Lørdag formiddag sad jeg midt i lektierne, da det bankede på min dør. Jeg vidste godt hvem det var, for jeg havde set dem gennem vinduet. Det var et par fra Jehovas Vidner som har været her et par gange. Jeg er ikke særlig interesseret i at blive frelst, i hvert fald ikke ved deres form for frelse, men jeg har heller ikke noget imod dem. Faktisk havde jeg for en måneds tid siden brugt dem til at få mig en gratis Bibel, da jeg samler på bibler og bruger dem i mit oversættelses arbejde på universitetet. når jeg nu havde fået Biblen gratis, så tænkte jeg, at det mindste jeg kunne gøre var at åbne døren og sige hej og smile venligt, så det gjorde jeg.
Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvordan det gik. Som sagt var jeg ikke særlig interesseret i deres frelse, men da snakken faldt på bibeloversættelse, så gik jeg totalt i nørd og hev dem med indenfor hvor jeg hev bøger frem for at vise dem den oprindelige græske tekst, ordbøger, grammatikker og selvfølgelig min egen oversættelse. Jeg var meget entusiastisk, og jeg havde det herligt. Hvordan de følte er jeg ikke helt sikker på, men jeg tror og håber måske også lidt at de fandt det lidt fascinerende. Jeg har hørt om mange teologer der bruger den græske tekst til at provokere Jehovas Vidner når de kommer rundt, måske jeg også virker sådan, men det er egentlig ikke min hensigt, jeg kan bare godt lide at vise hvad jeg har lært, en rigtig lille duks.
De forærede mig selvfølgelig nogle blade, sådan som de altid gør, og ikke noget jeg var synderligt interesseret i. Lærte jeg selv noget af dette lille møde? Ikke sådan rigtigt, men det er en god historie at fortælle, for den siger rigtig meget om hvem jeg selv er som person.
Viser opslag med etiketten ikke-katolsk tro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ikke-katolsk tro. Vis alle opslag
mandag den 10. november 2014
mandag den 6. oktober 2014
At tale om de store oplevelser
Jeg får tit at vide, at jeg er god til at sætte ord på tingene, men jeg har mine begrænsninger. Jeg er god til at fortælle om de små ting her i livet som følelsen af larm, frygten for nye mennesker, eller bare om de små ting der gør mig glad. når jeg derimod oplever noget der går ud over min almindelige forståelses evne som at fortælle min historie foran 70 mennesker eller at jeg har fået en sød kæreste, så er det som om ordene tørrer ind i munden på mig, og alt jeg kan fortælle er, at det gik fint.
Jeg kan kun beskrive hvad jeg kan analyserer, og jeg kan kun analysere hvad jeg kan forstå. Nogle oplevelser er så fulde af indtryk, at jeg bliver forvirret. Jeg kan ikke finde ud af at sortere dem efter vigtighed, eller efter hvordan de hænger sammen med hinanden. Min hjerne er fuld af lysglimt og afrevne sekvenser. Når jeg så prøver at skrive her på bloggen eller i min dagbog, så kæmper jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og jeg ender med blot at skrive det mest basale. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle mere, det er bare, at jeg ikke kan sætte ord på.
Det var det der skete, da jeg prøvede at skrive om det oplæg jeg holdt i onsdags om mig, min autisme og min spiseforstyrrelse. Jeg frøs ikke da jeg stod på scenen, men jeg gjorde det, da jeg sad hjemme foran min computerskærm. Min hjerne var helt blank, og jeg gik en lille smule i panik, og af en eller anden grund havde jeg en eller anden fornemmelse af, at det var meget meget vigtigt, at jeg fortalte om det. Ikke så meget vigtigt for mig men vigtigt for jer.
Nogle gange kan jeg snyde mig selv. Jeg kunne have fortalt om hvordan jeg havde verdens dårligste hårdag. Hvis mit hår skal være rigtig lækkert, skal det gerne vaskes dagen i forvejen, men der var problemer med vandtrykket, så shampooen blev ikke skyllet ud. Jeg tænkte, at det måske lige kunne gå an, hvis jeg nu satte det rigtig pænt, men så skulle jeg ud og handle, og det regnede, og jeg endte med at ligne en narkoluder en lille smule, så jeg måtte springe ind under bruseren igen og håbe at håret kunne nå at tørre før jeg skulle af sted igen. Jeg har engang spurgt en muslimsk kvinde om man kan have krise over en dårlig tørklædedag ligesom over en dårlig hårdag, og det kan man godt, så det handler vist mest af alt om den kvindehjerne der sidder nedenunder.
Jeg skrev faktisk den historie, men jeg slettede den igen, fordi jeg følte, at den var for detaljefokuseret. Jeg ønskede, at lade som om jeg er normal og give folk en beskrivelse af overblikket.
Jeg kan kun beskrive hvad jeg kan analyserer, og jeg kan kun analysere hvad jeg kan forstå. Nogle oplevelser er så fulde af indtryk, at jeg bliver forvirret. Jeg kan ikke finde ud af at sortere dem efter vigtighed, eller efter hvordan de hænger sammen med hinanden. Min hjerne er fuld af lysglimt og afrevne sekvenser. Når jeg så prøver at skrive her på bloggen eller i min dagbog, så kæmper jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og jeg ender med blot at skrive det mest basale. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle mere, det er bare, at jeg ikke kan sætte ord på.
Det var det der skete, da jeg prøvede at skrive om det oplæg jeg holdt i onsdags om mig, min autisme og min spiseforstyrrelse. Jeg frøs ikke da jeg stod på scenen, men jeg gjorde det, da jeg sad hjemme foran min computerskærm. Min hjerne var helt blank, og jeg gik en lille smule i panik, og af en eller anden grund havde jeg en eller anden fornemmelse af, at det var meget meget vigtigt, at jeg fortalte om det. Ikke så meget vigtigt for mig men vigtigt for jer.
Nogle gange kan jeg snyde mig selv. Jeg kunne have fortalt om hvordan jeg havde verdens dårligste hårdag. Hvis mit hår skal være rigtig lækkert, skal det gerne vaskes dagen i forvejen, men der var problemer med vandtrykket, så shampooen blev ikke skyllet ud. Jeg tænkte, at det måske lige kunne gå an, hvis jeg nu satte det rigtig pænt, men så skulle jeg ud og handle, og det regnede, og jeg endte med at ligne en narkoluder en lille smule, så jeg måtte springe ind under bruseren igen og håbe at håret kunne nå at tørre før jeg skulle af sted igen. Jeg har engang spurgt en muslimsk kvinde om man kan have krise over en dårlig tørklædedag ligesom over en dårlig hårdag, og det kan man godt, så det handler vist mest af alt om den kvindehjerne der sidder nedenunder.
Jeg skrev faktisk den historie, men jeg slettede den igen, fordi jeg følte, at den var for detaljefokuseret. Jeg ønskede, at lade som om jeg er normal og give folk en beskrivelse af overblikket.
torsdag den 1. maj 2014
Jeg havde glemt alt om det
Jeg var simpelthen så træt i går, så allerede kl 8 om morgenen sad jeg og hang med hovedet. Jeg havde lige besluttet mig for at tage en stille dag, da det pludselig slog ned i mig "Fuck, det er onsdag, og jeg skal mødes med min mentor". Jeg har mødtes med ham fast hver onsdag hele semestret, så det var jo ikke fordi det virkelig var nogen overraskelse, men eftersom jeg ikke længere tager timer på universitetet, så er det der med dagene gået hen og er blevet et lidt abstrakt begreb.
Jeg overvejede kort helt at melde fra og holde fast i, at det skulle være en stille dag, men på den anden side, så var lektierne de samme som sidste uge, og jeg havde lavet dem, så hvorfor egentlig ikke, så af sted med mig. Der stod fint i vejrudsigten at det ville blive varmt, så jeg stod ved busstoppestedet i korte shorts og en jakke jeg i sidste øjeblik havde taget med. Klokken var 10 om formiddagen, og varmt var ikke lige det ord jeg selv ville bruge.
Da jeg først startede med min mentor, var vi meget meget seriøse og kunne nå en frygtelig masse, men efterhånden som vi lærer hinanden bedre at kende, er der altid en helt masse der lige skal diskuteres først.
- Der er en fugl der hedder en munk, og som katolik skærer det i mine ører at fortælle at der bor en munkefamilie tæt på mit hjem.
- I trosbekendelsen siger man, at man tror på "kødets opstandelse", hvilket fik min tutor til at tænke på zombier. Som et teologisk argument tror jeg, at forskellen på kødets opstandelse og en zombie er, at kødets opstandelse er legeme OG sjæl, og jeg tror ikke at zombier har meget sjæl, ikke dem jeg har set på film i hvert fald.
Som i kan se er det nogle meget vigtige emner vi tager op, langt vigtigere end anvendelsen af frie prædikater i latin, men som jeg flere gange påpegede så skal jeg ikke til eksamen lige i første omgang.
Jeg overvejede kort helt at melde fra og holde fast i, at det skulle være en stille dag, men på den anden side, så var lektierne de samme som sidste uge, og jeg havde lavet dem, så hvorfor egentlig ikke, så af sted med mig. Der stod fint i vejrudsigten at det ville blive varmt, så jeg stod ved busstoppestedet i korte shorts og en jakke jeg i sidste øjeblik havde taget med. Klokken var 10 om formiddagen, og varmt var ikke lige det ord jeg selv ville bruge.
Da jeg først startede med min mentor, var vi meget meget seriøse og kunne nå en frygtelig masse, men efterhånden som vi lærer hinanden bedre at kende, er der altid en helt masse der lige skal diskuteres først.
- Der er en fugl der hedder en munk, og som katolik skærer det i mine ører at fortælle at der bor en munkefamilie tæt på mit hjem.
- I trosbekendelsen siger man, at man tror på "kødets opstandelse", hvilket fik min tutor til at tænke på zombier. Som et teologisk argument tror jeg, at forskellen på kødets opstandelse og en zombie er, at kødets opstandelse er legeme OG sjæl, og jeg tror ikke at zombier har meget sjæl, ikke dem jeg har set på film i hvert fald.
Som i kan se er det nogle meget vigtige emner vi tager op, langt vigtigere end anvendelsen af frie prædikater i latin, men som jeg flere gange påpegede så skal jeg ikke til eksamen lige i første omgang.
søndag den 8. september 2013
Protestantisk arbejdsetik
Jeg sidder her kl 3 om natten med et mindre angstanfald, fordi jeg sidder og tænker på alle de bøjningsformer jeg bør lære udenad i latin. Jeg har slet ikke styr på hvor mange former der er, men der er mange, jeg har lært de første tre, men min hjerne nægter at lære den fjerde. Min arbejdsmetode er, at jeg skriver hele bøjningen ned 10-15-20 gange i træk, men i går kørte min hånd på automatpilot, og jeg fik ikke andet ud af det end ondt i fingrene, så jeg valgte at tage resten af dagen fri, ligesom jeg tog hele fredagen fri.
Det er langt sjovere at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Min far kalder det protestantisk arbejdsetik, jeg spurgte hvad katolsk arbejdsetik så var, det sagde han var et oxymoron (to ord der modsiger hinanden). En tysk økonom og sociolog, Max Weber, skrev om at den protestantiske arbejdsetik om at det er en pligt at arbejde, havde givet et økonomisk opsving i de protestantiske lande som ikke sås i de katolske lande. Det havde også en betydning at den protestantiske kirke i langt højere grad opfordrede både mænd og kvinder til at uddanne sig, egentlig sådan at de selv kunne læse Biblen, men det havde også mange gode sideeftekter.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om katolsk arbejdsetik. Jeg har slået op i både katolsk minileksikon og Youcat, den katolske kirkes katekismus for unge, men det hele står lidt knudret. Den katolske kirke vil gerne have at man arbejder for der skal mad på bordet og samfundet skal køre, men det må ikke komme i vejen for ens trosliv.
Jeg brugte mine dage på at få gået nogle ture, spist blåbær, drukket pepsi max, selvom jeg egentlig var stoppet og læst krimi. Ja, I læste rigtigt, krimihadende mig ligger og læser en krimi, men mere om det en anden god gang. Solen skinnede det meste af tiden, og jeg var glad for bare at være til.
Nu hævner det sig så, for det betyder, at jeg skal arbejde ekstra hårdt i dag. Det klarer jeg skam nok, men lige nu måtte jeg ned efter noget beroligende medicin, for tanken om alle de bøjningsformer jeg skal lære fik min hals til at snøre sig sammen og mit hjerte til at hamre.
På hebraisk var jeg god til grammatik, for jeg forstod hvorfor ordene opførte sig som de gjorde, men før jeg kan gøre det på latin skal jeg have tilegnet mig en hvis mængde basal viden, og det kræver hårdt arbejde. Jeg har som sådan ikke noget imod hårdt arbejde, det kan bare virke lidt uoverskueligt at stå foran et bjerg af ord som ikke umiddelbart giver mening for én og så formodes at lære dem udenad. Eller, vi forventes måske ikke ligefrem at lære dem alle sammen udenad. I græsk lærte jeg ingenting udenad og jeg dumpede, i hebraisk lærte jeg en masse udenad og jeg fik 12. Jeg ved endnu ikke om jeg har talent nok til at kunne have forhåbninger om lige nettop 12, men jeg vil meget gerne undgå at dumpe til sommer, for selvom jeg tog det med oprejst pande, så er det aldrig sjovt at dumpe.
Derfor sidder jeg med næsen i mine papirer og skriver og skriver for at, om ikke forstå, så i hvert fald kunne mine ting.
Jeg går i gang om lidt, men lige nu skal jeg ind i min seng og hyberventilere lidt.
Det er langt sjovere at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Min far kalder det protestantisk arbejdsetik, jeg spurgte hvad katolsk arbejdsetik så var, det sagde han var et oxymoron (to ord der modsiger hinanden). En tysk økonom og sociolog, Max Weber, skrev om at den protestantiske arbejdsetik om at det er en pligt at arbejde, havde givet et økonomisk opsving i de protestantiske lande som ikke sås i de katolske lande. Det havde også en betydning at den protestantiske kirke i langt højere grad opfordrede både mænd og kvinder til at uddanne sig, egentlig sådan at de selv kunne læse Biblen, men det havde også mange gode sideeftekter.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om katolsk arbejdsetik. Jeg har slået op i både katolsk minileksikon og Youcat, den katolske kirkes katekismus for unge, men det hele står lidt knudret. Den katolske kirke vil gerne have at man arbejder for der skal mad på bordet og samfundet skal køre, men det må ikke komme i vejen for ens trosliv.
Jeg brugte mine dage på at få gået nogle ture, spist blåbær, drukket pepsi max, selvom jeg egentlig var stoppet og læst krimi. Ja, I læste rigtigt, krimihadende mig ligger og læser en krimi, men mere om det en anden god gang. Solen skinnede det meste af tiden, og jeg var glad for bare at være til.
Nu hævner det sig så, for det betyder, at jeg skal arbejde ekstra hårdt i dag. Det klarer jeg skam nok, men lige nu måtte jeg ned efter noget beroligende medicin, for tanken om alle de bøjningsformer jeg skal lære fik min hals til at snøre sig sammen og mit hjerte til at hamre.
På hebraisk var jeg god til grammatik, for jeg forstod hvorfor ordene opførte sig som de gjorde, men før jeg kan gøre det på latin skal jeg have tilegnet mig en hvis mængde basal viden, og det kræver hårdt arbejde. Jeg har som sådan ikke noget imod hårdt arbejde, det kan bare virke lidt uoverskueligt at stå foran et bjerg af ord som ikke umiddelbart giver mening for én og så formodes at lære dem udenad. Eller, vi forventes måske ikke ligefrem at lære dem alle sammen udenad. I græsk lærte jeg ingenting udenad og jeg dumpede, i hebraisk lærte jeg en masse udenad og jeg fik 12. Jeg ved endnu ikke om jeg har talent nok til at kunne have forhåbninger om lige nettop 12, men jeg vil meget gerne undgå at dumpe til sommer, for selvom jeg tog det med oprejst pande, så er det aldrig sjovt at dumpe.
Derfor sidder jeg med næsen i mine papirer og skriver og skriver for at, om ikke forstå, så i hvert fald kunne mine ting.
Jeg går i gang om lidt, men lige nu skal jeg ind i min seng og hyberventilere lidt.
fredag den 30. august 2013
En forræder
I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet (TF) hvor jeg går, og menighedsfakultetet (MF) som er en privat uddannelse for kirkens højrefløj. Forskellen på de to uddannelser er spørgsmålet om hvor meget troen skal influere i videnskaben. Begge former er prisværdige på hver deres måde.
TF gør et stort arbejde ud af forskernes/lærernes objektivitet og brugen af den videnskabelige metode. Troen må man hænge på knagerækken når man går ind, for tro formudrer objektivitet. TF's opgave er ikke at uddanne præster men teologer, præstedelen må man få efterfølgende få på præsteseminariet. Denne tilgang er meget nyttig når man skal finde ud af hvad man EGENTLIG ved, og hvad man kun tror at man ved.
MF bekymrer sig derimod om de studerendes tro, for præsternes tro er fundamental for livet i menigheden, og man vil gerne have en præst der rent faktisk tror på Gud.
Med andre ord, TF er grundvigiansk og MF indre missionsk.
Uddannelsen på MF tæller som en fireårig bachelor (ligesom på TF), men den er ikke SU berettiget, derfor er de afhængige af folks gode vilje. I går skrev en af mine veninder, som går der, på sin facebookprofil:
Teologi burde være fyldt med (venskabelig) uenighed. Det hedder dialektik når to modstridende parter har en produktiv diskussion. Man behøves ikke at blive enige om noget som helst, men det er vigtigt at begge parter diskutere ud fra de samme retningslinier omkring en videnskabelig diskussion. Med andre ord, så ønsker jeg mig en veluddannet 'modstand' som diskuterer ud fra de samme principper som mig, for først da ved jeg, at vi ville kunne tage hinandens argumenter til sig. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande hvor højre og venstre ikke kan tale med hinanden. Modstand skal ikke kues eller løbe tør for midler, for holdningerne vil alligevel være der, og så opstår der gnidninger.
Vi hører tit historier om den amerikanske kristne højrefløj, og det er da ganske underholdende, men vi må huske, at forstokkelse går begge veje. MF'erne kommer over til os for at få sprogundervisning (det er der jeg kender dem fra), det aller mindste vi kan gøre er at tage godt imod dem.
Hos os TF kan der godt vær mange fordomme og seen skævt til MF'erne, men som katolik kan jeg godt tillade mig at være lidt ligeglad, for jeg har ikke følelserne i klemme. Der har derimod altid været strid mellem grundtvigianere og missionske, bare tænk på Hans Kirk "Fiskerne", men jeg håber at vi alle er kommet en lang vej siden dengang. Jeg selv sidder her og snakker om modstandere, og det er i virkeligheden et alt for kraftigt udtryk, for jeg betragter dem som mine venner, og ligesom vi kan finde ting at være uenige om, kan vi også finde mange ting at være enige om.
Hvis nogen skulle være interesserede i at donere, så send en mail til mig på mummimor@live.dk så vil jeg videresende den.
TF gør et stort arbejde ud af forskernes/lærernes objektivitet og brugen af den videnskabelige metode. Troen må man hænge på knagerækken når man går ind, for tro formudrer objektivitet. TF's opgave er ikke at uddanne præster men teologer, præstedelen må man få efterfølgende få på præsteseminariet. Denne tilgang er meget nyttig når man skal finde ud af hvad man EGENTLIG ved, og hvad man kun tror at man ved.
MF bekymrer sig derimod om de studerendes tro, for præsternes tro er fundamental for livet i menigheden, og man vil gerne have en præst der rent faktisk tror på Gud.
Med andre ord, TF er grundvigiansk og MF indre missionsk.
Uddannelsen på MF tæller som en fireårig bachelor (ligesom på TF), men den er ikke SU berettiget, derfor er de afhængige af folks gode vilje. I går skrev en af mine veninder, som går der, på sin facebookprofil:
Kære venner!Med risiko for at blive stemplet som forræder har jeg doneret 200 kr. Og hvorfor har jeg nu det? Jeg gjorde det fordi jeg går ind for diversitet, også med holdninger jeg måske er uenig med. Teologi kan godt engang imellem blive lige lidt i overkanten indspist med teologer der taler til teologer og alle nikker genkendende.
