En vigtig lektie angående eksamener

Det vigtigste først. Hvordan gik det med med eksamenen? Det gik rigtig godt, jeg fik 12. Det er det første 12-tal jeg har fået til en ikke sprogeksamen, og jeg er selvfølgelig ganske stolt, men mest er jeg bare træt og kan ikke helt overskue at jeg allerede starter næste semester på tirsdag.

Jeg har aldrig rigtig været en af de personer der frygtede eksamener, men jeg har heller ikke rigtigt været en af dem der var god til at gå til dem. Ofte har det været sådan, at jeg egentlig vidste en helt masse, men at kommunikationen med læreren var så vanskeligt, at jeg kun kom derfra med et middelmådigt resultat. Denne gang tror jeg dog, at jeg er ved at gennemskue hvad sådan en eksamen egentlig går ud på. Tidligere har jeg altid brugt mine læseferier på at læse en helt masse, bare proppe hovedet med al den information det overhovedet var muligt at proppe derind. Ofte resulterede det i, at jeg egentlig slet ikke havde styr på den viden jeg havde derinde. Når jeg så sad ved eksamensbordet var det vanskeligt at fremkalde de rigtige informationer i den rigtige rækkefølge, og det kunne også være rigtig svært at tage de informationer og formulere dem til en forståeligt sammensat sætning.

Denne gang gjorde jeg noget helt andet. Egentlig skyldtes det at jeg var alt for udmattet til at læse så meget som jeg plejer, men det viste sig at være godt det samme. Jeg tog simpelthen alle mine noter, som jeg har taget i løbet af året og gik dem igennem. Jeg gik i gang med at renskrive og omorganisere dem fra en ende af, fjernede alle irrelevante informationer og havde kun mine bøger fremme, når der var noget jeg ikke lige forstod. Og så var det egentlig det. Jeg brugte en del tid på nogle oversættelser jeg ikke havde nået i løbet af året, men ellers var det den letteste og mest kedelige læseferie jeg nogensinde har haft.

Når jeg ser tilbage på det jeg har lært virker det egentlige helt enormt åbenlyst. Læreren underviste i det vi havde læst, og læreren lavede eksamensspørgsmål til det vi havde læst og som hun havde undervist i. Jeg er en lille smule skuffet over at jeg ikke har indset det noget før. Det kan selvfølgelig nogle gange være lidt mere kompliceret, men jeg ser frem til at klare mine fremtidige eksamener lettere og bedre, og prøver at glemme alle de kræfter jeg tidligere har spildt.

Stres med og uden selvhad

På grund af eksamenslæsningen er der ikke noget egentligt indlæg i dag, til gengæld får I her et par billeder af hvordan jeg fiser den af i stedet for at lave noget fornuftigt, hvilket desuden er en af grundende til at jeg kommer endnu mere bag ud med læsningen, hvilket gør mig endnu mere stresset ect ect. Jeg prøver dog at sige til mig selv, at det er en god nok stres, for det er udelukkende pensum og universitetsadministrationen jeg kæmper med, hvorimod jeg for bare nogle år siden samtidig måtte kæmpe med mit eget selvhad og alle de bebrejdelser jeg kastede ned over mig selv fordi jeg ikke var klogere, ikke arbejdede lidt hårdere og ikke lige gjorde det alt sammen mens jeg prøvede at opretholde en rigid sulturkur.

nye problemer med universitetet

Kender I det, når ens computer er så fuld af alt muligt rod, at den bliver langsom og ubrugelig? Når den står og snurrer i det uendelige over selv den mindste opgave og går i stå, så man mister tålmodigheden og trykker på start-knappen for at slukke for lortet? Det er lidt sådan min hjerne føles for tiden.

Da jeg før jul fik godkendt min ansøgning om nedsat studieaktivitet hos studienævnet troede jeg, at nu kunne jeg tage tage en smule ferie med en følelse af ro i sindet. Nogle gange kan jeg være så naiv, at det gør helt ondt. 1. januar kom med sin sædvanlige lade følelse af træthed og tømmermænd, og jeg gik på nettet for at tjekke mine eksamenstider. Der var sket en fejl med noget forøget tid til forberedelse der ikke var blevet regnet med, men pyt, en hurtig email, og så var den sag ude af verden, og jeg lænede mig tilbage i sædet med et glas cola og tænkte allerede på andre ting. Det første lille problem ledte dog videre til et andet lille problem der igen ledte videre til et langt større problem, og vi var endnu ikke kommet længere ind i det nye år end til 3. januar.

Hvor stort problemet egentlig er har jeg meget svært ved at overskue. Men selv hvis det i sig selv ikke er det største problem, så er det tyngden af bølge efter bølge af problemer der begynder at køre mig ned. Jeg har sikkert styrke nok til at klare også dette problem, hvis jeg da kunne være sikker på, at dette er det sidste, men jeg stoler ikke længere på dem, og tanken om at rækken af problemer vil fortsætte i det uendelige giver mig lyst til at smide håndklædet i ringen og bare droppe det hele.

Jeg orker det ikke længere, for ved siden af min fortsatte kamp med universitetsadministrationen sidder jeg også med eksamenslæsningen. Eller rettere, så BURDE jeg sidde med eksamenslæsningen. Jeg prøver, men jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg kan ikke finde hoved og hale i de få ting det lykkes mig at få læst.

Spørgsmål om fremtiden

Jeg har siddet hele eftermiddagen og skrevet på et blogindlæg der bliver ved med ikke at blive til noget. Jeg har skrevet mange linier, som jeg efterfølgende har slettet igen. Det er ikke fordi det var nogle dårlige linier, men det handlede mere om, at jeg ikke  vidste hvad det var jeg prøvede at formulere.

Jeg ville gerne skrive om, at jeg har læseferie, men laver alt andet end at læse til eksamen, og om hvordan meget af min entusiasme for universitetet er forsvundet i løbet af de sidste 8 måneder, men jeg ville gerne skrive mere end bare det. Jeg ville gerne kunne fortælle noget om hvorfor, problemet er bare, at jeg ikke har nogen helt konkret ide om hvorfor det er sådan. Jo, jeg ved godt at min kamp med/imod universitetsadministrationen har haft en stor betydning, både på grund af al den tid og alle de kræfter det har taget, men også fordi jeg har måttet indse nogle ting om hvor sårbar min stilling på universitetet er. Jeg ville også kunne sige noget om hvordan jeg selv og livet omkring mig har forbedret sig i en grad, hvor universitetet ikke længere er mit eneste åndehul og det eneste der virkelig betød noget. Problemet er bare, at hver gang jeg prøver at skrive om det, så ender jeg altid ud i det samme spørgsmål: Hvad er det jeg vil?

Hvorfor går jeg på universitetet? Hvad har det af betydning for mig? Hvor vil jeg hen med det? Hvorfor var det i det hele taget at jeg begyndte? Er den grund noget der er relevant for mig i dag? Det ene spørgsmål bliver til mange, og de skræmmer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, eller i det hele taget hvordan jeg skal komme frem til et svar. Det er faktisk først nu, imens jeg sidder og skriver dette, at jeg har sat ord på disse ting, og det er både skræmmende og overvældende. Der er ikke tale om at jeg pludselig vil droppe universitetet eller gøre noget andet drastisk, men jeg må erkende at det er nogle spørgsmål jeg bliver nødt til at tage alvorligt.

Der er mange ting man bare kan gøre fordi man plejer at gøre det. Faktisk er det sådan jeg kommer igennem de fleste af mine dage. Men når der dukker et spørgsmål op af denne slags, så er man nød til at lede efter en form for svar. Måske er svaret at man skal fortsætte som før med hvad man havde gang i, men så længe at man ikke ved at det er svaret, så bliver det kun sværere og sværere at fortsætte. Samtidig kan det være enormt skræmmende at spørge sig selv, for hvad nu hvis svaret er, at man skal gøre noget andet? Tanken om at ting måske kan ændre sig er rædselsvækkende.

For ikke at slutte på alt for deprimerende og eksistentialistisk vis, så kommer der her et billede af verdens sejeste servietter som vi har fået af Kærestens familie i Tyskland.

En sløv eksamenslæsning

Dagen for min eksamen i Etik og Religionsfilosofi nærmer sig. Det er på dette stadie, at adrenalinen burde sætte ind og få mig til at arbejde som en gal for, som ved et lykketræf, at nå igennem pensum. Det er det, jeg synes burde ske, men der sker ikke noget. Jeg sidder hjemme hele dagen, og jeg læser, men læsningen bliver hele tiden afbrudt, fordi jeg ikke kan kancentrere mig, eller fordi jeg får overbevist mig selv om, at nu har jeg vist læst nok for i dag, eller jeg kan altid læse lidt igen senere.

I forhold til pensummets størrelse, så går det vist egentlig fint, og jeg tror nok, at jeg skal nå det hele, men fordi det ikke føles hårdt, så føles det heller ikke som om jeg gør det godt nok. Det er de færreste at teksterne jeg føler er svære, men skyldes det, at jeg faktisk forstår dem, eller er det i virkeligheden fordi jeg læser dem så overfladisk, at jeg slet ikke opdager alle de ting jeg ikke forstår?

Det kan måske virke fjollet, og det er da heller ikke noget jeg sådan går og bekymrer mig om til dagligt, men med flytningen og alt det, så er mit liv kommet til at se meget anderledes ud. Især de ting som normalt er meget rutineprægede, som fx eksamenslæsning, følger nu ikke længere de samme mønstre som jeg er vant til, således at jeg heller ikke længere har føling på hvordan det går.

Jeg er sikker på at det er sundt, at jeg ikke stresser for meget, og fysisk og følelsesmæssigt har jeg det rigtig godt. Jeg er helt med på, at det er det vigtigste, at jeg har det godt, men det er stadig lidt generende ikke at have nogen fornemmelse af hvor jeg ligger fagligt. Jeg ved ikke om jeg ligger til 2, 7 eller 10, men selvom jeg ikke kræver af mig selv at jeg skal klare det perfekt, så vil jeg da alligevel ønske at det går godt.

Det er hårdt at flytte.

