fredag den 5. februar 2016

Opgave; gæt hvad læreren tænker på

Når man starter på et fag med en lærer man ikke har haft før, så står man over for en opgave, som det ikke er muligt at finde svaret på i nogen bog. Ud over at forstå hvad faget går ud på og hvad der står i dagens lektie, skal man også lære dette nye menneske, læreren, at kende. Jeg snakker ikke om, at man skal knytte et personligt venskab eller prøve at opspore alle hans skumle hemmeligheder. Jeg snakker om noget meget mere grundlæggende, men samtidig meget sværere at formulere, eller måske er det kun svært for mig på grund af min autisme.

De første vigtige spørgsmål omkring en ny lærer handler om hvordan han formulerer sig, hvordan hans verdenssyn er, hvordan han vil have os til at opføre sig over for ham, hvad han ønsker, at vi svarer, når han formulerer spørgsmål på bestemte måder.

Det er ikke fordi man står over for lektor Blomme og at et enkelt forkert svar vil sende én direkte i Helvede, eller endnu værre, føre til latterliggørelse foran hele klassen. Jeg snakker om helt almindelige lærere som opfører sig, om ikke altid normalt, så i hvert fald høfligt. Alligevel kan de nogle gange være lidt af en gåde for mig. Sådan er det selvfølgelig altid, når møder nye mennesker, men normalt foregår sådan noget forholdsvis diskret. Med en lærer derimod foregår det foran hele klassen.

Nogle lærere er heldigvis lettere at aflæse end andre, og de lærere der er svære at aflæse giver til mit held også de andre studerende problemer, så det er ikke et spørgsmål om, at jeg står udenfor og føler mig dum, fordi jeg alene ikke kan finde ud af det. Det er mere bare et spørgsmål om at vænne sig til en ny situation.

søndag den 31. januar 2016

Sidste dag i frihed

Dette er min sidste dag i frihed, da mit næste semester starter i morgen. Jeg har derfor ikke lyst til at bruge min hjerne til andet end at sidde og se BBCdramaer (Austen og Brontë) på youtube. For at være helt ærlig tager jeg kun en kort pause til at skrive dette, inden jeg igen vender tilbage til Sense and sensibility. Jeg skal nok snart vende tilbage med noget mere fornuftigt at snakke om.


søndag den 24. januar 2016

Om studier på særlige vilkår

Jeg tror nok, at jeg er begyndt at vågne lidt op oven på eksamenen. Jeg sover stadig meget, og jeg har stadig hovedpine engang imellem, men det er rart at have en periode uden de store forpligtelser.

I løbet af de sidste par uger, har jeg modtaget en del spørgsmål angående mit studieforløb, så jeg vil prøve at svare på noget af det her samtidig med, at jeg fortæller lidt om, hvordan det gik til eksamenen.

Jeg har flere gange skrevet om, at jeg studerer på særlige vilkår. Jeg havde faktisk ikke nogen specifik aftale med universitetet om, at det var tilfældet. Jeg meldte mig bare til de fag jeg selv syntes interesserede mig og som jeg følte jeg kunne klare, og fordi jeg var på førtidspension og ikke SU, så var der ikke nogen der blandede sig i den sag. Jeg er dog tilknyttet Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning (PPU, tidligere RSC) og måske derigennem var der en eller anden form for aftale, som jeg ikke lige satte mig ind i. Ligeledes tog jeg de eksaminer der var på de hold jeg fulgte. Nogle var flerdages skriftlige opgaver og andre mundlige. Jeg har ikke som sådan nogen præferencer, men jeg har fået dispensation til en automatisk forlængelse af tid på 50%. Det er ikke fordi jeg er dummere end andre studerende, det tager mig bare lige lidt ekstra tid at samle mig om opgaven og forstå hvad læreren gerne vil have.

Her sidste år kom så fremdriftsreformen, og den gjorde mig bange, for jeg holder meget af at gå på universitetet. Jeg selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsstudie, så kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, næsten som om jeg er et rigtigt menneske. Jeg er helt enormt taknemmelig for al den psykologiske og pædagogiske støtte, som reddede mit liv, og som jeg fortsat har behov for, om end ikke nær så meget, men jeg som person er også meget mere end dette ene behov. Jeg har brug for at omgås mennesker, at blive udfordret, at sætte mig et mål og vise at jeg kan nå det, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så har jeg brug for at jeg ikke altid klarer disse opgaver til et 12-tal. Jeg har brug for at prøve, at det ikke slår mig ihjel at få et 7-tal i et fag, som jeg jo heletiden har vist, at jeg ikke rigtig forstod.

På trods af al min frygt var det dog enormt let at søge dispensation for fremdriftreformen. Sammen med en studievejleder lavede jeg en plan for hvilke fag jeg tager hvornår, sådan at det ca kom til at passe med et halvtidsstudie (15 ECTS), jeg skrev en hastig og kluntet formuleret ansøgning til studienævnet og medsendte en kopi af min epikrise, og allerede næste dag havde jeg en godkendelse for de næste to år. Det var faktisk lidt et antiklimaks, at det var så nemt, for jeg havde allerede gjort mig klar til kamp.

Engang imellem har jeg i løbet af et semester oplevet problemer, fordi jeg ikke havde kræfter til at følge obligatoriske holdtimer, eller jeg var for træt til at læse, men ofte har det kunnet løses uden ansøgninger om dispensation, simpelthen fordi mine lærere kender mig som en flittig og dygtig elev som de fuldt ud stoler på, når jeg siger, at jeg nok skal få indhentet det forsømte.

søndag den 17. januar 2016

Må vendte lidt endnu med at slappe af

Mine øjne svier og mit hoved er ved at eksplodere, men jeg har endnu ikke været oppe til eksamen og må derfor vendte lidt endnu med at kunne slappe af.

Jeg har gennemlæst hele pensum, kun for at finde ud af, at jeg stadig ikke fatter en skid. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, nej faktisk er det helt enormt ærgerligt, men med to dage tilbage, er der ikke så voldsomt meget jeg kan gøre ved det. Jeg har været så lang tid om at læse stoffet igennem (ca 1 måned), at jeg ikke længere har den fjerneste ide om hvad der stod i de første tekster jeg læste.

Okay, hvis du nu så, at jeg kun havde to dage tilbage at læse i
hvad ville du så gøre?
Hvad jeg ville gøre?

Jeg tror jeg ville...
sætte mig lidt ned og fortvivle over opgaven, over eksamenen og over livet,
så ville jeg bladre formålsløst rundt i mine bøger og håbe på en åbenbaring,
måske ville jeg på et tidspunkt tage mig nok sammen til at skimme nogle af de sværeste tekster,
måske tage en enkelt note eller to,
og måske, kun måske vil jeg nå at forstå lidt af det hele.

Nå, men i det mindste er jeg en af de virkelig heldige, for jeg har nemlig fri efter denne eksamen, hvor andre skal til endnu en eksamen en uge efter.

onsdag den 6. januar 2016

Læseferie igen og igen

Læseferier, problemstillingen der aldrig stopper. Lige nettop denne læseferie har selvfølgelig en ende når jeg har været oppe til eksamen, men så går der nogle måneder, hvorefter det hele starter forfra. At have læseferie er at befinde sig i krydsfeltet mellem kedsomheden ved den uendeligt udstrakte tid og den konstante stres ved at vide, at man ikke har tid nok til at nå det hele.

Jeg er endda en af de heldige. Fordi jeg studerer på særlige vilkår, skal jeg kun læse op til én eksamen, hvorimod mange af mine medstuderene skal op til både tre og fire. Jeg beundrer dem virkelig for at være i stand til.

Hvordan går det så? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg læser, det går ikke hurtigt, men det går fremad. Jeg har en rimelig forståelse af de ting jeg læser, men det føles ikke som om min hjerne er indstillet på at huske noget af det. Jeg ved ikke helt hvor meget der forventes af os, så jeg forestiller mig det værste.

Jeg er endnu ikke kommet til det stadie, hvor jeg virkelig begynder at panikke. Mest er jeg bare meget meget træt. Faktisk er jeg så træt, at jeg vil stoppe nu og gå ind og tage en lur før jeg endnu engang går i gang med at læse.

onsdag den 30. december 2015

Lindas nytårsABC (digt)


Det lader til, at der for tiden er en modetendens i, at der skrives ABCer til voksne. Hella Joof har lige siden, og der blev også udgivet en ABC om autisme. Jeg har ikke læst nogen af dem, men jeg føler det alligevel som min pligt som autistisk kvinde, der er vokset op med Hella som en af de primære børnetimestjerner, at også jeg udgiver en ABC...

Dette ABCdigt skrev jeg for otte år siden, på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg begyndte at gå fra at have det skidt til at blive rigtig rigtig syg.

Alene med angsten,

Bange for mig selv og mine
Cirkusagtige løgne, men jeg 
Drømmer mig væk,
Efterlader legemet og
Flyver bort.
Gyngende på skyerne i
Himlens ocean ser jeg
Ildfuglene danse.
Jagten går ind,
Kammer over, og
Lader mig ensom tilbage
Menneskene glemmer, og
Navnløse pigebørn
Optræder blottede for
Prægtige overskæg
Quinderne forfører, men
River sig til blods
Skjult bag deres
Trygge facader.
Uinteresseret har jeg
Vendt ryggen til det hele.
X-mas forvandler søde børn til 
Yndige gavekrævende bæster,
Zebraer i sort og hvidt - godt og ondt.
Ægte er vi ikke.
Ødelagte går vi ind til
Årets sidste timer.

fredag den 25. december 2015

Glædelig jul, før og nu

Tidligere, da jeg virkelig havde det svært, kunne jul tilbragt sammen med familien være svær. Det kommer til at lyde som om jeg ikke holder af min familie, eller at de ikke holder af mig, men sådan er det slet ikke. Hvis vi ikke holdt af hinanden, kunne jeg jo bare helt eller delvist have holdt mig væk, men jeg holder af dem og de holder af mig, og vi ville gerne være sammen, men det var så forbandet svært at få det hele til at passe sammen. Det var en balancegang uden rigtige svar. Hvis vi vi ikke holdt af hinanden, kunne der være fundet en pragmatisk læsning, det kunne være et skuespil, hvor hver person spillede sin rolle, kom ind på scene, sagde sin replik og gik igen, nemt og sikkert, uden følelser, håb og forventninger.

Når det alligevel ikke kunne være så nemt, så var det fordi følelserne skabte så mange indviklede spørgsmål, i hvert fald for mig, men sikkert for os alle sammen. Når det var svært fysisk at være til stede sammen med familien, var det så fordi jeg ikke elskede dem nok til at overkomme min sygdom for deres skyld? Når nu de ikke altid husker eller instinktivt fornemmer mine behov, er det så fordi de ikke elsker mig? Fortjener jeg ikke en eller anden form for særbehandling i forbindelse med min sygdom/mit handikap? Anerkender de ikke min sygdom/mit handikap? Eller endnu værre, gør de i virkeligheden en million små venlige og kærlige ting for mig, som jeg enten i min egoisme ikke opdager, eller som jeg modtager med irritation eller vrede, fordi de havde misforstået hvad mit behov var? Gør jeg nok for at vise dem min kærlighed?

Med tiden har jeg fået det bedre, og samtidig er det blevet nemmere at samles i julen. Det er ikke fordi vi kun elsker hinanden, når vi har det godt, langt fra, men fordi spørgsmålene er blevet mindre komplicerede. Nu om dage handler det mest om: Hvordan viser man på en synlig måde sin glæde og taknemmelighed over gaver? Hvem har styr på maden? Har jeg nu husket alle gaverne? Fakta lukker om et kvarter, er der noget vi mangler? Sådan heltalmindelige problemer.

