Livsliniens nattetjeneste lukker...

I princippet har jeg stor sympati for sagen når aviser og facebook kontakter råber op om at det er en katastrofe. Jeg har stor respekt for de folk der arbejder der og lignende steder og jeg er ked af det på vegne af dem der måtte have brug for nogen at tale med og ikke længere vil kunne komme igennem når natten bliver mørk, kold og ensom.

Alligevel er det ikke en sag der som sådan rører mig personligt. På trods af mange år med voldsomme selvmordstanker, impulser og forsøg, ville det aldrig være faldet mig ind at ringe til Livslinien. Ikke fordi der er noget galt med den tjeneste de yder, men fordi jeg vidste, at hvis jeg ringede, ville de tale mig ud af det, men jeg ønskede ikke at blive stoppet. Jeg ønskede at lide i stilhed, lide alene og måske endda...dø?

Men frygtede jeg ikke døden? Jo for fanden. Jeg frygtede døden med hver eneste celle i kroppen, jeg frygtede den så meget, at det var svært at trække vejret. Og når jeg sad på min seng med et glas med piller brød jeg sammen i krampegråd, men gav mig selv en lussing for at koncentrere mig. Jeg lagde pillerne op i rækker med ti i hver - således at de alle vendte ens for at trække tiden ud - og trak vejret dybt for at samle mod til mig.

Det SIDSTE i verden jeg ønskede var at tale med nogen, ikke lige nu i hvert fald, senere måske, når... når hvad? Det vidste jeg aldrig rigtig. Måske var det derfor jeg aldrig blev erklæret egnet hos center for selvmordsforebyggelse? Måske havde de ret i, at jeg ikke virkelig ønskede at dø? Men de piller jeg slugte, var lige giftige uanset hvorfor jeg tag dem.

Men uden nogen erfaring med Livslinien er det svært at skrive et forsvar for dem, men det vil jeg alligevel gøre, for politikerne der fordeler pengene har nok heller ikke prøvet det, men penge skal ikke fordeles ud fra hvad vores politikere selv har prøvet og ikke prøvet.

Samtale med en syrisk mand

Denne korte anekdote oplevede jeg for nogle år siden. Krigen i Syrien var begyndt, men det var endnu ikke blevet den helt store historie. Jeg havde i hvert fald ikke selv nogen fornemmelse af den betydning lige netop denne krig ville få for historien og for den danske selvforståelse.

Jeg sad en dag på en chatside, hvor man kunne tale med folk fra hele verden. Ja, nogle gange modtog man beskeder a la: U beautyfull beatufull girl, U wanna marry me? Men der var også mere almindelige samtaler. En dag sad jeg så og skrev med en ung mand fra Syrien. Jeg havde faktisk ikke helt sikker på om jeg havde lyst til at snakke med ham. Ikke fordi han ikke var flink, men fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvad siger man til en person der lever i krigens skygge?

Jeg er altid et kæmpe fjols når det gælder nye og ukendte situationer. Jeg ønskede at sige et eller andet magisk, noget medmenneskeligt, noget der viste at jeg forstod hans situation, selvom jeg selvfølgelig ikke ve en skid om den slags. Hvad jeg i stedet endte med at gøre var at begynde en teoretisk diskussion omkring årsagerne til krig/at drage i krig religion><økonomi. Eller rettere, for mig var det en teoretisk diskussion, men jeg tænker, at det hele nok var lidt mere virkelighed for ham.

I hvert fald sad jeg der og snakkede om middelalderen og om hvordan familiens ældste søn arvede det hele og de andre enten kunne gå i kloster eller drage ud i verden og skaffe nok rigdom til at kunne få sig en kone og skabe et liv. Korstogene var for sidstnævnte en glimrende mulighed. Pludselig skrev jeg "Nej vent, nej stop, jeg holder op; jeg lægger pludselig mærke til, at jeg sidder og forsvarer korstogene. Det var slet ikke det jeg ville...".

Derpå grinede vi lidt, og jeg fik en sjov anekdote at fortælle, men hvad moralen er i dette oplæg er svært at sige. I disse dage strømmer syriske flygtninge til Danmark, og vi må beslutte hvem og i hvilken grad vi kan/vil/skal/må/bør hjælpe. Der er historier om folk der spytter på dem, andre står klar med vand, mad og tæpper. Især Facebook er fyldt med folks gode gerninger, folk der nu kan skrive 'Jeg har hjulpet en flygtning' på deres cv. Jeg vil også gerne gøre noget godt, jeg vil gerne se mig selv som et godt menneske, men denne historie er den eneste jeg kan fortælle.

Gæsteoplæg: Jordskælvet i Nepal fra en autistisk vinkel

Sif Schmidt Stewart-Ferrer, tidligere skolekammerat, har studeret filosofi og antropologi, interesseret i Østen, globetrotter og har en autismediagnose. 

Empati for en asperger/autist

Af Sif S. Stewart-Ferrer

Jeg boede i slutningen af 2014 i tre måneder hos en vidunderlig, nepalesisk familie i Kathmandu. De tog mig ind som en datter af huset, og vi delte mange skønne stunder sammen både i Kathmandu og ude i landsbyerne, hvor de oprindeligt kom fra, og hvor vi tog på besøg under højtiderne Dasain og Tihar. Det var derfor med stor uro, at jeg d. 25. april i år konstaterede, at der havde været et enormt jordskælv med epicenter ikke langt fra Kathmandu. Det tog lang tid for følelserne at ”nå bunden” i mig. Jeg brugte hele dagen på at læse om jordskælvet, følge med i nyheder og forgæves forsøge at få kontakt med min nepalesiske familie og venner. Først sent om aftenen, da jeg var færdig med alt, hvad jeg kunne gøre af informationssøgning og kontaktforsøg, og da jeg havde lukket ned for computeren, sank jeg hen i en sørgmodig tilstand og græd og blev trøstet.

Hvis jeg skulle analysere en smule på den måde at håndtere krise og sorg på ud fra en autistisk vinkel, ville jeg fremhæve, at der var handling og en logisk/systematisk fremgangsmåde, der kom forud for den følelsesmæssige del. For mig er det en måde at klare en vanskelig situation på, som giver rigtig god mening. Det er som en form for protokol, der er indbygget i mig der hedder (1) undersøg problemet godt, grundigt og rationelt (fakta-orienteret) , (2) iværksæt løsning af problemet, (3) mærk efter, hvad det betyder for mig. Det er også noget, som indimellem betyder, at jeg bliver lidt utålmodig med andre mennesker, hvis de har brug for at føle og snakke følelser, før vi kan handle, men jeg har med tiden lært at give plads til det, når jeg vurderer, at det er nødvendigt for den anden, og at det for den anden er en forudsætning for, at vi kan komme i gang med handlinger og problemløsning. Når det er sagt, er der også undtagelser. I nogle tilfælde er det mig, der bliver overvældet af følelser, og når det sker, bliver jeg komplet handlingslammet. I sådan et tilfælde får jeg meget brug for andres hjælp og støtte, før jeg kan komme i gang med at gøre noget som helst.

I dagene efter jordskælvet kom der nyt fra min familie og mine venner i Nepal, og jeg åndede lettet op, da jeg hørte, at de alle havde det godt. Der var sket nogle skader på husene i landsbyerne, men de var alle sluppet uskadte. En veninde fra universitetet skrev til mig og foreslog en indsamling – det var en rigtig god idé, som jeg straks tog imod, og det var dejligt at kunne nærme sig en følelse af at gøre noget nyttigt. Jeg brugte en del tid på at følge indsamlingen og holde den i gang med jævnlige opdateringer efter hvert bidrag, men efter den første uges tid, ebbede det langsomt ud. De, der ville hjælpe, havde bidraget, og mange andre havde enten givet andetsteds eller beholdt den distance, som vi sikkert alle kender, hvor man erkender, at man ikke kan hjælpe alle dem, der lider i verden, og derfor gør man intet. Min løsning på den problematik har været at beslutte, efter grundig overvejelse, til hvem jeg giver, og derfor kan jeg med ro i sindet sige nej til en del andre projekter og kun give ekstra, hvis det virkelig siger mig noget.

I forhold til alt det, der skete i Nepal, vil jeg mene, at de følelser, der har været på spil i mig, er medfølelse og et ønske om omsorg for dem, jeg havde allerkærest i området, men også alle de mange, som er blevet ramt meget hårdere end dem, jeg kender i Nepal. Min håndtering handler dog mest om at handle mig til en forbedring af situationen. Og i dette tilfælde er det mest i form af at sende penge ud til nødhjælp og til familien. Jeg fik den stærkeste oplevelse af medfølelse og indlevelse, da min nepalesiske lillesøster skrev til mig, at de havde mad og vand nok, og at jeg derfor ikke skulle bekymre mig om det, men at det farligste i den kommende tid til gengæld var risikoen for sygdomme, idet mange lig af dyr og mennesker lå i gaderne. Politiet havde for meget at se til og derfor ikke mandskab til at flytte dem, og de måtte gå med masker, fordi stanken var uudholdelig. Efter den klare beskrivelse mærkede jeg især medfølelse over, at de små børn skulle opleve noget sådant så tidligt i deres liv, og desuden væmmelse over tanken om stanken fra rådnende lig i gaderne.

Der er megen uenighed om forskellen på empati og sympati. Den klareste afgrænsning, jeg har hørt om, er opdagelsen af spejlneuroner, der går i medsving med en andens, og at dette er empatiens fysiske udløser. Det er grunden til, at en ung autist kan se en kammerat i skolegården, der græder, og dermed konstatere: ”der kommer vand ud ad øjnene” og lege videre for senere at blive dybt ulykkelig, når denne opdager at vand-ud-ad-øjnene = græder = den anden er ked af det = jeg skulle have trøstet min kammerat.

”Empati” – forstået som indføling som en automatisk reaktion via spejlneuroner – er kun til stede hos et mindretal af autister. Men ”sympati” – medfølelse med andre – er fuldt ud lige så meget til stede hos autister som hos ikke-autister. Den beror blot på viden opnået på anden facon end via umiddelbar følelses-resonans – nemlig deduktion (afkodning) via læsning af ansigtsmimik eller gestik, eller via forståelse opnået ved, at en venlig person forklarer os, hvad der er på færde. Forskningen viser, at når først denne viden er opnået, aktiveres de relevante følelsesmæssige hjerneområder hos autister i samme omfang som hos ikke-autister. På den måde kan man sige, at autistisk empati er en deduceret empati, men slutresultatet for en dygtig, autistisk afkoder ender med til forveksling at ligne den empati, som de fleste ikke-autister mærker umiddelbart via spejlneuronerne. Så er spørgsmålet selvfølgelig: hvis det lyder som empati, føles som empati og ser ud som empati, men er opnået på deduceret vis, er det så stadig empati? Det spørgsmål har forskere der arbejder inden for dette felt også stillet, og derfor taler man nu om ”affektiv empati” som den, der opnås umiddelbart ved hjerne-resonans, og ”kognitiv empati” som den, der opnås via en analytisk forståelse af situationen. Mon ikke godt vi kan sige at begge former er lige gyldige?

Læs for livet

http://www.laesforlivet.dk/

Her er et link som jeg vil opfordre alle mine læseglade læsere om at støtte. Læs For Livet er et projekt for udsatte børn og unge (og deres forældre) ved at sørge for nem adgang til bøger. Bøger, kan nogle måske tænke, kan det virkelig være så vigtigt? På hjemmesiden kan I finde mange gode grunde til hvorfor at bøger er så vigtige for børns udvikling, en bedre skolegang og forholdet mellem forældre og børn.

Jeg var et sært barn, jeg var også et sødt, klogt og venligt barn, men jo, jeg var lidt sær, og det var ikke så sært, for det var der mange der havde været i min familie igennem mange generationer, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. I dag har min særhed stemplet Aspergers syndrom, men det er der stadig ikke så meget at gøre ved.

Jeg var i en meget tidlig alder bevidst om min særhed. Jeg var ikke bevidst om hvori den bestod, men jeg vidste at jeg fungerede anderledes end andre. Fungerede jeg anderledes, dårligere eller bare forkert? Det var et spørgsmål der var alt for stort, farligt og ubehageligt til at spørge et rigtigt levende menneske om, men bøger dømte mig ikke. De grinede ikke, hvis jeg sagde noget der var forkert eller bare sært.Oppe i skolen var det bøgerne der gav de rigtige svar til lærerens spørgsmål, så måske de også kunne give svaret til mine spørgsmål?

Jeg var heldig som barn at have adgang til hele tre biblioteker, kommunens, skolens og mine forældres. Tilsammen indeholdt de alt hvad der var at vide om livet, universet og alt det der. Det var så min opgave at finde frem til den rigtige bog. Det var meget vigtigt, at jeg ikke spurgte om hjælp, for så ville bøgernes magi måske forsvinde, men egentlig var det nok mest fordi jeg var enormt genert og kun turde spørge hvis jeg vidste helt præcis hvad jeg ledte efter, og det gjorde jeg ikke.

Jeg har gennem tiden fundet mange bøger med mange gode svar. Jeg har måttet opgive tanken om at klare svar om noget som helst, og at jeg måtte plukke noget ud hist og her, og så støbe det sammen til nogle vage idéer om hvem jeg selv er og hvordan jeg hænger sammen med resten af verden. Ofte læser jeg ting jeg ikke kan bruge til så meget, men engang imellem læser jeg noget der gør dette billede af mig og verden en lille smule klarere.

Jeg holdt ikke op med at være sær bare fordi jeg har læst en masse bøger, men jeg meget om hvilke særheder der er gode, sjove og behagelige og hvilke der skader mig og afskærmer fra andre mennesker. Jeg har fået en masse mulige forklaringer når jeg synes at andre mennesker gør og siger underlige ting, og jeg har fået nogle mulige måder at reagere på disse underlige ting, men det at jeg har en vis forståelse for disse ting gør, at de virker mindre skræmmende og farlige.

Jeg får nok aldrig alle svarene, men jeg kan være helt forfærdelig stædig, og jeg holder aldrig op med at lede :)

Nattens helt

I dag var en af de dage hvor jeg vågnede tidligt, meget tidligt. Faktisk vågnede jeg så tidligt at jeg vågnede hvad der teknisk var i går. Jeg kan godt lide at vågne tidligt, men ikke så tidligt. Nå, der var ikke andet at gøre end at stå op, og da jeg ikke lige havde noget at give mig til kunne jeg lige så godt gå i gang med mit sommerferieprojekt, at genopfriske mit græske. Jeg sad lige og var super stolt over mig selv over hvor godt det gik, da det bankede på døren. Det er ikke hver dag det banker på døren kl 3 om natten, så jeg kiggede længe gennem dørspionen før jeg åbnede.

Det viste sig at det var min nabo der havde glemt sine nøgler hjemme hos en ven nede i byen og hans telefon var løbet tør for strøm. Jeg fandt et nummer på en låsesmed og lånte ham min telefon, men han havde jo ikke lige 900 kr i kontanter. Han stod og så meget modløs ud, så jeg spurgte om han ikke ville med ind og have en kop kaffe. Så sad vi og fik en lille snak. Han var ikke sådan rigtig fuld, men sådan lidt beruset, der hvor man kan have lidt let til tårer.