• Først står man med 69 flyttekasser og en millionmilliard bøger. 
• De ting der har deres naturlige pladser i et hjem begynder at blive pakket ud.
• Man får pakket nogle kasser ud, så der bliver plads til at sætte et skab/reol/bord, hvor man så kan stille nogle flere ting.
• Kasserne er er efterhånden tømt, til gengæld har man samlet nogle bunker af ting der endnu ikke er plads til, eller som man ikke har nogen anelse om hvor skal hen.
• Nogle ting bliver lagt tilbage i kasser og sat ned i kælderen.
• Nogle kasser er endnu ikke kommet i kælderen, fordi der bliver ved med at dukke småting op som skal derned.
• Flere og flere ting bliver flyttet hen på nye pladser for at få plads til andre ting.
• Nogle gange ligner lejligheden næsten et beboeligt hjem, hvis man ser den i en helt bestemt vinkel og lyset er helt rigtigt.
• Rundt omkring ligger der stadig bunker er småting, som ikke passer ind nogen steder.

Flere punkter følger, men så langt er vi ikke kommet endnu, og for at gøre det hele lidt mere indviklet, så er jeg også begyndt at læse til eksamen. Hver aften tumler jeg i seng, udmattet efter en dag med hårdt arbejde, både fysisk og mentalt.

Må vendte lidt endnu med at slappe af

Mine øjne svier og mit hoved er ved at eksplodere, men jeg har endnu ikke været oppe til eksamen og må derfor vendte lidt endnu med at kunne slappe af.

Jeg har gennemlæst hele pensum, kun for at finde ud af, at jeg stadig ikke fatter en skid. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, nej faktisk er det helt enormt ærgerligt, men med to dage tilbage, er der ikke så voldsomt meget jeg kan gøre ved det. Jeg har været så lang tid om at læse stoffet igennem (ca 1 måned), at jeg ikke længere har den fjerneste ide om hvad der stod i de første tekster jeg læste.

Okay, hvis du nu så, at jeg kun havde to dage tilbage at læse i
hvad ville du så gøre?
Hvad jeg ville gøre?

Jeg tror jeg ville...
sætte mig lidt ned og fortvivle over opgaven, over eksamenen og over livet,
så ville jeg bladre formålsløst rundt i mine bøger og håbe på en åbenbaring,
måske ville jeg på et tidspunkt tage mig nok sammen til at skimme nogle af de sværeste tekster,
måske tage en enkelt note eller to,
og måske, kun måske vil jeg nå at forstå lidt af det hele.

Nå, men i det mindste er jeg en af de virkelig heldige, for jeg har nemlig fri efter denne eksamen, hvor andre skal til endnu en eksamen en uge efter.

Læseferie igen og igen

Læseferier, problemstillingen der aldrig stopper. Lige nettop denne læseferie har selvfølgelig en ende når jeg har været oppe til eksamen, men så går der nogle måneder, hvorefter det hele starter forfra. At have læseferie er at befinde sig i krydsfeltet mellem kedsomheden ved den uendeligt udstrakte tid og den konstante stres ved at vide, at man ikke har tid nok til at nå det hele.

Jeg er endda en af de heldige. Fordi jeg studerer på særlige vilkår, skal jeg kun læse op til én eksamen, hvorimod mange af mine medstuderene skal op til både tre og fire. Jeg beundrer dem virkelig for at være i stand til.

Hvordan går det så? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg læser, det går ikke hurtigt, men det går fremad. Jeg har en rimelig forståelse af de ting jeg læser, men det føles ikke som om min hjerne er indstillet på at huske noget af det. Jeg ved ikke helt hvor meget der forventes af os, så jeg forestiller mig det værste.

Jeg er endnu ikke kommet til det stadie, hvor jeg virkelig begynder at panikke. Mest er jeg bare meget meget træt. Faktisk er jeg så træt, at jeg vil stoppe nu og gå ind og tage en lur før jeg endnu engang går i gang med at læse.

NemID og Rejsekort

Jeg fik rent faktisk taget mig sammen til at begynde min eksamenslæsning. Jeg er hverken hurtig eller effektiv, men jeg er i det mindste i gang. Om jeg egentlig forstår et ord af det jeg læser venter jeg med at tage stilling til til en anden dag. Selvfølgelig forstår jeg noget af det, men forstår jeg nok til at kunne klare min eksamen godt? Eller bare middelgodt?

Nå, men alle mine eksamensproblemer forhindrer mig ikke i at have helt almindelige hverdagsproblemer som fx NemID og Rejsekort. Behøves jeg overhovedet at skrive mere? Egentlig kan jeg vel bare slutte blogindlæget med de to små ord "NemID" og "Rejsekort" og så lade folks fantasi udfylde resten.

I anledning af julen ønsker jeg dog at være flink, og jeg har egentlig aldrig rigtigt haft problemer med de to. Jeg har i hvert fald ikke haft større problemer, end jeg har haft med alle mulige andre ting, men i dag blev det så min tur. Måske var fejlen, at de to ting skulle kombineres, at jeg skulle bruge NemID for at logge ind på Rejsekorts selvbetjeningsside. Tre gange i træk påstod den, at jeg ikke kunne mit eget CPR-nr, hvilket, efter så mange år med hospitaler, læger og medicin, er en af de få ting, som jeg kan udenad, om det så er midt om natten og en sygeplejerske står og rusker i mig. Dernæst opgav jeg.

Det var egentlig ikke noget stort problem, for jeg skulle ikke noget vigtigt, men jeg var en anelse pirrelig pga eksamenslæsningen, og jeg følte det som en personlig fornærmelse, at computeren påstod, at jeg ikke vidste noget, som jeg er meget meget sikker på, at jeg godt ved. Disse og andre lignende følelser gav jeg udtryk for, og så var der ikke så meget andet jeg kunne stille op, hvilket var meget utilfredsstillende. Jeg fandt ikke nogen genial løsning, jeg havde ikke noget fornuftigt jeg i stedet kunne gå i gang med og jeg var heller ikke blevet så sur, at jeg begyndte at bande, råbe og slå på ting/personer omkring mig. I stedet følte jeg mig bare træt og ugidelig.

Og nej, det hjalp ikke synderligt, at Kæresten bagefter prøvede, og at det virkede fint...

Tid til alt andet end læsning

Den tid på året er kommet, hvor jeg burde sidde dybt koncentreret over skolebøgerne, krumbøjet over fortidens kundskaber. I hvert fald har jeg officielt fået læseferie, men jeg har slet ikke haft tid til at finde skolebøgerne frem. Eller måske har jeg bare ikke lige gidet, det er ikke lige til at vide.

I stedet for at læse har jeg tegnet, set tv, set på en lejlighed med Kæresten,sagt ja til lejligheden, men ikke fået den, købt alle mine julegaver, købt en masse bøger til mig selv, fortalt og tegnet dårlige vittigheder, læst bøger der bestemt ikke relaterer sig til eksamenslæsningen, købt små sjove gaver til pakkeleg og været rundt for at lede efter gammelt juletræspynt uden dog rigtigt at finde noget.

Vigtigst har det dog været, at det i søndags var tre år siden, at jeg sidst har skåret i mig selv med vilje (klodsede køkkenulykker tæller ikke med). Det er ikke fordi jeg sådan rigtig fejrer det på behørlig vis, men det var det lidt sjovt at tænke på, og det var da en lejlighed til at kunne fortælle det på facebook og blive glad for folks anerkendelse, uden derved at komme til at virke alt for selvfed.

De fleste dage har dog været ligesom i dag, hvor jeg knap nok kommer uden for en dør. Dage hvor jeg hænger foran computeren og skriver en enkelt mail eller to, som egentlig helst skulle have været skrevet for flere dage siden. 

Jeg har det egentlig fint ned ikke at have så travlt for tiden. Min eksamen ligger først d. 19. januar, så det er rart at kunne tillade sig lidt ferie inden jeg for alvor går i gang. Jeg ved ikke om det er muligt at læse for meget, men det er i hvert fald muligt at anstrenge sig for meget, således at man til sidst intet er bevendt. Jeg ved ikke hvornår jeg går i gang. På den ene side føler jeg ikke, at jeg har travlt, men samtidig er jeg også bange for ikke at starte i god nok tid.

Det der egentlig har generet mig mest ved at tage fri er, at jeg er i en periode af mit liv, hvor at tage er ensbetydende med at have tid til at vaske tøj og gøre rent og den slags, og selvom det er rart igen at kunne tage rene sokker og t-shirts på, så er det også et tegn på, at jeg er ved at være så voksen, at det gør helt ondt at tænke på. 

hipster-beatnik-eksamensmode'ish

Dette er eksamenstid. Dette er en tid for lærdom, fokus og frustrationer. Dette er IKKE en tid til huslige sysler... Lige nu er mit primære problem tøjvask. Derfor har jeg nu opfundet hipsterbeatnikken.

• En fiktiv baret. Jeg ville gerne have en, men jeg har ikke nogen, for hver gang jeg køber én, kommer jeg i tanke om, at grunden til, at jeg ikke er nogen er, at det overhovedet ikke klæder mig.
• Et neutralt look uden make up. Der er ingen ideologisk årsag til dette. Faktisk skyldes det mest, at jeg er så træt, at jeg konstant gnider mig i øjnene.
• Ingen bh, ikke fordi jeg har brændt dem, men fordi jeg ikke har flere rene. Hvad siger moden til bhfri bryster for tiden? Ligner jeg en 70'er feminist? Vil gamle damer og gejstlige besvime på gaderne når de ser mig? Eller er det bare sådan 'what ever!!!'?
• Enkel sort t-shirt panikkøbt i Føtex, fordi jeg skulle have noget rent at tage på.
• Stramme jeans der er blevet stramme pga for megen eksamenstrøstespisning.
• Sorte jeans. Sorte som min frustrerede eksamenssjæl. Well, faktisk er det et tilfælde. Når vasketøjspanikken bliver for stor, så skal man være taknemmelig, hvis bare ens øjne ikke ætses ud pga et alt for slemt mix af farver.
• Balarinasko som jeg normalt bruger som 'træsko'.

