Med juletræet på hovedet

I novellen "Juletræet" bliver mumifamilien vækket af deres vintersøvn og ved ikke hvad julen er, men de tror nok, at den er farlig.

Mumifar besluttede trods den truende katastrofe ikke at tage af sine egne grantræer, for dem var han meget øm over. I stedet kravlede de over Gafsens stakit og bestemte sig for et stort træ, som hun faktisk ikke kunne då særlig megen brug for. "Tror du det er meningen, vi skal gemme os i det?" spurgte Mumitrolden.

Jeg er desværre ikke nogen Mumitrold, men det skal ikke forhindre mig i også at fortælle om, da jeg i går købte mit eget juletræ og delvist gemte mig i det.

Det er egentlig ikke fordi der er så meget at fortælle. Jeg var ikke fræk nok til at stjæle mit træ, og selv hvis jeg var, så kender jeg ikke nogen Gafsen fra hvis have jeg kunne stjæle det fra. I stedet købte jeg det på parkeringspladsen foran IKEA.

Desværre har jeg ikke nogen bil, og måtte derfor tage bussen hjem, men da jeg kom net til stoppestedet, var der stadig 20-30 minutter til bussen kom. Jeg kan godt nogle gange være ret doven, men denne gang vandt min utålmodighed hurtigt, og jeg smed træet op på hovedet og BAR det de 1.5 km hjem. Det tog lige et par forsøg at finde den rigtige placering, men derefter gik det egentlig rimelig nemt.

Til at starte med lå træet pænt ovenpå mit hoved, men langsomt begyndte grenene at tilpasse sig, og mit hoved forsvandt længere og længere ind i træet. Jeg må have været et herligt syn, men desværre kunne jeg ikke se folks reaktioner når jeg gik forbi, for mit udsyn var meget begrænset.

Og således fik jeg også et juletræ i år, og det står nu fint og pyntet midt i stuen.

Den dag jeg glemte medicinen

Jeg tager medicin tre gange om dagen, og generelt er jeg ret god til at huske det, men en dag i sidste uge smuttede det for mig. Det var en af de der dage hvor vækkeuret hylede af mig 6.30 og igen 6.40 og 6.50. En af de morgener hvor mine muskler føltes så matte, at jeg da umuligt kunne løfte dynen, hvor det kolde mørke rundt om mig hviskede søde ord i mit øre "Nej, det er bestemt ikke morgen endnu. Nej, det er slet ikke vigtigt, at du kommer op og i skole...". Jeg vidste udmærket at mørket løj, men jeg blev alligevel liggende lidt for længe.

Op kom jeg dog, og jeg drak kaffe, spiste morgenmad, pakkede tasken og kom af sted. Jeg sprang op på cyklen og blandede mig med det arbejdende folk og skolebørnene som hver dag skal så tidligt af sted.

I klassen sad vi 40 mennesker med tunge øjne rettede mod computerskærmene, men jeg havde den her nagende fornemmelse af, at jeg ikke kun var træt. "Åh nej" hviskede jeg, højt nok til at de nærmeste kunne høre det. "Hvad?". Jeg forklarede, at jeg havde glemt at tage min medicin. "Kan du virkelig mærke det allerede?". Det vidste jeg egentlig ikke rigtigt. Nogle ting kunne jeg reelt føle, imens andet måske mere handlede om selve bevidstheden om, at jeg ikke havde taget den, hvilket måske fik mig til at overfokusere på hver eneste lille ting der muligvis kunne tænkes at være et symptom på den manglende medicin.

Timen slæbte sig af sted, og jeg fik absolut intet ud af det, så jeg valgte at tage hjem i pausen. Det føltes mærkeligt at tage hjem, for jeg var jo ikke syg, jeg var bare ukoncentreret. Jeg følte mig endnu mere dum, da jeg, efter at have taget medicinen, havde det fint, men det var det for sent at tage tilbage til undervisningen.

Ansvar for egen læring og 12-talspigerne

Hvad betyder ansvar for egen læring? I gymnasiet betød det i teorien, at vi selv havde ansvaret for at få lavet vores lektier, hvilket mange af os derfor ikke gjorde, hvilket fik lærerne til at skælde ud. Det var meningen, at vi skulle opføre os som fornuftige voksne, men det viste sig, at nogle af os ikke var gjorde det. 