På mandag holder mit studiested sponsorløb for at samle penge ind til vores stipendieordning. Menighedsfakultetet er nemlig ikke SU-berettiget, så vi samler frivillige gaver ind til en pulje, hvor hver studerende kan få udbetalt, hvad der svarer til knap en halv SU pr. måned. I år starter der 29 nye studerende - hvilket er fantastisk mange! - men det betyder også, at det kommer til at koste omkring 1.2 mio i stipendier, som skal samles ind hos familie, venner og andre gode mennesker.
Så det er her, du kan komme ind i billedet: Hvis du har lyst til at bidrage med et beløb til støtte af SU-erstatning, så send en mail til mig på XXX med adresse og beløbets størrelse. Både små og store bidrag er utrolig velkomne!
Jeg håber, I har lyst til at bakke op om os både økonomisk og i forbøn!
(Læs mere om MF på teologi.dk)
Kærligst XXX
Teologi burde være fyldt med (venskabelig) uenighed. Det hedder dialektik når to modstridende parter har en produktiv diskussion. Man behøves ikke at blive enige om noget som helst, men det er vigtigt at begge parter diskutere ud fra de samme retningslinier omkring en videnskabelig diskussion. Med andre ord, så ønsker jeg mig en veluddannet 'modstand' som diskuterer ud fra de samme principper som mig, for først da ved jeg, at vi ville kunne tage hinandens argumenter til sig. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande hvor højre og venstre ikke kan tale med hinanden. Modstand skal ikke kues eller løbe tør for midler, for holdningerne vil alligevel være der, og så opstår der gnidninger.
Vi hører tit historier om den amerikanske kristne højrefløj, og det er da ganske underholdende, men vi må huske, at forstokkelse går begge veje. MF'erne kommer over til os for at få sprogundervisning (det er der jeg kender dem fra), det aller mindste vi kan gøre er at tage godt imod dem.
Hos os TF kan der godt vær mange fordomme og seen skævt til MF'erne, men som katolik kan jeg godt tillade mig at være lidt ligeglad, for jeg har ikke følelserne i klemme. Der har derimod altid været strid mellem grundtvigianere og missionske, bare tænk på Hans Kirk "Fiskerne", men jeg håber at vi alle er kommet en lang vej siden dengang. Jeg selv sidder her og snakker om modstandere, og det er i virkeligheden et alt for kraftigt udtryk, for jeg betragter dem som mine venner, og ligesom vi kan finde ting at være uenige om, kan vi også finde mange ting at være enige om.
Hvis nogen skulle være interesserede i at donere, så send en mail til mig på mummimor@live.dk så vil jeg videresende den.
lørdag den 13. juli 2013
Om en mislykket tur i Brønbys spillerbus
Og hvad har det med Brønbys spillerbus at gøre? Vi havde simpelthen lejet den. Om det var en lærer med en god sans for det dramatiske, eller om det bare var et tilfælde, det ved jeg ikke. Til gengæld siger det meget om Brønby. Én ting er at Brønby er så bankerot, at de må prostituere deres talenter for penge, noget helt andet er, at deres største talent viser sig at være deres spillerbus, det er straks en helt anden sag. Bussen vakte megen opsigt blandt de danske studerende, men de udenlandske var knap så imponerede/chokerede.
Jeg har været på universitet hver dag i denne uge, og jeg kan godt mærke, at det begynder at tage hårdt på mig, og derfor burde jeg ikke være taget af sted. Jeg tog af sted udelukkende for det sociale, men det er især på det sociale punkt, at jeg vakler når jeg begynder at blive for træt, og det kunne jeg tydeligt mærke i går, og det gjorde det til en træls tur.
På holdet er jeg sådan en lidt underlig en der kommer om morgenen og går hjem i frokostpausen, og jeg får ikke noget af det sociale med, for jeg kan ikke være med når de andre sidder og spiser frikadeller til kl to om natten, og jeg kan ikke være med når de går ned i byen og får en øl med læreren. Det betyder, at jeg sakker mere og mere bagud socialt, så jeg går og føler mig lidt udenfor til dagligt. I går på turen blev følelsen forstærket fordi grupperne var meget dynamiske når vi gik rundt på Jellingekomplekset. Fordi jeg var så udkørt, så var jeg hele tiden fysisk og mentalt to skridt bagud, så jeg endte altid med at kommentere noget de VAR færdige med at snakke om, og jeg endte altid med at stå udenfor rundkredsen, hvilket i sig selv var surt, men på grund af de ting der har været sket mig på bostedet gennem det sidste halve år, så blev jeg helt paranoid og mente at folk med vilje ignorerede mig. Jeg prøvede at kompensere ved at være ekstra sjov, men når man prøver at være sjov fordi man føler sig udenfor, så kan det KUN ende galt.
Jeg havde dog to hyggelige øjeblikke.
- Jeg prøvede på mit alt for usikre engelsk at forklare forskellen på katolicisme og protestantisme for en australsk katolik og en singalesisk buddhist.
- Jeg sad sammen med en at drengene og så på en gravko der flyttede rundt på nogle tunge ting mens vi diskuterede drenges fascination af 'stort legetøj'.
Da vi kom til Ribe i vores prangende brønbybus vakte vi megen opsigt. Det var først i Ribe at den faglige del af turen for alvor gik i gang, men da var jeg nødt til at forlade dem og tage hjem. Jeg var taget med for det sociale, men det slog fejl, så jeg var glad for at komme væk. Jeg tog bussen til Vejen og derfra langsomtoget hele vejen til Aarhus og derfra hjem. Jeg kunne have skiftet ti et hurtigere tog allerede i Fredericia og være hjemme en halv til en hel time tidligere, men jeg kender det almindelige tog godt nok til at vide at en fredag eftermiddag i sommerferien, der er der fuldkommen proppet, hvorimod jeg havde en fin plads i stillekupéen i langsomtoget og kunne sidde der uden nogen forstyrrelser.
Jeg må indrømme at turen fra min side føltes som en fiasko. Fagligt har jeg fået meget ud af kurset, men socialt har jeg ikke været god nok og har ikke haft de bedste forudsætninger.
onsdag den 3. juli 2013
Om Gud og aser
Jeg vil ikke skrive noget om asatroen (troen på de gamle nordiske), for alle skal have lov til at tro på hvad de vil uden at der kommer en næsvis akademikertype og prøver at pille det hele fra hinanden, men jeg vil lige knytte en kommentar til en artikel på religion.dk, "Asatroende: Kristendommen kom brasende og ødelagde det hele!".
Kristendommens historie i Danmark går sådan ca sådan her.
- I 800-tallet kom skt Ansgar, Nordens apostel til Danmark og Sverige for at missionere.
- I 900-tallet lod konge Harald Blåtand sig efter sigende omvende af munken Poppa og gjorde kristendommen i Danmark officiel, da han rejste Jellinge stenene.
Men det er måske en lidt rigeligt simpel måde at skrive tingene på, for vikingerne var et rejsende folk der på mere eller mindre fredelig vis rejste i det meste af Europa, Nordafrika og Lilleasien, og de kom allerede i tidlige tider i kontakt med jødedom, kristendom og islam. Når man beskæftiger sig med vikingerne er manglen på primære kilder et problem, så vi ved kun hvad andre folkeslag har skrevet om os, og hvad Saxo og de islandske sagaer har skrevet om i 1200-tallet, men der er tegn på at kristendommen allerede tidligt har spillet en rolle.
- I 7-800-tallet tog vikingerne på plyndringstogter til de britiske øer og Irland og plyndrede især kirker og klostre, evt af teologiske klostre, men måske bare fordi det var et nemt og rigt mål. Da vikingerne slog sig mere permanent ned, lader det til at de religiøse gnidninger har været mere begrænsede.
- I 8-900 tallet koloniserede norske vikinger og irske kolonister Island, og de bragte keltiske (og kristne) slaver med sig, og DNA tests viser at det har været 20% af mændene og 60% af kvinderne.
- I 900-tallet bosatte en gruppe (formodentlig) vikinger sig ved Dneiperfloden i det nuværende Ukraine, og de fik tætte bånd til Byzantin og kristendommen der.
- I 980'erne koloniserede islændinge Grønland. Der er ingen spor af hedenske begravelser på grønland, kun kristne.
Om den endelige kristning af vikingerne er jeg ikke kommet til endnu men fortsættelse følger.
”Kristendommen. Den kom brasende lige pludselig. Den kom brasende og ødelagde det hele. Asatroen blev klemt ud i mørket [...]".Jeg sidder her med min store, tykke og kloge bog om vikingerne, som jeg skal bruge på sommeruni. Om kristendommen ødelagde noget er en deffinitionssag, som jeg vil lade op til den enkelte læser, men jeg stejler lidt over betegnelsen "komme brasende", for det lyder som noget meget pludseligt og voldeligt.
Kristendommens historie i Danmark går sådan ca sådan her.
- I 800-tallet kom skt Ansgar, Nordens apostel til Danmark og Sverige for at missionere.
- I 900-tallet lod konge Harald Blåtand sig efter sigende omvende af munken Poppa og gjorde kristendommen i Danmark officiel, da han rejste Jellinge stenene.
Men det er måske en lidt rigeligt simpel måde at skrive tingene på, for vikingerne var et rejsende folk der på mere eller mindre fredelig vis rejste i det meste af Europa, Nordafrika og Lilleasien, og de kom allerede i tidlige tider i kontakt med jødedom, kristendom og islam. Når man beskæftiger sig med vikingerne er manglen på primære kilder et problem, så vi ved kun hvad andre folkeslag har skrevet om os, og hvad Saxo og de islandske sagaer har skrevet om i 1200-tallet, men der er tegn på at kristendommen allerede tidligt har spillet en rolle.
- I 7-800-tallet tog vikingerne på plyndringstogter til de britiske øer og Irland og plyndrede især kirker og klostre, evt af teologiske klostre, men måske bare fordi det var et nemt og rigt mål. Da vikingerne slog sig mere permanent ned, lader det til at de religiøse gnidninger har været mere begrænsede.
- I 8-900 tallet koloniserede norske vikinger og irske kolonister Island, og de bragte keltiske (og kristne) slaver med sig, og DNA tests viser at det har været 20% af mændene og 60% af kvinderne.
- I 900-tallet bosatte en gruppe (formodentlig) vikinger sig ved Dneiperfloden i det nuværende Ukraine, og de fik tætte bånd til Byzantin og kristendommen der.
- I 980'erne koloniserede islændinge Grønland. Der er ingen spor af hedenske begravelser på grønland, kun kristne.
Om den endelige kristning af vikingerne er jeg ikke kommet til endnu men fortsættelse følger.
fredag den 10. maj 2013
Om at blive uvenner og andre venner
Jeg er blevet uvenner med en veninde, men jeg ved ikke hvad jeg har gjort forkert, og hun vil ikke fortælle mig det, hun vil faktisk i det hele taget ikke snakke med mig. Det har stået på i mange måneder nu, og jeg føler mig hjælpeløs, for det er et problem pædagogerne ikke kan hjælpe mig mig, ud over at hjælpe mig til at være i det på bedst mulig måde. Det er jeg bestemt ikke tilfreds med, men min utilfredshed bunder mest i min frustration.
Desværre er det en pige jeg har en del at gøre med, så det er så befriende at kunne tage på universitetet og være sammen med mennesker der gerne vil være sammen med mig, men det er desværre snart slut, for på mandag går vi på læseferie. I dag skal vi så holde vores uofficielle afslutning, men mange kommer ikke, for der er danske kirkedage, og selvom det er trist, så kan jeg godt forstå dem, for den slags er en super fed oplevelse.
Nogle kommer dog forhåbentligt, for jeg har bagt boller og købt Nutella til dem. Siden påske har det været 'tradition' at vi mødes efter timen (som slutter kl 10) og spiser kage og drikker alkohol. Jeg spiser godt nok ikke kage, og jeg drikker ikke alkohol, men som regel har jeg siddet med min madpakke og en pepsi max. Vi hygger os gevaldigt, og det føles så befriende og så langt fra alle de ting der ellers er galt med mit liv.
 |
| Pave Benedikt XVI til ungdomsdagene i Køln 2005 |
Nogle kommer dog forhåbentligt, for jeg har bagt boller og købt Nutella til dem. Siden påske har det været 'tradition' at vi mødes efter timen (som slutter kl 10) og spiser kage og drikker alkohol. Jeg spiser godt nok ikke kage, og jeg drikker ikke alkohol, men som regel har jeg siddet med min madpakke og en pepsi max. Vi hygger os gevaldigt, og det føles så befriende og så langt fra alle de ting der ellers er galt med mit liv.
søndag den 17. marts 2013
Om øvelser i selvkontrol
Det er nu søndag, og jeg havde planlagt, at jeg skulle bruge weekenden her på at skrive min aflevering til på fredag om genregenkendelse af historien om Babelstårnet, men jeg er gået helt kold. Faktisk har jeg ikke bare skriveblokering, jeg har tankeblokering. Hvis man lavede et udskrift af hvad der skete oppe i min hjerne lige nu, så ville jeg lyde som en lallende idiot, en rablende imbecil.
Jeg ved godt, at der er længe til fredag, det bliver pædagogerne også ved med at fortælle mig, men jeg skal til Aarhus mandag, tirsdag og onsdag, og det giver kun torsdag til at skrive, og det er lige lovlig vovet hvis nu et eller andet går galt og jeg skal et eller andet eller denne blokering ikke er lettet eller hvad der nu kan komme i vejen. Jeg kan sagtens afslutte opgaven torsdag, men skrive den hele, det tør jeg simpelthen ikke.
Det er ikke fordi opgaven er synderligt svær, det er den ikke. Historien er en ætimologisk myte, det vil sige, at det er en historie fra en fjern, fjern fortid der beskriver hvordan nogle af livets vilkår, som at mennesket snakker forskellige sprog, kom til at blive som de er, punktum. Så ved jeg ikke hvor meget mere jeg ellers kan skrive, og selvom opgaven kun skal fylde 1-2 sider, så er det vist lige lidt nok. De to sidste opgaver jeg afleverede blev, når jeg selv skal sige det, ret gode, men måske skal jeg bare acceptere, at de ikke alle kan blive lige gode, men det er svært for en perfektionist som mig.
Jeg kom til at diskutere min perfektionisme med en pædagog den anden dag, for hun er lidt lige som mig på det punkt. Er min perfektionisme noget jeg altid har haft, eller er det kommet i takt med det kvantespring af en udvikling jeg har været igennem de seneste par år? Det er svært at sige, for det er nok lidt en blanding. Jeg har nok altid haft de perfektionistiske træk, men jeg har ikke tidligere haft overskuddet til virkelig at udleve dem.
Jeg har altid ønsket at være den der perfekte elev/studerende der havde orden på sine ting og havde læst lektier, men med en blanding af dovenskab, ADD og generelt manglende overskud, var det bare ikke muligt. Da min spiseforstyrrelse for alvor begyndte der i gymnasiet, var det blandt andet som en øvelse i selvkontrol. Jeg læste, at de flittige/dygtige/perfektionistiske piger var i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse, så jeg tænkte, at hvis jeg udviklede en spiseforstyrrelse, så var der en chance for at jeg kunne blive flittig/dygtig/perfektionistisk.
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle at det ikke hjalp, men det gjorde det faktisk til dels. En spiseforstyrrelse er et mareridt, og det er ikke det værd, ligegyldigt hvor desperat man er til at blive bedre til noget, men jeg tror, at man sagtens kan lave øvelser i selvkontrol uden at gøre det på en spiseforstyrret måde. Den katolske fastetid er i fuld gang, og jeg har lagt mærke til, at der kun er begrænset respekt for hvad vi gør, men ville ikke-katolikker ikke også have gavn af nogle gange at øve deres selvkontrol. Jeg snakker ikke om at vi alle skal være spiseforstyrrede og sige nej til kage og sjov, jeg snakker om, at man en gang imellem kan lade være med at spise mere end et stykke kage, ikke på grund af vægten, men simpelthen fordi man kan, eller lade være med at spise kød om fredagen, eller skære ned på noget man godt kan lide.
Jeg er bestemt ikke nogen helgen, og jeg skærer ikke ned på alting hele tiden, hverken for vægtens eller selvkontrollens skyld. Jeg har taget to kg på¨på en uge, og mit colaforbrug er eskaleret, og det er bare sådan det er, men jeg har ikke planer om at det er sådan det skal blive ved med at være.
Jeg ved godt, at der er længe til fredag, det bliver pædagogerne også ved med at fortælle mig, men jeg skal til Aarhus mandag, tirsdag og onsdag, og det giver kun torsdag til at skrive, og det er lige lovlig vovet hvis nu et eller andet går galt og jeg skal et eller andet eller denne blokering ikke er lettet eller hvad der nu kan komme i vejen. Jeg kan sagtens afslutte opgaven torsdag, men skrive den hele, det tør jeg simpelthen ikke.
Det er ikke fordi opgaven er synderligt svær, det er den ikke. Historien er en ætimologisk myte, det vil sige, at det er en historie fra en fjern, fjern fortid der beskriver hvordan nogle af livets vilkår, som at mennesket snakker forskellige sprog, kom til at blive som de er, punktum. Så ved jeg ikke hvor meget mere jeg ellers kan skrive, og selvom opgaven kun skal fylde 1-2 sider, så er det vist lige lidt nok. De to sidste opgaver jeg afleverede blev, når jeg selv skal sige det, ret gode, men måske skal jeg bare acceptere, at de ikke alle kan blive lige gode, men det er svært for en perfektionist som mig.
Jeg kom til at diskutere min perfektionisme med en pædagog den anden dag, for hun er lidt lige som mig på det punkt. Er min perfektionisme noget jeg altid har haft, eller er det kommet i takt med det kvantespring af en udvikling jeg har været igennem de seneste par år? Det er svært at sige, for det er nok lidt en blanding. Jeg har nok altid haft de perfektionistiske træk, men jeg har ikke tidligere haft overskuddet til virkelig at udleve dem.
Jeg har altid ønsket at være den der perfekte elev/studerende der havde orden på sine ting og havde læst lektier, men med en blanding af dovenskab, ADD og generelt manglende overskud, var det bare ikke muligt. Da min spiseforstyrrelse for alvor begyndte der i gymnasiet, var det blandt andet som en øvelse i selvkontrol. Jeg læste, at de flittige/dygtige/perfektionistiske piger var i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse, så jeg tænkte, at hvis jeg udviklede en spiseforstyrrelse, så var der en chance for at jeg kunne blive flittig/dygtig/perfektionistisk.
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle at det ikke hjalp, men det gjorde det faktisk til dels. En spiseforstyrrelse er et mareridt, og det er ikke det værd, ligegyldigt hvor desperat man er til at blive bedre til noget, men jeg tror, at man sagtens kan lave øvelser i selvkontrol uden at gøre det på en spiseforstyrret måde. Den katolske fastetid er i fuld gang, og jeg har lagt mærke til, at der kun er begrænset respekt for hvad vi gør, men ville ikke-katolikker ikke også have gavn af nogle gange at øve deres selvkontrol. Jeg snakker ikke om at vi alle skal være spiseforstyrrede og sige nej til kage og sjov, jeg snakker om, at man en gang imellem kan lade være med at spise mere end et stykke kage, ikke på grund af vægten, men simpelthen fordi man kan, eller lade være med at spise kød om fredagen, eller skære ned på noget man godt kan lide.
Jeg er bestemt ikke nogen helgen, og jeg skærer ikke ned på alting hele tiden, hverken for vægtens eller selvkontrollens skyld. Jeg har taget to kg på¨på en uge, og mit colaforbrug er eskaleret, og det er bare sådan det er, men jeg har ikke planer om at det er sådan det skal blive ved med at være.
søndag den 10. marts 2013
Om facebook
Man kan sige mange grimme ting om Facebook, men jeg kan nu egentlig for det meste godt lide det.
Min kærlighedsaffære med det sociale netværk begyndte for alvor, da jeg i sin tid blev syg og begyndte at ryge ud og ind af psykiatrisk hospital. Pludselig blev det en helt uoverskuelig opgave at holde kontakten med slev mine næreste veninder, men Facebook hjalp mig med at holde styr på folks liv. Jeg kunne sige tillykke med fødselsdagen og kommentere livets op og nedture, jeg kunne vise verden, at jeg stadig var i live, og jeg kunne samle medlidenhedspoint, når alting bare var skod.
Facebook var min livline til verden udenfor hospitalet, men hvor glad det end gjorde mig, når det fik mig til at føle mig som et rigtigt menneske med venner og sjov, lige så ked af det kunne jeg blive, når jeg fik smidt i hovedet hvor fantastiske andre menneskers liv var, og jeg havde en lang kriseperiode, da alle mine tidligere studiekammerater fik deres bachelor, og igen da de blev kandidater, for jeg kunne jo have været en af dem.
Mens jeg var syg fik jeg kontakt med en veninde jeg mistede kontakten med da jeg startede på gymnasiet. Vi havde gået i klasse sammen 0-2 klasse og været penneveninder 7-9 klasse og helt uden kontakt i de mellemliggende perioder. Det viste sig, at hun boede på et kollegium kun et stenkast fra mit eget. Hun lod sig ikke skræmme af psykiatriens stigmatisering af mig, og vi mødtes tit og gik en tur, mest bare for at få mig lidt væk fra hospitalets trykkende stemning, og det er jeg hende stadig taknemmelig for.
Selvom jeg har fået det bedre bliver Facebook stadig ved med at stå for op og nedture i mit liv, men det er måske fordi jeg går alt for meget op i det. Hvem kan lide mine statusopdateringer? hvem sender jeg friend request til, og hvem sender til mig? Er der nogen af mine protestantiske og ateistiske venner der siger noget grimt om paven? Og forestil jeg min overraskelse, da jeg lavede et for sjov billede af en præst jeg kender og viste ham ved siden af den nu tidligere pave og foreslog ham som pavekandidat fordi de havde (næsten) samme hat, og det viste sig at det blev populært og mere end 30 mennesker trykkede like (for mig er det mere end jeg nogensinde før har prøvet), også selvom jeg slet ikke kendte hovedparten af dem. Det føltes som en kæmpe ros.
Nu om dage bruger jeg det mest til sjov og lærdom og jeg er medlem af både science is awsome, catholic, protestant, episcopal, jewish og muslim memes, alle sammen vittighedssider, for man lærer ting hurtigst hvis man får det præsenteret på en sjov måde.
Min kærlighedsaffære med det sociale netværk begyndte for alvor, da jeg i sin tid blev syg og begyndte at ryge ud og ind af psykiatrisk hospital. Pludselig blev det en helt uoverskuelig opgave at holde kontakten med slev mine næreste veninder, men Facebook hjalp mig med at holde styr på folks liv. Jeg kunne sige tillykke med fødselsdagen og kommentere livets op og nedture, jeg kunne vise verden, at jeg stadig var i live, og jeg kunne samle medlidenhedspoint, når alting bare var skod.
Facebook var min livline til verden udenfor hospitalet, men hvor glad det end gjorde mig, når det fik mig til at føle mig som et rigtigt menneske med venner og sjov, lige så ked af det kunne jeg blive, når jeg fik smidt i hovedet hvor fantastiske andre menneskers liv var, og jeg havde en lang kriseperiode, da alle mine tidligere studiekammerater fik deres bachelor, og igen da de blev kandidater, for jeg kunne jo have været en af dem.
Mens jeg var syg fik jeg kontakt med en veninde jeg mistede kontakten med da jeg startede på gymnasiet. Vi havde gået i klasse sammen 0-2 klasse og været penneveninder 7-9 klasse og helt uden kontakt i de mellemliggende perioder. Det viste sig, at hun boede på et kollegium kun et stenkast fra mit eget. Hun lod sig ikke skræmme af psykiatriens stigmatisering af mig, og vi mødtes tit og gik en tur, mest bare for at få mig lidt væk fra hospitalets trykkende stemning, og det er jeg hende stadig taknemmelig for.
Selvom jeg har fået det bedre bliver Facebook stadig ved med at stå for op og nedture i mit liv, men det er måske fordi jeg går alt for meget op i det. Hvem kan lide mine statusopdateringer? hvem sender jeg friend request til, og hvem sender til mig? Er der nogen af mine protestantiske og ateistiske venner der siger noget grimt om paven? Og forestil jeg min overraskelse, da jeg lavede et for sjov billede af en præst jeg kender og viste ham ved siden af den nu tidligere pave og foreslog ham som pavekandidat fordi de havde (næsten) samme hat, og det viste sig at det blev populært og mere end 30 mennesker trykkede like (for mig er det mere end jeg nogensinde før har prøvet), også selvom jeg slet ikke kendte hovedparten af dem. Det føltes som en kæmpe ros.
Nu om dage bruger jeg det mest til sjov og lærdom og jeg er medlem af både science is awsome, catholic, protestant, episcopal, jewish og muslim memes, alle sammen vittighedssider, for man lærer ting hurtigst hvis man får det præsenteret på en sjov måde.
lørdag den 2. marts 2013
Farvel til en pave
Pave Benedikt er MIN pave, sådan føles det i hvert fald lidt, så hvorfor er jeg så ikke mere ked af, at han trækker sig tilbage? Jeg har i hvert fald på fornemmelsen ud fra de (katolske) vittighedstegninger, at jeg burde være meget ked af det, men det kan jeg ikke finde ud af at være, for han er jo ikke død, han trækker sig bare tilbage efter 64 års tro tjeneste, og det er sørgmodigt, men ikke forfærdeligt. Historisk set er paver næsten altid døde mens de stadig var paver, men vi må jo bare indse, at folk (også mænd) lever længere og længere, og at kræfterne på et tidspunkt begynder at slippe op (Herre gud manden er 85), så med tiden vil der nok blive flere paver der vil gøre det samme. Præster er sorte, biskopper er pink, kardinaler røde og paver hvide, men hvilken farve har en pave emeritus? Grøn? Blå? Lilla?Der har selvfølgelig været mange historier om HVORFOR han trækker sig tilbage, og mange af dem ikke særligt pæne, og jeg så til min gru, at katolske Iben Tranholm var en af disse røster. Jeg vil prøve at lade være med at udtale mig om noget som helst, for jeg ved ingenting. Ligesom når det gælder politik, så er jeg et drov til at følge med i medierne, for jeg ønsker ikke at få ødelagt mit pæne billede af paven af bitre kommentarer. Egentlig ønsker jeg at følge med, men jeg får bare ikke gjort noget ved det.
Jeg ærede pavens afgang og fejrede min fødselsdag ved at bage en kæmpemæssig brownie til mine klassekammerater. Mine klassekammerater er protestanter, så de skal ikke bekymre sig om fasten, så der blev ikke sparet på noget.
Jeg brugte:
- 16 æg
- 9 dl sukker
- 700 g chokolade
- 500 g margarine
Det føltes helt syndigt at bage den. Jeg er katolik og skal derfor faste, men skal jeg også overholde fasten på andres vegne, altså ved at undlade at bage kage til ikke-katolske venner i fastetiden? Kagen fyldte to bradepander, men jeg kunne godt have sparet mig, for der var i hvert fald de første 10 piger der ikke ville have. De piger der ikke ville have faldt under tre kategorier 1) de spiseforstyrrede, 2) dem der ikke lige var til tung chokoladekage kl 9 om morgenen og 3) diverse. Jeg er selv spiseforstyrret, så jeg burde kunne forstå dem, men det var lidt svært ikke at tage personligt, ikke på grund af deres handlinger, men på grund af min egen usikkerhed (mange af dem ved jo dårlig nok hvem jeg er, ud over at jeg nu er hende med kagen). Så var der heldigvis et par drenge der kunne tage godt for sig af retterne.
fredag den 30. november 2012
Om Mumitrolden og Indre Mission
På vej ind på universitetet mødte jeg en af drengene fra mit hebraiskhold. I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet, hvor jeg går, og menighedfakultetet, hvor han går, og der er traditionelt set et stort fjendskab mellem de to. Nogle fag, såsom hebraisk, må vi dog tage sammen. TF'erne er dog i overtal, og de har kendt hinanden i over et år, så det har været lidt svært for os der er kommet udefra at falde til. Det har været svært for mig selvom alle har været enormt søde, men jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være for en MF'er. MF'erne er de missionske, og TF'erne er, hvis de overhovedet er noget, grundtvigianske. Alle der har læst "Fiskerne" af Hansk Kirk ved hvilke spændinger der er mellem de to lejre. Det hjælper ikke at de to 'skoler' ligger blot et stenkast fra hinanden.
Da jeg var barn gik jeg på privatskole i Odense. I den del af Odense lo der to privatskoler, og traditionelt set havde de to skoler et stærkt fjendskab kørende, og det havde kørt i over 100 år, og det fungerede ganske udmærket på den måde, og der har været et utal af slås- og sneboldskampe i den park der ligger imellem dem. Når vi så kom i gymnasiet, kom vi pludselig til at gå i klasse med 'dem fra den anden skole', og der gik uger, ja endda måneder før fjendskabet kølnedes og man til fulde kunne arbejde sammen. Alt det fjendskab på grund af sølle geografi.
Selvfølgelig er sagen MF vs TF mere kompliceret end så, det er et spørgsmål om ideologier, tro og universitetsformer. I den universitetsform som vi er vant til, stræber menneskefagene mod at blive ligesom naturfagene, med de samme idealer og metoder og hvordan man øver ægte videnskab. Det handler om rationelle beviser, men teologi handler om tro, som nærmest er det modsætte (hvorvidt det er rationelt eller irrationelt kommer vist an på øjnene der ser). På TF følger man den videnskabelige metode så godt som det kan lade sig gøre, og troen bliver man bedt om at hænge i garderoben så snart man kommer ind. MF er derimod en universitetsuddannelse med vægt på den studerenes åndelige udvikling.
Uden at dømme nogen er spørgsmålet, om man kan skille troen fra teologien om om man bør.
mandag den 19. november 2012
Om at være medlem af en forfulgt minoritet
I går var en helt almindelig fredelig søndag, da en fremmed trængte ind i vores bygning. Okay, det er et åbent hus, så trængte ind er måske så alvorligt igen, 'kom gående ind fra gaden' er nok bedre, men lyder ikke nær så godt, han kom i hvert fald ind. En af pædagogerne opdagede ham og spurgte hvad han ville. Jeg sad inde i sofaen og hørte ham fremstamme noget om en postkasse, og han blev henvist til den vi har udenfor. Det viste sig dag, at han havde nået at lægge nogle blade i vores personlige postbokse.
