fredag den 27. december 2013

indbrudsneuroser

For syv år siden boede jeg med en veninde i en lille lejlighed. Vi boede i stueetagen, dækket fra vejen af lidt buske, og beliggende sådan, at dem der boede i lejlighederne på den anden side af gaden kunne holde øje med om vi var hjemme. På bare et enkelt år havde vi indbrud tre gange. Vi fik stjålet en del ting, og det var ærgerligt, men det der virkelig satte sig var følelsen af, at en fremmed havde tvunget sig adgang til éns privatsfære.

Jeg er lige flyttet, og dette er den første gang jeg er væk fra lejligheden, så jeg er mere nervøs end jeg ellers ville være. Det er syv år siden, at jeg sidst havde indbrud, men aviserne er fulde af artikler om, at der er ekstra mange indbrud i år, og det gør ikke min nervøsitet mindre. Jeg bor ikke i en højrisiko lejlighed, men min frygt har ikke at gøre med fornuft, for jeg har heller ikke rigtig noget at stjæle, men jeg er bange, fordi jeg har brug for at føle mig trug i mit eget hjem.

Jeg husker hvordan min veninde og jeg især var bange om natten, især hvis vi var alene, hvordan vi med jævne mellemrum skulle tjekke vinduer og værdigenstande, bare for at være på den sikre side, hvordan vi til sidst ikke kunne holde ud at blive boende.

Det er ikke, at jeg sådan for alvor tror, at der har været indbrud i min nye lejlighed, det er bare sådan en fornemmelse jeg har i maven. Man siger godt nok, at man skal lytte til sin mavefornemmelse, men jeg har ikke tal på hvor mange gange min mavefornemmelse har været skingrende forkert. Der var for eksempel dengang hvor jeg troede at der var sket min fadder (gudmor) noget fordi jeg ikke havde set hende et par uger, og hvor jeg lånte mine forældres bil og kørte langt ud på landet for at besøge hende, men hvor hun ikke var der, og jeg så blev endnu mere bange. Det viste sig senere, at hun bare var på ferie, og at hun havde sagt det til mig, jeg havde bare glemt det.

Når jeg kommer hjem til mig selv, vil jeg igen ikke have noget internet. Jeg har købt noget, men pga nytår ved jeg ikke lige hvornår routeren vil blive leveret.

onsdag den 25. december 2013

Glædelig jul


Min lillesøster skriver speciale der skal afleveres lige om snart, så hun er lidt stresset. Jeg havde derfor lidt ventet, at vi ville få en stresset jul alle sammen, men vi har det helt vildt hyggeligt, og det er en rigtig god jul. Min søster har allerede fået et job, og da familien er lige så spændte som hun er, snakker vi rigtig meget om det, men der bliver også tid til at jule.

Blandt andet pga min flytning, men også på grund af regulær dovenskab, har jeg i december ikke fået gjort ret meget ud af julen. Før jeg kom til Odense, havde jeg ikke fået flettet så meget som et eneste hjertet, spist tørret frugt eller set et afsnit af en julekalender. Okay, jeg har stadig ikke flettet et eneste hjerte, ikke engang en lille bitte stjerne, men nå ja, det går vel nok (til gengæld har jeg købt en Mumi julepynt købt i Kristian F Møller boghandlen i Aarhus.

Men så kom jeg altså til Odense, og når nu min søster skulle se julekalender, så kunne jeg lige så godt se med, hvilket jeg i mit stille sind glædede mig over, for jeg ville jo nok aldrig selv få tændt for det, og når det nu alligevel var der, så var det nu faktisk rigtig hyggeligt. JEg ved ikke om man sådan rigtig kan kategorisere mig som i julehumør, men jeg er i hvert fald i godt humør.

Men julen kan også være lidt anstrengende. Alene al den mad er jo ved at tage livet af en. Der er så mange mennesker i julen. I onsdags var jeg i Salling for at købe julegaver. Jeg går meget op i at give gaver i et forsøg på at sige, se, jeg har rent faktisk hørt efter hvad du siger hele året, og på baggrund af det har jeg taget et følelsesmæssigt og intellektuelt valg om hvem jeg synes, at du er som person. Okay, nogle gange gir jeg bare folk hvad der står på deres ønskelister, for eksempel når jeg er ude i sidste øjeblik og panikker over den ulidelige varme i butikkerne og de mange mennesker og julemusik sunget af folk der ikke  kan synge. Det er ikke fordi en ønskeseddelsgaver er mindre hjertelig, på ingen måde, den kræver bare lidt mindre af ens hjernekapacitet.

Der stod jeg altså i Salling, ikke fordi det er en butik jeg holder specielt meget af, men fordi det nu engang var den eneste butik der åbnede kl 9, og jeg skulle både købe julegaver og drikke kaffe med en veninde før jeg skulle hjem og vente på en håndværker. Der var ikke voldsomt mange mennesker, men det var så mega forfærdelig varmt, at jeg stod og prøvede at se hvor meget tøj jeg kunne tage af, mens jeg stadig skulle kunne jonglere med pung taske og gaver, hvilket bestemt ikke var let.

Jeg har ikke noget fast beløb jeg køber gaver for, men i et forsøg på at komme hurtigt ud af butikken, accepterede jeg ekstra høje priser. Værst var det i parfumeafdelingen, hvor alting har sære navne der for en udenforstående ikke har meget at gøre med det produkt der er indeni. Og alting stod så tæt og klemt, at jeg følte mig kvalt. Ekspedienten var egentlig flink, men hun var også lidt hoven, for det var jo tydeligt, at jeg ikke anede hvad jeg snakkede om, og jeg var jo endda en kvinde, det må være som en mand der må bede om hjælp til at skifte en pære, suk. Jeg kom dog ud, og folk var glade for gaverne, ligesom jeg var glad for dem jeg fik.

Næste problem var Disneys juleshow. Som alle andre mennesker elsker jeg Disneys juleshow, Jeg kan bare ikke klare 'Når du ser et stjerneskud'. Det er ikke bare det at den er både klæg, klam og helt forfærdelig, det er også at den bliver spillet hele tre gange i løbet af showet, og jeg bliver helt elektrisk hver gang. Eller nu siger jeg tre, det plejer at være tre, i år var det vist kun to, thank God for the little flavours in life.

mandag den 23. december 2013

Og så lige midt i ferien

Lige før jeg flyttede, var jeg til en samtale med min psykiater. Min psykiater mente ikke, at det kunne passe, at en ung frisk pige skulle gå i seng med hønsene, dvs kl 18, så hun satte mig op i min ADD medicin Concerta. Jeg skulle efterfølgende maile med hende hvordan det gik. Til at starte med gik det fint, for jeg faldt ikke længere udmattet om på sofaen allerede kl 13, men så kom ferien.

Er der noget værre tidspunkt at få bivirkninger af sin medicin end 22. december? Jeg havde lidt følt det i et par dage, men jeg tænkte at det bare var julestressen, men i går blev det så slemt, at jeg bare lå og gispede inde på sengen og seriøst overvejede om jeg skulle dø. Jeg havde smerter i brystet og i venstre arm, og jeg kunne tydeligt mærke hvor svært det var for mit hjerte at slå.

Jeg kunne selvfølgelig have ringet til vagtlægen eller psykiatrisk skadestue, men i denne søde juletid, ville der sikkert være time lange køer, og det orkede jeg ligesom bare ikke. Jeg tænkte, at hvis det blev værre så kunne jeg altid få min far til at ringe 112. Jeg oplevede de samme bivirkninger sidste gang de prøvede at sætte mig op i Concerta, og dengang lød det ikke på lægens stemme, som om der var noget at være bange for, så det går jeg ud fra at der ikke var, men jeg informerede lige min familie kort, bare sådan at de vidste hvad der foregik hvis jeg nu pludselig faldt om, og så gik jeg videre til at ignorere problemet eller spille modig, eller hvad man nu har lyst til at kalde det.

Ellers går julen ganske stille og rolig, i hvert fald for mit vedkommende, men jeg tror ikke at min søster ville være enig, for hun sidder og sveder over sit speciale.

lørdag den 21. december 2013

Hjem til Aarhus

Så er jeg endelig kommet hjem til Aarhus, hvilket har været mit ønske lige siden jeg for fire år siden blev deporteret til Randers. De sagde godt nok alle sammen, at det stod mig frit at vælge, men man har ikke noget valg, hvis der ikke er noget alternativ, for der var ikke noget alternativ, og det er der stadig ikke hvorfor jeg i dag falder ind i gruppen senhjerneskader. Først var jeg lidt mistroisk, men pædagogerne virker enormt søde og kompetente, men jeg kan alligevel ikke helt slippe følelsen af at falde udenfor kategori. Da jeg sidst boede i Aarhus, vejede jeg 20 kg mindre end jeg gør i dag, men jeg kunne ikke blive henvist til center for spiseforstyrrelser, fordi jeg faldt udenfor kategori. jeg tog 6 overdoser af Panodiler på 7 måneder, men jeg kunne ikke blive henvist til center for selvmordsforebyggelse fordi jeg igen faldt udenfor kategori. Jeg fik aldrig at vide hvad falde udenfor kategori egentlig betød, så derfor er det stadig noget der skræmmer mig, for hvad nu hvis mine nye pædagoger finder ud af, at de alligevel ikke vil have mig?

Jeg flyttede i søndags, og de gik hurtigt og smertefrit, og inden der var gået to dage havde jeg pakket det hele ud på nær den der sidste halve flyttekasse, som man aldrig helt ved hvad man skal stille op med. jeg var meget utålmodig med at få sat min bogreol op, for jeg føler ikke, at et hjem er noget rigtigt hjem uden bøger. Desværre havde jeg endnu ikke fundet min værktøjskasse, så jeg endte med at måtte samle reolen med spidsen af en kartoffelskræller, hvilket fungerede ganske fortrinligt, bøgerne kom i hvert fald op og blev sorteret og alfabetiseret.

Det mærkeligste ved at flytte er ikke de nye lyde, eller de nye rutiner, men derimod den fremmede lugt. Der lugter  ikke grimt, og den tidligere lejer har heller ikke røget, der lugter bare tomt og fremmed, lidt ligesom et billigt hotel. Der er rent, men det føles ikke rent. For en gangs skyld er jeg ked af, at jeg ikke bruger parfume og kraftigt lugtende vaskemiddel, for så kunne man sprede duften i lejligheden og voila, instant hjem. Jeg prøvede at bage boller, og det hjalp fint i ca en time, og så lugtede der igen som før (men bollerne smagte nu dejligt).


Jeg kan dog ikke helt vænne mig til, at jeg har mit eget hjem nu, et rigtigt hjem. Jeg kan slæbe fyre med hjem, drikke mig fuld og gå nøgen rundt efter at jeg har været i bad uden at nogen ville løfte et øjenbryn. Reelt vil jeg ikke gøre nogen af de ting, det er jeg alt for småborgerlig til, men jeg har LOV til det. Det kan måske være lidt ærgerligt at indse, at der ikke er ret meget rock'n-roll over mig, men inderst inde genere det mig ikke, for jeg bliver helt udmattet bare ved tanken. I stedet for at gå i byen, bliver mine aftener brugt på sofaen med en god bog og et tæppe, hvorefter jeg går tidligt i seng, for det kan jeg jo lige så godt, når nu kapitlet alligevel er færdigt, ake ja.

søndag den 15. december 2013

Flyttedag

Sig nærmer tiden da jeg må bort, og det er underligt, jeg har sagt farvel til 17 pædagoger og en hund. Mentalt er jeg allerede flyttet for flere dage siden, men det er bare som om at alle mine ting ikke helt har fattet det, de har nemlig ikke flyttet sig, de står der i deres flyttekasser og indkøbsposer og ler hånligt af mig. "Haha" siger de, "der er stadig meget arbejde at gøre".

I fredags var jeg nede og hente nøglen med en pædagog. Af bureaukratiske grunde kom jeg med toget og hun kom i bil, men jeg havde været smart at tage cyklen med i toget, så jeg 1) kunne cykle fra stationen, og 2) slap for at have den med i flyttebilen. Det var mega smart, lige ind til jeg satte mig op på den. Det siges, at man aldrig glemmer hvordan man cykler, men når man ikke rigtigt har cyklet i 4 år, så er det denondelynemig rædselsvækkende at starte ud med bykørsel i en by med vejarbejde. Det tog mig kun 25 min at komme hjem til mit nye hjem, men det kunne lige så godt have taget en evighed. Sveden haglede af min ryg og mine øre og fingre gjorde ondt af kulde. Men både jeg og pædagogen kom det frem, men beskeden om at vi ville komme var bare ikke lige net frem til varmemestren. Det var kun et tilfælde at vi lige mødte ham. Det kunne ellers være smart, hvis jeg stod med min far og en flyttemand søndag men ikke kunne komme ind.

I går kom min mor så og hjalp mig med at pakke. Det er ikke fordi jeg er doven, og det er heller ikke fordi jeg som sådan ikke kan finde ud af at pakke, det er bare det, at jeg så nemt mister overblikket. Da min mor kom havde jeg pakket 16 poser med bøger og en kasse med lidt af hvert. Det var pakket meget fint, men til gengæld havde det taget mig en uge, og skabe og reoler var stadig fyldt med ting. Så gik min mor ellers i gang. Jeg sværger, at hvis ikke min mor havde brugt 80'erne på at uddanne sig og få børn, så ville hun kunne være blevet Danmarksmester i tetris. Kun få er så dygtige til at få så meget ned i en flyttekasse, og hvor man stadig kan bære den bagefter. Jeg stod henne ved en anden reol og pakkede. Jeg kunne se på min teknik, at mit mentale overskud var langt højere en sidst jeg skulle flytte, for jeg var ikke selv helt uden evner. Det gik dog en anelse langsommere.

Hurtigt begyndte jeg dog og blive træt, og mit arbejde blev mere og mere sjusket. Jeg tænkte ikke over, at jo mere sjusket, jo flere flyttekasser ville det fylde, men jeg tænkte, at bare min mor ikke kommer herind og ser det her, for så vil hun helt sikkert bede mig starte forfra, hvilket hun helt sikkert ikke ville. Til sidst måtte jeg lige tage fem minutters pause, men da jeg først havde sat mig ned, kom jeg ikke i gang med arbejdet igen. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg, men min mor bad mig bare bare om at sætte mig ned med en bog. Jeg var da nok en lille smule skamfuld over at sidde der mens min mor gjorde resten af arbejdet, men jeg genlæste Caitlin Morans "Kunsten at være kvinde" som bare er hyle skæg og meget sjovere end at pakke flyttekasser.

I dag flytter jeg så, om fem timer mere nøjagtigt, men hvad i alverden skal jeg få fem timer til at gå med? Jeg har allerede været nede på tanken sammen med alle de fulde julefrokostmennesker for at købe cola, jeg har skrevet emails og jeg har været ved at knalde hovedet ind i døren efter at være snublet over en flyttekasse. I min nye lejlighed vil der til at starte med ikke være noget internet, så I hører ikke lige til mig igen før på lørdag.

torsdag den 12. december 2013

Den kompetente psykiater

Medierne er altid fulde af historier om psykiatere der ikke gør deres, og jeg har også selv skrevet en HER, men de er langt fra alle sådan. En gang om året skal ens medicin evalueres af en psykiater, men det er ikke et møde man automatisk bliver indkaldt til, så det kostede pædagogerne en del besvær at skaffe mig en tid. Jeg var selv temmelig modvillig, for jeg syntes, at jeg i forvejen havde rigeligt at forholde mig til før flytningen, men det var bare fordi jeg havde glemt hvor fantastisk min psykiater er.

Jeg troede, at det bare lige ville blive et kort møde, men det endte med at tage 1½ time. For det første er det med at skifte apotek midt i et tilskudsår ikke så ligetil når man er på kronikerbevilling og har en afbetalingsordning med apoteket, for det andet ville hun meget gerne høre hvordan det var gået siden sidst og hvad planerne er fremover. Hun er psykiater i distriktspsykiatrien, så hun må se hundredvis af patienter, og det er altså et år siden jeg så hende sidst, men hun kunne huske forbløffende meget om mig. Noget kunne hun naturligvis se ud fra min journal, men min skæve form for humor kunne hun også huske.

Det var et meget fornøjeligt møde, at jeg følte mig slet ikke udkørt bagefter. Min psykiater emmer af kompetence, og det er betryggende at vide, for hvor ville vores psykiatriske system være, hvis alle psykiatere virkelig var som dem man ser i medierne? Jeg ved bedre end mange, at vores psykiatriske system har sine problemer. Det er ikke bare et spørgsmål om at der skal pumpes flere penge ind i systemet, det handler om at systemet måske helt skal ændres, men forleden da man i folketinget diskuterede at sidestille psykisk sygdomme med de somatiske (fysiske) da endte man blot med at diskutere hvem der skulle have æren, og vis skyld det var, at det ikke var sket før, og det hjælper måske for politikernes selvforståelse, men ikke på ret meget mere.

tirsdag den 10. december 2013

Feminiseret bureaukrati

I går var jeg til et møde inde på rådgivnings- og støttecentret (dem der står for min tutor). Jeg kan godt lide dem og det arbejde de gør, men mødet i går var direkte meningsløst.

