En sløv eksamenslæsning

Dagen for min eksamen i Etik og Religionsfilosofi nærmer sig. Det er på dette stadie, at adrenalinen burde sætte ind og få mig til at arbejde som en gal for, som ved et lykketræf, at nå igennem pensum. Det er det, jeg synes burde ske, men der sker ikke noget. Jeg sidder hjemme hele dagen, og jeg læser, men læsningen bliver hele tiden afbrudt, fordi jeg ikke kan kancentrere mig, eller fordi jeg får overbevist mig selv om, at nu har jeg vist læst nok for i dag, eller jeg kan altid læse lidt igen senere.

I forhold til pensummets størrelse, så går det vist egentlig fint, og jeg tror nok, at jeg skal nå det hele, men fordi det ikke føles hårdt, så føles det heller ikke som om jeg gør det godt nok. Det er de færreste at teksterne jeg føler er svære, men skyldes det, at jeg faktisk forstår dem, eller er det i virkeligheden fordi jeg læser dem så overfladisk, at jeg slet ikke opdager alle de ting jeg ikke forstår?

Det kan måske virke fjollet, og det er da heller ikke noget jeg sådan går og bekymrer mig om til dagligt, men med flytningen og alt det, så er mit liv kommet til at se meget anderledes ud. Især de ting som normalt er meget rutineprægede, som fx eksamenslæsning, følger nu ikke længere de samme mønstre som jeg er vant til, således at jeg heller ikke længere har føling på hvordan det går.

Jeg er sikker på at det er sundt, at jeg ikke stresser for meget, og fysisk og følelsesmæssigt har jeg det rigtig godt. Jeg er helt med på, at det er det vigtigste, at jeg har det godt, men det er stadig lidt generende ikke at have nogen fornemmelse af hvor jeg ligger fagligt. Jeg ved ikke om jeg ligger til 2, 7 eller 10, men selvom jeg ikke kræver af mig selv at jeg skal klare det perfekt, så vil jeg da alligevel ønske at det går godt.

Det er hårdt at flytte.

• Først står man med 69 flyttekasser og en millionmilliard bøger. 
• De ting der har deres naturlige pladser i et hjem begynder at blive pakket ud.
• Man får pakket nogle kasser ud, så der bliver plads til at sætte et skab/reol/bord, hvor man så kan stille nogle flere ting.
• Kasserne er er efterhånden tømt, til gengæld har man samlet nogle bunker af ting der endnu ikke er plads til, eller som man ikke har nogen anelse om hvor skal hen.
• Nogle ting bliver lagt tilbage i kasser og sat ned i kælderen.
• Nogle kasser er endnu ikke kommet i kælderen, fordi der bliver ved med at dukke småting op som skal derned.
• Flere og flere ting bliver flyttet hen på nye pladser for at få plads til andre ting.
• Nogle gange ligner lejligheden næsten et beboeligt hjem, hvis man ser den i en helt bestemt vinkel og lyset er helt rigtigt.
• Rundt omkring ligger der stadig bunker er småting, som ikke passer ind nogen steder.

Flere punkter følger, men så langt er vi ikke kommet endnu, og for at gøre det hele lidt mere indviklet, så er jeg også begyndt at læse til eksamen. Hver aften tumler jeg i seng, udmattet efter en dag med hårdt arbejde, både fysisk og mentalt.

Nu sker det

Nu sker det. det er i den kommende uge, at jeg flytter sammen med Kæresten til et lille rækkehus med have. Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Lige nu render jeg rundt og er stresset. Det er ikke noget særligt, ikke mere end alle andre føler, når hele deres liv er pakket ned i store brune kasser, og man stadig står med 25 umage småting, som man ikke ved om man skal smide ud eller ej, og som ikke passer ned noget sted. Det er ikke mere end den helt almindelige irritation med at holde styr på NemID og borger.dk og hvor mange skemaer der skal udfyldes nu og hvor mange der kan gemmes til senere.

Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Dette billede blev taget af mig for 5 år og 30 kg siden, i en periode hvor en god dag blev defineret ved, at være en dag uden panisk rædsel, en dag hvor jeg ikke kom en tur på skadestuen for at blive syet, og en dag hvor jeg måske kun kastede op en enkelt gang. Det var en tid der var så markant anderledes end i dag.

Jeg glæder mig til den nye tid der kommer. Mest glæder jeg mig til at få alle de praktiske ting overstået, så jeg kan falde til ro og falde ind i en form for hverdagsrytme, men jeg glæder mig også til at være "os to".

Om at flytte sammen

Om under en måned flytter Kæresten og jeg sammen. Vi har fået et lille rækkehus igennem boligforeningen. Det har en lille have og ligger ikke så langt fra hvor jeg bor nu. Vi har aftalt en dato med et flyttefirme (18. maj), for teknisk set kan man godt flytte selv, men vi besluttede os alligevel for at betale os fra det. Jeg holdt stærkt på lige nettop dette, og heldigvis var Kæresten enig. Jeg ved hvor svært jeg har det med at flytte. Det handler ikke om, at jeg mangler kondition og muskelstyrke, men logistikken i det hele gør mig helt forfærdelig træt og forvirret.

Det er første gang jeg skal prøve at flytte sammen med én. Jeg har engang delt kollegielejlighed med en veninde, men det tæller ikke rigtig. Jeg håber i hvert fald, at det ikke tæller, for det var bestemt ikke nogen succes. Nej, jeg er ikke bange for hvordan det skal gå. Måske skyldes det mit lidt ligegyldige forhold til alt der ligger længere ude i fremtiden end 1-2 uger, eller også er jeg bare meget sikker på, at det er det jeg gerne vil.

Hvad jeg derimod er meget optaget af er frygten for at pakke min lejlighed ned i flyttekasser. Jeg HADER at pakke. Min fornuft siger mig, at jeg bør gå i gang i god tid og gå systematisk til værks. Alle mine instinkter og tilbøjeligheder råber derimod til mig, at det kan jeg bare udskyde til sidste øjeblik. Grrr!

Men mest af alt glæder jeg mig, heldigvis.

indbrudsneuroser

For syv år siden boede jeg med en veninde i en lille lejlighed. Vi boede i stueetagen, dækket fra vejen af lidt buske, og beliggende sådan, at dem der boede i lejlighederne på den anden side af gaden kunne holde øje med om vi var hjemme. På bare et enkelt år havde vi indbrud tre gange. Vi fik stjålet en del ting, og det var ærgerligt, men det der virkelig satte sig var følelsen af, at en fremmed havde tvunget sig adgang til éns privatsfære.

Jeg er lige flyttet, og dette er den første gang jeg er væk fra lejligheden, så jeg er mere nervøs end jeg ellers ville være. Det er syv år siden, at jeg sidst havde indbrud, men aviserne er fulde af artikler om, at der er ekstra mange indbrud i år, og det gør ikke min nervøsitet mindre. Jeg bor ikke i en højrisiko lejlighed, men min frygt har ikke at gøre med fornuft, for jeg har heller ikke rigtig noget at stjæle, men jeg er bange, fordi jeg har brug for at føle mig trug i mit eget hjem.

Jeg husker hvordan min veninde og jeg især var bange om natten, især hvis vi var alene, hvordan vi med jævne mellemrum skulle tjekke vinduer og værdigenstande, bare for at være på den sikre side, hvordan vi til sidst ikke kunne holde ud at blive boende.

Det er ikke, at jeg sådan for alvor tror, at der har været indbrud i min nye lejlighed, det er bare sådan en fornemmelse jeg har i maven. Man siger godt nok, at man skal lytte til sin mavefornemmelse, men jeg har ikke tal på hvor mange gange min mavefornemmelse har været skingrende forkert. Der var for eksempel dengang hvor jeg troede at der var sket min fadder (gudmor) noget fordi jeg ikke havde set hende et par uger, og hvor jeg lånte mine forældres bil og kørte langt ud på landet for at besøge hende, men hvor hun ikke var der, og jeg så blev endnu mere bange. Det viste sig senere, at hun bare var på ferie, og at hun havde sagt det til mig, jeg havde bare glemt det.

Når jeg kommer hjem til mig selv, vil jeg igen ikke have noget internet. Jeg har købt noget, men pga nytår ved jeg ikke lige hvornår routeren vil blive leveret.

Hjem til Aarhus

Så er jeg endelig kommet hjem til Aarhus, hvilket har været mit ønske lige siden jeg for fire år siden blev deporteret til Randers. De sagde godt nok alle sammen, at det stod mig frit at vælge, men man har ikke noget valg, hvis der ikke er noget alternativ, for der var ikke noget alternativ, og det er der stadig ikke hvorfor jeg i dag falder ind i gruppen senhjerneskader. Først var jeg lidt mistroisk, men pædagogerne virker enormt søde og kompetente, men jeg kan alligevel ikke helt slippe følelsen af at falde udenfor kategori. Da jeg sidst boede i Aarhus, vejede jeg 20 kg mindre end jeg gør i dag, men jeg kunne ikke blive henvist til center for spiseforstyrrelser, fordi jeg faldt udenfor kategori. jeg tog 6 overdoser af Panodiler på 7 måneder, men jeg kunne ikke blive henvist til center for selvmordsforebyggelse fordi jeg igen faldt udenfor kategori. Jeg fik aldrig at vide hvad falde udenfor kategori egentlig betød, så derfor er det stadig noget der skræmmer mig, for hvad nu hvis mine nye pædagoger finder ud af, at de alligevel ikke vil have mig?

Jeg flyttede i søndags, og de gik hurtigt og smertefrit, og inden der var gået to dage havde jeg pakket det hele ud på nær den der sidste halve flyttekasse, som man aldrig helt ved hvad man skal stille op med. jeg var meget utålmodig med at få sat min bogreol op, for jeg føler ikke, at et hjem er noget rigtigt hjem uden bøger. Desværre havde jeg endnu ikke fundet min værktøjskasse, så jeg endte med at måtte samle reolen med spidsen af en kartoffelskræller, hvilket fungerede ganske fortrinligt, bøgerne kom i hvert fald op og blev sorteret og alfabetiseret.

Det mærkeligste ved at flytte er ikke de nye lyde, eller de nye rutiner, men derimod den fremmede lugt. Der lugter  ikke grimt, og den tidligere lejer har heller ikke røget, der lugter bare tomt og fremmed, lidt ligesom et billigt hotel. Der er rent, men det føles ikke rent. For en gangs skyld er jeg ked af, at jeg ikke bruger parfume og kraftigt lugtende vaskemiddel, for så kunne man sprede duften i lejligheden og voila, instant hjem. Jeg prøvede at bage boller, og det hjalp fint i ca en time, og så lugtede der igen som før (men bollerne smagte nu dejligt).


Jeg kan dog ikke helt vænne mig til, at jeg har mit eget hjem nu, et rigtigt hjem. Jeg kan slæbe fyre med hjem, drikke mig fuld og gå nøgen rundt efter at jeg har været i bad uden at nogen ville løfte et øjenbryn. Reelt vil jeg ikke gøre nogen af de ting, det er jeg alt for småborgerlig til, men jeg har LOV til det. Det kan måske være lidt ærgerligt at indse, at der ikke er ret meget rock'n-roll over mig, men inderst inde genere det mig ikke, for jeg bliver helt udmattet bare ved tanken. I stedet for at gå i byen, bliver mine aftener brugt på sofaen med en god bog og et tæppe, hvorefter jeg går tidligt i seng, for det kan jeg jo lige så godt, når nu kapitlet alligevel er færdigt, ake ja.

Flyttedag

Sig nærmer tiden da jeg må bort, og det er underligt, jeg har sagt farvel til 17 pædagoger og en hund. Mentalt er jeg allerede flyttet for flere dage siden, men det er bare som om at alle mine ting ikke helt har fattet det, de har nemlig ikke flyttet sig, de står der i deres flyttekasser og indkøbsposer og ler hånligt af mig. "Haha" siger de, "der er stadig meget arbejde at gøre".

I fredags var jeg nede og hente nøglen med en pædagog. Af bureaukratiske grunde kom jeg med toget og hun kom i bil, men jeg havde været smart at tage cyklen med i toget, så jeg 1) kunne cykle fra stationen, og 2) slap for at have den med i flyttebilen. Det var mega smart, lige ind til jeg satte mig op på den. Det siges, at man aldrig glemmer hvordan man cykler, men når man ikke rigtigt har cyklet i 4 år, så er det denondelynemig rædselsvækkende at starte ud med bykørsel i en by med vejarbejde. Det tog mig kun 25 min at komme hjem til mit nye hjem, men det kunne lige så godt have taget en evighed. Sveden haglede af min ryg og mine øre og fingre gjorde ondt af kulde. Men både jeg og pædagogen kom det frem, men beskeden om at vi ville komme var bare ikke lige net frem til varmemestren. Det var kun et tilfælde at vi lige mødte ham. Det kunne ellers være smart, hvis jeg stod med min far og en flyttemand søndag men ikke kunne komme ind.

I går kom min mor så og hjalp mig med at pakke. Det er ikke fordi jeg er doven, og det er heller ikke fordi jeg som sådan ikke kan finde ud af at pakke, det er bare det, at jeg så nemt mister overblikket. Da min mor kom havde jeg pakket 16 poser med bøger og en kasse med lidt af hvert. Det var pakket meget fint, men til gengæld havde det taget mig en uge, og skabe og reoler var stadig fyldt med ting. Så gik min mor ellers i gang. Jeg sværger, at hvis ikke min mor havde brugt 80'erne på at uddanne sig og få børn, så ville hun kunne være blevet Danmarksmester i tetris. Kun få er så dygtige til at få så meget ned i en flyttekasse, og hvor man stadig kan bære den bagefter. Jeg stod henne ved en anden reol og pakkede. Jeg kunne se på min teknik, at mit mentale overskud var langt højere en sidst jeg skulle flytte, for jeg var ikke selv helt uden evner. Det gik dog en anelse langsommere.

Hurtigt begyndte jeg dog og blive træt, og mit arbejde blev mere og mere sjusket. Jeg tænkte ikke over, at jo mere sjusket, jo flere flyttekasser ville det fylde, men jeg tænkte, at bare min mor ikke kommer herind og ser det her, for så vil hun helt sikkert bede mig starte forfra, hvilket hun helt sikkert ikke ville. Til sidst måtte jeg lige tage fem minutters pause, men da jeg først havde sat mig ned, kom jeg ikke i gang med arbejdet igen. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg, men min mor bad mig bare bare om at sætte mig ned med en bog. Jeg var da nok en lille smule skamfuld over at sidde der mens min mor gjorde resten af arbejdet, men jeg genlæste Caitlin Morans "Kunsten at være kvinde" som bare er hyle skæg og meget sjovere end at pakke flyttekasser.

I dag flytter jeg så, om fem timer mere nøjagtigt, men hvad i alverden skal jeg få fem timer til at gå med? Jeg har allerede været nede på tanken sammen med alle de fulde julefrokostmennesker for at købe cola, jeg har skrevet emails og jeg har været ved at knalde hovedet ind i døren efter at være snublet over en flyttekasse. I min nye lejlighed vil der til at starte med ikke være noget internet, så I hører ikke lige til mig igen før på lørdag.

Den kompetente psykiater

Medierne er altid fulde af historier om psykiatere der ikke gør deres, og jeg har også selv skrevet en HER, men de er langt fra alle sådan. En gang om året skal ens medicin evalueres af en psykiater, men det er ikke et møde man automatisk bliver indkaldt til, så det kostede pædagogerne en del besvær at skaffe mig en tid. Jeg var selv temmelig modvillig, for jeg syntes, at jeg i forvejen havde rigeligt at forholde mig til før flytningen, men det var bare fordi jeg havde glemt hvor fantastisk min psykiater er.

Jeg troede, at det bare lige ville blive et kort møde, men det endte med at tage 1½ time. For det første er det med at skifte apotek midt i et tilskudsår ikke så ligetil når man er på kronikerbevilling og har en afbetalingsordning med apoteket, for det andet ville hun meget gerne høre hvordan det var gået siden sidst og hvad planerne er fremover. Hun er psykiater i distriktspsykiatrien, så hun må se hundredvis af patienter, og det er altså et år siden jeg så hende sidst, men hun kunne huske forbløffende meget om mig. Noget kunne hun naturligvis se ud fra min journal, men min skæve form for humor kunne hun også huske.

Det var et meget fornøjeligt møde, at jeg følte mig slet ikke udkørt bagefter. Min psykiater emmer af kompetence, og det er betryggende at vide, for hvor ville vores psykiatriske system være, hvis alle psykiatere virkelig var som dem man ser i medierne? Jeg ved bedre end mange, at vores psykiatriske system har sine problemer. Det er ikke bare et spørgsmål om at der skal pumpes flere penge ind i systemet, det handler om at systemet måske helt skal ændres, men forleden da man i folketinget diskuterede at sidestille psykisk sygdomme med de somatiske (fysiske) da endte man blot med at diskutere hvem der skulle have æren, og vis skyld det var, at det ikke var sket før, og det hjælper måske for politikernes selvforståelse, men ikke på ret meget mere.

Om at sige farvel

Nu har jeg boet her på bostedet i snart 2 år. Her har jeg grædt og leet, og her har jeg gradvist fået det bedre, indtil jeg nu er klar til at flytte i egen bolig. Pædagogerne er i den tid kommet helt ind under huden på mig. Nogle gange har de været dumme, men det meste af tiden har de været der for mig, og de er ikke bare pædagoger, de er mine mødre, mine venner, min skrifteboks og mine sekretærer, og derfor er det så underligt, at jeg nu skal sige farvel, for i virkeligheden er de ikke alle de ting, vi lod bare som om.

Det er ikke fordi følelserne imellem os var fake, de er skam rigtige nok, men systemet fungerer sådan, at når det er slut, så er det helt slut, for ligegyldigt hvor tæt vi har været de sidste to år, så stopper vores forhold den dag jeg flytter herfra. Vi kan måske sige, at det ikke er farvel, men derimod på gensyn, men det er en løgn. Det er ikke bare fordi det er noget der står i reglerne, det er sådan vi fungerer som mennesker, et nyt kapitel starter i vores liv, og vi bevæger os videre og væk.

Det er enormt hårdt at sige farvel til alle de mennesker, for jeg holder jo af dem, og de holder af mig. Vores farvel bærer dog præg af, at jeg er klar til at sige farvel. Nogle gange bliver man jo nødt til at sige farvel fordi ens betalingskommune henter én hjem eller fordi et bosted lukker eller hvad der nu kan ske. Når man er klar til at sige farvel, bliver det hele lidt mindre sørgeligt, men lidt sørgeligt er det stadig, okay, måske lidt mere end lidt sørgeligt.

Der er 1½ uge til at jeg flytter, og jeg har noteret i min kalender, hvornår jeg skal sige farvel til alle 18 pædagoger. Den første sagde jeg farvel til i søndags. At sige farvel gør på en eller anden måde flytningen mere konkret. Det er faktisk nu at det sker.

Flyttestres

Jeg føler mig lidt midaldrende, når jeg i en sådan grad glæder mig til at flytte ud i et meget forstadsagtigt forstadskvarter, men pyt, for det er MIN lejlighed.

Min mor sagde engang, at alle mennesker hader at flytte, så jeg føler mig ikke skør, bare stresset. Om aftenen, når jeg prøver at sove, sidder mit hjerte helt oppe i halsen på mig og hamrer løs, så jeg er nødt til at tage noget beroligende for at kunne falde i søvn.

Jeg bliver bombarderet med praktiske spørgsmål hver dag. Depositum? Flyttemænd? Indflytningsdato? Har du nu husket? Hvad nu hvis? Hvad kunne DU godt tænke dig? Nye kontaktpædagoger? Penge? Møbler? Er du ikke bare glad? Jeg ved, at det er vigtige spørgsmål, men jeg føler mig overvældet, jeg føler mig kvalt, og jeg har lyst til at tage hænderne op for ørerne og skrige "STOP". det går alt for hurtigt, men det skal gå hurtigt, for der er kun nogle uger til. Og jeg glæder mig faktisk, men det kan nogle gange godt være lidt svært at mærke. Jeg tror, at jeg bliver glad, når det engang er overstået.

Ved siden af flyttestres, må jeg så stadig kæmpe med latin, både med at lave det, men også med at komme af sted til undervisningen. Min underviser er meget forstående, men jeg føler nogle gange, at jeg udnytter hans velvilje. Det er en ufed fornemmelse at komme uforberedt til undervisningen, det er enormt hårdt at forberede sig, og det er stressende at udeblive fra undervisningen, så jeg står lidt i en situation, hvor jeg aldrig helt kan vinde. Hvorfor gør jeg det så? Jeg er jo pensionist, så jeg er i min gode ret til at sidde foran fjerneren og ryge smøgger hele dagen. Det er fordi, engang imellem bliver jeg hørt i en indviklet sætning, og nogle gange viser det sig, at jeg har lavet den rigtigt, og så letter mit hjerte og flyver med duer i flok hen over byens tage, og jeg er ikke længere bare en lille nørd bag skolepulten, jeg er King Kong på kokain.

Jeg håber, at det hele bliver mindre stressende, når jeg ER flyttet, så jeg ikke har det at tænke på, og så jeg bor så meget tættere på, at jeg bare kan springe på cyklen for at nå til time.

Flytteplaner

Nogle gange går ens liv i kvantespring. Det føles kun som i går, at jeg lå på en hospitalsseng, helt slået ud af beroligende piller, og en socialrådgiver stod over mig og sagde at det var blevet besluttet, at jeg skulle flytte på institution. På almindeligt dansk betød det, at jeg var blevet erklæret uegnet til at tage vare på mig selv.

Men det var ikke i går, det var over fire år siden. Det tog vel du halv til et helt år at få en plads, og jeg har boet to forskellige steder.

Det er hårdt for ens selvfølelse at bo på institution (også kaldet bosteder), også selvom man som jeg er heldig at komme til at arbejde med pædagoger i topklassen. Man er ikke et helt menneske, for alt i ens liv er reguleret og regelmenteret. For de enkelte pædagoger er jeg mig, Linda, men generelt er jeg bare en sagsagt.

Officielt kaldes sådan en som mig Borgere, hvilket jeg finder enormt ydmygende, for jeg er borger i Danmark på lige fod med alle andre. Jeg har ikke brug for et ekstra stempel der skal fortælle andre at de skal respektere mig som sådan, for det antyder nemlig, at man ikke i virkeligheden respekterer mig. Jeg finder det patroniserende.

Nu kommer tingene dog til at ændre sig. I torsdags var jeg i Aarhus for at se på en lejlighed. En rigtig lejlighed, min egen lejlighed. Jeg har søgt lejlighed gennem akutbolig, så jeg har ikke meget at skulle have sagt i valget af beliggenhed og lignende, men til gengæld går det hurtigt med at finde et sted. Stedet jeg var ude og se var dog virkelig godt, og jeg forelskede mig straks i det.

Når nu jeg så skal flytte, så vil jeg ikke længere have pædagogerne tæt inde på livet, men Aarhus kommune har godkendt, at jeg får ti timers bostøtte om ugen og to timers psykolog om måneden. Det hele kommer til at gå stærkt, jeg overtager lejligheden allerede den 1. december, heldigvis har jeg ikke tre måneders opsigelse der hvor jeg bor nu. Jeg er glad for at kunne flytte i december, for så har jeg hele januar til at vænne mig til de nye omgivelser, før jeg starter på uni igen til endnu et semesters latin.

Jeg skulle se det kl to, hvilket var surt ud fra min noget forskruede døgnrytme. På grund af regler og reguleringer kunne jeg ikke køre med den pædagog der skulle med mig, så hun kørte i bil og jeg tog toget. Jeg er vant til den slags tåbelige regler, men pædagogen undskyldte så mange gange, at det kom til at lyde som en anklage. Jeg ville nu gerne have kørt med, hvis det var, ikke så meget for at slippe for at tage toget, men jeg ville gerne have haft mulighed for at snakke oplevelsen igennem

Lyver de for mig

Vinderen af min bogkonkurrence er Trine Nielsen så rigtig mange gange tillykke med det, jeg håber at du vil elske den lige så meget som jeg gjorde :)

I tirsdags havde jeg besøg af min socialrådgiver som ville tale flytning, og det blev et rigtig godt møde. Et af mine ønsker er, at jeg vil kunne blive ved med at gå hos min psykolog, jeg ved fra forskellige steder og fra andre menneskers erfaringer, at Aarhus kommune er svære at danse med, og at jeg ikke skal få mine håb op, alligevel insisterer pædagogerne på at være 'positivt stemt' og 'selvfølgelig skal det nok gå'. den slags driver mig til vanvid. Jeg ved at det er sødt ment, og at de gerne vil skåne mig for bekymringer, men i sidste ende er det mig der står med lorten hvis jeg får et afslag.

Til mødet sagde min socialrådgiver, at hun var enig i at det var nødvendigt med den psykolog, hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle få det igennem. Der var nogle ting hun kunne prøve, men hun var ret usikker. Jamen det gik jo godt sagde min kontaktperson og jeg så på hende som havde vi ikke lige siddet til det samme møde. "Hun sagde at det nok skal gå", men nej det sagde hun ikke, hun sagde, at det var nødvendigt, at det lod sig gøre, men det er ikke det samme som at det rent faktisk er ladsiggørligt.

Jeg hader at blive løget for. Jeg ved godt, at andre ikke ser det som en løgn, de er jo bare optimistiske, men JEG ser set som en løgn. Jeg ønsker ikke, at de skal sige at alt er skod og at ingenting nogensinde vil gå godt. Jeg ønsker ikke engang, at andre nødvendigvis har de samme holdninger som mig. Jeg ønsker at der er åbenhed for debat, at jeg kan få lov til at snakke om mine bekymringer uden at blive affejet med et "det skal nok gå godt alt sammen".

Jeg ved at jeg modsiger mig selv her. De har selvfølgelig lov til at tro, at det nok skal gå. Det der går mig på er er at de ikke lytter ordentligt til mine argumenter. Tæller mine argumenter mere end pædagogernes? På emner der omhandler MIT liv så ja, for ja, jeg er handicappet, men det er stadigvæk mit liv og ikke deres, jeg værdsætter deres råd og vejledning og hjælp, men det er mit liv, mine valg, og det er mig der må leve med konsekvenserne.

Jeg tror faktisk på at det hele nok skal gå i sidste ende, men jeg kender Systemet godt nok til at vide, at det ikke bliver let, og jeg har brug for anerkendelse til at kunne tage kampen op. Jeg har ikke noget imod at kæmpe, jeg mener endda at det er sundt at kæmpe, for så værdsætter man resultatet desto mere, men lad os kalde en spade for en spade og en kamp for en kamp, og så kan vi tage det som det kommer derfra. Jeg holder meget af min kontaktperson, jeg holder meget af alle pædagogerne, men jeg har brug for at kunne stole på dem i alle henseender.

Om at komme ud med det

Jeg læser på universitetet med nogle virkelig skønne mennesker. Vi har læst sammen i et år, men jeg har egentlig ikke snakket ret meget om min sygdom, og det har været helt bevidst, ikke fordi de ikke må høre min historie, men fordi det var mit første rigtige møde med den virkelige verden, og jeg ønskede at være mere og bedre end bare hende den syge. Desuden har jeg vænnet mig så meget til at fortælle min historie i sygdomsregi, til pædagoger, psykologer og andre syge, som jo er vant til den slags, at jeg lidt har mistet fornemmelsen for hvor slemt det må lyde for udenforstående, og jeg har ikke lyst til at virke for overvældende, for i mine halvgamle øjne er de jo så forfærdelig unge.

I går havde jeg en kaffeaftale med den ene af dem. Vi skulle alle fire have været der, det blev for svært at finde et tidspunkt hvor vi alle kunne, så det var altså kun os to, hvilket jeg var glad for, ikke fordi jeg ikke gad se de andre, for det ville jeg meget gerne, men fordi det er lettere for mig at sidde en til en end i en gruppe.

Jeg havde delvist taget beslutningen, at jeg ville prøve at fortælle min historie. I løbet af det sidste år har jeg jo flere gange henvist til min historie, sådan som man nu engang gør, når man bare sidder og snakker, for vi har jo alle en historie, så de må jo have en eller anden idé om, at der er sket voldsomme ting for mig, men jeg tror, at det kan være svært at forestille sig psykiatrien, hvis man ikke har oplevet den, og hvad man ikke kan forestille sig må enten virke ligegyldige eller skræmmende, sådan er det i hvert fald for mig.

Efter et år kender de mig også lidt, de ved at jeg er sød og sjov (og nørdet), og jeg frygter ikke længer at blive stemplet, for jeg kender også dem lidt, og jeg ved, at det ville de ikke kunne finde på. Så jeg fortalte hende noget mere af min historie. Og hun reagerede præcis sådan, som jeg gerne ville have hende til at reagere, medfølende, men stadigvæk udenforstående, for jeg har rigelig med folk der er eksperter i psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, jeg har brug for folk der er eksperter i at være 'normale', for fremover er det på den normale scene jeg skal begå mig.

Hun spurgte om jeg ikke er bange for, om jeg nu virkelig er klar til at flytte hjemmefra. Endnu er det så langt ude i fremtiden, at jeg ikke tænker vildt meget over det, men selvfølgelig er jeg det. Jeg er rædselsslagen for at få et tilbagefald, eller for ikke at kunne få den rigtige hjælp. Mest tror jeg dog bare, at det er frygten for forandring, for det er altid skræmmende at starte en ny epoke i sit liv, det ved jeg, for det er tredje gang i mit liv at jeg flytter hjemmefra. Første gang flyttede jeg fra mine forældre til Aarhus for at studere, anden gang flyttede jeg fra nærmest konstante indlæggelser på psyk til min egen lejlighed og meget alenetid på et bosted i Randers, og så nu her hvor jeg skal ud og have mit eget sted, mit helt eget.

Så jo, jeg er skræmt, men jeg har et indre behov for hele tiden at bevæge mig fremad, jeg har et behov for hele tiden at være det det bedste jeg kan være. Er der fare for at jeg presser mig selv for langt? Ja, absolut, men der er også fare for, at jeg går i stå hvis jeg bliver hvor jeg er. 

Jeg vil lige slutte af med en historie der forbløffede og forargede min klassekammerat. Jeg havde engang været indlagt på psykiatrisk skadestue, men der var ikke plads til at jeg kunne komme på en afdeling. Jeg skulle udskrives uden lægesamtale for der var ikke nogen der havde tid, men en rigtig sød sygeplejerske ville alligevel lige tale med mig om, hvad der skulle ske når jeg kom hjem. Jeg ved ikke om det var fordi vi kendte hinanden lidt eller godt kunne blive lidt fjollede, eller om hun mente det seriøst, men jeg blev i hvert fald udskrevet, hvis jeg lovede at gå hjem og bage pandekager. Jeg endte med ikke at bage pandekager, men vores snak hjalp alligevel lidt, for jeg ønskede så brændende ikke at skuffe hende.

når man bliver kvalt af lutter omsorg

Da jeg for tre år siden startede til psykolog, da sagde hun, at det var hendes mål, at jeg skulle komme til at kede mig voldsomt til vores møder, for når jeg gjorde det, så vidste hun, at hun havde givet mig hvad hun kunne, og at det var tid for mig at komme videre i mit liv.

Jeg er ikke blevet træt af min psykolog, men på mit bosted er jeg kommet til det punkt, hvor jeg føler mig kvalt i omsorg. Først var jeg bange for følelsen, for jeg følte, at jeg svigtede pædagogerne som bare prøver at gøre det så godt for mig som muligt, men jeg er kommet til at indse, at det i virkeligheden er en stor ros, for det betyder at de har gjort deres job, at jeg er kommet ud på den anden side og er klar til en mere normal tilværelse, jeg er ved at være klar til at flytte videre i systemet.

Ind til nu har der været to skelsættende flytninger i mit liv, da jeg flyttede hjemmefra og da jeg flyttede i min egen lejlighed på et bosted. Ingen af gangene var jeg særlig godt forberedt, men det vil jeg gerne være denne gang, så jeg vil bruge min sommerferie på at lægge budget og lægge planer, men det der er den største udfordring, og som skræmmer mig mest er, at jeg skal vænne mig til eller måske ligefrem lære fra bunden at omgås mad på en personlig og hensigtsmæssig måde.

Dengang jeg flyttede i egen lejlighed (på bosted) kom jeg direkte fra en 8 mdr lang indlæggelse på psykiatrisk, og pludselig skulle jeg klare mig helt selv med fire timers menneskelig kontakt om ugen. Jeg sad i en by som jeg ikke havde lyst til at bo i, jeg havde et liv, som jeg ikke ønskede at leve, og det reagerede jeg på på den eneste måde jeg kendte og følte mig tryg ved, jeg skar og kastede op og jeg græd i stride strømme. Angsten var ikke noget der kom i anfald, det var noget der var der konstant i dage, uger og måneder.

Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at der pludselig skal være andet end cola og saft i mit køleskab. Hvad nu hvis jeg går på rov? Hvad nu hvis jeg slet ikke er så klar som jeg tror? Hvad hvis alt står og falder på det med maden? Hvad hvis jeg endnu ikke er "værdig" til et normalt liv?

Okay, helt normalt vil det ikke blive (hvis det da overhovedet bliver til noget), for jeg vil stadig have brug for massiv støtte, måske endda hver dag, men det vil om muligt blive tættere på Aarhus, hvilket vil give mig mulighed for et mere normalt studieliv med mine medstuderende og mine veninder, hvilket jeg savner en del. Jeg tænker også, hvor meget tid der vil blive til rådighed, hvis jeg ikke længere skal bruge så lang tid på transport, for det er jo ikke kun fordi transporten tager lang tid, tiderne passer heller ikke altid lige godt, så tit må man komme 25 min for tidligt for ikke at komme 5 min for sent fordi toget kun går hver halve time.

Der er dog én ting der især vil blive en udfordring. Pga den måde jeg bor på, så har jeg flere penge til rådighed, end jeg så i fremtiden vil have. Det er derfor, at det er vigtigt at få lagt et ordentligt budget i ferien, så jeg kan vænne mig til hvad jeg så i fremtiden vil have af rådighedsbeløb.

Om at have en opsparing

Jeg fik lidt penge tilbage i skat her tidligere på året, og jeg var lidt i vildrede med, om jeg skulle bruge dem eller sætte dem ind på min opsparing. Stort set alle rådede mig til bare at bruge dem "for det havde jeg fortjent", Jeg satte dog nogle af dem ind på min opsparing, og det er jeg glad for i dag.

Jeg har tidligere boet i Randers i en lejlighed der hørte under Boligforeningen af 1940, som jeg ikke har haft andet end problemer med. Jeg flyttede for snart 1½ år siden, og så pludselig finder de ud af, at jeg skylder dem næsten 5000,- Først var jeg tilbage i mine bankpapirer for at være sikker på at de ikke snyder mig, for det var noget med at chefen neglede nogle af foreningens penge til sig selv. Desværre er det ikke helt umuligt. Beløbet er godt nok lidt højt, men det var virkelig også en dyr lejlighed. Tak skaberen, at jeg nu er flyttet derfra.

Nå, det er et surt beløb at skulle af med, men i det mindste har jeg pengene på grund af min opsparing og hvad der nu er tilbage af den.

"Jeg elsker dig"

Det er oktober, vejret er gråt, og i går købte jeg en kæmpe stor efterårsbuket, hvor jeg som sædvanligt klippede for meget af stilken, så det ser dumt ud i vasen, men hvad skidt, det er alligevel kun mig selv der skal kigge på den. Stearinlysene er også blevet tændt, jeg er ellers ikke så meget til den slags, men min gamle lejlighed var så forbandet kold, at jeg nærmest var tvunget til det. Fire stearinlys på en tinbakke varmer ikke synderligt i et rum med 3.5 m til loftet, men de gav noget mental varme, og nu hvor jeg er flyttet, synes jeg egentlig, at det er meget hyggeligt. Jeg er dog på det kraftigste imod nogensinde at få mere end de fire. Jeg elsker efteråret, jeg elsker at vejret bliver koldere, jeg elsker at jeg snart kan få mine uldne sweatere på, og jeg elsker at se hvordan træerne falmer.

I går var 1. oktober, og mit humør var egentlig okay, jeg gad bare ikke rigtigt i skole. Det er universitetet, så jeg kunne bare være blevet hjemme, hvis det virkelig var det jeg havde lyst til, men jeg syntes ikke lige, at jeg havde en ordentlig grund, jeg følte mig jo ikke engang syg, jeg gad bare ikke rigtigt. Jeg fik mig dog moslet ud af døren og af sted.

Det var godt at jeg kom af sted, for det blev en rigtig hyggelig dag, ikke kun i timen, hvor min hebraisk lærer virkelig var i sit es, og vi grinede så tårerne trillede ned af kinderne, men også før, da vi sad en flok ved et af bordene i kantinen og gjorde os klar. Jeg har været meget genert og forsagt her i den første tid, men jeg er begyndt at finde mig selv igen, og i går begyndte jeg for første gang for alvor at deltage i diskussionen. Det var enormt hyggeligt. Nu har jeg de første par uger vist, at jeg er mere end bare hende den syge, men nu ved de alle sammen, eller i hvert fald alle dem jeg omgås, at jeg også er en seriøs studerende, så nu syntes jeg, at jeg også kunne begynde at tale om min syge side, for den syge side er stadig en stor del af mig, og det ville for det først være at leve på en løgn, hvis jeg fornægtede den side af mig selv, og for det andet kunne tavshed tabuisere emnet, for de kan jo se, at jeg har det skidt, de kan jo se mine arme, og selvom det ikke er alle der ved så meget om selvskade, så kan de jo se, at jeg jævnligt kommer i skole med nye forbindinger.

Jeg snakkede meget med hende der har en asperger bror, for hun har en lidt større forståelse for, at det med smileys kan være svært. Mange tror at jeg er hoven fordi jeg ikke bruger smileys, og det er jeg måske også lidt, men mest af alt skyldes det, at jeg ikke helt forstår deres mening. :) og :( er ret ligetil, men så kommer ;) som også er okay, det er når man laver sjov, men :P er jeg blevet fanget af mange gange, for jeg ser den lidt som ;) mens mange andre ser lidt mere negativt på den. Derfra bliver det bare sværere og sværere, og når alt kommer til alt, så er det i sidste ende bare lettere at lade være og så bare tage de kampe der måtte komme.

Da jeg kom hen til bordet var der ikke lige plads, men kun én gjorde mine til at flytte sine ting, en dreng som jeg kun har hilst på en enkelt gang (han er på hold 3 og jeg på hold 2). Jeg snakker tit om "sidste gang jeg tog faget", men jeg PRØVER på at nedtone, at det jo faktisk betyder at jeg kan det hele i forvejen, for ingen kan lide en Vigtigper, men jeg er notorisk til ikke at kunne holde min kæft, så det kommer jo selvfølgelig også frem med jævne mellemrum. Når så det er fremme, så forpligter det også, og når nu drengen var så sød at gøre plads, så hjalp jeg ham også lidt med nogle af bøjningerne.
"Hvilken form vil du bruge der?"
"En qatal?"
"Nej, nok nærmere en infinitiv constructus. Hvordan vil du danne sådan én?"
"???"
"Hvordan vil de danne en imperativ?"
"er det ikke et i der?"
"Det kommer an på køn og tal. Den vil du danne ved at tage en jiqtol og fjerne præfixet, så har de q(e)tol tilbage, og så overfører de vokalerne til dit verbum barak (velsigne), så har du b(e)rok. En imprerativ og en infinitiv constructus har formsammenfald, så nu har du dit verbum".
Intet at dette giver nogen mening for andre men pyt med det, I forstår vel, at jeg hjalp ham på en pæn måde, uden at presse ham, og uden bare at give ham svaret, og forhåbentlig lærte han noget, og måske smittede noget af min entusiasme af på ham, så han kan få indblik i min verden, hvor hebraisk er det fedeste fag i hele den vide verden. Pigen fra før kan godt se det, og vi talte begejstret sammen om det og om vores lærer, og det gik til sidst op for mig, at vi snakkede om det, som om det var en sød lille kattekilling vi snakkede om.
"JEG ELSKER DIG, og det siger ellers ikke så lidt" udbrød han da han/vi var færdige med dagen lektie. Han er en sød lille dreng (i begyndelsen af 20'erne) med rødt hår og fregner, så det var sødt sagt og jeg blev varm om hjertet på sådan en lidt patriarkalsk/protektionistisk måde. Hvis jeg havde kendt dem alle sammen lidt bedre havde jeg nok ladet som om jeg ville kysse ham, eller stukket hånden frem så han kunne kysse den, men det gør jeg ikke, så jeg fortalte bare at jeg tager imod bestikkelse.
"Gør du?" sagde han forhåbningsfuld.
Ja, det gør jeg. Jeg gør næsten hvad som helst for en Pepsi max. Okay, jeg gør nærmest hvad som helst uden at få noget for det, jeg er nemlig vild på det punkt, men det behøves de jo ikke alle sammen at vide endnu, ikke fordi de ikke må vide det, men jeg vil gerne lige have lidt cola ud af dem først.

Pepsi har forresten fået nyt design (billeder ikke tilgængelige), og det irriterer mig voldsomt af flere forskellige grunde. 1) jeg er ikke nogen stor fan af ændringer, 2) hele flasken er dækket af plastic, så man ikke kan se hvor meget eller lidt der er tilbage, 3) denne plastic sidder desuden løst, så man ikke kan få ordentligt fat når man åbner og lukker, 4) men det værste er, at den kommer kommer til at ligne sodaalkohol. En dag da jeg skulle på universitetet var jeg træt og skulle lige have en ekstra cola mens jeg ventede på toget (jeg drikker cola i stedet for kaffe om morgenen, i stedet drikker jeg sjældent senere på dagen). Jeg var inde i en lille kiosk der ligger dernede, og de havde kun special edition. Jeg sad på en bænk kun 50 m fra den bænk hvor sutterne sidder med deres øl, og jeg var pinligt bevidst om hvad min flaske lignede, så kære Pepsi, værd venlige at ændre flasken tilbage til den gode gamle.

Om en manglende psykiater

Hvorfor ser du ikke en psykiater? Det spørgsmål stillede min læge mig i går, da jeg egentlig kom for at få undersøgt min løbeskade. Hen kunne ikke hjælpe mig med skaden, den må jeg bare lige så stille træne op, men han blev virkelig harm, da han fandt ud af, at psykiatrien har syltet min sag i otte måneder (jeg kom til at sige ni til ham, og nu har jeg en lille smule ondt i maven fordi jeg løj). Jeg kunne ikke rigtigt fortælle ham noget om det, ud over, at min tidligere psykiater sendte en henvisning da jeg flyttede, men at jeg ikke havde hørt noget.  Han blev forvirret, for han kunne da se, at jeg havde nogle papirer fra psyk siden da, men jeg måtte fortælle, at det var fra da jeg for et par måneder siden måtte tilbringe en nat på den psykiatriske modtagelse. Havde jeg da ikke hørt fra psykiatrien siden? Havde jeg virkelig ikke hørt noget? Nej, ikke et ord.

Lige da jeg flyttede ind var jeg utålmodig efter at høre fra dem, ikke fordi jeg dengang havde noget særligt jeg ville snakke med dem om, men bare fordi. Pædagogerne sagde dog, at det kunne godt tage sin tid, og så har jeg faktisk ikke tænkt synderligt meget over det siden. Jeg har dog nogle ting jeg gerne ville snakke med dem om nu. For det første har jeg nogle symptomer der muligvis er bivirkninger, muligvis noget andet, men mest af alt er jeg ikke dikker på min dosis af Concerta (for min ADD). Concerta er ikke på samme måde som Ritalin noget der kun virker lige nu og her, men nu da jeg går på universitetet flere eftermiddage om ugen, og skal læse lektier bagefter, så ville det være en fordel ikke at have en koncentrationsevne som en guldfisk.

Den type medicin kan min læge ikke hjælpe mig med. Der er faktisk mange af mine problematikker han ikke kan hjælpe mig med. Det er ikke fordi han ikke er dygtig til sit arbejde, det er mere det, at de falder ind under et andet kompetenceområde. Min læge er en flink midaldrende mand, måske en lille smule forvirret og vi snakker tit forbi hinanden (jeg er til lagen mere end gennemsnittet), men han ønsker virkelig, at jeg får hjælp, så han blev temmelig vred, da han fandt ud af, at jeg ikke får det. Ældre læger slår tit lidt hårdere i tasterne når de skriver journal end deres yngre kolleger, men i går fik tasterne en ordentlig omgang, så vred var han. Jeg blev lidt smigret over, at han blev så vred på mine vegne.

Vi fik næsten ikke snakket om den skade jeg kom med, for den fandt han ikke særlig alvorlig (tror jeg nok), eller også blev han bare distraheret af alt det andet, hvem ved. Han siger, at jeg bare kan begynde at løbe igen, men jeg tror  nu nok lige at jeg venter og ser, hvad min løbetræner/pædagog siger.

Om en fængelsfornemmelse

Det bosted hvor jeg bor er et godt sted, pædagogerne er søde og yderst kompetente, og det er blevet skabt nogle beskyttende rammer hvor unge mennesker med aspergers syndrom kan lære at stå på egne ben. Men jeg har jo lært at stå på egne ben, jeg ved godt hvordan man støvsuger, vasker tøj og betaler regninger.

Dette er ikke bare et bosted, det er også et behandlingshjem, så der er meget mere kontrol over hvad vi går og foretager os, end jeg sådan lige er vant til. Vil skal sige når vi går, kommer tilbage, og hvor vi går hen, vi skal spise sammen, hvad der bliver serveret og hvor meget det er passende at spise, og så vil de egentlig også gerne vide hvad vi går og laver i løbet af dagen, og vi må MEGET gerne deltage i det dagtilbud der er. Vi er en stor 'lykkelig' familie.

Det er et godt tilbud, og jeg er sikker på, at det er det der skal til for at hjælpe os, men nogle dage, som for eksempel i går, for jeg bare nok af det hele og føler at de prøver at kontrollere min mindste bevægelse.

Jeg vil have lov til at gå ud og handle uden at pædagogerne får at vide om jeg går i Fakta eller Føtex eller noget så grænseoverskridende som Rema der ligger lidt længere væk. Jeg vil have lov til at stå i mit eget køkken og lave min egen mad og sidde ved mit eget bord og spise det, jeg vil have lov til at begå mine egne dumheder, også selvom det betyder at stå med hovedet i toilettet eller have blod ud over hele håndvasken. Bare en gang imellem. Er det for meget forlangt når man er i slutningen af 20'erne?

I går fik jeg som sagt nok, så om formiddagen, tog jeg ind til byen og gik shop amok UDEN at fortælle pædagogerne hvad jeg ville have og hvad jeg endte med at købe, og jeg sagde, at jeg ikke kom hjem til frokost, jeg ville købe noget og spise det helt alene. Det var ikke nogen vildt ophidsende tur, men det var rart bare at være mig, alene, for mig selv, uden nogen til at ånde mig i nakken.

Men måske var det for meget for mig, for om aftenen brød jeg bare helt sammen og sad og tudede og tudede og kunne slet ikke få nok af pædagogernes opmærksomhed, og så var det jo godt, at jeg bor et sted som her, for jeg fik en skulder at græde ud ved, og en person at tale med, og en der sad og spiste sammen med mig, så jeg kunne holde det hele ud.

Dette er et behandlingshjem, men jeg har endnu ikke helt accepteret at jeg har brug for behandling. Jeg vil da gerne holde op med at kaste op, hvis jeg da samtidig kan holde den slanke linie. Jeg vil da gerne holde op med at blive så følelsesmæssigt berørt, at jeg har behov for at skade mig selv. men jeg vil ikke gøre det arbejde det kræver, eller jo, det vil jeg måske nok, men først når jeg lærer at indse, at det faktisk kræver dedikeret arbejde og ikke bare et trylleslag.

Jag mangler at acceptere, at det at være i intensiv behandling ikke er det samme som at miste sin værdighed..

Altid en undskyldning

Det er som om jeg altid har en undskyldning for ikke at gå i kirke. Jeg vil så gerne, men jeg kan ikke få mig selv ud af døren, det er som om jeg er groet fast i sofaen, men ikke på den der ah hvor sidder jeg bare godt agtige måde, men på en hvis jeg bevæger mig ud af min lille sikkerhedszone så styrter himlen ned om ørerne på mig agtig måde, så jeg bliver siddende og får ingen verdens ting ud af dagen.

Jeg har boet på mit nye bosted i 2½ uge nu, og jeg har først i fredags fået hængt de sidste billeder op (jeg mangler stadig gardiner). Det hele er så forfærdeligt nyt, min situation, personalet, de andre beboere, byen, you name it, og for en autist er det noget voldsomt stressende noget.

Jeg lader som om det er helt fint, jeg lader som om jeg kan klare hele verden og verdenshavene med, men i virkeligheden er jeg meget skrøbelig, det er derfor jeg har været så selvskadende på det sidste. Jeg siger til personalet, at jeg vil behandles som en voksen, men i virkeligheden vil jeg klappes på hovedet som et lille barn, for alt det nye er så skræmmende. Jeg vil have at nogen fortæller mig hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal leve mit liv, men kun hvis de siger noget jeg kan lide.

Jeg magter ikke også at skulle forholde mig til en ny menighed, og en ny præst. Det er en ret fesen undskyldning det ved jeg godt. Hvordan kan jeg den ene dag have veninder til boller, hjemmelavet marmelade og Pepsi max, og den næste dag sidde rystende og ikke kunne komme af sted til kirke? Det er simpelthen for dårligt, det ved jeg godt. Vi havde det så hyggeligt i går, men det var var også anstrengende, og jeg blev så træt efterfølgende, men ikke så træt, at jeg ikke burde kunne komme af sted.

Jeg ved egentlig ikke hvor kirken ligger, men det burde jeg kunne finde ud af, men jeg får det ikke gjort. Jeg tør ikke, for hvis jeg ved hvor den ligger, så er det som om der ikke længere er nogen undskyldning for ikke at komme af sted, og lige nu har jeg brug for mine undskyldninger.

Jeg er katolik, og det forventes af os at vi går i kirke hver søndag og på visse helligdage, for hvordan skal man ellers kunne vokse i sin kærlighed til Gud? Jeg ved jo, at de har ret, jeg mærker det da også på min egen krop hvordan kærligheden bliver afkølet og sygner hen når jeg går for længe uden en åndelig saltvandsindsprøjtning.

Gennem mit arbejde som anmelder for Pastoralcentret og Katolsk forlag har jeg fået en forsmag på noget af alt det jeg går glip af (eller en eftersmag på det jeg havde en gang) og mit hjerte græder, for det ville jeg så gerne have (igen).

Kære Gud
Kun du ved hvad der i sandheden findes i vore hjerter, men jeg tror at jeg ved, at det ikke skyldes dovenskab, at jeg ikke kommer i kirke. Jeg håber dog at du alligevel kan finde mig i min lille lejlighed her i ******, og at du vil kaste dine kærlige øjne på mig og velsigne mig med den glæde der kun findes i dig.
Lad mig finde styrken til igen at vende ansigtet mod dig og i sandhed sige "din vilje ske, ikke min", men lige nu er jeg egoistisk og bliver under tæppet.
Kærlig hilsen
Mig

Det lyder jo noget så flot, når jeg beskriver det sådan, og det er jo sådan jeg har lært at man bør bede, men jeg har jo i virkeligheden mest af alt lyst til at sige noget i retningen af

Hey Gud
For pokker da også, nu sker det igen at jeg ikke kommer af sted til kirke. Jeg ved at jeg burde, jeg ved at jeg egentlig skulle sige "din vilje ske, ikke min" men det er så svært og jeg har brug for mennesker af kød og blod til at støtte mig i min tro, men dem jeg har er så langt væk, og dem i min egen by kender jeg ikke, og jeg tør ikke lære dem at kende.
Hvis jeg nu sidder herhjemme og er meget from, tilgiver du mig så? Det er ikke sådan det foregår, det ved jeg jo godt, men det er lettere at tænke på den måde.
Kram,
Mig

Jeg er altid kommet med dårlige undskyldninger. Undskyldninger for ikke at gå i skole, ikke lave mine lektier, ikke rydde op, ikke at tage til fest, ikke at gøre noget. Pædagogerne siger, at det var fordi jeg med mit handicap ikke kunne alle de ting, men hvor går grænsen mellem ikke at kunne noget, og så være for doven til i det mindste at prøve. Først hadede jeg at tænke på mig selv som doven, men nu om dage kan jeg egentlig godt lide det lidt, for det betyder, at der er noget jeg kan gøre ved det. Hvis jeg ikke kommer af sted pga dovenskab, så betyder det, at jeg måske en dag kan tage mig sammen og komme af sted til kirke hver søndag.

Et alternativ kunne være at jeg skrev til præsten og fik kontakt med en fra menigheden der kunne være min handicaphjælper, en der kunne hjælpe mig til og fra kirke, men det betyder igen at jeg bliver nødt til at tænke på mig selv som handicappet, og det er hårdt.

Miss Havisham

Miss Havisham er min yndlings Dickens karakter fra "Great expectations", ikke fra bøgerne som jeg aldrig fik pløjet mig igennem (den mand er besat af indskudte sætninger), men fra BBC filmatiseringerne som jeg lappede i mig i stor stil.

Miss Havisham var en rig og forkælet ung kvinde da hun blev forladt af sin forlovede mens hun var ved at iføre sig sin brudekjole. Rasende lader hun alle ure stoppe og bruger resten af sine dage på at vandre hvileløst rundt i det store hus hvor alt står som det gjorde den skæbnesvangre dag. Urene står stille, musene lejer på det støvede men ellers fint opdækkede bord, og miss Havisham nåede aldrig at iføre sig sin anden sko. Hun bruger sin adoptivdatter, Estalla, til at hævne sig på mandskønnet, men ender bare med at gøre en ung mand dybt ulykkelig. hun ender sine dage i en brand.

Nogle dage, når weekenderne truer med at klemme det sidste luft ud af mine lunger, så føler jeg mig som en miss Havisham der vandrer hvileløst rundt i mine stuer efter en lindring der ikke findes noget steds, og efter jeg er flyttet er det som om det er blevet endnu værre.

I løbet af sommeren var det som om der skete en positiv forandring med mig, det var som om jeg var ved at blive voksen, men nu efter min flytning føler jeg mig slået hjem i ludo. Måske er det bare alt det nye, måske er det fordi jeg endnu ikke har fundet min plads i gruppen af unge og pædagoger. Jeg siger til dem, at jeg gerne vil behandles som en voksen, men hvordan kan de det, når jeg opfører mig og føler mig som et barn der kæmper for at finde sin plads i livet.

Og mere en nogensinde før føler jeg mig som en anden Miss Havisham når jeg vandrer hvileløst rundt i mine stuer. Her er rent, men her virker støvet. Urene går, men tiden står stille. Jeg har sweatpants på, men alligevel hører jeg brudekjolens tørre knitren. Jeg bliver et med denne ynkværdige karakter, og jeg føler hendes smerte, men jeg vil leve, jeg vil ånde frit og tage mine løbesko på og storme af sted over sneen.

Det sidste blev det dog ikke til, men jeg åbnede alle dørene og vinduerne i min lejlighed, og lod frosten komme ind, men der blev ikke friskt, bare koldt.

Jeg endte med at have en ganske hyggelig aften sammen med pædagogerne, men det er en helt anden historie.