søndag den 21. maj 2017

Når tiden føles elastisk

Jeg bladrer lidt rundt i min kalender, forvirret. Jeg kan ikke længere af mig selv huske om jeg har haft læseferie i to eller tre uger. Kalenderen fortæller mig, at det på tirsdag er to uger, men jeg kan ikke få det til at passe oppe i mit hoved, for med alle de ting jeg har haft gang i, kan det umuligt være så kort tid. Det er selvfølgelig ikke fordi jeg har brugt min tid på at læse op til den eksamen jeg har på mandag om en uge.

Jeg føler mig så træt hele tiden, fuldstændig udmattet.

Tilbage i efteråret søgte mine støttepædagoger og jeg kommunen om et par timer hos min tidligere psykolog, fordi jeg har haft så mange problemer med universitetet og trænger til at snakke det igennem. Min sag var til visitation i torsdags, men jeg har ikke hørt noget fra dem. Jeg tror ikke at jeg får det, mest af alt fordi jeg bare ikke har tillid nok til systemet til at håbe på noget. Jeg vil dog ikke spilde alt for meget tid på at bekymre mig før jeg får et konkret svar fra dem.

Når jeg snakker om disse ting må i ikke gå og blive bekymrede for mig. Jeg tager selvfølgelig med glæde imod jeres sympati, men jeg er ikke deprimeret. Det er mere et spørgsmål om, at min hjerne ikke længere kan holde styr på alle de ting der foregår. Forestil jer en bestikskuffe hvor alle gaflerne ligge i ét rum, knivene i et andet, skeerne i et tredje og så fremdeles, men efterhånden som man anskaffer sig mere og mere bestik begynder alle rummene at flyde over og alt bestikket ender i et stort uorden. Det er ikke fordi det er en decideret katastrofe, men det er irriterende hvis man godt kan lide orden, og når man engang imellem skal dække bord til en stor gruppe mennesker kan det være besværligt at få fat i det rigtige antal knive og gafler. Forestil dig så, at det ikke kun handler om bestik, men om dine tanker og følelser, og så kan du måske godt forstå at jeg går rundt og føler mig lidt træt.

søndag den 7. maj 2017

Om at være en læser

Kæresten: Vil du med ud og gå en tur?
Mig: Jamen... Jamen, jeg er jo lige gået i gang med en rigtig god bog...
K: Er du ikke altid det?
M: Nej da! I går var det fordi jeg var ved at være færdig med en rigtig god bog, og den havde jeg været i gang med længe.
K: 2 uger?
M: I hvert fald tre.

Tanken om at forlade sofaen hvor jeg sad med den åbne bog i skøddet, virkede så fremmed for mig. Selvfølgelig endte jeg med at gå en tur sammen med ham. Vejret var dejligt, både varmt nok til shorts, men stadig køligt nok til, at jeg ikke svedte. Desuden er en gåtur altid et godt tidspunkt til at gå og snakke. Ikke om noget vigtigt, bare for at være sammen, bare os to. Vi mødte adskillige katte der sad under træer i håb om at få fat på en fugleunge. Ingen af dem gad snakke med os.

Jeg følte mig lidt trist til mode, men jeg var ikke sikker på, om det var min egen følelse, eller en følelse jeg havde absorberet gennem min bog. Det kan en god bog godt gøre ved dig. En udmærket men ikke fantastisk bog vil provokere en følelse i dig. Der sker noget godt, du bliver glad. Der sker noget slemt, du bliver vred eller ked af det. En rigtig god bog får dig til at glemme hvor du slutter og bogen begynder. Du står og børster tænder, og tænker, at du skal huske at fortælle  hende hvad hun skal gøre, og først når du ligger i din seng kommer du i tanke om, at hun er en person i en bog, og hun ved slet ikke hvem du er. Så ligger du der med en følelse af skuffelse, og bliver måske endda en lille smule vred, måske endda så vred at du slet ikke vil læse i bogen den næste dag. Måske er det fordi det er vigtigt for dig at få tid til at huske at du er dig, men måske er det også en lille smule for at straffe bogen fordi den ikke er virkelighed, i hvert fald ikke sådan som vi normalt forstår ordet 'virkelig'.

Det er så nu du har nærværelse nok til at få ordnet nogle praktiske ting i hjemmet eller skolen. Alle de ting man normalt udskyder, fordi man lige skal læse hvad der sker med hende du ved nok. Jeg synes personligt, at en god bog er en helt legal grund til at melde sig syg fra arbejde, selvom jeg godt kan se, at det ville blive uholdbart i længden. Jeg kan godt blive lidt misundelig over, at nogle mennesker kan være professionelle forfattere, men at man ikke kan være professionel læser. Eller det kan man nok godt, men så er det sådan noget som anmelder eller udgiver, men et eller andet sted er det ikke helt det samme. Det fritager meget af ens frihed til at læse hvad man vil, og der er også noget skummelt ved tanken om at tage et andet menneskes hjertebarn og som prinsessen i Klods Hans sige "dur ikke, væk".

søndag den 30. april 2017

Skoletræt

Jeg var nede på universitetet for at tale med min vejleder om hvor ugidelig jeg har følt mig på det seneste. For første gang blev ordet skoletræt bragt på banen. Det føltes helt underligt at sige det. Det var ikke fordi det virkede farligt, sådan som nogle ord godt kan føles. Ord der, når de bliver sagt højt, kaster en moralsk dom.

'Skoletræt' er en mere neutral betegnelse, men det var ikke noget jeg havde så meget som tænkt på at bruge om mig selv. Jeg er  jo den der nørdede type, en af dem der ligefrem elsker skolen. Og alligevel er det den betegnelse der passer bedst.

Til sommer det 5 år siden jeg vendte tilbage til universitetet efter 5 års sygdom. Det er 5 år hvor jeg har gået på tre forskellige årgange. De mennesker jeg startede ud sammen med er begyndt at blive færdige og spredes for alle vinde, og det kan godt føles lidt ensomt at sidde tilbage. De mennesker jeg følges med er søde og rare, men den træthed jeg føler indeni skaber en distance mellem dem og mig. En distance der måske nok let kunne overvindes, men trætheden gør, at jeg ikke engang er sikker på om jeg ville have lyst.

Hos vejlederen blev emnet orlov bragt op, ikke som noget vi vil gøre noget ved nu, men som en nødplan, hvis jeg stadig har det sådanher efter sommerferien. Som tingene er lige nu i tiden op til eksaminerne, så er ordet orlov en fryd for øret. Alt andet end eksamenslæsning lyder faktisk rigtig godt. Men ville det stadig lyde godt efter at de første par ugers ferietilstand var overstået? Det er jo ikke sådan, at et semesters orlov er det samme som at droppe ud, men tanken føles alligevel lidt sådan. En pause kunne måske endda genopvække noget af den samme iver som jeg følte for studiet for bare nogle få år siden. 

Hvis jeg tog orlov ville det jo ikke være sådan, at jeg slet ikke lavede noget. Jeg ville jo nok fortsætte med at arbejde med bøger. Jeg ville måske gøre alvor af mit forsøg på at lære mig selv tysk. Jeg er glad for at jeg ikke skal træffe en beslutning nu, for der er mange ting der skal overvejes, især når det gælder alt det bøvl jeg jo nok i så tilfælde ville ende med at få med studienævnet, og jeg har jo erfaring med at den slags ikke går så let som man havde håbet.

søndag den 23. april 2017

Ufokuseret

Jeg har på det seneste været lidt ustabil i at lægge indlæg op på bloggen. Jeg beklager rigtig meget. April har været en meget travl måned for mig og alle mine sædvanlige rutiner har været sat ud af kraft. Det er ikke noget der går ind og ødelægger min hverdag. Jeg føler mig stadig rask og glad. Det gør derimod, at når jeg prøver at tænke over hvad jeg gør eller på hvad jeg gerne vil, så føles mit hoved tungt og mine tanker tågede. Det meste af min tankekapacitet går på holde rede på de ting der skal gøres. Jeg kan bruge en hel time om aftenen på at få styr på næste dag og finde ud af hvornår jeg kan træne, købe ind og læse lektier.  Jeg lægger mine planer, bliver i tvivl, lægger dem om, fortryder og ender med at opgive mindst en af opgaverne. Der er mange ting jeg ender med ikke at få gjort fordi jeg ikke kan få det passet ind. Andre ting vælger jeg at ignorere for at undgå at skulle tage stilling. At tage stilling betyder at bruge en masse energi, og det orker jeg ikke.

Jeg føler mig ikke stresset. Stresset er når det kommer så vidt, at man bliver syg af det og man får svært ved at fungere i det daglige. Jeg fungerer, selvom det selvfølgelig er på et nedsat energiniveau. Hvad jeg er føles mere bare som ufokuseret. Jeg har gang i 117 forskellige ting og gør derfor ingen af delene særlig grundigt. Spørgsmålet er dog, om det er for mange ting jeg har gang i eller om mit manglende overskud bare går ud over alle de ting jeg har gang i.

Det gør mig lidt nedtrykt at se hvordan hovedparten af alt hvad jeg gør være gjort halvhjertet. Det føles lidt som om, at jeg måske bare ikke er god nok til at gøre tingene ordenligt.

søndag den 9. april 2017

Endelig ferie?

Jeg ved ikke om jeg skal være glad for at det er ferie. På den ene side er jeg helt klart glad, woohoo, ingen lektier, ingen forpligtelser, den befriende følelse at vide, at man har ferie. Men når jeg ser på kalenderen kan jeg godt se, at jeg i virkeligheden ikke får spor mindre travlt. Min april er et kaos af aftaler og forårsfornemmelser. Der ligger bunker af emails og venter på mig, hvoraf nogle af dem faktisk er temmelig vigtige. Der er familiearrangementer i tre forskellige grene af familien hvortil der skal arrangeres transport, beklædning og ikke mindst gaver. Tiden bliver ikke mindre knap af, at nogle af disse gaver er bøger som jeg gerne lige vil nå at læse selv først før jeg pakker dem ind. Jeg trænger desperat til en pæn kjole, men jeg lever i let skjult frygt for prøverummenes nådesløse belysning.

Jeg har lige været i Lalandia med en veninde og hendes små børn. Jeg elsker de små krudtugler, men det er tre dage siden jeg kom hjem, og jeg føler mig stadig ør i hovedet af udmattelse. Jeg elsker børn, men mit forhold til dem fra de første par timer at være "ih, hvor er de bare nuttede, jeg vil også have en", til at være "åh Gud, hvor er jeg træt, kan der ikke lige komme noget i fjernsynet der kan paralysere dem i et par timer". Det hjalp da heller ikke, at den 3-årige nikkede mig en skalle den første aften. Der var ikke nogen egentlig grund til at han gjorde det, han var bare træt og hans motorik ikke så god. Dagen efter var jeg ved at komme alvorligt til skade på en vandrutchebane, hvor jeg ufrivilligt tog turen ned med hovedet først og stængerne i vejret, hvorefter den 5-årige blev sur fordi jeg var kørt ned uden hende.

Studierne ligger også og presser sig på. I dette semester har jeg kirkehistorie om oldkirken og middelalderen, hvilket jeg finder enormt spændende, men alligevel har det været svært for mig at finde motivationen. Det er egentlig ikke noget der haster. Min eksamen ligger først sidst i maj, først i juni, men efter over 20 års skolegang er dårlig samvittighed over manglende lektielæsning lige så indgroet en del i min personlighed som at bruge sarkastiske bemærkninger i defensive situationer.

Slutteligt har jeg på arbejde tusindvis af nye ideer og projekter jeg gerne vil prøve af, hvoraf ingen har nogen egentlig effekt, men heldigvis er jeg så ny i faget, at det ikke kan tage modet fra mig.

søndag den 2. april 2017

Om at dele sine interesser

Jeg er stadig super glad for mit arbejde på antikvariatet. Bøger er og bliver en af mine største interesser, og det er skønt at få lov til at gå og sætte dem på plads eller flytte rundt på dem. Jeg elsker i modsætning til min chef når kunderne roder, for så har jeg en grund til at sætte bøgerne tilbage på hylderne. Mine egne bøger derhjemme står for det meste i nogenlunde orden, så jeg tager dem stort set kun ud af reolen når jeg skal bruge dem til noget, og det kan i længden godt være lidt kedeligt. Når jeg derimod går nede i antikvariatet og sætter på plads, så får jeg rigtig god mulighed for at se hvad det egentlig er for bøger vi har.

Grunden til at jeg nævner det er, at alt for få deler min interesse, og at det derfor kan være at min chef bliver nødt til at lukke den butikken ned og frem over udelukkende sælge over nettet. Jeg ville stadig kunne fortsætte med at arbejde for ham, og selvom jeg stadig ville elske det, så ville det dog ikke være helt det samme. Det både forvirrer mig og ærgrer mig, for når jeg færdes på Instagram, kan jeg se, at jeg langt fra er den eneste der har denne interesse, men jeg ser også, at rigtig mange af dem der deler min interesse lever langt ude i den store vide verden. Jeg ved ikke om der er noget ved danskerne der gør, at vi er mindre interesserede i gamle bøger end andre, eller om der på verdensplan er en stigende interesse for gamle bøger, hvor tendensen bare ikke er nået til Danmark endnu.

Jeg kan huske som ung i 90'erne hvordan genbrugstøj blev set som noget af det mest nederen der var til.
- "Ad, hvad nu hvis en gammel dame døde i det tøj?"
- "Det er et par jeans* størrelse 12 år der aldrig har været brugt, mærket sidder stadig i..."
(* Dengang kaldte vi dem stadigvæk cowboybukser, eller som en jeg kendte cowboyderbukser).
Men nu om dage er det helt okay, der findes endda luksus-retro-genbrugstøjs-butikker. Jeg har det bare sådan, at hvad nu hvis en masse antikvariater lukker, fordi tendensen er for langsom til at komme til Danmark, så vil læssevis af ellers ganske udmærkede bøger blive smidt ud. Jeg er selv med til at smide en masse ud for tiden, og jeg er generelt god til at smide ud, også bøger, men det gør stadigvæk lidt ondt i hjertet at gøre det.

Jeg kender rigtig mange af de folk der mener at man ikke må smide bøger ud, men hvis folk ikke køber dem og der hele tiden kommer nye ind, hvad skal vi så stille op med dem? Usolgte bøger fylder og huslejen skal betales.

Jeg har prøvet at lave et super kort lille spørgeskema om køb af brugte bøger (som en meget gerne må udfylde, der er kun fire spørgsmål https://da.surveymonkey.com/r/N7WM78Y ). Den er ikke spor professionelt lavet og den er primært blevet besvaret af folk jeg kender på facebook. De fleste besvarelser siger, at man ville være villige til at købe brugte bøger, hvis de var billige, men det reelle salg består at bøger i den midterste prisklasse, bestående af et lille antal udvalgte titler. George Orwells "1984" er meget populær for tiden, men "Burmadage" af samme forfatter er nærmest usælgelig på trods af, at den kombinerer en kendt forfatter og et land der er stor fokus på.

Jeg må indrømme, at jeg ofte synes at vi menneskers opførsel kan være ret forvirrende.

søndag den 26. marts 2017

Handleplan og eksistentiel krise

Nu er det igen tid til at indsende en handleplan til kommunen.

Til dem der ikke ved hvad en handleplan er, så kan jeg fortælle, at der er en eksistentiel krise i koncentreret form. Det er et stykke papir hvor man på få punkter formuleret som målsætninger skal redegøre for hvad man vil med sit liv.

Generelt har jeg prøvet at holde en hvis ironisk distance til disse ting. Jeg forstår udmærket, at når kommunen betaler for den hjælp jeg får, så skal de også have noget papir på, at hvad pengene bliver brugt på. Den del accepterer jeg, men der ligger en dyb rædsel i mig for sådanne spørgsmål om fremtiden. Jeg ved at det kun er beregnet til at holde det bureaukratiske maskineri igang, men sådan en handleplan sætter altid en følelsesmæssig lavine i gang hos mig. En målsætning der bliver skrevet i handleplanen kunne måske lyde "jeg vil arbejde på at blive mere selvstændig i forhold til at klare mig i hverdagen", men indvendig runger det kæmpe store spørgsmål; HVAD VIL DU MED DIT LIV?

Jeg har altid haft det svært med handleplaner, men der er nu kommet et yderligere punkt til, så fra nu af skal man også dokumentere, at man har arbejdet på at nå sine målsætninger, men hvad nu hvis jeg ombestemmer mig? Eller der dukker noget vigtigere op som jeg bliver nødt til at få styr på først? Hvad betyder et mislykket forsøg? Kan man dumpe i sin handleplan? Ville det betyde at man dumper i tilværelsen? Ville det ikke betyde at jeg ikke er god nok som person? HVEM ER JEG OG HVAD SKAL JEG I DET HELE TAGET STILLE OP MED MIT LIV?

Pædagogerne siger, at sådan skal jeg overhovedet ikke tænke på det, men det nytter ikke noget. Det er nu engang sådan min hjerne er skruet sammen. Det eneste der gør en forskel er, om jeg er stærk nok til at stå imod disse overvejelser. Jeg synes stadig at det er en rædselsfuld proces at gå igennem, men der var engang hvor det ville kaste mig ud tvivl og selvbebrejdelser, som jeg ikke var i stand til at håndtere.