Brain freeze

Her er et eksempel på hvorledes eksamenslæsningen er ved at drive mig komplet vanvittig. Heldigvis er dette en latineksamen, og jeg skal derfor kun redegøre for grammatikken og ikke for indholdet.

Anselm af Canterbury 

"Proslogion - Gudsbevis"

"Hvis nemlig blot det eksisterer i tanken alene, kan det tænkes også at eksistere i virkeligheden, hvilket er større. Hvis altså dette, end hvilket noget større ikke kan tænkes, findes i tanken alene, så er selve dette, end hvilket noget større ikke kan tænkes, dét end hvilket noget større kan tænkes, men sandelig, dette kan ikke være. Der eksister altså uden tvivl noget, end hvilket noget større ikke kan tænkes, både i tanken og i virkeligheden. At det kan ikke kan tænkes ikke at eksistere, dette er i den grad så virkeligt, at det ikke kan tænkes ikke at eksistere. For noget som ikke kan tænkes ikke at eksistere, kan tænkes at eksistere, hvilket er større end det som kan tænkes ikke at eksistere. Derfor, hvis det, end hvilket noget større ikke kan tænkes, kan tænkes ikke at eksistere, så er selve dette, end hvilket noget større ikke kan tænkes, ikke det, end hvilket noget større ikke kan tænkes, hvilket ikke kan passe. Således er der altså i sandhed noget, end hvilket noget større ikke kan tænkes, så at det ikke kan tænkes ikke at eksistere. Og du er dette, Herre hvor Gud. Du er i sandhed således til, Herre min Gud, at du ikke kan tænkes ikke at være til. Med rette. Hvis nemlig en eller anden tanke kunne tænke noget bedre end dig, ville skabningen stige op over skaberen og den vil dømme om skaberen, hvilket er absurd. Og derfor hvad som helst andet der eksisterer ud over dig kan tænkes ikke at eksistere. Alene af alle eksisterer du nemlig allermest virkeligt, og derfor har du af alle i højeste grad eksistensFor hvad som helst andet eksisterer således ikke i sandhed og derfor har det mindre eksistens".

Eksamenshår

Torsdag:
Jeg læser til eksamen, eller rettere det siges, at jeg læser til eksamen, men det reelle arbejde løber ikke op i sååååå forfærdelig meget. Alligevel er det lykkedes mig og få et karakteristisk eksamenshår, som er sådan en  lille smule uglet og fedtet.

Til daglig har jeg en helt fast rutine, hvor jeg vasker håret to gange om ugen, hvoraf den ene af gangene er efter, at jeg har været nede og træne. Hvilket jo så fortæller jer noget om hvor meget, eller rettere hvor lidt jeg får trænet. Efter at mine daglige rutiner er sat på stand by, så er det som om den der ene dag, hvor jeg faktisk kommer af sted til træning, at den bliver skubbet en dag (fordi jeg sover over mig), og en til (fordi der lige er noget jeg troede, at jeg skulle orde, men det skulle jeg så ikke alligevel), og en til (fordi jeg i går cyklede 15 km hjem til Kæresten i modvind, og så syntes jeg at det var synd for mig i dag og kom derfor ikke af sted).

At cykle 15 km, og så endda i modvind, det er da også meget godt, er det ikke? Jo, det er såmænd udmærket hvad angår frisk luft og motion, men efter som jeg troede, at jeg alligevel ville træne i dag og havde taget træningstøj med, så vaskede jeg ikke hår i går, og selvom jeg i dag var ude i regnvejr, og mit hår derfor ser endnu værre ud, så har jeg et optimistisk håb om, at jeg faktisk kommer af sted i morgen, så har jeg heller ikke vasket det i dag.

Fredag:
Jeg havde sat vækkeuret, så jeg kunne komme ned og træne og derefter få vasket hår, men jeg var sådan lidt, om det virkelig kunne betale sig at bruge så meget af min kastbare tid. Hvis jeg nu blev hjemme kunne det jo være, at jeg ville få læst rigtig meget til eksamen og fylde mig selv op med viden og selvtillid. Måske ville det nettop være i dag omkring kl 9, at jeg ville få den helt store åbenbaring og pludselig forstå det hele... Den slags sker... Gør de ikke???

Med tanke på hvor lidt jeg har udrettet de sidste sidste mange dage, så måtte jeg erkende, at sandsynligheden var meget lille, og jeg derfor lige så godt kunne tage af sted. Og jeg kom faktisk af sted, og jeg fik vasket mit hår og jeg fik endda lige lavet et par sætninger.

Det var jo ikke fordi jeg har rendt rundt og været decideret klam, men måske har jeg været lige lidt for afslappet.

Eksamenstid, igen?

Det er da rigtig nok, at jeg ikke har været så meget på universitetet de sidste to uger, fordi jeg har været så træt, og det er da rigtig nok, at vi nu er kommet til det tidspunkt af året hvor solen skinder, fuglene fløjter og allergikere over hele landet får røde næser og kløende øjne, men alligevel, kan det så virkelig passe, at vi allerede er kommet til ENDNU en eksamensperiode? Og selvfølgelig kan det det.

