Endelig et svar

Her for nogle dage siden, fik jeg endelig svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning. De har heldigvis godkendt den. Jeg vil ikke så meget sige at jeg er glad, som at jeg bare åndede lettet op. Jeg har på intet tidspunkt for alvor frygtet at blive smidt ud af universitetet, men jeg har i lang tid båret på tungden af alt det arbejde, forvirring og usikkerhed der hele tiden lå forude, så længe de ikke havde godkendt min ansøgning.

Nu da den var blevet godkendt, hvad så? Tja, så ikke så meget. Selvfølgelig var der lettelsen, men den virkede kun som noget særligt i kort tid, så blev den forvandlet til hverdag. Bekymringerne blev til noget der bare havde været engang. Andre ting begyndte at tage deres plads i forgrunden af min bevidsthed. Men der foregår for mange andre ting lige nu til, at jeg egentlig når at tænke på, hvad det kommer til ar betyde for mig.

Mest kommer det nok til at betyde, at jeg bliver nødt til at fokusere på mine lektier igen, i stedet for at undskylde mig med, at jeg havde rigeligt at tænke på. Mest af alt er jeg bare glad for at have ferie, at have tid til ikke at føle mig presset, før jeg begynder at blive stresset over nye ting som eksamenslæsning og lignende.

Tid til alt andet end læsning

Den tid på året er kommet, hvor jeg burde sidde dybt koncentreret over skolebøgerne, krumbøjet over fortidens kundskaber. I hvert fald har jeg officielt fået læseferie, men jeg har slet ikke haft tid til at finde skolebøgerne frem. Eller måske har jeg bare ikke lige gidet, det er ikke lige til at vide.

I stedet for at læse har jeg tegnet, set tv, set på en lejlighed med Kæresten,sagt ja til lejligheden, men ikke fået den, købt alle mine julegaver, købt en masse bøger til mig selv, fortalt og tegnet dårlige vittigheder, læst bøger der bestemt ikke relaterer sig til eksamenslæsningen, købt små sjove gaver til pakkeleg og været rundt for at lede efter gammelt juletræspynt uden dog rigtigt at finde noget.

Vigtigst har det dog været, at det i søndags var tre år siden, at jeg sidst har skåret i mig selv med vilje (klodsede køkkenulykker tæller ikke med). Det er ikke fordi jeg sådan rigtig fejrer det på behørlig vis, men det var det lidt sjovt at tænke på, og det var da en lejlighed til at kunne fortælle det på facebook og blive glad for folks anerkendelse, uden derved at komme til at virke alt for selvfed.

De fleste dage har dog været ligesom i dag, hvor jeg knap nok kommer uden for en dør. Dage hvor jeg hænger foran computeren og skriver en enkelt mail eller to, som egentlig helst skulle have været skrevet for flere dage siden. 

Jeg har det egentlig fint ned ikke at have så travlt for tiden. Min eksamen ligger først d. 19. januar, så det er rart at kunne tillade sig lidt ferie inden jeg for alvor går i gang. Jeg ved ikke om det er muligt at læse for meget, men det er i hvert fald muligt at anstrenge sig for meget, således at man til sidst intet er bevendt. Jeg ved ikke hvornår jeg går i gang. På den ene side føler jeg ikke, at jeg har travlt, men samtidig er jeg også bange for ikke at starte i god nok tid.

Det der egentlig har generet mig mest ved at tage fri er, at jeg er i en periode af mit liv, hvor at tage er ensbetydende med at have tid til at vaske tøj og gøre rent og den slags, og selvom det er rart igen at kunne tage rene sokker og t-shirts på, så er det også et tegn på, at jeg er ved at være så voksen, at det gør helt ondt at tænke på. 

Jeg tegner mit liv #4

I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion  god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.

Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.

I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.

En travl tid

Her er nogle af de ting jeg har foretaget mig i løbet af den sidste uge:

• Købte for 200,- børnebøger i folkekirkens nødhjælp, som jeg donerede til Læs For Livet. Katching, dobbelt op på god samvittighed.
• Pjækkede den ene dag fra latin og gik hjem og sov i næsten tre timer, og resten af dagen sad jeg bare som em zombie og gloede på computerskærmen.
• Fandt en fantastisk tegneserie om en phd-studerende/gravhund HER
• Kom til at gøre det klart at jeg troede at Confesio Augustana var det samme som Augustins Confessionis, en misforståelse som mange unge teologer begår, men jeg gjorde det altså foran HELE klassen.
• Kæresten havde fødselsdag og det skulle fejres både med brunch med ham og hans mor, og om aftenen med nogle venner, og selvom det var rigtig hyggeligt, så tog det også mange af mine kræfter.
• Mens Kæresten lavede mad, sad jeg og læste inspector Morse (bøgerne). Som teenager var jeg ret forelsket i ham der Morse, også selvom han var gammel, overvægtig og fordrukken. Jeg er godt inde i bog nr to nu, men jeg har endnu ikke helt bestemt mig til, om de kan leve op til alle mine teenagefantasier fra dengang.
• Gav både Kæresten en rigtig gave og en for sjov gave. Jeg havde længe truet ham med at forære ham Barbara Cartlands samlede værker, men ved et rent lykketræf fandt jeg en Barbara Cartland LP, der indeholder tekster som "I wish to be sweapt away by a sheik, and we ride across the hot sand of the dessert", simpelthen så fantastisk forfærdeligt :)
• Lortemobilen bliver ved med at gå ud, og jeg er snart tvunget til at købe en ny (men den er jo kun 3 år gammel). Desværre er der én enkelt og meget vigtig information som aldrig står i nogen af salgsannoncerne, og det er hvorvidt den pågældende telefon har en samarbejdsvillig ordbog. Jeg har ikke lyst til at spørge Kæresten om han vil have en luder, når alt jeg egentlig ville bare var at spørge, om jeg skulle købe et franskbrød.
• Kæresten tog mig med ned på Aros hvor han nogle dage før havde set en rigtig fed udstilling. Jeg var ret træt efter at have fejret fødselsdag dagen før, men søndag var sidste dag, så vi kom af sted, og gudskelov for det. For det var rigtig nok en super fed udstilling. Udstillingen er som sagt lukket nu, men I kan se lidt billeder og læse om den HER
• Min søster, hendes kæreste, Kæresten og jeg mødtes og gik en tur i skoven. Min søster og jeg bor i hver vores ende af landet, så det er sjældent at vi ses.
• På universitetet i går sagde jeg ja til deltage i et hurtigt forsøg, hvor jeg skulle lægge nogle billederserier i rækkefølge. Jeg fik at vide, at det var noget med puslespil for børn, men jeg regnede ret hurtigt ud, at det handlede om 'læseretning', men sådan er det jo med den slags forsøg, man kan ikke fortælle deltagerne hvad det handler om uden samtidig at gøre dem opmærksomme på deres handlinger og derved manipulere med resultaterne.

I dag tillader jeg mig selv en fridag.

Numsemassage og sprogligt talent

Først vil jeg lige minde jer om min lille jubilæums give away HER, hvor I kan vinde Murakamis aller tykkeste bog, som ligefrem er muraKOMISK.

I går var jeg ved fysioterapeuten fordi min hofte/røvskade bliver ved med at drille mig- Jeg tænkte ikke, at der var noget alvorligt galt, men når det gælder skader, kan man næsten ikke være for forsigtig, eller det kan man sagtens, man kan beskytte den så meget, at man helt stopper med at dyrke sport. Hvad jeg mente var bare, at nu hvor jeg er startet på og bliver nødt til at sidde på skodstole, så gør det ekstra ondt, og jeg ville gerne lige have nogen til at se på det. Denne gang gav fysioterapeuten mig lige en omgang numsemassage, hvilket var rart, om end på en meget intens smertefuld måde. Jeg havde desuden medbragt en tykkere pude end den jeg plejer, så jeg kom næsten igennem skoledagen uden at have lyst til at tude over smerterne. Jeg kan godt være lidt en tudemarie når jeg er presset, men jeg græder sjældent over smerte, men nogle dage har min hofte gjort så ondt, at jeg var lige ved.

En ting jeg dog endnu mere har lyst til at tude over er latin. Der var ingen blød start ligesom i hebraisk hvor vi først skulle lære os at stave os gennem ord og sætninger før vi gik videre til oversættelser, Nej her var det lige på og hårdt med Italia terra est og så blev det kun sværere derfra. Der er en del uenighed om hvilke græskforudsætninger der er for at kunne forstå faget. Spørgsmålet er nærmere at der er visse forudsætninger for vores forståelse af basal grammatik. Forleden forklarede jeg, at man sagtens som jeg kan komme sovende til en studentereksamen, og det kan man også sagtens, men det hævner sig sidenhen, hvis man vælger universitetet. Jeg brugte tre semestres græsk på at lære forskellen på et akkusativ objekt og et dativ objekt, og jeg forstår stadig ikke forskellen på et adverbium og en konjunktion. Og dertil kommer der alle de ting jeg ikke engang vidste, at jeg ikke vidste. Hvad er for eksempel forskellen på en perfektum og en imperfektum. Problemet er nok ikke så meget, at jeg ikke forstår disse ting til bunds, problemet er at jeg tror at det er meget sværere og mere kompliceret end det i virkeligheden er, og derfor VED jeg, at jeg aldrig kommer til at forstå.

Jeg har spekuleret længe om jeg skulle fortælle læreren at jeg ikke ved alle disse ting. Det er jo mit eget ansvar at lære dem, og ville det ikke lyde lidt for meget som "det er forfærdelig synd for mig". Jeg valgte nu alligevel at gøre det, for han er en flink gammel hippie med langt hår og hawaii skjorte. Han sagde, at jeg så måtte have et sprogligt talent. Jeg burde have taget imod kommentaren med et smil og så bare tænke mit, men jeg blev så overrasket at jeg kom til at fnise og sige 'nu må vi se'. Det var meget sødt af ham at sige det, men han har kun hørt mig sige noget to gange, og sandt nok, så styrede jeg for vildt i den ene af sætningerne, hvor jeg kunne gentage hans ord om Christiani/kristen både kan være et substantiveret adjektiv og en adjektivisk genitiv, til gengæld kom jeg til at oversætte munke med klostre hvilket gav en lidt bøvet oversættelse. Det vigtige i denne smøre er dog at jeg fik ros af en lærer, hvilket er ren creme brulée, jævnfør indlægget forleden dag.

Jeg skal nok blive glad for at være tilbage på uni, når jeg lige er faldet lidt ned, for lige nu har jeg så travlt med at panikke over ingenting, at jeg ikke har det store overskud til at være med socialt, så jeg føler mig lidt udenfor, but it is all in my head.

Så starter sommeruni og andet

Så er det i morgen, at jeg starter på sommeruni. Jeg er ikke blevet færdig med at læse bogen, bla fordi jeg i går valgte at tage en fridag. Jeg tænkte, at de kunne være sundt at slappe lidt af før det hele går i gang, men det kom ikke til at ske, for jeg kedede mig så meget, at jeg var helt anspændt, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt have læst. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste havde fået en masse ud af dagen, men det kan jeg ikke ligefrem sige, jeg fik set CSI NY, lagt vasketøj sammen og jeg havde nogle samtaler med forskellige pædagoger og mit bosteds leder ang min fremtidige flytning. Det er da ikke fordi jeg slet ikke fik lavet noget, men helt imponerende er det heller ikke.

Min mangel på cola hjælper ikke just på mit aktivitetsniveau. Ja, jeg drikker godt nok kaffe i stedet for, men så meget kaffe drikker jeg heller ikke, at det er helt nok, for kaffe er bare ikke helt lige så godt. Jeg prøver at holde mig til en liter om dagen, og det er hårdt, men der er ikke nogen der siger, at det er en menneskeret at drikke 2-3 liter om dagen, for så 'slemt' kan det godt nogle gange være. Det er lidt min drøm, at jeg som normale mennesker kun drikker cola en gang imellem, så jeg lokker mig selv med store gaver.  Jeg frygter dog lidt hvordan det skal gå, hvis jeg ikke har cola til mine lange dage på universitetet

Den gave jeg har ønsker mig, er i forhold til min indtægt, lidt dyr, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vælge noget andet, men jeg synes altså virkelig, at den er pæn. Jeg havde en samtale med en af pædagogerne om det, og hun synes jeg bare skal gøre det, for hvis jeg vælger noget andet KUN fordi det er billigere, så bliver jeg ikke rigtigt glad for det, og hvis man ikke er rigtig glad for det kan man lige så godt lade være.

mig 1.y

Nu bruger jeg betegnelsen, at jeg gerne vil være som normale mennesker, og at jeg gerne vil have pæne ting, og det får måske nogle til at stejle, men jeg mener det grav alvorligt. Jeg går meget op i at mit tøj og min opførelse er så perfekt som muligt, men jeg føler bare at jeg har meget at kompensere for, meget at bevise, hvis jeg gerne vil kvalificere mig til at blive accepteret af andre. Jeg er kommet en lang vej siden det billede blev taget, men inderst inde føler jeg mig stadig som den pige der. Man kan sige mange ting om at man ikke behøves at gå klædt som alle andre, at man skal finde sig selv, men jeg følte mig jo ikke tilpas sådan der, jeg ønskede at være lige som alle andre, jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde.

Så når jeg snakker om at jeg ønsker at være normal, så ønsker jeg nok at være bedre end normal. Jeg formulere mig måske som om jeg gerne vil være bedre end andre, men det er for nemheds skyld, for det er ikke helt sandt, jeg ønsker bare at være bedre end den jeg var, men da jeg ikke føler at jeg har noget fungerende indre kompas til den slags, så føler jeg at jeg bliver nødt til at gøre lidt mere hele tiden, bare for at være på den sikre side.

Jeg ved godt at de fleste har kiksede perioder som man prøver at lægge bag sig, og min er nok ikke værre end så mange andres, men det forestiller man sig vel altid selv, jeg tager det nok bare mere personligt end de fleste.

Udmattet

Hver gang det har været weekend/ferie er jeg så udmattet, at jeg synes jeg trænger til weekend/ferie, men hvad jeg virkelig trænger til er hverdag.

Jeg vaskede tøj i går, og der kom ved en fejl en uldbluse med i den ene maskine (heldigvis den med skånevask). Blusen overlevede, men der var sort fnuller overalt. Det sad i maskinen, i tøjet, og i et forsøg på at få det af tøjet, flagrede det rundt OVERALT i vaskerummet. Jeg var grædefærdig. Vi har en rengøringskone der kommer her om mandagen, men jeg syntes nu alligevel, at når det var mig der havde svinet sådan, så burde det også være mig der skulle ordne det, men jeg kunne slet ikke overskue det.

Her til morgen skulle jeg så ned og hente det tørre tøj, og der, overalt, lå mit sorte fnuller, og jeg krympede lidt indeni ved synet.

Generelt var det bare ikke lige min weekend. Jeg havde også skullet lave hebraisk, hvilket jeg ikke lige orkede, men det skulle jo gøres, og jeg tænkte, at det ville nok blive sjovt når jeg først kom i gang, men det gjorde det bestemt ikke. Biblen er fuld af spændende steder, men Gen/1 mos 9,1-17 er ikke en af dem. Det at jeg syntes at oversættelsen var triviel, kunne man vælge at se som, at jeg er blevet dygtigere, men pessimist som jeg er, tolkede jeg det som, at jeg bare var sløset.

En af mine kontaktpædagoger var jeg sammen med for første gang i mange uger lørdag, og jeg kunne så fortælle, at jeg ikke er kommet videre i mit liv. Jeg sidder stadig på min flade og ser dvd'er med CSI NY. Jeg kan komme med mange spidsfindige analyser og ironisk distancerede bemærkninger, men sandheden er, at jeg er blevet bidt af den, og jeg har en mindre identitetskrise, fordi jeg er ved at være ved slutningen af den sidste sæson. Jeg kan selvfølgelig altid starte forfra, og det gør jeg nok også, men jeg føler stadig, at jeg mister noget af mig selv.

Påske og indlæg nr 500

Der er mange ting i mine tanker i dag, og jeg spekulerer på om mit hoved er for forvirret til at skrive et ordentligt indlæg, men så må jeg bare prøve det bedste jeg kan.

Det er påskedag og Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden, Halleluja! Og jeg ærgrer mig over at jeg ikke kunne/ville/turde/huskede at tage til påskemesse i nat. Påskemessen er ellers en af de smukkeste begivenheder man kan forestille sig, og indenfor katolicismen også en af de, for ikke at sige den vigtigste i løbet af året. Men jeg gik bare direkte i seng efter at have set "Skyfall" med min familie, hvilket da også var ganske hyggeligt, men bare ikke helt til at sammenligne. I den katolske kirke er der messepligt, hvilket betyder, at man skal gå til messe (gudstjeneste) helst hver søndag, men ellers på særligt udvalgte helligdage. Men sygdom og angst for at være sammen med mange mennesker, tæller som en lovlig undskyldning for at lade være, hvilket er en god ting, i hvert fald noget af tiden, men det er også skidt, for nogle gange har jeg fornemmelsen at at det mere handler om dovenskab, og om at jeg bare ikke gider, men jeg ved, at hvis jeg kom af sted, så ville det være fantastisk for mig.

Dette er mit indlæg nr 500. Da jeg startede denne blog, havde jeg ingen anelse om, at jeg ville nå så langt, for dette var nok bare endnu et af mine småskøre projekter, som jeg ville være vildt entusiastisk med i en uge eller to før det ville blive kedeligt eller uoverskueligt, og jeg ville droppe det, men nu er der altså skrevet 500 indlæg, der er gået 1½ år, og der er i snit lidt over 100 mennesker på besøg hver dag, og det er vel ikke så dårligt endda. Jeg har da haft dage hvor jeg overvejer at stoppe og koncentrere mig om min skole, men jeg må sige, at jeg altså ikke er nørd nok til at læse lektier før kl 7 om morgenen, og selvom jeg stod sent op i dag, for trods sne, kulde er vi skiftet til sommertid, så vågner jeg lidt for tit mellem kl 3 og 5 om morgenen, og så skal jeg have et og andet at give mig til. Desuden er jeg, som blogger, medvirkende i en bog som snart udkommer, og jeg tænker, at det ville være fesent at stoppe lige før jeg har chancen for at blive, om ikke rig, så i hvert fald en lille smule berømt.

I går så jeg et dr program om hvordan man opdrager en vinder, og jeg må erkende, at det er ikke mig. Der er mange ting jeg er god til, og jeg er relativt flittig, men jeg er hverken flittig eller fokuseret nok til at blive virkelig god til noget. Vil jeg virkelig gerne være en vinder? Vil jeg virkelig gerne ligge de kræfter i som det kræver? Vil jeg kunne klare at gå glip af mine serier til fordel for lektielæsning? Og en vinder i hvad? Hvilken af mine delvise talenter ville jeg fordybe mig i? Jeg drømte, at jeg fik 7 i hebraisk, hvilket jeg blev temmelig ked af, men jeg anerkendte også, at det var det jeg var værd sådan rent fagligt, for der er forskel på flid, entusiasme og dygtighed, og jeg scorer nok umiddelbart højest på entusiasmeskalaen, og selvom det er gloværdigt, så er det ikke meget værd.

