Spørgsmål om fremtiden

Jeg har siddet hele eftermiddagen og skrevet på et blogindlæg der bliver ved med ikke at blive til noget. Jeg har skrevet mange linier, som jeg efterfølgende har slettet igen. Det er ikke fordi det var nogle dårlige linier, men det handlede mere om, at jeg ikke  vidste hvad det var jeg prøvede at formulere.

Jeg ville gerne skrive om, at jeg har læseferie, men laver alt andet end at læse til eksamen, og om hvordan meget af min entusiasme for universitetet er forsvundet i løbet af de sidste 8 måneder, men jeg ville gerne skrive mere end bare det. Jeg ville gerne kunne fortælle noget om hvorfor, problemet er bare, at jeg ikke har nogen helt konkret ide om hvorfor det er sådan. Jo, jeg ved godt at min kamp med/imod universitetsadministrationen har haft en stor betydning, både på grund af al den tid og alle de kræfter det har taget, men også fordi jeg har måttet indse nogle ting om hvor sårbar min stilling på universitetet er. Jeg ville også kunne sige noget om hvordan jeg selv og livet omkring mig har forbedret sig i en grad, hvor universitetet ikke længere er mit eneste åndehul og det eneste der virkelig betød noget. Problemet er bare, at hver gang jeg prøver at skrive om det, så ender jeg altid ud i det samme spørgsmål: Hvad er det jeg vil?

Hvorfor går jeg på universitetet? Hvad har det af betydning for mig? Hvor vil jeg hen med det? Hvorfor var det i det hele taget at jeg begyndte? Er den grund noget der er relevant for mig i dag? Det ene spørgsmål bliver til mange, og de skræmmer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, eller i det hele taget hvordan jeg skal komme frem til et svar. Det er faktisk først nu, imens jeg sidder og skriver dette, at jeg har sat ord på disse ting, og det er både skræmmende og overvældende. Der er ikke tale om at jeg pludselig vil droppe universitetet eller gøre noget andet drastisk, men jeg må erkende at det er nogle spørgsmål jeg bliver nødt til at tage alvorligt.

Der er mange ting man bare kan gøre fordi man plejer at gøre det. Faktisk er det sådan jeg kommer igennem de fleste af mine dage. Men når der dukker et spørgsmål op af denne slags, så er man nød til at lede efter en form for svar. Måske er svaret at man skal fortsætte som før med hvad man havde gang i, men så længe at man ikke ved at det er svaret, så bliver det kun sværere og sværere at fortsætte. Samtidig kan det være enormt skræmmende at spørge sig selv, for hvad nu hvis svaret er, at man skal gøre noget andet? Tanken om at ting måske kan ændre sig er rædselsvækkende.

For ikke at slutte på alt for deprimerende og eksistentialistisk vis, så kommer der her et billede af verdens sejeste servietter som vi har fået af Kærestens familie i Tyskland.

En misforstået situation

Min eksamen i mandags gik ikke så godt. Jeg fik et 4-tal, men det er ikke så meget karakteren der var problemet som hele eksamenssituationen. På grund af flytningen og fagets meget abstrakte og brede karakter (etik og religionsfilosofi), så vidste jeg godt, at det ikke ville komme til at brilliere. Jeg havde genlæst pensum, jeg havde diskuteret udvalgte emner med min tutor og der var ingenting, hvor jeg virkelig bare kunne sige 'det her forstår jeg ikke', så jeg var ret fortrøstningsfuld da jeg skulle op.

Jeg trak mit spørgsmål: moderniteten og den fornuftsbaserede etik, kontraktualisme (Hobbs og Rousseau) samt Mill og utilitarismen. Jeg var fortrøstningsfuld. Jeg var inde i forberedelseslokalet, lavede en disposition og nogle noter. Jeg blev kaldt ind i eksamenslokalet til lærer og censor, stemningen var venlig. Jeg talte en del. Jeg var udmærket klar over, at min fremlæggelse ikke var perfekt, og nogle af deres spørgsmål kunne jeg ikke svare på, men når de gav mig en ledetråd kunne jeg komme videre. Jeg kom ud af lokalet og smilede til de elever der stod udenfor og ventede. Jeg sagde, at det var gået fint, og at jeg var tilfreds med mig selv. Jeg bliver kaldt ind igen. Jeg får min karakter: 4.

4 er ikke nogen virkelig dårlig karakter, men jeg havde været så fortrøstningsfuld, at det føltes som et knytnæveslag lige midt i solar plexus. Da jeg kom ud til de andre begyndte jeg at græde, ikke kun fordi jeg var ked af det, men også fordi jeg var flov, ikke flov over karakteren, men flov over min opførsel.

Det er ikke helt usædvanligt at fejllæse en eksamenssituation. Hvor tit har jeg ikke set folk komme ud, helt grå i ansigtet, fordi de bestemt mente, at de måtte være dumpet, og alligevel kom de ud igen med  10-taller og 12-taller. Jeg derimod gjorde noget der var værre. Ikke alene troede jeg, at det var gået bedre end det så egentlig gjorde, men jeg bragte derved mig selv i en situation, som er både socialt og følelsesmæssigt svær at håndtere. At komme ud og sige 'jeg troede på mig selv, jeg opførte mig som om jeg var noget, men det var en illusion, og nu står jeg her klædt af til skindet, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og I ved heller ikke hvad i skal sige, og jeg græder uden andre grunde end at min stolthed er såret'.

Mest havde jeg lyst til at snige mig ud af bagdøren, væk fra folks spørgende øjne, bare løbe hjem og gemme mig under dynen, for aldrig nogensinde at vende tilbage til universitetet. Især frygten for nogensinde at se min lærer igen plager mig. Om dagen tænker jeg ikke så meget over det længere. Jeg læser bøger, binge watcher Netflix og alle mulige andre ferieaktiviteter, men om natten optræder læreren, eksaminer og karakterer som faste elementer i mine drømme, og hver morgen vågner fortumlet og lidt forvirret.

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"

I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

DOKK1

Jeg er egentlig ret heldig. Jeg har en god lejlighed, en skøn kæreste, venner og et studie som jeg holder af, men jeg har ikke altid været så heldig. Ofte ønskede jeg, at have et sted at stikke af til, et sted med hyggelige små hjørner, bløde stole, adgang til underholdning for en stille pige, ro, ly for dårligt vejr, eventyr og ikke mindst gratis.

Alle biblioteker burde være sådan et sted, men nej, det er de færreste biblioteker der ligefrem opfordrer én til at blive lidt længere. Ofte er der larm, få ordentlige siddepladser og mangelfuld adgang til toiletter. Når jeg var deprimeret, kold og ensom, var biblioteket ikke det oplagte sted at tage hen, selvom reolerne stod fulde af den medicin jeg havde brug for.

Forleden dag var jeg for første gang nede og se DOKK1, hvor det nye hovedbibliotek er flyttet ned, og jeg forelskede mig straks. Stedet har sikkert sine fejl både i konstruktion og drift, men alligevel...  #libraryporn

Jeg er næsten ked af, at jeg er blevet afbalanceret nok til ikke længere på samme måde at have brug for dette sted. Okay, jeg er egentlig ikke spor ked af, at det går mig godt. Jeg kan dog godt blive lidt misundelig på alle de børn, unge og andre mennesker som kan nyde stedets fulde udbytte.

#dajegvar12

´96/´97

Hold op hvor ser jeg tjekket ud på det her billede, men det var jeg bare overhovedet ikke, det var bare en kombination af 1) en skide god fotograf og 2) et enkelt flot outfit.

Dette indlæg skal IKKE handle om politik, men lidt om hvad der sker inde i hovedet på en 12-årig mig, så derfor har jeg fundet min gamle dagbog frem.

Før jeg begynder:

- Jeg har altid haft svært ved at stave, hvilket er meget tydeligt i disse uddrag af min dagbog.

- Jeg har udskiftet folks navne med deres relationer til mig.

VIGTIGT!!! Dette er blot nogle få korte uddrag der skal bruges til vise, hvordan jeg i den alder blot var en ung naiv pige, der bruger sin tid på at føle sig ensom, skændes med min lillesøster og prøver at finde en filosofi omkring det at være til. Når jeg derfor skriver om hvor dumme min familie er og den slags, så skal det lige tages med et gran salt. Min dagbog tjente primært slevglorificerende formål, og det var et sted hvor jeg var den gode, og det per princip var de andre der tog fejl, og jeg 'glemmer' helt at skrive om alle de gange, hvor det er mig der gør noget forkert. Jeg elsker min familie, og det gjorde jeg også dengang :-)

26 Desember 1997
Kl er 9pm og jeg har lige set KUN EN PIGE 1 del. På det tidspunkt hvor hendes moster flytter løb tårne ned af kinderne på mig.
Jeg tænker tit på hvorfor drenge er mere vær end piger og selv om der ikke skulle være forskel hvis man skal regne med hvad folk siger, men jeg kan godt mærke at der stadig bliver kjort forskel. Men lad os ikke glemme at der også bliver gjort forskel på piger. Der er dem som er moderne (de er populære) og så er der dem der er lige glade med tøj retere sagt de umoderne (de er der bare og nogle folk har svært ved at forstå det). 

Uh, en lille feminist er født, eller det er hun faktisk ikke helt, for vægten ligger på den sidste del, for min kamp med de andre piger og i det hele taget det med at være pige og klarer sig blandt piger var noget der fyldte rigtig meget for mig.

26 Desember 1997 (fortsat)
Mor har lige læst op for Lillesøster og mig af De vide skygger i skoven. Den bog får mig til at se anderledes på livet. Den får mig til at tvivle på at jeg er mig og ikke en hel anden person, måske er der ingen der er den de tror. Men den person andre mennesker ser er kun en skal som man selv tror på, men inde i en helt inde i sjælen er der et helt andet meneske som pludselig kan komme og overraske en.

 Bogen hedder "De hvide skygger i skoven" og er skrevet af Maria Gripe. Det var sådan noget med et slot, en forsvundet mor som måske alligevel befandt sig et sted, hemmelige gange, en meget smuk pige med selektiv mutisme og en masse eventyragtige ting, som var langt væk fra min småborgerlige middelklasse hverdag, men som fik mig til at drømme.

27/12 97
Nu ligger jeg i min seng og skriver i dig [dagbogen] og ved at Mor og Lillesøster ligger inde ved siden af og læser i vær sin bog og har det hyggeligt mens jeg ligger her og har kun dig som sælvskab.

Hold da helt op hvor havde jeg ondt af mig selv den aften. Jeg var sikker på, at jeg var jordens mest ensomme og ulykkelige pige. Så vidt jeg husker, skyldtes det dog, at jeg var blevet 'retfærdigt' indigneret og havde smækket med døren i vrede.

19/1-98
I dag ville Den Nye Klasselærer se hvordan vi holder på en blyant og mig som var så glad for at Den Gamle Klasselærer holdt op fordi han altid retede på mig forde holder forkert.

Der skulle altid rettes på den måde jeg holdt på blyanten på, og jeg fik nogle dumme små gummidutter at sætte på blyanten og som jeg hadede fordi det var endnu et af de steder, hvor jeg blev gjort opmærksom på at jeg var 'forkert'. Nogle af de andre i klassen var dog vildt misundelige på disse små gummidutter som jeg jo fik, gratis.

Søndag 25/1-98
Kære dagbog
denne dag startede så godt men så skal Lillesøster bare ødelægge det hele for mig. Lillesøster har det med at ødelægge ting form mig. Måske er det ikke med vilje? Måske ødelægger jeg også ting for Lillesøster uden at vide det?

Min verden var utroligt lille og jeg var ikke i stand til at se det store billede. Min søster havde været alvorligt syg i en lang periode, og det tog derfor meget af vores forældres tid. Tid der derfor ikke var til mig. Jeg var ensom, bange og misundelig, men det forstod jeg ikke, og så var det lidt nemmere bare at sige, at Lillesøster er dum.

8/2-98
Kære dagbog.
I dag spillede Lillesøster og jeg "smølferne jorden rund" og jeg klarede hele Afrika uden at dø.

 Heldigvis kunne verden også nogle gange være såre simpel. Afrika var ikke et kæmpe stort kontinent økologiske, historiske, politiske komliserede problemer. Det var bare noget i et game boy spil hvor man skulle hoppe over nogle forhindringer. Og lillesøster var faktisk ikke altid dum, især når jeg kunne få lov til at spille hendes spil.

Eksamenstid, igen?

Det er da rigtig nok, at jeg ikke har været så meget på universitetet de sidste to uger, fordi jeg har været så træt, og det er da rigtig nok, at vi nu er kommet til det tidspunkt af året hvor solen skinder, fuglene fløjter og allergikere over hele landet får røde næser og kløende øjne, men alligevel, kan det så virkelig passe, at vi allerede er kommet til ENDNU en eksamensperiode? Og selvfølgelig kan det det.

Eksaminer er den studerendes lod. Det er det der skal holde os på tæerne, det er det vi skal vise vores eget værd. Hver og en sidder vi gemt bag computerskærmen eller ved det grønne bord. Vi smiler og lirer alt det vi har lært af, men ordene er ikke kun visdom, ligninger og fakta. Det er i virkeligheden koder hvormed vi prøver at overbevise læreren om, at ja du er en fantastisk underviser, ja jeg har arbejdet hårdt, ja alt dette her er skide spændende, så vil du ikke nok være sød at give mig en god karakter...?

Jeg er en af de bekymrede typer studerende. Hvis jeg nu tager fri i nogle dage, vil jeg så lære det hele? Vil jeg så kunne få en god karakter? Vil læreren se, at jeg er en dygtig studerende? Vil jeg så blive forsikret om, at jeg nu også er et godt menneske? Med tiden er jeg blevet bedre til at tage det lidt med ro. Måske er det alderen, men mest er det en blanding af medicinering, selvforståelse af mit handikap og studienævnets godkendelse af forlænget forberedelsestid.

Jeg åbner en cola til, sødestofferne, bruset og koffeinen dæmper mine nerver.

Den store diskussion går på inklussion, kan handicappede konkurrere og færdes sammen med andre mennesker, og selvfølgelig kan mange af dem det, forudsat de rigtige omstændigheder (og dette er det springende punkt som politikere tit glemmer). For alle mennesker har deres at slås med. Nogle mennesker har normale problemer, andres problemer kræver mere specificeret hjælp.

Nerver, konkurrence og gråd og tænders gnidsel op til eksamen er nogle af de mest almindelige problemer her til lands, ligegyldigt om man har diagnoser eller ej. Når jegvågner midt om natten gennemblødt af sved, fordi jeg drømmer, at jeg har meldt mig til matematik, men er kommet bag ud med pensum og afleveringer, fordi der var et problem i den første opgave som jeg var for doven eller genert til at bede om hjælp til, og nu skal jeg lige pludselig til eksamen, så skal Jung ikke komme og sige, at det hele ligesom symboliserer et forkvaklet forhold til sex, døden og min mor, og jeg derfor bør gå i hypnosebehandling. Nej, jeg har haft mange og mærkelige problemer i mit liv, men dette er ikke ét af dem. Nej her slår min mor, der er gymnasielærer, mig kammeratligt på skulderen og siger "velkommen til den virkelige verden, sådan har vi det alle sammen".

spiseforstyrelsens dyriskhed

Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.

Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.

Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.

Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.

Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.

Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod  alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.

Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.

Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.

Hvad jeg lærte i min sommerferie

Indtil videre har jeg læst 55 bøger i år, hvilket er ganske udmærket, men det er langt fra min personlige rekord på 182 bøger på et år. For første gang overstiger antallet af faglitterære bøger dog antallet af de skønlitterære. Er det fordi jeg prøver at lade som om jeg er voksen og fornuftig? Eller har mange af de skønlitterære bøger bare skuffet mig så dybt, at jeg ikke orker at gå i gang med flere? Eller er det fordi mange af de bøger jeg har læst har været biografier, og fordi en ordentlig skrevet biografi kan være meget lig en skønlitterær bog, bare sand? I nogle situationer overgår virkeligheden langt fiktionen.

Nogle gange læser jeg for at få tiden til at gå, fordi mit eget liv suger eller bare fordi jeg har fat i en rigtig god bog. Andre gange læser jeg fordi jeg er nødt til det. Det er ikke fordi lærerne giver mig lektier for, men fordi verden er skruet sammen på en måde, så man helst skal have en mening om ALT. Jeg har langt fra en mening om alt. Mange ting interesserer mig ikke voldsomt, andre ting synes jeg ikke kommer mig ved, og så er der alle de mange mange ting, som jeg bare ikke ved noget som helst om.

Mange af de bøger jeg har læst, har jeg læst i min fire måneder lange sommerferie, for jeg havde besluttet mig for at bruge sommerferien på at lære alt det jeg ikke vidste, hvilket måske var lige lovlig optimistisk, nå man tager i betragtning hvor stor verden og universet er. Jeg gik dog i gang med oprejst pande, tog på museer, lånte bøger, både på det almindelige bibliotek og på universitetsbiblioteket, og jeg købte stakkevis af bøger på Amazon. Jeg følte mig netop som en amazone i fuldt krigsudstyr kæmpende mig igennem en tæt jungle.

Sokrates sagde, at det eneste jeg ved er, at jeg intet ved, hvilket jeg nu ikke er enig i. Jeg ved en hel del. I forhold til det store uendelige univers er det forsvindende lidt jeg ved, men i forhold til min egen indskrænkede verden så er det ganske fornuftigt. Hvad jeg til gengæld ved er, at jo mere jeg ved, jo mere forvirret bliver jeg. I gamle dage var det lettere, der ville jeg hovedsageligt læse bøger som jeg var enig med, men jeg besluttede mig for at i min ferie ville jeg læse bredt. Jeg må dog sande, at jeg er en meget letpåvirkelig sjæl, for selv når jeg læser bøger jeg teknisk set er meget uenig i, så kan jeg egentlig godt se pointen. Jeg har lyst til at sige, at de er rablende galninge. Galninge er de måske, men ikke altid helt så rablende som jeg ville ønske, for de har faktisk en pointe. Det er dybt irriterende, for hvordan kan man være lodret uenig i noget der giver mening?

Hvad er min egen holdning så? Jeg er forvirret. På den ene side har jeg et fint sæt idéer til hvordan jeg gerne vil have at verden ser ud, og til hvordan jeg gerne vil have at mennesker opfører sig, men jo mere jeg læser, jo mere komplekst og forvirrende bliver det hele. Jeg kan ikke engang få mine fine idéer til at passe til mit eget liv, for jeg reagerer ikke altid på en situation sådan som jeg gerne vil.

Min scenepersonlighed

Nu hvor jeg er blevet bedt om at holde oplæg ved en konference i Skørping 1 oktober og autisme, ADHD og spiseproblematikker, så er der mange der skal ordnes. Selvfølgelig er det aller vigtigste spørgsmål, vil min hofte være stærk nok til at jeg kan have højhælede sko på? men det er et spørgsmål kun tiden kan svare på. I mellemtiden, står jeg over for en lang række andre spørgsmål, der skal blandt andet skrives en tale, men før jeg kan gøre det, skal jeg finde min scenepersonlighed. Hvem jeg er, når jeg står på en scene foran 100-200 mennesker, har stor betydning for hvad jeg kan skrive i min tale. Bare vær dig selv lyder det gode råd, men når hele min personlighed er SÅ MEGET, så vil jeg på 45 min kun kunne vise så lidt, så der skal prioriteres. Jeg ville sådan ønske, at min psykolog snart kom hjem fra ferie.

Indtil nu har jeg kun prøvet at tale afslappet i en lille forsamling, eller at stå på scenen som en fiktiv karakter, men hvem er min scenemigselv? Som teenager gik jeg til teater og cirkus, ikke som tilskuer men som deltager. Min ultimative optræden, ville være en teatralsk Shakespearesk monolog værdig til Ghita Nørby. Jeg er godt klar over at mine teaterevner ikke rækker til det, men jeg fantaserer om at stå på scenen og græde og skrige og slå mig selv, for det er jo sådan en spiseforstyrrelse føles nogle gange En veninde foreslog slides, og det er godt hvis man kommer som ekspertvidne, men jeg er ikke ekspertvidne, jeg er bare en heldig overleven. Jeg er der for at vække folks følelser, og hvad er bedre til at vække folks følelser end teater.

Når jeg siger teater, så mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg skal opfinde en ikke ægte mig. Der findes ikke noget mere falsk end en dårlig skuespiller, men på den anden side, hvordan kan man så virkelig gengive følelsen af en spiseforstyrrelse uden at spille teater, jeg har jo ikke de følelser mere i samme grad, og selvom jeg bare kan stå og fortælle om dem, så har jeg også lyst til at vise det, for mange mennesker forstår ting bedre gennem følelser.

Problemet med teater er, at der er meget der skal læres udenad. 45 minutter, det er meget lang tid, den længste ubrudte tale i mit liv. Jeg er hamrende nervøs. Nogle gange har jeg lyst til at melde fra, for det er se meget lettere bare at gemme mig herhjemme bag min skærm, men jeg har haft min blog i snart tre år, måske er det på tide, at jeg udvikler mine talenter. Sandt nok, så blev der skrevet en bog om mig og ti andre aspergerkvinder, men det var jo ikke mit talent men Camillas (forfatteren). Jeg fylder snart 30, hvilket er en stor ændring, om jeg vil det eller ej. Måske ville det ikke være nogen dårlig idé hvis jeg selv tog styringen over ændringerne i mit liv, i stedet for at lade min underbevidsthed gå i 30-årskrisechok.

Man skal læse varieret det er sundt

Hvad laver jeg så nu hvor jeg ikke går på universitetet? Well, jeg kigger lidt på græsk, selvom det mest indebærer, at jeg ser hen på bunken af græskbøger og tænker at jeg burde... men så gør jeg det ikke altid alligevel. Næ, de bøger jeg læser har ofte en helt anden karakter.

I går var jeg til møde med min nye psykiater, som jeg faktisk kendte i forvejen fra mine mange indlæggelser på psykiatrisk hospital Risskov tilbage i 07-09. Det var et glædeligt gensyn, og et af hendes spørgsmål var, om jeg stadig læste lige så meget som dengang. Jeg læser en hel del, men i 2009 læste jeg 182 bøger plus det løse. Jeg læser dog stadig meget alsidigt. For bare at tage de sidste fem bøger jeg har læst, så har jeg læst om en enkelt kvindes mange sexeskapader i 70'erne, om feminisme i moderne tid, om en tyrkisk-amerikansk kvinde som læser russisk litteratur, om prins Henrik og om kulturradikale.

Titlen på dette blogindlæg er 'Man skal læse varieret det er sundt', hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Det kan også være skønt og godt at fordybe sig i et enkelt emne, men hvad nytter et enkelt emne hvis man ikke kan sætte det ind i en helhed? Men hvad er helheden. Da jeg havde historie i gymnasiet blev jeg altid beskyldt for at være for detaljeorienteret og ikke se helheden, og det kunne min lærer sådan set have ret i, men efterhånden som jeg er blevet ældre og har læst endnu flere bøger, så står jeg lidt tilbage og tænker, 'jamen hvilken helhed'.

Ifølge skolens bøger, så var 2. verdenskrig noget der startede i 30'erne og sluttede i 1945 punktum. Hvis man så var rigtig dygtig kunne man så drage nogle konklusioner videre til den kolde krig ect. Men hvad med før? Man skulle tro at jødehadet var noget at Hitler i en opiumståge havde fundet på ud af det blå, og ikke noget der havde været fastcementeret i århundreder. Hvad med nu? Man kunne ligeledes ud fra teksterne tro at jødehad helt stoppede i 1945. I 2008 prøvede en ung palæstinensisk mand at skyde to jødiske sælgere og deres kunder her i lille fredelige Danmark, men mange mener alligevel ikke at vi har et problem med jødehad.

Verden er proppet med helheder. En enkelt person kan umuligt rumme dem alle (selvom jeg i mine fantasier stærkt håber på at kunne). Det er derfor at det er vigtigt at vi læser noget forskelligt, for de ting som jeg ikke ved, dem ved du måske. Det er derfor jeg flere gange har udtalt mig kraftigt imod denne modedille der er med at alle skal elske krimier. Det er ikke fordi der som sådan er noget i vejen med krimigenren, det er ensformigheden jeg ikke kan lide. Elsker i dem virkelig ALLESAMMEN? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, alle de mennesker der har et køligt forhold til bøger, som måske ville få en meget bedre læseoplevelse, hvis de prøvede noget andet, men sådan er det ikke i dag. Hvis man går ind i et bibliotek eller en boghandel, så står det helt klart at krimier er det eneste rigtige og moralsk gode valg. Forlagene de ved også hvad det er der tjener pengene ind, og det er disse skabelonskrimier, hvor man tænker 'jamen de er jo alle sammen fuldstændig ens', og derfor spyer de dem ud i en lind strøm og fylder bibliotekerne og boghandlerne.

At jeg ikke kan lide dem skal selvfølgelig ikke afholde folk fra at læse dem. Hvis man virkelig nyder en god krimi, så til Helvede med mine småsnobbede holdninger, men hvis man sidder og tænker at man måske godt i hemmelighed kan være lidt træt af dem, så er der faktisk andet derude. Det kan være at man skal prøve sig lidt frem, for det kan godt være lidt svært at vide hvad man inderst inde gerne vil, men det værste der kan ske er, at man får fat i en bog som man efter et par sider må lægge fra sig igen. Man risikerer ikke, som med mad, at blive hastet på sygehuset med et allergisk anfald, eller, som med rejser, at få stjålet sine penge og sit pas. Bøger er ganske fredelige

Under en Monetgrå himmel

Kl 4

Jeg havde været vågen længe,og jeg gik egentlig lidt ok kedede mig. Jeg tænkte, at jeg ville cykle ned til stranden og se solen stå op, men mine cykellygter virkede ikke, hvilket teknisk set ikke var noget problem, for jeg kunne vel bare skifte batterierne, men NAH, det blev ikke rigtigt til noget, så jeg endte med bare at gå en tur som jeg plejer.

Når man ser solen stå op stående på en bakketop, så bør man blive stående og sige ting som 'ih' og 'åh', men hvad ser sikkert er skide hyggeligt, hvis man er sammen med andre, kan godt blive lidt langtrukkent, når man er alene. Jeg stansede op, så at det var smukt, tog et billede, og gik så videre i rask trav.

I det fjerne har jeg altid kunnet se en lille skov, men jeg har aldrig været derovre, så jeg hankede op i mine gummistøvler og skråede over engen. Græsset stod højt og nåede mig flere steder til livet og gjorde mine bukser våde. De små frø i toppen er græsstråene er gråviolette og får det til at se ud som om jeg går i et Motetgråt hav under en Monetgrå himmel. Skoven viser sig at være uigennemtrængelig. En jaguar sidder i krattet og nedstirrer mig i form af en kæmpe stor sort hankat. Jeg vender om.

På en markvej afgrænset af en enkelt række træer sidder en lille løvsanger og skælder ud. Det er lidt en skuffelse. Jeg må for Gud ved hvilken gang i mit voksne liv anerkende, at jeg ikke er nogen prinsesse, for i eventyrene synger fuglene altid lykkeligt og flyver rundt om prinsessen. Denne her fugl vil helt tydeligt bare have at jeg går min vej, NU, hvilket jeg gør.

4:30

Om en sanseoplevelse

Min mor og jeg var i Silkeborg i weekenden. Normalt går vi bare ture, men denne gang var der en udstilling min mor gerne ville vise mig. Min mor havde vist nok faktisk sendt mig et link, men det havde jeg nu ikke set synderligt meget nærmere på. Udstillingen med tjekkisk teater/cirkus kulisser og dukker var på Silkeborg Bad som jeg husker fra min højskoletid, og der er et absolut ikke fyldestgørende link HER.

Når jeg bliver træt, bliver jeg ekstra modtagelig over for sensoriske oplevelser. Normalt når jeg færdes ude i den virkelige verden er det et problem, fordi lyde og lys stresser og forvirre mig, men her under mere kontrollerede forhold var det fantastisk, for jeg kunne virkelig tage udstillingen ind, med glæden og naiviteten fra et lille barn.

Tjekkisk humor er meget absurd, og man skal ikke nødvendigvis lede efter logiske sammenhænge, men det passede mig fint, for det kan min stressede hjerne alligevel ikke finde ud af for tiden. Farverne var støvede, men levende, proportionerne var skæve, men alligevel virkelige, og alting var meget tæt på.

Dette var en af de udstillinger hvor man gerne må røre. Jeg er til tider lidt gammeldags opdraget, så der gik et stykke tid før jeg rigtigt turde, men på grund af min sensoriske følsomhed sendte det små elektriske impulser op i min hjerne og gav en næsten orgasmisk følelse som varede i flere dage.

Det er lidt svært at forklare hvordan denne sensoriske følsomhed virker. Det er nærmest sådan som min forestilling om at være på stoffer er, minus alle de negative bivirkninger. Alting føles elektrisk, den mindste berøring, alle lydene og farverne. På vejen hjem fra udstillingen kørte vi forbi et vejskilt der var blevet krøllet sammen i en ulykke, og krøllernes bløde kurver var så perfekte at det føltes som et elektrisk slag i mellemgulvet. Når jeg er træt kan jeg lade fingrene glide hen over en ru sten, og det sender en kildende fornemmelse gennem hele kroppen.

Udstillingen var fyldt med stimuli, og da vi kom hjem til det bed&breakfast, hvor vi skulle sove, havde jeg brug for at være alene. Jeg havde brug for at ligge på min seng og stirre op i loftet mens jeg prøvede at få styr på mine tanker. Jeg var enormt lykkelig og meget trist på én gang. Det var sådan barndommen BURDE have været, og det var den da også en gang imellem, det er bare de negative erindringer der er mest tydelige.

Om nonner på flugt

Eget billede

Cisterciensernonnerne på Sostrup slot har lavet skandale. Det er en meget mystisk og indviklet historie som i kan læse om i Kristeligt Dagblad HER, og tro mig, det er værd at læse, det hele lyder mest som noget fra en roman.

Meget kort om simplificeret fortalt: karismatisk nonne fra en rig familie bliver abbedisse for et blomstrende kloster, først blomster de, men bliver så mere indelukkede og sekteriske. Afhoppere prøver at gøre opmærksom på den problematiske udvikling, men ingen lytter. Abbedissen bliver endelig afsat, sådan officielt i hvert fald, i praksis fortsætter hun som hidtil. Pludselig en dag er hun og alle nonnerne væk og ingen ved hvor de er. Historien er selvfølgelig tragisk, men den har bestemt spændende litterære kvaliteter.

Jeg har været på Sostrup en enkelt gang tilbage i 2006 med min lånte menighed. Jeg brød sognebånd, hvilket er lidt af en udfordring når man er katolik i Jylland da kirkerne ligger meget langt fra hinanden. Jeg boede i Aarhus, men jeg gik i kirke i Randers.

Der var en årlig udflugt og picnik til Maria Hjerte Abbedi på Sostrup slot, og jeg var med. Abbedi er navnet på et kloster af en hvis størrelse, og efter danske standarter var Sostrup et stort og ungt kloster. Jeg var nykonverteret (2004) og alt var nyt og spændende  og jeg var så imponeret at jeg knap kunne tale. Jeg turde knap nok tale til nonnerne, for de var så smukke og glade og de sang og spillede så smukt i kirken.

På et tidspunkt lykkedes det dog en af nonnerne at komme i kontakt med mig, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Jeg var virkelig ved at tude da jeg skulle hjem, jeg havde lyst til at blive. Jo der var dog nogle teologiske ting jeg syntes var vildt underlige og slet ikke mig, men stemningen var så overvældende, at det slet ikke betød noget. Jeg var flere gange det år ved at rykke teltpælene op og søge om optagelse, hvilket dog også havde noget at gøre med min konvertering. Mange konvertitter drømmer i begyndelsen om at blive præster eller nonner.

Senere blev jeg så syg, og det satte min verden lidt i perspektiv.

I 2009 udkom Helene Hägglunds selvbiografiske bog "Nonne tur/retur". Jeg læste den fordi der var en nonne på forsiden, og fordi jeg fra min tid på teologi (den første gang omkring) vidste hvor vigtigt det var for katolikker at holde sig opdaterede med sladder og skandaler i den katolske kirke. Jeg hadede bogen, for mindet om Sostrup stod stadig så skarpt. Min anden grund til ikke at tro 100% på den var mindet om hvordan pigerne i min klasse blev, når de slog op med deres bedste veninde (det var ikke kønt).

Hvad jeg tror nu er ikke længere så klart. Dette er ikke ment som et forsvar af Sostrup og af den tidligere abbedisse, for åbenbart er der foregået nogle virkelig skumle ting der. Det er bare et af mine almindelige erindringsbilledeindlæg, der så for en gangs skyld handler om et aktuelt emne.

Om at være træt men glad

I går gjorde jeg noget der set i bakspejlet måske ikke var så skide smart. Jeg kom hjem fra en lang dag på uni, og jeg var så træt, at jeg slet ikke kunne hænge sammen, så jeg fik pædagogerne til at varme min mad tidligt, og så gik jeg i seng. Det er sådan noget der er virkelig rart i øjeblikket, men da jeg så vågnede lidt i 2 her til 'morgen', ja, så var det knap så fantastisk.

Grunden til, at jeg var så ekstra træt i går var, at jeg havde en ekstra lang dag på universitetet. Egentlig kører undervisningen fra 9-16, men jeg plejer at nøjes med 9-12. Undervisningen er generelt rigtig god, men i går var den spændende ud over det sædvanlige, om formiddagen havde vi om vikingetidens sagaer og poesi, og om eftermiddagen skulle vi så have om religion, og det ville jeg bare overhovedet og helt og aldeles ikke gå glip af, om jeg så skulle sidde og klynke i toget af træthed på vej hjem (det gjorde jeg nu ikke, men det var vist kun fordi jeg var i så exceptionelt godt humør).

Odin fra Lejre (link)

Formiddagstimen gik fint. For tredje gang skulle diskutere den meget berømte 'Odin fra Lejre', som som mange er MEGET overbeviste om overhovedet ikke forestiller Odin, da det bla er det meget tydeligt en kvindedragt, men arkæologi er lige så populistisk som alle mulige andre fag, og den genkendelige Odin sælger bedre end fx en meget mere ukendt kvindelig shaman, og museet vil jo gerne have både besøgende og fondspenge. Før timen havde jeg snakket med en af arkæologi studerende om den. Han blev lidt ophidset og undskyldte, men som katolik på et protestantisk teologistudie var det ikke en kontrovers som kunne imponere mig (ikke dermed ment, at jeg ikke finder den spændende).

Så havde vi  1½ times frokostpause, hvilket jeg tænkte måtte være døden, men tilbragt sammen med søde og spændende mennesker, så gik det jo flyvende. Jeg havde dog lidt krise, for jeg var sammen med to australiere og en dansk pige der havde taget et semester i Belfast. Jeg læser og skriver et ganske rimeligt engelsk, men tale det, det har jeg ikke rigtig gjort siden gymnasiet, og jeg blev altså student i 2004, så jeg følte mig hæmmet, ikke hæmmet over for de andre piger, for de respekterede mig ligegyldigt hvordan jeg talte, men hæmmet over for mig selv, fordi jeg følte mig pinligt berørt.

Eftermiddagstimen om religion var nok det i hele forløbet som jeg havde glædet mig mest til efter udgravningen. Som teolog er det jo lidt mit fag. Vores underviser var en super inspirerende etnolog/kulturhistoriker. Vi snakkede om hvad er religion, altså ikke hende og jeg personligt, men holdet som sådan. Problemet med at tale om gammel nordisk religion er, at vi i grunden ikke ved ret meget, og det vi ved et for det meste skrevet ned af kristne efter 3-400 års forløb, men det forhindre det ikke i at være en super spændende diskussion.

Aller mest spændende var det nu for mig, når hun snakkede om kristendommen. Studiet i vikinger roser sig selv af, at de favner meget bredt, at der er mange fag der arbejder sammen. Det modsatte er lidt tilfældet for teologi, hvor næsten alle er teologer på nær et par enkelte filologer og religions videnskabere. Det hele er måske lidt indspist, og vi er alle enige om visse terminologier og idéer, og dem er der ikke rigtigt nogen der stiller spørgsmålstegn ved, for sådan er det jo bare. Her kom der så en 'fremmed' og snakkede på en helt anden måde, og det var provokerende på den super fede måde. Det var en meget pragmatisk gennemgang, ikke på nogen måde respektløs, men der var mere bjergprædiken (Mat 5-7) end hypostasis (Jesus' væren helt Gud og helt menneske). Bjergprædikenen er bestemt noget af det mest essentielle i kristendommen, men den kan/skal ikke stå alene, for så beskriver man nærmere et samfund end en religion.

Jeg kunne dog ikke klare hele eftermiddagstimen, dertil var jeg bare alt for træt, jeg prøvede at stille et meget klogt spørgsmål, men min hjerne var på vej ind i noget nær en komatilstand, så jeg kunne slet ikke formulere mig, så hun svarede på noget helt andet end jeg troede at jeg spurgte om, med tryk på troede, for hvem ved hvad volapyk der egentlig kom ud af min mund. Spørgsmålet er om det ville være upassende at bede min sædvanlige lærer om hendes mailadresse, og så stille det egentlige spørgsmål? At lytte til blandt andet denne underviser gør, at jeg bare bliver endnu mere opsat på (selv at betale for) at kunne få lov til at sprede mit studie lidt mere ud

Men hvad angår i dag, så er jeg lidt mistroisk til hvordan resten af dagen vil forløbe. Hvor meget kaffe skal der til for at holde mig kørende? Kan jeg holde til kl 12? 13? 15? 16? Kan dagens emner om krig og konger nå op på siden af emnerne i går?

Så starter sommeruni og andet

Så er det i morgen, at jeg starter på sommeruni. Jeg er ikke blevet færdig med at læse bogen, bla fordi jeg i går valgte at tage en fridag. Jeg tænkte, at de kunne være sundt at slappe lidt af før det hele går i gang, men det kom ikke til at ske, for jeg kedede mig så meget, at jeg var helt anspændt, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt have læst. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste havde fået en masse ud af dagen, men det kan jeg ikke ligefrem sige, jeg fik set CSI NY, lagt vasketøj sammen og jeg havde nogle samtaler med forskellige pædagoger og mit bosteds leder ang min fremtidige flytning. Det er da ikke fordi jeg slet ikke fik lavet noget, men helt imponerende er det heller ikke.

Min mangel på cola hjælper ikke just på mit aktivitetsniveau. Ja, jeg drikker godt nok kaffe i stedet for, men så meget kaffe drikker jeg heller ikke, at det er helt nok, for kaffe er bare ikke helt lige så godt. Jeg prøver at holde mig til en liter om dagen, og det er hårdt, men der er ikke nogen der siger, at det er en menneskeret at drikke 2-3 liter om dagen, for så 'slemt' kan det godt nogle gange være. Det er lidt min drøm, at jeg som normale mennesker kun drikker cola en gang imellem, så jeg lokker mig selv med store gaver.  Jeg frygter dog lidt hvordan det skal gå, hvis jeg ikke har cola til mine lange dage på universitetet

Den gave jeg har ønsker mig, er i forhold til min indtægt, lidt dyr, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vælge noget andet, men jeg synes altså virkelig, at den er pæn. Jeg havde en samtale med en af pædagogerne om det, og hun synes jeg bare skal gøre det, for hvis jeg vælger noget andet KUN fordi det er billigere, så bliver jeg ikke rigtigt glad for det, og hvis man ikke er rigtig glad for det kan man lige så godt lade være.

mig 1.y

Nu bruger jeg betegnelsen, at jeg gerne vil være som normale mennesker, og at jeg gerne vil have pæne ting, og det får måske nogle til at stejle, men jeg mener det grav alvorligt. Jeg går meget op i at mit tøj og min opførelse er så perfekt som muligt, men jeg føler bare at jeg har meget at kompensere for, meget at bevise, hvis jeg gerne vil kvalificere mig til at blive accepteret af andre. Jeg er kommet en lang vej siden det billede blev taget, men inderst inde føler jeg mig stadig som den pige der. Man kan sige mange ting om at man ikke behøves at gå klædt som alle andre, at man skal finde sig selv, men jeg følte mig jo ikke tilpas sådan der, jeg ønskede at være lige som alle andre, jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde.

Så når jeg snakker om at jeg ønsker at være normal, så ønsker jeg nok at være bedre end normal. Jeg formulere mig måske som om jeg gerne vil være bedre end andre, men det er for nemheds skyld, for det er ikke helt sandt, jeg ønsker bare at være bedre end den jeg var, men da jeg ikke føler at jeg har noget fungerende indre kompas til den slags, så føler jeg at jeg bliver nødt til at gøre lidt mere hele tiden, bare for at være på den sikre side.

Jeg ved godt at de fleste har kiksede perioder som man prøver at lægge bag sig, og min er nok ikke værre end så mange andres, men det forestiller man sig vel altid selv, jeg tager det nok bare mere personligt end de fleste.

Om en støttende familie

Det begynder lige så stille at gå op for mig, hvor stort det er, at jeg endelig er rask nok til at kunne tage denne hebraisk eksamen. Jeg glemmer helt hvor syg jeg egentlig har været i løbet af de år jeg var væk fra universitetet. Der var tider, hvor jeg ikke troede, at jeg skulle overleve, hvor jeg ikke ønskede at overleve, men nu står jeg her på den anden side. Jeg står her, og det er ligesom bare blevet en vane det der med at komme på universitetet, det med at komme af sted er "bare noget jeg gør", det er der da ikke noget særligt ved, men det er der.

Jeg er pensionist, så i princippet kunne jeg bare sidde foran fjernsynet og ryge smøgger hele dagen, men jeg har et drive der er stærkere end det, jeg vil være mere end bare den pige, datter, søster der er syg og handicappet og som det er synd for. Jeg vil altid være syg og handicappet, og derfor er folk så imponerede over hvad jeg gør. Er der grund til at være imponerede? Jeg ved det ikke. Jeg vil da gerne imponere folk, men jeg ved ikke helt om jeg synes, at jeg fortjener det.

Nu skal jeg altså endelig op til den eksamen på mandag, og min familie vil gerne være der og vise deres støtte, og fordi jeg ved at det nok skal gå, så jeg vil gerne have dem der. Det ville for mig, men nok ikke så meget for dem, være noget andet, hvis jeg vidste, at jeg nok ikke ville klare mig så godt, så ville jeg være for flov til helt at kunne se dem i øjnene bagefter. Eller jeg ville sikkert sagtens kunne, men jeg FORESTILLER mig, at jeg ikke kunne.

Det var det samme som da jeg blev student for efterhånden næsten ti år siden. Jeg skulle op til fire mundtlige prøver, men jeg var alt for deprimeret til at læse op til en eneste af dem. Min familie ville sikkert gerne have været der for mig, hvis jeg havde givet udtryk for, at jeg ønskede det, men jeg foretrak at klare det hele i ensomhed, men det hele endte med at være lidt for ensomt selv for mig.

Men nu skal det være, nu skal jeg have kompensation, nu skal der være fest.

Om en bog med mig i

For et års tid siden blev jeg kontaktet af en forfatter der gerne ville skrive en bog om aspergerpiger og kvinder, og hun spurgte, om hun måtte komme og snakke med mig, og selvfølgelig måtte hun det, for jeg er en nysgerrig person, og jeg er med på lidt af hvert. Hun kom, og vi snakkede i over tre timer. Siden skrev vi så lidt frem og tilbage og rettede til og rettede ind, det blev så til 30 sider i denne bog.

"Kvinder og piger med asperger"
11 fortællinger om livet med en aspergerprofil
Camilla Rau Petersen og Elisabeth Christensen
Pressto forlaget

www.kvinderogpigermedasperger.dk/

Køb på Saxo for 269,- HER





Jeg fik bogen tilsendt for et par uger siden, men jeg har kun lige fået skimmet overskrifterne. Mest er det fordi jeg har 117 andre ting der fylder i mit hoved, og jeg kan ikke fokusere på at læse noget der ikke lige har med hebraisk at gøre, men der er også en anden langt mere egoistisk grund, som jeg egentlig ikke er spor stolt af at fortælle om.

Jeg har lidt krise fordi de andre piger ser så spændende ud, at jeg føler at jeg blegner ved siden af dem. Der er en der er medlem af MENSA, en var model og en miss Danmark, og den slags kan jeg slet ikke konkurrere med. Jeg føler mig ikke som sådan bitter, jeg synes, at det er super fedt, at de har opnået disse ting, men jeg ser på mit eget liv og tænker "hvad har jeg nået?".

Så hvis nogen tænker, hvordan gik det mon med Linda fra den der bog, så er der siden afsnittet om mig blev skrevet sket store ting. Jeg er begyndt på universitetet, og jeg klarer mig ganske godt både socialt og fagligt. Jeg skal skal snart til eksamen, i et fag som jeg har forberedt mig på i syv år fordi jeg i sin tid måtte melde mig ud af universitetet grundet sygdom. Men når den eksamen så er taget, så ved jeg ikke hvad jeg vil stille op med mit liv. Hvad skal mit mål være? Der er mange fag jeg kan tage, og jeg skal nok klare mig, men det bliver nok aldrig helt den samme lykke rus.

Det er super fedt at være med i en bog, det er mine 15 minutters berømmelse.

Om at være tæt på mål

D. 15. maj har jeg sidste time i hebraisk, så har jeg en måneds læseferie, og så kommer eksamenen, men hvad så derefter? Jeg skulle have været til eksamen i sommeren 2007, men så blev jeg syg. Først troede jeg at jeg kunne tage sygeeksamen, dernæst troede jeg at jeg kunne tage den i sommeren 2008, men efterhånden anerkendte jeg, at jeg simpelthen bare var for syg til, at det nogensinde ville lykkes.

I løbet af årene i mit forsøg på at få det bedre, måtte jeg rede trådende ud og afslutte alle mine gamle sager, skænderier, drømme, men hebraisk var den ene ting som hang over hovedet på mig, og som jeg ikke kunne gøre noget som helst ved. Flere gange kom tanken op om at begynde på universitetet igen og tage den eksamen, men jeg var aldrig helt rask nok. Sidste sommer skulle det så være, og jeg var rædselsslagen for hvordan det skulle gå, men nu er det altså snart overstået.

