Hvor går man hen når man blir vred

Hvis der er en ting de fleste ved om aspergere, så er det, at de kan have nogle helt forfærdelige vredesudbrud, og det er der også mange der kan, men det er bestemt ikke alle.

Jeg har selv enormt svært ved at blive vred. Ikke forstået sådan, at det er svært at fremprovokere følelsen af vrede hos mig. Jeg har derimod svært ved at håndtere sådanne følelser. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går mellem vrede og frustration. Jeg er usikker på hvilke reaktioner der er passende ved følelsen af vrede. Jeg føler mig usikker omkring hvornår det er i orden at føle vrede og hvornår man lige bør tage at slappe lidt af. Jeg er bange for at komme til at vise vrede på et tidspunkt, hvor det kan virke upassende. Jeg er bange for om folk vil hade mig, hvis jeg kommer til at vise vrede på et upassende tidspunkt. Jeg er især bange for at folk ser mig vred, og at det viser sig, at jeg tog fejl, og at der ikke var noget at blive vred over. Jeg er bange for, hvad der ville ske, hvis det skete. 

Selvfølgelig kan jeg ikke undgå at blive vred. Jeg kan blive vred over små ting, som når for eksempel min computer driller, eller over store ting, som når ILVA for tredje gang levere den forkerte sofa. Hvad der generelt sker når jeg bliver vred er, at jeg kommer med en kort lyd der prøver at udtrykke min utilfredshed, men derefter trækker jeg mig ind i mig selv og bliver stille og meget meget træt. 

I dag er jeg heldig at have Kæresten at tale med, når noget har gjort mig vred, men  alligevel kan jeg ligge om aftenen og komme i tvivl om, om mine følelse af vrede nu også var berettiget. Jeg ligger og vender episoden om og om igen, og til sidst er jeg helt forvirret omkring hvad der egentlig skete, eller om jeg bilder mig noget ind. Jeg bliver mere og mere anspændt og angst. Det føles som om der sidder et lille skrig inde i mig der hamrer løs i brystet på mig for at komme ud. Jeg bliver vred på mig selv, for hvis jeg nu ikke var blevet vred, så havde der ikke været noget at være i tvivl om. Det er alt for let at hade sig selv når det er mørkt og stille og man ikke har gang i 1000 ting der kan distrahere én.

Jeg ved endda, at jeg er heldig. Igennem min sygdom, måske endda en af grundende til den var, at jeg var så forfærdeligt bange for at vise min vrede. Problemet var bare at jeg var vred. Jeg var meget vred. Jeg prøvede at sulte vreden væk, men jeg blev bare endnu mere vred, og jeg følte hele tiden at jeg var ved at eksplodere. Nogle gange skete det at jeg eksploderede, eller bare kom men den mindste lille bitte antydning af utilfredshed, og så kom angsten, angeren og selvhaddet.

I dag kan jeg i det mindste sove på det og vogne op til en mere eller mindre normal dag.

Stres med og uden selvhad

På grund af eksamenslæsningen er der ikke noget egentligt indlæg i dag, til gengæld får I her et par billeder af hvordan jeg fiser den af i stedet for at lave noget fornuftigt, hvilket desuden er en af grundende til at jeg kommer endnu mere bag ud med læsningen, hvilket gør mig endnu mere stresset ect ect. Jeg prøver dog at sige til mig selv, at det er en god nok stres, for det er udelukkende pensum og universitetsadministrationen jeg kæmper med, hvorimod jeg for bare nogle år siden samtidig måtte kæmpe med mit eget selvhad og alle de bebrejdelser jeg kastede ned over mig selv fordi jeg ikke var klogere, ikke arbejdede lidt hårdere og ikke lige gjorde det alt sammen mens jeg prøvede at opretholde en rigid sulturkur.

2016 et godt år

Så er det nu at jeg burde komme med en lang tirade om hvilket frygteligt år 2016 var. Måske skulle jeg lave en sjov tegning om hvor smadret jeg så ud i slutningen af dette forfærdelige skæbneår. Det er i hvert fald sådanne ting nettet er fyldt med i disse dage.

Jeg er ikke helt sikker på hvad der kvalificerer 2016 som et særlig dårligt år. Om det er de mange mennesker på flugt, det store antal af dødsfald blandt vores stjerner eller om det er en mere personlig vurdering.

Selv har jeg egentlig haft et ganske udmærket år. Jeg er flyttet sammen med min dejlige Kæreste, jeg har læst en masse bøger og jeg har fået et job hvor jer kan gå og nusse med en masse bøger. Det er sandt, at jeg har haft en del problemer med universitetet, både med politikernes nye fantasifulde krav og med administrationsbeurokratiet, og selvom det selvfølgelig var pisse irriterende, så kunne det på ingen måde indgyde mig den samme rædsel som de ting jeg tidligere har måttet kæmpe med.

Jeg har ikke dårlig samvittighed over at have haft et godt år, og jeg tror ikke at nogen ville forvente det af mig. De fleste jeg kender ved også, at jeg haft rigeligt med dårlige år. År hvor nytår bragte skam og uro. Nytår var mere end alle andre øjeblikke skæringspunkt imellem en forfejlet fortid og en håbløs fremtid. Et helt år der var gået med bare at overleve. Hovedet fuld af umulige håb og løfter om et nyt år der skulle være bedre, og bevidstheden om, at det ville ikke komme til at ske.

Siden jeg var barn har mit nytårsforsæt altid været at holde op med at ryge, skønt jeg aldrig har røget så meget som en eneste cigaret, for så var det så nemt at holde. I de dårlige år havde jeg dog hundrede hemmelige løfter, tabe mig, tabe mig, tabe mig... og i løbet af det næste ville jeg tabe mig og tage på i en evigt svingende kurve, og når året var omme ville det uanset vægten føles som et nederlag, for det svært at føle sig glad og tilfreds når man er sulten hele tiden.

I år gik nytårsaften uden de store begivenheder, og det var hugget, varmt og trygt. Jeg har ingen løfter til mig selv for det næste år, ingen frygt for ikke at være god nok.

Årsdag

I dag er det så meningen, at jeg skal skrive om hvordan jeg lige har fejret 4 år uden selvskade, men jeg ved ikke hvad jeg har at sige til det. På den ene side har det været rigtig dejligt med al den ros og alle de søde beskeder jeg har fået, men det føles samtidig lidt underligt. Det føles underligt at få ros, når man ikke selv føler glæde eller stolthed derved. Ikke at forstå det sådan at jeg er ked af det eller savner det. Mest er det måske fornemmelsen af, at selvskaden kun var en enkelt lille del af et stort komplekst puslespil. 

Jeg fejrer årsdagen for sidste selvskade fordi det er en af de få ting hvor jeg kan fastsætte en dato. Jeg kan derimod ikke fortælle hvornår min spiseforstyrrelse fortog sig. Der er ikke et stort fedt kryds i kalenderen den dag jeg sidst bevidst spiste for lidt eller den dag jeg sidst spiste alt alt for meget på en anderledes måde end når almindelige mennesker spiser for meget. Jeg kan ikke sige hvornår alting gik væk fra at være for meget til hvad jeg kunne klare. Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og tænkte at nu var alting godt. Det var noget der kom snigende. En god dag hist og en uge her, en dårlig periode der var lidt kortere end ellers, en dårlig dag jeg havde nået at samle kræfter til at kunne overvinde. 

Begyndelsen til en god periode var aldrig noget jeg noterede mig vant som jeg var til at det var en illustration af et håb, og da jeg så en dag måtte indrømme over for mig selv, at nu gik det vist bedre, så var det ikke til at gennemskue hvornår det egentlig vrede startet. Jeg fejrer derfor hvert år årsdagen for selvskaden, men det er mere en symbolsk dag end en reel fejring af bedre tider. Jeg er glad for at have det bedre og derfor fejrer jeg dagen, men den reelle dato er ikke en dag jeg er følelsesmæssigt knyttet til, og derfor kan det virke underligt når folk siger tillykke. 

Overspringshandlinger fra det ukontrolerbare

Jeg skrev i sidste uge lidt om de problemer jeg har haft med administrationen på universitetet (HER). Jeg er så heldig, at jeg kan overlade de fleste af de praktiske opgaver der kommer i den forbindelse til min vejleder, men hun kan desværre ikke fritage mig fra den uro der automatisk følger med uvisheden. Det store kaos inde i mit hoved er noget jeg selv bliver nødt til at kæmpe med.

Der var engang hvor min flugt fra det ukendte onde førte mig dybere og dybere ned i spiseforstyrrelsens velkendte helvede. Det er det der i alle fagbøgerne bliver omtalt som et forsøg på at skaffe sig kontrol over det kontrollerbare. I dag kan jeg godt se hvad de mener med det, men dengang benægtede jeg, at det var hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide at sige, at spiseforstyrrelsen skaffede mig kontrol, for indefra føltes det ikke sådan. Jeg følte maden som en stor mangel på kontrol. Ligegyldigt hvor lidt jeg spiste, så var det altid mere end intet, som var det eneste jeg opfattede som kontrol. Andre gange, når jeg mistede al kontrol og proppede mig med med for derefter at kaste det hele op indtil galden steg op i mine tårekanaler, da havde jeg lyst til at skrige til eksperterne, at hvordan kunne de tillade sig at sige sådan. Det var så ydmygende at se ordet kontrol gentaget i alle bøgerne, for det virkede som denne tårnhøje forventning til mig, som jeg aldrig var i stand til at leve op til.

I dag mangler jeg spiseforstyrrelsen at ty til når alting omkring mig går skævt. Alle de følelsesmæssige aspekter til side, så var det en effektiv måde at få tiden til at gå, imens man venter på at historien går sin gang. Det var noget der kunne fylde ens tanker, så man slipper for hele tiden at spekulere på alt det kaotiske. Der var engang hvor jeg kunne bruge en hel eftermiddag med at ligge på sengen og med knyttede hænder dybt mediterende over opgaven: "Spis ikke endnu, vent lidt, bare et lille øjeblik til. Det er ikke farligt at være sulten. At din krop ryster betyder bare, at det er NU du rigtigt taber dig...". Det var måske fem timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på noget som helst andet. Det var et helvede, men det var et velkendt og forståeligt helvede.

I dag har jeg ikke noget der i den grad kan tage min tid og henlede min opmærksomhed. Jeg fylder tiden med små lidt ligegyldige ting, som at (gen-)lære matematik, tegne kruseduller og lave en online liste over alle de bøger jeg efterhånden har læst (over 600). Det er ling der fylder tiden, men ikke noget der kan fange tankerne, så det er godt at problemerne med universitetet er mere irriterende end de er reelt problematiske, for i så fald ville alle disse små overspringshandlinger nok ikke være nok.

Der er nogle følelser der aldrig helt forsvinder.

Dengang da jeg var meget syg var en af de ting jeg sloges med maden. Jeg var meget tynd. Ikke tynd nok til at kunne få en anoreksidiagnose, men for tynd til at have nogen livsenergi. I og med, at jeg så begyndte at få det bedre, begyndte jeg også at tage på, 30 kg på 5 år. Samtidig med at jeg fik det bedre, begyndte det heldigvis også at betyde mindre for mig hvad jeg vejede, ellers havde det været en tung byrde at bære. I dag har jeg et godt liv, og jeg tænker sjældent på det med vægten, men alligevel er det nogle følelser jeg aldrig helt vil kunne slippe.

Her i dette varme sommervejr så jeg ind i mit klædeskab og måtte erkende, at der snart ikke var mere sommertøj jeg kunne passe. Det var et problem, men heldigvis et temmelig overskueligt problem, jeg skulle jo bare en tur ned i byen og købe noget. Det var planen, Kæresten tog med, vi gik ind i butikken, vi fandt nogle kjoler, jeg gik ind i prøverummet. Det var så her turen gik fra en praktisk opgave til en følelsesmæssig rutsjetur.

Bevidst om min krops forøgede omfang havde jeg udvalgt nogle kjoler i Large, men Kæresten måtte snart sendes hen efter nogle i Extra Large, og stadig strammede de under armene og over ryggen. Jeg stod så der foran spejlene i en kjole der sad et skævt på mig, for stor og for lille på samme tid. Kjoler der slaskede om mig samtidig med at de strammede. To små bogstaver, XL, som jeg hadede, men bogstaver er et abstraktbegreb, som det er svært for alvor at hade, så jeg begyndte at hadede mig selv i stedet. Jeg kunne stå og se på min refleksion i spejlet og se hvordan al selvtillid blev suget ud af mig. Jeg kunne se hvordan jeg blev mindre og mindre, uden dog at tøjet sad spor anderledes.

Jeg fandt en kjole i strækstof, som jeg kunne passe i størrelse large, og jeg købte den straks. Jeg tog ikke stilling til, om jeg kunne lide stilen, det eneste der betød noget var, at jeg kunne passe den, og at large var mindre end extra large, og jeg derfor kunne hade mig selv en lille smule mindre. Jeg kunne endda smile en lille smule.

Senere til hverdagsmesse henne i den katolske kirke stod jeg mens vi sammen bad:

Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.

Først da kunne jeg trække vejret helt ned i lungerne igen og tænke, at det med kjolens størrelse, og spejlenes magiske kraft måske slet ikke betød så meget alligevel.

Nu sker det

Nu sker det. det er i den kommende uge, at jeg flytter sammen med Kæresten til et lille rækkehus med have. Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Lige nu render jeg rundt og er stresset. Det er ikke noget særligt, ikke mere end alle andre føler, når hele deres liv er pakket ned i store brune kasser, og man stadig står med 25 umage småting, som man ikke ved om man skal smide ud eller ej, og som ikke passer ned noget sted. Det er ikke mere end den helt almindelige irritation med at holde styr på NemID og borger.dk og hvor mange skemaer der skal udfyldes nu og hvor mange der kan gemmes til senere.

Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Dette billede blev taget af mig for 5 år og 30 kg siden, i en periode hvor en god dag blev defineret ved, at være en dag uden panisk rædsel, en dag hvor jeg ikke kom en tur på skadestuen for at blive syet, og en dag hvor jeg måske kun kastede op en enkelt gang. Det var en tid der var så markant anderledes end i dag.

Jeg glæder mig til den nye tid der kommer. Mest glæder jeg mig til at få alle de praktiske ting overstået, så jeg kan falde til ro og falde ind i en form for hverdagsrytme, men jeg glæder mig også til at være "os to".

#TænkSelv?

Ateistisk Selskabs busreklamer? Jeg er ikke vild med dem, men de har da lov til at være der, og folk har også ret til at være enige eller lade sig påvirke af dem. Disse reklamer betyder ikke noget for mig, men de er en del af en tendens som jeg dagligt støder på på facebook m.fl. En tendens der handler om, at al religion er ondt, og at folk der er religiøse enten er onde eller dumme eller begge dele.

Det er ikke tanken om, at nogle folk ikke bryder sig om religion, eller kritikken af dem der udøver en religion der generer mig, folk har lov til at tro og ikke-tro hvad de vil, og ikke alle mennesker kan lide hinanden ligegodt. Det der går mig på er den ensidige vrede jeg føler i nogle af disse indlæg. Uviljen mod at skildre mellem religiøse terrorister og almindelige religiøse mennesker. Mange af dem jeg tænker på vil nok selv sige, at de skildrer, men at de bare synes, at vi religiøse bør holde vores kæft med vores religiøse snak.

Jeg snakker ikke særlig tit om min egen tro, men det er et personligt valg/karaktertræk. Jeg ville synes, at det var meget ubehageligt at være tvunget til ikke at snakke om det. Jeg kan godt forstå modviljen, for jeg tænker også tit, at politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skulle holde kæft? Det er vildt irriterende at lytte til folk man er uenige med, især hvis man føler at nogle af deres holdninger er decideret skadelige, men at fjerne talen om det, får jo ikke selve holdningen/følelsen/tingen til at forsvinde.

Jeg har været igennem nogle ting i mit liv, som gør folk utrygge at tale om, især fordi mine oplevelser får mig til at stille nogle spørgsmål om livet og døden, som jeg kun kan tale om og bearbejde, hvis jeg bringer religionen på banen. Naturvidenskaben kan fortælle om hjernens signalstoffer og om medicinens bi/virkninger. Politikken kan investere penge i behandlingstilbud. Psykologien kan hjælpe mig med at forklare og bearbejde adfærdsmønstre. Men for mig er disse ting bare ikke nok.

Psykisk sygdom var for mig en ensom kamp med mig selv, en ærkefjende jeg var bundet til, og som jeg ikke kunne vinde over uden også selv at dø. Jeg mødte en masse fantastiske mennesker der gjorde hvad de kunne for mig, men de kunne ikke nå ind til mig, jeg var alt for langt væk, begravet dybt inde i min egen hjerne. Alle mine største kampe foregik i ensomhed, men når man er religiøs er man alfrig helt alene.

Guds øje i det høje kan være skræmmende, når man gør noget man ikke må, men når jeg lå søvnløs i en hospitalsseng og skreg lydløst ned i puden, så var det det eneste der kunne hjælpe mig med at holde ud. Religionen har ikke givet mig noget svar på hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor overhovedet sygdom, angst og død? Hvorfor tillader Gud overhovedet lidelsen? Hvad får Han ud af det? Hvad får jeg ud af det? Mange har forsøgt at svare, de fleste uden held, så religionen giver mig ikke svar, men den giver mig en arena, hvor jeg kan stille disse spørgsmål og blive hørt. Den giver mig mulighed for at være enig, acceptere, diskutere eller blive sur og skælde ud.

Hvis nogen kan finde denne mulighed udenfor religionen, så er det fint, men sådan er jeg ikke, og jeg føler mig ramt af disse angreb på facebook. Jeg tror ikke, at jeg ville have overlevet, hvis jeg ikke havde min tro at støtte mig til, og når folk så siger, at er noget for du dumme eller onde, så er det svært ikke at tage det personligt.

Glædelig jul, før og nu

Tidligere, da jeg virkelig havde det svært, kunne jul tilbragt sammen med familien være svær. Det kommer til at lyde som om jeg ikke holder af min familie, eller at de ikke holder af mig, men sådan er det slet ikke. Hvis vi ikke holdt af hinanden, kunne jeg jo bare helt eller delvist have holdt mig væk, men jeg holder af dem og de holder af mig, og vi ville gerne være sammen, men det var så forbandet svært at få det hele til at passe sammen. Det var en balancegang uden rigtige svar. Hvis vi vi ikke holdt af hinanden, kunne der være fundet en pragmatisk læsning, det kunne være et skuespil, hvor hver person spillede sin rolle, kom ind på scene, sagde sin replik og gik igen, nemt og sikkert, uden følelser, håb og forventninger.

Når det alligevel ikke kunne være så nemt, så var det fordi følelserne skabte så mange indviklede spørgsmål, i hvert fald for mig, men sikkert for os alle sammen. Når det var svært fysisk at være til stede sammen med familien, var det så fordi jeg ikke elskede dem nok til at overkomme min sygdom for deres skyld? Når nu de ikke altid husker eller instinktivt fornemmer mine behov, er det så fordi de ikke elsker mig? Fortjener jeg ikke en eller anden form for særbehandling i forbindelse med min sygdom/mit handikap? Anerkender de ikke min sygdom/mit handikap? Eller endnu værre, gør de i virkeligheden en million små venlige og kærlige ting for mig, som jeg enten i min egoisme ikke opdager, eller som jeg modtager med irritation eller vrede, fordi de havde misforstået hvad mit behov var? Gør jeg nok for at vise dem min kærlighed?

Med tiden har jeg fået det bedre, og samtidig er det blevet nemmere at samles i julen. Det er ikke fordi vi kun elsker hinanden, når vi har det godt, langt fra, men fordi spørgsmålene er blevet mindre komplicerede. Nu om dage handler det mest om: Hvordan viser man på en synlig måde sin glæde og taknemmelighed over gaver? Hvem har styr på maden? Har jeg nu husket alle gaverne? Fakta lukker om et kvarter, er der noget vi mangler? Sådan heltalmindelige problemer.

Jeg er selvfølgelig udmattet, og jeg går ud fra, at mange har det sådan juledag. Jeg ville gerne have været henne og træne, jeg kan mærke, hvordan alle mine muskler skriger efter at røre sig og blive brugt, men jeg kan ikke tage derhen. Jeg er træt, og mit hoved er tungt. Jeg har ikke drukket alkohol, men jeg har været sammen med familie og venner i tre dage i træk, og jeg skal af sted igen senere. Det er hyggeligt, og jeg elsker det, men min hjerne er efterhånden sønderbombet af indtryk, smage, lyde, lugte, varme, følelser og overraskelser. Jeg glæder mig til hver eneste lille del af det, det er sådan julen skal være, jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst, men jeg glæder mig også til at det er overstået, og at jeg kan komme hjem til en triviel og ret begivenhedsløs hverdag...

At møde den syge veninde

Forleden mødte jeg en pige som jeg kendte engang. Hun havde tabt sig så meget, at hun ikke længere lignede sig selv. Hun havde mistet sin energi og en stor del af sin personlighed. Fra den lille del af min hjerne, hvor sygdommens skygge stadig lever, hørte jeg en hvisken om hvor smuk hun var blevet, men jeg kunne også se skønhedens pris. Hendes forpinte øjne og det forsagte smil ville måske være smukke på et fotografi, men ude i den virkelige verden ville jeg langt hellere høre hendes latter og føle at hun var i live.

Der var engang hvor den syge veninde var mig. Jeg mødte folk og så frygten i deres øjne, og jeg havde lyst til at skrige, slå og sparke til verden, fordi jeg ikke havde kræfter til at forholde mig til deres bekymringer, jeg havde rigeligt i mine egne problemer. Selvfølgelig gjorde jeg det aldrig i virkeligheden, for jeg ville jo være den pæne pige, som ikke skulle belemre nogen, og desuden var jeg så forfærdelig træt og havde kun lige energi nok til et svagt smil og en høflig hilsen.

Hun fortalte, at hendes karakterer er blevet bedre. Selvfølgelig er de det. Det er det sygdommen går ud på, at tugte sig selv, at modelere sig selv ligegyldigt hvor smertefuldt det er. Min egen logik dengang sagde:

Hvis det ofte er de dygtige piger der for anoreksi,så kan jeg måske blive en af de dygtige piger,HVIS jeg får anoreksi???

Disse ting sagde jeg selvfølgelig ikke til hende. Enten var det fordi jeg var for genert, eller også var det fordi jeg vidste, at hun selv bliver nødt til at indså disse ting, og andres bemærkninger bare risikerer at forøge hendes sorg/vrede/smerter. Der findes ingen magiske ord at sige til den der befinder sig i helvedet fra den der ikke gør det.

Jeg kan godt nogle gange føle, at jeg har et større ansvar for at hjælpe, fordi jeg selv engang har været der, men jeg har ikke derved fået nogle særlige egenskaber til at hjælpe... desværre. 

Carpe diem - en livsfilosofi bygget på citater

I en facebookgeneration hvor mange af os opbygger vores livsanskuelse på tilfældige citater, tænker jeg, at det kan være nyttigt at lære nogle flere og måske ligefrem bedre citater. Her vil jeg derfor dele nogle af de citater der har præget mig og mit syn på verden igennem de sidste snart 10 år:

Om eksistens:

"Men hvor længe skal man blive ved, før det går op for en, at man har ladet sig nare af fiktionen (igen) og at det er den velkendte, skuffende verden omkring en, der er den virkelige". Thomas Scarlett "Mr Y's forbandelse"

"Jeg lader mit liv passere revy og finder det temmelig ynkeligt; enkelte glæder, uendelig meget ligegyldigt og værdiløst og derimellem et rigt mål smerter, lidelser, ængstelser, skuffelser, bristede forhåbninger, græmmelser, sorger og ærgrelser". Leopold von Sacher-Masoch "Venus i pels".

"Og sådan kan man beskrive angsten for døden, som angsten for ikke at blive den man ønsker at være". Pascal Mercier "Nattog til Lissabon".

"Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares".  2. Petersbrev 1,6-7

"But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read too quickly, leaving a dwindeling trail of images of emotions, untill all you can remember is a name". Jay McInerney "Bright Lights, Big City".

'Mislykket' eksistens:

"And at the most dysfunctional end, of course, there are the kamikaze girls who wade into war with their pituitary - trying to starve it, or confuse it into defeat, with anorexia, or bulimia.
But the problem with battling yourself is that even if you win, you lose. At some point - scarred, and exhausted - you either accept that you must become a woman - that you are a woman - or die. This is the brutal, root truth of adolescence - that it is often a long, painful campaign of attrition. Those selfharming girls, with the latticework of razor-cuts on their arms and thighs, are just reminding themselves that their body is a battlefield". Caitlin Moran "How to be a woman"

"I can't say I'm suicidal, since, as Thomas Lynch said, "Who among us in our right mind hasn't severel times in the course of a life yearned for the comforts of absence and non being? But there is a subtle and important difference between those of us who'd rather not be alive tomorrow - incomplete homework, biopsy results, romantic reversals, pregnancy tests - and those of us who want to be dead tomorrow and the day after and forever"". Victoria Coren "For richer , for poorer"

"[Emily] Dickinson's wounds and scars are military medals of honor, the price and prize of life experience. [...] Her boy personae are also deflections of maturation, an anorexic supression of sexual shape". Camille Paglia "Sexual Personae"

"Bowie fik det "at gå i stykker" til at tage sig elegant ud". Marc Spitz "Bowie"

"Intet i verden kan måle sig med fantasien hos et menneske, der har mistet besindelsen". Haruki Murakami "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe".