Jeg kan godt se, at når nu staten giver mig støtte til at komme igennem min uddannelse, så vil de også gerne have noget igen, i dette tilfælde i form af et evalueringsmøde. Det reelle evalueringsmøde tog ca 10 min, så havde vi 5 min om min tutors feltprojekt i næste semester der gør, at han ikke fortsætter som totor, hvilket var ret spændende at høre om. Det sidste kvarter var dog en pine at komme igennem.

Det skal lige siges at jeg havde glemt at tage min frokostmedicin, så min ADD gik helt amok, og jeg følte mig mest af alt som et egern på kokain. Jeg var helt elektrisk, og det aller sidste jeg havde lyst til var at sidde stille og diskutere hvordan man kunne optimere min læringsprocess så det kan blive en god oplevelse, især når vi nu allerede tidligere havde slået fast, at jeg lærer bedst gennem hårdt arbejde, og at det faktisk fungerer fint.

Jeg blev lidt i tvivl om hvad mødet EGENTLIG handlede om. Handlede det om, at hun synes det var synd for mig, at jeg arbejder hårdt, og at hun gerne ville lette presset? Eller handler det om et feminiseret bureaukrati, hvor det er hulens vigtig hvordan man føler? Jeg ved godt, at jeg er en 'stakkels' handicappet person, men er jeg for stakkels til at kunne yde en indsats.

Jeg ved, at jeg ikke kan yde det samme som mere normalt fungerende personer, men det er nu engang min filosofi, at hvad man kan yde bør man. Måske er der et gærde et sted der er lavere, men jeg er faktisk stolt af den indsats jeg gør på universitetet, og jeg gør det jo ikke forgæves. Både min lærer og min tutor er enige om, at jeg klarer mig godt, og det på trods af, at jeg måske kun har været der til 40% af undervisningen, så hårdt arbejde kan godt nogle gange betale sig.

lørdag den 7. december 2013

Om et cuttingjubilæum

Det er nu over et år siden, at jeg sidst tog et barberblad og jog det dybt ned i min arm for at føle smerten og for at se blodet flyde. Det hele startede i gymnasiet, men det er som om jeg ikke kan huske tiden før det, det blev så hurtigt en integreret del af mit liv, at det vare var den måde, jeg reagerede på, når livet kom mig på tværs. Det var ikke noget jeg var særlig god til i starten, hvor det mest blev til nogle overfladiske ridser, men årene gik, og øvelse gør mester, men som sædvanligt med mig, så syntes jeg aldrig selv at jeg var god nok, for jeg syntes, at skulle man skære sig, så skulle man gøre det ordenligt, sårene skulle helst være dybere og længere end sids før jeg var tilfreds.

Det at skære var ikke bare noget jeg gjorde, det var en del af den jeg var, men så en dag stoppede det bare sådan uden videre. Jeg har desværre ikke noget godt trick eller en filosofisk bemærkning, for det var ikke noget jeg selv gjorde.

Når børn er små, er de frygtløse og springer glade ud fra 2. sal hvis ikke nogen eller noget stopper dem, men så en dag kommer frygten pludselig ind i deres liv, og de tør knap nok stille sig op på en stol. Det var noget lignende der skete med mig. Den smerte lægen udsatte mig for sidder stadig i kroppen på mig nu et år efter, og bare tanken om at skære sender krampetrækninger gennem hele kroppen.

Jeg er stolt af, at jeg ikke længere skærer, men jeg savner det også, for nu føler jeg mig bare som enhver anden lille grå papirnusser. Det er lidt pinligt at tale om 'dengang jeg skar', ligesom det er pinligt når jeg taler om 'dengang jeg var tynd', men det er også pinligt, da det viser, at mit ideal et eller andet sted stadig er den anorektisk tynde depressive pige der skærer i sig selv. Det er mit ideal, for sådan har det 'altid' været, også selvom jeg værdsætter mit nye liv som uafhængig, morsom, klog og sportstrænet.

Jeg har inviteret en veninde på jubilæumsmiddag, engang, med tiden, når jeg er flyttet og er faldet til. Jeg ville for ironiens skyld have inviteret hende på blodpølse, men erklærede, at det var lige lovlig klamt. Hun foreslog så snitter, og det er lige nettop derfor, at det lige er hende, at jeg har inviteret.

torsdag den 5. december 2013

Om at sige farvel

Nu har jeg boet her på bostedet i snart 2 år. Her har jeg grædt og leet, og her har jeg gradvist fået det bedre, indtil jeg nu er klar til at flytte i egen bolig. Pædagogerne er i den tid kommet helt ind under huden på mig. Nogle gange har de været dumme, men det meste af tiden har de været der for mig, og de er ikke bare pædagoger, de er mine mødre, mine venner, min skrifteboks og mine sekretærer, og derfor er det så underligt, at jeg nu skal sige farvel, for i virkeligheden er de ikke alle de ting, vi lod bare som om.

