I går var en dag jeg lidt havde frygtet, for i stedet for de sædvanlige to timers Ny Testamente skulle vi have fire. Fire timer... Normalt går jeg kold efter to. Jeg kunne selvfølgelig gå i en af pauserne, men så igen, det er min løsning til alle ting, altid. Det kunne være fedt at se om jeg faktisk kunne klare det, om jeg kunne presse mig selv lidt, og være lidt lige som alle de andre, for det var jo ikke fordi de andre tænkte, at det var det aller fedeste at bruge fredag eftermiddag på.
Jeg tror at vi alle i ugen op til havde haft vores forestillinger om hvordan det ville være at have fire timers Ny Testamente, og jeg er sikker på at den ene fantasi var mere frygtindgydende end den sidste, men virkeligheden lever sjældent op til fantasien, og at have fire timer var ret meget ligesom at have to, bare længere.
Der var nogle der gik i pauserne, men ikke mig, jeg klarede den, men jeg havde også taget alle mulige forholdsregler til at hjælpe mig igennem dagen.
- Formiddagen brugte jeg på let underholdning. Jeg læste Goethes digte, men hvad jeg læste var ikke så vigtigt, så længe det bare ikke var lektier.
- Jeg spiste en solid frokost indeholdende rigeligt med kulhydrater, proteiner og fedt.
- Jeg pakkede en taske med mad nok til flere dage, medicin, uldsokker og en stålsvamp som jeg bruger til mine urolige hænder.
- Jeg tog min eftermiddagsmedicin tidligt, sådan at det passede med at timen startede.
- Jeg tog skoene af så snart timen begyndte, så jeg rigtigt kunne sidde og vifte med tæerne.
- Jeg masserede mine hænder og arme med stålsvampen.
- Jeg spiste så meget min krop havde behov for, og ikke hvad min hjerne tænkte, at jeg kunne nøjes med.
Timerne gik fint, om end jeg de sidste ti minutter sad og følte mig lidt skeløjet og kunne bare overhovedet ikke følge med i det læreren sagde. Jeg følte mig indlukket, jeg havde lyst til at løbe ud af døren, ud i vintermørket og regnen og blæsten, jeg havde lyst til at trække vejret dybt ned i lungerne og udstøde et langt og inderligt suk, men jeg måtte lige vente 10 min.
Bagefter fulgtes læreren og nogle af de studerende over i Unibaren, og jeg var iblandt dem. Det var ganske hyggeligt, men jeg var træt og kendte dem ikke rigtigt, så jeg kunne ikke helt følge med i samtalen, men alt i alt var dagen en sejr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar