præstevielse

Jeg har lige været i Viborg hvor en af mine studiekammerater skulle præstevies. Det var selvfølgelig i den danske folkekirke, men på en dag som i dag betyder det ikke noget. Normalt skal jeg nok være den første til at fyre dårlige vittigheder af om protestanter, men ikke i dag. I dag handler det ikke om vore forskelle men om vores venskaber. Måske synes jeg til daglig at protestanter er tossede, ligesom de synes at jeg er godt skør ("de er skøre de romere"). I dag ved jeg ikke andet end, at en god og oprigtig person har fået et hverv som han tror på, og hvor han kan gøre nytte. I dag mødte jeg op og sad i kirken for at vise min støtte og min tillid. Livet er fuld af dage hvor vi kan være idealister og stædigt stå fast på det vi tror på, og jeg mener bestemt ikke at det udelukkende er en dårlig ting (ud over måske det med stædigt) for hvis vi aldrig var uenige, hvordan skulle vi så kunne tage ved lære af hinanden. Vi har brug for et ståsted her i livet, og vi har brug for en måde at forstå verden i forhold til os selv. Og så er der andre dage hvor vi bare har brug for at være venner, dage hvor det kan være alt for hårdt at stå på egne ben, men hvis man kun kan være venner med dem der er præcis som én selv, så kan man hurtigt blive meget ensom.

Desuden var det lidt at opleve Viborg Domkirke i funktion. Det er klart en af landets smukkeste kirker, og jeg har været der og set den som turist flere gange, men en kirke er mere end bare et museum, og at se på den er kun et lille del af billedet. For rigtigt at opleve en kirke, må man opleve den i funktion.