mandag den 31. december 2012

Husmor i høje hæle

Se her kommer mutter med kost og spand,
med skrubbe og klude og sæbevand
Hele ferien har jeg tænkt på, at min lejlighed da vist godt nok trængte til en ordentlig omgang med støvsuger og gulvmoppe, men før jeg kunne komme til, skulle der først lige ryddes op og tørres støv af. Når jeg først kommer i gang, kan jeg egentlig godt lide at gå og gøre min lille hybel fin og ren, men optakten, hvor man skal overbevise sig selv om, at det er på tide at komme i gang er rædselsfuld. Når jeg står og ser på et virvar af løse ark, nullermænd og grus som har siddet under skoene, så ønsker jeg mig et andet sted hen og jeg har bare overhovedet og helt og aldeles ikke lyst til at rydde op eller noget som helst i den retning, men det skal jo gøres fra tid til anden.

Jeg fik taget mig sammen, men samtidig forholder det sig sådan, at i dag er det nytårsaften, og så skal man være pænt klædt på, og jeg skal have min super fine, men også ret små Sophie Scnoor sko på, og de er så bitte små, at jeg er nødt til at vænne mine fødder til at have dem på, ellers bliver det et mareridt uden lige. Jeg burde være startet for flere dage siden, men der skænkede jeg det ikke den mindste tanke. Så i går fandt jeg æsken frem og tog skoene på.

Næh, hvor var de fine, men jeg kunne jo ikke sidde hele dagen på en stol og beundre mine fødder, så jeg gik i gang med oprydning og rengøring mens jeg trippede rundt på tåspidserne for ikke at lave for meget larm. Det var en lidt mærkelig fornemmelse at gå rundt i joggingtøj og pæne og gøre rent, men hvis det er det der skal til for at jeg kommer igennem nytårsaften, så gør jeg det med glæde.

Min lejlighed blev i hvert fald fin og ren, og jeg er klar til at byde det nye år velkommen. Tidligere har jeg gruet lidt for nytårsaften, for det er den dag på året hvor man i højere grad bliver konfronteret med sin egen utilstrækkelighed. Det er en aften hvor man ser tilbage på det år der er gået, og ser hvordan man er fanget i den samme trædemølle og ikke kommer ud af stedet, men i år er jeg kommet ud af stedet, jeg her rykket mig langt væk fra den som jeg engang var. I dag er jeg en glad ung kvinde, der arbejder intensivt på at få styr på sit liv. Jeg er startet op på universitetet igen, jeg dyrker sport, jeg gør noget ud af mit udseende og mit generelle velbefindende, jeg har gode venner og en familie jeg holder af, og jeg tør gå et nyt år i møde, jeg er ikke bange, næsten ikke i hvert fald.

søndag den 30. december 2012

Om en ordbog

Er man en nørd, hvis man glæder sig som et lille barn til juleaften på at ens nye ORDBOG kommer med posten. Det er man nok lidt... meget, men det er også bare fordi den kommer med posten, alle glæder sig til at få pakker, gør de ikke? Men jo, jeg er en nørd.

Pakken kom i går, og det var en fryd at bladrer gennem bogens sider, finde ord, finde lyd, finde meninger, sætte mig ned, sætte post its i, sætte tid af. Jeg brugte flere timer på at finde sjove ord og lære dem.

Aram [borg] lærte jeg ved at huske børnesangen "Aramsasa, aramsasa, gulli gulli gulli gulli gulli ramsasa".

Dam [blod], adam [menneske], adamah (femininum endelse 1) [agerjord].

På hebraisk kan man tage et verbum, som for eksempel 'achal [spise] og sætte et ma- foran, hvilket gør ordet til et spørgsmål, der så leder videre til et nomen, ma'achal [hvad det er som at man spiser, mad]. I dette tilfælde kan man så sætte en femininum endelse 2 på, ma'achælæt [kniv]

Bosh [at skamme sig], mabushim (maskulinum plural endelse) [hvad det er som at man skammer sig over, mandlige kønsorganer].

Typisk mig, har jeg valgt at lære en masse ord, som jeg ikke kan bruge til forfærdelig meget ud fra de tekster vi skal læse, men hvad gør det, for som sagt, så er jeg lidt af en nørd, og bare det at lære disse ord synes jeg er super fedt :)

lørdag den 29. december 2012

Om at modtage en gave II

Jeg har skrevet om det før, men nu har det endnu engang været jul, så nu gør jeg det igen, om problemerne med at modtage en gave og finde en grimasse der kan passe.

Jeg havde ikke ønsket mig noget særligt, bare penge, noget tøj og nogle bøger. Min familie har for længst lært ikke at improvisere for meget med mine gaver, for jeg bliver ikke glad, for det er jo mig selv der bedst ved hvad jeg har brug for, og så er jeg jo ikke dummere end at det er det jeg ønsker mig. Men dette er en sandhed med modifikationer. Af min søster ønskede jeg mig bluser til skolebrug, lange nok til at gå ned til hoften, men ellers ikke specificeret yderligere, for jeg stoler på min søsters gode smag, og med god ret, for det var to virkelig fine bluser jeg fik af hende. Vi fik alle to gaver af hende, en rigtig og en ekstra. Bluserne var min rigtige, og så fik jeg også en ekstra, to bøger, "The god of small things" af Arundhati Roy og "Monkey hunting" af Christina García.

Nu kommer jeg til at lyde urimelig og utaknemmelig, men jeg blev ikke med det samme glad for disse bøger. Det var ikke, at jeg var ked af gaven, jeg kunne bare ikke rigtigt forholde mig til den, så jeg sagde tak, gav min søster et knus, og så beskæftigede jeg mig ellers ikke rigtigt med dem igen før i går, da jeg blev færdig med at læse "The Hobbit" og skulle finde på noget nyt at læse. Jeg vidste at "the god of small things" stod på min liste over bøger jeg SKAL/VIL læse, så den tog jeg uden at tænke nærmere over, men jeg blev straks grebet af den og fik læst hen ved 90 sider i løbet af eftermiddagen.

Min lillesøster havde fået et godt tilbud på bøger i studenterboghandlen, så der blev givet mange bøger i julegave, mandelgave og pakkespil. Hvilke tanker der lå bag hvem der fik hvad, det ved jeg ikke, men dette var i hvert fald et godt valg til mig, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte begynder at varme op til gaven.

Disse tanker er ikke nye, de kommer op hver jul, for folk giver mig jo en gave, ikke kun fordi julen dikterer, at det skal man, men også fordi de lægger følelser i og vil gøre noget godt for mig. Når jeg er så utaknemmelig, at jeg ikke bliver glad, så føler jeg rent ud sagt at jeg træder på dem, skider på deres følelser og er en dårlig søster, datter og barnebarn. Min familie kender mig, de ved efterhånden, at jeg er sådan, de ved, at jeg ikke mener noget ondt med det, at jeg en af dagene vil holde lige så meget af gaven som den fortjener. Men nogle gange vil jeg komme til at modtage gaver fra folk der ikke kender mig så godt, så jeg er lidt tvunget til at lære en grimasse der kan passe for ikke at fornærme nogen.

Et eller andet sted synes jeg måske også, at det er urimeligt, at man absolut skal blive glad for en gave det øjeblik man får den. Det er jo en ny ting, det er noget man skal have gjort plads til i sit liv, nogle gange er det noget der vil ændre ved ens liv, mange gange er det noget man skal finde plads til på sine hylder. Tøj ser ikke altid godt ud når det ligger foldet sammen, først når man får det på og matchet med noget andet, kan det leve op til sit fulde potentiale. En bog er et meget personligt valg der siger noget om giveren og hvem giveren synes modtageren er, og det skal der analyseres på. Der ligger mange tanker, følelser og symboler i en gave, og en dag som juleaften får man mange gaver, så der er mange indtryk man skal tage ind og forholde sig til. Derfor er det også en dag hvor det kan være ekstra svært at reagere som man forventes at gøre.

Juleaften er mine smil ikke falske, for jeg er blandt mennesker jeg elsker, men mine smil stivner, for musklerne i mine kæber og kinder er ikke veludviklede nok, og de kan ikke klare at smile så bredt og så længe. Jeg mærker hvordan mine ansigtsmuskler trættes, og jeg tænker, at alle da bestemt må kunne se det, og at det nemt må kunne misforstås.

fredag den 28. december 2012

Hjemme igen og træt

Hvor dejlig julen end er, så er det nu rart at være hjemme i sin egen lejlighed igen, også selvom der nu står bagage over det hele og ler hånligt af mig, fordi jeg ikke har overskud til at pakke det ud. Uret på væggen hvisker mig i øret og siger, at jeg er sent på den, for jeg vågnede først kl 7, og det er fint nok, når jeg er hjemme ved min far og skal tage hensyn til andre mennesker, men når jeg er her, vil jeg gerne op og i gang med dagen. Jeg er kommet hjem fra ferie, og så vil jeg gerne have at alt skal køre som det plejer, men sådan fungerer det bare ikke, for jeg er træt helt ind i sjælen.

Jeg holder meget af min familie, og jeg vil meget gerne være sammen med dem, men når jeg så har været det, så vil jeg også meget gerne hjem igen. Hjem for at sove den ud. Det er ikke kun aspergere der har det sådan, så vidt jeg har forstået bliver alle mennesker trætte i julen. Der sker så meget, der er så mange indtryk af lyd og lys og stemninger, at selv den mest hard core neurotypiske (en person der ikke er autist) for overstimuleret sine sanser. Hvordan man reagerer på det kan så variere.

I år reagerer jeg på en helt normal måde, jeg er bare træt og sover længe, og jeg sukker dybt over de arbejdsopgaver der ligger og venter på mig. Et eller andet sted ønsker jeg grædende at krybe ind til en pædagog, så hun kan stryge mig beroligende over ryggen, men jeg er ikke på et punkt, hvor tårerne ville komme, så jeg sidder og fortæller lystigt om alt hvad jeg har oplevet.

Der var julelysene der viste sig ikke at være selvslukkende, så vi nær havde futtet hele træet af (det var godt at jeg havde husket en spand med vand), der var desserten som jeg troede jeg ikke kunne spise, men som jeg godt kunne alligevel, der var gaven hvor jeg tre dage før jul fortalte min far præcis hvad han skulle købe, og gaven fra min lillesøster, som sad så godt på mig og passede så godt til mit hår, at jeg følte mig smuk, og pædagogerne ved godt hvor sjælden en følelse det er for mig.

Jeg havde en travl jul, hvor jeg fik set mange veninder. Der var hende fra København, som jeg elsker over alt på jorden, der var hende der til dagligt bor i Skotland, hende der er søster til en jeg delte en lejlighed med en gang for længe siden, og hende jeg lærte at kende, da jeg var i Paris i sommer. Det var et hårdt program, men jeg fortryder ikke et minut af det. Veninder er det der gør livet værd at leve, men de skal plejes, ellers glider man fra hinanden, og det gør ondt helt ind i hjertekulen.

Det eneste der ikke har været plads til i julen var Jesus. Jeg oprettede denne blog for at forene mig med min tro og med min Gud, men den er kommet til at handle om alt andet. Jeg har en julekrybbe stående, og jeg ser tit op på den, og så tænker jeg, at det kunne være rart at komme i kirke, men så tænker jeg på at skulle ud af døren 'blot' for at sidde mast inde mellem en masse mennesker, og så kommer jeg fra ideen igen.

torsdag den 27. december 2012

Vi tar lige opvasken

D. 26. december er vi altid til julefrokost hos vores elskede farmor. Hun er en frisk dame på 84, og hun står for det hele selv, vi skulle bare medbringe min søsters og mine Pepsi Max, blandt andet fordi de er så tunge at slæbe på. Men selvom hun er fuldt ud i stand til at klare alting selv, så ville min søster og jeg da lige være de gode børnebørn og tage opvasken.

Der var engang i min gymnasietid, hvor min farmor bad mig om at hjælpe til, men jeg var en forkælet unge, og jeg blev rasende og mente, at det bare var fordi jeg var en pige, og at min mor og farmor ville tvinge mig ind i en diskriminerende stereotyp af hvad en kvinde burde være. Hvad jeg ikke kunne se dengang var, at det slet ikke handlede om, at jeg er en pige, jeg har ingen brødre, så jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg er ret sikker på, at det handlede om, at jeg ikke længere var et barn og derfor godt kunne begynde at tage min del af ansvaret. Jeg skammer mig over min vrede, men jeg var teenager, så raseriudbrud er hvad der kan ske.

Min lillesøster er lidt af en frossenpind og en hyggetrold og havde svøbt en strikket plaid om livet og lignede en parafrase på en afrikansk pagne. Det var hende der måtte stå med hænderne i vand, for mine ærmer var for snævre til at smøge op, så jeg tørrede af. 'Ulempen' ved at være aftørreren er, at det er opvaskeren der sætter tempoet, og selvom jeg forsøger at følge trop, sa falder jeg altid bagud. Det er ikke fordi det har nogen som helst betydning at jeg lige er et par skåle bagud, men konkurrence mennesket kommer op i mig og jeg sætter farten op.

Laura Ingalls Wilder, hende med Laura-bøgerne, skriver i "Drengen og gården" om da hendes mand, Almanso, var dreng. han var den der skulle sæbe ulden op på loftet når fårene var blevet klippet. Han lavede et væddemål med fåreklipperne om, at han kunne blive færdig før dem, hvilket de bare grinede af. I frokostpausen blev han ude længere end de andre for at indhente de andre. Efter pausen klippede de de sidste får og grinede af Almanso der gjorde sig færdig, men da han var det, ledte han dem op på loftet hvor han mellem ulden havde gemt et uklippet får, og på den måde vandt han væddemålet. (løst genfortalt efter hukommelsen).

Min søster og jeg havde ikke noget væddemål, vi vaskede bare op. Vi snakkede lidt, men mest var vi bare stille sammen. Ikke nogen akavet stilhed, vi var bare så sikre, at vi ikke havde brug for at forklare os, og det er en rar følelse.

Juleaften havde min søster været meget utilpas ved at min far og jeg skulle være så negative hele tiden. Jeg ser det ikke som bitterhed men bare som vores sans for humor, men jeg kan godt se, at det kan være irriterende eller ligefrem ubehageligt, hvis man ikke selv er sådan, så vi havde prøvet at holde os i skindet, hvilket gik rigtig godt indtil kaffen (efter opvasken). I bilen hjem gjorde jeg hende opmærksom på vores anstrengelser. Det var mest for at gøre hende glad, at jeg sagde det, men også for at gøre opmærksom på mig selv, men tæller noget virkelig helt som en god gerning, når man gør andre mennesker opmærksom på den. Får man sin gave i Himlen, når man allerede har fået den på jorden?

onsdag den 26. december 2012

Om seje fitnesspiger

I går var jeg henne og træne intervaller i det lokale fitnesscenter. Jeg har det godt med at træne intervaller, for jeg føler mig glad og stolt over, at jeg kan løbe hurtigt (3x500m 11.5km/t). Jeg elsker at mærke sveden springe frem, hjertet der hamrer af sted og truer med at springe ud af brystet på mig, åndedrættet der er tungt og gør en lille smule ondt, og nedtællingen til at man kan få lov til at trykke 'stop'. Jeg elsker at føle mig sig, vise verden, at jeg ikke er en komplet idiot. Det er kun nogle uger siden, at jeg igen startede med intervaller, efter jeg havde været ude med min skade, og allerede går det meget nemmere.

Da jeg begyndte på mit tredje og sidste interval, var der en ung pige der stillede sig op på løbebåndet ved siden af mit. Hun startede ud med at løbe 12km/t... og satte så farten op. Pludselig var jeg ikke længere nær så sej. Faktisk skammede jeg mig lidt over at have følt mig sej i første omgang. Jeg følte mig dum, og jeg følte, at jeg havde blameret mig, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde. 11.5km/t (5'13'') er en fin fart, og jeg vil altid kunne finde folk der er hurtigere end mig. Jeg må bare lære at sætte forventningerne til mig selv ned, men jeg ærgrer mig ikke desto mindre.

Senere på dagen var jeg ovre ved en veninde, og vi snakkede om fitnesscentre, og om hvordan der nogle gange fyldt med smukke (og dygtige) unge mennesker. Nogle steder er der så slemt, at der slet ikke er til at være. Ens selvtillid skrumper ind til den kan være i en lomme, og tit får det én til at stoppe tidligere end man egentlig ville have gjort, jeg havde faktisk haft planer om at tage et fjerde interval, men droppede det. Egentlig burde jeg ikke have det så slemt med det, for jeg er hverken grim, dårlig eller gammel, men når den omtalte type er der, så føler jeg mig sådan.

En enkelt gang følte jeg mig dog en sådan pige overlegen. Hun om ind i fuld make-up, stropløs bluse og ingen bh. Heldigvis brugte hun trappemaskinen og ikke løbebåndet for jeg var ikke særlig ivrig efter at se hendes bare bryster hoppe ud af blusen. I dette tilfælde fandt jeg hende mere latterlig end intimiderende, så min selvtillid blev hvor den var, og jeg kunne træne færdig med god samvittighed. Når jeg skriver sådan her får jeg helt ondt af hende, hun er da sikkert ikke noget dårligt menneske, og hun havde jo nok en grund til at så ud som hun gjorde. Var hun ude på at score en af de store gutter der pumper jern? Eller havde hun glemt træningstøj? Det kan jeg jo i grunden slet ikke udtale mig om, hvilket ikke forhindrer mig i at gøre det alligevel.

tirsdag den 25. december 2012

Om juleaften

Hold da op, jeg er ikke stået så sent op i årevis. Kl er 8 og jeg føler mig helt malplaceret i en verden jeg ikke forstår mig på, med juletræ og gavepapir, bånd og brændte mandler. Jeg hader bestemt ikke julen, og jeg er både glad for de gaver jeg gav og fik, men jeg kan mærke, at jeg ikke nyder julen helt så meget som jeg burde. Jeg holder meget af min familie, og jeg ville gerne nyde det for deres skyld, men aftenen trak længere og længere ud, og jeg begyndte at blive småirritabel af træthed, og jeg blev længe oppe, og jeg gjorde det gerne, for min families skyld, men også for min egen, for et eller andet sted, så ville jeg jo gerne.

Juleaftensdag er så forbandet lang, og jeg følte mig konstant konfronteret med min egen uformåen, fordi jeg blandt andet ikke kunne komme i den rigtige stemning. Jeg sad som på nåle, og jeg spejdede efter praktiske arbejdsopgaver jeg kunne lave. Jeg kunne ikke tage ned og træne, for centret var lukket. Jeg prøvede at løbe en tur, men jeg genoptræner stadig efter min skade, så jeg kan/må kun løbe 1800 m, og det tager kun nogle minutter, og så måtte jeg ind igen gennem våde tunge snedriver. Jeg fik dog brudt lidt af dovenskaben, og jeg følte mig lidt mere frisk, og mere klar til at møde dagen med åben pande.

Det er min lillesøster og mig der pyntede træet. Juletræspyntning er i vores familie meget traditionelt, og ændrede sig ikke engang i forbindelse med vores forældres skilsmisse. Min søster og jeg sørger for at holde traditionerne i hævd. Nogle stykker julepynt har faste pladser, nogle har en historie, så absolut skal fortælles hvert år (og vi både fortæller og lytter gerne). Men i år var det lidt anderledes, for min lillesøster havde været i Tivoli og købe julepynt. Først var jeg sådan lidt hmm, hvad skal man med nyt julepynt, vi har jo rigeligt i det gamle, men det var faktisk rigtig pænt. Vi kommenterede alle hvor pænt selve træet er, og det er da på ingen måde grimt, men jeg kan altså ikke huske nok fra tidligere år til, at jeg synes, at jeg kan komme med nogensomhelst holdbar vurdering. Dette blev tolket som negativitet, men det var overhovedet ikke sådan, at jeg havde ment det.

Et sted hvor jeg dog VAR meget negativ var Disneys juleshow. Jeg er nok et af de eneste mennesker der ikke bryder mig om det program. Det meste er faktisk godt, men jeg kan ikke snuppe Jesper Fårekylling, jeg irriteres over hans åndssvage wannabe rim, og jeg hader hans forfærdelige stjerneskudssang som spilles, ikke én, men tre gange i løbet af showet (de kan jo virkelig ikke synge godt nok til at ramme så høje toner). Det var ikke min mening at ødelægge stemningen for min lillesøster, men jeg kunne simpelthen ikke holde min kæft, hvilket jeg faktisk skammer mig rigtig meget over. Jeg havde lyst til at bede om tilgivelse, men jeg turde ikke, for så ville hun lyve og sige at det var okay, og så ville min dårlige samvittighed mildnes, og jeg opførte mig forkert, og jeg fortjente dårlig samvittighed. Et andet senarie var, at vi så ville flytte fokus hen på mig, og jeg vil ikke have, at min søster synes jeg er en fuldkommen taber, eller jeg ville i hvert fald ikke have, at jeg troede, at hun syntes det. Så jeg tav... i hvert fald indtil den næste negative sætning strømmede ud af min mund, og så skammede jeg mig en gang til. Anders And i sneen elsker jeg dog, og jeg griner lige meget hvert år.

Jeg indrømmer, at jeg gik lidt til og fra juleshowet, for jeg skulle også lige nå at klæde om. Min kjole var pæn, men hår og make-up forstår jeg mig ikke på, så det blev bare sat/lagt som jeg gør når jeg skal i skole, hvilket gjorde mig enormt selvbevidst, på den ufede måde, og jeg skammede mig. Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre så ynkeligt et forsøg på at gøre mig pæn, det sker jo alligevel aldrig. Da jeg kom ud fra badeværelset sagde min far et det ser godt ud til mig med make-up, min far der ellers ALDRIG kommenterer på mit udseende, dårlig nok når jeg i tidens løb har prøvet at tvinge ham til det. Jeg brugte så mange år på at længes efter, at han sagde noget, men han gjorde det aldrig. Jeg troede, at det ville være en trylleformular der løste alle mine problemer med dårligt selvværd, men det gjorde det ikke. Mest var det fordi der ikke findes nogen trylleformular, men også fordi, mit selvværd har det langt bedre. Nu må i ikke misforstå mig, jeg blev bestemt meget glad, men der var bare ikke nogen engle der sang.

Men generelt kom jeg vist til at være meget negativ i løbet af aftenen, og det gik min søster søster på, men det er bare den måde jeg taler på, meget af det var egentlig ikke ment negativt, det var bare sproglige finter, men jeg kan godt forstå, at hun forstod det sådan. I aftenens anledning ville jeg gerne have ændret mig for hende, som en ekstra lille julegave, men jeg fandt mig selv ude af stand til det.

mandag den 24. december 2012

Støjende julehygge

I går var min familie og jeg til det årlige lillejuleaftens hygge hos nogle gode venner, med æbleskiver, ost og pakkeleg. Jeg er lidt en kylling når det kommer til den slags arrangementer, så jeg turde egentlig ikke at tage med, for jeg var sikker på, at jeg ville blive træt og ensom, for jeg er ikke vant til at være ude om aftenen fordi jeg altid går så tidligt i seng, og det var at træde ud af min sikkerhedszone.

Men jeg kom med, og jeg havde en hyggelig aften. Æbleskiver kunne jeg ikke spise nogle af, men der var ost i rigelige mængder med friskbagt HVIDT brød, hvilket var lidt af en luksus, jeg elsker hvidt brød, men skammer mig lidt over det, for det er jo ikke sundt. Jeg blev helt overvældet af alle de forskellige oste, og jeg skulle lige smage lidt af dem alle, og lidt efter lidt blev mængden af mad jeg fik spist større end jeg lige syntes jeg burde have spist. Jeg siger til mig selv, at det er i orden, det er jo kun jul én gang om året, lige som det også kun er nytår, fastelavn, påske og sommer én gang om året, og pludselig bliver året til ét stort ædegilde. Men det går nok, jeg er slank og veltrænet og burde kunne klare det ekstra kalorieindtag, i hvert fald fysisk, hvad min spiseforstyrrede hjerne siger, det er straks et helt andet spørgsmål. Jeg går ikke i panik, jeg vil ikke ødelægge julen med panik, jeg vil nyde den og være sammen med familie og venner, jeg vil opleve verden på en tilnærmelsesvist normal måde, jeg vil...

På trods af frygten for det ukendte. Nej ukendte er forkert et ord, for vi har vejret lillejuleaften der hvert år de sidste 25 år eller mere, det er bare mig der ikke har været med de sidste 5 år fordi jeg har været syg, så det er ikke ukendt, det er bare uvant. Så på trods af frygten for det uvante, tog jeg med, og jeg sad i min fine kjole og smilede og nikkede. Jeg hyggede mig, det gjorde jeg virkelig, men jeg følte mig også lost. Jeg er ikke vant til at begå mig i større selskaber, og jeg er slet ikke vant til den larm det giver. Jo mere folk hygger sig, jo højere taler de. Larmen gjorde mig endnu mere træt, og den gjorde mig svimmel. Flere gange sad jeg på min stol og var bange for at drætte ned, for når det larmer hele vejen rundt mister jeg lidt orienteringssansen og jeg kan ikke finde ud af op og ned, og højre og venstre. Det er helt enormt ubehageligt, og til sidst valgte jeg, at sætte mig hen i en sofa i et tilstødende lokale.

