spiseforstyrelsens dyriskhed

Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.

Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.

Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.

Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.

Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.

Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod  alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.

Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.

Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.

Lyve og manipulere

Som verden ser ud for mig i dag, så lyver jeg meget sjældent, og når jeg gør så får jeg altid meget dårlig samvittighed. Min psykolog spurgte forundret om jeg overhovedet kan finde ud af at lyve. Det kan jeg nu godt, men det er svært, for jeg kan ikke koncentrere mig om løgnen, alt hvad jeg tænker er "jeg lyver lige nu, jeg lyver, fuck hvor er det forfærdeligt. Så når jeg lyver, er det som regel ved at undlade at sige den ting der virkelig gælder, hvorefter min indre monolog går "du må ikke sige DET, du må ikke sige DET". Er det hvad man kan kalde en undladelsessynd :)

Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.

Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.

Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser

Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".

Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.

I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.

Om at såre sin veninde

Jeg er kommet til at såre en veninde rigtig dybt. Nej, "komme til" kommer til at lyde som om jeg bare kom til at begå en fejl, hvor der nok nærmere var tale om helt ekseptionel dumhed. I forhold til hvad jeg har gjort imod hende tager hun det ret pænt, men når jeg tænker på hvor meget den dårlige samvittighed nager mig, så ville jeg næsten ønske, at hun ville råbe og skrige, sådan at JEG kunne få det bedre, men eftersom det i denne sag er mig der er skurken, så handler det ikke om hvorvidt det er mig som har det godt.

Jeg er ikke ret vant til at være skurken. Normalt når der sker noget i mit liv så er det andre der gør noget mod mig, og så kan man trykke sig en mod en pædagog og tude, eller man kan sidde på en kaffe og beklage sig til en veninde, men at være skurken er en meget ensom følelse, for jeg føler ikke, at jeg fortjener folks medlidenhed.

I et socialtantropologisk perspektiv er det sikkert et fremskridt at være den der gør noget frem for at blive gjort imod, hvorefter man sikker kan begynde at bruge ord som alfahan og vindere og tabere, men jeg synes at vi som mennesker taber, hvis dem der er mest modbydelige vinder. Jeg føler mig i hvert fald ikke som nogen vinder, for jeg har jo såret en jeg holder forfærdelig meget af. Måske er det fordi jeg er så vand til at være den der taber, at jeg alt for godt ved hvordan det føles, og jeg derfor straks plages af dårlig samvittighed. Hvis det er tilfældet, foretrækker jeg at være den jeg er, og vil fremover passe bedre på min opførelse over for mine veninder.

Hvad min veninde angår, så kender jeg endelig ikke de endelige konsekvenser. Nogle gange tænker jeg, at det nok skal gå, og så bliver jeg glad, men andre gange, er jeg bange for at jeg aldrig ser hende igen, og så virker hele verden stor og uoverskuelig og jeg får lyst til at græde.

Om at blive 'forfulgt'

I går morges havde jeg været nede og handle, og da jeg kom til min egen gade var der en ung fyr på scooter der kørte op på siden af mig og ville have mig med op og køre. Han havde hjelm på, så jeg kunne ikke se hans ansigt, men det at han kørte på scooter, fortalte mig, at han nok i hvert fald var ti år for ung til mig. Om han så havde været ti år for gammel, så havde jeg stadig ikke været meget for at komme med op og køre, for sådan en maskine ser ikke særlig sikker ud, og jeg kendte jo slet ikke køreren, desuden er det slet ikke lovligt.

Den unge fyr var på ingen måde truende, men han var meget insisterende, og det var jo lidt smigrende for en gammel kone som mig. Da jeg kom til min bygning gik jeg ind på pædagogernes kontor for at se hvad han fandt på. Han stillede sin scooter, tog hjelmen af og gik ind i vores mellemgang, med både pædagogen og jeg stod og stirrede på ham, så han vendte om og stak af.

Så er der egentlig ikke mere til den historie, men det er sommerferie og mit liv er helt forfærdelig kedeligt, og jeg har ondt i røven af at sidde for meget foran fjernsynet, så når der endelig sker et eller andet, så bliver jeg nærmest lettet. desuden har jeg altid været frk usynlig, så selvom jeg ikke ligefrem går og ønsker at blive bemærket, så kan det godt være helt hyggeligt med lidt opmærksomhed, hvilket jeg dog kun siger fordi han virkede helt harmløs, ellers havde jeg nok været den første til at beklage mig.

Er jeg et godt menneske?

Det sker hele tiden, at jeg gør ting, som jeg måske egentlig ikke syntes at jeg burde gøre. Set udefra drejer det sig måske om småting som, at jeg måske vrissede lidt af én, men indeni føltes det enormt voldsomt, fordi jeg måske var så sur, at jeg ønskede at ydmyge vedkommende. Pædagogerne siger, "Ja men du gjorde det ikke", men Jesus så mit hjertes tanke, og det samme gjorde jeg. Det hører nok stadig til i småtingsafdelingen, men det føles som sagt voldsomt, og det er let i et øjebliks storhedsvandvid at føle sig som jordens værste menneske, men for at være ærlig, så har jeg slet ikke kaliber til ligefrem at være den værste til noget som helst, jeg er bare helt almindeligt kedelig, og det samme er mine synder.

I går gav jeg plads til, at en af mine venner kunne have det skidt. Det var ikke noget der krævede specielt meget fra min side, men pædagogerne roste mig meget efterfølgende.

Det er lidt mærkeligt at blive rost for den slags. Jeg synes måske, at det burde falde under kategorien helt almindelig medmenneskelighed, men det er en af de ting der er ved at bo et sted som her, man bliver rost herfra og så til juleaften (billedligt talt), og det er en af grundende til, at jeg med tiden vil væk herfra. Når man har det rigtig svært, så er ros godt, for det styrker en selvtillid, selvværd og modstandskraft, men når man begynder på at have det udmærket, ja så føles det egentlig lidt fjollet. Ikke at jeg ikke længere kan lide ros, bare ikke hele tiden.

Må jeg godt sige det

נְקֵבָה "hun" kommer af verbet "at gennembore"
שְׁפָחֹת "slavinder" kommer at verbet "at udspy sin sæd"
Tænkte bare, at jeres liv ville være meget rigere vidende dette.

Efter min eksamen i mandags, har jeg været nedtrykt, grænsende til det deprimerede, for selvom jeg fik 12, så var det jo ikke andet end jeg havde forventet. Må man gerne tænke nåh ja, det var så det, når så mange andre har kæmpet så hårdt for en tilsvarende karakter? Må jeg godt tænke, at det ikke er noget særligt? Måske er det fordi jeg føler, at det burde have været noget særligt. Min præstation skulle have været noget særligt, hele situationen skulle have været noget særligt, for det var jeg ikke bare en eksamen, det var jo Målet, sådan som det har været formuleret alle de år jeg har været syg, så jeg ved ikke, om jeg ligefrem forventede en lille sejrsmelodi, men i hvert fald noget derhenad, men der var ikke nogen sådan ting, for det var jo bare en eksamen, en helt almindelig eksamen lige midt i min bachelor, og det er ikke noget særligt.

Jeg kan ikke lade være med også at have grimme tanker som jeg ikke ønsker at have. Jeg under virkelig folk deres karakterer, for de har arbejdet virkelig hårdt og jeg kunne også høre på dem at de havde god forståelse af det læste, men jeg har mere erfaring end dem, og derfor føler jeg at jeg burde have præsteret noget særligt. Det er svært helt at vide om jeg er fornærmet over, at de klarede sig lige så godt som mig, eller om jeg er sur på mig selv over ikke at gøre det bedre, men hvordan gør man det bedre end 12? Der var én af drengene, som jeg ikke rigtig kender, der havde klaret sig så godt, at læreren havde prøvet at overtale ham til at vælge hebraisk højniveau, hvilket er stort, og jeg er misundelig over, at læreren ikke sagde noget særlig interessant til mig da jeg fik min karakter. Det er ikke den helt grimme jalousi, men følelsen sidder lidt derinde et sted.

Nu er det overstået, og hvad så nu? Hvad skal jeg stille op med mit liv? På det seneste har mit liv bestået af at læse hebraisk, eller have dårlig samvittighed over ikke at læse hebraisk, så nu mangler jeg mål, mening og retning

og så gik der lige tre uger

Der var den uge, hvor jeg var for udkørt til at tage på uni, og så kom ferien,  og woops, så var der lige gået tre uger, hvor jeg ikke så meget som havde rørt mine skolebøger. Torsdag satte jeg mig så ned for at læse lektier til fredag, eller rettere forst skulle jeg lige en helt masse mere interessante ting, hvorefter jeg satte mig ned og stirrede olmt på mine bøger. Jeg havde ikke spor lyst til at læse, jeg var træt, de opgaver der gjorde det ud for en eksamen VAR afleveret, og dagens tekst handlede om genealogier (slægtstavler), hvilket er meget vigtigt for gammel testamente, men dræbende kedeligt. Så jeg endte med ikke at få læst alle mine lektier, hvilket pinte mig, men det var der ikke så meget jeg kunne gøre ved, eller det var der jo, jeg kunne jo bare læse og få det overstået, men noget inde i mig gjorde at jeg ikke kunne det.

Timen virkede uendelig lang, selvom vores lærer er både sød og dygtig, men jeg længtes bare efter, at timen ville stoppe, så der kunne være møde i teologisk jagtselskab (en yderst gennemført joke). Sådan plejer jeg ikke at være, jeg plejer at være nørden der hænger i min lærers læber og sluger hvert et ord han siger, og den nye mig skræmmer mig.

Det skræmmer mig endnu mere, at jeg i dag skal lave lektier til mit absolutte yndlingsfag, hebraisk, men jeg har ikke lyst, jeg vil hellere se TV. Hvad sker der lige med mig? Det lader til at jeg fuldkommen har mistet motivationen. I hebraisk handler det dog lidt om, at jeg snakkede lidt med nogen fra religionsvidenskab (vores konkurrerende studie) og det viste sig, at de har fået en meget bedre, grundigere og mere intim undervisning end os fra teologi, og jeg er ved at blive ædt op af misundelse.

Jeg hader misundelse, det er en enormt destruktiv følelse, der som sagt æder én op indvendig, og som gør én afstumpet og irriterende at være sammen med. På den ene side har jeg lyst til at beklage mig til højre og venstre over hvor urimeligt det er, men jeg har jo egentlig ikke lyst til at være DEN person, for, så vil jeg ikke fuldt ud kunne nyde de sidste par måneders undervisning, for selvom den måske ikke er nær så intensiv som den rel. viderne får, så er den jo stadig virkelig god, og det er det jeg skal overbevise mig selv om, når jeg her lidt senere sætter mig ned med mine bøger for at lave mine lektier.

Men den manglende motivation skyldes nok mest det med at have haft så lang en ferie. Jeg har vænnet mig så meget til bare at sidde på min flade og glo TV, at jeg nu lige skal vænne mig tilbage igen, og det er vigtigt, at det sker snart, for eksaminerne nærmer sig alt for hurtigt. Jeg ved at jeg indtil nu har ydet et godt stykke arbejde, og at jeg egentlig har godt styr på det hele, men man har jo hørt historier om folk der starter godt ud, men så bliver for komfortable og ender med at dumpe deres eksamen. Jeg ser på ingen måde ned på sådanne mennesker, jeg kunne meget vel tænkes selv at være en af dem, men dette er min første eksamen efter fem års sygdom, og resultatet af den vil være afgørende for mit videre forløb på universitetet. Måske ikke så meget på det praktiske plan, men det vil betyde meget for hvordan min ´professionelle stolthed' vil have det og med hvilke faglige chancer jeg tør tage.

Hvad gammel testamente angår, så er meget af motivationen ødelagt af, at jeg nok allerede HAR bestået faget, og hvem gider så virkelig terpe?

Må man hygge langfredag?

Påsken er kristendommens største højtid, det er der Jesus døde for vores synders skyld, og genopstod fra dr døde, men det er også en ferie, hvor man har mulighed for at gense venner og familie. Men kan man som kristen tillade sig at grine og pjatte i venners lag på den dag, hvor vores frelser led en lang pinefuld død. Jeg ved ikke om man kan eller bør, men jeg gjorde det i hvert fald, og efter at jeg har tilbragt to uger mere eller mindre alene, så føltes det godt.

Først var jeg hjemme hos en veninde jeg lærte at kende i sommers, da jeg var i Paris. Hun bor her i Odense, så vi ses ikke så tit, for ud over at jeg ikke kommer ned og besøger min far så tit, så er det ikke altid, når jeg så endelig er her, at jeg er her længe nok til at gå på visitter, men nu har hun fået et job relativt tæt på mig og er i gang med at flytte. Vi har aftalt at vi selvfølgelig skal se mere til hinanden, og det vil jeg også virkelig gerne, jeg ved bare ikke hvor stor tiltro jeg har til, at vi så også får det gjort. Da jeg startede på uni igen, havde jeg også store plaber om at se mine Aarhus veninder noget mere. Jeg får set dem, og det er virkelig hyggeligt, men det er bestemt ikke så tit som jeg havde drømt om. Problemet er 1) at tage sig sammen til at lave en aftale, 2) få to kalendere til at passe sammen og 3) have overskuddet til at føre planen ud i livet. Men nu skal jeg ikke være så pessimistisk, for vi skal nu nok få lavet nogle aftaler, OG få ført dem ud i livet.

Senere på dagen var min far og jeg ude ved nogle af vores venner, en familie hvor jeg delvist er vokset op, fordi de voksne var venner fra studietiden, og jeg fra helt lille af var veninde/ekstrasøster til deres børn. Da jeg så blev syg for 6 år siden, mistede jeg lidt kontakten med dem, ligesom jeg mistede kontakten med alle mulige andre. Nogle gange har jeg været med min far og søster derude til forskellige arrangementer, men så har huset været fuldt af gæster, og jeg blev forvirret og træt og kunne egentlig slet ikke holde til det, men i går var vi kun seks, og det hele foregik stille og roligt, så jeg fik lov til at vise mig fra min gode side, en side som de ikke har set i rigtig mange år. Vi fik noget god mad, de andre fik lidt vin, og vi hyggede os. Bag efter spillede min veninde nogle stykker på flygel. Jeg har altid elsket at sidde og lytte til hendes spil, men det er længe siden sidst, for når jeg har været derude, har jeg altid villet tidligt hjem, før vi kom til det punkt hvor vi satte os op til flygelet.

Alt i alt var det en af mine bedste dage længe, både ud fra de input jeg modtog fra andre, og ud fra hvad jeg selv kunne tilbyde. Når man har været syg længe, er det i særlig høj grad rart også at kunne yde noget til det sociale, for man vænner sig ellers let til at alt bare er mig, mig, mig, og sådan ønsker man ikke at det skal være i længden. Men det er også samtidig rart at være i en sammenhæng, hvor omgivelserne tillader, at man er mere end bare den syge. Det er ikke for at sige noget ondt om, at omgivelserne tvinger en til at forblive i den syge rolle, men omgivelserne er også nødt til at have en eller anden form for selvbeskyttelse, for det er hårdt at se én man elsker være så syg.. Men nogle dage er overskuddet der og alle andre faktorer er også rigtige og så kan både den syge og omgivelserne er gode, og det er det værd at have ni dårlige oplevelser for til sidst at have en virkelig god.

Habemus Papam og homoseksualitet

Så har vi katolikker endelig fået os en ny pave, pave Frans/Fransis fra Argenlina. Han skulle øjensynligt have taget navnet efter Frans af Assisi, som er en middelalderhelgen der er kendt for sin store interesse for fattige og naturen.

På Wikipedia står der om pave Fransis, under "Positions on moral and political issues", om hans holdninger til fattigdom og homoseksualitet. Fattigdom står der om fordi det er hans hovedinteresse, men homoseksualitet står der om fordi det vil man gerne have. Man vil gerne have, at han siger et eller andet nyt og spændende, men det gør han ikke.

Jeg kan godt se, at homoseksualitet og "homoægteskaber" er et interessant emne i vores vestlige verden, men vi har selv sukket efter en pave fra et ikke europæisk land, og det har vi nu fået, men lur mig om ikke folk og medierne vil gå fuldstændigt i selvsving over at han har andre prioriteter end os.

Jeg vil ikke undervurdere hvad homoseksuelle må gennemgå af diskrimination, ydmygelser og undertrykkelse, men jeg vil heller ikke overvurdere det, for umiddelbart vil jeg, uden for alvor at have sat mig ind i sagen, vurdere at fattigdom på verdensplan er et langt større problem. Der er homoseksuelle der bliver slået ihjel, og det kan på ingen måde retfærdiggøres og det skal der gøres noget ved, men mennesker dør af sult hele tiden, så undskyld mig, at jeg faktisk har respekt for, at den nye pave er mere interesseret i dem end i homoægteskaber.

Homoægteskaber er ellers noget vi vi går meget op i i den vestlige verden, og jeg er faktisk ret nervøs for at skrive dette indlæg, for hvad nu hvis folk vil hade mig for mine holdninger. Jeg ved, at jeg burde interessere mig for emnet, det siger medierne og den generelle holdning, men det gør jeg ikke. Måske er det fordi jeg ikke kender nok homoseksuelle, eller fordi jeg ikke kender dem jeg kender godt nok, men jeg kender på den anden side heller ikke nogen virkelig fattige mennesker. Jeg kender folk der er ved at dø af sult, men det skyldes ikke fattigdom, men spiseforstyrrelser, alligevel er sultedøden lettere at forholde sig til end hvem der skal have lov til at gifte sig med hvem og på hvilken måde.

Men i hvert fald glæder jeg mig til at se hvad der kommer til at ske, og hvad den nye pave er for en :)

Farvel til en pave

Jeg har holdt meget af pave Benedict XVI. Jeg konverterede i sommeren 2004 og han på posten i foråret 2005, så det føles for mig som om han altid har været der. Jeg har set ham helt tæt på i hans papst mobile, og jeg har oplevet ham celebrere messe (fejret gudstjeneste) for omkring 1,000,000 mennesker, og jeg stod ikke helt nede bagved, vi havde gode men trange pladser.

Pave Benedikt er MIN pave, sådan føles det i hvert fald lidt, så hvorfor er jeg så ikke mere ked af, at han trækker sig tilbage? Jeg har i hvert fald på fornemmelsen ud fra de (katolske) vittighedstegninger, at jeg burde være meget ked af det, men det kan jeg ikke finde ud af at være, for han er jo ikke død, han trækker sig bare tilbage efter 64 års tro tjeneste, og det er sørgmodigt, men ikke forfærdeligt. Historisk set er paver næsten altid døde mens de stadig var paver, men vi må jo bare indse, at folk (også mænd) lever længere og længere, og at kræfterne på et tidspunkt begynder at slippe op (Herre gud manden er 85), så med tiden vil der nok blive flere paver der vil gøre det samme. Præster er sorte, biskopper er pink, kardinaler røde og paver hvide, men hvilken farve har en pave emeritus? Grøn? Blå? Lilla?

Der har selvfølgelig været mange historier om HVORFOR han trækker sig tilbage, og mange af dem ikke særligt pæne, og jeg så til min gru, at katolske Iben Tranholm var en af disse røster. Jeg vil prøve at lade være med at udtale mig om noget som helst, for jeg ved ingenting. Ligesom når det gælder politik, så er jeg et drov til at følge med i medierne, for jeg ønsker ikke at få ødelagt mit pæne billede af paven af bitre kommentarer. Egentlig ønsker jeg at følge med, men jeg får bare ikke gjort noget ved det.

Jeg ærede pavens afgang og fejrede min fødselsdag ved at bage en kæmpemæssig brownie til mine klassekammerater. Mine klassekammerater er protestanter, så de skal ikke bekymre sig om fasten, så der blev ikke sparet på noget.
Jeg brugte:
- 16 æg
- 9 dl sukker
- 700 g chokolade
- 500 g margarine
Det føltes helt syndigt at bage den. Jeg er katolik og skal derfor faste, men skal jeg også overholde fasten på andres vegne, altså ved at undlade at bage kage til ikke-katolske venner i fastetiden? Kagen fyldte to bradepander, men jeg kunne godt have sparet mig, for der var i hvert fald de første 10 piger der ikke ville have. De piger der ikke ville have faldt under tre kategorier 1) de spiseforstyrrede, 2) dem der ikke lige var til tung chokoladekage kl 9 om morgenen og 3) diverse. Jeg er selv spiseforstyrret, så jeg burde kunne forstå dem, men det var lidt svært ikke at tage personligt, ikke på grund af deres handlinger, men på grund af min egen usikkerhed (mange af dem ved jo dårlig nok hvem jeg er, ud over at jeg nu er hende med kagen). Så var der heldigvis et par drenge der kunne tage godt for sig af retterne.

Om sakse og knive

Skarpe ting kan bruges til mangt og meget.

Sakse:
Forleden var jeg rastløs på en måde, hvor der bare skulle ske et eller andet, så jeg greb en saks og klippede mit pandehår, hvilket jeg selvfølgelig straks fortrød. Siden en frisør gav mig en dårlig klipning lige før min konfirmation, har jeg været meget mistroisk over for hele branchen, og jeg har faktisk ikke været til frisøren siden min gymnasietid tilbage i 2004. Jeg er ikke super god med en saks, især da min venstre hånd er svag, rystende og upræcis, men jeg har dog formået at holde mit hår sådan nogenlunde pænt og velholdt. Sandt nok har mit pandehår til tider været lige lovlig kort, men det er sket sjældnere og sjældnere i takt med at jeg fik min teknik trænet.

Min nye frisure er et halvlangt skråt pandehår, og jeg syntes at det så rædselsfuldt ud, så jeg klippede til, men jeg vidste ikke, om det gjorde det værre eller bedre, så jeg klippede til igen. Men måske var det bare fordi det var en ændring, at jeg syntes at det så dumt ud? Jeg besluttede, at jeg ville vente til fredag, og hvis jeg stadig hadede det, så ville jeg bide stoltheden i mig og gå til frisøren.

Jeg har gået de sidste par dage og været enormt bevidst om min dumme frisure. Hver gang nogen så på mig eller talte til mig, så var jeg sikker på, at de stirrede på mit hår og syntes at jeg var en komplet idiot, for hvordan kunne man andet. hver gang jeg så mig i spejlet blev mit blik draget mod håret og jeg hadede det. I går var der dog en pædagog der roste det, og kaldte det voksent og feminint, så måske jeg beholder det alligevel.

Knive:
Forleden fortalte jeg en af pædagogerne en pinlig lille hemmelighed. Jeg havde ikke gjort noget, men jeg gik og tænkte nogle ting der ikke var helt stuerene. Jeg havde ikke tænkt at gøre mine tanker til virkelighed, men pædagogen reagerede, i mine øjne, meget voldsomt, og så blev det pinlige i stedet til en stor skam, en synd, som voksede og voksede inde i mig, og jeg blev ked af det, og jeg blev endnu mere ked af det fordi min veninde var syg og jeg ikke havde nogen at tale med.

Jeg sover ikke så godt, og i går måtte jeg tage tidligt hjem fordi jeg simpelthen ikke kunne holde det hele ud mere. Hjemme havde jeg min kontaktpædagog for mig selv, men jeg havde følt mig ydmyget af den anden pædagog, så jeg turde ikke sige noget, men jeg ville gerne, så da vi sagde god nat og hun ikke længere havde tid til at snakke med mig, så var jeg nødt til at gå ind og skære mig.

Det blev hverken særlig dybt eller særlig langt, og det kunne måske være blevet lukket med strips (en særlig slags plastre), men jeg respekterer ikke strips, så hvis de ikke syede mig ville jeg gå hjem og skære videre, så de syede, men jeg skammede mig, så jeg fik dem til at gøre det uden bedøvelse, hvilket gjorde ondt, men ikke så ondt som jeg gerne ville have det til at gøre, men jeg ville ikke sige noget, for så ville de have vidst hvad jeg havde gang i, og det var ikke meningen.

Om misundelse

Hvad er misundelse? Misundelse er når man er vred på nogen over noget de har eller kan. Det kan enten være fordi man ikke selv har det og enten gerne vil have det eller ikke vil have at de har det når man selv ikke har, eller det kan være fordi man har det, men man vil ikke have at de også har det. Nogle gange ønsker man sig noget som andre har, men det er ikke nødvendigvis misundelse, misundelse kommer først når vreden, bitterheden og naget kommer ind i billedet, eller når man bare ikke kan glæde sig på andres vegne.

Da jeg var studerende i sidste omgang, var jeg i læsegruppe med nogle virkelig dygtige piger. I mine gode perioder beundrede jeg dem og sugede til mig af de ting de kunne give mig af råd og vejledning, men nogle gange blev jeg sur på dem fordi de altid var så meget bedre end mig, og jeg skammede mig over min vrede, for vi var jo venner. Når man misunder fremmede, så tænker man ikke så meget over, hvor grim en følelse misundelse er, men når man misunder nogen der er tæt på én så river og flår det i ens indre. Pigerne i min læsegruppe var altid dygtige til at hjælpe mig, og jeg var vred på mig selv over, at jeg havde brug for hjælp, og den vrede projekterede jeg over på dem i form af misundelse.

Ligeledes sad jeg den anden dag henne på uni. Jeg havde ikke været til undervisning i en uge, og jeg havde derfor heller ikke forberedt mig ordentligt. Jeg sad med papirerne foran mig og prøvede at se ud som om jeg fulgte med, da en af drengene sagde noget meget klogt, som jeg tænkte, at jeg aldrig ville være kommet på at sige. Vores lærer blev begejstret, og så kom misundelsen op i mig. Jeg har jo taget faget før, så det burde være mig der sagde noget klogt, og hvis de andre skulle sige noget klogt, så skulle det i hvert fald ikke være om noget der kom bag på mig. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte i lige det øjeblik. Men i dette tilfælde kan misundelsen bruges til noget konstruktivt for nu glemmer jeg nok aldrig weqatal (ren fremtid) som den stensikre fremtidige konsekvens af en handling.

Men der hvor jeg virkelig kan mærke min misundelse er, når det handler om vægt. Det meste af dette år har min vægt ligget forholdsvis stabilt, og jeg har gennem nye rollemodeller delvist lært at acceptere den krop jeg har, for al den træning har givet pote, og jeg har en flot krop, men jeg er ikke sikker på, at det er en flot krop jeg ønsker mig. Jeg har været spiseforstyrret i de sidste 10 år, og jeg har vænnet mig til, at det er den ultra tynde krop der er idealet. Jeg har aldrig været ultra tynd, men jeg har været meget tyndere end jeg er nu, også tyndere end på dette gamle billede og nej, jeg suger ikke maven ind, jeg er bare ikke særlig fotogen, og selvom det er noget af de mest rædselsfulde og ydmygende at være spiseforstyrret, så savner den syge del af min hjerne de gode gamle dage, der hvor jeg kunne se vægtens tal gå ned, der hvor folk altid fortalte mig hvor (for) tynd jeg så ud. Jeg savner den følelse af kontrol som maden gav mig. Nu om dage spiser jeg bare hvad der står på kostplanen.

Men bare fordi jeg er stabil både i vægt og opførsel, så betyder det ikke, at alle omkring mig også er det. Jeg har en veninde der måske vejer lidt for meget, men nu er hun begyndt at spise mindre og træne mere (jeg har været syg i så mange år, at jeg ikke er i stand til at vurdere, om hun er sund eller om hun overdriver). Hun har som en logisk konsekvens tabt sig, og det ser rigtig godt ud. Hun har altid set godt ud, men nu er hun virkelig køn. Jeg burde være glad på hendes vegne, men jeg tænker bare, at det burde være mig, det er jo mig der er den spiseforstyrrede, mig, mig, mig. Den fornuftige del af min hjerne ved godt, at det er nemmere at tabe sig når man vejer lidt for meget, end når man ikke har så meget at tage af, men jeg er misundelig, for jeg vil også så gerne tabe mig.

Det er ikke til at holde ud at være så misundelig hele tiden, det får mig til at føle mig som et helt forfærdeligt menneske.

Om at være dårligt forberedt

Jeg er typen der altid kommer i god tid, bare ikke lige i går. Først var der problemer med togtiderne, så med busserne. Faktisk var der så meget rod med busserne, at jeg, for ikke at gå helt i spåner, måtte beslutte, at hvis jeg ikke sad i en bus inden klokken hel, så ville jeg blive nødt til at vende om og tage det næste tog hjem. Jeg vil gerne være en god elev der kommer til timerne, men jeg ved også, at jeg også bliver nødt til at passe på mine stakkels autistiske nerver, og hvis der bliver for meget rod omkring mig, så bliver jeg nogle gange nødt til at sige stop og gå min vej. I sprogfag som hebraisk er der mødepligt, også selvom der ellers ikke er det på universitetet, men jeg kan se, at jeg i teorien ender med at skulle til en særeksamen til vinter, så derfor søger jeg gennem Rådgivnings og Støttecentret (RSC) om dispensation for fravær, jeg har jo en "lovlig" undskyldning, hvis man kan sige det sådan, og jeg har jo været igennem faget én gang før.

Jeg kom dog med en bus 8:47, og nåede op på universitetet, om ikke i god tid, så i hvert fald tids nok. Så jeg kom farende ind i klassen, smed mine ting på et bord i nærheden af det første kendte ansigt jeg kunne se, og for ud på toilettet og så tilbage på min plads. At være sent på den forvirrer mig og måske derfor rakte jeg hånden op for frivilligt at tage en temmelig svær sætning.

Jeg var godt i gang med at læse min oversættelse op, da det gik op for mig, at jeg slet ikke havde forberedt den ordentligt, men der var ikke noget at gøre, jeg måtte bare klare mig igennem på bedste besyv (kan man overhovedet bruge det ord på den måde?). Jeg har ikke tendens til rødmen, men det føltes sådan. Hvordan kunne jeg være så dum både at forberede mig dårligt, og så prøve at vise mig foran hele klassen? Det var en passende straf for mit hovmod, og jeg tog mig sammen og klarede oversættelsen. Det var enormt pinligt mens det stod på, men set i bakspejlet var det egentlig en god øvelse. Jeg viste mig som en i klassen, jeg er ikke bare en der sidder på sin trone og kan det ikke. Måske skal jeg endnu ikke kæmpe så hårdt som de andre, men jeg skal også kæmpe, og jeg begår fejl.

Nu er jeg en lille smule mere end en af dem, men hvad mon læreren tænker? Han var lige begyndt at anerkende mig som en dygtig elev som interesserer sig for faget, men er alt det nu ødelagt? Jeg må bare kæmpe hårdere fremover, der er ikke andet for, og det føles egentlig godt at have en konkret opgave, noget jeg skal gøre, og hvor resultatet bliver bedømt.

Folk omkring mig er tit bekymrede for mig over mine, i deres øjne, alt for høje krav til mig selv, men hvad er for høje krav? Jeg er bevidst om, at Gud har givet mig visse evner, og ville det ikke være en synd hvis jeg blot gravede dem ned og ikke udviklede mig og blev endnu bedre? For selvom der er ting jeg er dygtig til, så er jeg ikke perfekt, og jeg regner ikke med at blive det, men jeg ønsker at arbejde med mig selv psykisk, mentalt og fysisk, så jeg hele tiden kan blive lidt bedre. På nuværende tidspunkt kan jeg mest bruge mine evner til at hjælpe mig selv, og det er fint lige nu, men jeg ønsker med tiden at grave mig ud af det hul som psykiatrien og socialpædagogikken godt nogle gange kan være, så at jeg engang i fremtiden kan gøre noget for andre. Er det nu så galt?

Jeg har et meget diffust forhold til den fremtid der ligger længere ude end en uge eller så frem, hvilket gør det næsten umuligt for mig at lægge langtrækkende planer for mit liv, men bare fordi jeg ikke kan forestille mig den, betyder det ikke, at jeg ikke anerkender at den eksisterer, og jeg vil gøre, om ikke hvad som helst, så i hvert fald meget for, at jeg har noget at bygge mit fremtidige liv på. Og måske betyder det ikke noget om jeg korrekt oversætter "den dræbende hoppe vil sandelig huske den kvindelige dommer på grund af hendes stemme" i første forsøg, men evnen til at komme videre og gøre det bedre næste gang, den er god at have med.

Om at vælge sine kampe

Jeg elsker cola, og det skal aller helst være Pepsi Max. Jeg elsker det så højt, at jeg en gang skrev til dem, og spurgte om de kunne være interesserede i at sponsorere denne blog. Jeg fik et høfligt brev, hvor de ønskede mig held og lykke med mit projekt, men at de desværre ikke sponsorerede privatpersoner. Det var ikke nogen afvisning der gjorde ondt, det var jo sådan set også mest gjort for sjov. Jeg havde sport til om det ville sponsorere noget af mit forbrug i cola, for det udgør en betydelig bid af mit budget.

For nyligt, mange måneder senere og helt uafhængigt deraf, besluttede jeg mig at skære drastisk ned i mit forbrug. Jeg burde sige, at jeg gjorde det for pengenes skyld, eller fordi det ville være godt for mig, men det var nærmere en øvelse i selvdisciplin. Al den cola er det rene frås og selvforkælelse. Frås er en synd, og selvforkælelse er fint nok, det behøves bare ikke at være hver eneste dag. Det lykkedes mig at halvere mit forbrug, men jeg var ikke engang stolt, jeg tog det nærmest som en selvfølge. Stolthed kan også være en synd, hvis det får en til at føle sig højt hævet over andre, men der kan også være en gudgiven glæde over at have gjort noget der er godt. Begge følelser er nogle jeg kender ganske godt.

Søndag begyndte det så at gå op for mig, hvor stor en ændring universitetet bliver i mit liv, mandag startede jeg så, og jeg havde en forfærdelig dag og i går vågnede jeg kl 2 og faldt ikke i søvn igen, og jeg glemte desuden at tage min medicin før jeg tog af sted, og jeg synes selv, at jeg har haft det meget hårdt, og jeg har ligesom trængt til noget som kunne kvikke mig op og holde humøret fra at dykke for meget, så hen i Fakta, pengene på kassen og så hjem og vride halsen om på en dejlig kold cola. Når jeg er træt og lidt nede, findes der ingen bedre lyd, skønt den mest af alt lyder som en lydeffekt fra "Røde oktober", hvilket forøvrigt var en ganske udmærket film.

Jeg ved ikke om jeg burde føle, at det er et nederlag, nu klarede jeg det jo lige så godt, men jeg gjorde det måske mest for at få ros af pædagogerne, og selvom det er rart, så vil jeg hellere klare mig godt i skolen, for det får jeg jo også ros for. Man må vælge sine kampe med omhu, og hvis cola er det der skal til for at klare dette her, så er det det der skal til, så må jeg bare prøve at skære ned igen på et senere tidspunkt.

Hvad er forfængelighed?

Fvad er forfængelighed egentlig? Det er et af de ord jeg ofte bruger, men som jeg faktisk ikke ved hvad betyder. Ordbogen (den store engelske: vanity) siger at lægge for stor vægt på de ydre ting så som udseende og succes, men hvad betyder det overhovedet? Hvad betyder for stor vægt? Er det forfængelighed allerede når man går op i at være ren, eller skal man helt op til at gå op i mærketøj før betegnelsen er passende? Er det en stor synd eller en lille synd? Er det en synd at se i spejlet og tænke, at man ser da helt tilforladeligt ud i dag? Er det forfængelighed når man bliver helt varm indeni når nogen kommenterer ens udseende.

Dette er faktisk noget jeg har skrevet i et tidligere indlæg HER, men da det er et spørgsmål som forbløffende mange har søgt efter (jeg kan følge med i den slags), så har jeg valgt at tage emnet op endnu en gang.

Lige før jeg tog til Paris, var jeg så heldig at få udbetalt depositummet fra min gamle lejlighed, 13,000 lige ind på kontoen. Det føles som en gave, skønt det jo er ens egne penge, som man bare får tilbage. Nogle af pengene gik direkte ind på min opsparing, men jeg traf en forfængelig beslutning om at købe en dy garderobe til turen. Ja, det var en forfængelig beslutning, for jeg har jo rigeligt med tøj, det er bare ikke særlig pænt.

Hvorfor kunne jeg ikke bare gå i mit gamle tøj? Det fejler jo ikke noget. Allerede fra da jeg meldte mig til turen, vidste jeg, at jeg ville komme til at være 'hende den syge'. Når man først har fået den rolle, er det svært at overbevise folk om, at man egentlig har det okay. De vil straks lægge mærke til fedtet hår, pletter på tøjet og sjusket påklædning, og de vil tolke på disse observationer og konkludere at man er en stakkel. Ja, det er synd for mig en gang imellem, men det er min kamp, og selvom jeg ikke længere er for stolt til at bede om hjælp, så skal jeg ikke trække alle og enhver ind i mine problemer.

Så jeg traf den forfængelige beslutning, at ville være ordentlig klædt, så jeg kunne virke bare en lille smule overskudsagtig bare en gang imellem. Det er forfængeligt, fordi jeg virkelig troede på, at den ødelagte mig nedenunder ikke betød noget som helst, at den ville forsvinde, at det var den ydre velklædte mig folk ville kunne lide. Men folk kunne lide mig, fordi jeg, ligegyldigt var elegant jeg prøvede at klæde mig, stadig var kluntet og lappet sammen med gaffatape, og tilsat sydende sarkasme.

Om at gøre små ting for hinanden

Jeg er en lille smule genert over at skrive dette indlæg, for for mig er det, hele tiden at gøre små ting for andre, så åbenlys en ting at gøre, at det virker plat at skrive om det, men pædagogerne bliver ved med at rose mig for det så enten roser de mig 'fordi jeg jo er handicappet', eller også er det til min store overraskelse bare ikke noget folk gør.

Jeg vil lige komme med et par eksempler. Det er ikke fordi de kaster et helt særligt gloværdigt lys over mig, det er de for hverdagsagtige til, men mere for, at man kan se hvad jeg egentlig taler om.

Jeg skulle til Odense i et par dage, og jeg tænkte at det var synd, at den vase med roser skulle stå helt alene inde i min lejlighed, uden nogen til at kigge på dem, så jeg skrev en lille sød seddel og stillede den på bordet foran min 'lillesøsters' plads. Min 'lillesøster' er en af pigerne her på stedet, og som er meget lukket om sig selv. Jeg ser det lidt som min mission at få hende ud af sin skal, for hun er nemlig en rigtig sød pige, hun har bare levet en meget beskyttet tilværelse, og nu er hun på vej ud i det virkelige og skræmmende liv. Jeg kan stadig huske hvor svært det var. Jeg kunne aldrig rigtigt hjælpe min rigtige lillesøster da vi voksede op, for hun er ikke asperger, så selvom hun er tre år yngre, så udviklede hun sig langt hurtigere en mig når det galt alt det sociale og samfunds relaterede. Nu har jeg chancen for at guide en pige, så hun forhåbentligt ikke ender i de samme problemer som mig.

