Om at komme for sent i gang

Jeg er blevet bedt om at holde et oplæg på en specialskole, og selvfølgelig sagde jeg ja, men nu sidder jeg her med ni dage tilbage, og jeg er først lige begyndt at forberede mig. Jeg skal snakke om mig selv om mit liv, så jeg kender jo udmærket indholdet af det jeg skal sige, men jeg kæmper en del med hvordan jeg skal strukturere det. Straks er der personer der spørger til om det nu er en for stor opgave for mig, og om jeg bør melde fra.

Det er ikke sådan jeg selv tænker. Jeg tænker mest hvilke dage i næste uge jeg bliver nødt til at tage fri for at arbejde på oplægget. På samme måde som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal strukturere opgaven, så ved jeg heller ikke hvor høje ambitioner jeg skal have for mig selv. Jeg vil selvfølgelig gerne gøre et godt stykke arbejde, men hvordan definerer man et godt stykke arbejde?

Jeg sidder ved mit spisebord, som også fungerer som arbejdsplads, og rundt om computeren flyder det med små sedler i skrappe farver. På disse sedler skriver jeg emner og formuleringer ned, og jeg håber på, at min hjerne på en eller anden magisk måde vil kunne sortere, kategorisere og sammenbinde disse små stykker papir, sådan at jeg vupti står med et færdigt oplæg i hånden, men mine erfaringer siger mig, at det nok alligevel ender med at være mig selv der skal gøre arbejdet.

Det ville være meget lettere, hvis jeg kun havde denne ene ting at fokusere på, men jeg har jo også universitetet og min kæreste der skal passes, og ind imellem ville det også være godt hvis jeg fik lidt motion og fik lidt frisk luft, men dette er selvfølgelig ikke noget hvor-er-det-synd-for-mig-at-jeg-er-handicappet-problem, men nok snare et nogle-gange-er-det-simpelthen-bare-så-træls-at-være-menneske-og-ikke-have-superkræfter-problem.

At tale om de store oplevelser

Jeg får tit at vide, at jeg er god til at sætte ord på tingene, men jeg har mine begrænsninger. Jeg er god til at fortælle om de små ting her i livet som følelsen af larm, frygten for nye mennesker, eller bare om de små ting der gør mig glad. når jeg derimod oplever noget der går ud over min almindelige forståelses evne som at fortælle min historie foran 70 mennesker eller at jeg har fået en sød kæreste, så er det som om ordene tørrer ind i munden på mig, og alt jeg kan fortælle er, at det gik fint.

Jeg kan kun beskrive hvad jeg kan analyserer, og jeg kan kun analysere hvad jeg kan forstå. Nogle oplevelser er så fulde af indtryk, at jeg bliver forvirret. Jeg kan ikke finde ud af at sortere dem efter vigtighed, eller efter hvordan de hænger sammen med hinanden. Min hjerne er fuld af lysglimt og afrevne sekvenser. Når jeg så prøver at skrive her på bloggen eller i min dagbog, så kæmper jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og jeg ender med blot at skrive det mest basale. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle mere, det er bare, at jeg ikke kan sætte ord på.

Det var det der skete, da jeg prøvede at skrive om det oplæg jeg holdt i onsdags om mig, min autisme og min spiseforstyrrelse. Jeg frøs ikke da jeg stod på scenen, men jeg gjorde det, da jeg sad hjemme foran min computerskærm. Min hjerne var helt blank, og jeg gik en lille smule i panik, og af en eller anden grund havde jeg en eller anden fornemmelse af, at det var meget meget vigtigt, at jeg fortalte om det. Ikke så meget vigtigt for mig men vigtigt for jer.

Nogle gange kan jeg snyde mig selv. Jeg kunne have fortalt om hvordan jeg havde verdens dårligste hårdag. Hvis mit hår skal være rigtig lækkert, skal det gerne vaskes dagen i forvejen, men der var problemer med vandtrykket, så shampooen blev ikke skyllet ud. Jeg tænkte, at det måske lige kunne gå an, hvis jeg nu satte det rigtig pænt, men så skulle jeg ud og handle, og det regnede, og jeg endte med at ligne en narkoluder en lille smule, så jeg måtte springe ind under bruseren igen og håbe at håret kunne nå at tørre før jeg skulle af sted igen. Jeg har engang spurgt en muslimsk kvinde om man kan have krise over en dårlig tørklædedag ligesom over en dårlig hårdag, og det kan man godt, så det handler vist mest af alt om den kvindehjerne der sidder nedenunder.

Jeg skrev faktisk den historie, men jeg slettede den igen, fordi jeg følte, at den var for detaljefokuseret. Jeg ønskede, at lade som om jeg er normal og give folk en beskrivelse af overblikket.

Om at tale foran fremmede

Jeg er sikker på at I alle sammen er nysgerrige efter at vide hvordan det gik med mit oplæg om "mig, min autisme og min spiseforstyrrelse". Det gik godt, ja det gik ligefrem rigtig godt.

Jeg blev færdig med at skrive oplægget i august. Jeg kunne måske godt have skrevet videre og finpudset det, men universitetet startede i september, og så havde jeg rigeligt at tage mig til. Jeg øvede mig nogle gange i at læse det højt, ikke fordi jeg havde en jordisk chance for at lære det udenad, men for at træne mit strubehoved, sådan at jeg ikke endte med hostende at måtte stoppe midt i mit oplæg på den vigtige dag.


Alle spurgte om jeg ikke var nervøs, men det var jeg egentlig ikke. Jeg er vant til at stå på en scene. Da jeg var teenager, spillede jeg både i et teater og et cirkus, så jeg har optrådt mange gange både i mærkelige roller og kostumer, så det at tage en pæn kjole på og stille mig op på en scene, det var intet problem. Jeg blev spurgt, om det ikke var svært at tale så åbent om mig selv, men jeg har efterhånden fortalt min historie så mange gange til psykologer, læger, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, studerende og her på bloggen, at jeg ikke længere bliver følelsesmæssigt påvirket af at fortælle min historie, så hvorfor så ikke bare gøre det når nu folk kan få noget ud af at høre mig.

Jeg var så rolig med at fortælle min historie, at der var nogle der troede at det betød at det hele skete for meget lang tid siden. Jeg havde sagt, at jeg blev spiseforstyrret da jeg var 17, og at jeg var syg i 10 år. Jeg ved ikke hvor gammel jeg ser ud, men jeg tror ikke lige at det havde regnet på matematikken i det, for jeg er i dag 29. Jeg er i dag et helt andet menneske, end jeg var dengang, men det skræmte mig lidt, at de troede, at det var så længe siden, for det føles stadig så forfærdelig tæt på.

Det at jeg er så rolig med at fortælle min historie betyder også, at jeg har svært ved at forstå hvad publikum følte, da jeg fortalte dem den. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre mulighed for at se deres ansigter, i stedet for hele tiden at se ned i mine papirer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere overskud, sådan at jeg kunne have talt med folk i pausen, men jeg var træt og ville bare gerne hjem.

En tur i Den Gamle By

I torsdags var jeg nede i byen med en fyr jeg har set lidt til her på det sidste. Jeg havde siddet og lavet lektier, og da jeg var næsten færdig så lokkede den strålende sol der var udenfor, og den sagde til mig, at der er andet i livet end studier, så jeg lagde blyanten fra mig og skrev til ham, om vi ikke lige skulle mødes et par timer tidligere, og så gjorde jeg mig klar til at tage ned til byen. Nede ved bussen stod jeg og pillede ved mit hår, da jeg fandt et gråt hår. Ak ja, jeg fylder jo trods alt snart 30, og min krop er begyndt at gå i forfald.

Klokken var 1 om eftermiddagen, så det der med at finde et sted at spise var ikke det nemmeste. Jacobs pitabar reklamerede med lam og det faldt jeg pladask for, men jeg blev lidt skuffet, da det viste sig at være kebab. Jeg ved godt at kebab er lam, men hvis det er kebab man serverer, så er det kebab man skriver. Nå ja, men det interessante ved måltidet var de friturestegte kartoffelbåde. På grund af min spiseforstyrrelse, har jeg intet friturestegt fået siden gymnasiet, så det var en af de der ting på listen over ting man er nødt til at prøve. Det var på ingen måde så slemt som jeg havde frygtet, det var faktisk helt okay, og jeg havde heller ikke taget uhyre meget på, da jeg næste dag stillede mig op på vægten, og jeg faldt heller ikke død om.

Bagefter gik vi lidt rundt. Vi havde ikke nogen specielle planer. Vi gik på biblioteket og lånte en bog jeg skal bruge til mit oplæg, når jeg skal tale om min autisme og min spiseforstyrrelse og mig selv. Han foreslog så, at vi gik i Den Gamle By, et frilandsmuseum med gamle huse. Jeg har kun været der to gange før, og det er meget længe siden, så jeg syntes, at det var en glimrende idé. Vi gik rundt mellem de gamle huse og snakkede om os selv og om de ting vi så.

Hele turen mindede mig om, at der var en tid før jeg blev syg, en tid hvor den sociale angst ikke var så fremherskende, hvor jeg kunne tage med mine venner ind til byen og opleve ting. Jeg er hovedsageligt en introvert person. Jeg kan godt lide at sidde derhjemme blandt mine egne velkendte ting, hvor der er trygt og godt. Jeg bliver ofte meget træt af at være sammen med mennesker og opleve nye ting, men at komme ud skaber også nogle uvurderlige indtryk, som det er svært at få i bøgerne. At møde og tale med andre mennesker gør én til et bedre menneske.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker for fremtiden. Jeg ved ikke hvor meget jeg ønsker at gå ud, men hvis jeg bliver hjemme, ønsker jeg, at det er fordi jeg ønsker at være hjemme, og ikke fordi jeg er bange for at gå ud

En forfærdelig omgang klynk

I går sad jeg og skrev på mit oplæg til konferencen om autisme og spiseproblematikker, og det går som sådan udmærket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det jeg skriver er for klynkende, for selvom oplægget udelukkende handler om at have det skidt, så er der ingen der gider at se mig stå på en scene og have forfærdelig ondt af mig selv.

At have ondt af mig selv er lidt min stil, men med et sarkastisk twist. Det går fint nok i et indlæg på 500 ord, men jeg har ingen erfaring i 8000 ords balancegang. Hele pointen med at jeg er blevet valgt til at tale er, at det var forfærdelig synd for mig, så lidt klynk er der vel nødt til at være, hvis jeg ikke skal bagatellisere ti års helvede, men samtidig skal der også være plads til håb, latter og knivskarpe analyser. Okay, måske bliver mine analyser ikke ligefrem knivskarpe, i hvert fald ikke så skarpe som en jagtkniv, måske som en smørekniv eller en af de der engangs plastic nogen. At sige, at jeg er i stand til knivskarpe analyser er vist at overvurdere mine egne evner.

Et af problemerne med denne balancegang er, at jeg ikke kender og forstår mit publikum. Hvem er jeg i forhold til dem, en pauseklovn, en apostel eller en ekspert? Hvad ønsker de af mig, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Hvad kan jeg give dem, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Jeg vil gerne tale til dem, for jeg tror bestemt, at jeg har noget at sige. Lige nu gælder det dog bare om at finde frem til dette noget og få skrevet det ned på papir på en ordentlig måde, uden for meget klynk og med visse literære kvaliteter.

Et andet problem er, at dette er første gang jeg skal holde et større oplæg for en stor gruppe mennesker, så jeg kender ikke mine egne evner og begrænsninger. Jeg ved ikke om jeg skal sigte efter stjernerne eller efter trætoppene. Selvfølgelig ønsker jeg at tro, at jeg bare vil være super duper god til den slags, men jeg ved, at jog godt kan blive lidt forvirrende at lytte på. Det er ikke fordi mine konklusioner er helt ude i hampen, det er mere, at jeg glemmer at fortælle hvordan jeg når frem til dem.

Lige nu er jeg dog på stadiet, hvor jeg bare skriver en helt masse ned, og så på et tidspunkt skal det rettes igennem og ting skal lægges til og trækkes fra. Det værste er at trække fra, for at trække fra betyder at man må se i øjnene at man ikke er et geni, og ens første indskydelser ikke er perfekte, at man ikke selv er perfekt. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er perfekt, men det er hårdt at indrømme, at mit arbejde ikke er det, at markere hele ord og linjer og grusomt slette dem. Det føles som om at den tid man brugte på at skrive dem har været spildt, men de var ikke spildt, de var bare et skridt på vejen som man reflekterede over og arbejdede videre på, men det er bestemt ikke sådan det føles når man trykker slet.

Dårlig lyd

I går skulle der klippes hæk i mit boligområde, hvor alle hækkene blev klippet. Vrrrrr lød det, Vrrrrr. Det var varmt, og jeg ville gerne have vinduerne åbne, men hækkeklipperens Vrrrrr gjorde det umuligt at tænke. Jeg lukkede vinduerne men lyden blev ved. sandt nok var det et meget lavere vrrrrr, men stadig et vrrrrr der kunne få det til at gå gennem marv og ben. Vrrrrr fra morgen til aften.

Jeg prøvede at sætte lidt musik på, men da havde jeg allerede lyttet så længe til dette vrrrrr, at enhver lyd føltes pinagtig på mig. Jeg sad og vred mig i stolen. Jeg kunne føle lyden i kroppen som et par strømpe bukser der er blevet snoet en halv omgang. Jeg havde lyst til at klemme hårdt om min krop og klemme al lyden ud på samme måde som man vrider en karklud, men jeg har ikke nogen kugledyne.

Jeg gik ind i soveværelset og hentede mine ørepropper, og selvom de godt nok lukkede lyden ude, så gav de også undertryk i øret, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg sad ved computeren for at skrive mit oplæg til konferencen, og egentlig gik det udmærket, jeg fik skrevet en del, men min hjerne kogte over i en blanding af at tænke og dårlig lyd og undertryk. Jeg havde lyst til at smide alting fra mig, tage sko på og forsvinde væk herfra og væk fra det evindelige vrrrrr, men lyden havde tappet mig for kræfter, og jeg følte mig fanget i min lejlighed, fanget i min egen krop.

Til sidst holdt lyden endelig op, og selvom jeg var glad, så turde jeg ikke helt tro på det, for helt væk var den ikke, den var bare rykket længere væk, om bag et af de andre huse, hvor jeg ikke længere kunne så på den hækkeklippende knægt og hvor det inaverende vrrrrr nu var reduceret til et sølle rrrrr som om end til stede var til at holde ud.

Min scenepersonlighed

Nu hvor jeg er blevet bedt om at holde oplæg ved en konference i Skørping 1 oktober og autisme, ADHD og spiseproblematikker, så er der mange der skal ordnes. Selvfølgelig er det aller vigtigste spørgsmål, vil min hofte være stærk nok til at jeg kan have højhælede sko på? men det er et spørgsmål kun tiden kan svare på. I mellemtiden, står jeg over for en lang række andre spørgsmål, der skal blandt andet skrives en tale, men før jeg kan gøre det, skal jeg finde min scenepersonlighed. Hvem jeg er, når jeg står på en scene foran 100-200 mennesker, har stor betydning for hvad jeg kan skrive i min tale. Bare vær dig selv lyder det gode råd, men når hele min personlighed er SÅ MEGET, så vil jeg på 45 min kun kunne vise så lidt, så der skal prioriteres. Jeg ville sådan ønske, at min psykolog snart kom hjem fra ferie.

Indtil nu har jeg kun prøvet at tale afslappet i en lille forsamling, eller at stå på scenen som en fiktiv karakter, men hvem er min scenemigselv? Som teenager gik jeg til teater og cirkus, ikke som tilskuer men som deltager. Min ultimative optræden, ville være en teatralsk Shakespearesk monolog værdig til Ghita Nørby. Jeg er godt klar over at mine teaterevner ikke rækker til det, men jeg fantaserer om at stå på scenen og græde og skrige og slå mig selv, for det er jo sådan en spiseforstyrrelse føles nogle gange En veninde foreslog slides, og det er godt hvis man kommer som ekspertvidne, men jeg er ikke ekspertvidne, jeg er bare en heldig overleven. Jeg er der for at vække folks følelser, og hvad er bedre til at vække folks følelser end teater.

Når jeg siger teater, så mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg skal opfinde en ikke ægte mig. Der findes ikke noget mere falsk end en dårlig skuespiller, men på den anden side, hvordan kan man så virkelig gengive følelsen af en spiseforstyrrelse uden at spille teater, jeg har jo ikke de følelser mere i samme grad, og selvom jeg bare kan stå og fortælle om dem, så har jeg også lyst til at vise det, for mange mennesker forstår ting bedre gennem følelser.

Problemet med teater er, at der er meget der skal læres udenad. 45 minutter, det er meget lang tid, den længste ubrudte tale i mit liv. Jeg er hamrende nervøs. Nogle gange har jeg lyst til at melde fra, for det er se meget lettere bare at gemme mig herhjemme bag min skærm, men jeg har haft min blog i snart tre år, måske er det på tide, at jeg udvikler mine talenter. Sandt nok, så blev der skrevet en bog om mig og ti andre aspergerkvinder, men det var jo ikke mit talent men Camillas (forfatteren). Jeg fylder snart 30, hvilket er en stor ændring, om jeg vil det eller ej. Måske ville det ikke være nogen dårlig idé hvis jeg selv tog styringen over ændringerne i mit liv, i stedet for at lade min underbevidsthed gå i 30-årskrisechok.

Noget om døgnrytme

Jeg har en skæv døgnrytme. Jeg står gerne op kl 3 eller 4 om natten og går i seng kl 5 om eftermiddagen. Det er en dejlig døgnrytme, hvis man godt kan lide at stå op med fuglene og gå en tur i skoven længe før hundefolket dukker op. Det er dog også en meget upraktisk døgnrytme, hvis man gerne vil have et socialt liv, se en film eller tage ud og spise.

Jeg har sagt ja til at tale ved en konference til oktober... en aftenkonference... i Skørping. Det vil sige, at jeg nok først kan være hjemme ved midnat. Det betyder at jeg er nødt til at vænne mig til at være længere oppe om aftenen, medmindre jeg altså gerne vil stå oppe på scenen og tude fordi jeg er så træt. Det hele ville selvfølgelig være meget nemmere, hvis jeg bare havde sagt nej, men sagen er, at jeg faktisk rigtig gerne vil have lov til at fortælle min historie, som i rigtigt at fortælle frem for at skrive. Det er en helt anden form for udfordring.

Nå, der er endnu ikke nogen der er døde af, at sidde oppe et par timer ekstra om aftenen, så på med en CSI dvd som jeg har set 100 gange før, og så vente til det bliver tid at gå i seng. Indtil videre går det fint, men jeg er lidt bekymret for når studiet starter igen, for det plejer at betyde, at jeg er så smadret om aftenen, at jeg vælter omkuld på sengen, på et tidspunkt så tidligt, at mange mennesker endnu ikke er kommet hjem fra arbejde.

Da kl blev 4 (om eftermiddagen) bagte solen ind af mit vindue, lige der hvor fjernsynet står. Jeg har ikke noget gardin, så jeg gjorde den næstbedste ting, jeg satte potteplanten om min Jomfru Maria statue ned på gulvet, åbnede vinduet helt op, smed shorts og t-shirt og lagde mig foran fjernsynet og tog solbad. Det blev en ganske hyggelig aften. Det gjorde ikke noget, at jeg havde set alle afsnittene af CSI før, faktisk foretrak jeg det på den måde, for så behøvede jeg ikke at tænke