Det sker tit, at jeg ikke helt forstår mine egne tanker og reaktioner. Eller måske forstår jeg dem egentlig godt, jeg skammer mig bare over dem, og ønsker at jeg ikke forstår.
Sådan har jeg det for eksempel nu. For to uger siden afleverede jeg en eksamensopgave i et fag jeg egentlig er okay god til, men det var ikke gået særlig godt med opgaven. Måske var det et lidt dumt spørgsmål eller måske var det bare mig der ikke forstod, men jeg var godt selv klar over, at det ikke var en særlig god opgave. Nu har jeg så fået min karakter, og jeg fik egentlig ca hvad jeg havde forventet, hvilket er en udmærket bestået karakter, men ikke en af de der fine karakterer man proler med på Facebook.
Jeg fik den karakter jeg havde forventet, men alligevel følte jeg mig skuffet. Det er sådan en lidt uklar fornemmelse der har lagt en dæmper på mit humør de sidste par dage. Det er ikke sådan, at jeg føler mig uretfærdigt bedømt af læreren, og jeg går ikke og slår mig selv i hovedet med en masse ting jeg burde have skrevet i opgaven, og alligevel kan jeg ikke nøjes med at føle mig tilfreds med bare at nyde, at jeg nu har ferie.
Jeg burde lave en aftale med læreren, så vi kan tale om min opgave. Jeg har en lang liste af ting, som jeg ved det kunne være godt at tale med ham om såsom; hvordan skulle spørgsmålet egentlig forstås, hvad havde jeg ikke taget med i opgaven som jeg kunne have taget med og mere af den slags.Men jeg tøver med at sende ham en mail, for et eller andet sted er jeg flov over, at jeg ikke klarede mig bedre. Logisk set, er det når man klarer sig dårligst, at man har mest nytte af at tale med læreren, men følelsesmæssigt, er det knap så simpelt
Viser opslag med etiketten eksamen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eksamen. Vis alle opslag
søndag den 18. juni 2017
søndag den 12. februar 2017
En afslutning???
I morgen påbegynder jeg den eksamen som markerer afslutningen på de ting jeg har slåset med universitetsadministrationen om. Om der så straks kommer en bølge a nye problematikker, skal jeg ikke kunne sige noget om, og jeg prøver også, om jeg kan udskyde bekymringerne om det til efter jeg har afleveret min opgave på torsdag.
Jeg har brugt megen tid og kræfter på at få styr på den administrative del af denne eksamen, men jeg har faktisk ikke arbejdet med den faglige del siden engang tilbage i maj måned. Dengang var det et fag jeg havde udmærket styr på, og med disse flerdages skriftlige eksaminer er det ikke på samme måde nødvendigt at forberede sig som det er til en mundtlig eksamen. Alligevel er det lidt angstprovokerende at snart skal til at grave noget viden frem, som jeg ikke har skænket en tanke i månedsvis. 9 måneder for at være nøjagtig.
Det er ikke en følelse der adskiller sig markant fra andre former for nerver dagen før en eksamen. Det er stadig den alt for velkendte hjertebanken og åndssvage forglemmelser. I fredags kom jeg frejdigt til undervisning, skønt jeg ikke havde fået læst lektier. 'Det går nok alligevel, skal du se' tænkte jeg og prøvede ellers bare at følge med så godt jeg kunde. Pludselig, i forbindelse med nogle oplæg, kalder læreren mit navn. 'Hva..?' udbrød jeg nok så intelligent. 'Linda Larsen, det er da dig, er det ikke?'. 'Hva'..? Jo... men...'. Det viste sig, at jeg havde meldt mig frivilligt til at holde et oplæg den dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Det trøster mig lidt, at jeg må have set så blank og forvirret ud, at min lærer ikke kan have haft nogen som helst tvivl om, at jeg vitterligt havde glemt det og ikke prøvede at smyge mig udenom. Det er for det meste ikke noget underviserne på universitetet går så meget op i, men i 30 meget lange sekunder følte jeg mig ført tilbage i tiden, til dengang da jeg gik i folkeskole og hver eneste dag var præget for angsten for, at mine lærere ville opdage, at jeg endnu engang ikke havde lævet mine lektier
Jeg har brugt megen tid og kræfter på at få styr på den administrative del af denne eksamen, men jeg har faktisk ikke arbejdet med den faglige del siden engang tilbage i maj måned. Dengang var det et fag jeg havde udmærket styr på, og med disse flerdages skriftlige eksaminer er det ikke på samme måde nødvendigt at forberede sig som det er til en mundtlig eksamen. Alligevel er det lidt angstprovokerende at snart skal til at grave noget viden frem, som jeg ikke har skænket en tanke i månedsvis. 9 måneder for at være nøjagtig.
Det er ikke en følelse der adskiller sig markant fra andre former for nerver dagen før en eksamen. Det er stadig den alt for velkendte hjertebanken og åndssvage forglemmelser. I fredags kom jeg frejdigt til undervisning, skønt jeg ikke havde fået læst lektier. 'Det går nok alligevel, skal du se' tænkte jeg og prøvede ellers bare at følge med så godt jeg kunde. Pludselig, i forbindelse med nogle oplæg, kalder læreren mit navn. 'Hva..?' udbrød jeg nok så intelligent. 'Linda Larsen, det er da dig, er det ikke?'. 'Hva'..? Jo... men...'. Det viste sig, at jeg havde meldt mig frivilligt til at holde et oplæg den dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Det trøster mig lidt, at jeg må have set så blank og forvirret ud, at min lærer ikke kan have haft nogen som helst tvivl om, at jeg vitterligt havde glemt det og ikke prøvede at smyge mig udenom. Det er for det meste ikke noget underviserne på universitetet går så meget op i, men i 30 meget lange sekunder følte jeg mig ført tilbage i tiden, til dengang da jeg gik i folkeskole og hver eneste dag var præget for angsten for, at mine lærere ville opdage, at jeg endnu engang ikke havde lævet mine lektier
mandag den 6. februar 2017
Klar til næste eksamensproblem
Med min eksamen i Gammel Testamente vel overstået og et nyt semester påbegyndt er det ved at være tid til at få styr på den næste eksamen der venter mig. Her i midten af måneden skal jeg til en skriftlig eksamen i valgfag "Synd og sundhed". På grund af alle mine problemer med studienævnet er det i teorien min tredje og sidste eksamensforsøg selvom det i praksis er mit første. Selvom det er både forvirrende og irriterende, så er det dog ikke noget der stresser mig unødig meget. Jeg har ingen grund til at tro at jeg ikke ville kunne bestå, og selv hvis jeg af uransagelige årsager dumper, så har jeg ret god sag til ansøgning om endnu et forsøg.
Det der stresser mig ved denne eksamen er, at det endnu ikke er blevet afgjort hvor lang tid jeg har til den. Op til nu har det været sådan, at jeg havde en automatisk forøgelse af tid på 50%, men ud af det blå fik jeg pludselig at vide, at det har jeg alligevel ikke når det gælder skriftlige eksaminer, og da jeg til min sidste alligevel fik det, så var det en fejl, og så lige en halvvejs anklage om, at det var min egen fejl, at jeg ikke vidste at det var en fejl og derfor i god tid burde have sendt en skriftlig ansøgning om forøget tid til skriftlig eksamen.
Jeg sidder og skal til at sende denne ansøgning, men deres hjemmeside driller. Det er stadig lidt for tidligt til at få krise over det, hvis det ikke lige var fordi der kun er en uge til at eksamenen begynder og jeg stadig ikke ved, om jeg har 2 eller 3 dage til at skrive dem.
For pokker. Nogle gange føles det som om mit hoved skal til at eksplodere...
Det der stresser mig ved denne eksamen er, at det endnu ikke er blevet afgjort hvor lang tid jeg har til den. Op til nu har det været sådan, at jeg havde en automatisk forøgelse af tid på 50%, men ud af det blå fik jeg pludselig at vide, at det har jeg alligevel ikke når det gælder skriftlige eksaminer, og da jeg til min sidste alligevel fik det, så var det en fejl, og så lige en halvvejs anklage om, at det var min egen fejl, at jeg ikke vidste at det var en fejl og derfor i god tid burde have sendt en skriftlig ansøgning om forøget tid til skriftlig eksamen.
Jeg sidder og skal til at sende denne ansøgning, men deres hjemmeside driller. Det er stadig lidt for tidligt til at få krise over det, hvis det ikke lige var fordi der kun er en uge til at eksamenen begynder og jeg stadig ikke ved, om jeg har 2 eller 3 dage til at skrive dem.
For pokker. Nogle gange føles det som om mit hoved skal til at eksplodere...
søndag den 29. januar 2017
En vigtig lektie angående eksamener
Det vigtigste først. Hvordan gik det med med eksamenen? Det gik rigtig godt, jeg fik 12. Det er det første 12-tal jeg har fået til en ikke sprogeksamen, og jeg er selvfølgelig ganske stolt, men mest er jeg bare træt og kan ikke helt overskue at jeg allerede starter næste semester på tirsdag.
Jeg har aldrig rigtig været en af de personer der frygtede eksamener, men jeg har heller ikke rigtigt været en af dem der var god til at gå til dem. Ofte har det været sådan, at jeg egentlig vidste en helt masse, men at kommunikationen med læreren var så vanskeligt, at jeg kun kom derfra med et middelmådigt resultat. Denne gang tror jeg dog, at jeg er ved at gennemskue hvad sådan en eksamen egentlig går ud på. Tidligere har jeg altid brugt mine læseferier på at læse en helt masse, bare proppe hovedet med al den information det overhovedet var muligt at proppe derind. Ofte resulterede det i, at jeg egentlig slet ikke havde styr på den viden jeg havde derinde. Når jeg så sad ved eksamensbordet var det vanskeligt at fremkalde de rigtige informationer i den rigtige rækkefølge, og det kunne også være rigtig svært at tage de informationer og formulere dem til en forståeligt sammensat sætning.
Denne gang gjorde jeg noget helt andet. Egentlig skyldtes det at jeg var alt for udmattet til at læse så meget som jeg plejer, men det viste sig at være godt det samme. Jeg tog simpelthen alle mine noter, som jeg har taget i løbet af året og gik dem igennem. Jeg gik i gang med at renskrive og omorganisere dem fra en ende af, fjernede alle irrelevante informationer og havde kun mine bøger fremme, når der var noget jeg ikke lige forstod. Og så var det egentlig det. Jeg brugte en del tid på nogle oversættelser jeg ikke havde nået i løbet af året, men ellers var det den letteste og mest kedelige læseferie jeg nogensinde har haft.
Når jeg ser tilbage på det jeg har lært virker det egentlige helt enormt åbenlyst. Læreren underviste i det vi havde læst, og læreren lavede eksamensspørgsmål til det vi havde læst og som hun havde undervist i. Jeg er en lille smule skuffet over at jeg ikke har indset det noget før. Det kan selvfølgelig nogle gange være lidt mere kompliceret, men jeg ser frem til at klare mine fremtidige eksamener lettere og bedre, og prøver at glemme alle de kræfter jeg tidligere har spildt.
Jeg har aldrig rigtig været en af de personer der frygtede eksamener, men jeg har heller ikke rigtigt været en af dem der var god til at gå til dem. Ofte har det været sådan, at jeg egentlig vidste en helt masse, men at kommunikationen med læreren var så vanskeligt, at jeg kun kom derfra med et middelmådigt resultat. Denne gang tror jeg dog, at jeg er ved at gennemskue hvad sådan en eksamen egentlig går ud på. Tidligere har jeg altid brugt mine læseferier på at læse en helt masse, bare proppe hovedet med al den information det overhovedet var muligt at proppe derind. Ofte resulterede det i, at jeg egentlig slet ikke havde styr på den viden jeg havde derinde. Når jeg så sad ved eksamensbordet var det vanskeligt at fremkalde de rigtige informationer i den rigtige rækkefølge, og det kunne også være rigtig svært at tage de informationer og formulere dem til en forståeligt sammensat sætning.
Denne gang gjorde jeg noget helt andet. Egentlig skyldtes det at jeg var alt for udmattet til at læse så meget som jeg plejer, men det viste sig at være godt det samme. Jeg tog simpelthen alle mine noter, som jeg har taget i løbet af året og gik dem igennem. Jeg gik i gang med at renskrive og omorganisere dem fra en ende af, fjernede alle irrelevante informationer og havde kun mine bøger fremme, når der var noget jeg ikke lige forstod. Og så var det egentlig det. Jeg brugte en del tid på nogle oversættelser jeg ikke havde nået i løbet af året, men ellers var det den letteste og mest kedelige læseferie jeg nogensinde har haft.
Når jeg ser tilbage på det jeg har lært virker det egentlige helt enormt åbenlyst. Læreren underviste i det vi havde læst, og læreren lavede eksamensspørgsmål til det vi havde læst og som hun havde undervist i. Jeg er en lille smule skuffet over at jeg ikke har indset det noget før. Det kan selvfølgelig nogle gange være lidt mere kompliceret, men jeg ser frem til at klare mine fremtidige eksamener lettere og bedre, og prøver at glemme alle de kræfter jeg tidligere har spildt.
søndag den 10. juli 2016
Efterrationalisering ovenpå en eksamen
Jeg er efterhånden kommet mig så meget oven på eksamenen, at jeg er begyndt at kunne se på den i bagkundskabens lys for at se hvad der gik galt. Jeg fik et 4-tal, så det var jo ikke fordi det gik sådan virkelig galt, men der var bestemt plads til forbedringer. Efter at have tænkt grundigt over det i 3 uger, så er jeg kommet frem til at et ganske logisk men også pisse irriterende resultat. Jeg er kommet frem til, at mit problem med eksaminer hverken er mangel på viden eller den klassiske eksamensangst, hvilket er irriterende, for begge de ting kan man få hjælp til.
Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.
Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:
Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.
Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.
"Redegør kort for mellemøstkonflikten".WTF? Jeg vil mene, at hvis man kan redegøre kort for så stort og kompliceret et emne, så er man enten et geni der fortjener Nobels Fredspris, eller en idiot der med stor sikkerhed udtaler sig om noget han bestemt ikke ved noget om. Jeg er ingen af delene, og jeg ved derfor ikke hvad jeg skal sige. Første del af min eksamen denne gang lød:
"Redegør kort for moderniteten og den fornuftsbaserede etik".Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg svarede noget i retningen af:
- Moderniteten var en periode i vestlig historie der er svær at sætte startdato på, men ca i slutningen af middelalderen, omkring reformationen.
- Det var en periode der var meget domineret af humanismens meget store forventninger til den menneskelige fornuft, og det var igennem denne, den menneskelige fornuft, at man forsøgte at finde almentgyldige regler for etik som ikke skulle var baseret på religion.
- Moderniteten sluttede definitivt efter 1. verdenskrig og kolapset af tiltroen til den menneskelige fornuft.
Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:
"Redegør for Mill-teksten og utilitarismen".Her vidste jeg hvad jeg skulle snakke om, her havde jeg et langt bedre billede af hvad min lærer forventede af mig, her behøvede jeg ikke længere at famle mig frem i blinde, og det var en stor lettelse for mig.
Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.
søndag den 26. juni 2016
En misforstået situation
Min eksamen i mandags gik ikke så godt. Jeg fik et 4-tal, men det er ikke så meget karakteren der var problemet som hele eksamenssituationen. På grund af flytningen og fagets meget abstrakte og brede karakter (etik og religionsfilosofi), så vidste jeg godt, at det ikke ville komme til at brilliere. Jeg havde genlæst pensum, jeg havde diskuteret udvalgte emner med min tutor og der var ingenting, hvor jeg virkelig bare kunne sige 'det her forstår jeg ikke', så jeg var ret fortrøstningsfuld da jeg skulle op.
Jeg trak mit spørgsmål: moderniteten og den fornuftsbaserede etik, kontraktualisme (Hobbs og Rousseau) samt Mill og utilitarismen. Jeg var fortrøstningsfuld. Jeg var inde i forberedelseslokalet, lavede en disposition og nogle noter. Jeg blev kaldt ind i eksamenslokalet til lærer og censor, stemningen var venlig. Jeg talte en del. Jeg var udmærket klar over, at min fremlæggelse ikke var perfekt, og nogle af deres spørgsmål kunne jeg ikke svare på, men når de gav mig en ledetråd kunne jeg komme videre. Jeg kom ud af lokalet og smilede til de elever der stod udenfor og ventede. Jeg sagde, at det var gået fint, og at jeg var tilfreds med mig selv. Jeg bliver kaldt ind igen. Jeg får min karakter: 4.
4 er ikke nogen virkelig dårlig karakter, men jeg havde været så fortrøstningsfuld, at det føltes som et knytnæveslag lige midt i solar plexus. Da jeg kom ud til de andre begyndte jeg at græde, ikke kun fordi jeg var ked af det, men også fordi jeg var flov, ikke flov over karakteren, men flov over min opførsel.
Det er ikke helt usædvanligt at fejllæse en eksamenssituation. Hvor tit har jeg ikke set folk komme ud, helt grå i ansigtet, fordi de bestemt mente, at de måtte være dumpet, og alligevel kom de ud igen med 10-taller og 12-taller. Jeg derimod gjorde noget der var værre. Ikke alene troede jeg, at det var gået bedre end det så egentlig gjorde, men jeg bragte derved mig selv i en situation, som er både socialt og følelsesmæssigt svær at håndtere. At komme ud og sige 'jeg troede på mig selv, jeg opførte mig som om jeg var noget, men det var en illusion, og nu står jeg her klædt af til skindet, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og I ved heller ikke hvad i skal sige, og jeg græder uden andre grunde end at min stolthed er såret'.
Mest havde jeg lyst til at snige mig ud af bagdøren, væk fra folks spørgende øjne, bare løbe hjem og gemme mig under dynen, for aldrig nogensinde at vende tilbage til universitetet. Især frygten for nogensinde at se min lærer igen plager mig. Om dagen tænker jeg ikke så meget over det længere. Jeg læser bøger, binge watcher Netflix og alle mulige andre ferieaktiviteter, men om natten optræder læreren, eksaminer og karakterer som faste elementer i mine drømme, og hver morgen vågner fortumlet og lidt forvirret.
Jeg trak mit spørgsmål: moderniteten og den fornuftsbaserede etik, kontraktualisme (Hobbs og Rousseau) samt Mill og utilitarismen. Jeg var fortrøstningsfuld. Jeg var inde i forberedelseslokalet, lavede en disposition og nogle noter. Jeg blev kaldt ind i eksamenslokalet til lærer og censor, stemningen var venlig. Jeg talte en del. Jeg var udmærket klar over, at min fremlæggelse ikke var perfekt, og nogle af deres spørgsmål kunne jeg ikke svare på, men når de gav mig en ledetråd kunne jeg komme videre. Jeg kom ud af lokalet og smilede til de elever der stod udenfor og ventede. Jeg sagde, at det var gået fint, og at jeg var tilfreds med mig selv. Jeg bliver kaldt ind igen. Jeg får min karakter: 4.
4 er ikke nogen virkelig dårlig karakter, men jeg havde været så fortrøstningsfuld, at det føltes som et knytnæveslag lige midt i solar plexus. Da jeg kom ud til de andre begyndte jeg at græde, ikke kun fordi jeg var ked af det, men også fordi jeg var flov, ikke flov over karakteren, men flov over min opførsel.
Det er ikke helt usædvanligt at fejllæse en eksamenssituation. Hvor tit har jeg ikke set folk komme ud, helt grå i ansigtet, fordi de bestemt mente, at de måtte være dumpet, og alligevel kom de ud igen med 10-taller og 12-taller. Jeg derimod gjorde noget der var værre. Ikke alene troede jeg, at det var gået bedre end det så egentlig gjorde, men jeg bragte derved mig selv i en situation, som er både socialt og følelsesmæssigt svær at håndtere. At komme ud og sige 'jeg troede på mig selv, jeg opførte mig som om jeg var noget, men det var en illusion, og nu står jeg her klædt af til skindet, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og I ved heller ikke hvad i skal sige, og jeg græder uden andre grunde end at min stolthed er såret'.
Mest havde jeg lyst til at snige mig ud af bagdøren, væk fra folks spørgende øjne, bare løbe hjem og gemme mig under dynen, for aldrig nogensinde at vende tilbage til universitetet. Især frygten for nogensinde at se min lærer igen plager mig. Om dagen tænker jeg ikke så meget over det længere. Jeg læser bøger, binge watcher Netflix og alle mulige andre ferieaktiviteter, men om natten optræder læreren, eksaminer og karakterer som faste elementer i mine drømme, og hver morgen vågner fortumlet og lidt forvirret.
søndag den 24. januar 2016
Om studier på særlige vilkår
Jeg tror nok, at jeg er begyndt at vågne lidt op oven på eksamenen. Jeg sover stadig meget, og jeg har stadig hovedpine engang imellem, men det er rart at have en periode uden de store forpligtelser.
I løbet af de sidste par uger, har jeg modtaget en del spørgsmål angående mit studieforløb, så jeg vil prøve at svare på noget af det her samtidig med, at jeg fortæller lidt om, hvordan det gik til eksamenen.
Jeg har flere gange skrevet om, at jeg studerer på særlige vilkår. Jeg havde faktisk ikke nogen specifik aftale med universitetet om, at det var tilfældet. Jeg meldte mig bare til de fag jeg selv syntes interesserede mig og som jeg følte jeg kunne klare, og fordi jeg var på førtidspension og ikke SU, så var der ikke nogen der blandede sig i den sag. Jeg er dog tilknyttet Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning (PPU, tidligere RSC) og måske derigennem var der en eller anden form for aftale, som jeg ikke lige satte mig ind i. Ligeledes tog jeg de eksaminer der var på de hold jeg fulgte. Nogle var flerdages skriftlige opgaver og andre mundlige. Jeg har ikke som sådan nogen præferencer, men jeg har fået dispensation til en automatisk forlængelse af tid på 50%. Det er ikke fordi jeg er dummere end andre studerende, det tager mig bare lige lidt ekstra tid at samle mig om opgaven og forstå hvad læreren gerne vil have.
Her sidste år kom så fremdriftsreformen, og den gjorde mig bange, for jeg holder meget af at gå på universitetet. Jeg selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsstudie, så kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, næsten som om jeg er et rigtigt menneske. Jeg er helt enormt taknemmelig for al den psykologiske og pædagogiske støtte, som reddede mit liv, og som jeg fortsat har behov for, om end ikke nær så meget, men jeg som person er også meget mere end dette ene behov. Jeg har brug for at omgås mennesker, at blive udfordret, at sætte mig et mål og vise at jeg kan nå det, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så har jeg brug for at jeg ikke altid klarer disse opgaver til et 12-tal. Jeg har brug for at prøve, at det ikke slår mig ihjel at få et 7-tal i et fag, som jeg jo heletiden har vist, at jeg ikke rigtig forstod.
På trods af al min frygt var det dog enormt let at søge dispensation for fremdriftreformen. Sammen med en studievejleder lavede jeg en plan for hvilke fag jeg tager hvornår, sådan at det ca kom til at passe med et halvtidsstudie (15 ECTS), jeg skrev en hastig og kluntet formuleret ansøgning til studienævnet og medsendte en kopi af min epikrise, og allerede næste dag havde jeg en godkendelse for de næste to år. Det var faktisk lidt et antiklimaks, at det var så nemt, for jeg havde allerede gjort mig klar til kamp.
Engang imellem har jeg i løbet af et semester oplevet problemer, fordi jeg ikke havde kræfter til at følge obligatoriske holdtimer, eller jeg var for træt til at læse, men ofte har det kunnet løses uden ansøgninger om dispensation, simpelthen fordi mine lærere kender mig som en flittig og dygtig elev som de fuldt ud stoler på, når jeg siger, at jeg nok skal få indhentet det forsømte.
I løbet af de sidste par uger, har jeg modtaget en del spørgsmål angående mit studieforløb, så jeg vil prøve at svare på noget af det her samtidig med, at jeg fortæller lidt om, hvordan det gik til eksamenen.
Jeg har flere gange skrevet om, at jeg studerer på særlige vilkår. Jeg havde faktisk ikke nogen specifik aftale med universitetet om, at det var tilfældet. Jeg meldte mig bare til de fag jeg selv syntes interesserede mig og som jeg følte jeg kunne klare, og fordi jeg var på førtidspension og ikke SU, så var der ikke nogen der blandede sig i den sag. Jeg er dog tilknyttet Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning (PPU, tidligere RSC) og måske derigennem var der en eller anden form for aftale, som jeg ikke lige satte mig ind i. Ligeledes tog jeg de eksaminer der var på de hold jeg fulgte. Nogle var flerdages skriftlige opgaver og andre mundlige. Jeg har ikke som sådan nogen præferencer, men jeg har fået dispensation til en automatisk forlængelse af tid på 50%. Det er ikke fordi jeg er dummere end andre studerende, det tager mig bare lige lidt ekstra tid at samle mig om opgaven og forstå hvad læreren gerne vil have.
Her sidste år kom så fremdriftsreformen, og den gjorde mig bange, for jeg holder meget af at gå på universitetet. Jeg selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsstudie, så kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, næsten som om jeg er et rigtigt menneske. Jeg er helt enormt taknemmelig for al den psykologiske og pædagogiske støtte, som reddede mit liv, og som jeg fortsat har behov for, om end ikke nær så meget, men jeg som person er også meget mere end dette ene behov. Jeg har brug for at omgås mennesker, at blive udfordret, at sætte mig et mål og vise at jeg kan nå det, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så har jeg brug for at jeg ikke altid klarer disse opgaver til et 12-tal. Jeg har brug for at prøve, at det ikke slår mig ihjel at få et 7-tal i et fag, som jeg jo heletiden har vist, at jeg ikke rigtig forstod.
På trods af al min frygt var det dog enormt let at søge dispensation for fremdriftreformen. Sammen med en studievejleder lavede jeg en plan for hvilke fag jeg tager hvornår, sådan at det ca kom til at passe med et halvtidsstudie (15 ECTS), jeg skrev en hastig og kluntet formuleret ansøgning til studienævnet og medsendte en kopi af min epikrise, og allerede næste dag havde jeg en godkendelse for de næste to år. Det var faktisk lidt et antiklimaks, at det var så nemt, for jeg havde allerede gjort mig klar til kamp.
Engang imellem har jeg i løbet af et semester oplevet problemer, fordi jeg ikke havde kræfter til at følge obligatoriske holdtimer, eller jeg var for træt til at læse, men ofte har det kunnet løses uden ansøgninger om dispensation, simpelthen fordi mine lærere kender mig som en flittig og dygtig elev som de fuldt ud stoler på, når jeg siger, at jeg nok skal få indhentet det forsømte.
fredag den 6. november 2015
En ulempe ved at studere på særlige vilkår
Vi sidder alle sammen og prøver at skjule os bag computerskærmen. Læreren ser ud over os med et opmuntrende smil. Han har lige stillet os et spørgsmål og venter på, at en af vil svare. Ingen siger noget. Det er tidligt om morgenen, og udenfor er det endnu mørkt. Desuden ligger der en tyk tåge både uden for vinduerne og inde i vores morgentrætte hoveder.
- "Kom nu, dette burde i have lært i kirkehistorie!?".
Kirkehistorie? KIRKEHISTORIE? Jeg har endnu ikke haft kirkehistorie. Inde i mit hoved går tusindvis af små alarmklokker igang med at ringe. De klingrer og bimler så højt, at jeg næsten ikke hører lærerens svar.
- "Har i slet ikke lært om sværmerne?".
For mit indre blik ser jeg alle mine chancer for en god eksamenskarakter løbe ud i fantasiens nedløbsrør. Jeg er i panik. Så snart timen slutter, springer jeg op til katederet. Jeg er udmærket klar over, hvor ynkelig jeg lyder, mens jeg febrilsk redegør for min situation.
- "Jamen, det kan vel ikke forlanges, at jeg kan redegøre for det til eksamen, nå jeg endnu ikke har haft faget...".
Jeg kan godt se fornuften i lærerens svar, at selvom det ikke er kirkehistorie jeg skal eksamineres i, så er der stadig visse ting, så er der bare visse ting, man som teologistuderende formodes at vide noget om, og sværmerne er bare en af disse ting. Og måske ved jeg det egentlig også, eller har i hvert fald vidst det tidligere, men lige nu har jeg altså glemt det, for frygten har gjort min hjerne ubrugelig. Jeg skammer mig i mit stille sind, og jeg sender en stille bøn til Gud om, at min lærer kan se forskæl på ægte dumhed og paniksdumhed.
Nogle dage senere går jeg ned på biblioteket og låner den største og tungeste bog de har om kirkehistorie, for selvom jeg fuldt ud klar over, at jeg ALDRIG ville kunne nå at læse den ved siden af mit egentlige dogmatikpensum, så for dens vægt i skoletasken mig til at føle mig mere rolig.
- "Kom nu, dette burde i have lært i kirkehistorie!?".
Kirkehistorie? KIRKEHISTORIE? Jeg har endnu ikke haft kirkehistorie. Inde i mit hoved går tusindvis af små alarmklokker igang med at ringe. De klingrer og bimler så højt, at jeg næsten ikke hører lærerens svar.
- "Har i slet ikke lært om sværmerne?".
For mit indre blik ser jeg alle mine chancer for en god eksamenskarakter løbe ud i fantasiens nedløbsrør. Jeg er i panik. Så snart timen slutter, springer jeg op til katederet. Jeg er udmærket klar over, hvor ynkelig jeg lyder, mens jeg febrilsk redegør for min situation.
- "Jamen, det kan vel ikke forlanges, at jeg kan redegøre for det til eksamen, nå jeg endnu ikke har haft faget...".
Jeg kan godt se fornuften i lærerens svar, at selvom det ikke er kirkehistorie jeg skal eksamineres i, så er der stadig visse ting, så er der bare visse ting, man som teologistuderende formodes at vide noget om, og sværmerne er bare en af disse ting. Og måske ved jeg det egentlig også, eller har i hvert fald vidst det tidligere, men lige nu har jeg altså glemt det, for frygten har gjort min hjerne ubrugelig. Jeg skammer mig i mit stille sind, og jeg sender en stille bøn til Gud om, at min lærer kan se forskæl på ægte dumhed og paniksdumhed.
Nogle dage senere går jeg ned på biblioteket og låner den største og tungeste bog de har om kirkehistorie, for selvom jeg fuldt ud klar over, at jeg ALDRIG ville kunne nå at læse den ved siden af mit egentlige dogmatikpensum, så for dens vægt i skoletasken mig til at føle mig mere rolig.
onsdag den 24. juni 2015
Eksamen i latin
I mandags var jeg til eksamen i latin. Det vil sige, at jeg nu har ferie. Hvad så nu? Den sidste måned har jeg fokuseret så meget på latin, og nu har jeg lagt alle mine latinting over på reolen, hvor de måske, måske ikke vil blive taget frem igen. På en eller anden måde efterlader det (midlertidigt) et tomt hul i mit liv. Selvfølgelig har jeg også andre ting i mit liv, Kæresten, venner, bøger, men min hjerne har endnu ikke forstået, at jeg har ferie, og at den derfor kan geare ned, at jeg ikke behøves at vælte søvndrukken ud af sengen hver morgen og gå til kamp med substantiver, verber, konjunktioner, præpositioner og interjektioner.
Men for at skrive lidt om selve eksamenen, så gik det rigtig godt. Til dem der interesserer sig for den slags, så kom jeg op i Vulgata (den latinske oversættelse af biblen) Acta (apostlenes gerninger) kap. 3,1-10. Det var et langt stykke, men jeg var godt forberedt. Jeg kendte både lærer og cencor, så jeg var ved godt mod og følte mig tryg. Jeg sagde en masse kloge ting og nogle enkelte dumme ting, men min lærer var gavmild og sagde, at han jo godt vidste, at jeg kendte det rigtige svar, selvom jeg sagde det forkerte, men gjorde jeg i virkeligheden det? Jeg kom i tvivl, men jeg sagde ikke noget, rødmede bare. Jeg genvandt modet, kom med en vittig bemærkning, blev ikke forstået og måtte forklare. Da jeg kom ud fra eksaminationslokalet, var jeg så træt og udkørt, at en af mine venner der stod udenfor troede, at jeg måske ligefrem var dumpet. Jeg var ikke dumpet, jeg fik 12, men jeg var helt færdig.
Min veninde og jeg tog ned på A.C. Perchs Tehandel og fejrede vores flotte resultater (hun havde også klaret sig rigtig godt). Det var et godt sted posteksamen, for der var stille og harmonisk, og der var plads til, at adrenalinkicket vi lige havde været igennem stille og roligt fortog sig.
Men nu er det altså ferie, og jeg har endnu ikke forstået det, men det skal nok komme. Jeg er i gang med lister fyldt med høje ambitioner om hvad jeg skal nå i løbet af de næste to måneder, og jeg regner med at nå en masse de første 2-7 dage, hvorefter jeg går kold på sofaen med en bog, kun afbrudt af de dage hvor Kæresten slæber mig af sted på gåtur, museum eller biografen.
torsdag den 21. maj 2015
Slangende sætninger
 |
| Parafrase efter: Edward Burne-Jones, The Doom Fulfilled, 1885. |
Som I TYDELIGVIS kan se fra billedet, så har jeg været til skriftlig eksamen. 3 dage, 6 sider, 47 fodnoter og en helt forfærdelig mængde hurtige kulhydrater er hvad der skulle til, for at jeg i dag kl. 12 (to timer før tidsfrist) kunne uploade opgaven til universitetets hjemmeside.
Jeg synes selv, at jeg har skrevet en ret god opgave, jeg ved bare ikke helt, og jeg har besvaret det rigtige spørgsmål. Opgavens emne var forståelsen af treenighedslæren ifølge Basilius den Store og C.M. LaCugna, men betød det, at jeg skulle redegøre for selve treenigheden eller for hvorledes man taler om treenigheden. Jeg var ikke den eneste der var i tvivl, men efter at have diskuteret det frem og tilbage med nogle af de andre, så valgte jeg den sidstnævnte forståelse. Nå, men det er for sent at gøre noget ved det nu, og jeg beroliger mig med de ord vi altid siger i latin:
"Så længe du kan argumentere for dit svar, så er det rigtigt."Hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Alt jeg kan sige er, at jeg valgte en forståelse af spørgsmålet, som både kan retfærdiggøres ud fra teksterne og fra den gennemgang vi fik til undervisningen, jeg besvarede dette spørgsmål efter bedste evne ud fra de bøger jeg havde til rådighed, og det lykkedes mig endda at have noget der mindede om en rød tråd hele vejen igennem opgaven.
Enhver eksamen kan føles som en kamp med en kæmpemæssig slange, men den egentlige grund til det motiv der pryder dette indlæg er, at jeg var nødt til at sende opgaven til min far, sådan at han kunne rette kommaerne. Ikke alene er jeg ikke selv særlig god til den slags, jeg kan også til tider have en forfærdelig snørklet måde at formulere mig på i mit forsøg på at forklare ting så kort og præcis som muligt. Det blev til sætninger som fx denne:
"Doxologi er lovprisningen af Gud for, hvad han har gjort for os, idet han virker i verden både nu og i al evighed, idet Frelseshistorien består af en række fra begyndelsen fortsat følgende begivenheder, der til stadighed kommer til udtryk i verden og i menneskers liv."Efter at jeg havde afleveret var jeg træt, og det førte til et eksempel på min helt utrolig nørdede eksamenshumer, som kun en meget lille gruppe mennesker forstå, og som endnu færre finder morsom:
- "It is the 1690th anniversary of the convening of the Council of Nicaea (i 325 e.kr blev der holdt en stor konference for biskopper).
- which met to settle the precise relationship of the Father to the Son, (er det kun Gud Faderen der er guddommelig eller er hele treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, guddommelige? Hvis alle tre er guddommelig, på hvilken måde kan Gud så på en gang tre og én?).
- a debate so heated Santa Klaus punched Arius of Alexandria on the nose. (det kom til håndgemæng mellem sct Nikolaus og Arius).
- In the end Arius was defeated (Arius' idéer om, at kun Gud Faderen er guddommelig og sønnen og og helligånden er skabte væsner og derfor ikke guddommelige, blev forkastet).
- and the Nicene Creed, still said every Sunday, was produced. (den trosbekendelse vi bruger i kirken om søndagen er den konklussion biskopperne nåede frem til på denne konference).
- It also forbade the auto-castration of the clergy, for which we remain grateful". (der var åbenbart engang en regel om at alle kirkelige, præster diakoner ect, skulle kastreres. Ham der har skrevet joken er præst og derfor ret glad for, at den regel blev fjernet
- Rev. Richard Coles (jokens forfatter, præst og TV personae).
fredag den 8. maj 2015
Eksamenstid, igen?
Det er da rigtig nok, at jeg ikke har været så meget på universitetet de sidste to uger, fordi jeg har været så træt, og det er da rigtig nok, at vi nu er kommet til det tidspunkt af året hvor solen skinder, fuglene fløjter og allergikere over hele landet får røde næser og kløende øjne, men alligevel, kan det så virkelig passe, at vi allerede er kommet til ENDNU en eksamensperiode? Og selvfølgelig kan det det.
Eksaminer er den studerendes lod. Det er det der skal holde os på tæerne, det er det vi skal vise vores eget værd. Hver og en sidder vi gemt bag computerskærmen eller ved det grønne bord. Vi smiler og lirer alt det vi har lært af, men ordene er ikke kun visdom, ligninger og fakta. Det er i virkeligheden koder hvormed vi prøver at overbevise læreren om, at ja du er en fantastisk underviser, ja jeg har arbejdet hårdt, ja alt dette her er skide spændende, så vil du ikke nok være sød at give mig en god karakter...?
Jeg er en af de bekymrede typer studerende. Hvis jeg nu tager fri i nogle dage, vil jeg så lære det hele? Vil jeg så kunne få en god karakter? Vil læreren se, at jeg er en dygtig studerende? Vil jeg så blive forsikret om, at jeg nu også er et godt menneske? Med tiden er jeg blevet bedre til at tage det lidt med ro. Måske er det alderen, men mest er det en blanding af medicinering, selvforståelse af mit handikap og studienævnets godkendelse af forlænget forberedelsestid.
Jeg åbner en cola til, sødestofferne, bruset og koffeinen dæmper mine nerver.
Den store diskussion går på inklussion, kan handicappede konkurrere og færdes sammen med andre mennesker, og selvfølgelig kan mange af dem det, forudsat de rigtige omstændigheder (og dette er det springende punkt som politikere tit glemmer). For alle mennesker har deres at slås med. Nogle mennesker har normale problemer, andres problemer kræver mere specificeret hjælp.
Nerver, konkurrence og gråd og tænders gnidsel op til eksamen er nogle af de mest almindelige problemer her til lands, ligegyldigt om man har diagnoser eller ej. Når jegvågner midt om natten gennemblødt af sved, fordi jeg drømmer, at jeg har meldt mig til matematik, men er kommet bag ud med pensum og afleveringer, fordi der var et problem i den første opgave som jeg var for doven eller genert til at bede om hjælp til, og nu skal jeg lige pludselig til eksamen, så skal Jung ikke komme og sige, at det hele ligesom symboliserer et forkvaklet forhold til sex, døden og min mor, og jeg derfor bør gå i hypnosebehandling. Nej, jeg har haft mange og mærkelige problemer i mit liv, men dette er ikke ét af dem. Nej her slår min mor, der er gymnasielærer, mig kammeratligt på skulderen og siger "velkommen til den virkelige verden, sådan har vi det alle sammen".
Eksaminer er den studerendes lod. Det er det der skal holde os på tæerne, det er det vi skal vise vores eget værd. Hver og en sidder vi gemt bag computerskærmen eller ved det grønne bord. Vi smiler og lirer alt det vi har lært af, men ordene er ikke kun visdom, ligninger og fakta. Det er i virkeligheden koder hvormed vi prøver at overbevise læreren om, at ja du er en fantastisk underviser, ja jeg har arbejdet hårdt, ja alt dette her er skide spændende, så vil du ikke nok være sød at give mig en god karakter...?
Jeg er en af de bekymrede typer studerende. Hvis jeg nu tager fri i nogle dage, vil jeg så lære det hele? Vil jeg så kunne få en god karakter? Vil læreren se, at jeg er en dygtig studerende? Vil jeg så blive forsikret om, at jeg nu også er et godt menneske? Med tiden er jeg blevet bedre til at tage det lidt med ro. Måske er det alderen, men mest er det en blanding af medicinering, selvforståelse af mit handikap og studienævnets godkendelse af forlænget forberedelsestid.
Jeg åbner en cola til, sødestofferne, bruset og koffeinen dæmper mine nerver.
Den store diskussion går på inklussion, kan handicappede konkurrere og færdes sammen med andre mennesker, og selvfølgelig kan mange af dem det, forudsat de rigtige omstændigheder (og dette er det springende punkt som politikere tit glemmer). For alle mennesker har deres at slås med. Nogle mennesker har normale problemer, andres problemer kræver mere specificeret hjælp.
Nerver, konkurrence og gråd og tænders gnidsel op til eksamen er nogle af de mest almindelige problemer her til lands, ligegyldigt om man har diagnoser eller ej. Når jegvågner midt om natten gennemblødt af sved, fordi jeg drømmer, at jeg har meldt mig til matematik, men er kommet bag ud med pensum og afleveringer, fordi der var et problem i den første opgave som jeg var for doven eller genert til at bede om hjælp til, og nu skal jeg lige pludselig til eksamen, så skal Jung ikke komme og sige, at det hele ligesom symboliserer et forkvaklet forhold til sex, døden og min mor, og jeg derfor bør gå i hypnosebehandling. Nej, jeg har haft mange og mærkelige problemer i mit liv, men dette er ikke ét af dem. Nej her slår min mor, der er gymnasielærer, mig kammeratligt på skulderen og siger "velkommen til den virkelige verden, sådan har vi det alle sammen".
fredag den 9. januar 2015
En eksamen i dommedag
Okay, det er en lidt ond overskrift, det lyder som om det er gået rigtig dårligt til min eksamen. Det gjorde det ikke, jeg fik 10, det var bare emnet jeg skulle snakke om ud fra 1 Thes 4,16-18.
I dagene op til eksamenen blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg havde grebet læsningen forkert an fra start, og om alt mit hårde arbejde var spildt. Så er det nu jeg skal sige noget beroligende og pædagogisk om, at selvfølgelig havde jeg ikke det, men det havde jeg faktisk, altså grebet det forkert an, ikke spildt arbejdet. Jeg havde læst alt for ustruktureret. Da jeg sad inde til forberedelsen, sad jeg med al den her viden, som jeg først da skulle til at stykke sammen til en helhed (helheder er ikke min stærke side).
Det gik jo som sagt udmærket, jeg fik sagt en masse kloge ting, men min fremlæggelse var rodet. På mange måder er en eksamen et teater. Det nytter ikke noget, at man straks nærmest råber "det ved jeg ikke" når ens lærer spørger én om noget, hvilket jeg selvfølgelig gjorde, også de gange hvor jeg faktisk kendte svaret. En eksamen er en ballet, hvor man skal snurre her, og springe der, og smile pænt selvom ens fødder smerter, så man har tårer i øjnene. Og der kom jeg så op på scenen med al min viden, men jeg manglede balletdanserens elegance.
Min autisme stak selvfølgelig også snuden frem. Da jeg kom ind for at få min karakter, så censor på mig og sagde, at nogle mennesker bruger mange ord på at sige meget lidt, men jeg derimod brugte (for) få ord på at sige meget. Jeg ved faktisk ikke om det var ros eller kritik. Selv synes jeg, at det er em fantastisk evne, men det betyder samtidig, at jeg synes, at det er spild af tid at snakke om alt det banale. Desværre er det faktisk meningen, at man SKAL sige i hvert fald noget af alt det banale.
I dagene op til eksamenen blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg havde grebet læsningen forkert an fra start, og om alt mit hårde arbejde var spildt. Så er det nu jeg skal sige noget beroligende og pædagogisk om, at selvfølgelig havde jeg ikke det, men det havde jeg faktisk, altså grebet det forkert an, ikke spildt arbejdet. Jeg havde læst alt for ustruktureret. Da jeg sad inde til forberedelsen, sad jeg med al den her viden, som jeg først da skulle til at stykke sammen til en helhed (helheder er ikke min stærke side).
Det gik jo som sagt udmærket, jeg fik sagt en masse kloge ting, men min fremlæggelse var rodet. På mange måder er en eksamen et teater. Det nytter ikke noget, at man straks nærmest råber "det ved jeg ikke" når ens lærer spørger én om noget, hvilket jeg selvfølgelig gjorde, også de gange hvor jeg faktisk kendte svaret. En eksamen er en ballet, hvor man skal snurre her, og springe der, og smile pænt selvom ens fødder smerter, så man har tårer i øjnene. Og der kom jeg så op på scenen med al min viden, men jeg manglede balletdanserens elegance.
Min autisme stak selvfølgelig også snuden frem. Da jeg kom ind for at få min karakter, så censor på mig og sagde, at nogle mennesker bruger mange ord på at sige meget lidt, men jeg derimod brugte (for) få ord på at sige meget. Jeg ved faktisk ikke om det var ros eller kritik. Selv synes jeg, at det er em fantastisk evne, men det betyder samtidig, at jeg synes, at det er spild af tid at snakke om alt det banale. Desværre er det faktisk meningen, at man SKAL sige i hvert fald noget af alt det banale.
torsdag den 20. november 2014
Om at trøstekøbe julepynt
Der er under en måned til at eksamenslæsningen går i gang, og jeg begynder lidt at kunne mærke presset, hvilket sætter gang i min evigt tilbagevendende eksamenskuller. Med eksamenskuller mener jeg, når jeg går voldsomt meget op i et emne der ikke er eksamens relateret, for at skabe et aktivt felt der kan stå som kontrast til alt det jeg får læst (eller ikke læst). Når emnet i år er julepynt, så foregår det sådan, at når min hjerne arbejder på højtryk med græske verber og begreber, sidetal og skrivekramper, så kan jeg godt nogle dage gå hen og blive ret melankolsk grænsende til trist, og så hjælper det at gå ind i en butik og købe en engel i porcelæn eller en pingvin med ørevarmere. Det er en temmelig effektiv kur, og det hjælper også når jeg har nedtur efter at fysioterapeuten viste mig en video af min egen røv der løber i slow motion.
Emnet i år er julepynt, hvilket blandt andet skyldes, at vintereksaminer gør mig mere kulret end sommereksaminer, men det skyldes også, at jeg i år også skal have mit første eget juletræ. Eftersom det er det første, så har jeg ikke meget pynt at hænge på det, og det vil derfor være det mest fornuftige at købe et lille træ, men julen handler ikke om fornuft, så fristelsen er stor til at købe et kæmpe stort træ, men hvis man skal have et stort træ, så skal man også have pynt nok til et stort træ, og så må man jo ud og købe noget (heldigt).
Bare fordi jeg køber en del julepynt betyder det ikke, at jeg køber hvad som helst. Det er helt utroligt hvor meget grimt julepynt der er derude. Det grimmeste jeg er stødt på var et lyserødt hestelignende fantasidyr med fjer, perler og bling. "Hold da op" tænkte jeg da jeg ikke bare fandt den i én butik men i to. Jeg selv foretrækker det lidt mere diskrete ting. Jeg køber sjældent mange ting på en gang, bare en lille ting her og en lidt større ting der.
Når nu jeg er i gang med at købe julepynt, så spurgte jeg min far om jeg også skulle købe noget med til ham. Jeg fejrer altid jul hjemme ved ham, men de julepynt han har stammer næsten alt sammen fra da min søster og jeg var børn, og det er efterhånden nogle dage siden. Han sagde selvfølgelig ja, hvilket bare giver mig en undskyldning for at købe endnu mere julepynt, når nu jeg ikke hele tiden gider at sidde med næsen i bøgerne.
Der er selvfølgelig den fare, at jeg går kold inden julen overhovedet er gået i gang, men den risiko er der alligevel, da jeg skal til eksamen i begyndelsen af januar, og derfor kommer til at sidde med mine bøger en god del af julen.
Emnet i år er julepynt, hvilket blandt andet skyldes, at vintereksaminer gør mig mere kulret end sommereksaminer, men det skyldes også, at jeg i år også skal have mit første eget juletræ. Eftersom det er det første, så har jeg ikke meget pynt at hænge på det, og det vil derfor være det mest fornuftige at købe et lille træ, men julen handler ikke om fornuft, så fristelsen er stor til at købe et kæmpe stort træ, men hvis man skal have et stort træ, så skal man også have pynt nok til et stort træ, og så må man jo ud og købe noget (heldigt).
Bare fordi jeg køber en del julepynt betyder det ikke, at jeg køber hvad som helst. Det er helt utroligt hvor meget grimt julepynt der er derude. Det grimmeste jeg er stødt på var et lyserødt hestelignende fantasidyr med fjer, perler og bling. "Hold da op" tænkte jeg da jeg ikke bare fandt den i én butik men i to. Jeg selv foretrækker det lidt mere diskrete ting. Jeg køber sjældent mange ting på en gang, bare en lille ting her og en lidt større ting der.
