tirsdag den 31. januar 2012

Historien om et bord

Undskyld, at jeg ikke skrev i går. En bekymret læser har spurgt om jeg er okay. Det er jeg, jeg skulle bare skynde mig af sted til Aarhus.

Det var helt tilfældigt at jeg skrev om piratar i forgårs, og at jeg så endte hos vagtlægen med en 10 cm lang flænge i armen om aftenen. Om jeg helt kan holde hovedet koldt mens jeg skriver dette, det ved jeg ikke, ellers må i bære over med mig...

Om formiddagen havde jeg besøg fra mit gamle bosted, hvor jeg fik en statusopgørelse, som jeg skulle give videre til mit nye. En statusopgørelse er en skrivelse om alle mine svagheder og om hvad pædagogerne gjorde for at hjælpe mig til en tålelig hverdag. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med selv at læse den, fristelsen var for stor (der var vist heller ikke nogen der syntes at jeg ikke måtte).

Der stod ikke noget jeg ikke vidste, eller noget som jeg var uenig i, men jeg læste det og tænkte "er jeg virkelig SÅ handicappet?".

Det viste sig så, at det er jeg, for da jeg kom ned til aftensmad, havde pædagogerne flyttet rundt på nogle borde. Jeg blev vred, bange og frustreret, og havde mest lyst til at trampe i gulvet og græde som pisket, men jeg valgte at dreje om på hælen og styrte op i min lejlighed hvor jeg sad og havde det skidt indtil jeg skar i mig selv.

Jeg ville ønske, at jeg kunne give en eller anden fin beskrivelse af hvad der skete inde i mig, at jeg kunne afsløre en gang for alle hvordan det er at være autist, sådan så folk kan forstå det, men det tror jeg ikke at jeg kan, det hele er bare noget rod, og det er som om mine tanker opløser sig, når jeg prøver at gribe fat i dem, men jeg bliver alligevel nødt til at prøve.

Det at bordet var blevet flyttet, gjorde egentlig ikke så meget, hvis jeg da var blevet forberedt på det, hvis en havde taget mig ved hånden (ikke i hånden men ved) og havde vist mig, at nu stod bordene sådan, og at det i virkeligheden ikke ville påvirke mig direkte selvom det måske så sådan ud, så tror jeg ikke jeg ville have reageret.

Men jeg var ikke blevet forberedt, så jeg kom bare ned og så, at det hele så anderledes ud. Når det ser anderledes ud, så må det vel også være anderledes, og hvor skulle jeg så sidde? Alle de gode pladser var sikkert optaget. Skulle alle de andre så sidde ved samme bord og hygge sig, mens jeg kunne sidde alene?

Der var ikke lang tid til aftensmad, så jeg havde ikke tid nok til at undersøge sagen nærmere, jeg måtte flygte, så de andre ikke nåede at komme og se mig bryde sammen. Jeg tror ikke at jeg løb, jeg tror at jeg kontrollerede mig selv nok til bare at gå, men inde i min lejlighed græd jeg og skruede højt op for musikken for at overdøve tankerne.

Pædagogerne fortalte mig at jeg ikke var den eneste der reagerede, men jeg var den eneste der flygtede, den eneste der græd, den eneste der skar mig, så hvad kan jeg bruge den oplysning til...

Jeg har vænnet mig til det nu, sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg sidder stadig på min gamle plads, og det fungerer fint, men jeg skammer mig, jeg skammer mig over at reagere og jeg skammer mig over at være autist.

mandag den 30. januar 2012

Om piratar (grafisk)

Jeg er selvskader og stolt af det, men det burde jeg ikke være, for selvskade er i virkeligheden en meget modbydelig ting. Jeg har altid været stolt af, at jeg ikke var som de psykiatriske patienter der blev agressive (jeg så ned på dem), men da jeg får et års tid siden var en tur på psykiatrisk skadestue var der en psykiater der på en meget ufin måde gjorde mig opmærksom på at jeg ER agressiv, jeg lader det bare gå ud over mig selv.

Jamen er det så i det mindste godt at det er mig selv det går ud over, og ikke andre? Jeg er meget taknemmelig for, at jeg ikke skader andre, for jeg tror ikke at jeg kunne leve med mig selv bagefter, men i det at mine aggressioner går ud over mig selv, så forvolder jeg langt større fysisk skade, end jeg nogensinde ville kunne forvolde andre. Som Kia Liv siger i mit yndlings slankeprogram, Kia Liv på julemærkehjem, så ville jeg komme i fængsel hvis jeg behandlede andre som jeg behandler mig selv.

For mig handler selvskaden ikke kun om selve selvskaden, om smerten eller om blodet, den handler i lige så høj grad om at arene synliggør, at jeg ikke er som andre at jeg er syg, at jeg er handicappet, at man ikke må stille for høje krav til mig. Jeg gør det for at det kan ses, ikke så folk får ondt af mig, men for at skræmme dem væk der alligevel ikke kan håndtere de ting der er mit liv.

Måske det er på grund af min autisme, men jeg kan ikke tænke så langt som, at jeg sårer dem der holder af mig. Jeg har fået det at vide rigtig mange gange, så jeg ved det egentlig godt, men jeg bliver ved med at glemme det, fordi jeg i bund og grund ikke forstår det, det er jo bare ar. Bliver de også kede af det over operationsar og ar efter myggestik? Det ved jeg godt at de ikke gør. Jeg har en eller anden ide om, at det skyldes at mine selvskadear for dem repræsentere min smerte og konfronterer dem med den, men det gør de jo ikke for mig. Jeg ser ikke på mine arme og tænker, nøj hvor må jeg have det skidt. Jeg ser på mine arme og tænker, at hvor hulen skal jeg skærer henne næste gang, der er jo ikke rigtigt plads, dette er ikke en joke, det er rent faktisk hvad jeg tænker.

En jeg dog glemmer at tage højde for i alt det her er Gud. Jeg har nok altid troet, at Gud ved at jeg har det skidt, han ser nok igennem fingre med det, men her i weekenden har jeg siddet og læst i den katolske kirkes ungdomskatekismus (Youcat) en bog der indeholder svaret på livet, himlen og alt det der, og der står der
(387)Hvorden skal vi behandle vores krop?
Det femte bud forbtder også voldsanvendelse mod ens egen krop. Jesus opfordrede os udtrykkeligt til at acceptere og elske os selv: "Du skal elske din næste som dig selv" (Matt 22,39)
Selvskadende adfærd ("cutting" etc.) er i de fleste tilfælde psykiske reaktioner på oplevelser af ensomhed og manglende kærlighed. Vi skal derfor i første række vise disse mennesker stor kærlighed. Men inden for rammerne af denne omsorg må det også siges tydeligt, at man som menneske ikke har ret til at ødelægge den krop Gud har givet"


Av, den sved, eller i første omgang kom det bag på mig at det overhovedet var med, men selvfølgelig er det det, for det er et stigende problem blandt unge, og de unge er i høj grad en del af Kirken.

På en eller anden måde er det lettere for mig at forholde mig til at Gud elsker mig end at mine biologiske forældre elsker mig. Måske det er fordi han aldrig gør noget forkert, hvor mine forældre altid er lidt for tæt på eller lidt for langt væk. Gud er der hvor mine tanker er, han ved hvad der er facade og hvad der er den rigtige mig, også når jeg ikke selv ved det. Han er der, og han er den eneste der kan beskytte mig mod mig selv.

søndag den 29. januar 2012

Om når aspergerpiger mødes

NT'ere, neurotypiske, normale, mugglere eller hvad man nu skal kalde jer uden for (autisme) spektret uden der er en eller anden der synes, at det er politisk ukorrekt Altså normale pigers venskaber i skoletiden er noget mærkeligt noget, det er sådan noget der er 100% hengivent det eneøjeblik (undtagen når de alligevel bagtaler hinanden) og så hader de hinanden det næste øjeblik.
Senere bliver der hvisket og tisket, der bliver holdt i hånden og man går med hinanden på toilettet. Man skal gå i byen sammen, og man skal se sex & the city sammen. Man skal sætte hår og låne tøj, man skal slås over de samme fyre, og man skal græde ud ved hinandens skuldre.

Jeg sidder og læser en bog om aspergerpiger, og den fortæller hvordan vi ikke kan få, vil have eller har opgivet at få venskaber, hvilket jeg egentlig finder ret fornærmende. Rigtigt nok kan jeg ikke genkende det billede jeg har malet hos mig selv, men jeg har piger som jeg har knyttet nogle stærke bånd til, og er det i bund og grund ikke det eneste sande kriterium for venindeskaber? Jeg skelner her mellem venner og veninder, ikke kun på grund af kønnet, men også på grund af de mærkværdige sociologiske og psykologiske aspekter der opstår når to eller flere piger samler deres fokus omkring fælles interesser, hvor jeg med interesser ikke nødvendigvis mener noget de alle sammen faktisk interesserer sig for, men noget som de alle for en given stund mere eller mindre helhjertet interesserer sig for.

Puha, det blev forvirrende, jeg kan godt forstå hvis nogle aspergerpiger opgiver på forhånd. Er det overhovedet alt besværet værd? Jeg kan selvfølgeligt kun tale for mig selv, og det er så selvfølgeligt, at det irriterer mig, at samfundet diktere, at jeg skal sige det, så jeg tror faktisk, at jeg vil trække det i mig igen. Jeg får rigtigt meget ud af mine venskaber, fordi min lille hundetræner inde i hjernen giver mig en lille belønning dopamin når jeg får den her menneskelige forbindelse, hvor man lytter til hinanden og hjælper fordi man rent faktisk har en interesse i personens velbefindende. Jeg kan lide mine vinindeskaber og mine venskaber fordi det får mig til at føle at jeg har betydning, at verden måske alligevel ikke er et bedre sted uden mig, og jeg håber at de føler det samme om mig (så Måne, hvis du læser med her, så vil jeg lige sige at du vover på at dø ved eller ved uden egen hjælp, vi skal blive gamle sammen og sidde på plejehjemmet og gnægge tandløst fordi colaen har ætset vores tænder væk).

Folk spørger mig tit hvad forskellen er på aspergere og normale (jeg bruger ordet normale, og det har jeg en meget god grund til, men det er lidt langt at forklare, så det lover jeg at vende tilbage til en anden dag, bare så i ikke begynder at skælde mig ud på forhånd). Mit svar bliver altid lidt vævende, måske fordi videnskaben på dette punkt også er lidt vævende. Men koldt og kynisk og meget simpelt, så fungerer vores hjerner bare meget forskelligt. Når folk ser på mig, så tænker de måske ikke over det, men når jeg ser på dem, så gør jeg.

Efter i nogle år at have været lidt afvisende over for mit handicap, så er jeg måske begyndt at finde mig til rette, i hvert fald nok til, at jeg er åben over for aspergervenskaber, altså venskaber der er knyttet ud fra de betingelser at vi begge har aspergers (her snakker jeg ikke om venindeskaber, for de er alt for omstændelige til at vi helt forstår dem).

I fredags mødtes jeg med en pige fra nettet, fordi vi tilfældigvis bor i den samme by, men som hun sagde da hun så min lejlighed, så har vi ikke to bøger der er den samme (ikke helt sandt, efter lidt tid kom hun i tanke om at hun har højskolesangbogen efter et efterskoleophold). Alligevel var det rart at mødes, for vi tilhører så om sige samme art og taler samme sprog.

Normalt når jeg er sammen med veninder kan jeg klare en time måske to, og så er jeg træt, for jeg bruger så mange kræfter på at regne ud hvad de egentlig siger, ikke fordi de prøver at føre mig bag lyset, men fordi de bare taler som folk nu en gang taler. Med aspergere er det noget andet, og en spade er næsten aldrig andet end bare en spade. Der er ikke så meget talen uden om. Har du taget på og kommer du ikke ud og rører dig nok? Ja, så kom med til fodbold (altså mig) længere er den sag ikke, så på torsdag skal jeg til fodbold, mig der dårligt nok kan ramme en bold.

lørdag den 28. januar 2012

Ikke i dag

Jeg havde egentlig forberedt et rigtig godt indlæg, men så stillede jeg mig op på vægten.

Min vægt har været på himmelfart de sidste par måneder, men jeg troede at jeg var ved at få kontrol over mig selv og alt det der med maden, men så var det at jeg stillede mig op på vægten, og mens tallet gik op, så faldt jeg ned (i et dybt hul).

Så i dag bliver der ikke rigtigt noget indlæg, jeg sider bare med min sædvanlige Pepsi Max og stirrer sløvt ind i skærmen.

fredag den 27. januar 2012

Om den jeg virkelig er

Min psykolog har stillet mig en opgave, at skrive 10 korte sætninger om de ting der gør mig til den jeg virkelig er (I får ikke mine svar her, for godt nok er jeg meget åben, men jeg er også en person der har brug for at beskytte mig selv). Det gjorde hun fordi vi talte om min identitetskrise. Som i kunne læse i går, så er jeg blevet i tvivl om, om min aspergers gør, at jeg kun er en halv person, om jeg er et dårligere menneske, om hvad det er jeg mangler.

Jeg sidder og skriver på dem, men det går langsomt frem, for hvad er sandheden om mig? Hvad er sandheden i det hele taget? Hver gang jeg skriver noget kommer jeg i tanke om 5 men'er, men dem må jeg ikke skrive for sætningerne skal være korte.

Jeg ser på mine sætninger og tænker på hvor konstruerede de virker. De virker som noget... ja, jeg ved faktisk ikke hvad de virker som, måske som diagnose kriterier, måske som en teenagepiges dagbog, hvor hun klynker over hvor slemt det er at være hende, men jeg føler jo ikke at det er slemt at være mig det meste af tiden.

Rigtigt nok er jeg god til at finde negative ting at sige om mig selv, men der er mennesker (ikke mange men mere end nok) der ser de positive, og de mennesker holder mig oppe. Okay, nu bliver det hele lidt for sukkersødt, så tilbage til mit navlepilleri.

Efter at jeg er begyndt at blogge er jeg også begyndt at læse andre menneskers blogs, og forundres for kan det virkelig passe, at vi tilhører samme art? En af de blogs jeg følger med i er Julia Lahmes og som tidligere chefredaktør for Cosmopolitan må hun jo om nogen vide det.

Hej Julia

Undskyld at jeg sådan skriver til dig, men du kan måske hjælpe mig med et spørgsmål jeg har kæmpet med længe.

Jeg kan lige så godt fortælle at jeg ikke er en cosmopolitan pige, tøj sidder bare ikke pænt på mig, og jeg har ikke overskud til det med make-up. En gang imellem læser jeg med i din blog, og mode- og livsstils blogs og jeg forundres over hvor overskudsagtige folk virker. Det virker som om der altid er fest og gode nyheder. Jeg er psykisk sårbar og handicappet, men generelt synes jeg at jeg har et godt liv, men jeg kan på ingen måde genkende mig selv i det jeg læser.

Tilhører modebloggere som gina jaqueline og jeg overhovedet samme art (den biologiske definition af art,ikke den sociologiske)?

Hjertelig hilsen
www.asperger-pige.blogspot.com



Kære Linda,
Det er bare helt ok at du skriver til mig.

Jeg tror, vi allesammen har det sådan ind i mellem. Blogs og dameblade viser ikke verden som den er, men som vi ville ønske at den var - på en særligt god dag.

De billeder du ser på blogs og i modeblade er jo ikke helt naturlige, men taget i det rigtige lys, med masser af makeup af mere eller mindre professionelle folk. På sådan en fotooptagelse er der folk til at hjælpe med at få tøjet til at sidde perfekt, så du og jeg skal på ingen måde sammenligne os selv med de billeder vi ser.
Rigtigt mange af os er sårbare og helt bløde indeni, men det er ikke altid den side, vi viser af os selv når andre kigger. Det kræver mod at stå frem og vise hvem man i virkeligheden er, og det er den slags mod, de færreste besidder. Jeg kan se på din blog at du ikke er bange for at fortælle, hvordan du har det, og jeg er sikker på at mange ser på den og spørger sig selv hvorfra du henter den styrke.
I bund og grund handler det hele vel om at vi undgår at sammenligne os selv med andre, men lærer at tage os selv for dem vi er.
Kærligst
Julia


Det er der nu aldrig nogen der har spurgt mig om, men jeg ved ikke, om jeg kunne være andet end åben, men er det en fejl, ville det egentlig være mere passende for alle hvis jeg ikke var åben? Hvordan kunne jeg skrive dette indlæg på en mindre åben måde?
_____________

Forleden var jeg inde ved min psykolog som bad mig skrive 10 ting der beskriver hvem jeg er. Jeg har gået og tænkt over det i et par dage, og det er faktisk en ret svær opgave, for hvad er sandhed i det hele taget. I går tænkte jeg så, nu skal det være, så jeg satte mig i min sofa, den som folk elsker og er villige til at betale overpris for. Jeg tog en kold Pepsi Max i køleskabet (det er det rene ambrosia) og satte mig ved min computer, men det skred langsomt frem med arbejdet. Nu er det dog næsten færdigt, jeg mangler kun 2-3 ting.

Nå, nu vil jeg smutte for jeg skal ind til byen med en veninde, så må vi håbe at jeg ikke køber for meget, der er jo ikke gået penge ind endnu.


Det er som om jeg ikke helt kan tage mig selv seriøst, så jeg bliver nok ved som før.

torsdag den 26. januar 2012

Om at FØLE sig handicappet

Der går for det meste ikke mange dage uden jeg mærker generne ved min aspergers, jeg bliver uhensigtsmæssigt forvirret, jeg gør mig selv til grin fordi jeg siger underlige ting eller der er noget helt åbenlyst som jeg ikke fatter, eller jeg fordyber mig i en lille detalje og glemmer helheden, men selvom det har indbragt mig en førtidspension, så er det sjældent at jeg sætter mig ned og tænker på mig selv som handicappet, men det skulle en uskyldig lille besked lave om på.

Det hele startede med en piges selvmord. Jeg snakkede med pædagogerne om det, for alle de andre piger udtrykte deres sorg, men det kunne jeg ikke. Jeg vidste godt at det var forfærdeligt, og stakkels pige, stakkels forældre, og stakkels veninde, men jeg kendte hende jo ikke, det berørte på ingen måde mit liv, hvor intet ville ændre sig, så jeg følte ingenting, ingen trykken for brystet, ingen gråd og ingen ondt i maven.

Ungdommens røde kors udgav en gang en bog om psykisk førstehjælp, og den har jeg læst flere gange, så jeg vidste at jeg burde spørge veninden om hun var okay, om hun havde nogen at snakke med og om hun var alene (det burde hun ikke være). Men det velmenene råd kom ikke fra hjertet men fra hjernen.

En af pædagogerne kom til henkastet at sige, at selvfølgelig kunne jeg ikke det (virkelig føle medlidenhed med pigens forældre). Det hun mente var, at jeg aldrig har talt med pigen og da slet ikke med hendes forældre, så det var for langt ude til at de fleste virkelig ville kunne føle noget, men det føltes som et slag i ansigtet.

Jeg så det i det øjeblik som et angreb på min menneskelighed som psykisk handicappet (altså min asperger), og jeg følte det som et syn på mig som mindre menneskelig end alle andre. Hvad mangler jeg siden jeg ikke føler noget?

Jeg har fået snakket hændelsen godt og grundigt igennem med mange forskellige mennesker, og jeg er blevet ret indforstået hvad det var der blev sagt og endnu vigtigere hvad der blev hørt, men det hele har sat gang i et jordskred inde i mig, og jeg står midt i en identitetskrise der minder om den jeg fik da jeg blev diagnostiseret. Pludselig føler jeg mig som en handicappet, som en der bliver set på som handicappet, og det er ikke en sjov fornemmelse.

Vi er i en krisetid, og befolkningens tolerance over for handicappede mindskes. Folk får smadret ruderne i deres handicap biler og forældre til handicappede børn får at vide, at de er egoistiske. Dette er ikke en tid hvor det er sjovt at være handicappet

onsdag den 25. januar 2012

Murren


Jeg spenderede 40 kr på en magnet bare fordi den forestillede Murren fra mummitroldene.

Murren der er så kold at hun fryder jorden til is.
Murren der tiltrækkes af lyset og varmen som et insekt.
Murren som alle er bange for, men som man til sidst lærer at have ondt af.
Murren som man, tystys, ikke taler om.
Murren som er hvad en Mummimor bliver til hvis hun bliver forladt af sin Mummitrold.
Murren som er stor og grå og kold og skræmmende og alene.
Murren som Mummi får ondt af og tør op ved at bringe lys, varme og venskab til hende.
Murren som bare dukker op og får andre til at flygte.
Murren som i bogstaveligste forstand er en lyseslukker.

Dette er nok min autistiske måde at sige, at jeg er blevet rigtig stresset af alt dette flytte halløj, nyt sted, nye pædagoger, nyt alt muligt, så jeg orker ikke at skrive et rigtigt indlæg.

tirsdag den 24. januar 2012

Om selvmord (ikke mig)

Lige børn leger bedst, og jeg færdes da også glædeligt i en gruppe af spiseforstyrrede piger. Det er ikke sådan en af de grupper man hører om i medierne fra tid til anden, hvor tynde pigebørn opfordrer hinanden til at spise mindre og mindre. Vi er bare en gruppe af piger der har fundet et fristed, hvor vi kan være os selv, og hvor vi kan tale frit om de emner der er for ulækre eller underlige til at snakke med raske veninder om.

I går fik vi så at vide, at en af de nye piger havde begået selvmord. Jeg kendte hende ikke rigtigt, ved ikke andet om hende end at hun for nyligt blev indlagt med en kampvægt på 37 kg (172 cm). Alligevel påvirker det mig, man bliver på en eller anden måde konfronteret med sin egen dødelighed.

Jeg bliver ked af det, men nok mere på mine egne veje end på hendes. Jeg tænker på at det lige så godt kunne have været en af mine veninder, for spiseforstyrrede har en forøget risiko for selvmord (egentlig er det en glædeligt at vi ikke har oplevet det tidligere i gruppen).

Når jeg ikke ved hvad ellers jeg lige skal gøre, så beder jeg, og jeg ved ikke hvilke konstruktive ting jeg ellers kan foretage mig nu, så jeg beder for Gonnabeperfect og hendes veninder.

Her vil jeg så fortælle jer om en af mine yndlingshelgener, Katarina af Siena. Hyn er kendt for sine visioner om at få paven tilbage til Rom (i middelalderen var paven i en lang årerække bosat i Frankrig, men det er en længere historie, jeg måske kan komme ind på en anden gang). Hendes skrifter om spiritualitet er nok nogle af de mest betydningsfulde i den katolske Kirkes historie, men det er ikke derfor jeg vælger at skrive om hende i dag.

Katarina var nemlig spiseforstyrret. Hun spiste ingenting ud over det brød hun fik i kirken. Hendes stakkels moder var ude af sig selv af fortvivlelse, og hendes skriftefader (den præst hun betroede sine synder og som gav hende råd og vejledning) var også bekymret.

Født i midten af det 14. århundrede var der ikke den samme overflod af mad, som vi har i dag. Sult og tyndhed var noget der hørte de fattige til, og det var bestemt ikke et ideal man så op til. En ung pige der sultede sig var derfor i risikogruppen for at blive anklaget for at være en heks, især hvis man som Katarina samtidig kom med provokerende teologiske udsagn. Hendes skriftefader anbefalede hende derfor at spise, men efterfølgende at stikke en selleristav i halsen for at kunne kaste det hele op igen.

Katarina døde i 1380 kun 33 år gammel (rockstjerner dør når de er 27 helgener dør når de er 33, for det var i den alder Jesus menes at være da han døde).

Jeg fortæller denne historie specielt til alle jer der lider af en spiseforstyrrelse, for nogle gange er det som om den fylder hele jeres liv, men i er så meget mere end den.

mandag den 23. januar 2012

Busted

Forleden var jeg ude og gå en tur med min nye kontaktpædagog. Jeg har kun kendt hende i nogle dage, men jeg føler allerede en meget stor tiltro til hende, så jeg stillede hende et spørgsmål jeg længe har gået og tænkt på. Når normale`(ikke autistiske) mennesker ser hinanden i øjnene, bliver de så også forvirrede over hvilket øje de skal se i? Hun smilede sødt, for det var et meget aspergeragtigt spørgsmål.

Nej, det ville hun ikke mene at de gjorde, og dog, hvis de står over for en person hvor øjnene er forskellige, hvis personen for eksempel skeler, så kan det pludseligt opstå en hvis forvirring, men det er altså sådan jeg har det hele tiden.

Det med manglende øjenkontakt er et af kriterierne for Aspergers syndrom. Jeg får tit ros for at jeg er god til at se folk i øjnene, men det gør jeg for det meste ikke, for det meste ser jeg dem lige midt i panden. Det havde min kontaktpædagog godt lagt mærke til.

Jeg følte mig blottet, som om jeg var blevet grebet i at snyde (er det snyd?). Der er aldrig nogen der selv har opdaget det, ellers er de i hvert fald høflige nok til at virke overraskede når jeg fortæller det, for jeg kan selvfølgelig ikke bare holde min kæft og lade som ingen ting.

Som barn kunne jeg slet ikke det der med øjenkontakt, og de stirrekonkurrencer der blev holdt i frikvarterende var en fysisk og psykisk pine for mig. Men da jeg nærmede mig mine teenageår havde min søster en veninde som de voksne roste fordi hun havde et fast håndtryk og så dem i øjnene. Jeg besluttede mig for at lære det med øjnene (det med håndtrykket mener jeg nok at jeg havde styr på).


Jeg trænede og trænede. Når jeg så folk i øjnene gjorde det fysisk ondt inde i øjet, eller rettere, det gjorde nok nærmere ondt i de muskler der styrer øjet, fordi jeg spændte så meget. På et tidspunkt lærte jeg det med panden, og fra den dag af tog folk mig mere seriøst.

Som asperger har jeg nemlig tit oplevet, at folk ikke tror på hvad jeg siger. Det kan skyldes mange ting, blandt andet at jeg tit siger underlige ting og ved ting jeg ikke formodes at vide (jeg taler her om faktuel viden, ikke om meningen med livet eller noget i den retning), men langt hen ad vejen tror jeg at det skyldes, at jeg har et flakkende blik.

Manglen på øjenkontakt er også et af symptomerne på en depression, så ret beset, så har jeg et mere ængsteligt og uroligt blik når jeg har det skidt, men selv når jeg har det bedst, kan det være svært for mig.

Det gør stadig fysisk ondt at se folk i øjnene, og som jeg kom lidt ind på i starten, så kan jeg ikke se folk ind i begge øjne på en gang, så mit blik flakker automatisk mellem det højre og venstre, hvis jeg da ikke igen snyder og fæstner blikket ti cm bag næseryggen (er det snyd?).

Min nye kontaktpædagog vil have mig til at træne det, men i sand asperger stil er jeg mistænksom over for forandringer, det fungerer jo fint sådan som jeg gør det nu.

søndag den 22. januar 2012

Pjækker fra kirke

Det er søndag, og klokken nærmer sig kirketid, men jeg kommer ikke af sted, jeg sidder bare i sofaen med en Pepsi Max. Jeg kunne måske godt, men det ville være en forfærdelig oplevelse.

I nat havde jeg et anfald, ja, jeg har ikke omtalt det som sådan før, men jeg kan bare ikke finde et bedre ord. Jeg kan stadig mærke efterdønningerne af det her til morgen. Jeg ser mig i spejlet, og selvom jeg normalt er meget fredeligt anlagt, så får jeg lyst til at smadre det, rive mine hænder til blods på skårene. Så forfærdeligt syntes jeg det syn der mødte mig var.

Mit hår. Normalt elsker jeg mit hår, men her til morgen virkede det fedtet og fyldt med skæl. Jeg prøvede at sætte det op i en tjavset hestehale, det skjuler det nogle gange, men ikke godt nok. Jeg kunne selvfølgelig vaske det, men nogle dage er det bare for uoverskueligt det der med at gå i bad, og i dag er sådan en dag.

Mit ansigt. Huden virkede grålig med røde pletter spredt ud som i et anfald af skoldkopper. Når jeg føler efter kan jeg mærke mine kindben under huden, men i spejlet skjules de af mine runde kinder, og min kæbelinje er ikke længere smukt aftegnet.

Mit bryst og mine skuldre er revet til blods, det er noget jeg gør når jeg bliver nervøs. Sårene er hverken store eller dybe, men de er grimme og nogle endda betændte, for i selvskaden tænker man ikke lige på først at vaske fingre.

På højre arm sidder der et stort klodset plaster, for i går eksploderede mit sår (dette er ikke en eller anden litterær overdrivelse, det skete faktisk og jeg måtte vaske blod af vægge, tøj og ansigt). Et plaster burde bare være et plaster, men nej, der er stor forskel på plastre, og dette er nok det grimmeste til dato.

Mine Ribben der også plejer at være pænt aftegnet, var i spejlet skjult under en oppustet mave. Min mave er så udspilet, at det gør ondt i huden fordi den skal strække sig så meget. Min mave passer ikke ned i bukserne der i dagens anledning må være ekstra lavtaljede.

Jeg vil ikke gå længere ned, for det viste mit spejl heldigvis ikke, og det ville også bare gøre mig alt for deprimeret. Efter turen foran spejlet turde jeg ikke stille mig op på vægten, for det ville bare gøre denne dag endnu sværere at bære.

Jeg har det skidt med at mit udseende skal forhindre mig i at gå i kirke, Gud er jo ligeglad, ligeglad altid glad. Desværre forventes det lidt at man tager, om ikke sit pæneste tøj på, så i hvert fald noget ikke alt for beskidt og sløset tøj på når man skal til højmesse her om søndagen.

Jeg kan slet ikke overskue nogen af delene. Jeg har gemt mig væk i det løse tøj jeg har haft på hele ugen. Tanken om et par bukser der er stive efter vask, eller om en pæn bluse der sidder stramt nok til at det ikke er sjusket (og ikke så stramt at det er uanstændigt), og som går højt nok op i halsen giver mig kvælningsfornemmelser og åndenød.

Tanken om at skulle stå tæt på andre mennesker gør mig flov, jeg er sikker på, at man kan lugte, at jeg ikke har været i bad her til morgen og heller ikke i går.

Jeg er flov over mig selv, derfor kommer jeg ikke i kirke, i stedet sidder jeg og gemmer mig i min sofa, og skammer mig over at skamme mig, men jeg vil bevise over for mig selv og for verden at det ikke bare er pjæk, jeg vil bruge hele dagen, eller det meste af den i hvert fald på at læse en af de bøger jeg fik tilsendt fra Pastoral Centret (tak til dem forresten, at de synes min bogblog er seriøs nok til at give mig gratis anmelder eksemplarer).

Er det barnligt at tænke sådan? At tanke at tro at jeg kan betale mig fra min messepligt? Måske jeg kan samle mod til mig til i det mindste at tage til en hverdagsmesse, hvor der ikke er så mange mennesker? Jeg ved det ikke.

Kirken i Viborg er bare en af de mange nye ting der pludselig er kommet ind i mit liv, og jeg ved ikke lige hvor meget mere nyt jeg kan forholde mig til.

lørdag den 21. januar 2012

Om at være introvert i psykiatrien

Man skulle tro at det var en fordel at være introvert når man bevæger sig i psykiatrien. Jeg mener, med nedskæring og personalemangel kommer patienterne til at side alene på deres stuer i længere og længere tid, og så burde det være godt at man kan underholde sig selv, men sådan forholder det sig ikke.

Det er blevet sådan, at samfundet diktere, at det mest normale er at ville være social og helst hele tiden, så som patient mødes man med "kan du godt være alene?", "Du skal bare sige til, når det bliver for meget", og når man så fortæller dem, at der faktisk ikke er noget man hellere vil, så tror de at det er et symptom og at man er i gang med at isolere sig.

Det er da dejligt, at de bekymre sig, men man føler sig bare så misforstået. Hvad hjælper det, at personalet skal møde patienterne der hvor de er, når det så er samfundet der dikterer hvor man skal hen?

Jeg er heldig, at jeg har min aspergerdiagnose, for vi må gerne have lyst og behov for at være alene, det er jo ligesom en af hovedtrækkende ved diagnosen, men i går talte jeg med en veninde, for hvem det er en daglig kamp at beholde sin ret til bare at være hende.

Hendes bror er social og har altid venner på besøg. Hendes forældre har ligesom psykiatrien en ide om, at det er det der er det normale, så skal hun ikke også invitere en veninde? De kunne måske se film? Lave mad? Gå på cafe? Men når nu hun hellere bare vil sidde og drikke te med sin mor...

Jeg er introvert, og jeg er stolt af det. Intoverte mennesker keder sjældnere og vi er ikke så afhængige af andre. Jeg elsker at sidde alene med en bog, og jeg kan godt finde på at afmelde sociale arrangementer eller personlige samtaler for at få lidt ekstra tid alene.

Af den grund er jeg nogle gange i fare for at blive hvad jeg kalder socialt understimuleret. Hvordan socialt understimuleret adskiller sig fra ensom kan måske være lidt svært at se, men det har noget at gøre med, at jeg ikke rigtig føler et savn efter andre mennesker, efter nogen at være følelsesmæssigt forbundet med.

Hvad jeg derimod savner er en at tale med om bøger, om filosofiske emner, historie egentlig hvad som helst, for hvis jeg går for længe uden at tale med nogen, så kommer der et fald i mine sproglige egenskaber.

Jeg er stolt af mit sprog, jeg synes, at jeg er god til at formulere mig, så når jeg efter en længere pause begynder at snakke igen, og pludselig har endnu sværere ved at huske ordene, så skammer jeg mig. Jeg tror næsten jeg savner mit sprog mere end jeg savner menneskelige relationer.
______

Tak til lille X fordi jeg måtte bruge vores samtale her i bloggen.
Visse oplysninger er ændret for at bevare hendes identitet super duper hemmelig.

fredag den 20. januar 2012

Min mor forstår mig ikke...

... Eller jeg forstår ikke min mor, den går egentlig begge veje.

Dette er IKKE et klynkende indlæg om en hændelse hvor min mor opførte sig pinligt/latterligt/tåbeligt/uforstående/ligeglad, for min dag med min mor i går gik rigtig godt.

Da jeg var teenager var jeg ikke spor mere indsigtsfuld end andre unge mennesker. Nå jeg ser i mine gamle dagbøger er det fuldt med grådlabile (tæt på at tude) sager, hvor min mor opførte sig anderledes end jeg kunne have ønsket. Jeg græd, jeg rasede og jeg troede at jeg var voksen når jeg opførte mig overbærende over for hende.

Nu er jeg så voksen, og jeg er begyndt at overveje, at, ja, min mor forstår mig ikke, men jeg kan heller ikke prale af at forstå hende. Et godt voksent gensidigt forhold bygger på at man respekterer hinanden begge veje, og jeg er først for nyligt begyndt at lære hende at kende.

Jeg håber ikke, at min mor bliver ked af at læse dette for det er bestemt ikke meningen, men min mors og mit forhold er ikke det man læser om i ugebladende eller som kanal 4 laver et TV program om. Vi har aldrig været særlig tæt knyttede.

Da jeg var ung og læste hvordan pop-stjernerne sagde at "my Mama is my best friend" så tudede jeg for det gav mig en opfattelse af, at det var sådan det burde være. Min mor og jeg sad yderst sjældent og drak te sammen, vi gik ikke ud og shoppede, vi havde ingen fælles interesser, og når vi endelig var sammen var det på en mere eller mindre frivillig gåtur eller jeg sad og tudede over en matematikaflevering som hun hjalp mig med.

Efter mine forældres skilsmisse, var jeg vred på hende, følte at hun havde ødelagt vores alle sammens liv. Så kom overbærenheden. Jeg tænkte, at jeg godt kunne være 'den voksne' så jeg talte til hende som et barn, for børn må godt opføre sig tåbeligt i de voksnes øjne. Jeg må have været ulidelig i den periode (hvis der da var nogen der lagde mærke til det, dette er jo trods alt bare en reflekterende erindring).

En dag gik det så pludseligt op for mig, at min mor også er en person med fejl og mangler og at moderen fra litteraturen, hende der guider, er sej og perfekt på den rigtige stadig ikke helt perfektagtige måde så man stadig kan lide hende, hun eksisterer ikke. Jeg anerkendte, at min mor og jeg nok aldrig får det helt tætte forhold. Da jeg havde anerkendt det, begyndte vores møder at gå meget bedre, for forventningens pres var taget af.

Der er en moral i denne historie, eller en pointe hvis man bedre kan lide det ord, til mine unge læsere. En dag vokser i op, og så gør det ikke længere noget at jeres mor er pinlig (undtagen de enkelte gange hvor hun stadig bare er for pinlig). Jeg vil ikke have at i ændre jer lige nu, I skal have lov til at skage ud, man er kun teenager en gang, jeg vil bare vise jer at det kan blive anderledes en dag.

Men vil mor-datter forholdet nogensinde kunne blive et ligeværdigt forhold? Min mor har 26 års forspring med at lære mig at kende. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er min autisme der spiller ind, jeg tror bare at det er min ungdom, når jeg siger, at mor var et navneord, et udsagnsord, et tillægsord og et udråb, men ikke et Egenavn.

I en af mine bøger, en der som en af de eneste gav mig et fornuftigt billede af hvad det vil sige at være kvinde, sagde de, at de at de ældre generationer tager ungdommens sorger på sig og ikke omvendt. Et gensidigt forhold kræver dog at man tager imod sorger og bekymringer begge veje. (Omtalte forfatter er Kristin Marja Baldursdottir og jeg anmeldte en af hendes bøger HER).

Da jeg startede denne blog var jeg meget optaget af ikke at blande venner og familie ind mere end højst nødvendigt. Jeg vælger selv at blotte mit liv, men ingen har spurgt dem. Dog skal der ikke være nogen regler uden undtagelser, og mon ikke min mor tilgiver mig.

torsdag den 19. januar 2012

Nervøs spisevægring

Det var så i går at jeg flyttede og det hele gik godt, blandt andet fordi jeg næsten ikke skulle lave noget. Min far og en stor stærk vestjyde min mor havde bestilt ordnede det hele for mig. Jeg skulle bare stå i fælleskøkkenet sammen med min nu tidligere kontaktpædagog og sørge for ikke at gå i vejen.

Når jeg bliver nervøs, så spiser jeg, og jeg spiser meget, rigtig meget, og skyller det hele ned med en iskold Pepsi Max. Min kontaktpædagog tror ikke at jeg spiser noget i det daglige, hvilket er lidt af en joke, for jeg kommer næsten altid over 2000 kcal, så hun var bare glad for at se mig spise.

På den ene side var det rart, at hun ikke dømte mit klamme klamme orgie, men et eller andet sted, så ønskede jeg at hun ville stoppe mig, for jeg vidste, at jeg ville komme til at fortryde det.

Jeg spekulerer tit på hvorfor jeg ikke er større end jeg er. Jeg dyrker ikke motion, og selvom jeg kaster de værste flip op, så er der stadig ufattelige mængder der får lov til at blive i maven.

Jeg tænker tit på, hvordan det er ikke at have et problem med mad. Hvordan er det at leve et liv hvor en ostemad ikke er mere end det, nemlig en ostemad.

Jeg spiste aftensmad med de andre fra mit nye bosted i går, og en af pigerne tog smør på brødet. Hvilket jeg fandt dybt fascinerende. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at hun ikke brugte det som smøremiddel, lige som jeg selv, og hun skulle op og kaste op, men der var noget over den ro hvormed hun sad da vi var færdige med at spise, der får mig til at tro, at hun bare godt kan lide smør på brødet, og at historien ikke er længere end det.

Hvis man har bulimi og nogle pædagoger sidder og siger, at man ikke må gå fra bordet før den sidste er færdig med at spise, så bliver man mere end almindeligt rastløs, for for hvert sekund der går jo flere kalorier vil blive optaget i kroppen og så er det hele nyttesløs.

Jeg havde selv forfærdeligt travlt med at komme fra bordet i går, men det havde intet med det at gøre, jeg havde det bare meget meget varmt og ville tilbage til min lejlighed og læse Troldepus.

onsdag den 18. januar 2012

Flyttedag

Så er det i dag at jeg flytter, og jeg er ved at brække mig af nervøsitet. Jeg er ikke bange for det nye sted, jeg er ikke bange for om jeg skal falde til, eller for om pædagogerne. Det jeg er bange for er selve flytningen, selve det at flytte alle ting fra punkt A til punkt B. Jeg får hjælp til det, min far, en hyret mand og hvad der nu lige er af pædagoger, både det nye sted og her. På grund af min arm skal jeg faktisk ikke rigtigt gøre noget selv, men alligevel er jeg nervøs.

Måske er nervøs ikke det rigtige ord. Det indikerer, at jeg er bange for, at noget vil gå galt, og det er jeg ikke. Hvad jeg er bange for er forvirringen, og for rodet. Min autistiske side går helt amok. Jeg får lyst til at tage en stor dosis beroligende, og først vågne op, når det hele er i orden.

Kaostanken er meget velkendt for folk med aspergers, det er noget vi til en hvis grad oplever hver eneste dag, men nogle gange vokser det os over hovedet og gør det svært at være til.

Men hvordan føles dette mentale kaos og hvordan kommer man igennem det?

Kaos er det endelige produkt af for meget stres, det er når hjernen ikke længere kan tænke klart, hvor man bliver forvirret og får tundelsyn.

Hvad gør man ved det? Man overlever bare på en eller anden måde

tirsdag den 17. januar 2012

slankeprodukter

Det er januar, det er tid for nytårsfortsæt, så fjernsynet er fyldt med reklamer for 'lette' løsninger til at smide nogle kg.

Som spiseforstyrret kan jeg ikke lade være med at blive stærkt påvirket af det hele. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at måske jeg også skulle gå på slankekur, at jeg måske skulle investere i nogle af alle de produkter, for de kvinder i reklamerne ser jo så tynde og glade ud, jeg vil også være tynd og glad.

Nogle produkter er mere længere ude end andre. Allevo er jo i princippet bare en serie af slik med ekstra proteinindhold der angiveligt skulle hjælpe en med at tabe sig. Hvor naive er folk mon? Ja, man taber sig hvis man spiser det som et måltid, men hvem gør det hvis man ikke er decideret spiseforstyrret, ellers er det bare en chokoladestang til 210 kcal,

Vægtvogterne reklamere med at være et lille måltid, men nej, det er altså bare en muslibar til overpris.

Alt dette siger jeg dog med en hvis ironisk distance og tænker på alle de light produkter jeg skyller ned (Pepsi max og fun saft).

Men det jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om, er nogle slankepiller ved navn xls-medical (fra str XL til S). Pillerne virker ved, at de forhindre noget af fedtet fra maden i at blive optaget i kroppen, men det er ikke hvordan det virker der pisser mig af, det er hvordan de reklamerer for dem.

I reklamen følger man denne smukke, succesfulde og populære kvinde. Som ung vejer hun 59 kg, som succesfuld karrierekvinde vejer hun 63, men så begynder hun at tage på og kommer helt op på 73 kg og hun kan slet ikke genkende sig selv.

I sommers tog jeg selv 9 kg på, så jeg ved godt hvor forfærdeligt det kan være, og hvis jeg havde haft modet til at gå på apoteket, så havde jeg helt sikkert også købt slankepiller.

Men en ting er hvad en spiseforstyrrets virkelighed ser ud ,noget ganske andet er hvad der bør reklameres med. Jeg ønsker ikke, at reklamer skal lyve, men jeg hader, at der bliver pisket en stemning op om, at 73 kg er så ulækkert meget, at man bør tage slankepiller for at komme ned i vægt. Man får ikke at vide hvor høj (eller lav) kvinden er, men det er også ligegyldigt, for unge kvinder ser tallet 73 kg og får det skidt over det.

Selvom pædagogerne har svært ved at tro det, så var min normalvægt da jeg gik i gymnasiet noget og 70 kg. Jeg var større end jeg er nu, men så stor var jeg heller ikke. Jeg kan ikke lade være med at tænke hvor forfærdeligt jeg ville have haft det, hvis jeg så den reklame dengang.

Faktisk får jeg det stadig dårligt, for selvom jeg vejer 10 kg mindre, så føler jeg mig stadig som den pige jeg var den gang. Det har ikke noget med min aspergers at gøre, det er ikke en gang sikkert at det har noget med min spiseforstyrrelse at gøre, det er vist bare den menneskelige natur.

mandag den 16. januar 2012

det første farvel

I går skulle jeg sige det første farvel. Det var til en vikar jeg har været særlig glad for, og som bliver en af dem jeg vil savne mest. Men fra nu og så til onsdag skal der siges en frygtelig masse farveller, og det bliver ikke sjovt.

Det er en meget speciel fornemmelse at sige farvel til pædagoger og andre former for personale. Fordi de møder en på de værste og bedste dage af vores liv, så kommer de meget tæt på en og bliver en slags ven/mor/fortrolig/skriftefader. Vi holder af dem og de af os, men når vores veje skilles, så bliver det tydeligt, at vi i virkeligheden 'bare' er pædagog og klient (eller hvad man nu lige skal kalde sig selv).

Det er ikke fordi afskeden er afslappet og kold, for den er lige så rørstrømsk som en hvilken som helst anden afsked. Men det er en ægte afsked, for vi kommer nok aldrig til at mødes igen. Man taler måske til dem som til en ven, men de er ikke venner i den gængse betydning af ordet. For de er professionelle, og vi er deres job.

Det kommer til at lyde så hårdt, som om følelserne imellem os er falske, men det er de bestemt ikke, men når man kommer ind i systemet bliver man bare nødt til at omdefinere hvad et tæt forhold er, i hvert fald når det gælder personale af forskellig slags, det kan så hvidt være både pædagoger, sygeplejersker, fysioterapeuter, læger, psykologer og socialrådgivere.

Jeg har snakket meget om, at dette sted ikke er gearet til en pige og en selvskader som mig, jeg her brokket mig over at pædagogerne ikke forstår mig, og jeg har skrevet til mine veninder alle de gange pædagogerne har dummet sig,men faktisk, så har pædagogerne gjort meget mere end hvad der står i deres jobbeskrivelse for at hjælpe mig. De har siddet ved min seng mens jeg har grædt mig i søvn, de har truffet beslutninger på mine vegne når jeg ikke selv har kunnet (dette lyder skidt, men i virkeligheden er det godt), de har vasket, forbundet og vurderet om sår skulle sys eller om jeg skulle til lægen efter penicillin, og de har lyttet til uendelige mængder af mit brok.

Jeg vil bare benytte lej ligheden til at sige tak for to år hvor I har skabt nogle rammer hvor jeg trygt kunne udvikle mig til den jeg er i dag :)
______

Har lige sagt farvel til endnu en af de vikarer jeg holder rigtig meget af, og det begynder at gå op for mig hvor sørgeligt det hele i virkeligheden er.

søndag den 15. januar 2012

Ude af trit med virkeligheden

Det var ikke fordi jeg fik det skidt, selvom om man ellers godt kunne tro det. Der blev ikke fældet en eneste tåre undervejs. Jeg havde faktisk haft en rigtig god dag sammen med min mor der hjalp mig med at pakke min stue og køkken i flyttekasser.

En flytning er stressende for alle mennesker, ikke kun autister, men jeg tror, at jeg, om ikke er mere stresset, så i hvert fald er stresset på en anden måde. Min lejlighed virker fremmed med alle mine ting i flyttekasser. Den stres var jeg nødt til at kanalisere ud på en eller anden måde.

Jeg burde måske have ringet efter en pædagog og snakket mig igennem det, men som jeg stod der i situationen, virkede det som en logisk og en ganske god idé at skære i mig selv, og som sagt var det noget der skete helt uden tåre, faktisk var det en handling nærmest blottet for følelser.

Lægen, sygeplejersken og pædagogen ville meget gerne have mig til at fortælle hvor ked af det jag var før, under og efter, for så ville det passe bedre ind i deres neurotypiske (ikke autistiske) opfattelsesverden. Tanken om, at jeg stille og roligt kunne tage en engangsskraber og smadre den for at skære en lang dyb flænge i min egen hud bare fordi jeg syntes det var passende, min situation taget i betragtning, den virkede vist nærmest skræmmende på dem.

Da jeg sad og blev syet var jeg helt klar i hovedet og talte ivrigt med lægen og fulgte nøje med i alt hvad hun gjorde og stillede relevante spørgsmål(der findes ingen undskyldning for ikke at lære noget nyt), og hun stillede naturligvis også mig spørgsmål.

Når nu jeg var så rolig var det nærliggende at tro, at jeg gjorde det ene og alene for at få opmærksomhed. Jeg kan ikke komme udenom, at det er hændt, at jeg har skåret mig for at få pædagoger og sygeplejersker til at se, at jeg havde det skidt, når nu jeg ikke selv kunne finde ud af at sige det og de ikke selv regnede det ud, men ikke denne gang.

Jeg ved ikke hvad jeg prøver at sige til verden med dette nye sår der skal bidrage til samlingen af gamle ar. Måske prøver jeg at bevise over for verden at jeg altså er syg nok til at fortjene en plads på mit nye bosted. Måske vil jeg give et tydeligt bevis til verden om, at jeg altså har brug for min førtidspension (henviser her til debatten om hvorvidt studerende i DK er fattige eller bare utaknemmelige).

Den forklaring jeg gav lægen, var at min asperger gør, at jeg slet ikke kan se, at der er noget galt i at skære i mig selv, jeg synes det er en ganske logisk reaktion. Et eller andet sted kan jeg godt regne ud, at det påvirker dem der holder af mig, men det er ikke rigtigt noget der betyder noget for mig. Jeg vil lige indskyde et undskyld, at de bliver nødt til at læse det her sort på hvidt, men det er altså en vigtig del af min autistiske virkelighed.

Jeg spekulere lidt på hvorfor jeg mon ikke kan se, at mine handlinger har konsekvenser for andre mennesker. Er det en del af min autisme? Eller er jeg bare en forkælet møgunge?

Jeg vil gerne kunne se de ting. Måske ikke fordi jeg har det store behov for at mærke andre menneskers følelser (er det ikke overvældende nok med egne følelser) men fordi jeg har en fornemmelse af, at det ville være mere normalt, og at det ville gøre det lettere at manøvrere rundt i den virkelige verden.

Hvordan føles det mon at føle ægte medfølelse? som sætningen meget bogstaveligt antyder, må det indbefatte en hulens masse føleri. Jeg er god til at vise medfølelse, men det er handlinger jeg har lært i en bog, ikke følelser jeg selv kan mærke.
______

Jeg sidder og læser dette indlæg igen for at se efter stavefejl, og det slår mig hvor overfladisk jeg virker. Det er ikke fordi jeg ikke ejer dybe følelser, de kommer bare til udtryk på andre måder og andre tider, end hvad der er normalt.

Når jeg skriver denne blog, både i dag og andre dage, kunne jeg være meget mere emotionel, især når der sker noget som i går. Men det nytter jo ikke noget, det ville gøre min blog klynkende, bitter og generelt bare endnu mere forvirrende, og det er der jo ikke nogen der får noget ud af, så jeg holder mig til det nøgterne og overfladiske.

lørdag den 14. januar 2012

Overstimulering

Det er blevet bemærket, at jeg ret ofte taler om hvordan lyde og andre sanseindtryk påvirker mig negativt, og det er blevet kommenteret, at andre også bliver trætte. Det betyder bare, at jeg ikke har forklaret mig godt nok.

Spørgsmålet om overstimulering er netop kærnen i hele aspergerproblematikken. Var det ikke for den, ville jeg muligvis kunne leve et mere normalt liv med studie, job og kæreste.

Hver dag, hver time, hvert sekund bliver vi bombarderet det lyde, syn og sociale situationer. En bil gasser op et sted i nærheden, og han er lidt for længe om at fjerne foden fra koblingen, en mand kommer gående med sin hund, en terrier af en slags, jeg er ikke helt sikker, og han samler ikke dens efterladenskaber op, en knust flaske, bacardi brezer appelsin, pizzamanden er ved at åbne, en gruppe teenagepiger, fire tynde og to kvabsede, kommer gående, et par knægte på scooter følger efter dem, de griner højt og går ikke af vejen for andre, den ene af pigerne har en blå bluse på, der er nogen der er ved at lufte dyner i huset overfor, en irriterende underbo kommer gående og siger "Hej...", vinden flår i træerne og kaster mit hår ind foran ansigtet, en gammel dame kommer gående med tunge indkøbsposer, det er koldt, men ikke så koldt at jeg skal have mere tøj på, alligevel begynder jeg at ryste.

Den autistiske hjerne er ikke selv i stand til at sortere i alle de sanseindtryk den bliver bombarderet med, så man ser det hele, hører det hele. Det er ikke nødvendigvis fordi hi bliver mere trætte, vi når bare grænsen for hvad vi kan klare hurtigere og mere ukontrollabelt.

Når det kommer til sociale situationer, bliver det hele meget mere kompliceret. Hele tiden skal vi observere og analyser. Vi ved ikke per intuition hvad der er relevant og hvad der er ligegyldigt.

(Dette er en gammel situation). Min kontaktpædagog kommer ind i stuen, hun spørger J om han fandt noget godt da han var nede i cd butikken, hun skænker en kop kaffe, en sjat mælk og to sukker, hun har endnu ikke set på mig, hun sætter sig i stolen stadig vendt mod J, kan hun da ikke se at jeg har det skidt, eller er hun bare ligeglad, jeg kommer med en lyd for at gøre opmærksom på mig selv, hun vender sig mod mig, men straks efter kommer der en sms på vagttelefonen som hun må tage sig af, hun lægger venstre ankel på højre lår, tager en slurk af kaffen, stiller J endnu et spørgsmål, hun drejer stolen så hun næsten sidder med ryggen til mig, jeg bliver så ked af det at jeg må gå og skære mig.

Hvorfor skar jeg mig? Fordi jeg ikke kunne aflæse den sociale situation, jeg observerede korrekt, men min analyse var forkert, jeg troede at hun var vred på mig.

Hver eneste dag er fyldt med indtryk, mange flere indtryk end den autistiske hjerne kan holde styr på, så vi er nødt til at beskytte os selv for at kunne klare det. Vi bliver nødt til at trække os før tid, vi bruger ørepropper eller stikker fingrende i ørene (en pinlig reaktion når folk begynder at glo.

Al denne overstimulering fører til stres, depressioner og i værste fald selvskade.

fredag den 13. januar 2012

Bogudsalg

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker bøger. I mange år har jeg med vilje ikke købt ret mange bøger, for jeg boede på et kollegieværelse og bøger støver. Hvordan det helt nøjagtigt hænger sammen det der med at bøger støver ved jeg ikke. Jeg ved ikke om de virkelig støver mere end andre ting, eller om de bare er mere besværlige at støve af.

Men pludselig for nogle måneder siden gik det op for mig, at jeg ikke længere bor på et kollegieværelse, at jeg ikke længere sover i samme rum hvor mine bogreoler står. Og så skete der ting og sager. På de par måneder er jeg blevet 20 bøger rigere.

Her for nyligt startede bogudsalget, men jeg har generelt været utilfreds med hvad de havde at byde på, men i går var jeg inde i Aarhus' bedste boghandel, den skråt over for domkirken, og efter at have snuset lidt rundt fandt jeg nogle af de lidt mere specielle ting.

Bøger betyder rigtig meget for mig, det er min autistiske særinteresse. Andre mennesker kan også være interesseret i bøger, men det er sjældent at de er det på samme intense måde som en aspergerpige (det er især os piger der interessere os for bøger af den skønlitterære slags).
Andre kan måske læse den samme bog et par gange, jeg derimod finder det ikke underligt at læse den samme bog et par gange på den samme måned og så igen måneden efter, og måske så en lille pause inden jeg læser den igen. Nogle bøger har jeg et så besat forhold til, at jeg har læst dem over 20 gange.
Andre kan måske ønske at blive hjemme fra skole eller arbejde for at læse en god bog, jeg har faktisk gjort det op til flere gange, og det er ikke en gang noget jeg skammer mig over, jeg kan ikke se, at bøger skulle være mindre vigtige, jeg ved heller ikke om jeg har lyst til at se det.
I løbet af de sidste par år er jeg kommet ud af træning, som tidligere nævnt læste jeg kun 46 bøger hele sidste år (synes stadig, at det er pinligt) men når jeg læser mister alt andet sin betydning, bøger er vigtigere end alt andet i mit liv, selv menneskelige relationer.

Hvad får jeg så ud af bøgerne?
Da jeg var barn, måske 8-9 år var jeg allerede fuldt bevidst om, at jeg ikke fungerede lige som de andre børn, men jeg var for genert til at spørge mine forældre hvad der var i vejen med mig. I stedet besluttede jeg mig for, at jeg ville lære ar være normal. Jeg prøvede at lære ved at iagttage mine klassekammerater, men jeg manglede baggrundsviden om det at være menneske, så jeg gik i gang med at læse (og få læst højt). Jeg sugede viden til mig gennem bøgerne, og langsomt lærte jeg hvordan man skulle opføre sig.

Jeg ved ikke hvor andre mennesker lærer alle de ting man ikke lærer i skolen. Hvordan lærer man, hvad man skal gøre når en veninde er ked af det? Hvordan lærer man at tage kontakt til et andet menneske? Hvordan lærer man hvordan man beholder en veninde i stedet for at skræmme hende væk? Hvordan lærer man hvilke følelser der hænger sammen med hvilke ord?

Andre så ud til at lære det nogenlunde problemfrit, men jeg måtte læse mig til det. Det har betydet, at jeg altid har været op til fem år bag ud i forhold til mine jævnaldrende, men jeg bliver hele tiden bedre. Jeg ved ikke om jeg har ret til at være stolt, men det er jeg, for det kræver hårdt arbejde.

Jeg har gang i et par projekter samtidig lige nu.

Dels er jeg i gang med hjernen, både hos normale og autistiske personer. Hvordan bearbejder vi sanse indtryk? Hvad er følelser på et mere neurologisk plan? Min psykolog har lånt mig et par bøger som vil kunne hjælpe mig. Jeg ved ikke hvor klog hun tror jeg er, men den ene ser i hvert fald meget intimiderende ud, med diagrammer over hjernen og næsten 400 sider på engelsk (faglitterært engelsk, ikke skønlitterært).

Samtidig vil jeg også lære mere om min Kirke og min tro. Jeg er ikke barnefødt katolik, så jeg har ikke fået troen ind med modermælken. Hvis jeg havde, havde det muligvis været lettere at være væk et par år og så komme tilbage som om intet var hændt, men som tingene står nu, så er det ikke nemt. Der er ting jeg har glemt, ting jeg aldrig har vidst og ting jeg har misforstået. Jeg er ikke altid lige god til at tage mig sammen og få læst åndelig litteratur, men nu har jeg, gennem min nyoprettede bogblog (et dejligt ord at sige, og det lyder sjovt at sige hurtigt efter hinanden*), fået et samarbejde i gang med Katolsk Forlag. Jeg får en pakke med bøger jeg skal anmelde, så mon ikke, at jeg, nu hvor jeg har forpligtet mig, kan få læst lidt.

Og så er der alle de andre bøger jeg bare læser. Der er ikke noget specielt jeg går efter, men undervejs gør jeg mig noter, bade mentalt og på papir. Man kan altid få et eller andet ud af en bog.


*Tak til Varanen

torsdag den 12. januar 2012

Sig nærmer tiden da jeg må bort


Sig nærmer tiden da jeg må bort,
jeg hører vinterens stemme.


Sådan siger sangen, eller i hvert fald noget i den retning. Jeg kunne slå det op, men nu har jeg noget at gruble over hele dagen, og det er rart at have noget til at lede mine tanker væk fra flytningen.

I går var der præcis en uge til at jeg skulle flytte, og jeg havde den sidste ugesamtale med min kontaktpædagog. Hele morgenen havde jeg knoklet for at få hendes billede færdig. Jeg giver altid billeder til mine kontaktpersoner rundt omkring, når jeg siger farvel, for jeg vil så gerne sætte et aftryk, jeg vil have at de husker mig.

Det er svært at give et billede. Det er ikke svært at skille mig af med dem, men det er svært at tro, at nogen kunne blive glad for en hjemmelavet gave. De siger altid at de er glade, men kan jeg virkelig tro på dem? Jeg tror det nok. Det er bare mit selvværd der ikke er så godt som det kunne være.

Fordi billedet var så stort ville min kp gerne købe det af mig, men hvad tager man for et billede? Jeg prøvede at undersøge hvad andre amatørkunstnere tager for deres billeder, og jeg var chokeret. Så meget kunne jeg aldrig finde på at tage for et billede, de burde skamme sig. Jeg fandt en pris jeg, selvom den var lidt pebret, godt kunne acceptere, og så gav jeg hende en gedign rabat, det var jo samtidig en gave. Jeg forstår ikke det med at skulle betale for en gave, men hende om det.

Men kan jeg overhovedet kalde mig kunstner? En gang stod jeg ved et busstoppested sammen med en veninde, da en fulderik, og en grimt lugtende en af slagsen, kom hen til os og spurgte om vi var kunstnere. Min veninde sagde ja, jeg sagde nej. Jeg sagde at jeg malede, men at jeg ikke er kunstner. Han gav mig et langt lidt usammenhængende foredrag om, at jeg ikke skulle sælge mig selv for billigt. Men jeg holdt ved mit, jeg maler, men jeg er ikke kunstner.

Jeg maler fordi jeg kan lide det, jeg kan lide at arbejde med figurer og farver, jeg kan lide at koncentrere mig, jeg kan lide at mine værker bliver beundret, men jeg prøver ikke at fortælle noget med mine billeder, jeg har ikke en ideologi eller et budskab, jeg maler bare.

Nu er mit/hendes billede væk. I 1½ år stod det og fyldte en stor bid af min væg, for det er et stort billede. I mange mange timer sad jeg på gulvet og blandede farver. Men nu er det væk, og på en måde kan man sige det samme om mig.

Jeg føler ikke længere at jeg bor her. Hver dag går jeg rundt i fremmede stuer og bruger ting der ikke er mine. Det er en ubehagelig følelse, og selvom pædagogerne gerne vil hjælpe, så er der ikke noget de kan gøre, jeg må bare vente og holde ud.

Jeg flytter snart, men der er uendeligt langt til på onsdag, der er lige rundt om hjørnet og en evighed. De tror at det er værre for mig at flytte end for andre, og ja, jeg har det værre med ændringer en de fleste, men på mange måder er det også nemmere, for pædagogerne sørger for at alle tingene kører, der er intet jeg skal bekymre mig om, og alligevel bekymrer jeg mig.

Nu mangler jeg bare at sige farvel og beslutte hvem der skal have billeder (jeg har en hel æske med små billeder, og dem kan jeg umuligt tage penge for).

onsdag den 11. januar 2012

Om mennesker der larmer

Jeg er træt af mennesker. Ikke træt af ham jeg var på cafe med, men træt af mennesker der sidder og knævrer løs i munden på hinanden, så lydniveauet stiger til ulidelige højder.

Jeg flytter jo snart, meget snart, så jeg havde inviteret en af drengene fra mit bosted ned i byen på en lille hyggelig cafe. Han er en rigtig flink fyr, og selvom der så godt som ingen overlaps er mellem vores særinteresser (de her underlige interesser folk med en autisme diagnose har) så lykkes det os altid at finde noget at snakke om.

Som mange andre med aspergers syndrom har jeg et problem med høje. Det er ikke bare, at jeg synes det er irriterende, det går direkte i hjernen på mig og laver en masse ravege.

Larmen gjorde mig urolig. Man kunne nok ikke rigtig se det på mig, for jeg har mange års træning i at lade som om, at alt er okay, men de små tegn var der.

Jeg bestilte en sandwich, selvom jeg kun yderst sjældent spiser på en café, men min hjerne, der var stresset af både larm og flytning, tænkte, at det jo ville være fint at have noget meget konkret at give sig til mens jeg sad der, og at en vegetarsandwich på rugbrød jo ikke kunne skade.

Sandwichen kom, og haps haps haps var den væk. Jeg spiser generelt meget hurtigt, og når jeg i den grad bliver stresset af høje lyde, så har jeg ikke overskud til at spise som normale mennesker.

Det var pinligt, at ham jeg fulgtes med kunne se hvor modbydeligt hurtigt jeg kan fortære mad.

Vi forlod cafeen så snart vi var færdige med at spise, og da vi gik ud af døren, var det som at gå direkte ind i en mur af stilhed.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor folk absolut skal tale så højt hele tiden. Jeg kan da godt selv komme til at tale højere end hvad godt er, men det er noget der sker når jeg bliver ophidset eller virkelig begejstret over et eller andet, og det lod folk ikke til at være, de talte bare om helt almindeligt dagligdags ting.

Det er trættende at være asperger i en neurotypisk (ikke autistisk) verden, hele tiden bliver man bombarderet med sanseindtryk som de finder helt naturlige, men som dræner os for energi.

Jeg sov ekstra længe i nat, men jeg kan godt mærke, at når jeg har afsluttet disse linier, så skal jeg ind og hvile mig lidt mere.

God nat, og sov godt (kl 8 om morgenen)

tirsdag den 10. januar 2012

Om forfængelighed

I fredags var jeg ude og købe nyt tøj. Jeg var faldet over en sød og billig bluse på stativet foran butikken, og da ekspedienten ligefrem tilbød sin hjælp (de plejer at se lige igennem mig) så lod jeg mig friste til også at købe et par bukser.

Så kom vi til problemet med størrelser. Jeg har ikke den fjerneste ide om hvilken størrelse jeg bruger i bukser, sidst jeg købte bukser vejede jeg næsten 15 kg mere og det var for 4 år siden. Jeg kunne ikke lade være med at krympe mig under ekspedientens blik, da kun målte mig med øjnene.

Dommen lød på M/L, hvilket fik det til at vende sig i mig. Er jeg virkelig så stor? Jeg bad til Gud om, at de ville være for store, men de passede fint. Jeg prøvede også størrelsen mindre, men jeg kunne ikke få den op over mine lår. Den første model passede dog ikke til min kropstype. Jeg fylder ikke ret meget bagtil, så det var bedst til mig med de højtaljede af slagsen. Hvad tænkte ekspedienten? Synes hun at jeg var en kikset pige der desperat prøver at være sig? At jeg er for fed/gammel/akavet til det tøj? Eller bare på om hun mon ikke snart havde fri? Jeg gik hjem flov og stolt på samme tid.

Jeg har sættet på nu, og når jeg selv skal sige det, og det skal jeg, så sidder det fænomenalt flot, næsten lige så flot som tøjet sidder på almindelige piger, men behageligt er det ikke. Min bevægelsesfrihed er stærkt indskrænket, bukserne er ikke elastiske og blusen sidder stramt over ruggen. I går da jeg sad og læste, endte jeg med at måtte ligge på sofaen før jeg fandt en behagelig stilling. Er dette virkelig forfængelighedens pris? Er det virkelig det værd?

Men hvad er forfængelighed egentlig? Det er et af de ord jeg ofte bruger, men som jeg faktisk ikke ved hvad betyder. Ordbogen (den engelske:vanity) siger at lægge for stor vægt på de ydre ting så som udseende og succes, men hvad betyder det overhovedet? Hvad betyder for stor vægt? er det forfængelighed allerede når man går op i at være ren, eller skal man helt op til at gå op i mærketøj før betegnelsen er passende? Er det en stor synd eller en lille synd? Er det en synd at se i spejlet og tænke, at man ser da helt tilforladeligt ud i dag? Er det forfængelighed når man bliver helt varm indeni når nogen kommenterer ens udseende.

Jeg prøver ikke at undskylde mig selv ved at snakke udenom, jeg ved at jeg er forfængelig, i hvert fald nogle gange. I går var jeg, og i dag. Jeg havde ikke noget imod at have dette alt for stramme tøj på, bare jeg så godt ud. Jeg havde ikke noget imod at sidde akavet på stolen, bare jeg så godt ud. Okay, så godt ud, alt er jo relativt.

Men når jeg så mig i spejlet, blev jeg så uendeligt trist, for jeg så mig selv som en hul skal, nydelig i tøjet, jovist, men tom. Pænt tøj får mig til at se så overskudsagtig ud, men i virkeligheden er jeg stresset, så stresset at det hele kører rundt inde i hovedet på mig.

mandag den 9. januar 2012

Åndelig lekture


Jeg sidder og læser Teresa af Avila.

Skt Teresa var, kort fortalt, en spansk karmelitternonne fra det 1500 århundrede som modtog åbenbaringer fra Gud, reformerede karmelitterordenen så den blev strengere og mere regelret, og så skrev hun nogle fantastiske tekster. Hun er et af beviserne på, at den katolske kirke ikke, som mange går og tror, er en institution af gamle mænd for gamle mænd, den er faktisk fyldt med girl power.

Bogen er møg svær, men bestemt ikke kedelig, og alligevel går det kun meget langsomt frem, for hver gang jeg sætter mig til at læse i den, bliver jeg så uendeligt trist, så jeg hurtigt må lægge den fra mig igen.

Men hov, er det ikke meningen, at åndelig læsning skulle henstille en i en tilstand af ophøjet ro og lyserøde skyer? det er muligvis korrekt, hvis man er i en frikirke, men nu er jeg altså katolik, og vi har et sadistisk gen og kan godt lide at plage os selv.

Ha, så har fordommene ret, katolikker svælger i synd og fortabelse. Tja, det kan der måske være noget om, men vi gør det jo fordi, vi hele tiden er nødt til at forbedre os og prøve at blive bedre mennesker. Hvis vi hele tiden læste om at vi er gode mennesker, og at alt vi gør er rigtigt, hvori ligger så motivationsfaktoren til at forbedre os. Mennesket har et stort potentiale for godhed, det gælder bare om at finde det frem.

Men er I ikke bare ude på at skræmme børnene? Du har ret min lille fiktive samtalepartner (i tilfælde af at en psykiater læser med, så er det en samtale partner jeg hverken kan høre eller se, så lad være med at ringe til den lukkede). Alt for mange katolske børn er vokset op med fire and brimstone, og alt for mange katolske unge forlader derfor Kirken, og jeg bebrejder dem ikke. Men der er tale om dårlig katekese (undervisning) ikke dårlig teologi.

Teresa af Avila er desuden ikke for børnene. Hun kom fra en meget boglig familie, på trods af at det kun er 100 år efter bogtrykkens opfindelse, men skolegang var der ikke alt for meget af, så hun har ikke lært hvordan man sætter en tekst op, hvilket får teksten til at virke rodet, og det gammeldags sprog gør det ikke lettere.

Jeg havde det meste af en dag at fordrive inden jeg skulle i kirke. Et eller andet sted vidste jeg nok, at jeg ikke ville komme af sted, men jeg håbede. Jeg lagde mig på min sofa og læste, men efter en 5-10 sider blev jeg så uendeligt trist, lå bare på sofaen, lammet.

Jeg læste om Teresas kaldelse til klosterlivet (den måde man finder ud af om man skal gå i kloster eller gifte sig eller hvad man skal). Der var ikke noget usædvanligt ved den, men det fik mig til at tænke på den gang jeg var nyudsprunget katolik, og mit højeste ønske var at blive nonne. Jeg er med tiden blevet mere realistisk, jeg ved jo godt, at jeg er syg, men følelsen sidder stadig i mig. Den sidder sådan, at jeg bliver trist ved at læse om det, og når jeg en sjælden gang ser en nonne, så får jeg hjertebanken, hvilket var lidt et problem da jeg var i Rom.

Jeg har ikke opgivet bogen, men jeg må affinde mig med at det tager lidt tid at blive færdig. I stedet er jeg gået gang med en anden om end katolsk så knap så åndelig bog,"Growing up catholic". Den er til gengæld morsom, og dens beskrivelser af messen, skriftemålet og alle de andre katolske ting, får mig til at længes efter næste søndag, hvor jeg har en chance til.

søndag den 8. januar 2012

Means of destruction

Der er ingen pointe i dagens indlæg, det er bare en lille 'morsomhed' der hændte mig i går.

Jeg stod og gjorde mig klar til natten, vendte og drejede mig foran spejlet for at vurdere hver en tomme af min krop. Hvor mange ribben kan jeg tælle? Er maven oppustet eller er jeg ved at blive fed? Er det muskler eller fedt på mine overarme?

Det er et ritual jeg må igennem hver aften, nogle dage kan jeg lide hvad jeg ser, andre er jeg nærmest grædefærdig, men de fleste dage står jeg bare og vender og drejer mig, kniber og prikker.

Der var egentlig ikke noget særligt ved i går, jeg så hverken tykkere eller tyndere ud end jeg plejer. Jeg var dog lidt rød på ryggen.

