Måske har jeg nok læst mange bøger i min sommerferie, men jeg har generelt kørt i et ret lavt gear. Jeg har tilbragt forbløffende mange timer på at se serier, og forbløffende få på at lave alt muligt andet. I løbet af de sidste tre ugers tid er jeg dog vågnet op til dåd. Det interessante spørgsmål her er dog ikke så meget hvad jeg har fået lavet, for det er mest helt almindelige dagligdags ting. Nej, det interessante spørgsmål er, hvordan det er blevet gjort. Jeg har nemlig sat mig for at udfordre mine vaner.
Normalt kører min hverdag enormt meget på rutinen, og det er trygt, men det er også besværligt, for det lader meget lidt plads tilbage til spontanitet og nødvendige ændringer. Jeg har måttet ændre min døgnrytme, og det betød, at alle mine rutiner har måttet laves om, men hvad nu hvis, jeg i stedet for bare at lægge mine rutiner senere på dagen, at jeg så i en periode kørte uden faste rutiner?
Bare det at skrive om det får mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg er autist, hele min væren handler om rutiner og kassetænkning, så jeg føler mig nøgen uden. Snart begynder universitetet igen, og så får jeg brug for rutinerne for at hænge sammen, men lige nu der er der tid til at eksperimentere.
Hvad gør det ved mig ikke at have nogle faste rutiner? Jeg føler mig mest af alt forvirret, og alting skal planlægges og lægges om. Før i tiden kørte kalorieregnskaberne i mit hoved hele dagen, nu er det tidstabeller. Hvis jeg skal træne før jeg skal til psykolog, kan jeg så nå hjem i bad eller skal jeg vaske mig i centret? Kan jeg nå at tage en bus, eller skal jeg tage cyklen ud i blæsten? Skal jeg handle før eller efter min kontaktperson har været her? Kan jeg tage en spontan tur ned til byen? 7:30, 9:45, omkring kl 12. Det er en balancegang. Langt under mig, nede i manegen, er der et sikkerhedsnet, men jeg tør ikke stole på dets eksistens, så jeg er bange for at træde ved siden af. Hvis jeg nu kommer for sent, vil hele min verden så synke i grus? Jeg må indrømme at jeg meget af tiden er lidt bange.
Men hvorfor gør jeg det så når det nu gør mig bange? Er det fordi jeg savner spiseforstyrrelsens masochisme? Kan jeg lide at pine og plage mig selv? Helt kan jeg ikke benægte det, men der er også mange andre ting involveret. Jeg er nysgerrig på min egen reaktion, for kender man virkelig sig selv hvis man ikke ved hvordan man reagerer under pres. Dette er da trods at pres jeg selv har kontrol over. På et helt mere praktisk plan, så tror jeg også at det ikke at have nogle faste rutiner når jeg starter på universitetet igen vil hjælpe mig til hurtigt at falde ind i den rutine der passer sig til den hverdag jeg kommer til at få, i stedet for, at jeg skal til at ændre en fastgroet rutine til en ny.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar