Om drømme

Jeg drømmer meget for tiden, og så vågner jeg op og er helt forvirret oppe i hovedet. Det er især galt de dage som i dag hvor jeg vågner sent, dvs kl 7. Jeg har altså været oppe i lidt over en time nu, men underlige brudstykker af uægte erindringer farer hele tiden igennem min hjerne og forhindrer mig i at tænke klart.

Sad jeg virkelig om bord på et fly på vej til Island mens vi blev beskudt at regeringstro lejesoldater? Eller ejede jeg jeg virkelig en hvid porche der blev beslaglagt da der blev indledt et totalitært styre der guddommeliggjorde den store leder? Jamen, selvfølgelig er det rigtigt, det er i hvert fald hvad dele at min hjerne stadigvæk bilder sig ind, og jeg synes ellers ikke en gang at hvid er nogen god farve til en bil, jeg ville aldrig købe sådan en, selv hvis jeg havde pengene.

Hver gang jeg er ved psykiater bliver jeg spurgt om jeg hører stemmer eller ser ting der ikke er der, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på om dette mon er hvordan det føles at være psykotisk. Drømme og psykoser er ikke det samme, det ved jeg et eller andet sted godt, men som jeg sidder her, kommer jeg i tanke om psykologens ord, da jeg skulle udredes for aspergers,"denne test vil så vise om du har aspergers eller er begyndende skizofren". Siden den gang har jeg lært et par skizofrene mennesker at kende, og jeg har derved fået aflivet nogle af de myter der er, men den gang skræmte det mig fra vid og sans, og noget af den angst sidder der åbenbart endnu.

Jeg vrider halsen om på en is kold Pepsi max og synker den i store begærlige slurke og håber på at koffeinen kan kvikke mig lidt op. Jeg ser ud på snevejret og tænker at det godt nok er en underlig verden vi lever i, det er ikke mere end et par dage siden, at jeg gik udenfor i shorts. Pædagogerne syntes godt nok at jeg var en lille smule sindssyg, men det var faktisk slet ikke så koldt, men nu, nu taler sneen ned i store hvide totter, det er ellers først i morgen at det er 1. april.

Om skamfølelse

Jeg havde besøg af min psykolog i går, og vi talte om min nærmest konstante følelse af skam.

Skyld er den konklution mennesket kommer frem til når det bearbejder sine handlinger i forsøget på at blive et bedre menneske, det er disse handlinger man som katolik skal gå til skrifte med. Skam derimod er en reaktion der enten skyldes synder begået mod en eller ens forsøg på at retfærdiggøre forkerte handlinger.

Der er ikke noget i vejen med at føle hverken skyld eller skam, det er ganske normale måder at bearbejde input på, men for folk som mig har det bare taget overhånd.

Mit problem er, at mit barometer står skævt, så der skal ingenting til før jeg mener at en handling er forkert og jeg skammer mig over den. Det mest rammende eksempel jeg har på denne skævvridning er tilbage fra min skoletid.

Jeg var en meget stille pige der ikke rigtigt sagde noget, men når de urolige drenge fik skæld ud og besked på at opføre sig ordentligt, så oplevede jeg en dyb følelse af skam, som om det var mig der havde larmet og fik næsten lyst til at sætte mig ned og tude, for drengene skammede sig ikke, så jeg var nødt til at gøre det på deres vegne, ellers var der ikke orden i tingene.

Nu om dage er min skamfølelse mere afdæmpet. Heldigvis, for det tærer på kræfterne altid at have denne knugen i brystet som skam medfører.

For mig er skam en indikator for om jeg opfører mig som en pæn pige og om andre derfor vil kunne lide mig, så det er svært for mig helt at kunne forstå, at min psykolog mener at vi skal arbejde så meget med det. Jeg kan godt se, at det er uhensigtsmæssigt, at det kan få mig til at skære i mig selv, men er det ellers så farligt at føle skam?

Vi bruger nogle kognitive modeller til at arbejde med det på, og det fungere således:
Episode: på grund af min alder har jeg en anden holdning til Harry Potter end de andre piger her på stedet. Da vi sad og så den forleden dag kom jeg med en fortolkning de andre SLET ikke kunne acceptere som gyldig, så de afviste den kategorisk, hvorefter der blev meget stille.
Tanke: Dum, dum, dum nu synes de sikkert at jeg er en total idiot, som det slet ikke er værd at tale med, og jeg må virkelig være dum når jeg ikke selv kan se det dumme i min argumentation, for det må være virkelig dumt når de kan afvise det så kategorisk.
Følelse: Skam.
Krop: Knude i maven og overfladisk åndedræt, huden klør og jeg sveder.
Adfærd: Prøver af al kræft at skjule det, men kan ikke helt finde ud af at deltage yderligere i snakken, da jeg ikke vil gøre mig selv yderligere til grin. Da der kommer en pause går jeg ned og skærer i mig selv, men ikke på armen som jeg plejer, for jeg må ikke sætte mig selv i centrum, jeg gør det et sted hvor det ikke kan ses.

Sammen med min psykolog sad jeg så og fandt andre og måske mere realistiske fortolkninger af episoden:
- Deres afvisninger af mine argumenter var måske ikke så kategoriske og måske var tavsheden ikke så sigende som jeg opfattede det.
- Måske talte vi i virkeligheden om to forskellige ting.
- Deres forhold til Harry Potter er næsten religiøst, så måske de opfattede mine ideer som et angreb og gik i forsvars position (det kender jeg fra når nogen taler om paven og den katolske kirke).
- Det kunne også tænkes at det ikke var nogen vigtig diskussion for dem, og at de faktisk var mere interesserede i, om de skulle poppe en ny pose popcorn.

Skam er en stor del af min identitet, den stopper mig, når jeg bevæger mig ud hvor jeg ikke kan bunde, og jeg er bange for, at jeg igennem min psykologs arbejde vil blive en af de her lidt for selvsikre personer det ikke er til at holde ud at være sammen med.

Om at tale med andre end pædagoger

Af en asperger at være er jeg faktisk temmelig socialt anlagt, men det er vist ikke så usædvanligt blandt aspergerpiger. Problemet er lidt, at jeg, som mit liv ser ud lige nu, ikke får ordentlig mulighed for at udfolde det.

Der er en masse søde pædagoger på mit bosted, og jeg snakker meget med dem,, men forholdet pædagog - beboer kan aldrig være helt ligeværdigt, og det smitter nødvendigvis af på selv den bedste samtale.

Resultatet er, at jeg faktisk går rundt og føler mig en lille smule ensom i min hverdag. Jeg plejer at sige at jeg ikke bliver ensom, at jeg i stedet er socialt understimuleret, men jeg begynder at blive i tvivl om hvori den reelle forskel ligger. Jeg har en masse gode venner, de bor bare så langt væk, og jeg ser dem så sjældent.

At jeg ikke ser dem er min egen fejl, det er jo mig selv der melder fra, fordi jeg ikke kan overskue togturen.

Det er ikke noget der bliver snakket så meget om, men det må være et almindeligt kendt problem, for når man ikke længere går hverken i skole eller på arbejde, hvor skal man da møde ligesindede? Når jeg så mødes med mine venner fra den gang hvor jeg levede et næsten normalt liv, ja så føler jeg mig uværdig, jeg kan jo ikke snakke om de ting de snakker om, og jeg skammer mig over det liv jeg levet, over at jeg er endt som en social taber der ikke kan noget som helst, eller jo, det kan jeg, det føles bare ikke sådan.

Selvom jeg er socialt anlagt, er sociale relationer ikke noget der falder mig naturligt, og de færdigheder jeg gennem årene har tillært mig skal trænes for at jeg fortsag kan bruge dem bare nogenlunde naturligt.

Som barn var jeg bestemt ikke social, jeg havde i hvert fald ikke evnerne til at være det. Det gik slet ikke op for mig, at for at blive venner med nogen, så skulle man snakke med dem, og egentlig også interessere sig bare en lille smule for deres ve og vel. Det var først noget der for alvor begyndte at gå op for mig omkring gymnasiet, og som jeg først virkelig lærte at praktisere da jeg var på højskole.

På trods af, at jeg savner mennesker i min hverdag, så er jeg dog fortsat lidt af en lonely ranger, jeg kan nu altså stadig bedst lide at være alene det meste af tiden, men det kan også blive for meget, så jeg blev glad da en veninde skrev i går og sagde at hun havde fået det bedre, og om jeg ikke ville mødes. Det kan du tro jeg vil, sagde jeg, og blev helt varm indeni

Der bor også andre aspergere end mig her på mit bosted, men jeg taler ikke så meget med dem, hvilket jo lidt er min egen fejl, men det er bare så svært at lære nye mennesker at kende, når man ikke har noget at være sammen om. Det havde vi dog i går, da vi så Harry Potter, men der blev det bare så tydeligt at vi er fra vidt forskellige tidsaldre BHP og AHP (before and after Harry Potter) så vores indgangsvinkel til filmene/bøgerne er milevidt fra en fælles forståelse og fortolkning. Vi hyggede os, det gjorde vi da rigtig nok, men midt i fællesskabet følte jeg mig også ensom.

Den værste ensomhed er den man føler når der er andre mennesker til stede, for så føler man sig så dum, for hvorfor kan man ikke deltage i samtalen på lige vilkår med de andre? Er det fordi man ikke er intelligent nok? Er det fordi de andre ikke kan lide en? Er det fordi man lugter? Det er så svært at tro på, at det bare er én selv der har en off dag og derfor ikke kan se hvor hyggeligt det egentlig er.

Man, og især jeg, bær efterhånden have lært, at det er i orden at skille sig ud fr fællesskabet, at det godt kan være hyggeligt af den grund, at de andre nok ikke tænker lige så modbydelige tanker om én som man selv gør.

Om det kedelige ved at løbe på løbebånd

Jeg blev jo for en 5-6 uger siden sat i gang med at løbetræne. Det burde være en god undskyldning for at komme lidt ud i den friske luft, men det forholder sig sådan, at hvis jeg endelig skal løbe, så vil jeg faktisk helst løbe på løbebånd.

Når man løber på løbebånd kan man meget præcis vide hvor langt man løber, eller rettere man kan kontrollere hvor langt man løber og er ikke underlagt hvordan det lige passer med vejene, og man bestemmer selv hvornår og hvor længe man vil løbe op ad bakke.

Når man løber på løbebånd er man ikke underlagt trafikregulering og andre menneskers færden på vejene. Man behøves ikke at forholde sig til biller, cykler, barnevogne og knallerter, man behøves ikke en gang at kende forskel på højre og venstre og på anden vis have styr på retningssansen, man stiller sig bare op, trykker på nogle knapper, og så løber man.

Når det så er sagt, så må jeg indrømme, at det er forfærdelig kedeligt at løbe på løbebånd. Der sker absolut intet i en halv time i streg, det er ikke en gang interessant at iagttage de andre motionister, for de kører også den samme monotome stil.

Til at starte med gjorde det ikke så meget, for jeg var jo næsten færdig før jeg var begyndt, men jo længere jeg løber, jo længere tid tager det også.
Km 1: opvarmning, "føj hvor jeg dog hader at løbe".
Km 2: "hm, man kunne evt vende sig til det her".
Km 3: "Det begynder at blive en kende monotomt".
Km 4: "For hunden hvor er det er kedeligt, kan jeg ikke snart tillade mig at sige stop?".
Og jeg har ingen forhåbninger om at km 5 og 6 bliver spor mere underholdende, faktisk har jeg en formodning om, at det bliver endnu kedeligere.

Nede i mit fitness-center er der tre store fladskærme ved kondi maskinerne der altid er sat til TV 2 sport, men programmerne starter først kl 9. Jeg står som regel tidligt op, så kl 9 er egentlig lidt sent at løbe, synes jeg, men hvis det er der der er bare den mindste forhåbning om at bryde kedsomheden, so be it.

I mandags kommer jeg så og stiller mig op på løbebåndet og til min store ærgrelse er det golf der bliver vist. Jeg har som regel ikke noget forhold til golf, hverken positivt eller negativt, men jeg må erkende, at det er helt utroligt uinspirerende at kigge på. Det eneste der var bare en lille smule fascinerende var kameraret evne til at følge bolden selvom den er lille bitte og stort set går i et med en let overskyet himmel.

Det lykkedes mig dog at komme igennem min 4 km løb + 1 km gang, men bag efter var jeg fuldstændigt kvæstet og klar til at sværge, at det gjorde jeg aldrig nogensinde igen, alligevel sidder jeg her i en lettere svedlugtende bluse og med sko og shorts pakket ned i tasken, klar til at jeg har klaret de to næste timer hvor jeg ikke rigtigt har noget at give mig til.

Om at være besiderisk

Hun er min kontaktpædagog, MIN kontaktpædagog.

Det er ikke en side af mig selv som jeg er synderligt stolt af, men det er en side af mig der eksisterer, og som jeg må lære at leve med, så den hverken bliver en hindring for mig og mine omgivelser.

Jeg finder en person, en lærer, en sygeplejerske eller en pædagog, som jeg tildeler min fulde loyalitet, og som jeg så ikke ønsker at dele med nogen.

Nej, det er slet ikke rigtigt. jeg vil meget gerne dele, bare ikke når jeg går og har det rigtig svært så håber jeg eller forventer jeg (det kan umiddelbart være svært at mærke forskellen) at vedkommende smider alt hvad hun har i hænderne og kommer mig til undsætning, men sådan er virkeligheden bare meget sjældent skruet sammen.

Når det så går op for mig, at det ikke kan blive som jeg vil have det, bliver jeg ked af det og vred på den arbejdsopgave der er vigtigere end mig, på hende, fordi hun ikke lige kunne være der, og på mig selv, fordi jeg ved, at jeg egentlig ikke kan tillade mig at blive vred.

Jeg ved at det er en forskruet holdning at gå ind til livet med, men jeg ved ikke hvordan jeg skal, om ikke ændre det, så i hvert fald mildne det, så det bliver til at holde ud for alle parter.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan, jeg er rædselsslagen bange for at føle mig forladt og overset, hvilket ofte sker, da mine krav er så urimeligt høje. Jeg bliver enormt ked af det, og har ikke lyst til at vise det, for det skal jo helst ikke vide hvor egoistisk en lille finke jeg er, de kan desuden nok i virkeligheden ikke lide mig, de er sikkert glade for at slippe for needy lille mig.

Når jeg tænker på de ting, bliver jeg endnu mere ked af det, fordi jeg får ondt af mig selv, og jeg vil have dem til at holde sig langt væk, eller holde om mig og stryge mig over håret og fortælle mig at alt nok skal blive godt en dag.

Jeg var til dels et omsorgssvigtet barn, ikke fordi jeg havde omsorgssvigtende forældre, men fordi jeg har et psykisk handicap. Jeg fik en masse ting som jeg burde have kunnet bruge til noget, men som jeg ikke kunne, og jeg havde behov for en masse ting jeg ikke burde have haft behov for. I og med pædagogerne er uddannede og har erfaring med folk som mig gør, at de har nogle kvaliteter som jeg som barn søgte hos min mor. Det er ikke kvaliteter man normalt finder hos mødre, så jeg kan ikke bebrejde hende noget (det gjorde jeg desværre alligevel i mange år), og nu hvor jeg har fundet dem, kan jeg ikke få nok.

Om at sove over sig

Pokker stå i sommertid. Nej, det er ikke fordi jeg har noget ideologisk imod sommertid, for for at være ærlig, så er jeg lidt ligeglad, for det meste i hvert fald. Jeg er knap så ligeglad, når jeg vågner op til en helt anden belysning og opdager at kl er 7.10, og at jeg har sovet i hvert fald en time for længe.

Jeg er førtidspensionist, der er ingenting jeg skal nå, alligevel holder jeg af at vågne før verden rigtig kommer i gang. Jeg nyder at være vidne til folks langsomme opstigen til virkeligheden, at opleve hvordan der langsomt kommer flere biler på gaderne og se hundelufterne med trætte blikke og skuldrene oppe om ørerne.

Men sådan skulle det så ikke være i dag. I dag var det mig der væltede ud af sengen og med søvndrukne øjne hængte min dyne til luftning ud ad vinduet. I dag var det mig der først fik sports bh'en på i andet forsøg, og mig der rodede rundt i køleskabet efter den rigtige karton.

Jeg bliver så forvirret når jeg ikke kommer op til tiden. Jeg kan ikke komme RIGTIGT i gang med dagen og jeg fumler mig frem og det hele ender bare med at blive noget møg, og jeg er egentlig i et lidt dårligt humør.

Jeg føler, at jeg går glip af en helt masse, når jeg sådan vågner for sent, men jeg går ikke kun glip af mine tidlige morgener, jeg går glip af hele dagen.

Om pizzaforskrækkelse

Det var i marts 2010, vejret var gråt og kedeligt, og jeg havde lige fortæret to pizzaer, men pizza er næsten muligt at få op igen.

Det hele blev alt for meget for mig, alle de ting der skete rundt om mig, alle ædeflippene (op til 6 om dagen), og så nu dette. Jeg kunne ikke mere, jeg ville ikke mere, så jeg tog mit glas med Panodiler og slugte et par ordentlige håndfulde.

Om jeg oprigtigt ønskede at dø, det er en anden historie, denne historie handler om pizzaer. Jeg har ikke spist pizza siden, heller ikke i mere fornuftige mængder. Jeg stoler ikke på mig selv omkring pizza, jeg tror ikke på, at jeg kan håndtere bare at tage et enkelt lille bitte stykke. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at udkommet kan blive spor anderledes end sidst.

Derfor ville jeg heller ikke have et stykke, da de andre fik hjemmelavet pizza i går, hvilket var hårdt, for i virkeligheden elsker jeg pizza. Hele huset lugtede af pizza, og det bragte associationer frem om grå hospitalsgange og sygeplejersker i hvide kitler der farer fra sted til sted.

Man skulle tro, at det var ubehageligt, men det var det slet ikke, jeg længtes ligefrem efter det, og det skræmte mig fra vid og sans. Jeg savner og afskyr mine selvmordsforsøg. Jeg afskyr tanken om, at jeg kunne gøre noget sådan ved mig selv, jeg afskyr hvordan det har påvirket min familie, og jeg afskyr hele ideen. Og alligevel savner jeg det. Jeg savner det totale mørke der omslutter en i nogle dage, og jeg savner den pause fra alt hvad der foregår.

Jeg kunne jo bare holde en ferie, men jeg er ikke god til at holde ferie. Jeg får stres ved tanken om ikke at skrive min daglige blog, tænk nu hvis jeg mistede læsere. Og i stedet for at sidde hjemme og slappe af laver jeg aftaler med den ene veninde efter den anden.

I går havde jeg en dag hvor jeg bare sad herhjemme uden at få udrettet nogen verdens ting, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind, men jeg har behov for det, så i stedet for at tage til Aalborg i dag og have en helt vildt hyggelig dag med veninderne, så sidder jeg igen herhjemme og skal lave ingenting (også selvom der ligger en stor stabel bøger og venter på mig).

Jeg vil spise noget god mad, jeg vil slænge mig i sofaen og se nogle afsnit af Matador, og jeg vil prøve på ikke at stresse over alverdens ting.

En hyggelig søndag til alle jer derude, især til pigerne i Aalborg, jeg ville sådan ønske at jeg skulle med.

Om et præstevisit

Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, så... Hov, forkert religion.

Jeg har flere gange talt om mine vanskeligheder med at komme i kirke. Under messen (gudstjenesten) kan der opstå en meget intim følelse fordi man oplever noget så stort som forvandlingen af brød og vin til Kristi legeme og blod. Der er nogle meget store følelser på spil, og når man til dagligt går rundt og er lidt usikker på sig selv, så kan det være yderst grænseoverskridende at opleve det som udenforstående sammen med en gruppe mennesker der alle mere eller mindre kender hinanden, eller som i hvert fald kender hinanden lidt.

Når man så er for genert til at måde op i kirken, en generthed der bliver så voldsom, at det udløser et angstanfald, så lærer man ikke nogen at kende, og sådan bliver det bare ved og ved.

Man går glip at så meget når man ikke kommer i kirken, men værst af alt er, at man ikke oplever den hellige eukaristi (=kommunion=nadver), men så er det jo godt, at man kan skrive til sin præst og få ham til at bringe den hjem til én. Så kommer han med den allerede konsekrerede (forvandlede) hostie (oblat) i noget der minder om en forstørret pilleæske, og det er vel egentlig meget passende, for det kan jo godt ses som en slags åndelig medicin for legeme og sjæl.

Så bad vi en lille bøn sammen hvorefter jeg modtog kommunionen på tungen (i hånden eller på tungen er en af de helt store diskussionsemner i den katolske kirke, og det kan virkelig få folk op i det røde felt).

Det var rart at præsten kunne komme, men det er altså ikke helt det samme.

Vi, de klodsede

Nogle mennesker kan bare det der med at bevæge sig graciøst gennem tilværelsen, vi andre er bare for klodsede til nogensinde at blive fine damer. Jeg ville så gerne være en rigtig dame, en som mændene holdt døren for, en der kommer ind i et rum og indtager det i stedet for at sidde diskret i et hjørne, en der kan forblive fin selvom hun bøvser. Jeg vil gerne være en dame, for jeg er blevet for gammel til at prøve at blive en fin prinsesse (hvilket heller aldrig lykkedes mig).

Når jeg står på banegården med mine tasker, forundres jeg over de piger med meget større bagage, der kommer op i toget, ned ad gangen, og hen på deres plads uden som mig nærmest at falde op ad trappen, støde ind i et vist antal mennesker, og så slås med at få tasker jakker og bluser op på hylden eller med ind på min plads. Jeg forundres over den elegance som jeg ikke selv besidder.

Visse kvinder har en pæn side der gør dem fortjent til titlen damer, sådan nogen der kan komme ind til et fint selvskab uden at spilde rødvin på sofaen, eller uden at måtte smide de høje spidse sko efter 5 minutter, eller uden at gøre værten forlegen.

Ønsker jeg at komme i de kredse, hvor det at være en fin dame er påkrævet? Sikkert ikke. Ønsker jeg hele tiden at skulde spankulere rundt i stiletter og tale pænt og gøre alting perfekt? Bestemt ikke. Jeg ønsker bare at kunne stige ind i et tog uden at gøre mig selv uheldigt bemærket, eller gå ind i en tøjbutik og få hjælp og ikke mistroiske blikke.

Sådan som jeg beskriver det, kommer det til at lyde som kvinder fra det bedre borgerskab, som noget fra Matador, men det er slet ikke dem jeg tænker på. Jeg tænker på helt almindelige kvinder der bare besidder det der ekstra der gør dem mindre klodsede end alle os andre, dem der ikke bare vælger den rigtige farve, men også den rigtige nuance, dem der instinktivt ved hvordan man skal opføre sig i en given situation.

Tit når jeg sidder i toget sidder jeg og iagttager disse unge piger, men forskellen er ikke umiddelbar, den har ikke noget at gøre med bagagens praktisitet eller størrelse, den ligger ikke i pigens alder, uddannelse eller økonomiske forhold, og den ligger ikke i hendes modestil (jo, hun har for det meste styr på moden, men der er ikke nogle regler for hvilken stilart hun bekender sig til, hun kan sagtens have Everlarst bukser og flade sko på). Jeg prøver at aflure dem deres tricks, og jeg er blevet bedre, men selvom jeg kopiere deres stil til mindste detalje, så virker det bare ikke for mig.

Jeg taler heller ikke kun om piger, jeg taler om alle mennesker. Jeg går til fodbold i en hal hvor der er bander rundt om banen, og de er vel godt 1½ m høje. Nogle mennesker, både mænd og kvinder kor let og elegant over, og så ser man lige mig kravle over, altid bange for at tabe bukserne undervejs. Der er også dem der kan drible en bold uden at skvatte over deres egne ben, heller ikke det kan jeg, oftere aflevere jeg til modstanderen end til mit eget hold.

Jeg er blevet bedre både til fodbold og til at være en dame, jeg gør ikke længere mig selv helt så uheldigt bemærket, men jeg er stadig, og vil altid være, en af de klodsede...

Om at modtage et kompliment

I går modtog jeg jeg ved ikke hvor mange komplimenter, pædagogerne var ved at falde over hinanden for at fortælle mig hvor smuk jeg var i min nye kjole.

Jeg skal til et bryllup her i påsken, og derfor tog min kontaktpædagog mig i går med ud for at finde et passende antræk. Jeg er ikke ret god til det med tøj, for på grund af min dårlige rumforståelse, kan jeg slet ikke forestille mig hvordan tøj på bøjlen ser ud når det kommer på kroppen, og jeg syntes af de kjoler vi hev ned fra stativet var enten kedelige eller decideret grimme, men min kp var så meget oppe og køre at jeg prøvede dem alligevel. Og godt jeg gjorde, for selv jeg kunne se, at de sad formidabelt godt.

Ekspedienten syntes lige, at jeg skulle prøve dem med et par høje sko, så jeg fik udleveret et par stenhårde pumps med 12 cm høje hæle, som jeg dårlig nok kun stå i for slet ikke at tale om at gå. Min kp og de to ekspedienter roste mig, roste snittet, roste mine ben, så mine kinder var på nippet til at antage samme lyserøde nuance som kjolen.

Jeg valgte mig en af kjolerne og betalte de 1200,- den kostede, men nu havde vi jo set, hvor godt den (jeg) så ud med høje hæle, og min kp insisterede på, at jeg ikke kunne bruge kinasko til et bryllup, så vi måtte også ud og se på sko.

Det kommer til at lyde som om jeg blev tvunget til alt det her, men det var yderst frivilligt, jeg havde bare brug for opbakning og for at få at vide, at det var i orden at bruge penge på sig selv, når nu de var givet til mig af min farmor i fødselsdagsgave, lige netop til dette formål. Jeg havde også brug for en til at fortælle mig at jeg så godt ud, og til at fortælle mig, at det er i orden at se godt ud, og at det er i orden selv at synes at man ser godt ud.Om jeg så tør tro på det, er en helt anden historie.

Jeg fandt egentlig nogle billige sko, men jeg faldt pladask for et par Sophie Schnoor ligeledes til 1200,- som jeg bare måtte have. Jeg er normalt fuldstændigt uinteresseret i sko, og jeg vidste slet ikke at jeg var i stand til så feminine tanker og følelser, men købe dem, det gjorde jeg, også selvom de gør ondt af h til at have på (lige som alle de andre jeg prøvede) og jeg ligner en girafunge på stylter når jeg går.

Hjemme igen skulle jeg gå modeopvisning, men jeg havde slet ikke modellernes selvsikre gang. langsomt kom jeg ned af trappen og stillede mig med bøjet hoved, så håret dækkede det meste af ansigtet. Foran mig stod der fem pædagoger der alle sammen fortalte mig hvor smuk jeg er, oversat i mine tanker til hvor smuk det sindssygt dyre tøj er, oversat i mine følelser til, at det er de nødt til at sige når nu jeg har brugt så mange penge.

Jeg kan ikke tro på, at jeg ser godt ud, jeg tør ikke tro det, jeg må ikke tro det. Når jeg sidder her og skriver begynder den dårlige samvittighed at melde sig, for hvor mange gange har jeg nu ikke skrevet det i løbet at teksten her, hvor mange gange har jeg ikke sagt det højt, til pædagogerne, og til min søster, da hun var her i går? Hvad tænker de ikke om mig? De må jo synes jeg er helt til grin, at jeg blot for en stund selv troede på det

Min søster og jeg talte om hele denne problemstilling med hvordan man helt oprigtigt ikke kan tro på det gode i en selv. Hun havde meget svært ved at sætte sig ind i det, og det er jeg glad for, for jeg ville være blevet ked af det, hvis hun også skulle gå og have det sådan.

Det er da også et problem for mig at tænke sådan, når nu jeg beskriver mig selv som kristen. Hvordan kan jeg tro på at Gud er perfekt, når jeg samtidig tror, at han har begået en står brøler med lige netop mig?

PS Jeg regner stadig min intellektuelle formåen for højere end mit udseende, men forfængelig er jeg nu nok under alle mindreværdskomplekserne.
______________

Billeder

Om en fængelsfornemmelse

Det bosted hvor jeg bor er et godt sted, pædagogerne er søde og yderst kompetente, og det er blevet skabt nogle beskyttende rammer hvor unge mennesker med aspergers syndrom kan lære at stå på egne ben. Men jeg har jo lært at stå på egne ben, jeg ved godt hvordan man støvsuger, vasker tøj og betaler regninger.

Dette er ikke bare et bosted, det er også et behandlingshjem, så der er meget mere kontrol over hvad vi går og foretager os, end jeg sådan lige er vant til. Vil skal sige når vi går, kommer tilbage, og hvor vi går hen, vi skal spise sammen, hvad der bliver serveret og hvor meget det er passende at spise, og så vil de egentlig også gerne vide hvad vi går og laver i løbet af dagen, og vi må MEGET gerne deltage i det dagtilbud der er. Vi er en stor 'lykkelig' familie.

Det er et godt tilbud, og jeg er sikker på, at det er det der skal til for at hjælpe os, men nogle dage, som for eksempel i går, for jeg bare nok af det hele og føler at de prøver at kontrollere min mindste bevægelse.

Jeg vil have lov til at gå ud og handle uden at pædagogerne får at vide om jeg går i Fakta eller Føtex eller noget så grænseoverskridende som Rema der ligger lidt længere væk. Jeg vil have lov til at stå i mit eget køkken og lave min egen mad og sidde ved mit eget bord og spise det, jeg vil have lov til at begå mine egne dumheder, også selvom det betyder at stå med hovedet i toilettet eller have blod ud over hele håndvasken. Bare en gang imellem. Er det for meget forlangt når man er i slutningen af 20'erne?

I går fik jeg som sagt nok, så om formiddagen, tog jeg ind til byen og gik shop amok UDEN at fortælle pædagogerne hvad jeg ville have og hvad jeg endte med at købe, og jeg sagde, at jeg ikke kom hjem til frokost, jeg ville købe noget og spise det helt alene. Det var ikke nogen vildt ophidsende tur, men det var rart bare at være mig, alene, for mig selv, uden nogen til at ånde mig i nakken.

Men måske var det for meget for mig, for om aftenen brød jeg bare helt sammen og sad og tudede og tudede og kunne slet ikke få nok af pædagogernes opmærksomhed, og så var det jo godt, at jeg bor et sted som her, for jeg fik en skulder at græde ud ved, og en person at tale med, og en der sad og spiste sammen med mig, så jeg kunne holde det hele ud.

Dette er et behandlingshjem, men jeg har endnu ikke helt accepteret at jeg har brug for behandling. Jeg vil da gerne holde op med at kaste op, hvis jeg da samtidig kan holde den slanke linie. Jeg vil da gerne holde op med at blive så følelsesmæssigt berørt, at jeg har behov for at skade mig selv. men jeg vil ikke gøre det arbejde det kræver, eller jo, det vil jeg måske nok, men først når jeg lærer at indse, at det faktisk kræver dedikeret arbejde og ikke bare et trylleslag.

Jag mangler at acceptere, at det at være i intensiv behandling ikke er det samme som at miste sin værdighed..

Om mine bibelkundskaber

Hvor mange bud var der? Ja, i hvert fald ikke ti.
Hvem klippede Samsons hår? Ikke Dalilah, men en tjener.
Hvordan henholdsvis modtog og afviste Gud Abel og Keins brændofre? Det står der ikke noget om, men det bliver altid vist og beskrevet som om røgen enten farer mod himmels eller bølger langs jorden (forresten en historie der 'beviser' at Gud er en mand, han vil have KØD ikke grøntsager).

Jeg var på ekskursion til Viborg Domkirke for at se på vægmalerier med min far og farmor, og jeg kunne mere eller mindre huske alle historierne, selv de lidt aparte. Det var en stor ære at få lov til at blære mig med mine bibelkundskaber over for min far som eller ved ALT (det er en dødsdom at spille Trivial Persute med ham). Som led i min autisme har jeg haft de gammeltestamentlige historier som særinteresse, det har han ikke. Jeg er kristen, det er han ikke. Jeg har studeret teologi på universitetet, det har han ikke. Det ville faktisk være enormt pinligt, hvis jeg ikke havde klaret mig bedst.

Jeg kan egentlig godt lide Viborg Domkirke selvom mange mennesker finder den kontroversiel. Egentlig forstår jeg ikke helt hvorfor de gør det. Den er malet på den måde som man nu en gang malede dengang i begyndelsen af 1900-tallet, men hvad andet kunne man forvente, men kunne jo ikke så godt rejse tilbage i tiden og finde en mere passende person end Skovgaard.

Abraham blev en gang overfaldet af Gud, og for at redde ham tog Sara en kniv og skar hans forhud af og kastede den efter Herren der mere eller mindre blev viklet ind i den, og på den måde redede Abraham livet.

Det var en af de historier som jeg fortalte der, inde i kirken, og min far tabte underkæben og min farmor kommenterede at den historie havde jeg ikke fra børnebiblen hun læste højt af da jeg var barn. Det viste sig da også at jeg tog delvist fejl, det var ikke Abraham men Moses, og helt så dramatisk var historien ikke. Moses var vokset op blandt egypterne og var derfor ikke blevet omskåret.

I et herberg undervejs overfaldt Herren ham (Moses) og ville slå ham ihjel. Da tog sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hun berørte hans kønsdele og sagde: "Nu er du min blodbrudgom!" Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen.
Exodus (2 mosebog) 4,24-26

Jeg måtte slå historien op da jeg kom hjem, ligesom jeg måtte tjekke op på hvilken profet det var der udfordrede Ba'al (tyreguden), hvilket forresten var Elias, og det burde jeg jo have sagt mig selv. Det var stort set altid Elias der gjorde de seje ting (på nær det med at blive spist af en hval), Elias, den største af Biblens profeter.

Bag efter var vi inde i den katolske kirke i Viborg der er lys om rummelig og med en rigtig god akustik. Hvis man umiddelbart så de to kirker, ville man nok komme til at bytte om på hvilken der var katolsk og hvilken der er protestantisk, for vi katolikker har jo lidt et dårligt ry for at overpynte vores kirker.

Min far kunne bedst lide den katolske, han syntes domkirken var flot, men den katolske var mere imødekommende, og jeg blev stolt af min kirker, hjertet sprang et slag over, og jeg voksede lige to cm.

Næ du, stik mig en røverhistorie, så skal du se løjer

Min bogblog, det kan ikke skjules, har fået et temmelig kristen islæt, endnu mere end det til start var tilsigtet. Forstå mig ret, jeg finder det yderst interessant, og kvaliteten er også i top, men nogle gange trænger man bare til noget andet.

Jeg er i gang med en tung teologisk bog, og selvom den under overfladen er fyldt med intriger og nok og nag, så trængte jeg bare noget så forfærdeligt til noget andet. Jeg trængte til kontroversielle eller søde problemer som jeg som person ikke behøvede at forholde mig til, så min weekend så således ud:
Lørdag formiddag: De 3 musketerer (bog).
Lørdag eftermiddag: Shrek (film).
Søndag formiddag: Troldepus (bog).
Søndag eftermiddag: Matador (film).

Matador var nok den der var mindst en røverhistorie, men det er nu alligevel den jeg lige vil sige et par ord om.

Vi er i begyndelsen af 30'erne og manufakturhandler Alberts purunge kone Vicky har gæster, for endelig er de rungende 20'ere kommet til korsbæk. En ung mand i køredragt ser noget han godt kan lide, og ud af højtalerne kommer der et på godt sjællandsk klingende "NICE!!!" og det bliver fulgt op af den ene moderne frase efter den anden.

Når nu de gamle mennesker så beklager sig over den moderne ungdom og deres sprog, så skal de måske tænke tilbage på hvordan deres forældre talte.