Om at blive set og hørt:

"Og så er Torben ikke sådan et barn man har lyst til. Han er ikke indbydende. Han stråler ikke. Han er faktisk direkte ucharmerende. Grim og snottet. Sådan et barn man helst er fri for, hvis man nu skulle være ærlig. Der er forskel på børn, det er der bare. Og måske er det derfor, der ikke er nogen i vuggestuen, der rigtig får styr på det her med Torbens skrammer. Der er ingen der rigtig har lyst til ham. Måske er det derfor." Naja Marie Aidt "Bavian"

"Og så var der et stænk af vold eller vrede, som hos den der gerne vil ses, men ikke rigtig bliver det" Per Olov Enquist "Om Idræt"

"Det var kun en gal, vi så. Én der slog og sparkede på verden, fordi den ikke ville kende hende i alle de år". Majbritte Ulrikkeholm "Tilbage til jorden"

"Måske er jeg i lidt dårligt humør. Det er svært at vide, når der ikke er andre mennesker til stede". Helle Helle "Ned til Hundene"

"Men Gud har en plads til Dem. Hver Sabbath ser han Deres tomme stol i synagogen og siger til sig selv: Hvor er han mon henne? Han er urolig for Dem. De kommer ikke til gudstjeneste, for De ønsker, at Gud skal være urolig for Dem; De er som en lille dreng, der ønsker, at hans forældre skal tage sig mere af ham [...] Når de ikke giver ham kærtegn, begår han dumheder i håb om, at de i det mindste vil give ham smæk. De gør det for at kalde på Gud". Joan Sfar "Rabinerens kat"

Om at udtrykke sig:

""Hun kan ikke lege," mumlede Mumitrolden ganske forbløffet. "Hun kan ikke blive vred," sagde Lille My. "Det er det, der er i vejen med hende." "Hør nu her," fortsatte hun og gik helt hen til Ninni og så truende på hende "du får aldrig dit eget ansigt, før du får lært at slås. Stol kun på det." "Javel", sagde Ninni bare og trak sig forsigtigt tilbage". Tove Jansson "det usynlige barn"

"[...] og så eksploderede han, for han var fuld af vidunderlige ting, som han ikke fandt udtryk for, og som blev siddende fast i hjertet på ham". Emile Ajar "Du har jo livet for dig"

"Der findes ønsker, som er for store at sætte ord på". Selma Lagerlöf "Stenen i søen"

"Når han tror, han har sagt noget overilet, banalt, halvsandt, saa holder han ikke op med at limitere, modificere og lægge til og trække fra til der til sidst ikke er mere tilbage af det hele". Goethe "Den unge Werthers lidelser".

"It was all done with the seriousness and selfconscious professionalism that only enthusiastic amateura posses". David Mitchell "Back story".

"Nu ville han aldrig få skrevet de ting han havde udskudt at skrive, til han vidste nok til at kunne skrive godt nok om dem. Nå ja, så ville det heller ikke mislykkes for ham at prøve på at skrive dem. Måske ville man aldrig kunne skrive dem, og det var derfor man udskød dem og ventede med at begynde". Ernest Hemingway "Fire noveller"

Jeg tegner mit liv #1

Hvad får du tiden til at gå med til dagligt? Tja tjo bum bum bum, jo ser du...
Min autisme gør, at jeg på nogle punkter adskiller mig en del fra den brede befolkning, jeg har ikke så meget energi som andre mennesker, jeg giver nogle gange udtryk for en forskruet/anderledes tankegang og jeg har haft nogle oplevelser de fleste gerne ville have været foruden, men det meste at tiden er mit liv kedsommeligt normalt, og det vil jeg gerne prøve at sætte fokus på i en billedrække, hvor jeg vil forsøge at tegne mit liv som autist og som menneske. Dog, hvis jeg nu skal være helt ærlig, så begynder eksaminerne at nærme sig, og jeg trænger frygteligt til en overspringshandling.

Dette er (næsten) sådan jeg forestiller mig, at jeg ser ud på et løbebånd, kluntet og langsom. Okay, jeg er måske ikke helt så bred om bagen, men tegningen virkede sjovere på den måde.

Hestehalen svinger, og jeg stirrer stift op på et fjernsyn der sender ligegyldige musikvideoer, kun afbrudt af de samme 4 eller 5 reklamer. Jeg ser derop for at aflede min opmærksomhed fra hvor umanerlig langsomt kilometertælleren bevæger sig fremad og ingen vegne hen. Alt for ofte skæver jeg ned på det irriterende lysende tal der fortæller mig, at jeg i mine egne øjne ikke er særlig sej.

Kæresten opmuntre mig med, at lidt motion er bedre end ingen motion, og så ser vi film og spiser popcorn, og det liv jeg havde engang, fyldt med sult, bræk, savn og afsavn, virker så uendeligt langt væk

Sex chikane eller seksuel mobning eller bare sjovt

Sex chikane, så tænker jeg en hvid midaldrende mand med sved på overlæben der med lummer stemme beder sin unge smukke sekretær om at "kom og sid på fars knæ, hø hø hø", men det var ikke sådan min hverdag så ud dengang i begyndelsen af 00'erne, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg har altid været et mærkeligt barn, ikke på nogen måde slem bare... anderledes. Som tiden gik, gik jeg fra at være et mærkeligt barn til at være en mærkelig teenager, igen, så var jeg ikke på nogen måde slem bare... anderledes.

Jeg har altid hadet at gå i skole, og jeg har altid været meget bevidst om min anderledeshed. I folkeskolen havde lærere og forældre (både mine egne og de andres) på en eller anden måde, med varierende succes, prøvet at forholde sig til de problemer min anderledeshed måtte medføre. I gymnasiet forventedes det dog at vi var voksne nok til at håndtere sådanne problemer selv, "ansvar for egen læring/ansvar for eget velvære", men bare fordi man kan drikke, køre bil, stemme og modtage SU, betyder det ikke, at man er klar til at håndtere alle de svære ting, hverken hos sig selv eller hos andre.

