Kæresten: Vil du med ud og gå en tur?
Mig: Jamen... Jamen, jeg er jo lige gået i gang med en rigtig god bog...
K: Er du ikke altid det?
M: Nej da! I går var det fordi jeg var ved at være færdig med en rigtig god bog, og den havde jeg været i gang med længe.
K: 2 uger?
M: I hvert fald tre.
Tanken om at forlade sofaen hvor jeg sad med den åbne bog i skøddet, virkede så fremmed for mig. Selvfølgelig endte jeg med at gå en tur sammen med ham. Vejret var dejligt, både varmt nok til shorts, men stadig køligt nok til, at jeg ikke svedte. Desuden er en gåtur altid et godt tidspunkt til at gå og snakke. Ikke om noget vigtigt, bare for at være sammen, bare os to. Vi mødte adskillige katte der sad under træer i håb om at få fat på en fugleunge. Ingen af dem gad snakke med os.
Jeg følte mig lidt trist til mode, men jeg var ikke sikker på, om det var min egen følelse, eller en følelse jeg havde absorberet gennem min bog. Det kan en god bog godt gøre ved dig. En udmærket men ikke fantastisk bog vil provokere en følelse i dig. Der sker noget godt, du bliver glad. Der sker noget slemt, du bliver vred eller ked af det. En rigtig god bog får dig til at glemme hvor du slutter og bogen begynder. Du står og børster tænder, og tænker, at du skal huske at fortælle hende hvad hun skal gøre, og først når du ligger i din seng kommer du i tanke om, at hun er en person i en bog, og hun ved slet ikke hvem du er. Så ligger du der med en følelse af skuffelse, og bliver måske endda en lille smule vred, måske endda så vred at du slet ikke vil læse i bogen den næste dag. Måske er det fordi det er vigtigt for dig at få tid til at huske at du er dig, men måske er det også en lille smule for at straffe bogen fordi den ikke er virkelighed, i hvert fald ikke sådan som vi normalt forstår ordet 'virkelig'.
Det er så nu du har nærværelse nok til at få ordnet nogle praktiske ting i hjemmet eller skolen. Alle de ting man normalt udskyder, fordi man lige skal læse hvad der sker med hende du ved nok. Jeg synes personligt, at en god bog er en helt legal grund til at melde sig syg fra arbejde, selvom jeg godt kan se, at det ville blive uholdbart i længden. Jeg kan godt blive lidt misundelig over, at nogle mennesker kan være professionelle forfattere, men at man ikke kan være professionel læser. Eller det kan man nok godt, men så er det sådan noget som anmelder eller udgiver, men et eller andet sted er det ikke helt det samme. Det fritager meget af ens frihed til at læse hvad man vil, og der er også noget skummelt ved tanken om at tage et andet menneskes hjertebarn og som prinsessen i Klods Hans sige "dur ikke, væk".
Viser opslag med etiketten andet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten andet. Vis alle opslag
søndag den 7. maj 2017
søndag den 16. oktober 2016
Hvad jeg skal lave i min efterårsferie
Så har jeg ENDELIG fået efterårsferie, og på grund af en eller anden grund, som jeg ikke lige kan huske hvad er, så har jeg hele to ugers ferie. jeg trænger virkelig til ferie. Jeg har endnu ikke fået noget svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning, men lige nu er jeg lidt ligeglad, eller jeg prøver i hvert fald på at være det. I stedet har jeg tusindvis af spændende planer for ferien.
Her er nogle få af de ting jeg har planer om i ferien:
Jeg har to bunker af bøger, som jeg håber at få læst i løbet af ferien. Den til venstre er min frivillige læsning, og den til højre er skolebøger. Jeg håber virkelig, at jeg får set bare en lille bitte smule fra den højre bunke, men jeg forudser at det bliver meget begrænset, for den venstre bunke er simpelthen så fristende...
Jeg skal selvfølgelig også tegne lidt. Jeg er næsten altid i gang med at tegne et eller andet, og sådan har det været siden jeg var helt lille. Lige for tiden er det sjældent, at jeg kaster mig over større projekter med lærred og maling. I stedet holder jeg mig til små simple motiver med blyant eller kuglepen. Det er et spørgsmål om, at jeg slet ikke kan overskue de store projekter. Disse små tegninger er lette at tage frem og lægge fra sig igen. Der er ingen pensler der skal vaskes, tuber man skal sikre sig er lukket ordentligt, ingen våd maling der kan smitte af på ting der helst ikke skal maling på.
I løbet af sommeren har jeg været med Kæresten og nogle venner på en række shelterture, hvor vi sidder rundt om bålet den halve nat, og nogle gange overnatter vi også i skoven. Hver gang går jeg så i gang med at snitte en træfigur, som jeg så færdiggøre derhjemme. Denne forestiller godt nok en hare, men alle de andre har været små mennesker, for jeg fik oprindeligt ideen fra Emil fra Lønneberg.
Jeg har et gammelt Polaroidkamera SX-70, som jeg elsker at tage billeder med. Det er en lidt dyr hobby, men det er en ganske tilfredsstillende måde at fotografere på. Det har instant fremkaldelse, men i modsætning til digitale billeder er der ingen mulighed for at manipulere med motivet. Der er ingen fotoshop til at få modeller til at se endnu tyndere ud end de egentlig er.
søndag den 10. juli 2016
Efterrationalisering ovenpå en eksamen
Jeg er efterhånden kommet mig så meget oven på eksamenen, at jeg er begyndt at kunne se på den i bagkundskabens lys for at se hvad der gik galt. Jeg fik et 4-tal, så det var jo ikke fordi det gik sådan virkelig galt, men der var bestemt plads til forbedringer. Efter at have tænkt grundigt over det i 3 uger, så er jeg kommet frem til at et ganske logisk men også pisse irriterende resultat. Jeg er kommet frem til, at mit problem med eksaminer hverken er mangel på viden eller den klassiske eksamensangst, hvilket er irriterende, for begge de ting kan man få hjælp til.
Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.
Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:
Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.
Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.
"Redegør kort for mellemøstkonflikten".WTF? Jeg vil mene, at hvis man kan redegøre kort for så stort og kompliceret et emne, så er man enten et geni der fortjener Nobels Fredspris, eller en idiot der med stor sikkerhed udtaler sig om noget han bestemt ikke ved noget om. Jeg er ingen af delene, og jeg ved derfor ikke hvad jeg skal sige. Første del af min eksamen denne gang lød:
"Redegør kort for moderniteten og den fornuftsbaserede etik".Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg svarede noget i retningen af:
- Moderniteten var en periode i vestlig historie der er svær at sætte startdato på, men ca i slutningen af middelalderen, omkring reformationen.
- Det var en periode der var meget domineret af humanismens meget store forventninger til den menneskelige fornuft, og det var igennem denne, den menneskelige fornuft, at man forsøgte at finde almentgyldige regler for etik som ikke skulle var baseret på religion.
- Moderniteten sluttede definitivt efter 1. verdenskrig og kolapset af tiltroen til den menneskelige fornuft.
Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:
"Redegør for Mill-teksten og utilitarismen".Her vidste jeg hvad jeg skulle snakke om, her havde jeg et langt bedre billede af hvad min lærer forventede af mig, her behøvede jeg ikke længere at famle mig frem i blinde, og det var en stor lettelse for mig.
Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.
søndag den 22. maj 2016
søndag den 15. maj 2016
Nu sker det
Nu sker det. det er i den kommende uge, at jeg flytter sammen med Kæresten til et lille rækkehus med have. Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Lige nu render jeg rundt og er stresset. Det er ikke noget særligt, ikke mere end alle andre føler, når hele deres liv er pakket ned i store brune kasser, og man stadig står med 25 umage småting, som man ikke ved om man skal smide ud eller ej, og som ikke passer ned noget sted. Det er ikke mere end den helt almindelige irritation med at holde styr på NemID og borger.dk og hvor mange skemaer der skal udfyldes nu og hvor mange der kan gemmes til senere.Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Dette billede blev taget af mig for 5 år og 30 kg siden, i en periode hvor en god dag blev defineret ved, at være en dag uden panisk rædsel, en dag hvor jeg ikke kom en tur på skadestuen for at blive syet, og en dag hvor jeg måske kun kastede op en enkelt gang. Det var en tid der var så markant anderledes end i dag.
Jeg glæder mig til den nye tid der kommer. Mest glæder jeg mig til at få alle de praktiske ting overstået, så jeg kan falde til ro og falde ind i en form for hverdagsrytme, men jeg glæder mig også til at være "os to".
søndag den 20. marts 2016
En improviseret omvej
Jeg var overhovedet ikke farret vild. Jeg vidste præcis hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det var da ikke min fejl, at den vej jeg skulle være drejet ned af var lukket pga vejarbejde. Ligeledes var det heller ikke min fejl, at der blev ved med ikke at være nogen vej i den rigtige retning jeg kunne dreje ned af. Oppe på bakken kunne jeg hele tiden se se den lille hvide kirke, hvor jeg havde aftalt at mødes med Kæresten. Jeg vidste hele tiden i hvilken retning jeg SKULLE, problemet var bare, at jeg ikke KUNNE.
Der kom en vej til højre, og sjældent har jeg været mere lykkelig over at se en vej, men så snart jeg var drejet ind af den, så nægtede den mig igen muligheden for at køre i den retning jeg ønskede. Jeg ringede til Kæresten og sagde, at jeg nok ville blive lidt forsinket, og så fortsatte jeg ellers med at køre lidt rundt på kryds og tværs, indtil jeg kom ind på jordens mest utilgængelige grusvej.Gruset var blødt og cyklens hjul sank dybt ned og gjorde det både svært at komme frem og at styre, men jeg fortsatte stædigt, for jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg først stod af, så ville jeg ende med at skulle trække hele det sidste stykke, hvilket jeg på dette tidspunkt endnu ikke vidste hvor langt ville være.
Nå, men endelig nåede jeg da frem til Kæresten, og vi fandt en tank hvor jeg kunne få mig en dejlig kold cola og sidde i solen og have ondt af mig selv. Min cykeltur var kommet op på 11 km i stedet for bare at være en lille hurtig tur på 4 km.
Kæresten mener at jeg for vild, men det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg vidste jo hele tiden PRÆCIS hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det kan da på ingen måde være min fejl, at der ikke var nogen vej i den rigtige retning.
Da vi skulle hjem viste Kæresten mig den 'rigtige' vej, som stadigvæk var meget kortere på trods det lille stykke med vejarbejde, men jeg prøver stædigt at holde fast ved, at jeg bestemt ikke var farret vild. Jeg genkender dette karaktertræk fra en lang række fortællinger om min morfar, så jeg kan med ro i sindet se over på Kæresten og fortælle, at jeg ikke kan gøre for det, det ligger i mine gener.
Der kom en vej til højre, og sjældent har jeg været mere lykkelig over at se en vej, men så snart jeg var drejet ind af den, så nægtede den mig igen muligheden for at køre i den retning jeg ønskede. Jeg ringede til Kæresten og sagde, at jeg nok ville blive lidt forsinket, og så fortsatte jeg ellers med at køre lidt rundt på kryds og tværs, indtil jeg kom ind på jordens mest utilgængelige grusvej.Gruset var blødt og cyklens hjul sank dybt ned og gjorde det både svært at komme frem og at styre, men jeg fortsatte stædigt, for jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg først stod af, så ville jeg ende med at skulle trække hele det sidste stykke, hvilket jeg på dette tidspunkt endnu ikke vidste hvor langt ville være.
Kæresten mener at jeg for vild, men det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg vidste jo hele tiden PRÆCIS hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det kan da på ingen måde være min fejl, at der ikke var nogen vej i den rigtige retning.
Da vi skulle hjem viste Kæresten mig den 'rigtige' vej, som stadigvæk var meget kortere på trods det lille stykke med vejarbejde, men jeg prøver stædigt at holde fast ved, at jeg bestemt ikke var farret vild. Jeg genkender dette karaktertræk fra en lang række fortællinger om min morfar, så jeg kan med ro i sindet se over på Kæresten og fortælle, at jeg ikke kan gøre for det, det ligger i mine gener.
onsdag den 30. december 2015
Lindas nytårsABC (digt)
Det lader til, at der for tiden er en modetendens i, at der skrives ABCer til voksne. Hella Joof har lige siden, og der blev også udgivet en ABC om autisme. Jeg har ikke læst nogen af dem, men jeg føler det alligevel som min pligt som autistisk kvinde, der er vokset op med Hella som en af de primære børnetimestjerner, at også jeg udgiver en ABC...
Dette ABCdigt skrev jeg for otte år siden, på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg begyndte at gå fra at have det skidt til at blive rigtig rigtig syg.
Alene med angsten,
Bange for mig selv og mine
Cirkusagtige løgne, men jeg
Drømmer mig væk,
Efterlader legemet og
Flyver bort.
Gyngende på skyerne i
Himlens ocean ser jeg
Ildfuglene danse.
Jagten går ind,
Kammer over, og
Lader mig ensom tilbage
Menneskene glemmer, og
Navnløse pigebørn
Optræder blottede for
Prægtige overskæg
Quinderne forfører, men
River sig til blods
Skjult bag deres
Trygge facader.
Uinteresseret har jeg
Vendt ryggen til det hele.
X-mas forvandler søde børn til
Yndige gavekrævende bæster,
Zebraer i sort og hvidt - godt og ondt.
Ægte er vi ikke.
Ødelagte går vi ind til
Årets sidste timer.
lørdag den 31. oktober 2015
ungdommen demonstrerer
Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
Milan Kundera
"Tilværelsens ulidelige lethed"
Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.
Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.
Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.
Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.
søndag den 25. oktober 2015
Kender du Sandi Toksvig?
 |
| Sandi Toksvig får nogle store sko at udfylde, når hun overtager rollen som vært for TV-serien QI efter Stephen Fry. Seriøst, han må være mere end dobbelt så stor som hende |
Hvor mange nye bøger har jeg læst? 5 ud af 50.
Hvor mange politikere i Folketinget kan jeg sætte navn på? På en god dag kan jeg måske klare 10.
Hvor mange nye film? 1.
Hvor mange teologiske bøger har jeg læst i år som ikke var lektier? Ingen, på trods af, at det faktisk er teologi jeg studerer.
Jeg er sådan en person der altid er ude af trit med min samtid. Sådan har jeg altid været, og selvom jeg i perioder ligefrem har dyrket denne egenskab, så er det egentlig ikke med vilje. Når jeg prøver at følge med tiden, sådan som den nu i bred forstand kommer til udtryk i kulturen, moden og lignende, så kan jeg godt, men det kræver en bevidst indsats. De blade, hvor alt det nye præsenteres, er ikke blade jeg automatisk ville samle op, det samme gælder TV og websider.
Men i dag skete det, dette lille lysglimt af at være på forkant med tiden. I Berlingske så jeg i dag en artikel om Sandi Toksvig, komiker, politiker, tv-precenter og datter af Claus Toksvig. HER. Hun er en spændende person, selvom hun nok ikke tæller blandt de vigtigste personer man kan kende til. Alligevel er jeg stolt over at kende til hende. Jeg ved godt, at det ingen måde inkluderer mig i æren for hendes bedrifter at kende hende før mange andre. Jeg håber dog, at i vil bære over med min uberettigede stolthed, for det er en sjælden oplevelse for mig.
tirsdag den 15. september 2015
Carpe diem - en livsfilosofi bygget på citater
Om eksistens:
"Men hvor længe skal man blive ved, før det går op for en, at man har ladet sig nare af fiktionen (igen) og at det er den velkendte, skuffende verden omkring en, der er den virkelige". Thomas Scarlett "Mr Y's forbandelse"
"Jeg lader mit liv passere revy og finder det temmelig ynkeligt; enkelte glæder, uendelig meget ligegyldigt og værdiløst og derimellem et rigt mål smerter, lidelser, ængstelser, skuffelser, bristede forhåbninger, græmmelser, sorger og ærgrelser". Leopold von Sacher-Masoch "Venus i pels".
"Og sådan kan man beskrive angsten for døden, som angsten for ikke at blive den man ønsker at være". Pascal Mercier "Nattog til Lissabon".
"Da skal I juble, skønt I nu en
kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at
jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild,
kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus
åbenbares". 2. Petersbrev 1,6-7
"But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read too quickly, leaving a dwindeling trail of images of emotions, untill all you can remember is a name". Jay McInerney "Bright Lights, Big City".
