En improviseret omvej

Jeg var overhovedet ikke farret vild. Jeg vidste præcis hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det var da ikke min fejl, at den vej jeg skulle være drejet ned af var lukket pga vejarbejde. Ligeledes var det heller ikke min fejl, at der blev ved med ikke at være nogen vej i den rigtige retning jeg kunne dreje ned af. Oppe på bakken kunne jeg hele tiden se se den lille hvide kirke, hvor jeg havde aftalt at mødes med Kæresten. Jeg vidste hele tiden i hvilken retning jeg SKULLE, problemet var bare, at jeg ikke KUNNE.

Der kom en vej til højre, og sjældent har jeg været mere lykkelig over at se en vej, men så snart jeg var drejet ind af den, så nægtede den mig igen muligheden for at køre i den retning jeg ønskede. Jeg ringede til Kæresten og sagde, at jeg nok ville blive lidt forsinket, og så fortsatte jeg ellers med at køre lidt rundt på kryds og tværs, indtil jeg kom ind på jordens mest utilgængelige grusvej.Gruset var blødt og cyklens hjul sank dybt ned og gjorde det både svært at komme frem og at styre, men jeg fortsatte stædigt, for jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg først stod af, så ville jeg ende med at skulle trække hele det sidste stykke, hvilket jeg på dette tidspunkt endnu ikke vidste hvor langt ville være.

Nå, men endelig nåede jeg da frem til Kæresten, og vi fandt en tank hvor jeg kunne få mig en dejlig kold cola og sidde i solen og have ondt af mig selv. Min cykeltur var kommet op på 11 km i stedet for bare at være en lille hurtig tur på 4 km.

Kæresten mener at jeg for vild, men det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg vidste jo hele tiden PRÆCIS hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det kan da på ingen måde være min fejl, at der ikke var nogen vej i den rigtige retning.

Da vi skulle hjem viste Kæresten mig den 'rigtige' vej, som stadigvæk var meget kortere på trods det lille stykke med vejarbejde, men jeg prøver stædigt at holde fast ved, at jeg bestemt ikke var farret vild. Jeg genkender dette karaktertræk fra en lang række fortællinger om min morfar, så jeg kan med ro i sindet se over på Kæresten og fortælle, at jeg ikke kan gøre for det, det ligger i mine gener.

Eksamenstid, igen?

Det er da rigtig nok, at jeg ikke har været så meget på universitetet de sidste to uger, fordi jeg har været så træt, og det er da rigtig nok, at vi nu er kommet til det tidspunkt af året hvor solen skinder, fuglene fløjter og allergikere over hele landet får røde næser og kløende øjne, men alligevel, kan det så virkelig passe, at vi allerede er kommet til ENDNU en eksamensperiode? Og selvfølgelig kan det det.

Eksaminer er den studerendes lod. Det er det der skal holde os på tæerne, det er det vi skal vise vores eget værd. Hver og en sidder vi gemt bag computerskærmen eller ved det grønne bord. Vi smiler og lirer alt det vi har lært af, men ordene er ikke kun visdom, ligninger og fakta. Det er i virkeligheden koder hvormed vi prøver at overbevise læreren om, at ja du er en fantastisk underviser, ja jeg har arbejdet hårdt, ja alt dette her er skide spændende, så vil du ikke nok være sød at give mig en god karakter...?

Jeg er en af de bekymrede typer studerende. Hvis jeg nu tager fri i nogle dage, vil jeg så lære det hele? Vil jeg så kunne få en god karakter? Vil læreren se, at jeg er en dygtig studerende? Vil jeg så blive forsikret om, at jeg nu også er et godt menneske? Med tiden er jeg blevet bedre til at tage det lidt med ro. Måske er det alderen, men mest er det en blanding af medicinering, selvforståelse af mit handikap og studienævnets godkendelse af forlænget forberedelsestid.

Jeg åbner en cola til, sødestofferne, bruset og koffeinen dæmper mine nerver.

Den store diskussion går på inklussion, kan handicappede konkurrere og færdes sammen med andre mennesker, og selvfølgelig kan mange af dem det, forudsat de rigtige omstændigheder (og dette er det springende punkt som politikere tit glemmer). For alle mennesker har deres at slås med. Nogle mennesker har normale problemer, andres problemer kræver mere specificeret hjælp.

Nerver, konkurrence og gråd og tænders gnidsel op til eksamen er nogle af de mest almindelige problemer her til lands, ligegyldigt om man har diagnoser eller ej. Når jegvågner midt om natten gennemblødt af sved, fordi jeg drømmer, at jeg har meldt mig til matematik, men er kommet bag ud med pensum og afleveringer, fordi der var et problem i den første opgave som jeg var for doven eller genert til at bede om hjælp til, og nu skal jeg lige pludselig til eksamen, så skal Jung ikke komme og sige, at det hele ligesom symboliserer et forkvaklet forhold til sex, døden og min mor, og jeg derfor bør gå i hypnosebehandling. Nej, jeg har haft mange og mærkelige problemer i mit liv, men dette er ikke ét af dem. Nej her slår min mor, der er gymnasielærer, mig kammeratligt på skulderen og siger "velkommen til den virkelige verden, sådan har vi det alle sammen".

days of unproductivity

Udenfor bliver det koldere, træernes grene står nøgne, og jeg sidder indenfor med ondt i halsen og hoste. Det er ikke fordi jeg er sådan rigtigt syg, jeg er stadig klar i hovedet, men jeg er heller ikke rigtig rask. Det er ikke nogen usædvanlig situation, ikke at være helt på toppen, her i slutningen af et semester. Jeg får lavet meget lidt for tiden. Måske skyldes det, at jeg er småsyg, måske er jeg bare lidt træt af det hele. Min hjerne fortæller mig, at jeg trænger til ferie.

Teknisk set får jeg ikke ferie, men læseferie, et ondt navn at give det. Pensum er ikke voldsomt stort, men meget af det er på græsk, og andet igen står skrevet i en bog der er så kringlet skrevet, at jeg mister håbet efter blot et par linier. På fredag skal vi læse endnu en tekst, men jeg har ikke helt styr på hvem der har skrevet den, hvorfor den er relevant i forhold til Paulus, hvor jeg får fat i teksten, og om det er noget jeg kan komme op i til eksamen, eller om det bare er nyttig sekundær læsning.

Jeg burde begynde at tænke på læseplaner, men i stedet sidder jeg og læser phd comics, og lader som om det er studierelevant læsning (det handler jo om universitetet). Jeg læser også "The Library Book", en bog om hvor seje biblioteker er (biblioteker=bøger=seriøst=studierelevant). Okay, jeg indrømmer det. Intet af dette er spor studierelevant, men nogle gange har jeg lidt brug for at leve i en illusion om produktivitet og kreativitet, når virkeligheden i virkeligheden mere handler om at sidde i beskidte jogginbukser foran computeren med en cola og et semidødt udtryk i ansigtet.