Jeg var den første til at få kigget på et af dem, og det viste sig at være antikatolsk propaganda med en meget voldsom retorik, så jeg besluttede at fjerne den fra alle hylderne. Beks, husets anden katolik, stod med sin i hænderne, men jeg tog det fra hende og sagde, at hun ikke ville bryde sig om at læse det. Måske var det ikke min beslutning at tage, hverken for hende eller for de andre beboere, men bladet angav ikke nogen afsender, så det kunne komme til at ligne, at det var husets holdning, og det ville jeg ikke have. Først bagefter spurgte jeg pædagogerne om lov, og de var da heldigvis enige med mig.
Aller først syntes jeg egentlig at det var lidt fjollet med sin voldsomme retorik.
Hele bladet handler om hvordan det er katolikkernes skyld, at vi har hviledagen om søndagen og ikke om lørdagen, og det kan der godt være noget om. Ifølge de ti bud, som vist nærmere er 13 når man virkelig tæller efter i Exodus (2. mosebog) 20,1-17 og Deuteronomium (5. mosebog) 5,4-21, ifølge dem skal shabbaten, den 7. og sidste dag i ugen, være hviledag, men i takt med at kristendommen løsrev sig fra jødedommen så havde de kristne brug for regler og retningslinier der skilte dem fra jøderne, og der er ingen bedre måde end ved at spise andre ting og holde fri på andre tidspunkter. De to ændringer er ikke noget der er unikt for kristendommen, jøderne gjorde det selv under det babylonske fangenskab, hvor de blev fordrevet fra deres land.
Til at begynde med var det slet ikke Jesus' mening, at han ville starte en ny religion, han kom som den lovede Messias, ikke som den der ville nedbryde loven, men den der skulle opfylde den, men langt fra alle jøder var enige med dette, og langsomt delte jødedommen sig i to, dem der blev ved med at være jøder og dem der blev kristne.
Men hvorfor stoppe ved at diskutere om lørdag eller søndag er den 7 dag? Hvad med også at diskutere hvornår en dag starter? I vores moderne tider tæller vi en dag fra midnat til midnat (hvilket jo også variere fra vintertid til sommertid), men jøderne regnede en dag fra solnedgang til solnedgang, og grækerne som vi jo også arvede en det af vores kultur fra, regnede den fra solopgang til solopgang. Vi som katolikker ser søndagen som noget særligt, for det er den dag hvor katolikker verden over holder messe og skaber et fælles bånd imellem os, men er der konkret en ugedag der er mere 'magisk end de andre? Hvis man ser bort fra den matematiske opdeling af tiden, så kan vores opdeling i uger, måneder og år godt virke lidt flydende, så man ikke vi godt kan slappe lidt af, og ikke tage det alt for tungt.
Jeg var den første til at få kigget på et af dem, og det viste sig at være antikatolsk propaganda med en meget voldsom retorik, så jeg besluttede at fjerne den fra alle hylderne. Beks, husets anden katolik, stod med sin i hænderne, men jeg tog det fra hende og sagde, at hun ikke ville bryde sig om at læse det. Måske var det ikke min beslutning at tage, hverken for hende eller for de andre beboere, men bladet angav ikke nogen afsender, så det kunne komme til at ligne, at det var husets holdning, og det ville jeg ikke have. Først bagefter spurgte jeg pædagogerne om lov, og de var da heldigvis enige med mig.
Aller først syntes jeg egentlig at det var lidt fjollet med sin voldsomme retorik.
Siden alle Biblens kendetegn på 'dyret' passer på pavemagten, har pavemagten (dyret) altså et mærke, og de siger selv at søndagen er deres (autoritets)mærkeDe anklager direkte paven for at være djævlen selv, og søndagen skulle så være djævlens mærke hvorom det står i Johannes åbenbaring at
Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne.Ja, åbenbaringen kan godt være lidt voldsom kost, især når det er ens egen tro den bruges imod, så efter lidt tid blev jeg egentlig lidt bange. Vidste de på en eller anden måde, at Beks og jeg er katolikker, eller skød de med spredehagl? På verdensplan er katolicismen stor, men i Danmark er vi helt klart en lille minoritet, så at skyde med spredehagl virkede lidt omsonst, indtil jeg kom til at tænke på, at bladet måske har balladen omkring lukkeloven i tankerne og vil vise søndagen som 'et katolsk bedrag der sætter friheden i fare'.
Hele bladet handler om hvordan det er katolikkernes skyld, at vi har hviledagen om søndagen og ikke om lørdagen, og det kan der godt være noget om. Ifølge de ti bud, som vist nærmere er 13 når man virkelig tæller efter i Exodus (2. mosebog) 20,1-17 og Deuteronomium (5. mosebog) 5,4-21, ifølge dem skal shabbaten, den 7. og sidste dag i ugen, være hviledag, men i takt med at kristendommen løsrev sig fra jødedommen så havde de kristne brug for regler og retningslinier der skilte dem fra jøderne, og der er ingen bedre måde end ved at spise andre ting og holde fri på andre tidspunkter. De to ændringer er ikke noget der er unikt for kristendommen, jøderne gjorde det selv under det babylonske fangenskab, hvor de blev fordrevet fra deres land.
Til at begynde med var det slet ikke Jesus' mening, at han ville starte en ny religion, han kom som den lovede Messias, ikke som den der ville nedbryde loven, men den der skulle opfylde den, men langt fra alle jøder var enige med dette, og langsomt delte jødedommen sig i to, dem der blev ved med at være jøder og dem der blev kristne.
Men hvorfor stoppe ved at diskutere om lørdag eller søndag er den 7 dag? Hvad med også at diskutere hvornår en dag starter? I vores moderne tider tæller vi en dag fra midnat til midnat (hvilket jo også variere fra vintertid til sommertid), men jøderne regnede en dag fra solnedgang til solnedgang, og grækerne som vi jo også arvede en det af vores kultur fra, regnede den fra solopgang til solopgang. Vi som katolikker ser søndagen som noget særligt, for det er den dag hvor katolikker verden over holder messe og skaber et fælles bånd imellem os, men er der konkret en ugedag der er mere 'magisk end de andre? Hvis man ser bort fra den matematiske opdeling af tiden, så kan vores opdeling i uger, måneder og år godt virke lidt flydende, så man ikke vi godt kan slappe lidt af, og ikke tage det alt for tungt.
lørdag den 18. august 2012
Om en dag med religiøse symboler
Rosenkrans
Den ene af mine kontaktpædagoger skulle følge mig til lægen, og jeg kom ned i lidt god tid, for sådan er jeg nu engang. Hun havde en halskæde på, som jeg ikke kunne lade være med at kommentere, for det var en dårlig kopi af en rosenkrans, en pæn kopi, det må jeg give hende, men forkert. Jeg prøvede at forklare hende, hvordan perlerne skal sidde i klynger af ti, gentaget fem gange, men jeg er ikke særlig god til at forklare den slags.
Da vi kom hjem fra lægen, ville jeg forære hende en rigtig rosenkrans, jeg havde nemlig en liggende, der ikke er velsignet, og som jeg derfor ikke bruger. Hun blev glad ved gestussen, men hun var faktisk i tvivl om, om hun måtte tage imod den, for stedet her er nyt, og der er endnu ikke blevet fastsat hvad, for hvor meget, hvordan og hvorfor pædagogerne må modtage gaver. Først ville hun spørge vores daglige leder, men det blev sendt videre til, at det skal tages op på et personalemøde.
I mellemtiden var der gået et par timer, og hun fortalte mig beslutningen over min eftermiddagsmad. Sammen med os til eftermiddagsmad var vores nye vikar, så vi kunne komme til at lære hinanden under trykke rammer. Hun har været gift og bosat i Grækenland i en lang årrække, så hendes børn er græsk ortodokse. Der er stor, jeg vil ikke direkte kalde det fjendtlighed, men kølig konkurrence mellem den katolske og den ortodokse kirke, men sandheden er, at der er stor sandhed og skønhed i dem begge, og der er mange ting vi har til fælles, som protestanterne (desværre) ikke helt kan tale med om.
Jeg fortalte blandt andet, at jeg har en hel håndfuld rosenkranse liggende, både velsignede og ikke velsignede. Mange af dem er meget smukke, nogle har en smuk historie, nogle har jeg endda selv lavet, men hvad betyder det, for jeg bruger alligevel altid den samme. MIN rosenkrans er perfekt, selvom den ikke er nogen skønhed. Den er solid, og perlerne ligger så godt i hånden, som havde jeg aldrig bestilt andet end at bede rosenkransen, hvilket desværre ikke er sagen. Vikaren kendte kun alt for godt symptomet, for de ortodokse har også en bønne krans, og hendes børn havde også én der var bedre end alle andre.
Ikoner
Vi fik en lang os en lang snak om religiøse symboler, og de skulle da lige op og se min samling af rosenkranse. Vi talte om, men desværre ikke så meget som jeg gerne ville have haft, og de ortodokses forhold til ikoner, det er nemlig noget de har et virkeligt smukt forhold til, som vi katolikker kan lære meget af, som hele vesten kan lære meget af. Igennem det seneste år, er der nogle billeder, som bliver kaldt ikoner :-@ der er blevet populære. Det er især midaldrende kvinder der maler dem og føler sig meget spirituelle (et ægte ikon bliver ikke malet, men skrevet), men det er bare billeder, og normalt ikke en gang særligt pæne, og jeg bliver rasende, når jeg ser dem, for det nedgør hvad et ægte ikon er.
Den undergørende medalje
Da jeg sad inde ved lægen og skulle have fjernet sting, sad jeg med overkroppen lænet ind over briksen med armen strakt frem, så han kunne komme til. Dette gjorde at min halskæde kom til at hænge og dingle et sted lige under min hage. Min læge er en lidt ældre mand, så jeg blev helt paf, da han kommenterede den. Mænd og accessories, jeg troede ærlig talt ikke, at de lagde mærke til deres eksistens, men det gjorde ham her.
Ved siden af mit sølvkors har jeg en lille undergørende medalje hængende, det har jeg haft i mange år, men min nuværende medalje fik jeg da jeg var i Paris, hvor vi fik en hver til minde om turen.
Min læge sagde at det var en interessant halskæde, og jeg fortalte ham hvad den hed. Han havde lagt mærke til den, fordi han selv har en. Han havde som barn været indlagt på Skt Joseph hospitalet i Odense, og der var der en af søstrene (nonnerne), der havde givet ham en. Jeg synes at det var sjovt, at han stadigvæk havde den.
Da jeg skiftede den gamle medalje ud med den nye, gav jeg den gamle til en veninde der er meget syg. Hun er ikke katolik, så for hende er det nok ikke en påmindelse om tilbedelse af Gud, men derimod en påmindelse om vort forhåbentligt evige venskab. Jeg prøver ikke på at missionere over for mine veninder, kun gennem efterlevelse af Guds kærlighedsbud, elsk din næste som dig selv. Jeg elsker ikke mine veninder fordi Gud siger at jeg skal, men Gud forære mig kærligheden, en gave fra ham til mig til dem. Pædagogerne spørger hvordan jeg finder overskud til altid at gøre små kærlige ting for mine venner. Normalt svare jeg, at sådan er jeg bare, men det er Gud der giver mig det. Jeg lærte det af en veninde der nu er præst (protestantisk) og jeg sider ikke, at ikke religiøse mennesker ikke kan gøre den slags, men for mig er det en troens gerning.
Den ene af mine kontaktpædagoger skulle følge mig til lægen, og jeg kom ned i lidt god tid, for sådan er jeg nu engang. Hun havde en halskæde på, som jeg ikke kunne lade være med at kommentere, for det var en dårlig kopi af en rosenkrans, en pæn kopi, det må jeg give hende, men forkert. Jeg prøvede at forklare hende, hvordan perlerne skal sidde i klynger af ti, gentaget fem gange, men jeg er ikke særlig god til at forklare den slags.
Da vi kom hjem fra lægen, ville jeg forære hende en rigtig rosenkrans, jeg havde nemlig en liggende, der ikke er velsignet, og som jeg derfor ikke bruger. Hun blev glad ved gestussen, men hun var faktisk i tvivl om, om hun måtte tage imod den, for stedet her er nyt, og der er endnu ikke blevet fastsat hvad, for hvor meget, hvordan og hvorfor pædagogerne må modtage gaver. Først ville hun spørge vores daglige leder, men det blev sendt videre til, at det skal tages op på et personalemøde.
I mellemtiden var der gået et par timer, og hun fortalte mig beslutningen over min eftermiddagsmad. Sammen med os til eftermiddagsmad var vores nye vikar, så vi kunne komme til at lære hinanden under trykke rammer. Hun har været gift og bosat i Grækenland i en lang årrække, så hendes børn er græsk ortodokse. Der er stor, jeg vil ikke direkte kalde det fjendtlighed, men kølig konkurrence mellem den katolske og den ortodokse kirke, men sandheden er, at der er stor sandhed og skønhed i dem begge, og der er mange ting vi har til fælles, som protestanterne (desværre) ikke helt kan tale med om.
Jeg fortalte blandt andet, at jeg har en hel håndfuld rosenkranse liggende, både velsignede og ikke velsignede. Mange af dem er meget smukke, nogle har en smuk historie, nogle har jeg endda selv lavet, men hvad betyder det, for jeg bruger alligevel altid den samme. MIN rosenkrans er perfekt, selvom den ikke er nogen skønhed. Den er solid, og perlerne ligger så godt i hånden, som havde jeg aldrig bestilt andet end at bede rosenkransen, hvilket desværre ikke er sagen. Vikaren kendte kun alt for godt symptomet, for de ortodokse har også en bønne krans, og hendes børn havde også én der var bedre end alle andre.
Ikoner
Vi fik en lang os en lang snak om religiøse symboler, og de skulle da lige op og se min samling af rosenkranse. Vi talte om, men desværre ikke så meget som jeg gerne ville have haft, og de ortodokses forhold til ikoner, det er nemlig noget de har et virkeligt smukt forhold til, som vi katolikker kan lære meget af, som hele vesten kan lære meget af. Igennem det seneste år, er der nogle billeder, som bliver kaldt ikoner :-@ der er blevet populære. Det er især midaldrende kvinder der maler dem og føler sig meget spirituelle (et ægte ikon bliver ikke malet, men skrevet), men det er bare billeder, og normalt ikke en gang særligt pæne, og jeg bliver rasende, når jeg ser dem, for det nedgør hvad et ægte ikon er.
Den undergørende medalje
Da jeg sad inde ved lægen og skulle have fjernet sting, sad jeg med overkroppen lænet ind over briksen med armen strakt frem, så han kunne komme til. Dette gjorde at min halskæde kom til at hænge og dingle et sted lige under min hage. Min læge er en lidt ældre mand, så jeg blev helt paf, da han kommenterede den. Mænd og accessories, jeg troede ærlig talt ikke, at de lagde mærke til deres eksistens, men det gjorde ham her.
Ved siden af mit sølvkors har jeg en lille undergørende medalje hængende, det har jeg haft i mange år, men min nuværende medalje fik jeg da jeg var i Paris, hvor vi fik en hver til minde om turen.
Min læge sagde at det var en interessant halskæde, og jeg fortalte ham hvad den hed. Han havde lagt mærke til den, fordi han selv har en. Han havde som barn været indlagt på Skt Joseph hospitalet i Odense, og der var der en af søstrene (nonnerne), der havde givet ham en. Jeg synes at det var sjovt, at han stadigvæk havde den.
Da jeg skiftede den gamle medalje ud med den nye, gav jeg den gamle til en veninde der er meget syg. Hun er ikke katolik, så for hende er det nok ikke en påmindelse om tilbedelse af Gud, men derimod en påmindelse om vort forhåbentligt evige venskab. Jeg prøver ikke på at missionere over for mine veninder, kun gennem efterlevelse af Guds kærlighedsbud, elsk din næste som dig selv. Jeg elsker ikke mine veninder fordi Gud siger at jeg skal, men Gud forære mig kærligheden, en gave fra ham til mig til dem. Pædagogerne spørger hvordan jeg finder overskud til altid at gøre små kærlige ting for mine venner. Normalt svare jeg, at sådan er jeg bare, men det er Gud der giver mig det. Jeg lærte det af en veninde der nu er præst (protestantisk) og jeg sider ikke, at ikke religiøse mennesker ikke kan gøre den slags, men for mig er det en troens gerning.
tirsdag den 12. juni 2012
Om en diskussion
Jeg troede at jeg igennem årene har udviklet mig til en meget diskussionslysten person. Jeg liver jo nærmest op, når jeg rigtigt får lov til at udfolde mine retoriske evner, men det gælder, har jeg nu fundet ud af, kun når det gælder emner med rent hypotetisk indhold. Så snart diskussionen derimod kommer ind på folks reelle holdninger og meninger, så bør jeg holde mig langt væk.
I går kom jeg til at rode mig ind i en facebook diskussion om homovielser i folkekirken. Hvad jeg lavede i den diskussion er et godt spørgsmål, for som tidligere nævnt, så interesserer andre menneskers seksualitet mig ikke ret meget, jeg føler lidt, at det burde, men det gør det vitterligt ikke, og det undskylder jeg rigtig mange gange. Jeg er jo desuden ikke medlem af folkekirken, så hvad de foretager sig, kommer jo ikke mig ved, eller ikke at det ikke interesserer mig, det er bare det, at jeg ikke rigtigt kan tillade mig at have en stemme i diskussionen.
Alligevel kom jeg til at blande mig. Jeg blandede mig, fordi jeg fik kvalme over, hvordan Guds ord er blevet et spørgsmål som i de fleste tilfælde ikke troende politikere skal beslutte. Det danske folketing er i min verden IKKE den højeste magt, og jeg syntes at denne diskussion har reduceret Gud til nogle bogstaver på et stykke papir som man kan bruge som det bedst passer én, og det gør ondt på mig. Jeg er en god samfundsborger, for giv kejseren hvad kejserens er, men vi skal ikke derved glemme at give Gud hvad Guds er (Matt. 22,21).
Men at lufte sine meninger i en offentlig debat er noget man skal passe på med. Jeg troede egentlig ikke at folk ville bide ret meget mærke i hvad jeg nu en gang havde at sige, men der var nogle stykker der blev temmelig vrede, og pludselig måtte jeg gå ind og forsvare mig selv som person. Jeg blev ikke vred over, at de var uenige med mig, jeg blev bange. Jeg ved ikke præcis hvad jeg blev bange for, men jeg endte med at måtte lukke min computer ned og lægge mig ned på gulvet og lave nogle øvelser for at kunne slappe ordentligt af igen.
Det var ikke særlig værdigt gjort, at stikke halen mellem benene og flygte, men jeg måtte jo erkende mine egne begrænsninger, og den form for diskussion kan jeg altså ikke klare. Jeg ved ikke om jeg er flov, jeg er nok mest ærgerlig, for jeg føler lidt, at det jo netop er den type diskussioner man BØR være dygtig til, for det er jo i den grad den retning strømmen føre, ophedede internetdiskussioner om personlige holdninger og meninger. Den studentikose debat om filosofiske emner over et glas billig cognac, det er ikke længere vejen frem.
Senere på aftenen var jeg inde på debatten endnu en gang, og jeg var da heldigvis for længst blevet glemt, for sådan er debatten jo, ingen lægger i virkeligheden mærke til hvad andre end en selv siger.
I går kom jeg til at rode mig ind i en facebook diskussion om homovielser i folkekirken. Hvad jeg lavede i den diskussion er et godt spørgsmål, for som tidligere nævnt, så interesserer andre menneskers seksualitet mig ikke ret meget, jeg føler lidt, at det burde, men det gør det vitterligt ikke, og det undskylder jeg rigtig mange gange. Jeg er jo desuden ikke medlem af folkekirken, så hvad de foretager sig, kommer jo ikke mig ved, eller ikke at det ikke interesserer mig, det er bare det, at jeg ikke rigtigt kan tillade mig at have en stemme i diskussionen.