De andre spillede pakkeleg, men jeg var for træt, og jeg orkede ikke ophidselsen. De andre morede sig kosteligt, og jeg var ikke fri for at blive en lille smule misundelig, men jeg var også for træt til, at blive sådan rigtigt misundelig. Jeg kunne sidde og se på dem gennem døråbningen, og de var helt opslugte af deres egen lille verden, som jeg ikke var en del af. Ja, jeg følte mig udenfor, og jeg havde en lille smule ondt af mig selv, men jeg havde jo selv valgt det, men jeg var nødt til det, og jeg havde ondt af mig selv, fordi jeg var nødt til at vælge at melde mig ud af fællesskabet, men mest havde jeg ondt af mig selv fordi jeg ikke havde nogen bog med. Den larm pakkeleg generere overstiger al sund fornuft, og jeg var egentligt også lidt glad for at sidde derinde for mig selv ved siden af juletræet, og for første gang i år, følte jeg, at nu er det jul.

Efter pakkeleg kom min veninde/bonussøster ind og talte med mig. Hun er ikke min bonussøster fordi min far har fundet sig en ny kone, men fordi vores forældre altid i vores levetid har været venner, så vi er praktisk talt vokset op sammen. Det var hyggeligt at få snakket sammen med hende i enerum. Vi havde siddet ved siden af hinanden under maden, men der foregik der så meget, og der er bare visse ting man ikke snakker om under bordet, sygdom værende en af dem, og selvom det går mig så godt for tiden, så handler mit liv stadig meget om forskellige dårligdomme.

søndag den 23. december 2012

Mørbanket

Min far min søster og jeg var i biografen i går for at se "Hobitten", og klokken blev næsten 9 før vi var færdige. Da vi kom hjem skulle der så lige ordnes vasketøj, natmad, aftenkaffe og res en seng i stuen til mig, så jeg kom først i seng hen ved halv 10-tiden. Det lyder måske ikke af så forfærdeligt meget, men det er det når man normalt er vant til at gå i seng ved 7-tiden. Resultatet er, at jeg først vågnede sent i dag, og kl 6 er sent, når man er vant til at stå op kl 3.

Jeg bleiver altid så forvirret af at vågne sent, det er som om jeg slet ikke kan komme ordentligt i gang med dagen, som om jeg er gået glip af en helt masse meget vigtigt. Jeg ved ikke hvad det vigtige skulle være, men det føles meget presserende. Jeg kan egentlig godt gå hen og blive lidt gnaven på mig selv.

I dag er jeg dog mest gnaven fordi jeg har så forfærdelig ondt i hele kroppen af at ligge på den dumme drømmeseng. Jeg har egentlig ikke noget imod, at det er mig der sover i stuen. Det giver mig ro lig at have mine lange (eller knap så lange) og stille morgener, men jeg er altså ikke gode venner med den foldesammenseng jeg skal sove på. Der er trælameller på tværs, og madrassen er ganske ganske tynd, så at jeg sover ganske forfærdeligt og er gul og blå over hele kroppen. Jeg har en ganske god fornemmelse af hvordan prinsessen på ærten må have haft det. Jeg selv har ikke blåt blod i årerne, og ville derfor have stillet mig ganske godt tilfreds med 20 madrasser og tyve ederdunsdyner, om end jeg nok ville være bange for at falde ned. Og sådan kender man ikke en ægte prinsesse.

Jeg burde løbe mig en tur eller dyrke noget yoga for at løse op i ledende, men det stormer udenfor, og jeg har alt for travlt til at dyrke yoga, så jeg bliver siddende under tæppet, sløv i øjnene og sløv i kroppen. Jeg skammer mig over min dovenskab. Ifølge visse moderne psykologer findes dovenskab slet ikke, for der er altid en underliggende årsag, men det ændre ikke ved, at det er forkert at være 'doven', også selvom det er jul. Man burde have lov til at være doven i julen, men jeg for fniller af at sidde dagen lang på min flade og lave ikke-nok.

Av, jeg har faktisk vildt ondt i kroppen, så i dag slutter jeg mit blogindlæg tidligt og vil se om jeg ikke kan få lavet bare nogle enkelte øvelser, så det hele er lidt mere til at holde ud.

lørdag den 22. december 2012

Når bulimiske piger mødes

I går besøgte jeg min syge veninde i København. Men hvad gør syge piger når de mødes? De går på Jensens Bøfhus og spiser amok.

Jensens Bøfhus er et mærkeligt sted. Ejeren er en af landets største kunstsamlere, og i hans restauranter hænger der eksklusiv kunst for millioner. Jeg er ikke i tvivl om at restauranterne indriver millioner, men maden er ensformig og standardiseret. Eksklusiv kunst og standardiseret mad. Det er som at hænge en Picasso på McDonalds, mens langt finere steder har en plakat af et standart kunstværk. På den anden sider er det at bringe kunsten til folket. Folk der ellers ikke ville komme på et stort og fint museum, hvilket er gloværdigt, det er bare lidt svært at kapere for min kasseorienterede aspergerhjerne. Det er også et smart trick, for folk, som mig, der egentlig ikke er interesserede i maden sådan et sted vil komme for at nyde kunsten. Jeg tænker på et nye mottoer Bøf og billeder, Kunst og kartofler og Soft ice, salat og smørerier.

Jeg er ikke rask, sandsynligheden er, at jeg nok aldrig bliver det, men det sidste halve år har min spiseforstyrrelse været meget under kontrol, så efter fire portioner salat (uden dressing) fik jeg ondt i maven og måtte stoppe, men mavepiner er hele grunden til at gå på Jensens Bøfhus, for så god er deres mad altså heller ikke, at jeg kommer for at nyde et godt måltid.

Min veninde har det derimod rigtig skidt, og hun var flere gange ude for at kaste op. Hun fortæller at mange af hendes veninder finder det ubehageligt, at hun gør den slags, og at de ikke vil have det. Selvfølgelig er jeg ked af, at hun har det så skidt, at hun har brug for den slags, men det er vigtigt for mig, at hun er tryg ved mig og tør være sig selv, og man kan ikke være sig selv, når man tvinges til ikke at kaste op, for opkastningerne er et forsøg på at tøjle uroen, og at forhindre hende i at gøre det ville være tortur, og jeg ønsker ikke at påføre min veninde unødig smerte, hun har i forvejen rigeligt af det.

Nogle finder det måske ubehageligt at sidde mens hun er væk, de kan måske ikke lade være med at tænke på hvad det er hun laver, men det hjælper ikke noget. Man skal hverken fokusere fuldstændigt på opkastningerne eller fortie dem, de er et nødvendigt onde. Den måde vi snakker om dem på er med vores sædvanlige tragikomiske humor.

Jeg tror ikke, at vi er sjove at sidde i nærheden af, og heldigvis var vi tidlige og næsten alene, for vi snakkede om bræk, blod, knive, smerte, hospitaler, patienter og toiletter (ingen kender som min veninde de bedste offentlige toiletter i København). Vi grinede og var alvorlige på samme tid, hvis vi ikke grinede, ville vi græde, og det kan ødelægge enhver venindefrokost. Latter gør det hele mere håndterligt, mere forståeligt og mindre uhyggeligt. Dette er vores hverdag, og måske skal man enten være syg selv eller enormt forstående for af kunne grine med, men jeg ville ønske, at vi også kunne grine sammen med vores familier, for man har brug for veninder, men man er afhængig af sin familie, men når man snakker med dem, bliver de kede af det, og så bliver vi kede af det, og så er det, at man er skyld i at julen bliver ødelagt, og skyldfølelsen er en af de store syndere der kan få én til at overspise og kaste op.

Jeg kan være den bedste veninde for min veninde, og jeg forsøger at være det. Vi gik en tur gennem Fælledparken (koldt og blæsende) og jeg havde lyst til at slå armene om hende og sige, at alt nok skal blive godt, men det ved jeg reelt ikke noget om, jeg ser hende jo kun nogle gange om året. Jeg kan være den bedste veninde det skal være, men jeg kan aldrig blive hendes familie.

fredag den 21. december 2012

Ikke så sjovt alligevel

Jeg har en sjov historie fra sidste jul, som jeg ynder at fortælle, men i går fik jeg at vide, at den måske ikke er helt så sjov alligevel.

Jeg har en skæv døgnrytme, og går normalt i seng ved 7-tiden, og det gjorde jeg også sidste år. Det er næsten umuligt for mig at holde mig vågen over et vist punkt, og hvis jeg prøver, bliver jeg forvandlet til et klynkene spædbarn, og jeg bliver helt enormt ynkelig. Problemet er, at min fars lejlighed ikke er så stor, så jeg sover i stuen. Stuen og køkkenet går ud i et, så jeg kan ikke komme i seng før de andre går, og de andre er nødt til at gå, når jeg ikke kan klare mere.

Min far, min søster og jeg fejrer jul med vores elskede farmor, en frisk dame på 84. Vi sad sidste år og hyggede os, og jeg blev mere og mere træt, og selvom jeg gerne ville, så kunne jeg til sidst bare ikke mere, og jeg måtte snøftende bede min farmor, om hun ikke godt ville tage hjem, for jeg havde virkelig brug for at komme i seng.

Jeg har hele tiden syntes, at det var en sjov historie om hvor ynkelig jeg selv er, men i går var jeg hjemme hos min farmor i fire timer fordi min fars rengøringshjælp kom, og da jeg fortalte min historie, fik jeg også hendes. Hun var kommet hjem til en meget tom lejlighed og sad og var græd af ensomhed, for juleaften kan være den mest ensomme aften i løbet af året. Jeg blev virkelig chokeret, og jeg skammer mig over at sige det, men jeg kunne slet ikke høre hendes historie til ende, men jeg hørte mere end jeg gav udtryk for.

En af mine pædagoger fik den ide, at jeg bare kan lægge mig til at sove i min lillesøsters seng, så kan hun vaffe mig ind i min egen, når de andre kommer dertil. Det er så simpel en løsning, at jeg skammer mig over, at jeg ikke selv er kommet på det for år tilbage. Jeg vil gerne påtage mig hele skylden, for det er jo mig der ikke kan finde ud af at holde mig vågen, men det falder nok lidt tilbage på os alle sammen, for ingen af os tænkte på at finde en løsning.

Historien kommer måske mest bag på mig, fordi jeg elsker min farmor så højt, at jeg ikke kan lide at tænke på at hun har det skidt, og jeg kan især ikke lide, at jeg skulle have forvoldt hende smerte, men mennesker forvolder konstant hinanden smerte, og måske i endnu højere grad når man har Aspergers. Jeg kan godt lide at sætte mig ind i hvad andre mennesker tænker og føler, jeg vil gerne kende deres reaktioner og vide hvorfor de gør som de gør. Jeg vil gerne tænke på mig selv som et meget empatisk menneske, men empati som 'normale' mennesker kender det, har jeg ikke så forfærdelig meget af. Min empati kommer ikke følelsesmæssigt og empatisk, men langsomt og gennemtænkt. Jeg observerer og analyserer og kommer op med en hypotese, og så lige så stille retter jeg den til. Efterhånden som jeg integrerer disse tanker i mit liv, kan jeg også blive følelsesmæssigt påvirket, men for det meste kun hvis det er nogen jeg holder meget af.

min farmor holder jeg meget af, og jeg vil gøre alt for at hun får en god juleaften i år.

torsdag den 20. december 2012

Om en togrejse

Der sker altid noget når jeg skal ud og rejse med DSB.

Jeg var kommet ned til stationen lidt for tidligt, som jeg altid gør, og stod egentlig bare og passede mig selv, da der kom en gammel mand hen og begyndte at tale med mig. Han var egentlig ret ulækker, han talte helt vildt højt, og så lugtede han af lort og cerutter. Det virkede ret tilfældigt hvad han snakkede om og jeg svarede ham temmelig afvisende. Han blev dog bare ved med at snakke, og da han begyndte at snakke om at knalde og om læber og hår forneden, overvejede jeg egentlig at gå, men han virkede så ynkværdig og ensom, at jeg fik ondt af ham og blev stående og talte. Hvis han på nogen måde havde virket som om han kunne finde på at gøre mig noget, så måske, men der var bare ti minutter til at toget kom, og jeg havde sovet godt om natten, så jeg havde overskud nok til at bruge det på en ensom gammel mand. Senere gik han så hen og generede nogle andre.

Jeg rejser på rejsekort, hvor man skal tjekke ind når man stiger ind, og tjekke ud når man stiger ud. Normalt på rejsen til Odense, ville jeg skulle skifte tog i Aarhus, men jeg var heldig at få et direkte tog, så jeg satte mig bare på min plads og blev med god samvittighed siddende. I Aarhus var der udskiftning af personale i toget, og jeg skulle derfor vise billet/rejsekort igen. Det viste sig, at det på trods af det direkte tog talte som to forskellige rejser, og jeg burde derfor være steget ud, have tjekket ud og tjekket ind igen. Jeg blev egentlig ret sur, men DSB damen var flink nok imod mig og gav mig ikke nogen bøde, så jeg ville ikke lade min frustration gå ud over hende, men da jeg kom hjem skrev jeg et høfligt brev til rejsekort og brokkede mig over, at det ikke fremgik mere klart hvad jeg skulle have gjort. Nu har jeg fået et klip i kortet, og man må max have tre før man mister retten til at have rejsekort.

Fra Aarhus fik jeg egentlig en lidt sød sidemand, eller det ved jeg reelt ikke noget om, han smilte sødt til mig, når jeg skulle ud og ind fra min plads, og da jeg skulle af hjalp han mig med at få min bagage ned fra hylden, men jeg turde ikke snakke med ham. Jeg er vant til at være dygtig til det jeg gør, og hvis jeg ikke er, så øver jeg mig og bliver bedre, og jeg er god med mennesker, jeg er bare ikke god til at tage det første skridt. Alle de år hvor jeg skulle have været ude og more mig med andre unge mennesker var jeg syg, og en fyr var nok noget nær det sidste jeg havde brug for. Jeg ved ikke ligefrem om jeg har brug for en fyr nu, men det generer mig, at jeg slet ikke har evnerne til at komme i kontakt med én selv hvis jeg ville. En af grundene til, at jeg ikke turde snakke med ham var, at jeg sad i t-shirt og alle mine ar skinnede flot og i rødt og hvidt (og brunt). Jeg er stolt af mine ar 90% af tiden, for de er en stor del af mit liv, men lige i går bandede jeg dem langt væk. Så stod jeg af, og så var der egentlig ikke mere at sige om den sag, og det var virkelig ærgerligt, at jeg ikke havde talt med ham, men især ærgrede det mig at være blevet stillet overfor min egen uformåen.

onsdag den 19. december 2012

Når andre har det svært

Jeg har en veninde der har det meget svært for tiden. Hun har det så svært at hun fuldstændig ignorerer mig. Hun vil ikke snakke med mig, hun vil ikke være i rum med mig, ja hun vil end ikke se i min retning.. Det er virkelig hårdt at blive ignoreret, og jeg føler mig ensom og værdiløs, så nu tør jeg heller ikke at være i rum med hende. Det har været enormt hårdt, og det har stresset mig meget.

Måske skyldes det også en lille smule, at jeg er vant til, at det er mig der er den sygeste, og så må de andres behov træde i baggrunden, men denne gang er hun den sygeste, og det er mig der må træde et skridt tilbage og lad hende få plads. Måske det er det jeg ikke er helt villig til, og det er en skam, for når man har det skidt, så har man brug for plads.

Jeg skrev et julekort til hende, jeg sagde, at jeg savnede hende, at jeg ved hun har det skidt, men jeg har ingen gode råd, for når man har det virkelig skidt, så findes der ingen gode råd, man står op, overlever, og går i seng igen. Jeg sagde, at jeg ikke kan love hende, at det bliver bedre med tiden, for det ved jeg reelt ikke noget om, men jeg håber det.

Jeg spurgte hende også, om jeg har gjort hende ondt, for det var i hvert fald ikke min hensigt, og måske er det noget jeg kan ændre på, men måske er det ikke. Måske er det fordi livet bare udad til kører for mig, og når selv jeg ikke kan overskue al den positivitet, hvordan skal en der har det virkelig skidt så kunne? Det er ikke noget jeg kan gøre noget ved, for jeg kan ikke leve et halvt liv for en venindes skyld, men jeg vil bedre kunne acceptere hendes afstand, hvis jeg ved hvorfor. Men måske handler det om noget andet, måske handler det slet ikke om noget, men jeg har brug for at vide det.

Hun har endnu ikke fået brevet, men i går gik vi forbi hinanden. Hun havde svært ved at se på mig, men hun prøvede, og det mildnede min mopsethed meget. Vi sagde ikke meget til hinanden, kun nogle ganske få ord om noget helt ligegyldigt, men men lige der og i det øjeblik havde vi en relation til hinanden, og vi gjorde begge forsøget.

At hun havde overskud til bare at prøve tyder på, at hun havde det bare en lille smule bedre end de tidligere dage, og det varmede mig om hjertet, og jeg håber at det lykkes hende at nyde lidt af julen.

tirsdag den 18. december 2012

Om et par testbukser II

Jeg har et par bukser, et vaske ægte par akademiker bukser, et par brune herrebukser i stribet fløjl. Jeg fik dem i en genbrugsbutik til en 50'er for nogle år siden.

Som sagt er det et par herrebukser, så de sidder lidt stramt om lår og hofter, for selvom jeg er tynd, så er jeg ikke så tynd, men jeg vil gerne være det, så disse bukser er blevet mine testbukser. Så længe jeg kan få dem på, så kan jeg trække vejret roligt.

Der er gået mange måneder siden jeg sidst havde mine testbukser på, og der er fysisk sket mange ting med mig. Jeg har taget ca 5 kg på, men pædagogerne siger, at det er fordi jeg er begyndt at træne, og at det er muskler, og muskler vejer mere end fedt, men jeg læste en artikel om, at man normalt ikke får så trænede muskler at det har nogen reel effekt på vægten, at det lidt er en undskyldning folk kommer med, og jeg har altså taget hele 5 kg på. Min vægt har længe ligget meget stabilt, så jeg har lidt vænnet mig til denne vægt, men nu hvor vinteren har sat ind, og tanken om testbukserne meldte sig, så begyndte jeg at skamme mig.

Jeg skammede mig ikke så meget som jeg tidligere i min spiseforstyrrelse gjorde, og det var beroligende, men også lidt skræmmende, for inde i min hjerne tænker jeg på, at det kun er min spiseforstyrrelse der forhindre mig i at blive fed, så jeg tror, at hvis jeg ikke har spiseforstyrrelsen der hamrer derudad og holder mig i ørerne, så vil jeg miste kontrollen over min vægt. Det forholder sig ikke sådan, men jeg tror, at det gør, så mangel på negative følelser kan udløse en masse andre negative følelser.

I går gik det rigtig godt til træning, og min selvtillid var relativt høj, så da jeg havde været i bad tænkte jeg, at jeg da godt lige kunne prøve mine testbukser, jeg trængte også til at have noget andet på end det jeg altid har på, så jeg tog dem ud af skabet og trak dem langsomt på. Halvvejs oppe af lårene sad de stadig løst, og mit hjerte begyndte at banke, eller det gjorde det forhåbentlig hele tiden, men det begyndte at banke hårdere, for kunne det virkelig tænkes, var det virkelig rigtigt, at de passede... Det gjorde de, de sad helt perfekt, hvilket er sjældent, normalt sidder de en smule for stramt (eller meget for stramt). Jeg blev så glad, at jeg måske for et par dage kan se hvordan min krop EGENTLIG ser ud, slank og veltrænet, og ikke som jeg ellers bilder mig ind, stor og massiv.

Jeg blev så glad, at det nærmede sig en lykkefølelse, hvilket egentlig er lidt sørgeligt at tænke på. Lykke burde ikke have noget med vægt og størrelse at gøre, men det har den, i hvert fald når man er spiseforstyrret. Jeg har fokuseret på min vægt i så mange år nu, at det at kunne passe mine testbukser er lige så spændende og ærefuldt som at blive student. Jeg havde lyst til at omfavne mig selv og hele verden, til at råbe budskabet fra den højest tinde og til at synge en sejrssang.

Men historien slutter ikke her, for jeg er kvinde, og denne uge er selvfølgelig en, hvad kropens volumen angår, en god uge. En kvindes krop ændrer sig hen over en måned, og dette er ugen efter min menstruation, og ud af en cyklus' 4 uger, er det den eneste, hvor kroppen ikke er så fuld af vand som en karklud der skal vrides. Det er i denne uge, at min krop er pæn. Men så må jeg bare værdsætte det så længe jeg har det, og så vente tre uger på at det kommer igen.

mandag den 17. december 2012

Om ikke at få vasket tøj

Julen nærmer sig, og selvom jeg ikke er i julehumør, hjælper det mig ikke til at slippe for julestressen. Alle, i hvert fald alle voksne, bliver stressede i julen, der er så mange logistiske spørgsmål der skal gå op i en højere enhed. hvor skal man købe hvad til hvem? Hvad skal man selv ønske sige? Hvem skal lave hvilken mad hvorhenne? Hvem skal hente og bringe? Hvornår går toget, og går det til tiden, og kan man nå at få billetter? Hvem skal vi se, og hvem bliver der ikke tid til? Hvornår skal pakken sendes for at nå frem? Fik man sendt et julekort til farmor?

Men det er ikke kun selve julen der stresser, det er også alle de ting der skal nås inden vi alle går på ferie. Min uge ser sådan ud:
Mandag:
- Træne.
- Mødes med min tutor i Aarhus.
- Mødes med min psykolog i Aarhus.
- Læse forberedende tekster til næste semester.
Tirsdag:
- Til lægen.
- Lave hebraisk.
- Mødes med min tutor og min RSC-rådgiver om eftermiddagen i Aarhus.
- Læse forberedende tekster til næste semester.
Onsdag:
- Træne.
- Gøre rent.
- Pakke gaver ind.
- Nå at hente min medicin i det korte tidsrum mellem apoteket åbner og mit tog går.
- Toget til Odense.
Torsdag:
- Lave hebraisk.
- Læse forberedende tekster til næste semester.
Fredag:
- Træne.
- Besøge en veninde i København.
Jeg er faktisk rigtig nervøs for hvordan jeg vil klare ugen. Jeg får hjertebanken og jeg har svært ved at falde til ro om aftenen. Heldigvis er julen snart ovre, så kommer juledagene som også er stressende, så et par enkelte dage hvor vi forbereder os på nytår, og så har jeg en hel lang januar hvor jeg kun har ganske få planer. Det er næsten underligt at glæde sig til noget så kedeligt og gråt som januar, men det gør jeg. Jeg glæder mig til igen at få en struktureret hverdag. Ro, regelmæssighed og renlighed, det var det man i gamle dage sagde at børn havde behov for, og jeg tror at der var en vis form for visdom i det.

Hele pointen med dette indlæg er at fortælle jer, at i går da jeg skulle vaske tøj, der glemte jeg det, fordi mit hoved var fyldt med andre ting, og da jeg kom i tanke om det, så orkede jeg det ikke. Virkelig, den blotte tanke om at skulle ordne det fik det til at svimle for mig. Jeg tænkte, at jeg har rigeligt med tøj, det går nok, at jeg springer en vask over. Mit løbetøj lugter måske lidt, men det går nok, og hvis det bliver rigtig slemt, så kan jeg jo lige skylle det op i hånden.

Er julestres mon ikke indbegrebet af at være blevet voksen?

søndag den 16. december 2012

To (for mig) uventede romancer

I går tog jeg Beks med i biografen for at se "Hobbiten". Mine forventninger var meget lave, for jeg elskede "Ringenes Herre", og "Hobitten" er bare ikke det samme, men jeg var faktisk imponeret. Her har vi sikkert for tæt på første gang en bog der er blevet filmatiseret på tæt på sin fulde længde, hvilket for en bog på nogle hundrede sider betyder 3x3 timers film. Hvor lang mon "Ringenes herre" ville være blevet hvis man tog det hele med? 9x3? 12x3? Vi tænker tit på det som en moderne opfindelse med disse film der er så lange, at det strækker sig over flere film, men dengang da filmenverdenen var i sin ungdom, da var det helt normalt med biografføljetoner.

Det var rigtig hyggeligt at være i biografen med Beks. Efter at jeg er startet på universitetet, føler jeg mig amputeret fra bostedet. Jeg spiser sammen med de andre, men ellers er jeg for mig selv eller sammen med pædagogerne, men engang imellem er det rart at være sammen med ligesindede, og nogle gange er det rart bare at tage med en veninde i biografen for at se en god film.

Jeg havde nu mine helt egne grunde til at være vild med filmen. Dengang jeg var ung og "Ringenes herre" kom frem (ja, det er snart en gammel film), da var jeg helt vild med Legolas (elver), men da jeg blev ældre, var det som om heltene i den film blev lidt for pæne og lidt for perfekte, og det har længe generet mig. Nu hvor jeg er blevet ældre, opdager jeg dog, at jeg har fået en ting for dværge. Dværgekongen Thorin er brysk og stædig og vrissen og ikke særlig høj og har sammenvoksede øjenbryn og vigende tindninger, men alligevel er han lidt lækker.

Jeg var måske 10 år, da min far læste "Hobitten" for mig, så jeg husker mest, at der var noget med noget guld, og noget med en drage. Alt det med kampen mellem godt og ondt, og længslen efter et tilhørssted gik vist hen over hovedet på mig. Om end "Hobbiten" er mindre seriøs end "Ringenes herre", så har jeg dog på fornemmelsen, at i hvert fald visse af de humoristiske indlæg er senere tilføjelser, men i hvert fald er dværgene langt sjovere end de smukke, stoiske og lidt for perfekte elvere.

Men at være småforelsket i en fiktiv person er ikke nogen sensation, langt mere kontroversielt var denne scene fra filmen, hvor elverdronningen Galadriel ømt rører ved troldmanden Gandalfs hår. Uhhhh, jeg fornemmer amoriner i luften, det er der også andre der har mærket og fans over hele verden har fået et massehysterisk anfald.
Jeg er ikke den store Tolkien kender, så nu skal jeg passe på ikke at dumme mig, men både Gandalf og Galadriel er tusinder af år gamle, og de må have kendt hinanden i tusinder af år. Måske har de bare et stærkt venskabeligt bånd måske er der nogle unresolved issues fra før verden gik af lave. Jeg lavede en kort google søgning på emnet (der står en del). Én skriver, at der jo ikke var nogen der klagede da Galadriel rørte ved Aragon i "Ringenes herre".
Bevægelsen er den samme, men kan det virkelig sammenlignes? Arargon kan jo ikke være andet end et lille barn i hendes 7000 år gamle øjne. Gandalf derimod er en ligeværdig. Men på den anden side, så siger hole in the ground (den ene af mine to kilder) at det særlige ved Tolkiens univers er, at fysisk kontakt er andet end bare noget seksuelt, det er også tegn på dybt venskab og respekt.

Jeg kan godt lide Tolkiens univers, men jeg er ikke nogen stor fan, så for mig betyder det ikke alverden om de har en romance kørende eller ej. Jeg har set Galadriels mand, og han må nok være det kedeligste element i alle filmende lagt sammen, så jeg under hende for så vidt en lille smule spænding.

Kilder:
Nej til mulig romance:
 http://hole-intheground.blogspot.dk/2012/01/galadriel-and-gandalf-not-so-romantic.html
Ja til mulig romance:
http://www.middleearthcenter.com/forums/showthread.php?t=22040

lørdag den 15. december 2012

Blod, sperm og andre legemsvæsker (og forrådnelse)

Jeg er en sød og høflig ung dame, men nogle gange har jeg lidt problemer med min takt og tone, især har jeg problemer med, hvad man snakker om hvor. Især når vi sidder ved måltiderne har jeg svært ved at forstå, at folk finder det ubehageligt at der bliver talt om visse ting. Jeg ville egentlig gerne skrive lidt om dette, men helt ærligt, så forstår jeg det ikke, jeg accepterer bare. Jeg synes måske nogle gange, at folk er lidt sarte. Jeg ved ikke om de mister appetitten fordi de alt for tydeligt kan forestille sig de omtalte ting, eller om det bare er samfundets normer som de har lært at acceptere, og at de har levet med dem så længe, at det er ubehageligt når de bliver brudt.

Jeg kan godt acceptere, at der er ting vi ikke taler om ved bordet, for jeg er jo ikke ude på med vilje at gøre dem ubehageligt til mode, men vi var nødt til at sætte nogle klare retningslinier op for mig, for jeg forstår ikke hvad der er og hvad der ikke er tilladt.  Engang omtalte min far bogen "Jordens søjler" som "det sædvanlige blod sperm og andre legemsvæsker", og det er en betegnelse, som vi siden har brugt ved flere anledninger, så da min psykolog, den ene af mine kontaktpædagoger og jeg havde et møde, foreslog jeg det som retningslinie, og de var enige, men tilføjede forrådnelse.

Nu har jeg mine retningslinier, og jeg prøver at følge dem selvom jeg lidt synes, at det er noget pjat, det er jo bare helt naturlige ting. Jeg har for eksempel historien om da jeg sidste gang var indlagt med en overdosis Panodiler. Jeg kom til at dele stue med en kvinde der havde drukket sin krop i smadder. Gad vide hvorfor det egentlig hedder stue, det er jo nærmere et soveværelse? Nå, men i hvert fald havde hendes tarme det ikke godt, og hun havde en plasticslange klistret til anus der ledte hendes afføring ned i en pose. Det var svært at få klistret slangen helt tæt fast til huden, og det lækkede, så sengetøjet måtte skiftes flere gange om dagen. Desuden havde hendes hjerne det heller ikke godt, så hun tågede rundt på afdelingen med slange og pose slæbende efter sig, lækkende. En enkelt gang havde hun nogle kammerater der besøgte hende med deres klirrende plasticposer. Men de kunne ikke få mental kontakt med hende, så de gik ned for at finde sig en god bænk. Jeg ser dette som en sjov og sørgelig historie, men ikke ulækker, men pyt, så fortæller jeg den bare på et andet tidspunkt end ved maden.

Forleden ved aftensmaden (i hverdagen spiser drengene og pigerne hver for sig) talte jeg om mine problemer med at finde en bh der passer. En af pædagogerne indikerede, at det var upassende, men nej, den går jeg ikke med til. Man må gerne fnise lidt forlegent, men emnet skal ikke forties. Jeg er vokset op med en skam over at være kvinde, og den skam vil jeg ikke give videre til de unge piger her på stedet, og bh'er bør være helt naturlige beklædningsstykker på linje med med bukser, og det er helt acceptabelt at snakke om at ens røv ser stor ud i dette eller hint par. Det er samfundets norm, at der er visse ting man ikke snakker om, og det acceptere jeg, men hvis man ikke må snakke om bh'er når der kun er kvinder til stede, så nærmer det sig censur, i hvert fald efter min mening.

fredag den 14. december 2012

Om det pinlige ved at bytte til et nummer større

Jeg hader omklædningsrum, jeg hader den lille boks med mennesker rendende rundt lige udenfor, jeg hader belysningen der får hver en lille fejl og bums til at stå så meget tydeligere frem, og se hader jeg generelt at prøve tøj et sted hvor jeg ikke føler mig tryg. Jeg gør det, at jeg køber tøjet, tager det med hjem og prøver det der, så kan jeg jo altid bytte det, hvis det ikke passer, eller det fortæller jeg i hvert fald mig selv at jeg kan, men sandheden er, at jeg finder det alt for pinligt at bytte tøj, for det er altid fordi jeg har købt det for småt at det skal byttes, for jeg plejede jo at være 5-7 kg mindre end jeg er nu, og det er noget der godt kan mærkes på størrelserne. Når jeg så står med noget tøj der er for småt, så føler jeg mig ydmyget, og jeg får næsten kvalme ved tanken om at gå ned i butikken og bede om en størrelse større. Er jeg virkelig så fed? Det må jeg jo være, og det piner mig helt ind i hjertekulen.

For to uger siden var jeg i H&M og købe bh'er. Jeg har ikke rigtigt nogen anelse om hvilken størrelse jeg bruger, men ikke på vilkår om jeg går ind i en mere professionel butik, hvor en emsig dame tager mig på mig og vurderer mig, og hiver forhænget fra prøverummet mens jeg står i ingenting bare for at bekendtgøre, at det vist ikke er den rigtige størrelse. Jeg er selv udmærket i stand til at vælge den forkerte størrelse selv, tak. Så jeg gik i H&M, hvor jeg i det mindste kunne få lov til at være fuldstændigt anonym.

Jeg har små bryster, så en bh er egentlig mest en vaneting, og ikke noget der er strengt nødvendigt for at holde på sagerne, så jeg har en stærk modvilje for at betale i dyre domme for en bh (alt over 150 ser jeg som dyre domme), så jeg gik hen til de billigste af slagsen. Angående størrelsen, så var jeg ret sikker på, at jeg er en A-skål, det er bare omkredsen jeg var i tvivl om, men alle A'erne var enten 70 eller 75, så jeg tog en af sidstnævnte, gik op til kassen betalte, og tog byttet hjem. Den var selvfølgelig alt for lille, ikke bare lidt for lille, men meget for lille, og jeg havde faktisk ikke kun købt en, jeg havde købt to.

I to uger havde jeg dem liggende i en plasticpose i min entré, og jeg tænkte, at jeg burde få dem byttet, men jeg krympede mig ved tanken, for de havde jo nok alligevel ikke noget i min størrelse. Jeg vaklede mellem at smide dem i skraldespanden og tilintetgøre min skam, eller give dem til frelsens hær og gøre en god gerning, men jeg tøvede, for så mange penge har jeg heller ikke at gøre godt med.

I går havde jeg så en god dag, hvor jeg var fuld af overskud, og jeg tænkte, at jeg ville give det en chance. Jeg havde valgt H&M, ikke fordi jeg synes, at det er en særlig fed butik, men på grund af deres anonymitet, og jeg tænkte, at her i juletravlheden, havde de smukke tynde ekspedienter ikke tid til at vurdere hvor fed jeg eventuelt er, alle ser jo fede ud i deres vinterfrakker. Så jeg gik ind i butikken og rodede alle bh'erne igennem, og fandt lige nøjagtigt to i størrelse 80A. Min kontaktpædagog siger, at jeg ikke er fed, at det nok er fordi det er det alle skal have, men jeg tvivler.

bytningen gik selvfølgelig smertefrit, og selv hvis ekspedienten havde set noget, og selv hvis der havde været noget at se, så havde hun nok alligevel ikke sagt noget, det ville hun sikkert have været for sød og professionel til. Jeg ved ikke hvorfor jeg i den grad tvivler på folk.

torsdag den 13. december 2012

Du kan ikke

Jeg fik juleferie allerede i onsdags, men det er som om der hele tiden sker noget, så i dag er den første rigtige feriedag (7-9-13), og jeg er spændt på at se hvordan det går. I og for sig er det en vigtig dag i dag, for i dag kommer jeg til at se, hvordan mit liv de næste 1½ måned kommer til at forme sig. I dag kommer jeg til at se, hvor meget jeg kan og vil nå at lave på en dag, hvor meget mit stresniveau stiger og jeg skal afgøre om det er det værd. Jeg skal afgøre, om jeg skal arbejde løs, løbe, passe mine blogs, læse bøger og læse Amos' bog på hebraisk, eller om jeg skal tvinge mig selv til at holde fri og dase foran fjernsynet og fordrive tiden med at lave ingenting.

Men vil jeg overhovedet kunne holde rigtigt fri, selv hvis jeg ville? Min psykiater lader ikke til at tro det, vi snakkede nemlig om min ferie, og jeg snakkede om alle de ting jeg gerne vil. Jeg vil vise mig egnet til alt jeg kaster mig over, ikke kun til min skole, men også de ting man gør i julen, klippe engle, flette hjerter lave små kurve til pebernødder, ikke fordi jeg har vildt meget lyst, men fordi det er jul, og den slags laver man i julen. Med andre ord, så stræber jeg efter at være tilnærmelsesvis perfekt.

Jeg husker ikke præcis hvad min psykiater sagde, men det fremgik i hvert fald i mine øre som om hun hverken troede på, at jeg kan være tilnærmelsesvis perfekt eller at jeg kan give slip på nogle af alle mine projekter. Jeg er kontrolfreak og perfektionist, ikke helt på den sædvanlige måde, men ikke desto mindre pertentlig. Hendes ord gjorde mig bange, for hvad nu, hvis det hele bliver ligesom i efterårsferien, hvor jeg stressede rundt, men ikke fik lavet noget som helst hebraisk? Hvad hvis jeg ikke kan få struktureret en hverdag med plads til lidt af det hele? Hvad hvis jeg bliver så stresset, at jeg går ned med en depression og ikke kan starte på uni igen efter ferien? Hvad hvis jeg holdt op med altid at tro det værste?

Jeg tror på ingen måde, at det vi snakkede om var ment som en kritik. Det var nærmere tænkt som en lidt humoristisk afsløring af hvem jeg er virkelig er, men det gjorde lidt ondt, for det er rigtig nok. Jeg kan ikke bare lægge tingene fra mig og slappe af. Jeg har prøvet at gøre, jeg har prøvet at lade som om det ikke generer mig, at min lejlighed ligner Jerusalems ødelæggelse, 66–73 e.kr under den jødisk-romerske krig. Men det generer mig, og jeg spekulere på hvad der egentlig er værst, at bruge energi på at tage mig sammen til at rydde op og gøre rent, eller at bruge energi på at sidde og ærgre sig over, at jeg ikke får det gjort. Problemet er bare, at der er andre ting jeg prioriterer højere end rengøring, men der er ikke andre ting der er nær så synlige. Man kan ikke vare tilnærmelsesvis perfekt når det roder, eller kan man få det til at symbolisere, at man har overskud til at være ligeglad.

Hele mit liv har det ikke at gøre noget, som for eksempel oprydning, været fordi jeg ikke havde overskud til at gøre det. Nu har jeg overskud til at gøre det, måske er det på tide at bruge noget af overskuddet på at lade være med at gøre alt hele tiden.

onsdag den 12. december 2012

Om en hyttetur med mor

For snart 6 år siden blev mine forældre skilt, og vi har siden måttet opbygge nogle nye juletraditioner. Juletraditioner er noget der er svært at opbygge fordi det er en begivenhed der kun finder sted en gang om året, og udvikling og tilpasning tager derfor tid.

I år prøvede min mor og jeg en ny tradition, eller tradition kan det vel ikke være eftersom det er første gang vi prøver det, og hele pointen med en tradition er, at det er noget man gør om og om igen. I hvert fald prøvede vi noget nyt med den hensigt, at det over tid kunne blive en tradition.

Vi har måttet opgive, at jeg kommer ned til hende en dag i løbet af julen, for hendes nye mand er af den meget impulsive type, og det passer meget dårligt med min aspergers, desuden har de hele huset fyldt med bornholmerure, der ikke går ens, og en gang i timen bimler de løs. Jeg har et eller andet med lyde, de går ind og generer et eller andet dybt inde i mig, og jeg får det virkelig dårligt, derfor har vi måttet finde på noget andet.

Min mor og jeg har en sommertradition, hvor vi i en weekend tager på B&B, i sommerhus eller lignende, hvor vi går nogle ture, spiser noget god mad, taler sammen og lytter til hinanden. Min mor fik så den idé, at det kunne vi da også gøre her en gang i løbet af december og så fejre en stille lille jul, bare os to. Så lørdag formiddag hentede hun mig, og så kørte vi til Ry der ligger nede i Silkeborg området. Da vi i sommers var på Fur, var det virkelig koldt der hvor vi boede, men denne gang havde vi lejet en lille feriehytte, og der var skruet godt op for varmen.

Vi boede så vi kunne se over til Himmelbjerget. Vi kunne i hvert fald se tårnet på toppen, men i den vinkel så det meget lidt imponerende ud, det lignede bare en hvilken som helst bakke med træer ned til en sø. Vi startede med at gå os en tur. Det lignede en helt almindelig, med rødt afmærket, gåtur, men den var såmænd blevet sponsoreret af firmaer, og der var en sansezone og en pulszone, som vi dog ikke kunne få så meget ud af på grund af al sneen. Når man kommer til et nyt sted, som man ikke rigtigt kender, så kan noget så simpelt som at finde sig en ordentlig gåtur være lidt et problem, men man finder bare en skov og kører rundt til man finder noget der minder om en sti, og så er der som regel afmærkninger der viser hvor man skal gå. Det var efterhånden blevet hen ad eftermiddagen og solen stod lavt, og sneen under vores fødder knitrede lystigt.

Min mor havde taget julepynt med, og gik og pyntede op i hytten. Det var en lille hytte vi boede i, så der var hurtigt pyntet op. Min mor og jeg har ikke altid haft et lige godt forhold, og efter skilsmissen blev det værre, men jeg kunne mærke at hun gjorde sig meget umage, og det betød rigtig meget for mig, og det blev en rigtig hyggelig aften .

tirsdag den 11. december 2012

Om ikke at få sovet

Natten til i går fik jeg ikke sovet. Jeg mener ikke bare, at jeg kun fik sovet lidt, jeg mener, at jeg slet ikke fik sovet overhovedet. Hele natten lå jeg, og hver gang jeg døsede hen, skulle jeg op på toilettet, hvorefter jeg straks var lys vågen. Jeg gik på toilettet en gang i timen hele natten. Til sidst, kl 3, opgav jeg og stod op. Kl 3 var måske lidt tidligt at give op, men jeg var træt af at vente, og jeg står alligevel tit op på det tidspunkt, så helt malplaceret var det alligevel ikke.

Jeg var helt forfærdeligt træt, og jeg sad bare og hang med hovedet, og jeg vidste bare, at jeg godt kunne glemme alt om at tage til træning. Jeg ville godt kunne tage derhen, men det ville være en pine, og jeg ville ikke kunne få trænet så meget som jeg gerne ville, og så ville jeg stå tilbage med en flad fornemmelse og være skuffet over mig selv, så hellere helt lade være med at  træne.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare gik i seng igen, men det gjorde jeg altså ikke, så jeg satte mig ned i spisestuen og lavede lidt hebraisk. Det sjove var, at trætheden ikke gjorde det sværere. Det var svært at holde øjnene åbne men ikke sværere end normalt at oversætte. De den pædagog der havde nattevagt stod op, sad vi lidt og snakkede, hvorefter hun sendte mig i seng igen. Jeg fik hvilet mig et par timer, stod op, følte mig syg, og gik i seng igen. Faktisk endte jeg med at føle mig småsyg hele dagen. Jeg var træt, og jeg havde ondt i maven, og jeg lå bare på sofaen og og læste, og havde frygteligt ondt af mig selv.

Det værste var ikke så meget trætheden, men fornemmelsen af, at jeg efter ferien er begyndt har mistet min glød. Den glød der holder mig i gang og får mig til at opnå alle de gode resultater jeg har opnået i år. Jeg blev helt panisk ved tanken, for jeg husker hvor lad jeg var i efterårsferien, og hvor dårligt jeg fik det af det.

Lige før ferien havde jeg et møde med min hebraisklærer, fordi jeg gerne ville have noget supplerende læsning. Alle de andre fra mit hold skal op til en hulens masse eksaminer, men jeg, jeg har to måneders ferie, hvilket er lige lang nok tid til at tillægge sig en helt ny livsstil, og så skulle jeg starte forfra igen til februar med at lære at gå i skole, så hellere have lektier for i ferien. Min lærer spurgte mig hvad jeg gerne ville læse, men jeg synes ikke, at jeg er dygtig nok til at vide hvad der er spændende og relevant. Han endte med at give mig nogle noter, så jeg kan oversætte Amos' bog, den ældste af alle profeterne.

Spørgsmålet er bare hvor meget jeg når at få oversat, hvis jeg virkelig har mistet min glød. Spørgsmålet er også hvor meget jeg ønsker at oversætte. Jeg vil gerne lave nok til at holde mig i form, men jeg vil ikke lave så meget, at jeg kører sur i det. Okay, skide fedt, at jeg bare sidder her og siger, at jeg skal finde den gyldne middelvej, det er det man jo altid siger, men når man har brug for at sige det, er det nok fordi man ikke ved hvad den er., jeg ved i hvert fald ikke hvad den er, men jeg tænker, at jeg bare skal være opmærksom på hvordan jeg selv har det med det jeg laver, så skal jeg nok klare det.

Jeg lå dog det meste af dagen på sofaen og læste, hvorefter jeg rykkede over i en anden sofa og så fjernsyn. Den eneste gang jeg kom ud, var da jeg var ovre på tanken for at købe en pepsi max (eller to), og min hjerne kunne slet ikke forstå, at det var mandag, for det er normalt kun om søndagen, at jeg bevæger mig så lidt og ikke kommer ud. Hvis jeg skal klare denne ferie, så bliver jeg nødt til at komme ud, så jeg kan få motion, lys og D-vitamin. Jeg var så sløv i går, at trapperne op til min lejlighed var ved at tage livet af mig, og jeg var så sløv, at da jeg langt om længe kunne slæbe mig i seng kl 18.30, så var mine muskler anspændte, at jeg ikke kunne finde hvile, og jeg var lige ved at blive bange for, at jeg ikke ville kunne falde i søvn.

mandag den 10. december 2012

En dag der er svær at tale om

Blodet stod i en stråle ud af min arm, pjask, pjask, pjask, men jeg var nødt til at give slip på såret for at kunne låse døren op. Jeg låser ellers aldrig døren, men jeg ville have fred til mit forehavende, for både pædagogen og jeg vidste hvad der ville ske, jeg ville skære mig, og det gjorde jeg også, og jeg skar dybt.

Der lå den så, blodåren, blottet, blå og skrøbelig, og så skar jeg. Jeg ved, at jeg tænkte et eller andet, jeg husker, at jeg så ned på blodåren og så skar jeg. I hvilken grad var det en 'rationel' beslutning, og i hvilken grad handlede jeg ud fra det kaos af følelser der var indeni mig? Jeg kunne se, at den var stor, men i hvilken grad var jeg bevidst om, at det var en pulsåre? Ville jeg straffe mig selv eller hævne mig på pædagogerne?

Det havde været en rigtig Tycho Brahes dag, hvor alt bare var gået galt siden morgenen, og jeg ville bare have det til at stoppe, så jeg kunne finde fodfæstet igen, men tingene var ikke færdige med at gå galt.

Det blødte alt for meget, sagde pædagogerne, så der blev tilkaldt en ambulance. Det tog den 35 min at komme frem, skønt jeg bor i gåafstand fra hospitalet. Imens vi ventede blev min arm godt pakket ind og holdt op over mit hoved. Som sædvanligt var jeg helt høj af adrenalin, og jeg havde det egentlig ganske udmærket, det var kun pædagogerne der stressede. Hvert andet øjeblik gik de ud på gaden for at se om det virkelig ikke kunne passe at den ikke var kommet, som om vand koger hurtigere når man kigger på det.

Da den endelig kom, var det selvfølgelig  holdt op med at bløde, og jeg følte mig som sådan en fusker fordi, når det ikke bløder, så kan det jo ikke være så alvorligt. Da falck-manden skulle rapportere til skadestuen over radioen, sagde han; Patienten påstår, at det har blødt meget, en formulering der egentlig gjorde meget ondt, for jeg følte mig som en simpel løgner, men jeg beroligede mig selv med, at de nok har nogle standartformuleringer, som de bare fyrer af.

Inde på skadestuen var der super travlt, og jeg blev placeret på en seng på gangen af en sur og stresset sygeplejerske, men jeg smilede da bare, og sagde, at det var da bare helt i orden. Der gik vel en halv time før en sur og stresset sygeplejerske kom og tog et blik på det, hvilket tog ca 15 sekunder, og hun lagde ikke engang forbindingen ordentligt på. Det er modbydeligt at føle sig så usynlig, og jeg tog det som en udfordring og pumpede med hånden, så såret sprang op og blodet plaskede ned på lejet, hvor der hurtigt dannede sig en sø fordi papiret ikke kunne suge nok. Pædagogen der var med råbte op, men der gik lige nogle minutter før de kunne finde de rigtige forbindinger.

Efter endnu en halv time kom jeg ind til vagtlægen, for han var den eneste der lige havde tid, men det var fint nok, for han var rigtig flink, vores forskellige former for logik kolliderede dog, da jeg skulle have bedøvelse. Jeg sagde noget, han sagde noget, og pludselig syntes jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at få bedøvelsen, så jeg sagde; Nej, og han sagde; fint, det er også meget lettere sådan, og så kunne jeg da slet ikke sige ja. Jeg kom dog til at fortryde, for blodåren drillede, og lægen kunne ikke få den lukket. Blodet flød ud på sengen og ned på gulvet, og han måtte stikke klemmer dybt ned i såret og vride og vende, og smerten var så intens, at jeg fik kvalme og ikke kunne tænke klart.

Som tiden gik og jeg mistede mere og mere blod begyndte lægen og sygeplejersken at blive nervøse, og det kunne jeg mærke, og lige pludselig blev jeg bange, sådan helt dybt inde rædselsslagen. Jeg tror ikke, at jeg direkte var bange for at dø, jeg var bare meget meget forvirret over lægens reaktion. Jeg klamrede mig til pædagogen, og min gråd nærmede sig skrig, så hun tog beslutningen, at NU skulle jeg altså have den bedøvelse.

Jeg har det fint nu. Det hele så voldsomt ud, men blodtabet var nok ikke så stort igen, jeg fik i hvert fald ikke noget at vide om særlige forholdsregler jeg burde tage.

torsdag den 6. december 2012

Ferie 6/12-9/12

Ærlig talt så havde jeg ikke troet, at jeg ville have klaret det, men i går havde vi semestrets sidste time, så jeg har overlevet et helt halvt år, og jeg har klaret det godt, og hvilken rus det føles som, men jeg er træt, meget træt, så jeg tager mig et par dages velfortjent ferie til på mandag, og i weekenden tager jeg på tur med min mor, men det kan I høre mere om en anden gang.

onsdag den 5. december 2012

Av mine øjne

Jeg har rigtig mange yndlingsforfattere, men min yndlingsforfatter over dem alle, er den japanske forfatter Haruki Murakami. Han skriver en genre der hedder magisk realisme, og det er smukt, eventyrligt og selvom plottet er enormt kompliceret, så formår han at gære det hele ganske simpelt, og jeg forelskede mig i hans bøger fra den første bog jeg fik i fødselsdasgave for over 3 år siden. Jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg ville læse ALT hvad han havde skrevet,, men da han for nogle år siden udgav en trilogi, "1Q84", ville jeg lige vente, til de alle sammen var kommet på dansk (så jeg ikke i den grad skulle vendte i spænding på fortsættelsen), men så kom de, og så fik jeg bare ikke taget mig sammen til at få dem lånt eller købt.

