Min eksamen i mandags gik ikke så godt. Jeg fik et 4-tal, men det er ikke så meget karakteren der var problemet som hele eksamenssituationen. På grund af flytningen og fagets meget abstrakte og brede karakter (etik og religionsfilosofi), så vidste jeg godt, at det ikke ville komme til at brilliere. Jeg havde genlæst pensum, jeg havde diskuteret udvalgte emner med min tutor og der var ingenting, hvor jeg virkelig bare kunne sige 'det her forstår jeg ikke', så jeg var ret fortrøstningsfuld da jeg skulle op.
Jeg trak mit spørgsmål: moderniteten og den fornuftsbaserede etik, kontraktualisme (Hobbs og Rousseau) samt Mill og utilitarismen. Jeg var fortrøstningsfuld. Jeg var inde i forberedelseslokalet, lavede en disposition og nogle noter. Jeg blev kaldt ind i eksamenslokalet til lærer og censor, stemningen var venlig. Jeg talte en del. Jeg var udmærket klar over, at min fremlæggelse ikke var perfekt, og nogle af deres spørgsmål kunne jeg ikke svare på, men når de gav mig en ledetråd kunne jeg komme videre. Jeg kom ud af lokalet og smilede til de elever der stod udenfor og ventede. Jeg sagde, at det var gået fint, og at jeg var tilfreds med mig selv. Jeg bliver kaldt ind igen. Jeg får min karakter: 4.
4 er ikke nogen virkelig dårlig karakter, men jeg havde været så fortrøstningsfuld, at det føltes som et knytnæveslag lige midt i solar plexus. Da jeg kom ud til de andre begyndte jeg at græde, ikke kun fordi jeg var ked af det, men også fordi jeg var flov, ikke flov over karakteren, men flov over min opførsel.
Det er ikke helt usædvanligt at fejllæse en eksamenssituation. Hvor tit har jeg ikke set folk komme ud, helt grå i ansigtet, fordi de bestemt mente, at de måtte være dumpet, og alligevel kom de ud igen med 10-taller og 12-taller. Jeg derimod gjorde noget der var værre. Ikke alene troede jeg, at det var gået bedre end det så egentlig gjorde, men jeg bragte derved mig selv i en situation, som er både socialt og følelsesmæssigt svær at håndtere. At komme ud og sige 'jeg troede på mig selv, jeg opførte mig som om jeg var noget, men det var en illusion, og nu står jeg her klædt af til skindet, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og I ved heller ikke hvad i skal sige, og jeg græder uden andre grunde end at min stolthed er såret'.
Mest havde jeg lyst til at snige mig ud af bagdøren, væk fra folks spørgende øjne, bare løbe hjem og gemme mig under dynen, for aldrig nogensinde at vende tilbage til universitetet. Især frygten for nogensinde at se min lærer igen plager mig. Om dagen tænker jeg ikke så meget over det længere. Jeg læser bøger, binge watcher Netflix og alle mulige andre ferieaktiviteter, men om natten optræder læreren, eksaminer og karakterer som faste elementer i mine drømme, og hver morgen vågner fortumlet og lidt forvirret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar