Den dag jeg glemte medicinen

Jeg tager medicin tre gange om dagen, og generelt er jeg ret god til at huske det, men en dag i sidste uge smuttede det for mig. Det var en af de der dage hvor vækkeuret hylede af mig 6.30 og igen 6.40 og 6.50. En af de morgener hvor mine muskler føltes så matte, at jeg da umuligt kunne løfte dynen, hvor det kolde mørke rundt om mig hviskede søde ord i mit øre "Nej, det er bestemt ikke morgen endnu. Nej, det er slet ikke vigtigt, at du kommer op og i skole...". Jeg vidste udmærket at mørket løj, men jeg blev alligevel liggende lidt for længe.

Op kom jeg dog, og jeg drak kaffe, spiste morgenmad, pakkede tasken og kom af sted. Jeg sprang op på cyklen og blandede mig med det arbejdende folk og skolebørnene som hver dag skal så tidligt af sted.

I klassen sad vi 40 mennesker med tunge øjne rettede mod computerskærmene, men jeg havde den her nagende fornemmelse af, at jeg ikke kun var træt. "Åh nej" hviskede jeg, højt nok til at de nærmeste kunne høre det. "Hvad?". Jeg forklarede, at jeg havde glemt at tage min medicin. "Kan du virkelig mærke det allerede?". Det vidste jeg egentlig ikke rigtigt. Nogle ting kunne jeg reelt føle, imens andet måske mere handlede om selve bevidstheden om, at jeg ikke havde taget den, hvilket måske fik mig til at overfokusere på hver eneste lille ting der muligvis kunne tænkes at være et symptom på den manglende medicin.

Timen slæbte sig af sted, og jeg fik absolut intet ud af det, så jeg valgte at tage hjem i pausen. Det føltes mærkeligt at tage hjem, for jeg var jo ikke syg, jeg var bare ukoncentreret. Jeg følte mig endnu mere dum, da jeg, efter at have taget medicinen, havde det fint, men det var det for sent at tage tilbage til undervisningen.