Hvorfor vi bør værdsætte antikvariater

I slutningen af sidste år fik jeg arbejde i et antikvariat et par timer en gang om ugen. Jeg elsker mit arbejde, og derfor er der også en lille smule reklame blandet ind i dette indlæg. Det håber jeg, at i ikke har alt for meget imod.

Jeg har altid holdt rigtig meget af antikvariater og andre butikker der sælger brugte/gamle bøger.

Jeg har altid interesseret mig for emner der var sådan lidt skæve i forhold til gennemsnittet. Det har derfor nogle gange været svært at finde den helt rigtige bog. Jeg kan ikke rigtigt bebrejde boghandlerne og forlagene, for de er trods alt forretninger der skal kunne løbe rundt. På biblioteket var det ofte lidt lettere, men kun til dels, med mindre man kunne få adgang til arkivet. Jeg tror ikke nødvendigvis at fortiden havde bedre smag af emner til deres bogudgivelser, men hvis hver årgang har 5 emner der bliver udgivet bøger om, så er der større chance for at finde noget om et emne jeg interesserer mig for, hvis en butik udbyder bøger fra 100 årgange, end hvis den kun udbyder 2.

Dertil kom der også problemet om pengene. Som barn fik jeg 20 kr om ugen i lommepenge, og heller ikke senere havde jeg voldsomt mange penge. Igen var biblioteket en god løsning, og jeg har igennem tiden lånt mange mange bøger. Alligevel er der noget helt særligt ved at eje en bog, vide at den er min, synet af proppede reoler, processen med at finde den helt rigtige bog ud fra ens egne kriterier. Men bøger i butikkerne er dyre, og det er enormt surt at bruge 300 kr på en bog der måske ikke lige var det man aller helst ønskede sig. Ikke alle antikvariater har en afdeling med billige bøger eller udsalg, men mange har, og jeg elsker at rode i bunkerne, for man ved aldrig hvad man finder.

Jeg husker stadig en af de første antikvariske bøger jeg købte. Det var en digtsamling, som jeg fik for 20 kr. Jeg fik den aldrig læst, men den havde en meget smuk indbinding. Den var udgivet i slutningen af 1800-tallet og som teenager i 90'erne, var det så gammelt, at det for mig virkede som en arkæologisk skat.

Som jeg blev ældre blev jeg også mere erfaren. Jeg lærte mere om bøger både hvad angår indhold og udgivelse. Jeg begyndte ligeledes at lære mig selv bedre at kende, begyndte at vide hvad jeg kan lide, og hvad jeg vil give for det. Emnemoderne i nyudgivelserne har ændret sig igen og igen. Nogle gange var det til det bedre, andre gange til det ligegyldige. Jo mere jeg så ved om hvad jeg ønsker af en bog, jo mere er jeg også villig til at betale, hvis jeg finder en der passer til mine kriterier, til gengæld bliver mine ønsker samtidig mere specifikke, og sandsynligheden for at finde det hos en konventionel boghandler bliver mindre.

Jagtens glæde skal heller ikke glemmes. Hvad man kan finde i én bog&ide kan man for det meste også finde i en anden. Det har bestemt sine fordele, men der er nu en hvis tilfredsstillelse og spænding ved aldrig helt at kunne vide hvad der gemmer sig på antikvariatets hylder. Dog ved jeg, at jeg aldrig vil finde det som jeg aller mest ønsker at finde, nemlig den uendelige historie, ikke Michael Endes bog "Den uendelige historie", men den bog der optræder i Michael Endes bog.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den 30. Jan 2017 kl. 8:15 PST

Om at arbejde med gamle bøger

tilfældig illustration fra den sidste
bog jeg læste

Jeg er begyndt at arbejde i en antikvarboghandel på frivillig basis.

Det kan vist ikke komme som nogen overraskelse, at jeg godt kan lide bøger. Jeg kan lide at læse dem, bladre i dem, se på dem og bare generelt være omringet af dem. Det er en passion der er svær at tilfredsstille, for selvom der er dage, hvor jeg laver noget andet og tænker på andre ting, så vil der altid være dage, hvor jeg har brug for at blive udfordret af endnu en bog, men jo mere jeg læser, jo svære er det at finde noget nyt, noget jeg ikke har set utallige gange før.

Ofte beklager jeg mig over moderne krimier. Det er ikke fordi der er noget virkelig galt med dem, de er hverken værre eller bedre end så meget andet, og hvis man kan lide den formel de er skrevet efter, så er det også fint nok. Men når man som jeg trænger til noget andet, så kan en tur på biblioteket eller en almindelig boghandel være lidt af en prøvelse.

Bøgerne i et antikvarboghandel er ikke nødvendigvis mindre klichéfyldte, men fordi bøgerne strækker sig over flere århundreder, så kan jeg som moderne læser i det mindste lade mig overraske tidligere tiders klischéer, som jeg har den luksus at læse for første gang. Selvfølgelig udgives der gode romaner i dag såvel som dengang. Det er endda også igen kommet på mode at genudgive dem i smukke og holdbare udgaver. Jeg er helt vild med disse udgivelser.

En bog behøves ikke kun at være god at læse, den må også gerne være lækker at røre ved og se godt ud på reolen/natbordet. I en antikvarboghandler er der masser af disse bøger. Mange flere end jeg ville kunne købe eller læse. Jeg er da selvfølgelig udmærket klar over, at de smukkeste bøger ikke nødvendigvis har det bedste indhold, men det er alligevel rart at kunne omgås dem. Nogle af dem læser jeg og andre ikke, men de er stadig med til at stimulere min læselyst.

People always tell you not to junge a book by its cover, but sometimes it's hard not to ❤ #denengelskelods #henrikwergeland #bookcover #antiquebooks #currentlyreading #publishersbinding #seagull #mage #poetry #poesi #bøger #bookstagram #bookstagramer #judgingabookbyitscover #dansklitteratur #norsklitteratur #beautifulbookcovers #goldbook #mørksantikvariat

Et billede slået op af Linda Larsen (@teotossen) den 20. Nov 2016 kl. 5:34 PST

Der er nogle følelser der aldrig helt forsvinder.

Dengang da jeg var meget syg var en af de ting jeg sloges med maden. Jeg var meget tynd. Ikke tynd nok til at kunne få en anoreksidiagnose, men for tynd til at have nogen livsenergi. I og med, at jeg så begyndte at få det bedre, begyndte jeg også at tage på, 30 kg på 5 år. Samtidig med at jeg fik det bedre, begyndte det heldigvis også at betyde mindre for mig hvad jeg vejede, ellers havde det været en tung byrde at bære. I dag har jeg et godt liv, og jeg tænker sjældent på det med vægten, men alligevel er det nogle følelser jeg aldrig helt vil kunne slippe.

Her i dette varme sommervejr så jeg ind i mit klædeskab og måtte erkende, at der snart ikke var mere sommertøj jeg kunne passe. Det var et problem, men heldigvis et temmelig overskueligt problem, jeg skulle jo bare en tur ned i byen og købe noget. Det var planen, Kæresten tog med, vi gik ind i butikken, vi fandt nogle kjoler, jeg gik ind i prøverummet. Det var så her turen gik fra en praktisk opgave til en følelsesmæssig rutsjetur.

Bevidst om min krops forøgede omfang havde jeg udvalgt nogle kjoler i Large, men Kæresten måtte snart sendes hen efter nogle i Extra Large, og stadig strammede de under armene og over ryggen. Jeg stod så der foran spejlene i en kjole der sad et skævt på mig, for stor og for lille på samme tid. Kjoler der slaskede om mig samtidig med at de strammede. To små bogstaver, XL, som jeg hadede, men bogstaver er et abstraktbegreb, som det er svært for alvor at hade, så jeg begyndte at hadede mig selv i stedet. Jeg kunne stå og se på min refleksion i spejlet og se hvordan al selvtillid blev suget ud af mig. Jeg kunne se hvordan jeg blev mindre og mindre, uden dog at tøjet sad spor anderledes.

Jeg fandt en kjole i strækstof, som jeg kunne passe i størrelse large, og jeg købte den straks. Jeg tog ikke stilling til, om jeg kunne lide stilen, det eneste der betød noget var, at jeg kunne passe den, og at large var mindre end extra large, og jeg derfor kunne hade mig selv en lille smule mindre. Jeg kunne endda smile en lille smule.

Senere til hverdagsmesse henne i den katolske kirke stod jeg mens vi sammen bad:

Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.

Først da kunne jeg trække vejret helt ned i lungerne igen og tænke, at det med kjolens størrelse, og spejlenes magiske kraft måske slet ikke betød så meget alligevel.

Bedre end det gamle men skræmmende anderledes

Jeg har købt mig en ny computer. Det er ikke fordi den gamle slet ikke fungerer mere, den var bare blevet langsom og upålidelig, og da så en dag et vigtigt dokument forsvandt, så fik jeg nok. Okay, det var måske ikke noget virkelig vigtigt dokument, det var egentlig bare mine noter fra en enkelt undervisningstime, men det er alligevel pisse irriterende.

Jeg foretrak at købe min nye computer i en butik frem for på nettet. Selvom det kan godt være lidt skræmmende for mig at gå ind i en butik på grund af varmen, lyset og alt for mange mennesker, så foretrækker jeg det langt frem for nettet, i denne situation, da jeg ikke ved så meget om computere. Fordi det er noget jeg ikke ved så meget om, så foretrækker jeg at blive stillet over for et begrænset udvalg. I butikken stod der måske 25 computere, hvoraf de første 10 kunne vælges fra, fordi deres pris lå langt over mit budget. Det tog mig måske 15 min at skære feltet ned til de sidste få, og så fik jeg til sidst min computer.

Det er så den jeg sidder med nu. Jeg ved med ret stor sikkerhed, at jeg vil blive glad for den, men føles endnu rigtig for mig. Den er lettere, den flytter sig lettere på bordet, hændernes arbejdsvinkel er uvant, overfladen føles anderledes for mine hænder, touch padden er meget følsom og den mindste berøring får mærkelige ting til at ske, der er stadig en masse småting der mangler at blive indstillet og installeret, nogle af knapperne sidder lidt anderledes og mange af mine ting ligger stadig ovre på den gamle computer. Jeg er udmærket klar over at det er småting, men det får alligevel min hjerne til at gøre knuder.

I dag er det ikke så slemt, men i går måtte jeg overlade den i Kærestens varetægt mens jeg gik ind i soveværelset for at køle af og samle tankerne. Når han nu alligevel sad med den, så kunne han vel også lige klare et par småting, 'ikke også, SKAT!?! *plirrer uskyldigt med øjenvipperne*. Det bedste var, at han ligefrem håbede, at jeg ville bede ham om det, for ham et nyt legetøj, for mig et irriterende og usamarbejdsvilligt arbejdsredskab.

opgør mod køb- og smid vækkultur

Vi lever i en dekadent tid, hvor vi ikke mangler noget, og hvor vi smider hvad som helst ud, så snart vi bliver den mindste smule trætte af det. Det er i hvert fald hvad man konstant får at vide, og det lyder rigtig nok, så jeg nikker anerkendende, og sukker over at være del af en forkvaklet generation.

I enhver revolution må man starte med sig selv, og i mit tilfælde, så er det mig, og jeg har en gammel cykel, som jeg fandeme ikke behøves at skifte ud, den skal bare skrues lidt her og smøres lidt der, og så virker den ganske udmærket. Cykelsmeden har godt nok set tvivlende på både mig og cykel de sidste mange gange den har været inde hos ham med den, men nejnej, jeg ville ikke tynge miljøet for min egen mageligheds skyld, så ville jeg hellere betale de mange regninger til reparationer.

Det korte og det lange er dog, at jeg er enormt hyklerisk, for på alle mulige andre områder har jeg ikke problemer med at smide ud og købe nyt. På en eller anden måde virker det bare anderledes med cykler. Når man står med den virker den så robust. Måske larmer den en lille smule, og måske har jeg det sidste år brugt 1500 kr på reparationer og reservedele, men hvornår er det nok?

For mig var det nok, da jeg forleden ikke orkede at se cykelsmeden bakse med at baghjulet, af nyere dato, egentlig ikke helt passer til det oprindelige stel, og at standardkæden, af helt ny dato, derfor er for lang, og for at få det til at passe bare nogenlunde sammen, må cykelsmeden kæmpe med hjul, skærm, kæde og et utal af små dimser, for at dækket ikke skal slide mod skærmen. Det er et problem der er begyndt at komme hver gang noget skal ordnes, og det tager lang tid at fixe.

Cykelsmeden er en venlig mand, så han tager ikke penge for det ekstra arbejde, men jeg bliver træt bare af at se ham knokle med det, så jeg indrømmer nu, at den cykel har tjent mig godt i over et årti, og det nu er på tide at sige stop.

Resultatet er, at jeg nu har en ny cykel. Den er pæn, og jeg er sikker på, at den er rigtig god, men som altid er jeg længe om at vænne mig til noget nyt. Jeg sidder fx i en lidt anden stilling, og derfor skal jeg bruge musklerne på en lidt anden måde. Ligeledes er bremser og gear også anderledes, jeg er sikker på, at de nok er bedre, men lige nu virker de mest bare fremmede, og jeg skal lære ting som bremse længde, hvor hårdt jeg bremser, hvilke gear jeg skal bruge på hvilke strækninger.

Det er en lækker cykel, og eftersom jeg bruger den næsten hver dag, så skal jeg nok hurtigt vænne mig til den. Når det bliver lidt varmere, skal Kæresten og jeg forhåbentlig ud på lange ture og nyde det danske land, og jeg mener virkelig det der med forhåbentlig, for da både Kæresten og jeg har købt nye cykler, så har vi ikke råd til at tage ud og rejse.

Min trofaste cykelsmed kan i finde her:

http://denstorecykelsmed.dk/

Den Store Cykelsmed
Skelagervej 5 - 11
8200 Aarhus N

41 21 11 02

Post-eksamens-koma

I flere dage har jeg prøvet at komme op med et indlæg, men min hjerne har været helt tom, og det er den for den sags skyld stadig. Jeg sover ca 12 timer hver nat, og mine dage tilbringer jeg foran computeren med at se Stephen Fry på YouTube. Jeg har ikke været uden for en dør andet end for at handle. Jeg har været så inaktiv, at jeg ikke engang er helt sikker på, at jeg kvalificerer som menneskelig.

Jeg er så træt, at jeg slet ikke kan forestille mig, at jeg nogensinde igen vil blive klar til at starte på næste semester, eller, selvfølgelig bliver jeg det, det føles bare ikke sådan lige nu. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går mellem at være træt og være doven. Måske er det bare et spørgsmål om, at jeg skal tage mig sammen og se at komme ud af døren.

Den ene dag begyndte jeg at vokse mine ben. Jeg nåede at tage det ene, men så kunne jeg ikke overkomme mere, så i flere dage rendte jeg rundt med ét normalt ben og ét wookee ben. Heldigvis var Kæresten lidt ligeglad.

Kæresten prøver ellers meget at opmuntre mig til at komme ud. I dag slæbte han mig med i IKEA. Jeg var bestemt ikke begejstret, men det var egentlig okay at være der sammen med nogen, for så føles det en anelse mindre deprimerende at vandre rundt i deres uendelige gange. Vi købte et par småting, men de ting vi egentlig skulle have var udsolgt, så nu ender det med at han slæber mig med derud igen en anden dag.

Nå, men i det mindste kom jeg lidt ud i den friske luft og fik røde runde kinder.

Om at trøstekøbe julepynt

Der er under en måned til at eksamenslæsningen går i gang, og jeg begynder lidt at kunne mærke presset, hvilket sætter gang i min evigt tilbagevendende eksamenskuller. Med eksamenskuller mener jeg, når jeg går voldsomt meget op i et emne der ikke er eksamens relateret, for at skabe et aktivt felt der kan stå som kontrast til alt det jeg får læst (eller ikke læst). Når emnet i år er julepynt, så foregår det sådan, at når min hjerne arbejder på højtryk med græske verber og begreber, sidetal og skrivekramper, så kan jeg godt nogle dage gå hen og blive ret melankolsk grænsende til trist, og så hjælper det at gå ind i en butik og købe en engel i porcelæn eller en pingvin med ørevarmere. Det er en temmelig effektiv kur, og det hjælper også når jeg har nedtur efter at fysioterapeuten viste mig en video af min egen røv der løber i slow motion.

Emnet i år er julepynt, hvilket blandt andet skyldes, at vintereksaminer gør mig mere kulret end sommereksaminer, men det skyldes også, at jeg i år også skal have mit første eget juletræ. Eftersom det er det første, så har jeg ikke meget pynt at hænge på det, og det vil derfor være det mest fornuftige at købe et lille træ, men julen handler ikke om fornuft, så fristelsen er stor til at købe et kæmpe stort træ, men hvis man skal have et stort træ, så skal man også have pynt nok til et stort træ, og så må man jo ud og købe noget (heldigt).

Bare fordi jeg køber en del julepynt betyder det ikke, at jeg køber hvad som helst. Det er helt utroligt hvor meget grimt julepynt der er derude. Det grimmeste jeg er stødt på var et lyserødt hestelignende fantasidyr med fjer, perler og bling. "Hold da op" tænkte jeg da jeg ikke bare fandt den i én butik men i to. Jeg selv foretrækker det lidt mere diskrete ting. Jeg køber sjældent mange ting på en gang, bare en lille ting her og en lidt større ting der.

Når nu jeg er i gang med at købe julepynt, så spurgte jeg min far om jeg også skulle købe noget med til ham. Jeg fejrer altid jul hjemme ved ham, men de julepynt han har stammer næsten alt sammen fra da min søster og jeg var børn, og det er efterhånden nogle dage siden. Han sagde selvfølgelig ja, hvilket bare giver mig en undskyldning for at købe endnu mere julepynt, når nu jeg ikke hele tiden gider at sidde med næsen i bøgerne.

Der er selvfølgelig den fare, at jeg går kold inden julen overhovedet er gået i gang, men den risiko er der alligevel, da jeg skal til eksamen i begyndelsen af januar, og derfor kommer til at sidde med mine bøger en god del af julen.

I love geeks

Nede i Føtex så jeg en fyr. Han var hverken rigtigt grim eller virkelig lækker, han så bare helt normal ud. Han havde en t-shirt på hvor der stod 'GEEK', hvilket jeg i sig selv syntes var ret morsomt, men det der gjorde mig mest nysgerrig var, at han gik med rank ryg og selvtilliden lysende ud af sig, og det syntes jeg var virkelig fedt.

Jeg stod ved selbetjeningskassen og tjekkede mine vare ind, imens jeg kastede stjålne blikke til ham. Så begynder jeg at tage mine varer og lægger slet ikke mærke til, at maskinen prøver at fortælle mig, at jeg har glemt at betale. På det tidspunkt kommer der en ekspedient forbi og spørger om der er problemer. Jeg stirrer skiftevis på maskinen og på min taske, og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare hende situationen.

Jeg mumler noget o, mine tanker var et andet sted, og lægger skamfuldt varerne tilbage på båndet, bataler, pakker varerne igen og går.

Ud over at fortælle jer hvor pinligt jeg syntes at det var, så vil jeg også sige, at det faktisk er okay at være en nørd. Jeg syntes at det er sejt når nogen kan være passioneret omkring noget og stå ved det i stedet for at skamme sig lidt over det og gemme det.

Det rocker og det ruller

Jeg ved godt, at Københavnerne er meget skeptiske over at kalde Aarhus en storby. "Det er verdens største provinsby. Punktum.", og langt hen af vejen har de da også ret, men den er altså stor nok til at man bør have sig en stamcafé. I hvert fald hvis man er pige, for piger kan godt lide og gå på café med veninderne. Straks melder spørgsmålet sig så; "Jamen hvor skal vi dog tage hen?", for der er nemlig mange forskellige steder at tage hen, og det lyder ledt fesent at sige; "det ve' jeg ikk', hva' syn's du?", lige som de der gribbe i Junglebogen. Nej, så er det meget mere sejt lige at sige; "Jeg kender et fikst lille sted lige rundt om hjørnet".

Men hvad skal man dog vælge? En dag skulle jeg på biblioteket, men var kommet lidt tidligt af sted, så jeg gik og tussede rundt i de nærliggende gader, da jeg kom forbi en café der HAVDE MUMITROLDENDE I VINDUET. Jeg elsker simpelthen Mumitroldende (bøgerne, ikke tegnefilmene), så den førstkommende lørdag, samlede jeg mine tegnegrejer og tog derned. Café Stardusts's speciale er musik i ægte vinyl og finsk skønlitteratur, hvilket føles en lille smule vanvittigt. Det er hverken den absolut bedste, billigste eller hyggeligste cafe, men jeg elsker lidt det skæve og det skøre, så jeg elsker det sted.

Der er så bare lige ét problem, og det er den aura af rockmusik der ligger om stedet. Mit kendskab til rockmusik var, indtil for nyligt, at dengang min far var ung der var de der Beatles ret populære, og dem der var lidt mere hard core hørte Rolling Stones. Det store rædselsscenarie er, at en en dag vil spørge mig, om der er noget specielt jeg gerne vil høre, for hvis de gør, vil jeg være helt blank, og mine øjne vil få det der døde udtryk af ren rædsel, som én der stirrer sin egen dødelighed i øjnene. Men som soldaten der kastes ud på slagmarken, eller som nørden der står over for et ukendt tema, så hanker jeg op i mit udstyr og går i gang.

Jeg har tidligere læst Keith Richards selvbiografi og derved eksperimenteret lidt med the Stones og hele blues genren. Gennem feministen og musikanmelderen Caitlyn Moran har eksperimenteret med Bowie, The Byrds, Kate Bush og Patti Smith. Jeg har en ven der går op i musik med autistisk entusiasme, og han foreslog Dylan, the Doors, og Van Morrison, på eget initiativ har til at høre AC/DC og Guns'n roses og selvfølgelig har jeg gennem CSI stiftet bekendtskab med The Who i parafrase. Jeg har bestemt ikke været doven. Det har jo egentlig ikke været fordi jeg ikke tidligere har kunnet lide rock musik, jeg er bare forbløffende uvidende. Om det ligefrem ender med at købe en pladespiller, det ved jeg ikke, for det er jo lidt af en investering, så lige nu er musik for mig hovedsageligt noget der foregår på youtube eller nede på Stardust.

Se op, der'n kop

Jeg bruger meget af min nyfundne fritid på at sidde og tegne postkort, og nu var jeg ved at være nået ned i bunden af blanke kort. Der ligger en bog og idé tæt på hvor jeg bor, og der tog jeg ind. Jeg havde overvejet at tage ned til byen, men havde ombestemt mig, jeg orkede det simpelthen ikke. Det viste sig dog, at bog og idé ikke havde kort i min størrelse, og så måtte jeg alligevel springe på cyklen. Vejret var egentlig ganske udmærket, så det var ikke fordi sådan en lille tur var noget problem. Jeg havde lidt frygtet hvor mange mennesker der ville være der nede, men det var heller ikke det helt vilde.

Jeg startede ud på biblioteket, både fordi jeg havde fået anbefalet en bog, "Privat skov" af Nanna Goul, men også fordi jeg forfærdeligt trængte til at komme på toilettet. På vej ind mod Panduro Hobby lagde jeg pludselig mærke til en pæn bygning lige overfor Vor Frue Kirke. "Det var da lige godt pokkers", tænkte jeg. "Jeg må været gået forbi her hundredvis af gange, og jeg har aldrig lagt mærke til den før". Mens jeg stod og undrede mig, kom der en pige gående forbi med skuldrende godt oppe om ørerne og blikket stift rettet ned i jorden en halv meter foran sine fødder. Et kort øjeblik lykkedes det mig at fange hendes blik, for hun så nervøst op for ikke at komme til at gå ind i mig, og så så hun igen bedrøvet ned i fliserne.

"Det var sådan jeg plejede at gå", tænkte jeg, og så havde jeg vel også svaret på, hvorfor jeg aldrig havde lagt mærke til den bygning, jeg havde simpelthen haft det for dårligt til at se op. Mest skyldtes det depressive tendenser og lavt selvværd, at jeg sådan gik og så ned i jorden, og det er da dejligt at jeg nu har fået det godt nok til at se op, om end jeg stadig tit ser ned i jorden, selvom det nu mest skyldes, at jeg er sådan lidt usikker på fødderne fordi jeg har svage ankler.

Smerter i hoften

Jeg har igennem lang tid døjet med smerter i hoften. Det var egentlig blevet bedre, men pludselig kom de tilbage. Måske var det de nye sko jeg købte, måske har jeg fået træk, det er ikke til at vide, men i hvert fald gør det aller helvedes ondt, så jeg må endnu engang gribe til lommerne og betale for en fysioterapeut. Det bliver en dyr omgang. Jeg kunne godt vælge at gå et billigere sted hen, men tag nu i torsdags. Jeg skulle lave et stræk, og så pludselig begyndte det at gøre meget voldsomt ondt. Det viste sig at det var mine æggestokke der havde sat sig i klemme, så de skulle lige sættes på plads igen. Jeg ved ikke hvordan i har det, men hvis nogen på regelmæssig basis skal rode rundt nede i mit underliv, så vil jeg gerne have en jeg stoler rigtig meget på.

I går havde jeg nogle ærinder nede i byen. Jeg bryder mig meget lidt om at shoppe, men især hader jeg at shoppe på tidspunkter hvor der er mange mennesker nede i byen, så jeg tog en tidlig bus. Når man kommer ned til byen før kl 10 en lørdag morgen er der ikke mange steder man kan søge ly for regnen, ud over cafeer og Salling.Jeg valgte Salling, og når jeg nu var der, kunne jeg jo lige købe mig et par uldne underbukser, lårlange. Aldrig har jeg ejet mere usexet undertøj, men hvis det hjælper så er det vel det værd, og jeg behøves vel ikke at tage dem på hvis jeg skal på date, med mindre vi skal på restaurant og får et bord ved døren.

Den egentlige grund til at jeg har købt dem er, at jeg skal på en arkæologisk udgravning på torsdag, og jeg har en fornemmelse af at det godt kan blive en kølig affære. Jeg kunne sikkert godt melde fra med henvisning til smerter, men jeg har et meget stort behov lige nu for at komme ud og lave noget der ikke er latin, også selvom jeg faktisk ikke får lavet helt så meget latin som jeg burde, for de tegninger jeg skrev om forleden dag optager rigtig meget af mim tid. Sådan er det hver gang jeg får en ny hobby.

Bistroen i Bilka

Min mor og jeg var ude og købe stole til min altan, hvilket krævede at vi måtte i fire butikker på tre timer.

Jeg havde været ned og træne om morgenen, og ulidelige stemmer pumper os ørerne fulde med, at vi skal undgå kulhydraterne. Normalt lytter jeg ikke til dem, men nogle gange er det svært at lade være, så da jeg kom hjem fik jeg et proteinrigt måltid med fisk og æg og humus, men intet brød. Det gik godt til at starte med, men som vi kørte rundt i Aarhus' gader, blev jeg virkelig køresyg. Det skete tit for mig da jeg var barn, men det stoppede da jeg blev ældre, men det kommer igen når jeg ikke spiser ordentligt. På et tidspunkt hvor vi var faret vild og stoppede for at sætte gps'en til, fandt min mor nogle gajoler, hvilket kun sporadisk virkede. Til sidst valgte vi at spise en hurtig frokost, og da vi tilfældigvis var ude ved Bilka, blev det der vi spiste.

Som barn boede vi lige ved Bilka, så var det bare en nærbutik, et sted som alle andre, bare lidt større. Jeg husker overraskelsen en dag hvor jeg havde besøg af en veninde, hvor hun var oprevet over ikke at få lov at komme med i Bilka, for hvem i alverden havde LYST til at gå i Bilka, men det er der altså nogle mennesker der har.

Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod stedet, men jeg har ikke en umådelig LYST til at komme der. For mig at se er det et umanerlig trist sted, omgivelserne er triste, maden er trist, menneskene er triste, og når jeg siger at menneskene var triste så mener jeg selvfølgelig ikke hver og én, men bare et usædvanligt højt antal. Selvom jeg er autist ved jeg godt at jeg ikke må stirre på folk, men det var svært at lade være, det sad der med deres farveløse ansigter og tyggede deres farveløse mad. Jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule bange. Folks skævheder er ofte det der gør tilværelsen interessant, og i mine år i psykiatrien har jeg set og oplevet mange skævhede, og det var fint, men her virkede det skæve nærmest som en optisk forvridning. Måske var det bare lyset, som når man altid har flere bumser i H&M's prøverum end alle andre steder, men måske er det mit syn på tilværelsen der har ændret sig, for jeg havde mere ondt af disse mennesker end jeg normalt havde af dem på psyk.

Glædelig jul

Min lillesøster skriver speciale der skal afleveres lige om snart, så hun er lidt stresset. Jeg havde derfor lidt ventet, at vi ville få en stresset jul alle sammen, men vi har det helt vildt hyggeligt, og det er en rigtig god jul. Min søster har allerede fået et job, og da familien er lige så spændte som hun er, snakker vi rigtig meget om det, men der bliver også tid til at jule.

Blandt andet pga min flytning, men også på grund af regulær dovenskab, har jeg i december ikke fået gjort ret meget ud af julen. Før jeg kom til Odense, havde jeg ikke fået flettet så meget som et eneste hjertet, spist tørret frugt eller set et afsnit af en julekalender. Okay, jeg har stadig ikke flettet et eneste hjerte, ikke engang en lille bitte stjerne, men nå ja, det går vel nok (til gengæld har jeg købt en Mumi julepynt købt i Kristian F Møller boghandlen i Aarhus.

Men så kom jeg altså til Odense, og når nu min søster skulle se julekalender, så kunne jeg lige så godt se med, hvilket jeg i mit stille sind glædede mig over, for jeg ville jo nok aldrig selv få tændt for det, og når det nu alligevel var der, så var det nu faktisk rigtig hyggeligt. JEg ved ikke om man sådan rigtig kan kategorisere mig som i julehumør, men jeg er i hvert fald i godt humør.

Men julen kan også være lidt anstrengende. Alene al den mad er jo ved at tage livet af en. Der er så mange mennesker i julen. I onsdags var jeg i Salling for at købe julegaver. Jeg går meget op i at give gaver i et forsøg på at sige, se, jeg har rent faktisk hørt efter hvad du siger hele året, og på baggrund af det har jeg taget et følelsesmæssigt og intellektuelt valg om hvem jeg synes, at du er som person. Okay, nogle gange gir jeg bare folk hvad der står på deres ønskelister, for eksempel når jeg er ude i sidste øjeblik og panikker over den ulidelige varme i butikkerne og de mange mennesker og julemusik sunget af folk der ikke  kan synge. Det er ikke fordi en ønskeseddelsgaver er mindre hjertelig, på ingen måde, den kræver bare lidt mindre af ens hjernekapacitet.

Der stod jeg altså i Salling, ikke fordi det er en butik jeg holder specielt meget af, men fordi det nu engang var den eneste butik der åbnede kl 9, og jeg skulle både købe julegaver og drikke kaffe med en veninde før jeg skulle hjem og vente på en håndværker. Der var ikke voldsomt mange mennesker, men det var så mega forfærdelig varmt, at jeg stod og prøvede at se hvor meget tøj jeg kunne tage af, mens jeg stadig skulle kunne jonglere med pung taske og gaver, hvilket bestemt ikke var let.

Jeg har ikke noget fast beløb jeg køber gaver for, men i et forsøg på at komme hurtigt ud af butikken, accepterede jeg ekstra høje priser. Værst var det i parfumeafdelingen, hvor alting har sære navne der for en udenforstående ikke har meget at gøre med det produkt der er indeni. Og alting stod så tæt og klemt, at jeg følte mig kvalt. Ekspedienten var egentlig flink, men hun var også lidt hoven, for det var jo tydeligt, at jeg ikke anede hvad jeg snakkede om, og jeg var jo endda en kvinde, det må være som en mand der må bede om hjælp til at skifte en pære, suk. Jeg kom dog ud, og folk var glade for gaverne, ligesom jeg var glad for dem jeg fik.

Næste problem var Disneys juleshow. Som alle andre mennesker elsker jeg Disneys juleshow, Jeg kan bare ikke klare 'Når du ser et stjerneskud'. Det er ikke bare det at den er både klæg, klam og helt forfærdelig, det er også at den bliver spillet hele tre gange i løbet af showet, og jeg bliver helt elektrisk hver gang. Eller nu siger jeg tre, det plejer at være tre, i år var det vist kun to, thank God for the little flavours in life.

Om en skæv døgnrytme

Nogle dage, eller rettere nætter, vågner jeg absurd tidligt og kan ikke sove mere.  Normalt når jeg siger sådan vågner jeg klokken 2 eller 3 om natten, men i går vågnede jeg ekstremt absurd tidligt. Jeg vågnede ved midnat, og jeg kunne bare ikke sove et minut mere. Jeg prøvede virkelig at blive liggende, men jeg blev rastløs, og måtte simpelthen bare stå op. Og hvad får man dagen til at gå med når man allerede er oppe så tidligt.

Allerede kl 4 var jeg færdig med at lave latin til i dag.
Kl 6 gik jeg hen og styrketrænede.
Kl 8 købte jeg to sæsoner af den almindelige CSI.
Kl 10 spillede jeg badminton.

Kl 12 var jeg fuldkommen banket, og der var mange mange timer til jeg kunne tillade mig selv at gå i seng igen, so thank you God for CSI som kørte på fjernsynet, mens jeg sad i sofaen og prøvede at rette ryggen. Og så skete der egentlig ikke så meget mere den dag, jeg sad bare og prøvede at holde mig vågen. Det er første sæson jeg ser. Der er et eller andet ved første sæsoner, hvor budgettet er og hvor der bliver eksperimenteret mere, og personenerne er mindre stylede, det hele er lidt mere råt, og jeg kan godt lide et sådan. Desuden er CSI fra 2000/01 og computergrafikken er elendig, og det er virkelig sjovt at se.

Jeg har bestilt tre bøger hos Amazon, selvom arbejdsforholdende hos dem skulle være så forfærdelige at det er moralsk uforsvarligt at købe hos dem, men min kærlighed til bøger overtrumfer min moral. De har mit stuff og jeg er en ussel junkie på jagt efter mit næste fix. Jeg fik den første af bøgerne i går, men desværre ikke den af dem som jeg havde mest lyst til at læse, en bog om Alice Roosevelt, datter af en amerikansk præsident. Hun skulle være ret vild har jeg hørt, red rundt på ponyer i det hvide hus og giftede sig med en af faderens politiske modstandere. Paris Hilton anno 1900. Jeg var desuden for træt til at læse, så jeg smed den fra mig et tilfældigt sted hvor den ikke var i vejen og satte mig igen foran fjernsynet.

Der er vejarbejde på min vej for tiden og det larmer forfærdeligt, men vi er på den tid af året nu, hvor vinduerne kan lukkes, så det går, jeg er alligevel oppe for længst, når de går i gang 7.30. Det værste er, at de lukker for vandet så jeg hamstrer vand i store mængder, langt mere end jeg egentlig har behov for, men bare i tilfælde af at jeg starter en lille brand eller får lyst til at vaske gulv, man kan jo aldrig vide.

Ipod

Dem der har læst med de sidste par dage vil vide at min ipod er i stykker, og jeg ved ikke hvordan jeg konverterer musik fra cd format til mp3 så jeg kan få det lagt ned på min nye meget grimme men super billige mp3-afspiller. Det er selvfølgelig pinligt at jeg ikke kan finde ud af det, men mest af alt er det pokkers upraktisk, for i går kunne jeg ikke undgå at køre med tog, og i toget har jeg et stort behov for at lukke de andre passageres lyde ude, men det kunne jeg altså ikke gøre i går.

Jeg var stået tidligt op om om morgenen for at nå alt før jeg skulle af sted, jeg havde masser at tid til at rende rundt i pyjamas og ordne småting, men lige pludselig havde jeg ikke spor god tid længere. Jeg smed alt mit lort (computer og latinbøger) ned i en taske og for ud af døren.

3 timer senere havde jeg mødtes med min tutor og stod på Aarhus banegård 45 minutter før mit tog gik. Alt var pludselig gået så hurtigt om morgenen, at jeg ikke havde fået en madpakke med, og jeg stod og havde kvalme. Min første tanke var at købe noget hurtigt i 7/11, men jeg ombestemte mig og gik hen til den bagelshopder lå lige ved siden af. Jeg har før fået en sandwich, men sådan en RIGTIG sandwich med masser af fyld har jeg ikke fået siden 2009. Jeg husker den ganske tydeligt, den var god. Jeg husker ikke hvorfor jeg stoppede med at spise sandwiches, det var vel bare sådan tingene var.

Jeg måtte betale 60 kr for en bagel med omelet og humus, hvilket var uhyre overpris i forhold til hvad man fik, men sådan er det nu engang når man er for doven til at gå de 300 m hen til et billigere sted. Det var desuden et stort skridt i min bedring, så lad os ikke tale for meget om prisen, og lad os ikke tale om, at det var en lidt fesen oplevelse fordi jeg ikke ville have dressing i. Lad os i stedet bare være glade for, at jeg spiste en STOR sandwich uden at føle mig som en fed gris efterfølgende.

Det var dog svært at spise med al den larm omkring mig, men det skulle blive værre . Da jeg kom ned på perronen manglede der et togsæt på toget, selvfølgelig den vogn jeg skulle være i. Personalet på perronen sagde godt nok, at de var ved at finde et togsæt til os, men jeg er klogere end at stole blindt på DSB, så jeg var nevøs, Det lykkedes dog og jeg fik min plads, men det var 30 minutter hvor jeg i høj grad savnede min ipod. Blandingen af uforudsete hændelser og mange mennesker gjorde mig nervøs

Om et lagersalg

I går var jeg til lagersalg hos Munthe plus Simonsen. Hvilket var en noget blandet fornøjelse. Normalt kan jeg godt lide at handle hos dem fordi butikken er lys, hyggelig og overskuelig, men deres lagersalg i Aarhus foregik på Cupe, som der denne lille trange bar overfor politistationen. Først havde jeg problemer med at finde det, for der stod, at det var på Toldbodsgade 6, så jeg gik ned af Toldbodsgade, men jeg kunne bare ikke finde det. Det viste sig så, at der var indgang fra Dynkarken. Ja, der stod, at det var i Cupe, men hvad ved jeg om nattelivet i Aarhus, jeg så bare på adressen.

Det var meget mørkt derinde, trangt og placeringen af de forskellige items virkede tilfældig. Der var ikke nogen omklædningsrum hvilket forvirrede og stressede mig. Det gik aldrig helt op for mig hvad de andre gjorde. Jeg stillede mig hen i et afsides hjørne og prøvede bukser under min nederdel.

Jeg så en pige i stropbluse prøve prøve bluser udenpå den, men jeg havde en lidt løs bluse på, så det ville ikke rigtigt fungere. Normalt ville jeg skide på det hele, smide blusen og stå i bh og prøve tøj, men det hele var så uvant, usikkert og forvirrende, at min selvtillid var helt i bund, så jeg turde ikke, jeg turde dårlig nok være nogen steder. Ekspedienterne var lige så søde som de plejer hos Munthe plus Simonsen, men jeg turde ikke at spørge om noget.

Jeg fandt et par bukser, en t-shirt (som jeg ikke har prøvet) og en hue som jeg skulle have, og så vendte alting for mig, og da jeg stod og skulle betale var jeg enormt overskudsagtig og stod og pjattede med ekspedienten. Nogle gange forstår jeg virkelig ikke mig selv. Jeg skal til Aarhus igen i morgen, så måske smutter jeg lige derind igen, for nu ved jeg jo hvor det er og hvad jeg kan forvente, så det hele er mindre skræmmende.

Efter lagersalget skulle jeg til psykolog. Jeg kom alt for tidligt og sad på en bæk i solen og bagte med en kop kaffe og iagttog de folk der gik forbi. Jeg forstår godt mode som et middel til at identificere sig selv som individ og gruppe, men nogle gange er det direkte vanvittigt. Vejret var 22 grader, skyfrit og vindstille, men jeg så indtil flere unge piger komme gående i lange jeans og store striktrøjer. Jeg selv sad i en nederdel og en løs t-shirt og kampsvedte, og jeg spekulerede på hvordan de kunne undgå at besvime.

Sikke et held

I går var jeg nede og handle. Jeg skulle ikke have noget særligt. Jeg betalte bare med en hundredelap og fik 46,5 kr tilbage. Jeg samler alle mine 50 øre i en sparegris, så da jeg kom hjem tog jeg mine mønter frem og kiggede på dem. Den ene at 20'erne virkede underlig tung, så jeg så nøjer på den, og så viste det sig at være sådan en >

Jeg ved intet om mønter, men det er vel det man har google til, og voila, jubilæumsmønt fra dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup, værdi 65 kr (i fald at min mønt er i samme stand som den på billedet). Okay, det er ikke nogen formue, men det er alligevel lidt sjovt, og det er ikke lige det man regner med at få ud f en tur i Rema.

Så er spørgsmålet bare hvordan man sælger sådan en lille satan. Jeg ønsker ikke så meget at sælge den for pengenes skyld, men snarer fordi det kunne være en sjov lille historie at fortælle. Ellers skal finde en måde at hænge den op på min cool wall på.

Begrebet cool wall har jeg fra programmet Top Gear, som handler om biler. Det gør min gool wall dog ikke. Egentlig handler begrebet om at rangere biller efter coolhed, men ikke hjemme ved mig. Lige for tiden er det nu heller ikke så meget en væg, som det den hylde i min bogreol, hvor mit fjernsyn står.

For mig handler det om at vise ting frem, som har en værdi for lige nettop mig og som ingen andre har.

Dette billede fik jeg af en veninde, som jeg kender fra nettet. Mit brugernavn var Mumitrolden og hendes var Skyggeblomst.

Dette frimærke fik jeg af en ven der også har aspergers syndrom. En af hans interesser er frimærker. Jeg kunne ikke lige få noget ordentligt billede, men det er altså et mindefrimærke fra da pave Benedict XVI var i Jerusalem, hvilket kombinere min katolicisme og min interesse for hebraisk, så det syntes jeg var vældig betænkningsfuldt af ham.

Dette brev fik jeg af min bedste veninde mens hun var indlagt på anoreksiklinikken (Riget), og det roser mig i store vendinger, hvilket selvfølgelig er rart, men grunden til at det hænger fremme er, at jeg ved hvor dårligt hun havde det på det tidspunkt, og jeg var meget bange for at miste hende, og det betyder meget for mig, at jeg betyder så meget for hende







Så hvis mønten kommer på væggen, så kommer den i fint selskab.

Om at stå på egne ben

I går var det første august, hvilket ville sige, at det var tid for mig at tage det næste skridt i min 'kamp' for at blive mere selvstændig og klar til at flytte for mig selv en dag. Jeg har op til nu betalt kostpenge (1800,- om måneden) sammen med min husleje, og jeg har bare kunnet tage hvad jeg ville nede i køkkenet, eller jeg har kunnet skrive det på indkøbslisten, men nu er det på tide, at jeg selv tager ansvar og selv holder styr på det hele.

Sådan noget med at handle, det burde da ikke være så svært, det var sådan det plejede at være før jeg kom hertil, men det plejede også at være sådan at jeg virkelig bare ikke kunne styre det med maden. Der havde dog overhovedet ikke været nogen form for tvivl i mit sind, og jeg havde slet ikke overvejet om der skulle være det. Jeg så på min kontaktpædagog med overbærenhed, når hun prøvede at tale med mig om det.

Jeg startede dagen i Rema. Hver dag handler jeg på ca samme tidspunkt i den samme butik. Jeg køber de samme ting, ser de samme ansigter og siger de samme fraser. Den unge mand bag kassen er nok det menneske jeg ser flest gange i løbet af en uge, og alligevel er det eneste vi siger til hinanden.
- "Hav en fortsat god dag".
- "Rak, og i lige måde".
Det er ikke fordi jeg søger at det skal være mere, det er bare en underlig og lidt ensom fornemmelse.

I går var alting så bare ikke det samme alligevel, for min kurv indeholdte ikke bare pepsi max og saft, men også rigtig mad, såsom gulerødder og frisk pasta. Det føltes godt at være herre i eget hus, frue i eget køkken. Senere meldte angsten sig dog. Jeg var ikke bange for, at jeg ikke kunne klare det, det var en mere ukonkret følelse, som en slags sult der gjorde mig åndeløs. Det var et diffust møde med det nye og ukendte, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne være mere overskudsagtig omkring disse ændringer.

Jeg fik noget beroligende og sad længe og klappede en af pædagogernes hund som var med på arbejde. Det er altid rart når nogen værdsætter én så meget som nærmest kun en hund kan. Når den ligger der i ekstase og slår med halen, så er man det eneste der eksisterer, og man bliver højt elsket.

Om at overdrive betydningen af tøj

Mode er for fjolser, det er uniformistisk, overfladisk, og forgængeligt. Jeg har altid været stor modstander af mode, og det ville have været i orden, hvis jeg virkelig havde været modstander af det, men jeg havde ikke overskuddet til at kunne, men jeg ville måske i virkeligheden gerne. Det handlede måske også om, at jeg var vred over ikke at kunne finde ud af det. Jeg er lidt en perfektionist, og jeg kan bedst lide ting jeg på forhånd ved at jeg er god til.

Igennem det seneste år har jeg været igennem en fantastisk udvikling, og da jeg fik sat nogle penge fri, så besluttede jeg mig for, at sætte mig lidt ind i sagerne, og købe noget ordentligt tøj for en gangs skyld, og som en anden teenager, har jeg måske overdrevet på visse punkter. Det hele handler både om mig og om tøjet.

Det handler om, at jeg for alvor har anerkendt, at jeg vil overleve dette her. Det vil sige at det kan betale sig at investere i ting der kan holde i mange år. Det handler ikke længere om akutte lappeløsninger. Da jeg kom til det punkt, hvor jeg indså, at tiden med selvmordsforsøg ligger bag mig, så kan det pludselig betale sig at investere i kvalitet. Der er ingen grund til at give 700 kr for en pung, hvis man kan være død i næste uge, men når man indser, at jeg skam nok kan nå at fejre min 30 års fødselsdag og mere (og faktisk har lyst til det), så kan det pludselig godt.

Det handler om, at jeg har indset, at jeg er noget værd som menneske, og at jeg fortjener lækre ting lige som alle andre. Hvorfor købe en pæn bluse, hvis man alligevel græder hver gang man ser sit spejlbillede. Vil den stærke kontrast mellem det grimme og fede ansigt og blusen ikke bare få ansigtet til at virke endnu grimmere? Men selvom jeg ikke nødvendigvis er glad for mit udseende, så har jeg accepteret, at jeg nok ikke er helt så grim som jeg lige gik og troede. Hvorfor købe noget der mærkes rart imod huden, hvis man føler sig som et forfærdeligt menneske der ikke fortjener noget godt. Men jeg har accepteret, at jeg slet ikke har format til at kunne være jordens værste person, jeg er bare en helt almindelig lille skiderik ligesom alle andre.

Det handler om at jeg kan lide at komme i de dyre butikker. Jeg har mødt søde og hjælpsomme ekspedienter i mange typer butikker, men indretningen og atmosfæren i de lidt dyrere butikker, gør, at jeg føler, at jeg kan trække vejret lidt friere. Jeg går ikke så let i panik, hvilket betyder, at jeg kan tage mere velovervejede beslutninger, så jeg kommer ud af butikken  med tøj som jeg rent faktisk er glad for, frem for febrilske køb der bare ikke sidder helt som det skal.

Det handler om, at det hele er nyt og spændende. Jeg synes også selv, at jeg er lidt fjollet engang imellem, men jeg ser til det med overbærenhed, og jeg tænker, at det med tiden nok skal falde lidt mere til ro, og jeg håber at I også vil finde jer i mine små nykker og mærkværdigheder.

København i solskin

I går var min far og jeg ovre i det københavnske for på ordentligvis at afslutte min vikingesommer. Vi var nemlig ovre for at se Nationalmuseets vikingeudstilling.

En gang imellem tænker jeg, at jeg egentlig gerne vil være sådan en kulturel person, sådan en der går på museum og til koncerter, men det er jeg bare ikke så skide meget, men nu skulle det altså være, og jeg glædede mig til at have noget andet end det sædvanlige at foretage mig, men mest af alt glædede jeg mig til at spille den kloge. Problemet ved at have en far der ved alt muligt om alt muligt er at han ved alt muligt og man ikke så tit kan smække for ham ukendte informationer på bordet, men nu skulle det være, jeg skulle være frk klog.

Jeg har på det seneste på godt og ondt prøvet at forvandle mig til en mere overskudsagtig person, ikke at dette er en falsk personlighed, jeg eksperimenterer bare lidt med mig selv, som jeg ikke havde mulighed for da jeg var teenager fordi jeg havde det for dårligt, men fordi jeg er det stykke ældre, tager det en lidt anden form, jeg leger ikke med det sexede men med det dyre.

I anledning af storbyturen og museumsbesøget, havde jeg taget pænt tøj på og var virkelig på min bedste opførsel. Billedet krakelerer lidt da vi kommer ind i udstilling og jeg straks går i gang med at udbrede mig om alt mellem himmel og jord, også om de emner jeg egentlig ikke har spor styr på som fx handel, men hvis man bare lyder overbevisende nok, så gælder det for halvdelen af beviset, eller noget.

Al overskudsagtig værdighed ryger sig dog en tur, da jeg får mulighed for at prøve en rustning, bang sagde det, og så kom min nørdethed rullende som en tsunami. Det var som om jeg stod ved siden af mig selv og betragtede mig selv forvandle mig til et begejstret skolebarn. Det var absolut fantastisk. Fyren der hjalp mig den på var lidt sød, men min selvtillid er ikke sikker nok til at jeg kan finde ud af at flirte foran min far (som om jeg er vildt god til det når han ikke er det).

Han spurgte om jeg var klar til at veje 17 kg mere. Jeg ville lige slå et slag på mit køns vegne, og kommenterede at en fuld krinolinekjole måtte være mindst lige så tung. Den første hvide der besteg Kilimanjaro var en kvinde i krinoline der nok ikke havde bedre at foretage sig, mændene havde for travlt med at plyndre landet. Jeg startede med at få en kaftan på, men da jeg skulle have ringbrynjen på sagde han vent lidt, han vidste af erfaring at ringbrynjer og langt hår var en skidt kombi (han havde dreads), så han gav mig en hue , og så lige en hjelm så man slet ikke kunne se hvem jeg var.

Sjovt nok har jeg intet problem med at tale med fremmede når jeg kan få lov at tale om nørdede ting. Min søster siger at nørder er nice, men det var de sandelig ikke i folkeskolen og gymnasiet. Derfor var jeg så glad for at komme på universitetet i sin tid, for der begyndte det lige så stille at blive okay.

Min far prøvede at tage et billede af mig, men det blev desværre ikke til noget, hvilket er virkelig ærgerligt, det kunne ellers have været et fedt indslag på bloggen.

Min fars nøglering var gået i stykker, så jeg havde planer om at finde en virkelig grim ny en til ham, helst med en viking, men Nationalmuseet har forsøgt at gøre deres souvenirs sådan rellativt smagfulde, hvilket var lidt af en skuffelse, for jeg elsker kitch, men jeg fandt ud af i deres bogafdeling, at jeg aldrig skal bo i København, der er alt for mange fristelser. Jeg fik min far til at købe Ibn Falân til mig, en arabisk missionær i 900-tallet der fortæller om sin rejse.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Hvilket jo er hylende morsomt, temmelig logisk og ikke helt teologisk stuerent, og jeg kan ikke lade være med at tænke hvad mit yndlings hadeobjekt, Sørine Godtfredsen ville sige til den slag (sidder med mit mest nørdede grin).

Jeg købte for det første bogen, da det er en vigtig kilde til vikingetiden, men det er også en virkelig morsom og mærkværdig beskrivelse af uddøde kulturer som langt overgår moderne fantasy, desuden synes jeg bare at det er virkelig sjovt at sige navnet Ibn Fadlân. 

Vi fik også set LIDT af København når nu vi var der. Det var en helt ny oplevelse. Jeg har ikke været i København voldsomt mange gange i mit liv, og det plejer at være sådan, at enten står jeg af i Taastrup eller også er det gråvejr, men i går var vejret skønt og folk var søde, hvilket også var en helt ny oplevelse, jeg plejer ellers altid at blive skræmt fra vid og sans af sure ekspedienter og folk der tror jeg vil røve dem fordi jeg spørger om dette er s-toget mod Hillerød.

Både på ud og hjemturen kørte vi med dsb-tog med vikingetema, hvilket vi syntes var lidt sjovt. Vi så også to mænd med thorshammer. Jeg viskede til min far at thorshammeren blev brugt som modreaktin på det kristne kors. Thorshammeren er ofte fundet i mandegrave, og korset i kvindegrave. Man ved ikke om det var en religiøs præference for de forskellige køn eller om det var lidt en modeting.