Hvad er det normale?

Da jeg var barn og teenager, var jeg godt klar over, at jeg ikke var ligesom de andre. Det var ikke sådan en følelse af at være noget særligt, det var nærmere endnu et nederlag i en meget lang række af nederlag i mit forsøg på at lege og snakke med de andre børn, opføre mig på en måde der om ikke efterlignede, så i det mindste ikke blev bemærket alt for meget, svare rigtigt på lærerens spørgsmål, fortælle historier eller vittigheder som det ikke kun var mig selv det fandt sjove, få en ven i klassen, kunne holde ud at gå i skole, ikke være alt for dårlig til sport. Det var som om listen fortsatte i det uendelige, og hver eneste gang én ting lykkedes for mig, så var der hundredvis af nye spørgsmål der meldte sig. 

Engang imellem diskuterede vi på klassen, at 'der jo ikke er er noget der er NORMALT', men jeg kunne jo føle på min egen krop, i mit eget liv, at der var noget galt med det udsagn, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad. Jeg kunne se, at jeg gik i noget andet tøj, hørte noget andet musik og formulerede mig anderledes end de andre, men det virkede på en eller anden måde ikke som et ordenligt argument, alligevel kunne jeg jo også se, at der var sociale relationer som jeg ikke var en del af, legeaftaler og senere fester jeg ikke blev inviteret til. 

Jeg følte dengang, at de mobbede mig, men efter at have fået det hele lidt på afstand tænker jeg anderledes om det. Jeg tror ikke at mine klassekammerater var onde, jeg tror, at de var lige så forvirrede som jeg var. De hørte jo også lærernes fine ord om, at begrebet normal ikke eksisterer, men de kunne samtidig se, at jeg ikke talte og opførte mig som dem. Hvad stiller man som barn op med en der siger 'grøn', når du siger 'rød'? Som begynder at tale om insekter, når i lige er begyndt at lege med dukker? Som ikke stopper når nogen bliver kede af det?

Det var jo ikke fordi jeg så anderledes ud en dem. Jeg havde to øjne, en næse og en mund, jeg havde hverken blå hud eller horn i panden og selvom jeg lespede, så talte jeg trods alt dansk. Så på nogle måder var jeg jo lidt normal, samtidig med at jeg ikke var det. 

Jeg har længe prøvet at finde nogle formuleringer der siger lidt om begreberne normal - ikke normal - sær, men det er enormt indviklet, langt mere indviklet en man kan forlange, at børn og teenagere skal kunne håndtere det. Vi kan sagtens prøve at fortælle dem, at der ikke er noget der er normalt, eller at vi alle sammen er normale, men selvom børn nogle gange er ret dumme (Mor, tænkt nu hvis man havde en bazooka og fyldte den med ketchup...), så er de alligevel ikke dumme, de kan godt mærke, hvis der er nogen der for alvor skiller sig ud.

Eksamenstid, igen?

Det er da rigtig nok, at jeg ikke har været så meget på universitetet de sidste to uger, fordi jeg har været så træt, og det er da rigtig nok, at vi nu er kommet til det tidspunkt af året hvor solen skinder, fuglene fløjter og allergikere over hele landet får røde næser og kløende øjne, men alligevel, kan det så virkelig passe, at vi allerede er kommet til ENDNU en eksamensperiode? Og selvfølgelig kan det det.

Eksaminer er den studerendes lod. Det er det der skal holde os på tæerne, det er det vi skal vise vores eget værd. Hver og en sidder vi gemt bag computerskærmen eller ved det grønne bord. Vi smiler og lirer alt det vi har lært af, men ordene er ikke kun visdom, ligninger og fakta. Det er i virkeligheden koder hvormed vi prøver at overbevise læreren om, at ja du er en fantastisk underviser, ja jeg har arbejdet hårdt, ja alt dette her er skide spændende, så vil du ikke nok være sød at give mig en god karakter...?

Jeg er en af de bekymrede typer studerende. Hvis jeg nu tager fri i nogle dage, vil jeg så lære det hele? Vil jeg så kunne få en god karakter? Vil læreren se, at jeg er en dygtig studerende? Vil jeg så blive forsikret om, at jeg nu også er et godt menneske? Med tiden er jeg blevet bedre til at tage det lidt med ro. Måske er det alderen, men mest er det en blanding af medicinering, selvforståelse af mit handikap og studienævnets godkendelse af forlænget forberedelsestid.

Jeg åbner en cola til, sødestofferne, bruset og koffeinen dæmper mine nerver.

Den store diskussion går på inklussion, kan handicappede konkurrere og færdes sammen med andre mennesker, og selvfølgelig kan mange af dem det, forudsat de rigtige omstændigheder (og dette er det springende punkt som politikere tit glemmer). For alle mennesker har deres at slås med. Nogle mennesker har normale problemer, andres problemer kræver mere specificeret hjælp.

Nerver, konkurrence og gråd og tænders gnidsel op til eksamen er nogle af de mest almindelige problemer her til lands, ligegyldigt om man har diagnoser eller ej. Når jegvågner midt om natten gennemblødt af sved, fordi jeg drømmer, at jeg har meldt mig til matematik, men er kommet bag ud med pensum og afleveringer, fordi der var et problem i den første opgave som jeg var for doven eller genert til at bede om hjælp til, og nu skal jeg lige pludselig til eksamen, så skal Jung ikke komme og sige, at det hele ligesom symboliserer et forkvaklet forhold til sex, døden og min mor, og jeg derfor bør gå i hypnosebehandling. Nej, jeg har haft mange og mærkelige problemer i mit liv, men dette er ikke ét af dem. Nej her slår min mor, der er gymnasielærer, mig kammeratligt på skulderen og siger "velkommen til den virkelige verden, sådan har vi det alle sammen".