Hvad er det normale?

Da jeg var barn og teenager, var jeg godt klar over, at jeg ikke var ligesom de andre. Det var ikke sådan en følelse af at være noget særligt, det var nærmere endnu et nederlag i en meget lang række af nederlag i mit forsøg på at lege og snakke med de andre børn, opføre mig på en måde der om ikke efterlignede, så i det mindste ikke blev bemærket alt for meget, svare rigtigt på lærerens spørgsmål, fortælle historier eller vittigheder som det ikke kun var mig selv det fandt sjove, få en ven i klassen, kunne holde ud at gå i skole, ikke være alt for dårlig til sport. Det var som om listen fortsatte i det uendelige, og hver eneste gang én ting lykkedes for mig, så var der hundredvis af nye spørgsmål der meldte sig. 

Engang imellem diskuterede vi på klassen, at 'der jo ikke er er noget der er NORMALT', men jeg kunne jo føle på min egen krop, i mit eget liv, at der var noget galt med det udsagn, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad. Jeg kunne se, at jeg gik i noget andet tøj, hørte noget andet musik og formulerede mig anderledes end de andre, men det virkede på en eller anden måde ikke som et ordenligt argument, alligevel kunne jeg jo også se, at der var sociale relationer som jeg ikke var en del af, legeaftaler og senere fester jeg ikke blev inviteret til. 

Jeg følte dengang, at de mobbede mig, men efter at have fået det hele lidt på afstand tænker jeg anderledes om det. Jeg tror ikke at mine klassekammerater var onde, jeg tror, at de var lige så forvirrede som jeg var. De hørte jo også lærernes fine ord om, at begrebet normal ikke eksisterer, men de kunne samtidig se, at jeg ikke talte og opførte mig som dem. Hvad stiller man som barn op med en der siger 'grøn', når du siger 'rød'? Som begynder at tale om insekter, når i lige er begyndt at lege med dukker? Som ikke stopper når nogen bliver kede af det?

Det var jo ikke fordi jeg så anderledes ud en dem. Jeg havde to øjne, en næse og en mund, jeg havde hverken blå hud eller horn i panden og selvom jeg lespede, så talte jeg trods alt dansk. Så på nogle måder var jeg jo lidt normal, samtidig med at jeg ikke var det. 

Jeg har længe prøvet at finde nogle formuleringer der siger lidt om begreberne normal - ikke normal - sær, men det er enormt indviklet, langt mere indviklet en man kan forlange, at børn og teenagere skal kunne håndtere det. Vi kan sagtens prøve at fortælle dem, at der ikke er noget der er normalt, eller at vi alle sammen er normale, men selvom børn nogle gange er ret dumme (Mor, tænkt nu hvis man havde en bazooka og fyldte den med ketchup...), så er de alligevel ikke dumme, de kan godt mærke, hvis der er nogen der for alvor skiller sig ud.