I min klasse gik der to drenge. De så godt ud, de var populære og vigtigst af alt, så var de klassens sjove drenge. Ved siden af dem virkede jeg endnu mere grå og deprimeret og bare... anderledes. Jeg er ikke specielt snerpet, jeg har ikke noget imod vittigheder der kører på sex eller køn, men der var noget ved disse to drenge. Jeg forstod det ikke, men når de lavede sjov med mig, så stak det. Jeg blev forvirret, for jeg fandt det ikke sjovt, men de var jo de sjove drenge som lærerne elskede selvom de forstyrrede undervisningen, og jeg var jo bare sær. Så hvis jeg ikke fandt de sjove drenges sjove vittigheder sjove, så var det jo nok mig den var gal med, men hvad gør man når det sjove ikke var sjovt, og det at indrømme, at man ikke fandt det sjove sjovt, ville sætte fokus på hvor sær jeg var?

Som barn grad jeg altid rigtig meget, men at græde er at vise svaghed, og jeg vidste instinktivt, at svaghed ville gøre det værre, men jeg var allerede svag via min anderledeshed. I stedet begyndte jeg at grine af deres vittigheder, for at vise, at jeg selvfølgelig også fandt det sjovt.

Caitlin Moran har et citat "he smiled the way a rabbit would in a field of foxes". Det var mig i de år. Jeg begyndte at blive bange for at gå i skole, jeg begyndte at sulte mig, æde og kaste op og skære mig og jeg så med bedende øjne op på de voksne (lærerne), for jeg ønskede så inderligt, at de ville hjælpe mig og forsikre mig om, at det var i orden, at jeg ikke fandt de sjove drenge sjove, men mit råb om hjælp gjorde mig bare endnu mere anderledes og sær, og de var de sjove drenge, og jeg var den sære pige, og jeg sagde jo ikke noget jeg håbede bare, og lærerne kunne lide de sjove drenge, og mig kunne de ikke helt få styr på, ikke fordi jeg var slem bare... anderledes, og så var det nemmest bare at ignorere mig.

Én enkelt gang tog jeg mod til mig og prøvede at spørge studievejlederen om hjælp. Det var efter at en af drengene havde blottet sig for mig i en historietime hvor læreren vendte ryggen til et øjeblik. Bagefter dansede/vred de sig op af mig. "Nå, det kunne du godt lide, hva'?" og så grinede de, og jeg grinede, og de vred sig op af mig, og jeg klemte armene over kors på brystet. Jeg grinede mens min mave snørede sig samme, og jeg havde lyst til at kaste alt op, mad, indvolde og følelser, jeg ønskede at skrige højt, men det gjorde jeg ikke. Da jeg sad ved studievejlederen kunne jeg ikke finde de rigtige ord. Jeg mumlede og kludrede, og jeg håbede bare, at han ville stille de rigtige spørgsmål, sådan at jeg kunne få forklaret ham, at dette altså var et problem for mig, men han stillede ingen spørgsmål, og jeg fik ikke sagt de rigtige ting, så han sagde bare "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig".

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tror at disse drenge var ikke onde drenge, de var dumme og umodne drenge, de var uhøflige, ubetænksomme og uden forståelse af, at deres handlinger kunne have konsekvenser, de skulle hele tiden prøve grænser af, og jeg var for svag og bange til at sige stop. Vi var teenagere, vi var praktisk talt børn, men på papiret var vi voksne, og måske var det derfor der ikke var nogle af de rigtige voksne der syntes at de skulle blande sig.

Noget om en uheldig kommentar

En dag sag min kontaktpædagog og jeg og snakkede om, at selvom jeg har det godt i dag, så vil jeg altid være i fare for et tilbagefald i tilfælde af dødsfald i familien, eller at min kæreste slog op med mig, "eller bare en tilfældig kommentar" sagde jeg, men nej, det kunne min kontaktpædagog slet ikke tro. "Du har det jo så godt". Underforstået var måske et "og du er jo så fornuftig", men en spiseforstyrrelse handler ikke fornuft vs ufornuft.

En anden dag sad vi og så på billeder fra dengang jeg var syg. Jeg prøver altid at være omhyggelig med at bruge ordet spiseforstyrret om mig selv og ikke anoreksi. For det første var det ikke anoreksi jeg havde en en blandingsspiseforstyrrelse, men for det andet så giver ordet 'anoreksi' folk indre billeder af omvandrende skeletter, og selvom jeg var tynd, så var jeg ikke så tynd. Det er dog ikke alle der ser den distinktion, og min kontaktpædagog kommer til at sige noget i retningen af, at nå men så tynd var jeg jo heller ikke.

Vi har flere gange talt om alle de kilo jeg siden har taget på (22 kg) og om, at det er meget (88 pakker smør). Inde i mit hoved så jeg med store røde bogstaver regnestykket skrevet:

Ikke så tynd igen + rigtig mange kilo = røde blinkende alarmklokker

jeg sagde dog ikke noget om det der, måske fordi jeg endnu ikke helt vidste hvor bange hun havde gjort mig, men senere, da jeg blev alene, snørede min mave sig sammen, og min hjerne blev ved med at udtale de farlige ord "Synes hun måske, at jeg er FED!". Det blev en meget lang weekend fyldt med tanker der for rundt i hovedet på mig. Jeg holdt ikke op med at spise, jeg motionerede ikke overdrevet, men jeg begyndte lige så stille at tvivle på min egen fornuft.

Weekenden er for mig ikke et godt tidspunkt at tænke over ting. Det er et tidsrum, hvor jeg alt for let gribes af angst, og hvor hverdagens beroligende monotoni ikke kan hjælpe med at aflede mine tanker, men heldigvis har enhver dårlig weekend sin afslutning, og jeg var så heldig at om mandagen var det den samme pædagog der kom. I mandagens klare lys havde jeg lidt mere overskud til at grine af min egen reaktion,men den stakkels pædagog, som både er sød og dygtig, men bare ikke vant til at arbejde med spiseforstyrrede, hun så forfærdet på mig, for det var jo slet ikke det hun havde ment.

Jeg er ikke dum, selvfølgelig vidste jeg udmærket godt, at det ikke var det hun havde ment, men velkommen til den spiseforstyrredes verden.