Det er ikke fordi følelserne imellem os var fake, de er skam rigtige nok, men systemet fungerer sådan, at når det er slut, så er det helt slut, for ligegyldigt hvor tæt vi har været de sidste to år, så stopper vores forhold den dag jeg flytter herfra. Vi kan måske sige, at det ikke er farvel, men derimod på gensyn, men det er en løgn. Det er ikke bare fordi det er noget der står i reglerne, det er sådan vi fungerer som mennesker, et nyt kapitel starter i vores liv, og vi bevæger os videre og væk.

Det er enormt hårdt at sige farvel til alle de mennesker, for jeg holder jo af dem, og de holder af mig. Vores farvel bærer dog præg af, at jeg er klar til at sige farvel. Nogle gange bliver man jo nødt til at sige farvel fordi ens betalingskommune henter én hjem eller fordi et bosted lukker eller hvad der nu kan ske. Når man er klar til at sige farvel, bliver det hele lidt mindre sørgeligt, men lidt sørgeligt er det stadig, okay, måske lidt mere end lidt sørgeligt.

Der er 1½ uge til at jeg flytter, og jeg har noteret i min kalender, hvornår jeg skal sige farvel til alle 18 pædagoger. Den første sagde jeg farvel til i søndags. At sige farvel gør på en eller anden måde flytningen mere konkret. Det er faktisk nu at det sker.

tirsdag den 3. december 2013

Om en sanseoplevelse

Min mor og jeg var i Silkeborg i weekenden. Normalt går vi bare ture, men denne gang var der en udstilling min mor gerne ville vise mig. Min mor havde vist nok faktisk sendt mig et link, men det havde jeg nu ikke set synderligt meget nærmere på. Udstillingen med tjekkisk teater/cirkus kulisser og dukker var på Silkeborg Bad som jeg husker fra min højskoletid, og der er et absolut ikke fyldestgørende link HER.

Når jeg bliver træt, bliver jeg ekstra modtagelig over for sensoriske oplevelser. Normalt når jeg færdes ude i den virkelige verden er det et problem, fordi lyde og lys stresser og forvirre mig, men her under mere kontrollerede forhold var det fantastisk, for jeg kunne virkelig tage udstillingen ind, med glæden og naiviteten fra et lille barn.

Tjekkisk humor er meget absurd, og man skal ikke nødvendigvis lede efter logiske sammenhænge, men det passede mig fint, for det kan min stressede hjerne alligevel ikke finde ud af for tiden. Farverne var støvede, men levende, proportionerne var skæve, men alligevel virkelige, og alting var meget tæt på.

Dette var en af de udstillinger hvor man gerne må røre. Jeg er til tider lidt gammeldags opdraget, så der gik et stykke tid før jeg rigtigt turde, men på grund af min sensoriske følsomhed sendte det små elektriske impulser op i min hjerne og gav en næsten orgasmisk følelse som varede i flere dage.

Det er lidt svært at forklare hvordan denne sensoriske følsomhed virker. Det er nærmest sådan som min forestilling om at være på stoffer er, minus alle de negative bivirkninger. Alting føles elektrisk, den mindste berøring, alle lydene og farverne. På vejen hjem fra udstillingen kørte vi forbi et vejskilt der var blevet krøllet sammen i en ulykke, og krøllernes bløde kurver var så perfekte at det føltes som et elektrisk slag i mellemgulvet. Når jeg er træt kan jeg lade fingrene glide hen over en ru sten, og det sender en kildende fornemmelse gennem hele kroppen.

Udstillingen var fyldt med stimuli, og da vi kom hjem til det bed&breakfast, hvor vi skulle sove, havde jeg brug for at være alene. Jeg havde brug for at ligge på min seng og stirre op i loftet mens jeg prøvede at få styr på mine tanker. Jeg var enormt lykkelig og meget trist på én gang. Det var sådan barndommen BURDE have været, og det var den da også en gang imellem, det er bare de negative erindringer der er mest tydelige.