Eksaminer er den studerendes lod. Det er det der skal holde os på tæerne, det er det vi skal vise vores eget værd. Hver og en sidder vi gemt bag computerskærmen eller ved det grønne bord. Vi smiler og lirer alt det vi har lært af, men ordene er ikke kun visdom, ligninger og fakta. Det er i virkeligheden koder hvormed vi prøver at overbevise læreren om, at ja du er en fantastisk underviser, ja jeg har arbejdet hårdt, ja alt dette her er skide spændende, så vil du ikke nok være sød at give mig en god karakter...?

Jeg er en af de bekymrede typer studerende. Hvis jeg nu tager fri i nogle dage, vil jeg så lære det hele? Vil jeg så kunne få en god karakter? Vil læreren se, at jeg er en dygtig studerende? Vil jeg så blive forsikret om, at jeg nu også er et godt menneske? Med tiden er jeg blevet bedre til at tage det lidt med ro. Måske er det alderen, men mest er det en blanding af medicinering, selvforståelse af mit handikap og studienævnets godkendelse af forlænget forberedelsestid.

Jeg åbner en cola til, sødestofferne, bruset og koffeinen dæmper mine nerver.

Den store diskussion går på inklussion, kan handicappede konkurrere og færdes sammen med andre mennesker, og selvfølgelig kan mange af dem det, forudsat de rigtige omstændigheder (og dette er det springende punkt som politikere tit glemmer). For alle mennesker har deres at slås med. Nogle mennesker har normale problemer, andres problemer kræver mere specificeret hjælp.

Nerver, konkurrence og gråd og tænders gnidsel op til eksamen er nogle af de mest almindelige problemer her til lands, ligegyldigt om man har diagnoser eller ej. Når jegvågner midt om natten gennemblødt af sved, fordi jeg drømmer, at jeg har meldt mig til matematik, men er kommet bag ud med pensum og afleveringer, fordi der var et problem i den første opgave som jeg var for doven eller genert til at bede om hjælp til, og nu skal jeg lige pludselig til eksamen, så skal Jung ikke komme og sige, at det hele ligesom symboliserer et forkvaklet forhold til sex, døden og min mor, og jeg derfor bør gå i hypnosebehandling. Nej, jeg har haft mange og mærkelige problemer i mit liv, men dette er ikke ét af dem. Nej her slår min mor, der er gymnasielærer, mig kammeratligt på skulderen og siger "velkommen til den virkelige verden, sådan har vi det alle sammen".

Eksamenslæsning fortsat fortsat fortsat

Kan man dø af at læse til eksamen? Det føles lidt sådan. I går var jeg så træt, at jeg bare lagde mig på tæppet foran fjernsynet. Jeg græd måske en lille smule, ikke fordi jeg var ked af det, men bare fordi at jeg var træt. Jeg er stadig træt, men jeg mangler stadig lidt af pensum. Jeg læser så meget at mine øjne svier, men jeg føler mig ikke spor klogere, nærmest tværtimod. Hvis jeg ikke havde min kæreste der kommer forbi i ny og næ, så tror jeg at jeg ville gå fra forstanden.

Heldigvis slutter det på torsdag når jeg skal op, eller rettere, det slutter for mig, for dem jeg studerer sammen med har endnu en eksamen i slutningen af måneden. Jeg ved godt at der er en grund til at jeg studerer på nedsat tid, at jeg har nogle ting at slås med som mange andre slipper for, men jeg har alligevel enormt stor respekt for, at de kan klare at studere på fuld tid, at de kan afslutte en eksamen og så begynde på den næste, jeg beundrer dem.

Torsdag... Det føles så overskueligt langt væk. Tre hele dage med eksamenslæsning, 82 sider i hadebogen, 8 græske sætninger der endnu ikke er blevet oversat, nogle landkort der skal tegnet og årstal der skal føres ind, og lige pludselig virker det som om tre dage ikke er nok. Jeg prøver på selv at finde på eksamensspørgsmål for derefter at besvare dem, men mine tanker læber ud af en tangent, og jeg mister min realitetssans, for hvad nu hvis hun stiller et spørgsmål til denne lille bitte ubetydelige bisætning som står i den tekst der ikke blev opgivet til eksamen fordi halvdelen af klassen ikke kunne få fat på den? Eller hvad med det der obskure emne jeg læste op på for sjov, men som hun ved jeg har læst på fordi jeg snakkede med hende om det? Eller hvad med den ting der stod i den der fodnote et sted jeg ikke kan huske hvor er?

Jeg tror, at jeg vil stoppe nu. Så vil jeg tage mig en kop kaffe og cykle ned på universitetet for at tage nogle kopier og mødes med min tutor og forhåbentlig få lidt ro på.

I'm a geek

Hvordan kan man læse til NTeksamen og lavespas på én gang? Det var jo trods alt d 31 december. Folk havde fyret krudt af udenfor i ugevis, mens jeg sidder indenfor og fyrer mit eget hjernekrudt af på at læse. Tirsdag havde jeg læst rigtig meget, så i går var jeg helt ør i hovedet, så jeg gik rundt og lavede nogle småting, tegnede et kort, lavede en tidslinie og så konstruerede jeg mit eget lille Paulusbrev.

Paulus’ første brev til menigheden i AU(rist).

Fra Paulus Kristus Jesus elev til alle de flittige i Kristus Jesus, jer der studere på AU.

Nåde (xaris) være med jer og fred (eirene)

Jeg takker (euxaristå) altid min gud for jer, fordi der i hele verden forkyndes om jeres flittighed.

Jeg ønsker ikke at i skal være uvidende, brødre, (ou thelå de hymas agnoein, adelfoik) om de prøvelser der ligger forude, for vi ved at tanken (to fronema) er åndelig (pneumatikos), men eksamenen er kødelig (sarkinos). De flittige ting som jeg vil, dem gør jeg ikke, og de dovne ting som jeg ikke vil, dem gør jeg, men nu gør jeg det ikke længere, men dovenskaben som lever i mig, dvs i mine lemmer.

Men dette siger jeg jer, brødre, at tiden rinder ud. Jeg formaner (parakalå) jer under Kristi åsyn at være flittige, for dem som lever og er blevet ladt tilbage vil blive revet væk til eksamensbordet til møde med Gud/professor.

Hils (aspasasthe) X, Y og Z mine medarbejdere (synergous mou)

Det var noget jeg havde tænkt over i et stykke tid, mest fordi jeg selv synes at det er vildt morsomt, men mens jeg arbejdede på det gik det op for mig, at jeg samtidig lærte rigtig meget om Pauli epistolografi, dvs den måde Paulus konstruerede sine breve.

Jeg postede det på facebook og satte mig til at vente på, at folk likede det og delte og kommenterede. Jeg var så meget oppe og køre over min egen genialitet, at jeg slet ikke indså hvor komplet nørdet og uforståeligt det måtte virke på hovedparten af mine venner. Jeg har måske max 10 venner der ville forstå vittigheden, hvoraf kun nogle af dem ville finde den morsom.

Jeg tog ud til min kæreste og havde en fantastisk nytårsaften, men engang imellem blev jeg lige nødt til at tjekke min telefon om der ikke var nogen der syntes min joke var morsom. Jeg vidste selvfølgelig godt at folk havde bedre at give sig til sådan en nytårsaften, og jeg vidste godt, at det måske ikke var så sjovt igen, men det kunne jo være...

Nå, men jeg fik altså et rigtig godt nytår alligevel, og jeg håber at I også gjorde.

Glædelig jul

Jeg håber at I alle har haft en rigtig glædelig jul. Det har jeg. Jeg havde været lidt bange for, at min eksamenslæsning ville komme til at stå i vejen for julehyggen, men enten var jeg god til at prioritere min tid, eller også var jeg bare generelt for doven til at læse alt for meget. Måske en blanding, måske mest det sidste.

Dette er tredje dag hvor jeg sætter mig foran computeren for at skrive et blog indlæg, men jeg sad bare og stirrede på den tomme skærm. Min hjerne var den sump hvor tanker går hen for at dø. 2 juledag var en grøntsag. Jeg lå på sofaen og så Jamie Oliver maraton, og jeg var lidt bange for, at han ville stikke armen ud af skærmen og snuppe mig og skære mig op og putte mig i en stuvning som en anden slatten selleri.

I går tog jeg hjem til mig selv. Jeg var frisk og tog en skolebog med, så jeg kunne være rigtig dygtig og læse til eksamen. Jeg startede da også godt ud, men inden toget nåede Fredericia, så sad jeg og stirrede dødt ud af vinduet. Mine øjne sved af træthed. Det havde været en god jul, men nu trængte jeg bare til at komme hjem. Hjem til kæresten, til rutinerne, til stilheden.

Hjemme hos mig selv har jeg pakket julen ned, og det tørre træ er blevet smidt ud. Udenfor er alting koldt og hvidt og smukt, men indenfor prøver jeg at overkomme min træthed og begynde på eksamenslæsningen. Det er ikke fordi pensum er voldsomt stort, jeg har bare endnu ikke fået overblik over hvad det egentlig er, at vi har lært. Jeg kan sagtens sætte mig ned og læse alle teksterne, men hvad nytte vil det gøre mig, hvis jeg ikke forstår at relatere dem til hinanden?

Nå jeg vil slutte her og forhåbentlig gå i gang med at lave noget fornuftigt :)

Julemarkeder i Hamborg

Jeg har været i Hamborg med min kæreste. Vi tog af sted tirsdag og kom hjem i går. Jeg har måske på det sidste forsømt min kæreste lidt pga afslutningen på semestret og sådan, så det var rart at vi kunne tilbringe lidt tid sammen. Selvfølgelig havde jeg taget skolebøger med, men det var ikke meget at de blev åbnet. Jeg havde vilde planer om at læse i toget (jeg kan godt lide at læse i toget), men på turen hjem var jeg så træt, at det ikke blev til særlig meget.

Hamborg var selvfølgelig fuld af en masse små julemarkeder, hvor boder med mad, glüwein og kunsthåndværk tiltrak så mange mennesker, at det godt nogle gange kunne virke helt angstfremkaldende. Hunde sad ved deres ejeres fødder og så op på boderne med pølser med blikke så fulde af længsel, at det skar én i hjertet at gå forbi. Mågerne var lige så sultne, men også mere frække, hvis man tabte bare den mindste krumme, kastede de sig over én med deres skræppende kii-haa.