Når nu jeg er i gang med at købe julepynt, så spurgte jeg min far om jeg også skulle købe noget med til ham. Jeg fejrer altid jul hjemme ved ham, men de julepynt han har stammer næsten alt sammen fra da min søster og jeg var børn, og det er efterhånden nogle dage siden. Han sagde selvfølgelig ja, hvilket bare giver mig en undskyldning for at købe endnu mere julepynt, når nu jeg ikke hele tiden gider at sidde med næsen i bøgerne.
Der er selvfølgelig den fare, at jeg går kold inden julen overhovedet er gået i gang, men den risiko er der alligevel, da jeg skal til eksamen i begyndelsen af januar, og derfor kommer til at sidde med mine bøger en god del af julen.
torsdag den 19. juni 2014
Eksaminer uden mig
I går begyndte latineksaminerne, men det blev altså uden mig, for som i nok har læst, så har jeg holdt pause fra universitetet siden påske pga stres og pga af min hofte der nu, for 11. måned i træk, generer mig. Det var helt klart den rigtige beslutning at tage, men jeg sidder også lidt tilbage med en dum følelse indeni. Generelt er det skønt at have ferie, jeg kan læse præcis hvad det passer mig, når det passer mig, hvor det passer mig og hvor længe det passer mig, inden for de rammer en dårlig hofte giver mulighed for, men jeg gør alt dette alene.
Hver dag kommer mine kontaktpersoner forbi, og de er rigtig søde og vi har det hyggeligt, men en pædagog er ikke det samme som en veninde eller en studiekammerat. Nogle gange har jeg været inde på universitetet. Jeg var bla derinde i går fordi en af mine veninder skulle op til latin, og det var rigtig hyggeligt, men jeg var meget bevidst om, at jeg stod udenfor gruppen, for jeg havde ikke del i alt det her hurlumhej der hedder eksamen. Jeg tror ikke som sådan, at min lettere dovne tilstedeværelse var generende for nogen, men alle sad med hver deres bog eller computer fordybet i latin, og jeg sad bare lige så stille og ventede, men selvfølgelig havde jeg lyst til at snakke, hold da helt op hvor havde jeg lyst til at snakke, for det er først når man er sammen med folk igen, at man helt kan mærke hvor ensom man egentlig er. Jeg havde altså lyst til at snakke, men jeg holdt mig så vidt muligt i skindet, for jeg ville ikke gøre mig selv upopulær, folk prøvede jo at koncentrere sig om latin.
Der var dog også en anden ting der gjorde det hele lidt svært, hvilket var min selvfølelse. Hvem er jeg når jeg ikke studerer? Er jeg noget værd når jeg ikke studerer? Uden mine studier er jeg førtidspensionist, glad for bøger og a-menneske, hvilket da er fint nok, men så er det altså heller ikke mere fantastisk. Især i disse dage generer rollen som førtidspensionist mig. Grunden hertil vil for mange måske især mænd virke lidt tåbelig. Jeg har en t-shirt som jeg egentlig ret godt kan lide. Den er stor, lysegrå og har billeder af nogle fjer på brystet. Sammen med et par jeans ser den lækker ud, men sammen med de lysegrå jogginbukser jeg render rundt i herhjemme, så ligner jeg et spøgelse på overførselsindkomst. Jeg ser ned af mig selv og min selvtillid drænes fuldstændig *SUK*
Hver dag kommer mine kontaktpersoner forbi, og de er rigtig søde og vi har det hyggeligt, men en pædagog er ikke det samme som en veninde eller en studiekammerat. Nogle gange har jeg været inde på universitetet. Jeg var bla derinde i går fordi en af mine veninder skulle op til latin, og det var rigtig hyggeligt, men jeg var meget bevidst om, at jeg stod udenfor gruppen, for jeg havde ikke del i alt det her hurlumhej der hedder eksamen. Jeg tror ikke som sådan, at min lettere dovne tilstedeværelse var generende for nogen, men alle sad med hver deres bog eller computer fordybet i latin, og jeg sad bare lige så stille og ventede, men selvfølgelig havde jeg lyst til at snakke, hold da helt op hvor havde jeg lyst til at snakke, for det er først når man er sammen med folk igen, at man helt kan mærke hvor ensom man egentlig er. Jeg havde altså lyst til at snakke, men jeg holdt mig så vidt muligt i skindet, for jeg ville ikke gøre mig selv upopulær, folk prøvede jo at koncentrere sig om latin.
Der var dog også en anden ting der gjorde det hele lidt svært, hvilket var min selvfølelse. Hvem er jeg når jeg ikke studerer? Er jeg noget værd når jeg ikke studerer? Uden mine studier er jeg førtidspensionist, glad for bøger og a-menneske, hvilket da er fint nok, men så er det altså heller ikke mere fantastisk. Især i disse dage generer rollen som førtidspensionist mig. Grunden hertil vil for mange måske især mænd virke lidt tåbelig. Jeg har en t-shirt som jeg egentlig ret godt kan lide. Den er stor, lysegrå og har billeder af nogle fjer på brystet. Sammen med et par jeans ser den lækker ud, men sammen med de lysegrå jogginbukser jeg render rundt i herhjemme, så ligner jeg et spøgelse på overførselsindkomst. Jeg ser ned af mig selv og min selvtillid drænes fuldstændig *SUK*
tirsdag den 8. april 2014
Smerte og koncentration
Det gør ondt i min hofte, men det er ikke sådan en altoverdøvende smerte, det er mere en konstant nappen i balden, hvilket gør det enormt svært at koncentrere sig om noget som helst. Forestil dig, at du skulle lave dine lektier, samtidig med at der var en der hele tiden prikkede dig på skulderen.Jeg har ikke rigtigt fået lavet noget i løbet af den sidste uge. Min lærer er som sædvanlig meget forstående, men jeg er smertefuldt bevidst om de store huller jeg har i pensum.
På fredag går vi på påskeferie, og efter ferien er der 2½ uge tilbage til læseferien, og så kommer eksamenen. Som landet ligger nu, ligger jeg ikke til at dumpe, men jeg ligger heller ikke til nogen imponerende karakter, og det ville ikke være noget problem, for jeg ville have over en måned til at læse op på det, bortset fra at jeg har smerter i hoften og jeg er bange for at de bliver ved og forhindrer mig i at læse op til eksamenen.
Panikken begynder at sætte ind. Det er ikke sådan rigtig slemt, men nok til at det knuger i brystet og jeg har en lille smule kvalme. Det burde være en motivationsfaktor, der gjorde, at jeg satte mig ned og kom i gang, bortset fra, at der den sidste uge har siddet en and og nappet mig i numsen, og den driver mig til vanvid
På fredag går vi på påskeferie, og efter ferien er der 2½ uge tilbage til læseferien, og så kommer eksamenen. Som landet ligger nu, ligger jeg ikke til at dumpe, men jeg ligger heller ikke til nogen imponerende karakter, og det ville ikke være noget problem, for jeg ville have over en måned til at læse op på det, bortset fra at jeg har smerter i hoften og jeg er bange for at de bliver ved og forhindrer mig i at læse op til eksamenen.
Panikken begynder at sætte ind. Det er ikke sådan rigtig slemt, men nok til at det knuger i brystet og jeg har en lille smule kvalme. Det burde være en motivationsfaktor, der gjorde, at jeg satte mig ned og kom i gang, bortset fra, at der den sidste uge har siddet en and og nappet mig i numsen, og den driver mig til vanvid
søndag den 26. januar 2014
Om min seje søster
I fredags blev min søster kandidat, så min far og jeg dukkede op med blomster og champagne.
Da jeg i sin tid blev student havde jeg det ikke godt, og jeg kunne slet ikke overskue at blive fejret, så jeg bad min familie om at lade være, men da det kom til stykket , var det en beslutning der gjorde ondt, og som jeg tit tænker tilbage på. Jeg siger måske engang imellem at jeg er bitter, men det er måske lige stærkt nok. Det har dog lært mig at værdsætte værdien af en simpel gestus, som at komme med blomster ved særlige lejligheder, så jeg havde købt den største buket jeg kunne komme til.
Jeg holder meget af min søster, men jeg ved ikke altid hvordan jeg skal vise det, men bare det at jeg er rask nok til at være der for hende, viste sig at være den bedste gave jeg kunne give hende, bedre end selv den største buket blomster. Mens jeg var syg ville jeg stadig være dukket op, men jeg ville have siddet i et hjørne og udstrålet, at det var en pine for mig at være der. Det ville have sat en dæmper på hele selskabet, for det ville gøre ondt på min søster, og det ville hendes veninder have vidst. I fredags kunne jeg sidde og oprigtigt smile og tale med veninderne som et helt almindeligt menneske, og jeg var glad fordi jeg kunne gøre min søster glad.
Jeg ved ikke hvordan det har virket udefra, men jeg var selv temmelig bevidst om, at jeg ikke helt fungerer som de andre. Det drejede sig om småting, men alligevel. Når normale mennesker tænker og taler, så opererer de i helheder, hvilket er noget jeg ikke helt kan forklare, fordi jeg ikke helt forstår det. Det er at snakke om et emne lidt lige som det ville stå i en bog. Når jeg som autist tænker, er det meget konkret, det vil sige, at jeg tit taler i anekdoter. At min søster bliver kandidat minder mig fx om da jeg blev student og om da jeg i sommers bestod hebraisk, så det er de historier jeg kan finde ud af at tale om, men det er også noget jeg skal passe på med, for det giver et indtryk af, at jeg bare ønsker at snakke om mig selv, hvilket ikke helt er tilfældet.
Jeg tror at jeg trods alle mine skævheder klarede mig fint, og min lillesøster havde klaret sig godt og var glad, hendes veninder var søde og min far var stolt, så det blev en rigtig god dag.
Da jeg i sin tid blev student havde jeg det ikke godt, og jeg kunne slet ikke overskue at blive fejret, så jeg bad min familie om at lade være, men da det kom til stykket , var det en beslutning der gjorde ondt, og som jeg tit tænker tilbage på. Jeg siger måske engang imellem at jeg er bitter, men det er måske lige stærkt nok. Det har dog lært mig at værdsætte værdien af en simpel gestus, som at komme med blomster ved særlige lejligheder, så jeg havde købt den største buket jeg kunne komme til.
Jeg holder meget af min søster, men jeg ved ikke altid hvordan jeg skal vise det, men bare det at jeg er rask nok til at være der for hende, viste sig at være den bedste gave jeg kunne give hende, bedre end selv den største buket blomster. Mens jeg var syg ville jeg stadig være dukket op, men jeg ville have siddet i et hjørne og udstrålet, at det var en pine for mig at være der. Det ville have sat en dæmper på hele selskabet, for det ville gøre ondt på min søster, og det ville hendes veninder have vidst. I fredags kunne jeg sidde og oprigtigt smile og tale med veninderne som et helt almindeligt menneske, og jeg var glad fordi jeg kunne gøre min søster glad.
Jeg ved ikke hvordan det har virket udefra, men jeg var selv temmelig bevidst om, at jeg ikke helt fungerer som de andre. Det drejede sig om småting, men alligevel. Når normale mennesker tænker og taler, så opererer de i helheder, hvilket er noget jeg ikke helt kan forklare, fordi jeg ikke helt forstår det. Det er at snakke om et emne lidt lige som det ville stå i en bog. Når jeg som autist tænker, er det meget konkret, det vil sige, at jeg tit taler i anekdoter. At min søster bliver kandidat minder mig fx om da jeg blev student og om da jeg i sommers bestod hebraisk, så det er de historier jeg kan finde ud af at tale om, men det er også noget jeg skal passe på med, for det giver et indtryk af, at jeg bare ønsker at snakke om mig selv, hvilket ikke helt er tilfældet.
Jeg tror at jeg trods alle mine skævheder klarede mig fint, og min lillesøster havde klaret sig godt og var glad, hendes veninder var søde og min far var stolt, så det blev en rigtig god dag.
mandag den 14. oktober 2013
I skoven
I går var min mor på besøg. Vi tog bilen ud i skoven og gik en tur. Jeg har ikke været 'ude af byen' siden min hebraisk eksamen i juni. Jovist tager jeg nogle gange til Odense for at besøge min far, men denne sommer har vi ikke været gode til at komme ud af huset. Nogle gange går jeg selvfølgelig tur i parken der ligger i nærheden, og det er en fin park, det er bare ikke det samme som at komme ud af byen.
Vi var ved Hald Ege, hvor der ligger en gammel herregård og en tårnruin, hvilket jo bare gør oplevelsen endnu bedre.
Men ellers her feriestemningen bare sænket sig over mig og jeg bruger mine dage på ikke at lave ret meget. Jeg så et afsnit af CSI New York, hvor de prøvede at lave noget middelaleragtig stemning, men et hemmeligt selskab startet i 1840'erne virker bare ikke så imponerende når man den næste dag står i en ruin fra 1500-tallet, på en ø midt i en sø omgivet af træer i efterårsfarver.
Som barn har jeg svømmet i Hald sø, dengang før motorvejen. Det var efter at de have gjort et eller andet fancy for at forhindre iltsvind. Det kunne jeg så snakke om til min biologieksamen i 1.g, hvilket imponerede censor rigtig meget mens min lærer vist mest sad og var forvirret over, hvem denne ganske dygtige og charmerende elev mon var. Kunne det virkelig være det samme sure løg der aldrig fulgte med i timerne og som kun lavede det aller mest nødvendige hjemmearbejde? Det lykkedes mig trods alt at trække en ganske glimrende karakter hjem
Vi var ved Hald Ege, hvor der ligger en gammel herregård og en tårnruin, hvilket jo bare gør oplevelsen endnu bedre.
Men ellers her feriestemningen bare sænket sig over mig og jeg bruger mine dage på ikke at lave ret meget. Jeg så et afsnit af CSI New York, hvor de prøvede at lave noget middelaleragtig stemning, men et hemmeligt selskab startet i 1840'erne virker bare ikke så imponerende når man den næste dag står i en ruin fra 1500-tallet, på en ø midt i en sø omgivet af træer i efterårsfarver.
Som barn har jeg svømmet i Hald sø, dengang før motorvejen. Det var efter at de have gjort et eller andet fancy for at forhindre iltsvind. Det kunne jeg så snakke om til min biologieksamen i 1.g, hvilket imponerede censor rigtig meget mens min lærer vist mest sad og var forvirret over, hvem denne ganske dygtige og charmerende elev mon var. Kunne det virkelig være det samme sure løg der aldrig fulgte med i timerne og som kun lavede det aller mest nødvendige hjemmearbejde? Det lykkedes mig trods alt at trække en ganske glimrende karakter hjem
torsdag den 27. juni 2013
Mere om sommeruni
Så er der under en uge til jeg starter på sommeruni. I går fik vi en mail med detaljer omkring kurset, og der fik jeg lidt et chok. Jeg havde troet, at timerne strakte sig fra 10-14, hvilket jeg overvejede om jeg måske kunne tænkes at kunne klare nogle af dagene, men nej, det er 9-16, hvilket jeg ikke har en jordisk chance for at klare, især ikke når man oveni skal lægge 3-4 timers transport hver dag. Med lidt held kan jeg klare halvdelen.
Når jeg på den måde går glip af så store dele af undervisningen, kan jeg lige så, godt på forhånd glemme alt om at kunne klare mig til eksamen. Min mor sagde godt nok, at jeg lige så godt kunne gøre det, for jeg har jo intet at miste, men jeg har alt for meget stolthed til sidde foran lærer og censor uden at være ordentligt forberedt. Jeg kan kun alt for tydeligt forestille mig skammen ved at sidde der ved det grønne bord og ikke have noget at sige.
I den omtalte mail, fik vi også læseplanen for kurset, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke kunne læse og gå til undervisning samme dage, så jeg begyndte at læse hele bogen sidste torsdags, og jeg har nu læst 400 af 700 sider, måske kommer jeg til at læse noget der ikke er helt nødvendigt, men et eller andet skal jeg jo alligevel have min tid til at gå med, for jeg keder mig voldsomt ved at have ferie.
Mit indtryk ag bogen ("The Viking World" af Stefan Brink) er ikke længere helt så dårligt som det var i begyndelsen. Efter 250 sider var den ligefrem ved at blive spændende, men det er ikke ligefrem en page turner. Jeg plejer at sige, at ting først for alvor bliver interessante når man begynder at blive god til dem, og på det punkt er det en god bog, for den er velstruktureret og kommer godt rundt om emnet (vikinger), og hvem ved, jeg har stadig 300 sider igen til virkelig at begynde at kunne lide den.
Der er dog et par punkter jeg ikke kan lade være med at undre mig over.
- Først er der spørgsmålet om kildehenvisninger. Jeg har altid benyttet mig af fodnoter eller slutnoter, da det er simpelt og overskueligt, og sådan har de fleste af mine bøger i tidens løb valgt at gøre det, men denne her tekst synes af uransagelige årsager, at det er übersmart at sætte dem inde i teksten hvilket især i visse afsnit besværliggør læsningen. Jeg kan godt huske, at min historielære på gymnasiet talte for den metode, så måske det er noget man skal være historiker for at forstå. Jeg vil så sige, at når dette åbenbart er mit største problem, så tegner det ikke helt dårligt for teksten.
- Jeg har aldrig forstået mine medhumanisters store mistillid til at forklare sig i eller understrege sin pointe med skemaer. Jeg kommer fra en naturvidenskabelig baggrund. Begge mine forældre er naturvidenskabelige, og jeg blev matematisk student i 2004 (under den gamle gymnasiereform). Naturvidenskabere elsker skemaer, og sandt, så passer formen bedre til det naturvidenskabelige end det humanistiske, men det betyder ikke at man i den grad behøves at affærdige formen. Sjovt nok, har humanister intet problem med at bruge kort som illustrationer, en formidlingsform der ellers på mange punkter minder om skemaer.
En af grundende til at jeg savner skemaer er, at jeg har en dårlig forestillingsevne, så når nogen prøver at forklare noget nyt for mig, så gavner det, hvis jeg på en eller anden måde får det illustreret. Jeg husker da jeg på første semester teologi skulle skrive en 5 siders eksamensopgave om 2. aoristens bøjningsform i græsk. Jeg lavede nogle skemaer viste nogle eksempler og så havde jeg skrevet to sider og kunne ikke finde på mere, men jeg bestod da i det mindste.
- Noget der er irriterende på den, fra teologi, genkendelige måde er manglen på samtidige kilder, og forfattere der siger "vi ved i virkeligheden ikke en skid om det, men det skal ikke forhindre mig i at udtale mig om det alligevel". Jeg mener på ingen måde, at man skal lade være med at forske i et emne bare fordi man mangler materiale, måske skal man endda især forske i det af den grund, men det må til tider være yderst frustrerende.
Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med mit sommerkursus, også selvom det bliver hårdt.
Når jeg på den måde går glip af så store dele af undervisningen, kan jeg lige så, godt på forhånd glemme alt om at kunne klare mig til eksamen. Min mor sagde godt nok, at jeg lige så godt kunne gøre det, for jeg har jo intet at miste, men jeg har alt for meget stolthed til sidde foran lærer og censor uden at være ordentligt forberedt. Jeg kan kun alt for tydeligt forestille mig skammen ved at sidde der ved det grønne bord og ikke have noget at sige.
I den omtalte mail, fik vi også læseplanen for kurset, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke kunne læse og gå til undervisning samme dage, så jeg begyndte at læse hele bogen sidste torsdags, og jeg har nu læst 400 af 700 sider, måske kommer jeg til at læse noget der ikke er helt nødvendigt, men et eller andet skal jeg jo alligevel have min tid til at gå med, for jeg keder mig voldsomt ved at have ferie.
Mit indtryk ag bogen ("The Viking World" af Stefan Brink) er ikke længere helt så dårligt som det var i begyndelsen. Efter 250 sider var den ligefrem ved at blive spændende, men det er ikke ligefrem en page turner. Jeg plejer at sige, at ting først for alvor bliver interessante når man begynder at blive god til dem, og på det punkt er det en god bog, for den er velstruktureret og kommer godt rundt om emnet (vikinger), og hvem ved, jeg har stadig 300 sider igen til virkelig at begynde at kunne lide den.
Der er dog et par punkter jeg ikke kan lade være med at undre mig over.
- Først er der spørgsmålet om kildehenvisninger. Jeg har altid benyttet mig af fodnoter eller slutnoter, da det er simpelt og overskueligt, og sådan har de fleste af mine bøger i tidens løb valgt at gøre det, men denne her tekst synes af uransagelige årsager, at det er übersmart at sætte dem inde i teksten hvilket især i visse afsnit besværliggør læsningen. Jeg kan godt huske, at min historielære på gymnasiet talte for den metode, så måske det er noget man skal være historiker for at forstå. Jeg vil så sige, at når dette åbenbart er mit største problem, så tegner det ikke helt dårligt for teksten. |
| Det ene af bogens kun tre skemaer |
En af grundende til at jeg savner skemaer er, at jeg har en dårlig forestillingsevne, så når nogen prøver at forklare noget nyt for mig, så gavner det, hvis jeg på en eller anden måde får det illustreret. Jeg husker da jeg på første semester teologi skulle skrive en 5 siders eksamensopgave om 2. aoristens bøjningsform i græsk. Jeg lavede nogle skemaer viste nogle eksempler og så havde jeg skrevet to sider og kunne ikke finde på mere, men jeg bestod da i det mindste.
- Noget der er irriterende på den, fra teologi, genkendelige måde er manglen på samtidige kilder, og forfattere der siger "vi ved i virkeligheden ikke en skid om det, men det skal ikke forhindre mig i at udtale mig om det alligevel". Jeg mener på ingen måde, at man skal lade være med at forske i et emne bare fordi man mangler materiale, måske skal man endda især forske i det af den grund, men det må til tider være yderst frustrerende.
Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med mit sommerkursus, også selvom det bliver hårdt.
søndag den 23. juni 2013
om at fejre en karakter, sådan da
Juhuu sommerferie, det er der dagligt nogen der skriver på facebook. Jeg har haft ferie i to uger, og jeg hader det grumt, mest af alt fordi jeg ikke har noget at fylde min tid ud med, og fordi der ikke rigtigt er nogen dybere mening med det hele.
Lige nu er jeg hjemme ved min far, hvilket betyder, at vi sidder i hver vores stol/sofa med hver vores computer mens TV'et kører, vi taler sammen, men ikke super meget. Det lyder kedeligt, men det er faktisk super hyggeligt, og det er jo ikke af pligt men af lyst, at jeg kommer her. Det var meningen, at vi skulle fejre min hebraiskeksamen, men fredag var min far for træt, og i går var jeg.
Jeg havde besluttet hvor jeg gerne ville ind og spise, et sted vi tit kommer, A Herford Beefstoew, og hvor de har en rigtig god salatbar. Min far spurgte mig om jeg virkelig mente det, for der har vi jo været så mange gange før, men det er jo hele pointen ved at være autist, at man finder ro og glæde ved gentagelser. Jeg kan godt en gang imellem blive misundelig på min far og søster når de er sammen, for så kan de finde på at få mad alle mulige spændende steder fra mens jeg er begrænset til salatbar og sushi, men tanken og at bevæge mig udenfor min lille faste tryghedszone giver mig hedeture og åndedrætsbesvær.
I teorien har jeg det godt nok for tiden til at kunne turde eksperimentere lidt, men nu var det MIG der skulle fejres, og derved MIG der kan bestemme, og så er det jo nemmest og tryggest at vælge det vante.
Når nu Herford ikke bliver til noget, så tænkte jeg, at jeg ville hive min far ud af sengen (om nogle timer) og slæbe ham med til brunch et sted vi har været nogle gange, men da jeg lige ville tjekke menuen på nettet, så at de åbenbart lukket. Vi kunne selvfølgelig tage et nyt sted hen, men igen, så er det bare ikke det samme med et nyt sted (wow, det var dybt sagt).
Jeg sidder og spekulerer over hvad vi kan gøre i stedet, og det bliver nok noget take-away i aften. Ny take-away er mere betryggende end en ny restaurant fordi der ikke er så mange nye ydre stimuli, så jeg tænker nok at jeg kan klare det, men jeg får dog lidt åndenød ved tanken, men det ville være uretfærdigt ikke også at lade min far fejre mig, for det er i høj grad ham der har præget mig til at ville på universitetet, og i de år hvor jeg var syg har han været der for mig, så han skal også have lov til at være der for mig når det går godt.
I tilfælde af at jeg er en kylling og ikke kan gennemføre det i aften, og det er en reel mulighed, for jeg tænker pizza, og jeg har ikke spist pizza (hvor det ikke var en del af et bulimisk ædeflip) i fem år, så havde vi en lille fejring i går med jordbær og en skål med blandede nødder. Det lyder ikke af meget, men man skal aldrig undervurdere pistacienødder. Det er som om man går i gang, og så kører armene og munden bare deres helt eget spil. Det er et bredt kendt fænomen, så det er egentlig underligt, at der ikke findes et ord for det.
Lige nu er jeg hjemme ved min far, hvilket betyder, at vi sidder i hver vores stol/sofa med hver vores computer mens TV'et kører, vi taler sammen, men ikke super meget. Det lyder kedeligt, men det er faktisk super hyggeligt, og det er jo ikke af pligt men af lyst, at jeg kommer her. Det var meningen, at vi skulle fejre min hebraiskeksamen, men fredag var min far for træt, og i går var jeg.
Jeg havde besluttet hvor jeg gerne ville ind og spise, et sted vi tit kommer, A Herford Beefstoew, og hvor de har en rigtig god salatbar. Min far spurgte mig om jeg virkelig mente det, for der har vi jo været så mange gange før, men det er jo hele pointen ved at være autist, at man finder ro og glæde ved gentagelser. Jeg kan godt en gang imellem blive misundelig på min far og søster når de er sammen, for så kan de finde på at få mad alle mulige spændende steder fra mens jeg er begrænset til salatbar og sushi, men tanken og at bevæge mig udenfor min lille faste tryghedszone giver mig hedeture og åndedrætsbesvær.
I teorien har jeg det godt nok for tiden til at kunne turde eksperimentere lidt, men nu var det MIG der skulle fejres, og derved MIG der kan bestemme, og så er det jo nemmest og tryggest at vælge det vante.
Når nu Herford ikke bliver til noget, så tænkte jeg, at jeg ville hive min far ud af sengen (om nogle timer) og slæbe ham med til brunch et sted vi har været nogle gange, men da jeg lige ville tjekke menuen på nettet, så at de åbenbart lukket. Vi kunne selvfølgelig tage et nyt sted hen, men igen, så er det bare ikke det samme med et nyt sted (wow, det var dybt sagt).
Jeg sidder og spekulerer over hvad vi kan gøre i stedet, og det bliver nok noget take-away i aften. Ny take-away er mere betryggende end en ny restaurant fordi der ikke er så mange nye ydre stimuli, så jeg tænker nok at jeg kan klare det, men jeg får dog lidt åndenød ved tanken, men det ville være uretfærdigt ikke også at lade min far fejre mig, for det er i høj grad ham der har præget mig til at ville på universitetet, og i de år hvor jeg var syg har han været der for mig, så han skal også have lov til at være der for mig når det går godt.
I tilfælde af at jeg er en kylling og ikke kan gennemføre det i aften, og det er en reel mulighed, for jeg tænker pizza, og jeg har ikke spist pizza (hvor det ikke var en del af et bulimisk ædeflip) i fem år, så havde vi en lille fejring i går med jordbær og en skål med blandede nødder. Det lyder ikke af meget, men man skal aldrig undervurdere pistacienødder. Det er som om man går i gang, og så kører armene og munden bare deres helt eget spil. Det er et bredt kendt fænomen, så det er egentlig underligt, at der ikke findes et ord for det.
søndag den 16. juni 2013
Om seriefælden
 |
| CSI New York |
Faktisk er det en fordel at jeg har set dem før, det genkendelige beroliger mig, og det giver mig mulighed for at lave alt muligt andet imens. Ikke at jeg nødvendigvis benytter mig af den mulighed, men det vigtige er, at den er der.
Et afsnit varer ca 43 min, og det passer til hvor lang tid jeg kan koncentrere mig om et plot, og det passer til hvor meget kød der egentlig er på en gennemsnitlig kriminalhistorie. Det er jo lidt hyklerisk, at jeg det ene øjeblik sviner kriminalromaner, og det næste øjeblik priser CSI-serierne, nogle af dem i hvert fald. Det er de 43 der er afgørende, for det er de færreste plots der reelt er "værdige" til at fylde 300 sider eller mere.
Det er nu heller ikke fordi jeg tager CSI New York (min yndlings) særlig seriøs. Jo alvorligere og jo mere dybsindige de bliver, jo mere flækker jeg af grin. Jeg elsker når de tager gajol-citater og får dem til at lyde som meningen med livet. "Det får én til virkelig at værdsætte sine nærmeste...". Det gør det sikkert, men hvis de virkelig mente det, så få fingeren ud og før noget ved det, giv dem et stort fugtigt smaskkys eller en plade merci "fordi du er til". Ikke at jeg ved om man overhovedet kan få merci i USA.
Jeg elsker CSI Miami (den mest krukkede) Når Horatio Caine på mest teatralske vis skal se sig over venstre skulder når han skal sige noget "meningsfuldt",.
Men mest af alt elsker jeg serier, for så slipper jeg for at forholde mig til noget som helst, for der er ikke nogen dybereliggende mening med tingene, ikke andet end her er jeg og der er de og der foregår en envejskommunikation som jeg kan slukke for ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen.
Abonner på:
Opslag (Atom)