torsdag den 30. juli 2015

Om et dødsfald

Jeg kendte ham ikke så godt, og det er efterhånden også så mange år siden. Jeg husker ham som flink og hjælpsom, jeg husker ham som god til at lave mad. Vi havde ikke valgt hinandens selskab, vi boede bare tilfældigvis på det samme kollegie, hvor vi delte køkken. Vi sås nogle gange til fællesarrangementer og nogle gange stødte vi på hinanden ude i køkkenet. Jeg opsøgte ham aldrig bevidst, men jeg prøvede heller aldrig at undgå ham. For mig var han bare et af de mennesker der i en periode optræder i ens liv og så forsvinder igen. Jeg var glad for at lære ham at kende, men jeg savnede ham ikke som sådan efterfølgende.

For mange har det naturligvis været anderledes. Som sagt var han både flink og hjælpsom, så jeg er sikker på, at mange modtog nyheden om hans sygdom og død med stor sorg. Selv jeg, som dårlig nok kendte ham blev da ked af at høre det. Beskeden fik ikke mit liv til at gå i stå, og jeg har ikke grædt mig selv i søvn, men tankerne og minderne har bestemt påvirket mig.

Som en der står udenfor, har der ikke været meget jeg kunne gøre. Jeg har betalt penge til blomster og til Kræftens Bekæmpelse, jeg sender mine tanker til dem der kendte ham bedre og som vil blive påvirket af savnet og sorgen, men samtidig er jeg også dybt egoistisk. Jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke var mig eller dem der står mig nær som blev trukket i dødens lotteri, jeg er glad for, at jeg intet vidste før efter det hele var forbi, jeg er glad for, at jeg kan nøjes med, at være trist i nogle dage og dernæst gå ud og nyde det er ferie.

Jeg ved ikke om det gør mig til et dårligt menneske. Det er ikke sådan, jeg tænker om mig selv. Jeg håber da, at hvis jeg nogensinde bliver bedt om at sidde ved en sygeseng, støtte en pårørende eller bare generelt at kunne hjælpe mine medmennesker, at jeg så vil være opgaven voksen, at jeg vil være i stand til at bringe bare en smule glæde og trøst. Samtidig ved jeg kun alt for godt, at jeg ikke er nogen helgen. Jeg kender ikke alle dem der ville have brug for hjælp, jeg har ikke de økonomiske og følelsesmæssige ressourcer, som det ville kræve, jeg har ikke stædigheden, modet og evnerne, og ofte ville jeg komme til at sige de forkerte ting eller gå i vejen. Jeg er ikke specielt udpeget af Gud, dronningen eller staten til at være de syges frelser. Faktisk er jeg det meste af tiden bare en ret almindelig person, som gerne vil nyde ferien, more mig sammen med Kæresten, familien og vennerne, som gerne vil have sygdom og død på så lang afstand som muligt så længe jeg kan, sådan at jeg vil være klar til når tragedien rammer lidt tættere på.

Jeg ved ikke hvordan det er passende at afslutte dette indlæg. Han skal begraves i weekenden. Jeg vil ikke være der. Som en der faktisk ikke kendte ham ville det være mærkeligt at komme. De blomster jeg var med til at betale vil være der, og mine varme tanker og bedste ønsker vil være med familie og venner og andre der kunne have brug for det. Der ud over er der ikke så meget andet jeg føler mig i stand til at gøre.

lørdag den 25. juli 2015

Om det evindelige selvhad

Forleden dag havde jeg en samtale, som jeg har haft 100 gange før med andre pædagoger/sygeplejersker/ect. Det burde ikke længere komme bag på mig, men det gør det. De kender jo min historie, de kender til anoreksien, bulimien, depressionen, selvskaden og selvmordsforsøgene, alle disse ting accepterer de med et sørgmodigt blik. Vi taler om traumer, stress og andre påvirkningsfaktorer, men engang imellem snakker vi også om selvhaddet. Jeg nævner det ikke så tit, mest fordi jeg ser det som den mest selvfølgelige selvfølgelighed. Selvfølgelig hader/hadede jeg mig selv, hvordan kunne jeg ellers få mig selv til at gøre alle disse væmmelige ting ved mig selv? Men hver eneste gang jeg taler om det med pædagogerne, så bliver de forundrede. Hvorfor?

Jeg tror ikke, at folk forstår hvad selvhad er. Vi har alle prøvet at hade nogen, men det gode ved at hade andre er, at man kan fjerne sig fra dem fysisk, man kan vende øjnene mod Himlen og takke Gud for, at man ikke selv er nær så stor en idiot som den man hader, man kan tage en maske på og opføre sig høfligt overfor den forhadte (eller man kan lade være). Når man hader et andet menneske, er livet fyldt med valg, men det er anderledes når man hader sig selv. At hade sig selv er, aldrig at kunne fjerne sig fra dette forhadte væsen, altid at stå til ansvar for dennes handlinger, altid at vide hvad hun tænker om mig/sig selv, altid at se hende se tilbage på sig selv når man/hun ser sig i spejlet, altid dette hun er mig, jeg er hende, og ingen af os kan nogensinde slippe væk.

Jeg husker at ligge i en hospitalsseng og græde. Selvmordsforgiftningen var endnu ikke ude af mit system, men jeg var i live, og jeg ville blive ved med at leve længe endnu. Måske var det derfor jeg græd, måske var jeg bare træt, mere træt end almindelige mennesker nogensinde kan forestille sig at være. Alle mennesker vil så gerne snakke med mig om, hvor højt min familie elsker mig, de tror at det kan få mig til at elske mig selv. Deres logik lyder: Se! Disse mennesker, som du elsker, de elsker dig, så du må da kunne forstå, at de har ret. Men selvhaddet overskygger alt dette. Selvhaddet er dette sorte altopslugende hul inden i mig som overskygger ALT. Det overskygger smerten fra kniven, sulten fra ikke at spise, ydmygelsen ved at stå med tre fingre i halsen, dækket af sit eget bræk og frygten for døden. En sygeplejerske kommer ind i rummet og spørger mig hvad jeg vil gøre når jeg kommer hjem, hvem der er der til at tage sig af mig. Jeg siger, at der kun er mig. Hun er tavs et øjeblik, så stryger hun mig over håret og nikker anerkendende og siger: helt alene med den person du hader mest... Jeg græder igen.

Folk på facebook spørger retorisk "Disse grimme ting, som du siger til dig selv nu, dem ville du da aldrig sige til dig selv, hvis du stod overfor dig selv som barn?", men de tager fejl. Dengang i selvhaddets dage ville jeg uden tøven have slået, sparket og revet den lille blonde Linda med de store brune øjne i håret. Jeg ville gladeligt skrige af hende, forbande hende, og anklage hende for, at hun nogensinde ville tillade sig selv at udvikle sig til dette forhadte væsen som nu var mig.

Man må gerne være forfærdet over, at jeg kunne tænke sådan. Det tror jeg også selv, at jeg ville være, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Jeg kan kun prøve på at forestille mig, hvor hårdt det er for familien at elske én der hader sig selv. Jeg vidste godt, at min familie elskede mig meget højt, og det er jeg taknemmelig for i dag, men dengang gjorde det mig bange. Det gjorde mig bange, fordi jeg også elskede dem, og jeg ønskede ikke at såre dem. Jeg havde den tanke, at det ville være nemmere hvis de ikke elskede mig, for så ville jeg ikke såre dem nær så meget. Heldigvis fortsatte de med at elske mig, og på et tidspunkt fik jeg det godt nok til, at jeg turde lade dem.

lørdag den 18. juli 2015

Stakkels mig

Jeg har været syg, ondt i hovedet, svimmel, muskelsmerter, svedeture, kuldegysninger og ondt i halsen. Det var ikke lige det jeg havde drømt om at bruge min ferie på, men det kan man jo desværre ikke selv bestemme. Kæresten har været så sød ved mig mens det stod på, har sørget for mad til mig underholdt mig og strøget mig over håret når jeg var ked af det, for jeg følte mig nemlig ked af det. Hver gang jeg faldt om på min seng med en dundrende hovedpine og krøllede mig sammen under den alt for varme dyne, så føltes det ligesom den gang i de mørke år, når angsten og depressionen blev så tunge, at jeg ikke længere var fysiske i stand til at holde mig oprejst.

Dengang følte jeg mig så forvirret inde i hovedet, fordi jeg ikke havde spist noget i dagevis, men denne gang var det feberen der gjorde mine tanker rodede og uklare. Jeg var træt og smed mig endnu engang på sengen for at sove. Jeg vågnede badet i sved og rodede rundt i sengen mens jeg prøvede at huske om jeg var mit nutidige mig eller mit tidligere mig. Jeg vendte mig om i den stilling der gjorde mindst ondt, og valgte at udskyde spørgsmålet om min identitet til senere, det virkede af en eller anden grund ikke så vigtigt.

Dengang, hvor jeg var mit tidligere mig, og jeg var indlagt på psyk, da var der en ond sygeplejerske som altid stak sin spidse næse frem og sagde "du må ikke blive liggende i sengen, det er SYGT! Du må ikke rende rundt i nattøj, det er SYGT!" og jeg var bange. Jeg var ikke bange for at være syg, men jeg var bange for hendes SYGT!stempel, for hvis hun dømte én som syg, så skulle hun nok sørge for, at man blev udskrevet, for hvis man opførte sig SYGT! så ønskede man ikke at være rask, og så skulle den dyrebare behandling ikke spildes på én.

I alle disse år har hendes stemme siddet i mig, når jeg vælter ud af sengen tidlige grå søndag morgener uden der er noget jeg skal nå. I mange år drev hendes stemme mig til hver morgen at redde min seng med sengetæppe og puder, for at bevise, at jeg var værdig til at være til. Mange mennesker så undrende til, for de redte ikke nødvendigvis deres seng, og i hvert fald ikke hver dag, og man kunne da godt blive liggende længe og putte under dynen, hvis man ikke skulle noget, men de havde heller ikke den onde sygeplejerskes stemme rungende i ørerne.

Også i disse dage hvor jeg har været syg har jeg husket den onde sygeplejerskes regler, men der er gået mange år siden dengang. Jeg er vokset i styrke, og liggende med næsen begravet i dynen kunne jeg, velvidende at klokken var stå op tid, mumle til min erindring om hende "luk røven, dumme kælling", og falde i søvn igen.

lørdag den 11. juli 2015

DOKK1

Jeg er egentlig ret heldig. Jeg har en god lejlighed, en skøn kæreste, venner og et studie som jeg holder af, men jeg har ikke altid været så heldig. Ofte ønskede jeg, at have et sted at stikke af til, et sted med hyggelige små hjørner, bløde stole, adgang til underholdning for en stille pige, ro, ly for dårligt vejr, eventyr og ikke mindst gratis.

Alle biblioteker burde være sådan et sted, men nej, det er de færreste biblioteker der ligefrem opfordrer én til at blive lidt længere. Ofte er der larm, få ordentlige siddepladser og mangelfuld adgang til toiletter. Når jeg var deprimeret, kold og ensom, var biblioteket ikke det oplagte sted at tage hen, selvom reolerne stod fulde af den medicin jeg havde brug for.

Forleden dag var jeg for første gang nede og se DOKK1, hvor det nye hovedbibliotek er flyttet ned, og jeg forelskede mig straks. Stedet har sikkert sine fejl både i konstruktion og drift, men alligevel...  #libraryporn

Jeg er næsten ked af, at jeg er blevet afbalanceret nok til ikke længere på samme måde at have brug for dette sted. Okay, jeg er egentlig ikke spor ked af, at det går mig godt. Jeg kan dog godt blive lidt misundelig på alle de børn, unge og andre mennesker som kan nyde stedets fulde udbytte.

søndag den 5. juli 2015

Jeg tegner mit liv #4

I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion  god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.

Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.


I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.