Sensorisk overload ved familiesammenkomster

Her i weekenden er jeg været til fælles fødselsdag for hele rækken af onkler og tanter, og så samles vi hele bunken af forældre, børn, søskende, onkler, tanter, nevøer, niecer, fætre og kusiner i en lille lejlighed og farer ud og ind mellem hinanden fordi vi allesammen gerne vil hjælpe til, men da rollefordelingen ikke står helt klar, så kommer vi til at træde hinanden over tæerne, går i vejen forhinanden, og med høje stemmer spørgsmål og kommandoer i et forsøg på at overdøve hinanden.

Vi holder alle sammen af hinanden, men nogle gange kan jeg godt blive så enormt træt inde i hovedet af virvaret af mennesker, stemmer og latter. Jeg får svært ved at frasortere de indtryk der ikke er relevante for mig, men når indtrykkende alligevel bliver ved med at komme, og jeg ikke kan stoppe dem, så kommer de til at føles som noget farligt. Min fornuft siger mig, at intet farligt vil ske, men jeg går alligevel i forsvars position, for når mængden af indtryk er for stor til, at mine sanser kan nå vurdere dem, så må alle indtryk vurderes som potentielt farlige... bare lige for en sikkerheds skyld.

Når jeg har det sådan, så bliver jeg meget let vred eller ked af det, for hvis nogens stemme får en lidt skarp klang, eller en bemærkning måske betyder noget andet end det måske lyder til, så kan jeg ikke nå at vurdere situationen fordi der foregår for mange ting samtidig. Måske kan man sige at jeg overreagerer, eller måske lå der faktisk et eller andet bag en enkelt af bemærkningerne, men mest skyldes det hele, at sociale relationer i forvejen kan være svære, ligegyldigt hvor gode de ellers måtte være og hvor megen glæde de bringer en, men hvis man samtidig føler sig stresset, så kan det godt nogle gange blive lidt for meget.

Jeg havde en fantastisk hyggelig weekend, jeg har et rigtig godt forhold til min familie, hvor vi alle prøver at respektere hinandens særheder, men nogle gange kan 13 mennesker i en toværelses lejlighed bare godt blive lidt mere end man/jeg kan bære og man/jeg må ud og sidde på trappen og holde hænderne for ørene og have lidt ondt af mig selv.