I går skulle jeg lige et smut i Føtex efter bind og tamponer (nogle af os bløder så meget, at vi er nødt til at gå med livrem og seler). Jeg havde købt mig en sukkerfri chokolade müslibar som jeg gumlede på mens jeg gik i mine egne tanker. Udenfor butikken stødte jeg så på min præst, som jeg ikke har set i jeg ved snart ikke hvor mange måneder, 6 tror jeg. Er det virkelig så længe siden? Det må det være. Derfor blev jeg også en lille smule flov over at se ham, og også fordi jeg var pinagtigt bevidst om hvad jeg lige havde været inde og købe. Det lå i min taske og kunne ikke ses, men engang imellem kommer teenageren op i mig. Det er et eller andet sted lidt sødt, men også lidt irriterende.
Præsten gav mig et stort smil, og vi stod lidt og snakkede. Jeg fortalte, at jeg var begyndt på universitetet igen, hvilket han blev meget begejstret for. Jeg sagde også, at det tog meget af min tid og energi, for ligesom at komme med en vag undskyldning for ikke at komme så meget i kirken. Så slog han mig på skulderen og sendte mig hjem, for jeg var kommet af sted uden jakke, og han mente, at jeg måtte fryse, hvilket jeg også gjorde lidt.
Nogle gange når man kommer i kirken, kan præsten godt virke lidt langt væk deroppe ved alteret, også når man står i en lang kø for at trykke ham i hånden efter messen (gudstjenesten), så det var rart at måde ham ganske afslappet ude i byen. Det gav en følelse af, at han kunne huske lige nettop mig, at lige nettop jeg også har en betydning, at han også er MIN præst. Det gjorde mig rørt og glad.
Katolsk betyder almindelig eller det som angår helheden, og det er da meget smukt, men jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, og de fleste af mine katolske venner bor på Fyn eller Sjælland, så nogle gange kan jeg godt føle at jeg står lidt ude i periferien. De gange jeg kommer til messe, kan jeg godt føle mig lidt ensom midt imellem alle familierne der kender hinanden på kryds og tværs. Der er sikkert også andre ensomme i kirken, jeg har bare aldrig givet mig selv en chance for at finde ud af det, jeg trækker mig bare.
Om dette møde kommer til at betyde noget i det lange løb, det ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald været inde og tjekke messetiderne i denne uge og skrevet dem ind i min kalender (godt nok i parentes). Så må vi se.
Viser opslag med etiketten præst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten præst. Vis alle opslag
torsdag den 3. januar 2013
torsdag den 19. juli 2012
Om sognepræster
Dagens indlæg kommer til at handle og vittighedstegninger og bøger, men vel at mærke om dem der handler om sognepræster.
Jeg sidder og læser 'En landsbypræsts dagbog' af Georges Bernanos, der handler om en undseelig lille præst som gør en masse gode ting, og som tænker en masse gode, kloge og fromme tanker, men alligevel, eller måske lige netop derfor, kan folk ikke lide ham, og de gør hvad de kan for at spolere hans virke. Det får mig til at tænke på hvordan vi behandler vores præster i dag.
Efter 2. vatikaner koncil blev præsterne hevet ned fra deres høje hest, og jeg tænker, at det for nogles vedkommende måske var meget godt, men måske gik man lidt for grundigt til værks. Præster er ikke bedre mennesker end alle mulige andre, de kan ikke springe foran i køen ved Himlens perleporte og de er mennesker der begår menneskelige fejl, men hvis man ikke kan respektere manden, burde man i det mindste respektere embedet, men det er jeg ikke sikker på at vi gør, ikke så meget som det fortjener i hvert fald.
En præst er ikke bare en der står ved altret og mumler løst, en der deler lidt brød ud eller en der apatisk lytter til ens halvhjertede skriftemål. En præst er en der har brugt det meste af sit liv på at studere Biblens ord, en der forvalter de hellige sakramenter og en der har viet hele sit liv til at hjælpe lige netop dig og mig, og måske er han ikke lige så fantastisk som dem man ser på film eller læser om i bøger, men der er jeg, det kan jeg roligt indrømme, heller ikke.
Jeg husker en gang for efterhånden noget tid siden, at jeg var med en veninde til messe i Odense. Alle præsterne stort set er blevet skiftet ud siden jeg boede der, så det er som om jeg slet ikke kender det igen. Præsten var ung og lidt vaklende, men hans ord ramte mig alligevel. I dag kan jeg ikke huske hvad han talte om, men jeg kan huske, at jeg gik ud af kirken og tænkte, at jeg ville maile ham og takke ham for en god prædiken, men jeg havde travlt, så jeg fik ikke lige gjort det den dag, og den næste skulle jeg også noget, og sådan gik der nogle dage, og til sidst gav det ikke længere mening at maile. Det ærgrer mig, at jeg ikke fik det gjort, for præster kan vel også lide at blive set, bare en gang imellem.