Så lad os spille lidt jazz for den moderne ungdom og skylle det ned med champagne/Mokkai og lad os få frynserne på kjolerne tilbage.

Om tiltro til mig

Jeg lægger megen tid og kræfter i mine blogs, så det er rart når der fra tid til anden dukker folk op, der har tiltro til mit arbejde, nogle kontakter jeg, andre kontakter mig. Senest var det en dame fra Katolsk Orientering der spurgte, om jeg ville være interesseret i at anmelde Oscar Ks "Ny bibel for de fattige i ånden", og selvfølgelig ville jeg det, ikke blot fordi den ville passe godt til min samling af billedbibler, og jeg selv er for nærig til at give 400 kr, men især fordi det er rart, at nogen har tiltro til at jeg kan gøre mit arbejde godt nok.

Jeg er vokset op med ikke at kunne, ligegyldigt hvad jeg gik i kast med, så var det bare aldrig godt nok. Det var ikke fordi jeg var dum, men min autisme gjorde det umuligt at leve op til det pres der lægges på alle mennesker. Det var ikke fordi at mine forældre eller min skole lagde mere pres på mig end hvad der var ret og rimeligt, havde jeg da været normal, men med min autisme i bagagen, havde jeg nok at gøre med at holde mig i live.

Og så blev jeg syg, jeg blev meget syg, og jeg røg ind og ud af psykiatrisk hospital, 11 indlæggelser på 18 måneder, plus det løse, og så kunne jeg da i hvert fald slet ingen ting. I tre år kæmpede jeg uden målelige resultater. Mine omgivelser, kunne som godt se, at det gik bedre, men jeg præsterede ikke meget andet end at holde mig i live, hvilket til tider var lidt af en udfordring.

Så endelig fandt min psykiater den rigtige cocktail af medikamenter, og i det seneste års tid har jeg, og jeg tror godt at jeg nu tør sige det højt, har jeg faktisk haft det hel tilforladeligt, ja nærmest godt, og nu er jeg klar til at præstere.

Jeg er førtidspensionist, hvilket betyder at hverken jeg selv, systemet eller samfundet mener at jeg nogensinde vil kunne præstere det samme som alle mulige andre, men det giver mig i mine øjne ikke carte blanche til at sumpe hen foran fjernsynet, jeg skal også præstere noget i det små.

Jeg glæder mig derfor til at modtage bogen, jeg glæder mig til at vise den flinke dame, at hun gjorde ret i at stole på mig, jeg glæder mig til at gøre mig fortjent til min selvudnævnte titel som anmelder.

Jeg anmelder også for andre, jeg har før fået noget jeg har skrevet trykt, men ikke før de to ting samlet.

Det er ikke noget der vil gøre mig verdensberømt, ikke en gang landskendt. Kun nogle enkelte vil overhovedet lægge mærke til mit navn, og de fleste af dem vil ikke have en anelse om hvem jeg er, men det gør ikke noget, for JEG ved det.

Om at turde tro

"Allah er stor, og Muhammad er hans profet". Muslimerne tør godt at sige hvad de tror på, så hvorfor tør vi kristne så ikke?

Hvorfor mener vi at det er så farligt at tro på at noget er sandt? Jeg siger lige netop 'tro' og 'sandt'. Jeg tro fordi jeg ikke VED med sikkerhed at det jeg tror på er sandt, men jeg kan heller ikke tro på at det er usandt, dertil tror jeg for meget på det. JEG tror, men jeg kan ikke forlange, at andre tror det samme som mig, da jeg ikke kan bevise, at det jeg siger er sandt, de må derfor tro på det de selv mener er sandt, men bare fordi jeg acceptere, at de tror på noget andet end mig, behøves jeg ikke at tro, at det jeg tror er sandt, er mindre sandt af den grund.

"Jeg har ret, du tager fejl, men derfor kan vi jo stadig godt være venner", sådan må man godt sige i politik, i kultur og i børneopdragelse (over for andre forældre), men ikke i religion.

Men bliver ens tro ikke hul, hvis man konstant kommer med indrømmelser og undskyldninger for den tro man nu en gang havde, eller man måske troede at man havde, men nu ved man ikke rigtigt alligevel, for tænk nu hvis nogen er uenig med en.

Derfor kan jeg som lidenskabelig kristen samstemme med Kristus i Johannes-evangeliet: "Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Joh. 14,6), fordi den vej overbeviser mig bedst og rører mig dybt. Samtidig må jeg relativere denne udtalelse, for jeg kan og vil ikke acceptere, at der kun er én rigtig vej til Gud, og alle andre veje i de forskellige religioner er forkerte.

Sådan står der i en bog jeg læser, men den første og sidste sætning opløser hinanden. Hvordan kan man være lidenskabelig kristen hvis man bare mener at Jesus er en mulig vej, som man da kan tage, hvis det nu lige er det man lyster.

Jeg siger ikke, at jeg mener, at ALT hvad protestanterne, muslimerne, hinduerne og ateisterne gør er 100% forkert, jeg mener at de har fanget meget af de rigtige, og alligevel mener jeg at de tager fejl på enkelte punkter. Jeg siger ikke, at de er dårlige mennesker, men hvorfor må jeg ikke være uenig med dem?

Jeg vil ikke være bange, og derfor siger jeg:

Jeg tror på Gud, den Almægtige Fader,
Himlens og jorden Skaber.

Jeg tror på Jesus Kristus,
hans énbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden
og født af Jomfru Maria,
har lidt under Pontius Pilatus,
blev korsfæstet, døde
og blev begravet,
nedfor til Dødsriget,
opstod på den tredje dag fra de døde,
opfor til Himlen,
sidder ved Gud, den Almægtiges Faders højre hånd,
hvorfra han skal komme
for at dømme de levende og de døde.

Jeg tror på Helligånden,
den hellige katolske Kirke,
de helliges samfund,
syndernes forladelse,
kødets opstandelse,
og det evige liv. Amen.

Om min løbestil

Jeg står i en spejlsal i t-shirt og trusser og en ældre dame iagttager mig mens jeg går frem og tilbage. Året siger 1999 og min mor har sagt, at hun ikke vil se mig sjoske op af kirkegulvet til min konfirmation, hun har derfor besluttet at hun vil betale for at give mig undervisning hos min farmors mensendic lærerinde, så der gik jeg hver mandag efter skole.

Hæl, side, rul over til storetåen, både med bare tær og i de lyseblå sandaler med de høje hæle. Jeg var stolt, og jeg var god til det. Jeg øvede mig også i frikvarteret på skolegården, jeg gik frem og tilbage mellem den lille og den store går, mens jeg hviskede for mig selv 'hæl, side, rul over til storetåen'.

Mine klassekammerater syntes nu nok, at det så latterligt ud som jeg gik der frem og tilbage, men det så ikke latterligt ud, da jeg stod i kirken, for jeg var den eneste der gik pænt.

Remsen sidder der stadig, og jeg lægger stadig mærke til hvordan jeg går. Mit udseende er ikke noget at råbe hurra for, min holdning er helt til hundene, men mine ben arter sig pænt. Jeg løfter fødderne når jeg går, og jeg prøver ikke at ligne en model på catwalken ved, helt bogstaveligt, at sætte det ene ben foran det andet.

Jeg ved, at man ikke går og løber helt på samme vis, så jeg vidste ikke, om jeg kunne oversætte min visen til løbebåndet. Nede i fitness centret har jeg set mange gakkede løbearter, og manglen på spejle har gjort mig i tvivl om, hvordan jeg selv løber.

Min kontaktpædagog syntes IKKE at mine gymnastiksko var gode nok til mig til at løbe i, så hun fik mig villigt ned i den lokale løbebiks for at få lavet en løbetest.

Sådan en løbetest foregår ved, at man smider sko og strømper, ruller buksebenene op og løber på deres løbebånd mens de filmer ens ben. Bag efter får man så mulighed får at se sig selv løbe i slowmotion mens ekspedient og løbeekspert analyserer ens løbestil. Så gentages forløbet med et udvalg af løbesko.

Jeg forstod ikke ret meget af hvad damen sagde, men jeg kunne da se, at det faktisk så meget fornuftigt ud, ingen vrid, ingen underlige spjæt, faktisk så det hele fuldstændigt neutralt ud, og det var kun den blege hud, og de alt for store lægge (lårene også, men dem kunne man ikke rigtigt se), der vidnede om at det var mig.

1100,- måtte jeg af med, hvilket da immervæk er nogle penge, men det var ikke helt så galt som min løbske fantasi havde forestillet sig, og jeg går ud fra, at det er penge givet godt ud.

Mange af pædagogerne på mit bosted er løbe entusiaster, så da jeg kom hjem blev jeg udfrittet og rost, og de skulle da liiige se vidunderne. De raste skoene for deres kvalitet, men jeg tænkte bare i mit stille sind, at det var godt at det var de grå, for kridhvide løbesko er godt nok grimme når nu man ikke er særlig god til det der med løb. En marathon-agtig mand kan lidt lettere tillade sig det, ellers ligner man lidt en fed person der bare synes de er behagelige at gå i.

Jeg holder fast i, at jeg ikke er helt vild med det der løb, men jeg glæder mig nu næsten til, at jeg lige om lidt skal over og prøve mine nye sko af.

Om fedtforskrækkelse

Min hud er tør og jeg lider af udslet (som man så fint kalder bumser når man er over 25) og jeg er selv ude om det, jeg får nemlig for lidt fedt i min kost, alt for lidt.

Jeg har ikke fjernet al fedt fra min kost. Jeg spiser avocado, mandler og fede fisk, men tilsat olie i form af en olie-eddikedressing eller olie til stegning kan jeg ikke se det nødvendige i, jeg synes at det er spild af kalorier. 100 kcal er det samme som en skive rugbrød, en hel pakke kyllingepålæg eller en banan. Jeg vælger så vidt muligt light produkter, jeg skærer fedtet fra og hver andet øjeblik hyler jeg op om, at pædagogerne har brugt alt for meget olie til stegning. Jeg er så fedtforskrækket, at jeg glemmer min gode opdragelse. Jeg er så fedtforskrækket, at det ikke volder mig kvaler at fortælle dem ligeud og med håndbevægelser hvor klam jeg synes deres mad er.

Jeg blev gjort opmærksom på mit attitude problem i går, men ellers havde jeg aldrig skænket det en tanke. Jeg går ellers og bryster mig med, at jeg er en høflig ung dame, men det er jeg jo i virkeligheden så slet ikke. Det var lidt af en øjenåbner pludselig at få at vide hvor ubehøvlet jeg egentlig kan opføre mig over noget så småt som en smule fedtstof.

Jeg så for mig alle de gange jeg har sagt ad og uf og klamt. Jeg mindes alle gange jeg i frustration har stået og viftet med armene, og jeg skammer mig. Jeg følte jo nok, at jeg var i min gode ret til at te mig som det passede mig, jeg er jo MIG!!!

Jeg undrer mig over, at folk kan spise det, kan de virkelig ikke se hvor klamt mayonnaise er? Nej, det kan de ikke, og så længe de ikke har et vægtproblem så burde de vel heller ikke nødvendigvis at kunne, men jeg forstår det virkelig ikke, jeg forstår det ikke. Måske burde jeg bare tage mig sammen og lære at forstå, det siges jo, at der skel være plads til os alle.

Det var faktisk under et angreb på mayonnaise, at jeg fik at vide hvor dårligt jeg opfører mig, og det ramte mig som et slag i ansigtet. Jeg kunne undskylde mig, gemme mig bag min spiseforstyrrelse, og sige at jeg ikke kan gøre for det, men sygdommen giver mig ikke carte blanche til at opføre mig som det passer mig, og sådan burde det heller ikke være.

Jeg må dog indrømme at jeg følte mig som den forurettede i denne sag, jeg mente nu nok, at jeg kunne tillade mig det, men jeg blev også rigtig ked af det, jeg ølte at jeg fik skæl ud, og det gjorde jeg jo også lidt. Jeg har det meget dårligt med at få skæl ud, og jeg følte en enorm trang til at skade mig selv, og gjorde det da også, men heldigvis ikke så meget at jeg skulle på skadestuen.