Aller helst ville jeg købe dem, for der er nu noget særligt ved at eje en rigtig god bog, men de var dyre, over 200 kr pr bind ganget med tre, og så fik jeg ikke lige gjort mere ved den sag. Forleden gik jeg så ind i en boghandel i Aarhus. Jeg skulle helt bestemt ikke have noget som helst, jeg skulle bare kigge mens jeg fordrev tiden før jeg skulle til psykolog, men så var det lige, at den samlede trilogi stod på hylden i den engelske afdeling. Jeg skulle selvfølgelig ikke have den, for jeg havde lige købt en bog om Mumitrolden i studenterboghandlen, og én bog i december måned måtte være mere en rigeligt, men det kunne jo ikke skade lige at spørge, hvad den kostede. Ikke fordi jeg skulle have den, men af ren og skær interesse. Den kostede kun 190 kr (for alle tre bind), og så skulle man være lidt af et skarn, hvis man ikke genkendte en god handel og slog til.

Jeg kan ikke helt bebrejde mig selv for at købe den, det er immer væk lidt af et mesterværk. Jeg læser ganske udmærket engelsk, men 1318 sider på et hvilket som helst sprog kan jo tage pusten fra enhver, men jeg gik i gang ved godt mod. Jeg sad/lå hele søndag eftermiddag og læste, fra 13-17, og jeg nåede præcis 1/10 del ind i den, hvilket godt kunne være lidt demotiverende, når man kiggede på hvor bogmærket stod. 130 siders engelsk frilæsning på en eftermiddag er ikke noget dårligt resultat, og pædagogerne var da også ved at falde i svime af beundring, men jeg tænkte hverken over, om det var godt eller skidt, jeg glædede mig bare til mandag, hvor jeg kunne sætte mig ind i toget og læse videre.

Både mandag og tirsdag nåede jeg til det samme antal sider, selvom jeg i går måtte lægge bogen fra mig længe før jeg skulle af toget, men det gjorde simpelthen så ondt i mine øjne. Det gjorde så ondt, at det tangerede til hovedpine. Skal jeg have briller? Nej, men jeg har et par læsebriller som jeg nogle gange bruger, men problemet er nok lidt, at jeg læser for intensivt. Når jeg læser, så sætter jeg mig og læser i 1-4 timer uden pauser af betydning, men da jeg for noget tid siden var ved optikeren, viste han mig ved hjælp af nogle glas, hvor meget ens øjne skal fokusere for at læse en helt almindelig bog, og han bød mig at holde pauser. Pauser er fine nok, når man er der hjemme, hvor man kan lave alle mulige ting i dem, men i toget (eller på læsesalen) sidder man bare stille, og så kan man jo godt bare lige læse lidt videre.

Da jeg ikke kunne holde ud at læse videre, og efter, at jeg var blevet færdig med endnu en famøs 1/10, skrev jeg til min far om "1Q84"'s fortræffeligheder, og han svarede tilbage, at nu måtte de svenskere også snart tage sig sammen og give Murakami den Nobelpris (bogen handler faktisk om en bog der vinder en bogpris), og jeg kunne kun give ham ret. Jeg ved at prisen bliver uddelt til et helt forfatterskab, og måske venter de bare på, at han er færdig med at spy bøger ud og han er for gammel til at kunne bruge pengene, eller også håber de på, at han dummer sig gevaldigt, og de derved kan slippe for at give ham noget, jeg venter i hvert fald i spænding på, at han får den.

Man skal dog ikke underkende den mulighed som denne graf viser, nemlig det faktum, at japanerne spiser alt for lidt chokolade. Jeg har grafen fra Facebooksiden Science is awsome, og videnskab er sejt når det kan påstås, at der er en sammenhæng mellem chokolade indtag pr indbygger og antal nobelprismodtagere pr million indbyggere.

Egentlig undrer der mig, at Japan ikke har flere nobelprismodtagere, men deres indtag af chokolade undrer mig ikke. Jeg har tidligere fokuseret meget på japansk kost, og det gør Murakami også i "1Q84", og i Japan lyder mottoet "80% mæt" eller "lidt er mere". Det er ikke bare en gammel dyd at spare på måden, ikke prismæssigt, for japanerne kan godt lide frisk mad i god kvalitet, men på mængden, og de er kendt for at spise ned til 1200 kalorier om dagen, hvor en almindelig dansker sagtens kan komme over 2500 (jeg snakker her om kvinder). Jeg læste på et tidspunkt en bog, hvor der stod, at mange japaner køber en stor plade chokolade af ekstremt god kvalitet, som de har liggende i en form for bankboks, hvor de så kommer og 'hæver' hvad de skal bruge.

tirsdag den 4. december 2012

Om at blive katatonisk

Det var ikke med vilje, jeg gjorde det ikke for at være på tværs, men jeg følte, at jeg havde ødelagt ALT mellem mig og to af de pædagoger jeg er tættest på, så jeg turde ikke at tale med alle de forskellige pædagoger der kom ind til mig fordi de blev urolige, og de de begyndte at presse, trak jeg mig ind i mig selv.

Jeg sad på yderkanten og rokkede frem og tilbage. Jeg kunne høre alt hvad der foregik i rummet, jeg kunne bare ikke reagere, jeg kunne ikke tale, jeg kunne ikke vende hovedet og se på dem og jeg kunne ikke tørre mine øjne eller pudse min næse. Jeg var som fanget i mine egne rokkende bevægelser, men jeg ønskede mere end noget andet at kaste mig for deres fødder og grædende bede dem om ikke at blive vrede på mig.

Det er 3-4 år siden jeg sidst for alvor har reageret ved at blive katatonisk. Det var dengang jeg røg ud og ind af psykiatrisk hospital, og ingen helt vidste helt hvordan de skulle håndtere mig, hvilket føles lidt som et nederlag, men jeg var bare så ked af det, angst og bange for at det hele var min egen skyld. Jeg ved ikke helt hvorfor at jeg gør det, men jeg ved at jeg begynder at trække vejret meget overfladisk, så min krop går i en form for dvale.

Jeg ved også, at på psyk var der tit læger og sygeplejersker der blev så frustrerede, at de skældte mig ud, selvom jeg ikke kunne forsvare mig selv, hvilket bare fik følelsen af skyld til at vokse endnu mere. I går sad jeg så inde i min egen lille rokkende verden og bad til Gud om, at de bare ikke ville forlade mig eller skælde mig ud. Det gjorde de ikke, men de kunne heller ikke give mig det jeg ville have, ikke før jeg til sidst tvang dem.

Hvad jeg ønskede var ikke engang umuligt. Hende jeg gerne ville snakke med sad ovenpå med en anden beboer. Aller inderst inde håbede jeg at hun ville afbryde den snak og komme ned til mig, men jeg var også tilfreds med at vendte til hun var færdig (1½ time senere), men de pædagoger der var hos mig ville have mig til at spise noget og gå i seng, så kunne jeg altid snakke med hende i morgen, altså i dag, men de forstod ikke, at jeg var nødt til at snakke med hende før jeg kunne gå til ro, jeg havde ellers forsøgt at forklare situationen før jeg blev katatonisk, men måske havde jeg det for skidt til at udtrykke mig klart.

Jeg var nødt til at snakke med hende, for jeg var sikker på, at jeg var kommet til at gøre noget dumt og forkert, og at hun som resultat ikke længere kunne lide mig. Pædagogen jeg havde prøvet at tale med til at starte med, sagde at de alle sammen var for professionelle til den slags, men ens profession kontrollerer måske den måde man agerer på sine følelser, men ikke hvordan man reelt set føler. Jeg havde brug for at se min pædagog i øjnene og høre hende sige, at hun ikke var vred på mig. Hvordan kunne de tro, at jeg kunne gå i seng uden at høre det?

Det var faktisk en helt tredje pædagog der fik mig ud af min katatoni, ved at skyde med spredehagl, til sidst ramte hun bare det helt rigtige emne, og så kunne jeg få lov til at tale igen.

mandag den 3. december 2012

Findes det normale?


Findes der det som er normalt? Eller mere relevant, findes der noget der bare IKKE er? Da jeg gik i folkeskolen og vi havde klassens time (samt i et utal af andre timer) skulle vi altid tale om, at der jo ikke var noget der var 'normalt', det var bare fedt at skille sig lidt ud. Jeg hadede den diskussion, for jeg følte, at folk løj for sig selv. Jeg var ikke diagnostiseret den gang, men jeg var allerede pinefuldt bevidst om, at der var noget ved mig der ikke fungerede som alle de andre, og jeg kunne mærke, at det tydeligvis var et problem.

Diskussionen bringes stadig op fra tid til anden, blandt andet da jeg skulle fremlægge min historie for nogle engelske pædagoger, og jeg kunne godt mærke, at mit svar til dem blev lidt spydigt, for jeg hader stadig den naivitet der omkranser spørgsmålet. Jeg siger ikke, at der er noget galt i at være 'ikke-normal', det kan til tider faktisk være en fordel, jeg siger bare, at der altså ER noget der er normalt, og noget der IKKE er. Jeg siger heller ikke, at vi skal dele befolkningen op i 'normale' og 'ikke-normale', jeg siger bare, at en stor del af befolkningen, har aspekter i deres person eller i deres liv der er så ikke-normale, at det går hen og bliver et problem hvor de muligvis skal have hjælp og støtte for at færdes i verden af 'normale'.

Denne kurve hedder Bells kurve, og den giver et ret godt billede af hvordan vi vi mennesker er fordelt i forhold til hvad der er normalt. X-aksen (den vandrette akse) kan beskrive stort set hvad som helst IQ, alkoholforbrug, højde, sårbarhed, smertetærskel, lungefunktion, kognitiv formåen, overskud, søvnbehov, og når folk så er blevet målt, vurderet og vejet, så kan man se hvordan vi fordeler os hen af kurven, og sem der ligger i det mørkeblå felt er altså lidt mere normale sen de 0.1% i yderpunkterne. Igen vil jeg pointere, at dette er en normalhedskurve og ikke en værdikurve. Lav intelligens eller en højde på 2 m 30 gør ikke folk til dårlige mennesker, det får dem bare til at skille sig ud, og de får brug for andre hjælpemidler til at klare hverdagen, såsom special syet tøj eller en støtte pædagog. Kurven er heller ikke noget fast, den ændre sig med tiden, folk bliver federe, og hyperaktive børn kan ikke tilpasse sig væres immobile tilværelse.

Jeg tror, at man i ethvert samfund har brug for normalhedsbegreber, for hvis der ikke var noget der blev forestillet som normalt, så ville der ikke være noget man kunne regne for sandsynligt at møde. Hvis jeg kal møde en fremmed, så behøves jeg kun ganske få oplysninger for at kunne tænke mig til hvordan han ca er i væremåde og fremtoning. Hvis jeg ved at der er en mand, han er 50, og han er akademiker, så giver det mig et godt billede af ca højde, udstråling, intelligens og måde at tale og opføre sig på, og så ved jeg hvad jeg har at gå ind til, og det kan jeg fordi der er ting der er normale for mænd, 50-årige og akademikere. Hvis jeg så kommer ind til ham og han har en Hello Kitty trøje på og vil have mig til at lytte til den nyeste Justin Bieber plade, så vil jeg blive overrasket og nok også lidt usikker ved hele situationen. Ligeledes bliver vi også usikre, når vi ude i samfundet møder genier, alkoholikere og skizofrene, for vi ved med os selv, at det bare ikke er normalt.

Der findes mange kampagner for at få folk til at acceptere folk med ikke-normaliteter såsom psykiske sygdomme, og det skal vi, vi skal lære at leve med og i mange tilfælde acceptere, at der er noget der er ikke-normalt. Grunden til at jeg ikke kan lide den diskussion der var i min folkeskoleklasse, og mange andre steder i samfundet, er, at den ikke handler om normal vs ikke-normal, den handler om normal vs en anden normal, det er reelt en diskussion om hvorvidt man kan lide at høre 1 Direction eller AC/DC, og ikke, som det burde være, om man kan opbygge nok energi til at klare en normal hverdag, eller om man er så depressiv, at man lever i sit eget lort.