Jeg kunne ikke vurdere om det var fordi jeg havde kradset mig, noget jeg har for vane, eller om jeg var ved at få en bums. for at se lidt nærmere på det, placerede jeg lettere elefant min ene balde på bordet og lænede mig hen mod spejlet. Crack sagde det så, og bordet gik løs fra væggen.

Jeg prøvede om man kunne skubbe det på plads, hvis nu man pressede hårdt nok og lagde hele sin vægt i, men nej. Løsning nummer to var helt at ignorere det, men dertil er jeg for nervøst anlagt, og jeg bekymrer mig alt for meget. Jeg ville vente til mandag når min kontaktpædagog, sige at det bare pludselig skete, nej at det var en ven, nej at jeg faldt, nej det er lettere bare at sige sandheden selvom det er noget så pinligt.

Jeg gik i seng og prøvede på ikke t bekymre mig, men tankerne kom myldrende. Hvad nu hvis der kommer for stort et pres på vandrørene? Hvad nu hvis det går endnu mere i stykker? Hvad nu hvis der pludselig er vand over det hele?

Jeg tog et par bukser på og skrev efter en af pædagogerne. Hun mente ikke, at det var så galt, syntes egentlig, at det er lidt morsomt, og det er det vel egentlig også, jeg stod dog mest og tænkte på, at jeg godt kunne vinke farvel til mit depositum, men det er jo ikke ligefrem fordi jeg står og mangler pengene, så det går nok.

Det værste er egentlig tanken om at det er min vægt der har ødelagt det. Der er ikke noget advarselsskilt med hvor mange kilo det kan holde til, men man kan ikke lade være med at føle sig fed.

lørdag den 7. januar 2012

Rumforståelse

A pro på mit indlæg forleden dag med Moonwalk med Einstein, så spurgte jeg i går min psykolog ud om hun vidste noget om, om det virkelig kan være rigtigt, at jeg ikke kan de ting han snakkede om med at danne billeder i et erindringspalads. Det kunne det godt, og sammen fandt vi frem til nogle af de steder i min dagligdag, hvor det volder problemer.

Jeg har en fornemmelse af hvordan huset jeg voksede op i så ud, men jeg har ikke noget klart billede af det. Det troede jeg var helt normalt, men ikke ifølge Foer. Hvorvidt det gør noget kan så diskuteres, men problemet er, at jeg heller ikke har et helt klart billede af den lejlighed hvor jeg bor nu.

Jeg ved godt, at min seng står til højre for døren når jeg har været på toilettet om natten, og at der er en reol et eller andet sted, men jeg må ustandseligt føle mig frem og bumper hele tiden ind i ting. Det kan så endnu en gang diskuteres hvor meget det gør, men jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er blind, for min psykolog siger at de findes, blinde aspergere med dårlig rumforståelse. Det er sjældent, at jeg hører om en handicappet eller en gruppe af handicappede og tanker at 'nej, hvor er det synd for dem', men det gør jeg altså her.

En gang i en psykologisk test omkring sansepåvirkelser, blev jeg spurgt om jeg var bange for at gå ned af trapper, og svaret er 'ja'. Jeg troede egentlig bare, at det var en af mine små særheder, men det må vel på en eller anden måde kunne sige noget om mig, siden de ulejligede sig til at tage spørgsmålet med.



Min psykolog siger, at det igen har noget at gøre med rumforståelse, at min hjerne bliver forvirret af di billeder den modtager, når jeg går ned af en trappe. Ligesom på billedet her, bliver det hele på en eller anden måde syrealistisk, og det bliver en kamp at gå ned, for jeg ved aldrig helt hvad jeg kan forvente. Det er som om jeg ikke kan stole på hvad jeg ser, så jeg er bange for at gå på næsen.

Min psykolog har nogle bøger om emnet som jeg godt må låne, for jeg bliver mere og mere nysgerrig omkring hvordan det fungerer.

fredag den 6. januar 2012

Hellige tre konger

Jeg ser pludselig på mit ugeskema, at det er gået hen og er blevet d 6 januar, hellige tre konger. Så er julen definitivt ovre, og jeg så den første påskepynt på posthuset i går.

Jeg kan ikke lade være med at tænke hvor overfladisk min jul har været. Hvis nu nogle entropologistuderende fra det ydre rum havde iagttaget mig i december, hvad jeg gjorde, sagde og tænkte, ville der ikke være meget der havde ledt dem på sporet af at Gud blev kød og tog bolig iblandt os.

Når man ser på vores samfund, skulle man tro, at julen er den vigtigste højtid i kirkeåret, men den plads tilkommer altså påsken, Jesus der døde for vore synder (jeg bliver helt rørt ved bare at skrive det), men julen er også en stor fest, med mindre man er et vidne (Jehovas vidner).

Fint nok, at de ikke vil fejre jul, jeg har også nogle gange lyst til at droppe julegaveræs og fed mad, men jeg kæmper altså for at se den teologiske fidus. Hvis påskens mysterium, at Jesus døde for vores synder, så er han jo nødt til at være et menneske, og det bliver man ligesom ved at være blevet født af en kvinde, så lad os da endelig fejre julen på lige fod, for at fejre, at vi ikke som gnostikerne mente at Jesus kun var gud og derfor ikke kunne dø på korset (hvis nogen har læst Dan Brown vil de måske studse lidt her, men Dan Brown er en smølf, så lyt ikke til hvad han siger).

Jeg fejrede ikke julen som det sig hør og bør, og det har jeg mange dårlige undskyldninger til at forklare og bagatellisere. Jeg tror ikke at jorden vil åbne sig under mig, og at jeg vil blive opslugt af Helvedets ild af den grund, men jeg ved dybt inde, at jeg er gået glip af noget stort, og det ærgrer mig. Jeg kunne bruge timer på at udpumpe mine venner og bekendte for detaljer om deres fromme tanker og om deres oplevelser til midnatsmessen.

Især var det spændende at høre fra ham der endnu ikke er katolik, men som også har aspergers, for selvom jeg ikke kender ham så godt, så ved jeg hvordan hans hjerne fungerer, for den minder mere om min, end mine normale venners. Han gør sig lidt de tanker jeg også ville have gjort mig.

Jeg startede denne blog ud med at have et mål, jeg ville, inden jul, begynde at gå regelmæssigt i kirke, og komme af med angsten, så jeg julenat kunne stå sammen med mine brødre og søstre (ikke biologiske, men mine medkatolikker) og indånde alt hvad der er godt. man må sige, at det ikke helt lykkedes mig, men jeg kom faktisk længere end jeg havde troet.

Siden september er det lykkedes mig at komme af sted til en håndfuld hverdagsmesser og nogle enkelte søndagsmesser, jeg har været til skrifte hele to gange og skal snart en tredje, og jeg har modtaget den hellige kommunion, noget jeg havde længtes så forfærdeligt efter i hen ved to år [I den katolske kirke mener vi at brødet og vinen ER Jesu Kristi legeme og blod].

Om jeg er stolt af mig selv ved jeg ikke rigtigt, det virker ligesom forkert at bruge ordet stolt, det har en lidt metallisk klang fordi det bliver brugt forkert. Vi burde kun bruge ordet når vi gør noget der i sandhed er os og/eller vores medmennesker til gavn. Men jeg er tilfreds. Ikke tilfreds som i nu vil jeg læne mig tilbage for jeg har gjort nok, men tilfreds som en rolig og rar fornemmelse af at have gjort noget der er godt og som ingen kan tage fra mig.

Jeg bør ikke stoppe her, for, som kyllinger, æg og tulipaner på posthuset vidner om, så nærmer påsken sig. 22 februar er det askeonsdag [indledningen på fastetiden] og det kommer jeg sikkert til at skrive rigtig meget om senere, men det er mit mål at fortsætte den gode stil og blive ved med at komme i kirken, for hvem ved, måske kan jeg påske nat stå i tre stive timer, der dog føles som langt mindre, og stemme i med det Halleluja der ikke har lydt alt for længe, og man finder intet smukkere. Nu bliver jeg meget indforstået, men bær over med mig, jeg skal nok forklare det hele, når vi nærmer os lidt mere.

Og Kasper løb, og Melchior løb, til sidst kom Balzasar, for de kom lovligt sent af sted, da de drog hjemme fra.

torsdag den 5. januar 2012

Mig, journalisten og ham der Jante

I går havde lederen af mit nye bosted inviteret mig med til et interview med en radio journalist der gerne ville høre lidt om hvordan det er at have aspergers syndrom.

Jeg har aldrig før talt med en journalist (ud over dem jeg har boet på kollegie med) og det var en virkelig spændende oplevelse, men det var også lidt underligt pludselig at skulle tale på 'mit folks' vegne. Jeg er helt vildt bange for at nogen hører det og siger det er da bare overhovedet ikke rigtigt det der, sikke en fusker.

Måske jeg ikke er vant til at tale med journalister, men i grunden er det ikke meget anderledes end mange af de andre samtaler jeg har været med til i tidens løb, emnet er nemlig altid det samme, mig, og jeg er efterhånden blevet ret så god til at tale om mig selv, en vaske ægte lille ego-tripper/linselus.

Vi snakkede om rigtig mange og spændende ting, men jeg er næsten sikker på, at det er de i mine øjne kedelige emner der bliver taget med i programmet. Gider folk virkelig høre om det kaos der opstår, hvis fakta en dag ikke har gulerødder? Eller om, at jeg først lærte at vaske hår som 12-årig fordi jeg havde behov for at lære det på en anden måde end de andre børn? Journalisten sagde det var spændende, og hun ved vel hvad hun taler om.

Selv fandt jeg vores diskussion om Janteloven langt mere interessant.

Det er obligatorisk at hade Jante-loven, men det gør jeg ikke, nærmest tværtimod.

Da jeg var barn vidste jeg godt at der fandtes en masse uskrevne regler for hvordan man skulle opføre sig, men på grund af mit handicap, havde jeg meget svært ved at fange hvad disse regler gik ud på, og det plagede mig, for jeg ville gerne være sådan en af dem, som folk kan lide.

Pludselig en dag i 5. klasse fik jeg en åbenbaring, i vores læsebog stod der lige pludselig en samling af disse regler, og for en sjælden gangs skyld læste jeg lektier, og jeg læste det en da flere gange, og jeg arbejdede intenst på at leve op til disse regler, og det hjalp mig til at blive en charmerende ung dame.

Jeg lærte, at jeg skulle holde min kæft, for bare fordi jeg har lyst til at snakke om noget, betyder ikke at andre også vil. Andre mennesker samtaleemner er mere værdige end mine egne, så lyt, snak med og bak op, så kan vi altid snakke om mine emner senere.

Selvfølgelig kunne jeg ikke altid leve op til disse regler, men jeg prøvede.

Ja, i dag står jeg så med konsekvenserne. Pædagogerne prøver febrilsk at lære mig, at jeg også har ret til at være her, men jeg kan ikke, vil ikke, må ikke tro på det, for så ved jeg ikke hvilke regler jeg så skal leve efter.

Lad være med at fristes til at nævne den positive Jante-lov over for mig. Jeg har læst den og synes den er kvalmende. Jeg har ikke lyst til at være sådan en person som at den beskriver. Jeg siger ikke, at den er forkert, jeg siger bare at den er for sukkersød og coachagtig.

Du skal vide, vi andre regner med dig
Du må indse, at mindst 4-5 mennesker - dine nærmeste - er helt afhængige af dig
Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig, som vi har brug for
Du skal vide, at du har nogle menneskelige egenskaber, som vi holder af
Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket
Du skal vide, at du hører sammen med os
Du skal vide, at vi vil gøre meget for dig
Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængige af din indsats
Vi - du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab

------

Jeg har ikke det helt store behov for at høre min egen stemme, og høre hvor pinlig jeg var, så jeg spurgte slet ikke hvornår det blev sendt, men en gang på fredag på P4 i jeg kan ikke en gang huske om det er midt- eller vestjylland, sorry.

onsdag den 4. januar 2012

Ædedæmonen

Jeg vil gætte på, at halvdelen af mine læsere er helt på det rene med, hvad jeg nu vil til at skrive om, og den anden halvdel tror, at det er et eller andet morsomt ordspil, og at jeg nu vil underholde jer med en sjov historie. Jeg kan ikke love, at der ikke er en enkelt eller to, der til slut stadig finder det morsomt, men for mig er det ramme alvor.