Jeg kom i tanke om en pædagog der engang låste sig ude og fik bragt et sæt nøgler fra en kollega ud til sig af en taxa. Min nabo kom så selv på at han da godt selv kunne tage en taxa ind efter nøglerne, og vi blev enige om, at selvom det nok blev lidt dyrt, så ville det stadig være billigere end en låsesmed, og så sendte jeg ham tilbage ud i natten.

Hvem fortjener hjælp?

Nogle gange møder man folk, som man fatter sympati for med det samme. Sådan en mødte jeg i går. hun var hjemløs og gik og tiggede småpenge til herberget. Det var ikke meget jeg kunne give hende, 8.50 og en tom flaske. Da hun gik videre kom jeg i tanke om, at jeg egentlig har været ret heldig med den hjælp jeg har fået, så jeg kaldte hende tilbage og stak hende 200,- og et smil. Hun blev rørt til tårer og fik lov til at give mig et kram. Egentlig er 200,- ikke ret mange penge, men jeg gav hende noget der var langt mere værd end penge, jeg gav hende venlighed,  værdighed og nærhed, hvilket er umådelig sjældent at man får når man befinder sig på bunden af samfundet.

Hvis det bare galt om pengene, så betaler jeg skat, og jeg giver penge til nødhælp, to instanser der, i hvert fald ideelt set, giver hjælp ligegyldigt om man er sød køn og charmerende, for rigtig mange mennesker på bunden er ingen af de ting, og jeg ønsker et samfund hvor hjælp ikke afhænger af om man kan få nogen til at fatte sympati for én. Det er det samfund vi i teorien skulle have, men det er det ikke, ikke nok i hvert fald.

Hvad fik mig så til at vælge lige nettop denne kvinde til mit lille godgørende projekt? Måske handlede det egentlig mest om mig selv, hvilke tanker og følelser jeg havde i netto i det øjeblik hvor hun kom hen til mig. Måske var det fordi det var så tydeligt, at hun virkelig hadede at tigge, at hun hadede sig selv for at være nødt til det. Måske var det fordi hun var mere klar i hovedet og i sin væremåde og i sine formuleringer end de fleste hjemløse jeg har talt med har været. Jeg kan ikke sige det, men i lige nettop det øjeblik var det det der gav mest mening.

Kan jeg være sikker på at hun ikke brugte pengene på alkohol eller stoffer? Overhovedet ikke, jeg kender hverken hende eller hendes historie. Jeg kan sige at det ikke virkede som om at lige nettop de ting var hendes problem, men jeg har ingen chance for at vide det. Hvad jeg kan sige er, at det ikke betyder noget for mig. Jeg ønsker selvfølgelig at hun brugte pengene på noget fornuftigt, men som sagt så er 200,- egentlig ikke ret meget, så hvis det virkelig var alkohol hun brugte dem på, så er det fint med mig, for vi har alle vores grunde til at gøre som vi gør, og med den historie jeg selv slæber rundt på, har jeg ikke ret til at dømme andre for deres valg.

Hvad jeg til gengæld håber at hun bruger min venlighed til, er at tro på sig selv og tro på verden. En gang hvor jeg havde det rigtig skidt og skulle indlægges, blev jeg ført ind på afdelingen af en sygeplejerske, da en af patienterne kommer hen til mig og omfavnede mig og siger "Det er helt i orden at være bange. Vi er alle bange ind i mellem". Jeg har siden fået mange kram af pædagogerne, selv når jeg var rigtig langt nede og havde skåret mig og blødte og græd. Hvis de ikke havde noget imod at kramme mig, så havde jeg heller ikke noget imod at kramme en hjemløs.

Jeg ved ikke om jeg tror på karma, for jeg kender ikke nok til det, men jeg tror på næstekærlighed, og jeg tror at verden ville være et meget bedre sted at være hvis vi alle viste hinanden lidt mere venlighed. Hvad der ville gøre mig rigtig glad er, hvis I ville skrive om engang i viste venlighed, eller hvor nogen viste venlighed for jer.