Så dagens konklution er, at jeg skal lære at slappe af omkring fedt, både når jeg selv spiser det, og når andre gør. Fedt er en essentiel del af en sund kost, det slår mig ikke ihjel.

Om at nyde skaberværket

Gud sagde: "jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerner, skal være på jorden." Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerner. Gud så, at det var godt.

Gen(1. mosebog) 1,11-12
Amen. Det er måske en kende kringlet formuleret, men meningen er klar, gud skabte alt det grønne, han så på det, og han var tilfreds med sit værk, og jeg er sikker på det også gælder planter der sætter stiklinger eller har andre måder at bredde sig på.

Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han kunne dyrke og vogte den.

Gen 2,15
Kristendommen bliver til tider beskyldt for, at vi ikke har respekt for naturen, fordi der ifølge Biblen står, at vi hersker over den, fremfor at være en del af den. Nogle få går endda så vidt som til at sige, at det er kristendommens skyld, at vi har en global opvarmning. Men at dyrke og vogte den, det burde også betyde at man frem for bare at være en del af naturen, har et ansvar for at det går godt, ansvar for at den trives, ansvar for at rette op på vores fejl.

Grunden til, at jeg sådan begynder at slynge om mig med Bibelcitater er, at jeg i går var ude og gå en tur. Jeg gik langs søen, over marken og ind i skoven. Jeg gik og nød foråret. Jeg nød solen der varmede mine kinder. Selvom det hurtigt blev lidt koldt, så nød jeg vinden der så let som ingenting trængte igennem min sweater, for det var jo forår, så jeg havde pure nægtet at tage en vindjakke på. Jeg nød gruset der gnitrede under mine skosåler. Jeg nød ændernes skrabben og småfuglenes kvidren. Jeg nød at være til lige nu og her.

Jeg lagde egentlig ikke synderligt mærke til affaldet der lå rundt omkring, jeg er jo gennem årene bare blevet vant til, at sådan er det, og jeg skal da ikke spille hellig, jeg har da også i ny og næ spyttet et tyggegummi ud, selvom det siges, at det slår fuglene ihjel.

Men det gjorde jeg ikke i går, for solen skinnede, og livet var skønt.

Gud sagde: "Nu giver jeg jer alle planter der [...]. Dem skal I have til føde.

Gen 1,29
Som en lille slutbemærkning vil jeg lige påpege, at menneske, sammen med alle de andre dyr, ifølge Biblen, startede ud som vegetarer.

Om madplaner

Gud, jeg har ikke lyst til at opgive dette. Jeg vil ikke, og jeg er irriteret over, at du vil have mig til det, for jeg har ikke lyst til at ændre mig, men giv mig viljen til at opgive denne synd, hvor fristende det end er at lade være.

Efter mit første mislykkedes forsøg på at overholde fasten, sagde jeg at mit fasteløfte skulle være at følge den madplan som min kontaktpædagog har lagt ud for mig.

Det er en ganske simpel madplan, jeg skal spise tre store måltider, og minimum 1 mellemmåltid. Hvad jeg spiser må jeg en lille smule selv om, så længe det er inden for rimelighedens grænser, men hun ser vist helst, at jeg i hvert fald nogle gange spiser det der bliver serveret, og det gør jeg så.

Det er svært for mig at give slip. Jeg er i slutningen af 20'erne, jeg er voksen, jeg har selv stået for min mad i rigtig mange år, og nu er der nogle andre der gør det for mig. Jeg er ikke nogen god klient, jeg brokker mig konstant. Den ene dag nægtede jeg at spise en rissalat fordi der var 6 spsk olie i, den anden dag var der nogle vegetarfrikadeller der var blevet stegt i al for meget olie.

I de sidste par dage har det så været endnu værre, og jeg har sprunget 3 måltider og et par mellemmåltider over. Jeg har undskyldninger, selvfølgelig har jeg det, men i denne sammenhæng er de irrelevante. Pointen er, at jeg ikke overholder mit fastefortsæt. Hvordan skal jeg lære at indse min egne begrænsninger, når jeg bare lever efter mit eget hovede? Hvordan skal jeg vokse i kærlighed til Gud når jeg bare pusler om mit eget ego?

Det bliver virkelig hårdt, men jeg må prøve at komme ud over mine egne neuroser, min egen vilje, og gøre Guds vilje. Gud arbejder gennem pædagogerne, når de laver sund, nærende og velsmagende mad, og jeg burde spise den. Faktisk burde jeg være glad for at spise den, men det er vist for meget forlangt.

autisme anfald

Der skete rigtig mange overraskende, uforudsete og negative ting i går, og det fik bare det hele til at ramle. Jeg reagerede ikke særlig hensigtsmæssigt, jeg lagde mig bare på min seng og tudede og ville ikke snakke med pædagogerne og kunne hverken spise eller drikke noget som helst. Jeg ville bare dø, men jeg heldigvis (?) for udmattet til at gøre noget aktivt ved det.

Jeg sidder med en pepsi max, det var det eneste jeg kunne overtale mig selv til at drikke, men for en gangs skyld smager den mig ikke rigtigt.

Vores leder kommer senere i dag og snakker med mig, men jeg stoler ikke på dem lige nu, reglerne bliver hele tiden lavet om, og der kommer flere og flere drenge ind på dette bosted. Jeg har ikke uendeligt meget imod drenge, bortset fra at de fylder rigtig meget et sted som her, men jeg har noget imod, at jeg ikke får noget at vide om ændringerne.

Jeg er træt i hovedet, orker ikke at skrive mere, vil bare have denne her dag overstået og den næste og den næste...

Hyggelørdag, men kunne ikke glemme spiseforstyrrelsen

Jeg er godt klar over at mange af mine indlæg nok har et lidt negativt islet, men det betyder ikke, at det altid behøves at være sådan, for der sker faktisk mange gode ting i mit liv. Dette bliver nok ikke det mest interessant indlæg, for hygge er i grunden ikke interessant, det er bare... hygge

De fleste beboere er hjemme hos deres forældre på weekend, og den sidste foruden mig holdt sig mest oppe i sin lejlighed, så jeg havde opholdsstuen for mig selv, så jeg kunne selv bestemme, om jeg ville læse eller se TV, eller jeg kunne snakke med pædagogerne eller vi kunne gå en tur.

(Har nu siddet og gloet på skærmen i en halv times tid. Det er faktisk enormt svært at beskrive hygge uden at det går hen og bliver decideret kedeligt. Resultatet er blevet, at jeg også vil skrive om nogle af de lidt negative ting. Jeg er åbenbart ikke så positivt et menneske som jeg gik rundt og troede).

Hele dagen kunne jeg lægge min weekendangst på hylden, og så alligevel ikke helt, for gang på gang stak spiseforstyrrelsen sin ækle snude frem.

Jeg sad og spiste frokost med en af mine mange yndlingspædagoger, eller rettere, det gjorde jeg ikke helt, for jeg sad og drak et glas kærnemælk, for jeg havde spist min frokost en halv time tidligere, fordi mit blodsukker var styrtdykket. Vi sad og snakkede om helt almindelige ting, da jeg pludselig begyndte at klynke, fordi jeg på grund af en vabel havde fået forbud mod at træne i fredags, og så ville alle mine muskler jo blive omdannet til fedt, og jeg skal have målt fedtprocent på onsdag, og så kan alle se hvor fed og klam jeg er, klynk, klynk, klynk.

Det var ikke fordi jeg ikke selv vidste hvor åndssvagt det lød, men det var som om tanken pludselig dukkede op og pressede alle andre ting væk, og jeg havde brug for hjælp at gøre tanken mindre. Så vi gik en tur, lod opvask være opvask og bare gik og snakkede om andre ting.

Jeg sad og så en fransk film med en anden af mine yndlings pædagoger der havde besluttet at holde kontorfri dag. Hun havde sat rosiner og mandler frem, og for mig er det indbegrebet af smagen af barndom. Så længe hun sad ved siden af mig, nippede jeg pænt af skålen, men da hun gik ud i køkkenet for at lave mad, så haps og snapser, så havde jeg spist en hel håndfuld. Når hun en gang imellem stak hovedet ind til mig kunne jeg komme med morsomme kommentarer om de kvindelige kuglestødere i atletikfinalen, men jeg havde det ikke selv særlig morsomt, jeg kunne bare koncentrere mig om ikke at tage mere fra skålen.

Under aftensmaden var mit humør tilbage, og jeg sad og diskuterede min bog med pædagogen, for hun har boet i Kina, og kunne fortælle mig, at min bog ikke er jævnt kedelig, den er faktisk dybt provokerende. Ud af øjenkrogen så jeg, at den anden pædagog havde levnet halvdelen af sit pitabrød. Jeg havde stadig halvdelen af mit tilbage. Jeg havde egentlig tænkt mig at spise det, for så meget havde jeg vel heller ikke spist? Nu kunne jeg ikke, og tanken om at jeg i første omgang havde tænkt mig at spise det hele, altså mere end pædagogen, gav mig kvalme over mig selv og hvor grådig jeg er. Jeg fik det enormt dårligt over det jeg allerede havde spist.

Til sidst måtte 'min' pædagog følge mig op i lejligheden, så jeg kunne komme på toilettet uden at kaste op.

Aftenen blev tilbragt foran sofaen med hver vores bog, som vi ivrigt kommenterede.

Hendes øjenhuler var så dybe, at en høne kunne lægge æg i dem. Hendes kindben stak frem som to spidse hvide bjergtinder.
"Landsbyens blod" Yan Lianke s 215

Min bog beskrev et AIDS offer, men jeg greb mig selv i at være misundelig...

Et slag imod demokratiet

Problemet med at have et demokrati er at folk (som bland andet mig selv) begynder at ytre sig om alt muligt, og det burde vi egentlig lade være med, for det er virkelig træls at høre på.

I dag vil jeg i anledningen af mit ½ års jubilæum tale lidt om ytringsfrihed. Jeg har ikke noget imod at folk er uenige, de må for den sags skyld også have nogle langt ude eller ikke helt gennemtænkte meninger, men det er ikke til at holde ud når folk bare står og lukker lort ud.

I går sad jeg og så P1 debat om mudderkast i moderne dansk politik med Jesper Petersen, politisk ordfører for SF, og Martin Geertsen, MF for Venstre. Læs og hør om programmet HER. Man kan argumentere for, at det var et emne der direkte opfordrede til at lukke lort ud, men det var langt fra et enkeltstående tilfælde.

Over tid har jeg efterhånden fået set en del af programmerne på DR2, og det er snarre reglerne end undtagelsen, at minimum en af deltagerne er så øretæveindbydende ligegyldig i sine udtalelser, at man, eller i hvert fald jeg, har lyst til at bide i en pude.

I gårsdagens program konkurrerede JP og MG i mudderkast, og de var ikke en gang gode til det. Sjældent svarede de på et af værten, Søren Carlsens, spørgsmål.

JP lignede en ung mand der ikke forstår at more sig, og han gik i forsvars position allerede før der blev rettet et angreb mod rød blok. MG var glat som en ål og undveg ethvert logisk argument fra SC's side. De var dog enige i rigtig mange ting, de andre er hykleriske (de var de selv nok også, men det kunne de jo ikke lige stå og sige) og det er godt at medierne holder politikerne i ørerne (men ikke et ord om, at så kunne politikerne jo tage og opføre sig ordentligt).

Mere blev der faktisk ikke talt om i løbet af den halve time programmet varede. Jeg kunne virkelig ikke holde det ud, og alligevel så jeg det, og frydede mig over deres stupiditet, det var lige så godt som Paradise Hotel. Kan de virkelig ikke selv høre hvor dumme de lyder? Hvordan kan de tage sig selv og deres job seriøst, hvis det er sådan nogle ting de skal stå og fyre af? Jeg ville skamme mig virkelig meget.

Programmer som for eksempel P1 debat, får mig til at ønske at der fandtes en mørk fugtig fangekælder, så kunne en mand i en stor hvid paryk sidde og stirre strengt på dem, slå i bordet med sin hammer og sige 'sikke noget lort, i fangekælderen med jer til I lærer at opføre jer ordentligt'.