Universitetet er meget mere frit. Nogen læser meget, nogen læser lidt, nogle får gode karakterer og andre får dårlige, og de to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men handler ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Dengang jeg gik i folkeskole, gymnasiet og begyndte på universitetet fandtes 12-talspigerne ikke. Der var bestemt en lille gruppe der klarede sig super super godt, og der var bestemt et pres på os andre om, at vi burde knokle for også at klare os godt, men tanken om at man absolut skulle have 13, var for mange af os meget fjern, for det var alt for svært at få. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er godt eller skidt, men jeg kan tydeligt mærke forskellen fra dengang til nu. Selvfølgelig bliver jeg også selv grebet af stemningen, især op til eksamen, men betyder ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Nogle gange er svaret ja, men selvom jeg forleden skrev i indlægget Skoleklar, om hvordan det er fint at læse selv, men at det også er godt at blive sat til at læse et fast pensum, så er min pointe i dette oplæg, hvor vigtigt det er selv at læse, høre musik og gå ud i verden og opleve ting. Hvilken af delene er i virkeligheden ansvar for egen læring? Er det ansvar at gøre som man for besked på, eller at tage initiativ til selv at lære noget?

I virkeligheden betyder hele denne snak ikke rigtig noget, andet end, at jeg pludselig for alvor kan se enden på min ferie. Jeg glæder mig til at komme i gang igen, men så alligevel ikke. Tanken om at blive vækket af telefonen irriterende bimlen, de første mange ugers træthed og bevistheden om, at ens frihed er blevet indskrænket en lille bitte smule. Ja, den officielle betydning af ansvar for egen læring betyder, at man selv bestemmer om man kommer til undervisningen, men det forhindrer ikke en lille stemme i at hviske dårlig samvittighed ind i en. Vi har frihed til at vælge, men så vidt ens personlighed byder en. 

Om at miste en kontaktpædagog

Hen over sommerferien har jeg mistet to af de pædagoger der dagligt kommer hos mig, men tys, det er ikke meningen, at jeg skal vide noget om det. Et eller andet sted i systemet højere oppe har man bestemt, at det skal være en hemmelighed. Jeg ved ikke hvor længe de har troet, at det kunne forblive sådan. Jeg selv opdagede det ved et tilfælde. Jeg spurgte helt uskyldig, om ikke X snart kom tilbage fra ferie, men X kommer ikke tilbage, hun er blevet overført til en ny stilling et andet sted, og Y kommer heller ikke. Y er blevet fyrret, men det kalder de det naturligvis ikke, hun har bare valgt at sige nej til den stilling hun blev tilbudt i stedet.

Jeg synes, at dette hemmelighedskræmmeri er noget mærkeligt noget. Jeg forstår ikke hvad det skulle gøre godt for. Jeg indser hvor heldig jeg er, at jeg ikke længere har det samme krampagtige behov for dem. Da jeg fik at vide, at X og Y ikke længere ville komme tilbage, nøjedes jeg med at være ked af ikke at få mulighed for at sige ordentligt farvel til dem, og jeg blev ret fornærmet over den mangel på respekt man har vist både mig og pædagogerne.

Jeg har tidligere i mit sygdomsforløb mistet kontaktpædagoger, hvor jeg ikke reagerede nær så pænt, og det havde jeg god grund til. Dengang hvor jeg  befandt mig nede i et dybt hul af angst og depression var min kontaktpædagog en blanding af en reservemor, en skytsengel, en fortrolig, et håb og mit eneste lille desperate kontaktpunkt til en verden udenfor. I en hverdag hvor jeg var syg på fuld tid, hvor al min tid gik med gråd, opkastninger, sult og kulde, hvor de fleste venner var skræmt langt bort, hvor tanken om min familie gav mig dårlig samvittighed, hvor kontanthjælpen ikke strakte til noget så luksuriøst som biografture, pænt tøj eller bare at skrue nok op for radiatoren til at kunne leve, så var enhver kontakt med denne ene person i denne verden som var der 'kun for mig' som den sødeste nektar. Det var de øjeblikke jeg overlevede for. Jeg kunne ikke overskue tanken om at leve et helt liv, men jeg kunne godt lige overskue at overleve to dage til, så jeg kunne komme med hende ud og handle. Derefter kunne nok også lige leve bare én dag til, hvor hun ville komme og holde om mig og holde alt det onde væk i bare en halv time. Når hun holdt om mig var tårerne lindrende og ikke bitre..

Pludselig en dag sluttede det, og det kunne ikke længere glemmes, at vores relation var et job. Jeg har måttet sige farvel til mange pædagoger som har betydet noget helt særligt. Jeg tvivler ikke på, at de virkelig holdt af mig, at deres følelser var ægte, men det var vores relation ikke. Når deres job var færdigt, gik de ud i den virkelige verden, hjem til deres familier, deres egne liv, deres egne problemer.

Jeg synes ikke selv, at jeg er alt for urimelig. Jeg forstår godt, at ændringer sker, jeg forstår godt, at alt ikke drejer sig om mig, men jo vigtigere en person har været for mig, jo mere har jeg brug for en forklaring, jeg har brug for at have tid til at forstå.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg kunne acceptere på trods af mit personlige savn:

• Jeg har fået et nyt job.
• Et af mine børn har nogle indlæringsvanskeligheder i skolen, og som alenemor kan jeg ikke få det til at hænge sammen med de skæve og skiftende arbejdstider der er på et døgnbemandet bosted.
• Du (altså mig) er klar til at rykke videre til et andet sted med nogle andre tilbud, et sted hvor jeg ikke arbejder, og jeg tror, at du vil få det godt der.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg fandt uforståelige, nedladende eller ligefrem utroværdige:

• Jeg (lederen)/vi kan ikke lide at du har et følelsesmæssigt forhold til en pædagog, det er simpelthen FORKERT. Du skal kunne lide og tale lige godt med alle. Derfor har jeg valgt at tage hende du føler dig tryk ved og som forstår dig fra dig. Du vil nu have et team således at det ikke er så sårbart for dig, for du kan selvfølgelig arbejde ligegodt med dem alle. DET ER BEDST FOR DIG SÅDAN!!!
• Ingen forklaring bare en dag et *puff * og så er de væk.

Skoleklar

På universitetet har man to måneders ferie.

De første par uger ligger man brak på sofaen efter eksamensræset, alt imens ens kæreste spørger, om man ikke har lyst til at lave noget. Hvortil svaret altid er: zzzz!

Derpå har man en herlig periode, hvor man virkelig nyder sin ferie. Kæresten og jeg brugte tiden på at udforske Midtjylland, med alt hvad det indeholder af slotte, klostre, strande, forsteninger, fugle, søer, sæler, idyl, museer osv.

Nu derimod bevæger jeg mig ind i feriens sidste face, hvor det begynder at blive tid at vende tilbage til skolebænken. Grunden til, at jeg ved det er, at jeg begynder at sidde ved computeren og skælde ud over folks irriterende og ligegyldige facebookopdateringer, hvoraf jeg selv har skrevet en del af dem. Dette skyldes, at mine hjerne og nysgerrighed ikke bliver tilstrækkeligt udfordret.

Jeg har en idé om, at det ikke er sundt for mennesker KUN at beskæftige sig med deres egne små interesser. Jeg tænker, at det er sundt at tvinge sig selv til at beskæftige sig med noget nyt. At beskæftige sig med noget nyt betyder nemlig at man kan blive nødt til at gå ny veje og tænke på en anden måde end normalt, og det tror jeg er sundt.

Jeg er generelt en nysgerrig person. Jeg læser bøger, artikler og ser ser film, programmer og dokumentarer, men når nu det er sommer, og jeg hurtigt skal gribe en bog at tage med i tasken, når jeg 'bare' skal underholdes, så bliver det nok lidt det samme som jeg plejer at læse. Det er bestemt ikke dårligt, men nu er jeg vist ved at være klar til at andre bestemmer hvad jeg skal læse.

DOKK1

Jeg er egentlig ret heldig. Jeg har en god lejlighed, en skøn kæreste, venner og et studie som jeg holder af, men jeg har ikke altid været så heldig. Ofte ønskede jeg, at have et sted at stikke af til, et sted med hyggelige små hjørner, bløde stole, adgang til underholdning for en stille pige, ro, ly for dårligt vejr, eventyr og ikke mindst gratis.

Alle biblioteker burde være sådan et sted, men nej, det er de færreste biblioteker der ligefrem opfordrer én til at blive lidt længere. Ofte er der larm, få ordentlige siddepladser og mangelfuld adgang til toiletter. Når jeg var deprimeret, kold og ensom, var biblioteket ikke det oplagte sted at tage hen, selvom reolerne stod fulde af den medicin jeg havde brug for.

Forleden dag var jeg for første gang nede og se DOKK1, hvor det nye hovedbibliotek er flyttet ned, og jeg forelskede mig straks. Stedet har sikkert sine fejl både i konstruktion og drift, men alligevel...  #libraryporn

Jeg er næsten ked af, at jeg er blevet afbalanceret nok til ikke længere på samme måde at have brug for dette sted. Okay, jeg er egentlig ikke spor ked af, at det går mig godt. Jeg kan dog godt blive lidt misundelig på alle de børn, unge og andre mennesker som kan nyde stedets fulde udbytte.

Jeg tegner mit liv #4

I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion  god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.

Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.

I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.

Die beetch men med dårlig samvittighed

Jeg kan godt lide naturen, og jeg går ikke ind for, at slå dyr ihjel uden grund. Da jeg for nyligt opdagede et bibo i mit skur, var jeg til at starte med helt cool med, at de var der, det er jo også deres jord vi lever på, de var fredelige, generede mig ikke, og så synes jeg faktisk også at humlebier er en lille smule søde. Jeg syntes egentlig godt, at de kunne få lov til at være der. Jeg roste mig selv over min dyrevenlighed, og jeg syntes det var hyggeligt at se dem komme hjem til boet med benene tunge af pollen.

Desværre var jeg nødt til at ændre mening. En dag i sidste uge skulle jeg ud og handle, da jeg kom forbi en græsplæne der for nyligt var blevet slået. Dette havde øjensynligt generet en flok bier. Det var varmemesteren der havde slået græsset, men det var mig bierne angreb, Jeg er ikke allergisk over for bier i den livstruende forstand, men jeg kan godt have nogle ret grimme reaktioner alligevel, så jeg smuttede en tur på apoteket efter benadryler.

Det var ikke 'mine' bier der havde stukket mig, men jeg kom alligevel til at tænke lidt på dem. Mit skur ligger sådan, at alle der skal op til lejlighederne på første sal skal forbi. De har været søde indtil videre, men deres humør er ikke noget jeg har kontrol over, og der vil altid være den risiko, at de en dag ville kunne finde på at stikke en allergiker, og som med is på fortorvet, så er det så vidt muligt mit ansvar at sørge for, at det ikke sker. Så derfor Goodbye bee!

Eksamen i latin

I mandags var jeg til eksamen i latin. Det vil sige, at jeg nu har ferie. Hvad så nu? Den sidste måned har jeg fokuseret så meget på latin, og nu har jeg lagt alle mine latinting over på reolen, hvor de måske, måske ikke vil blive taget frem igen. På en eller anden måde efterlader det (midlertidigt) et tomt hul i mit liv. Selvfølgelig har jeg også andre ting i mit liv, Kæresten, venner, bøger, men min hjerne har endnu ikke forstået, at jeg har ferie, og at den derfor kan geare ned, at jeg ikke behøves at vælte søvndrukken ud af sengen hver morgen og gå til kamp med substantiver, verber, konjunktioner, præpositioner og interjektioner. 

Men for at skrive lidt om selve eksamenen, så gik det rigtig godt. Til dem der interesserer sig for den slags, så kom jeg op i Vulgata (den latinske oversættelse af biblen) Acta (apostlenes gerninger) kap. 3,1-10. Det var et langt stykke, men jeg var godt forberedt. Jeg kendte både lærer og cencor, så jeg var ved godt mod og følte mig tryg. Jeg sagde en masse kloge ting og nogle enkelte dumme ting, men min lærer var gavmild og sagde, at han jo godt vidste, at jeg kendte det rigtige svar, selvom jeg sagde det forkerte, men gjorde jeg i virkeligheden det? Jeg kom i tvivl, men jeg sagde ikke noget, rødmede bare. Jeg genvandt modet, kom med en vittig bemærkning, blev ikke forstået og måtte forklare. Da jeg kom ud fra eksaminationslokalet, var jeg så træt og udkørt, at en af mine venner der stod udenfor troede, at jeg måske ligefrem var dumpet. Jeg var ikke dumpet, jeg fik 12, men jeg var helt færdig.

Min veninde og jeg tog ned på A.C. Perchs Tehandel og fejrede vores flotte resultater (hun havde også klaret sig rigtig godt). Det var et godt sted posteksamen, for der var stille og harmonisk, og der var plads til, at adrenalinkicket vi lige havde været igennem stille og roligt fortog sig.

Men nu er det altså ferie, og jeg har endnu ikke forstået det, men det skal nok komme. Jeg er i gang med lister fyldt med høje ambitioner om hvad jeg skal nå i løbet af de næste to måneder, og jeg regner med at nå en masse de første 2-7 dage, hvorefter jeg går kold på sofaen med en bog, kun afbrudt af de dage hvor Kæresten slæber mig af sted på gåtur, museum eller biografen.

hipster-beatnik-eksamensmode'ish

Dette er eksamenstid. Dette er en tid for lærdom, fokus og frustrationer. Dette er IKKE en tid til huslige sysler... Lige nu er mit primære problem tøjvask. Derfor har jeg nu opfundet hipsterbeatnikken.

• En fiktiv baret. Jeg ville gerne have en, men jeg har ikke nogen, for hver gang jeg køber én, kommer jeg i tanke om, at grunden til, at jeg ikke er nogen er, at det overhovedet ikke klæder mig.
• Et neutralt look uden make up. Der er ingen ideologisk årsag til dette. Faktisk skyldes det mest, at jeg er så træt, at jeg konstant gnider mig i øjnene.
• Ingen bh, ikke fordi jeg har brændt dem, men fordi jeg ikke har flere rene. Hvad siger moden til bhfri bryster for tiden? Ligner jeg en 70'er feminist? Vil gamle damer og gejstlige besvime på gaderne når de ser mig? Eller er det bare sådan 'what ever!!!'?
• Enkel sort t-shirt panikkøbt i Føtex, fordi jeg skulle have noget rent at tage på.
• Stramme jeans der er blevet stramme pga for megen eksamenstrøstespisning.
• Sorte jeans. Sorte som min frustrerede eksamenssjæl. Well, faktisk er det et tilfælde. Når vasketøjspanikken bliver for stor, så skal man være taknemmelig, hvis bare ens øjne ikke ætses ud pga et alt for slemt mix af farver.
• Balarinasko som jeg normalt bruger som 'træsko'.

Tori Amos koncert

Anmeldelse af Tori Amos' koncert d. 6. juni 2015 på Egeskov slot

Til dem der ikke kender Tori Amos, så spiller hun på to klaverer SAMTIDIG.

Kæresten havde overrasket mig med billetter til Tori Amos' koncert på Egeskov slot. Jeg må indrømme, at på det tidspunkt han fortalte det, anede jeg stort set ikke hvem hun var, men det er jo derfor google og youtube blev opfundet.

Jeg har ikke været til koncert ret mange gange i mit liv, det har sjældent været udendørs, og aldrig før på et slot. Jeg var meget spændt på hvilke mennesker der ville komme. Jeg forestillede mig en masse rige mennesker siddende på den ene side, og nogle unge utilpassede alternativ rockfans på den anden, og så kunne de ellers sidde der og nedstirre hinanden gennem hele showet. Virkeligheden var lidt mindre tegnefilmsagtig. Hovedparten af de mennesker jeg så var iført en spøjs blanding af pænt og varmt tøj.

Jeg kunne ikke sidde stille. Hele tiden var der et eller andet der tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg havde absolut ingen idé om hvad jeg skulle forvente, så alting var nyt og spændende. Jeg så en tidligere skolekammerats far, så jeg overvejede at drikke mig fuld og gå hen og fortælle ham en masse pinlige historier om hans datter, men ombestemte mig, da han stiller op til folketingsvalget og har sit ansigt på plakater over hele Fyn, så der er sikkert RIGELIGT med rablende idioter der kommer op og 'lige vil snakke lidt med ham'.

Opvarmningen kom på. De var egentlig ganske udemærkede, men disse to unge mennesker virkede på en eller anden måde bitte bitte små på en i forvejen ikke særlig stor scene, som to skrøbelige børn,

Så kom Tori Amos på. Grinende og sprællende som som en gazelle, som Puk i "En Skærsommernats Drøm". I sin grønne dragt og med det skrigende røde hår var det ingen hvem det var der skulle være aftenens centrum. Oppe foran scenen sad en lille men meget dedikeret gruppe fans og hvinede og klappede på behørig fanvis. Kæresten og jeg sad lidt længere omme bagved og skuttede os. Denne lille spilende spradebasse oppe på scenen og hendes musik fascinerede mig langt mere end de små klip på jeg havde set på TV og computer.

På den ene side var jeg fuldstændig bjergtaget, men samtidig ønskede jeg inderligt, at det snart ville stoppe, for det var simpelthen så pishamrende koldt. Ekstranummeret kom, og jeg var glad. Musikken havde startet en masse billeder og tanker til at fare rundt inde i mit hoved, men samtidig rystede jeg af kulde og glædede mig til at komme ind i en varm bil og så hjem i seng, men efter ekstranummeret kom der endnu et, og derefter endnu et. Jeg skævede nervøst til Kæresten. Han frøs også, men jeg ville ikke prøve at overtale ham til at gå før tid, han så så glad ud. Jeg var også glad, men hold da lige kæft hvor jeg frøs.

Aftenen sluttede, vi klappede, vi gik hjem. Egeskov slot (faktisk ethvert slot) var de perfekte rammer for sådan en koncert. På en sådan aften var Tori Amos forvandlet til en lille fræk skovånd, og det ville have været synd at spærre hende inde i en koncertsal eller en arena omgivet af høje betonhuse og biler. Dette var en eventyraften, og eventyr lever meget nemmere og mere naturligt i skove og på slotte.

Brain freeze

Her er et eksempel på hvorledes eksamenslæsningen er ved at drive mig komplet vanvittig. Heldigvis er dette en latineksamen, og jeg skal derfor kun redegøre for grammatikken og ikke for indholdet.

Anselm af Canterbury 

"Proslogion - Gudsbevis"

"Hvis nemlig blot det eksisterer i tanken alene, kan det tænkes også at eksistere i virkeligheden, hvilket er større. Hvis altså dette, end hvilket noget større ikke kan tænkes, findes i tanken alene, så er selve dette, end hvilket noget større ikke kan tænkes, dét end hvilket noget større kan tænkes, men sandelig, dette kan ikke være. Der eksister altså uden tvivl noget, end hvilket noget større ikke kan tænkes, både i tanken og i virkeligheden. At det kan ikke kan tænkes ikke at eksistere, dette er i den grad så virkeligt, at det ikke kan tænkes ikke at eksistere. For noget som ikke kan tænkes ikke at eksistere, kan tænkes at eksistere, hvilket er større end det som kan tænkes ikke at eksistere. Derfor, hvis det, end hvilket noget større ikke kan tænkes, kan tænkes ikke at eksistere, så er selve dette, end hvilket noget større ikke kan tænkes, ikke det, end hvilket noget større ikke kan tænkes, hvilket ikke kan passe. Således er der altså i sandhed noget, end hvilket noget større ikke kan tænkes, så at det ikke kan tænkes ikke at eksistere. Og du er dette, Herre hvor Gud. Du er i sandhed således til, Herre min Gud, at du ikke kan tænkes ikke at være til. Med rette. Hvis nemlig en eller anden tanke kunne tænke noget bedre end dig, ville skabningen stige op over skaberen og den vil dømme om skaberen, hvilket er absurd. Og derfor hvad som helst andet der eksisterer ud over dig kan tænkes ikke at eksistere. Alene af alle eksisterer du nemlig allermest virkeligt, og derfor har du af alle i højeste grad eksistensFor hvad som helst andet eksisterer således ikke i sandhed og derfor har det mindre eksistens".

Eksamenshår

Torsdag:
Jeg læser til eksamen, eller rettere det siges, at jeg læser til eksamen, men det reelle arbejde løber ikke op i sååååå forfærdelig meget. Alligevel er det lykkedes mig og få et karakteristisk eksamenshår, som er sådan en  lille smule uglet og fedtet.

Til daglig har jeg en helt fast rutine, hvor jeg vasker håret to gange om ugen, hvoraf den ene af gangene er efter, at jeg har været nede og træne. Hvilket jo så fortæller jer noget om hvor meget, eller rettere hvor lidt jeg får trænet. Efter at mine daglige rutiner er sat på stand by, så er det som om den der ene dag, hvor jeg faktisk kommer af sted til træning, at den bliver skubbet en dag (fordi jeg sover over mig), og en til (fordi der lige er noget jeg troede, at jeg skulle orde, men det skulle jeg så ikke alligevel), og en til (fordi jeg i går cyklede 15 km hjem til Kæresten i modvind, og så syntes jeg at det var synd for mig i dag og kom derfor ikke af sted).

At cykle 15 km, og så endda i modvind, det er da også meget godt, er det ikke? Jo, det er såmænd udmærket hvad angår frisk luft og motion, men efter som jeg troede, at jeg alligevel ville træne i dag og havde taget træningstøj med, så vaskede jeg ikke hår i går, og selvom jeg i dag var ude i regnvejr, og mit hår derfor ser endnu værre ud, så har jeg et optimistisk håb om, at jeg faktisk kommer af sted i morgen, så har jeg heller ikke vasket det i dag.

Fredag:
Jeg havde sat vækkeuret, så jeg kunne komme ned og træne og derefter få vasket hår, men jeg var sådan lidt, om det virkelig kunne betale sig at bruge så meget af min kastbare tid. Hvis jeg nu blev hjemme kunne det jo være, at jeg ville få læst rigtig meget til eksamen og fylde mig selv op med viden og selvtillid. Måske ville det nettop være i dag omkring kl 9, at jeg ville få den helt store åbenbaring og pludselig forstå det hele... Den slags sker... Gør de ikke???

Med tanke på hvor lidt jeg har udrettet de sidste sidste mange dage, så måtte jeg erkende, at sandsynligheden var meget lille, og jeg derfor lige så godt kunne tage af sted. Og jeg kom faktisk af sted, og jeg fik vasket mit hår og jeg fik endda lige lavet et par sætninger.

Det var jo ikke fordi jeg har rendt rundt og været decideret klam, men måske har jeg været lige lidt for afslappet.

Slangende sætninger

Parafrase efter:
Edward Burne-Jones,
The Doom Fulfilled, 1885.

Som I TYDELIGVIS kan se fra billedet, så har jeg været til skriftlig eksamen. 3 dage, 6 sider, 47 fodnoter og en helt forfærdelig mængde hurtige kulhydrater er hvad der skulle til, for at jeg i dag kl. 12 (to timer før tidsfrist) kunne uploade opgaven til universitetets hjemmeside.

Jeg synes selv, at jeg har skrevet en ret god opgave, jeg ved bare ikke helt, og jeg har besvaret det rigtige spørgsmål. Opgavens emne var forståelsen af treenighedslæren ifølge Basilius den Store og C.M. LaCugna, men betød det, at jeg skulle redegøre for selve treenigheden eller for hvorledes man taler om treenigheden. Jeg var ikke den eneste der var i tvivl, men efter at have diskuteret det frem og tilbage med nogle af de andre, så valgte jeg den sidstnævnte forståelse. Nå, men det er for sent at gøre noget ved det nu, og jeg beroliger mig med de ord vi altid siger i latin:

"Så længe du kan argumentere for dit svar, så er det rigtigt."

Hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Alt jeg kan sige er, at jeg valgte en forståelse af spørgsmålet, som både kan retfærdiggøres ud fra teksterne og fra den gennemgang vi fik til undervisningen, jeg besvarede dette spørgsmål efter bedste evne ud fra de bøger jeg havde til rådighed, og det lykkedes mig endda at have noget der mindede om en rød tråd hele vejen igennem opgaven.

Enhver eksamen kan føles som en kamp med en kæmpemæssig slange, men den egentlige grund til det motiv der pryder dette indlæg er, at jeg var nødt til at sende opgaven til min far, sådan at han kunne rette kommaerne. Ikke alene er jeg ikke selv særlig god til den slags, jeg kan også til tider have en forfærdelig snørklet måde at formulere mig på i mit forsøg på at forklare ting så kort og præcis som muligt. Det blev til sætninger som fx denne:

"Doxologi er lovprisningen af Gud for, hvad han har gjort for os, idet han virker i verden både nu og i al evighed, idet Frelseshistorien består af en række fra begyndelsen fortsat følgende begivenheder, der til stadighed kommer til udtryk i verden og i menneskers liv."

Efter at jeg havde afleveret var jeg træt, og det førte til et eksempel på min helt utrolig nørdede eksamenshumer, som kun en meget lille gruppe mennesker forstå, og som endnu færre finder morsom:

• "It is the 1690th anniversary of the convening of the Council of Nicaea (i 325 e.kr blev der holdt en stor konference for biskopper).
• which met to settle the precise relationship of the Father to the Son, (er det kun Gud Faderen der er guddommelig eller er hele treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, guddommelige? Hvis alle tre er guddommelig, på hvilken måde kan Gud så på en gang tre og én?).
•  a debate so heated Santa Klaus punched Arius of Alexandria on the nose. (det kom til håndgemæng mellem sct Nikolaus og Arius).
• In the end Arius was defeated  (Arius' idéer om, at kun Gud Faderen er guddommelig og sønnen og og helligånden er skabte væsner og derfor ikke guddommelige, blev forkastet).
• and the Nicene Creed, still said every Sunday, was produced. (den trosbekendelse vi bruger i kirken om søndagen er den konklussion biskopperne nåede frem til på denne konference).
• It also forbade the auto-castration of the clergy, for which we remain grateful". (der var åbenbart engang en regel om at alle kirkelige, præster diakoner ect, skulle kastreres. Ham der har skrevet joken er præst og derfor ret glad for, at den regel blev fjernet
• Rev. Richard Coles (jokens forfatter, præst og TV personae).

Fremmedsprog handler om mod og selvtillid

Jeg har aldrig været god til tysk, så selvom jeg på det sidste har prøvet at opfriske den smule jeg kunne HER, så var det alligevel lidt overvældende, da Kæresten havde familie på besøg, hvoraf den ene ikke taler dansk.

Første gang jeg mødte hende, talte jeg KUN med hende gennem tolk, men som titlen på dette indlæg siger, så handler fremmedsprog primært om mod og selvtillid, og i tre timer sad jeg og plaprede løs, på det kaudervælske, som skulle give sig ud for at være tysk. Kærestens tante var dog sød og lod som om hun rent faktisk forstod hvad jeg sagde, hvilket jeg ikke engang er sikker på at jeg selv gjorde.

Jeg er normalt ikke så sikker på mig selv, men under trygge rammer har jeg meget lettere ved at folde mig ud.

Typer af studerende

Spørgsmål:

nå ville spørge om du ved hvilke typer studerende der er? du nævner "de bekymrede typer studerende" [i "eksamenstid, igen?" red.] men er der flere du kan?

'Jeg troede, at det var meningen, at autister skulle være GODE til systemtænkning, men hvorfor finder jeg så grammatiske tabeller så uoverskuelige?'

Svar:
Tja, der findes sikker lister over 'officielle typer af studerende', men det var nu ikke helt sådan jeg mente min formulering. Jeg talte mest bare om et af de karaktertræk jeg finder ved mig selv, og som jeg også tit registrerer hos andre. Hvis jeg bare skal nævne nogle enkelte af de typer jeg tit støder på, så kan jeg nævne (jeg bruger 'ham' og 'hende' i flæng så prøv ikke at analysere på hvem der nævnes hvor OG jeg beskriver typerne stærkt karikeret for at tydeliggøre dem):

• Ham der altid har læst alle de 'rigtige' tekster, og som lyder helt utrolig klog. Nogle gange er han faktisk utrolig klog, andre gange er han et fjols der bare selv tror, at han er utrolig
• Hende der altid har tingene i orden, og fra naturens hånd bare har let ved det hele, sådan ser det i hvert fald ud. Det kan virke pisse irriterende og demotiverende på dem der har lidt sværere ved det eller som er stressede. Man skal dog huske på, at det ikke er noget hun gør for at genere dig, og det kan ofte betale sig at holde sig gode venner med hende, for hun er sikkert den eneste der kan give en et bare nogenlunde forståeligt svar på hvad forskellen er mellem en appositon og et attribut.
• Ham der ikke har så meget tid til studierne, fordi han arbejder rigtig meget. Det kan der være forskellige grunde til, han kan være ved at løbe tør for SU-klip, han er måske for flink til at sige nej til vagter, det kan gavne hans karriere, eller måske er han simpelthen bare for travlt optaget med at rede verden med frivilligt arbejde.
• Hende der synes at studierne ikke lige er det mest spændende og vigtige i hendes liv. Tja, det kan måske siges, at hun bare er doven, men hvem ved, måske har hun faktisk ret.
• Ham der knokler på livet løs og altid er på randen af et nervøst sammenbrud, men som aldrig får ret gode karakterer for sit hårde slid, primært fordi han lider af forfærdelig eksamensangst.

 Det er selvfølgelig bare en hurtig opsætning, og der kan altid findes mange mange flere typer, og hver person består jo af mange forskellige typer tilsat deres egne personlige træk.

Jeg tegner mit liv #3

Jeg ved ikke længere om "Jeg tegner mit liv" handler om at vise, hvor meget jeg ligner normale mennesker, eller om hvor underlig jeg engang imellem kan være. Måske skyldes min tvivl, at jeg tit glemmer at normale mennesker også nogle gange kan være ret mærkelige. Hvorom det gælder, så har jeg i hvert fald en tendens til at tage en helt almindelig situation, som fx at se en andemor med sine små dunede ællinger, og derefter komme med en kommentar som folk finder stødende, forvirrende, kikse, mærkelig eller bare "hvor fanden kom den lige fra..."

Jeg tegner mit liv #2

Læse flere bøger på én gang

Jeg laver egentlig denne serie med at tegne min dagligdag for at vise, at selvom man har en autismediagnose (aspergers syndrom), så kan man godt på nogle punkter ligne et rigtigt menneske. Jeg ved dog ikke rigtigt med dagens indlæg. Engang spurgte jeg en gruppe af unge mennesker, der også godt kunne lide at læse, om hvor mange bøger de kunne holde styr på at læse af gangen? Svaret enstemmigt: eeeen, daah! Jeg følte mig som den største freak, for jeg læser... syv!

1. "Afsked med almagten" Lars Sandbeck
2. "Sexual Personae" Camille Paglia
3. "Nicholas Qinns tavse verden" Colin dexter
4. "Bowie" Marc Spitz
5. "Opmålingen af verden" Daniel Kehlmann
6. "Samlede digte" Goethe
7. "Der klaine Drache Kokosnuss und die wilden Piraten" Ingo Siegner

Ude i siden kan du den næste uge stemme på, hvad du mener om, at jeg kan holde styr på op til syv bøger af gangen.

Jeg tegner mit liv #1

Hvad får du tiden til at gå med til dagligt? Tja tjo bum bum bum, jo ser du...
Min autisme gør, at jeg på nogle punkter adskiller mig en del fra den brede befolkning, jeg har ikke så meget energi som andre mennesker, jeg giver nogle gange udtryk for en forskruet/anderledes tankegang og jeg har haft nogle oplevelser de fleste gerne ville have været foruden, men det meste at tiden er mit liv kedsommeligt normalt, og det vil jeg gerne prøve at sætte fokus på i en billedrække, hvor jeg vil forsøge at tegne mit liv som autist og som menneske. Dog, hvis jeg nu skal være helt ærlig, så begynder eksaminerne at nærme sig, og jeg trænger frygteligt til en overspringshandling.

Dette er (næsten) sådan jeg forestiller mig, at jeg ser ud på et løbebånd, kluntet og langsom. Okay, jeg er måske ikke helt så bred om bagen, men tegningen virkede sjovere på den måde.

Hestehalen svinger, og jeg stirrer stift op på et fjernsyn der sender ligegyldige musikvideoer, kun afbrudt af de samme 4 eller 5 reklamer. Jeg ser derop for at aflede min opmærksomhed fra hvor umanerlig langsomt kilometertælleren bevæger sig fremad og ingen vegne hen. Alt for ofte skæver jeg ned på det irriterende lysende tal der fortæller mig, at jeg i mine egne øjne ikke er særlig sej.

Kæresten opmuntre mig med, at lidt motion er bedre end ingen motion, og så ser vi film og spiser popcorn, og det liv jeg havde engang, fyldt med sult, bræk, savn og afsavn, virker så uendeligt langt væk