Så nu spørger jeg jer 'Har du talt med din præst i år?'.
mandag den 16. juli 2012
Endelig i kirke
En gang var denne blog et projekt for, at følge min vej tilbage til kirken, men skønt der periodevis har været lidt fremgang, så har det stået meget i stampe. At gå i kirke regelmæssigt er ikke bare et spørgsmål om lyst, ikke lyst, det drejer sig i stor udstrækning om gode vaner. En gang var jeg en af dem der gik i kirke hver søndag og til skrifte i hvert fald en gang om måneden. Jeg var super hellig, og jeg kunne ikke forstå hvordan folk, og især katolske folk, kunne overleve uden, men så kom mine forældres skilsmisse, og senere mit store sammenbrud, og derefter fulgte flere år hvor jeg var for syg til at komme nogen steder. Nu går det efterhånden bedre, og jeg længes tilbage til Kirken (Kirken med stort fordi det er hele den katolske kirke, og ikke bare den lokale kirkebygning).
Selvom turen til Paris for mig mest var et socialt projekt, så var det også en pilgrimstur. På grund af min døgnrytme, og fordi jeg så let blev alt for udmattet, så oplevede jeg slet ikke alle de åndelige programpunkter, for de lå som oftest sent om aftenen, hvor jeg for længst lå krøllet sammen under tæppet og sov.
Den ene dag oplevede jeg dog at komme til både messe og skrifte (desværre i den forkerte rækkefølge, så jeg ikke kunne modtage kommunion/nadver) hos en meget irsk præst. han var meget fornøjelig, men man forventede hele tiden at han ville trække en lommelærke frem fra inderlommen, eller at man ville kunne se skrammer på hans knoer fra det sidste nye slagsmål. Som en kontrast til de noget mere afdæmpede danske præster, så var det en god ferieoplevelse, men det var godt at komme hjem til det afdæmpede igen, for jeg kom i kirke denne søndag.
Jeg kom i kirke, og jeg sad der pæn og nydelig med hænderne foldet i skødet, og folk måtte have troet at jeg var meget from, men det var desværre ikke hvad der foregik inde i mig. Min puls steg, og blodet brusede i ørerne på mig, og en gang imellem snappede jeg efter vejret. Det ville være for meget at sige, at jeg havde et regulært angstanfald, men mit stresniveau var i hvert fald højt. Er det så overhovedet det værd? JA! Andet er der egentlig ikke at sige til det, men jeg kan da godt prøve at uddybe.
Fordi de andre fik alle disse åndelige aktiviteter, mens jeg stort set kun var turist, bad jeg lederne om, om de ikke kunne hjælpe mig med at finde en messe jeg kunne gå til. De fandt så en vi alle sammen kunne gå til i en kirke som vi alligevel skulle ind og se. Det var en meget from kirke, og mens vi sad og ventede på at messen skulle gå i gang, sad jeg og iagttog folks ansigter, og der var en fred over dem, som jeg husker fra mig selv en gang for længe siden. Jeg husker hvordan bare det at gå ind i en kirke fik alle verdens problemer til at virke meget mindre, hvordan jeg kunne have energi hele dagen, hvis jeg havde været til morgenmesse, eller hvordan jeg kunne være glad i dagevis midt i selv de mest depressive perioder, hvis bare jeg havde været til skrifte, vel og mærke hvis jeg havde gjort det ordenligt, ellers fik jeg det bare værre. Det er den følelse jeg så gerne vil tilbage til, jeg vil tilbage til den katolske familie, jeg vil være lykkelig, i det mindste noget af tiden, og det har denne tur givet mig håb om at blive en dag, men der er stadig lang vej endnu.
Selvom turen til Paris for mig mest var et socialt projekt, så var det også en pilgrimstur. På grund af min døgnrytme, og fordi jeg så let blev alt for udmattet, så oplevede jeg slet ikke alle de åndelige programpunkter, for de lå som oftest sent om aftenen, hvor jeg for længst lå krøllet sammen under tæppet og sov.
Den ene dag oplevede jeg dog at komme til både messe og skrifte (desværre i den forkerte rækkefølge, så jeg ikke kunne modtage kommunion/nadver) hos en meget irsk præst. han var meget fornøjelig, men man forventede hele tiden at han ville trække en lommelærke frem fra inderlommen, eller at man ville kunne se skrammer på hans knoer fra det sidste nye slagsmål. Som en kontrast til de noget mere afdæmpede danske præster, så var det en god ferieoplevelse, men det var godt at komme hjem til det afdæmpede igen, for jeg kom i kirke denne søndag.
Jeg kom i kirke, og jeg sad der pæn og nydelig med hænderne foldet i skødet, og folk måtte have troet at jeg var meget from, men det var desværre ikke hvad der foregik inde i mig. Min puls steg, og blodet brusede i ørerne på mig, og en gang imellem snappede jeg efter vejret. Det ville være for meget at sige, at jeg havde et regulært angstanfald, men mit stresniveau var i hvert fald højt. Er det så overhovedet det værd? JA! Andet er der egentlig ikke at sige til det, men jeg kan da godt prøve at uddybe.
Fordi de andre fik alle disse åndelige aktiviteter, mens jeg stort set kun var turist, bad jeg lederne om, om de ikke kunne hjælpe mig med at finde en messe jeg kunne gå til. De fandt så en vi alle sammen kunne gå til i en kirke som vi alligevel skulle ind og se. Det var en meget from kirke, og mens vi sad og ventede på at messen skulle gå i gang, sad jeg og iagttog folks ansigter, og der var en fred over dem, som jeg husker fra mig selv en gang for længe siden. Jeg husker hvordan bare det at gå ind i en kirke fik alle verdens problemer til at virke meget mindre, hvordan jeg kunne have energi hele dagen, hvis jeg havde været til morgenmesse, eller hvordan jeg kunne være glad i dagevis midt i selv de mest depressive perioder, hvis bare jeg havde været til skrifte, vel og mærke hvis jeg havde gjort det ordenligt, ellers fik jeg det bare værre. Det er den følelse jeg så gerne vil tilbage til, jeg vil tilbage til den katolske familie, jeg vil være lykkelig, i det mindste noget af tiden, og det har denne tur givet mig håb om at blive en dag, men der er stadig lang vej endnu.
lørdag den 24. marts 2012
Om et præstevisit
Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, så... Hov, forkert religion.
Jeg har flere gange talt om mine vanskeligheder med at komme i kirke. Under messen (gudstjenesten) kan der opstå en meget intim følelse fordi man oplever noget så stort som forvandlingen af brød og vin til Kristi legeme og blod. Der er nogle meget store følelser på spil, og når man til dagligt går rundt og er lidt usikker på sig selv, så kan det være yderst grænseoverskridende at opleve det som udenforstående sammen med en gruppe mennesker der alle mere eller mindre kender hinanden, eller som i hvert fald kender hinanden lidt.
Når man så er for genert til at måde op i kirken, en generthed der bliver så voldsom, at det udløser et angstanfald, så lærer man ikke nogen at kende, og sådan bliver det bare ved og ved.
Man går glip at så meget når man ikke kommer i kirken, men værst af alt er, at man ikke oplever den hellige eukaristi (=kommunion=nadver), men så er det jo godt, at man kan skrive til sin præst og få ham til at bringe den hjem til én. Så kommer han med den allerede konsekrerede (forvandlede) hostie (oblat) i noget der minder om en forstørret pilleæske, og det er vel egentlig meget passende, for det kan jo godt ses som en slags åndelig medicin for legeme og sjæl.
Så bad vi en lille bøn sammen hvorefter jeg modtog kommunionen på tungen (i hånden eller på tungen er en af de helt store diskussionsemner i den katolske kirke, og det kan virkelig få folk op i det røde felt).
Det var rart at præsten kunne komme, men det er altså ikke helt det samme.
Jeg har flere gange talt om mine vanskeligheder med at komme i kirke. Under messen (gudstjenesten) kan der opstå en meget intim følelse fordi man oplever noget så stort som forvandlingen af brød og vin til Kristi legeme og blod. Der er nogle meget store følelser på spil, og når man til dagligt går rundt og er lidt usikker på sig selv, så kan det være yderst grænseoverskridende at opleve det som udenforstående sammen med en gruppe mennesker der alle mere eller mindre kender hinanden, eller som i hvert fald kender hinanden lidt.
Når man så er for genert til at måde op i kirken, en generthed der bliver så voldsom, at det udløser et angstanfald, så lærer man ikke nogen at kende, og sådan bliver det bare ved og ved.
Man går glip at så meget når man ikke kommer i kirken, men værst af alt er, at man ikke oplever den hellige eukaristi (=kommunion=nadver), men så er det jo godt, at man kan skrive til sin præst og få ham til at bringe den hjem til én. Så kommer han med den allerede konsekrerede (forvandlede) hostie (oblat) i noget der minder om en forstørret pilleæske, og det er vel egentlig meget passende, for det kan jo godt ses som en slags åndelig medicin for legeme og sjæl.
Så bad vi en lille bøn sammen hvorefter jeg modtog kommunionen på tungen (i hånden eller på tungen er en af de helt store diskussionsemner i den katolske kirke, og det kan virkelig få folk op i det røde felt).
Det var rart at præsten kunne komme, men det er altså ikke helt det samme.
onsdag den 8. februar 2012
Min præst er en superhelt
Jeg var til tilbedelse i går i min kirke.
Av for katten, det er et provokerende ord. Straks kommer man til at tænke på mennesker der hulker af glæde mens de vifter med armene og med skinger stemme råber "I love you Jesus/Elvis/Jusin Bieber". Straks kommer man til at tænke på TV prædikanter der i Jesu navn påkalder Jesus over dig og helbreder dig for den nette sum af 500 doller. Men i virkeligheden er tilbedelse noget ganske smukt og simpelt.
Tilbedelse er en erkendelse af Guds storhed, at han blev menneske og blev korsfæstet og døde for vores synders skyld. Ægte tilbedelse kan kun være tilbedelsen af Gud (og nej, dette inkluderer ikke Michael Jackson). Tilbedelsen kan tage mange former, men den slags jeg var til i går var den stille fordybende slags, hvor man i 30 minutter sidder foran Jesus og fordyber sig.
Præsten kom ind i et messehagel i noget tykt gyldent stof, der fik ham til at ligne en superhelt. Vi katolikker mener at brødet og vinen ER Jesu Kristi legeme og blod og i et lille pengeskab bag ved eller ved siden af alteret ligger opbevares hans hellige legeme. Ud af skabet tog præsten et lille stykke af Jesus og placerede det i en monstrans (en gylden tingest til at udstille Jesu legeme i). Menigheden knæle og så stod den ellers på tilbedelse, stille bøn, meditation eller hvad man nu godt kan lide at kalde det.
Jeg var der på grund af min veninde Måne der skal indlægges på anoreksiklinikken i dag. Det bliver godt at hun endelig får noget hjælp, men det bliver også hårdt, for hun er meget syg. Der er ikke meget jeg som person kan gøre for hende, for hun er langt væk (geografisk, ikke mentalt), så jeg kan ikke bare lige komme forbi og holde om hende og sige at alt bliver okay igen en skønne dag. Hvad jeg dog kan gøre er at opofre mine bønner for hende.
Så derfor sad jeg altså der i kirken en tirsdag aften og foldede hænderne i en bøn der ikke ville komme til mig. Der er ingen der siger at det skal være let at bede, men det ville nu være rart hvis det var.
Det fortælles om sankt Benedikt (grundlæggeren af det vestlige munketraditionen i Europa) at han en gang kom ridende på sin hest da han kom forbi en bonde til fods.
- Det var da en grumme fin hest du har dig der, hvad er du siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Jeg er munk.
- Hvad laver en munk siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Vi beder.
- Jeg kan da også bede, men ser du måske mig sidde på sådan en fin hest?
- Ved du hvad, hvis du kan bede fader vor til ende uden af blive afbrudt, så kan du få hesten.
- Ikke ringe.
Bonden lukkede øjnene og foldede hænderne.
- Fader vor, du som er i himlen, hellige vorde dit navn...
Bonden åbnede øjnene og så på sankt Benedikt.
- Får jeg også sadlen med?
Det er svært at bede, men det gør ikke noget. Tricket er at bevare fatningen selv når man kommer til at tænke på andre ting. Selv fik jeg øje på en vimpel der bevægede sig i vinden, og jeg blev fuldstændigt hypnotiseret af den, og det var egentlig hvad jeg fik de 30 min til at gå med.
Tilbedelsen sluttede af med en sang på latin, og selvom mange tror det, så er latin sjældent brugt i vore moderne tider, hvilket lidt er en skam, for det er sådan et smukt sprog. Præstens stemme fyldte hele kirken, og det slog næsten benene væk under mig, for jeg har haft mange rigtigt gode præster i tidens løb, men en præst der kan synge, det hører til sjældenhederne
Den efterfølgende messe blev indledt med en sang og her er et vers til dig, Måne:
Under messen kom konsekrationen hvor Gud gennem præsten forvandler brødet og vinen til Kristi legeme og blod, se det er langt mere imponerende end hvilken som helst superhelt.
Jeg var fristet til at modtage kommunionen (nadveren) selvom jeg har syndet siden mit sidste skriftemål (ikke noget super alvorligt, bare en helt masse småting), jeg ville så gerne 100% blive en del af denne min nye menighed, men det ville have været en større synd end alt småtteriet til sammen, så det var godt at jeg kom til fornuft.
