En improviseret omvej

Jeg var overhovedet ikke farret vild. Jeg vidste præcis hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det var da ikke min fejl, at den vej jeg skulle være drejet ned af var lukket pga vejarbejde. Ligeledes var det heller ikke min fejl, at der blev ved med ikke at være nogen vej i den rigtige retning jeg kunne dreje ned af. Oppe på bakken kunne jeg hele tiden se se den lille hvide kirke, hvor jeg havde aftalt at mødes med Kæresten. Jeg vidste hele tiden i hvilken retning jeg SKULLE, problemet var bare, at jeg ikke KUNNE.

Der kom en vej til højre, og sjældent har jeg været mere lykkelig over at se en vej, men så snart jeg var drejet ind af den, så nægtede den mig igen muligheden for at køre i den retning jeg ønskede. Jeg ringede til Kæresten og sagde, at jeg nok ville blive lidt forsinket, og så fortsatte jeg ellers med at køre lidt rundt på kryds og tværs, indtil jeg kom ind på jordens mest utilgængelige grusvej.Gruset var blødt og cyklens hjul sank dybt ned og gjorde det både svært at komme frem og at styre, men jeg fortsatte stædigt, for jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg først stod af, så ville jeg ende med at skulle trække hele det sidste stykke, hvilket jeg på dette tidspunkt endnu ikke vidste hvor langt ville være.

Nå, men endelig nåede jeg da frem til Kæresten, og vi fandt en tank hvor jeg kunne få mig en dejlig kold cola og sidde i solen og have ondt af mig selv. Min cykeltur var kommet op på 11 km i stedet for bare at være en lille hurtig tur på 4 km.

Kæresten mener at jeg for vild, men det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg vidste jo hele tiden PRÆCIS hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det kan da på ingen måde være min fejl, at der ikke var nogen vej i den rigtige retning.

Da vi skulle hjem viste Kæresten mig den 'rigtige' vej, som stadigvæk var meget kortere på trods det lille stykke med vejarbejde, men jeg prøver stædigt at holde fast ved, at jeg bestemt ikke var farret vild. Jeg genkender dette karaktertræk fra en lang række fortællinger om min morfar, så jeg kan med ro i sindet se over på Kæresten og fortælle, at jeg ikke kan gøre for det, det ligger i mine gener.