Lørdag formiddag sad jeg midt i lektierne, da det bankede på min dør. Jeg vidste godt hvem det var, for jeg havde set dem gennem vinduet. Det var et par fra Jehovas Vidner som har været her et par gange. Jeg er ikke særlig interesseret i at blive frelst, i hvert fald ikke ved deres form for frelse, men jeg har heller ikke noget imod dem. Faktisk havde jeg for en måneds tid siden brugt dem til at få mig en gratis Bibel, da jeg samler på bibler og bruger dem i mit oversættelses arbejde på universitetet. når jeg nu havde fået Biblen gratis, så tænkte jeg, at det mindste jeg kunne gøre var at åbne døren og sige hej og smile venligt, så det gjorde jeg.
Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvordan det gik. Som sagt var jeg ikke særlig interesseret i deres frelse, men da snakken faldt på bibeloversættelse, så gik jeg totalt i nørd og hev dem med indenfor hvor jeg hev bøger frem for at vise dem den oprindelige græske tekst, ordbøger, grammatikker og selvfølgelig min egen oversættelse. Jeg var meget entusiastisk, og jeg havde det herligt. Hvordan de følte er jeg ikke helt sikker på, men jeg tror og håber måske også lidt at de fandt det lidt fascinerende. Jeg har hørt om mange teologer der bruger den græske tekst til at provokere Jehovas Vidner når de kommer rundt, måske jeg også virker sådan, men det er egentlig ikke min hensigt, jeg kan bare godt lide at vise hvad jeg har lært, en rigtig lille duks.
De forærede mig selvfølgelig nogle blade, sådan som de altid gør, og ikke noget jeg var synderligt interesseret i. Lærte jeg selv noget af dette lille møde? Ikke sådan rigtigt, men det er en god historie at fortælle, for den siger rigtig meget om hvem jeg selv er som person.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar