Liden tålmodighed med teknologi

I løbet af min rejse igennem diverse psykologiske og psykiatriske undersøgelser, er jeg ofte blevet stillet spørgsmålet, om jeg anser mig selv for et tålmodigt menneske, men hvad svare man lige på det? I fredags var jeg til antikvarisk bogudsalg i et kælderrum fuld af stabler med usorterede bøger. Jeg var i den syvende himmel, og i over en time gennemgik jeg samtlige bunker, kasser og hylder og efterlod dem i større orden end da jeg begyndte.

Derimod har jeg nu i to dage haft problemer med min mobiltelefon, hvor den fryser midt i en handling og ikke engang gider at reagere på at man hårdt og aggressivt trykker slukknappen i bund. Kun 5 minutter efter at min telefon frøs anden gang gik jeg på nettet og bestilte en ny. I gamle dage, da jeg var ung, kunne man løse næsten ethvert problem tage batteriet ud og sætte det ind igen, men den mulighed har man ikke længere. Der findes da sikkert et eller andet man kan gøre, og måske finder jeg også ud af hvad, men egentlig er jeg lidt ligeglad. Jeg orker simpelthen ikke at gå og være irriteret bare ved tanken om, at det nok snart sker igen.

Angående spørgsmålet om tålmodig, så kommer svaret jo nok an på ens interesse, og derved også ens evne til at fordybe sig. Det er selvfølgelig et ret indlysende svar, men alligevel lidt for kompliceret, når det gælder disse psykologiske og psykiatriske undersøgelser.

Hvis jeg nu skal fortælle historien til ende, så må jeg jo også indrømme, at jeg heller ikke brugte den mindste smule tid på at undersøge, hvilken telefon jeg skulle have, jeg bestilte bare den samme som Kæresten har...

Hvad jeg skal lave i min efterårsferie

Så har jeg ENDELIG fået efterårsferie, og på grund af en eller anden grund, som jeg ikke lige kan huske hvad er, så har jeg hele to ugers ferie. jeg trænger virkelig til ferie. Jeg har endnu ikke fået noget svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning, men lige nu er jeg lidt ligeglad, eller jeg prøver i hvert fald på at være det. I stedet har jeg tusindvis af spændende planer for ferien.

Her er nogle få af de ting jeg har planer om i ferien:

Jeg har to bunker af bøger, som jeg håber at få læst i løbet af ferien. Den til venstre er min frivillige læsning, og den til højre er skolebøger. Jeg håber virkelig, at jeg får set bare en lille bitte smule fra den højre bunke, men jeg forudser at det bliver meget begrænset, for den venstre bunke er simpelthen så fristende...

Jeg skal selvfølgelig også tegne lidt. Jeg er næsten altid i gang med at tegne et eller andet, og sådan har det været siden jeg var helt lille. Lige for tiden er det sjældent, at jeg kaster mig over større projekter med lærred og maling. I stedet holder jeg mig til små simple motiver med blyant eller kuglepen. Det er et spørgsmål om, at jeg slet ikke kan overskue de store projekter. Disse små tegninger er lette at tage frem og lægge fra sig igen. Der er ingen pensler der skal vaskes, tuber man skal sikre sig er lukket ordentligt, ingen våd maling der kan smitte af på ting der helst ikke skal maling på. 

I løbet af sommeren har jeg været med Kæresten og nogle venner på en række shelterture, hvor vi sidder rundt om bålet den halve nat, og nogle gange overnatter vi også i skoven. Hver gang går jeg så i gang med at snitte en træfigur, som jeg så færdiggøre derhjemme. Denne forestiller godt nok en hare, men alle de andre har været små mennesker, for jeg fik oprindeligt ideen fra Emil fra Lønneberg.

Jeg har et gammelt Polaroidkamera SX-70, som jeg elsker at tage billeder med. Det er en lidt dyr hobby, men det er en ganske tilfredsstillende måde at fotografere på. Det har instant fremkaldelse, men i modsætning til digitale billeder er der ingen mulighed for at manipulere med motivet. Der er ingen fotoshop til at få modeller til at se endnu tyndere ud end de egentlig er.

Ønskeliste?

Jeg har snart fødselsdag, jeg fylder 31. Jeg har ikke noget problem med ad at blive ældre, men at blive voksen medfører et problem som jeg som barn så hos mine forældre, men som jeg ALDRIG havde troet, at jeg selv en dag skulle opleve. Problemet er, at at som min fødselsdag nærmer sig, begynder folk at at spørge:

Jamen, hvad ønsker du dig så i år?

Og som årene går bliver det sværere og sværere at svare på det spørgsmål.