Jeg har en tendens til at være lidt for overskudsagtig indtil bulimien stikker sin grimme snude og ødelagte tænder frem.

I næsten 4 uger har jeg klaret mig fint, og for jer der ikke kender til de spiseforstyrredes skumle underverden, så kan jeg fortælle, at det er rigtig rigtig lang tid. Inde i mit hovede havde jeg næsten fået bildt mig selv ind, at det var et overstået kapitel, men selvfølgelig, var det ikke det. Jeg er syg og har været det næsten halvdelen af mit liv, så det forsvinder ikke bare sådan lige.

Jeg ved godt hvorfor det kom tilbage. Jeg er lidt presset for tiden, jeg er ikke helt ovre min ikke gengældte kærlighed, jeg skal møde min nye kontaktpædagog i dag og ved samme lejlighed tale med en journalist fra en lokalradio, og det er første gang jeg skal tale med sådan en.

De første tegn begyndte at komme mens jeg spiste aftensmad med en af pædagogerne, jeg tænkte ikke selv over det på det tidspunkt, men jeg kunne ikke vente med at få hende ud af døren, så jeg kunne komme til at æde videre uden at virke grådig. Jeg havde kun spist en salat, så det ville ikke have virket underligt, at jeg også tog en skive rugbrød, men den pokkers stolthed holdt mig tilbage.

Hun var dårligt kommet ud af døren før jeg spiste min natmad (en time for tidligt). På det tidspunkt var jeg oppe på 1900 kalorier og undte egentlig ikke mig selv mere, men det var ikke nok. Så jeg smurte mig en rugbrød med smør, jeg bruger KUN smør når jeg flipper (verbet der passer til hvad man gør før man kaster op), men det var ikke nok, så jeg smurte en til...

På med støvler og så ud i regn og blæst. Det er lettere at løbe når man har medvind, men når ædedæmonen river og flår i ens krop, så sætter man automatisk det ene ben foran det andet, og presser kroppen til det yderste.

Brugsen ligger lige om hjørnet, og selvom den er dyrere, så er den min ven i nøden, for den har længe åbent, og der er aldrig kø. Varerne røg i kurven per automatik, jeg ved hvad jeg skal have, tænker ikke en gang over det. Så hen og betale, bare på beløbet, og nej, jeg skal ikke have bonen, smile og så farvel.

Jeg når ikke ud af butikken før jeg har revet papiret af den sukkerfri chokolade. Vinden rev og flåede i mig og kastede mit hår ind i ansigtet, men jeg var ligeglad, for jeg havde min mad. Jeg tabte noget af chokoladen på det våde fortov, men pyt, det kunne tørres af i buksebenet og så i munden.

Ikke mere chokolade, så i gang med pandekagerne, ikke noget med at tage en af gangen, bare tage en ordentlig bid, som af en fem-lags sandwich, hurtigt tygge og sluge, og så til næste bid.

Jeg registrerede knap smagen, men hvilken fryd at berolige dæmonen i mit indre, hvilken lettelse at føle sig fri, bundet af sygdommen, men fri for bekymringer, i hvert fald den næste time.

Hjemme bliver saks og knive fundet frem, og denne gang er det ikke mine arme det går ud over. Emballager bliver revet og flået, smør spredt, tænder der flænser, maven der bliver større og større. Jo mere smør nu, jo lettere senere. Jeg tvinger mig til at drikke vand imellem, men jeg vil langt hellere spise, nej æde, "det er kun dyr der æder", men jeg er et dyr, en dæmon.

Den sidste mad er altid så uendeligt svær at få ned, men den skal med, ellers starter det hele forfra igen om lidt. Håret i en hestehale, af med de lange ærmer, og så bøjer jeg mig endelig over kummen i et næsten religiøst ritual, og forløsningen kommer, og jeg lader mig tømme for mad og for følelser og for mig selv, til der til sidst kun er en tom skal tilbage der bare vakler ind i seng og lader søvnen omslutte sig.

Dette er både fortid, nutid og fremtid. Det er inde i mig og uden for mig, det er mig.

tirsdag den 3. januar 2012

Slipper vi for billigt?

I morgen skal jeg igen på besøg på mit nye bosted, og jeg kan ikke lade være med at tænke på at nu starter min nye fremtid, men hvad vil den indeholde? Er den bare meget mere af det samme?

Selvom folk omkring mig er bekymrede, så keder jeg mig ikke på min førtidspension, hvis man da lige ser bort fra ugen mellem jul og nytår. Det er sundt at kede sig, men kloge mennesker keder sig ikke, ergo er kloge mennesker usunde, og ifølge WEIS-IV (den officielle IQ test ikke en eller anden facebook app) så ligger jeg lige lidt over middel. Men hvis jeg ligger lidt over middel, forpligter det så ikke til at bruge min hjerne til mere end bare at skrive et dagligt blogindlæg og ellers bare tusse rundt derhjemme.

Jeg har Aspergers syndrom og ADD plus følgesygdomme som depression, spiseforstyrrelse og angst, og jeg ved godt, at der er mange ting jeg ikke kan, hvis jeg samtidig skal holde samling på mig selv. Jeg ved godt, at jeg aldrig ville kunne klare et fuldtidsstudie eller -stilling, men er der ikke en middelvej?

Jeg har en stor angst for forandringer, så hvis nogen kom i morgen og foreslog mig at starte på, skal vi sige, VUC, så ville jeg bryde fuldstændig sammen, og præcis af den grund er der ingen der foreslår det, men det betyder jo ikke, at jeg ikke ville kunne klare det, når det kom til stykket, det betyder bare, at jeg har brug for hjælp til at forberede mig.

Der er lidt en tendens til, at hvis man har fået en asperger diagnose, så er det muligt at slippe for billigt (ikke at alle gør det, langt fra). Jeg ser folk der har hovedet i orden, men som spilder tiden foran computeren, og der er ikke én der løfter et øjenbryn, er de virkelig ikke mere værd? Er vi ikke mere værd?

Jeg spekulerer nogle gange på, om jeg skulle have været i en specialklasse, for det der med skolen var så forfærdeligt hårdt, men på den anden side, så kom jeg længere end mange af de andre med aspergers som jeg kender, og det er jeg glad for, for jeg vægter uddannelse mere end noget andet. Må ske er mine prioriteter skæve, men jeg synes at det er en skam at ikke flere af os får mere uddannelse.

På mit nye botilbud vil der blive udbudt engelsk og dansk... på 9/10-klasses niveau. Det kan jeg ikke bruge til noget som helst, for jeg har det på højniveau fra gymnasiet, men jeg synes, at det er rigtig fedt at pigerne er interesserede.

Og før jeg lyder alt for meget som en helgen, så skal det lige siges, at jeg jo ikke selv har taget mig sammen og har taget initiativ til at starte på noget uddannelse.

mandag den 2. januar 2012

Ikke gengældt kærlighed

Det måtte jo ska, at jeg oplevede det, at ham jeg holder så meget af, ikke gengælder mine følelser. Det var noget der gik op for mig i går, ja måske jeg har vidst det længere, men det var i går, at jeg satte ord på det.

Jeg har på fornemmelsen, at det burde gå mig mere på end det gør. Jeg er da trist, men jeg ved ikke rigtigt, om jeg er mere trist end jeg var i forvejen.

Jeg har læst nok bøger, set nok film og haft nok veninder med kærestesorger til at vide, at jeg burde ligge i min seng med røde øjne og nægte at spise noget, men sådan har jeg det slet ikke. Jeg har ikke lyst til at lave alle de praktiske ting jeg har forsømt i feriedagene, men det skyldes nok snare regulær dovenskab end ulykkelig kærlighed.

Jeg ville ønske, at min ro skyldtes, at jeg sagde "kære Gud. Jeg lægger mit liv i dine hænder. Din vilje ske, ikke min", men jeg har på fornemmelsen, at det er min asperger der forhindrer mig i at føle et decideret tab.

Jeg kan godt føle tab. Jeg kan føle tab når nogen eller noget der er en fast og tryg del af min hverdag forsvinder. Jeg følte tab, da jeg efter 8 måneder blev udskrevet fra psykiatrisk hospital Risskov (N8) og flyttede til Randers for derfor aldrig at se de mennesker igen, som var blevet så stor en del af mit liv, jeg følte tab da jeg for over et år siden sagde farvel til min bedste ven sukker for aldrig nogensinde at vende tilbage, og jeg følte især et tab, da jeg måtte sige farvel til min kontaktpædagog gennem 1½ år, som jeg tilbragte op til 8 timer med om ugen (et tab som jeg endnu ikke er kommet mig helt over).

Så jeg ville nok kunne føle kærestesorger hvis vi reelt havde haft noget sammen, men noget så diffust som uigengældt kærlighed giver ikke de store følelsesmæssige udsving.

Det lyder måske meget godt, men jeg har ligesom på fornemmelsen, at jeg går glip af noget. Er det da ikke en stor del af det at være menneske (af hunkøn nok især) at bryde sammen og skrive lange sorgfulde digte? Burde jeg ikke sætte mig og skrive om bristede hjerter og om selvmordsplaner? Jeg har helt ærligt ikke lyst til nogen af delene.

Jeg har mest af alt bare lyst til at komme videre med mit liv, lade der gå nogle dage og være helt ovre det.

søndag den 1. januar 2012

Blåmuslinger

I "Vi er da voksne mennesker" er der en episode, hvor den unge mand, Kristian, rigtigt skal flotte sig, så han køber en god portion muslinger, og lægger et billede på facebook under overskriften "så skal der rigtig hygges", men bag efter bliver det hele bare så uoverskueligt, han får dem ordnet til sidst, men på det tidspunkt har han ikke længere lyst.

Det var den episode der stod genfortalt i Politikens bogtillæg og fik mig til at købe bogen, for hvor jeg det kender det. Alligevel går jeg rundt og bilder mig selv og andre ind, at jeg er bedre end det, men det er jeg ikke.

I går, nytårsaften, skulle de andre beboere have mad udefra, men jeg er ikke meget for kød, sovs og kartofler, så jeg fik et budget på 150,- til at sammensætte min egen menu, og dum som jeg er, køber jeg blåmuslinger.

Det er egentlig ikke specielt svært at tilberede muslinger, men pludselig virkede det hele så uoverskueligt. Jeg lå på sofaen og blev mere og mere angst ved tanken om at stille mig hen til komfuret. Til sidst havde jeg slet ikke lyst til muslinger, forestillede mig bare dette bjerg af skaller jeg skulle kæmpe mig igennem og fik kvalme. Nu ligger de i køleskabet og venter på at blive smidt ud, når jeg lige finder styrken til at tage mig sammen til at få smidt dem ud (de er vakumpakkede, så de lugter i det mindste ikke).

Jeg fik det dårligere og dårligere og måtte til sidst gå ud i køkkenet i håb om at støde på en af pædagogerne, det gjorde jeg, men til ingen verdens nytte. Følgende er taget ud fra min opfattelse af hvad der skete, og jeg ved fra tidligere episoder, alt folk omkring mig opfatter tingene markant anderledes.

Jeg kan være meget svær at aflæse, især når jeg har det skidt, så pædagogen opfattede ikke, at al min brok over nytåret i virkeligheden bundede i et jeg var trist og deprimeret og bare gerne ville trøstes lidt, så hun forlod mig for at se dronningens nytårstale.

Så det er nu nok meget godt, at jeg snart skal flytte på et bosted med mere specialiseret støtte, for selvom alle pædagogerne her er dygtige og gør et godt stykke arbejde normalt, så falder mine problematikker uden for deres ekspertiseområde.

Så stod jeg der alene, omgivet af knive, men nytårsaften er ikke den rigtige aften at være selvskadende, da der er alt for lange ventetider på skadestuen, men jeg kunne ikke helt nære mig, så jeg fandt en saks og lavede 35 små snit. Underligt nok hjalp det, men det skyldtes nok, at jeg på det tidspunkt var mere vred, end jeg var ked af det.

Middagen gik så godt som den nu kunne, jeg spiste yoghurt og brød og drax Pepsi Max til (jeg er hard core og kan drikke Pepsi Max til ALT), og jeg deltog i det mindste i samtalen, men jeg blev mere og mere træt, og gik da som sædvanligt i seng allerede kl 8 og sov gennem al larmen