Julemarkeder i Hamborg

Jeg har været i Hamborg med min kæreste. Vi tog af sted tirsdag og kom hjem i går. Jeg har måske på det sidste forsømt min kæreste lidt pga afslutningen på semestret og sådan, så det var rart at vi kunne tilbringe lidt tid sammen. Selvfølgelig havde jeg taget skolebøger med, men det var ikke meget at de blev åbnet. Jeg havde vilde planer om at læse i toget (jeg kan godt lide at læse i toget), men på turen hjem var jeg så træt, at det ikke blev til særlig meget.

Hamborg var selvfølgelig fuld af en masse små julemarkeder, hvor boder med mad, glüwein og kunsthåndværk tiltrak så mange mennesker, at det godt nogle gange kunne virke helt angstfremkaldende. Hunde sad ved deres ejeres fødder og så op på boderne med pølser med blikke så fulde af længsel, at det skar én i hjertet at gå forbi. Mågerne var lige så sultne, men også mere frække, hvis man tabte bare den mindste krumme, kastede de sig over én med deres skræppende kii-haa.

Kæresten og jeg lod os også friste af boderne, og hvis vi delte en portion her og en portion der, så kunne vi nå at smage dobbelt så mange ting. Jeg var på julemarkeder i Berlin med min far og søster for nogle år siden, men det var i en af mine anorektiske perioder, så det meste af turen endte med at handle om alle de ting jeg IKKE kunne spise. Når man er meget meget sulten og finder sig omringet af mad på alle sider, som man ikke kan spise, så kan an godt blive lidt knotten. Jeg husker det ikke så tydeligt, men jeg må have været et absolut mareridt at være sammen med. Denne gang var jeg heldigvis lidt mere medgørlig.


Vi kunne dog ikke gå rundt i gaderne hele tiden, så vi var også på et par museer og kirker. Vi så modeljernbaner, var nede i en russisk ubåd og jeg fik lejlighed til at harcelere lidt over nogle gamle romerske fresker, at de "ligesom havde misforstået Dionyssos og hans symbolik". En god ting ved museerne var, at man kom lidt væk fra regnen, for ja, der kom en del regn. Det burde selvfølgelig have været sne, men på den anden side, så slap vi også for kulden.

Det var alt i alt en rigtig god tur, men nu skal jeg til at vænne mig til hverdagen igen, med alt hvad det indebærer af eksamnslæsning, rengøring og lidt mere eksamenslæsning.

Om at komme i mål

I går var en dag jeg lidt havde frygtet, for i stedet for de sædvanlige to timers Ny Testamente skulle vi have fire. Fire timer... Normalt går jeg kold efter to. Jeg kunne selvfølgelig gå i en af pauserne, men så igen, det er min løsning til alle ting, altid. Det kunne være fedt at se om jeg faktisk kunne klare det, om jeg kunne presse mig selv lidt, og være lidt lige som alle de andre, for det var jo ikke fordi de andre tænkte, at det var det aller fedeste at bruge fredag eftermiddag på.

Jeg tror at vi alle i ugen op til havde haft vores forestillinger om hvordan det ville være at have fire timers Ny Testamente, og jeg er sikker på at den ene fantasi var mere frygtindgydende end den sidste, men virkeligheden lever sjældent op til fantasien, og at have fire timer var ret meget ligesom at have to, bare længere.

Der var nogle der gik i pauserne, men ikke mig, jeg klarede den, men jeg havde også taget alle mulige forholdsregler til at hjælpe mig igennem dagen.
- Formiddagen brugte jeg på let underholdning. Jeg læste Goethes digte, men hvad jeg læste var ikke så vigtigt, så længe det bare ikke var lektier.
- Jeg spiste en solid frokost indeholdende rigeligt med kulhydrater, proteiner og fedt.
- Jeg pakkede en taske med mad nok til flere dage, medicin, uldsokker og en stålsvamp som jeg bruger til mine urolige hænder.
- Jeg tog min eftermiddagsmedicin tidligt, sådan at det passede med at timen startede.
- Jeg tog skoene af så snart timen begyndte, så jeg rigtigt kunne sidde og vifte med tæerne.
- Jeg masserede mine hænder og arme med stålsvampen.
- Jeg spiste så meget min krop havde behov for, og ikke hvad min hjerne tænkte, at jeg kunne nøjes med.

Timerne gik fint, om end jeg de sidste ti minutter sad og følte mig lidt skeløjet og kunne bare overhovedet ikke følge med i det læreren sagde. Jeg følte mig indlukket, jeg havde lyst til at løbe ud af døren, ud i vintermørket og regnen og blæsten, jeg havde lyst til at trække vejret dybt ned i lungerne og udstøde et langt og inderligt suk, men jeg måtte lige vente 10 min.

Bagefter fulgtes læreren og nogle af de studerende over i Unibaren, og jeg var iblandt dem. Det var ganske hyggeligt, men jeg var træt og kendte dem ikke rigtigt, så jeg kunne ikke helt følge med i samtalen, men alt i alt var dagen en sejr.

Der er ikke nok timer på en dag, dage i en uge

Engang væltede jeg mig i tid, jeg havde så meget tid, at jeg hver aften græd, fordi jeg ikke kunne holde ud, at der i morgen er atter en dag, og en dag efter den, og en dag efter den. Dagene var så lange og indholdsløse, at jeg følte, at jeg blev kvalt. Nu om dage er tingene anderledes. Jeg har min kæreste, universitetet og alle de der små hverdagsagtige ting man bliver nødt til at have styr på i løbet af en dag, såsom rengøring og indkøb.

Pludselig bliver mine dage fyldt ud, og jeg står op om morgenen, og må med en lille gispen anerkende, at jeg heller ikke i dag kommer ned og træner. Den spiseforstyrrede del af min hjerne, som måske i dag er svag, men som stadig er der, den går lidt i panik og overvejer, om jeg så ender som et stort fedt ubegribeligt monster, men på den anden side, så skulle jeg skynde mig ned og fange viceværten før kontortiden slutter, og om lidt skal jeg i Silvan efter en ny pære til badeværelset, for en ting er at tisse i bulderragende mørke, noget helt andet er at gå i bad i det, og jeg trænger til at komme i bad, for mit hår er så fedtet, at det klør, som havde jeg lus.

Senere skal jeg så lave mine lektier, og når de (forhåbentligt) er færdige, så er jeg det også, og jeg har mest af alt bare lyst til at kaste mig på sofaen med en god serie på dvd. Alle bøgerne om sundhed siger, at så er det tid til at hoppe i løbetøjet og så af sted, men jeg er alt fo meget et morgenmenneske til den slags. Så burde jeg i stedet komme af sted om morgenen, men mine morgener er blevet markant kortere efter, at jeg er begyndt at stå senere op. Så kunne jeg selvfølgelig begynde at stå tidligt op igen, men så skulle jeg samtidig begynde at gå tidligere i seng, hvilket ville give mig kortere tid sammen med Kæresten.

Måske skal jeg bare anerkende, at jeg ikke kan nå alt. Det er noget jeg tit må anerkende, men som regel har det været pga min aspergers. Denne gang er jeg bare helt almindelig menneskelig, og jeg går ud fra, at det er en god ting. Hele min barndom og ungdom drømte jeg om at være normal, og dette må siges at være meget normalt, men jeg må indrømme, at jeg havde forestillet mig noget anderledes, måske en fanfare eller balloner og konfetti. Hvad jeg i stedet får er en hverdag hvor dagen bare følger hinanden uden de store udsving. Timerne går, og jeg lægger kun mærke til det, når jeg ser ned på uret og opdager, at jeg har travlt.

spiseforstyrelsens dyriskhed

Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.

Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.

Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.

Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.

Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.

Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod  alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.

Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.

Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.

Om at tale foran fremmede

Jeg er sikker på at I alle sammen er nysgerrige efter at vide hvordan det gik med mit oplæg om "mig, min autisme og min spiseforstyrrelse". Det gik godt, ja det gik ligefrem rigtig godt.

Jeg blev færdig med at skrive oplægget i august. Jeg kunne måske godt have skrevet videre og finpudset det, men universitetet startede i september, og så havde jeg rigeligt at tage mig til. Jeg øvede mig nogle gange i at læse det højt, ikke fordi jeg havde en jordisk chance for at lære det udenad, men for at træne mit strubehoved, sådan at jeg ikke endte med hostende at måtte stoppe midt i mit oplæg på den vigtige dag.


Alle spurgte om jeg ikke var nervøs, men det var jeg egentlig ikke. Jeg er vant til at stå på en scene. Da jeg var teenager, spillede jeg både i et teater og et cirkus, så jeg har optrådt mange gange både i mærkelige roller og kostumer, så det at tage en pæn kjole på og stille mig op på en scene, det var intet problem. Jeg blev spurgt, om det ikke var svært at tale så åbent om mig selv, men jeg har efterhånden fortalt min historie så mange gange til psykologer, læger, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, studerende og her på bloggen, at jeg ikke længere bliver følelsesmæssigt påvirket af at fortælle min historie, så hvorfor så ikke bare gøre det når nu folk kan få noget ud af at høre mig.

Jeg var så rolig med at fortælle min historie, at der var nogle der troede at det betød at det hele skete for meget lang tid siden. Jeg havde sagt, at jeg blev spiseforstyrret da jeg var 17, og at jeg var syg i 10 år. Jeg ved ikke hvor gammel jeg ser ud, men jeg tror ikke lige at det havde regnet på matematikken i det, for jeg er i dag 29. Jeg er i dag et helt andet menneske, end jeg var dengang, men det skræmte mig lidt, at de troede, at det var så længe siden, for det føles stadig så forfærdelig tæt på.

Det at jeg er så rolig med at fortælle min historie betyder også, at jeg har svært ved at forstå hvad publikum følte, da jeg fortalte dem den. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre mulighed for at se deres ansigter, i stedet for hele tiden at se ned i mine papirer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mere overskud, sådan at jeg kunne have talt med folk i pausen, men jeg var træt og ville bare gerne hjem.

En uheldig episode

Jeg sad i klassen sammen med en af mine venner. Jeg ville fortælle ham historien om hvordan jeg er blevet sat ned i medicin, og da jeg var på apoteket, fortalte farmaceuten mig, at min psykiater havde bestilt 28 pakker, hvilket vil sige ca 1500 piller. Vi blev dog enige om, at jeg nøjes med at hente én af gangen. Det var en sjov lille historie, problemet var bare, at det var første dag på den nedsatte dosis, og jeg derfor var lidt påvirket. Jeg var ikke helt mig selv og jeg var lidt forvirret, og pludselig havde jeg viklet mig en i en lang samtale om sygdom, død og ødelæggelse.

Jeg ved fra erfaring, at det ikke er et godt samtaleemne med folk man ikke kender, og alligevel kunne jeg ikke styre mig selv. Da jeg kom hjem var jeg meget pinligt berørt, og havde lyst til at falde død om på stedet. Jeg prøvede at drukne mine sorger i pepsi max, mens jeg sad og prøvede at gennemanalysere situationen.

Hvorfor bliver jeg ved med at fortælle disse historier, selvom jeg VED, at mange mennesker ikke bryder sig om dem? Først er der det, at jeg glemmer, at folk ikke kan klare dem. For mig er det jo ikke noget særligt, det var mit liv og min hverdag og det var sådan jeg var som person, men mest af alt tror jeg, at min åbenmundethed handler om, at sygdommen gør mig til noget særligt. Når jeg sidder i klassen er jeg bare et anonymt medlem af flokken. Jeg snakker meget om, at jeg gerne vil være normal, men i virkeligheden er jeg meget lidt et flokdyr.

Jeg er i høj grad individualist. Min karakter er i høj grad bygget op over, at jeg er hvid, kvinde, dansker og kristen, men der er også træk der er unikke for mig. Jeg vil gerne høre til, jeg har ikke noget imod at tilpasse mig, men at lade mig assimilere, det er jeg ikke helt sikker på at jeg vil. Jeg er mig, og hvem jeg er er meget præget af mine syge år, og det vil jeg gerne have at folk ved.

Når man skal begynde at tilpasse sig en ny gruppe, som for eksempel en ny klasse, så skal man være opmærksom på hvordan man introducerer emner som for eksempel sygdom, og jeg har været meget opmærksom de sidste par uger, og har snakket om at jeg har tid nok, men så i går væltede ordene ud af mig i en lang talestrøm.

Da vi havde fri burde jeg have holdt mig lidt tilbage sammen med de andre for at måle stemningen, men jeg var flov og skulle tisse så jeg for ud af døren.