Som barn var min taktik at tage BR-kataloget og sætte kryds ved så mange ting som muligt. Med tiden blev mine krydser lidt mere selektive. På et tidspunkt begyndte bøger og cd'er at overtage pladsen fra legetøjet. Da jeg flyttede hjemmefra var jeg tvunget til at ønske mig praktiske ting som køkkengrej og økonomisk støtte til skolebøger. Da jeg som førtidspensionist ikke længere var økonomisk på røven hver eneste måned blev jeg fri til igen at ønske mig sjove ting, Hvilket for det meste betød bøger. Samtidig fik jeg dog også penge nok mellem hænderne til selv at købe bøger, så selvom jeg læser flittigt, så har jeg lige nu så mange ulæste bøger på min reol, at det ville være grådigt at ønske mig endnu flere.

Selvom jeg ikke rigtigt har nogle ønsker, så nærmer min fødselsdag sig alligevel, og folk spørger igen:

Jamen, hvad ønsker du dig så?

Man burde kunne arrangere det sådan, at man koncentrerede alle sine fødselsdage mellem alderen 3 og 25 og derefter kunne man så bare holde en lille fødselsdag med nogle års mellemrum, sådan at man kunne få lidt tid til at samle sig en ønskeliste.

Om at trøstekøbe julepynt

Der er under en måned til at eksamenslæsningen går i gang, og jeg begynder lidt at kunne mærke presset, hvilket sætter gang i min evigt tilbagevendende eksamenskuller. Med eksamenskuller mener jeg, når jeg går voldsomt meget op i et emne der ikke er eksamens relateret, for at skabe et aktivt felt der kan stå som kontrast til alt det jeg får læst (eller ikke læst). Når emnet i år er julepynt, så foregår det sådan, at når min hjerne arbejder på højtryk med græske verber og begreber, sidetal og skrivekramper, så kan jeg godt nogle dage gå hen og blive ret melankolsk grænsende til trist, og så hjælper det at gå ind i en butik og købe en engel i porcelæn eller en pingvin med ørevarmere. Det er en temmelig effektiv kur, og det hjælper også når jeg har nedtur efter at fysioterapeuten viste mig en video af min egen røv der løber i slow motion.

Emnet i år er julepynt, hvilket blandt andet skyldes, at vintereksaminer gør mig mere kulret end sommereksaminer, men det skyldes også, at jeg i år også skal have mit første eget juletræ. Eftersom det er det første, så har jeg ikke meget pynt at hænge på det, og det vil derfor være det mest fornuftige at købe et lille træ, men julen handler ikke om fornuft, så fristelsen er stor til at købe et kæmpe stort træ, men hvis man skal have et stort træ, så skal man også have pynt nok til et stort træ, og så må man jo ud og købe noget (heldigt).

Bare fordi jeg køber en del julepynt betyder det ikke, at jeg køber hvad som helst. Det er helt utroligt hvor meget grimt julepynt der er derude. Det grimmeste jeg er stødt på var et lyserødt hestelignende fantasidyr med fjer, perler og bling. "Hold da op" tænkte jeg da jeg ikke bare fandt den i én butik men i to. Jeg selv foretrækker det lidt mere diskrete ting. Jeg køber sjældent mange ting på en gang, bare en lille ting her og en lidt større ting der.

Når nu jeg er i gang med at købe julepynt, så spurgte jeg min far om jeg også skulle købe noget med til ham. Jeg fejrer altid jul hjemme ved ham, men de julepynt han har stammer næsten alt sammen fra da min søster og jeg var børn, og det er efterhånden nogle dage siden. Han sagde selvfølgelig ja, hvilket bare giver mig en undskyldning for at købe endnu mere julepynt, når nu jeg ikke hele tiden gider at sidde med næsen i bøgerne.

Der er selvfølgelig den fare, at jeg går kold inden julen overhovedet er gået i gang, men den risiko er der alligevel, da jeg skal til eksamen i begyndelsen af januar, og derfor kommer til at sidde med mine bøger en god del af julen.

nu med slumretæppe

Prøv lige at se hvilken herlighed jeg har købt. Jeg har længe beundret de tæpper jeg har set Krokodullen lave på sin blog, så sådan et måtte jeg også have mig, for jeg bruger det meste af min dag på at sidde på gulvet på grund af min hofte, og så kan man ikke få for mange tæpper (det er generelt svært at få for mange tæpper, hofteproblemer eller ej).

Dette er et nydeligt billede, men det yder bestemt ikke tæppet retfærdighed. Tæppet er fyldt med mere eller mindre umulige farver og teksturer. Der er ikke to lapper der er ens, og jeg kan bruge timevis på at gå på eventyr i tæppet, og selvfølgelig har jeg yndlingslapper.

Så vidt jeg forstår, så brugte man denne type tæpper til at komme af med nogle af sine garnrester. Det fungerede lidt som et kædebrev. Man lavede en lap og sendte lappen ind til et navn på en liste. Så gav man listen videre til 10 af sine veninder, og på et tidspunkt ville man så modtage en masse lapper som man kunne lave et tæppe af. Dengang var alle lapperne selvfølgelig holdt i brune eller mørke nuancer. Krokodullen har sine garnrester fra nettet, så der er både lyserød, neongul, blå, grøn og hundredvis af andre farver.


