Når ferietid kan være en god tid

Ferietid er bedst, når man har noget, man kan holde ferie fra. Jeg husker ikke, at jeg som skolebarn havde nogen alvorlige problemer med ferietiden. Det skete sikker ofte, at jeg kedede mig, og jeg husker også, at mine forældres planer for gåture eller museumsbesøg ikke altid faldt i min smag. Måske ser børns ferie anderledes ud, nu da der sendes børnetv hele dagen alle dage, men kedsomhed vil der nok altid være. De kloge hoveder siger, at det er sundt at kede sig.

Det bedste ved ferierne var dog at slippe væk fra skolen, især når skolen  kunne føles som en lang række af nederlag og fiaskoer. Hvilken form ens nederlag tog er forskellig fra person til person, om det var fagligt eller socialt eller lidt af det hele. Jeg ved ikke om det gør nogen forskel. Jeg husker bare hvilken følelse af frihed det gav, når man ikke hver dag skulle vågne med udsigt til endnu et nederlag, endnu en fiasko.

Tingene ændrede sig dog markant i 2007, da jeg for alvor blev syg. Det blev efterhånden alt for tydeligt, at skolen ikke var der hvor mit nederlag lå, men derimod noget inde i mig selv. Jeg var blevet for syg til at fortsætte på studiet, og i denne evige 'ferietilstand' blev ferien en plage. Jeg har før beskrevet hvordan sommerferien i denne periode voldte mig store kvaler, så jeg vil ikke dvæle så meget ved det her, men hvis du er interesseret må du meget gerne læse mere HER.

Der begyndte dog at ske en ændring for mig, der startede i 2012, da jeg igen startede på universitetet, og fortsatte da jeg mødte min kæreste. I dag har jeg en ferie, som jeg altid havde forestillet mig at ferier skulle være. Lange trætte dage hvor man ikke laver noget andet end at se ud på regnen. Travle dage med venner og familie, besøgende museer, forlystelsesparker og koncerter. Andre dage hvor man tager en bus langt ud på landet og begynder at gå for så at tage bussen hjem fra en anden by adskillige timer senere.

Der er dage, hvor jeg bekymrer mig for om min hjerne begynder at forvandle sig til mos, og at jeg derfor slet ikke vil være i stand til at lave noget fornuftigt når nu studiet starter igen til september. Jeg tvivler dog på, at dette er nogen speciel unik bekymring.

Skoletræt

Jeg var nede på universitetet for at tale med min vejleder om hvor ugidelig jeg har følt mig på det seneste. For første gang blev ordet skoletræt bragt på banen. Det føltes helt underligt at sige det. Det var ikke fordi det virkede farligt, sådan som nogle ord godt kan føles. Ord der, når de bliver sagt højt, kaster en moralsk dom.

'Skoletræt' er en mere neutral betegnelse, men det var ikke noget jeg havde så meget som tænkt på at bruge om mig selv. Jeg er  jo den der nørdede type, en af dem der ligefrem elsker skolen. Og alligevel er det den betegnelse der passer bedst.

Til sommer det 5 år siden jeg vendte tilbage til universitetet efter 5 års sygdom. Det er 5 år hvor jeg har gået på tre forskellige årgange. De mennesker jeg startede ud sammen med er begyndt at blive færdige og spredes for alle vinde, og det kan godt føles lidt ensomt at sidde tilbage. De mennesker jeg følges med er søde og rare, men den træthed jeg føler indeni skaber en distance mellem dem og mig. En distance der måske nok let kunne overvindes, men trætheden gør, at jeg ikke engang er sikker på om jeg ville have lyst.

Hos vejlederen blev emnet orlov bragt op, ikke som noget vi vil gøre noget ved nu, men som en nødplan, hvis jeg stadig har det sådanher efter sommerferien. Som tingene er lige nu i tiden op til eksaminerne, så er ordet orlov en fryd for øret. Alt andet end eksamenslæsning lyder faktisk rigtig godt. Men ville det stadig lyde godt efter at de første par ugers ferietilstand var overstået? Det er jo ikke sådan, at et semesters orlov er det samme som at droppe ud, men tanken føles alligevel lidt sådan. En pause kunne måske endda genopvække noget af den samme iver som jeg følte for studiet for bare nogle få år siden. 

Hvis jeg tog orlov ville det jo ikke være sådan, at jeg slet ikke lavede noget. Jeg ville jo nok fortsætte med at arbejde med bøger. Jeg ville måske gøre alvor af mit forsøg på at lære mig selv tysk. Jeg er glad for at jeg ikke skal træffe en beslutning nu, for der er mange ting der skal overvejes, især når det gælder alt det bøvl jeg jo nok i så tilfælde ville ende med at få med studienævnet, og jeg har jo erfaring med at den slags ikke går så let som man havde håbet.

Syg og i godt humør

Urgh, jeg er blevet syg. Ikke noget alvorligt, bare ondt i halsen og træthed. Jeg tror min krop måske føler sig mere syg end min hjerne gør, for hver gang jeg så meget som nærmer mig min seng, glider jeg taknemmeligt i søvn. Sjældent har en middagslur været så nem. Ingen besværlige tanker, ingen vedvarende venden og drejen sig i sengen, bare ren glæde over at have en varm, blød dyne at trække over sig for dernæst blot at lade sig synke ned i et roligt intet.

Jeg skriver dette på min (nye) telefon mens jeg ligger i  sengen. Jeg skriver kun et par linjer af gangen, så må jeg slukke telefonen og hvile mig lidt. Engang imellem stikker Kæresten hovedet ind og ser til mig. Så sender jeg ham et kys og kryber dybere ned i dynebjerget.

Jeg synes selv, at jeg fortjener en rolig dag i sengen. Jeg var to dage i Lalandia sammen med to små børn. Det var enormt hyggeligt og jeg elsker børn, men efter to dage var al energi suget ud af mig. Jeg var en zombie og en kludedukke, og så forventedes det oven i købet, at jeg mødte velforberedt op på universitetet dagen efter. Det lykkedes mig faktisk, men ikke uden en følelse af at have præsteret det umulige.

De børn vi var sammen med er nogle af mine yndlingsunger, men jeg er stadig dybt taknemmelig for at de ikke er mine, for selvom  jeg havde to skønne dage, så kunne jeg dog, på den sidste dag, da al min energi, lyst og tålmodighed var opbrugt, række dem over til deres mor og gå hjem og lægge mig syg i fred og ro uden skyggen af dårlig samvittighed.

Selvfølgelig er det kun sjovt at være syg så længe det ikke bliver værre end det er nu her. Hvis jeg først bliver rigtig syg, så forvandler "jeg fortjener en dag i sengen" sig hurtigt til "hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette".

Endelig et svar

Her for nogle dage siden, fik jeg endelig svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning. De har heldigvis godkendt den. Jeg vil ikke så meget sige at jeg er glad, som at jeg bare åndede lettet op. Jeg har på intet tidspunkt for alvor frygtet at blive smidt ud af universitetet, men jeg har i lang tid båret på tungden af alt det arbejde, forvirring og usikkerhed der hele tiden lå forude, så længe de ikke havde godkendt min ansøgning.

Nu da den var blevet godkendt, hvad så? Tja, så ikke så meget. Selvfølgelig var der lettelsen, men den virkede kun som noget særligt i kort tid, så blev den forvandlet til hverdag. Bekymringerne blev til noget der bare havde været engang. Andre ting begyndte at tage deres plads i forgrunden af min bevidsthed. Men der foregår for mange andre ting lige nu til, at jeg egentlig når at tænke på, hvad det kommer til ar betyde for mig.

Mest kommer det nok til at betyde, at jeg bliver nødt til at fokusere på mine lektier igen, i stedet for at undskylde mig med, at jeg havde rigeligt at tænke på. Mest af alt er jeg bare glad for at have ferie, at have tid til ikke at føle mig presset, før jeg begynder at blive stresset over nye ting som eksamenslæsning og lignende.

Hvad jeg skal lave i min efterårsferie

Så har jeg ENDELIG fået efterårsferie, og på grund af en eller anden grund, som jeg ikke lige kan huske hvad er, så har jeg hele to ugers ferie. jeg trænger virkelig til ferie. Jeg har endnu ikke fået noget svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning, men lige nu er jeg lidt ligeglad, eller jeg prøver i hvert fald på at være det. I stedet har jeg tusindvis af spændende planer for ferien.

Her er nogle få af de ting jeg har planer om i ferien:

Jeg har to bunker af bøger, som jeg håber at få læst i løbet af ferien. Den til venstre er min frivillige læsning, og den til højre er skolebøger. Jeg håber virkelig, at jeg får set bare en lille bitte smule fra den højre bunke, men jeg forudser at det bliver meget begrænset, for den venstre bunke er simpelthen så fristende...

Jeg skal selvfølgelig også tegne lidt. Jeg er næsten altid i gang med at tegne et eller andet, og sådan har det været siden jeg var helt lille. Lige for tiden er det sjældent, at jeg kaster mig over større projekter med lærred og maling. I stedet holder jeg mig til små simple motiver med blyant eller kuglepen. Det er et spørgsmål om, at jeg slet ikke kan overskue de store projekter. Disse små tegninger er lette at tage frem og lægge fra sig igen. Der er ingen pensler der skal vaskes, tuber man skal sikre sig er lukket ordentligt, ingen våd maling der kan smitte af på ting der helst ikke skal maling på. 

I løbet af sommeren har jeg været med Kæresten og nogle venner på en række shelterture, hvor vi sidder rundt om bålet den halve nat, og nogle gange overnatter vi også i skoven. Hver gang går jeg så i gang med at snitte en træfigur, som jeg så færdiggøre derhjemme. Denne forestiller godt nok en hare, men alle de andre har været små mennesker, for jeg fik oprindeligt ideen fra Emil fra Lønneberg.

Jeg har et gammelt Polaroidkamera SX-70, som jeg elsker at tage billeder med. Det er en lidt dyr hobby, men det er en ganske tilfredsstillende måde at fotografere på. Det har instant fremkaldelse, men i modsætning til digitale billeder er der ingen mulighed for at manipulere med motivet. Der er ingen fotoshop til at få modeller til at se endnu tyndere ud end de egentlig er.

Engang hadede jeg ferier

Der var engang hvor jeg hadede ferier. Det var dengang da jeg var rigtig rigtig syg. Det var dengang hvor det hver dag var en kamp at stå op, overleve for til sidst endelig at kunne gå i seng igen. Jeg havde for længst måttet droppe studiet, så hvad kunne en ferie tilbyde mig? For mig var sommerferien en tid hvor alle de små rutiner der holdt sammen på mit liv blev taget fra mig, og alle sendte mig et stort smil og sagde, er det ikke bare dejligt... Nej, det var ikke dejligt. Hvordan kan det være dejligt at:

• det varme vejr tvang mig i shorts og t-shirt, så jeg ikke længere kunne skjule den krop jeg dengang hadede. Hver gang jeg gik forbi et vindue, hvor jeg kunne se mit eget spejlbillede, havde jeg lyst til at skrige og græde over dette fede grimme væsen der var mig og som jeg ikke kunne slippe væk fra.
• de kontaktpersoner/sygeplejesker/læger jeg var så afhængig af tog på ferie og overlod mig til mit eget mørke, for selv den sødeste og dygtigste vikar ville ikke have tid nok til at vinde min tillid, og desuden var det jo sjældent de søde og dygtige der rent faktisk kom.
• alle mennesker er så glade hele tiden. Det var ikke fordi jeg ønskede, at de skulle have det lige så dårligt som jeg, men det var hårdt at blive konfronteret med deres lykke, for jo gladere de var, jo større var kontrasten, og jo værre virkede mit liv til at være.
• alle de ting man normalt elsker ved sin ferie, at være sammen med venner, rejse, opleve nye ting, drænede mig for energi og efterlod mig som et rystende vrag, krøllet sammen under dynen, hviskende bønner om, om jeg snart måtte falde i søvn og sove mig fra alle de ting der gjorde ondt.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har det så godt, at jeg igen er i stand til at nyde ferier, og at jeg har en at opleve mine spændende ferieeventyr sammen med, men jeg håber at jeg altid vil huske hvorfor en ferie kan være svær, for der vil altid være folk der har det svært, og de skal huskes. Ligegyldigt hvilket parti der sidder på magten og hvor mange penge der gives til psykiatrien, så vil der altid være noget der hedder ferie. Jeg kender ikke nogen mirakuløs måde at komme igennem ferietiden for dem, for hvem det er svært, men jeg har en kæmpe stor respekt for jer alle sammen, og jeg håber at i alle har overlevet sommeren, for verden er et bedre sted når I er der, selv hvis I ikke selv føler det sådan.

min nørdede hjerne i krise

En dag i undervisningen spurgte min lærer i religionsfilosofi om der var nogen af os der havde læst "Rosens navn", og det pinte mig at, at jeg ikke kunne række hånden op. Med alle de bøger jeg har læst, hvorfor har jeg så ikke læst lige nettop den læreren spørger om? Jeg har set filmatiseringen med Sean Connery en milliard gange, og jeg har læst andre bøger af Umberto Eco, men selvfølgelig havde jeg ikke læst lige nettop den bog læreren spurgte til. Den eneste logiske løsning er, at jeg, nu hvor jeg har ferie, sætter mig til at læse den, og det er præcis hvad jeg er i gang med.

Som den intellektuelle blærerøv som Eco er (det er ment som et kompliment) er bogen fyldt med latinske citater som man må bladre om i slutningen af bogen for at finde en oversættelse på. Og som den pseudointellektuelle blærerøv som jeg er, så sidder jeg naturligvis og tjekker udgiverens oversættelse. Til mit forsvar vil jeg lige sige, at jeg ikke tjekker ALLE oversættelserne. Jeg ser fx ikke særlig grundigt på de citater der drejer sig om emner/ordforråd, som ikke virker relevante for, fx en længere beskrivelse af de mest eftertraktede proportioner hos heste. Jeg bruger heller ikke så meget tid med oversættelserne, når jeg har lagt mig til rette i sengen om aftenen for bare at slappe af. Så for at være helt ærlig er det nok kun nogle enkelte oversættelser jeg får set rigtigt på.

Der er dog enkelte oversættelser der fanger mit kritiske blik. Flere steder optræder formuleringen "omnis mundi creatura", som jeg ville oversætte "alle jordens skabninger", men den danske oversættelse bliver ved med at oversætte det til "alle de ting som Gud har skabt" og det driver min stakkels nørdede hjerne til vanvid.

• Måske har jeg ret, og den danske oversættelse tager fejl, og så kan jeg leve lykkeligt til mine dages ende, eller indtil det næste nørdede dilemma dukker op.
• Eller måske er det en latinsk talemåde, som altid oversættes sådan til dansk, men jeg ved det bare ikke, og i så fald har jeg tænkt nogle alt for hovmodige tanker om en persons evner, hvilket vil få mig til at skamme mig godt og grundigt.

Jeg nyder bestemt resten af bogen, men denne lille detalje ligger hele tiden på lur i mit baghoved og ødelægger lidt af oplevelsen.

Et par fridage til at læse

Jeg har haft ferie i to uger, og jeg har næsten ikke haft en eneste fridag. Jeg skal ikke klage over min travlhed, for mine dage har været fyldt med spændende oplevelser og godt selskab. Jeg har været til koncert, på tre museumsbesøg, på sheltertur og i biografen og haft besøg er et par enormt dejlige unger. Jeg har haft nogle gode uger, men jeg begyndte også at blive træt.

Heldigvis skulle Kæresten på arbejde i går, så jeg kunne tilbringe hele formiddagen i sengen med en god bog. Åh, hvor var det noget jeg har trængt til. Det var den første egentlige læsedag jeg har haft i den nye lejlighed, først på grund af eksamen og nu med ferietravlhed. Noget har jeg selvfølgelig fået læst, men at læse et par sider før man lægger sig til at sove, når man venter på at skulle noget eller som overspringshandling under eksamenslæsningen er bare ikke det samme som et tomt hus og en hel dag uden planer.

Jeg ville også kunne bruge sådan en dag foran fjernsynet, men igen er det bare ikke helt det samme. Jeg pauser ikke en film for lige at tænke over noget, jeg kan måske lige hænge lidt vasketøj op mens jeg følger med i filmen med et halt øje og vigtigst af alt, så kan jeg ikke ignorere de fysiologiske beskrivelser af filmens helt/heltinde og i stedet indsætte mig selv. Jeg vil altid være for tyk, grim, mørkhåret, lyshudet, gammel, ung til at kunne træde i hendes sted. I en bog er det nemmere at springe sådanne detaljer over, hvis de overhovedet er der.

At ligge en hel dag med en bog er at opfinde mig selv på ny. Spørge mig selv, om jeg ville handle ligesådan i samme situationer. Jeg kan komme tæt på folk, som jeg i det virkelige liv aldrig ville komme i nærheden af. Jeg kan ligge på min senge og samle kræfter, imens jeg i bogen oplever ting som ellers ville dræne mig for alle kræfter og efterlade mig som en kludedukke liggende på gulvet, tudende af træthed. 

At læse en bog er for mig at opleve hele verden uden at blive udsat for alle de sanseindtryk som er med til i den grad at dræne mig for energi. Man kan måske sige, at mine sanser har svært ved at multitaske. Igennem en bog så oplever jeg udelukkende situationen igennem læsningen af en allerede fastlagt rækkefølge af beskrevne 'indtryk' som fantasien sætter samen som en form for helhed. Hvis jeg derimod var der i virkeligheden, så skulle jeg se, lytte, lugte, føle i en situation der påvirkes af uendeligt mange faktorer som min hjerne skulle sortere efter formodet relevans/vigtighed og derefter reagere på, hvorefter enhver  reaktion fra min side i større eller mindre grad vil påvirke den situation i hvilken jeg indgår. 

En misforstået situation

Min eksamen i mandags gik ikke så godt. Jeg fik et 4-tal, men det er ikke så meget karakteren der var problemet som hele eksamenssituationen. På grund af flytningen og fagets meget abstrakte og brede karakter (etik og religionsfilosofi), så vidste jeg godt, at det ikke ville komme til at brilliere. Jeg havde genlæst pensum, jeg havde diskuteret udvalgte emner med min tutor og der var ingenting, hvor jeg virkelig bare kunne sige 'det her forstår jeg ikke', så jeg var ret fortrøstningsfuld da jeg skulle op.

Jeg trak mit spørgsmål: moderniteten og den fornuftsbaserede etik, kontraktualisme (Hobbs og Rousseau) samt Mill og utilitarismen. Jeg var fortrøstningsfuld. Jeg var inde i forberedelseslokalet, lavede en disposition og nogle noter. Jeg blev kaldt ind i eksamenslokalet til lærer og censor, stemningen var venlig. Jeg talte en del. Jeg var udmærket klar over, at min fremlæggelse ikke var perfekt, og nogle af deres spørgsmål kunne jeg ikke svare på, men når de gav mig en ledetråd kunne jeg komme videre. Jeg kom ud af lokalet og smilede til de elever der stod udenfor og ventede. Jeg sagde, at det var gået fint, og at jeg var tilfreds med mig selv. Jeg bliver kaldt ind igen. Jeg får min karakter: 4.

4 er ikke nogen virkelig dårlig karakter, men jeg havde været så fortrøstningsfuld, at det føltes som et knytnæveslag lige midt i solar plexus. Da jeg kom ud til de andre begyndte jeg at græde, ikke kun fordi jeg var ked af det, men også fordi jeg var flov, ikke flov over karakteren, men flov over min opførsel.

Det er ikke helt usædvanligt at fejllæse en eksamenssituation. Hvor tit har jeg ikke set folk komme ud, helt grå i ansigtet, fordi de bestemt mente, at de måtte være dumpet, og alligevel kom de ud igen med  10-taller og 12-taller. Jeg derimod gjorde noget der var værre. Ikke alene troede jeg, at det var gået bedre end det så egentlig gjorde, men jeg bragte derved mig selv i en situation, som er både socialt og følelsesmæssigt svær at håndtere. At komme ud og sige 'jeg troede på mig selv, jeg opførte mig som om jeg var noget, men det var en illusion, og nu står jeg her klædt af til skindet, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og I ved heller ikke hvad i skal sige, og jeg græder uden andre grunde end at min stolthed er såret'.

Mest havde jeg lyst til at snige mig ud af bagdøren, væk fra folks spørgende øjne, bare løbe hjem og gemme mig under dynen, for aldrig nogensinde at vende tilbage til universitetet. Især frygten for nogensinde at se min lærer igen plager mig. Om dagen tænker jeg ikke så meget over det længere. Jeg læser bøger, binge watcher Netflix og alle mulige andre ferieaktiviteter, men om natten optræder læreren, eksaminer og karakterer som faste elementer i mine drømme, og hver morgen vågner fortumlet og lidt forvirret.

Glædelig påske

Se flere af mine billeder af korsfæstelsen HER

Tid til alt andet end læsning

Den tid på året er kommet, hvor jeg burde sidde dybt koncentreret over skolebøgerne, krumbøjet over fortidens kundskaber. I hvert fald har jeg officielt fået læseferie, men jeg har slet ikke haft tid til at finde skolebøgerne frem. Eller måske har jeg bare ikke lige gidet, det er ikke lige til at vide.

I stedet for at læse har jeg tegnet, set tv, set på en lejlighed med Kæresten,sagt ja til lejligheden, men ikke fået den, købt alle mine julegaver, købt en masse bøger til mig selv, fortalt og tegnet dårlige vittigheder, læst bøger der bestemt ikke relaterer sig til eksamenslæsningen, købt små sjove gaver til pakkeleg og været rundt for at lede efter gammelt juletræspynt uden dog rigtigt at finde noget.

Vigtigst har det dog været, at det i søndags var tre år siden, at jeg sidst har skåret i mig selv med vilje (klodsede køkkenulykker tæller ikke med). Det er ikke fordi jeg sådan rigtig fejrer det på behørlig vis, men det var det lidt sjovt at tænke på, og det var da en lejlighed til at kunne fortælle det på facebook og blive glad for folks anerkendelse, uden derved at komme til at virke alt for selvfed.

De fleste dage har dog været ligesom i dag, hvor jeg knap nok kommer uden for en dør. Dage hvor jeg hænger foran computeren og skriver en enkelt mail eller to, som egentlig helst skulle have været skrevet for flere dage siden. 

Jeg har det egentlig fint ned ikke at have så travlt for tiden. Min eksamen ligger først d. 19. januar, så det er rart at kunne tillade sig lidt ferie inden jeg for alvor går i gang. Jeg ved ikke om det er muligt at læse for meget, men det er i hvert fald muligt at anstrenge sig for meget, således at man til sidst intet er bevendt. Jeg ved ikke hvornår jeg går i gang. På den ene side føler jeg ikke, at jeg har travlt, men samtidig er jeg også bange for ikke at starte i god nok tid.

Det der egentlig har generet mig mest ved at tage fri er, at jeg er i en periode af mit liv, hvor at tage er ensbetydende med at have tid til at vaske tøj og gøre rent og den slags, og selvom det er rart igen at kunne tage rene sokker og t-shirts på, så er det også et tegn på, at jeg er ved at være så voksen, at det gør helt ondt at tænke på. 

Ansvar for egen læring og 12-talspigerne

Hvad betyder ansvar for egen læring? I gymnasiet betød det i teorien, at vi selv havde ansvaret for at få lavet vores lektier, hvilket mange af os derfor ikke gjorde, hvilket fik lærerne til at skælde ud. Det var meningen, at vi skulle opføre os som fornuftige voksne, men det viste sig, at nogle af os ikke var gjorde det. 

Universitetet er meget mere frit. Nogen læser meget, nogen læser lidt, nogle får gode karakterer og andre får dårlige, og de to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men handler ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Dengang jeg gik i folkeskole, gymnasiet og begyndte på universitetet fandtes 12-talspigerne ikke. Der var bestemt en lille gruppe der klarede sig super super godt, og der var bestemt et pres på os andre om, at vi burde knokle for også at klare os godt, men tanken om at man absolut skulle have 13, var for mange af os meget fjern, for det var alt for svært at få. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er godt eller skidt, men jeg kan tydeligt mærke forskellen fra dengang til nu. Selvfølgelig bliver jeg også selv grebet af stemningen, især op til eksamen, men betyder ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Nogle gange er svaret ja, men selvom jeg forleden skrev i indlægget Skoleklar, om hvordan det er fint at læse selv, men at det også er godt at blive sat til at læse et fast pensum, så er min pointe i dette oplæg, hvor vigtigt det er selv at læse, høre musik og gå ud i verden og opleve ting. Hvilken af delene er i virkeligheden ansvar for egen læring? Er det ansvar at gøre som man for besked på, eller at tage initiativ til selv at lære noget?

I virkeligheden betyder hele denne snak ikke rigtig noget, andet end, at jeg pludselig for alvor kan se enden på min ferie. Jeg glæder mig til at komme i gang igen, men så alligevel ikke. Tanken om at blive vækket af telefonen irriterende bimlen, de første mange ugers træthed og bevistheden om, at ens frihed er blevet indskrænket en lille bitte smule. Ja, den officielle betydning af ansvar for egen læring betyder, at man selv bestemmer om man kommer til undervisningen, men det forhindrer ikke en lille stemme i at hviske dårlig samvittighed ind i en. Vi har frihed til at vælge, men så vidt ens personlighed byder en. 

Skoleklar

På universitetet har man to måneders ferie.

De første par uger ligger man brak på sofaen efter eksamensræset, alt imens ens kæreste spørger, om man ikke har lyst til at lave noget. Hvortil svaret altid er: zzzz!

Derpå har man en herlig periode, hvor man virkelig nyder sin ferie. Kæresten og jeg brugte tiden på at udforske Midtjylland, med alt hvad det indeholder af slotte, klostre, strande, forsteninger, fugle, søer, sæler, idyl, museer osv.

