Protestantisk arbejdsetik

Jeg sidder her kl 3 om natten med et mindre angstanfald, fordi jeg sidder og tænker på alle de bøjningsformer jeg bør lære udenad i latin. Jeg har slet ikke styr på hvor mange former der er, men der er mange, jeg har lært de første tre, men min hjerne nægter at lære den fjerde. Min arbejdsmetode er, at jeg skriver hele bøjningen ned 10-15-20 gange i træk, men i går kørte min hånd på automatpilot, og jeg fik ikke andet ud af det end ondt i fingrene, så jeg valgte at tage resten af dagen fri, ligesom jeg tog hele fredagen fri.

Det er langt sjovere at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Min far kalder det protestantisk arbejdsetik, jeg spurgte hvad katolsk arbejdsetik så var, det sagde han var et oxymoron (to ord der modsiger hinanden). En tysk økonom og sociolog, Max Weber, skrev om at den protestantiske arbejdsetik om at det er en pligt at arbejde, havde givet et økonomisk opsving i de protestantiske lande som ikke sås i de katolske lande. Det havde også en betydning at den protestantiske kirke i langt højere grad opfordrede både mænd og kvinder til at uddanne sig, egentlig sådan at de selv kunne læse Biblen, men det havde også mange gode sideeftekter.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om katolsk arbejdsetik. Jeg har slået op i både katolsk minileksikon og Youcat, den katolske kirkes katekismus for unge, men det hele står lidt knudret. Den katolske kirke vil gerne have at man arbejder for der skal mad på bordet og samfundet skal køre, men det må ikke komme i vejen for ens trosliv.

Jeg brugte mine dage på at få gået nogle ture, spist blåbær, drukket pepsi max, selvom jeg egentlig var stoppet og læst krimi. Ja, I læste rigtigt, krimihadende mig ligger og læser en krimi, men mere om det en anden god gang. Solen skinnede det meste af tiden, og jeg var glad for bare at være til.

Nu hævner det sig så, for det betyder, at jeg skal arbejde ekstra hårdt i dag. Det klarer jeg skam nok, men lige nu måtte jeg ned efter noget beroligende medicin, for tanken om alle de bøjningsformer jeg skal lære fik min hals til at snøre sig sammen og mit hjerte til at hamre.

På hebraisk var jeg god til grammatik, for jeg forstod hvorfor ordene opførte sig som de gjorde, men før jeg kan gøre det på latin skal jeg have tilegnet mig en hvis mængde basal viden, og det kræver hårdt arbejde. Jeg har som sådan ikke noget imod hårdt arbejde, det kan bare virke lidt uoverskueligt at stå foran et bjerg af ord som ikke umiddelbart giver mening for én og så formodes at lære dem udenad. Eller, vi forventes måske ikke ligefrem at lære dem alle sammen udenad. I græsk lærte jeg ingenting udenad og jeg dumpede, i hebraisk lærte jeg en masse udenad og jeg fik 12. Jeg ved endnu ikke om jeg har talent nok til at kunne have forhåbninger om lige nettop 12, men jeg vil meget gerne undgå at dumpe til sommer, for selvom jeg tog det med oprejst pande, så er det aldrig sjovt at dumpe.

Derfor sidder jeg med næsen i mine papirer og skriver og skriver for at, om ikke forstå, så i hvert fald kunne mine ting.

Jeg går i gang om lidt, men lige nu skal jeg ind i min seng og hyberventilere lidt.

Bøger bør læses i sengen

Jeg far fundet en messe (gudstjeneste) lørdag formiddag, som jeg ynder at komme til. Det er selvfølgelig ikke helt det samme som at komme om søndagen, der er ikke helt den samme følelse af fællesskab, men den er kortere og der er færre mennesker, og det er derfor det er det jeg kan klare lige pt. Det er godt at være tilbage i Kirken, om end jeg føler mig lidt fortabt, lid fremmed. For to uger siden lykkedes det mig at tage mig sammen til at komme til skrifte for første gang i alt for lang tid, et hurtigt brusebad af sjælen, og så klar til at modtage verden på ny.

Problemet ved at være i kirke er kirkebænkene, de er hårde og det er ikke godt for min røvskade, så jeg har haft ondt lige siden, hvilket var virkelig øv, da jeg skulle sidde på min flade resten af dagen og se TV og læse.

Jeg introducerede en a mine mange yndlingsvikarer til tv-serien "The West Wing" og hun var BEGEJSTRET, hvilket var virkelig sjovt og fedt. Jeg elsker jo serien, men den har været en del af mit liv i rigtig mange år, så for mig er det noget naturligt, men for hende var det en åbenbaring om hvad amerikansk film, på trods af vores fordomme, også godt kan være. Jeg ville have fortsat med at se den resten af dagen, men ved frokosttid kom der en pakke fra Gyldendal.

Jeg er lidt en ynkelig sucker for opmærksomhed, og det gjorde mig stolt, at blive kontaktet af så stort et forlag, det var nemlig dem der kontaktede mig og ikke omvendt. Jeg ved godt at disse sætninger fjerner en hver form for værdighed, men pyt nu med det. Om jeg så på trods af min benovelse kan komme med en nogenlunde fornuftig anmeldelse, det må tiden vise.

I første omgang var mit problem at finde et sted at sidde, hvor det ikke gjorde for ondt. I gamle dage, da jeg boede på kollegium eller jeg var indlagt, og jeg kun havde en seng og et skrivebord var alting lidt mere simpelt. Jeg levede mit liv i sengen, sov, læste, spiste, så film hang ud, men så fik jeg lejlighed, og jeg ønskede at skabe et Hjem, jeg begyndte at interessere mig for og finde overskud til det overskudsagtige. Pludselig ville jeg til at redde min seng, hvilket er en af de vaner jeg holder fast ved, men nogle gange er det bare sagen at smide sengetæppet over på en stol og smide sig under dynen med en god bog.

Det var så hvad jeg gjorde i går, bare at min topmadras er helt til hundene, også selvom jeg har lagt både tæpper og håndklæder under lagnet. Jeg ville købe en ny, men jeg skal snart flytte, og så skal jeg nok have en ny seng i det hele taget, for selvom det er et fint ironisk indslag, så er det måske ikke helt fedt at nærme sig de 30 og sove i en seng der gik under navnet 'prinsesse seng'.

Nå men i hvert fald lå jeg der og skiftede stilling hvert femte minut, men fik da læst de første 215 sider. Hvilket vel er sådan okay. Jeg er en hårdnakket læser, og jeg kan blive ved temmelig mange timer i streg, men jeg er egentlig ikke nogen vildt hurtig læser, hvilket folk ellers altid tror. Jeg er dog heller ikke helt langsom. En gang var der en dreng der antydede det, og jeg blev helt vildt fornærmet, mest af alt fordi jeg skammede mig.

Men det var i hvert fald godt at ligge der, bare mig, en god bog og et par æbler.

Kom ikke til skrifte alligevel

Jeg erlidt et drog når det kommer til min Kirke, jeg kommer simpelthen ikke af sted, men hvordan kan jeg tale om personlig udvikling og recovery uden at komme hele vejen rundt om min person? Troen er en stor del af min person, selvom det måske ikke altid synes sådan. Hvad kan Kirken tilbyde mig i mit forsøg på at blive en hel person der kan færdes i de normales verden? Bøn, skrifte og eukaristi (Jesus' tilstedeværelse i nadveren), alt sammen for at give én et tættere forhold til Gud, for kun i et nært forhold til Gud kan man blive hel.

Jeg havde aftalt med min præst, at jeg kunne komme til skrifte før messen (gudstjenesten) i går morges kl 9. Vanen tro var jeg der i mere end god tid kl 8.30, men porten var låst, så jeg stillede mig i læ for regnen og ventede. Jeg ventede et kvarter og så gik jeg. Jeg kom i tvivl og vente om, men porten var stadig låst, det gjorde jeg så et par gange før jeg omsider bare gik hjem.

Da jeg kom hjem, kom jeg i tanke om, at det måske var godt at jeg ikke kom til skrifte, for der var nogle ting jeg helt havde glemt at tage med på min liste, for de er blevet så integreret en del af min hverdag, at jeg helt havde glemt at det var forkert.

Det er egentlig lidt farligt som sådan at have en liste, for det er ikke meningen, at man skal komme til bare at remse sine synder op. Et skriftemål skal komme fra hjertet, man stiller sig foran Gud og siger

Dette er mig. Dette er hvad jeg har gjort som har skadet mit forhold til Dig. Jeg anerkender min skyld og angrer, og jeg ønsker at gøre bedre fra nu af.

Dog er jeg nødt til at lave en liste, for jeg bliver altid så nervøs, at jeg glemmer alt det vigtige. Der  er godt nok stor forskel på at oprigtigt glemme at nævne en synd og så på bevist at udelade noget. Gud kender forskellen, han læser den i vores hjerter, men den fantastiske følelse man nogle gange får efter et skriftemål kan godt blive ødelagt hvis man så kommer i tanke om alle de ting man ikke fik sagt.

Men jeg kom altså slet ikke til skrifte i denne omgang.

To billeder, en boggave og andre ting fra en stille søndag

Jeg er stresset, så der er så mange ting jeg BURDE have gjort her i weekenden. Jeg burde have ryddet op og gjort rent, anmeldt en bog og læst en anden og måske også skrevet et brev eller nogle skriveøvelser, men det fik jeg ikke gjort. Det stresser mig endnu mere, at jeg ikke fik gjort nogle af alle de ting. Det stresser mig at mit skrivebord er rodet, det er forvirrende og ser ikke spor godt ud, og det stresser mig, at det i morgen er to uger siden jeg sidt skrev en boganmeldelse. Jeg skammer mig over, at jeg i den grad har ligget på den lade side. Hvad i alverden har jeg dog fået de sidste to uger til at gå med?

Okay, jeg har besøgt 4 mennesker som jeg har savnet, og jeg har løbet mig til en mindre skade. Det må vel også tælle for noget. Men hvad fik jeg så min søndag til at gå med, når jeg ikke fik gjort de ting som jeg burde have lavet?

Efter at have løbet med et lår der gjorde ondt, har jeg nu fået en hofte der gør endnu mere ondt, så jeg tænkte, at det måske ville være godt med lidt styrketræning. Normalt hader jeg styrketræning, men lige nettop i går, fik jeg pulsen godt op under opvarmningen, så det var lige til at holde ud at side ved maskinerne og se dum ud.

Da jeg kom hjem, burde jeg være taget i kirke, for jeg ville jo egentlig vildt gerne, men jeg trænger til at komme til skrifte, og jeg skammer mig over at komme i kirke når jeg ikke kan modtage kommunionen (nadveren), og om søndagen er der for travlt til, at jeg lige synes jeg kan tillade mig at skrive til præsten og spørge om jeg kan komme til skrifte før messen (gudstjenesten). Det er jordens lammeste undskyldning, jeg ved det godt, desværre er det bare alt for meget den virkelighed jeg lever i, frygten for en skam der i svingende grad er indbildt.

I stedet satte jeg mig ind i vores aktivitetsrum og malede. Engang malede jeg ustandseligt, men så flyttede jeg og havde ikke længere et godt sted at sidde, så flyttede jeg igen, men nu har jeg så meget andet at se til, men en gang imellem, så tager jeg lige formiddagen fri, og sætter mig ned med mine tuber og pensler, og i løbet af en 2-3 timer, kan jeg producere to små Mumi-billeder (den med skyen er fra en tidligere ombæring). Jeg fik idéen til mine Mumi-billeder, da en veninde bestilte billeder hos mig, og da vi kender hinanden fra nettet, hvor hun kendte mig som Mumi, så skulle det naturligvis være Mumi-billeder, og hun fik skyen og dette. Det er godt at komme i gang med at male igen. Det er jo noget jeg er relativt god til, så jeg får ros, og jeg kan godt lide at få ros. Nogle gange fremtvinger jeg rosen, ved at slæbe pædagogerne med ind og se billederne, men så tæller det ikke helt så meget, som hvis de roste mig af egen fri vilje. Det hjælper dog at jeg selv viser dem frem, for de kan ikke huske det ene fyrtårn fra det andet, så når de ser det nye, tror de, at det er det gamle, og så tror de at de har rost der.

Jeg fik også siddet og hyggesnakket med C. Vi har haft en periode, hvor først hun havde det rigtig skidt, og så tog jeg til Odense, så vi havde meget syrlighed der havde hobet sig op. Vi synes selv, at vi er meget morsomme, når vi er sådan, men jeg er ikke sikker på, at alle her på stedet er enige. Da jeg sad der i sofaen og hyggede med C, kom min lille aspergerveninde/søster, Beks, genert hen til mig. Hun er så genert, at hun er svær at få i tale, så jeg har fundet et lille trick med at lægge små postkort til hende. Hun er meget taknemmelig for denne gestus, og det er hendes forældre vist også, for hun kom og gav mig en bog, som jeg har talt med hendes far om.

Den danske forfatter, Johannes Jørgensen, er blevet verdenskendt for sin helgenbiografi om Frans af Assisi, men mindre kendt er den om MIN yndlingshelgen, Katarina af Siena. Jeg prøvede at læse den som teenager, men jeg gik kold i dens beskrivelser af italiensk middelalderpolitik (historisk et af de sværeste emner). Nu er jeg ældre, og jeg har forgæves forsøgt at få fat i den på biblioteket, men nu har jeg altså mit eget eksemplar.

Jeg er ikke god til at modtage gaver, der går altid lidt tid før jeg opdager hvor glad jeg bliver, derfor viser jeg ikke den rette taknemmelighed. Hun burde have fået et kæmpe knus, men jeg sad i sofaen, og hun stod bag mig, desuden var jeg fuldstændig paf, men så må jeg bare skrive et postkort.

Endelig i kirke

En gang var denne blog et projekt for, at følge min vej tilbage til kirken, men skønt der periodevis har været lidt fremgang, så har det stået meget i stampe. At gå i kirke regelmæssigt er ikke bare et spørgsmål om lyst, ikke lyst, det drejer sig i stor udstrækning om gode vaner. En gang var jeg en af dem der gik i kirke hver søndag og til skrifte i hvert fald en gang om måneden. Jeg var super hellig, og jeg kunne ikke forstå hvordan folk, og især katolske folk, kunne overleve uden, men så kom mine forældres skilsmisse, og senere mit store sammenbrud, og derefter fulgte flere år hvor jeg var for syg til at komme nogen steder. Nu går det efterhånden bedre, og jeg længes tilbage til Kirken (Kirken med stort fordi det er hele den katolske kirke, og ikke bare den lokale kirkebygning).

Selvom turen til Paris for mig mest var et socialt projekt, så var det også en pilgrimstur. På grund af min døgnrytme, og fordi jeg så let blev alt for udmattet, så oplevede jeg slet ikke alle de åndelige programpunkter, for de lå som oftest sent om aftenen, hvor jeg for længst lå krøllet sammen under tæppet og sov.

Den ene dag oplevede jeg dog at komme til både messe og skrifte (desværre i den forkerte rækkefølge, så jeg ikke kunne modtage kommunion/nadver) hos en meget irsk præst. han var meget fornøjelig, men man forventede hele tiden at han ville trække en lommelærke frem fra inderlommen, eller at man ville kunne se skrammer på hans knoer fra det sidste nye slagsmål. Som en kontrast til de noget mere afdæmpede danske præster, så var det en god ferieoplevelse, men det var godt at komme hjem til det afdæmpede igen, for jeg kom i kirke denne søndag.

Jeg kom i kirke, og jeg sad der pæn og nydelig med hænderne foldet i skødet, og folk måtte have troet at jeg var meget from, men det var desværre ikke hvad der foregik inde i mig. Min puls steg, og blodet brusede i ørerne på mig, og en gang imellem snappede jeg efter vejret. Det ville være for meget at sige, at jeg havde et regulært angstanfald, men mit stresniveau var i hvert fald højt. Er det så overhovedet det værd? JA! Andet er der egentlig ikke at sige til det, men jeg kan da godt prøve at uddybe.

Fordi de andre fik alle disse åndelige aktiviteter, mens jeg stort set kun var turist, bad jeg lederne om, om de ikke kunne hjælpe mig med at finde en messe jeg kunne gå til. De fandt så en vi alle sammen kunne gå til i en kirke som vi alligevel skulle ind og se. Det var en meget from kirke, og mens vi sad og ventede på at messen skulle gå i gang, sad jeg og iagttog folks ansigter, og der var en fred over dem, som jeg husker fra mig selv en gang for længe siden. Jeg husker hvordan bare det at gå ind i en kirke fik alle verdens problemer til at virke meget mindre, hvordan jeg kunne have energi hele dagen, hvis jeg havde været til morgenmesse, eller hvordan jeg kunne være glad i dagevis midt i selv de mest depressive perioder, hvis bare jeg havde været til skrifte, vel og mærke hvis jeg havde gjort det ordenligt, ellers fik jeg det bare værre. Det er den følelse jeg så gerne vil tilbage til, jeg vil tilbage til den katolske familie, jeg vil være lykkelig, i det mindste noget af tiden, og det har denne tur givet mig håb om at blive en dag, men der er stadig lang vej endnu.

Om at gøre små ting for hinanden

Jeg er en lille smule genert over at skrive dette indlæg, for for mig er det, hele tiden at gøre små ting for andre, så åbenlys en ting at gøre, at det virker plat at skrive om det, men pædagogerne bliver ved med at rose mig for det så enten roser de mig 'fordi jeg jo er handicappet', eller også er det til min store overraskelse bare ikke noget folk gør.

Jeg vil lige komme med et par eksempler. Det er ikke fordi de kaster et helt særligt gloværdigt lys over mig, det er de for hverdagsagtige til, men mere for, at man kan se hvad jeg egentlig taler om.

Jeg skulle til Odense i et par dage, og jeg tænkte at det var synd, at den vase med roser skulle stå helt alene inde i min lejlighed, uden nogen til at kigge på dem, så jeg skrev en lille sød seddel og stillede den på bordet foran min 'lillesøsters' plads. Min 'lillesøster' er en af pigerne her på stedet, og som er meget lukket om sig selv. Jeg ser det lidt som min mission at få hende ud af sin skal, for hun er nemlig en rigtig sød pige, hun har bare levet en meget beskyttet tilværelse, og nu er hun på vej ud i det virkelige og skræmmende liv. Jeg kan stadig huske hvor svært det var. Jeg kunne aldrig rigtigt hjælpe min rigtige lillesøster da vi voksede op, for hun er ikke asperger, så selvom hun er tre år yngre, så udviklede hun sig langt hurtigere en mig når det galt alt det sociale og samfunds relaterede. Nu har jeg chancen for at guide en pige, så hun forhåbentligt ikke ender i de samme problemer som mig.

Jeg har desuden en lille aspergerveninde der samler på visitkort. Jeg vil virkelig opfordre jer til at trykke på linket og læse hendes beskrivelse af hendes samleriver, for det er så fint et billede på, hvad det egentlig vil sige at være asperger. Jeg elsker selv den beskrivelse og har vist den til en af pædagogerne. Straks jeg læste den, gik jeg ud i min pung og så hvad jeg lige havde liggende af visitkort, for at se om jeg ikke tilfældigvis havde noget spændende jeg kunne give hende. Jeg havde et fra en nonne og et fra en protestantisk gadepræst for unge samt nogle lidt mindre bemærkelsesværdige. Dem sendte jeg til hende, men lige så stille kunne jeg mærke, at også jeg blev grebet af denne iver. Jeg elsker at samle på ting, men jeg gider jo ikke at have dem til at ligge og fylde/rode i min lejlighed, så det er virkelig spændende at samle på andres vegne. Så siden, har jeg gået og samlet visitkort hvor end jeg nu kan få fat i dem. Og i går havde jeg så 'nok' til at jeg kunne sende endnu en kuvert af sted Hun har det desuden ikke så godt for tiden, så jeg håber lidt, at mine ydmyge visitkort kan muntre hende lidt op.

Som i kan se er disse gode gerninger ikke det helt vilde, men de er en stor del af mit liv, så jeg har enormt svært ved at tro på at ikke alle har det sådan. Jeg ønsker lidt, at alle har det sådan, for det er sådan en verden jeg gerne vil leve i.

For mig er disse gerninger dybt forankret i mig og i min tro. Jeg er katolik, og det en stor del af min tro, at man kan angre sine synder og gøre bod (gøre en aktiv indsats for at rette op på hvad man har gjort, både åndeligt ag praktisk). Jeg/vi mener, at mennesket i bund og grund er godt, men at vi har en tendens til at gøre hvad der er skidt i menneskers og Guds øjne. Jeg har brug for min præst til at guide mig, og hjælpe mig til at blive et bedre menneske, men det betyder jo ikke, at jeg kun skal gøre gode gerninger, når han siger, at jeg skal. Det gælder om at få pluspoint på Guds konto (skaffe skatte i Himlen Matt 6,20).

Og så igen, det handler jo heller ikke kun om t lette MIN vej til Gud, det handler også i høj grad om, at det bør være en naturlig ting for alle mennesker og også for mig, at ville glæde hinanden, ikke for vores skyld, men for andres.

Jeg er hverken værre eller bedre end andre mennesker, og jeg elsker at få ros for de gode ting jeg gør, men nogle gange kan jeg godt lide at gøre gode gerninger i det skjulte, at tage opvasken når pædagogerne har travlt og den slags. Det er ikke handlinger der fortjener ros, det er bare helt almindelig medmenneskelighed.