'Mislykket' eksistens:
"And at the most dysfunctional end, of course, there are the kamikaze girls who wade into war with their pituitary - trying to starve it, or confuse it into defeat, with anorexia, or bulimia.But the problem with battling yourself is that even if you win, you lose. At some point - scarred, and exhausted - you either accept that you must become a woman - that you are a woman - or die. This is the brutal, root truth of adolescence - that it is often a long, painful campaign of attrition. Those selfharming girls, with the latticework of razor-cuts on their arms and thighs, are just reminding themselves that their body is a battlefield". Caitlin Moran "How to be a woman"
"I can't say I'm suicidal, since, as Thomas Lynch said, "Who among us in our right mind hasn't severel times in the course of a life yearned for the comforts of absence and non being? But there is a subtle and important difference between those of us who'd rather not be alive tomorrow - incomplete homework, biopsy results, romantic reversals, pregnancy tests - and those of us who want to be dead tomorrow and the day after and forever"". Victoria Coren "For richer , for poorer"
"[Emily] Dickinson's wounds and scars are military medals of honor, the price and prize of life experience. [...] Her boy personae are also deflections of maturation, an anorexic supression of sexual shape". Camille Paglia "Sexual Personae"
"Bowie fik det "at gå i stykker" til at tage sig elegant ud". Marc Spitz "Bowie"
"Intet i verden kan måle sig med fantasien hos et menneske, der har mistet besindelsen". Haruki Murakami "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe".
Om at blive set og hørt:
"Og så er Torben ikke sådan et barn man har lyst til. Han er ikke indbydende. Han stråler ikke. Han er faktisk direkte ucharmerende. Grim og snottet. Sådan et barn man helst er fri for, hvis man nu skulle være ærlig. Der er forskel på børn, det er der bare. Og måske er det derfor, der ikke er nogen i vuggestuen, der rigtig får styr på det her med Torbens skrammer. Der er ingen der rigtig har lyst til ham. Måske er det derfor." Naja Marie Aidt "Bavian""Og så var der et stænk af vold eller vrede, som hos den der gerne vil ses, men ikke rigtig bliver det" Per Olov Enquist "Om Idræt"
"Det var kun en gal, vi så. Én der slog og sparkede på verden, fordi den ikke ville kende hende i alle de år". Majbritte Ulrikkeholm "Tilbage til jorden"
"Måske er jeg i lidt dårligt humør. Det er svært at vide, når der ikke er andre mennesker til stede". Helle Helle "Ned til Hundene"
"Men Gud har en plads til Dem. Hver Sabbath ser han Deres tomme stol i synagogen og siger til sig selv: Hvor er han mon henne? Han er urolig for Dem. De kommer ikke til gudstjeneste, for De ønsker, at Gud skal være urolig for Dem; De er som en lille dreng, der ønsker, at hans forældre skal tage sig mere af ham [...] Når de ikke giver ham kærtegn, begår han dumheder i håb om, at de i det mindste vil give ham smæk. De gør det for at kalde på Gud". Joan Sfar "Rabinerens kat"
Om at udtrykke sig:
""Hun kan ikke lege," mumlede Mumitrolden ganske forbløffet. "Hun kan ikke blive vred," sagde Lille My. "Det er det, der er i vejen med hende." "Hør nu her," fortsatte hun og gik helt hen til Ninni og så truende på hende "du får aldrig dit eget ansigt, før du får lært at slås. Stol kun på det." "Javel", sagde Ninni bare og trak sig forsigtigt tilbage". Tove Jansson "det usynlige barn""Der findes ønsker, som er for store at sætte ord på". Selma Lagerlöf "Stenen i søen"
"Når han tror, han har sagt noget overilet, banalt, halvsandt, saa holder han ikke op med at limitere, modificere og lægge til og trække fra til der til sidst ikke er mere tilbage af det hele". Goethe "Den unge Werthers lidelser".
"It was all done with the seriousness and selfconscious professionalism that only enthusiastic amateura posses". David Mitchell "Back story".
"Nu ville han aldrig få skrevet de ting han havde udskudt at skrive, til han vidste nok til at kunne skrive godt nok om dem. Nå ja, så ville det heller ikke mislykkes for ham at prøve på at skrive dem. Måske ville man aldrig kunne skrive dem, og det var derfor man udskød dem og ventede med at begynde". Ernest Hemingway "Fire noveller"
mandag den 31. august 2015
Sikke en fest
Egentlig havde jeg siddet hele morgenen med nogle noter der gerne skulle have resulteret i en meget klog, velformuleret og banebrydende tekst om feminisme, kroppens kødelighed og helt ude i hampen politisk korrekthed, men så lod jeg mig lokke ned på Dokken (bibliotek) og der ramte jeg vaske ægte svinehæld.
Man kan mene hvad man vil om Inger Støjberg, og man kan mene hvad man vil om Sussi og Leo (jeg kendte engang én der døbte to sugemaller Sushi og Leo), men hvordan er det fysisk muligt ikke at mærke en svag gysen ved kombinationen af de to... Især når man kan støde på formuleringer som:
Vender stærkt tilbage, når jeg har fået læst hele bogen.
Må jeg præsentere Inger Støjbergs (ja, dén Inger Støjberg) bog om Sussi og Leo!
 |
| billede Arnold Busck |
"Der gik f.eks. ikke mindre end tre dage før 11. september angrebet på USA, blandt andet med katastrofen i World Trade Center og Pentagon, nåede dem, hvilket de selv er noget forbløffede over". s. 13Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal sige, på den ene side er det så fantastisk morsomt, og samtidig er jeg dybt forundret, og en lille smule skræmt over, at hun er minister.
Vender stærkt tilbage, når jeg har fået læst hele bogen.
mandag den 1. juni 2015
#dajegvar12
 |
| ´96/´97 |
Dette indlæg skal IKKE handle om politik, men lidt om hvad der sker inde i hovedet på en 12-årig mig, så derfor har jeg fundet min gamle dagbog frem.
Før jeg begynder:
- Jeg har altid haft svært ved at stave, hvilket er meget tydeligt i disse uddrag af min dagbog.
- Jeg har udskiftet folks navne med deres relationer til mig.
VIGTIGT!!! Dette er blot nogle få korte uddrag der skal bruges til vise, hvordan jeg i den alder blot var en ung naiv pige, der bruger sin tid på at føle sig ensom, skændes med min lillesøster og prøver at finde en filosofi omkring det at være til. Når jeg derfor skriver om hvor dumme min familie er og den slags, så skal det lige tages med et gran salt. Min dagbog tjente primært slevglorificerende formål, og det var et sted hvor jeg var den gode, og det per princip var de andre der tog fejl, og jeg 'glemmer' helt at skrive om alle de gange, hvor det er mig der gør noget forkert. Jeg elsker min familie, og det gjorde jeg også dengang :-)
26 Desember 1997Uh, en lille feminist er født, eller det er hun faktisk ikke helt, for vægten ligger på den sidste del, for min kamp med de andre piger og i det hele taget det med at være pige og klarer sig blandt piger var noget der fyldte rigtig meget for mig.
Kl er 9pm og jeg har lige set KUN EN PIGE 1 del. På det tidspunkt hvor hendes moster flytter løb tårne ned af kinderne på mig.
Jeg tænker tit på hvorfor drenge er mere vær end piger og selv om der ikke skulle være forskel hvis man skal regne med hvad folk siger, men jeg kan godt mærke at der stadig bliver kjort forskel. Men lad os ikke glemme at der også bliver gjort forskel på piger. Der er dem som er moderne (de er populære) og så er der dem der er lige glade med tøj retere sagt de umoderne (de er der bare og nogle folk har svært ved at forstå det).
26 Desember 1997 (fortsat)Bogen hedder "De hvide skygger i skoven" og er skrevet af Maria Gripe. Det var sådan noget med et slot, en forsvundet mor som måske alligevel befandt sig et sted, hemmelige gange, en meget smuk pige med selektiv mutisme og en masse eventyragtige ting, som var langt væk fra min småborgerlige middelklasse hverdag, men som fik mig til at drømme.
Mor har lige læst op for Lillesøster og mig af De vide skygger i skoven. Den bog får mig til at se anderledes på livet. Den får mig til at tvivle på at jeg er mig og ikke en hel anden person, måske er der ingen der er den de tror. Men den person andre mennesker ser er kun en skal som man selv tror på, men inde i en helt inde i sjælen er der et helt andet meneske som pludselig kan komme og overraske en.
27/12 97Hold da helt op hvor havde jeg ondt af mig selv den aften. Jeg var sikker på, at jeg var jordens mest ensomme og ulykkelige pige. Så vidt jeg husker, skyldtes det dog, at jeg var blevet 'retfærdigt' indigneret og havde smækket med døren i vrede.
Nu ligger jeg i min seng og skriver i dig [dagbogen] og ved at Mor og Lillesøster ligger inde ved siden af og læser i vær sin bog og har det hyggeligt mens jeg ligger her og har kun dig som sælvskab.
19/1-98Der skulle altid rettes på den måde jeg holdt på blyanten på, og jeg fik nogle dumme små gummidutter at sætte på blyanten og som jeg hadede fordi det var endnu et af de steder, hvor jeg blev gjort opmærksom på at jeg var 'forkert'. Nogle af de andre i klassen var dog vildt misundelige på disse små gummidutter som jeg jo fik, gratis.
I dag ville Den Nye Klasselærer se hvordan vi holder på en blyant og mig som var så glad for at Den Gamle Klasselærer holdt op fordi han altid retede på mig forde holder forkert.
Søndag 25/1-98Min verden var utroligt lille og jeg var ikke i stand til at se det store billede. Min søster havde været alvorligt syg i en lang periode, og det tog derfor meget af vores forældres tid. Tid der derfor ikke var til mig. Jeg var ensom, bange og misundelig, men det forstod jeg ikke, og så var det lidt nemmere bare at sige, at Lillesøster er dum.
Kære dagbog
denne dag startede så godt men så skal Lillesøster bare ødelægge det hele for mig. Lillesøster har det med at ødelægge ting form mig. Måske er det ikke med vilje? Måske ødelægger jeg også ting for Lillesøster uden at vide det?
8/2-98Heldigvis kunne verden også nogle gange være såre simpel. Afrika var ikke et kæmpe stort kontinent økologiske, historiske, politiske komliserede problemer. Det var bare noget i et game boy spil hvor man skulle hoppe over nogle forhindringer. Og lillesøster var faktisk ikke altid dum, især når jeg kunne få lov til at spille hendes spil.
Kære dagbog.
I dag spillede Lillesøster og jeg "smølferne jorden rund" og jeg klarede hele Afrika uden at dø.
søndag den 15. marts 2015
Improvisationens kunst
I går holdt jeg et oplæg for personalet ved en specialskole i Silkeborg. Den sidste tid har været lidt stram, fordi jeg prøvede at forberede mig på oplægget samtidig med, at jeg skulle passe mit skolearbejde, men det lykkedes mig da at stable noget på benene, noget om stres, skole og selvdestruktion. Jeg må indrømme, at det ikke helt levede op til de standarder jeg havde sat for mig selv, men hva' skidt. Fordelen ved at være en af den slags der holder foredrag om mit eget 'hårde' liv, er, at folk er så taknemmelige.
