torsdag den 31. maj 2012

Om en uskreven regel

I går talte jeg med en af vores ergoterapeuter om det med, at jeg aller helst vil løbe på løbebånd, meget hellere end jeg vil løbe i Guds fri natur. En af grundende til det er, at folk holder en hvis distance, vi ser alle ligeud og løber i samme retning og med et bestemt mellemrum mellem hvert løbebånd. Desuden er der en uskreven regel om, at hvis det er muligt, så tager man ikke et løbebånd lige ved siden af en anden.

Ergoterapeuten smilede til mig og spurgte hvordan jeg havde regnet det ud. Først undrede spørgsmålet mig, og jeg stirrede på hende, men så kom jeg i tanke om, at jeg har aspergers, og jeg derfor ikke nødvendigvis burde kunne regne den slags ud.

Jeg har igennem tiden set et utal af komedier, tegnefilm, you-tube klip, vittighedstegninger ect. der omhandler problemet mænd og pisserender, og der blev det gjort klart, at det bestemt ikke er høfligt at stille sig for tæt på andre. Og for mig var det altså nærliggende at overføre denne viden til løbebåndene, hvad så end løbebånd og pisserender har til fælles.

Når vi så sad og snakkede om det, blev jeg i tvivl om hvorvidt jeg selv overholder denne regel, jeg har jo mine yndlingsbånd, og hvis de er ledige tænker jeg nok ikke så meget over, om der nu står nogen ved siden af eller ej.

Det har taget mig godt og vel 4 måneder at lære, men jeg er faktisk begyndt at holde af at løbe. Jeg kan godt lide at præstere noget der kan måles, noget der kan fortælles i tal, noget jeg kan prale med uden folk tror jeg er totalt idiot.

onsdag den 30. maj 2012

Om identitet og værdighed

Jeg vil gerne være en god pige der gør hvad der bliver sagt, men jeg vil ikke gøre det på bekostning af min identitet og min værdighed.

Normalt om tirsdagen spiller jeg badminton med en af pædagogerne og en af de andre piger, men i går ville jeg lige nå over og styrketræne først. Der står ikke hvad jeg skal gøre i sådan et tilfælde, så for at være sikker, startede jeg ud med en god og solid morgenmad, to portioner yoghurt, med nødder og rugfras, og en bolle.

Jeg trænede ikke super hårdt, og turde blandt andet ikke at lave for mange øvelser for armene, for stingene sidder stadig i det sår jeg erhvervede sidste mandag. Jeg plejer ikke at være så hys med hvad lægen siger, men i forhold til hvor meget det lige blødte den dag, så tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte være forsigtig. Jeg tog det derfor bare helt stille og roligt.

På vejen hjem skulle jeg lige i Fakta og have tanket op med Pepsi max, og der lod jeg mig friste af en bakke lækre røde vindruer, som jeg købte, tog med hjem, og spiste rub og stub og med god samvittighed, for jeg skulle over og spille badminton.

Jeg gjorde mig klar og gik nedenunder. Pludselig kommer den mandlige pædagog der skal med til badminton hen og spørger om jeg ikke skal have en portion yoghurt inden vi tager af sted, for det står der på min madplan. Jeg siger nej, for jeg har jo lige spist vindruer (ikke bare en håndfuld men en hel bakke), på dette tidspunkt var jeg stadig fortrøstningsfuld, for jeg havde ikke fantasi til at forstille mig, at det ville være et problem, men det blev det, for han ville stadig have mig til at spise yoghurt, og jeg nægtede at spise to mellemmåltider.

Jeg kender ikke denne mandlige pædagog ret godt, og jeg har ALDRIG talt med ham om personlige ting, som for eksempel madplan, så da han drog en af de andre pædagoger ind i diskussionen, gik jeg i gang med at diskutere med hende i stedet for. Hun derimod prøvede at trække sig ud af, hvad hun mente var, vores diskussion. Dette tolkede jeg som om jeg talte for døve øren. Det føltes som om de begge bare var imod mig og slet ikke lyttede til hvad jeg havde at sige.

Det var enormt ydmygende at stå der. Jeg er 27 år, jeg er i princippet voksen, jeg har lov til at træffe mine egne beslutninger, gode som dårlige, og dette var ikke en gang nogen dårlig beslutning, det var bare en anden beslutning. Jeg følte mig enormt magtesløs. Den madplan som var meningen skulle være en støtte når tingene gik svært, var pludselig blevet en hæmsko.

Måske er det overdrevet at føle, at jeg i denne diskussion mistede min identitet, men det gjorde jeg. Jeg var ikke længere mig, en kvinde med problemer, men stadig med følelser, idéer og valg, jeg følte at jeg var blevet degraderet til Patient med stort P, en viljeløs sag der bare havde at makke ret.

Jeg følte mig magtesløs. Hvad kan man gøre når ens modstander ikke en gang lytter til logiske argumenter? Så jeg sagde, at så kunne det hele bare være lige meget, jeg ville ikke længere til badminton (skal jeg behandles som et barn, vil jeg også opføre mig som et barn). Jeg vendte om på hælen, og gik op til mig selv.

Problemet var nu, at jeg jo havde spist til at skulle være fysisk aktiv, og det havde jeg endnu ikke været. Så jeg sprang op på min motionscykel og oksede af sted. Normalt står den bare og samler støv ved siden af min sofa, men i disse situationer er den god at have.

Den mandlige pædagog kom op for at undskylde. Han anerkendte, at jeg faktisk havde en pointe, og at det var hans fejl, men også lidt madplanen, fordi den ikke er specifik nok. Jeg var glad for, at han påtog sig skylden, så slap jeg for at føle mig alt for meget som en hystade, men jeg ville ikke give ham ret med hensyn til madplanen, den er nemlig specielt konstrueret for, at jeg ikke skal føle at min selvstændighed bliver kvalt Dog var det slet ikke ham jeg ønskede en undskyldning af, for jeg har næsten intet med ham at gøre, så hans meninger betyder ikke alverden. Den kvindelige pædagog taler jeg derimod meget med, så det var vigtigt for mig at hun forstod, men hun kom ikke op til mig. Da jeg senere på dagen fangede hende, viste det sig, at hun slet ikke havde opfattet sig som en del af diskussionen, derfor var hun heller ikke kommet, men vi fik da snakket om det til sidst, men først efter, at jeg havde skippet frokosten i protest.

Slutteligt viste det sig ved nærlæsning af madplanen, at der slet ikke står noget om et formiddagsmåltid i forbindelse med badminton, det er kun ved løbetræning, så hele diskussionen, yoghurt vs. vindruer, var helt unødvendig, i hvert fald i denne omgang, men lur mig om ikke der sker noget lignende en anden gang, sådan er det altid med den slags, ligegyldigt hvor i systemet man befinder sig.

tirsdag den 29. maj 2012

Om TV hygge

Der er en pige på mit bosted, som er noget af det mest stille og forsagte jeg nogensinde har mødt. Der gik måneder før jeg hørte hende sige en hel sætning. Hun gjorde mig nysgerrig, og jeg besluttede mig for, at jeg ville gøre hende tryg ved mig.

Først fik vi et lille vinkeritual, så så vi en film (overvåget af en pædagog), og i fredags førte vi vores første egentlige samtale.

I går kom hun så hjem fra en forlænget weekend hos sine forældre. Jeg havde foræret hende en bog, jeg tænkte at jeg havde fået den gratis, så kunne jeg også give den videre gratis, og den ville hun have mig til at skrive en lille hilsen i.

Hun kom ned til mig i min lejlighed med den, og mens jeg skrev, ville jeg have hende til at slappe af, men hun sad som på nåle.

Jeg vil have at hun er tryg ved mig, så jeg lokkede hende til at se en film, som jeg var sikker på, at hun ville kunne lide (Dunderklumpen). Hun var virkelig nervøs, sad og kradsede sig i håndfladerne, et tegn som jeg kender fra mig selv, så jeg var bange for, at jeg var i gang med at presse hende alt for hårdt. Jeg sagde, at hun til hver en tid kunne sige stop, at det var helt i orden, men jeg var ikke sikker på, at hun ville gøre det. Jeg tog hendes hænder og sagde, at jeg lovede hende, at det ikke var nogen uhyggelig film, at hun kunne stole på mig.

Det var egentlig meget hyggeligt, i hvert fald for mig. Hvad hun syntes, det har jeg egentlig lidt svært ved at regne ud, men jeg håber at hun også kunne lide det.

Når jeg læser hvad jeg har skrevet, så synes det mig, at det virker nærmest seksuelt, og jeg føler mig som en børnelokker. Det var altså ikke helt meningen.

mandag den 28. maj 2012

Om forvirrede tanker

Jeg kan slet ikke samle tankerne i dag, en masse mere eller mindre ligegyldige emner snurrer rundt i min hjerne og skaber kaos, og mit hoved føles så forfærdeligt tungt.

Jeg burde tage over og løbe, men jeg er træt og jeg har fire vabler på mine fødder, hvoraf den ene er en smule betændt, men er det bare en dårlig undskyldning for ikke at tage af sted? jeg var jo heller ikke af sted i fredags, så jeg burde virkelig...

Jeg læser 'Løb dig slank' af Birgitte Nymann, og magen til guide til en spiseforstyrrelse skal man lede længe efter. Den handler om hvordan man kan snyde kroppen til hele tiden at forbrænde flere kalorier, og det giver mig enormt dårlig samvittighed, også selvom det er lykkedes mig at tabe mig, ikke enormt meget, men lidt har også ret.

Jeg læser også en anden bog om naturvidenskabens filosofiske historie. Den anden dag gik jeg helt kold på side 118 ud af 450, og jeg tænkte, at hvis den allerede da begyndte at blive for svær for mig, så var jeg endnu dummere end jeg troede. Da jeg vågnede i går gik det så op vor mig, at det afsnittet omhandlede i virkeligheden ikke var så svært, det var jo bare grafer. Varmen stiger mig virkelig til hovedet, så nu har jeg bestilt et par naturvidenskabelige leksika på saxo.com.

Saxo er blevet min nye bedste ven. Internet handel har aldrig rigtig før sagt mig noget, jeg kan ikke forholde mig ordentligt til vare, som jeg ikke kan have mellem hænderne, og det er også det der gør det hele så farligt, for selvom jeg nu har bestilt fem bøger, og over flere gange fordi jeg er en klovn der ikke kan strukturere mine indkøb ordentligt, så har jeg ikke nogen fornemmelse af at have brugt nogen penge overhovedet, heller ikke selvom jeg vel må have brugt 800 kr plus minus. Det er et skråplan, siger jeg jer, et skråplan.

Hvem narrer jeg med alle mine bøger og hang til DR2 (der var et yderst interessant program om hovedjægere i går)? Jeg kalder mig selv intelligent, og det er jeg måske også, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg har lige så stor hang til sladder (brugte hele dagen i går på at læse Bitterfissen Bethany) og intriger (så dance moms på kanal 4).

Jeg tror jeg trænger til en pause fra mig selv, så måske det ville være sundt, ikke kun for min krop, men også for mit sind, hvis jeg tog over og løbe, måske ikke alle 7 km, men bare hvor meeget mine fødder lige synes at de kan holde til.

søndag den 27. maj 2012

MGP, min bare...

'Skal du så se MGP i aften' var der en af mine gode venner der spurgte mig om. Nej det ved alt der er helligt jeg ikke skulle. Tanken om at sidde fanget foran TV'et stirrende på semi-professionelt scene show og lytte til rædselsfuld musik (evt et par enkelte gode numre, som i nødvendigvis vinder) var så lammende at det bedste forsvar er et angreb, så jeg skrev en meget ophidset sms tilbage.

Problemet er, at det er alt for meget politik i MGP, nogle gange ligner det nærmest en evig forlængelse af den kolde krig, hvor afgivelsen af stemmer trækker et hjernedødt jerntæppe ned genne Europa.

Musik er noget subjektivt, og vores smag, især os der i virkeligheden ikke aner et klap om musik, påvirkes af den samtid vi lever i, hvad de siger på TV, og hvad vores venner taler om. Vi er alle små tryghedsnarkomaner, der i virkeligheden ikke interesserer os synderligt for det store udland, og det ved medierne, så de beskæftiger sig mest med sangene fra de nære lande, dem vi er trygge ved, plus nogle excentriske bedstemødre fra Rusland, så de landes sangere er vi på forhånd fortrolige med, og man er derfor ekstra tilbøjelig til at stemme på dem, genkendelsens glæde.

Jeg er heller ikke synderligt vild med fodbold, men der er der i det mindste tale om et simpelt talsystem baseret på hvem der scorer flest mål. At det så kan være en skoddommer der tager parti, det er så en anden sag, men selvom fodboldspillere er nogle klynkebabyer, så er det i det mindste sjældent at der kommer en decideret sag ud af det.

Min galde morede min kammerat, og det er da godt, at den kan bruges til et eller andet, for ellers gør den jo ikke megen nytte.

PS Tillykke til Sverige. Jeg kan se i avisen, at de vandt en overbevisende sejr, hvilket kan tyde på en form for kvalitet, men jeg aner det ikke, jeg har ikke hørt sangen.

lørdag den 26. maj 2012

Om at spilde lægens tid

Eftersom jeg har haft det så skidt hele ugen, blev det besluttet, at jeg skulle et smut til lægen, for hvad nu hvis det skyldtes, at jeg havde mistet for meget blod i mandags? Jeg var lidt tilbageholdende med at sige okay, for hvad nu hvis der ikke var noget, det ville være helt ualmindeligt pinligt, tænk nu, hvis man spildte hele 10 minutter af lægens tid (sagt lidt i sarkasme, og lidt i alvor). Men til sidst sagde jeg ja, for jeg havde det så skidt, at jeg ikke kunne komme ud og løbe.

Jeg troppede op med min kontaktpædagog, og det var jeg glad for, for jeg kom ind til en læge som jeg ikke kendte, og som ikke kendte mig og min historie. Lidt ærgerligt, for ham den anden er en lille smule nyttet, og ham her er bare midaldrende og helt almindelig.

Min blodprocent var i den lave ende, dog inden for normalområdet så der var ingenting at komme efter der. Det eneste der er galt med mig er, at mit blodtryk er lidt lavt, men som lægen sagde, så er det helt normalt.

Hvad der dernæst skete, har min kontaktperson og jeg to helt forskellige meninger om hvad skete.

Jeg hørte at et utal af unge kvinder 'lider' af problemet, og selvom det i perioder er invaliderende for dem, så gider man ikke gøre noget ved 'problemet' og kalder det derfor en tilstand og ikke en sygdom, og han syntes åbenbart, at jeg så enormt doven ud, så hvis jeg bare tog mig sammen og kom ud og dyrkede noget sport og kom i form, så ville det hele løse sig selv. Fed, fed, fed!

Jeg var selv sagt meget ked af det da jeg kom ud derfra, og jeg var ked af, at vi overhovedet var kommet, og jeg havde enormt meget lyst til at være selvskadende, så jeg turde dårligt nok at forlade min kontaktpædagogs side.

Hun havde heldigvis hørt lidt bedre efter og med mere objektive briller (underligt at sige når det drejer sig om at høre noget, men pyt med det). Hun syntes han sagde, at jeg ikke skulle være bange, det sker for mange høje, SLANKE unge piger.

Jeg kan bedst lide hendes tolkning, men min er lettere at tro på for mig, da jeg har en meget selektiv hørelse.

fredag den 25. maj 2012

Om at droppe handicap fodbold

Jeg tror jeg dropper det, altså handicap fodbold. Det er ikke fordi jeg ikke synes det er sjovt, det er bare det, at vi er begyndt at spille på udebane, og det kan min lille autistiske hjerne ikke klare.

Udenfor er der alt for mange uvæsentlige faktorer som jeg er nødt til at forholde mig til, vejrets skiften, mennesker der går på stien tæt ved, rågerne der skræpper op og alt for meget andet. Den slags kan jeg sagtens forholde mig til, når jeg går en tur langs stien, men det er straks langt sværere, når jeg skal forholde mig til 9 andre spillere i en ophedet kamp om bolden.

Jeg har derfor besluttet at droppe det indtil vintersæsonen går i gang igen.

Jeg føler det som et kæmpe nederlag. En ting er at melde fra en enkelt torsdag, det er straks noget helt andet at melde fra en hel sæson. Jeg føler mig doven, jeg føler at jeg giver alt for let op, og jeg tænker på alle de kalorier jeg ikke kommer til at forbrænde alligevel. Et eller andet sted ved jeg godt, at det ikke forholder sig sådan, men følelsen er ret insisterende.

Det bliver ikke bedre af, at jeg måske bliver nødt til at droppe min løbetræning her til morgen. Jeg har taget løbetøj på, men jeg er svimmel og mit hoved føles helt forfærdelig tungt. Jeg har før droppet løb sådan en enkelt dag hist og her, men af en eller anden grund virker det bare mindre acceptabelt i dag.

torsdag den 24. maj 2012

Om at få det rigtig skidt

Varmen i går var ikke til at holde ud, og selvom jeg ikke syntes, at jeg bestilte andet end at drikke saft og pepsi max, så kan det ikke have været nok, for hen under aften fik jeg det rigtig skidt. Jeg væltede rundt, og følte, at jeg kunne besvime hvert øjeblik det skulle være.

Der var ikke noget sted jeg rigtigt kunne være. I min lejlighed turde jeg ikke at være efter i mandags, i pigernes opholdsrum var det kvælende varmt, i den store TV stue måtte jeg ikke være, og udenfor sad de og spillede og var glade og fornøjede.

Til sidst havde jeg det så skidt, at min ene kontaktpædagog gik rundt og spurgte drengene om det var i orden, at jeg lå på sofaen i den store stue (17-19.30 er det drengenes og pigerne må ikke være der). Jeg fik lov og lå der og havde ondt af mig selv. Jeg blev også helt afsindigt træt.

Jeg burde have drukket noget og så være gået i seng, men i stedet begyndte jeg at spise. Jeg spiste alt det brød jeg kunne få fingre i. Jeg husker ikke helt hvor meget jeg spiste, måske 5-6 boller, hvoraf nogle af dem ikke en gang smagte specielt godt.

På den måde proppet stavrede jeg op i seng, som dog først lige skulle redes, men det sortnede hele tiden for mine øjne og jeg kunne ikke holde balancen, så efter flere mislykkede forsøg på at få dynen ind i betrækket, så ringede jeg efter en pædagog der ordnede det for mig.

Jeg vil ikke skrive mere lige nu, for jeg har det stadig skidt, og mit hoved føles så forfærdeligt tungt. Jeg har mest lyst til bare at lægge mig på sofaen og bare blive liggende og have ondt af mig selv hele dagen, men det føler jeg ikke, at jeg kan tillade mig, og det ville også i længden blive usigeligt kedeligt. Ikke at det er enormt meget mere interessant at sidde i en stol på terrassen og læse, men det føles på en eller anden vis mindre dovent.

onsdag den 23. maj 2012

Om det der med lægen

Da jeg var ved på skadestuen og blive syet her den anden dag, da var lægen ikke særlig sød ved mig, og han gad da ikke lige bedøve mig, ikke før til sidst, men da kunne det være lige meget for da var han jo stort set færdig. Han skældte mig også ud og sagde at det skulle jeg altså stoppe med at gøre NU. Jeg prøvede lige så roligt at forklare, at det er jeg altså ikke selv herre over, men han lyttede ikke og sad bare og var mega meget irriteret over at han skulle spilde sin tid på mig.

Det gjorde da lidt ondt, men værre var det heller ikke, og jeg ømmede mig da også mest for at få opmærksomhed. Det var ondt gjort, for pædagogen sad og fik det rigtig skidt på mine vegne. Jeg burde have spillet modig i stedet for at at pyldre sådan. Hun er en af mine yndlingspædagoger, og det gjorde ondt at se hende have det så skidt, men på den anden side bliv jeg glad, for så vidste jeg med sikkerhed, at hun holder af mig.

Jeg har efterfølgende flere gange snakket med pædagogerne om episoden. De synes alle, at det var meget forkert gjort af lægen, nogle bliver endda vrede. Det skræmmer mig lidt med alle deres følelser, for det var jo bare en uvenlig læge, værre er det vel heller ikke, jeg er jo selvskader, jeg er selv skyldt i at jeg er der, så selvom jeg er glad når jeg bliver behandlet ordentligt, så fortjener jeg det ikke.

En af mine kontaktpædagoger og jeg havde mange samtaler om emnet i går. Hun prøvede at overbevise mig om, at ALLE mennesker fortjener en menneskelig behandling når de er på sygehuset, men jeg var stejl og insisterede på, at der måtte være en undtagelse med mig.

Hvad præcis er dårligt selvværd? Er det det her, at jeg ikke føler mig værdig til en god behandling? Jeg føler dog, at hvis det skulle være 'rigtigt' dårligt selvværd, så burde jeg være deprimeret omkring det, og synes at det er enormt synd for mig, men det er jeg ikke, det er bare sådan det er, og så må jeg jo bare tage den derfra og komme videre med mit liv.

Når jeg ikke føler at jeg er berettiget til en værdig behandling, så bliver jeg så meget desto mere taknemmelig når læger og sygeplejersker behandler mig godt, og det gør de som regel det meste af tiden, og selvom jeg har mine episoder, så er jeg i reglen en nem patient. Sundhedspersonalet er under meget pres, så det er da det mindste jeg kan gøre.

Jeg synes ikke at der er noget værre end patienter der skaber sig, og jeg er bange for, at hvis jeg begynder at forvente mere, så vil jeg ende sådan, og vil jeg simpelthen ikke være med til, så hellere finde mig i en dum læge.

tirsdag den 22. maj 2012

Om alt for meget blod i sommervarmen

Det var 25 grader i den køligste af stuerne, og jeg vidste, at jeg snart ville blive smidt ud, for efter 17 er pigerne forment adgang fra stueetagen. Pigernes opholdsrum ligger på sydsiden, så jeg ville få det endnu mere forbandet dårligt, hvis jeg gik der op.

Jeg har det ikke godt med varme, og varmen var kommet så pludseligt, at jeg havde parraderne nede. Den ramte mig med fuld styrke, og jeg blev forvandlet til et klynkende skvat der bare gik og var i dårligt humør, og som tiden gik, blev jeg mere og mere ynkelig, og jeg begyndte at græde, ikke vildt og voldsomt, men bare lige så stille.

En af mine kontaktpædagoger kom hen til mig, men han var en mand, så ham havde jeg ikke så meget lyst til at betro mig til, så kom en kvinde, men hende kender jeg næsten ikke, hun tilbød at hente en af de andre, men på det tidspunkt var jeg så blevet tilbudt hjælp fra alle de pædagoger der var på arbejde, UNDTAGEN hende jeg egentlig helst ville tale med. Så begyndte jeg at græde endnu mere, både fordi jeg havde ondt af mig selv fordi jeg savnede hende der ikke lige kunne tale med mig, og fordi jeg hadede mig selv for ikke bare at kunne tage imod den hjælp der blev mig tilbudt, de andre pædagoger er jo også rigtig søde.

Jeg gik tudende op til mig selv. Hende jeg gerne ville snakke med kom op, men det var så varmt, at jeg ikke kunne lytte til fornuft, så det blev en meget uforløsende samtale der efterlod mig kun en lille smule mindre ked af det end da hun kom. På trods af varmen gik jeg ind og lagde mig under min kædedyne, der er en dyne der er designet til at lægge sig tæt og tungt omkring en, og det giver ro, den hjalp mig da også nok til, at jeg kunne klare mig igennem aftensmaden, om end jeg spiste mindre end det egentlig var meningen, but who cares, ingen ved mit bord i hvert fald.

Jeg satte mig ind i pigernes opholdsrum fordi jeg endnu ikke måtte komme ned i stuen. Det var ulideligt varmt, men der var ikke rigtigt andre steder jeg kunne være, men jeg kunne ikke holde det ud, det var så forfærdelig varmt at jeg havde lyst til at krølle mig sammen til en kugle og bare begynde at tude igen.

Jeg prøvede at sætte mig udenfor med en bog, men der var også for varmt, og den uro jeg følte indeni blev bare værre og værre. Jeg prøvede at skrive lidt i stedet, men mine tanker var smeltet og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.

Jeg gik op til mig selv og begyndte at tude over alle de små ubetydelige detaljer der var sket i løbet af dagen. Jeg vidste, at de var ubetydelige, og alligevel græd jeg. Og så skar jeg, og jeg ramte en blodåre, så blodet bare strømmede ud af mig. Det var lidt med vilje, men jeg blev alligevel lidt forskrækket, så jeg klemte sammen om såret med fingrene og skyndte mig ned til hende jeg så gerne ville snakke med, og efterlod et spor af blod i mit kølvand.

Da hun skulle se såret flød blodet ud og dannede en mindre sø ved mine fødder, og der sprøjtede stænk op på mine lyse hjemmesko, så de ser farlige ud.

Min arm blev pakket ind i et tykt lag viskestykker, men jeg blødte igennem på ingen tid, og de måtte smides i skraldespanden, og armen blev så pakket ind i et endnu tykkere lag håndklæder, og så tog vi af sted på skadestuen.

På skadestuen gik der et godt stykke tid før de opdagede hvor slemt det egentlig var og fik tilkaldt en læge. Sygeplejerskerne var rigtig søde ved mig, men lægen var et fjols der intet vidste om selvskade og ikke gad bedøve mig da han syede. At se mig blive syet uden bedøvelse var hård kost for pædagogen. At det gjorde ondt på hende at se var den største trøst jeg kunne få, for så må jeg jo betyde noget for hende, bare lidt. Det gjorde da ondt, men ikke mere end jeg kunne holde til.

Egentlig gik det ikke helt op for mig at han behandlede mig dårligt, eller jo, det gjorde det, men det gjorde mig ikke noget, det var jo nærmest legalt, jeg var jo selv skyld i at jeg var der, så da sygeplejerskerne og pædagogen brokkede sig, så forsvarede jeg ham, for så slemt havde det vel heller ikke været.

mandag den 21. maj 2012

Om en ny 'forbedret' kostaftale

Til frokost i går argumenterede jeg længe og ihærdigt for at jeg skulle slippe for at spise en rugbrødsmad med kylling, selvom jeg i første omgang havde indvilliget i at lægge den på min tallerken, jeg havde dog allerede fra start besluttet at den ville jeg i hvert fald ikke spise. Jeg ville ikke spise den, for normalt til frokost får jeg lov til bare at spise hytteost med avocado og ikke andet.

Den nye pige havde været vidne til begyndelsen af vores diskussion, men det er egentlig en lille smule ydmygende at have en til at sidde og se på en, når man jo godt ved, at man opfører sig fuldstændig tåbeligt. Da hun var gået, kunne jeg endelig folde mig helt ud og argumentere på livet løs i stedet for bare at vride og vende sig på stolen og mumle dårlige undskyldninger.

Det er vigtigt for mig at få lov til at argumentere for hvorfor jeg ikke vil, for selvom det kan virke latterligt at bruge så lang tid på at slippe for 70 kalorier (det var bare en lille mad), ja så tvinger en diskussion mig til at sætte ord på nogle af de ellers lidt diffuse tanker og følelser jeg render rundt med. Hvis jeg ikke sætter ord på mine problemer, hvordan skal jeg så kunne arbejde med dem.

På den anden side er det også meget opslidende for mig, at jeg aldrig på forhånd ved hvor meget den pædagog jeg spiser med lige den dag synes jeg skal spise. Nogle lader mig slippe af sted med så godt som ingenting, mens andre vil have mig til at tage mindst to gange. Det er meget forvirrende, for hvis det er helt okay, at jeg ikke spiser ret meget, så må det jo i virkeligheden være enormt klamt, at jeg dagen før skulle spise så meget mere.

For at lette noget af min stres, satte min kontaktpædagog og jeg os ned og lavede en ny og forbedret kostaftale, eller rettere, så tog vi den gamle og tilføjede hvad jeg skulle spise ved hvert enkelt måltid hele ugen, baseret på hvad jeg nu dyrkede af sport den enkelte dag.

Eftersom det kun var bogstaver på et papir, var det forbløffende let at få skrevet ned, men jeg har ingen ide om hvordan det vil fungerer i praksis. Måske det hele bliver meget lettere fordi jeg nu har noget konkret at forholde mig til, det er da i hvert fald en potentiel mulighed, men hvad nu hvis det mad der står på listen er alt for meget, så jeg tager enormt meget på og den bare luller mig ind i en falsk tryghed? Hvad nu hvis jeg aldrig nogensinde skulle have sagt ja til det? Vil jeg være stærk nok til at kæmpe imod, når nu det står sort på hvidt hvad jeg bør spise?

