onsdag den 26. november 2014

Tvunget til at omtænke mine strategier

Jeg har overanstrengt min hånd. For nogle uger siden havde vi en opsumeringsgang om Pauli syn på Loven. En af mine svagheder som studerende er, at jeg har meget svært ved at danne mig et overblik, og derfor fortaber mig i detaljerne. Dette var altså et overblik over Loven leveret til mig på et sølvfad, så jeg måtte tage mange noter.

Jeg sad helt foroverbøjet med næsen kun ganske få cm over papiret. Jeg knugede så hårdt om blyanten, at mine knoer blev hvide, og hvis nogle af de andre studerende havde haft overskud til at se over på mig, så ville de sikkert have set min tungespids stikke lidt ud af mundvigen. Jeg kunne godt mærke at det gjorde ondt i min hånd, men der var ikke så meget at gøre ved det, for jeg var i krig, mig imod papiret, pennen mægtigere end sværdet. Til sidst måtte jeg dog kaste blyanten fra mig med et lille piv, for det føltes som om noget havde sat sig forkert inde i hånden.

Jeg gik hjem og masserede den og så bekymret på den, men over de næste undervisningsgange, blev det ikke bedre. Til sidste gav jeg efter for presset fra min egen krop og begyndte at lave lektier og tage noter på computeren. Jeg har altid lavet lektier og taget noter på præcis samme måde, dels af vane, dels af stædighed, men nu var jeg tvunget til at tænke nyt (indsæt utilfreds emotikon). Denne nytænkning endte dog med at blive ret meget ligesom den gamle, bare på computer i stedet for i hånden, så meget for mine innovative evner, og så alligevel ikke, for lige så stille begyndte små ændringer at tage form. Det har ikke stået på længe nok til, at jeg ved om det er for det værre eller bedre, men det er i hvert fald et forsøg værd, eller rettere så har jeg ikke rigtig noget valg, for min hånd gør stadig ondt.

torsdag den 20. november 2014

Om at trøstekøbe julepynt

Der er under en måned til at eksamenslæsningen går i gang, og jeg begynder lidt at kunne mærke presset, hvilket sætter gang i min evigt tilbagevendende eksamenskuller. Med eksamenskuller mener jeg, når jeg går voldsomt meget op i et emne der ikke er eksamens relateret, for at skabe et aktivt felt der kan stå som kontrast til alt det jeg får læst (eller ikke læst). Når emnet i år er julepynt, så foregår det sådan, at når min hjerne arbejder på højtryk med græske verber og begreber, sidetal og skrivekramper, så kan jeg godt nogle dage gå hen og blive ret melankolsk grænsende til trist, og så hjælper det at gå ind i en butik og købe en engel i porcelæn eller en pingvin med ørevarmere. Det er en temmelig effektiv kur, og det hjælper også når jeg har nedtur efter at fysioterapeuten viste mig en video af min egen røv der løber i slow motion.

Emnet i år er julepynt, hvilket blandt andet skyldes, at vintereksaminer gør mig mere kulret end sommereksaminer, men det skyldes også, at jeg i år også skal have mit første eget juletræ. Eftersom det er det første, så har jeg ikke meget pynt at hænge på det, og det vil derfor være det mest fornuftige at købe et lille træ, men julen handler ikke om fornuft, så fristelsen er stor til at købe et kæmpe stort træ, men hvis man skal have et stort træ, så skal man også have pynt nok til et stort træ, og så må man jo ud og købe noget (heldigt).

Bare fordi jeg køber en del julepynt betyder det ikke, at jeg køber hvad som helst. Det er helt utroligt hvor meget grimt julepynt der er derude. Det grimmeste jeg er stødt på var et lyserødt hestelignende fantasidyr med fjer, perler og bling. "Hold da op" tænkte jeg da jeg ikke bare fandt den i én butik men i to. Jeg selv foretrækker det lidt mere diskrete ting. Jeg køber sjældent mange ting på en gang, bare en lille ting her og en lidt større ting der.

Når nu jeg er i gang med at købe julepynt, så spurgte jeg min far om jeg også skulle købe noget med til ham. Jeg fejrer altid jul hjemme ved ham, men de julepynt han har stammer næsten alt sammen fra da min søster og jeg var børn, og det er efterhånden nogle dage siden. Han sagde selvfølgelig ja, hvilket bare giver mig en undskyldning for at købe endnu mere julepynt, når nu jeg ikke hele tiden gider at sidde med næsen i bøgerne.

Der er selvfølgelig den fare, at jeg går kold inden julen overhovedet er gået i gang, men den risiko er der alligevel, da jeg skal til eksamen i begyndelsen af januar, og derfor kommer til at sidde med mine bøger en god del af julen.

lørdag den 15. november 2014

Om at komme i mål

I går var en dag jeg lidt havde frygtet, for i stedet for de sædvanlige to timers Ny Testamente skulle vi have fire. Fire timer... Normalt går jeg kold efter to. Jeg kunne selvfølgelig gå i en af pauserne, men så igen, det er min løsning til alle ting, altid. Det kunne være fedt at se om jeg faktisk kunne klare det, om jeg kunne presse mig selv lidt, og være lidt lige som alle de andre, for det var jo ikke fordi de andre tænkte, at det var det aller fedeste at bruge fredag eftermiddag på.

Jeg tror at vi alle i ugen op til havde haft vores forestillinger om hvordan det ville være at have fire timers Ny Testamente, og jeg er sikker på at den ene fantasi var mere frygtindgydende end den sidste, men virkeligheden lever sjældent op til fantasien, og at have fire timer var ret meget ligesom at have to, bare længere.

Der var nogle der gik i pauserne, men ikke mig, jeg klarede den, men jeg havde også taget alle mulige forholdsregler til at hjælpe mig igennem dagen.
- Formiddagen brugte jeg på let underholdning. Jeg læste Goethes digte, men hvad jeg læste var ikke så vigtigt, så længe det bare ikke var lektier.
- Jeg spiste en solid frokost indeholdende rigeligt med kulhydrater, proteiner og fedt.
- Jeg pakkede en taske med mad nok til flere dage, medicin, uldsokker og en stålsvamp som jeg bruger til mine urolige hænder.
- Jeg tog min eftermiddagsmedicin tidligt, sådan at det passede med at timen startede.
- Jeg tog skoene af så snart timen begyndte, så jeg rigtigt kunne sidde og vifte med tæerne.
- Jeg masserede mine hænder og arme med stålsvampen.
- Jeg spiste så meget min krop havde behov for, og ikke hvad min hjerne tænkte, at jeg kunne nøjes med.

Timerne gik fint, om end jeg de sidste ti minutter sad og følte mig lidt skeløjet og kunne bare overhovedet ikke følge med i det læreren sagde. Jeg følte mig indlukket, jeg havde lyst til at løbe ud af døren, ud i vintermørket og regnen og blæsten, jeg havde lyst til at trække vejret dybt ned i lungerne og udstøde et langt og inderligt suk, men jeg måtte lige vente 10 min.

Bagefter fulgtes læreren og nogle af de studerende over i Unibaren, og jeg var iblandt dem. Det var ganske hyggeligt, men jeg var træt og kendte dem ikke rigtigt, så jeg kunne ikke helt følge med i samtalen, men alt i alt var dagen en sejr.

mandag den 10. november 2014

Om et besøg fra Jehovas Vidner

Lørdag formiddag sad jeg midt i lektierne, da det bankede på min dør. Jeg vidste godt hvem det var, for jeg havde set dem gennem vinduet. Det var et par fra Jehovas Vidner som har været her et par gange. Jeg er ikke særlig interesseret i at blive frelst, i hvert fald ikke ved deres form for frelse, men jeg har heller ikke noget imod dem. Faktisk havde jeg for en måneds tid siden brugt dem til at få mig en gratis Bibel, da jeg samler på bibler og bruger dem i mit oversættelses arbejde på universitetet. når jeg nu havde fået Biblen gratis, så tænkte jeg, at det mindste jeg kunne gøre var at åbne døren og sige hej og smile venligt, så det gjorde jeg.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvordan det gik. Som sagt var jeg ikke særlig interesseret i deres frelse, men da snakken faldt på bibeloversættelse, så gik jeg totalt i nørd og hev dem med indenfor hvor jeg hev bøger frem for at vise dem den oprindelige græske tekst, ordbøger, grammatikker og selvfølgelig min egen oversættelse. Jeg var meget entusiastisk, og jeg havde det herligt. Hvordan de følte er jeg ikke helt sikker på, men jeg tror og håber måske også lidt at de fandt det lidt fascinerende. Jeg har hørt om mange teologer der bruger den græske tekst til at provokere Jehovas Vidner når de kommer rundt, måske jeg også virker sådan, men det er egentlig ikke min hensigt, jeg kan bare godt lide at vise hvad jeg har lært, en rigtig lille duks.

De forærede mig selvfølgelig nogle blade, sådan som de altid gør, og ikke noget jeg var synderligt interesseret i. Lærte jeg selv noget af dette lille møde? Ikke sådan rigtigt, men det er en god historie at fortælle, for den siger rigtig meget om hvem jeg selv er som person.

torsdag den 6. november 2014

Om arbejde

Jeg blev forleden spurgt hvorfor jeg ikke arbejder (eller studerer på fuld tid), for tingene går jo så godt for tiden. Spørgsmålet var ikke ment som en kritik, vi stod bare og snakkede i en af pauserne. Jeg kan egentlig godt forstå spørgsmålet, få jeg kan jo godt nogle gange virke så fuld af energi og gåpåmod. Man kan jo sige, at jeg var meget meget syg, da jeg fik min pension, men sådan er jeg jo ikke længere.

Spørgsmålet er, om mine problemer er forsvundet, sådan at jeg jeg igen ville kunne klare et højere arbejdspres, eller om de er nedtonet, fordi jeg ikke længere har det samme arbejdspres. Jeg ved ikke, om jeg som sådan kan forklare forskellen. Det er vel bare en er de der ting, hvor man bare skal føle sig frem. Det der med at føle sig frem lyder så vagt, næsten bare som en dårlig undskyldning, men problemet er, at hvis jeg ikke lytter til mig selv, så risikerer jeg, at min tilstand igen bliver kritisk, for jeg var jo dengang så syg, at jeg risikerede at dø, og der vil jeg ikke hen igen.

Jeg oplevede det lidt i sidste semester, hvor jeg ikke kunne klare presset, og jeg måtte tage en pause. havde jeg ikke været på pension, ville det have haft seriøse konsekvenser for mig, der i værste fald kunne have betydet, at jeg måtte droppe ud. I stedet kunne jeg bare hvile mig og starte frisk igen i dette semester.

Jeg tror måske, at man kan komme til at forveksle min energi og gåpåmod med at have kræfter nok til at gøre mere end jeg gør nu, men jeg tror mere at det handler om en nyfundet glæde ved at være til som lyser ud af mig. Selvfølgelig har jeg stadigvæk dårlige dage, hvem har ikke det, men mine dårlige dage i dag er stadig langt bedre end mine gode dage var før i tiden, og selvom jeg stadig opfatter dem som dårlige dage, så gør denne bevidsthed alligevel noget ved én.

mandag den 3. november 2014

Der er ikke nok timer på en dag, dage i en uge

Engang væltede jeg mig i tid, jeg havde så meget tid, at jeg hver aften græd, fordi jeg ikke kunne holde ud, at der i morgen er atter en dag, og en dag efter den, og en dag efter den. Dagene var så lange og indholdsløse, at jeg følte, at jeg blev kvalt. Nu om dage er tingene anderledes. Jeg har min kæreste, universitetet og alle de der små hverdagsagtige ting man bliver nødt til at have styr på i løbet af en dag, såsom rengøring og indkøb.

Pludselig bliver mine dage fyldt ud, og jeg står op om morgenen, og må med en lille gispen anerkende, at jeg heller ikke i dag kommer ned og træner. Den spiseforstyrrede del af min hjerne, som måske i dag er svag, men som stadig er der, den går lidt i panik og overvejer, om jeg så ender som et stort fedt ubegribeligt monster, men på den anden side, så skulle jeg skynde mig ned og fange viceværten før kontortiden slutter, og om lidt skal jeg i Silvan efter en ny pære til badeværelset, for en ting er at tisse i bulderragende mørke, noget helt andet er at gå i bad i det, og jeg trænger til at komme i bad, for mit hår er så fedtet, at det klør, som havde jeg lus.

Senere skal jeg så lave mine lektier, og når de (forhåbentligt) er færdige, så er jeg det også, og jeg har mest af alt bare lyst til at kaste mig på sofaen med en god serie på dvd. Alle bøgerne om sundhed siger, at så er det tid til at hoppe i løbetøjet og så af sted, men jeg er alt fo meget et morgenmenneske til den slags. Så burde jeg i stedet komme af sted om morgenen, men mine morgener er blevet markant kortere efter, at jeg er begyndt at stå senere op. Så kunne jeg selvfølgelig begynde at stå tidligt op igen, men så skulle jeg samtidig begynde at gå tidligere i seng, hvilket ville give mig kortere tid sammen med Kæresten.

Måske skal jeg bare anerkende, at jeg ikke kan nå alt. Det er noget jeg tit må anerkende, men som regel har det været pga min aspergers. Denne gang er jeg bare helt almindelig menneskelig, og jeg går ud fra, at det er en god ting. Hele min barndom og ungdom drømte jeg om at være normal, og dette må siges at være meget normalt, men jeg må indrømme, at jeg havde forestillet mig noget anderledes, måske en fanfare eller balloner og konfetti. Hvad jeg i stedet får er en hverdag hvor dagen bare følger hinanden uden de store udsving. Timerne går, og jeg lægger kun mærke til det, når jeg ser ned på uret og opdager, at jeg har travlt.