Da jeg kom derud, viste det sig dog, at der ikke var adgang til en projektor. Hmm, nå ja, min power point var alligevel ikke synderligt imponerende, og jeg havde jo mine håndskrevne notater, men alligevel... Nå der var ikke andet for end at stille mig op og tale. Jeg fik hurtigt talt mig varm, men noterne var ikke til meget hjælp, så jeg måtte bare prøve at føle mig lidt frem, først lidt i en retning, så i en anden. Som teenager spillede jeg teater og improvisationsteater, hvilket føltes som en stor fordel. Jeg var nok ikke ligefrem den bedste elev dengang, og jeg var både lettere doven og uden det helt store talent, men jeg havde det sjovt, så det skræmmer mig ikke sådan specielt det der med at stå på en scene, heller ikke selvom jeg måtte gøre det uden manuskript.
En fordel var også, at jeg havde talt indholdet af mit oplæg igennem 117 gange med min psykolog og mine pædagoger, men det blev fremført uden den helt store sans for struktur og gennemtænkte formuleringer, men folk virkede ganske udmærkede tilfredse, og det er vel det der primært tæller, det er jo dem der betaler for det.
Da jeg kom derud, viste det sig dog, at der ikke var adgang til en projektor. Hmm, nå ja, min power point var alligevel ikke synderligt imponerende, og jeg havde jo mine håndskrevne notater, men alligevel... Nå der var ikke andet for end at stille mig op og tale. Jeg fik hurtigt talt mig varm, men noterne var ikke til meget hjælp, så jeg måtte bare prøve at føle mig lidt frem, først lidt i en retning, så i en anden. Som teenager spillede jeg teater og improvisationsteater, hvilket føltes som en stor fordel. Jeg var nok ikke ligefrem den bedste elev dengang, og jeg var både lettere doven og uden det helt store talent, men jeg havde det sjovt, så det skræmmer mig ikke sådan specielt det der med at stå på en scene, heller ikke selvom jeg måtte gøre det uden manuskript.
En fordel var også, at jeg havde talt indholdet af mit oplæg igennem 117 gange med min psykolog og mine pædagoger, men det blev fremført uden den helt store sans for struktur og gennemtænkte formuleringer, men folk virkede ganske udmærkede tilfredse, og det er vel det der primært tæller, det er jo dem der betaler for det.
onsdag den 15. oktober 2014
spiseforstyrelsens dyriskhed
Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.
Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.
Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.
Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.
Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.
Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.
Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.
Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.
Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.
Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.
Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.
Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.
Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.
Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.
Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.
lørdag den 23. august 2014
At hade mode per princip
Det er kutyme, at folk der blander sig i kønsdebatten skal hade modeindustrien, og hvis man kan lide den er man en overfladisk dåse. Intellektuelle kvinder råber op om kønsdiskriminering og fordummelse af kvinder, og det er deres ret at mene sådan. Det kan sikkert være sundt engang imellem at træde et skridt tilbage og se på moden udefra, men det er lige nettop det de ikke gør, de ser ikke. De fyrer bare floskler af som vi alle sammen har hørt hundrede gange før.
Debattør Anne Sophia Hermansen skriver 16 august på sin facebookside om det nye Eurowoman
Dette er det billede der er tale om. Er denne model 'bolleklar'? Er billedet seksuelt? Handler mode om sex? Ja gu'fanden handler mode om sex. Jeg ved ikke om dette vil komme bag på Hermansen, men rigtig meget her i verden handler om sex, om at ville eller ikke ville, kunne eller ikke kunne, eller måtte eller ikke måtte. Igen ved jeg ikke om det kommer som et chok for Hermansen, men i vores vestlige kultur, så må man godt, og tabuerne om sex er i stor stil blevet nedbrudt. Seksuelt aktive kvinder bliver ikke set ned på, så hvorfor er det slemt at have en sexet kvinde på forsiden af et blad der henvender sig til kvinder. Er hun bange for, at unge kvinder ser billedet og begynder at have sex? News flash, mange unge kvinder har i forvejen sex.
Jeg er ikke helt døv overfor Hermansens budskab, og jeg kunne længes efter et mere varieret kvindebillede i modeindustrien, men tag lige et ekstra kig på billedet. I mange år har kvinder beklaget sig over anorektiske modeller der ligner små børn. Dette billede er ikke et billede af en lille pige, det er en kvinde, med bryster, lad os da glædes over det.
Og når nu vi er i gang med at se ordentligt på billedet, så synes jeg faktisk, at det er et virkelig smukt billede, som en blanding mellem en amazone med højre bryst skåret af for at kunne betjene bue og pil og med en slange i bæltet, og Mapplethorps portrætter af Patti Smith.
Om man kan lide ham eller ej, så er Mapplethorp en stor kunstner, og hans billeder er fulde af sex. Billedet på Eurowoman er taget af Henrik Bülow, ikke af Mapplethorp, og selvom Bülow er dygtig så hverken er han, eller prøver han at være Mapplethorp, og selvfølgelig kan det ses. Bülows billede og modellen derpå er meget mere almindelige, og på et blad til 65 kr, så er det også hvad jeg forventer.
Jeg er ikke voldsomt vild med Patti Smith musik, men jeg anerkender hendes signifikans. Jeg anerkender også skønheden i Mapplethorps billeder, men hvis jeg nu skulle være ærlig, helt ned i bunden af mit bankende feministiske hjerte, så, når jeg ser mig i spejlet, så ville jeg egentlig ikke bryde mig om at ligne hende, jeg ville meget hellere ligne Maria Gregersen (Eurowomans model).
Jeg køber ikke Eurowoman for at se kunst, jeg køber det for at skabe mig et drømmebillede om mig selv. Nogle dage kan det være frustrerende, at dette kun er en drøm, for jeg kommer aldrig til at se så godt ud, og jeg kommer aldrig til at have så mange penge, men så må man se på forskellen mellem mode og tøj. Mode er noget man drømmer om og læser om i bladende, tøj derimod er noget man går i til dagligt.