Men hvorfor kæmper jeg imod? Er det for at spise mindre, eller er det for at få pædagogernes opmærksomhed? Hovedsageligt er det for at spise mindre, men selvom jeg ikke er stolt af det, så er der nok en snert af opmærksomhedssøgende over det, bare en lille bitte smule. Okay, måske er det lidt mere end det, for i sidste uge havde pædagogerne helt forfærdeligt travlt, og så var svært på anden måde at fortælle dem hvor skidt jeg faktisk havde det.

Det er virkelig flovt at indrømme at jeg gerne vil have opmærksomhed gennem min spiseforstyrrelse, det er jo sådan noget teenagepiger kunne finde på, ikke en voksen kvinde. Jeg er også bange, for nu hvor jeg har sagt det højt, er jeg bange for at blive straffet. Jeg kan jo ikke gøre for det, for når jeg sidder ved måltidet kan jeg slet ikke styre mig selv, selvom jeg ved hvor latterligt det må virke. Selvom jeg værdsætter den ekstra opmærksomhed og omsorg pædagogerne viser mig, så hader jeg mig selv fordi jeg absolut skal være så meget til besvær, samtidig sidder jeg og er stolt, jeg tænker, se på mig, jeg er bedre end dig, for jeg kan noget du ikke kan (jeg tænker ikke på, at folk ikke nødvendigvis ville ønske at de kunne).

søndag den 20. maj 2012

Om ugen der gik

Det har været en rigtig hård uge for mig, der har været meget præget af en ny beboer og dertilhørende ændringer og jalousi, sydom og ferie blandt personalet, generel travlhed, mig der ikke ville spise og pædagoger der var ligeglade (mange af den var ikke, men nogle af dem var), mig der mistede troen på det nye system, at jeg alt for sent opdagede, at jeg hele ugen har fået udleveret forkert medicin (for lidt angstdæmpende), og så selvfølgelig en deadline, sidstnævnte dog ikke udelukkende negativt, faktisk hovedsageligt positivt. Det eneste virkelige negative ved deadlineen var faktisk den manglende søvn natten til fredag.

Det har været en rigtig hård uge for mig, så nu er jeg træt, meget træt.

I går aftes kunne jeg slet ikke klare mere, så jeg sad næsten og faldt i søvn ned i aftensmaden, jeg var i hvert fald ikke spor snakkesagelig, og jeg ville sådan ønske, at jeg sad alene med en pædagog og spiste, for så kunne jeg tillade mig at være sur over maden. Men hende den nye sad der også, og hun har nu været vidne til næsten alle mine humørsvingninger omkring maden, og jeg trængte til en lille smule privatliv. Hun har faktisk taget det rigtig pænt og har taget mange hensyn til mig, så jeg syntes egentlig også, at hun fortjente at sidde ved et bord hvor hun kunne få lov til at snakke og være i godt humør uden at se på mig der sad der med min egen lille private tordensky hængende over hovedet.

Jeg ser tilbage på min uge, og tænker at det er en uge i mit liv spildt, men er den nu også det? Jeg har fået skrevet 4 anmeldelser, hvoraf 1 var mere end bare et indlæg på min egen blog. Jeg har fået snakket en del med den nye pige, og selvom jeg til tider er frygteligt jaloux, en følelse der mere skyldes, at jeg bliver nødt til at ændre en masse små vaner end vores reelle forhold, ja så har vi en del til fælles, så det skal nok med tiden blive rigtig hyggeligt. Well, så kan jeg egentlig ikke komme i tanke om mere, så jeg er stadig af den mening at denne uge suger som en overvægtig nilfisk.

lørdag den 19. maj 2012

Om post-deadline døsighed

Natten til i går kl 00.05 postede jeg den tredje og sidste boganmeldelse jeg skulle nå at skrive på 24 timer. men selvom jeg var sent oppe, kunne jeg ikke sove længere i den anden ende, så jeg stod som sædvanligt op kl 5, skrev blog og emails, spiste morgen, tog over i træningscentret og løb 7 km (op ad bakke), tog hjem, hvor jeg så lige så stille gled ind i en post-deadline døsighed.

Jeg havde ikke en gang lyst til at læse noget som helst, jeg lå bare på sofaen og legede grøntsag og så film og serier hele dagen, kun afbrudt af lange samtaler om mad, hvor meget jeg skulle spise, hvad jeg skulle spise, hvor jeg skulle spise, hvornår jeg skulle spise, og om pædagogerne nu var HELT sikre på, at jeg ikke havde spist for meget.

Hvad er post-deadline døsighed? PDD er når man over et tidsrum har koncentreret sig om en opgave, hvor man har skulle bruge sin hjerne mere end man er vant til (hvilket ikke nødvendigvis siger så meget). Ens hjerneaktivitet bliver mere og mere intens jo nærmere man når deadline. Denne intensitet kulminere altid før man helt er klar til denne deadline, og man bevæger sig derefter ind i PDD og gør det sidste stykke arbejde umådeligt svært at komme igennem. PDD kan vare dage, uger, måneder eller år alt efter hvor lang ens intensitetsperiode har været.

Tegn på PDD er træthed, ugidelighed, nedsat eller forøget appetit, søvnproblemer, irritabilitet og stor glæde ved overspringshandlinger.

Behandling. Der findes ingen kur mod PDD, men symptomerne kan lindres med gåture i godt vej, 7-kabale, TV-serier og en kop te siddende i sofahjørnet.

I hvert fald er jeg træt, meget træt, og jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke laver noget. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg fortjener et par dage på sofaen uden bøger, men det er svært, og at jeg jo ikke altid behøves at hjælpe til ude i køkkenet, især ikke efter at hende den nye også gør det, men den dårlige samvittighed nager mig stadig.

fredag den 18. maj 2012

Om kristi himmelfart


Jeg ville egentlig skrive lidt om Kristi Himmelfart, men sandheden er, at hele dagen kom til at kredse om maden, så jeg havde ikke kræfter til at tænke særlig meget. Jeg læste dog at præster har svært ved Kristi Himmelfart fordi det er svært at tro på. Det var aldrig før gået op for mig at det er svært at tro på, for mig er det jo bare en selvfølge.

Selvfølgelig skulle Jesus op til Gud. Først skulle han dø, så opstå, så vise sig for sine disciple for at give dem de sidste råd og vejledning når de nu for en gangs skyld var modtagelige. Disciplene havde ellers enormt dårlig hørelse og forstod minus. De fattede ikke at Gud er kærlighed, de fattede ikke at Jesus skulle dø, de tænkte kun på sig selv, men efter opstandelsen gik det lidt bedre. Men selvfølgelig var Jesus nødt til at vende tilbage til Gud, hvorfra han var kommet.

Jeg ville have været i kirke, men alt det med maden var så stort et kaos, at jeg ikke en gang kom i Fakta efter cola. Frokosten var kaos, og aftensmaden kunne jeg slet ikke overskue. Natmad spiste jeg, men ikke nok i forhold til, at jeg ikke havde spist aftensmad.

Jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne falde i søvn, jeg lå bare og vendte og drejede mig, og befandt mig et eller andet sted mellem vågen og søvn, det var yderst ubehageligt.

Kl 23.30 stod jeg op og skrev en boganmeldelse, den tredje på et døgn, og jeg var for træt til at den blev rigtig god, men nu er det i det mindste overstået, og jeg kan vende tilbage til en mere døsig tilværelse. Så drak jeg en cola, og gik i seng og faldt i søvn.

Således forløb min Kristi Himmelfart.

Tegning mig 7 år

torsdag den 17. maj 2012

Om at nå en deadline

Det er mit store ønske at komme til at starte på universitetet igen her efter sommerferien, bare på et enkelt fag, hebraisk, som jeg har haft, jeg var bare for syg til at tage eksamen.

Men det er længe siden jeg stoppede på universitetet, snart 5 år, og i den tid har jeg ikke haft mange forpligtigelser, andet end at holde mig selv i live, ikke at det ikke var hårdt arbejde, det er bare noget helt andet end at lave lektier, have afleveringer, og det at andre også kan være afhængige af ens arbejdsindsats, jeg har i forbløffende grad fået lov til at være min egen herre.

Nu er jeg så kommet i træningslejr. Jeg skal anmelde Umberto Ecos nye roman "Kirkegården i Prag" for Kultur for unge. Normalt når jeg anmelder bruger jeg en halv til en hel time på en anmeldelse, hvor jeg skriver hvad det passer mig, og jeg følger ikke nogen bestemt form. Nogle anmeldelser bliver gode, andre bliver knap så gode, men det gør ikke så meget, det er jo trods alt bare min egen bogblog jeg skriver for, men på kultur for unge er det anderledes. Der er nogle forskellige ting der SKAL med, ting jeg ikke normalt interesserer mig for, og så skal den igennem en kvalitetskontrol.

Jeg troede at jeg kom i gang i god tid, men lige nu kan jeg godt mærke, at jeg får sved på panden, for deadline er i nat kl 12, men jeg ved jo selv hvor dårligt jeg fungerer her senere på dagen, så alt skal ordnes her til morgen.

Jeg sendte første udkast til redaktøren i går, og her til morgen sad jeg så og læste hans kommentarer. Der er da ting der skal ændres og ting der kan gøres bedre, men generelt ser det ud til, at jeg har lavet et ganske fornuftigt stykke arbejde, og det er meget svært at forstå, for jeg husker jo hvordan jeg vred og vendte mig foran skærmen, hvordan jeg nærmest skulle tvinge hvert ord ud, og hvordan kan det munde ud i noget fornuftigt?

Jeg kommer til at arbejde på den anmeldelse det meste af morgenen, og hvis jeg er uheldig, også i eftermiddag, og på et tidspunkt skal jeg også have skrevet en anmeldelse til min egen blog, og inden jeg får set mig om ender jeg med at hade den bog.

onsdag den 16. maj 2012

Om hvorfor maden

Hvorfor er det at alt det med maden lige pludselig er blevet så stort et kaos i mit liv lige nu?

Det ville være nemt at sige, at det bare skyldes den kommentar jeg fik om at jeg havde taget på, men hvis det bare havde været det, så ville der være gået et par dage hvor jeg levede af frugt og grønt, og så ville alt være vendt tilbage til det normale, så godt kender jeg da trods alt mig selv. Sandheden er selvfølgelig meget mere kompleks.

Jeg har skrevet en del om den omstrukturering der har været på mit bosted, og om hvor ked af det jeg blev. Jeg ved ikke hvor ked af det jeg er længere, måske lidt, men ikke nok til at udløse alt dette, men i dets kølvand er der kommet en lang række ændringer. Det drejer sig om hvem jeg til dagligt snakker med, hvor jeg sidder og ser fjernsyn, hvor jeg sidder og spiser, hvem og hvor mange jeg spiser med, og hvilke rum jeg må være i hvornår.

Jeg var lige begyndt at vende mig til de ændringer, da der flyttede en ny pige ind, og det ændrede hvem jeg talte med hvornår og hvad vi så i fjernsynet og hvor mange vi sad sammen og spiste. Jeg har ikke noget imod pigen, hun virker faktisk rigtig sød, men det er lidt mere stres en jeg sådan lige kan holde til.

Maden har jeg dog trods alt stadig en lille smule kontrol over, og lidt kontrol er helt klart bedre end ingenting. Lige så stille er pædagogerne ved at tage den kontrol fra mig, men det gør ikke noget, for det giver mig en hvis kontrol over dem.

Jeg ved ikke om det falder ind under betegnelsen 'opmærksomhedkrævende', hvilket egentlig ikke er noget jeg har lyst til at være, for jeg vil jo ikke tage pædagogerne væk fra vigtigere opgaver, men jeg kan godt lide, at jeg har kontrol over hvor i hvert fald en af pædagogerne sidder, og hvor længe. Nogle gange er det hyggeligt, men det er det langt fra altid, og det er heller ikke altid med den pædagog jeg helst vil sidde sammen med, men det gør ikke noget så længe jeg har den lille bitte smule kontrol over så lille bitte en ting som hvor en pædagog sidder i 15-45 min.


tirsdag den 15. maj 2012

Undskyld jeg er hvid

I går anmeldte jeg en artikel om at de åbenbart er meget bedre til at opdrage deres børn i Japan end vi er her i vesten. Jeg synes Japan er et super fedt land, men jeg er snart træt af at skulle have at vide alle de forfærdelige ting som den hvide vestlige verden har på samvittigheden, individualisme, imperialisme, krig, forfølgelse, racisme og generelt bare dårlige mennesker.

Jeg ønsker på ingen måde at bagatellisere de ting 'vi' har gjort. Der er blevet begået ufattelige forbrydelser i religionens, racens og nationalismens navn, men er vi virkelig så meget dårligere mennesker end andre racer og nationer?

Mao gjorde sig uskyldig i ufattelige forbrydelser mod menneskeheden, den arabiske verden var endnu værre til slavehandel end vi var, sorte solgte sorte til slavehandlere og i Ny Guinea var der konstante kampe mellem stammerne til Europæerne kom og sagde stop.

Når vi hele tiden snakker om vestens forbrydelser så er det fordi vi selv skriver historiebøgerne, og vi interesserer os altså mest for vores egne navler, også selv når der er tale om grimme og modbydelige ting, men vi er mennesker og mennesker er selvcentrerede og fordi vi er opdraget til individualisme, så er vi det måske i særlig grad.

Når vi i den grad fokuserer på vestens forbrydelser, og vi indirekte siger, at vi burde have vidst bedre, siger vi så ikke samtidig, at vi holder hvide til en højere standart end andre? Og hvis vi holder os selv til en højere standart end andre, indikerer vi så ikke, at vi mener at vi i bund og grund er bedre og har større kapacitet end andre? Så i bund og grund er det vel lige så racistisk som alt muligt andet.

Vi er også mennesker, vi er også forbandede røvhuller, og det vil jeg gerne undskylde for, så "Undskyld jeg er hvid".

mandag den 14. maj 2012

Om ikke at være verdens centrum

Forleden dag skrev jeg om hvor egocentrerede (men stadig søde) teenagere er, men når alt kommer til alt, så er jeg ikke et hak bedre selv, om det bare er mig, eller om jeg kan undskylde mig med min aspergers, det er svært at sige, og det er svært at sige hvor grænsen går, eller om der overhovedet er en grænse.

I går lå jeg på sofaen og var kommet til det punkt hvor jeg efter nogle hundrede sider bare ikke kunne koncentrere mig om at læse mere. Jeg besluttede mig for at tænde for fjernsynet selvom det var de mest rædselsfulde programmer der kørte, men det var stadig bedre end ingenting.

Jeg havde det egentlig lidt skidt, ikke så skidt at jeg ville gå hen og tilkalde en af pædagogerne, men nok til, at jeg ønskede, at en af dem ville komme hen og sidde sammen med mig. Det gjorde de egentlig også fra tid til anden, men jeg syntes ikke at det var nok, og jeg syntes heller ikke at de var opmærksomme nok på mig og mine behov, men så begyndte jeg at iagttage hvad de egentlig gik og lavede, når de ikke lige var sammen med mig.

Det viste sig, at de faktisk havde rigeligt at give sig til, jeg er jo ikke den eneste asperger i bygningen, vi er faktisk efterhånden en del, og der skulle jo også lige laves mad. Jeg kunne sidde og iagttage, hvordan nogle af de andre beboere også havde et behov for opmærksomhed. Jeg kunne ikke sidde og smuglytte til hvad de sagde dertil sad jeg for langt væk, men jeg kunne se hvordan de interagerede og hvordan det fik beboeren til at slappe mere af.

Jeg er da udmærket klar over at de andre beboere også snakker med pædagogerne fra tid til anden, jeg ved udmærket godt, at de også har deres problemer at slås med (altså beboerne) men det var nok aldrig gået virkelig op for mig.

Jeg ved ikke hvordan jeg kunnet undgå at tænke over det, dette er jo stort set hele min verden, men det har jeg altså. Det føles som om jeg har fået udvidet min horisont, og selvom det selvfølgelig er godt, så har det sine ulemper, for hvad nu hvis der er nogen der har mere brug for hjælp end jeg har, hvad nu hvis de fortjener det mere. Jeg bliver pludselig endnu mere usikker på mig selv.

søndag den 13. maj 2012

Om et stort bredt grin

For leden dag, da jeg skulle i teateret i Aarhus, snød jeg med min morgenmad. Det var en vikar der havde døgnvagt, så jeg tænkte, at han nok var rimelig nem at snyde. Jeg gik ned i køkkenet, tog et æble og skrev at jeg, da jeg skulle nå et tog, allerede havde spist. Det var bare helt OK, sagde han, så jeg tog til Aarhus i højt humør.

I løbet af min tur spiste jeg endnu et æble. Jeg var lige kommet ud fra teatersalen, og selvom jeg egentlig ikke var sulten, så tænkte jeg, at det nok var bedst sådan, for jeg skulle jo gerne overleve togturen hjem. Jeg husker det ikke præcis, men mon ikke jeg var en lille bitte smule sulten da jeg kom hjem, jeg blev i hvert fald sat til at spise en portion frokost sammen med min tidligere kontaktpædagog.

Et af diagnosekriterierne ved en spiseforstyrrelse, er den hemmeligholdelse der generelt omgiver mad, så jeg havde svoret, at jeg ikke vil sige noget om det med morgenmaden, men der gik ca 5 min, så gik jeg til bekendelse og sendte pædagogen et stort bredt grin.

Sådan et stort grin kunne muligvis virke provokerende, men pædagogen fandt det sødt og uskyldigt, og smilede til mig og øste lidt mere op på min tallerken.

Hvis jeg selv skulle komme med en fortolkning på mit grin, så er det det fra et lille barn, der godt ved det har lavet ulykker, men alligevel stolt viser tusch tegningen på væggen frem til mor, "Mor, mor, se hvad jeg har lavet :-D ". Det var i hvert fald bestemt ikke meningen at det skulle være provokerende, og jeg er rigtig glad for, at det ikke blev taget som sådan, så vil jeg hellere blive set som lidt barnlig, og det er jeg nok også

lørdag den 12. maj 2012

Om at være i teateret med teenagere

Jeg kunne skrive om at snyde vikaren og slippe for at spise morgenmad, om at sætte mig midt på en bænk, så der ikke var plads til andre, om at have to forskellige strømper på der matchede perfekt til mit outfit (og min medbragte bog), om at lade som om jeg er den samme selvsikre person ude i verden som jeg er derhjemme, om at narre eller eller ikke at narre omverdenen og sig selv, om at være blevet sluppet løs i den virkelige verden og om bare at måtte tage den derfra.

Det var morgen og det var koldt, da jeg drog ud på min færd imod Aarhus. Jeg skulle ud og nedlægge en metafysisk elg, jeg skulle se min store frygt i øjnene, jeg skulle i teateret men en flok skoleelever, men min første opgave var at finde ind til teatersalen. Jeg måtte løbe noget af vejen fra stationen, jeg kom ind af den forkerte dør, op og ned af trapper, hen ad gange, gennem rum jeg ikke var sikker på at jeg måtte være i, for endelig til sidst at finde den rigtige dør, hvor jeg pænt måtte vente udenfor.

Skoleeleverne kom, de har vel været en 14 år. Unge mennesker i den alder er så forfærdeligt selvcentrerede, flere gange var der en der stødte hårdt ind i mig uden så meget som at registrere det, men på mærkværdig vis har de deres egen charme, ja, de er nærmest søde, indtil man lige pludselig får nok.

Jeg var meget bekymret for freden under stykket, men eleverne opførte sig eksemplarisk og det var faktisk en stor oplevelse at opleve dem, for de var ikke blevet så gamle at de havde mistet barndommens umiddelbare reaktioner. De oplevede stykket helt uden filter, og det fik jeg et, om ikke unikt, så i hvert fald fornøjeligt indblik i.

Så det var en rigtig god tur i teateret.

fredag den 11. maj 2012

Ikke i dag

Jeg skal tidligt med toget for at nå en formiddagsforestilling (Doppler) på teateret Katapult så der vil ikke blive noget indlæg i dag, desværre, men glæd jer til en anmeldelse der vil komme på min bogblog i løbet af weekenden.

God fredag til jer alle

torsdag den 10. maj 2012

Om at spise et stort måltid mad lige før sengetid

Pædagogerne i mit team har efterhånden fundet ud af, at det var vigtigt for mig, at de er der til at støtte mig under måltiderne, og det har de i stor udstrækning også gjort, men samtidig har de ladet mig slippe af sted med kun at spise latterligt små portioner, og lige så stille blev jeg mere og mere afkræftet.

Da jeg sad ved aftensmaden i går havde jeg frygtelig meget brug for mad, men jeg syntes ikke at jeg kunne tillade mig at tage mere end jeg havde gjort de sidste par dage. Jeg spiste min mad ganske langsomt som om den var svær at få ned, men i virkeligheden kunne jeg have slugt det hele i en stor mundfuld (i overført betydning, for selvom det var en lille portion, så var den ikke SÅ lille). Pædagogen smilede opmuntrende til mig, men jeg ville have mere end bare et smil, jeg ville have at hun spurgte, om jeg ikke ville have/burde tage en portion til, for hvis hun ikke spurgte kunne jeg ikke gøre det, for det ville virke grådigt.

Jeg havde så desperat brug for mad, men hun spurgte ikke, så jeg stavrede hen og lagde mig i sofaen foran fjernsynet. Pædagogen fra mit team var henne og tale med mig, hun kunne jo sagtens se at jeg havde det skidt, men hun troede, at det var fordi jeg havde spist (for meget) og spurgte, om det var noget jeg havde brug for at snakke om, men jeg havde ikke brug for at snakke, jeg havde brug for mad, men det kunne jeg ikke fortælle hende, det ville jo virke grådigt.

Hun fik fri og en af de andre pædagoger kom op. Hun blev ved med at spørge hvad hun skulle gøre for at hjælpe mig, og alle disse spørgsmål fik mig til at vide, at hun ikke ville kunne forstå også selvom jeg prøvede at forklare, så jeg gik ned til mig selv og lå på gulvet og græd. Jeg skrev og bad om noget beroligende, og hun kom ned med en pille til mig, men jeg kunne jo stadigvæk ikke forklare.

Jeg vidste at min tidligere kontaktpædagog der er virkelig god til at forstå mig, og som jeg holder rigtig meget af var på vagt nede hos drengene, men jeg kunne ikke bede om hendes hjælp, for så ville de tro, at jeg bare var manipulerende, og kun gjorde det var at få hendes opmærksomhed, men heldigvis kom pædagogen der sad hos mig selv på den ide.

Min tidligere kontaktpædagog kom op, og der gik ikke lang tid før jeg grædende gik til bekendelse. Ud af mine rablende sætninger fik hun straks fat i, at mine psykiske symptomer (gråd og angst) skyldtes mine fysiske symptomer (rystelser og afkræftet) og ikke vice versa som alle de andre havde troet, og ganske blidt fik hun mig overtalt til at gå ned i køkkenet (da jeg havde tudet færdig, tørret øjnene og pudset næsen) hvor jeg fik den største portion mad jeg har fået i ugevis, ja faktisk kan jeg slet ikke huske hvornår jeg sidst har fået så stor en portion mad i en omgang uden efterfølgende at kaste op.

Jeg var ikke glad ved at indrømme det, men når nu det var hende, så gik det nok, at det var virkelig skønt at få noget i maven.

Hun fortalte også at hun ville lade vores snak gå videre til mit team, og på det tidspunkt var jeg taknemmelig, men jeg begynder at blive nervøs for HVOR meget de nu vil sætte mig til at spise, jeg vil jo så nødigt falde i den modsatte grøft, jeg vil jo ikke have at alt det her ender ud i at jeg tager på i stedet for at tabe mig.

Da jeg havde spist blev jeg sendt op i seng, og det var fantastisk at ligge der med en fuld mave, men i løbet af natten kan jeg nok love, at jeg kom til at fortryde at jeg spiste helt så meget, for jeg blev plaget af forvirrende drømme og svedeture, rumsterende mave og en lille bitte smule kvalme.

Hvad kan jeg så lære af den historie. Jeg kan lære, at jeg fremover må spise lidt mere fornuftigt i løbet af dagen, så jeg ikke behøves at spise nær så meget lige før sengetid.

onsdag den 9. maj 2012

Om at spille badminton

Dagtilbudet på mit bosted, der er et forsøg på at aktivere os dovne sjæle lidt, arrangere at vi kan komme ud og spille badminton hver tirsdag formiddag. Tidligere har det bare været en af pædagogerne og så mig, men der er lige flyttet en ny pige ind, som gerne vil være med til nærmest hvad som helst. Badminton blev en kende sjovere da hun kom med, enten fordi hun er bedre, eller fordi hun bare tager flere chancer.

Før vi tog af sted havde jeg indvilliget i at spise en sukkerfri chokoladebar (45 g) hvilket var dagens eneste måltid, men under badminton fortrød jeg lidt. hvordan kunne jeg være så klam? Chokolade? Virkelig? Hvad måtte pædagogerne ikke tænke om mig? Så selvom badminton måske ikke er den sportsgren der får ens puls aller højest op, så galt det for mig om at forbrænde flest mulige kalorier, også selvom det flere gange ødelagde mit spil.

Jeg hoppede på stedet, lavede fodarbejde som en bokser og lavede dybe knæbøjninger. Jeg måtte i grunden have selv enormt dum ud, men man må lide for kalorierne. Jeg har ingen fornemmelse af hvad det kunne tænke sig at jeg havde forbrændt, men jeg tænkte at jeg nu nok havde fortjent bare en lille portion frokost, men helt sådan skulle det ikke gå, for der var nemlig ikke lige personale nok til, at der kunne sidde en sammen med mig og spise, og så var det jo lige så nemt bare at lade være.

Jeg var egentlig ikke hverken vred eller ked af den manglende opmærksomhed, men jeg var nok lidt ked af at gå glip af min sædvanlige portion hytteost med avocado.

Pædagogen der havde siddet ved det andet bord var efter frokost nede og forklare hvorfor hun havde været nødt til at sætte sig hvor hun gjorde. Det var selvfølgelig meget fint alt sammen, men det ændrede jo ikke ved, at chancen for at spise frokost var forpasset. Selvsamme pædagog sørgede dog for, at jeg fik spist et mellemmåltid, selvom det måske ikke var alt for imponerende.

tirsdag den 8. maj 2012

Om at de ikke kan tvinge mig

Et af problemerne med de omstruktureringer der har været på mit bosted er at jeg nu står tilbage uden en person blandt personalet som jeg virkelig stoler på, en der kan fortælle hvad jeg skal gøre, når jeg ikke selv kan. Det er en virkelig utryg følelse, for sådanne situationer opstår med jævne mellemrum, og når jeg selv har ansvaret er har jeg kun en tryg måde hvorpå jeg kan reagere, og det er gennem maden, enten alt for meget eller for lidt.

Jeg ved at jeg burde spise et eller andet, men jeg KAN ikke, og jeg VIL ikke, og jeg kan ikke se nogen grund til at gøre det. Det har ikke varet særlig længe men pædagogerne er om mig og siger at jeg bør, men de slår alle sammen fast, at de ikke kan tvinge mig. Dette kan ikke runger i mine ører og gør det hele ligegyldigt, så jeg GIDER ikke en gang give det et seriøst forsøg.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker at de skal gøre. Jeg vil jo gerne behandles som en voksen, med ret til at træffe mine egne valg, også de dumme, men er det den voksne ansvarlige mig der taler nu gennem maden? Det er det vel ikke, det er den syge bange pige, hende der vil have et knus og bare en lille smule tryghed.

Jeg har prøvet dette her før med den kontaktpædagog jeg lige har mistet, men hun kunne se på mig med den rigtige autoritet, så jeg bare parerede ordre. Der var ikke tale om tvang, det var bare et spørgsmål om at hun traf valget for mig på et tidspunkt hvor jeg ikke selv kunne, men de andre ser bare på mig og siger 'det er dit eget valg. Jeg vil virkelig gerne have at du spiser, men det er dit eget valg, og jeg kan ikke tvinge dig'.

Men fordi det er mit eget valg, så bliver det lige pludselig en endnu større og endnu vanskeligere beslutning, hvor det bliver endnu lettere bare at sige 'nej', jo mere det er min egen beslutning, jo lettere bliver dette NEJ. Jo mere jeg skal tage kampen jo mere dominerende bliver sygdommen, og jeg føler mig stolt over 'min egen' styrke.

Det kommer jo nærmest til at lyde som om jeg er på dødens rand, men det er bestemt ikke tilfældet. Faktisk føler jeg mit lidt flov over overhovedet at skrive dette indlæg, for så slemt er det slet ikke, da jeg kun har sprunget et måltid og tre mellemmåltider over på nuværende tidspunkt, så der er håb for mig endnu :)

mandag den 7. maj 2012

Om at ligge og læse dagen væk

Jeg har ingen sjove historier, ingen dybe betragtninger for weekenden, for jeg har nemlig ikke rigtigt lavet noget andet end at ligge på sofaen med en god bog, eller rettere to, for jeg blev færdig med den ene og gik i gang med den næste, så jeg har nok læst en 4-500 sider i løbet af weekenden alt efter om man tæller fredag med.

Enkelte individer vil måske mene, at det er spild af tid at sidde og læse skønlitteratur, men jeg har lært rigtig meget, både om mig selv og den verden jeg lever i.

Som autist kan det være svært at navigere i verden, faktisk kan det være meget svært, og hvis man vil lære hvordan man gør, så er det en glimrende ide at læse romaner, for der oplever personerne de ting man selv har så svært ved, og man kan derved se hvad man kan gøre i den situation, eller hvad man bestemt ikke skal gøre.

Her er nogle af de ting som jeg har lært over weekenden:

Khajjâm, Omar - Rumbâijât
Islam er langt mere end bare talebanere med store skæg, tørklæde debat og ballade i ghettoerne. Islam er en religion med en stor kærlighed til Gud, og der er mange andre måder at praktisere islam på andet end den de skinhellige gør. Det vil være politisk korrekt at sige, at jeg godt vidste det i forvejen, men for at være helt ærlig, så er det en ting jeg tit glemmer.

O'Connor, Flannery - Skæringspunkt og andre noveller
Jeg lærte meget om mig selv ved at læse den bog, for jeg kan måske nok have en tendens til at være en smule selvretfærdig. Bogen fortæller ikke hvordan man SKAL opføre sig, den beder bare en om i det mindste at have en lille smule selvindsigt i egne fejl, for det er ikke kun de andre der bærer rundt på irriterende små vaner og meninger, det er også en selv.

Eco, Umberto - Kirkegården i Prag
Den må jeg ikke skrive om endnu, ikke før udgivelsesdagen d. 18. maj, men lad os sige det sådan, at det er ikke kun Europæisk historie jeg lærer noget om, men også hvordan vi behandler andre befolkningsgrupper i dag.

Så hit med romanerne, for gennem tro og skønlitteratur kæmper jeg mig frem mod at blive et bedre menneske.

søndag den 6. maj 2012

Om de bedste intentioner

Mine venner og bekendte er meget ivrige efter at komme med opmuntrende bemærkninger og gode råd, for de kan jo se at jeg har det skidt. Der er især en der synes at jeg bruger uhensigtsmæssigt meget energi på at være en som jeg ikke er, på at være normal. Han mener at jeg vil få det meget bedre hvis jeg slapper af og bare er mig selv, og det er sagt i den aller bedste mening.

Han er ikke den eneste der råder mig i den retning, men lad os stoppe op en gang og se på hvad det egentlig er de siger. De siger vel i grunden, at jeg ikke er god nok som jeg er lige nu, at jeg skal lave om på mig selv.

Jeg ved faktisk ikke om jeg længere direkte stræber efter at være normal. Det var mit mål hele vejen gennem min skolegang og årene i psykiatrien, men nu hviler jeg meget mere i mit handicap. Jeg er ikke stolt af at være asperger, men jeg hader det heller ikke, det er jo bare en del af hvem jeg er. Jeg stiler dog hele tiden efter at blive bedre til det jeg gør, det være løb, socialisering, skrive og hvad jeg nu ellers har gang i. I nogle tilfælde, som f.eks. socialisering, er det det normale der er normen, men jeg gør det jo stadig på min egen asperger-agtige måde.

Der hvor det går hen og bliver uhensigtsmæssigt er i forbindelse med omstruktureringen hvor jeg nogle gange på bekostning af mit eget ve og vel har forsøgt at være den pæne pige, og det synes jeg ikke at der er noget galt i, for gennem mit forsøg på at virke glad, og på at leve mit liv så normalt som muligt, så er jeg blevet gladere, og jeg er kommet ud af min lejlighed i stedet for at sumpe hen.

Pæne piger er altid glade.
Pæne piger beklager sig ikke.
Pæne piger er altid stille, rolige og fornuftige.
Pæne piger gør alting perfekt for at folk skal kunne lide dem.

Men jeg er ikke nogen pæn pige, jeg er faktisk ret rebelsk.

I fredags da jeg var ovre i et fitness center nær min far løb jeg på et løbebånd ved siden af en klam og nærgående mand. Han fortalte mig meget omhyggeligt, at det var et lille fitness center, så for at undgå lange køer ved løbebåndet, måtte man kun benytte det i 25 min. Jeg løber 5 km og går 1½, og det kan jeg altså ikke nå på 25 min, så da jeg havde løbet de første 3 og skulle til at have en lille gå-pause, da var manden færdig med sin lille gåtur, så jeg slukkede mit løbebånd og hoppede over på hans. Det havde han da lige en kommentar til, men jeg kunne ikke høre hvad han sagde, og var også lidt ligeglad.

Da jeg havde gået og løbet de sidste par km kiggede jeg på uret, men fandeme nej om jeg ville overholde de 25 min når der ikke stod nogen og ventede, så jeg snuppede mig lige en ekstra km.

Jeg ved det, jeg lever et farligt liv på kanten. Jeg må passe på, ellers ender jeg i en nedadgående spiral der ender med et liv på gaden fyldt med stoffer og prostitution.

lørdag den 5. maj 2012

Om fede lår

For et par dage siden sagde en af pigerne på mit bosted, at man godt kan se, at jeg har taget på. Hun tilføjede, at det klæder mig rigtig godt, men da var skaden allerede sket, nu er sløret løftet fra mine øjne, og jeg kan se hvor fed jeg i virkeligheden er.

Man kunne fristes til at tro, at jeg er sur på hende, men jeg er i virkeligheden dybt taknemmelig, ked af det, men taknemmelig. Jeg vil hellere vide det, så jeg kan gøre noget ved det, end at leve i 'lykkelig' uvidenhed og blive federe og federe. Eller, jeg prøver at gøre noget ved det, men alligevel bliver jeg federe og federe, det siger bare noget om hvor svag jeg er.

Jeg ser ned af mig selv, og mine øjne fyldes af tårer, for det eneste jeg kan se er klamme fede deller fyldt med blævrende gulligt fedt. Jeg slår og kniber mig selv, for det kan da ikke passe, det må være en ond drøm, men jeg vågner ikke.

Jeg lever et forholdsvist aktivt liv, og jeg har ikke spist sukkerstads i over et år, men alligevel er det svært for mig at kontrollere vægten, det er ikke fair. No shit, Sherlock, livet er ikke fair, og sådan er det bare. Man skulle tro, at når jeg løb 6 km i går, så havde jeg fortjent de par ekstra ostemader jeg spiste, men nej, jeg havde her til morgen taget ½ kg på, og det var tydeligt at se, at jeg er blevet større, især rundt om taljen.

Jeg kan mærke hvordan bukselindingen strammer når jeg sidder ned, og det er vildt klamt, og selvom jeg allerede her fra morgenstunden af har taget noget beroligende medicin, så har jeg lyst til at sætte mig ned og tude, eller ødelægge et eller andet og skrige til jeg ikke længere har kræfter til at være ked af det.

Det med min vægt fylder så meget for mig, at jeg bliver nødt til at tage hjem til Jylland. Jeg elsker at være hos min far, men det er hverken godt for ham eller mig, når jeg er i dette humør, jeg ødelægger det hele for os begge. Jeg vil bare hjem og krybe sammen i et hjørne af sofaen og være ked af det. Jeg vil hjem hvor der hverken er bagerbrød eller lækker ost til at friste mig. Jeg vil hjem hvor jeg føler at jeg bare har en lille smule kontrol fordi jeg kan gøre som jeg plejer.

fredag den 4. maj 2012

Om det der gåning

Jeg er taget til Odense for at slappe af, men det er svært for tankerne om især omstruktureringen og min øgede vægt melder sig hele tiden, og det er ikke til at holde ud. Heldigvis kunne jeg i går lokke min far med ud på en lang tur, men min far nedlagde veto mod at gå alle 15 km, da vi var kommet for sent ud af døren. Han kunne gå med til en time ud og en time hjem, for vi skulle nå til bageren efter hveder.

Vi gik til, for vi skulle saft suse mig nå så meget som muligt. Der blev dog tid til at vi kunne standse og beundre et par bedårende langhårede kalve der pludselig krydsede vores vej. Min far prøvede at fotografere dem, men den ville de ikke være med på. Hvem der til gengæld gerne ville fotograferes var en ko og en hjort der havde fundet sammen inde i skyggen. Det havde været mere imponerende hvis den ene af dem havde været en løve eller en anden form for kødæder, men det så stadig ret godt ud.

Vejret var godt, solen skindede fra en næsten skyfri himmel og på turen ud havde vi en svalende brise i ansigtet, men på turen hjem blev det måske en anelse for varmt, og jeg fortrød bitterligt, at jeg ikke havde taget mine løbeshorts på.

Vi gik vel en 11 km, hvilket var nok til at give os ømme fødder, men lige akkurat nok til, at vi ærgrede os over ikke lige at have haft tid til at tage de sidste 4 km. Det var nok mest mig der ærgrede mig, for min far havde fået en vabel og gik og ømmede sig. Jeg selv var måske heller ikke så sej som jeg gav udtryk for, for mine fødder havde det alt for varmt og fugtigt inde i skoene, og hvis vi havde gået de sidste 4 km, så havde jeg nok også fået en vabel.

Turen vi gik var ude ved Enebærodde 25 km fra Odense. Det er en skøn tur at gå langs vandet. Træerne her på Fyn er sprunget langt mere ud end de er oppe i Midtjylland, og vi blev mødt af et væld af grønne nuancer. Fuglene kvidrede og sang i et væk og alting var jo så dejligt ude på landet.

Der var en gang hvor jeg gik meget, mange km hver eneste dag, men det er jeg kommet væk fra igen, og det er en skam, for det er en glimrende form for motion, og jeg er sikker på at det er sundt for krop og sjæl at have et førstehåndsindtryk af årstidernes gang. Jeg ville gerne lave en målsætning om at komme noget mere ud, men jeg ved bare, at det ikke lige ville blive til noget, og slet ikke uden pædagogernes hjælp, og er det virkelig noget jeg har lyst til at blande pædagogerne ind i? Er det ikke lidt for pinligt, at jeg er så doven, at jeg ikke selv kan komme af sted på en lille gåtur? Er jeg virkelig så doven eller er det bare et spørgsmål om vane?

Hvad er dovenskab egentlig? Ifølge ordbogen betyder det at man ikke gider, men hvad er forskellen på ikke at gide og ikke have overskuddet? I begge tilfælde siger vi at vi ikke orker, men det ene er en acceptabel undskyldning, det andet er ikke.

Mine ugedage består af løb-badminton-løb-fodbold-løb-fri-fri, men jeg kunne da sagtens presse et par gå- eller cykelture ind hist og her. Pædagogerne vil sige at jeg går ned til badminton og cykler til fodbold, men det tæller ikke helt. For det første er det ikke langt nok, for det andet er det en transport fra A til B og kan derfor max betegnes som en bonus, en bonus som jeg er glad for at få, men en bonus ikke desto mindre.

Jeg bor i gå afstand fra en masse rigtigt lækre ture, så jeg har egentlig slet ikke nogen undskyldning for ikke at komme af sted, og som jeg sidder her, så har jeg da også vildt meget lyst til at cykle derhen og derhen og måske lige en omvej derhenne, men når jeg sidder derhjemme, så er overskuddet der bare ikke lige.

torsdag den 3. maj 2012

Om at stå op og spise

Vi tænker vel alle sammen på at sidde ned ved et veldækket bord når vi tænker på et hyggeligt måltid, men for mig er det en yderst stressende situation. Jeg står helst op og spiser, eller sidder yderligt på en stol foran computeren mens jeg laver alle mulige ting, skriver for det meste.

Det hele startede i gymnasiet, hvor jeg ikke turde satte mig ved det samme bord som dem fra min klasse, og jeg havde ikke nogen venner som jeg kunne sidde sammen med i stedet, så for det meste købte jeg en kage i kantinen som jeg kunne spise gående eller stående mens jeg prøvede på ikke at se alt for ensom ud. Jeg vandrede hvileløst rundt i gangene mens jeg spiste min kage, og ofte en til, og jeg prøvede at få det til at se ud som om, at jeg havde et mål, et sted jeg skulle hen, men det havde jeg ikke, for jeg var helt igennem en sørgelig og ensom person.

Det sidder altså i mig endnu det der med, at det er det mest sikre at spise på farten. Når jeg sidder ned til et måltid mad på mit bosted, og det gør jeg tre gange om dagen, så er jeg sådan lidt nervøs i det, og jeg er meget opmærksom på hvad, og hvor meget alle de andre spiser, og det er af uransagelige årsager ofte mindre end mig, også selvom jeg er en af de slankeste. Det går mig rigtig meget på, især nu da jeg har fået at vide at jeg er fed (hun sagde godt nok at det klædte mig at have taget på, men hun sagde at det kunne ses).

Aller helst ville jeg stå inde i mit lille bitte køkken og gemme mig mens jeg spiser min mad, eller jeg ville være udenfor og gå mens jeg spiser et eller andet let, men jeg er blevet bedt om at spise sammen med de andre, så det gør jeg, og jeg får da også en gang imellem min vilje med hvad jeg får at spise, især hvis jeg selv er med til at lave det.

Det er som om, at hvis jeg står op og spiser, eller endnu bedre går, så er det ikke nær så skamfuldt, og jeg tager nok ikke helt så meget på af det. Jeg ved godt at det er en løgn, men vi har vel alle brug for vores små sikkerhedszoner hist og her, ligesom jeg er lidt bedre til at løbe hvis jeg løber på et bestemt løbebånd nede i træningscentret, fordi så har jeg væggen til den ene side og er derfor en lille smule beskyttet mod de farlige farlige løbere.

Det er som om, at når jeg står op og spiser, så går det hele nok endda, men når jeg sidder ned ved bordet, så virker det hele så håblæst fordi jeg pludselig lægger mærke til hvor voldsomt meget jeg spiser.

Nogle dage er dem jeg spiser sammen med dog i godt humør, og vi hygger os og snakker om løst og fast, men den er der stadigvæk, den der lille stemme der siger at det bare ikke er godt nok.

onsdag den 2. maj 2012

Om at presse sig selv for hårdt

Det er nu tre uger siden, at vi fik den dårlige nyhed, men det gør stadig ondt indeni. Når jeg presser mig selv hårdt, ja så glemmer jeg det for en stund, så i min løbetræning presser jeg mig selv hårdere end jeg nogensinde har gjort før. Jeg løber med sveden haglende af mig og med lungerne langt ud af halsen. Jeg frygter at mine knæ siger stop, men jeg bliver ved til jeg er ved at segne. Når kroppen er øm betyder alt andet en anelse mindre, og jeg kan leve mit liv lidt mere normalt.

Jeg gør en dyd ud af at leve mit liv så normalt som muligt, og pædagogerne roser mig for det, men det tærer på mine kræfter, det begynder jeg for alvor at kunne mærke nu hvor de aller voldsomste følelser er ved at lægge sig. Jeg kan mærke at jeg trænger til at komme væk, til at ligge på sofaen uden at skulle præstere noget.

Jeg kan mærke at jeg trænger til at komme langt væk fra det hele, så jeg pakker mine ting og tager til Fyn, ned til min far. Jeg pakker mine ting ned og stikker af fra det hele, for jeg er træt af at være den pæne pige der kan se sagen fra begge sider. jeg vil hjem til min far hvor jeg kan klynke og have ondt af mig selv uden at sige, at jeg da godt kan se det fornuftige i sagen. Jeg vil hjem til min fra, hvor jeg kan få lov til at savne min gamle kontaktpædagog, uden at få dårlig samvittighed over for de nye.

Men omstruktureringen er ikke det eneste jeg flygter fra, jeg flygter også fra etkompliment der gik galt.

Jeg sad og så begyndelsen af en film sammen med nogle af de andre piger. Jeg brokkede mig over, at mine shorts sidder for stramt, da den ene af dem vender sig over imod mig og siger, at man godt kan se at jeg har taget på, og at det ser rigtig godt ud. Den fornuftprægede del af mig, der trods alt stadig eksisterer inde i mig, fortæller mig, at det er den sidste del af komplementet jeg skal bide mærke i. Den fortæller mig, at jeg bør være glad, for hun siger jo, at jeg ser godt ud, men det lykkedes mig ikke at få følelserne med.

Hendes ord ramte mig som en våd klud i ansigtet. Jeg er fed, fed, fed, skreg stemmerne inde i mit hoved. Jeg er fed, og jeg er for dum og doven til at gøre noget ved det. Jeg træner jo som en gal, og ingenting sker. Jeg skal ikke beklage mig, jeg ved jo udmærket godt, at hvis man ikke taber sig, så er det fordi man spiser for meget, men lige nu har jeg ikke styrken til at skære ned på maden, så jeg på bare holde ud indtil jeg kan begynde at holde igen.

(Jeg trænger ikke til at tabe mig vildt og voldsomt, bare et par kg, så jeg igen kan passe mit tøj).

tirsdag den 1. maj 2012

Om selvskade, hvorfor

Jeg skriver ikke dette indlæg fordi jeg endnu en gang har været en tur på skadestuen, for dagen i går var langt mere kedelig end som så, jeg sad bare og så TV hele eftermiddagen, og selvom jeg havde en enkelt tudetur, så kom det aldrig så vidt.

Jeg skriver dette indlæg fordi min moster, da hun var på besøg i lørdags chokeret spurgte mig hvordan jeg dog kan få mig selv til at gøre sådan noget mod mig selv. Det er noget jeg bliver spurgt om med jævne mellemrum, men det er ikke et let spørgsmål at besvare, det er jo bare noget jeg gør fordi jeg ikke har noget alternativ.

En gang imellem sker der noget i mit liv, der får mig til at græde. De fleste gange græder jeg bare, men nogle gange er følelserne inde i mig så voldsomme, at tårerne og hulkene ikke kan komme ud hurtigt og voldsomt nok. Det er en meget overvældende følelse, og jeg føler at jeg er nødt til at gøre et eller andet hvis jeg vil overleve det.

At skære sig til blods for at overleve lyder paradoksalt, men jeg kender ikke noget alternativ. At græde er som sagt ikke nok, og jeg kan ikke tale om det, for jeg har slet ingen ord for det jeg føler.

Jeg er en pige der er fuld af ord, og jeg skriver og taler uafbrudt om hvad og hvordan jeg oplever verden. Jeg ejer mange ord, men når det kommer til ord omkring følelser, så har jeg ordene og jeg har følelserne, men det er virkelig svært for mig at kombinere dem.

Da jeg første gang blev indlagt på psykiatrisk hospital var det så grelt, at sygeplejerskerne måtte fortælle mig, at nu er du ked af det, nu er du skuffet, nu er du spændt og så videre. Der er løbet meget vand under broen siden, og jeg har lært meget, men det er stadig meget svært.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil eje så mange ord, at jeg slipper for at skære mig, for der er jo også mange andre ting i det end det. Der er smerten, straffen, ydmygelsen, blodet og adrenalinen. Der er så mange ting som folk aldrig vil kunne forstå, og som kan få mig til at savne selvskaden, når jeg i perioder har været stærk nok til at stå imod. Der er så mange ting der gør det værd at fortsætte, og selvom jeg et eller andet sted godt ved, at det virker sygt, og at jeg en dag kan være uheldigt, så er der ikke mange ting der i min verden taler imod.