Jeg er ikke helt ude af trit med virkeligheden, jeg ved godt hvor forfærdeligt det ville være hvis det var sådan, men nogle gange er det rart at drømme.

Kvindernes internationale kampdag

Jeg fejrede kvindernes internationale kampdag med at pille kartofler, snitte grøntsager og med at gøre rent i fælleskøkkenet. Dette var ikke et politisk statement i kampen mod den dramatisering der findes blandt visse feminister, det var bare noget der skulle gøres da jeg får gæster i dag.

Står det virkeligt så galt til for os kvinder? Kvinderne stormer frem på alle trinene af uddannelses institutionerne, de stormer frem på Christiansborg, og det er dem der får børnene i forbindelse med en skilsmisse.

Lige nu er der en frygtelig ballade fordi det viser sig (ikke synderligt overraskende) at kvindelige politikere (og sikkert også andre højt placerede kvinder) bliver holdt til en højere standart end deres mandlige kolleger. I stedet for at gå i gang med at holde mændene i ørerne og sige at nu skal de saft suse mig lære at opføre sig ordentligt, så går vi i gang med at klynke over, at vi ikke også kan få lov til at opføre os tvivlsomt. Lad vær med at klynk, ha styr på familiens økonomi og sæt fokus på mændenes opførsel, også selvom det for en stund betyder, at du selv må undvære rampelyset.

Børn er kvinders statussymbol, så selvfølgelig skal kvindelige politikere også være perfekte mødre, for de skal appellere til både karrierekvinder og speltmødre, og hvis det betyder at misse et vigtigt møde i finansministeriet for at tage til datterens forældremøde, so be it (jeg refererer ikke til nogen reel sag). Jeg forstår ikke en gang at vi, kvinderne, undrer os over det, for det er jo det vi vil høre om. Der er en grund til at politikere som Helle Thorning-Schmidt bliver stillet en uendelig række at uendeligt kedelige spørgsmål om tøj og tasker, og det er jo fordi det sælger blade. Det er svært at forestille sig Euroman skrive en artikel om Lars Løkkes garderobe, og det er fordi mændene er for kloge til at interesserer sig for den slags. Hvor mange forældremøder har Lars Løkke misset? Who cares

Det er ikke samfundet der har et problem med kvinder, det er kvinder der har et problem med kvinder. Før vi går i gang med at bekrige Lego fordi de introducerer en lyserød legoklods, bør vi satte os ned og tænke os grundigt om, for hvad er det vi egentlig vil.

Blandt kvinderne i den blå lejer er der min yndlings blogger og karrierekvinde Anne Sophia Hermansen fra Berlinske, og selvom hun foragter det kvindebillede som Helle Thorning-Schmidt falder under, og selvom hun klart melder ud, at hun da har misset adskillige forældremøder, så falder hun selv under for samme billede. Hendes måde at være mor på er anderledes, men hendes blog og det billede hun lever højt på at vise frem for verden er hendes rolle som veluddannet kvinde og mor. Jeg kan godt lide hendes blog, jeg kan godt lide hhttp://www.blogger.com/img/blank.gifendes spydige tunge, men hun minder mere om Helle Thorning-Schmidt end om sine mandlige kolleger på Berlinske.

Der er et look der går igen blandt karriere kvinderne lige nu,Anne Sophia Hermansen, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup og mange mange andre har det. Slank, brunligt hår i skulderlængde, høje kindben og en diskret men sikkert meget omhyggeligt lagt make-up, for ikke at forglemme en buksedragt der minder meget om mændenes jakkesæt, men som gør noget godt for figuren, det er åbenbart sådan en ung, veluddannet kvinde ser ud når hun skal vise at hun er Quinde, men også tilpas nok maskulin til at blive taget seriøst. På billederne her lidt længere nede på siden ligner de ikke SÅ meget hinanden, men når man ser dem på TV er det næsten uhyggeligt, blandt andet var der en debat om førtidspension på DR2 for nogle uger siden, og jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.

Jeg ved ikke rigtigt hvad pointen med dette blogindlæg er, jeg ved ikke om der er nogen morale, jeg er bare træt af, at kvindelige politikere er KVINDELIGE politikere, og ikke bare politikere ligesom deres mandlige kolleger. Jeg ved ikke om kvinder generelt bliver holdt til en højere standart, men i et samfund hvor det hele går af hækgenfelt til, ser jeg det ikke problematisk at man holder folk, kvinde eller ej, til en højere standart.

Grundskole reunion

Det er nu over 10 år siden, at jeg gik ud af 9. klasse, så der er et par stykker der prøver at samle os til en lille festlighed.

Da jeg først læste invitationen blev jeg glad, og jeg kunne ikke vente med at se dem alle sammen igen. Jeg glædede mig til at høre om hvordan det er gået dem og hvad de laver, for det ser så spændende ud på facebook. Jeg ville vide hvordan de reagerede når de så mig. Ville de føle medlidenhed med mig fordi jeg er blevet en social taber på førtidspension? Ville de blive forfærdede over at se hvor meget jeg har måttet stå igennem? Ville de blive bange for mig, fordi alt det onde jeg oplever er så svært at forholde sig til? Jeg ville vide det.

Nu nærmer datoen sig, og nu er jeg ikke så sikker på at jeg vil med. De kloge mennesker siger, at man hurtigt falder ind i de gamle roller, og jeg har kæmpet så hårdt for at komme ud af alt det, så der er slet ikke plads i mit liv til at blive lille Linda igen.

Jeg kan allerede nu mærke, hvordan trangen til at sulte mig melder sig, for hvis jeg ikke har andet at vise, såsom uddannelse, job, mand og børn, så kan jeg i det mindste forsøge på at være den tyndeste.

Jeg har besluttet mig at skrive og melde fra, for mine egentlige motivationsfaktorer til at dukke op var ikke noble. Jeg ønskede at dukke op for at se lærerne i øjnene og sige 'Se, der var en grund til, at jeg var så mærkelig. Jeg er autist, jeg kan ikke gøre for det. Hvorfor så i ikke hvor skidt jeg havde det? Hvorfor gjorde i ikke noget?'. Jeg bryder mig ikke om at indrømme det, men jeg er fyldt med bitterhed, og bitterhed hører ikke hjemme til en festlig begivenhed.

Nu er spørgsmålet hvem af pigerne fra min gamle klasse jeg skal skrive til. Skal jeg kun skrive til dem der arrangere det? Eller skal jeg også skrive til de andre? Jeg har lyst til at skrive til dem, at jeg da gerne vil drikke en kop kaffe med en dag under mindre officielle former, men er det virkelig det jeg ønsker? Jeg hadede grundskolen, på trods af at jeg gik på en privatskole hvor man talte forholdsvist pænt til hinanden. Jeg kan huske at min klasse ikke altid behandlede mig lige godt, men jeg kan ikke huske hvor slemt det var. Jeg plejer at sige, at jeg blev drillet, men ikke mobbet, ikke at jeg ved hvor grænsen går, men det lyder pænt.

Jeg har faktisk lyst til at møde dem, for de kan kaste lys over hvem jeg var dengang, for det kan jeg ikke huske særlig godt. De er en del af min historie, om jeg kan lide det eller ej.

F***ing fed

Det er blevet bemærket, at jeg i går betegnede mig selv som f***ing fed, og det på trods af et BMI (Body Mass Index) på 'kun' 20.5 (25 er overvægtig, 30 er fed), så det er helt forkert af mig at sige sådan om mig selv.

Jeg burde ikke sige det, for hvad nu hvis det støder de mennesker der vejer betydeligt meget mere.
Jeg burde ikke sige det, for det er jo en usandhed, og Biblen siger "Du må ikke lyve".
Jeg burde ikke sige det, for der forstærker følelsen hos mig selv om, at det er rigtigt.
Jeg burde ikke sige det, for jeg har aspergers, og vi er kendt for at sige tingene ligeud som de er, og det er ikke sådan det er, jeg er jo ikke fed.

Og alligevel er det det jeg siger, og jeg har ikke i sinde at trække det i mig igen, for det er sådan det er, måske ikke på ydersiden, men inde i min hjerne føler jeg mig fed, og det ville være at lyve over for mine egne følelser, hvis jeg ikke betegner mig selv som sådan.

Når jeg ser mig i spejlet kan jeg se mine knogler, ikke så mange og så tydeligt som jeg ville ønske, men flere end man kan se på en gennemsnits dansker, men jeg ser også fedt. Mine øjne søger et enkelt punkt, det være en overarm, et lår eller maven, og jo mere jeg ser og kniber og slår, jo større ser det ud, og jeg får kvalme over mig selv.

Hvordan skal jeg kunne sige sandheden, når jeg lyver for mig selv? Men jeg siger jo sandheden ud fra min virkelighed, ligegyldigt om det bygger på en løgn eller ej. Og hvad er sandhed og løgn når spørgsmålet om 'fed' er et definitionsspørgsmål?

Jeg ved godt, at jeg ikke er fed i forhold til en på 120 kg, men jeg sammenligner ikke mig selv med en på 120 kg. Jeg har sat mig for at tugte min krop, så mit ideal er et sygt ideal, mit ideal er et sygeligt tyndt ideal, og i forhold til det er jeg fed.

Jeg ved ikke om jeg virkelig fornærmer nogen ved at kalde mig selv fed, og hvis de virkelig gør, så kan man altid finde nogen der er federe end dem der ikke synes de skulle klage og så videre. Men jeg er ikke ude på at provokere nogen, jeg prøver bare at vise hvor syg jeg egentlig er.

Lidt om menstruation

Jeg har ikke spor lyst til at tale om lige netop dette emne. Det får mig til at tænke på folkeskolen, på sundhedsplejersken besøg og om tamponer dyppet i vand brugt som kasteskyts. Men jeg er en kvinde i 20'erne der skriver om mig selv og mit liv, og at helt undlade emnet, ville være at springe over hvor gærdet er lavest.

Der findes mange glorificerende film og bøger om livet som teenagere, men virkeligheden er, at det for mange suger som en overvægtig Nilfisk at skulle igennem disse år, det stinker rent ud sagt at være teenager.

Vi havde vel alle vores egne små nicher af selvhad og forvirring, men for mig var det svært at skulle identificere mig med rollen som kvinde. Hvad vil det sige at være kvinde? Hvordan definerer man egentlig ordet? I film og bøger er kvinderne gerne så karikerede, at jeg slet ikke havde lyst til at være som dem. De havde et ydre liv, som i 'Sex & the City' eller de havde et følelsesliv aka tudefilm, men de tænkte aldrig, ikke sådan rigtigt, ikke lige som mændene.

Jeg kom til at afsky kvinder og mest af alt min mor. Jeg ville bestemt ikke være som dem/hende, og menstruation blev indbegrebet af det at være kvinde. Nogle sagde, at vi burde være stolte, andre sagde, at det bare var et nødvendigt onde, men de var alle sammen enige om, at det var noget vi skulle have, men jeg var uenig, der stod nemlig i diagnosekriterierne for anoreksi, at menstruationen kunne ophøre.

Jeg ville have anoreksi.

Jeg begyndte at flirte med spiseforstyrrelsen i gymnasiet fordi jeg ikke kunne håndtere det sociale spil.
En asocial anorektiker blev accepteret, ja det var endog synd for hende,
men en asocial almindelig pige, det var tæt på utilgiveligt.
Den gang havde jeg ikke en diagnose at gemme mig bag, så jeg måtte klare mig selv, og spiseforstyrrelsen blev min redning. Jeg blev dog aldrig helt anorektisk.

Manglende menstruation blev synliggørelsen af mit mål, så hver måned oplevede jeg endnu et nederlag. Flere gange i løbet af årene oplevede jeg at min menstruation udeblev i et par måneder, men den kom altid igen. De sidste tre år har jeg dog været heldig, menstruation var kun noget der skete hvis jeg blev udsat for en ekstrem stresfaktor eller hvis min vægt kom 'for højt' op, hvilket skete et par gange om året.

De sidste tre måneder er den dog troligt kommet hver fjerde uge. Om det skyldes at jeg er blevet fed (min tolkning) eller noget andet, så kan jeg ikke komme uden om det. Alle andre bliver glade for at høre det, for det er jo et sundhedstegn, men jeg hader det. Pædagogerne siger, at der jo findes præventionsmidler der på 'naturlig' vis holder menstruationen væk, men jeg får kvalme ved tanken, det er det mest ucharmerende jeg kan forestille mig, det vil jo være det samme som at snyde, for selvom menstruationen udebliver, så er jeg jo stadig fucking fed.

Jeg, en autist

Hele mit liv har jeg ønsket at være normal, ønsket at jeg var lige som alle andre. Mit ønske stammer fra min barndom, hvor ingen jo vidste, at jeg har aspergers syndrom, så jeg skulle deltage i ting på lige vilkår med andre, og det formåede jeg ikke, og følte mig som en fiasko i forhold til de andre, så jeg ønskede så brændende, at jeg kunne de samme ting som dem.

Så blev jeg endelig diagnostiseret som 23-årig. Mit handikap er en anderledeshed oppe i hjernen der gør, at jeg ser verden på en helt anden måde end dem vi kalder normale. Det betyder at jeg ikke kan deltage i livet på lige vilkår med andre. Det betyder IKKE, at jeg ikke kan deltage i livet, det betyder bare, at mit liv skal struktureres lidt anderledes end andres, at jeg måske altid vil have brug for støtte. Det betyder også at jeg kan nogle ting, som andre ikke kan. Jeg iagttager hvad der sker omkring mig og kommentere det, jeg kan lyde grovere og mere ubehøvlet og sandfærdig end folk er flest, men jeg har ingen bagtanker med hvad jeg siger.

'Den røde cardigan du har købt vil få dig til at se rødmosset ud'. Den sætning betyder hvad der står, den betyder ikke at hun er grim, eller at cardiganen er grim, den betyder ikke at jeg er sur, den betyder ikke at jeg ikke kan lide den, den betyder bare, at rød er en svær farve at gå med.

'Jeg er mere intelligent end folk er flest'. Det betyder hvad der står, at min hjerne fungere lidt anderledes end hos den generelle befolkning. Det betyder ikke at jeg er et geni eller at andre mennesker er dumme, det betyder ikke, at jeg ikke kan lide folk, eller at jeg ikke respektere deres holdninger, det betyder ikke at jeg er bedre end andre mennesker, hverken moralsk eller til at leve livet, det betyder ikke at jeg ved alt, det betyder ikke, at jeg altid vil vinde en diskussion, det betyder bare, at jeg elsker intellektuelle diskussioner.

Hen over weekenden har der været en ophedet debat på grund af Kernesund Families påstand om, at autisme kan og skal kureres.

Jeg vil slet ikke igen gå ind i diskussionen om autisme kan kureres, for det er en af de få påstande jeg virkelig ikke har respekt for. En diskussion jeg til gengæld er meget villig til at tage er, hvor vidt autisme burde kureres hvis det var at man kunne.

Standardisering (også af mennesker) er et anerkendt middel til besparelser, og dens gennemførelse er en lederbeslutning!

Sådan svarede min far da jeg lettere desperat skrev og spurgte hvorfor alle disse kvinder (næsten kun kvinder) havde så travlt med at fortælle mig, at jeg ikke må være den jeg er.

Jeg har til tider hadet min autisme, fordi jeg ville være lige som alle andre, men det er jo kun fordi, jeg ikke kan lide ikke at kunne følge med mine jævnaldrende på alle punkter. Jeg har når depressionen var mørkest hadet mig selv fra Herodes til Pilatus. Men når jeg (i den virtuelle verden) står over for en hel gruppe af mennesker der siger, at jeg bør helbredes for min autisme, så bliver jeg bange.

Jeg tænker som jeg gør blandt andet på grund af min autisme, jeg føler som jeg gør blandt andet på grund af min autisme, jeg er hvem jeg er på grund af min autisme, min autisme er en integreret del af mig, uden den vil jeg ikke være den jeg er, så når nogen kommer og siger at jeg bør helbredes, så siger de i grunden, at jeg ikke er god nok som jeg er, at jeg skal laves om.

De har det sikkert bedre med sig, når de har sagt det, men jeg bliver bange og ked af det. Jeg kan godt se at verden ville være et nemmere sted hvis vi alle var ens, jeg kan godt se at folk ville have det bedre hvis alle andre rettede ind efter hvordan de få syntes de mange skulle være, men der er vel også grænser for hvor mange life coaches, grafiske designere og inovations ingentiøre vi har brug for (ikke at der som sådan er noget i vejen med de erhverv, vi kan bare ikke alle være det).

Jeg er førtidspensionist og under 40 år gammel, ja endda under 30, så ifølge politikerene, burde jeg slet ikke være der. Jeg er ikke en frugtbar del af dette samfund. Jeg bor på hvad man groft sagt kan kalde en døgn institution, så jeg koster samfundet rigtig mange penge, så ja, måske ville samfundet være et bedre sted, hvis jeg kunne blive helbredt og rette ind.

Så er det her jeg skal fortælle alle de mange fine ting jeg kan og som er nyttige for samfundet og så videre, men jeg ved ikke hvad jeg skulle skrive.

Jeg har selvfølgelig mine blogs, og jeg mener selv at de er velskrevne og at jeg har en evne til at se på mig selv udefra og beskrive de ting der sker, men så banebrydende er de heller ikke, at jeg ligefrem mener, at de er en gevinst for samfundet.

Jeg er en god veninde, for jeg er lige netop så egoistisk, at jeg ikke mister mig selv, men jeg har heller ikke så stor tiltro til mine evner, at jeg tror at jeg kan og bør rede dem, og jeg er uinteresseret nok til, at jeg ikke bør vide alt, så hvis der er noget de ikke vil fortælle, så er det fint nok med mig. Jeg ved ikke nok om sociale strukturer til at kunne vide, i hvor høj grad samfundet har brug for gode veninder.

Jeg er økonomisk ansvarlig. Jeg kan godt lide at handle i små butikker, fordi jeg gerne vil støtte dem, især i trange tider, og jeg ved hvor vigtigt det er for økonomien at holde den i gang. Jeg bruger ikke flere penge end jeg har, og det største overtræk jeg nogensinde har haft, var på nogen og 60 kr. Jeg ved ikke om det her tæller med, men har vel set 'Luksusfælden' nok gange til at vide, at man skal opføre sig ordentligt, også økonomisk.

Jeg er hjælpsom, og det er en helt naturlig ting for mig lige at tage opvasken, også selvom det vist egentlig er pædagogernes job. Jeg kan godt lide at holde mig i gang, og jeg kan godt lide at gøre noget for andre.

Så hvad er det der er så galt ved mig, siden at visse folk så gerne vil have, at jeg bliver 'helbredt'?

Lidt om IQ

Jeg har altid set på mig selv som ret gennemsnitlig, måske endda en lille smule dum. Mine gennemsnit talte i hvert fald deres tydelige sprog, 8.6 i folkeskolen, 8.4 i gymnasiet, og 8 på universitetet (den gamle skala). Så kan det næsten ikke blive mere kommunefarvet. Der var selvfølgelig en masse ting der spillede ind, og jeg var jo ikke diagnostisere, så jeg fik ingen støtte ud over den som mine forældre kunne yde, men faktum er, at resultatet af 15 års skolearbejde blev 8.33.

Pædagogerne på mit tidligere bosted blev ved med at sige at det bare var karakterer, at de ikke betød noget, især ikke alle mine problematikker taget i betragtning, men et tal er så dejligt konkret, så for mig var jeg en 8.33 pige, ligegyldigt hvor ofte de sagde, at jeg var intelligent (nu kan man selvfølgelig gå ind og diskutere hvad intelligent er, men det er nu ikke det jeg vil bruge dagens indlæg på).

I midten af sidste år kom der så en psykolog og udførte en masse tests på mig, blandt andet en Wais-IV test, der er den officielle IQ test. Jeg scorede et ganske godt resultat, jeg var på ingen måde oppe i mensa potentiale, men stadig over den brede middelbefolkning. Det var så et nyt konkret tal at forholde mig til, men det var 26 års tænkning der skulle vendes, så jeg har brugt det sidste halve år på at vænne mig til det.

Nu er det så vendt, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan lide den person som at jeg er blevet. I går sad jeg blandt andet sammen med min kontaktpædagog og beklagede mig, fordi jeg ikke synes at jeg bliver intellektuelt udfordret i min hverdag. Hvad er det for noget hø at lukke ud? Bliver ikke intellektuelt udfordret i min hverdag? Sidder jeg virkelig der og føler mig bedre end alle mulige andre bare på grund af et tal? Det gør jeg jo desværre nok et eller andet sted, og jeg ville sådan ønske at jeg ikke gjorde, for det er ikke særlig politisk korrekt, og det er ikke særlig sødt overfor alle de fantastiske mennesker jeg er omgivet af.

Mens jeg sad og snakkede, blev jeg helt bange over mine egne ord. Sad jeg virkelig der og INDRØMMEDE hvor hovent et menneske jeg er? Hvad nu hvis hun så ikke længere kunne lide mig. Jeg var så bange, at jeg sad og skændte på hende, hvilket jo ikke gjorde min angst bedre. Egentlig var det jo virkelig uretfærdigt over for hende at jeg havde de tanker, at jeg troede at hun ville begynde at hade mig over så lidt.

Hun skulle lige ordne nogle andre arbejdsopgaver, så jeg sad for mig selv og var bange. Jeg havde slet ikke lyst til at tale med den anden pædagog, jeg sagde bare at jeg var træt. Da min kp endelig var færdig, havde hun egentlig fri, men jeg stod der og så så fortabt ud, at hun forbarmede sig over mig, og vi satte os op i min sofa og snakkede. Hun sagde, at jeg ikke havde sagt de ting i ond mening, at min asperger gør, at jeg bare siger tingene ligeud, jeg har ingen skjulte bagtanker, i min verden er der ikke andre ord for spade end 'spade'.

Kernesund familie, nej tak!

Autisme er en sygdom der skal helbredes!
Autisme er mødrenes skyld!
Overskudsagtige mødre får ikke syge børn!
Det er hvad Ninka Bernadette Mauritson fra Kernesund Familie og hendes lydige får reelt siger.

I tirsdags skrev hun på sin Facebook page

For 7 år siden fik jeg at vide at min søn havde den alvorligste firm for autisme og en kronisomfejl. Og at han ville blive dårligere og mere olejekrævende for hvert år. Det gik lige omvendt. Med træning, sund mad og hårdt arbejde er han nu helt ude af diagnoserne. Ikke engang en adhd-add betegnelse kan det blive til. Og snart starter han på produceruddannelse og dj skole. Ligesom han har en mentor og som 12 årig er i gang med sin musikalske uddannelse. Tak. En diagnose er et øjebliksbillede. Spørgsmålet er hvad du bruger den til.

Jeg læste i sin Tid "Kernesund Familie" og tænkte at det var noget harmløst vrøvl, som folk hurtigt ville glemme igen, men åbenbart ikke, så jeg vil kigge på hvad det egentlig er hun siger her, for det er ikke kun stavningen der ikke giver mening.

For 7 år siden fik jeg at vide at min søn havde den alvorligste firm for autisme og en kronisomfejl. Og at han ville blive dårligere og mere olejekrævende for hvert år. En alvorlig form for autisme bliver opdaget i 3 årsalderen, og sikkert endnu tidligere hvis det er forbundet med en alvorlig kromosomfejl. Hvad det er for en kromosomfejl bliver der ikke nævnt, men autismen selv er ikke degenererende, og man vil selv med en forholdsvis mangelfuld støtte se en svag forbedring i udviklingen, med den rette støtte kan man som autist lære hele livet lige som alle andre mennesker, bare på lidt andre præmisser. Det er nogle år siden jeg læste bogen, og jeg gider så vidt muligt ikke bruge mere tid på dem og deres ideer når jeg er færdig med dette indlæg, så jeg låner den ikke igen, men det synes mig, at hendes fortællinger om drengens sygdom bliver værre som årene går, nå hun nede i kommentarene skriver

"den autusmediagnose må have været en fejl". ? Så det at han sad og nikkede, råbte, slog, spyttede og satte alt på lange rækker dagen lang, ingen empati havde, ingen øjenkontakt gav, må de have misfirstået på børnepsyk og børneklinikken efter 2 års underdøgelser?