Jeg har desuden en lille aspergerveninde der samler på visitkort. Jeg vil virkelig opfordre jer til at trykke på linket og læse hendes beskrivelse af hendes samleriver, for det er så fint et billede på, hvad det egentlig vil sige at være asperger. Jeg elsker selv den beskrivelse og har vist den til en af pædagogerne. Straks jeg læste den, gik jeg ud i min pung og så hvad jeg lige havde liggende af visitkort, for at se om jeg ikke tilfældigvis havde noget spændende jeg kunne give hende. Jeg havde et fra en nonne og et fra en protestantisk gadepræst for unge samt nogle lidt mindre bemærkelsesværdige. Dem sendte jeg til hende, men lige så stille kunne jeg mærke, at også jeg blev grebet af denne iver. Jeg elsker at samle på ting, men jeg gider jo ikke at have dem til at ligge og fylde/rode i min lejlighed, så det er virkelig spændende at samle på andres vegne. Så siden, har jeg gået og samlet visitkort hvor end jeg nu kan få fat i dem. Og i går havde jeg så 'nok' til at jeg kunne sende endnu en kuvert af sted Hun har det desuden ikke så godt for tiden, så jeg håber lidt, at mine ydmyge visitkort kan muntre hende lidt op.

Som i kan se er disse gode gerninger ikke det helt vilde, men de er en stor del af mit liv, så jeg har enormt svært ved at tro på at ikke alle har det sådan. Jeg ønsker lidt, at alle har det sådan, for det er sådan en verden jeg gerne vil leve i.

For mig er disse gerninger dybt forankret i mig og i min tro. Jeg er katolik, og det en stor del af min tro, at man kan angre sine synder og gøre bod (gøre en aktiv indsats for at rette op på hvad man har gjort, både åndeligt ag praktisk). Jeg/vi mener, at mennesket i bund og grund er godt, men at vi har en tendens til at gøre hvad der er skidt i menneskers og Guds øjne. Jeg har brug for min præst til at guide mig, og hjælpe mig til at blive et bedre menneske, men det betyder jo ikke, at jeg kun skal gøre gode gerninger, når han siger, at jeg skal. Det gælder om at få pluspoint på Guds konto (skaffe skatte i Himlen Matt 6,20).

Og så igen, det handler jo heller ikke kun om t lette MIN vej til Gud, det handler også i høj grad om, at det bør være en naturlig ting for alle mennesker og også for mig, at ville glæde hinanden, ikke for vores skyld, men for andres.

Jeg er hverken værre eller bedre end andre mennesker, og jeg elsker at få ros for de gode ting jeg gør, men nogle gange kan jeg godt lide at gøre gode gerninger i det skjulte, at tage opvasken når pædagogerne har travlt og den slags. Det er ikke handlinger der fortjener ros, det er bare helt almindelig medmenneskelighed.

Om at gå til skrifte

Samvittigheden er en muskel der skal trænes, lige som alle andre. Mange mener i dag at man skal træne sig selv i ikke hele tiden at føle sig så skyldig, men det mener jeg bestemt er en misforståelse, det drejer sig i stedet om at lære at føle skyld på den rigtige og konstruktive måde.

En synd er når man i et øjebliks svaghed vender sig fra Gud, eller i ateistiske vendinger, gør noget der skader en selv eller andre fysisk, psykisk, økonomisk eller åndeligt. Og skrifte er hvad man går for at råde bod på det.

Anger er et bedre ord end skyld for hvad man bør føle når man har begået en synd. Når jeg går ind i skriftestolen kan det ikke nytte noget, at jeg er opløst i tårer og synes det hele er noget så forfærdeligt. Hvis jeg har det sådan, bør jeg hellere vendte et par dage, for det jeg føler er ikke anger overfor Gud fordi jeg har vendt mig væk fra hans kærlighed, men derimod en stor portion selvmedlidenhed. "Jeg gjorde det og det galt, men i virkeligheden er det synd for mig, for jeg gjorde det jo fordi...".

Selvmedlidenheden er det ondes forsøg på at bagatellisere hvad vi har gjort. "Jeg har ikke brug for en præst, jeg går direkte til Gud med mine synder". Sådan tænker mange, men gør man så også det, eller går man til ham med sin selvmedlidenhed? Gud ved hvad der gemmer sig i vore hjerter, og han tilgiver os længe før vi kommer og siger undskyld, så skriftemålet er der for vores skyld, det er der for at vi kan træne den muskel der er vores samvittighed. Jo mere trænet vores samvittighed er, jo bedre bliver vi til at opføre os rigtigt i Guds og menneskets øjne.

Skriftemålet er en af de ting der virker mest skræmmende i mange katolikkers øjne, og det er en af de ting ikke-katolikker oftest spørger ind til. Det er da også en provokerende ting at skulle fortælle et andet menneske alle ens dybeste hemmeligheder og største svagheder. Man prøver at bløde det op ved at sige, at det jo ikke er præsten, men Gud man siger tingene til, men det ændre ikke ved det faktum at der sidder en mand af kød og blod over for en (evt med en gittervæg imellem jer). Så ja, skriftemålet er noget skræmmende noget, men det er virkelig det værd.

Jeg har prøvet masser af antidepressiver og angstdæmpende medicin, og jeg har haft samtaler med psykologer, psykiatere, sygeplejersker og pædagoger, men intet har hjulpet mig helt lige så meget som et godt skriftemål.