Jeg prøver meget hårdt på at være sej, men det får mig nogle gange til at føle mig direkte ynkelig, for når jeg vil vise folk hvor cool jeg er blevet, må jeg først fortælle dem hvor uncool jeg var. Det virker fint nok her på bloggen, her fortæller jeg en sjov og lidt pinlig historie, og så er det det, men ude i den virkelige verden er jeg vidne til folks reaktioner. For eksempel har jeg købt en rigtig lækker sommerjakke, og jeg er endnu mere stolt af den, fordi jeg de sidste mange år bare har brugt min regnjakke som sommerjakke. Jeg fik ikke nogen grimme reaktioner, men det gik bare pludselig op for mig, hvad jeg egentlig stod og sagde. Jeg forsøger alt for hårdt at være cool, og det er på mange måder fint, men samtidig er det også lidt sørgeligt. Til mit forsvar vil jeg sige, at det er svært at være sej, når man har det så skidt med sig selv, at man ikke fortjener at have pæne ting og bruge penge på sig selv.

Et råb om hjælp og andre småting

Dette indlæg skal egentlig bare handle om nogle forskellige småting, ting der om end værdige nok, så ikke fyldige nok til deres helt egne indlæg

Først en lille råb om hjælp. Jeg har lige fået installeret en Officepakke, og til brug i undervisningen og til afleveringer, skal jeg have installeret et hebraisk alfabet. Jeg kan godt finde og downloade et, men og få det fra computeren og ind i Word, det brugte jeg og min kontaktpædagog et par timer på at prøve at finde ud af, men det lykkedes ikke. Hvis du sidder inde med en guldgruppe af viden om emnet, så skriv gerne en besked.

Jeg har altid undret mig over folk der har kunnet bruge timevis foran fjernsynet med at se sport. Jeg er ikke selv vokset op med det, jeg kender ikke de forskellige sportsgrene særlig godt, og regler, hold, og spillere/atleter er fremmed land for mig, men jeg begynder at føle, at det er noget man kan lære, ligegyldigt hvilken sportsgren det end er man kaster sig over. For mit vedkommende er det atletikken der har fanget min interesse. Til at starte med kunne jeg bare godt lide at se på atleternes kroppe, hvordan led og muskler arbejdede, men nu har jeg efterhånden set et par stævner samt OL, og efterhånden som jeg kommer længere og længere ind i det, bliver jeg mere optaget og mere opspændt. I går da jeg sad og så EM i indendørs, da lettede jeg flere gange fra sofaen i ren spændinger over et ekstre flot/spændende spring/hop/spurt. Jeg vil nærmest sige at jeg er stolt over min reaktion, for jeg har altid følt mig lidt sær når jeg virkelig bare ikke interesserede mig for nogen form for sport, jeg er glad for at jeg også kan rumme den form for følelser. Det jeg tror der gør forskellen er, at jeg begynder at forstå og genkende når det går godt (eller skidt), jeg begynder at kunne genkende navne og ansigter, og det gør det mere trygt og overskueligt.

Lige i denne weekend sker der en hel del ændringer fordi der flytter en ny pige ind, og det gør mig nervøs. Det er ikke fordi det er noget slemt, det hele er bare meget anderledes. Jeg går rundt og er stresset og nervøs hele tiden, og når jeg gør det, så begynder jeg at kradse mig. Det er ikke så voldsom en selvskade som når jeg skærer mig, men alligevel er det for mig forbundet med endnu større skam, for det efterlader min hud, rød såret og arret. Jeg har ikke jordens reneste hud, men alt dette kradseri får det til at virke mere voldsomt end det egentlig er, og jeg føler mig som et teenage pizzafjæs. Især i går følte jeg det som et problem, for efter at have arbejdet med min aflevering hele formiddagen, kastede jeg mig i sofaen i joggingtøj, fedtet hår og rødspættet  ansigt. Jeg ved hvor vigtigt førstehåndsindtrykket er, og det piner mig lidt, at jeg ikke lige kunne vise mig selv fra en lidt bedre side.

Man kan opleve mange ting når man sidder i et tog. Forleden dag holdt vi og ventede på et modkørende tog der var fem minutter forsinket, hvilket er virkelig træls når man bare gerne vil hjem efter en lang dag, men der nede ved søbredden, neden for en skrant kun 20 m væk pjaskede en odder rundt og nød solen og en fisk. Min mor spurgte om jeg er sikker på at det ikke bare var en mår, for oddere er meget sjældne, men jeg er meget sikker.