Jeg er selvfølgelig udmattet, og jeg går ud fra, at mange har det sådan juledag. Jeg ville gerne have været henne og træne, jeg kan mærke, hvordan alle mine muskler skriger efter at røre sig og blive brugt, men jeg kan ikke tage derhen. Jeg er træt, og mit hoved er tungt. Jeg har ikke drukket alkohol, men jeg har været sammen med familie og venner i tre dage i træk, og jeg skal af sted igen senere. Det er hyggeligt, og jeg elsker det, men min hjerne er efterhånden sønderbombet af indtryk, smage, lyde, lugte, varme, følelser og overraskelser. Jeg glæder mig til hver eneste lille del af det, det er sådan julen skal være, jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst, men jeg glæder mig også til at det er overstået, og at jeg kan komme hjem til en triviel og ret begivenhedsløs hverdag...


lørdag den 19. december 2015

NemID og Rejsekort

Jeg fik rent faktisk taget mig sammen til at begynde min eksamenslæsning. Jeg er hverken hurtig eller effektiv, men jeg er i det mindste i gang. Om jeg egentlig forstår et ord af det jeg læser venter jeg med at tage stilling til til en anden dag. Selvfølgelig forstår jeg noget af det, men forstår jeg nok til at kunne klare min eksamen godt? Eller bare middelgodt?

Nå, men alle mine eksamensproblemer forhindrer mig ikke i at have helt almindelige hverdagsproblemer som fx NemID og Rejsekort. Behøves jeg overhovedet at skrive mere? Egentlig kan jeg vel bare slutte blogindlæget med de to små ord "NemID" og "Rejsekort" og så lade folks fantasi udfylde resten.

I anledning af julen ønsker jeg dog at være flink, og jeg har egentlig aldrig rigtigt haft problemer med de to. Jeg har i hvert fald ikke haft større problemer, end jeg har haft med alle mulige andre ting, men i dag blev det så min tur. Måske var fejlen, at de to ting skulle kombineres, at jeg skulle bruge NemID for at logge ind på Rejsekorts selvbetjeningsside. Tre gange i træk påstod den, at jeg ikke kunne mit eget CPR-nr, hvilket, efter så mange år med hospitaler, læger og medicin, er en af de få ting, som jeg kan udenad, om det så er midt om natten og en sygeplejerske står og rusker i mig. Dernæst opgav jeg.

Det var egentlig ikke noget stort problem, for jeg skulle ikke noget vigtigt, men jeg var en anelse pirrelig pga eksamenslæsningen, og jeg følte det som en personlig fornærmelse, at computeren påstod, at jeg ikke vidste noget, som jeg er meget meget sikker på, at jeg godt ved. Disse og andre lignende følelser gav jeg udtryk for, og så var der ikke så meget andet jeg kunne stille op, hvilket var meget utilfredsstillende. Jeg fandt ikke nogen genial løsning, jeg havde ikke noget fornuftigt jeg i stedet kunne gå i gang med og jeg var heller ikke blevet så sur, at jeg begyndte at bande, råbe og slå på ting/personer omkring mig. I stedet følte jeg mig bare træt og ugidelig.

Og nej, det hjalp ikke synderligt, at Kæresten bagefter prøvede, og at det virkede fint...

fredag den 11. december 2015

Tid til alt andet end læsning

Den tid på året er kommet, hvor jeg burde sidde dybt koncentreret over skolebøgerne, krumbøjet over fortidens kundskaber. I hvert fald har jeg officielt fået læseferie, men jeg har slet ikke haft tid til at finde skolebøgerne frem. Eller måske har jeg bare ikke lige gidet, det er ikke lige til at vide.

