Tid til alt andet end læsning

Den tid på året er kommet, hvor jeg burde sidde dybt koncentreret over skolebøgerne, krumbøjet over fortidens kundskaber. I hvert fald har jeg officielt fået læseferie, men jeg har slet ikke haft tid til at finde skolebøgerne frem. Eller måske har jeg bare ikke lige gidet, det er ikke lige til at vide.

I stedet for at læse har jeg tegnet, set tv, set på en lejlighed med Kæresten,sagt ja til lejligheden, men ikke fået den, købt alle mine julegaver, købt en masse bøger til mig selv, fortalt og tegnet dårlige vittigheder, læst bøger der bestemt ikke relaterer sig til eksamenslæsningen, købt små sjove gaver til pakkeleg og været rundt for at lede efter gammelt juletræspynt uden dog rigtigt at finde noget.

Vigtigst har det dog været, at det i søndags var tre år siden, at jeg sidst har skåret i mig selv med vilje (klodsede køkkenulykker tæller ikke med). Det er ikke fordi jeg sådan rigtig fejrer det på behørlig vis, men det var det lidt sjovt at tænke på, og det var da en lejlighed til at kunne fortælle det på facebook og blive glad for folks anerkendelse, uden derved at komme til at virke alt for selvfed.

De fleste dage har dog været ligesom i dag, hvor jeg knap nok kommer uden for en dør. Dage hvor jeg hænger foran computeren og skriver en enkelt mail eller to, som egentlig helst skulle have været skrevet for flere dage siden. 

Jeg har det egentlig fint ned ikke at have så travlt for tiden. Min eksamen ligger først d. 19. januar, så det er rart at kunne tillade sig lidt ferie inden jeg for alvor går i gang. Jeg ved ikke om det er muligt at læse for meget, men det er i hvert fald muligt at anstrenge sig for meget, således at man til sidst intet er bevendt. Jeg ved ikke hvornår jeg går i gang. På den ene side føler jeg ikke, at jeg har travlt, men samtidig er jeg også bange for ikke at starte i god nok tid.

Det der egentlig har generet mig mest ved at tage fri er, at jeg er i en periode af mit liv, hvor at tage er ensbetydende med at have tid til at vaske tøj og gøre rent og den slags, og selvom det er rart igen at kunne tage rene sokker og t-shirts på, så er det også et tegn på, at jeg er ved at være så voksen, at det gør helt ondt at tænke på. 

Om at fylde 30

Jeg vil lige indlede dagen blog med en sjov historie fra min barndom der omhandler den største skuffelse i mit liv. Jeg havde fået fri fra skole og gik rundt inde i Magasin mens jeg ventede på min bus. Jeg stod og så på hylderne med lykønskningskort, da min øjne faldt på, hvad jeg troede var, verdens bedste nyhed "Tillykke med de 20 år, du får nu ikke længere bumser...". Jeg åbnede kortet, og der stod "... nu kaldes det bare udslet". Jeg var 14 år og i brøkdelen af et sekund havde min verden lysnedes, jeg fik håb for fremtiden, men SLAM, så var alt tilbage som før.

Det er så i dag der er dagen hvor jeg fylder 30. Jeg har længe lavet jokes med det, og folk spørger tit hvordan jeg har det med det, men hvis jeg skal være ærlig så har jeg det faktisk fint. Hverken mine teenageår eller mine tyvere var noget at råbe hurra for. Jeg var syg og jeg havde store problemer med at kommunikere med den verden jeg færdedes i. Film og bøger siger at UNGDOMMEN er sagen, at det er her man har sit livs højdepunkt, og for nogle er det nok rigtigt, men for andre så står man måske tilbage med samme følelse som mig, som om man er blevet snydt for noget.

Nej, jeg tænker at 30'erne skal være mit årti. Det er nu jeg begynder at få styr på ting, jeg begynder at vide hvem jeg er, hvor jeg vil hen med mit liv og hvilke mennesker jeg ønsker at være sammen med. Mit 29'ende år var en god indledning. Jeg var flyttet i egen bolig, jeg var efterhånden faldet godt til på universitetet og jeg fik en helt fantastisk kæreste, så nu er der bare tilbage at ønske mig selv god vind.

Okay, jeg ved godt, at dette ikke er nogen 'rigtig' fødselsdagssang, men jeg har altid hadet fødselsdagssange, for jeg vidste aldrig hvad jeg skulle stille op med mig selv imens. Dette er derimod ikke bar den bedste fødselsdagssang men også den bedste Disneysang nogensinde

Planlægning af fødselsdag

I næste uge fylder jeg 30. Folk siger, at alder bare er tal på et stykke papir, men i spejlet ser jeg hvordan huden på mine lår bliver løsere og mindre jævn, og jeg er ligesom lidt mere interesseret i at sidde ned. Jeg høre mig selv indlede historier med "Dengang jeg var barn der var der milde vintre til, vi kunne opleve hele år uden så meget som et eneste snefnug, og børnene stod i silende regn mens mederne på kælkene rustede". Jeg ved ikke helt, om det er sjovt eller sørgeligt.

Når man så har fødselsdag, så skal man fejres. Jeg har ikke noget imod at blive fejret, men skal man fejres, så skal fejringen også arrangeres og organiseres, og logistiske opgaver er ikke min stærke side. Skal man holde én stor fejring med fest og farver, eller skal man dele det op i mindre små fejringer under mere intime omstændigheder? Personligt er jeg mest til den sidste type, blandt andet fordi jeg regner med, at det kræver mindre arbejde fra min side, men mest fordi det der med mange mennesker ikke helt er min stærke side, faktisk bryder jeg meget lidt om det.

Jeg sidder engang imellem og bladrer lidt misfornøjet i min kalender, for at få det hele til at hænge sammen, jeg har jo også universitetet der skal passes. Nå, men så må jeg vel bare tage en dag fri hist og her, også selvom det er sjovere at holde fri når man kan sidde foran fjernsynet i joggintøj hele dagen, og ikke fordi man skal jage af sted mellem 117 forskellige butikker. Heldigvis fylder man kun rundt én gang i årtiet til at starte med, hvorefter, når folk fylde 75, vores fejringsmatematik begynder at afvige fra den matematik vi lærte i folkeskolen, men hva' skidt, vi kan jo godt lide at fejre folk og ting her i landet.

En tur i Den Gamle By

I torsdags var jeg nede i byen med en fyr jeg har set lidt til her på det sidste. Jeg havde siddet og lavet lektier, og da jeg var næsten færdig så lokkede den strålende sol der var udenfor, og den sagde til mig, at der er andet i livet end studier, så jeg lagde blyanten fra mig og skrev til ham, om vi ikke lige skulle mødes et par timer tidligere, og så gjorde jeg mig klar til at tage ned til byen. Nede ved bussen stod jeg og pillede ved mit hår, da jeg fandt et gråt hår. Ak ja, jeg fylder jo trods alt snart 30, og min krop er begyndt at gå i forfald.

Klokken var 1 om eftermiddagen, så det der med at finde et sted at spise var ikke det nemmeste. Jacobs pitabar reklamerede med lam og det faldt jeg pladask for, men jeg blev lidt skuffet, da det viste sig at være kebab. Jeg ved godt at kebab er lam, men hvis det er kebab man serverer, så er det kebab man skriver. Nå ja, men det interessante ved måltidet var de friturestegte kartoffelbåde. På grund af min spiseforstyrrelse, har jeg intet friturestegt fået siden gymnasiet, så det var en af de der ting på listen over ting man er nødt til at prøve. Det var på ingen måde så slemt som jeg havde frygtet, det var faktisk helt okay, og jeg havde heller ikke taget uhyre meget på, da jeg næste dag stillede mig op på vægten, og jeg faldt heller ikke død om.

Bagefter gik vi lidt rundt. Vi havde ikke nogen specielle planer. Vi gik på biblioteket og lånte en bog jeg skal bruge til mit oplæg, når jeg skal tale om min autisme og min spiseforstyrrelse og mig selv. Han foreslog så, at vi gik i Den Gamle By, et frilandsmuseum med gamle huse. Jeg har kun været der to gange før, og det er meget længe siden, så jeg syntes, at det var en glimrende idé. Vi gik rundt mellem de gamle huse og snakkede om os selv og om de ting vi så.

Hele turen mindede mig om, at der var en tid før jeg blev syg, en tid hvor den sociale angst ikke var så fremherskende, hvor jeg kunne tage med mine venner ind til byen og opleve ting. Jeg er hovedsageligt en introvert person. Jeg kan godt lide at sidde derhjemme blandt mine egne velkendte ting, hvor der er trygt og godt. Jeg bliver ofte meget træt af at være sammen med mennesker og opleve nye ting, men at komme ud skaber også nogle uvurderlige indtryk, som det er svært at få i bøgerne. At møde og tale med andre mennesker gør én til et bedre menneske.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker for fremtiden. Jeg ved ikke hvor meget jeg ønsker at gå ud, men hvis jeg bliver hjemme, ønsker jeg, at det er fordi jeg ønsker at være hjemme, og ikke fordi jeg er bange for at gå ud

Min scenepersonlighed

Nu hvor jeg er blevet bedt om at holde oplæg ved en konference i Skørping 1 oktober og autisme, ADHD og spiseproblematikker, så er der mange der skal ordnes. Selvfølgelig er det aller vigtigste spørgsmål, vil min hofte være stærk nok til at jeg kan have højhælede sko på? men det er et spørgsmål kun tiden kan svare på. I mellemtiden, står jeg over for en lang række andre spørgsmål, der skal blandt andet skrives en tale, men før jeg kan gøre det, skal jeg finde min scenepersonlighed. Hvem jeg er, når jeg står på en scene foran 100-200 mennesker, har stor betydning for hvad jeg kan skrive i min tale. Bare vær dig selv lyder det gode råd, men når hele min personlighed er SÅ MEGET, så vil jeg på 45 min kun kunne vise så lidt, så der skal prioriteres. Jeg ville sådan ønske, at min psykolog snart kom hjem fra ferie.

Indtil nu har jeg kun prøvet at tale afslappet i en lille forsamling, eller at stå på scenen som en fiktiv karakter, men hvem er min scenemigselv? Som teenager gik jeg til teater og cirkus, ikke som tilskuer men som deltager. Min ultimative optræden, ville være en teatralsk Shakespearesk monolog værdig til Ghita Nørby. Jeg er godt klar over at mine teaterevner ikke rækker til det, men jeg fantaserer om at stå på scenen og græde og skrige og slå mig selv, for det er jo sådan en spiseforstyrrelse føles nogle gange En veninde foreslog slides, og det er godt hvis man kommer som ekspertvidne, men jeg er ikke ekspertvidne, jeg er bare en heldig overleven. Jeg er der for at vække folks følelser, og hvad er bedre til at vække folks følelser end teater.

Når jeg siger teater, så mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg skal opfinde en ikke ægte mig. Der findes ikke noget mere falsk end en dårlig skuespiller, men på den anden side, hvordan kan man så virkelig gengive følelsen af en spiseforstyrrelse uden at spille teater, jeg har jo ikke de følelser mere i samme grad, og selvom jeg bare kan stå og fortælle om dem, så har jeg også lyst til at vise det, for mange mennesker forstår ting bedre gennem følelser.

Problemet med teater er, at der er meget der skal læres udenad. 45 minutter, det er meget lang tid, den længste ubrudte tale i mit liv. Jeg er hamrende nervøs. Nogle gange har jeg lyst til at melde fra, for det er se meget lettere bare at gemme mig herhjemme bag min skærm, men jeg har haft min blog i snart tre år, måske er det på tide, at jeg udvikler mine talenter. Sandt nok, så blev der skrevet en bog om mig og ti andre aspergerkvinder, men det var jo ikke mit talent men Camillas (forfatteren). Jeg fylder snart 30, hvilket er en stor ændring, om jeg vil det eller ej. Måske ville det ikke være nogen dårlig idé hvis jeg selv tog styringen over ændringerne i mit liv, i stedet for at lade min underbevidsthed gå i 30-årskrisechok.