fredag den 30. januar 2015

vinterferie

Det er måske blevet bemærket, at jeg ikke har skrevet så ofte på det seneste. Dette skyldes ganske enkelt, at jeg har ferie og derfor ikke oplever så meget. Det er ikke fordi jeg ikke laver noget, men meget af det jeg laver hører under den mere private sfære som fx hygge med kæresten og familien.

Fordi forårssemesteret på uni først starter i begyndelsen af februar, så har vi ikke decideret nogen vinterferie. Jeg har derfor været på ferie den sidste uges tid. Først var jeg på Djursland med min mor og dernæst skulle min kæreste præsenteres for min far og farmor.

Jeg har i den seneste måned både haft ferie (lavet ingenting) og været på ferie (lavet en masse), og i næste uge starter jeg så på uni igen. Jeg burde være klar, men jeg føler mig ikke rigtig klar. Jeg føler mig overvældet over at skulle tidligt op, møde velforberedt til timerne og generelt være et mere engageret menneske. Blah, jeg føler mig mere som en amøbe der falder i ét med den sækkestol jeg sidder på.

Jeg er træt. I ugevis har jeg sovet op til 12 timer hver nat, og jeg er lidt nervøs for hvordan det skal gå, når jeg igen starter på uni, for det øgede pres får mig normalt til at sove mere. Sove mere end 12 timer hver nat? Hvordan skal jeg så få tid til lektier og ikke mindst min kæreste? Jeg er træt i dag, hvor jeg prøver at ordne de sidste praktiske ting inden studiestart, men for at være ærlig, så læner jeg mig hvert andet øjeblik tilbage i stolen og tænker "why bother".

Måske er studiestart lige nettop hvad jeg har brug for, en masse faste rammer og et mål i tilværelsen, men hvad man har brug for og hvad man har lyst til er ikke altid det samme.

fredag den 23. januar 2015

Se så at lette røven

Man skulle tro at to ugers ferietilstand skulle være mere end rigeligt, så nu begynder jeg at overveje at vende tilbage til den virkelige verden, altså en verden hvori man ikke sover 12 timer i døgnet, kommer ud andet end bare for at handle, og hvor man bare engang imellem får noget man kan kategorisere som sundt.

Jeg tænker, at jeg vil starte ud blødt, sætte vækkeuret, spise en salat i ny og næ og måske MÅSKE lægge computeren til side og læse lidt i en bog, tegne lidt eller stryge den bunke vasketøj der ligger og venter på mig. Faktisk har jeg ligefrem siddet og tegnet lidt de sidste par dage. Okay, jeg ved godt, at det ikke ligefrem reder verdenssituationen, men det er et stort fremskridt i forhold til de sidste to uger, hvor jeg har siddet som en blegfed amøbe og set på min computerskærm.

Jeg bilder mig ind, at jeg i det mindste fordriver tiden på en 'intellektuel' vis ved at se 'kloge' programmer, men det skyldes delvis, at jeg gerne vil lade som om jeg ikke bare er doven, hvilket jeg er.

fredag den 16. januar 2015

Post-eksamens-koma

I flere dage har jeg prøvet at komme op med et indlæg, men min hjerne har været helt tom, og det er den for den sags skyld stadig. Jeg sover ca 12 timer hver nat, og mine dage tilbringer jeg foran computeren med at se Stephen Fry på YouTube. Jeg har ikke været uden for en dør andet end for at handle. Jeg har været så inaktiv, at jeg ikke engang er helt sikker på, at jeg kvalificerer som menneskelig.

Jeg er så træt, at jeg slet ikke kan forestille mig, at jeg nogensinde igen vil blive klar til at starte på næste semester, eller, selvfølgelig bliver jeg det, det føles bare ikke sådan lige nu. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går mellem at være træt og være doven. Måske er det bare et spørgsmål om, at jeg skal tage mig sammen og se at komme ud af døren.

Den ene dag begyndte jeg at vokse mine ben. Jeg nåede at tage det ene, men så kunne jeg ikke overkomme mere, så i flere dage rendte jeg rundt med ét normalt ben og ét wookee ben. Heldigvis var Kæresten lidt ligeglad.

Kæresten prøver ellers meget at opmuntre mig til at komme ud. I dag slæbte han mig med i IKEA. Jeg var bestemt ikke begejstret, men det var egentlig okay at være der sammen med nogen, for så føles det en anelse mindre deprimerende at vandre rundt i deres uendelige gange. Vi købte et par småting, men de ting vi egentlig skulle have var udsolgt, så nu ender det med at han slæber mig med derud igen en anden dag.

Nå, men i det mindste kom jeg lidt ud i den friske luft og fik røde runde kinder.

fredag den 9. januar 2015

En eksamen i dommedag

Okay, det er en lidt ond overskrift, det lyder som om det er gået rigtig dårligt til min eksamen. Det gjorde det ikke, jeg fik 10, det var bare emnet jeg skulle snakke om ud fra 1 Thes 4,16-18.

I dagene op til eksamenen blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg havde grebet læsningen forkert an fra start, og om alt mit hårde arbejde var spildt. Så er det nu jeg skal sige noget beroligende og pædagogisk om, at selvfølgelig havde jeg ikke det, men det havde jeg faktisk, altså grebet det forkert an, ikke spildt arbejdet. Jeg havde læst alt for ustruktureret. Da jeg sad inde til forberedelsen, sad jeg med al den her viden, som jeg først da skulle til at stykke sammen til en helhed (helheder er ikke min stærke side).

Det gik jo som sagt udmærket, jeg fik sagt en masse kloge ting, men min fremlæggelse var rodet. På mange måder er en eksamen et teater. Det nytter ikke noget, at man straks nærmest råber "det ved jeg ikke" når ens lærer spørger én om noget, hvilket jeg selvfølgelig gjorde, også de gange hvor jeg faktisk kendte svaret. En eksamen er en ballet, hvor man skal snurre her, og springe der, og smile pænt selvom ens fødder smerter, så man har tårer i øjnene. Og der kom jeg så op på scenen med al min viden, men jeg manglede balletdanserens elegance.

Min autisme stak selvfølgelig også snuden frem. Da jeg kom ind for at få min karakter, så censor på mig og sagde, at nogle mennesker bruger mange ord på at sige meget lidt, men jeg derimod brugte (for) få ord på at sige meget. Jeg ved faktisk ikke om det var ros eller kritik. Selv synes jeg, at det er em fantastisk evne, men det betyder samtidig, at jeg synes, at det er spild af tid at snakke om alt det banale. Desværre er det faktisk meningen, at man SKAL sige i hvert fald noget af alt det banale.

mandag den 5. januar 2015

Eksamenslæsning fortsat fortsat fortsat

Kan man dø af at læse til eksamen? Det føles lidt sådan. I går var jeg så træt, at jeg bare lagde mig på tæppet foran fjernsynet. Jeg græd måske en lille smule, ikke fordi jeg var ked af det, men bare fordi at jeg var træt. Jeg er stadig træt, men jeg mangler stadig lidt af pensum. Jeg læser så meget at mine øjne svier, men jeg føler mig ikke spor klogere, nærmest tværtimod. Hvis jeg ikke havde min kæreste der kommer forbi i ny og næ, så tror jeg at jeg ville gå fra forstanden.

Heldigvis slutter det på torsdag når jeg skal op, eller rettere, det slutter for mig, for dem jeg studerer sammen med har endnu en eksamen i slutningen af måneden. Jeg ved godt at der er en grund til at jeg studerer på nedsat tid, at jeg har nogle ting at slås med som mange andre slipper for, men jeg har alligevel enormt stor respekt for, at de kan klare at studere på fuld tid, at de kan afslutte en eksamen og så begynde på den næste, jeg beundrer dem.

Torsdag... Det føles så overskueligt langt væk. Tre hele dage med eksamenslæsning, 82 sider i hadebogen, 8 græske sætninger der endnu ikke er blevet oversat, nogle landkort der skal tegnet og årstal der skal føres ind, og lige pludselig virker det som om tre dage ikke er nok. Jeg prøver på selv at finde på eksamensspørgsmål for derefter at besvare dem, men mine tanker læber ud af en tangent, og jeg mister min realitetssans, for hvad nu hvis hun stiller et spørgsmål til denne lille bitte ubetydelige bisætning som står i den tekst der ikke blev opgivet til eksamen fordi halvdelen af klassen ikke kunne få fat på den? Eller hvad med det der obskure emne jeg læste op på for sjov, men som hun ved jeg har læst på fordi jeg snakkede med hende om det? Eller hvad med den ting der stod i den der fodnote et sted jeg ikke kan huske hvor er?

Jeg tror, at jeg vil stoppe nu. Så vil jeg tage mig en kop kaffe og cykle ned på universitetet for at tage nogle kopier og mødes med min tutor og forhåbentlig få lidt ro på.

torsdag den 1. januar 2015

I'm a geek



Hvordan kan man læse til NTeksamen og lavespas på én gang? Det var jo trods alt d 31 december. Folk havde fyret krudt af udenfor i ugevis, mens jeg sidder indenfor og fyrer mit eget hjernekrudt af på at læse. Tirsdag havde jeg læst rigtig meget, så i går var jeg helt ør i hovedet, så jeg gik rundt og lavede nogle småting, tegnede et kort, lavede en tidslinie og så konstruerede jeg mit eget lille Paulusbrev.


Paulus’ første brev til menigheden i AU(rist).
Fra Paulus Kristus Jesus elev til alle de flittige i Kristus Jesus, jer der studere på AU.
Nåde (xaris) være med jer og fred (eirene)
Jeg takker (euxaristå) altid min gud for jer, fordi der i hele verden forkyndes om jeres flittighed.
Jeg ønsker ikke at i skal være uvidende, brødre, (ou thelå de hymas agnoein, adelfoik) om de prøvelser der ligger forude, for vi ved at tanken (to fronema) er åndelig (pneumatikos), men eksamenen er kødelig (sarkinos). De flittige ting som jeg vil, dem gør jeg ikke, og de dovne ting som jeg ikke vil, dem gør jeg, men nu gør jeg det ikke længere, men dovenskaben som lever i mig, dvs i mine lemmer.
Men dette siger jeg jer, brødre, at tiden rinder ud. Jeg formaner (parakalå) jer under Kristi åsyn at være flittige, for dem som lever og er blevet ladt tilbage vil blive revet væk til eksamensbordet til møde med Gud/professor.
Hils (aspasasthe) X, Y og Z mine medarbejdere (synergous mou)
Det var noget jeg havde tænkt over i et stykke tid, mest fordi jeg selv synes at det er vildt morsomt, men mens jeg arbejdede på det gik det op for mig, at jeg samtidig lærte rigtig meget om Pauli epistolografi, dvs den måde Paulus konstruerede sine breve.

Jeg postede det på facebook og satte mig til at vente på, at folk likede det og delte og kommenterede. Jeg var så meget oppe og køre over min egen genialitet, at jeg slet ikke indså hvor komplet nørdet og uforståeligt det måtte virke på hovedparten af mine venner. Jeg har måske max 10 venner der ville forstå vittigheden, hvoraf kun nogle af dem ville finde den morsom.

Jeg tog ud til min kæreste og havde en fantastisk nytårsaften, men engang imellem blev jeg lige nødt til at tjekke min telefon om der ikke var nogen der syntes min joke var morsom. Jeg vidste selvfølgelig godt at folk havde bedre at give sig til sådan en nytårsaften, og jeg vidste godt, at det måske ikke var så sjovt igen, men det kunne jo være...

Nå, men jeg fik altså et rigtig godt nytår alligevel, og jeg håber at I også gjorde.