Av for katten, det er et provokerende ord. Straks kommer man til at tænke på mennesker der hulker af glæde mens de vifter med armene og med skinger stemme råber "I love you Jesus/Elvis/Jusin Bieber". Straks kommer man til at tænke på TV prædikanter der i Jesu navn påkalder Jesus over dig og helbreder dig for den nette sum af 500 doller. Men i virkeligheden er tilbedelse noget ganske smukt og simpelt.
Tilbedelse er en erkendelse af Guds storhed, at han blev menneske og blev korsfæstet og døde for vores synders skyld. Ægte tilbedelse kan kun være tilbedelsen af Gud (og nej, dette inkluderer ikke Michael Jackson). Tilbedelsen kan tage mange former, men den slags jeg var til i går var den stille fordybende slags, hvor man i 30 minutter sidder foran Jesus og fordyber sig.
Præsten kom ind i et messehagel i noget tykt gyldent stof, der fik ham til at ligne en superhelt. Vi katolikker mener at brødet og vinen ER Jesu Kristi legeme og blod og i et lille pengeskab bag ved eller ved siden af alteret ligger opbevares hans hellige legeme. Ud af skabet tog præsten et lille stykke af Jesus og placerede det i en monstrans (en gylden tingest til at udstille Jesu legeme i). Menigheden knæle og så stod den ellers på tilbedelse, stille bøn, meditation eller hvad man nu godt kan lide at kalde det.
Jeg var der på grund af min veninde Måne der skal indlægges på anoreksiklinikken i dag. Det bliver godt at hun endelig får noget hjælp, men det bliver også hårdt, for hun er meget syg. Der er ikke meget jeg som person kan gøre for hende, for hun er langt væk (geografisk, ikke mentalt), så jeg kan ikke bare lige komme forbi og holde om hende og sige at alt bliver okay igen en skønne dag. Hvad jeg dog kan gøre er at opofre mine bønner for hende.
Så derfor sad jeg altså der i kirken en tirsdag aften og foldede hænderne i en bøn der ikke ville komme til mig. Der er ingen der siger at det skal være let at bede, men det ville nu være rart hvis det var.
Det fortælles om sankt Benedikt (grundlæggeren af det vestlige munketraditionen i Europa) at han en gang kom ridende på sin hest da han kom forbi en bonde til fods.
- Det var da en grumme fin hest du har dig der, hvad er du siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Jeg er munk.
- Hvad laver en munk siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Vi beder.
- Jeg kan da også bede, men ser du måske mig sidde på sådan en fin hest?
- Ved du hvad, hvis du kan bede fader vor til ende uden af blive afbrudt, så kan du få hesten.
- Ikke ringe.
Bonden lukkede øjnene og foldede hænderne.
- Fader vor, du som er i himlen, hellige vorde dit navn...
Bonden åbnede øjnene og så på sankt Benedikt.
- Får jeg også sadlen med?
Det er svært at bede, men det gør ikke noget. Tricket er at bevare fatningen selv når man kommer til at tænke på andre ting. Selv fik jeg øje på en vimpel der bevægede sig i vinden, og jeg blev fuldstændigt hypnotiseret af den, og det var egentlig hvad jeg fik de 30 min til at gå med.
Tilbedelsen sluttede af med en sang på latin, og selvom mange tror det, så er latin sjældent brugt i vore moderne tider, hvilket lidt er en skam, for det er sådan et smukt sprog. Præstens stemme fyldte hele kirken, og det slog næsten benene væk under mig, for jeg har haft mange rigtigt gode præster i tidens løb, men en præst der kan synge, det hører til sjældenhederne
Den efterfølgende messe blev indledt med en sang og her er et vers til dig, Måne:
Vær du mig nær! Nu aften sænker sig,
snart mørket råder, vær du nær hos mig!
Når andres hjælp og trøst er intet værd,
du, hjælpeløses hjælp, vær du mig nær!
(nr 564 i den gamle røde)
Under messen kom konsekrationen hvor Gud gennem præsten forvandler brødet og vinen til Kristi legeme og blod, se det er langt mere imponerende end hvilken som helst superhelt.
Jeg var fristet til at modtage kommunionen (nadveren) selvom jeg har syndet siden mit sidste skriftemål (ikke noget super alvorligt, bare en helt masse småting), jeg ville så gerne 100% blive en del af denne min nye menighed, men det ville have været en større synd end alt småtteriet til sammen, så det var godt at jeg kom til fornuft.
Abonner på:
Opslag (Atom)