Nu derimod bevæger jeg mig ind i feriens sidste face, hvor det begynder at blive tid at vende tilbage til skolebænken. Grunden til, at jeg ved det er, at jeg begynder at sidde ved computeren og skælde ud over folks irriterende og ligegyldige facebookopdateringer, hvoraf jeg selv har skrevet en del af dem. Dette skyldes, at mine hjerne og nysgerrighed ikke bliver tilstrækkeligt udfordret.

Jeg har en idé om, at det ikke er sundt for mennesker KUN at beskæftige sig med deres egne små interesser. Jeg tænker, at det er sundt at tvinge sig selv til at beskæftige sig med noget nyt. At beskæftige sig med noget nyt betyder nemlig at man kan blive nødt til at gå ny veje og tænke på en anden måde end normalt, og det tror jeg er sundt.

Jeg er generelt en nysgerrig person. Jeg læser bøger, artikler og ser ser film, programmer og dokumentarer, men når nu det er sommer, og jeg hurtigt skal gribe en bog at tage med i tasken, når jeg 'bare' skal underholdes, så bliver det nok lidt det samme som jeg plejer at læse. Det er bestemt ikke dårligt, men nu er jeg vist ved at være klar til at andre bestemmer hvad jeg skal læse.

Eksamen i latin

I mandags var jeg til eksamen i latin. Det vil sige, at jeg nu har ferie. Hvad så nu? Den sidste måned har jeg fokuseret så meget på latin, og nu har jeg lagt alle mine latinting over på reolen, hvor de måske, måske ikke vil blive taget frem igen. På en eller anden måde efterlader det (midlertidigt) et tomt hul i mit liv. Selvfølgelig har jeg også andre ting i mit liv, Kæresten, venner, bøger, men min hjerne har endnu ikke forstået, at jeg har ferie, og at den derfor kan geare ned, at jeg ikke behøves at vælte søvndrukken ud af sengen hver morgen og gå til kamp med substantiver, verber, konjunktioner, præpositioner og interjektioner. 

Men for at skrive lidt om selve eksamenen, så gik det rigtig godt. Til dem der interesserer sig for den slags, så kom jeg op i Vulgata (den latinske oversættelse af biblen) Acta (apostlenes gerninger) kap. 3,1-10. Det var et langt stykke, men jeg var godt forberedt. Jeg kendte både lærer og cencor, så jeg var ved godt mod og følte mig tryg. Jeg sagde en masse kloge ting og nogle enkelte dumme ting, men min lærer var gavmild og sagde, at han jo godt vidste, at jeg kendte det rigtige svar, selvom jeg sagde det forkerte, men gjorde jeg i virkeligheden det? Jeg kom i tvivl, men jeg sagde ikke noget, rødmede bare. Jeg genvandt modet, kom med en vittig bemærkning, blev ikke forstået og måtte forklare. Da jeg kom ud fra eksaminationslokalet, var jeg så træt og udkørt, at en af mine venner der stod udenfor troede, at jeg måske ligefrem var dumpet. Jeg var ikke dumpet, jeg fik 12, men jeg var helt færdig.

Min veninde og jeg tog ned på A.C. Perchs Tehandel og fejrede vores flotte resultater (hun havde også klaret sig rigtig godt). Det var et godt sted posteksamen, for der var stille og harmonisk, og der var plads til, at adrenalinkicket vi lige havde været igennem stille og roligt fortog sig.

Men nu er det altså ferie, og jeg har endnu ikke forstået det, men det skal nok komme. Jeg er i gang med lister fyldt med høje ambitioner om hvad jeg skal nå i løbet af de næste to måneder, og jeg regner med at nå en masse de første 2-7 dage, hvorefter jeg går kold på sofaen med en bog, kun afbrudt af de dage hvor Kæresten slæber mig af sted på gåtur, museum eller biografen.

opgør mod køb- og smid vækkultur

Vi lever i en dekadent tid, hvor vi ikke mangler noget, og hvor vi smider hvad som helst ud, så snart vi bliver den mindste smule trætte af det. Det er i hvert fald hvad man konstant får at vide, og det lyder rigtig nok, så jeg nikker anerkendende, og sukker over at være del af en forkvaklet generation.

I enhver revolution må man starte med sig selv, og i mit tilfælde, så er det mig, og jeg har en gammel cykel, som jeg fandeme ikke behøves at skifte ud, den skal bare skrues lidt her og smøres lidt der, og så virker den ganske udmærket. Cykelsmeden har godt nok set tvivlende på både mig og cykel de sidste mange gange den har været inde hos ham med den, men nejnej, jeg ville ikke tynge miljøet for min egen mageligheds skyld, så ville jeg hellere betale de mange regninger til reparationer.

Det korte og det lange er dog, at jeg er enormt hyklerisk, for på alle mulige andre områder har jeg ikke problemer med at smide ud og købe nyt. På en eller anden måde virker det bare anderledes med cykler. Når man står med den virker den så robust. Måske larmer den en lille smule, og måske har jeg det sidste år brugt 1500 kr på reparationer og reservedele, men hvornår er det nok?

For mig var det nok, da jeg forleden ikke orkede at se cykelsmeden bakse med at baghjulet, af nyere dato, egentlig ikke helt passer til det oprindelige stel, og at standardkæden, af helt ny dato, derfor er for lang, og for at få det til at passe bare nogenlunde sammen, må cykelsmeden kæmpe med hjul, skærm, kæde og et utal af små dimser, for at dækket ikke skal slide mod skærmen. Det er et problem der er begyndt at komme hver gang noget skal ordnes, og det tager lang tid at fixe.

