søndag den 29. januar 2017

En vigtig lektie angående eksamener

Det vigtigste først. Hvordan gik det med med eksamenen? Det gik rigtig godt, jeg fik 12. Det er det første 12-tal jeg har fået til en ikke sprogeksamen, og jeg er selvfølgelig ganske stolt, men mest er jeg bare træt og kan ikke helt overskue at jeg allerede starter næste semester på tirsdag.

Jeg har aldrig rigtig været en af de personer der frygtede eksamener, men jeg har heller ikke rigtigt været en af dem der var god til at gå til dem. Ofte har det været sådan, at jeg egentlig vidste en helt masse, men at kommunikationen med læreren var så vanskeligt, at jeg kun kom derfra med et middelmådigt resultat. Denne gang tror jeg dog, at jeg er ved at gennemskue hvad sådan en eksamen egentlig går ud på. Tidligere har jeg altid brugt mine læseferier på at læse en helt masse, bare proppe hovedet med al den information det overhovedet var muligt at proppe derind. Ofte resulterede det i, at jeg egentlig slet ikke havde styr på den viden jeg havde derinde. Når jeg så sad ved eksamensbordet var det vanskeligt at fremkalde de rigtige informationer i den rigtige rækkefølge, og det kunne også være rigtig svært at tage de informationer og formulere dem til en forståeligt sammensat sætning.

Denne gang gjorde jeg noget helt andet. Egentlig skyldtes det at jeg var alt for udmattet til at læse så meget som jeg plejer, men det viste sig at være godt det samme. Jeg tog simpelthen alle mine noter, som jeg har taget i løbet af året og gik dem igennem. Jeg gik i gang med at renskrive og omorganisere dem fra en ende af, fjernede alle irrelevante informationer og havde kun mine bøger fremme, når der var noget jeg ikke lige forstod. Og så var det egentlig det. Jeg brugte en del tid på nogle oversættelser jeg ikke havde nået i løbet af året, men ellers var det den letteste og mest kedelige læseferie jeg nogensinde har haft.

Når jeg ser tilbage på det jeg har lært virker det egentlige helt enormt åbenlyst. Læreren underviste i det vi havde læst, og læreren lavede eksamensspørgsmål til det vi havde læst og som hun havde undervist i. Jeg er en lille smule skuffet over at jeg ikke har indset det noget før. Det kan selvfølgelig nogle gange være lidt mere kompliceret, men jeg ser frem til at klare mine fremtidige eksamener lettere og bedre, og prøver at glemme alle de kræfter jeg tidligere har spildt.

søndag den 15. januar 2017

Stres med og uden selvhad


På grund af eksamenslæsningen er der ikke noget egentligt indlæg i dag, til gengæld får I her et par billeder af hvordan jeg fiser den af i stedet for at lave noget fornuftigt, hvilket desuden er en af grundende til at jeg kommer endnu mere bag ud med læsningen, hvilket gør mig endnu mere stresset ect ect. Jeg prøver dog at sige til mig selv, at det er en god nok stres, for det er udelukkende pensum og universitetsadministrationen jeg kæmper med, hvorimod jeg for bare nogle år siden samtidig måtte kæmpe med mit eget selvhad og alle de bebrejdelser jeg kastede ned over mig selv fordi jeg ikke var klogere, ikke arbejdede lidt hårdere og ikke lige gjorde det alt sammen mens jeg prøvede at opretholde en rigid sulturkur.


søndag den 8. januar 2017

nye problemer med universitetet

Kender I det, når ens computer er så fuld af alt muligt rod, at den bliver langsom og ubrugelig? Når den står og snurrer i det uendelige over selv den mindste opgave og går i stå, så man mister tålmodigheden og trykker på start-knappen for at slukke for lortet? Det er lidt sådan min hjerne føles for tiden.

Da jeg før jul fik godkendt min ansøgning om nedsat studieaktivitet hos studienævnet troede jeg, at nu kunne jeg tage tage en smule ferie med en følelse af ro i sindet. Nogle gange kan jeg være så naiv, at det gør helt ondt. 1. januar kom med sin sædvanlige lade følelse af træthed og tømmermænd, og jeg gik på nettet for at tjekke mine eksamenstider. Der var sket en fejl med noget forøget tid til forberedelse der ikke var blevet regnet med, men pyt, en hurtig email, og så var den sag ude af verden, og jeg lænede mig tilbage i sædet med et glas cola og tænkte allerede på andre ting. Det første lille problem ledte dog videre til et andet lille problem der igen ledte videre til et langt større problem, og vi var endnu ikke kommet længere ind i det nye år end til 3. januar.

Hvor stort problemet egentlig er har jeg meget svært ved at overskue. Men selv hvis det i sig selv ikke er det største problem, så er det tyngden af bølge efter bølge af problemer der begynder at køre mig ned. Jeg har sikkert styrke nok til at klare også dette problem, hvis jeg da kunne være sikker på, at dette er det sidste, men jeg stoler ikke længere på dem, og tanken om at rækken af problemer vil fortsætte i det uendelige giver mig lyst til at smide håndklædet i ringen og bare droppe det hele.

Jeg orker det ikke længere, for ved siden af min fortsatte kamp med universitetsadministrationen sidder jeg også med eksamenslæsningen. Eller rettere, så BURDE jeg sidde med eksamenslæsningen. Jeg prøver, men jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg kan ikke finde hoved og hale i de få ting det lykkes mig at få læst.

søndag den 1. januar 2017

2016 et godt år

Så er det nu at jeg burde komme med en lang tirade om hvilket frygteligt år 2016 var. Måske skulle jeg lave en sjov tegning om hvor smadret jeg så ud i slutningen af dette forfærdelige skæbneår. Det er i hvert fald sådanne ting nettet er fyldt med i disse dage.

Jeg er ikke helt sikker på hvad der kvalificerer 2016 som et særlig dårligt år. Om det er de mange mennesker på flugt, det store antal af dødsfald blandt vores stjerner eller om det er en mere personlig vurdering.

Selv har jeg egentlig haft et ganske udmærket år. Jeg er flyttet sammen med min dejlige Kæreste, jeg har læst en masse bøger og jeg har fået et job hvor jer kan gå og nusse med en masse bøger. Det er sandt, at jeg har haft en del problemer med universitetet, både med politikernes nye fantasifulde krav og med administrationsbeurokratiet, og selvom det selvfølgelig var pisse irriterende, så kunne det på ingen måde indgyde mig den samme rædsel som de ting jeg tidligere har måttet kæmpe med.

Jeg har ikke dårlig samvittighed over at have haft et godt år, og jeg tror ikke at nogen ville forvente det af mig. De fleste jeg kender ved også, at jeg haft rigeligt med dårlige år. År hvor nytår bragte skam og uro. Nytår var mere end alle andre øjeblikke skæringspunkt imellem en forfejlet fortid og en håbløs fremtid. Et helt år der var gået med bare at overleve. Hovedet fuld af umulige håb og løfter om et nyt år der skulle være bedre, og bevidstheden om, at det ville ikke komme til at ske.

Siden jeg var barn har mit nytårsforsæt altid været at holde op med at ryge, skønt jeg aldrig har røget så meget som en eneste cigaret, for så var det så nemt at holde. I de dårlige år havde jeg dog hundrede hemmelige løfter, tabe mig, tabe mig, tabe mig... og i løbet af det næste ville jeg tabe mig og tage på i en evigt svingende kurve, og når året var omme ville det uanset vægten føles som et nederlag, for det svært at føle sig glad og tilfreds når man er sulten hele tiden.

I år gik nytårsaften uden de store begivenheder, og det var hugget, varmt og trygt. Jeg har ingen løfter til mig selv for det næste år, ingen frygt for ikke at være god nok.