Alligevel kom jeg til at blande mig. Jeg blandede mig, fordi jeg fik kvalme over, hvordan Guds ord er blevet et spørgsmål som i de fleste tilfælde ikke troende politikere skal beslutte. Det danske folketing er i min verden IKKE den højeste magt, og jeg syntes at denne diskussion har reduceret Gud til nogle bogstaver på et stykke papir som man kan bruge som det bedst passer én, og det gør ondt på mig. Jeg er en god samfundsborger, for giv kejseren hvad kejserens er, men vi skal ikke derved glemme at give Gud hvad Guds er (Matt. 22,21).
Men at lufte sine meninger i en offentlig debat er noget man skal passe på med. Jeg troede egentlig ikke at folk ville bide ret meget mærke i hvad jeg nu en gang havde at sige, men der var nogle stykker der blev temmelig vrede, og pludselig måtte jeg gå ind og forsvare mig selv som person. Jeg blev ikke vred over, at de var uenige med mig, jeg blev bange. Jeg ved ikke præcis hvad jeg blev bange for, men jeg endte med at måtte lukke min computer ned og lægge mig ned på gulvet og lave nogle øvelser for at kunne slappe ordentligt af igen.
Det var ikke særlig værdigt gjort, at stikke halen mellem benene og flygte, men jeg måtte jo erkende mine egne begrænsninger, og den form for diskussion kan jeg altså ikke klare. Jeg ved ikke om jeg er flov, jeg er nok mest ærgerlig, for jeg føler lidt, at det jo netop er den type diskussioner man BØR være dygtig til, for det er jo i den grad den retning strømmen føre, ophedede internetdiskussioner om personlige holdninger og meninger. Den studentikose debat om filosofiske emner over et glas billig cognac, det er ikke længere vejen frem.
Senere på aftenen var jeg inde på debatten endnu en gang, og jeg var da heldigvis for længst blevet glemt, for sådan er debatten jo, ingen lægger i virkeligheden mærke til hvad andre end en selv siger.
søndag den 8. april 2012
Om bryllup påskelørdag
Min veninde helt tilbage fra da jeg var en lille pige, så langt tilbage, at vi faktisk er mere søstre end veninder, hun skulle giftes i går. Hun var en umådelig smuk brud, så smuk at jeg fik tårer i øjnene.
Det var dog en noget speciel oplevelse at sidde og smile og feste og slå sig løs påskelørdag, Jesus er død, men er endnu ikke opstanden, ordet 'Halleluja' var endnu ikke tilladt i landets katolske kirker, og der sad vi med brede smørrede grin, og alligevel kunne jeg ikke lade være for selvom jeg ikke er den romantiske type, så var det jo min veninde/søsters bryllup så jeg smilede om kap med brudens forældre, så smukt var det.
Min veninde lignede en lille fe med kort klokkeblomst hår med et diamanthårbånd og blødt tylskørt, og jeg var tæt på at tudbrøle da hendes scleroseramte far i forrygende hast førte hende op af kirkegulvet, det var smukkere end når en rask far langsomt strider op af kirkegulvet med sin datter under armen.
Brylluppet blev holdt i en protestantisk kirke, og efter det vil jeg citere den tidligere børne- ungdomspræst i den katolske kirke 'det er SKØNT at være katolik'. Det var en yndig ceremoni, men det var som om det guddommelige manglede, men det var bare min mening. Flere af de ikke så religiøse personer blandt festdeltagerne fandt det rigtig opløftende, jeg selv sad i bilen efterfølgende og sladrede med mine katolske venner. Præsten virkede flink, men man fik ikke et billede af hendes teologiske side, hun var en vaskeægte blød grundtvigianer. Men selvom det ikke var min stil, så var det stadig smukt, og endnu en gang var jeg ved at tude.
Festen var sikkert også smuk, men min asperger hjerne brændte sammen efter en times tid med at cirkulere rundt i salen og snakke med folk, eller rettere med at stå og desperat se ud som om jeg havde nogen at tale med, og forsøgende at skjule at jeg ikke kendte nogen. Jeg snakkede med nogle stykker, men jeg blev mere og mere træt og mindre og mindre snakkesalig, indtil min far til sidst måtte køre mig hjem, hvor min søster sad og så dårlige film og jeg spiste mig overmæt i franskbrød.
Jeg ville ønske at vi her i Danmark var en smule mere formelle. Det ville være skønt at være blevet introduceret for folk, for det er lidt akavet at tale med nogen og indlede samtalen med 'Hvem i alverden er du?'. Det ville være pinligt bare at stå der og tale med folk man ikke aner hvem er. Jeg tror ikke en gang at det kun skyldes min aspergers, jeg havde også på fornemmelsen at andre også fandt det akavet. Det var heller ikke festens skyld, for sådan gør man bare ikke i Danmark
Det var dog en noget speciel oplevelse at sidde og smile og feste og slå sig løs påskelørdag, Jesus er død, men er endnu ikke opstanden, ordet 'Halleluja' var endnu ikke tilladt i landets katolske kirker, og der sad vi med brede smørrede grin, og alligevel kunne jeg ikke lade være for selvom jeg ikke er den romantiske type, så var det jo min veninde/søsters bryllup så jeg smilede om kap med brudens forældre, så smukt var det.
Min veninde lignede en lille fe med kort klokkeblomst hår med et diamanthårbånd og blødt tylskørt, og jeg var tæt på at tudbrøle da hendes scleroseramte far i forrygende hast førte hende op af kirkegulvet, det var smukkere end når en rask far langsomt strider op af kirkegulvet med sin datter under armen.
Brylluppet blev holdt i en protestantisk kirke, og efter det vil jeg citere den tidligere børne- ungdomspræst i den katolske kirke 'det er SKØNT at være katolik'. Det var en yndig ceremoni, men det var som om det guddommelige manglede, men det var bare min mening. Flere af de ikke så religiøse personer blandt festdeltagerne fandt det rigtig opløftende, jeg selv sad i bilen efterfølgende og sladrede med mine katolske venner. Præsten virkede flink, men man fik ikke et billede af hendes teologiske side, hun var en vaskeægte blød grundtvigianer. Men selvom det ikke var min stil, så var det stadig smukt, og endnu en gang var jeg ved at tude.
Festen var sikkert også smuk, men min asperger hjerne brændte sammen efter en times tid med at cirkulere rundt i salen og snakke med folk, eller rettere med at stå og desperat se ud som om jeg havde nogen at tale med, og forsøgende at skjule at jeg ikke kendte nogen. Jeg snakkede med nogle stykker, men jeg blev mere og mere træt og mindre og mindre snakkesalig, indtil min far til sidst måtte køre mig hjem, hvor min søster sad og så dårlige film og jeg spiste mig overmæt i franskbrød.
Jeg ville ønske at vi her i Danmark var en smule mere formelle. Det ville være skønt at være blevet introduceret for folk, for det er lidt akavet at tale med nogen og indlede samtalen med 'Hvem i alverden er du?'. Det ville være pinligt bare at stå der og tale med folk man ikke aner hvem er. Jeg tror ikke en gang at det kun skyldes min aspergers, jeg havde også på fornemmelsen at andre også fandt det akavet. Det var heller ikke festens skyld, for sådan gør man bare ikke i Danmark
tirsdag den 20. marts 2012
Om mine bibelkundskaber
Hvor mange bud var der? Ja, i hvert fald ikke ti.
Hvem klippede Samsons hår? Ikke Dalilah, men en tjener.
Hvordan henholdsvis modtog og afviste Gud Abel og Keins brændofre? Det står der ikke noget om, men det bliver altid vist og beskrevet som om røgen enten farer mod himmels eller bølger langs jorden (forresten en historie der 'beviser' at Gud er en mand, han vil have KØD ikke grøntsager).
Jeg var på ekskursion til Viborg Domkirke for at se på vægmalerier med min far og farmor, og jeg kunne mere eller mindre huske alle historierne, selv de lidt aparte. Det var en stor ære at få lov til at blære mig med mine bibelkundskaber over for min far som eller ved ALT (det er en dødsdom at spille Trivial Persute med ham). Som led i min autisme har jeg haft de gammeltestamentlige historier som særinteresse, det har han ikke. Jeg er kristen, det er han ikke. Jeg har studeret teologi på universitetet, det har han ikke. Det ville faktisk være enormt pinligt, hvis jeg ikke havde klaret mig bedst.
Jeg kan egentlig godt lide Viborg Domkirke selvom mange mennesker finder den kontroversiel. Egentlig forstår jeg ikke helt hvorfor de gør det. Den er malet på den måde som man nu en gang malede dengang i begyndelsen af 1900-tallet, men hvad andet kunne man forvente, men kunne jo ikke så godt rejse tilbage i tiden og finde en mere passende person end Skovgaard.
Abraham blev en gang overfaldet af Gud, og for at redde ham tog Sara en kniv og skar hans forhud af og kastede den efter Herren der mere eller mindre blev viklet ind i den, og på den måde redede Abraham livet.
Det var en af de historier som jeg fortalte der, inde i kirken, og min far tabte underkæben og min farmor kommenterede at den historie havde jeg ikke fra børnebiblen hun læste højt af da jeg var barn. Det viste sig da også at jeg tog delvist fejl, det var ikke Abraham men Moses, og helt så dramatisk var historien ikke. Moses var vokset op blandt egypterne og var derfor ikke blevet omskåret.
I et herberg undervejs overfaldt Herren ham (Moses) og ville slå ham ihjel. Da tog sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hun berørte hans kønsdele og sagde: "Nu er du min blodbrudgom!" Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen.
Exodus (2 mosebog) 4,24-26
Jeg måtte slå historien op da jeg kom hjem, ligesom jeg måtte tjekke op på hvilken profet det var der udfordrede Ba'al (tyreguden), hvilket forresten var Elias, og det burde jeg jo have sagt mig selv. Det var stort set altid Elias der gjorde de seje ting (på nær det med at blive spist af en hval), Elias, den største af Biblens profeter.
Bag efter var vi inde i den katolske kirke i Viborg der er lys om rummelig og med en rigtig god akustik. Hvis man umiddelbart så de to kirker, ville man nok komme til at bytte om på hvilken der var katolsk og hvilken der er protestantisk, for vi katolikker har jo lidt et dårligt ry for at overpynte vores kirker.
Min far kunne bedst lide den katolske, han syntes domkirken var flot, men den katolske var mere imødekommende, og jeg blev stolt af min kirker, hjertet sprang et slag over, og jeg voksede lige to cm.
Abonner på:
Opslag (Atom)