Men det er længe siden, så jeg kan huske forkert. Desuden, hvis han var så 'syg'. og så ung som han må have været, hvordan kunne de så vide, at han ingen empati havde?

Det gik lige omvendt. Med træning, sund mad og hårdt arbejde er han nu helt ude af diagnoserne. Ikke engang en adhd-add betegnelse kan det blive til.
Jeg går rigtig meget ind for en sund livsstil, jeg synes Ninka har nogle spændende opskrifter, jeg beundre hvordan hun og børnene (manden skred eller blev lempet ud i mellemtiden) integrere motion i deres liv. Jeg er overbevidst om, at det har meget at skulle have sagt når det kommer til hvordan man har det både fysisk, psykisk og neurologisk, men at sige at det kan kurere autisme, det er altså for groft. Enten var det en fejldiagnose til at starte med, eller også har sønnen stadig nogle udfordringer i dag, for autisme er en medfødt neurologisk anderledeshed, og det KAN ikke helbredes.

Jeg kan godt se, at de symptomer hun beskriver er meget uhensigtsmæssigt, men at sige at autisme er noget der skal kureres, er at træde på alle os der lever med en autisme diagnose. Min asperger autisme har voldt mig mange problemer igennem tiden, men de skyldtes næsten alle sammen, at vi ikke anede at jeg havde det, så jeg skulle prøve at leve mit liv på 'normales' præmisser. I dag er jeg begyndt egentlig at holde af min aparte side. Jeg vil gerne helbredes for mine depressioner, min angst, min spiseforstyrrelse, og hvad jeg ellers lider af, men jeg LIDER ikke af autisme, og jeg vil IKKE helbredes, og det samme siger en ung pige i en kommentar

Selv om at I ANDRE tit prøver at få os til at tro at vi er syge. Får os til at lyde som idioter. Får os til at lyde direkte retaderede og ondskabsfulde. Det er Jer som er det. :(

Ninka siger selv, at det krævede hårdt arbejde, så mon ikke hendes øgede fokus på sønnens behov også havde noget at skulle have sagt?

Og snart starter han på produceruddannelse og dj skole. Ligesom han har en mentor og som 12 årig er i gang med sin musikalske uddannelse.

Øh, hvad betyder det? Er han reelt et vidunderbarn eller skal han bare starte i musikskole eller ungdomsskole, man bliver heller ikke meget klogere af deres hjemmeside. Jeg kender andre mødre der siger lignende om deres børn, og det har ikke altid lige meget bund i virkeligheden. Jeg siger ikke at drengen er idiot, han kan meget vel være dygtig, jeg tænker mest af alt på Ninkas retorik. Faktisk, hvis han virkelig er (asperger)autist, så kan musiken være en stor lettelse for ham. Jeg så engang et foredrag om autisme og musik, og det viser sig at mange af os, mig selv ikke inkluderet, har en større åbenhed og evne inden for det musikalske, så held og lykke til ham.

Tak. En diagnose er et øjebliksbillede. Spørgsmålet er hvad du bruger den til.
Det er så sandt som det er sagt, men det betyder ikke at man kan helbrede autisme. Man kan have gode dage og man kan have dårlige dage. Nogle dage er et mareridt at komme igennem fordi selv de mindste forandringer river tæppet væk under fødderne på en, andre dage kan man få grineflip over at der KUN holder hvide biler på parkeringspladsen. Man/jeg kan godt stile efter at få så mange gode dage som muligt, og nogle af de ting man kan gøre er at have fokus på mad og kost, men det helbreder ikke autisme, hvis man mangler en finger vokser den heller ikke ud igen ligegyldigt hvor mange økologiske raw daddelbarer man spiser eller hvor mange km man løber, vi er jo trods alt ikke salamandere.

Hvis du læser dette og har et autistisk barn, så slå ikke dig selv i hovedet, det er ikke din skyld bare fordi h*n har fået lov til at få pasta med ketchup. Man ved endnu ikke hvad autisme skyldes, men der er intet der tyder på, at det skyldes kosten.

Om firkantede tallerkener

Man kan ikke leve et liv helt uden ubehagelige overraskelser, men jeg har nok en anden mening om hvad der er en ubehagelig overraskelse, jeg har nok et større spektrum af ting der falder ind under betegnelsen, end så mange andre har.

Jeg lever en ret beskyttet tilværelse på et bosted/behandlingshjem, hvor pædagoger står for ting som telefonopringninger til lægen for at sikre sig at der nu også er blevet sendt den følgeseddel til apoteket så jeg kan få tilskud til mine meget dyre antidepressiver, og de skemalægger min hverdag, så at jeg ved, at jeg vasker tøj om onsdagen og bliver fulgt til fodbold om torsdagen. Det er også dem der snakker tingene igennem med mig når der sker skræmmende ting, så som når politikerne snakker reformer af førtidspensionen eller der kommer et uventet brev fra banken.

Jeg kan dog ikke helt skånes for ubehagelige overraskelser, og nogle gange er det bostedet, eller rettere pædagogerne der disker op med dem (ikke af ond vilje selvfølgelig).

Af en eller anden grund har disse ubehagelige overraskelser en tendens til at klumpe sig sammen, så jeg får en dag som for eksempel den jeg havde i går.

Dagen startede ud med at der kom en ny pædagog, det var i og for sig ikke nogen ubehagelig overraskelse, for det var blevet annonceret, problemet var bare, at der så fint stod, at han var ansat i dagtilbudet, og eftersom dagtilbudet endnu ikke er blevet konkretiseret hvad det egentlig er for noget, så stod det heller ikke klart hvad han skulle være for en. Det var meget underligt at hilse på ham, og selvom jeg ikke er kendt for at være genert, så fik jeg ikke lige sagt "nu ved jeg HVEM du er, bare ikke HVAD du er", nok mest fordi jeg på det tidspunkt ikke helt havde formuleret over for mig selv, at det var det der var problemet, jeg tænkte bare, at ham kunne jeg ikke lide (hvilket er helt ufortjent).

Frokosten blev svær. Jeg var træt i hovedet efter mødet med den nye pædagog, og så kom der en af pigernes mødre med til frokosten, og det stod ikke på tavlen. Frokostbordet blev rullet ind, og så var der blevet sat nogle nye tallerkener på, og ikke alene var det andre tallerkener end vi var vant til, de var også firkantede. Jeg blev virkelig ked af det, og selvom pædagogerne kunne give en god grund (de er mindre så man spiser mindre) så var det faktisk et stort problem for mig. Jeg kunne jo næsten ikke have alle de grøntsager jeg gerne ville have.

"Jamen, du kan jo bare tage to gange". Nej Gud fanden i fænghullet kan jeg ikke bare tage to gange når jeg ikke er blevet forberedt. Det vil jo være pisse grådigt, og grådige mennesker er fucking fede* og jeg vejer for helvede 8 kg mere end i sommers, og det har jeg det forbandet skidt med, så NEJ, jeg kan ikke BARE tage to gange.

*Jeg mener bestemt ikke at den går den anden vej og fede mennesker er grådige.

Jeg prøvede at tilpasse mit kropssprog så pædagogerne kunne se at jeg havde det skidt, men ingen reaktion, jeg gik op til mig selv, jeg kom ned og stillede et ligegyldigt spørgsmål, men ingen reaktion, jeg kom ned en anden gang og kunne slet ikke sige noget på grund af en klump i halsen, og så var der endelig en der kunne snakke med mig.

Vi talte sammen længe, men så skulle hun ned til overlap, selvfølgelig var det fint, stort smil og så ud på badeværelset og skære mig, 50 gange i venstre overarm. Barberbladet var nyt, så det skar dybere end jeg egentlig havde tiltænkt, men slet ikke så dybt at det skulle sys.

Jeg kunne slet ikke overskue, at jeg skulle til fodbold, så jeg blev hjemme, men med mega dårlig samvittighed, for jeg havde jo spist så det passede med, at jeg skulle ud og være aktiv.

Aldersforskel

Her på mit bosted bor jeg sammen med en gruppe rigtig søde piger, men de er markant yngre end mig. Ikke så meget i år som i livsfacer.

I går var der tøseaften i den ene af fællesstuerne med "Harry Potter and the chamber of secrets", og vi kommenterede lystigt undervejs, men det blev tydeligt klart, at der er en usynlig mur mellem mig og dem. De behandlede mig pænt, vi snakkede og grinede og småskændtes, men jeg kunne ikke komme med ind i deres indforståede snak og vores kommentarer til filmen bevægede sig i to forskellige retninger.

Jeg er henholdsvis 7 og 9 år ældre end dem, og det var jeg også da bøgerne kom frem. For dem var det en del af deres barndom, for mig en del af min ungdom, så jeg forholder mig nok på en anden måde kritisk til hvad jeg læser og ser, for slet ikke at tale om, at vi også havde vidt forskellige syn på hvem der er lækre og hvem vi connecter med. Så mange gange når jeg kommenterede noget, gik samtalen delvist i stå. Ikke fordi de ikke respekterede min holdning, men fordi de lige skulle have mulighed for at fordøje hvad jeg sagde.

Som selvskader er husalfen Dobby og jeg best palls, vi forstår ligesom hinanden. Vi har et regelsæt inde i hovedet om hvordan man bør opføre sig, men vores indre oprørstrang får os til gang på gang at bryde disse regler, hvilket fører til at vi bliver nødt til at skade os selv. Det drejer sig ikke om en tanke om, at uh nej, nu har vi brudt reglerne, nu må vi hellere skade os selv, det kommer mere som en helt automatisk reaktion. Vi har også et voldsomt ønske om at blive frie, om at blive accepteret på lige vilkår med troldmændene/de normale mennesker. Så Dobby er en person jeg lægger meget mærke til, og i høj grad savner i filmene, men i vores lille kreds, var jeg den eneste.

Som sagt følte jeg mig udenfor i går, men også generelt, og det burde jeg også. De andre piger er unge, og er lige flyttet hjemmefra, de skal lære sig selv at kende som selvstændige individer, de skal finde deres fodfæste, lige som jeg skulle tilbage i 2005, da jeg flyttede hjemmefra.

Jeg boede på et kollegium i Aarhus, og jeg husker hvordan vi sad længe oppe og diskuterede filosofi, og følte os enormt kloge, hvordan vi impulsivt tog i Den Gamle By eller i biografen, hvordan vi lavede fællesspisning og højlydt diskuterede mængden af fedtstof (drengene mod pigerne) og hvordan alting var nyt og spændende.

Og jeg under dem det virkeligt, men jeg husker også hvordan de ældre beboere ikke havde så meget tid til os, de havde travlt med at leve deres eget liv. Så det er nu min opgave, at finde mit fodfæste i den situation jeg står i nu, som alderspræcident i et hus der langsomt bliver fyldt med piger yngre end mig. Jeg må blive enig med mig selv i hvor meget jeg vil blande mig i det øvrige liv, om jeg vil prøve at være veninde eller mentor, eller om jeg vil trække følehornene til mig og isolere mig i min lejlighed (helst ikke det sidste, det er jeg for socialt anlagt til).

De tre piger der bor her er tre vildt forskellige men super seje personligheder, men jeg ville sådan lidt i det skjulte ønske, at der kom en lidt mere ligesom mig, men der læste de samme bøger, en der så de samme film, en der grubler over de samme spørgsmål, men hun må for alt i verden ikke være tyndere end mig, det ville jeg ikke kunne klare.

Det er ikke meningen at dette indlæg skulle være klynk, men mere et tankeeksperiment om hvilken person jeg hidtil har set mig som (one of the girlz) og hvem jeg i fremtiden ønsker at være.