Lad os ikke lyve for os selv, der ER noget der er normalt og noget der IKKE er, for først når vi anerkender det, kan vi til fulde acceptere os selv og vores medmennesker for dem vi er.

søndag den 2. december 2012

om at være en humlebi

Der er en person i mit liv som er meget overskudsagtig, og det intimiderer mig meget, og jeg kæmper hårdt for at leve op til hendes præstationer, for det skulle jo nødig være sådan, at hun er bedre end mig til visse ting, så jeg siddet og laver små kreative ting der slet ikke har min interesse, bare for at vise, at jeg også kan. Alt dette handler selvfølgelig overhovedet ikke om hende, men om mig selv og min egen usikkerhed og behov for at hævde mig.

Jeg tænker altid på mig selv som en lille og sårbar person, men udadtil viser jeg et helt andet billede. Det var der en af pædagogerne der gjorde mig opmærksom på i går, og hun har ret, udadtil kan jeg til tider godt være lidt overskudsagtig. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om det. Jeg er stolt over alle de ting jeg præstere, men jeg væmmes også over mig selv fordi det i den grad ikke stemmer overens med mit selvbillede. Selvbilledet er den rolle man gennem hele livet har skabt til sig selv, men folk forandrer sig, også en selv, og nogle gange bliver det selvbillede for småt til at man kan bevæge sig. Jeg lagde slet ikke mærke til at jeg brød ud, men nu står jeg her, og mange ting synes at køre for mig, og jeg tænker på, om jeg virker intimiderende på andre.

Engang læste jeg en artikel i Alt for Damerne. Den handlede om en børnelæge og mor, der ikke lige havde nået at gå i bad før journalisten kom, hun havde nemlig været ude og løbe en tur, og det gik så godt, at hun da bare lige løb 10 km ekstra, og så havde hun altså ikke lige haft tid til at gå i bad, og hun var selvfølgelig helt cool omkring det. Jeg læste artiklen på et tidspunkt, hvor jeg havde det rigtig dårligt, og jeg syntes, at det var en hån mod alle de kvinder der ikke var så overskudsagtige, men sådan er livet nu engang, nogle mennesker har bare mere overskud end andre, men det betyder bare ikke, at de ikke også bryder sammen engang imellem, de gør det bare bag lukkede døre.

Nu får jeg det til at lyde som en wonder woman, og det er jeg så langt fra, jeg kan slet ikke leve op til mine medstuderendes niveau, eller det bilder jeg mig selv ind, at jeg ikke kan, for hvis jeg kunne, så ville jeg lægge et endnu større pres på mig selv for at klare det godt. Lige nu ønsker jeg at være den bedste til alt, men jeg ved, at det ikke er realistisk, 'for jeg er jo syg og handicappet'. Jeg gentager de ord om og om igen, for så kan jeg tillade mig at slappe lidt mere af. Jeg behøves virkelig ikke at være den bedste til alt, ikke fordi jeg er syg og handicappet, men fordi, at sådan behøves det bare ikke at være, men jeg ville nu nok så frygteligt gerne være det.

Min overskudsagtighed er en del af mig selv som jeg ikke har nået at vænne mig til, så det er påkrævet nødvendigt for mig, at man kan se mine ar, hvilket kan være lidt besværligt her i vinterhalvåret. Jeg er en humlebi, og med mine striber signalerer jeg til verden, at jeg er farlig og sårbar, hvis man tager min brod, så dør jeg Så melankolsk jeg lige pludselig blev. Men det er rigtigt, når folk ser mine arme, så passer de på. Har jeg dage, hvor jeg ikke vil passes på? Selvfølgelig har jeg det. Jeg er ikke kun en humlebi, jeg er også et menneske. Jeg vil udfordres, interagere og være en del, men så længe mit selvbillede ikke passer til den person jeg er ved at blive, så kan jeg ikke optræde som bare som mig, jeg er nødt til også at have den sårbare mig ved min side.

lørdag den 1. december 2012

Om ikke at være klar til jul

billede af marokkansk kunstner Zini Mohamed 
Forleden dag sneede det og vejret er bidende koldt, hvilket jeg måtte sande, da jeg var i Aarhus en hel dag uden nær nok tøj på, men alligevel kommer det bag på mig at det allerede er december. Det er december, det er snart jul, og jeg er slet ikke klar. Jeg har faktisk gaverne klar, jeg har afgivet mine egne ønsker, og jeg er begyndt på min lange liste af julekort, og min julekrybbe fra Tiger er sat op, men mentalt er jeg slet ikke klar. Jeg ved at butikkerne har haft pyntet op til jul siden oktober, men jeg har slet ikke lagt mærke til det. Har de da pyntet mindre end de plejer? Jeg tror det næppe, selvom årets modefarver sort og sølv er mere diskrete end tidligere års lilla, rød, grøn og blå. Langt mere sandsynligt er det at jeg har haft hovedet fyldt med egne sager, og jeg ikke har løftet hovedet nok fra mine bøger til at lægge mærke til noget.

Jeg bliver helt melankolsk af ikke at være i julehumør, og det er trods alt d 1 december og så skal man den onde lyne være i julehumør og hænge julepynt op og spise nødder og se sukkerklistrede film i fjernsynet, men jeg har slet ikke lyst. Kan vi ikke lige udskyde julen en måned, bare lige for at få mig med? Nej, jeg har 23 dage til at blive klar, og hvis ikke, så overlever jeg nu nok alligevel. Det er bare det, at nu hvor jeg igen studerer, så husker jeg kun alt for godt, hvordan, da jeg sidst studerede, julen var dette varme, lyse og bløde der holdt humøret oppe, når man sad med sine skriftlige vintereksaminer. Jeg har ingen vintereksaminer i år, men jeg får stadig fri fra undervisning om blot nogle få dage, og så skal jeg klare to måneder, hvor jeg i teorien ikke behøves at lave noget noget, men jeg har ikke lyst til ikke at lave noget.

Måske skulle jeg kaste mig over julepynt. Jeg har lavet lidt, men det var mere ud fra en følelse af pligt end at luftig let julestemning. Det var et signal til pædagogerne "Se, det er ikke kun C der kan, jeg kan også". Men tanken om nødvendighed er der også. Inden længe vil bostedet hvor jeg bor blive invaderet af gran, stjerner, hjerter, papir og glimmer, og hvis jeg ikke skal føle mig kvalt, skal jeg være med, så jeg planlægger at bruge weekenden på at klippe, flette, male mig til en plads i alt dette.

Jeg har behov for at hævde mig. Jeg ved ikke hvorfor. Julen burde handle om glæden over Jesus' fødsel, men det bliver en konkurrence og et ræs, og enten følger man med, eller man bliver ladt ensom tilbage. Julen kan være en meget ensom tid. Min elskede farmor snakker tit om det, og jeg kommer med tåbelig munter snak, men sandheden er, at jeg også føler den.

fredag den 30. november 2012

Om Mumitrolden og Indre Mission

I går skulle jeg ikke have timer, men jeg tog alligevel ned på universitetet, for jeg ville ned i studenterboghandlen, Stakbogladen, for at se om de havde den mega lækre, lille og overskuelige hebraiskordbog som mange af dem fra mit hold har. De havde den ikke, men de havde i stedet en eksistentialistisk analyse af Mumitrolden, "Mumitroldene og tilværelsens gåde" af Jukka Laajarinne, hvilket er en han, selvom jeg var helt overbevist om at han var en hun, men hvem ved, når det kommer til finske navne. Den bog MÅTTE jeg bare have, selvom et eller andet sagde mig, at den var mere underholdende end god, hvilket den er, men man skal ikke kimse af god underholdning. Jeg elsker Mumibøgerne, og jeg har i årevis prøvet at overbevise folk om, at det er mere end bare børnebøger. Jeg læste over halvdelen af bogen i toget hjem, og jeg elskede den selvom jeg ikke helt kunne tage den seriøs.

På vej ind på universitetet mødte jeg en af drengene fra mit hebraiskhold. I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet, hvor jeg går, og menighedfakultetet, hvor han går, og der er traditionelt set et stort fjendskab mellem de to. Nogle fag, såsom hebraisk, må vi dog tage sammen. TF'erne er dog i overtal, og de har kendt hinanden i over et år, så det har været lidt svært for os der er kommet udefra at falde til. Det har været svært for mig selvom alle har været enormt søde, men jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være for en MF'er. MF'erne er de missionske, og TF'erne er, hvis de overhovedet er noget, grundtvigianske. Alle der har læst "Fiskerne" af Hansk Kirk ved hvilke spændinger der er mellem de to lejre. Det hjælper ikke at de to 'skoler' ligger blot et stenkast fra hinanden.

Da jeg var barn gik jeg på privatskole i Odense. I den del af Odense lo der to privatskoler, og traditionelt set havde de to skoler et stærkt fjendskab kørende, og det havde kørt i over 100 år, og det fungerede ganske udmærket på den måde, og der har været et utal af slås- og sneboldskampe i den park der ligger imellem dem. Når vi så kom i gymnasiet, kom vi pludselig til at gå i klasse med 'dem fra den anden skole', og der gik uger, ja endda måneder før fjendskabet kølnedes og man til fulde kunne arbejde sammen. Alt det fjendskab på grund af sølle geografi.

Selvfølgelig er sagen MF vs TF mere kompliceret end så, det er et spørgsmål om ideologier, tro og universitetsformer. I den universitetsform som vi er vant til, stræber menneskefagene mod at blive ligesom naturfagene, med de samme idealer og metoder og hvordan man øver ægte videnskab. Det handler om rationelle beviser, men teologi handler om tro, som nærmest er det modsætte (hvorvidt det er rationelt eller irrationelt kommer vist an på øjnene der ser). På TF følger man den videnskabelige metode så godt som det kan lade sig gøre, og troen bliver man bedt om at hænge i garderoben så snart man kommer ind. MF er derimod en universitetsuddannelse med vægt på den studerenes åndelige udvikling.

Uden at dømme nogen er spørgsmålet, om man kan skille troen fra teologien om om man bør.

torsdag den 29. november 2012

Angst på uni

Jeg lod som om jeg var okay, men jeg var stadig mærket af min selvskade, da jeg tog af sted på universitetet i går. Det var gået fint til træning om morgenen, det gik fint i toget, men da jeg kom ned på uni og sad i klasseværelset (jeg var kommet tidligt og var helt alene) så kom angsten snigende og overmandede mig. Det hele virkede så overvældende, lokalet var så tomt, vejret så gråt og koldt og jeg vidste ikke om jeg kunne klare det. Skulle jeg bare tage mine ting og gå? Jeg var alene, så ingen ville opdage det, hvilket bare fik mig til at føle mig endnu mere deprimeret. Jeg vandt en tom side i min kalender og begyndte at skrive "angst" om og om igen, over 100 gange. Det lyder dumt, og jeg følte mig som en lille emo tøs, men det hjalp faktisk, lidt i hvert fald.

De andre kom, og det var på én gang skræmmende og beroligende. Vi snakkede om helt almindelige ting, om at der i næste uge er et foredrag på universitetet om "I want to be a samurai". Hende jeg gerne ville have med kunne ikke, hun skulle til et møde, men det kan også være lige meget, for bachelorstuderende er ikke inviterede, hvilket er en skam, for det lød spændende, men jeg ville nok alligevel ikke kunne komme, for nye situationer kan nemt gøre mig angst, og så alligevel, det kunne være sjovt at prøve...

Langsomt blev klassen fyldt, og jeg kom til at sidde ved siden af nogle jeg ikke kendte, for dem jeg kendte ville ikke risikere at blive hørt i lektien, så de satte sig ned bag ved, og det gjorde de klogt i, for jeg og dem ved siden af mig blev rent faktisk hørt, og jeg blev misundelig på de studerende der stillede gode spørgsmål, som jeg slet ikke havde tænkt på, og så var jeg også nødt til at finde på et godt spørgsmål, for min lærer kaldte mig dygtig, og det var jeg på en eller anden måde nødt til at leve op til, og det hele var meget forvirrende, og jeg længtes efter at komme ud, men samtidig var det også rart og trygt at sidde og lytte til vores lærer som er super sej, men ret speciel, og jeg var til stede, men jeg var der ikke, ikke rigtigt, for jeg var udmattet af at føle alt for meget.

Da timen sluttede virkede vejen hjem pinefuldt lang, og jeg kunne ikke læse i toget, jeg sad bare og stirrede ud af vinduet. Da jeg kom hjem var jeg fuld af forvirrede tanker, men jeg kunne ikke tale med nogle om dem, for jeg blev virkelig såret forleden dag, og nu tør jeg ikke sige noget som helst. Der var dog en pædagog der til sidst fandt tid til at sidde sammen med mig og snakke om overfladiske ting, hvilket var bedre end slet ikke at snakke om noget, men jeg var alligevel nødt til at tage noget beroligende.