Det sker tit, at jeg ikke helt forstår mine egne tanker og reaktioner. Eller måske forstår jeg dem egentlig godt, jeg skammer mig bare over dem, og ønsker at jeg ikke forstår.
Sådan har jeg det for eksempel nu. For to uger siden afleverede jeg en eksamensopgave i et fag jeg egentlig er okay god til, men det var ikke gået særlig godt med opgaven. Måske var det et lidt dumt spørgsmål eller måske var det bare mig der ikke forstod, men jeg var godt selv klar over, at det ikke var en særlig god opgave. Nu har jeg så fået min karakter, og jeg fik egentlig ca hvad jeg havde forventet, hvilket er en udmærket bestået karakter, men ikke en af de der fine karakterer man proler med på Facebook.
Jeg fik den karakter jeg havde forventet, men alligevel følte jeg mig skuffet. Det er sådan en lidt uklar fornemmelse der har lagt en dæmper på mit humør de sidste par dage. Det er ikke sådan, at jeg føler mig uretfærdigt bedømt af læreren, og jeg går ikke og slår mig selv i hovedet med en masse ting jeg burde have skrevet i opgaven, og alligevel kan jeg ikke nøjes med at føle mig tilfreds med bare at nyde, at jeg nu har ferie.
Jeg burde lave en aftale med læreren, så vi kan tale om min opgave. Jeg har en lang liste af ting, som jeg ved det kunne være godt at tale med ham om såsom; hvordan skulle spørgsmålet egentlig forstås, hvad havde jeg ikke taget med i opgaven som jeg kunne have taget med og mere af den slags.Men jeg tøver med at sende ham en mail, for et eller andet sted er jeg flov over, at jeg ikke klarede mig bedre. Logisk set, er det når man klarer sig dårligst, at man har mest nytte af at tale med læreren, men følelsesmæssigt, er det knap så simpelt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar