torsdag den 30. oktober 2014

Om at løbe bort fra en eventuel skurk

I går var jeg ved fysioterapeuten, og efter et halvt års løbestop, så er det nu på tide at begynde på at løbe igen. Min fysioterapeut havde ellers sat mig til at ro. Jeg kan godt lide og ro, og roning er en glimrende form for motion, men roning har bare ikke den samme nytteværdi som løb.

Flere gange i løbet af mit liv har jeg tænkt over, at jeg besidder meget få af de kvaliteter som De 5 og de andre bøger jeg elskede da jeg var barn. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, og det også er helt nødvendigt med den slags, men De 5 besad mange gode kvaliteter. De kunne binde deres tøj sammen til et reb og kravle ud af meget høje vinduer, de kunne besnære skurkene, men en kvalitet som man generelt finder i bøger af alle slags samt film er, at folk kan løbe når de skal stikke af fra en skurk. Ofte blev De 5 faktisk fanget, men det var kun så de ved list kunne få lov til at stikke af igen.

Jeg er ikke nogen særlig listig person. Hvis jeg bliver antastet af en ubehagelig person er min eneste taktik at nedstirre ham (det virker bedre end det lyder). Løbe fra ham kan jeg ikke, ikke ret langt i hvert fald. Jeg ved ikke hvad en skurks radius er, men lad os sige, at jeg i hvert fald ønsker at kunne løbe 3 km uden at kny. Hvis folk ikke synes at 3 km lyder af meget, så må de huske, at jeg har en dårlig hofte, og at jeg generelt er en lidt doven person.

Før der er nogen der går hen og bliver bekymrede for mig, det kunne jo være, at jeg skriver dette, fordi jeg har en klam stalker, så vil jeg sige, at dette indlæg handler mere om min smag i bøger en om nogen reel trussel. Ved nærmere eftertanke så handler det KUN om min smag i bøger.

Nå, men i hvert fald glæder jeg mig til at komme i gang med at løbe igen, om ikke andet så fordi det er godt at kunne løbe efter bussen hvis man er lidt sent på den.

søndag den 26. oktober 2014

Jydepanik

Jeg var i København i går, på en tur som jeg havde glædet mig rigtig meget til. Problemet med at rejse er, at jeg derved var nødt til at tage transportmidler som jeg ikke er vandt til, hvilket stresser mig lidt. Transport er et emne jeg ofte harcelerer meget over, og det er sandt, at det tit er et stresmoment, men i virkeligheden kan jeg ofte godt overkomme det, især når jeg skal besøge folk jeg holder af.

Turen til København gik gnidningsløst, men hjem var en lidt anden historie. Jeg tog en bus til Nørreport hvor jeg havde et tog der kørte direkte til Odense. Jeg var lidt sent på den, så mit hjerte begyndte at hamre. Først gik jeg ned af den forkerte trappe, ned til s togene, så jeg måtte løbe spidsrod mellem et mylder af mennesker for at nå ned til den næste trappe, som heldigvis viste sig at være den rigtige. Jeg fik trukket min billet i automaten, selvom mine fingre rystede pga adrenalinen der jog rundt i kroppen på mig.

Jeg gik ned på perronen, men hvor der andre steder er placeret en stor skærm over togafgange, så var der her intet, og så gik jeg totalt i jydepanik. Jeg for op af trappen, for at se om der var noget der, men nej. Jeg spurgte et ægtepar, som dog viste sig at være svenskere. Jeg spurgte en kvinde som virkede ret irriteret over min uvidenhed. Hun sagde, at så måtte jeg jo bare tage toget til hovedbanen og skifte, hvilket jo egentlig var et ganske fornuftigt svar.

Jeg følte mig så flov over min jydeuvidenhed, at jeg diskret luskede langt ned af perronen fat, at hun ikke skulle kunne se mig, og voila, der var der pludselig en skærm, hvor min afgang stod listet noget så fint, og hvis jeg bare havde holdt hovedet koldt, så ville der ingen problemer have været.

Mit tog kom, og jeg satte mig ind på¨min plads, og da mit hjerte begyndte at finde sin normale rytme, så kunne jeg egentlig godt se det komiske i hele situationen.

torsdag den 23. oktober 2014

Hvad snakker man om når alting bare går godt

Jeg har bostøtte hver dag, jeg går til psykolog hver anden uge, og jeg skriver herinde to gange om ugen, men på det sidste er det gået hen og er blevet et problem hvad jeg skal snakke om. Igennem de sidste mange år, er jeg konstant rykket fra den ene krise til den næste, der var altid et eller andet jeg kunne græde eller skælde ud over. Verden var imod mig, og jeg havde brug for hjælp til at færdes i den. Jeg havde brug for hele tiden at snakke om tingene, for ellers føltes det som om jeg var en ballon der blev pustet mere og mere op, og jeg var bange for at jeg en dag ville springe med et ordentligt brag.

Til at starte med kunne jeg dog ikke finde ud af at snakke om tingene, for jeg kendte ikke de rigtige ord ord formuleringer. Jeg havde brug for, at der sad en sygeplejerske og sagde til mig, at du er vist vred/ked af det/skuffet/angst lige nu, og med tiden kunne jeg så selv begynde at benytte disse betegnelser, men disse betegnelser nytter ikke rigtig længere, og det gør mig forvirret og en lille smule trodsig. Jeg kan ikke forholde mig til, at jeg ikke kan finde ud af at sige hvordan jeg har det, så jeg beslutter for mig selv, at så er det fordi jeg nok ikke føler noget. Jeg devaluerer de gode følelser

Megen af min verdensopfattelse stammer fra litteraturen, og jeg kan bedst lide bøger der ikke er for rosenrøde. Jeg ved ikke hvor grænsen går mellem smag og erfaringer, for måske er det fordi kriser virker så genkendelige på mig, at jeg godt kan lide det når jeg møder dem i bøgerne. Bøger om gode følelser har jeg det med at finde kedelige, ligefrem kvalmende, og jeg har ikke lyst til at være en kedelig person, så jeg er mistroisk over for at bruge de gode betegnelser jeg finder i bøgerne om mig selv.

For at tage et eksempel, så er jeg nølende med at bruge ordet 'forelsket' i mit forhold til mit forhold til min kæreste, ikke fordi jeg ikke holder enormt meget af ham, men fordi bøger om forelskelse generelt er helt vildt forfærdelige, men hvis jeg ikke kan bruge ordet forelsket, hvad kan jeg så sige? Jeg kender ikke noget alternativ, så jeg lader generelt bare være med at sige noget, hvilket en dag førte til, at en af mine kontaktpersoner forsigtigt spurgte om jeg overhovedet havde lyst til at være sammen med ham. Selvfølgelig har jeg lyst til at være sammen med ham, jeg er helt vild med ham, jeg er bare ikke vild med de ord jeg skulle være nødt til at bruge for at forklare det, så normalt siger jeg ikke noget.

lørdag den 18. oktober 2014

Det der med lektierne

Jeg kan rigtig godt lide at gå på universitetet, men en gang imellem kan det der med lektierne godt blive lidt for meget, især dagene op til ferien. Det kan være meget svært at koncentrere sig om Paulus, når ens hjerne allerede er taget på ferie. Jeg satte mig ned med den græske tekst, oversatte et par linier, besluttede, at nu var det helt rigtige tidspunkt til at lave fysioterapeutens øvelser, men mens jeg lå på gulvet, lagde jeg mærke til hvor meget støv der egentlig var på¨mit stuebord, og det måtte bestemt ordnes med det samme. Så satte jeg mig ned og oversatte lidt mere, men der gik ikke ret læng tid før jeg besluttede at tage mig en mellemmad, og senere på dagen var det en tur i Føtex efter Pepsi Max, og en nyhederne på nettet.

Det gik så sløvt med koncentrationen, at jeg besluttede at tage en ekstra dosis Concerta (psykiateren siger at jeg godt må), men det hjalp kun en lille smule. Det tog mig en hel dag at lave én lektie. Jeg var ikke særlig stolt af mig selv. Det værste var næsten, at jeg ikke kom timen dagen efter fordi jeg blev syg. Det føltes lidt som om alt mit arbejde var spildt, for hvorfor arbejde så hårdt hvis ingen ser det. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, og når jeg skal til eksamen bliver jeg glad for at det er lavet, men lige den dag føltes det ret bittert.

Så blev det ferie, og jeg var så heldig at jeg faktisk havde to uger. Jeg havde store planer om hvad jeg skulle nå i ferien. Min førsteprioritet var frivillig læsning, altså bøger der ikke har med skolen at gøre, men planerne gik også ud på, at få listet lidt lektier ind hist og her. Jeg vil ikke sige, at jeg intet fik lavet. Jeg fik læst flere hundrede siders frivillig læsning, OG jeg fik også lavet lidt lektier, men jeg var på ingen måde så sej som jeg var inde i min fantasi.

Jeg fik dog et grimt chok, da jeg i mandags tog mig sammen til at kigge på vores læseplan, for der stod, at vi skulle oversætte Filemom 1-7, hvilket næsten gav mig et hjertestop, for normalt betyder det 7 kapitler. Jeg var helt i panik over hvor meget det var, og jeg skrev en desperat mail til en af pigerne fra klassen. Det var ferie og hun svarede ikke med det samme, så jeg sank mit spyt et par gange og tænkte, at der jo ikke var andet at gøre end at gå i gang, så jeg besluttede at tage et kig på den danske oversættelse. Det viste sig dog, at der kun var et kapitel i Filemon, og at lektien derfor måtte være 7 sætninger, hvilket er meget lidt i forhold til hvad vi plejer. Sjældent har jeg været så lettet.

Jeg har nu lavet lektierne til tirsdag, og jeg burde gå i gang med lektierne på fredag, bare for at være på forkant, men så falder blikket på min frivillige bog som ligger ved siden af mig, og jeg tænker, nej, det må blive næste uges problem.

onsdag den 15. oktober 2014

spiseforstyrelsens dyriskhed

Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.

Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.

Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.

Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.

Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.

Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod  alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.

Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.

Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.

mandag den 13. oktober 2014

Jeg er en positiv misantrop

Jeg har ikke ret megen erfaring i det der med at have en kæreste, men jeg har læst bøger og hørt vittigheder om svigermødre, så jeg ved godt hvad jeg kan forvente, både af min mor og hans. Nej, selvfølgelig er det ikke det jeg forventer. Hvad jeg forventer er tæt forbundet med mit generelle menneskesyn. Jeg kan bedst beskrive mig selv som en positiv misantrop. En misantrop er person der generelt ikke kan lide mennesker, men i min selvfortolkning af det, er det en person der ikke har store forhåbninger til menneskeheden. Jeg tror ikke at de fleste mennesker er særlig dybe, filosofiske eller heroiske, og jeg er altid klar med en sydende sarkastisk kommentar, men generelt kan jeg godt lide de mennesker jeg kommer i kontakt med.

Jeg kan fortælle massere af pinlige og mindre positive historier om min mor, selvfølgelig kan jeg det, hun er jo min mor, men når det kommer til personen Mor, så holder jeg af hende og har den største tiltro til, at hun ville behandle min kæreste godt, da de mødtes i lørdags. Jeg var ikke spor nervøs for mødet, for jeg har stor tiltro til dem begge, så tanken om, at det ikke skulle gå godt, var fjern.

Det viste sig da også, at jeg havde ret. Vi var først ude og spise ved en lille bådehavn. Vejret var dejligt, og vi spadserede en lille tur på landgangsbroen, i den udstrækning det var muligt. Derefter var vi hjemme ved mig for at sætte et gardin op.

Jeg ved ikke om det ændrer noget for mig, at Kæresten nu har mødt min mor. Fiktionen har fortalt mig, at det er en slags overgangsrite i et parforhold, når man præsenterer hinanden for forældrene, men jeg føler mig ikke anderledes nu end jeg gjorde før, men måske det kommer når jeg på søndag skal møde hans mor.

Måske føler jeg mig en lille smule snydt, for det føltes bare som en helt almindelig dag med min mor, bare med tre personer i stedet for to. Det var en god dag, og jeg var glad, men der var intet sug i maven, ingen himmelske hærskare der kom med deres hallelujakor, bare en helt almindelig efterårsdag i Danmark.


fredag den 10. oktober 2014

Om en sød kæreste

Der var en enkelt af jer der fangede mit hint i sidste indlæg, nemlig, at jeg har fået mig en sød kæreste, som jeg mødte gennem fælles venner. Normalt er jeg ikke ret god til at omgås mennesker, for jeg bliver hurtigt træt. Normalt når jeg er sammen med folk er jeg træt efter en time og ødelagt efter tre, men jeg kan være sammen med Kæresten i timevis uden at blive træt.  Af den grund tilbringer vi også meget tid sammen. Okay, det er ikke den eneste grund til at vi tilbringer meget tid sammen, men det virkede som en passende overgang. Vi tilbringer meget tid sammen, og jeg elsker at være sammen med ham, men det betyder samtidig, at jeg tilbringer mindre tid alene. Normalt kan jeg godt lide at være alene, men det er ikke noget jeg sådan går og savner, i hvert fald så længe at det er på grund af Kæresten, at jeg ikke er alene.

At jeg tilbringer mindre tid alene kan dog mærkes på andre måder, da der er mindre tid til at svare på mails, skrive blogindlæg, læse frivillige bøger, træne og lave ingenting. Alle de ting får jeg gjort, bare ikke nær så hyppigt, og jeg tror nok at det skal gå, det bliver det i hvert fald nødt til. Normalt er jeg noget nær allergisk over for ændringer, men Kæresten faldt som det mest naturlige ind i mine rutiner og vaner, som om han aldrig nogensinde ikke havde været der. Det ser jeg som et godt tegn.

Vi laver også ting sammen, ting som jeg under normale omstændigheder ikke ville tage mig sammen til at gøre, laver mad, går i den Gamle By, går tur, og i går var vi nede i byen for at købe nye jeans. Jeg har skabet fuld af jeans, men jeg havde begået den fejl at købe dem, da jeg lå i bunden af min vægtkurve, hvilket betyder, at jeg ikke kan passe dem 95% af tiden, så de ligger bare der og ler hånligt af mig, og fortæller mig, at mine lår er for store. Jeg havde ét par jeg kunne passe, men de var faretruende tæt på at flække mellem benene, hvilket ikke ville have set så godt ud. Vi havde sat hele dagen af til det, men vi brugte kun en time, så vi tog hjem til mig og spiste frokost.

Normalt lærer jeg gennem bøger, men jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til bøger om kæresterier, så jeg ved stort set intet om hvad det vil sige at være i et forhold, og om hvad man gør. Jeg ved godt, at alle mennesker er forskellige, og at alle forhold derfor også må være forskellige, men det ville nu være rart, hvis man kunne finde svaret i en bog, hvilket generelt altid har været mit forhold til tilværelsen. Jeg har fået tidlig efterårsferie og er derfor gået i gang med "Sexual Personae" af Camille Paglia om en alternativ fortolkning af kvindernes rolle i forhold til manden. Bind 1 er på 673 sider, så a) der må stå bare lidt jeg kan bruge og b) jeg bliver nok ikke færdig i denne ferie, og måske ikke engang i næste.

mandag den 6. oktober 2014

At tale om de store oplevelser

Jeg får tit at vide, at jeg er god til at sætte ord på tingene, men jeg har mine begrænsninger. Jeg er god til at fortælle om de små ting her i livet som følelsen af larm, frygten for nye mennesker, eller bare om de små ting der gør mig glad. når jeg derimod oplever noget der går ud over min almindelige forståelses evne som at fortælle min historie foran 70 mennesker eller at jeg har fået en sød kæreste, så er det som om ordene tørrer ind i munden på mig, og alt jeg kan fortælle er, at det gik fint.

Jeg kan kun beskrive hvad jeg kan analyserer, og jeg kan kun analysere hvad jeg kan forstå. Nogle oplevelser er så fulde af indtryk, at jeg bliver forvirret. Jeg kan ikke finde ud af at sortere dem efter vigtighed, eller efter hvordan de hænger sammen med hinanden. Min hjerne er fuld af lysglimt og afrevne sekvenser. Når jeg så prøver at skrive her på bloggen eller i min dagbog, så kæmper jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og jeg ender med blot at skrive det mest basale. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle mere, det er bare, at jeg ikke kan sætte ord på.

Det var det der skete, da jeg prøvede at skrive om det oplæg jeg holdt i onsdags om mig, min autisme og min spiseforstyrrelse. Jeg frøs ikke da jeg stod på scenen, men jeg gjorde det, da jeg sad hjemme foran min computerskærm. Min hjerne var helt blank, og jeg gik en lille smule i panik, og af en eller anden grund havde jeg en eller anden fornemmelse af, at det var meget meget vigtigt, at jeg fortalte om det. Ikke så meget vigtigt for mig men vigtigt for jer.

Nogle gange kan jeg snyde mig selv. Jeg kunne have fortalt om hvordan jeg havde verdens dårligste hårdag. Hvis mit hår skal være rigtig lækkert, skal det gerne vaskes dagen i forvejen, men der var problemer med vandtrykket, så shampooen blev ikke skyllet ud. Jeg tænkte, at det måske lige kunne gå an, hvis jeg nu satte det rigtig pænt, men så skulle jeg ud og handle, og det regnede, og jeg endte med at ligne en narkoluder en lille smule, så jeg måtte springe ind under bruseren igen og håbe at håret kunne nå at tørre før jeg skulle af sted igen. Jeg har engang spurgt en muslimsk kvinde om man kan have krise over en dårlig tørklædedag ligesom over en dårlig hårdag, og det kan man godt, så det handler vist mest af alt om den kvindehjerne der sidder nedenunder.

Jeg skrev faktisk den historie, men jeg slettede den igen, fordi jeg følte, at den var for detaljefokuseret. Jeg ønskede, at lade som om jeg er normal og give folk en beskrivelse af overblikket.

fredag den 3. oktober 2014

Om at tale foran fremmede

Jeg er sikker på at I alle sammen er nysgerrige efter at vide hvordan det gik med mit oplæg om "mig, min autisme og min spiseforstyrrelse". Det gik godt, ja det gik ligefrem rigtig godt.

Jeg blev færdig med at skrive oplægget i august. Jeg kunne måske godt have skrevet videre og finpudset det, men universitetet startede i september, og så havde jeg rigeligt at tage mig til. Jeg øvede mig nogle gange i at læse det højt, ikke fordi jeg havde en jordisk chance for at lære det udenad, men for at træne mit strubehoved, sådan at jeg ikke endte med hostende at måtte stoppe midt i mit oplæg på den vigtige dag.


Alle spurgte om jeg ikke var nervøs, men det var jeg egentlig ikke. Jeg er vant til at stå på en scene. Da jeg var teenager, spillede jeg både i et teater og et cirkus, så jeg har optrådt mange gange både i mærkelige roller og kostumer, så det at tage en pæn kjole på og stille mig op på en scene, det var intet problem. Jeg blev spurgt, om det ikke var svært at tale så åbent om mig selv, men jeg har efterhånden fortalt min historie så mange gange til psykologer, læger, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, studerende og her på bloggen, at jeg ikke længere bliver følelsesmæssigt påvirket af at fortælle min historie, så hvorfor så ikke bare gøre det når nu folk kan få noget ud af at høre mig.

Jeg var så rolig med at fortælle min historie, at der var nogle der troede at det betød at det hele skete for meget lang tid siden. Jeg havde sagt, at jeg blev spiseforstyrret da jeg var 17, og at jeg var syg i 10 år. Jeg ved ikke hvor gammel jeg ser ud, men jeg tror ikke lige at det havde regnet på matematikken i det, for jeg er i dag 29. Jeg er i dag et helt andet menneske, end jeg var dengang, men det skræmte mig lidt, at de troede, at det var så længe siden, for det føles stadig så forfærdelig tæt på.

Det at jeg er så rolig med at fortælle min historie betyder også, at jeg har svært ved at forstå hvad publikum følte, da jeg fortalte dem den. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre mulighed for at se deres ansigter, i stedet for hele tiden at se ned i mine papirer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere overskud, sådan at jeg kunne have talt med folk i pausen, men jeg var træt og ville bare gerne hjem.

onsdag den 1. oktober 2014

Om lærerens kæphest

Enhver underviser har et emne de er særligt begejstrede for, og for min lærer i Ny Testamente er det "Andet brev til menigheden i Korinth" (2kor). Min underviser i generelt meget engageret i sin undervisning, men da vi i går nettop skulle arbejde med 2kor, så var det som om hun forvandlede sig for øjnene af os. Man kunne ligefrem se julelysende i hendes øjne, og jeg fik helt dårlig samvittighed over, at da jeg sad derhjemme og oversatte teksten, så virkede det på mig som noget forvrøvlet sludder. Godt nok har vi her i landet fri forskning, men det er en sag mellem politikere og forskere. Forholdet mellem lærer og elev er stadig præget af en vis fordel ved at tale læreren efter munden.

I et fag som teologi er der som sådan ikke nogen rigtige svar, men efter at have set min lærers entusiasme mens hun underviste, så begyndte jeg at spekulere på, om hun måske ikke havde fat i noget. Jeg er ikke klog nok til at bedømme, om hendes svar er "rigtige", men hvis hun kan finde teksten spændende, så kan jeg måske også.

Der er masser af gode grunde til, at vi selv skal sidde og oversætte teksten fra græsk til dansk, blandt andet fordi den autoriserede Bibel til tider er helt hen i vejret, men et af problemerne er, at man får tundelsyn, lidt ligesom når man har et migræneanfald. Man er så fokuseret på små bider af teksten afrevet fra hinanden, så man ikke ser sammenhængen, og måske havde det noget at gøre med mit kritiske syn på teksten da jeg sad derhjemme. Når læreren derimod stod oppe ved tavlen, så virkede det hele derimod så logisk, det var så let at lade sig rive med og lade sig forblænde, ligesom dengang man var lille og fik læst eventyr højt.

Meningen med forskning er at man skal stille kritiske spørgsmål. På den ene side er jeg meget autoritetstro, så når læreren siger ét, så går jeg ud fra, at det er rigtigt, men på´den anden side er jeg lidt et stædigt asen, så når først jeg har bidt mærke i en ting, så giver jeg ikke så let slip igen. Måden hvorpå jeg får disse to sider til at spille sammen er ved ikke at stille kritiske spørgsmål men nysgerrige spørgsmål. Jeg ved ikke om der er nogen praktisk forskel på de to, men ordet kritisk virker så... kritisk. Nysgerrig virker derimod blødt og venligt