Jeg ved ikke om dette bare er endnu et tegn på at jeg er ret småborgerlig, men i så fald nyder jeg det. Ro, renlighed og regelmæssighed. Kan det blive mere roligt, end hvis man sidder med en kop kaffe, en god bog og verdens bedste tæppe?

Hipsterne ville sikkert kalde et neonpink slumretæppe for et ironisk statement. men jeg mener på ingen måde min kærlighed til tæppet ironisk. Jeg synes helt oprigtigt, at det er et fantastisk tæppe, hvilket nok med al tydelighed viser hvor jysk jeg er.

En af grundende til at det er så fantastisk er, at jeg kender hende der har lavet det, og jeg ved at det er lavet med kærlighed, men det er også lavet for, at hun kunne holde angsten på afstand. Som en der, især tidligere, selv har levet med angsten, så betyder det noget ganske særligt for mig. Det er en måde for os at se på hinanden, selvom vi aldrig har mødtes, og sige 'Jeg forstår hvad du mener'. Det er et hemmeligt sprog, hvor man skaber skønhed fra alt det som gør ondt, og gør nytte af det ubrugelige

Sikke et held

I går var jeg nede og handle. Jeg skulle ikke have noget særligt. Jeg betalte bare med en hundredelap og fik 46,5 kr tilbage. Jeg samler alle mine 50 øre i en sparegris, så da jeg kom hjem tog jeg mine mønter frem og kiggede på dem. Den ene at 20'erne virkede underlig tung, så jeg så nøjer på den, og så viste det sig at være sådan en >

Jeg ved intet om mønter, men det er vel det man har google til, og voila, jubilæumsmønt fra dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup, værdi 65 kr (i fald at min mønt er i samme stand som den på billedet). Okay, det er ikke nogen formue, men det er alligevel lidt sjovt, og det er ikke lige det man regner med at få ud f en tur i Rema.

Så er spørgsmålet bare hvordan man sælger sådan en lille satan. Jeg ønsker ikke så meget at sælge den for pengenes skyld, men snarer fordi det kunne være en sjov lille historie at fortælle. Ellers skal finde en måde at hænge den op på min cool wall på.

Begrebet cool wall har jeg fra programmet Top Gear, som handler om biler. Det gør min gool wall dog ikke. Egentlig handler begrebet om at rangere biller efter coolhed, men ikke hjemme ved mig. Lige for tiden er det nu heller ikke så meget en væg, som det den hylde i min bogreol, hvor mit fjernsyn står.

For mig handler det om at vise ting frem, som har en værdi for lige nettop mig og som ingen andre har.

Dette billede fik jeg af en veninde, som jeg kender fra nettet. Mit brugernavn var Mumitrolden og hendes var Skyggeblomst.

Dette frimærke fik jeg af en ven der også har aspergers syndrom. En af hans interesser er frimærker. Jeg kunne ikke lige få noget ordentligt billede, men det er altså et mindefrimærke fra da pave Benedict XVI var i Jerusalem, hvilket kombinere min katolicisme og min interesse for hebraisk, så det syntes jeg var vældig betænkningsfuldt af ham.

Dette brev fik jeg af min bedste veninde mens hun var indlagt på anoreksiklinikken (Riget), og det roser mig i store vendinger, hvilket selvfølgelig er rart, men grunden til at det hænger fremme er, at jeg ved hvor dårligt hun havde det på det tidspunkt, og jeg var meget bange for at miste hende, og det betyder meget for mig, at jeg betyder så meget for hende







Så hvis mønten kommer på væggen, så kommer den i fint selskab.

Om 90'erne

90'erne er ikke et årti der bringer mig glade minder, hverken personligt eller modemæssigt. Det var de år hvor jeg gik i folkeskole, og de var de år hvor jeg aktivt kæmpede mod moden, fordi jeg syntes, at den var så grim. Jeg blev i '99 konfirmeret i lyseblå sandaler fordi alternativet var hvide buffelo.  Ifølge bladet Costume, så er 90'erne på vej ind igen, hvilket jeg i mit stille sind græmmer mig over, men måske er det fordi jeg er for ung til, til fulde at huske 90'erne. Jeg husker mest bare maver i frostgrader, klodsede sko til feminine outfits og frisure der var længere fortil end bagtil så man kom til at ligne et insekt.

Det var i 90'erne, at forældre og eksperter råbte larm i gevær, fordi Spice Girls var så tynde og dårlige forbilleder. I dag virker de jo nærmest kvabsede, især når man tænker på hvordan flere af dem senere kom til at se ud, og på hvordan stjerner generelt ser ud i dag.

Men Costume siger altså at 90'erne er på vej tilbage, og så er det vel det jeg må arbejde ud fra. Jeg ved ikke hvor interesseret jeg er i mode, men jeg er lige akkurat ikke uinteresseret nok til at være direkte ligeglad. Jeg er på dette kiksede mellemstadie, hvor jeg sådan lidt har en idé om hvad der er 'rigtigt' at have på, men ikke helt har fanget detaljerne, så det hele kommer til at virke en lille smule kluntet.

Der er kun én måde jeg formår at gribe sådan et problem an på, og det er ved hjælp af min (humaniora) nørdede side. Jeg tog et modeblad, og jeg tog en kuglepen, og så gik jeg i gang med at strege under, sætte ring om og tage noter. Det er en lidt underlig følelse at blande nørd og mode, men jeg kan godt lide at være dygtig til alt hvad jeg gør, inklusiv at klæde mig på, men jeg er ikke en af dem der intuitivt forstår at vælge det rigtige tøj, så jeg må studere. Jeg må især være opmærksom, for jeg skifter ikke min garderobe ud så tit, så jeg skal vælge tøj der kan holde mange år med mønster, materiale og snit, og det er hårdt arbejde, når man egentlig ikke har sans for den slags. Det sjove er at mange af de kiksede køb jeg har gjort gennem tiden i dag er super moderne, det gælder såvel en gul skjorte, en skjorte med kalvekrøs og en pencil skirt.

I hvilken grad det nytter noget ved jeg endnu ikke. Jeg ved heller ikke hvad jeg egentlig har gang i, eller hvad mit mål er. Jeg ved ikke og det er en positiv eller negativ udvikling, eller om det hele bare er lidt ligegyldigt.

Om at få brug for sit hebraisk

I går havde jeg min første forelæsning i 6 år. Jeg tænkte, det er da ingen sag, jeg sidder bare stille, og tager lidt noter undervejs, og tegner måske et par kruseduller i margenen. Sådan skulle det ikke komme til at gå.

Hver gang man får en ny underviser, bruger man lige nogle uger på at pejle sig ind på hans særegne måde at undervise på. Hvad skal man lægge vægt på i sin forberedelse? Hvor hurtigt taler han og springer mellem emnerne? Hvordan formulerer han sig? Hvilke emner ligger ham særligt på sinde? Hvordan reagerer jeg selv på måderne og emnerne for hans undervisning? De andre har haft vores lærer før, men for mig var det første gang, så jeg var ét stort spørgsmålstegn. Jeg skriver relativt hurtigt, men jeg kunne slet ikke følge med, så noget af weekenden må gå med at komme op med et helt nyt notesystem, som passer til denne form for undervisning. Vores lærer viste os hvordan hans egen bibel så ud med noter og understregninger. Det så super fedt ud, om end i en meget nørdet forståelse af ordet fedt. Han havde så mange overstregninger, at han ikke havde farver nok, så der var gule, grønne og røde ord, lyserøde ord med en grønne ringe om, og orange ord med røde streger. Jeg overvejer at lave en indsamling til at købe en pakke med tuscher til ham. Det er ikke fordi de koster noget nævneværdigt, men jeg vil ikke have, at det kan tolkes som at jeg gør tilnærmelser til ham. Jeg tænkte at det kunne være en fin lille semesterstartsgave.

Der var engang en pige der kritisk undrende spurgte, hvorfor i alverden jeg dog læste hebraisk, som i det var dog det tåbeligste hun længe havde hørt. Mit første svar til det spørgsmål er, fordi jeg er en nørd og bare synes, at det er super fedt, men grunden til, at det er på studiet, og at det er obligatorisk, er, at vi skal bruge det her i Gammel Testamente (GT). Hvis vi havde været dygtige nok, ville vi sikkert udelukkende gå ud fra den hebraiske tekst, men det er vi ikke, så vi bruger en blanding af den hebraiske og den danske.

Jeg har haft faget før med en anden underviser, men der er blevet indført skriftlige afleveringer, så jeg kunne ikke få merit, dvs få godkendt at jeg har bestået, men det er fint nok, for det er et af mine yndlingsfag. Med den underviser vi havde dengang, beskæftigede vi os med Genesis 1 mosebog) som et litterært værk, så det hebraiske betød ikke så meget. Nu har vi derimod en mere tekstkritisk tilgang, hvilket er lige så spændende, men mere sprogligt orienteret. Vi ser på grammatikken for at se, hvorfor går skællet mellem de to skabelsesberetninger i kap. 2.4a, eller hvordan man sprogligt kan skelne mellem skabelsens seks dage. Lingvistikken er et langt undervurderet fag, som har stor betydning for vores opfattelse af tingenes sammenhæng.

I den første skabelsesberetning (Gen 1.1-2.4a) er det kun verden, fiskene og fuglene, og menneskene der bara' (skabe), et særligt hebraisk verbum der kun kan have Gud som subjekt. Planter og landdyrene bliver jazah (frembragt), mens solen månen, stjernerne kun bliver ashah (gjort).

Om lektier og puslespil

Jeg har været alt for sløv. De bøger jeg skal bruge til GT, fik jeg først bestilt i fredags, og det er ikke sikkert at de når at komme frem til på fredag, så jeg kan nå at læse mine lektier. Det panikker jeg så lidt over. Fordi jeg har haft faget før, så har jeg en bog som dengang var grundbog, men denne gang blot er supplerende læsning, men for det første opfordrede vores lærer os til at læse supplerende læsning, for det andet, så har jeg ikke noget alternativ. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at det er første gang jeg for alvor har åbnet bogen selvom den var grundbog i et helt semester, og jeg var da heller ikke voldsomt imponeret.

Det var ikke mange sider, så jeg har måske siddet der ti minutter til et kvarter, men det var nogle voldsomme og angstprovokerende minutter. Jeg er vant til at læse meget, også på engelsk, så jeg tænkte, at det kunne jeg da få ordnet i en håndevending. Til hebraisk laver jeg lektier, men jeg har som sådan ikke LÆST lektier i seks år, og som sagt, så var det vist ikke imponerende hvad min indsats var dengang. det viste sig at være meget hårdere end jeg havde regnet med, for jeg lagde også hårdt ud med at strege under og alt muligt, men det var især hårdt fordi jeg tænkte, at dette her klarer jeg aldrig. Og hvordan skal jeg klare universitetet hvis jeg ikke kan lave lektier. I sin tid klarede jeg det dog ganske udmærket, men det skulle ikke forhindre mig i at panikke.

Efter lektielæsningen, gik jeg op for at lægge puslespil. Jeg lægger meget puslespil for tiden, så meget, at jeg ligefrem drømmer om det om natten. Jeg var i gang med et der manglede hovedparten af brikkerne, og hvor jeg ikke havde noget billede af hvad det skulle blive til, og af en eller anden grund, gjorde det det til det perfekte puslespil. Jeg tænkte, at det måtte være det smukkeste puslespil jeg nogensinde havde set, og jeg blev virkelig deprimeret over at jeg aldrig kunne blive færdig med det.

Det jeg blev deprimeret over var selvfølgelig det med lektierne, men det var på en eller anden måde for personligt og for tæt på, så jeg kastede al min tristhed over på noget mere harmløst. Jeg blev faktisk virkelig ked af det, og det eneste jeg havde rigtigt lyst til var at sætte mig ned og tude, bare lade tårerne flyde, men jeg gjorde der ikke, for så ville nogen spørge hvorfor, og jeg orkede ikke at forklare, for jeg forstod det på det tidspunkt dårlig nok selv. Jeg var bange for, at det var begyndelsen på en af mine mørke perioder, hvilket ville ødelægge alle mine håb og drømme, men mest tænker jeg bare, at jeg nok er mere udmattet end jeg lige går og regner med, og at jeg bare skal lade der gå gå nogle uger, så jeg kan vende mig til at være tilbage på uni, for jeg tænker, at når jeg er træt, så er jeg mere sårbar over for weekendsangst.

Med søster på café i Aarhus

Der var egentlig ikke nogen speciel grund til, at jeg skrev til min søster, om hun havde tid til at mødes, men skal man have det for at mødes med sin familie? Vi plejer ikke at se hinanden så tit. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, det er bare at vi simpelthen ikke får det gjort. Hvis man endelig skal sige, at der er en grund til at jeg fik taget mig sammen til at spørge hende, så er det, at vi for nyligt havde en rigtig god og åbenhjertig samtale over sms. Vi havde den over sms, for i vores familie er vi ikke vant til at tale om problemerne, men vi er begyndt at skrive om dem, for så går det en lille smule lettere. Efter den samtale længtes jeg efter at se hende igen, jeg ville sikre mig, at hun var okay, og jeg ville vise, at jeg også var det, for når man ikke er vant til at tale om tingene, så kan det godt tage hårdt på en.

Det begyndte at sne da jeg tog af sted. Det var ikke den stille sne med store bløde uldtotter, den sne de på mit gamle bosted kaldte Lindasne fordi jeg elskede den så højt. Det var små næsten støvagtige gryn der ikke så ud af noget, men som hurtigt lagde sig på veje og marker., et kort øjeblik var jeg næsten bange for, at jeg ikke ville kunne komme hjem igen med toget, da jeg ikke stoler voldsomt på den danske togdrift, om end det er blevet bedre efter jeg flyttede og skiftede til Arriva.