Når nu jeg ikke bare kan lade være med at tænke på disse ting, ville jeg ønske at jeg også kunne få muligheden for at diskutere det med nogen, hvilket er en af årsagerne til, vi har ansøgt kommunen om nogle få ekstratimer hos min tidligere psykolog, men vi bliver mødt fra kommunens side med total tavshed, hvilket skaber en stor angst hos mig, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal tænke om det. Hvis jeg fik et afslag eller en besked om ting der manglede i min ansøgning ville der været noget at arbejde med.

søndag den 12. marts 2017

Blodig weekend

I torsdags fik jeg fjernet en generende 'klump' af arvæv fra underlivet. Det var et mindre indgreb der ikke tog mere end et par minutter. Der havde i forvejen været foretaget en prøve for at vi kunne være helt sikre på, at det ikke var noget mere skadeligt end bare arvæv, men prøverne så absolut fine ud. Lægen og sygeplejersken havde været meget omhyggelige med at sikre sig at jeg forstod dette, men jeg havde nu aldrig været i tvivl om at det skulle være andet. 

Hvad de derimod ikke talte om var hvad der skulle ske efter indgrebet, hvilket jeg tog som et tegn på, at jeg bare skulle gøre som jeg plejede. Hvad de måske ikke og jeg overhovedet ikke havde overvejet var, at det måske var et harmløst lille indgreb, men at placeringen gjorde det umuligt at forbinde efter at det var syet, og at mine bens bevægelser og friktion fra tøjet  gav en stor belastning på såret.

Det gik da hverken værre eller bedre end at jeg om eftermiddagen måtte til lægen og have brændt og syet såret igen fordi det var gået op. Jeg har derfor måttet tilbringe det meste af min weekend i sengen med en bog og andre stille beskæftigelser, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan klage over.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for om lægen burde have advaret mig, eller om han umuligt kunne have vidst at jeg som tidligere selvskader har en dyb ligegyldighed overfor sår. To sting? Pfff, det er ingenting, nærmest bare en hudafskrabning. Ingen grund til at det skulle få mig til at ændre adfærd. Den eneste grund til at jeg overhovedet overvejede at få det syet igen om eftermiddagen var, at jeg da havde blødt igennem to par trusser og et par jeans, og det begyndte at blive upraktisk. Jeg ved godt at det er idioti, men selvskaden har sat ting ind i et perspektiv, som det måske ikke burde sættes i, men perspektivet sættes af ens tidligere oplevelser, og ligegyldigt hvor langt tilbage selvskaden kommer, vil det stadig have været en del af mit liv.

søndag den 5. marts 2017

Min fantastiske humor

På det sidste har jeg flere gange nævnt Instagram her på bloggen. Til dem der ikke ved hvad det er, så kan det beskrives som et socialt medie, hvor man kommunikerer sine interesser med billeder frem for ord. Jeg elsker ord, men jeg kan også godt lide denne billedkommunikation, fordi man i langt højere grad kan kommunikere over landegrænser og sprogberriere.

Jeg vil derfor bruge dagens blogindlæg på at vise min fantastiske humor fra mere visuel side end normalt.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den


Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den




Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den

søndag den 26. februar 2017

I'm that kind of girl

Jeg er den type pige for hvem den perfekte gave er en god bog og et par uldsokker med pingviner, og det var lige nettop hvad Kæresten gav mig. Jeg har nemlig fødselsdag i dag. Jeg fylder 32. Jeg blev fejret onsdag, igår og idag, så jeg er efterhånden lidt udmattet.

Der har været så mange ting på det sidste med eksaminer og studiestart, og samtidig har jeg også fået en masse anmodninger om fødselsdagsønsker, og det har været helt vildt svært at finde på noget at sige. Jeg har slet ikke kunnet samle tankerne om det, og mest har jeg bare haft lyst til at sige nej tak til alt der har med gaver at gøre. Jeg sagde det dog ikke, for jeg vidste godt, at det var en løgn. Jeg ville i virkeligheden blive enormt skuffe, hvis jeg ingenting fik. Det jeg ville var bare ikke at skulle tage stilling til det.

Langt hen af vejen fandt vi en løsning med pengegaver, så jeg selv i fred og ro kan få købt nogle ting jeg kan blive rigtig glad for, og jeg begynder at få nogle vage ideer om hvad det skal være, men lige nu ønsker jeg nok aller mest bare at komme hjem til mig selv og lave ingenting og sove i min egen seng, og måske undlader jeg ligefrem at lave lektier til på tirsdag, og får derved en halv ekstra fridag til at lave ingenting, men det er kun måske, for jeg har kirkehistorie i dette semester,og det er faktisk rigtig spændende.