Nu har jeg snakket pænt om moden i et stykke tid, men jeg anerkender at mode også kan være et tungt åg, noget der lægger et stort pres på mange kvinder, og at mange af dem måske hellere vil bruge deres tid på noget andet. Med mit indlæg ønsker jeg ikke at negligere disse kvinder, jeg er bare provokeret af, at mode per princip er syndebuk i visse kredse.
Debattør Anne Sophia Hermansen skriver 16 august på sin facebookside om det nye Eurowoman
"Eurowoman i denne måned: Klar til efterår - 419 køb til den nye sæson, 76 frakker (uha, kort eller klassisk, pels eller dun?), bolleklar model på forsiden, guide til spaferie og til drømmejobbet, som selvfølgelig er i modebranchen...." (Se den fulde tekst HER)Hun går videre til at skrive om hvor meget mere værdigt indholdet af Euroman er. Jeg har aldrig læst Euroman og jeg kan derfor ikke kommentere på indholdet. Jeg går lidt ud fra at Hermansen har, og at hun derfor sikkert har ret i mange af sine antagelser. Jeg har dog købt Eurowoman, og jeg vil egentlig gerne gennemgå nogle af de ting hun siger, for især det med 'bolleklar model på forsiden' virker på mig som en kliché.
Jeg er ikke helt døv overfor Hermansens budskab, og jeg kunne længes efter et mere varieret kvindebillede i modeindustrien, men tag lige et ekstra kig på billedet. I mange år har kvinder beklaget sig over anorektiske modeller der ligner små børn. Dette billede er ikke et billede af en lille pige, det er en kvinde, med bryster, lad os da glædes over det.
Og når nu vi er i gang med at se ordentligt på billedet, så synes jeg faktisk, at det er et virkelig smukt billede, som en blanding mellem en amazone med højre bryst skåret af for at kunne betjene bue og pil og med en slange i bæltet, og Mapplethorps portrætter af Patti Smith.
Om man kan lide ham eller ej, så er Mapplethorp en stor kunstner, og hans billeder er fulde af sex. Billedet på Eurowoman er taget af Henrik Bülow, ikke af Mapplethorp, og selvom Bülow er dygtig så hverken er han, eller prøver han at være Mapplethorp, og selvfølgelig kan det ses. Bülows billede og modellen derpå er meget mere almindelige, og på et blad til 65 kr, så er det også hvad jeg forventer.
Jeg køber ikke Eurowoman for at se kunst, jeg køber det for at skabe mig et drømmebillede om mig selv. Nogle dage kan det være frustrerende, at dette kun er en drøm, for jeg kommer aldrig til at se så godt ud, og jeg kommer aldrig til at have så mange penge, men så må man se på forskellen mellem mode og tøj. Mode er noget man drømmer om og læser om i bladende, tøj derimod er noget man går i til dagligt.
Nu har jeg snakket pænt om moden i et stykke tid, men jeg anerkender at mode også kan være et tungt åg, noget der lægger et stort pres på mange kvinder, og at mange af dem måske hellere vil bruge deres tid på noget andet. Med mit indlæg ønsker jeg ikke at negligere disse kvinder, jeg er bare provokeret af, at mode per princip er syndebuk i visse kredse.
mandag den 28. juli 2014
Om min hverdag
Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.
I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.
Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?
Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.
Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.
Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.
vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.
I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.
Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?
Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.
Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.
Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.
vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.
søndag den 13. juli 2014
Lyve og manipulere
Som verden ser ud for mig i dag, så lyver jeg meget sjældent, og når jeg gør så får jeg altid meget dårlig samvittighed. Min psykolog spurgte forundret om jeg overhovedet kan finde ud af at lyve. Det kan jeg nu godt, men det er svært, for jeg kan ikke koncentrere mig om løgnen, alt hvad jeg tænker er "jeg lyver lige nu, jeg lyver, fuck hvor er det forfærdeligt. Så når jeg lyver, er det som regel ved at undlade at sige den ting der virkelig gælder, hvorefter min indre monolog går "du må ikke sige DET, du må ikke sige DET". Er det hvad man kan kalde en undladelsessynd :)
Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.
Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.
Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser
Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".
Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.
I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.
Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.
Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.
Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser
Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".
Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.
I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.
lørdag den 7. juni 2014
Et historisk fotoalbum
Imellem 6 og 7 klasse var min moster og jeg på ferie i England og Skotland. Mens vi var derovre var vi blandt andet inde i en masse genbrugsbutikker, hvor vi den ene dag fandt noget ganske særligt. Vi vandt en fotobog "Queen Alexandra`s Christmas Gift book". Dronning Alexandra var en dansk Prinsesse, datter af kong Christian 9 og som var gift med kong Edvard 7 af Storbritannien.
I bogen er der en helt masse fotografier hvor hun besøger Skagen, så da vi kom hjem, var min moster inde og forære fotoalbummet til Skagens Museum. Dengang var jeg måske lidt ked af at jeg ikke kunne beholde det, det var jo fuld af damer i smukke kjoler, men i dag er jeg sådan nogenlunde glad for, at hun gjorde det. Jeg ville have brugt det til at tage det frem, en sjælden gang imellem, for at bladre lidt formålsløst frem og tilbage, men det kan bruge det til noget reelt, som nu for eksempel.
Skagens Museum holder for tiden en udstilling om maleren Tuxen, og bruger blandt andet nogle af billederne i denne artikel.
Jeg kan ikke lade være med at være en lille smule stolt, også selvom jeg jo egentlig intet har bedrevet i denne sammenhæng, men alligevel, de har jo brugt billederne fra VORES fotoalbum :)
Skagens Museum holder for tiden en udstilling om maleren Tuxen, og bruger blandt andet nogle af billederne i denne artikel.
Jeg kan ikke lade være med at være en lille smule stolt, også selvom jeg jo egentlig intet har bedrevet i denne sammenhæng, men alligevel, de har jo brugt billederne fra VORES fotoalbum :)
mandag den 5. maj 2014
Ingen lys i vinduet
Jeg havde ikke nogen lys i vinduet i går. Det er hverken fordi jeg ikke er taknemmelig eller fordi jeg synes det er en dum tradition. Det var simpelthen fordi jeg havde været til et fotoshoot om formiddagen, og jeg var så træt, at jeg halvt bevidstløs vaklede i seng allerede kl 16.30. på den tid af dagen var det alt for lyst til stearinlys, og hvis jeg endelig havde tændt lys, så er jeg bange for at jeg var så træt, at jeg nok ville have glemt at slukke dem, men mest af alt, så var jeg havde jeg glemt alt om det.
Jeg ved at dette vil gøre min elskede farmor en lille smule ked af det at høre, for det betyder af gode grunde meget for hende. Det er jo ikke fordi jeg ikke ære modstandskampen, jeg læser bøger, ser film, diskuterer og jeg lever i stor taknemmelighed for min frihed, men det der med datoer er ikke min stærke side. Hvis nogen spørger mig hvornår befrielsen var, kan jeg godt huske, at vi blev befriet natten mellem 4 og 5 maj, men når det så ER den 4 maj, så tænker jeg slet ikke så langt. Jeg er dog kommet så langt, at jeg har skrevet ind i min kalender, at jeg næste år skal skrive ned i min kalender, at nu må jeg altså se at huske det.
Nå, men hvad var det så for et fotoshoot jeg var til og som tog så meget af min energi? I tirsdags var her en fotograf for at tage billeder til en artikel i Region Midtjyllands blad Magasinet. Det gik super fint, men han var ikke helt glad for den hvide baggrund mine vægge kunne levere, så han inviterede mig ned i sit studio i går. Jeg må indrømme, at det lød lidt som en dårlig scorereplik, men han var nu reel nok. Det var en sjov og noget anderledes følelse at være centrum for hans opmærksomhed, og det skadede jo heller ikke at han var super sød og så ret godt ud.
Fotografen takkede mange gange for at jeg gad komme, og han undskyldte, at det tog så lang tid, men for at være ærlig, så er det jo ikke fordi jeg har voldsomt meget andet at lave efter at jeg har taget fri fra universitetet, så det var bare sjovt at komme ud og lave noget andet end det sædvanlige.
Nicky Bonne - fotograf http://nickybonne.com/
Jeg ved at dette vil gøre min elskede farmor en lille smule ked af det at høre, for det betyder af gode grunde meget for hende. Det er jo ikke fordi jeg ikke ære modstandskampen, jeg læser bøger, ser film, diskuterer og jeg lever i stor taknemmelighed for min frihed, men det der med datoer er ikke min stærke side. Hvis nogen spørger mig hvornår befrielsen var, kan jeg godt huske, at vi blev befriet natten mellem 4 og 5 maj, men når det så ER den 4 maj, så tænker jeg slet ikke så langt. Jeg er dog kommet så langt, at jeg har skrevet ind i min kalender, at jeg næste år skal skrive ned i min kalender, at nu må jeg altså se at huske det.
Nå, men hvad var det så for et fotoshoot jeg var til og som tog så meget af min energi? I tirsdags var her en fotograf for at tage billeder til en artikel i Region Midtjyllands blad Magasinet. Det gik super fint, men han var ikke helt glad for den hvide baggrund mine vægge kunne levere, så han inviterede mig ned i sit studio i går. Jeg må indrømme, at det lød lidt som en dårlig scorereplik, men han var nu reel nok. Det var en sjov og noget anderledes følelse at være centrum for hans opmærksomhed, og det skadede jo heller ikke at han var super sød og så ret godt ud.
Fotografen takkede mange gange for at jeg gad komme, og han undskyldte, at det tog så lang tid, men for at være ærlig, så er det jo ikke fordi jeg har voldsomt meget andet at lave efter at jeg har taget fri fra universitetet, så det var bare sjovt at komme ud og lave noget andet end det sædvanlige.
Nicky Bonne - fotograf http://nickybonne.com/
lørdag den 3. maj 2014
Se op, der'n kop
Jeg startede ud på biblioteket, både fordi jeg havde fået anbefalet en bog, "Privat skov" af Nanna Goul, men også fordi jeg forfærdeligt trængte til at komme på toilettet. På vej ind mod Panduro Hobby lagde jeg pludselig mærke til en pæn bygning lige overfor Vor Frue Kirke. "Det var da lige godt pokkers", tænkte jeg. "Jeg må været gået forbi her hundredvis af gange, og jeg har aldrig lagt mærke til den før". Mens jeg stod og undrede mig, kom der en pige gående forbi med skuldrende godt oppe om ørerne og blikket stift rettet ned i jorden en halv meter foran sine fødder. Et kort øjeblik lykkedes det mig at fange hendes blik, for hun så nervøst op for ikke at komme til at gå ind i mig, og så så hun igen bedrøvet ned i fliserne.
"Det var sådan jeg plejede at gå", tænkte jeg, og så havde jeg vel også svaret på, hvorfor jeg aldrig havde lagt mærke til den bygning, jeg havde simpelthen haft det for dårligt til at se op. Mest skyldtes det depressive tendenser og lavt selvværd, at jeg sådan gik og så ned i jorden, og det er da dejligt at jeg nu har fået det godt nok til at se op, om end jeg stadig tit ser ned i jorden, selvom det nu mest skyldes, at jeg er sådan lidt usikker på fødderne fordi jeg har svage ankler.
Abonner på:
Opslag (Atom)