I hen ved syv år, har det været mit mål i livet at få den hebraiskeksamen. Det betyder, at ideen er vokset i vigtighed inde i hovedet på mig, så det er ikke bare en eksamen i et af de mindre vigtige obligatoriske fag jeg skal op i her til sommer, det er mit hele eksistensgrundlag.

Eksamenen var så 20 min inklusiv votering, så får jeg min karakter, og så er det slut, overstået, forbi, men hvad skal jeg så stille op med mit liv derefter? Man siger, at hvis folk ikke griner af ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Måske skulle man sige, at hvis man kan opnå ens mål, så har man ikke sat dem højt nok. Jeg troede at det ville være en fed fornemmelse, men ærlig talt,  så gør det mig smådeprimeret og bange, for jeg ved ikke hvad jeg så skal stille op med mit liv. Okay, det lyder måske lige lovlig melodramatisk og patetisk, men jeg er en person der er virkelig dårlig til at sætte mig mål, min fantasi rækker ikke til det.

udviklingen af en særinteresse

I Gammel Testamente til på fredag, skal vi gennemgå et hebraisk tekststykke (genesis/1 mosebog 12) som vi endnu ikke er nået til i hebraiskundervisningen. Gen 12 består af 20 vers, og jeg gad ikke lige sætte mig ned og oversætte det hele fra bunden. Derfor tog jeg den danske tekst, og den hebraiske tekst ved siden af hinanden og læste dem synkront. Det er første gang jeg gør noget sådan, og det gik langt bedre end jeg havde forventet. Faktisk gik det så godt, at jeg ligefrem er stolt af mig selv og havde lyst til at danse en lille sejrsdans.

Når jeg sidder sådan og morer mig med hebraisk, spekulerer jeg på hvordan en særinteresse mon opstår. En særinteresse er et af kendetegnene ved Aspergers syndrom, og er når man er meget nørdet og meget intens omkring et (lille) emne der på omverdenen kan virke ude af plads og proportioner. Jeg synes selv, at det er virkelig sjovt at have en særinteresse, for det giver én en form for mening med livet lige nu og her, og ikke bare et mål ude i en uoverskuelig fremtid, men hvordan jeg er kommet til at interessere mig for Gammel testamente og hebraisk, kan jeg ikke give noget fyldestgørende svar på.

Jeg kan fortælle, at da jeg var barn havde min farmor en billedbibel, som jeg altid ville have læst højt fra, og jeg kunne alle historierne i det gamle testamente udenad, men det var bare sådan det var, det var det jeg interesserede mig for, men der var ingen begyndelse, ingen mening, ingen plan.

Så var der en periode i min ungdom, fra jeg var 12 til jeg var 18, hvor interessen nok var der, men jeg gjorde ikke så meget ved den, fordi muligheden ikke rigtigt bød sig, men i 3.g fik jeg en fænomenal religionslærer der pustede til gløderne, og det føltes som at blive vakt til live, om end det ikke gav meget street cred i sådan en gymnasieklasse.

Senere, da jeg gik på højskole, var jeg til en prøveforelæsning i Gammel Testamente på Aarhus universitet, og så var jeg solgt. Det havde egentlig været meningen, at jeg skulle på biblioteksskolen, men så blev det teologi i stedet for, og jeg elskede det fra første dag. Det var ikke nødvendigvis alle fag jeg elskede lige meget, men jeg elskede universitetet og muligheden for at dyrke min særinteresse.

Nu har jeg fået lov at snuse lidt til teologien, og især til hebraisk, men som mange spørger mig, hvad vil en kvindelig katolik så med et protestantisk teologistudie? Og det kan jeg ikke give noget fyldestgørende svar på. Efter min sygdomsperiode, da jeg genmeldte mig til universitetet, blev det teologi, fordi det var teologi jeg læste dengang og fordi jeg gerne ville gøre hebraisk færdig, men jeg er begyndt at overveje, når jeg er færdig med hebraisk, og færdig med Gammel Testamente, så at skifte til lingvistik og derfra beskæftige mig mere med de simitiske sprog, men der er endnu længe til, og mine tanker kan nå at skifte mange gange før det bliver relevant.

Om at få sin psykolog til at græde, næsten da

Sandaler fra Billi Bi

I går talte jeg med min psykolog om, at jeg på det seneste har brugt en masse penge på mig selv, og at det er meget svært at forholde sig til. Det er det af mange grunde, men en af dem er, at min tidshorisont har ændret sig markant. Tidligere kunne jeg godt bare bruge min regnjakke som sommerjakke, for det hele kunne være lidt lige meget. Jeg har nu erkendt, at jeg nok ikke går hen og begår selvmord eller sulter ihjel i morgen, og jeg derfor nok skal overleve til til jeg bliver 30, og derfor kan det faktisk godt betale sig at investere i ting der kan holde i et par sæsoner, som fer eksempel en ordentlig og pæn sommerjakke eller et par pæne sandaler.

Da jeg sagde det, var min psykolog lige ved at begynde at græde, altså på den gode måde. Hun har efterhånden fulgt mig i mange år, og det er første gang hun hører mig sige noget sådan. Det er jo som om jeg ligefrem er begyndt at blive voksen.

Jeg ved ikke i hvilken grad folk ville kunne forstå hvor signifikant denne udvikling er, det med pludselig at forstå, at man kommer til at overleve dette her, og med ikke at være bange for at overleve, for ja, jeg har igennem de sidste 10 år været rædselsslagen ved tanken om at jeg måske ville overleve. Overlevelse ville nemlig betyde, at man skulle lægge planer for sit liv og tænke fremad. Det ville betyde, at man skulle se sig selv i øjnene og anerkende sig selv som en der også FORTJENER at overleve.

I en stor del af mit liv har jeg været plaget af selvmordstanker, men det er ikke nødvendigvis selvmord dette emne handler om, det er mere generelt end som så. Tidligere handlede 90% af mit liv bare om at overleve timen, dagen, ugen, også selvom jeg ikke engang vidste om jeg ønskede at overleve. Det dette her handler om er, at jeg har fået det så meget bedre, at det sætter kræfter af til at tænke på andre ting, som hvad jeg vil med mit studie, mig selv og mine venner og familie.

Det lyder alt sammen så utrolig godt, og det er det også, men det er også virkelig skræmmende, for pludselig består mit liv så af uger, måneder og år, og jeg skal prøve at finde frem til en eller anden form for plan. Jeg har nogle idéer jeg går og fifler lidt med, men lige nu gælder det om at gøre sig klar til dette nye liv jeg er gået i gang med at leve, og det betyder altså, at jeg må bruge en forfærdelig masse penge på at, om ikke skifte min garderobe ud, så i hvert fald supplere den med ting der passer ind i mit nye tidsperspektiv, og ting som er mere end bare praktiske.

Det hele minder lidt om hvad der skete for 1½ år siden, da jeg besluttede mig til, at jeg var ved at være voksen nok til ordentlige møbler.