skal man selvfølgelig som kvinde være på vagt over for. Jeg ønsker heller ikke at negligere feministisk vrede, for de har altid haft god grund til at være vrede, og de har det stadig, når flere og flere piger bliver begramset i nattelivet. Men lad os skille de gode historier fra de dårlige og lad mændene have lov til at være venlige.

tirsdag den 1. juli 2014

Twitter

Jeg er ret optaget af journalist, forfatter og komiker Caitlin Moran. I løbet af de sidste par dage har jeg siddet og set flere interviews med hende på Youtube, og det stod klart, hvad jeg godt vidste i forvejen, at hun er en meget ivrig bruger af Twitter. 'Det er interessant' tænkte jeg, og gik ind og genoplivede min aldrig nogensinde brugte konto derinde.

Det er jo ikke sådan, at bare fordi man følger nogen på Twitter, at man så *puff* er har kontakt med hinanden, desværre. Heller ikke selvom man i en længere periode har haft et meget interessant, men helt imaginært, venindeforhold inde i mit hoved. Nå men anyhow, så er det alligevel ret interessant af følge hende, for da der vist ikke er alt for mange danskere der er fan af hende, så kan jeg nemt tyvstjæle hendes formuleringer og bruge dem efter eget for godt befindende.

At være på Twitter for kun at følge én berømthed føltes måske lige lidt for stalker-agtigt, så jeg skyndte mig at tilføje nogle andre, som jeg egentlig ikke er helt så interesseret i, bare for at det skulle se lidt bedre ud.

Ligeledes er der heller ikke nogen der følger mig, hvilket ligesom tager det sociale ud af det sociale netværk, og 99% af tiden er det ret kedeligt derinde, så hvis der er nogen af jer derude der forbarmer sig over mig, eller som generelt synes er lige så forfærdeligt et brud på rutinerne som jeg gør, så kan i skrive til mig på @LindaLarsen9 hvilket er et helt forfærdeligt navt, men pyt