I stedet for at læse har jeg tegnet, set tv, set på en lejlighed med Kæresten,sagt ja til lejligheden, men ikke fået den, købt alle mine julegaver, købt en masse bøger til mig selv, fortalt og tegnet dårlige vittigheder, læst bøger der bestemt ikke relaterer sig til eksamenslæsningen, købt små sjove gaver til pakkeleg og været rundt for at lede efter gammelt juletræspynt uden dog rigtigt at finde noget.

Vigtigst har det dog været, at det i søndags var tre år siden, at jeg sidst har skåret i mig selv med vilje (klodsede køkkenulykker tæller ikke med). Det er ikke fordi jeg sådan rigtig fejrer det på behørlig vis, men det var det lidt sjovt at tænke på, og det var da en lejlighed til at kunne fortælle det på facebook og blive glad for folks anerkendelse, uden derved at komme til at virke alt for selvfed.

De fleste dage har dog været ligesom i dag, hvor jeg knap nok kommer uden for en dør. Dage hvor jeg hænger foran computeren og skriver en enkelt mail eller to, som egentlig helst skulle have været skrevet for flere dage siden. 

Jeg har det egentlig fint ned ikke at have så travlt for tiden. Min eksamen ligger først d. 19. januar, så det er rart at kunne tillade sig lidt ferie inden jeg for alvor går i gang. Jeg ved ikke om det er muligt at læse for meget, men det er i hvert fald muligt at anstrenge sig for meget, således at man til sidst intet er bevendt. Jeg ved ikke hvornår jeg går i gang. På den ene side føler jeg ikke, at jeg har travlt, men samtidig er jeg også bange for ikke at starte i god nok tid.

Det der egentlig har generet mig mest ved at tage fri er, at jeg er i en periode af mit liv, hvor at tage er ensbetydende med at have tid til at vaske tøj og gøre rent og den slags, og selvom det er rart igen at kunne tage rene sokker og t-shirts på, så er det også et tegn på, at jeg er ved at være så voksen, at det gør helt ondt at tænke på. 

fredag den 4. december 2015

Med juletræet på hovedet

I novellen "Juletræet" bliver mumifamilien vækket af deres vintersøvn og ved ikke hvad julen er, men de tror nok, at den er farlig.
Mumifar besluttede trods den truende katastrofe ikke at tage af sine egne grantræer, for dem var han meget øm over. I stedet kravlede de over Gafsens stakit og bestemte sig for et stort træ, som hun faktisk ikke kunne då særlig megen brug for. "Tror du det er meningen, vi skal gemme os i det?" spurgte Mumitrolden.
Jeg er desværre ikke nogen Mumitrold, men det skal ikke forhindre mig i også at fortælle om, da jeg i går købte mit eget juletræ og delvist gemte mig i det.

Det er egentlig ikke fordi der er så meget at fortælle. Jeg var ikke fræk nok til at stjæle mit træ, og selv hvis jeg var, så kender jeg ikke nogen Gafsen fra hvis have jeg kunne stjæle det fra. I stedet købte jeg det på parkeringspladsen foran IKEA.

Desværre har jeg ikke nogen bil, og måtte derfor tage bussen hjem, men da jeg kom net til stoppestedet, var der stadig 20-30 minutter til bussen kom. Jeg kan godt nogle gange være ret doven, men denne gang vandt min utålmodighed hurtigt, og jeg smed træet op på hovedet og BAR det de 1.5 km hjem. Det tog lige et par forsøg at finde den rigtige placering, men derefter gik det egentlig rimelig nemt.

Til at starte med lå træet pænt ovenpå mit hoved, men langsomt begyndte grenene at tilpasse sig, og mit hoved forsvandt længere og længere ind i træet. Jeg må have været et herligt syn, men desværre kunne jeg ikke se folks reaktioner når jeg gik forbi, for mit udsyn var meget begrænset.

Og således fik jeg også et juletræ i år, og det står nu fint og pyntet midt i stuen.