I går holdt jeg et oplæg for personalet ved en specialskole i Silkeborg. Den sidste tid har været lidt stram, fordi jeg prøvede at forberede mig på oplægget samtidig med, at jeg skulle passe mit skolearbejde, men det lykkedes mig da at stable noget på benene, noget om stres, skole og selvdestruktion. Jeg må indrømme, at det ikke helt levede op til de standarder jeg havde sat for mig selv, men hva' skidt. Fordelen ved at være en af den slags der holder foredrag om mit eget 'hårde' liv, er, at folk er så taknemmelige.
Da jeg kom derud, viste det sig dog, at der ikke var adgang til en projektor. Hmm, nå ja, min power point var alligevel ikke synderligt imponerende, og jeg havde jo mine håndskrevne notater, men alligevel... Nå der var ikke andet for end at stille mig op og tale. Jeg fik hurtigt talt mig varm, men noterne var ikke til meget hjælp, så jeg måtte bare prøve at føle mig lidt frem, først lidt i en retning, så i en anden. Som teenager spillede jeg teater og improvisationsteater, hvilket føltes som en stor fordel. Jeg var nok ikke ligefrem den bedste elev dengang, og jeg var både lettere doven og uden det helt store talent, men jeg havde det sjovt, så det skræmmer mig ikke sådan specielt det der med at stå på en scene, heller ikke selvom jeg måtte gøre det uden manuskript.
En fordel var også, at jeg havde talt indholdet af mit oplæg igennem 117 gange med min psykolog og mine pædagoger, men det blev fremført uden den helt store sans for struktur og gennemtænkte formuleringer, men folk virkede ganske udmærkede tilfredse, og det er vel det der primært tæller, det er jo dem der betaler for det.
Viser opslag med etiketten teater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teater. Vis alle opslag
søndag den 15. marts 2015
fredag den 3. oktober 2014
Om at tale foran fremmede
Jeg er sikker på at I alle sammen er nysgerrige efter at vide hvordan det gik med mit oplæg om "mig, min autisme og min spiseforstyrrelse". Det gik godt, ja det gik ligefrem rigtig godt.
Jeg blev færdig med at skrive oplægget i august. Jeg kunne måske godt have skrevet videre og finpudset det, men universitetet startede i september, og så havde jeg rigeligt at tage mig til. Jeg øvede mig nogle gange i at læse det højt, ikke fordi jeg havde en jordisk chance for at lære det udenad, men for at træne mit strubehoved, sådan at jeg ikke endte med hostende at måtte stoppe midt i mit oplæg på den vigtige dag.
Alle spurgte om jeg ikke var nervøs, men det var jeg egentlig ikke. Jeg er vant til at stå på en scene. Da jeg var teenager, spillede jeg både i et teater og et cirkus, så jeg har optrådt mange gange både i mærkelige roller og kostumer, så det at tage en pæn kjole på og stille mig op på en scene, det var intet problem. Jeg blev spurgt, om det ikke var svært at tale så åbent om mig selv, men jeg har efterhånden fortalt min historie så mange gange til psykologer, læger, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, studerende og her på bloggen, at jeg ikke længere bliver følelsesmæssigt påvirket af at fortælle min historie, så hvorfor så ikke bare gøre det når nu folk kan få noget ud af at høre mig.
Jeg var så rolig med at fortælle min historie, at der var nogle der troede at det betød at det hele skete for meget lang tid siden. Jeg havde sagt, at jeg blev spiseforstyrret da jeg var 17, og at jeg var syg i 10 år. Jeg ved ikke hvor gammel jeg ser ud, men jeg tror ikke lige at det havde regnet på matematikken i det, for jeg er i dag 29. Jeg er i dag et helt andet menneske, end jeg var dengang, men det skræmte mig lidt, at de troede, at det var så længe siden, for det føles stadig så forfærdelig tæt på.
Det at jeg er så rolig med at fortælle min historie betyder også, at jeg har svært ved at forstå hvad publikum følte, da jeg fortalte dem den. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre mulighed for at se deres ansigter, i stedet for hele tiden at se ned i mine papirer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere overskud, sådan at jeg kunne have talt med folk i pausen, men jeg var træt og ville bare gerne hjem.
Jeg blev færdig med at skrive oplægget i august. Jeg kunne måske godt have skrevet videre og finpudset det, men universitetet startede i september, og så havde jeg rigeligt at tage mig til. Jeg øvede mig nogle gange i at læse det højt, ikke fordi jeg havde en jordisk chance for at lære det udenad, men for at træne mit strubehoved, sådan at jeg ikke endte med hostende at måtte stoppe midt i mit oplæg på den vigtige dag.
Alle spurgte om jeg ikke var nervøs, men det var jeg egentlig ikke. Jeg er vant til at stå på en scene. Da jeg var teenager, spillede jeg både i et teater og et cirkus, så jeg har optrådt mange gange både i mærkelige roller og kostumer, så det at tage en pæn kjole på og stille mig op på en scene, det var intet problem. Jeg blev spurgt, om det ikke var svært at tale så åbent om mig selv, men jeg har efterhånden fortalt min historie så mange gange til psykologer, læger, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, studerende og her på bloggen, at jeg ikke længere bliver følelsesmæssigt påvirket af at fortælle min historie, så hvorfor så ikke bare gøre det når nu folk kan få noget ud af at høre mig.
Jeg var så rolig med at fortælle min historie, at der var nogle der troede at det betød at det hele skete for meget lang tid siden. Jeg havde sagt, at jeg blev spiseforstyrret da jeg var 17, og at jeg var syg i 10 år. Jeg ved ikke hvor gammel jeg ser ud, men jeg tror ikke lige at det havde regnet på matematikken i det, for jeg er i dag 29. Jeg er i dag et helt andet menneske, end jeg var dengang, men det skræmte mig lidt, at de troede, at det var så længe siden, for det føles stadig så forfærdelig tæt på.
Det at jeg er så rolig med at fortælle min historie betyder også, at jeg har svært ved at forstå hvad publikum følte, da jeg fortalte dem den. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre mulighed for at se deres ansigter, i stedet for hele tiden at se ned i mine papirer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere overskud, sådan at jeg kunne have talt med folk i pausen, men jeg var træt og ville bare gerne hjem.
mandag den 21. juli 2014
Min scenepersonlighed
Nu hvor jeg er blevet bedt om at holde oplæg ved en konference i Skørping 1 oktober og autisme, ADHD og spiseproblematikker, så er der mange der skal ordnes. Selvfølgelig er det aller vigtigste spørgsmål, vil min hofte være stærk nok til at jeg kan have højhælede sko på? men det er et spørgsmål kun tiden kan svare på. I mellemtiden, står jeg over for en lang række andre spørgsmål, der skal blandt andet skrives en tale, men før jeg kan gøre det, skal jeg finde min scenepersonlighed. Hvem jeg er, når jeg står på en scene foran 100-200 mennesker, har stor betydning for hvad jeg kan skrive i min tale. Bare vær dig selv lyder det gode råd, men når hele min personlighed er SÅ MEGET, så vil jeg på 45 min kun kunne vise så lidt, så der skal prioriteres. Jeg ville sådan ønske, at min psykolog snart kom hjem fra ferie.
Indtil nu har jeg kun prøvet at tale afslappet i en lille forsamling, eller at stå på scenen som en fiktiv karakter, men hvem er min scenemigselv? Som teenager gik jeg til teater og cirkus, ikke som tilskuer men som deltager. Min ultimative optræden, ville være en teatralsk Shakespearesk monolog værdig til Ghita Nørby. Jeg er godt klar over at mine teaterevner ikke rækker til det, men jeg fantaserer om at stå på scenen og græde og skrige og slå mig selv, for det er jo sådan en spiseforstyrrelse føles nogle gange En veninde foreslog slides, og det er godt hvis man kommer som ekspertvidne, men jeg er ikke ekspertvidne, jeg er bare en heldig overleven. Jeg er der for at vække folks følelser, og hvad er bedre til at vække folks følelser end teater.
Når jeg siger teater, så mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg skal opfinde en ikke ægte mig. Der findes ikke noget mere falsk end en dårlig skuespiller, men på den anden side, hvordan kan man så virkelig gengive følelsen af en spiseforstyrrelse uden at spille teater, jeg har jo ikke de følelser mere i samme grad, og selvom jeg bare kan stå og fortælle om dem, så har jeg også lyst til at vise det, for mange mennesker forstår ting bedre gennem følelser.
Problemet med teater er, at der er meget der skal læres udenad. 45 minutter, det er meget lang tid, den længste ubrudte tale i mit liv. Jeg er hamrende nervøs. Nogle gange har jeg lyst til at melde fra, for det er se meget lettere bare at gemme mig herhjemme bag min skærm, men jeg har haft min blog i snart tre år, måske er det på tide, at jeg udvikler mine talenter. Sandt nok, så blev der skrevet en bog om mig og ti andre aspergerkvinder, men det var jo ikke mit talent men Camillas (forfatteren). Jeg fylder snart 30, hvilket er en stor ændring, om jeg vil det eller ej. Måske ville det ikke være nogen dårlig idé hvis jeg selv tog styringen over ændringerne i mit liv, i stedet for at lade min underbevidsthed gå i 30-årskrisechok.
Indtil nu har jeg kun prøvet at tale afslappet i en lille forsamling, eller at stå på scenen som en fiktiv karakter, men hvem er min scenemigselv? Som teenager gik jeg til teater og cirkus, ikke som tilskuer men som deltager. Min ultimative optræden, ville være en teatralsk Shakespearesk monolog værdig til Ghita Nørby. Jeg er godt klar over at mine teaterevner ikke rækker til det, men jeg fantaserer om at stå på scenen og græde og skrige og slå mig selv, for det er jo sådan en spiseforstyrrelse føles nogle gange En veninde foreslog slides, og det er godt hvis man kommer som ekspertvidne, men jeg er ikke ekspertvidne, jeg er bare en heldig overleven. Jeg er der for at vække folks følelser, og hvad er bedre til at vække folks følelser end teater.
Når jeg siger teater, så mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg skal opfinde en ikke ægte mig. Der findes ikke noget mere falsk end en dårlig skuespiller, men på den anden side, hvordan kan man så virkelig gengive følelsen af en spiseforstyrrelse uden at spille teater, jeg har jo ikke de følelser mere i samme grad, og selvom jeg bare kan stå og fortælle om dem, så har jeg også lyst til at vise det, for mange mennesker forstår ting bedre gennem følelser.
Problemet med teater er, at der er meget der skal læres udenad. 45 minutter, det er meget lang tid, den længste ubrudte tale i mit liv. Jeg er hamrende nervøs. Nogle gange har jeg lyst til at melde fra, for det er se meget lettere bare at gemme mig herhjemme bag min skærm, men jeg har haft min blog i snart tre år, måske er det på tide, at jeg udvikler mine talenter. Sandt nok, så blev der skrevet en bog om mig og ti andre aspergerkvinder, men det var jo ikke mit talent men Camillas (forfatteren). Jeg fylder snart 30, hvilket er en stor ændring, om jeg vil det eller ej. Måske ville det ikke være nogen dårlig idé hvis jeg selv tog styringen over ændringerne i mit liv, i stedet for at lade min underbevidsthed gå i 30-årskrisechok.
tirsdag den 3. december 2013
Om en sanseoplevelse
Når jeg bliver træt, bliver jeg ekstra modtagelig over for sensoriske oplevelser. Normalt når jeg færdes ude i den virkelige verden er det et problem, fordi lyde og lys stresser og forvirre mig, men her under mere kontrollerede forhold var det fantastisk, for jeg kunne virkelig tage udstillingen ind, med glæden og naiviteten fra et lille barn.
Tjekkisk humor er meget absurd, og man skal ikke nødvendigvis lede efter logiske sammenhænge, men det passede mig fint, for det kan min stressede hjerne alligevel ikke finde ud af for tiden. Farverne var støvede, men levende, proportionerne var skæve, men alligevel virkelige, og alting var meget tæt på.
Dette var en af de udstillinger hvor man gerne må røre. Jeg er til tider lidt gammeldags opdraget, så der gik et stykke tid før jeg rigtigt turde, men på grund af min sensoriske følsomhed sendte det små elektriske impulser op i min hjerne og gav en næsten orgasmisk følelse som varede i flere dage.
Det er lidt svært at forklare hvordan denne sensoriske følsomhed virker. Det er nærmest sådan som min forestilling om at være på stoffer er, minus alle de negative bivirkninger. Alting føles elektrisk, den mindste berøring, alle lydene og farverne. På vejen hjem fra udstillingen kørte vi forbi et vejskilt der var blevet krøllet sammen i en ulykke, og krøllernes bløde kurver var så perfekte at det føltes som et elektrisk slag i mellemgulvet. Når jeg er træt kan jeg lade fingrene glide hen over en ru sten, og det sender en kildende fornemmelse gennem hele kroppen.
Udstillingen var fyldt med stimuli, og da vi kom hjem til det bed&breakfast, hvor vi skulle sove, havde jeg brug for at være alene. Jeg havde brug for at ligge på min seng og stirre op i loftet mens jeg prøvede at få styr på mine tanker. Jeg var enormt lykkelig og meget trist på én gang. Det var sådan barndommen BURDE have været, og det var den da også en gang imellem, det er bare de negative erindringer der er mest tydelige.
torsdag den 4. oktober 2012
Uden mad og drikke
I går skrev jeg et ganske fint indlæg om det med at have høje forventninger til mig selv, og om hvordan det overhovedet ikke er et problem, men det er det måske nok alligevel engang imellem. Jeg var blevet inviteret i teateret af mine medstuderende for at se noget der hed "Kirkegaard & co", hvilket lød super fedt. Jeg var lige startet på uni, jeg var på toppen af verden, og jeg syntes, at jeg kunne klare ALT. Først sagde jeg nej, for jeg kunne regne ud hvor sent jeg ville være hjemme, men så sagde jeg alligevel ja, for jeg ville jo gerne være en del af klassen, og jeg var smigret over, at de gerne ville have mig med. Jeg trænede mig selv til at være længere oppe, og jeg gik fra at gå i seng får 7 til lidt før 9.30, og det er en flot præstation for en som mig, men der er nu alligevel langt derfra og så til midnat.
I går var så dagen hvor det skulle ske. Jeg var nervøs og spændt. Jeg vågnede en halv time for sent i forhold til hvad jeg gerne ville, jeg havde ondt i hoften så jeg kunne ikke tage over og træne, og det var desuden 'for sent', og for at gøre det hele endnu værre, så vidste jeg, at vi ikke havde det jeg gerne ville have til morgenmad, og så kunne det hele også bare være det samme, og så lod jeg være med at spise morgenmad. Da jeg skulle lave hebraisk spiste jeg lige et par æbler, men frokosten sprang jeg også over.
Pludselig virkede hele idéen med at skulle i teateret i Aarhus alt for overvældende 'normalt', for jeg er jo ikke normal, selvom jeg nogle gange virker sådan. Alt det med universitetet er steget mig til hovedet, og jeg glemmer, hvor stor en bedrift det egentlig er for mig at komme af sted, have timer og lave lektier. Det er DET der er min bedrift, ikke om jeg kan lave alt det ved siden af som de andre kan, blandt andet bor de jo alle sammen markant tættere på, så det er jo ikke engang kun mit handicap der er en hindring, og det er jeg egentlig lidt glad for, for så blev det på en eller anden måde lidt mere lovligt at melde fra.
Som nævnt i går stiller jeg høje krav til mig selv, og jeg kan bestemt ikke lide, når andre er vidne til, at jeg ikke kan leve op til dem, og jeg ville derfor gerne have, at det var pædagogerne der sagde, at jeg ikke kunne tage af sted, og det var nok det der lurede i min underbevidsthed, da jeg valgte ikke at spise. Det valg ville den første af pædagogerne dog ikke træffe for mig, og selvom jeg holder rigtig meget af hende og respektere hendes mening, så blev jeg temmelig fornærmet, da hun sagde, at jeg som nok overlevede en dag uden mad. Er jeg virkelig blevet så fed, at det ikke længere betyder noget om jeg spiser eller ej.
Jeg sagde ja til at tage et glas juice, men der var ikke den rigtige slags, og jeg ville ikke tillade, at de gik over i Føtex og købte den, hvilket modarbejdede mine tidligere negative tanker om, om de ikke nok ville kæmpe lidt mere for, at jeg skulle spise, men sådan er det nu tit når man er spiseforstyrret, man modarbejder sig selv og alle omkring en, modsiger hvad man sagde to minutter før og lever i brydningen mellem hvad der er rigtigt og forkert, og det hele bliver en gråzone, hvor man må opbygge rigide og for alle andre ulogiske regler, for ellers er det ikke til at holde ud at være til.
Senere, efter overlap, kom en fra aftenvagten op til mig. Jeg har ikke haft meget at gøre med hende længe, for hun hørte før den nye omstrukturering til et af de andre teams, og selvom hun var flink, så havde jeg travlt med alt muligt andet, og jeg brugte derfor ikke kræfter på at komme til at snakke med hende. Nu hører hun til alle teams, hvordan det så end kommer til at fungere i praksis. Jeg var nervøs for hvordan samtalen ville gå, men det gik fint. Hun er en lidt mere bestemt dame end pædagog nummer 1, og selvom hun ikke direkte fortalte mig hvad jeg skulle gøre, så ledte hun mig gennem tankemylderet oppe i mit hoved og frem til det svar vi alle sammen godt vidste det ville ende med, nemlig at jeg først skulle have noget at spise, og så skulle jeg sende en sms til dem fra uni og melde fra.
Før jeg sendte sms'en læste hun den lige igennem for mig. Jeg har svært ved at forstå hvad andre mennesker tænker, og jeg har især svært ved at forstå, at folk ikke bliver sure over at jeg melder afbud, så det galt om at formulere mig helt rigtigt. Sms blev godkendt og sendt af sted. Det sjove er, at jeg ikke altid har haft det sådan, i hvert fald ikke i den grad. Det hele startede da jeg var i psykiatrien i Risskov, Aarhus.
Min søster havde fødselsdag, så min far, min farmor, min søster, hendes daværende kæreste og jeg skulle ud og spise. Det var et tidspunkt hvor det gik ret skidt med min spiseforstyrrelse, men jeg var i bedring og optimist, så jeg tænkte, at jeg nok klarede det. Nettet på afdelingen hvor jeg var indlagt var nede, så jeg kunne ikke forberede mig på hvad jeg skulle spise, men jeg forestillede mig hvad der typisk er at vælge imellem og forberedte mig på det. Det viste sig dog, at det var en restaurant med fast menu, hvor man mindst skulle have to retter. Jeg så på bordene omkring mig og så hvor store portionerne var, og jeg kunne slet ikke overskue at blive præsenteret for så meget mad, så jeg begyndte at græde. Min far var oppe og spørge om der kunne gøres en undtagelse, hvilket der under ingen omstændigheder kunne, så jeg brød helt sammen og måtte sendes direkte tilbage til afdelingen med en taxa. Sygeplejerskernes reaktion var meget forskellige. A skældte mig ud over at kræve hendes tid, men B sad og holdt min hånd mens tårer og snot løb ned over mit ansigt og ned i mit hår, og han blev siddende til medicinen virkede og jeg faldt i søvn. Dagen efter skulle jeg have den frygtede sygeplejerske C som kontaktperson, og hun gav mig en skideballe for dårlig opførsel over for min familie og over for restauranten og deres kunder. Hun sagde, at hvis det havde været hendes søster der havde opført sig sådan, så ville hun være MEGET vred og skuffet.
Siden dengang har jeg været bange for at udvise svaghed offentligt, og oplevelsen sidder fast ligegyldigt hvor mange gange min lillesøster fortæller mig, at sådan tænkte hun overhovedet ikke, og at det er sygeplejersken og ikke mig der gjorde noget forkert. Altså er jeg bange for om de andre overhovedet vil tale med mig når jeg kommer hen på universitetet i dag, men selvfølgelig vil de det, det er bare mig og mine tåbelige ideer der tror andet. Faktisk er det vel egentlig nedværdigende over for dem at tro, at de ikke vil kunne tilgive sadan en lille ting.
I går var så dagen hvor det skulle ske. Jeg var nervøs og spændt. Jeg vågnede en halv time for sent i forhold til hvad jeg gerne ville, jeg havde ondt i hoften så jeg kunne ikke tage over og træne, og det var desuden 'for sent', og for at gøre det hele endnu værre, så vidste jeg, at vi ikke havde det jeg gerne ville have til morgenmad, og så kunne det hele også bare være det samme, og så lod jeg være med at spise morgenmad. Da jeg skulle lave hebraisk spiste jeg lige et par æbler, men frokosten sprang jeg også over.
Pludselig virkede hele idéen med at skulle i teateret i Aarhus alt for overvældende 'normalt', for jeg er jo ikke normal, selvom jeg nogle gange virker sådan. Alt det med universitetet er steget mig til hovedet, og jeg glemmer, hvor stor en bedrift det egentlig er for mig at komme af sted, have timer og lave lektier. Det er DET der er min bedrift, ikke om jeg kan lave alt det ved siden af som de andre kan, blandt andet bor de jo alle sammen markant tættere på, så det er jo ikke engang kun mit handicap der er en hindring, og det er jeg egentlig lidt glad for, for så blev det på en eller anden måde lidt mere lovligt at melde fra.
Som nævnt i går stiller jeg høje krav til mig selv, og jeg kan bestemt ikke lide, når andre er vidne til, at jeg ikke kan leve op til dem, og jeg ville derfor gerne have, at det var pædagogerne der sagde, at jeg ikke kunne tage af sted, og det var nok det der lurede i min underbevidsthed, da jeg valgte ikke at spise. Det valg ville den første af pædagogerne dog ikke træffe for mig, og selvom jeg holder rigtig meget af hende og respektere hendes mening, så blev jeg temmelig fornærmet, da hun sagde, at jeg som nok overlevede en dag uden mad. Er jeg virkelig blevet så fed, at det ikke længere betyder noget om jeg spiser eller ej.
Jeg sagde ja til at tage et glas juice, men der var ikke den rigtige slags, og jeg ville ikke tillade, at de gik over i Føtex og købte den, hvilket modarbejdede mine tidligere negative tanker om, om de ikke nok ville kæmpe lidt mere for, at jeg skulle spise, men sådan er det nu tit når man er spiseforstyrret, man modarbejder sig selv og alle omkring en, modsiger hvad man sagde to minutter før og lever i brydningen mellem hvad der er rigtigt og forkert, og det hele bliver en gråzone, hvor man må opbygge rigide og for alle andre ulogiske regler, for ellers er det ikke til at holde ud at være til.
Senere, efter overlap, kom en fra aftenvagten op til mig. Jeg har ikke haft meget at gøre med hende længe, for hun hørte før den nye omstrukturering til et af de andre teams, og selvom hun var flink, så havde jeg travlt med alt muligt andet, og jeg brugte derfor ikke kræfter på at komme til at snakke med hende. Nu hører hun til alle teams, hvordan det så end kommer til at fungere i praksis. Jeg var nervøs for hvordan samtalen ville gå, men det gik fint. Hun er en lidt mere bestemt dame end pædagog nummer 1, og selvom hun ikke direkte fortalte mig hvad jeg skulle gøre, så ledte hun mig gennem tankemylderet oppe i mit hoved og frem til det svar vi alle sammen godt vidste det ville ende med, nemlig at jeg først skulle have noget at spise, og så skulle jeg sende en sms til dem fra uni og melde fra.
Før jeg sendte sms'en læste hun den lige igennem for mig. Jeg har svært ved at forstå hvad andre mennesker tænker, og jeg har især svært ved at forstå, at folk ikke bliver sure over at jeg melder afbud, så det galt om at formulere mig helt rigtigt. Sms blev godkendt og sendt af sted. Det sjove er, at jeg ikke altid har haft det sådan, i hvert fald ikke i den grad. Det hele startede da jeg var i psykiatrien i Risskov, Aarhus.
Min søster havde fødselsdag, så min far, min farmor, min søster, hendes daværende kæreste og jeg skulle ud og spise. Det var et tidspunkt hvor det gik ret skidt med min spiseforstyrrelse, men jeg var i bedring og optimist, så jeg tænkte, at jeg nok klarede det. Nettet på afdelingen hvor jeg var indlagt var nede, så jeg kunne ikke forberede mig på hvad jeg skulle spise, men jeg forestillede mig hvad der typisk er at vælge imellem og forberedte mig på det. Det viste sig dog, at det var en restaurant med fast menu, hvor man mindst skulle have to retter. Jeg så på bordene omkring mig og så hvor store portionerne var, og jeg kunne slet ikke overskue at blive præsenteret for så meget mad, så jeg begyndte at græde. Min far var oppe og spørge om der kunne gøres en undtagelse, hvilket der under ingen omstændigheder kunne, så jeg brød helt sammen og måtte sendes direkte tilbage til afdelingen med en taxa. Sygeplejerskernes reaktion var meget forskellige. A skældte mig ud over at kræve hendes tid, men B sad og holdt min hånd mens tårer og snot løb ned over mit ansigt og ned i mit hår, og han blev siddende til medicinen virkede og jeg faldt i søvn. Dagen efter skulle jeg have den frygtede sygeplejerske C som kontaktperson, og hun gav mig en skideballe for dårlig opførsel over for min familie og over for restauranten og deres kunder. Hun sagde, at hvis det havde været hendes søster der havde opført sig sådan, så ville hun være MEGET vred og skuffet.
Siden dengang har jeg været bange for at udvise svaghed offentligt, og oplevelsen sidder fast ligegyldigt hvor mange gange min lillesøster fortæller mig, at sådan tænkte hun overhovedet ikke, og at det er sygeplejersken og ikke mig der gjorde noget forkert. Altså er jeg bange for om de andre overhovedet vil tale med mig når jeg kommer hen på universitetet i dag, men selvfølgelig vil de det, det er bare mig og mine tåbelige ideer der tror andet. Faktisk er det vel egentlig nedværdigende over for dem at tro, at de ikke vil kunne tilgive sadan en lille ting.
onsdag den 19. september 2012
Om en god dag
I går var en rigtig dum dag fuld af dumme ændringer og dumme fejl og dumme tanker, så den gider jeg overhovedet ikke at skrive mere om. Til gengæld vil jeg skrive lidt mere om i mandags. Jeg nævnte i går, at det var en god dag, og sådan en udtalelse, kan man da ikke bare lade hængende i luften. Det var to separate hændelser der gjorde min dag så god.
Har jeg venner nu?
Jeg kom ind på uni i god tid som sædvanligt, så jeg stak lige næsen ind i kantinen. Nede i det fjerneste hjørne sad en pige jeg syntes at jeg genkendte. Var de hende jeg snakkede med i fredags? Måske, jeg ved ikke, tør jeg gå derhen? Jeg prøvede lige aulaen, men der var slet ingen jeg kendte, så jeg gik tilbage til kantinen, stod lidt og stirrede på hende, og gik så derhen, bestemt ikke med faste skridt, for jeg var hverken sikker på, at det var hende, eller hvis det var, om hun var interesseret i at sidde sammen med mig. Hun var begge dele.
Der sad også andre, som jeg ikke kendte, og jeg følte mig akavet og udenfor, og jeg havde mest lyst til at gå igen, men jeg bed tænderne sammen og holdt ud. Langsomt, meget langsomt, begyndte jeg at komme med ind i samtalen, og da deres tale faldt på noget comedy om Kirkegaard, så blev jeg også inviteret med, uden overhovedet at behøves fiske efter det. Jeg svarede først 'nej', for det er i Aarhus om aftenen, og derefter skal jeg også lige hjem, og det virkede alt for uoverskueligt, men på den anden side vil jeg jo også gerne have venner, og dette var så indlysende en mulighed, så jeg rettede det til at jeg gerne lige ville tænke over det, og hende der ville købe billetter fik mit nummer.
Hvis de ikke virkelig var interesserede i at have mig med, så kunne hun uden videre have 'glemt' at skrive til mig, og jeg ville have fanget signalet, men hun skrev, og så sagde jeg selvfølgelig 'ja'. Hvordan jeg så får det til at hænge sammen er en helt anden sag, men den tid den smerte. Jeg er bare glad for at tænke, at de muligvis kunne tænkes med tiden at kunne lide mig. Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er nogen helt kedelig person, men jeg ved også, at folk nogle gange skal lære mig ret godt at kende før de finder ud af det, men nu har jeg min chance, og jeg har ikke til hensigt at lade den gå min næse forbi.
Endelig lidt anerkendelse
Jeg har taget dette her fag før, godt nok er det 5 år siden, men dengang var jeg ret god til det. I alle de år, hvor jeg har været så syg, har jeg glemt meget, men det ligger deromme i baghovedet et sted, og jeg finder det forbløffende hurtigt frem. Jeg tror at min lærer er lidt forvirret over min tilstedeværelse. Han er vandt til omgængere, men det er vel mest dem som er dumpet og som bare vil bestå. Jeg elsker det her fag og ønsker ikke bare at være god, jeg ønsker at være rigtig god, så jeg stiller spørgsmål, både gode og dårlige. Hele tiden har han verfet mig af med "Det kommer vi MÅSKE tilbage til når I bliver gamle nok", men jeg har haft dette her fag før, så jeg føler mig gammel nok.
I mandags kom triumfen så. Jeg stillede et spørgsmål om hvorledes en paronomessi negeres. En paronomessi er en gramattisk form vor en infinitiv og et finit verbum af samme rod står ved siden af hinanden, og det kan enten have en emfatisk betydning (visseligt/sgu) eller en durativ betydning (vedvarende). Spørgsmålet var så, om negationen skulle stå sammen med infinitiven eller med verbet. Først fik jeg et hurtigt svar, men så lidt senere, da de andre skulle notere noget, så han på mig ag sagde, at han forresten havde en artikel om (hele) infinitivens negation som måske ville interessere mig, og mit hjerte sprang et slag over af glæde, for selvfølgelig vil den det.
Artiklen er sikkert på tysk, et sprog som jeg aldrig har været gode venner med, og det er ikke sikkert at infinitivens negation er det emne jeg interesserer mig aller mest for, men jeg er interesseret i tanken om, at han tænker at det ville interessere mig. Jeg ser det som det første rigtige tegn på anerkendelse fra hans side, og jeg er pave stolt. Jeg overvejer allerede hvilken pædagog jeg vil kede ihjel ved at få dem til at hjælpe mig med det tyske i en artikel om grammatik. Jeg har på fornemmelsen, at det kun er mig der finder det så voldsomt interessant.
Har jeg venner nu?
Jeg kom ind på uni i god tid som sædvanligt, så jeg stak lige næsen ind i kantinen. Nede i det fjerneste hjørne sad en pige jeg syntes at jeg genkendte. Var de hende jeg snakkede med i fredags? Måske, jeg ved ikke, tør jeg gå derhen? Jeg prøvede lige aulaen, men der var slet ingen jeg kendte, så jeg gik tilbage til kantinen, stod lidt og stirrede på hende, og gik så derhen, bestemt ikke med faste skridt, for jeg var hverken sikker på, at det var hende, eller hvis det var, om hun var interesseret i at sidde sammen med mig. Hun var begge dele.
Der sad også andre, som jeg ikke kendte, og jeg følte mig akavet og udenfor, og jeg havde mest lyst til at gå igen, men jeg bed tænderne sammen og holdt ud. Langsomt, meget langsomt, begyndte jeg at komme med ind i samtalen, og da deres tale faldt på noget comedy om Kirkegaard, så blev jeg også inviteret med, uden overhovedet at behøves fiske efter det. Jeg svarede først 'nej', for det er i Aarhus om aftenen, og derefter skal jeg også lige hjem, og det virkede alt for uoverskueligt, men på den anden side vil jeg jo også gerne have venner, og dette var så indlysende en mulighed, så jeg rettede det til at jeg gerne lige ville tænke over det, og hende der ville købe billetter fik mit nummer.
Hvis de ikke virkelig var interesserede i at have mig med, så kunne hun uden videre have 'glemt' at skrive til mig, og jeg ville have fanget signalet, men hun skrev, og så sagde jeg selvfølgelig 'ja'. Hvordan jeg så får det til at hænge sammen er en helt anden sag, men den tid den smerte. Jeg er bare glad for at tænke, at de muligvis kunne tænkes med tiden at kunne lide mig. Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er nogen helt kedelig person, men jeg ved også, at folk nogle gange skal lære mig ret godt at kende før de finder ud af det, men nu har jeg min chance, og jeg har ikke til hensigt at lade den gå min næse forbi.
Endelig lidt anerkendelse
Jeg har taget dette her fag før, godt nok er det 5 år siden, men dengang var jeg ret god til det. I alle de år, hvor jeg har været så syg, har jeg glemt meget, men det ligger deromme i baghovedet et sted, og jeg finder det forbløffende hurtigt frem. Jeg tror at min lærer er lidt forvirret over min tilstedeværelse. Han er vandt til omgængere, men det er vel mest dem som er dumpet og som bare vil bestå. Jeg elsker det her fag og ønsker ikke bare at være god, jeg ønsker at være rigtig god, så jeg stiller spørgsmål, både gode og dårlige. Hele tiden har han verfet mig af med "Det kommer vi MÅSKE tilbage til når I bliver gamle nok", men jeg har haft dette her fag før, så jeg føler mig gammel nok.
I mandags kom triumfen så. Jeg stillede et spørgsmål om hvorledes en paronomessi negeres. En paronomessi er en gramattisk form vor en infinitiv og et finit verbum af samme rod står ved siden af hinanden, og det kan enten have en emfatisk betydning (visseligt/sgu) eller en durativ betydning (vedvarende). Spørgsmålet var så, om negationen skulle stå sammen med infinitiven eller med verbet. Først fik jeg et hurtigt svar, men så lidt senere, da de andre skulle notere noget, så han på mig ag sagde, at han forresten havde en artikel om (hele) infinitivens negation som måske ville interessere mig, og mit hjerte sprang et slag over af glæde, for selvfølgelig vil den det.
Artiklen er sikkert på tysk, et sprog som jeg aldrig har været gode venner med, og det er ikke sikkert at infinitivens negation er det emne jeg interesserer mig aller mest for, men jeg er interesseret i tanken om, at han tænker at det ville interessere mig. Jeg ser det som det første rigtige tegn på anerkendelse fra hans side, og jeg er pave stolt. Jeg overvejer allerede hvilken pædagog jeg vil kede ihjel ved at få dem til at hjælpe mig med det tyske i en artikel om grammatik. Jeg har på fornemmelsen, at det kun er mig der finder det så voldsomt interessant.
lørdag den 12. maj 2012
Om at være i teateret med teenagere
Det var morgen og det var koldt, da jeg drog ud på min færd imod Aarhus. Jeg skulle ud og nedlægge en metafysisk elg, jeg skulle se min store frygt i øjnene, jeg skulle i teateret men en flok skoleelever, men min første opgave var at finde ind til teatersalen. Jeg måtte løbe noget af vejen fra stationen, jeg kom ind af den forkerte dør, op og ned af trapper, hen ad gange, gennem rum jeg ikke var sikker på at jeg måtte være i, for endelig til sidst at finde den rigtige dør, hvor jeg pænt måtte vente udenfor.
Skoleeleverne kom, de har vel været en 14 år. Unge mennesker i den alder er så forfærdeligt selvcentrerede, flere gange var der en der stødte hårdt ind i mig uden så meget som at registrere det, men på mærkværdig vis har de deres egen charme, ja, de er nærmest søde, indtil man lige pludselig får nok.
Jeg var meget bekymret for freden under stykket, men eleverne opførte sig eksemplarisk og det var faktisk en stor oplevelse at opleve dem, for de var ikke blevet så gamle at de havde mistet barndommens umiddelbare reaktioner. De oplevede stykket helt uden filter, og det fik jeg et, om ikke unikt, så i hvert fald fornøjeligt indblik i.
Så det var en rigtig god tur i teateret.
lørdag den 21. april 2012
Den rigtige beslutning...
Jeg skulle have været i Aarhus Teater i går med en veninde. Jeg havde fået gratis anmelderbilletter til Ibsens "Gengangere" og jeg glædede mig uhyre meget, men der var bare lige det der med transporten, som jeg ikke helt kunne få til at passe, og så lå forestillingen i det hele taget ret sent, og jeg kunne bare mærke hvordan de sidste kræfter langsomt sivede ud af mig.
Jeg gik ned og talte med en af pædagogerne. Jeg ville så gerne af sted, men selvom kl kun var omkring 1, så havde jeg allerede kvalme af træthed. Hun mente, at jeg burde melde afbud, men hvordan kunne jeg gøre det? Jeg havde jo forpligtet mig, det er jo mere eller mindre mit job.
Jeg vidste, at min veninde ville tilgive mig, for hun er også psykisk sårbar og ved godt hvordan det kan være, men hvad med teateret? De havde jo været så søde at reservere et par billetter til mig, og så kom jeg slet ikke, for pædagogen havde ret, jeg ville ikke kunne klare det, ikke med alt det andet der sker i mit liv lige nu.
Aftenen blev hård at komme igennem, for jeg var noget så usandsynligt træt, og jeg endte med at gå i seng på nogenlunde samme tid, som forestillingen startede.
Jeg ville have haft svært ved at træffe beslutningen om at melde fra på egen hånd, det er en af grundende til at jeg bor her. Jeg kan ikke finde ud af at spare på kræfterne, så jeg kan klare mig igennem endnu en uge, for jeg glemmer, at der altid er en uge efter denne. Jeg kører på, og pludselig er energien væk, og jeg mener helt væk, og så kan det godt tage mig et par uger at komme på fode igen.
Jeg er virkelig glad for at pædagogen turde tage beslutningen for mig, når nu jeg ikke havde overskud til at gøre det selv.
Jeg gik ned og talte med en af pædagogerne. Jeg ville så gerne af sted, men selvom kl kun var omkring 1, så havde jeg allerede kvalme af træthed. Hun mente, at jeg burde melde afbud, men hvordan kunne jeg gøre det? Jeg havde jo forpligtet mig, det er jo mere eller mindre mit job.
Jeg vidste, at min veninde ville tilgive mig, for hun er også psykisk sårbar og ved godt hvordan det kan være, men hvad med teateret? De havde jo været så søde at reservere et par billetter til mig, og så kom jeg slet ikke, for pædagogen havde ret, jeg ville ikke kunne klare det, ikke med alt det andet der sker i mit liv lige nu.
Aftenen blev hård at komme igennem, for jeg var noget så usandsynligt træt, og jeg endte med at gå i seng på nogenlunde samme tid, som forestillingen startede.
Jeg ville have haft svært ved at træffe beslutningen om at melde fra på egen hånd, det er en af grundende til at jeg bor her. Jeg kan ikke finde ud af at spare på kræfterne, så jeg kan klare mig igennem endnu en uge, for jeg glemmer, at der altid er en uge efter denne. Jeg kører på, og pludselig er energien væk, og jeg mener helt væk, og så kan det godt tage mig et par uger at komme på fode igen.
Jeg er virkelig glad for at pædagogen turde tage beslutningen for mig, når nu jeg ikke havde overskud til at gøre det selv.
lørdag den 25. februar 2012
Om at gå i teateret
Jeg ville frygtelig gerne se mig selv som en kulturel person, men virkeligheden er nok nærmere den at jeg er en almindelig bovlam (boglam) provinsbo. Jeg går nok i teateret en gang hvert andet år. Det er ikke fordi jeg ikke holder af at gå i teateret, for jeg synes (næsten) altid at det er en kæmpe oplevelse.
Jeg har nok altid syntes at det var for dyrt, men det kan jeg se, at det ikke behøves at være. Nogle forestillinger på nogle teatre er ganske vist dyre, men en lille forestilling, en hverdag med studierabat, så er det faktisk ikke dyrere end at gå i biografen. Det siger desværre også noget om, at prisen på en biografbillet er steget markant, bare fordi det nu kan ses i 3D, men teateret er også i 3D og man behøves endda ikke at tage nogle grimme briller på.
Okay, jeg kan sagtens sidde og tale pænt om priserne, jeg fik jo mine billetter gratis som anmelder, men sådan var det ikke til at starte med. En veninde og jeg havde læst Josefine Klougarts bog, Hallerne, og besluttede os for at den måtte vi se. For at gøre en lang historie kort, så lykkedes det os at bytte vores redeligt betalte billetter til et par gratis anmelder billetter.
Men jeg er jo bare lille mig, hvordan kan de dog tage mig seriøst nok til at invitere mig med? Jeg er glad, men jeg forstår det stadig ikke, jeg føler mig på ingen måde værdig til den ære (når jeg sidder og læser det igen, lyder det en lille smule ironisk, men det er slet ikke hensigten). Og som I kunne læse igår så gjorde jeg mig stor umage for at passe ind.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, eller jo, det gør jeg. Jeg havde forventet den kulturelle elite, jeg havde forventet Politiken bøsser med designerskægstubbe og kvinder i stiletter på højde med Empire State Building. Jeg havde forventet et rum fyldt med overskuds overklassemennesker, men de så nu alle sammen forbløffende afslappede ud. Jeg var nok lettet og en lille smule skuffet på samme tid, for jeg havde nok glædet mig til at bagtale, undskyld diskutere, dem med min veninde.
Josefine Klougart selv var også med. Jeg havde nok forestillet mig, at en pige der kan fortælle sådan nogle sandheder om sig selv og om mennesket, som man ser det i Én af os sover, hun må være noget ganske særligt. Jeg havde forventet lidende blikke og en skare af tilbedere der hang ved hvert ord hun sagde. Men hun var en helt almindelig ung kvinde, høj, iført et rød-orenge-gult sæt og med en lille opstoppernæse, omgivet af venner og familie.
Jeg talte ikke med hende. Jeg havde rigtig meget lyst til at gå hen og sige tillykke, men der var for mange mennesker. Jeg er sød og charmerende, og gør generelt et godt indtryk på folk, men det er hvis jeg har dem på tomandshånd eller i en lille og velkendt gruppe. I en foyer med masser af ukendte mennesker, da er jeg kun en genert lille pige der kommer til at sige dumme uoverlagte ting.
Selve stykker har sit eget indlæg, så det vil jeg ikke komme så meget ind på her, men lad os snakke lidt om rammerne.
Min veninde og jeg kom ALT for tidligt, og det var min skyld. Mit autistiske jeg frygter i så høj grad at komme for sent (for sent til livet?) at jeg ikke har noget imod at stå ude i stiv kuling i alt for lidt tøj bare fordi dørene ikke er blevet åbnet endnu. Der var heldigvis en sød dame der stak hovedet ud til os, og sendte os om til en bagindgang, hvor vi kunne hente billetterne. Ved bagindgangen blev de noget forvirrede over at se os. Alt hurlumhejet gjorde mig endnu mere autistisk og usikker, så min veninde to styringen, selvom det jo egentlig var mig der inviterede. Endnu en flink dame sagde, at det ikke var der, men hun ville gerne følge os, så hun tog os på en smutvej ind gennem teateret.
Inde i teaterets hjerte er der ikke tæpper på gulvene, ingen lyserøde roser. Hjertet af teateret minder i slående grad om det indre af et skib, metal malet i rødt og hvidt (er ikke helt sikker på rød, for jeg tog ikke noter, og dette er skrevet dagen efter).
Vi endte hvor vi startede, i foyeren, hvor vi blev sat ved et bord med hver vores drink (Pepsi max og hvidvin I må selv gætte hvem der drak hvad). På bordet stod der en lyserød rose, hvilket jeg ikke fandt helt passende, stykkets karakter taget i betragtning. Jeg ved ikke meget om blomster, men en mørkerød, tangerende til sort ville have været mit valg, jeg tænker på en bestemt blomst, men jeg har ingen anelse om hvad den heder, så nu lader jeg jer sidde og gruble.
Inde i salen blev publikum placeret på hver side af scenen, så vi kunne se hinanden, det betød, at som stykket skred frem og der blev varmere og varmere, så kunne man ikke diskret tage en vandflaske op og rehydrere.
Jeg nød at være i teateret, det gjorde jeg virkelig. Jeg nød stykket selvom det var dybt underligt. Men hen imod slutningen var jeg desperat efter at komme ud. Jeg var dehydreret, mit blodsukker var på nulpunktet, og jeg skulle tisse noget så forfærdeligt.
Foto:
Hun: Ene Øster Bendtsen
Foto: Rumle Skafte (nej det er ikke en joke)
Hallerne
Aarhus Teater 2012
fredag den 24. februar 2012
Om at ville være et oxymoron
I går havde jeg besøg af to journaliststuderende fra journalisthøjskolen der er i gang med at skrive om piger med autisme til deres afsluttende projekt. Vi snakkede om mit liv og min sene diagnose (jeg var 23), men de spurgte også hvad jeg ville med i fremtiden.
Fremtiden. Det er et underligt abstrakt begreb, som jeg har meget svært ved at sætte mig ind i. Jeg kan godt plotte aftaler ind i kalenderen, men hvordan kan man forestille sig noget der endnu ikke eksisterer.
Jeg har fantasi. Jeg kan godt drømme om at stå i finalen i x-faktor (selvom jeg hader at synge), eller at være et geni og læse alle de svære tunge bøger jeg nu om dage slet ikke ville kigge i retningen af, men at regne ud hvad der ville være muligt der kunne ske i fremtiden, det er simpelthen for stort. Ikke stort i den betydning, at der ville ske noget fantastisk, men stort fordi der er alt for mange muligheder, igen ikke fordi alle de mange muligheder er noget spændende, men bare om alle de små dagligdags ting jeg enten kan gøre på den ene eller den anden måde, og kombineret giver det et utal af muligheder.
Hvis jeg dog skulle vælge en mulighed der virker mere tiltrækkende end så mange andre, så ville jeg gerne drive denne blog til noget større. Jeg vil gerne have at min mening har en betydning, men en betydning for hvad, det har jeg ikke fantasi til at forestille mig.
En betydningsfuld blogger, det er da vist lidt af et oxymoron, eller er det en forældet antagelse? Jeg har ikke fingeren på pulsen noget sted, så jeg har ingen fornemmelse af det.
I forbindelse med, at jeg skulle i Aarhus teater og se Hallerne, da kontaktede jeg pressechefen og spurgte om en blog talte som presse, og om jeg derved kunne få lov til at bruge billederne fra deres hjemmeside (selvfølgelig med passende kreditering). Han var utroligt sød ved mig, og jeg blev tilbudt nogle endnu bedre billetter som officiel anmelder. Det er jeg selvfølgelig dybt taknemmelig for, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg roste min indsats for højt? Tror han måske, at jeg er mere indflydelsesrig end jeg i virkeligheden er? Vil jeg skuffe fælt.
Jeg spurgte min søster om at spørge sin veninde der ved noget om den kulturelle elite om hvad man tager på til sådan en teaeterpræmiere.
Yikes. Den var jeg ikke lige forberedt på.
Pæne sko kunne jeg godt droppe alt om, det har jeg slet ikke råd til, og hvis jeg havde, så ville det være en dum ide at tiltrække opmærksomhed til mine fødder med et par stilletter, for jeg kan slet ikke gå i den slags, og ville ende med at gøre mig selv komplet til grin.
En fin top kan jeg godt forholde mig til, så i mandags ville jeg gå i magasin, men i stedet endte jeg i Arnold Busck hvor jeg købte Én af os sover. Den er af Josefine Klougart som også har skrevet Hallerne, så jeg tænkte ved mig selv, at så var det i orden, så var det jo en slags forberedelse. Jeg legitimerede det også ved, at det snart er min fødselsdag, og så må man jo gerne forkæle sig selv lidt. Resultatet blev at jeg bruger en top jeg har i forvejen og som jeg har haft i mange år. Den er fin, og den er fra magasin, så det går nok (den skal bare lige stryges).
Derpå tænkte jeg, at det ville være fint med en lille sort jakke til at have over, så i går var jeg med en pædagog nede i byen for at gå i butikker. Jeg hader at gå i butikker. Jeg synes det er ydmygende, for selvom jeg vejer 62 kg (okay, næsten i hvert fald, 62,3 kg) så føler jeg mig stadig som hende på 75 kg (hvilket bestemt ikke var overvægtigt, bare større), og som ekspedienterne så skævt til. Vi gik ind i H&M. Jeg ved ikke noget om størrelser, så pædagogen gættede på en størrelse 38, så det fandt vi og gik i prøverummet. Jeg kunne slet ikke få dem på. Vi prøvede en 40, den gik heller ikke. 42 kunne lige komme på. 44 sad godt om skuldrende men posede ved taljen. Jeg købte ikke noget.
På vejen hjem snakkede og jokede vi om mine brede skuldre, men sandheden er at jeg følte mig ydmyget. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sulte min knoglebygning væk, men jeg følte mig fed. Jeg har fundet en cardigan jeg kan bruge, og den er sikkert mere behagelig at sidde med i en teatersal, men tanken om den jakke jeg ikke kan have på på grund af min størrelse, den fylder meget hos mig.
Fremtiden. Det er et underligt abstrakt begreb, som jeg har meget svært ved at sætte mig ind i. Jeg kan godt plotte aftaler ind i kalenderen, men hvordan kan man forestille sig noget der endnu ikke eksisterer.
Jeg har fantasi. Jeg kan godt drømme om at stå i finalen i x-faktor (selvom jeg hader at synge), eller at være et geni og læse alle de svære tunge bøger jeg nu om dage slet ikke ville kigge i retningen af, men at regne ud hvad der ville være muligt der kunne ske i fremtiden, det er simpelthen for stort. Ikke stort i den betydning, at der ville ske noget fantastisk, men stort fordi der er alt for mange muligheder, igen ikke fordi alle de mange muligheder er noget spændende, men bare om alle de små dagligdags ting jeg enten kan gøre på den ene eller den anden måde, og kombineret giver det et utal af muligheder.
Hvis jeg dog skulle vælge en mulighed der virker mere tiltrækkende end så mange andre, så ville jeg gerne drive denne blog til noget større. Jeg vil gerne have at min mening har en betydning, men en betydning for hvad, det har jeg ikke fantasi til at forestille mig.
En betydningsfuld blogger, det er da vist lidt af et oxymoron, eller er det en forældet antagelse? Jeg har ikke fingeren på pulsen noget sted, så jeg har ingen fornemmelse af det.
I forbindelse med, at jeg skulle i Aarhus teater og se Hallerne, da kontaktede jeg pressechefen og spurgte om en blog talte som presse, og om jeg derved kunne få lov til at bruge billederne fra deres hjemmeside (selvfølgelig med passende kreditering). Han var utroligt sød ved mig, og jeg blev tilbudt nogle endnu bedre billetter som officiel anmelder. Det er jeg selvfølgelig dybt taknemmelig for, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg roste min indsats for højt? Tror han måske, at jeg er mere indflydelsesrig end jeg i virkeligheden er? Vil jeg skuffe fælt.
Jeg spurgte min søster om at spørge sin veninde der ved noget om den kulturelle elite om hvad man tager på til sådan en teaeterpræmiere.
Jeg har endelig fået snakket med XXX om det med premieren (lidt sent). Hun sagde, at hun faktisk har været til et par stykker af sådan noget, og hendes erfaring var, at det altid var en god idé, at have én pæn ting på og så resten almindeligt. F.eks. pæne sko/stilletter, jeans og en rullekrave eller almindelige (stadig acceptabelt pæne, f.eks. neutral ballerina) sko, jeans og en flot top. Jeg håber det kunne hjælpe dig en lille smule.
Yikes. Den var jeg ikke lige forberedt på.
Pæne sko kunne jeg godt droppe alt om, det har jeg slet ikke råd til, og hvis jeg havde, så ville det være en dum ide at tiltrække opmærksomhed til mine fødder med et par stilletter, for jeg kan slet ikke gå i den slags, og ville ende med at gøre mig selv komplet til grin.
En fin top kan jeg godt forholde mig til, så i mandags ville jeg gå i magasin, men i stedet endte jeg i Arnold Busck hvor jeg købte Én af os sover. Den er af Josefine Klougart som også har skrevet Hallerne, så jeg tænkte ved mig selv, at så var det i orden, så var det jo en slags forberedelse. Jeg legitimerede det også ved, at det snart er min fødselsdag, og så må man jo gerne forkæle sig selv lidt. Resultatet blev at jeg bruger en top jeg har i forvejen og som jeg har haft i mange år. Den er fin, og den er fra magasin, så det går nok (den skal bare lige stryges).
Derpå tænkte jeg, at det ville være fint med en lille sort jakke til at have over, så i går var jeg med en pædagog nede i byen for at gå i butikker. Jeg hader at gå i butikker. Jeg synes det er ydmygende, for selvom jeg vejer 62 kg (okay, næsten i hvert fald, 62,3 kg) så føler jeg mig stadig som hende på 75 kg (hvilket bestemt ikke var overvægtigt, bare større), og som ekspedienterne så skævt til. Vi gik ind i H&M. Jeg ved ikke noget om størrelser, så pædagogen gættede på en størrelse 38, så det fandt vi og gik i prøverummet. Jeg kunne slet ikke få dem på. Vi prøvede en 40, den gik heller ikke. 42 kunne lige komme på. 44 sad godt om skuldrende men posede ved taljen. Jeg købte ikke noget.
På vejen hjem snakkede og jokede vi om mine brede skuldre, men sandheden er at jeg følte mig ydmyget. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sulte min knoglebygning væk, men jeg følte mig fed. Jeg har fundet en cardigan jeg kan bruge, og den er sikkert mere behagelig at sidde med i en teatersal, men tanken om den jakke jeg ikke kan have på på grund af min størrelse, den fylder meget hos mig.
Abonner på:
Opslag (Atom)