Cykelsmeden er en venlig mand, så han tager ikke penge for det ekstra arbejde, men jeg bliver træt bare af at se ham knokle med det, så jeg indrømmer nu, at den cykel har tjent mig godt i over et årti, og det nu er på tide at sige stop.

Resultatet er, at jeg nu har en ny cykel. Den er pæn, og jeg er sikker på, at den er rigtig god, men som altid er jeg længe om at vænne mig til noget nyt. Jeg sidder fx i en lidt anden stilling, og derfor skal jeg bruge musklerne på en lidt anden måde. Ligeledes er bremser og gear også anderledes, jeg er sikker på, at de nok er bedre, men lige nu virker de mest bare fremmede, og jeg skal lære ting som bremse længde, hvor hårdt jeg bremser, hvilke gear jeg skal bruge på hvilke strækninger.

Det er en lækker cykel, og eftersom jeg bruger den næsten hver dag, så skal jeg nok hurtigt vænne mig til den. Når det bliver lidt varmere, skal Kæresten og jeg forhåbentlig ud på lange ture og nyde det danske land, og jeg mener virkelig det der med forhåbentlig, for da både Kæresten og jeg har købt nye cykler, så har vi ikke råd til at tage ud og rejse.

Min trofaste cykelsmed kan i finde her:

http://denstorecykelsmed.dk/

Den Store Cykelsmed
Skelagervej 5 - 11
8200 Aarhus N

41 21 11 02

En ferie der sluttede

Da påskeferien begyndte, så jeg på mig selv i spejlet og sagde, at nu ville jeg lige hvile et par dage, og SÅ ville jeg få læste en masse lektier. Åh, denne optimisme, denne virkelighedsfjerne illusion... Hvad jeg reelt endte med at bruge ferien på var at være sammen med Kæresten, læse nogle ikke studierelevante bøger, besøge min familie og sidde og stirre tomt ud i luften, indtil Kæresten spørger mig, hvad jeg tænker på, og jeg ikke rigtigt kan svare ham.

I går var så teknisk set første skoledag efter ferien, men det valgte jeg at ignorere, så kæresten og jeg tog på Moesgård for at se på kinesiske terracottakrigere.

Det var en dejlig dag. Almindelige mennesker var taget på arbejde, så vi skulle dårlig nok stå i kø, og det var til at bevæge sig rundt mellem montrerne uden at det føltes klaustrofobisk.

Dengang hvor jeg var ung, og hvor der faktisk blev vist halvvejs anstændige dokumentarer på discovery chanel, da så jeg nogle gange programmer om Kinas første kejser og hans terracottahær, men jeg kunne nu ikke huske ret mange af detaljerne, så om morgenen før jeg tog afsted, listede jeg mig lige ind på Wikipedia for at læse op på historien.

I morges, da jeg vågnede, gik det op for mig, at jeg havde været så træt i går, at jeg ingen lektier havde lavet. Skulle jeg:

• Komme til time uforberedt?
• Sjusket jappe noget ned på et stykke papir og håbe, at det ikke var alt for forkert?
• Tage en fridag mere og få styr på sagerne og så møde velforberedt op i morgen?

vinterferie

Det er måske blevet bemærket, at jeg ikke har skrevet så ofte på det seneste. Dette skyldes ganske enkelt, at jeg har ferie og derfor ikke oplever så meget. Det er ikke fordi jeg ikke laver noget, men meget af det jeg laver hører under den mere private sfære som fx hygge med kæresten og familien.

Fordi forårssemesteret på uni først starter i begyndelsen af februar, så har vi ikke decideret nogen vinterferie. Jeg har derfor været på ferie den sidste uges tid. Først var jeg på Djursland med min mor og dernæst skulle min kæreste præsenteres for min far og farmor.

Jeg har i den seneste måned både haft ferie (lavet ingenting) og været på ferie (lavet en masse), og i næste uge starter jeg så på uni igen. Jeg burde være klar, men jeg føler mig ikke rigtig klar. Jeg føler mig overvældet over at skulle tidligt op, møde velforberedt til timerne og generelt være et mere engageret menneske. Blah, jeg føler mig mere som en amøbe der falder i ét med den sækkestol jeg sidder på.

Jeg er træt. I ugevis har jeg sovet op til 12 timer hver nat, og jeg er lidt nervøs for hvordan det skal gå, når jeg igen starter på uni, for det øgede pres får mig normalt til at sove mere. Sove mere end 12 timer hver nat? Hvordan skal jeg så få tid til lektier og ikke mindst min kæreste? Jeg er træt i dag, hvor jeg prøver at ordne de sidste praktiske ting inden studiestart, men for at være ærlig, så læner jeg mig hvert andet øjeblik tilbage i stolen og tænker "why bother".

Måske er studiestart lige nettop hvad jeg har brug for, en masse faste rammer og et mål i tilværelsen, men hvad man har brug for og hvad man har lyst til er ikke altid det samme.

Se så at lette røven

Man skulle tro at to ugers ferietilstand skulle være mere end rigeligt, så nu begynder jeg at overveje at vende tilbage til den virkelige verden, altså en verden hvori man ikke sover 12 timer i døgnet, kommer ud andet end bare for at handle, og hvor man bare engang imellem får noget man kan kategorisere som sundt.

Jeg tænker, at jeg vil starte ud blødt, sætte vækkeuret, spise en salat i ny og næ og måske MÅSKE lægge computeren til side og læse lidt i en bog, tegne lidt eller stryge den bunke vasketøj der ligger og venter på mig. Faktisk har jeg ligefrem siddet og tegnet lidt de sidste par dage. Okay, jeg ved godt, at det ikke ligefrem reder verdenssituationen, men det er et stort fremskridt i forhold til de sidste to uger, hvor jeg har siddet som en blegfed amøbe og set på min computerskærm.

Jeg bilder mig ind, at jeg i det mindste fordriver tiden på en 'intellektuel' vis ved at se 'kloge' programmer, men det skyldes delvis, at jeg gerne vil lade som om jeg ikke bare er doven, hvilket jeg er.

Glædelig jul

Jeg håber at I alle har haft en rigtig glædelig jul. Det har jeg. Jeg havde været lidt bange for, at min eksamenslæsning ville komme til at stå i vejen for julehyggen, men enten var jeg god til at prioritere min tid, eller også var jeg bare generelt for doven til at læse alt for meget. Måske en blanding, måske mest det sidste.

Dette er tredje dag hvor jeg sætter mig foran computeren for at skrive et blog indlæg, men jeg sad bare og stirrede på den tomme skærm. Min hjerne var den sump hvor tanker går hen for at dø. 2 juledag var en grøntsag. Jeg lå på sofaen og så Jamie Oliver maraton, og jeg var lidt bange for, at han ville stikke armen ud af skærmen og snuppe mig og skære mig op og putte mig i en stuvning som en anden slatten selleri.

I går tog jeg hjem til mig selv. Jeg var frisk og tog en skolebog med, så jeg kunne være rigtig dygtig og læse til eksamen. Jeg startede da også godt ud, men inden toget nåede Fredericia, så sad jeg og stirrede dødt ud af vinduet. Mine øjne sved af træthed. Det havde været en god jul, men nu trængte jeg bare til at komme hjem. Hjem til kæresten, til rutinerne, til stilheden.

Hjemme hos mig selv har jeg pakket julen ned, og det tørre træ er blevet smidt ud. Udenfor er alting koldt og hvidt og smukt, men indenfor prøver jeg at overkomme min træthed og begynde på eksamenslæsningen. Det er ikke fordi pensum er voldsomt stort, jeg har bare endnu ikke fået overblik over hvad det egentlig er, at vi har lært. Jeg kan sagtens sætte mig ned og læse alle teksterne, men hvad nytte vil det gøre mig, hvis jeg ikke forstår at relatere dem til hinanden?

Nå jeg vil slutte her og forhåbentlig gå i gang med at lave noget fornuftigt :)

Julemarkeder i Hamborg

Jeg har været i Hamborg med min kæreste. Vi tog af sted tirsdag og kom hjem i går. Jeg har måske på det sidste forsømt min kæreste lidt pga afslutningen på semestret og sådan, så det var rart at vi kunne tilbringe lidt tid sammen. Selvfølgelig havde jeg taget skolebøger med, men det var ikke meget at de blev åbnet. Jeg havde vilde planer om at læse i toget (jeg kan godt lide at læse i toget), men på turen hjem var jeg så træt, at det ikke blev til særlig meget.

Hamborg var selvfølgelig fuld af en masse små julemarkeder, hvor boder med mad, glüwein og kunsthåndværk tiltrak så mange mennesker, at det godt nogle gange kunne virke helt angstfremkaldende. Hunde sad ved deres ejeres fødder og så op på boderne med pølser med blikke så fulde af længsel, at det skar én i hjertet at gå forbi. Mågerne var lige så sultne, men også mere frække, hvis man tabte bare den mindste krumme, kastede de sig over én med deres skræppende kii-haa.

Kæresten og jeg lod os også friste af boderne, og hvis vi delte en portion her og en portion der, så kunne vi nå at smage dobbelt så mange ting. Jeg var på julemarkeder i Berlin med min far og søster for nogle år siden, men det var i en af mine anorektiske perioder, så det meste af turen endte med at handle om alle de ting jeg IKKE kunne spise. Når man er meget meget sulten og finder sig omringet af mad på alle sider, som man ikke kan spise, så kan an godt blive lidt knotten. Jeg husker det ikke så tydeligt, men jeg må have været et absolut mareridt at være sammen med. Denne gang var jeg heldigvis lidt mere medgørlig.


Vi kunne dog ikke gå rundt i gaderne hele tiden, så vi var også på et par museer og kirker. Vi så modeljernbaner, var nede i en russisk ubåd og jeg fik lejlighed til at harcelere lidt over nogle gamle romerske fresker, at de "ligesom havde misforstået Dionyssos og hans symbolik". En god ting ved museerne var, at man kom lidt væk fra regnen, for ja, der kom en del regn. Det burde selvfølgelig have været sne, men på den anden side, så slap vi også for kulden.

Det var alt i alt en rigtig god tur, men nu skal jeg til at vænne mig til hverdagen igen, med alt hvad det indebærer af eksamnslæsning, rengøring og lidt mere eksamenslæsning.