En uheldig episode

Jeg sad i klassen sammen med en af mine venner. Jeg ville fortælle ham historien om hvordan jeg er blevet sat ned i medicin, og da jeg var på apoteket, fortalte farmaceuten mig, at min psykiater havde bestilt 28 pakker, hvilket vil sige ca 1500 piller. Vi blev dog enige om, at jeg nøjes med at hente én af gangen. Det var en sjov lille historie, problemet var bare, at det var første dag på den nedsatte dosis, og jeg derfor var lidt påvirket. Jeg var ikke helt mig selv og jeg var lidt forvirret, og pludselig havde jeg viklet mig en i en lang samtale om sygdom, død og ødelæggelse.

Jeg ved fra erfaring, at det ikke er et godt samtaleemne med folk man ikke kender, og alligevel kunne jeg ikke styre mig selv. Da jeg kom hjem var jeg meget pinligt berørt, og havde lyst til at falde død om på stedet. Jeg prøvede at drukne mine sorger i pepsi max, mens jeg sad og prøvede at gennemanalysere situationen.

Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle disse historier, selvom jeg VED, at mange mennesker ikke bryder sig om dem? Først er der det, at jeg glemmer, at folk ikke kan klare dem. For mig er det jo ikke noget særligt, det var mit liv og min hverdag og det var sådan jeg var som person, men mest af alt tror jeg, at min åbenmundethed handler om, at sygdommen gør mig til noget særligt. Når jeg sidder i klassen er jeg bare et anonymt medlem af flokken. Jeg snakker meget om, at jeg gerne vil være normal, men i virkeligheden er jeg meget lidt et flokdyr.

Jeg er i høj grad individualist. Min karakter er i høj grad bygget op over, at jeg er hvid, kvinde, dansker og kristen, men der er også træk der er unikke for mig. Jeg vil gerne høre til, jeg har ikke noget imod at tilpasse mig, men at lade mig assimilere, det er jeg ikke helt sikker på at jeg vil. Jeg er mig, og hvem jeg er er meget præget af mine syge år, og det vil jeg gerne have at folk ved.

Når man skal begynde at tilpasse sig en ny gruppe, som for eksempel en ny klasse, så skal man være opmærksom på hvordan man introducerer emner som for eksempel sygdom, og jeg har været meget opmærksom de sidste par uger, og har snakket om at jeg har tid nok, men så i går væltede ordene ud af mig i en lang talestrøm.

Da vi havde fri burde jeg have holdt mig lidt tilbage sammen med de andre for at måle stemningen, men jeg var flov og skulle tisse så jeg for ud af døren.

Flyttedag

Sig nærmer tiden da jeg må bort, og det er underligt, jeg har sagt farvel til 17 pædagoger og en hund. Mentalt er jeg allerede flyttet for flere dage siden, men det er bare som om at alle mine ting ikke helt har fattet det, de har nemlig ikke flyttet sig, de står der i deres flyttekasser og indkøbsposer og ler hånligt af mig. "Haha" siger de, "der er stadig meget arbejde at gøre".

I fredags var jeg nede og hente nøglen med en pædagog. Af bureaukratiske grunde kom jeg med toget og hun kom i bil, men jeg havde været smart at tage cyklen med i toget, så jeg 1) kunne cykle fra stationen, og 2) slap for at have den med i flyttebilen. Det var mega smart, lige ind til jeg satte mig op på den. Det siges, at man aldrig glemmer hvordan man cykler, men når man ikke rigtigt har cyklet i 4 år, så er det denondelynemig rædselsvækkende at starte ud med bykørsel i en by med vejarbejde. Det tog mig kun 25 min at komme hjem til mit nye hjem, men det kunne lige så godt have taget en evighed. Sveden haglede af min ryg og mine øre og fingre gjorde ondt af kulde. Men både jeg og pædagogen kom det frem, men beskeden om at vi ville komme var bare ikke lige net frem til varmemestren. Det var kun et tilfælde at vi lige mødte ham. Det kunne ellers være smart, hvis jeg stod med min far og en flyttemand søndag men ikke kunne komme ind.

I går kom min mor så og hjalp mig med at pakke. Det er ikke fordi jeg er doven, og det er heller ikke fordi jeg som sådan ikke kan finde ud af at pakke, det er bare det, at jeg så nemt mister overblikket. Da min mor kom havde jeg pakket 16 poser med bøger og en kasse med lidt af hvert. Det var pakket meget fint, men til gengæld havde det taget mig en uge, og skabe og reoler var stadig fyldt med ting. Så gik min mor ellers i gang. Jeg sværger, at hvis ikke min mor havde brugt 80'erne på at uddanne sig og få børn, så ville hun kunne være blevet Danmarksmester i tetris. Kun få er så dygtige til at få så meget ned i en flyttekasse, og hvor man stadig kan bære den bagefter. Jeg stod henne ved en anden reol og pakkede. Jeg kunne se på min teknik, at mit mentale overskud var langt højere en sidst jeg skulle flytte, for jeg var ikke selv helt uden evner. Det gik dog en anelse langsommere.

Hurtigt begyndte jeg dog og blive træt, og mit arbejde blev mere og mere sjusket. Jeg tænkte ikke over, at jo mere sjusket, jo flere flyttekasser ville det fylde, men jeg tænkte, at bare min mor ikke kommer herind og ser det her, for så vil hun helt sikkert bede mig starte forfra, hvilket hun helt sikkert ikke ville. Til sidst måtte jeg lige tage fem minutters pause, men da jeg først havde sat mig ned, kom jeg ikke i gang med arbejdet igen. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg, men min mor bad mig bare bare om at sætte mig ned med en bog. Jeg var da nok en lille smule skamfuld over at sidde der mens min mor gjorde resten af arbejdet, men jeg genlæste Caitlin Morans "Kunsten at være kvinde" som bare er hyle skæg og meget sjovere end at pakke flyttekasser.

I dag flytter jeg så, om fem timer mere nøjagtigt, men hvad i alverden skal jeg få fem timer til at gå med? Jeg har allerede været nede på tanken sammen med alle de fulde julefrokostmennesker for at købe cola, jeg har skrevet emails og jeg har været ved at knalde hovedet ind i døren efter at være snublet over en flyttekasse. I min nye lejlighed vil der til at starte med ikke være noget internet, så I hører ikke lige til mig igen før på lørdag.

Om at træne med tømmermænd

Er det to år siden jeg stoppede med at sukker? Nej jeg tror efterhånden, at det må være tre. Det er underligt, at man kan glemme sådan noget set i forhold til hvor afhængig jeg var. I begyndelsen var det usigeligt hård, men på et eller andet tidspunkt satte hverdagen ind, og så var det bare sådan at tingene var, at jeg ikke spiser sukker.

I går skulle jeg lige have en af de der proteinbars der reklameres så meget for. Den hed noget med diet, så jeg tænkte, at det kunne nok gå, men den var sødet med honning, meget honning, og jeg er ligeglad med hvor naturligt honning er, det er stadigvæk sukker. Jeg burde ikke have spist den, men jeg var virkelig træt, så jeg tænkte, at det ville nok kunne gå an. Det gjorde det også til at begynde med. Jeg havde været bange for at jeg straks ville gå ned og tømme den nærmeste slikbutik, men det gjorde jeg ikke.

Da jeg vågnede i morges var tingene dog knap så sjove, for jeg vågnede med en dundrende hovedpine. Jeg slæbte mig ud i køkkenet og tog nogle ordentlige slurke af en flaske saft der lå i køleskabet, og så slæbte jeg mig tilbage i seng, hvor jeg lå og blundede i en 20 minutters tid. Det hjalp ikke meget, men nok til, at jeg da kunne stå op i oprejst stilling og komme igennem morgenens program.

Hovedpine eller ej, jeg har ikke trænet siden sidste mandag, så jeg pakkede mine ting og tog hen i fitnesscentret. Helt kvik har jeg dog ikke været, for mens jeg stod på en af maskinerne med kvalme og ondt i knolden og trampede løs, kom jeg i tanke om, at jeg da vist ikke havde fået noget kaffe. Kaffe er et vidundermiddel mod hovedpine, eller rettere koffein er. Jeg plejer at få dækket mit behov med pepsi max, men for at stille min tandlæge og min pengepung tilfreds, er jeg stoppet med det også.

Træning med tømmermænd, for det er i grunden det det er, er ikke nogen fornøjelse, og jeg kom da heller ikke hele vejen gennem mit program, før jeg opgav og vaklede ind i omklædningsrummet. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen og skyndte mig hjem, for jeg troede, nærmest at jeg skulle besvime.

Nu har jeg fået min kaffe og er ved at have det helt menneskeligt igen.

En kop kaffe

Jeg sidder her med en kop kaffe i de stille morgentimer, og selvom musikken kører, så nyder jeg alligevel den ro der er på denne tid af dagen. Om lidt pakker jeg mine ting og tager over og træne, og så begynder min dag for alvor, men lige nu sidder jeg bare og drikker en helt almindelig rolig kop kaffe.

Jeg drikker kaffe med meget mælk og kunstige sødestoffer, for jeg har ikke helt vænnet mig til det i forhold til min elskede pepsi max, som jeg prøver at trappe ud af, men det er ikke det jeg tænker på lige nu. Lige nu tænker jeg ikke rigtigt på så meget. Jeg griner lidt af nogle sjove billeder på facebook og tager en slurk af min kaffe der begynder at blive kold, så jeg hælder den ud for om lidt skal jeg hen og træne, men ikke endnu. Lige nu er det stadig en fredelig fredag morgen.

Jeg købte roser i pink og lyserød i lørdags, og de står stadig fint. Hvad er forskellen egentlig på pink og lyserød? Jeg tror at pink er mørkere og mere krads end lyserød, men jeg er faktisk ikke helt sikker.

Det er nu andre mennesker står op, men jeg har været oppe i flere timer. I en periode af mit liv hvor jeg havde det meget svært, i en periode uden medicin, vågnede jeg også meget tidligt, men angsten var så slem, at jeg ikke kunne sidde stille og roligt og nyde noget som helst. Jeg tog musik i ørerne, og så gik jeg. Jeg gik i timevis uden mål, jeg gik bare. Det var en beroligende følelse at se hvordan der langsomt begyndte at komme lys i folks hjem. En gang for jeg vild i et industrikvarter kl 4-5 om morgenen, men det tog jeg nu ret roligt, det var i hvert fald ikke værre end alt det andet der foregik i mit liv på det tidspunkt, og jeg fandt da også hjem til sidst.

Så lige nu sidder jeg bare og nyder en rolig morgen, og jeg er taknemmelig for, at jeg er kommet så vidt med min udvikling.

Om at stå på egne ben

I går var det første august, hvilket ville sige, at det var tid for mig at tage det næste skridt i min 'kamp' for at blive mere selvstændig og klar til at flytte for mig selv en dag. Jeg har op til nu betalt kostpenge (1800,- om måneden) sammen med min husleje, og jeg har bare kunnet tage hvad jeg ville nede i køkkenet, eller jeg har kunnet skrive det på indkøbslisten, men nu er det på tide, at jeg selv tager ansvar og selv holder styr på det hele.

Sådan noget med at handle, det burde da ikke være så svært, det var sådan det plejede at være før jeg kom hertil, men det plejede også at være sådan at jeg virkelig bare ikke kunne styre det med maden. Der havde dog overhovedet ikke været nogen form for tvivl i mit sind, og jeg havde slet ikke overvejet om der skulle være det. Jeg så på min kontaktpædagog med overbærenhed, når hun prøvede at tale med mig om det.

Jeg startede dagen i Rema. Hver dag handler jeg på ca samme tidspunkt i den samme butik. Jeg køber de samme ting, ser de samme ansigter og siger de samme fraser. Den unge mand bag kassen er nok det menneske jeg ser flest gange i løbet af en uge, og alligevel er det eneste vi siger til hinanden.
- "Hav en fortsat god dag".
- "Rak, og i lige måde".
Det er ikke fordi jeg søger at det skal være mere, det er bare en underlig og lidt ensom fornemmelse.

I går var alting så bare ikke det samme alligevel, for min kurv indeholdte ikke bare pepsi max og saft, men også rigtig mad, såsom gulerødder og frisk pasta. Det føltes godt at være herre i eget hus, frue i eget køkken. Senere meldte angsten sig dog. Jeg var ikke bange for, at jeg ikke kunne klare det, det var en mere ukonkret følelse, som en slags sult der gjorde mig åndeløs. Det var et diffust møde med det nye og ukendte, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne være mere overskudsagtig omkring disse ændringer.

Jeg fik noget beroligende og sad længe og klappede en af pædagogernes hund som var med på arbejde. Det er altid rart når nogen værdsætter én så meget som nærmest kun en hund kan. Når den ligger der i ekstase og slår med halen, så er man det eneste der eksisterer, og man bliver højt elsket.

Så starter sommeruni og andet

Så er det i morgen, at jeg starter på sommeruni. Jeg er ikke blevet færdig med at læse bogen, bla fordi jeg i går valgte at tage en fridag. Jeg tænkte, at de kunne være sundt at slappe lidt af før det hele går i gang, men det kom ikke til at ske, for jeg kedede mig så meget, at jeg var helt anspændt, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt have læst. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste havde fået en masse ud af dagen, men det kan jeg ikke ligefrem sige, jeg fik set CSI NY, lagt vasketøj sammen og jeg havde nogle samtaler med forskellige pædagoger og mit bosteds leder ang min fremtidige flytning. Det er da ikke fordi jeg slet ikke fik lavet noget, men helt imponerende er det heller ikke.

Min mangel på cola hjælper ikke just på mit aktivitetsniveau. Ja, jeg drikker godt nok kaffe i stedet for, men så meget kaffe drikker jeg heller ikke, at det er helt nok, for kaffe er bare ikke helt lige så godt. Jeg prøver at holde mig til en liter om dagen, og det er hårdt, men der er ikke nogen der siger, at det er en menneskeret at drikke 2-3 liter om dagen, for så 'slemt' kan det godt nogle gange være. Det er lidt min drøm, at jeg som normale mennesker kun drikker cola en gang imellem, så jeg lokker mig selv med store gaver.  Jeg frygter dog lidt hvordan det skal gå, hvis jeg ikke har cola til mine lange dage på universitetet

Den gave jeg har ønsker mig, er i forhold til min indtægt, lidt dyr, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vælge noget andet, men jeg synes altså virkelig, at den er pæn. Jeg havde en samtale med en af pædagogerne om det, og hun synes jeg bare skal gøre det, for hvis jeg vælger noget andet KUN fordi det er billigere, så bliver jeg ikke rigtigt glad for det, og hvis man ikke er rigtig glad for det kan man lige så godt lade være.

mig 1.y

Nu bruger jeg betegnelsen, at jeg gerne vil være som normale mennesker, og at jeg gerne vil have pæne ting, og det får måske nogle til at stejle, men jeg mener det grav alvorligt. Jeg går meget op i at mit tøj og min opførelse er så perfekt som muligt, men jeg føler bare at jeg har meget at kompensere for, meget at bevise, hvis jeg gerne vil kvalificere mig til at blive accepteret af andre. Jeg er kommet en lang vej siden det billede blev taget, men inderst inde føler jeg mig stadig som den pige der. Man kan sige mange ting om at man ikke behøves at gå klædt som alle andre, at man skal finde sig selv, men jeg følte mig jo ikke tilpas sådan der, jeg ønskede at være lige som alle andre, jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde.

Så når jeg snakker om at jeg ønsker at være normal, så ønsker jeg nok at være bedre end normal. Jeg formulere mig måske som om jeg gerne vil være bedre end andre, men det er for nemheds skyld, for det er ikke helt sandt, jeg ønsker bare at være bedre end den jeg var, men da jeg ikke føler at jeg har noget fungerende indre kompas til den slags, så føler jeg at jeg bliver nødt til at gøre lidt mere hele tiden, bare for at være på den sikre side.

Jeg ved godt at de fleste har kiksede perioder som man prøver at lægge bag sig, og min er nok ikke værre end så mange andres, men det forestiller man sig vel altid selv, jeg tager det nok bare mere personligt end de fleste.

Om kaffe i stedet for cola

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg drikker alt for meget cola (Pepsi Max), 2-3 l om dagen for at være mere nøjagtig. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg med måneders mellemrum forsøger at skære ned for pengepungen og mine tænders skyld. Så lige nu forsøger jeg at få mit forbrug reduceret til det halve, men på en eller anden måde skal jeg jo have opfyldt mit koffeinbehov, så jeg er begyndt at drikke kaffe med sødemiddel og mælk.

Jeg kan egentlig sådan nogenlunde godt lide kaffe, men DET ER BARE IKKE DET SAMME (indsæt selv en meget utilfreds smiley), for der er ingenting der slår en iskold cola, hvor kulsyren prikker én i halsen og vækker sanserne til live. Min psykolog og jeg har snakket om at især det sidste er en af grundende til min afhængighed, for jeg er nærmest afhængig af ydre stimuli af huden, og åbenbart også i svælget. Af den grund går jeg også altid og rører ved ting.

Bare fordi noget er rart, betyder det ikke, at man skal tillade sig selv at gøre det hele tiden, og jeg siger jo ikke, at jeg vil stoppe helt med at drikke cola. En liter om dagen er mere end hvad de fleste mennesker drikker, og sikkert også mere end min tandlæge vil anbefale, men det er hvad jeg lige kan overskue lige nu. For at holde min motivation oppe, har jeg besluttet, at hvis jeg holder mig til en liter om dagen i hele juli måned, så må jeg købe mig et smykke som jeg har forelsket mig lidt i.

Når jeg gør det sådan, er det også fordi jeg er blevet lidt for glad for at bruge penge på det sidste. Jeg fik de der penge tilbage i skat, og så vænnede jeg mig til, at hvis der var noget jeg gerne ville have, jamen, så købte jeg det bare. Jeg er ikke i pengenød, men skattepengene er for længst brugt op, så nu skal jeg vende tilbage til en mere rimelig/normal tilværelse, hvor jeg altså skal gøre mig fortjent til nogle af de virkelig lækre ting, som jeg har lyst til. Som sagt er jeg ikke i pengenød, men det kan jeg alt for let komme, hvis nogle af mine nye vaner bliver lidt for indgroede.

På den anden side skal jeg passe på med et sådan belønningssystem. På den ene side, kan jeg risikere at tage alt for let på det, og belønne mig selv i tide og utide og ende med at blive fed og forgældet, eller jeg kan tage det for alvorligt, og ikke tillade mig selv at nyde noget som helst før jeg har ydet. Jeg husker da jeg skulle op til eksamen i vinteren 06/07, der lavede jeg et system med, at jeg måtte spise x antal kalorier for hver side jeg læste eller for hver sætning jeg oversatte, og om end jeg ikke blev nær så tynd som jeg ønskede, så blev jeg i hvert fald ulykkelig, men det betyder ikke nødvendigvis at et belønningssystem er en dum idé, det betyder bare, at jeg skal tænke mig om.

når man bliver kvalt af lutter omsorg

Da jeg for tre år siden startede til psykolog, da sagde hun, at det var hendes mål, at jeg skulle komme til at kede mig voldsomt til vores møder, for når jeg gjorde det, så vidste hun, at hun havde givet mig hvad hun kunne, og at det var tid for mig at komme videre i mit liv.

Jeg er ikke blevet træt af min psykolog, men på mit bosted er jeg kommet til det punkt, hvor jeg føler mig kvalt i omsorg. Først var jeg bange for følelsen, for jeg følte, at jeg svigtede pædagogerne som bare prøver at gøre det så godt for mig som muligt, men jeg er kommet til at indse, at det i virkeligheden er en stor ros, for det betyder at de har gjort deres job, at jeg er kommet ud på den anden side og er klar til en mere normal tilværelse, jeg er ved at være klar til at flytte videre i systemet.

Ind til nu har der været to skelsættende flytninger i mit liv, da jeg flyttede hjemmefra og da jeg flyttede i min egen lejlighed på et bosted. Ingen af gangene var jeg særlig godt forberedt, men det vil jeg gerne være denne gang, så jeg vil bruge min sommerferie på at lægge budget og lægge planer, men det der er den største udfordring, og som skræmmer mig mest er, at jeg skal vænne mig til eller måske ligefrem lære fra bunden at omgås mad på en personlig og hensigtsmæssig måde.

Dengang jeg flyttede i egen lejlighed (på bosted) kom jeg direkte fra en 8 mdr lang indlæggelse på psykiatrisk, og pludselig skulle jeg klare mig helt selv med fire timers menneskelig kontakt om ugen. Jeg sad i en by som jeg ikke havde lyst til at bo i, jeg havde et liv, som jeg ikke ønskede at leve, og det reagerede jeg på på den eneste måde jeg kendte og følte mig tryg ved, jeg skar og kastede op og jeg græd i stride strømme. Angsten var ikke noget der kom i anfald, det var noget der var der konstant i dage, uger og måneder.

Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at der pludselig skal være andet end cola og saft i mit køleskab. Hvad nu hvis jeg går på rov? Hvad nu hvis jeg slet ikke er så klar som jeg tror? Hvad hvis alt står og falder på det med maden? Hvad hvis jeg endnu ikke er "værdig" til et normalt liv?

Okay, helt normalt vil det ikke blive (hvis det da overhovedet bliver til noget), for jeg vil stadig have brug for massiv støtte, måske endda hver dag, men det vil om muligt blive tættere på Aarhus, hvilket vil give mig mulighed for et mere normalt studieliv med mine medstuderende og mine veninder, hvilket jeg savner en del. Jeg tænker også, hvor meget tid der vil blive til rådighed, hvis jeg ikke længere skal bruge så lang tid på transport, for det er jo ikke kun fordi transporten tager lang tid, tiderne passer heller ikke altid lige godt, så tit må man komme 25 min for tidligt for ikke at komme 5 min for sent fordi toget kun går hver halve time.

Der er dog én ting der især vil blive en udfordring. Pga den måde jeg bor på, så har jeg flere penge til rådighed, end jeg så i fremtiden vil have. Det er derfor, at det er vigtigt at få lagt et ordentligt budget i ferien, så jeg kan vænne mig til hvad jeg så i fremtiden vil have af rådighedsbeløb.

3 gode tilbud

Jeg var lige nede i kiosken og købe to morgencolaer. De var på tilbud, så de kostede det samme som hvis jeg havde købt dem i en almindelig butik. Det er (desværre) ikke noget jeg normalt tænker så meget over, jeg skal bare have min cola, men jeg har brugt lidt for mange penge i denne her måned, hvilket jeg bestemt ikke fortryder, men altså, på tilbud var de i hvert fald.

Udenfor kiosken blev jeg stoppet af en ung mand med "an offer you can't refuse". Han skulle til Randers, men han havde ikke nogen penge, så han ville sælge sin kun to dage gamle computer. Jeg smilede pænt og sagde nej tak, for den var sgu sikkert nok stjålet.

Tilbage i januar skulle jeg have ny skoletaske, og jeg valgte Eastpak, for med dem går man da aldrig fejl, gør man? Det gør man så. Jeg havde endda sagt nej til min farmors tilbud om en gratis gammel/retro Fjällraven. Jeg har egentlig været glad nok for min Eastpak, men den er min lyserøde periode som jeg har haft i flere år som nu er ved at være slut, og jeg ærgrer mig.

Her i weekenden var jeg på besøg hos min far, og så skulle jeg da også lige et smut inden om min farmor, så jeg spurgte om tilbudet stadig gjaldt, for jeg ville egentlig gerne have den taske. Min farmor er super sej, hun gemmer blandt andet på alle mulige ting der med tiden kommer på mode igen. Hun undskylder med jævne mellemrum, for det er jo os der skal rydde op i alt hendes lort når hun ikke er her mere. For det første vil jeg slet ikke tænke på at det en dag vil ske, for jeg elsker hende så højt. For det andet er det ikke lort. Noget af det er måske, men noget af det er også guld.

Jeg selv er af en helt anden type. Jeg smider ud og smider ud, jeg er endda værre end min mor. Kan jeg ikke finde en plads til det? Ud! Er jeg i dårligt humør? Ud! skal jeg flytte? Ud! Er jeg i tvivl? Ud! Har jeg et af mine "anfald? Ud! Ud! Ud! Nogle gange er det som om jeg ikke har nogen forståelse for tings værdi, selv smykker ryger. Det er noget jeg arbejder på, for mange gange oplever jeg at fortryde at have smidt ting ud, og jeg kan fortryde det meget inderligt.

Men nu er jeg den stolte ejer af en Fjälraven. Jeg har faktisk tidligere haft en (den er selvfølgelig for længst blevet smidt ud), men den var slet ikke så sej som den her.

Om at blive uvenner og andre venner

Jeg er blevet uvenner med en veninde, men jeg ved ikke hvad jeg har gjort forkert, og hun vil ikke fortælle mig det, hun vil faktisk i det hele taget ikke snakke med mig. Det har stået på i mange måneder nu, og jeg føler mig hjælpeløs, for det er et problem pædagogerne ikke kan hjælpe mig mig, ud over at hjælpe mig til at være i det på bedst mulig måde. Det er jeg bestemt ikke tilfreds med, men min utilfredshed bunder mest i min frustration.

Pave Benedikt XVI til ungdomsdagene i Køln 2005

Desværre er det en pige jeg har en del at gøre med, så det er så befriende at kunne tage på universitetet og være sammen med mennesker der gerne vil være sammen med mig, men det er desværre snart slut, for på mandag går vi på læseferie. I dag skal vi så holde vores uofficielle afslutning, men mange kommer ikke, for der er danske kirkedage, og selvom det er trist, så kan jeg godt forstå dem, for den slags er en super fed oplevelse.

Nogle kommer dog forhåbentligt, for jeg har bagt boller og købt Nutella til dem. Siden påske har det været 'tradition' at vi mødes efter timen (som slutter kl 10) og spiser kage og drikker alkohol. Jeg spiser godt nok ikke kage, og jeg drikker ikke alkohol, men som regel har jeg siddet med min madpakke og en pepsi max. Vi hygger os gevaldigt, og det føles så  befriende og så langt fra alle de ting der ellers er galt med mit liv.

Om et hebraiskmøde

Undskyld at der ikke lige kom et indlæg i går, men jeg valgte at prioritere søvn frem for blog og motion, for som jeg sad foran computeren blev mine øjne ved med at glide i,  og mit hoved faldt hele tiden ned på brystet. Jeg var ellers stået tidligt op for at nå det hele, men der er grænser for hvor mange pinsler selv jeg vil lade min krop gennemgå, desuden begynder jeg at spise når jeg er rigtig træt, og for mig er der nok ikke noget værre end at miste kontrollen over maden.

Jeg skulle tidligt op, for jeg skulle tidligt af sted, for jeg skulle mødes med min hebraisklærer kl 9 i Aarhus. Efter at have været gået i seng igen klarede jeg turen og kom til universitetet i god tid, så jeg satte mig ind i kantinen og fik en pepsi max og skrev på et brev. Da det var tid til at gå hen til lærerens kontor så jeg læreren stige ud af sin bil, så jeg blev stående i skjul og holdt øje med ham, så at han kunne nå at komme hen til sit kontor før mig, men det viste sig at han lige skulle noget andet, så jeg kom alligevel først. Jeg ønskede som sagt ikke at komme først, da min hebraisklærer er en lidt distræt mand, og jeg kunne forestille mig, og fik delvist ret i, at min tidlige tilstedeværelse ville stresse ham.

Mødet handlede egentlig om Amos, som jeg oversatte lidt af i juleferien, men vi snakkede næsten en time, så vi nåede også mange andre ting. Jeg havde ikke ydt ham ære. Jeg har hele tiden regnet ham for en genial underviser, men jeg havde egentlig ikke troet, at han var en der engagerede sig i sine studerende, men han var meget interesseret i under hvilke omstændigheder jeg bor og studerer nu om dage. Ikke at vi gik i dybden med hvad mine diagnoser er, det var nok for ham at vide, at jeg var meget syg og blev erklæret uegnet til at tage vare på mig selv. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke tænkte at det kunne interessere ham. Det skyldes nok dels, at han kalder os ved efternavn, men det er nok ogsåmine fordomme over for universitetsprofessorer, men fordelen ved teologi er, at vi er et overskueligt antal elever, så de lære der vil, kan reelt nå at lære alle vores navne.

Noget af det jeg fik med ud fra vores møde var en helt ny selvtillid, for min lærer roste mig rigtig meget, og han er ikke én der bare siger den slags. Det vil sige at jeg i den efterfølgende time, turde blande mig i den diskussion der ofte foregår mellem vores lærer og holdets stjerneelev. Efterfølgende lod jeg så min sædvanlige usikkerhed indhente mig, og som jeg sidder her, synes jeg at det er ekstremt pinligt nogle af de ting jeg sagde, for bare fordi man har læst et eller andet i en bog gør ikke, at det lyder vildt klogt at bruge i et argument på klassen. Hvor dumt det jeg sagde reelt er, er jeg ikke dygtig nok til helt at vurdere.

mode-freak

I går da jeg kom ned på stationen, blev jeg modtaget af en sød, enøjet, og skum liderlig hankat, der højlydt mjavede efter selvskab. Jeg kløede den lidt bag øret, men jeg kunne ikke give den den slags selskab den higede efter.

Forleden kiggede jeg ind i mit skab og tænkte, at jeg mangler overdele, både hyggebluser og lidt pænere overdele. Så kiggede jeg på min konto. Den var ikke så tom som man kunne frygte efter alle de indkøb jeg har gjort på det sidste.

Butikkerne her hvor jeg bor er faktisk rigtig gode, især i forhold til byens størrelse, men jeg ville udnytte at jeg jo alligevel var i Aarhus, og det var ikke fordi jeg nødvendigvis ville købe noget i de lidt dyrere butikker, men jeg ville da bare ind og kigge lidt, som om... Men først skulle jeg hen i universitetsboghandlen og have et bibelatlas. Et bibelatlas er en lille bog der mest af alt ligner en lille billedbog til børn, sådan en som koster 50 kr, men 50 kr kostede den ikke, den kostede 288, gag, det var lige ved at fratage mig enhver lyst til at shoppe. Den er sikkert spændende og studierelevant og alt muligt, men, men 300 kr, det er mere end hvad jeg måtte give for en bluse fra Mynthe og Simonsen lidt senere på dagen.

Jeg havde jo hævet penge specifikt møntet på tøj, og jeg havde to timer der skulle fordrives inden min næste aftale.

Jeg købte en kjole (på tilbud) i et snit som klæder mig rigtig godt. Jeg ved ikke hvad det hedder i modeverdenen, men jeg kalder det et græsk snit. Jeg havde aldrig troet, at dagen skulle komme, hvor jeg skulle spørge min far til råds om mode, men jeg skrev en sms til ham, og spurgte hvad det var kvindernes dragter i oldtidens Grækenland hed. Svaret var peplos (maskulinum singularis nominativ). Jeg havde en i forvejen derhjemme, så hvad vil det hedde i pluralis? Jeg bestod kun min græskeksamen med nød og næppe d 18 februar 2007, så jeg måtte søge hjælp på nettet. Peplos i plural hedder peploi.

Næste butik var så Mynthe og Simonsen, hvilket jeg faktisk ikke opdagede før jeg var inde i den, ellers ville jeg ikke være gået derind, og priserne var da også til at dåne over, men nu var jeg der jo, så kunne jeg godt kigge lidt rundt på udsalgshylderne, og voila, en t-shirt til 200 kr, og det var da til at overleve. For sjov prøvede jeg også en kjole til 1400 kr, og som jeg sagde til ekspedienten (efterfulgt af mit nørdede grin), så håbede jeg inderligt, at jeg ikke kunne lide den, men selvfølgelig kunne jeg det. Jeg træner næsten hver dag, så når jeg er i mine gode øjeblikke og ikke er alt for spiseforstyrret og lægger mærke til hver en lille bitte delle og ser dem som noget meget større, så i små vinduer af et lyst sind, kan jeg anerkende, at jeg faktisk har en flot krop, og det fremhævede denne kjole. Jeg ville godt kunne købe den, hvis jeg droppede Pepsi max resten af måneden, men mig uden Pepsi er som Brødrene Price uden smør, og kjolen var desuden alt for upraktisk, lang og snæver, hvilket ikke går godt til mine lange skridt.

Så manglede jeg bare en pæn bluse til universitetsbrug. Jeg fandt da også en. Den var lidt dyr, men nu havde jeg jo fået alt det andet så billigt. Jeg stod i omklædningsrummet, og jeg følte mig pæn. Det er så sjældent at jeg føler mig pæn, så det var måske i lige så høj grad følelsen jeg prøvede at købe som blusen. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville spørge om butikken tog mastercard. Hvis ja, så skulle jeg have blusen, hvis ikke, så måtte jeg takke nej. Det gjorde de, men så havde jeg også overskredet dagens budget med et par hundrede kroner, så jeg måtte sidde på en bænk i læ og nyde (den gratis) sol den sidste time jeg havde tilbage at vente.

På gågaden op til stationen da jeg skulle hjem, var der en ret talentløs gøgler der fløjtede efter mig, og jeg kunne ikke helt beslutte mig til om det var et kompliment eller hvad.

om detaljer og vaner

Sikke et vejr. Folk beklager sig, så man skulle tro, at det var jordens undergang. Personligt gør det mig mig ikke noget, jeg synes bare at det er hyggeligt, men jeg kan godt se, at det må være irriterende for dem der har bil. Lidt længes jeg måske nok efter foråret, så jeg har købt påskeliljer, men de er næsten helt hvide. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal se sådan ud, eller om de bare er forkvaklede. De står dog bare på mit sofabord og virker overflødige/ligegyldige.

Jeg prøver at skabe et liv med sans for detaljerne. Jeg er en nørd efter detaljer, men af en eller anden grund synes de at være delvist manglende i min husholdning. Da jeg havde redt seng i går, så det ikke godt ud. Jeg prøvede at rette lidt til, men det blev det ikke meget bedre af. Så gik jeg ned og købte min daglige dosis Pepsi max, og da jeg kom hjem tog jeg sengetæppet af og startede forfra.

Jeg er ikke vokset op med at redde seng, ikke på den måde i hvert fald. Engang i de små klasser spurgte min engelsklærer hvor mange af os der redte seng. Jeg erindrer ikke, at jeg bed mærke i hvem eller hvor mange der rakte hånden op, men jeg husker tydeligt følelsen af skam, og jeg har skammet mig lige siden. Da jeg blev ældre, og overskuddet var til det, prøvede jeg at rede seng, og jeg brugte et almindeligt tæppe som sengetæppe, men det var bare ikke det samme.

For 1½ år siden besluttede jeg mig så for, at jeg ville skabe mig et hjem, med nye møbler og alt det, og en af de ting jeg købte var et sengetæppe, og siden kom der også et par pyntepuder. Langsomt lærte jeg at få denne nye vane ind i mit liv. Selv nu så lang tid senere er det ikke hver dag det bliver gjort, men især de dage hvor jeg tager på universitetet føler jeg mig dårlig tilpas hvis det ikke bliver gjort, så er det lidt ligegyldigt, hvordan resten af lejligheden ser ud, vasketøj på gulvet, opvask på køkkenbordet og deslige.

Man skal prøve noget 40 gange før det bliver en vane. Well, nogle gange er det mere andre gange mindre. Det med at redde seng er hverken første eller sidste gang jeg prøver at få en nu vane ind i mit liv. Den nyeste ting er, at jeg gerne vil lære at vaske fingre. Man skulle tro, at jeg allerede gjorde den slags, men det var ikke tilfældet. Da jeg var barn var der mange af de duftfri sæber, der lugtede decideret grimt, så jeg holdt op med at vaske hænder regelmæssigt. Det er ikke noget jeg indrømmer gerne, men det har været sådan i mange år, og nu skulle det så være, at jeg genlærte det, nu hvor jeg alligevel tusser rundt herhjemme uden at lave noget. Jeg ved ikke hvor mange gange det tog mig at komme ind i rytmen. 40? Måske mindre.

Det er disse små ting i hverdagen der får mig til at føle mig som et 'rigtigt' menneske. Jamen selvfølgelig er jeg da et rigtigt menneske. Nej ikke helt. Jeg er psykisk handicappet, så nogle gange går jeg rundt og føler mig halv.

Mellem syg og normal

Jeg er blevet syg, ikke nok til at blive liggende i sengen med god samvittighed, men nok til at jeg ikke skal træne og i skole, men typisk mig, så kan jeg ikke blive hjemme med god samvittighed. Jeg bliver ganske vist hjemme, men jeg sidder lidt med følelsen af, at når jeg er rask nok til at være ude af sengen, så burde jeg også være rask nok til at tage i skole, og sådan kunne det måske også være, hvis det bare var et spørgsmål om lige at smutte ned på universitetet og så hjem, men nu bor jeg nu engang sådan at det tager 1.5-2 timer med offentlig transport hver vej, og det kan jeg simpelthen ikke overskue.

Det er værst når jeg er sammen med andre mennesker, for når jeg er alene sidder jeg bare og kigger dødt ind i tv- eller computerskærmen, men når jeg er sammen med andre virker selv de mindste fejl og mangler voldsomt irriterende på mig, og jeg skal bruge alt for mange kræfter på ikke at reagere derved, flere kræfter end jeg kan undvære lige nu.

Jeg prøvede dog alligevel at tage hen og træne her for lidt siden, men da jeg stillede mig op på cross traineren, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke ville kunne klare ½ time. Mine muskler var ømme og mit hoved var tungt, så jeg steg af og prøvede lidt styrketræning i stedet, dog ikke med meget mere succes, så jeg gik hjem.

Nu sidder jeg så her med en kold pepsi max og overvejer hvor mange praktiske ting jeg skal satse på at få ordnet før jeg smider mig på sofaen foran fjernsynet og selv går kold.

• vasketøj
• aflevering
• bad
• redde seng
• posthus
• indkøb 

Men det er underordnet, når man er syg må man godt være en sjuske Dorthe, også selvom man ikke er rigtig rigtig syg.

Om øvelser i selvkontrol

Det er nu søndag, og jeg havde planlagt, at jeg skulle bruge weekenden her på at skrive min aflevering til på fredag om genregenkendelse af historien om Babelstårnet, men jeg er gået helt kold. Faktisk har jeg ikke bare skriveblokering, jeg har tankeblokering. Hvis man lavede et udskrift af hvad der skete oppe i min hjerne lige nu, så ville jeg lyde som en lallende idiot, en rablende imbecil.

Jeg ved godt, at der er længe til fredag, det bliver pædagogerne også ved med at fortælle mig, men jeg skal til Aarhus mandag, tirsdag og onsdag, og det giver kun torsdag til at skrive, og det er lige lovlig vovet hvis nu et eller andet går galt og jeg skal et eller andet eller denne blokering ikke er lettet eller hvad der nu kan komme i vejen. Jeg kan sagtens afslutte opgaven torsdag, men skrive den hele, det tør jeg simpelthen ikke.

Det er ikke fordi opgaven er synderligt svær, det er den ikke. Historien er en ætimologisk myte, det vil sige, at det er en historie fra en fjern, fjern fortid der beskriver hvordan nogle af livets vilkår, som at mennesket snakker forskellige sprog, kom til at blive som de er, punktum. Så ved jeg ikke hvor meget mere jeg ellers kan skrive, og selvom opgaven kun skal fylde 1-2 sider, så er det vist lige lidt nok. De to sidste opgaver jeg afleverede blev, når jeg selv skal sige det, ret gode, men måske skal jeg bare acceptere, at de ikke alle kan blive lige gode, men det er svært for en perfektionist som mig.

Jeg kom til at diskutere min perfektionisme med en pædagog den anden dag, for hun er lidt lige som mig på det punkt. Er min perfektionisme noget jeg altid har haft, eller er det kommet i takt med det kvantespring af en udvikling jeg har været igennem de seneste par år? Det er svært at sige, for det er nok lidt en blanding. Jeg har nok altid haft de perfektionistiske træk, men jeg har ikke tidligere haft overskuddet til virkelig at udleve dem.

Jeg har altid ønsket at være den der perfekte elev/studerende der havde orden på sine ting og havde læst lektier, men med en blanding af dovenskab, ADD og generelt manglende overskud, var det bare ikke muligt. Da min spiseforstyrrelse for alvor begyndte der i gymnasiet, var det blandt andet som en øvelse i selvkontrol. Jeg læste, at de flittige/dygtige/perfektionistiske piger var i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse, så jeg tænkte, at hvis jeg udviklede en spiseforstyrrelse, så var der en chance for at jeg kunne  blive flittig/dygtig/perfektionistisk.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle at det ikke hjalp, men det gjorde det faktisk til dels. En spiseforstyrrelse er et mareridt, og det er ikke det værd, ligegyldigt hvor desperat man er til at blive bedre til noget, men jeg tror, at man sagtens kan lave øvelser i selvkontrol uden at gøre det på en spiseforstyrret måde. Den katolske fastetid er i fuld gang, og jeg har lagt mærke til, at der kun er begrænset respekt for hvad vi gør, men ville ikke-katolikker ikke også have gavn af nogle gange at øve deres selvkontrol. Jeg snakker ikke om at vi alle skal være spiseforstyrrede og sige nej til kage og sjov, jeg snakker om, at man en gang imellem kan lade være med at spise mere end et stykke kage, ikke på grund af vægten, men simpelthen fordi man kan, eller lade være med at spise kød om fredagen, eller skære ned på noget man godt kan lide.

Jeg er bestemt ikke nogen helgen, og jeg skærer ikke ned på alting hele tiden, hverken for vægtens eller selvkontrollens skyld. Jeg har taget to kg på¨på en uge, og mit colaforbrug er eskaleret, og det er bare sådan det er, men jeg har ikke planer om at det er sådan det skal blive ved med at være.

Tag dig sammen

Som sagt havde jeg fødselsdag i går, og min mor kom for at fejre den med med. Jeg havde allerede fået min gave, men som en 'lille' ekstre ting, havde hun tre rammer Pepsi light med til mig. Alt det cola er ikke bare en usund vane, det er også dyrt, så det var en gave der faldt på  et tørt sted. Vi var ude og spise på café. Det er tredje gang på en uge, at jeg er det. Det er hyggeligt og lækkert, men det er også angstprovokerende, for man ved ikke præcis hvad man kan vendte sig, hverken af maden eller af de øvrige gæster.

Den ene dag, hvor min far og jeg var ude, kom vi til at sidde ved siden af en kulturbuddhist, europæer, sluttrediverne, moderigtigt skaldet og hornbriller.Han tog sig selv helt enormt seriøst, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om samtalen med min far, fordi det var så hylende morsomt at lytte til ham. heldigvis stod der en stor plante og skjulte mit bredde grin.

Den anden dag var vi egentlig ikke ude, vi tog med hjem. Min far, farmor og jeg delte 20 stykker sushi og to tangsalat (min favorit). Jeg har før skrevet om hvor sej min farmor er, at hun er villige til at spise sushi med os, bare fordi der ikke er andet jeg kan spise der bliver bestilt udefra. Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over, at jeg ikke bare kan tage sig sammen og spise alle de samme ting som alle andre, men se midt i al min sygdom får min farmors kærlighed til mig lov til at skinde, og jeg husker hvor uendelig meget jeg også elsker hende, og så er det det hele værd.

Cafeturen med min mor var lidt mere stille, for nu var jeg begyndt at blive træt. Jeg tænkte på at udfordre mig selv og bestille en pastasalat, men jeg endte med dagens suppe. Den var ikke super god, men heller ikke dårlig, og det var nok meget passende, for så var den lidt lettere at forholde sig til, og ikke så skræmmende.

Min mor er gymnasielærer, og jeg klynkede over de her drenge på mit hebraiskhold der er så meget bedre end mig, hvortil min mor bad mig om at tage mig sammen. Jeg ved ikke om det faktisk var det hun sagde men det var det jeg hørte, og det var det jeg havde brug for at høre. Først blev jeg dog lidt fortørnet. Pædagogerne gør så meget for at bakke mig op og styrke min selvtillid, at man godt kunne tro, og måske var jeg virkelig selv begyndt at tro det, at jeg er lidt af et miskendt geni. Det kan jeg godt afsløre, at det er jeg ikke. Jeg er ihærdig, flittig og med visse evner,men derfra og så til et geni, der er der en hulens lang vej. Når min mor (muligvis) sagde, at jeg skulle tage mig sammen, så mente hun ikke tage mig sammen og arbejd endnu hårdere og blev bedre end dem, sådan som jeg selv engang imellem tænker, men så mente hun, arbejd så hårdt som du vil og har overskud og bliv det bedste som DU kan være. Eller det er i hvert fald hvad jeg regner med t hun mente, for måske sagde hun i virkeligheden noget helt andet der ikke havde noget med noget af alt det her at gøre.

Jeg er måske ikke den aller største fan af fødselsdage, men egentlig syntes jeg at dagen i går gik ganske udmærket, vejret kunne i hvert fald ikke have været bedre.

En svær/kedelig lektie

Jeg er relativt intelligent, så det er ikke så tit, at jeg støder på tekster, som jeg virkelig bare ikke forstår, men i GT har vi fået en bog, "Old Testament Exegesis" af Odil Hannes Steck (tysk bog oversat til engelsk), og jeg forstår ikke ret meget. Okay, jeg forstår som sådan godt pointerne, men jeg forstår ikke formuleringerne. Gårsdagens lektie handlede for eksempel om hvordan en tekst altid vil blive til i en sproglig kontekst (den historiske og teologiske kontekst hørende til i separate kapitler). Det vil sige, at det enkelte ord eller formulering har en mere dybtliggende og kulturel, historisk og teologisk betydning end hvad ordbogen lige kan fortælle en. For eksempel et ord som "nice" som vil betydede forskellige ting for forskellige aldersgrupper.

Det forstår jeg godt, men jeg forstår ikke bogens enkelte formuleringer, som her på s. 131

"Do material relationships and overlaps demonstrate that this constant conceptual context represents a materially self-enclosed conceptual association or, on occasion, a conception?"

Ugens lektie bestod af 20 sider med sådanne formuleringer. Man kan måske sige, at så længe jeg fik det overordnede billede, så gjorde det måske ikke så meget, men det er dybt frustrerende at læse noget man ikke forstår, og jeg skulle samle al min selvkontrol for ikke bare at lægge bogen fra mig. et af problemerne er, at jeg ikke ved hvor mange detaljer jeg går glip af, og jeg er en person der er glad for detaljer.

Dog må selv jeg må nogle gange kapitulere over tyskernes OCD'ske tilbøjeligheder, når det gælder om at bryde metoder, tekster, mønstre, you name it, ned til sine aller mindste bestanddele. I en tid med åbne grænser og politisk korrekthed, er det sikkert uopdragent at sige, men der er altså kulturelle forskelle, og når det gælder det akademiske, så er tyskerne fluekneppere af rang. Det er godt når man for eksempel skriver ordbøger eller tegner historiske kort, men det er ikke godt når man skriver begynderbøger.

Alt dette skriver jeg selvfølgelig kun fordi jeg er fornærmet over at komme til kort, og jeg føler mig blottet og sårbar. Som sagt, så er jeg ikke ret vant til ikke at forstå, og så kommer man engang imellem til at man kan det hele, men så intelligent er jeg altså heller ikke, og nu hvor jeg er startet på universitetet, må jeg nok hellere til at vænne mig til tanken.

Måske er det også bare fordi jeg føler, at jeg får baghjul af mine medstuderende, for de ting vi lærer nu er en fortsættelse af det fag der hedder Bibelkundskab. Det bestod jeg i sin tid med en ganske udmærket karakter, men der er altså næsten syv år siden i modsætning til de andres otte måneder, så der er voldsomt mange ting jeg ikke kan huske. Heldigvis har jeg stadig lærerbogen fra dengang, så jeg kan bare læse op, hvilket jeg burde have gjort for længst.

Når jeg læser en tekst der er så svær og så kedelig, for det er også kedeligt at læse en tekst man ikke forstår, så mærker jeg meget tydeligt min ADD. Jeg læser 1 side, skriver et eller andet ligegyldigt ind i min kalender, læser ½ side, tager et glas pepsi max, læser 1 side, går på toilettet, læser 2 side, går ned og beklager mig til pædagogerne, læser ½ side, går en tur med en pædagog osv, og så tager det uendelig lang tid at komme igennem 20 sider, hvor jeg normalt kan klare meget mere.

Det er ikke nogen undskyldning for ikke at få læst, det er bare et irritationsmoment. Jeg har det også sådan, at når jeg oplever disse ting, så forvandles det til et spørgsmål om kontrol. Jeg føler ikke, at jeg har kontrol over teksten, derfor må jeg finde/skabe kontrol over mig selv, og det bliver til et spørgsmål om om hvad der har den største magt for mig/ over mig, kroppen eller hjernen.