Kæresten og jeg lod os også friste af boderne, og hvis vi delte en portion her og en portion der, så kunne vi nå at smage dobbelt så mange ting. Jeg var på julemarkeder i Berlin med min far og søster for nogle år siden, men det var i en af mine anorektiske perioder, så det meste af turen endte med at handle om alle de ting jeg IKKE kunne spise. Når man er meget meget sulten og finder sig omringet af mad på alle sider, som man ikke kan spise, så kan an godt blive lidt knotten. Jeg husker det ikke så tydeligt, men jeg må have været et absolut mareridt at være sammen med. Denne gang var jeg heldigvis lidt mere medgørlig.


Vi kunne dog ikke gå rundt i gaderne hele tiden, så vi var også på et par museer og kirker. Vi så modeljernbaner, var nede i en russisk ubåd og jeg fik lejlighed til at harcelere lidt over nogle gamle romerske fresker, at de "ligesom havde misforstået Dionyssos og hans symbolik". En god ting ved museerne var, at man kom lidt væk fra regnen, for ja, der kom en del regn. Det burde selvfølgelig have været sne, men på den anden side, så slap vi også for kulden.

Det var alt i alt en rigtig god tur, men nu skal jeg til at vænne mig til hverdagen igen, med alt hvad det indebærer af eksamnslæsning, rengøring og lidt mere eksamenslæsning.

Heidegger, læseferie og eksamenskuller

Man ved, at man går på universitetets, når ens lærers idé om julehygge er at læse op fra Heidegger. Okay, det var faktisk ganske hyggeligt, men det var indledningen på denne del af året, som er knap så hyggelig, læseferien.

Jeg har advaret min kæreste om, at jeg lider af, hvad man kun kan kalde eksamenskuller. Når jeg starter en eksamensperiode, står jeg foran et stort bjerg af materialer. Noget af det kender jeg, noget gør jeg ikke, og jeg er ikke sådan helt sikker på hvad målet er. Jeg er ikke god til overblik, men der er brug for et overblik, så jeg begynder at rende rundt som en hovedløs kylling, læser lidt her og lidt der, men føler mig enormt overvældet af opgaven. Senere vil jeg så begynde at få styr på det, og her kan jeg godt gå hen og blive lidt mærkelig, for jeg glemmer at andre mennesker ikke læser de samme ting som jeg, så går og laver små indforståede vittigheder eller prøver at redegøre for forskellige begreber, mens tilhørerne begynder at se på mig med døde øjne.

Som jeg sidder her ved min computer har jeg frit udsyn til hylden med mine skolebøger. Til ét fag har jeg 12 bøger plus kopiark. Flere af dem er over 1000 sider lange. Mange af dem er heldigvis opslagsbøger, så jeg skal som sådan ikke læse dem fra start til slut, heldigvis. Der har dog sneget sig en bog mere ind på hylden, en biografi om David Bowie, en mand der tog så meget kokain, at han begyndte at opbevare sin urin i flasker i køleskabet, fordi han var bange for at troldmændene ville stjæle det. Ikke just særlig studierelevant. Nå ja, man kan jo ikke være lige seriøs hele tiden, selv en nørd har brug for pauser ind imellem.

Jeg har ligget syg

Jeg har ligget syg den sidste uge, altså ikke sådan rigtigt syg, men jeg har haft en rigtig grim hoste, og jeg blev meget nemt træt. Selvfølgelig skete det samtidig med, at vi lige så stille begyndte at få fri til at læse til eksamen, for så har man jo 'tid' til at være sig, yeah right. Jeg gad dog ikke helt at anerkende at jeg er syg, så jeg prøvede at leve min uge så normalt som muligt, hvilket betyder at jeg egentlig ikke rigtigt laver noget. Den eneste forskel på det som jeg gør, og så på at være rigtig syg er, at jeg ikke ligger i sengen.

At jeg har været syg betyder også, at jeg ikke har så meget at fortælle. Det er svært at være analyserende over for sin egen situation, når ens hjerne er gået et gear ned i tempo. Jeg føler mig ikke træt, men jeg er træt. Det meste af tiden, er det ikke noget der viser sig så tydeligt, men forleden dag var jeg nede ved min psykolog, og der kunne jeg virkelig mærke hvor svært det var at reflektere over hendes spørgsmål.

En lille historie kan jeg dog fortælle. Jeg har længe været på udkig efter et juletræ, men det er tidligt på sæsonen, så mange steder er ikke begyndt at sælge endnu. Jeg fandt til sidst et sted nede ved domkirken, men da jeg ikke har nogen bil, så måtte jeg tage det med hjem i bussen, og jeg fik mange muntre blikke. Træet var tungt, men jeg fandt ud af, at det var nemmest at bære det på hovedet, der er jo en grund til at afrikanerne gør som de gør. Jeg må have set lidt sjov ud, som jeg kom gående med et grantræ ballancerende på hovedet