Her hvor jeg bor var det ikke voldsomt koldt, så jeg tog af sted uden hue, da det ikke passede særlig godt med min frisure, men da jeg kom til Aarhus var vinden bidende. På den øvre del af Ryesgade, blæste det så meget, at jeg frygtede at blæse omkuld, og jeg har ellers et ret godt fodfæste. Man må lide for skønheden siger man, og jeg skulle heldigvis ikke så langt, men der stod en sælger af hus forbi, og de så så koldt ud, at jeg ikke nænnede bare at gå forbi. Desværre havde jeg ikke noget mindre end en 100 kronesseddel, og han kunne ikke give tilbage. Hvis han havde hevet nogle penge op af lommen, så havde jeg sagt, 'bare giv mig hvad du kan og behold resten', men 100 kr... Jeg overvejede det faktisk, men jeg kunne ikke få mig selv til det. 100 kr er trods alt 100 kr. Jeg skulle ned og købe en taske før jeg skulle på café, og jeg lovede ham at jeg ville komme tilbage. Det gjorde jeg også, men vejret var i mellemtiden blevet endnu dårligere, og han må have opgivet, for jeg kunne ikke se ham noget sted.

Det jeg var henne og købe var en Eastpak rygsæk, for normalt bruger jeg skuldertasker, men efter jeg har været skadet, har fundet ud af hvor svag min venstre side er, og har fået stillet diagnosen mildt spastisk lammelse, så tænkte jeg, at det måske ville være klogt at have en rygsæk, som ville fordele vægten lidt mere ligeligt på mine skuldre. Jeg har tænkt på det i flere måneder, men jeg skulle lige have pengene, og så skulle jeg lige vente på udsalget, og så skulle jeg lige vente til jeg skulle til Aarhus, fordi det viste sig at min lokale taskebutik ikke holdt udsalg. Og det betalte sig at vente, for det var -40% på sidste års modeller, hvilket vil sige -200 kr, hvilket jo også er en slags penge.

Jeg begyndte oprindeligt at gå med skuldertaske, for at fornægte min nørdede side, og siden er det bare nærmest blevet en vane, men en praktisk vane, for når man så ikke har så meget i den, så er alting lige ved hånden og der er en masse forskellige rum. Nu kapitulerer jeg altså, men selvom jeg ikke længere fornægter min nørdede side, så er jeg stadig bange for at se nørdet ud. Det er derfor jeg vælger Eastpak. Det er på ingen måde de sejeste tasker til en på min alder, men det er bestemt heller ikke de grimmeste. Jeg valgte dem, fordi så er man på nogenlunde sikker grund.

Min søster og jeg mødtes på Sigfreds kaffebar, den der ligger under Vangsgaards boghandel, for det er min yndlings cafe, for der føler man sig ikke underlig, hvis man kommer en halv time for tidligt og hiver en stor bog op af tasken. Man føler ikke trang til at råbe ud over det hele 'Jeg er IKKE blevet brændt af!!!', hvilket jeg nogle gange føler andre steder.

Om at skrive breve til fremmede

Jeg elsker at modtage breve, men når man ikke er en eller anden super berømt kendis, så må man også skrive til folk for at de vil skrive til en efterfølgende, hvis man da er heldig. Heldigvis elsker jeg også at skrive breve, måske elsker jeg faktisk at skrive breve mere end jeg elsker at få. Måske er det fordi jeg er narcissistisk og får større nydelse ud af at skrive om mig selv end jeg får ud af at læse om andre, måske er jeg en god pige der elsker at glæde andre, eller måske kan jeg bare godt lide, at det udfylder mere af mit trivielle liv at skrive end at læse.

Oftest skriver jeg bare postkort, for et postkort er langt nok til, at man kan sige 'hey, jeg tænker på dig' og langt nok til at man kan skrive hvad der sker i ens liv, men det er heller ikke så langt at man sidder tilbage med en følelse af, at man skulle have skrevet mere, det er der nemlig ikke plads til. Samtidig kan man lægge tanker i hvilket motiv man vælger.

Jeg begyndte på det med postkort med en veninde jeg havde sidst jeg var indskrevet på universitetet. Vi så hinanden på uni næsten hver dag, og til sidst boede vi også på samme kollegium (der er fra den tid billedet stammer), men alligevel skrev vi postkort til hinanden, og vores idéer blev vildere og vildere. Engang dækkede jeg hele hendes døråbning med bagepapir som jeg havde skrevet og tegnet på, og engang fik jeg en pakkekalender.

Dengang hængte jeg alle postkortene på mine døre, men nu har jeg for mange, så de ligger i hvad min familie kalder nisseligkisten, en trækiste fra en firmajulegave min far fik. Jeg skriver og samler stadig på postkort, men med PostDanmarks evigt stigende porto, så er jeg gået mere over til almindelige breve, for så får man ligesom lidt mere for pengene. På det seneste er jeg endda begyndt at gå mere og mere over til elektronisk post, hvilket genere mig lidt men det er nu engang så praktisk, men det er ikke 'praktisk' jeg søger, jeg søger personligt og eventyrligt.

Noget elektronisk post dog er god til, og som burde lukke munden på alle kritikere, er muligheden for at komme i kontakt med vildt fremmede mennesker og skabe forbindelser på tværs af geografiske, kulturelle, aldersmæssige og praktiske skæl. Jeg kan faktisk godt lide denne mulighed, for 1 ud af 10 gange hvor man skriver til et helt fremmed menneske, opstår der en menneskelig og venskabelig kontakt og man får en varm og boblende fornemmelse indeni. Det skete da jeg skrev til Rikke Rønholt, og det skete da jeg i går fik et rigtig varmt brev fra Kina fra en pige jeg kendte fra folkeskolen, og som jeg har meget til fælles med, og det er sket mange gange før. Nogle gange opstår der en kontakt, men mange gange gør der ikke, men det må man tage med. Nogle gange føler man sig som superman, andre gange som en komplet idiot, men pyt med det. Nogle gange skriver man lange breve hvor man krænger sit indre ud, og andre gange er det bare en kort besked, som denne jeg sendte for 20 minutter siden til en ven af en ven

Hej [udeladt]
Undskyld dette uventede brev, men er du den katolske pige jeg mødte i toget i mandags?
Hjertelig hilsen
[udeladt]
DANSK katolik

Fur under dynen

Nej, der står ikke forkert, jeg har ikke haft herrebesøg under dynen. I stedet var jeg med min mor på weekendtur på den lille ø Fur, som ligger i limfjorden. Jeg skrev i fredags, at jeg skulle af sted der, men det var altså først lørdag, jeg stod ellers klar med alle mine pakkenelliker. Til mit held skulle min mor hente mig her, det ville ellers have været yndigt, hvis jeg var taget hele vejen derop, bare for at kunne tage hjem igen. Måske jeg dag ville have haft mere styr på mine ting, hvis det var tilfældet.

Det blæste meget mens vi var der, men ellers var vejret godt, og vi fik gået nogle dejlige tur. Det hænder at turister siger, at vi i Danmark ikke har nogen 'rigtig' natur, men det er fordi de ikke kommer steder som furfor der var stejle glatte skranter, selv på den afmærkede sti. Det var måske ikke ligefrem alperne, men Danmark kan skam også være smukt.

Fur er kendt for sine forsteninger, og begge dage rendte vi da også rundt nede på stranden med numsen i vejret og fingrene begravet i sand og ler. Min mor roser mig altid for mine fosilfinderevner, og jeg vil da medgive, at jeg har et vist held (jeg har fundet forstenede søpindsvin både ved Brabrand sø og lige midt i Randers). Da vi kom ned på stranden havde jeg dog præstationsangst, for hvad nu hvis jeg ikke fandt noget? Min mor ville ikke blive skuffet over mig, men jeg ville blive skuffet over mig selv. Heldigvis fandt jeg da et par ting, både på dag 1 og 2, men det var vist også mere held end forstand, men jeg var godt tilfreds. Til at starte med var jeg skuffet over at det alt sammen var planter, for planter er ikke nær så 'fine' som dyr, men da jeg fik set lidt mere på dem derhjemme, så var jeg nu egentlig meget godt tilfreds.

Vi boede på et bed&breakfast, hverken særlig fint eller specielt dårligt. Der var pænt og rent, men der var hunde hamrende koldt. Jeg er vandt til kulde, fra den tid hvor jeg boede i Randes i en lejlighed der ikke kunne varmes op, og min mor er heller ikke pjevset (hvilket dog ikke forhindrede os i at brokke os), så vi sprang bare under dynen med et krus Knorr cup a soup, special, hvilket ikke smagte ret meget mere interessant end de almindelige, selvom de var dyrere, men de varmede godt, og det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg læste matematikfilosofi, og min mor, som er matematiklærer, måtte engang imellem lægge sin sodukko fra sig for enten at hjælpe mig eller lægge øre til sjove eller knudrede formuleringer.

Vi var ikke de eneste mennesker i huset, der var også en flok damer på tur. De larmede ikke specielt meget, men væggene var tynde, så man kunne høre ALT. Min mor var bange for, at jeg ikke ville kunne falde i søvn, men det havde hun ikke behøvet, for jeg kan sove fra alt. Engang sov jeg fra en brandalarm, ikke en af de almindelige, men en fuldstændig hysterisk en, der var så høj, at man ikke kunne føre en samtale. Jeg sov som en sten, og jeg havde ikke en gang taget beroligende medicin.

Om en dag med religiøse symboler

Rosenkrans

Den ene af mine kontaktpædagoger skulle følge mig til lægen, og jeg kom ned i lidt god tid, for sådan er jeg nu engang. Hun havde en halskæde på, som jeg ikke kunne lade være med at kommentere, for det var en dårlig kopi af en rosenkrans, en pæn kopi, det må jeg give hende, men forkert. Jeg prøvede at forklare hende, hvordan perlerne skal sidde i klynger af ti, gentaget fem gange, men jeg er ikke særlig god til at forklare den slags.

