Spørgsmål om fremtiden

Jeg har siddet hele eftermiddagen og skrevet på et blogindlæg der bliver ved med ikke at blive til noget. Jeg har skrevet mange linier, som jeg efterfølgende har slettet igen. Det er ikke fordi det var nogle dårlige linier, men det handlede mere om, at jeg ikke  vidste hvad det var jeg prøvede at formulere.

Jeg ville gerne skrive om, at jeg har læseferie, men laver alt andet end at læse til eksamen, og om hvordan meget af min entusiasme for universitetet er forsvundet i løbet af de sidste 8 måneder, men jeg ville gerne skrive mere end bare det. Jeg ville gerne kunne fortælle noget om hvorfor, problemet er bare, at jeg ikke har nogen helt konkret ide om hvorfor det er sådan. Jo, jeg ved godt at min kamp med/imod universitetsadministrationen har haft en stor betydning, både på grund af al den tid og alle de kræfter det har taget, men også fordi jeg har måttet indse nogle ting om hvor sårbar min stilling på universitetet er. Jeg ville også kunne sige noget om hvordan jeg selv og livet omkring mig har forbedret sig i en grad, hvor universitetet ikke længere er mit eneste åndehul og det eneste der virkelig betød noget. Problemet er bare, at hver gang jeg prøver at skrive om det, så ender jeg altid ud i det samme spørgsmål: Hvad er det jeg vil?

Hvorfor går jeg på universitetet? Hvad har det af betydning for mig? Hvor vil jeg hen med det? Hvorfor var det i det hele taget at jeg begyndte? Er den grund noget der er relevant for mig i dag? Det ene spørgsmål bliver til mange, og de skræmmer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, eller i det hele taget hvordan jeg skal komme frem til et svar. Det er faktisk først nu, imens jeg sidder og skriver dette, at jeg har sat ord på disse ting, og det er både skræmmende og overvældende. Der er ikke tale om at jeg pludselig vil droppe universitetet eller gøre noget andet drastisk, men jeg må erkende at det er nogle spørgsmål jeg bliver nødt til at tage alvorligt.

Der er mange ting man bare kan gøre fordi man plejer at gøre det. Faktisk er det sådan jeg kommer igennem de fleste af mine dage. Men når der dukker et spørgsmål op af denne slags, så er man nød til at lede efter en form for svar. Måske er svaret at man skal fortsætte som før med hvad man havde gang i, men så længe at man ikke ved at det er svaret, så bliver det kun sværere og sværere at fortsætte. Samtidig kan det være enormt skræmmende at spørge sig selv, for hvad nu hvis svaret er, at man skal gøre noget andet? Tanken om at ting måske kan ændre sig er rædselsvækkende.

For ikke at slutte på alt for deprimerende og eksistentialistisk vis, så kommer der her et billede af verdens sejeste servietter som vi har fået af Kærestens familie i Tyskland.

Årsdag

I dag er det så meningen, at jeg skal skrive om hvordan jeg lige har fejret 4 år uden selvskade, men jeg ved ikke hvad jeg har at sige til det. På den ene side har det været rigtig dejligt med al den ros og alle de søde beskeder jeg har fået, men det føles samtidig lidt underligt. Det føles underligt at få ros, når man ikke selv føler glæde eller stolthed derved. Ikke at forstå det sådan at jeg er ked af det eller savner det. Mest er det måske fornemmelsen af, at selvskaden kun var en enkelt lille del af et stort komplekst puslespil. 

Jeg fejrer årsdagen for sidste selvskade fordi det er en af de få ting hvor jeg kan fastsætte en dato. Jeg kan derimod ikke fortælle hvornår min spiseforstyrrelse fortog sig. Der er ikke et stort fedt kryds i kalenderen den dag jeg sidst bevidst spiste for lidt eller den dag jeg sidst spiste alt alt for meget på en anderledes måde end når almindelige mennesker spiser for meget. Jeg kan ikke sige hvornår alting gik væk fra at være for meget til hvad jeg kunne klare. Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og tænkte at nu var alting godt. Det var noget der kom snigende. En god dag hist og en uge her, en dårlig periode der var lidt kortere end ellers, en dårlig dag jeg havde nået at samle kræfter til at kunne overvinde. 

Begyndelsen til en god periode var aldrig noget jeg noterede mig vant som jeg var til at det var en illustration af et håb, og da jeg så en dag måtte indrømme over for mig selv, at nu gik det vist bedre, så var det ikke til at gennemskue hvornår det egentlig vrede startet. Jeg fejrer derfor hvert år årsdagen for selvskaden, men det er mere en symbolsk dag end en reel fejring af bedre tider. Jeg er glad for at have det bedre og derfor fejrer jeg dagen, men den reelle dato er ikke en dag jeg er følelsesmæssigt knyttet til, og derfor kan det virke underligt når folk siger tillykke. 

Overspringshandlinger fra det ukontrolerbare

Jeg skrev i sidste uge lidt om de problemer jeg har haft med administrationen på universitetet (HER). Jeg er så heldig, at jeg kan overlade de fleste af de praktiske opgaver der kommer i den forbindelse til min vejleder, men hun kan desværre ikke fritage mig fra den uro der automatisk følger med uvisheden. Det store kaos inde i mit hoved er noget jeg selv bliver nødt til at kæmpe med.

Der var engang hvor min flugt fra det ukendte onde førte mig dybere og dybere ned i spiseforstyrrelsens velkendte helvede. Det er det der i alle fagbøgerne bliver omtalt som et forsøg på at skaffe sig kontrol over det kontrollerbare. I dag kan jeg godt se hvad de mener med det, men dengang benægtede jeg, at det var hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide at sige, at spiseforstyrrelsen skaffede mig kontrol, for indefra føltes det ikke sådan. Jeg følte maden som en stor mangel på kontrol. Ligegyldigt hvor lidt jeg spiste, så var det altid mere end intet, som var det eneste jeg opfattede som kontrol. Andre gange, når jeg mistede al kontrol og proppede mig med med for derefter at kaste det hele op indtil galden steg op i mine tårekanaler, da havde jeg lyst til at skrige til eksperterne, at hvordan kunne de tillade sig at sige sådan. Det var så ydmygende at se ordet kontrol gentaget i alle bøgerne, for det virkede som denne tårnhøje forventning til mig, som jeg aldrig var i stand til at leve op til.

I dag mangler jeg spiseforstyrrelsen at ty til når alting omkring mig går skævt. Alle de følelsesmæssige aspekter til side, så var det en effektiv måde at få tiden til at gå, imens man venter på at historien går sin gang. Det var noget der kunne fylde ens tanker, så man slipper for hele tiden at spekulere på alt det kaotiske. Der var engang hvor jeg kunne bruge en hel eftermiddag med at ligge på sengen og med knyttede hænder dybt mediterende over opgaven: "Spis ikke endnu, vent lidt, bare et lille øjeblik til. Det er ikke farligt at være sulten. At din krop ryster betyder bare, at det er NU du rigtigt taber dig...". Det var måske fem timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på noget som helst andet. Det var et helvede, men det var et velkendt og forståeligt helvede.

I dag har jeg ikke noget der i den grad kan tage min tid og henlede min opmærksomhed. Jeg fylder tiden med små lidt ligegyldige ting, som at (gen-)lære matematik, tegne kruseduller og lave en online liste over alle de bøger jeg efterhånden har læst (over 600). Det er ling der fylder tiden, men ikke noget der kan fange tankerne, så det er godt at problemerne med universitetet er mere irriterende end de er reelt problematiske, for i så fald ville alle disse små overspringshandlinger nok ikke være nok.

Engang hadede jeg ferier

Der var engang hvor jeg hadede ferier. Det var dengang da jeg var rigtig rigtig syg. Det var dengang hvor det hver dag var en kamp at stå op, overleve for til sidst endelig at kunne gå i seng igen. Jeg havde for længst måttet droppe studiet, så hvad kunne en ferie tilbyde mig? For mig var sommerferien en tid hvor alle de små rutiner der holdt sammen på mit liv blev taget fra mig, og alle sendte mig et stort smil og sagde, er det ikke bare dejligt... Nej, det var ikke dejligt. Hvordan kan det være dejligt at:

• det varme vejr tvang mig i shorts og t-shirt, så jeg ikke længere kunne skjule den krop jeg dengang hadede. Hver gang jeg gik forbi et vindue, hvor jeg kunne se mit eget spejlbillede, havde jeg lyst til at skrige og græde over dette fede grimme væsen der var mig og som jeg ikke kunne slippe væk fra.
• de kontaktpersoner/sygeplejesker/læger jeg var så afhængig af tog på ferie og overlod mig til mit eget mørke, for selv den sødeste og dygtigste vikar ville ikke have tid nok til at vinde min tillid, og desuden var det jo sjældent de søde og dygtige der rent faktisk kom.
• alle mennesker er så glade hele tiden. Det var ikke fordi jeg ønskede, at de skulle have det lige så dårligt som jeg, men det var hårdt at blive konfronteret med deres lykke, for jo gladere de var, jo større var kontrasten, og jo værre virkede mit liv til at være.
• alle de ting man normalt elsker ved sin ferie, at være sammen med venner, rejse, opleve nye ting, drænede mig for energi og efterlod mig som et rystende vrag, krøllet sammen under dynen, hviskende bønner om, om jeg snart måtte falde i søvn og sove mig fra alle de ting der gjorde ondt.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har det så godt, at jeg igen er i stand til at nyde ferier, og at jeg har en at opleve mine spændende ferieeventyr sammen med, men jeg håber at jeg altid vil huske hvorfor en ferie kan være svær, for der vil altid være folk der har det svært, og de skal huskes. Ligegyldigt hvilket parti der sidder på magten og hvor mange penge der gives til psykiatrien, så vil der altid være noget der hedder ferie. Jeg kender ikke nogen mirakuløs måde at komme igennem ferietiden for dem, for hvem det er svært, men jeg har en kæmpe stor respekt for jer alle sammen, og jeg håber at i alle har overlevet sommeren, for verden er et bedre sted når I er der, selv hvis I ikke selv føler det sådan.

Nu sker det

Nu sker det. det er i den kommende uge, at jeg flytter sammen med Kæresten til et lille rækkehus med have. Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Lige nu render jeg rundt og er stresset. Det er ikke noget særligt, ikke mere end alle andre føler, når hele deres liv er pakket ned i store brune kasser, og man stadig står med 25 umage småting, som man ikke ved om man skal smide ud eller ej, og som ikke passer ned noget sted. Det er ikke mere end den helt almindelige irritation med at holde styr på NemID og borger.dk og hvor mange skemaer der skal udfyldes nu og hvor mange der kan gemmes til senere.

Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Dette billede blev taget af mig for 5 år og 30 kg siden, i en periode hvor en god dag blev defineret ved, at være en dag uden panisk rædsel, en dag hvor jeg ikke kom en tur på skadestuen for at blive syet, og en dag hvor jeg måske kun kastede op en enkelt gang. Det var en tid der var så markant anderledes end i dag.

Jeg glæder mig til den nye tid der kommer. Mest glæder jeg mig til at få alle de praktiske ting overstået, så jeg kan falde til ro og falde ind i en form for hverdagsrytme, men jeg glæder mig også til at være "os to".

Sensorisk overload ved familiesammenkomster

Her i weekenden er jeg været til fælles fødselsdag for hele rækken af onkler og tanter, og så samles vi hele bunken af forældre, børn, søskende, onkler, tanter, nevøer, niecer, fætre og kusiner i en lille lejlighed og farer ud og ind mellem hinanden fordi vi allesammen gerne vil hjælpe til, men da rollefordelingen ikke står helt klar, så kommer vi til at træde hinanden over tæerne, går i vejen forhinanden, og med høje stemmer spørgsmål og kommandoer i et forsøg på at overdøve hinanden.

Vi holder alle sammen af hinanden, men nogle gange kan jeg godt blive så enormt træt inde i hovedet af virvaret af mennesker, stemmer og latter. Jeg får svært ved at frasortere de indtryk der ikke er relevante for mig, men når indtrykkende alligevel bliver ved med at komme, og jeg ikke kan stoppe dem, så kommer de til at føles som noget farligt. Min fornuft siger mig, at intet farligt vil ske, men jeg går alligevel i forsvars position, for når mængden af indtryk er for stor til, at mine sanser kan nå vurdere dem, så må alle indtryk vurderes som potentielt farlige... bare lige for en sikkerheds skyld.

Når jeg har det sådan, så bliver jeg meget let vred eller ked af det, for hvis nogens stemme får en lidt skarp klang, eller en bemærkning måske betyder noget andet end det måske lyder til, så kan jeg ikke nå at vurdere situationen fordi der foregår for mange ting samtidig. Måske kan man sige at jeg overreagerer, eller måske lå der faktisk et eller andet bag en enkelt af bemærkningerne, men mest skyldes det hele, at sociale relationer i forvejen kan være svære, ligegyldigt hvor gode de ellers måtte være og hvor megen glæde de bringer en, men hvis man samtidig føler sig stresset, så kan det godt nogle gange blive lidt for meget.

Jeg havde en fantastisk hyggelig weekend, jeg har et rigtig godt forhold til min familie, hvor vi alle prøver at respektere hinandens særheder, men nogle gange kan 13 mennesker i en toværelses lejlighed bare godt blive lidt mere end man/jeg kan bære og man/jeg må ud og sidde på trappen og holde hænderne for ørene og have lidt ondt af mig selv.

#TænkSelv?

Ateistisk Selskabs busreklamer? Jeg er ikke vild med dem, men de har da lov til at være der, og folk har også ret til at være enige eller lade sig påvirke af dem. Disse reklamer betyder ikke noget for mig, men de er en del af en tendens som jeg dagligt støder på på facebook m.fl. En tendens der handler om, at al religion er ondt, og at folk der er religiøse enten er onde eller dumme eller begge dele.

Det er ikke tanken om, at nogle folk ikke bryder sig om religion, eller kritikken af dem der udøver en religion der generer mig, folk har lov til at tro og ikke-tro hvad de vil, og ikke alle mennesker kan lide hinanden ligegodt. Det der går mig på er den ensidige vrede jeg føler i nogle af disse indlæg. Uviljen mod at skildre mellem religiøse terrorister og almindelige religiøse mennesker. Mange af dem jeg tænker på vil nok selv sige, at de skildrer, men at de bare synes, at vi religiøse bør holde vores kæft med vores religiøse snak.

Jeg snakker ikke særlig tit om min egen tro, men det er et personligt valg/karaktertræk. Jeg ville synes, at det var meget ubehageligt at være tvunget til ikke at snakke om det. Jeg kan godt forstå modviljen, for jeg tænker også tit, at politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skulle holde kæft? Det er vildt irriterende at lytte til folk man er uenige med, især hvis man føler at nogle af deres holdninger er decideret skadelige, men at fjerne talen om det, får jo ikke selve holdningen/følelsen/tingen til at forsvinde.

Jeg har været igennem nogle ting i mit liv, som gør folk utrygge at tale om, især fordi mine oplevelser får mig til at stille nogle spørgsmål om livet og døden, som jeg kun kan tale om og bearbejde, hvis jeg bringer religionen på banen. Naturvidenskaben kan fortælle om hjernens signalstoffer og om medicinens bi/virkninger. Politikken kan investere penge i behandlingstilbud. Psykologien kan hjælpe mig med at forklare og bearbejde adfærdsmønstre. Men for mig er disse ting bare ikke nok.

Psykisk sygdom var for mig en ensom kamp med mig selv, en ærkefjende jeg var bundet til, og som jeg ikke kunne vinde over uden også selv at dø. Jeg mødte en masse fantastiske mennesker der gjorde hvad de kunne for mig, men de kunne ikke nå ind til mig, jeg var alt for langt væk, begravet dybt inde i min egen hjerne. Alle mine største kampe foregik i ensomhed, men når man er religiøs er man alfrig helt alene.

Guds øje i det høje kan være skræmmende, når man gør noget man ikke må, men når jeg lå søvnløs i en hospitalsseng og skreg lydløst ned i puden, så var det det eneste der kunne hjælpe mig med at holde ud. Religionen har ikke givet mig noget svar på hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor overhovedet sygdom, angst og død? Hvorfor tillader Gud overhovedet lidelsen? Hvad får Han ud af det? Hvad får jeg ud af det? Mange har forsøgt at svare, de fleste uden held, så religionen giver mig ikke svar, men den giver mig en arena, hvor jeg kan stille disse spørgsmål og blive hørt. Den giver mig mulighed for at være enig, acceptere, diskutere eller blive sur og skælde ud.

Hvis nogen kan finde denne mulighed udenfor religionen, så er det fint, men sådan er jeg ikke, og jeg føler mig ramt af disse angreb på facebook. Jeg tror ikke, at jeg ville have overlevet, hvis jeg ikke havde min tro at støtte mig til, og når folk så siger, at er noget for du dumme eller onde, så er det svært ikke at tage det personligt.

Glædelig jul, før og nu

Tidligere, da jeg virkelig havde det svært, kunne jul tilbragt sammen med familien være svær. Det kommer til at lyde som om jeg ikke holder af min familie, eller at de ikke holder af mig, men sådan er det slet ikke. Hvis vi ikke holdt af hinanden, kunne jeg jo bare helt eller delvist have holdt mig væk, men jeg holder af dem og de holder af mig, og vi ville gerne være sammen, men det var så forbandet svært at få det hele til at passe sammen. Det var en balancegang uden rigtige svar. Hvis vi vi ikke holdt af hinanden, kunne der være fundet en pragmatisk læsning, det kunne være et skuespil, hvor hver person spillede sin rolle, kom ind på scene, sagde sin replik og gik igen, nemt og sikkert, uden følelser, håb og forventninger.

Når det alligevel ikke kunne være så nemt, så var det fordi følelserne skabte så mange indviklede spørgsmål, i hvert fald for mig, men sikkert for os alle sammen. Når det var svært fysisk at være til stede sammen med familien, var det så fordi jeg ikke elskede dem nok til at overkomme min sygdom for deres skyld? Når nu de ikke altid husker eller instinktivt fornemmer mine behov, er det så fordi de ikke elsker mig? Fortjener jeg ikke en eller anden form for særbehandling i forbindelse med min sygdom/mit handikap? Anerkender de ikke min sygdom/mit handikap? Eller endnu værre, gør de i virkeligheden en million små venlige og kærlige ting for mig, som jeg enten i min egoisme ikke opdager, eller som jeg modtager med irritation eller vrede, fordi de havde misforstået hvad mit behov var? Gør jeg nok for at vise dem min kærlighed?

Med tiden har jeg fået det bedre, og samtidig er det blevet nemmere at samles i julen. Det er ikke fordi vi kun elsker hinanden, når vi har det godt, langt fra, men fordi spørgsmålene er blevet mindre komplicerede. Nu om dage handler det mest om: Hvordan viser man på en synlig måde sin glæde og taknemmelighed over gaver? Hvem har styr på maden? Har jeg nu husket alle gaverne? Fakta lukker om et kvarter, er der noget vi mangler? Sådan heltalmindelige problemer.

Jeg er selvfølgelig udmattet, og jeg går ud fra, at mange har det sådan juledag. Jeg ville gerne have været henne og træne, jeg kan mærke, hvordan alle mine muskler skriger efter at røre sig og blive brugt, men jeg kan ikke tage derhen. Jeg er træt, og mit hoved er tungt. Jeg har ikke drukket alkohol, men jeg har været sammen med familie og venner i tre dage i træk, og jeg skal af sted igen senere. Det er hyggeligt, og jeg elsker det, men min hjerne er efterhånden sønderbombet af indtryk, smage, lyde, lugte, varme, følelser og overraskelser. Jeg glæder mig til hver eneste lille del af det, det er sådan julen skal være, jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst, men jeg glæder mig også til at det er overstået, og at jeg kan komme hjem til en triviel og ret begivenhedsløs hverdag...

Workshop: Autisme og Intervention

Forleden deltog jeg i en workshop om autisme og intervention på Aarhus Universitet. Det kunne have været enormt fedt, hvis jeg havde været inviteret som personen bag denne blog, men det var et gratis arrangement åbent for alle som jeg tilfældigvis faldt over på Facebook.

Workshoppens indhold var fint, men hold op hvor jeg bare ikke fungere i den slags forum. Vi sad i  en hestesko, sådan at alle kunne se alle. Det siges at det er så socialt, men jeg savnede muligheden for at kunne gemme sig lidt væk, men nej. Alt stod til skue. Ethvert gab eller kløen sig bag i foregik foran hele flokken af næsten udelukkende fremmede mennesker. Jeg tror ikke, at der var nogen der kunne have fundet på at bebrejde een disse små private øjeblikke, men det er ikke en indretning jeg selv ville vælge.

Så kom turen til snakken, og alle havde lov til at tage ordet, og det var fint, og der blev sagt mange gode, kloge og sjove ting, og alligevel drænede snakken mig for energi. Jeg har en teori om, at enhver samtale mellem mere end tre personer ikke længere er en samtale, men brudstykker af flere samtaler, der bliver taget op på skift med uregelmæssige tidsrum, alt efter hvem der har ordet og vil kommentere på ting fra for 5 minutter siden. Mange mennesker lader til at have ganske glimrende overblik over  denne form for kommunikation, og jeg forundres og misunder dem, for efter en halv time på denne måde var jeg så drænet, at det svimlede for mig.

Jeg fik dog selv sagt et par ting, og jeg virkede sikkert totalt overskudsagtig, men i pausen var jeg nødt til at smutte. Der var masser af søde mennesker jeg lige skulle sige farvel til, og jeg ville også prøve at gøre det klart, at det ikke var fordi jeg ikke fandt snakken interessant, at jeg gik, men jeg var simpelthen nødt til trække mig fra selskabet og ind i mig selv for at kunne klare resten af dagens program.

At møde den syge veninde

Forleden mødte jeg en pige som jeg kendte engang. Hun havde tabt sig så meget, at hun ikke længere lignede sig selv. Hun havde mistet sin energi og en stor del af sin personlighed. Fra den lille del af min hjerne, hvor sygdommens skygge stadig lever, hørte jeg en hvisken om hvor smuk hun var blevet, men jeg kunne også se skønhedens pris. Hendes forpinte øjne og det forsagte smil ville måske være smukke på et fotografi, men ude i den virkelige verden ville jeg langt hellere høre hendes latter og føle at hun var i live.

Der var engang hvor den syge veninde var mig. Jeg mødte folk og så frygten i deres øjne, og jeg havde lyst til at skrige, slå og sparke til verden, fordi jeg ikke havde kræfter til at forholde mig til deres bekymringer, jeg havde rigeligt i mine egne problemer. Selvfølgelig gjorde jeg det aldrig i virkeligheden, for jeg ville jo være den pæne pige, som ikke skulle belemre nogen, og desuden var jeg så forfærdelig træt og havde kun lige energi nok til et svagt smil og en høflig hilsen.

Hun fortalte, at hendes karakterer er blevet bedre. Selvfølgelig er de det. Det er det sygdommen går ud på, at tugte sig selv, at modelere sig selv ligegyldigt hvor smertefuldt det er. Min egen logik dengang sagde:

Hvis det ofte er de dygtige piger der for anoreksi,så kan jeg måske blive en af de dygtige piger,HVIS jeg får anoreksi???

Disse ting sagde jeg selvfølgelig ikke til hende. Enten var det fordi jeg var for genert, eller også var det fordi jeg vidste, at hun selv bliver nødt til at indså disse ting, og andres bemærkninger bare risikerer at forøge hendes sorg/vrede/smerter. Der findes ingen magiske ord at sige til den der befinder sig i helvedet fra den der ikke gør det.

Jeg kan godt nogle gange føle, at jeg har et større ansvar for at hjælpe, fordi jeg selv engang har været der, men jeg har ikke derved fået nogle særlige egenskaber til at hjælpe... desværre. 

Fucking fede fiasko?

Modeverdenen er skyld i spiseforstyrrelser                              Særligt sensitive

                        Autisme kan helbredes ved at fjerne al mad fra barnets kost

             Læger er pillepushere af overflødig medicin

                                     Det mest ultimative er at læse lektien tre gange igennem

En af os, en af dem, ikke nogen af nogen

Jeg er vred lige nu, jeg er vred og jeg er meget meget træt. Jeg er lige påbegyndt et nyt semester på mit studie, og jeg orker simpelthen ikke at sætte mig ind i endnu en af de sager i medierne der vedkommer mig og min situation. Den der er lige nu handler om medicin, og det er ikke første gang.

• Jeg har brug for medicin for at klarer mig igennem hverdagen, nogle har ikke...
• Jeg må tage piller i en lang periode/altid, nogle kan nøjes med at tage dem i kortere tid...
• Nogle piller har haft en dårlig effekt på mig, nogle har reddet mit liv...
• Nogle læger er gode, andre er nogle fjolser med store egoer og magtkomplekser...
• At kæmpe en retfærdig sag, betyder ikke, at man har ret over for os alle...

Jeg har kæmpet i mange år for at få en hverdag af en slags, som de fleste tar for givet. Det var en kamp der tærede meget på mine kræfter, så nu er jeg træt, jeg har brug for en periode, hvor jeg kan få lov til bare at have det godt, uden at have behov for hele tiden at retfærdiggøre de valg jeg har måttet tage.

DOKK1

Jeg er egentlig ret heldig. Jeg har en god lejlighed, en skøn kæreste, venner og et studie som jeg holder af, men jeg har ikke altid været så heldig. Ofte ønskede jeg, at have et sted at stikke af til, et sted med hyggelige små hjørner, bløde stole, adgang til underholdning for en stille pige, ro, ly for dårligt vejr, eventyr og ikke mindst gratis.

Alle biblioteker burde være sådan et sted, men nej, det er de færreste biblioteker der ligefrem opfordrer én til at blive lidt længere. Ofte er der larm, få ordentlige siddepladser og mangelfuld adgang til toiletter. Når jeg var deprimeret, kold og ensom, var biblioteket ikke det oplagte sted at tage hen, selvom reolerne stod fulde af den medicin jeg havde brug for.

Forleden dag var jeg for første gang nede og se DOKK1, hvor det nye hovedbibliotek er flyttet ned, og jeg forelskede mig straks. Stedet har sikkert sine fejl både i konstruktion og drift, men alligevel...  #libraryporn

Jeg er næsten ked af, at jeg er blevet afbalanceret nok til ikke længere på samme måde at have brug for dette sted. Okay, jeg er egentlig ikke spor ked af, at det går mig godt. Jeg kan dog godt blive lidt misundelig på alle de børn, unge og andre mennesker som kan nyde stedets fulde udbytte.

Jeg tegner mit liv #1

Hvad får du tiden til at gå med til dagligt? Tja tjo bum bum bum, jo ser du...
Min autisme gør, at jeg på nogle punkter adskiller mig en del fra den brede befolkning, jeg har ikke så meget energi som andre mennesker, jeg giver nogle gange udtryk for en forskruet/anderledes tankegang og jeg har haft nogle oplevelser de fleste gerne ville have været foruden, men det meste at tiden er mit liv kedsommeligt normalt, og det vil jeg gerne prøve at sætte fokus på i en billedrække, hvor jeg vil forsøge at tegne mit liv som autist og som menneske. Dog, hvis jeg nu skal være helt ærlig, så begynder eksaminerne at nærme sig, og jeg trænger frygteligt til en overspringshandling.

Dette er (næsten) sådan jeg forestiller mig, at jeg ser ud på et løbebånd, kluntet og langsom. Okay, jeg er måske ikke helt så bred om bagen, men tegningen virkede sjovere på den måde.

Hestehalen svinger, og jeg stirrer stift op på et fjernsyn der sender ligegyldige musikvideoer, kun afbrudt af de samme 4 eller 5 reklamer. Jeg ser derop for at aflede min opmærksomhed fra hvor umanerlig langsomt kilometertælleren bevæger sig fremad og ingen vegne hen. Alt for ofte skæver jeg ned på det irriterende lysende tal der fortæller mig, at jeg i mine egne øjne ikke er særlig sej.

Kæresten opmuntre mig med, at lidt motion er bedre end ingen motion, og så ser vi film og spiser popcorn, og det liv jeg havde engang, fyldt med sult, bræk, savn og afsavn, virker så uendeligt langt væk

Læs for livet

http://www.laesforlivet.dk/

Her er et link som jeg vil opfordre alle mine læseglade læsere om at støtte. Læs For Livet er et projekt for udsatte børn og unge (og deres forældre) ved at sørge for nem adgang til bøger. Bøger, kan nogle måske tænke, kan det virkelig være så vigtigt? På hjemmesiden kan I finde mange gode grunde til hvorfor at bøger er så vigtige for børns udvikling, en bedre skolegang og forholdet mellem forældre og børn.

Jeg var et sært barn, jeg var også et sødt, klogt og venligt barn, men jo, jeg var lidt sær, og det var ikke så sært, for det var der mange der havde været i min familie igennem mange generationer, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. I dag har min særhed stemplet Aspergers syndrom, men det er der stadig ikke så meget at gøre ved.

Jeg var i en meget tidlig alder bevidst om min særhed. Jeg var ikke bevidst om hvori den bestod, men jeg vidste at jeg fungerede anderledes end andre. Fungerede jeg anderledes, dårligere eller bare forkert? Det var et spørgsmål der var alt for stort, farligt og ubehageligt til at spørge et rigtigt levende menneske om, men bøger dømte mig ikke. De grinede ikke, hvis jeg sagde noget der var forkert eller bare sært.Oppe i skolen var det bøgerne der gav de rigtige svar til lærerens spørgsmål, så måske de også kunne give svaret til mine spørgsmål?

Jeg var heldig som barn at have adgang til hele tre biblioteker, kommunens, skolens og mine forældres. Tilsammen indeholdt de alt hvad der var at vide om livet, universet og alt det der. Det var så min opgave at finde frem til den rigtige bog. Det var meget vigtigt, at jeg ikke spurgte om hjælp, for så ville bøgernes magi måske forsvinde, men egentlig var det nok mest fordi jeg var enormt genert og kun turde spørge hvis jeg vidste helt præcis hvad jeg ledte efter, og det gjorde jeg ikke.

Jeg har gennem tiden fundet mange bøger med mange gode svar. Jeg har måttet opgive tanken om at klare svar om noget som helst, og at jeg måtte plukke noget ud hist og her, og så støbe det sammen til nogle vage idéer om hvem jeg selv er og hvordan jeg hænger sammen med resten af verden. Ofte læser jeg ting jeg ikke kan bruge til så meget, men engang imellem læser jeg noget der gør dette billede af mig og verden en lille smule klarere.

Jeg holdt ikke op med at være sær bare fordi jeg har læst en masse bøger, men jeg meget om hvilke særheder der er gode, sjove og behagelige og hvilke der skader mig og afskærmer fra andre mennesker. Jeg har fået en masse mulige forklaringer når jeg synes at andre mennesker gør og siger underlige ting, og jeg har fået nogle mulige måder at reagere på disse underlige ting, men det at jeg har en vis forståelse for disse ting gør, at de virker mindre skræmmende og farlige.

Jeg får nok aldrig alle svarene, men jeg kan være helt forfærdelig stædig, og jeg holder aldrig op med at lede :)

"Genetic me" af Lone Frank

I lørdags, da jeg skrev om at være syg, sad jeg egentlig og vred min hjerne efter noget at sige. Jeg troede, at det var helt vildt svært, men i virkeligheden var der en kæmpe stor ting jeg bare havde glemt alt om. Søndag morgen, da jeg tændte for min computer, lå der en email fra min psykolog, hvor hun sagde tillykke med, at jeg ikke har skåret i mig selv i to år, men egentlig ved jeg ikke hvad jeg skal sige om den sag. Jeg stoppede ikke fordi jeg fandt et alternativ, eller en mestringsstrategi, eller fordi jeg er stærkere end mange andre, og det er heller ikke fordi jeg ikke siden kom ud for noget ubehageligt, hvor jeg tidligere ville have skåret mig. Jeg ramte bunden, og derfra var der kun én vej at gå, og det var op.

Det er nu to år siden sidst, så det var passende, at min far og jeg tilfældigvis havde biletter til at høre Lone Frank tale om sin nye fil "Genetic Me" der handler om spørgsmål om arv og miljø i dannelsen af ens personlighed, om i hvilken grad man kan ændre på sin personlighed, og om at se med nye øjne på sine forældres rolle.

Lone Frank er forfatter og videnskabsjournalist på Weekendavisen, og jeg læste med stor fornøjelse hendes bog "Mit smukke genom", så jeg vidste, at jeg var helt vild med hendes måde at skrive på, men ud fra den måde hun beskrev sig selv, så troede jeg at ville være meget skræmmende i virkeligheden. Hun er bestemt en skrap dame, men hun var knivskarp (no pun intended) i sin kundskab og humor, så det var en stor oplevelse at overvære. Faktisk var det så spændende, at jeg faktisk en tid overvejede, om det måske ville være noget at skifte studie i en mere naturvidenskabelig retning. Den plan varede lige indtil jeg så kom i tanke om hvor meget matematik jeg så ville blive nødt til at lave, og jeg gyste ved tanken om hvor hidsig jeg plejede at blive over de ugentlige matematikafleveringer i gymnasiet, brrr.

Om at tale foran fremmede

Jeg er sikker på at I alle sammen er nysgerrige efter at vide hvordan det gik med mit oplæg om "mig, min autisme og min spiseforstyrrelse". Det gik godt, ja det gik ligefrem rigtig godt.

Jeg blev færdig med at skrive oplægget i august. Jeg kunne måske godt have skrevet videre og finpudset det, men universitetet startede i september, og så havde jeg rigeligt at tage mig til. Jeg øvede mig nogle gange i at læse det højt, ikke fordi jeg havde en jordisk chance for at lære det udenad, men for at træne mit strubehoved, sådan at jeg ikke endte med hostende at måtte stoppe midt i mit oplæg på den vigtige dag.


Alle spurgte om jeg ikke var nervøs, men det var jeg egentlig ikke. Jeg er vant til at stå på en scene. Da jeg var teenager, spillede jeg både i et teater og et cirkus, så jeg har optrådt mange gange både i mærkelige roller og kostumer, så det at tage en pæn kjole på og stille mig op på en scene, det var intet problem. Jeg blev spurgt, om det ikke var svært at tale så åbent om mig selv, men jeg har efterhånden fortalt min historie så mange gange til psykologer, læger, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, studerende og her på bloggen, at jeg ikke længere bliver følelsesmæssigt påvirket af at fortælle min historie, så hvorfor så ikke bare gøre det når nu folk kan få noget ud af at høre mig.

Jeg var så rolig med at fortælle min historie, at der var nogle der troede at det betød at det hele skete for meget lang tid siden. Jeg havde sagt, at jeg blev spiseforstyrret da jeg var 17, og at jeg var syg i 10 år. Jeg ved ikke hvor gammel jeg ser ud, men jeg tror ikke lige at det havde regnet på matematikken i det, for jeg er i dag 29. Jeg er i dag et helt andet menneske, end jeg var dengang, men det skræmte mig lidt, at de troede, at det var så længe siden, for det føles stadig så forfærdelig tæt på.

Det at jeg er så rolig med at fortælle min historie betyder også, at jeg har svært ved at forstå hvad publikum følte, da jeg fortalte dem den. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre mulighed for at se deres ansigter, i stedet for hele tiden at se ned i mine papirer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere overskud, sådan at jeg kunne have talt med folk i pausen, men jeg var træt og ville bare gerne hjem.

Når lydniveauet blver højt

Inde på universitetet er jeg omringet af søde og spændende unge mennesker, men jeg kender dem ikke rigtigt, så når vi har pause, så føler jeg mig urolig. Det er svært at sidde alene i et rum fyldt med folk der kender hinanden. Jeg føler mig ikke holdt udenfor, men jeg føler at jeg står ret alene.

Et af problemerne med at stå alene når der er pause er, at der ikke er en samtale eller et socialt spil jeg kan koncentrere mig om, hvilket betyder, at alle rummets lyde kommer meget tæt på. Et sted sidder en gruppe og arbejder med en lektie i latin, andre diskutere transport og dem ved siden af snakker om den enes kommende fødselsdag. Alle opfører sig pænt, ingen råber og skriger eller løber rundt, det er ikke ligesom i folkeskolen/gymnasiet, men alligevel bliver lydniveauet højt. 20 stemmer slår sig sammen i et lille lokale og danner en tsunami af lyd. Jeg føler mig overvældet, det tager modet fra mig, og det bliver ekstra svært at blande sig i en af samtalerne, men man er nødt til at blande sig, hvis man vil lærer folk at kende. Mest af alt har jeg lyst til at tage hænderne op for ørerne og lukke øjnene. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide folk, det er bare at undervisningen er så krævende, at det bliver endnu hårdere at håndtere pausernes larm. Jeg gør ingenting, jeg tager ikke hænderne op for ørerne, for jeg vil ikke virke sær. Jeg prøver at indføre en kommentar i den samtale der foregår lige ved siden af mig, men lyden distraherer mig, og min timing er helt forkert og kommentaren falder til jorden.

I gamle dage ville min selvtillid ligeledes være faldet til jorden, men i dag går det bedre. Jeg kan ikke give et svar på hvorfor det er sådan. Jeg er mere robust, men hvorfor er det sådan, er det fordi jeg tager store docer medicin, er det fordi jeg har anerkendt at der er folk derhjemme der elsker mig, og at det derfor ikke gør så meget, er jeg blevet ældre og mere rolig, eller har jeg bare indset at mine kommentarer ikke er dummere en så mange af de andre dumme kommentarer som alle mennesker fyrer af på en dag? Ville jeg være et bedre menneske af at kende svaret?

Jeg er dog ikke helt alene i klassen. Langsomt begynder jeg at forstå det sociale spil i gruppen, jeg begynder at hilse, og jeg begynder at snakke lidt med folk. Alting tager tid når man er en ny person i en gruppe der allerede kender hinanden, og jeg har tid, det haster ikke.

A brave new world

I lørdags ville det have været Tove Janssons 100 års fødselsdag, hvis hun da havde været i live. Tove Jansson er forfatteren bag Mumibøgerne og "Sommerbogen". "Sommerbogen" er lige blevet genudgivet og har,uforståeligt for mig, fået meget mere omtale end Mumibøgerne. Det er på ingen måde end dårlig bog, men den kan på ingen måde hamle op med "Mumitrolden- De tre sidste romaner". Jeg burde have fejret hende, men det gjorde jeg ikke, for jeg var slet ikke klar over mig. Mumimors svar på en sådan krise er enten at bage så mange pandekager, at hun må blande dejen i badekaret eller at tage på en skovtur.

Jeg gjorde ingen af delene, men jeg var faktisk på restaurant den dag.  I 10 år var mine muligheder for at spise ude meget begrænsede. For at være ærlig bestod det enten af salatbar, sushi eller en let frokost. Jeg har prøvet at udvide mit horisont, og i juni sidste år spiste jeg for første gang en pizza (som ikke skulle kastes op igen bagefter) og i vinters fik jeg en indisk curry. Begge dele var dog take-away der blev spist hjemme i trygge rammer.

Sidst jeg var af sted på en restaurant var mens jeg var aller mest syg. Jeg var blevet indlagt på psyk fordi jeg ingenting spiste, men langsomt fik de da noget mad i mig. Det var min lillesøsters fødselsdag, og jeg elsker hende meget højt, så jeg ville gerne med ud og spise. Jeg ville gerne sidde ved bordet og spile for at signalere, at jeg nok skal overleve dette her. Jeg tænker ikke på det som en falsk facade, for smilet var ikke et udtryk for indre glæde og munterhed, men for kærlighed, og kærligheden var ægte nok. Helt sådan skulle det ikke komme til at gå.

Jeg havde forberedt mig godt. Afdelingens internet var nede, så jeg kunne ikke læse menuen, men jeg tænkte på de cafeer jeg havde spist på, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne spise en salat, måske endda en suppe. Da min far og søster kom og hentede mig var jeg mere spændt end bange, og jeg ønskede virkelig, at dette her skulle lykkes, men da vi kom ned på restauranten viste det sig, at det var et sted med en fast menu, hvor man skulle vælge 2 eller 3 retter. Jeg så tjenerne komme til de andre borde med tallerkener på størrelse med rumskibe, bugnende af mad. Bare tanken om en enkelt af disse tallerkener gjorde mig rædselsslagen, tanken om to fik mig til at bryde sammen. Min elskede farmor lagde en hånd på mine skuldre, men jeg rystede hende af mig, for min sorg var for stor til at rumme andre mennesker. At forhindre en bedstemor i at trøste sit barnebarn er nok en af det mest egoistiske man kan gøre, men jeg kunne ikke klare det.

Min far var henne og spørge om der kunne laves en undtagelse. Jeg ved ikke hvordan han spurgte, jeg ved ikke om han kunne få sig selv til at nævne ordet anoreksi, men personalet var bestemt ikke behjælpsomme. Jeg blev sendt tilbage på hospitalet i en taxa, stadig grædende. Dagen efter var der en ond sygeplejerske der skældte mig ud og sagde, at hvis jeg havde været hendes søster, så ville hun have været vred på mig for at ødelægge hendes dag. Denne sygeplejerske var tit vred på mig, men sådan tænkte min lillesøster heldigvis overhovedet ikke.

I lørdags var det mig der tog initiativet til at tage på restaurant, ingen andre kunne tage det valg for mig. Min psykolog som kender mig rigtig godt ville måske kunne arbejde mig frem mod selv at tage valget, men i dette tilfælde skulle familien holde sig på afstand. en gang imellem er det blevet foreslået, men jeg blev altid defensiv måske endda lidt hidsig, ikke fordi jeg var vred, men fordi jeg var bange.

I lørdags var jeg dog klar, jeg havde set menuen på forhånd (internettet er en fantastisk ting), og jeg var generelt ved godt mod, og det hele gik rigtig fint. Vi var på Druen og Bønnen i Odense og jeg fik et lækkert stykke lam med en kraftig fransk sauce.

Alderen trykker

Jeg har ikke noget særlig stort spejl i min lejlighed, så det er sjældent at jeg ser ret meget af mig selv i det, men forleden dag gik jeg ud på gangen og stillede mig på tæer. Jeg fik lidt et chok. Igennem de sidste fire år, hvor jeg har været i behandling for min spiseforstyrrelse, har jeg beskæftiget mig mindre og mindre med udseendet af min krop og mere med tilstanden af min mentale kapacitet. Jeg har godt været klar over, at min krop har ændret form i takt med, at jeg begyndte at spise sundt og motionere, men en faktor har jeg helt ignoreret, jeg troede måske på en eller anden måde, at den ikke gjaldt for mig, og det er tiden.

Til næste år fylder jeg 30, og det begynder man og kunne se på min krop. Jeg har stadig en ganske nydelig krop, men den er ligesom ikke så fast som den var engang, ting begynder langsomt at blive påvirket af tyngdekraften, på en måde jeg ville have afvist med en spydig kommentar for bare fem år siden. Jeg begynder at få smilerynker omkring øjnene, bagsiden af mine lår er blevet bulet, og jeg har lettere ved at få ondt, både i hoften og andre steder, for jeg har endnu ikke anerkendt, at min krop ikke kan klare de samme ting som da jeg var 20. Fra man fylder 25 begynder ens krop langsomt at gå i forfald.

Første dag hvor jeg lagde mærke til det, syntes jeg bestemt ikke at det var sjovt. Dette spejlbillede forestillede jo ikke en ung pige men en voksen kvinde. Som jeg sidder her og skriver, så reagerede jeg på betegnelsen 'ung pige' som noget godt og 'voksen kvinde' som noget lidt pinligt, og jeg ved ikke om det bare er mig, eller om det er noget der ligger i samfundet.

Da den første forskrækkelse over mit spejlbillede havde lagt sig, så tog jeg det helt roligt, for hvad ville det egentlig sige for mig at gå fra pige til kvinde?

1) Mit krop og min hjerne har lært at acceptere hinanden. Jeg har langt fra den perfekte krop, men i det store og hele er jeg glad for den, så hvis et par bukser sidder dårligt, så er det måske dem der er noget i vejen med, og ikke mig der behøves at gå på en to år lang sultekur for at kunne komme ned i dem igen, ud med dem, til røde kors for så kan mine store lår måske gøre noget godt for verden.

2) Jeg er kommet til en accept af, at det med menstruation er noget der bare er der. Det kan godt være pishamrende irriterende, men jeg har ikke længere behov for at prøve at sulte den væk, for at tvinge min krop tilbage til et præpubatært stadie, for problemet ved at kæmpe mod sig selv er, at man taber hvis man vinder, hvilket bringer mig videre til emne nummer 3.

3) Godt nok er min krop efter 25 års alderen langsomt begyndt at dø, og selvom jeg som sådan ikke er bange for døden, så er det heller ikke noget jeg sådan umiddelbart ønsker, så derfor er jeg begyndt at cykle med cykelhjelm. Jeg ligner godt nok Poul Nyrup, men på den ufede måde, og det bliver endnu værre om vinteren hvor jeg er nødsaget til at have en hue under hjelmen, (jeg ved at jeg ligner en idiot, men jeg blev alligevel lidt fornærmet, da min psykolog sagde at jeg ikke skulle være bange for at blive antastet på gaden).

4) Jeg har med tiden anerkendt at ALLE mennesker har potentialet til at være dumme idioter, jeg ved også at nogle mennesker udlever dette potentiale mere end andre. Caitlin Moran skriver i sin bog "Kunsten at være kvinde", at en kvindes rynker er tegn på nul-tolerance over for idioter, og at det er derfor at en kvinde ifølge moden, ikke bør have rynker, at hun skal forblive et naivt lille dukkebarn. Hvis det er sandt, så byder jeg mine rynker velkommen, faktisk ønsker jeg mig endnu flere rynker, så jeg bare kan stå og nedstirre idioterne i et minuts tid, hvorefter jeg bryder ud i en skraldlatter, så at mit allerede rynkede ansigt eksplodere i riller og furer.

5) Bedst af alt, så synes jeg, at der bliver taget gevaldigt meget af presset. Jeg ønsker stadig at være blandt de bedste til de ting jeg holder af at gøre, men jeg har ikke længere så mange neuroser over ikke samtidig at være den smukkeste, tyndeste, smarteste og mest charmerende, hvilket sjovt nok får mig til at fremstå som smukkere, smartere og mere charmerende, for det er svært at være charmerende når man er meget meget sulten.

Et tomt køleskab

Hold da helt ferie hvor jeg trængte til en ferie, og nu hvor den er næsten ovre, kunne jeg godt bruge en uge til. Jeg tog hjem til min far. Den dag jeg skulle af sted skrev min faglige mentor og spurgte til eksamenspensum, hvilket sendte mig ud i et akut anfald af stres/angst. Jeg valgte dog alligevel, at jeg ikke ville tage noget som helst latin med, for jeg ville have lov til at holde helt fri. Og jeg fik holdt fri. Jeg fik endda læst 4 skønlitterære bøger, den ene af dem endda to gange.

Jeg kom hjem i går efter at have været til min mors 60-års fødselsdagsbrunch. Det var hyggeligt, men jeg ville dog have ønsket at jeg havde spist mere, for påskedag er ikke nogen god dag at komme hjem til et tomt køleskab. Alt var lukket i går, og alt er lukket i dag, og jeg er sulten. hvis jeg ikke finder noget der har åbent, må jeg overleve på havregrød med vand, æg og rugbrød med peanutbutter. Jeg bliver træt bare ved tanken.

Jeg kunne nok tage min cykel og tage på en ekspedition rundt i byen, men jeg er bare så frygtelig træt, at jeg helst bare vil sidde herhjemme og lave ingenting. Jeg bliver så træt ved tanken om at besøge butikker jeg ikke kender, at jeg får kvalme.

Jeg savner helt mine spiseforstyrrede dage, hvor jeg uden de store problemer bare kunne klare mig uden mad, men det kan jeg ikke længere. Dengang kunne jeg ligge i min seng sa svag og rystende af sult, at det var en pine bare at rejse sig for at gå på toilettet. Jeg kunne gå hele dage, hvor alt jeg foretog mig var, at bruge alt mit fokus på bare ikke at spise. I dag bliver jeg irritabel, bare jeg ryster lidt på hænderne eller min mave knurre.