Realistiske forventninger

Det sker tit, at jeg ikke helt forstår mine egne tanker og reaktioner. Eller måske forstår jeg dem egentlig godt, jeg skammer mig bare over dem, og ønsker at jeg ikke forstår.

Sådan har jeg det for eksempel nu. For to uger siden afleverede jeg en eksamensopgave i et fag jeg egentlig er okay god til, men det var ikke gået særlig godt med opgaven. Måske var det et lidt dumt spørgsmål eller måske var det bare mig der ikke forstod, men jeg var godt selv klar over, at det ikke var en særlig god opgave. Nu har jeg så fået min karakter, og jeg fik egentlig ca hvad jeg havde forventet, hvilket er en udmærket bestået karakter, men ikke en af de der fine karakterer man proler med på Facebook.

Jeg fik den karakter jeg havde forventet, men alligevel følte jeg mig skuffet. Det er sådan en lidt uklar fornemmelse der har lagt en dæmper på mit humør de sidste par dage. Det er ikke sådan, at jeg føler mig uretfærdigt bedømt af læreren, og jeg går ikke og slår mig selv i hovedet med en masse ting jeg burde have skrevet i opgaven, og alligevel kan jeg ikke nøjes med at føle mig tilfreds med bare at nyde, at jeg nu har ferie.

Jeg burde lave en aftale med læreren, så vi kan tale om min opgave. Jeg har en lang liste af ting, som jeg ved det kunne være godt at tale med ham om såsom; hvordan skulle spørgsmålet egentlig forstås, hvad havde jeg ikke taget med i opgaven som jeg kunne have taget med og mere af den slags.Men jeg tøver med at sende ham en mail, for et eller andet sted er jeg flov over, at jeg ikke klarede mig bedre. Logisk set, er det når man klarer sig dårligst, at man har mest nytte af at tale med læreren, men følelsesmæssigt, er det knap så simpelt

En afslutning???

I morgen påbegynder jeg den eksamen som markerer afslutningen på de ting jeg har slåset med universitetsadministrationen om. Om der så straks kommer en bølge a nye problematikker, skal jeg ikke kunne sige noget om, og jeg prøver også, om jeg kan udskyde bekymringerne om det til efter jeg har afleveret min opgave på torsdag.

Jeg har brugt megen tid og kræfter på at få styr på den administrative del af denne eksamen, men jeg har faktisk ikke arbejdet med den faglige del siden engang tilbage i maj måned. Dengang var det et fag jeg havde udmærket styr på, og med disse flerdages skriftlige eksaminer er det ikke på samme måde nødvendigt at forberede sig som det er til en mundtlig eksamen. Alligevel er det lidt angstprovokerende at snart skal til at grave noget viden frem, som jeg ikke har skænket en tanke i månedsvis. 9 måneder for at være nøjagtig.

Det er ikke en følelse der adskiller sig markant fra andre former for nerver dagen før en eksamen. Det er stadig den alt for velkendte hjertebanken og åndssvage forglemmelser. I fredags kom jeg frejdigt til undervisning, skønt jeg ikke havde fået læst lektier. 'Det går nok alligevel, skal du se' tænkte jeg og prøvede ellers bare at følge med så godt jeg kunde. Pludselig, i forbindelse med nogle oplæg, kalder læreren mit navn. 'Hva..?' udbrød jeg nok så intelligent. 'Linda Larsen, det er da dig, er det ikke?'. 'Hva'..? Jo... men...'. Det viste sig, at jeg havde meldt mig frivilligt til at holde et oplæg den dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Det trøster mig lidt, at jeg må have set så blank og forvirret ud, at min lærer ikke kan have haft nogen som helst tvivl om, at jeg vitterligt havde glemt det og ikke prøvede at smyge mig udenom. Det er for det meste ikke noget underviserne på universitetet går så meget op i, men i 30 meget lange sekunder følte jeg mig ført tilbage i tiden, til dengang da jeg gik i folkeskole og hver eneste dag var præget for angsten for, at mine lærere ville opdage, at jeg endnu engang ikke havde lævet mine lektier

Om at komme for sent i gang

Jeg er blevet bedt om at holde et oplæg på en specialskole, og selvfølgelig sagde jeg ja, men nu sidder jeg her med ni dage tilbage, og jeg er først lige begyndt at forberede mig. Jeg skal snakke om mig selv om mit liv, så jeg kender jo udmærket indholdet af det jeg skal sige, men jeg kæmper en del med hvordan jeg skal strukturere det. Straks er der personer der spørger til om det nu er en for stor opgave for mig, og om jeg bør melde fra.

Det er ikke sådan jeg selv tænker. Jeg tænker mest hvilke dage i næste uge jeg bliver nødt til at tage fri for at arbejde på oplægget. På samme måde som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal strukturere opgaven, så ved jeg heller ikke hvor høje ambitioner jeg skal have for mig selv. Jeg vil selvfølgelig gerne gøre et godt stykke arbejde, men hvordan definerer man et godt stykke arbejde?

Jeg sidder ved mit spisebord, som også fungerer som arbejdsplads, og rundt om computeren flyder det med små sedler i skrappe farver. På disse sedler skriver jeg emner og formuleringer ned, og jeg håber på, at min hjerne på en eller anden magisk måde vil kunne sortere, kategorisere og sammenbinde disse små stykker papir, sådan at jeg vupti står med et færdigt oplæg i hånden, men mine erfaringer siger mig, at det nok alligevel ender med at være mig selv der skal gøre arbejdet.

Det ville være meget lettere, hvis jeg kun havde denne ene ting at fokusere på, men jeg har jo også universitetet og min kæreste der skal passes, og ind imellem ville det også være godt hvis jeg fik lidt motion og fik lidt frisk luft, men dette er selvfølgelig ikke noget hvor-er-det-synd-for-mig-at-jeg-er-handicappet-problem, men nok snare et nogle-gange-er-det-simpelthen-bare-så-træls-at-være-menneske-og-ikke-have-superkræfter-problem.

Tvunget til at omtænke mine strategier

Jeg har overanstrengt min hånd. For nogle uger siden havde vi en opsumeringsgang om Pauli syn på Loven. En af mine svagheder som studerende er, at jeg har meget svært ved at danne mig et overblik, og derfor fortaber mig i detaljerne. Dette var altså et overblik over Loven leveret til mig på et sølvfad, så jeg måtte tage mange noter.

Jeg sad helt foroverbøjet med næsen kun ganske få cm over papiret. Jeg knugede så hårdt om blyanten, at mine knoer blev hvide, og hvis nogle af de andre studerende havde haft overskud til at se over på mig, så ville de sikkert have set min tungespids stikke lidt ud af mundvigen. Jeg kunne godt mærke at det gjorde ondt i min hånd, men der var ikke så meget at gøre ved det, for jeg var i krig, mig imod papiret, pennen mægtigere end sværdet. Til sidst måtte jeg dog kaste blyanten fra mig med et lille piv, for det føltes som om noget havde sat sig forkert inde i hånden.

Jeg gik hjem og masserede den og så bekymret på den, men over de næste undervisningsgange, blev det ikke bedre. Til sidste gav jeg efter for presset fra min egen krop og begyndte at lave lektier og tage noter på computeren. Jeg har altid lavet lektier og taget noter på præcis samme måde, dels af vane, dels af stædighed, men nu var jeg tvunget til at tænke nyt (indsæt utilfreds emotikon). Denne nytænkning endte dog med at blive ret meget ligesom den gamle, bare på computer i stedet for i hånden, så meget for mine innovative evner, og så alligevel ikke, for lige så stille begyndte små ændringer at tage form. Det har ikke stået på længe nok til, at jeg ved om det er for det værre eller bedre, men det er i hvert fald et forsøg værd, eller rettere så har jeg ikke rigtig noget valg, for min hånd gør stadig ondt.

En forfærdelig omgang klynk

I går sad jeg og skrev på mit oplæg til konferencen om autisme og spiseproblematikker, og det går som sådan udmærket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det jeg skriver er for klynkende, for selvom oplægget udelukkende handler om at have det skidt, så er der ingen der gider at se mig stå på en scene og have forfærdelig ondt af mig selv.

At have ondt af mig selv er lidt min stil, men med et sarkastisk twist. Det går fint nok i et indlæg på 500 ord, men jeg har ingen erfaring i 8000 ords balancegang. Hele pointen med at jeg er blevet valgt til at tale er, at det var forfærdelig synd for mig, så lidt klynk er der vel nødt til at være, hvis jeg ikke skal bagatellisere ti års helvede, men samtidig skal der også være plads til håb, latter og knivskarpe analyser. Okay, måske bliver mine analyser ikke ligefrem knivskarpe, i hvert fald ikke så skarpe som en jagtkniv, måske som en smørekniv eller en af de der engangs plastic nogen. At sige, at jeg er i stand til knivskarpe analyser er vist at overvurdere mine egne evner.

Et af problemerne med denne balancegang er, at jeg ikke kender og forstår mit publikum. Hvem er jeg i forhold til dem, en pauseklovn, en apostel eller en ekspert? Hvad ønsker de af mig, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Hvad kan jeg give dem, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Jeg vil gerne tale til dem, for jeg tror bestemt, at jeg har noget at sige. Lige nu gælder det dog bare om at finde frem til dette noget og få skrevet det ned på papir på en ordentlig måde, uden for meget klynk og med visse literære kvaliteter.

Et andet problem er, at dette er første gang jeg skal holde et større oplæg for en stor gruppe mennesker, så jeg kender ikke mine egne evner og begrænsninger. Jeg ved ikke om jeg skal sigte efter stjernerne eller efter trætoppene. Selvfølgelig ønsker jeg at tro, at jeg bare vil være super duper god til den slags, men jeg ved, at jog godt kan blive lidt forvirrende at lytte på. Det er ikke fordi mine konklusioner er helt ude i hampen, det er mere, at jeg glemmer at fortælle hvordan jeg når frem til dem.

Lige nu er jeg dog på stadiet, hvor jeg bare skriver en helt masse ned, og så på et tidspunkt skal det rettes igennem og ting skal lægges til og trækkes fra. Det værste er at trække fra, for at trække fra betyder at man må se i øjnene at man ikke er et geni, og ens første indskydelser ikke er perfekte, at man ikke selv er perfekt. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er perfekt, men det er hårdt at indrømme, at mit arbejde ikke er det, at markere hele ord og linjer og grusomt slette dem. Det føles som om at den tid man brugte på at skrive dem har været spildt, men de var ikke spildt, de var bare et skridt på vejen som man reflekterede over og arbejdede videre på, men det er bestemt ikke sådan det føles når man trykker slet.

Dårlig lyd

I går skulle der klippes hæk i mit boligområde, hvor alle hækkene blev klippet. Vrrrrr lød det, Vrrrrr. Det var varmt, og jeg ville gerne have vinduerne åbne, men hækkeklipperens Vrrrrr gjorde det umuligt at tænke. Jeg lukkede vinduerne men lyden blev ved. sandt nok var det et meget lavere vrrrrr, men stadig et vrrrrr der kunne få det til at gå gennem marv og ben. Vrrrrr fra morgen til aften.

Jeg prøvede at sætte lidt musik på, men da havde jeg allerede lyttet så længe til dette vrrrrr, at enhver lyd føltes pinagtig på mig. Jeg sad og vred mig i stolen. Jeg kunne føle lyden i kroppen som et par strømpe bukser der er blevet snoet en halv omgang. Jeg havde lyst til at klemme hårdt om min krop og klemme al lyden ud på samme måde som man vrider en karklud, men jeg har ikke nogen kugledyne.

Jeg gik ind i soveværelset og hentede mine ørepropper, og selvom de godt nok lukkede lyden ude, så gav de også undertryk i øret, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg sad ved computeren for at skrive mit oplæg til konferencen, og egentlig gik det udmærket, jeg fik skrevet en del, men min hjerne kogte over i en blanding af at tænke og dårlig lyd og undertryk. Jeg havde lyst til at smide alting fra mig, tage sko på og forsvinde væk herfra og væk fra det evindelige vrrrrr, men lyden havde tappet mig for kræfter, og jeg følte mig fanget i min lejlighed, fanget i min egen krop.

Til sidst holdt lyden endelig op, og selvom jeg var glad, så turde jeg ikke helt tro på det, for helt væk var den ikke, den var bare rykket længere væk, om bag et af de andre huse, hvor jeg ikke længere kunne så på den hækkeklippende knægt og hvor det inaverende vrrrrr nu var reduceret til et sølle rrrrr som om end til stede var til at holde ud.

Kære PET

Vi har ikke brug for martyrer, vi har brug for helte, en helt er villig til at dø for sit land/tro, men han vil meget hellere leve for det ("The West Wing").

Jeg er på en hjemmeside, hvor jeg møder pennevenner fra hele verden. Det er ikke noget datingsite, vi sidder bare og skriver om hvilke film vi godt kan lide, og hvad vi har lavet i weekenden og den slags. De fleste samtaler foregår meget nede i gear på et gebrokkent engelsk, mig selv inklusiv, jeg læser og forstår ganske udmærket engelsk, men når jeg selv skal formulere mig og stave mig frem, så går det alt andet end strygende.

Jeg bliver tit spurgt om skype og facebook, men jeg er meget forsigtig, så jeg ender altid med at sige nej. Jeg har dog taget chancen med et par stykker for lige at lave et kontrolleret forsøg med hvad der kan ske. Det betyder at jeg lige pludselig har fået kontakter i Pakistan og Qatar. Det er to ganske fredelige fyre, men min forsigtighed gør mig vildt nervøs, for hvad nu hvis jeg bliver placeret på en eller anden terrorliste?

Så kære PET.

Jeg er altså ikke terrorist.Jeg er bare en helt almindelig ung kvinde som har haft lidt for meget fritid i sin ferie.

Hjertelig hilsen
Linda

Jeg kender også en ung mand fra Syrien, den første jeg nogensinde har kendt i et krigshærget land, men taler vi om krigen og alle dens foruroligheder? Ikke ret meget, vi taler om hvad vi har lavet i weekenden, og hvilke serier jeg godt kan lide, hvilket nogle gange godt kan virke lidt mærkeligt, men sådan er det nu engang, desuden er censuren vist temmelig streng, så selv hvis jeg prøvede at skrive noget mere interessant, så er jeg ikke sikker på at det ville komme igennem.


Jeg er sjældent ovenud begejstret for vore politikere, og jeg mener generelt at vi danskere er blevet et sart folkefærd der ikke kan tåle noget som helst, men vi har i det mindste friheden til at fornærme elle blive fornærmede på hvem vi vil.

Ikke nogen god ven af solen

Dagens overskrift har ikke noget at gøre med at jeg nemt bliver solskoldet, for det gør jeg ikke, faktisk får jeg hurtigt en flot brun kulør. Dagens overskrift har at gøre med, at jeg ikke er den store fan af at sidde i en stol og lade mig bage igennem, for jeg bryder mig ikke om at have det for varmt faktisk frygter jeg en lille smule at svede.

Når jeg træner om morgenen er det helt fint at sveden hagler af mig, selvom det tog mig lidt tid at lære, for i folkeskolen var det altid usejt at svede, selv til idræt, så pigerne gjorde hvad de kunne for ikke at lave noget, og så er idræt jo bare ikke sjovt. Da jeg her sidste år lærte at svede, så blev det pludselig sjovt at dyrke sport, men til gengæld ved jeg jo så også ganske udmærket hvor klamt sportstøj lugter, så når jeg har været i bad, så er det bare på med en masse deodorant og så er sved bare et absolut no go.

Det har måske noget at gøre med, at jeg i begyndelsen af puberteten ikke var så hurtig til at lære det med personlig hygiejne, og jeg havde nogle år hvor jeg nok lugtede lidt rigeligt meget. Det var sådan, at min klasselærer i sjette klasse tog en snak med mig om, at det måske ville være godt at købe en deodorant. Det var enormt pinligt, men jeg var ham egentlig taknemmelig, for han satte ord på noget jeg ikke selv kunne.

Jeg frygter altså at svede, og det er ikke godt hvis man skal ud i solen. Det betyder at jeg holder mig meget inde hele sommeren. Jeg har derfor tilbragt lidt for mange dage med at sidde i min stol foran fjernsynet, så jeg trængte til at komme lidt UD, så da min lillesøster gav sig til at vaske havemøblerne af, så hjalp jeg hende og så satte vi os ud. Sammenlagt blev det til mange timer, og der blev svedt meget, og det var hyggeligt, for jeg har ikke ret tit mulighed for at være sammen med min søster.

Jeg havde desværre glemt min bog hjemme ved mig selv, så jeg sad og skrev breve, men jeg måtte hele tiden skifte kuglepen fordi de ikke virkede, så brevet ligner a pro pos folkeskolen en kladde i dansk stil.

Om et overfyldt tog

I går tog jeg hjem til min far for at slippe væk fra kedsomheden, hen til en anden sofa end min egen, til en ny siddestilling, så jeg kan slide mine balder på en ny måde, men først skulle jeg sidde i et MEGET overfyldt tog. Jeg var for sent ude til at kunne få plads i en stillekupe, hvilket var overmåde irriterende, for jeg gider ikke høre på andre menneskers telefonsamtaler eller deres kommen hinanden ved. Der er mange almindelige mennesker i en larmekupé men der er sandelig også mange mennesker der ikke er.

Jeg fik på et tidspunk øjenkontakt med en dame der sad og pillede næse, hvilket ikke generede hende hun gravede bare videre. Man kan selvfølgelig også pille næse i en stillekupé, det er jo ikke noget der larmer, alligevel er det ikke noget man ser i samme grad. Nogle gange spekulerer jeg på hvorfor, det er jo ikke fordi det koster ekstra at sidde i stillekupé.

Der var ekstra mange mennesker med toget for der var Robbie Williams koncert i parken og det er ferie og det er sommer og stor rejsedag. Der var en punker, der nok ikke var på vej til koncert, i hvert fald ikke den koncert, men han var en gentleman og lod damerne sidde og hjalp folk med at få cykler ud af toget. Det kom ikke bag på mig, for en kort overgang hang jeg ud med 'den slags' alternative, og selvom der var mange umodne teenagere iblandt, så var der også mange virkelig flinke folk. Jeg var aldrig en del af indercirklen, jeg var faktisk lidt af en wannabe (goth), men jeg kan alligevel godt savne miljøet en gang imellem. Det mørke har altid fascineret mig, og de mørke typer tog imod mig på et tidspunkt af mit liv hvor ingen andre gjorde. Min mor snakker om en fase i mit liv, og det var det også, men selvom andre mennesker måske synes at det var en mærkelig fase, så var det en meget vigtig tid i mit liv. Det er slut nu, men jeg kan alligevel godt blive sentimental når jeg møder en flink punker i et overfyldt tog, hvis han lige havde været 10-15 år ældre...

Jeg blev nysgerrig da den omtalte punker åbnede sin taske, der var lukket med store hægelåse, for hvad kunne være så meget værd, og jeg fik dagens optur, da han hev en lunken harboe cola op, der var vist også en ipad og andre ting, men det er ikke nær så sjovt.

På nogle punkter er jeg et meget overfladisk menneske, og et af mine kriterier for succes er at kunne komme graciøst ind og ud af et dsb tog med bagage. Det er noget jeg har øvet mig på i mange år, og i går lykkedes det mig næsten. Jeg var enormt overskudsagtig indtil vi nærmede os Odense og jeg skulle ud fra min plads. Toget laver et ryk og jeg ryger med hovedet først ind i en pige der stod i mellemgange. Før i tiden ville jeg være bukket under af skam, men jeg er nået langt, og selvom det da var lidt pinligt, så rettede jeg ryggen og lod som om det ikke gjorde mig det fjerneste.

Jeg har engang skrevet en novelle om hvor forfærdeligt det er at rejse med tog når man har det skidt. Jeg sad ved siden af en pige der tydeligvis havde det skidt, for hun sad det meste af turen og vred sine hænder. Jeg vidste fra når jeg skulle forbi hende for at komme på toilettet, at hun var meget følsom overfor berøring og nervøs for andre menesker, så jeg gjorde ikke noget, men jeg havde lidt lyst til at give hende et kram og sige at det hele nok skulle gå.

Påske og indlæg nr 500

Der er mange ting i mine tanker i dag, og jeg spekulerer på om mit hoved er for forvirret til at skrive et ordentligt indlæg, men så må jeg bare prøve det bedste jeg kan.

Det er påskedag og Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden, Halleluja! Og jeg ærgrer mig over at jeg ikke kunne/ville/turde/huskede at tage til påskemesse i nat. Påskemessen er ellers en af de smukkeste begivenheder man kan forestille sig, og indenfor katolicismen også en af de, for ikke at sige den vigtigste i løbet af året. Men jeg gik bare direkte i seng efter at have set "Skyfall" med min familie, hvilket da også var ganske hyggeligt, men bare ikke helt til at sammenligne. I den katolske kirke er der messepligt, hvilket betyder, at man skal gå til messe (gudstjeneste) helst hver søndag, men ellers på særligt udvalgte helligdage. Men sygdom og angst for at være sammen med mange mennesker, tæller som en lovlig undskyldning for at lade være, hvilket er en god ting, i hvert fald noget af tiden, men det er også skidt, for nogle gange har jeg fornemmelsen at at det mere handler om dovenskab, og om at jeg bare ikke gider, men jeg ved, at hvis jeg kom af sted, så ville det være fantastisk for mig.

Dette er mit indlæg nr 500. Da jeg startede denne blog, havde jeg ingen anelse om, at jeg ville nå så langt, for dette var nok bare endnu et af mine småskøre projekter, som jeg ville være vildt entusiastisk med i en uge eller to før det ville blive kedeligt eller uoverskueligt, og jeg ville droppe det, men nu er der altså skrevet 500 indlæg, der er gået 1½ år, og der er i snit lidt over 100 mennesker på besøg hver dag, og det er vel ikke så dårligt endda. Jeg har da haft dage hvor jeg overvejer at stoppe og koncentrere mig om min skole, men jeg må sige, at jeg altså ikke er nørd nok til at læse lektier før kl 7 om morgenen, og selvom jeg stod sent op i dag, for trods sne, kulde er vi skiftet til sommertid, så vågner jeg lidt for tit mellem kl 3 og 5 om morgenen, og så skal jeg have et og andet at give mig til. Desuden er jeg, som blogger, medvirkende i en bog som snart udkommer, og jeg tænker, at det ville være fesent at stoppe lige før jeg har chancen for at blive, om ikke rig, så i hvert fald en lille smule berømt.

I går så jeg et dr program om hvordan man opdrager en vinder, og jeg må erkende, at det er ikke mig. Der er mange ting jeg er god til, og jeg er relativt flittig, men jeg er hverken flittig eller fokuseret nok til at blive virkelig god til noget. Vil jeg virkelig gerne være en vinder? Vil jeg virkelig gerne ligge de kræfter i som det kræver? Vil jeg kunne klare at gå glip af mine serier til fordel for lektielæsning? Og en vinder i hvad? Hvilken af mine delvise talenter ville jeg fordybe mig i? Jeg drømte, at jeg fik 7 i hebraisk, hvilket jeg blev temmelig ked af, men jeg anerkendte også, at det var det jeg var værd sådan rent fagligt, for der er forskel på flid, entusiasme og dygtighed, og jeg scorer nok umiddelbart højest på entusiasmeskalaen, og selvom det er gloværdigt, så er det ikke meget værd.

Jeg prøver meget hårdt på at være sej, men det får mig nogle gange til at føle mig direkte ynkelig, for når jeg vil vise folk hvor cool jeg er blevet, må jeg først fortælle dem hvor uncool jeg var. Det virker fint nok her på bloggen, her fortæller jeg en sjov og lidt pinlig historie, og så er det det, men ude i den virkelige verden er jeg vidne til folks reaktioner. For eksempel har jeg købt en rigtig lækker sommerjakke, og jeg er endnu mere stolt af den, fordi jeg de sidste mange år bare har brugt min regnjakke som sommerjakke. Jeg fik ikke nogen grimme reaktioner, men det gik bare pludselig op for mig, hvad jeg egentlig stod og sagde. Jeg forsøger alt for hårdt at være cool, og det er på mange måder fint, men samtidig er det også lidt sørgeligt. Til mit forsvar vil jeg sige, at det er svært at være sej, når man har det så skidt med sig selv, at man ikke fortjener at have pæne ting og bruge penge på sig selv.

Jammen, det er jo snyd

Jeg skrev i går om, at jeg ville være nødt til at yde en middelmådig indsats i hebraisk, fordi jeg havde så uendeligt meget for. Jeg tog mine 5 år gamle noter og så skrev jeg mere eller mindre bare af, og jeg tænkte, at det jo var mig selv der havde lavet det, det er bare længe siden, men det forhindrede mig ikke i at have en massiv følelse af skyld.

Til at starte med prøvede jeg på også at yde en individuel indsats, men efter sætning 10 forsvandt de gode intentioner, efter sætning 15 var jeg bare så forfærdelig træt og efter sætning 19 havde jeg virkelig ondt i hånden, og jeg havde brugt 8 sider A4 papir.

Jeg følte og føler, at jeg har snydt, ikke kun lærerne, men også mig selv. Ja, jeg har lavet det hele én gang før, men det kan jeg jo ikke huske noget af, og man lærer ikke meget af at sidde og skrive af, og det var 20 sætningers læring jeg gik glip af. Nu er jeg vist ved at arbejde mig selv helt op i en spids, og det er i virkeligheden helt unødvendigt. 20 sætninger er meget når man laver det ud i en køre men set i et større perspektiv er det kun to omgange lektier, og i det store perspektiv er det kun hvad jeg gør det til.

Jeg føler skyld fordi jeg gerne vil føle skyld, og jeg vil gerne have ondt af mig selv, for jeg vil gerne se mig selv som en eller andet guldstjernet studerende, og så passer det ikke ind at lave den slags stunt. Jo, det passer fint ind i den virkelige verden, hvor alle efter bedste evne må tilpasse deres studier, så de har kræfter til at kæmpe videre, men det passer ikke ind i mit glansbillede af den perfekte studerende. Men kan man og skal man leve op til en fantasi?

I dag skal jeg så ind til en GT time, hvor vi skal høre mere om den opgave vi skal skrive, og det er jeg meget spændt på, for jeg har set på det, og jeg føler, at der er forbløffende lidt at skrive om, men så igen, så skal vi ikke skrive mere end et par sider. Det er den opgave jeg skal bruge de 10 af sætningerne til. Tre ugeri træk skal vi skrive om Babelstårnet, om tekstkritik, litterærkritik og formkritik, men dem vil jeg nok vende tilbage til i takt med at opgaverne kommer.

Semesterplan

semesterplan, statusopgørelse, handleplan, all the same shit.

Jeg var et smut i Aarhus i går (to timer frem, og to timer tilbage) for at ordne semesterplan med min mentor. En semesterplan går i al sin enkelthed ud på at besvare spørgsmålene, hvad vil du arbejde med i løbet af semesteret, hvordan vil du gøre det, hvorfor vil du gøre det, og hvad vil du i det hele taget med dit liv??? Sidste spørgsmål står ikke på papiret, men jeg føler presset.

Jeg synes, at et helt semester er meget lang tid at overskue på en gang. Hvad vil jeg med det hele? Hvilke udfordringer har jeg? Ja først og fremmest stiller jeg enorme krav til mig selv, og sådan en semesterplan hjælper ikke, for hvad nu hvis jeg ikke har kræfter til at lave alt det ekstrearbejde som man formulerer? Er man så en fiasko? Men måske lægger jeg alt for mange tanker i det. De vil jo nok bare have et papir, som en form for forsikring på, at vi ikke bare ødsler deres penge bort.

Jeg kan godt lide min mentor, og hun hjælper mig meget, men nogle kunne det nu være rart at være middelmådig, med en middelmådig arbejdsindsats, og med middelmådige forventninger. Om jeg som person er middelmådig, det skal jeg hverken be- eller afkræfte, mine forventninger er i hvert fald ikke, men i dag vil jeg øve mig i en middelmådig indsats. I hebraisk og GT tilsammen skal der i løbet at weekenden oversættes 20 sætninger. Det burde jeg nu nok kunne klare, men jeg trænger virkelig til en fridag, hvor min kalender ikke ser sådan her ud, så det skal alt sammen laves i dag, og hvis jeg skal have nogensomhelst chance for at nå det, så bliver jeg nødt til at bruge mine noter fra dengang jeg havde hebraisk sidst. Jeg siger til mig selv, at det ikke er helt snyd, for det er jo mig selv der har lavet det, selvom det er 5-6 år side, men på den anden side, så lærer jeg jo ikke meget af det, men laves skal det jo, og det er jo kun denne enegang, og således starter en glidebane mod evig fortabelse.

Til gengæld skal jeg bruge de ti af sætningerne til en aflevering, som jeg satser på at give hele armen. Jeg ved ikke hvilken form for bedømmelse vi kan forvente, jeg ved ikke engang om det er læreren selv eller hans stakkels phd studerende der bliver sat til at rette dem, men vi sidder 50+ studerende og stirrer på skærmen og skriver i koder. "Ja, jeg elsker dig (overført betydning), jeg elsker gammel testamente, jeg synes det er super fedt at skrive opgave, vær sød at give mig en god karakter, for det er det jeg fæster hele min identitet, min selvtillid og mit selvværd på".

En plys morgen

Jeg har haft en travl og forvirret morgen, så her er hvad der sådan cirka foregår inde i mit hoved lige nu.

- Der må være en nemmere måde at gøre det her på.
- Hvad laver du Plys Bjørn?
- Jeg rydder op i mit lager af honning for at være sikker på, at der ikke mangler nogle krukker.
- Der er godt nok mange krukker.
- Ja, og hver gang jeg når til ti, så kan jeg ikke flere tal, og så må jeg starte forfra.
- Hvordan kan du så vide hvor mange krukker der er?
- Det ved jeg ikke. Så jeg satte mig ned for at tænke, og så blev jeg så sulten, at jeg kom til at at spise en af de krukker jeg allerede havde talt.
- Men hvis du havde talt ti, og du så har spist én, hvor mange krukker er der så?
- Tænke, tænke. Jeg har jo stadig krukken, så kan jeg tage en af de andre krukker og hælde honningen over i den,  og så er der igen ti.
- Men skøre gamle bjørn, så er den anden krukke jo også tom.
- Jeg er bare en lille bjørn med en endnu mindre forstand, det havde jeg slet ikke tænkt på

Om at være studentikos

For nogle måneder siden, fik jeg af min forfatterlærer at vide, at jeg var alt for studentikos når jeg skrev, hun ville gerne have flere følelser frem. Studentikos vil sige studenteragtig og umoden, som når man har enormt meget behov for at vise omverdenen alle de fine ting man har lært henne på universitetet. Det var ikke en besked jeg var glad for at få, og jeg græd, men jeg kom så til at tænke på, at det er det jeg er opdraget til at være, for sådan er vi i min familie, og sådan er man på universitetet. Set på den måde var det jo faktisk et kompliment, og det er også ment som et kompliment, når jeg bruger det her.

Grunden til, at jeg kommer til at tænke på det nu er, at jeg blev kontaktet af en forfatter, som gerne ville have mig til at anmelde en af sine bøger. Jeg er generelt ikke meget til fantasy, men man siger da ikke nej til en gratis bog, eller jo det gør man nogle gange, men han var yderst flink mod mig, så hvorfor ikke, fantasy vil jo ikke tage livet at mig. Selve anmeldelsen af bogen kommer en af de følgende dage på min bogblog, men bogen fortjener en foromtale.

Jeg giver den en foromtale fordi det lige så godt kunne have været mig der skrev den, eller det kunne have været hvilken som helst af de drenge jeg i tidens løb har boet på kollegie med som gjorde det. En af de drenge der synes det er sjovt at citere afdøde filosoffer på tavlen til interne beskeder, eller som køber Augustins samlede værker fordi det da bare er mega sejt, altså med andre ord lidt en nørd, men en nørd ment med den aller venligste og mest tiltalende betydning af ordet. Jeg kunne godt blive lidt irriteret på de drenge engang imellem, men det var mest fordi jeg godt kunne blive lidt irriteret på mig selv, fordi jeg skulle tage mig selv i nakken for ikke at gøre præcis de samme ting.

Nu er der gået mange år siden jeg boede på kollegie, og jeg er modnet meget i de år, eller måske er jeg bare blevet gammel, det er nemlig noget psykiatrien godt kan finde på at gøre ved én, ælde én. Af den grund kan jeg nu virkelig værdsætte en akademisk inspireret fantasybog, og jeg sidder og klukker lidt for mig selv når jeg støder på genkendelsesmomenter, for hvorfor er det egentlig, at man altid skal starte helt fra bunden, når man opbygger en ny verden? Hvis vi siger at tallet pi (3.141592er helt fundamental for vores verden, hvorfor skulle det så ikke også være det i andre verdener? Og hvis det er fundamentalt, hvorfor så ikke bruge det?

Men det er nok mest sproget der er studentikost (og jeg elsker det), som i sætningen

"Han var idealistisk,"forklarede Gawl. "Han mente, at vi som folkeslag begrænsede os ved kun at bo i bjergene og lave det samme arbejde generation efter generation".

Toft, Jon B. "Laya" s.52

Så hurra for det studentikose, så mine kære medstuderende, lad jeres røst høre og skam jeg ikke over jeres nørdethed.

Om mine gamle dagbøger

Jeg er begyndt af læse mine gamle dagbøger, fra dengang hvor jeg var virkelig syg. Jeg ved ikke om det er godt for mig, men nu er jeg gået i gang, så jeg føler ikke, at jeg kan ikke stoppe, ikke før den mig der findes i dagbøgerne får det godt nok til, at jeg tør lade hende alene. Jeg har så ondt af hende, men det kan jeg kun have, fordi det ikke længere er mig, jeg er blevet en anden, jeg har fået det bedre.

Dengang frygtede jeg at få det bedre, for hvad nu hvis jeg ikke brød mig om den nye mig? Kan jeg lide den nye mig? Jeg er ikke længere så genert og forsagt, faktisk kan jeg ligefrem være frembrusende og lidt dominerende, og jeg skammer mig over det, for giver jeg plads nok til at også de mere stille kan komme til? På uni den første tid røg jeg tilbage til den jeg var dengang, og det var kedeligt og lettere nedværdigende, jeg turde jo ikke engang tale med folk. Men selv på uni begynder jeg at vende tilbage til mit nuværende jeg. Forleden blev jeg inviteret med til at sidde og snakke og lave lektier (mest det første) og jeg var ved at tabe både næse og mund af ren benovelse, for ville de virkelig have forsagte og underlige mig med? Men det lykkedes mig at spille cool og agere som var det den mest naturlige ting i verden, men det var vel hverken ny mig eller gammel mig, men bare mig midt imellem.

Det er vigtigt for mig at dokumentere mit liv, ikke kun på bloggen hvor folk kan følge med, men også over for mig selv. Min første dagbog fik jeg som barn, men den har jeg mistet og jeg ærgrer mig gul og blå, men på min hylde står der nu 36 dagbøger. Nogle kan jeg næsten udenad fordi jeg har læst dem så mange gange, andre har jeg skrevet og glemt alt om.

Sidst jeg var ude at lede efter en ny dagbog/notesbog, så var det næsten umuligt at finde en, og jeg kom til at tænke på, om unge piger ikke længere har en 'hemmelig' dagbog liggende under hovedpuden? Har den menneskelige teenage psyke ændret sig, så unge piger ikke længere har brug for hemmeligheder, er vi kommet til det punkt hvor man har en personlig blog i stedet? Sandt nok, så har jeg jo selv denne blog, og før det en dagbog på et lukket forum, men jeg har altid simultant haft min én dagbog kørende til de virkelig personlige ting. Er jeg gammeldags? Er det bare lidt for 90'erne?Men jo mere jeg noterer jo bedre har jeg det med det, men det kan godt blive temmelig forvirrende læsning, så nu hvor jeg har fået mere overskud er jeg begyndt at dele mine dagbøger mere op, hvilket passer perfekt med min kassetænkning.

Uni dagbog

Trænings dagbog

Alm dagbog

 

 

 

De fleste af mine dagbøger

Om dengang i psykiatrien

Jeg skulle have været på uni efter jeg havde været ved psykolog i går, men vi kom til at tale om de to år fra 07 til 08, hvor jeg røg ud og ind af psykiatrisk hospital i Risskov og på akutmodtagelsen Århus sygehus. Jeg ville have taget på uni men mit hjerte var tungt og mit hoved proppet, og jeg trængte bare til at komme hjem og blive trøstet af pædagogerne og få at vide, at alting er blevet godt, det hele var bare et mareridt, et langt mareridt javist, men kun et mareridt.

Men hvad skete der i de år? Problemet er nærmest at der ikke skete så meget. Jeg blev diagnostiseret med Aspergers syndrom, og så gik alting i stå. Jeg blev erklæret uegnet til psykologhjælp, jeg blev afvist fra både center for spiseforstyrrelser og center for selvmordsforebyggelse, og jeg gik fra at være i behandling i psykiatrien til at være til opbevaring indtil dem fra voksen handicap 'gad' at tage min sag, så jeg ventede, og alt var en grå tåge af alt det der er ubehageligt at snakke om.

Jeg ved, at jeg burde være taknemmelig, for jeg har fået så meget og plejepersonalet på afdelingerne har gennem tiden været så søde og gjort så meget for mig, men det var ikke dem vi snakkede om i går, det var derimod de få, som dog fyldte så meget. Under snakken følte jeg ingenting, men bagefter følte jeg det svigt som jeg ikke turde føle dengang, men jeg skammer mig over at føle mig svigtet, jeg føler mig utaknemmelig, for jeg føler ikke, at jeg stod i en position, hvor jeg kunne kræve noget som helst, for jeg burde være taknemmelig for, at jeg trods alt ikke var på venteliste. Og alligevel har jeg følelsen indeni, at det måske ikke var mig som krævede for meget, men de få der ikke gjorde deres arbejde ordentligt, men nogle gange føles det luset at skyde skylden på nogen som ikke er til stede til at forsvare sig selv, derfor er jeg også i tvivl om jeg skal poste denne historie, men jeg gør det alligevel. jeg vil gerne fortælle om den første gang, at jeg tog en overdosis Panodiler.

Novellen som jeg har linket til handler dog ikke om den første gang, men om en sammenfatning af de 6 overdoser jeg havde i løbet af 7 måneder. Jeg spekulerer nogle gange på, om det kunne været gået anderledes, hvis det jeg nu vil fortælle var forløbet anderledes.

Lægerne og sygeplejerskerne på akut modtagelsen havde været så søde ved mig, selvom jeg senere fandt ud af, at lægerne på psyk havde prøvet at beordre dem til ikke at tale med os 'panodilpiger', for vi skulle jo nødig føle os for fine på den, eller hvad det nu var at de tænkte, men kan man i et civiliseret samfund tvinge folk til at være mindre menneskelige, i dette tilfælde sygeplejersker som burde have medmenneskelighed som en del af deres person, som en del af deres job? Nogle sygeplejersker kunne ikke, og især på den afdeling gjorde de meget ud af, at også vi skulle føle bare et øjebliks glæde.

Da min indlæggelse var slut, spurgte lægen hvad han skulle stille op med mig, og min selektive mutisme (midlertidig stumhed) som jeg led meget af i den periode, satte ind. Jeg ville så gerne indlægges på psyk, men jeg turde ikke stille krav af frygt for at blive afvist, og især af frygt for at blive afvist fordi jeg stillede krav, så det var nemmere at holde sin mund. De ringede til min kontaktsygeplejerske der sagde, at de bare skulle sende mig hjem, han skulle nok ringe til mig. Jeg kom hjem torsdag kl 11, måske 12, og jeg havde ikke noget mad, men jeg turde ikke gå ud og handle, for han ville jo ringe, og så ville han fortælle mig hvad jeg skulle gøre, og så skulle alt nok blive OK på en eller anden måde, men han ringede ikke, og til sidst måtte jeg først græde lidt i fortvivlelse, og så ud og handle. Han ringede så, men først kl 16.
- Det var da noget værre noget...
- Ja.
- Nu gør du det vel ikke igen i løbet af weekenden?
- Det ved jeg ikke.
- Gør du det igen i løbet af weekenden?
- Nok ikke.
- Okay, så ses vi til vores aftale mandag.
Det var det, og aldrig blev der snakket om det igen, heller ikke anden, tredje og fjerde gang, og så opsagde han vores samarbejde. Ikke at det gjorde den store forskel, han var sjældent hos mig mere end 5-10 min selvom han sagde til andre at han satte en halv time af.
- Hvordan går det?
- Bare sådan stille og roligt.
Sådan svarede jeg altid, for hvad skulle jeg sige? Stille og roligt? Hvad betyder det egentlig overhovedet? Det betyder ingenting, for stille og roligt i forhold til hvad? Enhver kunne vel se at det ikke gik stille og roligt, når jeg kom til udpumpning hvert andet øjeblik, men ingen sagde noget. Jeg kan godt forstå at jeg var i tvivl om, om jeg var værd at redde, eller om alle bare var ligeglade. Min familie ville nok ikke være ligeglad, men jeg fortalte dem det ikke, for i min grå og kolde verden var der ikke plads til andre end mig og måske en enkelt sød sygeplejerske i ny og næ, der var ikke plads til familien og alle deres følelser.

Jeg kan så på mit ordvalg, at jeg et eller andet sted føler mig harm, men jeg kan ikke mærke noget, for i mine år i psykiatrien valgte jeg at skubbe mine følelser meget langt væk, og det kan jeg stadig nogle gange.

Om min bogblog

Jeg har en bogblog, hvor jeg nogle gange anmelder bøger fra blandt andet Rosinante, men også andre forlag. Rosinante er dog de mest krævende, og jeg føler mig beæret over, at jeg, på trods af mit relativt lave læsertal, må anmelde for dem. Nu er det sådan, at de er i gang med at opdatere deres blogger oplysninger, og jeg er blevet bedt om at oplyse hvor mange unikke besøg jeg har om ugen, og jeg krymper mig lidt ved at finde ud af det, for jeg har hen over sommeren forsømt min bogblog lidt, og nu hvor jeg er begyndt på universitetet er antallet af anmeldelser faldet til det halve.

Jeg har aldrig løjet over for dem, men lige nu føler jeg at jeg har, og jeg føler mig meget lille og utilstrækkelig. Det gør jeg også i forvejen. Jeg kan ikke finde ud af at gøre reklame for min bogblog, for det er jo bare min egen skøre særinteresse, og den kan folk da umuligt have lyst til at høre om, så jeg gemmer den af vejen, og håber alligevel, at folk vil finde frem til den, men det skal være slut nu, for mine anmeldelser er faktisk ganske gode, og jeg lægger et stort arbejde i at læse et bredt udvalg af bøger og skrive noget reelt om dem.

Først tænkte jeg, at jeg ville poste nye anmeldelser på asperger-pigens facebookside, men jeg jeg ombestemte mig, for det er jo så nemt bare at oprette en ny side, så det har jeg gjort, og I er velkommen til at like HER.

Hvad jeg stiller op med Rosinante ved jeg ikke. Måske beder jeg om udsættelse, og ser hvordan det går her i de kommende par uger, men selv når det går aller bedst, så er det ikke helt så godt, som jeg er bange for at de forventer, og jeg er bange for at skuffe dem, og bange for at de indstiller samarbejdet. Jeg tjener ingen penge på mine blogs, så det kan ikke kategoriseres som andet end en interesse, så det er kun min værdighed der står på spil, hvis jeg mister samarbejdet, men værdighed betyder en hel del for mig.

Efter alle mine år i psykiatrien føler jeg mig mindre som en person, for jeg mistede evnen eller i hvert fald muligheden for at producere et resultat som kunne måles, vejes og vurderes. Hver gang jeg lavede noget var det ih og åh så fint, for man forventede intet af mig. Høje forventninger slider på én, men slet ingen forventninger er også hårdt. Rosinante var de første der stillede krav til mig, og det var super fedt, og jeg føler et eller andet sted, at jeg står i taknemmelighedsgæld til dem, og jeg har et stort behov for at bevise mig selv over for dem.

Om ros

Nogle gange tror folk fejlagtigt, at bare fordi jeg ikke er god til at tage imod ros, st så er jeg heller ikke interesseret i at høre det. Okay, helt forkert er det ikke, for jeg gider ikke den ubegrundede ros, jeg gider ikke høre, at selvfølgelig er jeg dygtig til at skrive, fra en der læst ikke har læst nogle af de ting jeg har skrevet. Den slags ros virker bare tåbelig, men når jeg har skrevet noget, eller malet et billede, eller har taget mig lidt af en af pigerne når hun har haft det svært, SÅ vil jeg gerne have ros, og jeg vokser en lille smule hver gang.

Jeg er vokset op med aldrig at kunne gøre noget ordentligt, på nær lige når jeg tegnede og malede. Det skyldtes dels, at jeg var en aspergerautist i en neurotypisk (ikke autistisk) verden, og jeg skulle klare mig på lige vilkår med alle andre. Buhu, det var vel nok synd for mig, men det skyldtes altså også, at jeg endnu ikke havde lært en ordentlig arbejdsdisciplin. Hvornår den begyndte at komme er svært at sige, nok først, da jeg blev voksen. Hvad der virkelig satte gang i tingene, var da jeg begyndte på ritalin og senere concerta for min ADD.

Nu om dage, gør jeg de ting jeg skal, og mere til, og jeg gør dem ganske udmærket. Hen over sommeren tog jeg et forfatterkursus, og selvom det sådan mest var for sjov, så var det også lidt for alvor, for når jeg lige har sagt, at jeg gør tingene ordentligt, så skal det også gøres, og det gjorde jeg så, og det har båret frugt, for her er lærerens evaluering af mit arbejde.

"Allerede fra første opgave, har Linda vist, at hun besidder et stort intellektuelt potentiale og – ikke mindst – et stort gå-på-mod. Uanset opgavens art, har Linda ufortøvet kastet sig ud i den. Mange gange har Linda selv ment, at hun ikke havde klaret opgaven særlig godt – men det viste sig stort set hver gang, at Linda havde lavet en særdeles interessant og velskrevet opgave. Kun en enkelt gang diskuterede vi om opgaveformuleringen skulle fravige den fra kurset stipulerede, da vi nåede til disciplinen: Skriv til musik. Men igen viste Linda stort mod og hun og jeg blev enige om, at hun ville gøre et forsøg. Det er heller ikke uvæsentligt at nævne, at Linda, som den eneste af de mange elever jeg hidtil har haft, besvarede og sendte alle opgaver retur til aftalt tid. Så hun har også en rigtig god arbejdsdisciplin.

Jeg var tilbøjelig til at glemme, at Linda har en diagnose. Det betød, at vi på et tidspunkt sidst i forløbet gik skævt af hinanden – men igen var Linda modig, og storsindet, og vi fik afsluttet på en for mig at se ordentlig måde.

Linda har givet kursus god respons. Det er min opfattelse, at hun har haft fornøjelse af det. Det samme har jeg. Linda er en drøm af en elev: disciplineret, begavet, kreativ og nysgerrig. Den værste hurdle for Linda er nok, at hun stiller så sindssygt høje krav til sig selv".

Og ja, jeg stiller høje krav til mig selv, men hvor går det fra at være en god ting, som man skal være stolt af, til et problem. Jeg kan jo godt lide at gøre tingene ordentligt, og for at gøre det, så er man nødt til at have høje krav til sig selv, eller bare være særdeles talentfuld. Det kan så være svært at sig, hvor meget af det gode resultat der skyldes talent, og hvor meget der skyldes hårdt arbejde.

Da jeg gik på universitetet, var der en pige der fik rigtig gode karakterer uden at kæmpe sindssygt hårdt for det. Vi andre syntes, at det var virkelig flot, men hendes mor sagde, at hun havde mere respekt for en af de andre piger, som klarede sig mindre godt, men som virkelig kæmpede hårdt for det.

Hvis man har et talent, er man så ikke på en eller anden måde forpligtet til at arbejde hårdt for at forbedre sig, både over for sig selv, for verden og for Gud, for Gud konge og fædreland?

Om en pæn håndskrift

Både jeg selv og mange andre roser mig for at have en pæn håndskrift, og de ønsker jeg også at have når jeg starter på hebraisk her om 1½ uge, så jeg sidder nede i spisestuen med min hebraiske bibel og skriver af, og skriver af, og skriver af. Det er ikke hårdt arbejde, men det er kedeligt, især fordi jeg ikke er god nok til hebraisk til at vide hvad det er jeg sidder og skriver. Jeg genkender da et ord i ny og næ, men det er egent imponerende lidt. Så jeg sidder og skriver tegn efter tegn, og nogle gange skriver jeg bare række efter række af det samme bogstav eller ord.

Hele pointen er, at jeg udmærket godt kan det hebraiske alfabet, men bogstaverne som de ser ud på tryk er klodsede og langsomme at skrive i hånden, og det tager sin tid når man skriver noter, laver lektier eller skal til eksamen, derfor er jeg ved at lære mig selv hebraisk håndskrift, som det er blevet genopfundet til moderne hebraisk. Bogstaverne her er meget lettere at skrive, og det ser tilnærmelsesvist pænt ud når man skriver det, men mange af bogstaverne er markant anderledes end dem jeg kender i forvejen, så jeg sidder hele tiden og slår op, og slår op og slår op. Fik jeg sagt at det er kedeligt arbejde.

Pædagogerne er flere gange henne og fortælle mig at det ser godt ud, men det er vist mest fordi de ikke har nogen anelse om hvordan det bør se ud. Det mærkelige er, at det kommer bag på dem at jeg gør den slags. Jeg kan godt gå med til at nogle er mere disponible for en flot håndskrift end andre, men det kræver også øvelse, masser af øvelse. Min almindelige håndskrift får jeg jo trænet, når jeg skriver breve eller dagbog, men også der kan jeg finde på at sidde bare og øve mig for at få et pænere sving på mine r'er eller krølle på mine b'er. Hebraisk har jeg dog ikke mulighed for at øve nær så naturligt, så jeg må bare lave de samme øvelser, som man skulle dengang for mange år siden da man gik i folkeskole.

Så jeg sidder ved mit bord og papirer spredt ud foran mig og øver mig, og bliver helt firkantet i øjnene. Pædagogerne siger, at det er hyggeligt at jeg tager det med ned, og jeg kan da også lide at føle, at der er liv omkring mig, nogle af de kommentarer jeg får, kunne jeg dog godt være foruden. De mener det på bedst tænkelige måde, men de glemmer, at jeg tænker på en helt anden måde end dem.

Her er hvad de siger, og hvad jeg hører, og hvad jeg tænker:
- Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med lektierne/sådan noget der kan jeg slet ikke finde ud af/tænk at du kan finde ud af det der= når du sidder der, får du mig til at føle mig dum, og jeg får det dårligt med mig selv = giver mig noget at leve op til, for så tror de, at jeg er klogere end jeg egentlig er, og så tror de at jeg vil få en meget bedre karakter end hvad egentlig er tilfældet, og så får jeg dårlig samvittighed.

Jeg får dårlig samvittighed over at sidde der og lade som om jeg er så pokkers klog, for at have en fin håndskrift er ikke det samme som at være dygtig. Jeg vil gerne have en pæn håndskrift, men jeg vil endnu hellere være dygtig. Det jeg er bange for at der vil ske er, at jeg føler mig så overlegen fordi de andre jo først skal til at lære alfabetet, og jeg bare skal have genopfrisket min grammatik, så at jeg læner mig tilbage, og pludselig har de overhalet mig, og jeg får en skod karakter til eksamen. Jeg er nemlig ikke så dygtig som alle går rundt og tror, jeg er bare helt almindelig, og jeg synes også, at det er sjovere at sidde i sofaen med en god bog og en pepsi max, end det er at slå op i grammatikker og ordbøger.

Selvfølgelig skal jeg begynde på hebraisk, fordi jeg gerne vil. Jeg er pensionist, så samfundet har ingen forventninger til mig, og i princippet kunne jeg sidde på sofaen hele dagen og ryge smøger og tage 10 kg på om året, de eneste forventninger jeg skal leve op til er mine egne. Jeg forventer, at lektierne er spændende de første 3 måneder, og så bliver de bare en del af hverdagen der skal overstås før jeg kan begynde at slappe af. Lektier er kedelige, sådan er det bare. Øvelserne i sig selv er måske okay, men fordi det er lektier og noget man SKAL gøre, så bliver der lagt en fin hinde af kedsomhed over det hele, så ja, jeg sad og skrev af efter biblen uden at vide hvad jeg skrev.

Om at ville være den kloge

I dag til mit forfatterkursus fik jeg en meget hård, men ærlig kommentar som rammer mig meget, altså rammer mig som i viser noget om hvem jeg er, ikke som i at jeg tager det tungt. Jeg fik at vide at jeg al for hårdt prøver at virke som hende den kloge, og det er rigtig nok, jeg er nemlig rædselsslagen bange for, at folk ikke ved at jeg er intelligent.

Da jeg gik i skole, folkeskole, gymnasium og universitetet havde jeg pga mit endnu ikke opdagede handicap svært ved at følge med, sagt mere præcist, så havde jeg ikke overskud til at læse mine lektier og møde til alle undervisningstimer. Hvor hårdt jeg prøvede varierede meget alt efter hvor doven, depressiv eller bare træt jeg var. Der var heller ikke nogen der lærte mig hvordan jeg skulle læse lektier, man forventede bare at jeg kunne når nu de bad mig om det, og vi, mig selv inklusiv, troede at det kun handlede om dovenskab. Mit gennemsnit har derfor i alle tre skoleforløb ligget på lidt over 8 (den gamle skala) og det må man sige, jeg var noget nær så gennemsnitlig som man kunne blive. "Jamen det er jo bare en karakter, den betyder ingenting". Jo, den betyder meget, det er nemlig et dejligt konkret tal mit i alt det kaos som min skoletid var. Jeg fik derfor et skriftligt bevis på at hvis jeg kæmpede hårdt, så var jeg middelmådig, hvilket måtte betyde, at jeg var en lille smule dum.

I dag ved jeg, at det jeg kæmpede med var helt almindelige hverdagsting og personlige problemer, jeg havde slet ikke tid til at kæmpe med skolen. På nær et par enkelte for mig interessante eksaminer, så tog jeg den på slum hele skoletiden igennem, især i 3.g hvor jeg var for depressiv til at åbne en bog, og så er 8 i snit pludselig meget godt, men jeg ser stadig bare et stort rødt 8-tal og er skuffet over mig selv.

Jeg kommer fra en akademisk familie, og måske karaktererne ikke betyder alt, men det ses lidt som en dyd at være klog, hellere klog end et godt menneske, og jeg følte at jeg ikke kunne leve op til det ideal, jeg fik jo kun 8 i snit. Jeg troede at jeg var dum og doven, og jeg forsøgte at lære mig selv selvdisciplin gennem min spiseforstyrrelse, jeg stillede regler for min spisning og min lektielæsning, men de var for skrappe og jeg fejlede gang på gang og blev mere og mere deprimeret. Jeg ville jo bare så gerne være dygtig. Så jeg prøvede at fake. Jeg læste kloge bøger og forsøgte at efterabe forfatternes tankegang (hvis nogen finder det interessant, så er det kun mænd der kan tillade sig at skrive den slags bøger, kvinder forventes at være mere følsomme). Jeg stiller regler op for mig selv for at virke klog, for at skjule hvor dum jeg hele tiden føler mig. Jeg hader at spille TP og BezzerWizzer for hver gang jeg ikke kan svare på et spørgsmål, også selvom det handler om 80'film, så rammer det mig lige i hjertet.

For næsten et år siden kom der så en psykolog og lavede nogle tests på mig. Han fortalte mig at jeg faktisk er ret klog. Jeg blev glad, men jeg blev også flov, for hvis jeg var så klog, hvorfor kunne jeg så ikke præstere? "Jamen dengang du gik i skole fik du ikke ritalin". Nej, men et 8-tal er et 8-tal og ligegyldigt hvor mange år der går og hvor meget medicin jeg får, så vil det altid stå på mine eksamenspapire.