Da vi kom hjem fra lægen, ville jeg forære hende en rigtig rosenkrans, jeg havde nemlig en liggende, der ikke er velsignet, og som jeg derfor ikke bruger. Hun blev glad ved gestussen, men hun var faktisk i tvivl om, om hun måtte tage imod den, for stedet her er nyt, og der er endnu ikke blevet fastsat hvad, for hvor meget, hvordan og hvorfor pædagogerne må modtage gaver. Først ville hun spørge vores daglige leder, men det blev sendt videre til, at det skal tages op på et personalemøde.

I mellemtiden var der gået et par timer, og hun fortalte mig beslutningen over min eftermiddagsmad. Sammen med os til eftermiddagsmad var vores nye vikar, så vi kunne komme til at lære hinanden under trykke rammer. Hun har været gift og bosat i Grækenland i en lang årrække, så hendes børn er græsk ortodokse. Der er stor, jeg vil ikke direkte kalde det fjendtlighed, men kølig konkurrence mellem den katolske og den ortodokse kirke, men sandheden er, at der er stor sandhed og skønhed i dem begge, og der er mange ting vi har til fælles, som protestanterne (desværre) ikke helt kan tale med om.

Jeg fortalte blandt andet, at jeg har en hel håndfuld rosenkranse liggende, både velsignede og ikke velsignede. Mange af dem er meget smukke, nogle har en smuk historie, nogle har jeg endda selv lavet, men hvad betyder det, for jeg bruger alligevel altid den samme. MIN rosenkrans er perfekt, selvom den ikke er nogen skønhed. Den er solid, og perlerne ligger så godt i hånden, som havde jeg aldrig bestilt andet end at bede rosenkransen, hvilket desværre ikke er sagen. Vikaren kendte kun alt for godt symptomet, for de ortodokse har også en bønne krans, og hendes børn havde også én der var bedre end alle andre.

Ikoner

Vi fik en lang os en lang snak om religiøse symboler, og de skulle da lige op og se min samling af rosenkranse. Vi talte om, men desværre ikke så meget som jeg gerne ville have haft, og de ortodokses forhold til ikoner, det er nemlig noget de har et virkeligt smukt forhold til, som vi katolikker kan lære meget af, som hele vesten kan lære meget af. Igennem det seneste år, er der nogle billeder, som bliver kaldt ikoner :-@ der er blevet populære. Det er især midaldrende kvinder der maler dem og føler sig meget spirituelle (et ægte ikon bliver ikke malet, men skrevet), men det er bare billeder, og normalt ikke en gang særligt pæne, og jeg bliver rasende, når jeg ser dem, for det nedgør hvad et ægte ikon er.

Den undergørende medalje

Da jeg sad inde ved lægen og skulle have fjernet sting, sad jeg med overkroppen lænet ind over briksen med armen strakt frem, så han kunne komme til. Dette gjorde at min halskæde kom til at hænge og dingle et sted lige under min hage. Min læge er en lidt ældre mand, så jeg blev helt paf, da han kommenterede den. Mænd og accessories, jeg troede ærlig talt ikke, at de lagde mærke til deres eksistens, men det gjorde ham her.

Ved siden af mit sølvkors har jeg en lille undergørende medalje hængende, det har jeg haft i mange år, men min nuværende medalje fik jeg da jeg var i Paris, hvor vi fik en hver til minde om turen.

Min læge sagde at det var en interessant halskæde, og jeg fortalte ham hvad den hed. Han havde lagt mærke til den, fordi han selv har en. Han havde som barn været indlagt på Skt Joseph hospitalet i Odense, og der var der en af søstrene (nonnerne), der havde givet ham en. Jeg synes at det var sjovt, at han stadigvæk havde den.

Da jeg skiftede den gamle medalje ud med den nye, gav jeg den gamle til en veninde der er meget syg. Hun er ikke katolik, så for hende er det nok ikke en påmindelse om tilbedelse af Gud, men derimod en påmindelse om vort forhåbentligt evige venskab. Jeg prøver ikke på at missionere over for mine veninder, kun gennem efterlevelse af Guds kærlighedsbud, elsk din næste som dig selv. Jeg elsker ikke mine veninder fordi Gud siger at jeg skal, men Gud forære mig kærligheden, en gave fra ham til mig til dem. Pædagogerne spørger hvordan jeg finder overskud til altid at gøre små kærlige ting for mine venner. Normalt svare jeg, at sådan er jeg bare, men det er Gud der giver mig det. Jeg lærte det af en veninde der nu er præst (protestantisk) og jeg sider ikke, at ikke religiøse mennesker ikke kan gøre den slags, men for mig er det en troens gerning.