fredag den 28. februar 2014

Om at være stemplet

Sidste gang skrev jeg om ikke at gøre noget, når man egentlig godt kunne, men i dag skal det så handle om ikke at kunne gøre noget, selvom man egentlig gerne vil.

Jeg har haft mange forskellige psykiatere gennem de sidste syv år. Nogle enkelte har været nogle fjolser, men det fleste gom jeg egentlig ganske udmærket ud med. nu hvor jeg er flyttet til Aarhus har jeg fået en psykiater der er helt forfærdelig. Han er egentlig ganske flink det meste af tiden, men hans patientsyn driver mig til vanvid.. For at sige det kort, så kan vi slet ikke finde ud af at kommunikere, og selvom jeg gør opmærksom på de ting som jeg ikke forstår, så prøver han ikke engang at tilpasse formen.

Efter vores første møde var jeg så frustreret, at jeg slæbte min psykolog med til det næste. Det var egentlig meningen, at hun bare skulle oversætte for mig hvad der foregik, men hun blev så forarget over min psykiater, at hun straks gik i gang med at skaffe mig en ny, selvom det ikke er nogen nem opgave. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at det ikke var mig den var gal med, men min psykiater der var et fjols.

Jeg vil meget gerne have en ny psykiater, jo før jo bedre, men jeg har også lidt dårlig samvittighed. Jeg er en svagelig person, men samtidig er jeg også en stærk person som kæmper for mine rettigheder, og jeg har et netværk der hjælper mig med at kæmpe. ved at få en ny psykiater kæmper jeg for mig selv, men hvad med den næste patient? Min psykiater kommer fra en afdeling med mange ADHD og aspergerpatienter, folk med samme kommunikationsvanskeligheder som mig, mange som vil have det meget dårligt, og jeg føler at jeg ikke har nogen muligheder for at hjælpe dem.

Som psykiatrisk patient er jeg stemplet, det betyder at jeg ikke har de samme muligheder  for at klage som andre. Hvis en psykiatrisk patient ikke kan lide sin psykiater, formodes det som den største selvfølge i verden, at patienten projicerer sine egne problemer over på psykiateren. jeg har vænnet mig så meget til systemet, at det endda var det jeg selv troede da jeg til vores første møde følte mig nedgjort og ligegyldig.

Selvfølgelig findes der i teorien klagemuligheder inden for psykiatrien, men det vil altid være voldsomt svært at få en sag igennem, da det meste bygger på subjektive vurderinger.

onsdag den 26. februar 2014

Om ikke at gøre noget

Suk. Vejret var skønt i går, så jeg sprang på cyklen og kørte af sted mod universitetet. Næsten fremme opdager jeg dog at forhjulet er punkteret for tredje gang på ikke ret lang tid. Min psykolog siger godt nok at "rigtige kvinder lapper deres cykler selv", men jeg overvejer, om det mon ikke er tid til at skifte dæk og slange, og DET kan jeg trods alt ikke finde ud af selv. Eller jeg kunne sikkert godt, hvis jeg fik at vide hvordan, men der må være en kant, og det er min menneskelige ret at være doven engang imellem, basta.

Nu står min piscykel nede på universitetet og venter på, at jeg får tid til at hente den og bringe den ned til cykelsmeden, så da jeg skulle hjem, måtte jeg tage en bus. Bussen var ret fyldt, så jeg var heldig at få en plads. Jeg kom til at sidde helt oppe foran ved siden af chaufføren, hvilket var lidt en skræmmende oplevelse. Chaufføren var så træt, at han var ved at gabe køberne af led hvert andet øjeblik. Flere gange var han ved at være skyld i ulykker. På et tidspunkt overhaler han en ung mand på cykel for så at svinge lige ind foran ham ind til et busstoppested. Den unge mand kører op på fortovet og banker på fordøren for at sige sin ærlige mening til chaufføren. "Hey, hvad skal det forestille at du kører ind lige foran mig?".

Jeg har fuld forståelse for at buschaufføre har et hårdt job hvor de bliver overfuset og spyttet på, at de er tvunget til at se stort på færdselsreglerne for at holde tidskøreplanen, men et lille undskyld kunne her godt have været på sin plads. Hvad chaufføren dog reelt svarer er "Det er der jo så mange der gør", lukkede døren og kørte videre.

Jeg skulle af ved næste stop. Jeg havde lidt dårlig samvittighed over ikke at have blandet mig, for jeg havde jo set chaufførens generelle kørsel, så da jeg så den unge mand svinge ind af vejen før min egen, overvejede jeg at følge efter ham og fortælle, at det altså var ham der havde ret, men jeg gjorde det ikke, for jeg var træt.

Jeg har tænkt meget over episoden efterfølgende, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvornår man bør, og hvornår man ikke bør blande sig i en diskussion der ikke er ens egen. Den unge mand vidste jo udmærket godt, at han havde ret, og chaufføren, havde jo nok alligevel ikke gidet lytte til mig. Alligevel sidder jeg tilbage med en lidt flad fornemmelse, fordi jeg ikke følte at jeg levede op til mit fulde potentiale. Generelt ser jeg mig selv som et godt menneske, men kan man virkelig være et godt menneske, hvis man ser til mens andre bliver uretfærdigt behandlet?

søndag den 23. februar 2014

Forskellige måder at tale på

Det kan godt være, at jeg har en hel stribe diagnoser, men det meste af tiden er jeg nu forbløffende normal, og så alligevel ikke helt.

I går var jeg med min far og søster til fødselsdagsbrunch, og jeg fortalte min søster, at min psykolog var taget på vinterferie, og Jeg havde sagt til hende, at nu måtte hun ikke komme til skade, for jeg kunne ikke undvære hende i seks uger. Jeg syntes at det var sødt sagt af mig, for jeg sagde det jo, fordi min psykolog er en ganske særlig person som betyder meget for mig. Min søster syntes ikke at det var sødt sagt, fordi det fokuserede på mine genvordigheder frem for hendes smerter.

Det er ikke fordi én af os har ret, men jeg kan godt forstå at min måde at formulere mig på er selvcentreret og kluntet. Jeg kan godt forstå at jeg nogle gange kommer til at såre folk eller gøre dem vrede. Jeg ser ikke mig selv som et ondt og ufølsomt menneske, jeg ser snarere mig selv som klodset. Heldigvis kender min psykolog mig rigtig godt, og hun arbejder specifikt med folk som mig, så hun ved hvad jeg mener, eller det tror jeg i hvert fald at hun gør.

Min psykolog er en jeg holder rigtig meget af, så hvis hun rent faktisk kom til skade, så ville det sandt nok give mig nogle logistiske og personlige problemer, som ville kræve en del at få styr på, men min primære tanke ville være at det er synd for hende, for jeg ved godt at det gør ondt at komme til skade, og at det vil give hende endnu større logistiske og personlige problemer. Hvorvidt jeg så ville være i stand til helt at formidle disse tanker uden at kludre i det, det er så en helt anden ting.

fredag den 21. februar 2014

Om at køre i tog

Engang skrev jeg en novelle om hvordan det var at køre i tog når man har Aspergers og var deprimeret. Det er svært at huske hvor hårdt det egentlig var, mine erindringer svigter mig, men min krop husker. Som jeg sidder her og skriver kan jeg mærke hvordan jeg bliver helt anspændt. Med tiden er det blevet nemmere, ligesom mange ting er blevet nemmere.

Enkelte gange når det hele blev alt for svært, og jeg virkelig tog mod til mig, så kunne jeg spørge folk om hjælp, men jeg var nødt til selv at spørge, for jeg var for står til en af de der "sårbar i trafikken" kasketter. Det gjorde nu ikke noget for helst ville jeg trække mig ind i mig selv og være i fred. Jeg ønskede ikke at konversere eller lytte til beklagelser, jeg ønskede allermest ikke at være til.

I går var det så mig der skulle den der hjalp. Jeg kom til at stå ved siden af en synsbesværet ældre dame. Egentlig spurgte hun bare om hvilken vogn jeg skulle i så hun kunne følge efter mig, men da toget så kom, følte jeg at jeg da lige så godt kunne sætte ord på og sige, at det var den første vogn og spørge om hun havde brug for hjælp til at finde sin plads.

Hendes problemer med toge var et helt andet end mit. Her i tilværelsen står vi vel alle med vores unikke sæt af problemer, og generelt forstår vi nok ikke rigtigt hinanden, men det mindste vi kan gøre er vel at sætte ord på. Vi kan ikke snakke os ud af alle problemer, men hvis vi ikke sætter ord på problemerne så kan vi heller ikke sætte ord på hjælpen, og det vi ikke sætter ord på har vi en tendens til at glemme. Der kan siges og gøres mange smukke ting uden ord, men det kræver at vi holder sanserne åbne. Jeg ved ikke med jer, men når jeg færdes ude, prøver jeg så vidt muligt at holde sanserne lukkede, ellers bliver jeg overstimuleret af indtryk og følelser. Det var en af de ting der var galt dengang, jeg kunne ikke holde sanseindtrykkene ude, og jeg havde ikke kræfter til at bearbejde dem.




tirsdag den 18. februar 2014

skum liderlige fugle

Nu er foråret vist efterhånden ved at få overtaget. Vintergækker og erantis pipler frem, og der er amoriner i luften. Sagt med andre ord, så er områdets mange fugle skum liderlige. De flirter, leger slås, og områdets katte ser til med en blanding af angst og nysgerrighed.

Da jeg gik i 1.g, skulle vi skrive en stil om Cecil Bødkers novelle "Bogfinken". Min mor er interesseret i fugle, så jeg snakkede en del med hende om hvorfor hun lige nettop havde valgt en bogfinke og ikke en af havens andre små fugle. Jeg arbejdede hårdt på den stil. Normalt var jeg dengang ikke særlig flittig i skolen, men jeg var stolt, da jeg afleverede lige nettop denne stil. Jeg glædede mig til at få den igen, for jeg kunne godt lide min dansklærer og jeg ønskede rigtig meget at få ros af hende bare den ene gang. Så heldig var jeg dog ikke, faktisk fik jeg en karakter under middel. Jeg var virkelig ked af det, forstod ikke hvad der var sket.

Det viste sig, at jeg havde fokuseret alt for meget på bogfinken og alt for lidt på den psykologiske analyse. Dengang havde jeg ikke nogen aspergerdiagnose, og havde hun vidst det, havde hun muligvis været mere overbærende med mig, for det er jo sådan jeg tænker, jeg vægter det konkrete langt langt højere end det psykologiske.

Dengang var jeg meget ked af det, senere fortalte jeg det som en sjov historie der viste hvordan mit handicap påvirker min dagligdag. I dag tænker jeg, at det egentlig var lidt uretfærdigt af min lærer. Vi var bare blevet bedt om at analysere novellen. Vi havde ikke fået at vide noget specielt vi skulle fokusere på. Det kan godt være at jeg lagde hovedvægt på det med fuglen, men jeg skrev også andre ting, endda også om den psykologiske analyse. Hvorfor var min analyse mere forkert end de andres? Jeg siger ikke, at hun skulle have givet mig en god karakter, bare fordi jeg havde gjort mig umage, men en lille smule opmuntring burde der vel have været plads til.

På trods af mange menneskers gode vilje kommer der ofte konflikter mellem den handicappede og den normale verden. Nogle gange kan det være meget nemt at sige "det er også bare galt fordi du er handicappet" eller "Tag hensyn til mig, jeg er handicappet!". Begge dele lige overfladisk og tankeløst.  Danmark er et lille land, men vi er vel store nok til at kunne rumme begge parter.

søndag den 16. februar 2014

Hvad er alternativet?

En dag sad jeg sammen med nogle medstuderende, og jeg skulle til at fortælle en sjov anekdote, så jeg startede ud med "og engang, efter et af mine selvmordsforsøg...". Den formulering studsede de lidt over. Men næsten hver gang jeg tale om min sygdom taler jeg letsindigt om det, og med en stor portion humor. Er det fordi det i virkeligheden var en let og sorgfri periode? Er det fordi jeg er et overfladisk menneske der ikke forstår alvoren i situationen? Selvfølgelig ikke, jeg må bare spørge mig selv, hvad er alternativet?

Dette er min måde at overleve på. Hvis jeg hver gang skulle fortælle hvordan det virkelig var, hvordan at det gjorde så ondt indeni, at jeg troede at jeg skulle dø, og at der aldrig nogensinde var lettelser, så ville jeg langsomt sygne hen og blive en forkrøblet version af hvem jeg er. Jeg har ikke styrken til at blive konfronteret med angsten og smerten, til at sætte ord på noget der rækker langt ud over mit ordforråd. Jeg kan sige, at der altid sad et skrig fast i halsen, at jeg hadede mig selv så meget, at jeg havde dårlig samvittighed over at  trække vejret, at jeg ønskede at dø, så min familie kunne blive fri for mig og mit dårlige humør, men mine ord virker så flade, og det dårlig nok begynder at beskrive det mismod jeg levede i i alle de år.

Jeg bliver nødt til at snakke om hvad der foregik, ikke kun som terapeutisk middel, men også fordi jeg altså har været syg det meste af mit liv, og min historie har formet mig på godt og ondt, jeg kan ikke bare klippe den væk og lade som om den aldrig har eksisteret. Måden jeg generelt bare taler på er, at jeg taler i anekdoter, fordi det er den måde jeg anskuer verden. Jeg vil da gerne fortælle anekdoter om når tingene går godt, det er ikke fordi alt hvad jeg siger skal lyde helt vanvittigt, men jeg har ikke haft det godt i nok år til at have opbygget mig et arsenal af 'gode' historier.

Jeg vil dog ikke sige, at jeg lyver, når jeg fortæller sjove historier om hvor forfærdeligt det var, for historierne er faktisk sjove. Må man gøre grin med noget der er så slemt? Selvfølgelig må man det. Det er enormt befriende at vende sig om imod alt det onde og så bare skrald grine. Mine syge venner forstår det. Om mine raske venner vil lære at forstå det, kan jeg ikke sige. De er vokset op med at psykisk sygdom er tabu, og de har ikke før haft nogen grund til at rykke på den overbevisning. De tager det nu meget pænt, og jeg tror også, at alternativet ville slide på dem i længden.

fredag den 14. februar 2014

Rigtige kvinder...

"Rigtige kvinder lapper deres cykler selv". Sådan sagde min psykolog til mig forleden dag. For fanden da. Jeg kan i teorien godt finde ud af at lappe min cykel, men den har bare drillet helt forfærdelig meget på det sidste.

Imens det var rigtig koldt frøs både gear og bremser. Jeg prøvede at tø dem op inde i min entre, men da jeg så ville en tur i Silvan, frøs de til endnu engang, således at jeg måtte cykle hjem i tredje gear og med bremsen halv i. Vejen havde en lille stigning, så jeg måtte stå op i pedalerne og virkelig hive og slide i styret for at komme frem. Derefter opgav jeg og stillede den ind i skuret.

Da det så var blevet varmere, trak jeg den frem, sprang op på den, og så af sted mod universitetet. Efter 500 m opdagede jeg, at den nu var flad, så jeg måtte springe af og trække hjem. Jeg kunne i teorien sagtens have nået at snuppe en bus, men jeg var blevet hylet helt ud af den og kunne slet ikke overskue det, så jeg pjækkede, lagde mig på min seng og kiggede ind i væggen lidt, før jeg havde mod på at tage hul på resten af dagen.

I weekenden tog jeg cyklen med ind i lejligheden for at lappe den. Dette var før mødet med psykologen. Jeg fik den vendt om, dækket kom af, og jeg fik trukket slangen ud, men jeg kunne simpelthen ikke få pumpet luft i slangen. Jeg prøvede om jeg kunne finde hullet alligevel, men det kunne jeg ikke. Dagen efter kom min mor på besøg, så jeg lod være med at pakke tingene sammen. Jeg kan ikke rigtig sige om jeg var glad eller ked af at hun heller ikke kunne, for jeg ville jo gerne kunne bruge min cykel, men det er også surt, når nogen kommer og fixer det man selv har bakset med så længe. Da vi stod og sagde farvel fik vi dog pillet lidt ved ventilen, der så pludselig opførte sig anderledes end før. Jeg glædede mig, for så måtte det jo være ventilen og ikke os den var gal med. Jeg var dog træt, så cyklen kom bare tilbage i skuret.

Jeg begyndte at se mig om efter et cykelværksted i nærheden, for nu gad jeg bare ikke den dumme cykel længere, men 'opmuntret' af min psykologs ord, gik jeg i gang igen. Jeg er ikke sådan specielt god til at lappe cykler, men denne gang lykkedes det dog. Jeg ved ikke om rigtige kvinder virkelig lapper deres cykler selv, men lappet er den i hvert fald, indtil næste gang, suk.

tirsdag den 11. februar 2014

Om at tvangstisse

Da jeg var barn, sendte min mor mig altid ud for at tisse af før vi skulle et eller andet, og det var ligegyldigt, om jeg syntes at jeg skulle eller ej, men det var nu ikke der, at det startede.

I 2005 udviklede jeg epilepsi efter at have haft en rigtig grim infektion. Det er heldigvis ikke en type epilepsi hvor jeg kramper og bider tungen af mig selv. Jeg gør egentlig ikke andet end at falde om, og så er jeg frisk igen med det samme. Da jeg udviklede det, var det noget der skete ustandseligt, nogle gange endda flere gange på en dag. Jeg havde hørt historier om folk der gjorde i bukserne under epileptiske anfald, og jeg tænkte, at det måtte da bare være helt forfærdelig pinligt. Så jeg begyndte at gå på toilettet hver eneste gang der var bare den mindste antydning af en tissetrang, for jo mindre indhold der var i blæren, jo mindre ville jeg tisse, hvis jeg tissede i bukserne.

Med årene, selvom jeg efterhånden sjældnere faldt om, blev det med tisseriet bare en vane, og efterhånden kunne jeg slet ikke finde ud af at holde mig, selv hvis jeg havde brug for det. Tanken om at gå en hel time uden et toilet var næsten smertefuld. Efterhånden havde jeg glemt hvorfor det nu var, at jeg havde den vane, så jeg begyndte at frygte, at jeg havde sukkersyge. Det kunne min læge så fortælle mig, at jeg ikke havde, men hun kunne fortælle mig, at mit daglige væskeindtag var alt alt for højt. Selvfølgelig var mit væskeindtag for højt, for hvis man tvangstisser så mange gange om dagen som jeg gjorde, så var jeg nødt til at drikke en hulens masse for at kunne være urin nok i blæren. Det var en ond cirkel.

Jeg begyndte efterhånden at træne for at få en mere normal tisserytme, og det går bedre, men når jeg bliver nervøs, kommer tissetrangen helt automatisk. Det skete for eksempel i mandags, da jeg havde årets første latintime. En lektion varer 45 min, og jeg havde tisset af 5 min før timen startede. 50 min burde selv jeg kunne klare, men som jeg skrev sidste ude, så var det ikke nogen kod time, så allerede efter 10 min fik jeg en helt forfærdelig tissetrang. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare gik på toilettet. Godt nok synes jeg, at det er en uskik at gå på toilettet i timen, men hvis man nu virkelig skal.

Jeg sad altså der på min stol og havde enormt svært ved at koncentrere mig. Jeg kuggede på uret mere end jeg kiggede på lektierne, og i samme sekund at klokken blev hel, smed jeg mine ting ned i tasken og for ud af døren og hen til det nærmeste toilet, men trangen var overdrevet, og jeg kunne kun klemme et par enkelte dråber ud, og sådan er det tit.

lørdag den 8. februar 2014

For 0,01£ meninger

lille udvalg af min meningslitteratur.
Findes der noget værre end endelig at modtage en bog med posten, og at det så er den forkerte bog? Det gør der nok, der findes nok faktisk rigtig mange ting, men det er i hvert fald meget meget irriterende.

Her i forbindelse med flytning og studiestart har jeg haft brug for noget let litteratur, noget jeg kunne tage op og lægge fra mig af lyst, men som stadig udvidede min horisont, bare sådan lidt. Jeg fandt ud af at visse bøger kan købes på amazon.co.uk til 0.01£+porto. Jeg har personligt kastet mig over meningslitteraturen, og med det mener jeg journalister, bloggere, komikere og teologer der udbreder sig om ting de har mere eller mindre forstand på.

I vores kultur er det vigtigt at have en mening om alt mellem himmel og jord. Jeg kom en gang for skade at nævne at jeg ikke havde nogen egentlig holdning til homoseksuelle, jeg var egentlig lidt ligeglad. Men hvor finder man sig en holdning om homoseksuelle, hvis man ikke rigtigt kender nogen? Jeg kunne gå hen til en lidt feminin mand og spørge "Er du bøsse og vil du være min bøsseven?", men jeg tror på en eller anden måde ikke at det vil være en succes. Jeg kunne læse nogle faglitterære bøger, men det tager tid og kræfter som jeg ikke har lige nu.

Al min meningslitteratur handler ikke om homoseksualitet, den handler også om musik, politik, fattigdom, familier, studieliv, arbejdsmarked og økonomi, men når jeg får det så billigt, er det så også billige meninger? Well noget af det er, men det meste er ikke. Det meste er bare sidste sæsons meninger. Jeg har også meningslitteratur fra Danmark, men det er ikke med på billedet, for det er ikke billigt.

I Danmark er det meste meningslitteratur, som jeg kender til, skrevet af Sørine Godtfredsen, hvilket kan være ufrivilligt hyle morsomt at læse, men er det virkelig det ansigt vi ønsker skal repræsentere os udadtil? Jeg har ikke noget imod at være uenig med den meningslitteratur jeg læser, for hvis jeg kun så verden gennem mine egne duggede briller, så ville det være kedeligt og... kulturradikalt. Jeg ønsker at læse meninger fra alle sider af spektret, for nogle gange opdager man først hvad man mener, når man bliver konfronteret med holdninger man synes er så grænseoverskridende, at man ikke kan tro, at der faktisk er folk der mener sådan.

Mit problem er, at jeg ikke er god til navne, og for at kunne finde en bog, så skal man først have et navn. Dertil vil jeg være meget taknemmelig for jeres hjælp. Hvem kender I af langt ude meningsdannere? Folk der siger at pædofili og homoseksualitet er forbundet eller folk (kvinder) der mener at AL sex er kvindeundertrykkende, folk der mener at fattige børn skal arbejde for deres skolemad eller folk der mener at politiet bør nedlægges. Jeg ønsker sjove, alvorlige, rablende gale, frustrerende og så dem der egentlig virker forbløffende normale.

torsdag den 6. februar 2014

Tak til skatteyderne

Medierne er altid fulde af historier om folk der ikke får den rigtige hjælp, og jeg føler virkelig med dem. Jeg selv var en af de heldige, jeg fik hjælp, men det kostede penge, mange penge, og de penge betalte min hjemstavnskommune, så derfor vil jeg gerne sige af hjertet tak til alle de mennesker der betalte skat mellem 2007 og 2013, det er på grund af jer at jeg i dag har et værdigt liv.

I gamle dage, dengang velfærdsstaten endnu ikke var opfundet, var hjælp noget man eventuelt kunne få fra rigere slægtninge og venner, men skal jeg fortælle jer en hemmelighed. De fleste syge og svage mennesker, eller i hvert fald ret mange af dem, er ikke særlig charmerende ved første øjekast, for livet har tæret på dem, og det er ikke kønt at se på, så langsomt forsvinder venner og familie. Så tog velfærdsstaten over og sikrede lige ret til hjælp til alle.

I disse dage tales der meget om at spare. Jeg er godt klar over at staten ikke kan give penge hvis den ikke har penge, men hvad nu hvis det vi sparer i dag kommer til at koste os i morgen. Det koster penge at yde en indsats. Det koster penge at hive nogen op fra bunden og støve dem af for at sende os ud i samfundet. De fleste kan faktisk godt blive enige om, at de svage skal hjælpes på en eller anden måde. Det der i princippet bliver diskuteret er, HVOR godt skal et menneske have det for at man kan tale om et acceptabelt liv hvor man kommer skal ud i samfundet? Hvor ofte har man ret til at få et bad? Har man ret til at bo i den by hvor ens netværk er? Er man et utaknemmelig skarn, hvis man ønsker at få det godt nok til  at kunne smile bare engang imellem? Behøves knuden i maven over økonomien altid at være der?

Jeg er et godt eksempel på, at det kan betale sig at investere pengene i hjælp, for for hvert år der går, bliver jeg mere og mere selvhjulpen. Jeg vil i dag sige at jeg har et godt liv. Måske kan jeg ikke overkomme det samme som andre på min alder, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg klarer at have en hverdag der hænger sammen, jeg forsøger endda at tage mig en uddannelse sådan som både jeg og regeringen gerne vil have det, så af hjertet tak for at det kunne lade sig gøre.

tirsdag den 4. februar 2014

Om ustruktureret undervisning

I løbet af ens skoletid, fra børnehaveklassen til universitetet, støder man på mange forskellige undervisere, og mange forskellige undervisningsmetoder. Efter film som "Dead Poets Sociaty" og "Det forsømte forår" har der været et enormt pres på lærerne om, at de hellere skal være underholdende end dygtige. Jeg ved ikke om det er min autisme og ADD eller forbi jeg bare er en irriterende stræber, men jeg er ikke nødvendigvis enig i dette udsavn. Det er ikke, at jeg ikke kan lide sjove lærere, det er mere det, at jeg har brug for en hvis struktur i undervisningen for at kunne fokusere på hvad der er vigtigt. Faktisk har jeg brug for struktur for overhovedet at vide hvad der er vigtigt.

Jeg kommer fra en matematisk baggrund, og i matematik lærer man ikke kun matematik, men også hvordan man lærer matematik. På universitetet har jeg derimod mange sprog, men der er ingen der lærer dig, hvordan man lærer sprog, det er der i hvert fald aldrig nogen der har lært mig. Jeg prøver det bedste jeg kan, men læreren er nødt til at vise mig vejen.

Jeg startede et nyt semesters latin, og første time var ikke nogen succes. Ingen af os havde åbnet en latinbog de sidste to måneder. Vi havde ikke fået lektier for men vi havde en dobbelttime. Det andre sproglærere plejer at gøre er at give et kort opsumeringskursus, for hvad i alverden var det nu lige, at en en absolut ablativ var? Det syntes vores latinlærer dog ikke at vi skulle, vi skulle bare springe lige ud i det. Vi fik udleveret nogle papirer, og så holdt vi lektiecafé, men jeg havde hverken ordbog eller grammatik med, så jeg sad bare og stirrede på papiret og måtte sørgmodigt erkende, at jeg ikke fattede en skid.

Rundt om mig sad ser ca 30 andre studerende, arbejdende og småsnakkende. Jeg var pinligt bevidst om, at de arbejdede og at jeg ikke gjorde. Der var ikke meget larm, men der var mange smålyde der spandt sig sammen til et tykt reb der var ved at kvæle mig. Jeg følte mig meget desperat, men jeg sad midt i lokalet, så jeg kunne ikke diskret smutte ud. Jeg sad og tegnede negermænd og eskimoer i min kalender, og jeg hadede mig selv, fordi jeg er stemplet som stræber, men jeg lavede jo ikke noget. Jeg kan komme med tusind gode grunde til at jeg ikke lavede noget, men det hele kunne koges ned til at JEG LAVEDE IKKE NOGET MENS ALLE DE ANDRE GJORDE. Jeg følte mig doven, jeg følte mig fed, og jeg skulle tvangstisse, selvom jeg lige havde været på toilettet.

søndag den 2. februar 2014

Kan man ændre på hvem man er?

Kan man ændre på hvem man er? Bør man ændre på hvem man er? Hos fysioterapeuten har jeg fået nogle øvelser til at ændre den måde jeg står på, og selv det kan tage lang tid at lære, men hvad med ting der er mindre konkrete, mere personlige? Hvad nu hvis man ønsker at være mindre egoistisk eller mindre doven? Hvis man nu ikke er stolt af den man er? Skal man ændre hvem man er?

Jeg har engang fået at vide af en lærer, at jeg selv var ude om, at jeg blev drillet i de små klasser, for jeg havde godt nok været et mærkeligt barn. Det var selvfølgelig ikke særlig pædagogisk sagt, og jeg gik da også direkte hjem og græd, men det værste var at hun havde ret, min opførelse var ikke hensigtsmæssig, den skræmte de andre børn væk og efterlod mig ulykkelig.

Man kan argumentere for at de andre skulle lære at være mere tolerante, men når det kommer ned til hvad der er størst sandsynlighed for at ændre sig, mig eller de andre, så satser jeg på mig selv, og sådan begyndte min kamp. Det førte til ti år med selvfornægtelse og depression, og efterlod mig grædende på badeværelsesgulvet, undervægtig og dækket af mit eget blod. Dette var ikke en enkelt hændelse men snare en daglig kamp gennem fire år, indtil jeg langsomt kunne begynde at bygge mig selv op.

Jeg arbejdede ikke alene, men nogle dage føltes det sådan. Min behandling har kostet skatteyderne 6000kr om dagen igennem 6 år, og det er mange penge, men jeg er da trods alt i live, og i dag kan jeg lide hvem jeg er. Mine problemer handler selvfølgelig om meget andet end lige at rette på nogle små småskavanker. Det var ikke et spørgsmål om, at jeg altid tog den sidste kage, eller om at jeg godt kunne lide at sove længe i weekenden. Det var i stedet et spørgsmål om, at jeg ikke kunne fungere sammen med andre mennesker i et samfund der lægger stor vægt på team work. Jeg kunne ikke arbejde sammen med andre mennesker, fordi jeg ikke kunne holde ud at blive konfronteret med mig selv. Jeg kunne hælder ikke tage vare på mig selv, for hvorfor passe på den person i verden som jeg hadede mest.

Det er nu lidt over to år siden, at tingene så stille begyndte at gå bedre. Selvhjælpsbøgerne fortæller smukke historier om hvordan man kan blive et gladere og tyndere menneske, men min historie var ikke smuk. Måske jeg kunne have gjort det hele på en nemmere måde, men det er enormt svært at få hjælp hvis man ikke allerede ligger på badeværelsesgulvet og bløder. Har det været det hele værd? Jeg vil rigtig gerne sige ja, for jeg kan i dag lide hvem jeg er, men jeg har set ind i min lillesøsters øjne, og bag tårerne så jeg frygten, og jeg vidste at det er min skyld, for alt dette har ikke kun ændret mig, det har også ændret dem omkring mig.

Er jeg så i dag tilfreds med hvem jeg er? Det kommer an på hvad man lægger i tilfreds. Jeg kan lide hvem jeg er, nogle dage kan jeg endda smile når jeg ser mit eget spejlbillede, men jeg har samtidig lyst til at arbejde videre på hvem jeg er, for jeg tror på, at jeg har potentialet til at opnå mere.