Ønskeliste?

Jeg har snart fødselsdag, jeg fylder 31. Jeg har ikke noget problem med ad at blive ældre, men at blive voksen medfører et problem som jeg som barn så hos mine forældre, men som jeg ALDRIG havde troet, at jeg selv en dag skulle opleve. Problemet er, at at som min fødselsdag nærmer sig, begynder folk at at spørge:

Jamen, hvad ønsker du dig så i år?

Og som årene går bliver det sværere og sværere at svare på det spørgsmål.

Som barn var min taktik at tage BR-kataloget og sætte kryds ved så mange ting som muligt. Med tiden blev mine krydser lidt mere selektive. På et tidspunkt begyndte bøger og cd'er at overtage pladsen fra legetøjet. Da jeg flyttede hjemmefra var jeg tvunget til at ønske mig praktiske ting som køkkengrej og økonomisk støtte til skolebøger. Da jeg som førtidspensionist ikke længere var økonomisk på røven hver eneste måned blev jeg fri til igen at ønske mig sjove ting, Hvilket for det meste betød bøger. Samtidig fik jeg dog også penge nok mellem hænderne til selv at købe bøger, så selvom jeg læser flittigt, så har jeg lige nu så mange ulæste bøger på min reol, at det ville være grådigt at ønske mig endnu flere.

Selvom jeg ikke rigtigt har nogle ønsker, så nærmer min fødselsdag sig alligevel, og folk spørger igen:

Jamen, hvad ønsker du dig så?

Man burde kunne arrangere det sådan, at man koncentrerede alle sine fødselsdage mellem alderen 3 og 25 og derefter kunne man så bare holde en lille fødselsdag med nogle års mellemrum, sådan at man kunne få lidt tid til at samle sig en ønskeliste.

Om arbejde

Jeg blev forleden spurgt hvorfor jeg ikke arbejder (eller studerer på fuld tid), for tingene går jo så godt for tiden. Spørgsmålet var ikke ment som en kritik, vi stod bare og snakkede i en af pauserne. Jeg kan egentlig godt forstå spørgsmålet, få jeg kan jo godt nogle gange virke så fuld af energi og gåpåmod. Man kan jo sige, at jeg var meget meget syg, da jeg fik min pension, men sådan er jeg jo ikke længere.

Spørgsmålet er, om mine problemer er forsvundet, sådan at jeg jeg igen ville kunne klare et højere arbejdspres, eller om de er nedtonet, fordi jeg ikke længere har det samme arbejdspres. Jeg ved ikke, om jeg som sådan kan forklare forskellen. Det er vel bare en er de der ting, hvor man bare skal føle sig frem. Det der med at føle sig frem lyder så vagt, næsten bare som en dårlig undskyldning, men problemet er, at hvis jeg ikke lytter til mig selv, så risikerer jeg, at min tilstand igen bliver kritisk, for jeg var jo dengang så syg, at jeg risikerede at dø, og der vil jeg ikke hen igen.

Jeg oplevede det lidt i sidste semester, hvor jeg ikke kunne klare presset, og jeg måtte tage en pause. havde jeg ikke været på pension, ville det have haft seriøse konsekvenser for mig, der i værste fald kunne have betydet, at jeg måtte droppe ud. I stedet kunne jeg bare hvile mig og starte frisk igen i dette semester.

Jeg tror måske, at man kan komme til at forveksle min energi og gåpåmod med at have kræfter nok til at gøre mere end jeg gør nu, men jeg tror mere at det handler om en nyfundet glæde ved at være til som lyser ud af mig. Selvfølgelig har jeg stadigvæk dårlige dage, hvem har ikke det, men mine dårlige dage i dag er stadig langt bedre end mine gode dage var før i tiden, og selvom jeg stadig opfatter dem som dårlige dage, så gør denne bevidsthed alligevel noget ved én.

Eksaminer uden mig

I går begyndte latineksaminerne, men det blev altså uden mig, for som i nok har læst, så har jeg holdt pause fra universitetet siden påske pga stres og pga af min hofte der nu, for 11. måned i træk, generer mig. Det var helt klart den rigtige beslutning at tage, men jeg sidder også lidt tilbage med en dum følelse indeni. Generelt er det skønt at have ferie, jeg kan læse præcis hvad det passer mig, når det passer mig, hvor det passer mig og hvor længe det passer mig, inden for de rammer en dårlig hofte giver mulighed for, men jeg gør alt dette alene.

Hver dag kommer mine kontaktpersoner forbi, og de er rigtig søde og vi har det hyggeligt,  men en pædagog er ikke det samme som en veninde eller en studiekammerat. Nogle gange har jeg været inde på universitetet. Jeg var bla derinde i går fordi en af mine veninder skulle op til latin, og det var rigtig hyggeligt, men jeg var meget bevidst om, at jeg stod udenfor gruppen, for jeg havde ikke del i alt det her hurlumhej der hedder eksamen. Jeg tror ikke som sådan, at min lettere dovne tilstedeværelse var generende for nogen, men alle sad med hver deres bog eller computer fordybet i latin, og jeg sad bare lige så stille og ventede, men selvfølgelig havde jeg lyst til at snakke, hold da helt op hvor havde jeg lyst til at snakke, for det er først når man er sammen med folk igen, at man helt kan mærke hvor ensom man egentlig er. Jeg havde altså lyst til at snakke, men jeg holdt mig så vidt muligt i skindet, for jeg ville ikke gøre mig selv upopulær, folk prøvede jo at koncentrere sig om latin.

Der var dog også en anden ting der gjorde det hele lidt svært, hvilket var min selvfølelse. Hvem er jeg når jeg ikke studerer? Er jeg noget værd når jeg ikke studerer? Uden mine studier er jeg førtidspensionist, glad for bøger og a-menneske, hvilket da er fint nok, men så er det altså heller ikke mere fantastisk. Især i disse dage generer rollen som førtidspensionist mig. Grunden hertil vil for mange måske især mænd virke lidt tåbelig. Jeg har en t-shirt som jeg egentlig ret godt kan lide. Den er stor, lysegrå og har billeder af nogle fjer på brystet. Sammen med et par jeans ser den lækker ud, men sammen med de lysegrå jogginbukser jeg render rundt i herhjemme, så ligner jeg et spøgelse på overførselsindkomst. Jeg ser ned af mig selv og min selvtillid drænes fuldstændig *SUK*

Om en støttende familie

Det begynder lige så stille at gå op for mig, hvor stort det er, at jeg endelig er rask nok til at kunne tage denne hebraisk eksamen. Jeg glemmer helt hvor syg jeg egentlig har været i løbet af de år jeg var væk fra universitetet. Der var tider, hvor jeg ikke troede, at jeg skulle overleve, hvor jeg ikke ønskede at overleve, men nu står jeg her på den anden side. Jeg står her, og det er ligesom bare blevet en vane det der med at komme på universitetet, det med at komme af sted er "bare noget jeg gør", det er der da ikke noget særligt ved, men det er der.

Jeg er pensionist, så i princippet kunne jeg bare sidde foran fjernsynet og ryge smøgger hele dagen, men jeg har et drive der er stærkere end det, jeg vil være mere end bare den pige, datter, søster der er syg og handicappet og som det er synd for. Jeg vil altid være syg og handicappet, og derfor er folk så imponerede over hvad jeg gør. Er der grund til at være imponerede? Jeg ved det ikke. Jeg vil da gerne imponere folk, men jeg ved ikke helt om jeg synes, at jeg fortjener det.

Nu skal jeg altså endelig op til den eksamen på mandag, og min familie vil gerne være der og vise deres støtte, og fordi jeg ved at det nok skal gå, så jeg vil gerne have dem der. Det ville for mig, men nok ikke så meget for dem, være noget andet, hvis jeg vidste, at jeg nok ikke ville klare mig så godt, så ville jeg være for flov til helt at kunne se dem i øjnene bagefter. Eller jeg ville sikkert sagtens kunne, men jeg FORESTILLER mig, at jeg ikke kunne.

Det var det samme som da jeg blev student for efterhånden næsten ti år siden. Jeg skulle op til fire mundtlige prøver, men jeg var alt for deprimeret til at læse op til en eneste af dem. Min familie ville sikkert gerne have været der for mig, hvis jeg havde givet udtryk for, at jeg ønskede det, men jeg foretrak at klare det hele i ensomhed, men det hele endte med at være lidt for ensomt selv for mig.

Men nu skal det være, nu skal jeg have kompensation, nu skal der være fest.

Om sen abort ved handicap

Jeg har gået og tænkt over, hvordan dyrker man løgplanter? Jeg ved godt at man køber en pose med løg i sit lokale supermarked, og propper dem ned i jorden, hvorefter der så kommer der blomster op, men disse løg må jo komme et sted fra, og hvordan det foregår kan jeg altså ikke regne ud. Der er ikke et eller andet symbolsk budskab i dette spørgsmål, det er bare noget jeg har spekuleret over i nogle dage.

A pro pos forplantning, så går 66 % af dansker ind for berettigelse til sen abort hvis barnet har et handicap. I artiklen HER er det som sædvanligt Downs der bliver trukket frem, men hvad skal have lov til at tælle som et handicap. Jeg selv har aspergerautisme og mild spasticitet. 62 % mener at spasticitet er begrundelse nok (autisme er ikke noget man endnu kan teste for, så det er ikke en del af undersøgelsen). I modsætning mener kun 2 % af abort pga barnets køn er acceptabelt.

Jeg kan ikke sige, at jeg bliver vred over sådanne undersøgelser, for hvem er jeg til at dømme andre for deres holdninger, men jeg kan godt blive ked af det og føle mig uværdig til livet. "det er da godt at vi blev født før aborten den blev fri"? Er det virkelig?Er det godt at være til, hvis andre mener at man burde være død? Det er ikke noget jeg tænker over så meget mere, men i de mørke dage da selvmordstankerne var en konstant ting, da tænkte jeg meget over det, for der er ikke langt fra at tænke, at abort ved handicap er i orden, til at tænke at en handicappet person er én der ikke blev fanget i tide.

Jeg har nok mere eller mindre vænnet mig til mit handicap, i hvert fald de ting jeg selv må slås med på daglig basis, såsom angst ved enhver lille ændring i mine rutiner, og manglende kræfter til at overkomme alle de ting jeg gerne vil, men de større socialpolitiske emner er sværere at komme overens med, for ud over min pension, så bor jeg også på et forbløffende dyrt bosted. Jeg betaler godt nok husleje, men det betaler hverken det hele eller halve af hvad det egentlig koster. Tanken om at være en belastning for samfundet er ikke rar.

De gratis glæder

Jeg skulle have været i biografen med nogle af dem fra mit bosted. For dem på kontanthjælp var turen gratis, men jeg er pensionist, så jeg skulle selv betale de 100 kr.

Siden jeg blev pensionist, efter så mange år på SU og kontanthjælp, har jeg følt at jeg havde alle de penge i verden jeg nogensinde kunne få brug for, hvilket måske siger mere om mit forbrug end om førtidspension generelt, men pludselig blev jeg grebet af misundelse. Jeg syntes at det var skide uretfærdigt, at jeg altid skal betale mere end alle de andre, for huslegen bliver afmålt efter indtægt og rådighedsbeløb. Egentlig er det ikke så unfair som det lyder, det drejer sig om, at dem på kontanthjælp får nedslag i deres husleje og kostpenge for at de skal have et bare nogenlunde acceptabelt rådighedsbeløb, men i går kunne jeg ikke se det fair i det, for jeg har jo nogle andre faste udgifter som de slipper for, jeg har nemlig både forsikring (de andre er for unge til at have deres egen forsikring), skolebøger og transport både til Aarhus og Odense (de fleste andre har familie der bor tættere på, og som i mange tilfælde henter og bringer dem).

Buhu, hvor er det synd for mig, det syntes jeg i hvert fald i går, og jeg blev så sur, at jeg meldte fra biografturen, for det ville jeg i hvert fald ikke betale for, når nu de andre kunne få det gratis. Jeg havde måske regnet med pædagogernes medlidenhed, men de var top professionelle, og ville ikke ynke mig for at have en dårlig økonomi, hvilket var både rart og pisse irriterende.

En anden lidt mere positiv grund til at jeg meldte fra var, at jeg er i gang med en skide spændende bog som jeg har fået fra Rosinante, "Désirée" af Annemarie Selinko, der handler om Napoleons første kærlighed, en silkehandlerdatter, som giftede sig med Frankrigs krigsminister og endte som dronning af Sverige. Det er en historie så fantastisk, at jeg ved den omtale ville have affærdiget den som noget urealistisk sludder, hvis ikke lige, at det hele havde været sandt.

Jeg lå på min chaiselong med fødderne begravet i et uldent tæppe, og med en Pepsi Max ved min side. Rundingen på hovedgæret passer lige med, at min hestehale kan ligge der uden at genere, hvilket de godt kunne lære noget af ved tandlægen og hvor man ellers bliver bedt om at sætte sig og læne sig tilbage.

Jeg læste til jeg blev helt firkantet i øjnene og de begyndte at svide og så lige lidt længere. Jeg begravede mig i en verden af smukke kjoler, uniformer, intriger og politik. Jeg lod mig opsluge af pomp og pragt. Jeg slugte hvert et ord, for det var en trist lørdag eftermiddag, og jeg havde brug for noget til at lede tankerne væk fra mit eget liv. Ikke at mit eget liv er dårligt, egentlig går det ret godt, men nogle gange har man bare en af de der dage, og så har man lov til en dag på sofaen, ja man fortjener det ligefrem.

I går kom jeg også til at lave en kæmpe bogbrøler. Jeg havde revset Kaj Munk i en boganmeldelse for ikke at have ordentlig styr på sin bibelshistorie, hvorefter jeg skriver at Jesus blev født i Nazaret. Det var en veninde der gjorde mig opmærksom på det, og jeg blev så flov, at jeg løj og sagde, at jeg selv havde tænkt på den, men jeg havde overhovedet ikke skænket det en tanke. Hele dagen var jeg så flov at jeg havde kvalme, selvom det egentlig var meget morsomt.

Om noget med hjertet

Da jeg for nyligt var ved psykiater (HER) blev jeg sat op i ADD medicin, men jeg kan ikke tåle den øgede dosis. Jeg får hjertebanken, åndenød, træthed og svimmelhed. Jeg tør ikke at dyrke sport, tage på universitetet eller noget som helst. Det er sikkert ikke farligt, men det er mit HJERTE, så jeg har været virkelig bange. Jeg har været bange for at falde, om ikke død, så i hvert fald besvimet om, men mest af alt har jeg været bange fordi det øjensynligt er min ADD og min depressionsmedicin der reagerer på hinanden. Nu er jeg sat ned til min vante dosis, men jeg skal mødes med min psykiater igen d. 7/11, og jeg er bange for at hun ændrer yderligere i min medicin. Jeg har fået meget forskellig medicin for de to ting, men Cymbalta og Concerta er de eneste der har hjulpet mig.

Nogle mennesker er modstandere af medicin, især for ting som ADD, men jeg ved bare hvor meget bedre mit liv blev efterfølgende, så nej, jeg vil ikke have dårlig samvittighed over at tage toppen af mine problemer med medicin, for medicin er ikke et mirakelmiddel, det gør bare at det lige nøjagtig er til at holde ud at være til.

Min psykiater sagde, at jeg ikke skulle være bange, som om man kan lade være med det når der er noget galt med ens hjerte, men hun ville alligevel gerne have, at jeg tog til lægen og få taget et EKG og målt mit blodtryk. Vi talte med psykiateren tirsdag eftermiddag, og det lykkedes mig at få en semi-akut tid ved lægen allerede i går morges, men der var jeg jo allerede blevet sat til afgiftning, så mit hjerte havde det meget bedre, så hverken EKG eller blodtryk viste noget usædvanligt, hvilket fik min læge til at sige, at der bare overhovedet ikke er noget galt, jeg skal bare træne og komme lidt i form. Jeg hader når han siger sådanne ting til mig. Jeg ved godt, at han siger det for at berolige mig, men det kommer til at lyde så kontant, at jeg føler mig som en komplet idiot, at jeg overhovedet var kommet. Men jeg ved med mig selv at der var noget galt, jeg er helt med på at det ikke var noget alvorligt, men der er noget galt hvis en ung og rask pige får hjertebanken og åndenød af at gå til og fra toilettet, eller det sortner for ens øjne og man er bange for at besvime selvom man ligger henslængt i en sofa, det må der næsten være.

På grund af denne indbildte (?) syge har jeg haft endnu en uge hvor jeg ikke har været på universitetet, men det skyldes ikke kun sygdom, det er også oktober der spøger. Det er mange år siden, at jeg sidst studerede, så jeg havde glemt alt om dette oktobersløvsind som rammer hovedparten af de studerende, så jeg skrev panisk til en veninde om min manglende deltagelse og lektielæsning. Hun kunne berolige mig med, at det er en helt normal reaktion, og jeg kan se at hun havde ret, for jeg skrev til de eneste to på mit hold som jeg har mobilnumre til og spurgte om lektier, men heller ikke de havde været der. Det skyldes nok, at studiet starter i september, og så går man helt i selvsving og være ih og åh så arbejdsom og dygtig, men så bliver dagene kortere og vejret koldere, og så går luften lidt ud af ballonen, og man står tilbage med en lille smule kvalme og en tom fornemmelse. Jeg valgte at selvmedicinere mig med en shoppetur.

Jeg har et par jeans som jeg altid går med, og jeg tænker egentlig på dem som mine pæne jeans, men de er købt i 2007, hvor jeg vejede 5-10 kg mere, og de er flittigt blevet brugt, så de er efterhånden meget tynde i stoffet, så jeg måtte anerkende, at det nok var på tide at sende dem på pension.

Der er godt nok gået penge ind på kontoen, men oktobers sparsommelighed (der skulle nemlig betales forsikringer) sad stadig i mig, så jeg fandt en genbrugsbutik med mærkevaretøj. Jeg har ingen anelse om hvad størrelse jeg bruger, og min selvtillid var ikke god nok til at kunne klare at prøve bukser der var for små, så jeg tog numrene oppefra og ned, til jeg fandt to par i ca min størrelse, som jeg fik for i alt 450 kr. Jeg ledte også efter nogle toppe eller bluser, men alle der var var enten for korte eller for konede, men jeg fandt en på tilbud hos Companys.

Jeg er en del ældre end mine medstuderende, ca 6 år, og jeg føler mig endnu ældre på grund af alt det jeg har været igennem. Det giver mig to valg, enten prøver jeg at være ung blandt de unge, hvilket ville gå helt galt, eller også begynder jeg at respektere min alder og gå 'pænt' klædt. I princippet kunne jeg bare slappe af med min påklædning, men jeg er syg og jeg er førtidspensionist, så jeg kommer alt for let til at se sølle ud, og jeg ønsker ikke at folk skal have ondt af mig, så lige så stille begynder jeg at skifte min garderobe ud.

Hvad kan jeg drive det til?

Folk spørger mig tit, hvad mine håber og mine drømme er? Hvad vil jeg være når jeg bliver stor? Jeg har en meget dårlig forståelse af fremtiden, så spørgsmålet virker så abstrakt, at jeg ikke kan finde ud af at tænke på det, langt mindre at finde et svar. Hvis folk i det mindste kunne finde ud af at afgrænse spørgsmålet lidt, så ville jeg måske have en chance, så hvor det før var dem der spurgte mig, så er det nu mig der spørger dem, hvad tror I at mine fremtidsudsigter er?

Deres ord er ikke den endegyldige sandhed, men de kender mig efterhånden ret godt, så deres vurdering betyder meget for mig. Vil jeg mon nogensinde komme til at bo selv? Vil jeg kunne tage en uddannelse? Vil jeg nogensinde slippe ud af mit mønster med spiseforstyrrelse og selvskade? Jeg er nød til at have svar på disse spørgsmål, for jeg tør ikke begynde at drømme om en fremtid der bare ikke er realistisk. Folk er dog relativt forhåbningsfulde på mine vegne, men på sigt, for selvom jeg er nået en lang vej, og jeg har dage hvor det lader til at gå rigtig godt, så er der stadig en lang vej igen før at jeg kan få hvad man vil betegne som et normalt liv.

Nu er spørgsmålet så, om jeg overhovedet tør ønske noget sådan. Jeg har lært at leve med at få så meget hjælp, hvilket kan være ret svært at lære, og jeg har levet med det i så mange år, at tanken om en dag ude i fremtiden at skulle klare mig selv er angstfremkaldende, men måske ikke af de årsager som folk må tro. Selv at skulle stå for aftaler og planlægning, det tror jeg sagtens jeg kan lære. Chancen for en dag at være følelsesmæssigt stabil nok til ikke altid at være omringet af folk jeg kan tale med, og som kan hjælpe mig, den virker tiltalende. Det jeg er bange for er, at jeg er en af den type personer der giver slip og sumper hen, hvis jeg ikke har folk til at udfordre og stimulere mig.

Jeg kender godt dem der synker sammen foran fjernsynet eller computeren og som bare ikke kommer videre, og jeg bebrejder dem ikke, for der er jo en grund til, at man får sin førtidspension, men jeg vil mere end det med mit liv. Jeg kan ikke klare det pres og de udfordringer som 'normale' mennesker kan, men der sidder et godt hoved på mine skuldre og min krop er ung og sund, så der er ingen grund til, at jeg ikke skal gøre bare et eller andet. Jeg ønsker at få bare et eller andet ud af mit liv, bare et eller andet jeg kan fortælle folk når de spørger, men jeg frygter, at jeg ikke har den selvdisciplin der skal til for at kunne opretholde en hverdag. På nuværende tidspunkt er der altid nogen jeg kan prale til, hvis min løbetur gik ekstra godt, eller som kan beundre et maleri jeg har malet, eller som kan sige at de tror på mig når jeg starter på universitetet (enkeltfag). Alle mennesker har brug for opmuntring, især hvis man føler, at ens liv har været fuld af nederlag.

Det føles måske som om mit liv er det ene nederlag efter det andet, men det er ikke helt rigtigt. Faktisk nåede jeg forbløffende langt på egen hånd, graden af mit handicap og mine sårbarheder taget i betragtning. Noget af det har været godt, noget et mareridt, men jeg kom igennem og jeg overlevede.

Om at føle sig blottet

Jeg havde en ret sindsoprivende dag i går, hvor der var rigtig mange ting jeg sådan lige skulle nå. Det var meget nærliggende at bede pædagogerne om hjælp, men der var noget der holdt mig tilbage. Jeg ved ikke rigtigt hvad det var, måske var det fordi jeg var bange for at fejle og ikke ville have vidner til mit nederlag, eller også mente jeg bare at jeg kunne klare det hurtigere og mere effektivt alene, hvem ved, måske var det i grunden bare ikke særlig gennemtænkt.

Første stop var apoteket. Jeg skulle hente Alopam, egentlig havde jeg nok herhjemme endnu, men jeg skal have nogen med til Paris, og for at skulle kunne have dem med til udlandet, skal jeg have et pillepas. Dette pillepas skal laves på det apotek hvor pillerne er købt, hvilket var i den by hvor jeg boede før. Jeg gad altså ikke lige tage bussen en time hver vej gange to (jeg skulle jo også lige hente pillepasset når det var blevet fremstillet), så det letteste var simpelthen bare at købe en ny portion.

Mens jeg stod der med alle mine personlige oplysninger frit fremme (pas, sygesikring og medicinliste) kom der en ældre mand og stillede sig helt op ad mig. Han stirrede hverken på mig eller på mine papirer, men derimod på ekspedienten, men jeg blev alligevel temmelig utryg. Jeg havde rigtig meget lyst til at bede ham om at forsvinde, men jeg turde ikke, for hvad nu hvis han blev sur. I stedet blev jeg ved med at dreje hovedet og kigge på ham, det internationale tegn for 'det der er altså virkelig irriterende', men han fattede det bare ikke og blev altså stående mens jeg stod og betalte, så han også, hvis han ville, kunne se hvor mange kontanter jeg havde i min pung, og da jeg skulle videre rundt i byen, havde jeg mange.

Manden var ikke en af de der skumle der stjæler ens medicin og penge, eller som ville prøve på at røre ved mig på mere personlige steder, men det var alligevel klamt at han stod kun en halv meter fra. Jeg følte mig fuldstændigt blottet.

Og blotlæggelsen fortsatte i to på hinanden følgende tøjbutikker, den ene mere end den anden. Det var ikke fordi der stod klamme mænd og stirrede på mig, men det var en stor udfordring at tage mit trygge tøj af, og iføre mig en kjole, som jeg ikke havde den fjerneste anelse om ville passe, eller om den ville fremhæve nogle af mine mere problematiske områder. Jeg var desuden nødt til at have en ekspedient til at hjælpe mig, for alene er jeg helt umådeligt hjælpeløs, jeg ville bare stå som et dyr fanget i en lyset fra en billygte. Jeg ville stå, jeg vil ryste af skræk, og jeg ville flygte, uden at nå så meget som at overveje at købe noget.

Ekspedienten i den første butik, var virkelig sød ved mig, men hun kunne jo ikke gøre noget ved at meget af tøjet ikke passede mig. Hver gang en kjole ikke passede mig fordi jeg for det meste var for bred over ryggen, blev jeg ca to cm kortere, og jeg var nødt til at prøve mange kjoler før jeg fandt to kjoler, som jeg både kunne lide, og som passede.

Jeg skal ikke kunne sige, om jeg ser godt ud i de kjoler jeg købte, måske ser jeg bare ud som en kikset pige i kjoler der er alt for pæne til hende. Sidst jeg var ude og købe en kjole, havde jeg min tidligere kp med, som hele tiden fortalte mig, at jeg så godt ud, og jeg ikke skulle skamme mig. Da vi kom hjem sørgede hun straks for, at jeg skulle gå modeopvisning for de andre pædagoger, der også fortalte mig hvor godt kjolen sad.

Da jeg kom hjem med disse kjoler, hængte jeg dem straks ind i skabet. De blev taget ud og vist til mine nye kp'ere, men de blev ikke prøvet på. Jeg skammer mig ikke over kjolerne, det er nogle fine kjoler, men jeg skammer mig over min egen krop.

Jeg skal bruge kjolerne i Paris, for jeg vil se ordentlig ud. Måske er det mine fordomme om Paris, måske er det bare min egen perfektionisme, måske vil jeg bare ikke ligne en turist alt for meget. Jeg vil bare ikke bruge de samme sølle kjoler, som jeg brugte i Rom for to år siden, for meget har ændret sig, jeg har efterhånden begyndt at vende mig til tanken om at jeg med mine 27 år ikke længere er et barn, men et voksent menneske. Min finansielle situation har også forbedret sig markant. Jeg er kommet på pension og har fået en mere overkommelig husleje (rangerende til det latterligt lave). Men vigtigst af alt, så har jeg fået det markant bedre, og jeg går ikke og har det skidt hele tiden, og når man ikke har det skidt, så er det mere overskueligt at prøve at se ordentlig ud, både indeni og udenpå.

Om et skrivekursus

Jeg kan godt lide at være god til de ting jeg gør, og jeg kan godt lide hele tiden at blive bedre til dem. Men hvad er så frygteligt vigtigt at blive bedre til i en hverdag hvor jeg bare tusser rundt herhjemme som førtidspensionist? Mine dage går med at træne, læse og skrive, alt sammen for min egen fornøjelses skyld. Jeg er dog lige så stille begyndt at se det som mit job, måske lige bortset fra det med at træne, men at læse og skrive, og skrive om hvad jeg læser, det gør jeg. Og måske besidder jeg ikke den samme arbejdsmoral som almindelige mennesker, fordi jeg aldrig har været i stand til at have et rigtigt arbejde, men jeg har hvad vi vel kan kalde en form for professionel stolthed, for jeg vil gerne gøre mit 'arbejde' ordentligt, og jeg er ikke for stolt til at indrømme, at jeg hele tiden kan blive bedre.

Derfor har jeg meldt mig til et forfatterkursus. Det er ikke fordi jeg drømmer om at blive forfatter, eller jo, det gør jeg vel et eller andet sted, gør alle der elsker bøger ikke det? Men jeg vil gerne blive bedre til at skrive, og jeg ved ikke hvordan jeg selvstændigt skal arbejde på kvalitet, det er vel et spørgsmål om øjnene der ser, og jeg tror, at det er på tide med et par friske øjne.

Det er bare et standartkursus jeg tager over nettet, og det kommer ikke til at have noget at gøre med mine blogs som sådan, men jeg håber at det vil give resultater. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer, jeg ved ikke om der vil kunne mærkes nogen ændring. Måske trænger jeg bare til en udfordring i min hverdag, måske trænger jeg bare til at genopfriske min selvdiciplin her inden jeg skal genopstarte på universitetet.

De første to opgaver kom i går, og jeg har en uge til at løse dem. Den første brugte jeg en halv time på, og den anden har jeg slet ikke taget mig sammen til at kigge på endnu, lyder det fra en super seriøs studerende. Jeg satser på, at jeg lige skal lidt ind i det før jeg kommer op i gear, ellers var de penge nok spildt på mig.

Forfatteren/læreren var ellers til at starte med lidt skeptisk, da hun hørte om min aspergers, for ville jeg have den forestillingsevne der skal til? Hun var samtidig lidt nysgerrig, så hun ville gerne lige have et møde med mig, og det fik hun så. Det var ellers ikke noget hun plejede at gøre, hun havde aldrig før mødt en elev, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om jeg skal være beæret eller fornærmet, så jeg er ingen af delene.

Den fortabte niece

Jeg har en moster som jeg altid har holdt meget af, men igennem de sidste fem år har jeg været for syg til at holde kontakten, for hun er nemlig også syg, og vi påvirkede hinanden på negativ vis. Det var måske nok mest mig der blev påvirket og jeg hadede hende for ikke at være den seje moster og tro støtte hun havde været hele min barndom, så jeg brød kontakten. Flere gange har jeg tænkt på at genoptage kontakten, men jeg har ikke orket, for hvad nu hvis...

Jeg havde så inviteret hende på frokost i går (en frokost som hun medbragte) og jeg var hunde nervøs, for havde jeg kræfter til at stå imod, hvis det blev for hårdt? Ville hun endnu en gang tappe mig for kræfter, så jeg bare kunne ligge på sengen og græde mine øjne ud?

Jeg havde lavet en flugtplan med pædagogerne, en plan for hvordan de kunne redde mig ud, hvis det blev for hårdt, men det blev slet ikke nødvendigt, for jeg havde fået min gamle moster tilbage, hende man kan snakke med om alt det der er hårdt. Måske tænkte hun også, at hun havde fået den rigtige niece tilbage igen, hende der kan smile ægte smil.

Jeg havde været tæt på at aflyse, undlod kun at gøre det på grund af dårlig samvittighed, så jeg takker Gud for at det lykkedes, for en sjælden gang imellem sker det, at to mennesker møder hinanden på det helt rigtige tidspunkt og gnister opstår.

Som barn og ung talte jeg tit med min moster, for hun vidste bedre end mine forældre hvordan det var at være en svagelig person, en for hvem livet er lidt hårdere end man egentlig lige kan holde til, så hun kunne på en helt anden måde forstå hvor modbydeligt det hele var.

I de sidste år har hun været meget stresset af at takle sygdom og et ikke så godt arbejde, og det er nok blandt andet det jeg har kunnet mærke når vi har været sammen, men nu er hun lige som jeg blevet pensioneret, så måske vi kan finde sammen igen, lige som dengang da jeg var barn og der ikke var noget bedre end at komme på ferie hos moster.

På trods af omstruktureringen, har jeg jo også selv ændret mig til det bedre i løbet af det sidste år til halvandet, så måske.

Om skriveblokering

Jeg føler mig så træt i hovedet for tiden, det er som om der er noget der trygger lige bag ved panden, det er som om min hjerne koger.

Noget af det har at gøre med simpel træthed, jeg øver mig i at være længere oppe end til kl 8 og det går ud over min nattesøvn. Jeg vågner og er forvirret fordi det er senere end jeg er vant til, men for tidligt til at jeg har sovet ud.

Jeg er træt i kroppen, alle mine muskler skriger af mig, at jeg presser mig selv for hårdt, men jeg har ikke mulighed for at sætte tempoet ned, for jeg vil ikke risikere at blive ensom og forladt, og tanken gør mig endnu mere stresset.

Nej, nu lyver jeg, jeg kan godt melde fra nogle af mine aftaler, jeg har for eksempel aflyst min mors besøg, men jeg føler mig stadigvæk stresset.

Jeg får helt dårlig samvittighed over at kalde mig selv for stresset. Jeg er lige så stille begyndt at få flere bekendtskaber ude i den virkelige verden blandt folk der hverken er syge eller handicappede, og jeg bliver overvældet når jeg hører hvor meget de arbejder, og over hvor afslappet de tager det.

Der er selvfølgelig en grund til, at jeg er blevet pensioneret, men det er først nu, at det går op for mig hvor stor en forskel der er på dem og mig. Et eller andet sted misunder jeg vel deres evne til at overkomme så meget, men samtidig sætter jeg stor pris på det liv jeg har.

I går var der ikke noget indlæg, for jeg havde så 'meget' der skulle ordnes, at mit hoved kogte over, jeg sad bare og stirrede ind i skærmen og kunne ikke komme om med en eneste sætning, end ikke en overskrift, og den tomme hvide skærm gjorde mig endnu mere stresset, så det blev endnu sværere at komme op med noget.

Det er kun lidt bedre i dag, så jeg tror at det vil gøre mig godt, at jeg en af de kommende dage drager hjem til min far på påskeferie.

Om tiltro til mig

Jeg lægger megen tid og kræfter i mine blogs, så det er rart når der fra tid til anden dukker folk op, der har tiltro til mit arbejde, nogle kontakter jeg, andre kontakter mig. Senest var det en dame fra Katolsk Orientering der spurgte, om jeg ville være interesseret i at anmelde Oscar Ks "Ny bibel for de fattige i ånden", og selvfølgelig ville jeg det, ikke blot fordi den ville passe godt til min samling af billedbibler, og jeg selv er for nærig til at give 400 kr, men især fordi det er rart, at nogen har tiltro til at jeg kan gøre mit arbejde godt nok.

Jeg er vokset op med ikke at kunne, ligegyldigt hvad jeg gik i kast med, så var det bare aldrig godt nok. Det var ikke fordi jeg var dum, men min autisme gjorde det umuligt at leve op til det pres der lægges på alle mennesker. Det var ikke fordi at mine forældre eller min skole lagde mere pres på mig end hvad der var ret og rimeligt, havde jeg da været normal, men med min autisme i bagagen, havde jeg nok at gøre med at holde mig i live.

Og så blev jeg syg, jeg blev meget syg, og jeg røg ind og ud af psykiatrisk hospital, 11 indlæggelser på 18 måneder, plus det løse, og så kunne jeg da i hvert fald slet ingen ting. I tre år kæmpede jeg uden målelige resultater. Mine omgivelser, kunne som godt se, at det gik bedre, men jeg præsterede ikke meget andet end at holde mig i live, hvilket til tider var lidt af en udfordring.

Så endelig fandt min psykiater den rigtige cocktail af medikamenter, og i det seneste års tid har jeg, og jeg tror godt at jeg nu tør sige det højt, har jeg faktisk haft det hel tilforladeligt, ja nærmest godt, og nu er jeg klar til at præstere.

Jeg er førtidspensionist, hvilket betyder at hverken jeg selv, systemet eller samfundet mener at jeg nogensinde vil kunne præstere det samme som alle mulige andre, men det giver mig i mine øjne ikke carte blanche til at sumpe hen foran fjernsynet, jeg skal også præstere noget i det små.

Jeg glæder mig derfor til at modtage bogen, jeg glæder mig til at vise den flinke dame, at hun gjorde ret i at stole på mig, jeg glæder mig til at gøre mig fortjent til min selvudnævnte titel som anmelder.

Jeg anmelder også for andre, jeg har før fået noget jeg har skrevet trykt, men ikke før de to ting samlet.

Det er ikke noget der vil gøre mig verdensberømt, ikke en gang landskendt. Kun nogle enkelte vil overhovedet lægge mærke til mit navn, og de fleste af dem vil ikke have en anelse om hvem jeg er, men det gør ikke noget, for JEG ved det.